Sociale mediers indflydelse på identitetsdannelsen

Transkript

1 Fagmodulsprojekt i Psykologi Roskilde Universitet Efterårssemester 2014 Sociale mediers indflydelse på identitetsdannelsen Udarbejdet af: Christine Holst Zwergius Kira Lund Sif Hummelgaard Nielsen Ninette Renée Jensen Kristina Parsberg Berg Benedikte Hayes Pedersen Projektvejleder: Bjarne Jacobsen Anslag i opgaven: tegn

2 Abstract This thesis examines the formation and development of identity and how social media such as Facebook can affect these psychological processes. The hypothesis of the project is that social media inhibits identity formation and development. The research is based on the theories of Erik H. Erikson and Carsten René Jørgensen about identity formation, and the theories of Anthony Giddens, Kenneth J. Gergen, and Martin Heidegger about the identity formation in relationship to societal development. Furthermore, a number of articles about identity and social media have been selected and used to actualize the theories. On this basis, the advantages and disadvantages of using social media as a means to identity formation and development have been analyzed and discussed. The findings of the project are that it is necessary that the individual has developed a strong and stable core or sense of self before she/he can use social media to further develop her/his identity. Side 1 af 75

3 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemfelt og motivation Problemformulering Afgrænsning Videnskabsteori Metode Analysestrategi Refleksion over den valgte metode Refleksion over den valgte teori Problemområde Expressing the True Self on Facebook Social media, social avatars and the psyche: is Facebook good for us? Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene? Teori Identitetsdannelse Erik H. Erikson Carsten René Jørgensen Identitetsbegrebet De fire identitetsniveauer Det senmoderne samfunds betydning for identiteten Identitetsudvikling Samfundets påvirkning på identiteten Anthony Giddens Kenneth J. Gergen Tid og rum Befolkning af selvet Multifreni Idealer og selvrefleksion Personlighed Martin Heidegger Væren Væren-i-verden Væren i egentlighed og uegentlighed Væren som skyldig Teknikken Analyse Erik H. Erikson Carsten René Jørgensen Individualisering Identitet på de sociale medier/facebook Den stærke identitet i senmoderniteten Kollektivitet og behovet for at høre til Anthony Giddens...52 Side 2 af 75

4 6.4 Kenneth J. Gergen Martin Heidegger Sociale medier Det uegentlige liv Det egentlige liv Diskussion Kan anerkendelse blive negativt for individet? Hvori består menneskets kerne? Hvad medfører sociale medier for individets selvforståelse? Hvordan skal individet forholde sig til sociale medier? Konklusion Perspektivering Referenceliste Bøger Artikler Link...73 Side 3 af 75

5 1. Indledning 1.1 Problemfelt og motivation Antallet af danskere, som bruger sociale medier, er steget drastisk i løbet af de seneste år. Denne udvikling er i høj grad understøttet af den teknologiske udvikling. Det er i dag lettere at få adgang til de sociale medier via computere, smartphones og tablets (Link 1). Undersøgelser viser, at i 2008 brugte 27% af de danske internetbrugere sociale medier, i 2011 var dette tal steget til 54% (Link 2), og i 2013 var tallet steget til hele 81% (Link 1). I Danmark er det især det sociale medie Facebook, som er udbredt. I august 2014 havde omkring 3,4 millioner danskere en Facebook profil (Link 3). Sociale medier bruges til forskellige ting som for eksempel at kommunikere med familie og venner, besøge andres profiler og opdatere egen profil, men det er især blevet populært at dele sine oplevelser med andre ved at uploade billeder og lave statusopdateringer (Link 1). Det øgede forbrug af sociale medier har gjort det muligt for folk at påvirke, hvordan andre opfatter én i det sociale fællesskab via selviscenesættelse. Muligheden for at iscenesætte sig selv positivt har gjort det muligt at konstruere en ideel identitet over sociale medier (Link 4). Den voksende trend med at iscenesætte sig selv over diverse sociale medier er en måde, hvorpå individer kan søge og opnå anerkendelse fra andre og opnå bekræftelse. Individer lægger opslag op, for at venner kan like og kommentere dem, og disse er med til at øge selvtillid og selvfølelse (Link 5). I vores projekt vil vi undersøge forholdet mellem individers brug af sociale medier, og hvorvidt det kan fremme eller hæmme deres identitetsdannelse. Det er ud fra en forforståelse om, at sociale medier primært bruges til at opnå anerkendelse og søge bekræftelse, at vi vil undersøge, hvordan individers identitetsdannelse muligvis påvirkes af brugen af sociale medier. Muligheden for at danne en identitet online er et forholdsvist nyt fænomen. Vi finder det derfor interessant at undersøge forholdet mellem brugen af sociale medier og identitet. Vi vil derfor i projektet undersøge denne trend nærmere og søge at identificere de problematiske aspekter, det kan have for ens identitetsdannelse. Side 4 af 75

6 1.2 Problemformulering Vil anvendelsen af sociale medier være fremmende eller hæmmende for identitetsdannelsen? 1.3 Afgrænsning Vi har i projektet valgt at fokusere på de sociale mediers påvirkning af identitetsdannelsen og antager fra start, at individet søger anerkendelse gennem personlige opslag. Vi vil dermed ikke undersøge, hvorfor individet søger anerkendelse, men derimod hvad denne stræben efter online anerkendelse kan have af betydning for identiteten. De sociale medier rummer mange forskellige elementer, og vi har afgrænset os til at undersøge, hvordan individet påvirkes af sociale relationer online samt individets mulighed for kun at fremstille de ønskede sider af sig selv. Vi afgrænser os dog fra at se på, hvordan individer påvirkes af cyberbullying, altså mobning online. Der findes mange forskellige sociale medier, som kan anvendes til forskellige formål. Vi har primært valgt at fokusere på det sociale medie Facebook, da de studier, vi inddrager, beskæftiger sig med brugen af Facebook. Dette projekt vil kun inddrage teorier omkring identitetsdannelse og samfundets påvirkning herpå, samt artikler omhandlende de sociale mediers indflydelse på identiteten. Vi har afgrænset os fra at lave egen empiri, da der i forvejen foreligger en del studier af fænomenet. På baggrund af dette finder vi det vigtigere at gå i dybden med forskellige teorier om emnet for at få en dybere teoretisk indsigt i, hvordan identitet dannes og påvirkes af indre og ydre faktorer. For at afgrænse os er der visse dele af de forskellige teorier, vi har valgt ikke at beskæftige os med. Vi vil ikke komme ind på Heideggers tanker om tid, samt Gergens teori om betydningen af sprog Side 5 af 75

7 2. Videnskabsteori Ud fra vores problemstilling og overvejelser omkring, hvilken viden vi gerne vil nå frem til, har vi valgt at arbejde med den filosofiske hermeneutik som vores videnskabsteori. Hermeneutikken er en fortolkende videnskab (Juul 2012: 107), hvor man ser enhver fortolkning som usikker, da man ikke gennem fortolkning kan erkende verden, som den egentlig er (Juul 2012: 110). Specielt i den filosofiske hermeneutik er det en central pointe, at man ikke kan sætte sin egen forforståelse i parentes og dermed skabe en objektiv form for viden om virkeligheden. Det er igennem de subjektive oplevelser og erfaringer, at virkeligheden dannes, og menneskets forståelse vil dermed altid være farvet heraf (Juul 2012: 121). På det grundlag vil der altid eksistere et utal af virkelighedsopfattelser, og dermed vil viden aldrig kunne siges at være universelt gyldig eller absolut sand (Juul 2012: 124). Vi har i gruppen en forståelse af, at vores rolle som forskere vil få betydning for den viden, vi producerer, og det er en af årsagerne til, at netop den filosofiske hermeneutik er relevant at beskæftige sig med. Det særlige ved denne retning inden for hermeneutikken er, at forskeren ses som en aktiv del af vidensproduktionen. Den måde, man undersøger et felt på, er ved at forskeren bliver en aktiv del af den hermeneutiske cirkel, således at man ud fra sin forforståelse om feltet forsøger at udfordre sine fordomme ved at tilegne sig nye erfaringer fra den sociale virkelighed (Juul 2012: 125). Vi arbejder i projektet ud fra en hypotese om, at den måde, hvorpå mennesker i dag anvender sociale medier til at iscenesætte sig selv, har en hæmmende konsekvens for identitetsdannelse, og vi er derfor fra starten af udstyret med nogle fordomme, som vil blive testet i vores undersøgelse af problemstillingen. Vi vil forsøge at have en tilgang til vores projekt, der afspejler den filosofiske hermeneutiks proces, hvor man som fortolker skal forholde sig åbent, overfor det man møder, idet erkendelse handler om at kunne forstå andres synspunkter, så man kan revurdere egne fordomme og udvide sin horisont (Juul 2012: 126). Forskningsprocessen drejer sig om at fortolke meningerne og intentionerne bag de handlinger, individer foretager sig (Juul 2012: 108), og man skal undersøge dem ud fra de kontekster, som de forekommer i (Juul 2012: 219). Side 6 af 75

8 Vi ønsker at undersøge, hvad de sociale medier gør ved identitetsdannelsen, og hvad det får af betydning for identiteten. Opgaven vil her være at skabe en forståelse for, hvad der sker, og hvorfor det sker. Den måde, vi ønsker at gøre det på, er ved at anvende modstridende teorier, der gerne skulle generere forskellige fortolkninger af fænomenet, som vi vil sætte op mod hinanden og gennem argumentation beskrive de forskellige synspunkter. Dette er igen fortaler for at anvende den filosofiske hermeneutik, da validiteten af fortolkning baseres på styrken af argumentationen (Juul 2012: 128). Selvom det inden for denne videnskabsteoretiske retning ikke menes, at der kan opnås en objektiv viden, er hermeneutikken alligevel ude efter at tilnærme sig sandheden gennem den bedste fortolkning (Juul 2012: 219). Vi vil gennem fortolkning søge at forstå, hvilken påvirkning anvendelsen af sociale medier kan have for ens identitet, selvom vi er klar over, at fortolkning altid er subjektiv viden. Denne forståelse af viden som en relationel størrelse bliver også en central del af vores projekt, da vi netop søger at modstille forskellige opfattelser af identitetsdannelse, for at fremhæve hvordan forskellige teoretiske briller kan farve det fænomen, der undersøges, og de konklusioner der udledes af det. Side 7 af 75

9 3. Metode Dette afsnit indeholder en beskrivelse af vores fremgangsmåde til undersøgelsen af vores projekt. Undersøgelsen vil foregå ved at anvende teorier, som omhandler identitet og samfundets udvikling, og aktuelle artikler, som omhandler de sociale mediers indflydelse på identiteten, til at give et bud på, hvilke konsekvenser nutidens brug af sociale medier kan have. Vi vil først i afsnittet beskrive, hvordan vi har udarbejdet vores analyse, for dernæst at beskrive vores refleksioner og overvejelser over vores valg af metode og teori. 3.1 Analysestrategi Analysestrategien vil i dette projekt være den bærende metode, idet vi har valgt ikke at anvende empiri i undersøgelsen. Vi vil derfor i dette afsnit beskrive, hvordan vi har udarbejdet analysen ved hjælp af de redskaber, teorierne og problemområdet har givet os. Vi anvender den valgte teori som dåseåbner for vores problem. Det vil sige, at vi bruger den som grundlag for vores undersøgelse, og det er vores redskab til at arbejde med dette problem. Vi har udvalgt fem teoretikere (som vi vil argumentere for senere i dette metodeafsnit) til at give en indsigt i det problem, vi arbejder med. Vi ved, at vores problemfelt er en del af et stort felt, og at der altid vil være nye aspekter at tage i betragtning, og at vi derfor ikke vil kunne favne hele feltet. Derfor indsnævrer vi vores undersøgelse, som står nærmere beskrevet i afgrænsningen (se afsnit 1.3). Vi anvender aktuelle artikler, som omhandler emnet, og sætter dem op imod teorierne for at indsnævre vores undersøgelse og finde frem til de mulige konsekvenser, som brugen af de sociale medier medfører (Høyer 2013: 24). Teorierne dominerer projektet og bidrager med definitioner og beskrivelser af bestemte tendenser, som vi vil anvende i analysen (Høyer 2013: 30) I opbygningen af analysen har vi valgt at dele teoretikerne op og stille dem over for problemområdet hver for sig, for derefter at sætte dem overfor hinanden i diskussionen, og dermed tydeliggøre hvilke mulige konsekvenser de sociale medier kan medføre for identitetsdannelsen. Side 8 af 75

10 3.2 Refleksion over den valgte metode Som beskrevet i ovenstående afsnit er metoden i dette projekt vores analysestrategi, idet vi har valgt ikke at anvende empiri til at forstå problemstillingen. At vi ikke har en empirisk vinkel i opgaven kan medføre, at validiteten i opgaven forringes. Dog ser vi ikke dette som tilfældet, da vi har forsøgt at nuancere problemet ved hjælp af vores problemområde og forskellige teorier i stedet. Vores valg af teorier faldt på de fem, der er beskrevet i teoriafsnittet (se afsnit 5), idet vi ønskede at finde teorier, der ville kunne belyse problemet fra forskellige vinkler. For nærmere refleksion over teorierne, se følgende afsnit herom (se afsnit 3.3). Udover teoretikerne har vi valgt at anvende tre artikler til at beskrive vores problemområde. Disse artikler er valgt ud fra deres relevans til emnet, dog har vi ikke haft mulighed for at tjekke op på deres data, og vi har derfor valgt at antage, at de er valide. Grundet denne manglende gennemsigtighed i artiklerne kan der stilles spørgsmål til validiteten af vores resultater udledt heraf. Vi har på trods af dette valgt at anvende dem, da de beskriver de tendenser, der ses inden for de sociale medier og dermed giver et redskab til at aktualisere de teorier, vi anvender. Derudover modsiger artiklerne ikke hinanden, men supplerer nærmere, hvilket kan forsvare brugen heraf. Idet at artiklerne er enige, tyder det på, at de har et virkelighedsnært billede af situationen i nutidens samfunds. 3.3 Refleksion over den valgte teori De valgte teoretikere repræsenterer både psykologiske og sociologiske syn på identitetsdannelse, og de favner bredt fra et psykoanalytisk fokus til filosofiske overvejelser om den menneskelige eksistens. Ingen af teoretikerne beskæftiger sig direkte med sociale medier, men de bidrager med forskellige perspektiver på identitetsdannelse, som tilsammen hjælper til forståelsen af identitetsdannelse i forbindelse med sociale medier. Brugen af Erik H. Eriksons teori i forbindelse med det senmoderne samfund er udfordrende, da han beskriver relationer mellem mennesket i en anden samtid, som intet havde med sociale medier at gøre. Dog har vi valgt Erikson som fundament til forståelse af identitetsdannelse. De andre benyttede teoretikere, som eksempelvis Jørgensen, tager Side 9 af 75

11 udgangspunkt i Eriksons grundlæggende teori, og Erikson kan derfor være et vigtigt afsæt for forståelsen af identitetsdannelse. Carsten René Jørgensen beskæftiger sig, blandt andet med afsæt i Erikson, med identitetsdannelse i forhold til både indre psykiske processer og det senmoderne samfunds indflydelse på individet. Jørgensen fremhæver, hvordan senmodernitetens individualisering og krav om omstillingsparathed gør det nødvendigt med en særlig stærk jeg-identitet, samt hvordan en svag identitet er problematisk. Således er Jørgensens teori med til at sætte Eriksons tanker ind i en mere nutidig kontekst og inddrage mere samfundsorienterede perspektiver, dog uden at berøre Internettet og de sociale mediers indflydelse på identitetsdannelse. Anthony Giddens beskriver senmodernitetens udvikling, og hvordan den påvirker individet og identiteten. På trods af at Giddens ikke beskriver de sociale medier, kan hans tanker om identitet stadig bruges, da han kommer ind på, hvad en ideel identitet er, og hvad der kan forstyrre identiteten. Vi har valgt at inddrage Giddens, fordi han beskriver samfundet og dets indflydelse på identiteten grundigere end både Erikson og Jørgensen. Kenneth J. Gergen tager nogle vigtige pointer op i forhold til teknologiens udvikling og konsekvenserne af denne udvikling for individet. Han udpensler det postmoderne samfunds opståen og fokuserer især på individets rolle i forhold til teknologien som værktøj. Hans teori er oplagt at bruge til at undersøge de sociale medier, selvom han ikke benytter præcist dette begreb. Det er relevant at spørge sig selv, hvad man kan anvende Martin Heideggers filosofi til, idet teorierne, vi baserer analysen på, er fra henholdsvis 1927 og 1957, og dermed er baseret på et helt andet teknologisk samfund end det, vi kender i dag. Anvendeligheden, af hans filosofi på et nutidigt teknologisk fænomen, kan derfor kritiseres. Alligevel finder vi Heidegger relevant for vores projekt, idet hans filosofi er optaget af teknologiens væsen. Det er ikke den fysiske teknologi, der optager Heidegger, men tankegangen bag den. Desuden arbejder Heidegger ud fra at ville finde tilbage til menneskets oprindelige ontologiske væren. Hans teori er derfor ikke bundet til tid, da eksistentialisme er universelt gyldigt. Side 10 af 75

12 Samlet set er der altså ingen af teoretikerne, der siger noget specifikt om sociale medier, og flere af teoretikernes værker er skrevet før brugen af sociale medier blev et udbredt globalt fænomen. Vores opgave i projektet går derfor netop ud på at aktualisere disse teorier om identitet og identitetsdannelse i forhold til, hvilken indflydelse brugen af sociale medier har på identitetsudviklingen. Side 11 af 75

13 4. Problemområde Dette afsnit har til formål at give et større overblik, end problemfeltet, over senmodernitetens udvikling i forhold til brugen af sociale medier. Vi tager her udgangspunkt i studier og artikler fra henholdsvis nyere tid, altså fra år 2014, 2013 og 2008, for at kunne belyse den nyeste forskning af fænomenet. Resultatet heraf vil vi bruge til at sætte op imod teoretikerne, som beskrives senere i dette projekt. 4.1 Expressing the True Self on Facebook Artiklen Expressing the True Self on Facebook skrevet af Gwendolyn Seidman forsøger at skildre mulige årsager til brugen af sociale medier, herunder Facebook. De sociale medier bliver brugt til at kommunikere med fjerne slægtninge ved hjælp af blandt andet , hvor udviklingen samtidig har øget tendensen til i højere grad at kommunikere med ens allerede eksisterende offline venner, som man ser til dagligt (Seidman 2013). I denne artikel undersøges måden, hvorpå individet udtrykker sit sande jeg over det sociale medie, Facebook. Seidmann beskriver, at det sande jeg er defineret som de kvaliteter, et individ besidder, men som ikke altid udtrykkes i det offentlige forum (McKenna 2002). Facebook er en platform, hvor det kan være nemmere at udtrykke sit sande jeg, da de sociale medier danner en fysisk distance til andre. I artiklen nævnes Nadkarni og Hofmaan, som i 2012 udførte et studie, hvor resultatet viste, at brugen af sociale medier er motiveret af følelsen af at høre til og muligheden for at fremstille sig selv eller bestemte sider af sig selv. Følelsen af at høre til indebærer blandt andet accept fra andre, og selvfremstilling er et forsøg på at påvirke andres syn på en og dermed gøre et særligt indtryk. Individers selvforståelse påvirkes af anerkendelse og bekræftelse fra andre (Seidman 2013). Nogle individer opnår denne anerkendelse og bekræftelse på sociale medier og søger den især, hvis de ikke føler, at de kan opnå det i den sociale fysiske kontekst (Nadkarni et al. 2012). Individer, der udtrykker sig på de sociale medier, søger opmærksomhed via opslag, der formidler unikke aspekter af deres liv. Dette gøres for at opnå bekræftelse og anerkendelse fra andre, hvilket kan øge selvaccept og give yderligere motivation til at udtrykke sig selv og blive set. Sociale medier kan bruges både til at tilfredsstille egne behov, egoistiske motiver, og andres behov, altruistiske motiver, hvor Side 12 af 75

14 blandt andet Facebook understøtter begge disse muligheder. Altruistisk adfærd ses ved omsorg og støtte til venner via sociale medier, og egoistisk adfærd ses ved opfyldelse af accept og bekræftelse af ens online venner. Seidmann beskriver at, brugen af sociale medier, især Facebook, benyttes som et redskab til at opnå accept og få opmærksomhed. De individer, som udtrykker deres sande jeg på Facebook, på baggrund af ellers skjulte sider af sig selv, har et stort behov for at blive accepteret og kan derfor have en tendens til at være mere udtryksfulde over Facebook. Seidman beskriver, at disse individer muligvis ikke får den bekræftelse som de søger, da Facebook er en stor flade, hvor mange af relationerne herover er overfladiske, hvilket muligvis ikke giver individet den ønskede feedback. Resultatet af artiklen viser, at individer som udtrykker deres sande jeg på Facebook, gør det på baggrund af egoistiske årsager, såsom at blive lagt mærke til og opnå opmærksomhed og anerkendelse (Seidman 2013). 4.2 Social media, social avatars and the psyche: is Facebook good for us? Artiklen Social media, social avatars and the psyche: is Facebook good for us? skrevet af David Brunskill beskriver med særlig fokus på Facebook, hvordan sociale medier påvirker individers identitet. Ifølge artiklen er brugen af internettet til social interaktion blevet et globalt fænomen, og det er via sociale medier blevet lettere at kommunikere med hinanden end i præmoderne tid. Sociale medier fungerer som en form for blank skærm, som giver individer mulighed for at danne deres identitet på internettet, altså en online identitet. Omvendt betegner den offline identitet, individers identitet i det virkelig liv. Individer kan, over de sociale medier, gendanne dele af dem selv, som de ikke er tilfredse med. Identitet er ifølge Brunskill multipel, og online identitet er blevet en del af den personlige identitet. Individers brug af sociale medier reflekterer karakteristika af deres personlighed. Sociale medier giver individer mulighed for at fremstille en ideel eller positiv version af sig selv. Individer prøver altså at præsentere sine bedste sider på sociale medier. Den online identitet er både dannet og drevet socialt. Sociale medier giver folk en vis kontrol over deres personlige image og selviscenesættelse ved at de selv vælger, hvilke aspekter af deres liv, de vil lægge op på sociale medier og hvilke, de ikke vil lægge op (Brunskill 2014). Side 13 af 75

15 Når den online identitet ikke matcher den offline identitet, altså når dele af identiteten separeres, kan der ifølge Brunskill dannes en kløft mellem dem, hvilket kan føre til indre konflikter og følelsesmæssige problemer. Et balanceret forhold mellem den offline og online identitet er vigtigt for en mental sundhed, hvor et forhold uden kløft er mest fordelagtigt. Brunskill mener dog ikke, at sociale medier hjælper med at danne et balanceret forhold mellem offline og online identitet. Brugen af sociale medier har også medført, at individer ofte sammenligner dem selv med andre. Denne sammenligning kan medføre følelsen af utilfredshed, misundelse, jalousi og depression. På trods af, at sociale medier giver større frihed til at dannelsen af ens image, medfører det også et psykologisk pres for individer. Dette pres består af narcissistiske tendenser, i at skulle leve op til andres standarder. Derudover er det også vigtigt, at individerne deltager aktivt på sociale medier for at føle, at de er en del af fællesskabet. Ifølge Brunskill vil individer miste deres identitet eller selv og føle sig ulykkelige, hvis de fortsætter med at blive mere og mere opslugt af selviscenesættelse, fordi det vil føre til et mindre balanceret forhold mellem offline og online identitet (Brunskill 2014). 4.3 Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene? Ifølge artiklen Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene? gør sociale medier det muligt at iscenesætte et selvbillede, hvorfra individer kan opnå anerkendelse og bekræftelse fra andre. Ifølge Svend Brinkmann opnår individer især anerkendelse, når de iscenesætter sig selv i forhold til et bestemt forbrug eller en bestemt livsstil (Lavrsen 2008). Lars Lundmann, psykolog, ser dog dette behov for anerkendelse som et narcissistisk træk. I narcissistiske tendenser ses der en søgen efter anerkendelse og bekræftelse fra andre, og hvis ikke dette opfyldes, vil individer føle en tomhed eller en intethed. Individer søger derfor konstant efter anerkendelse gennem sociale relationer, og sociale medier har givet flere muligheder for opnåelse af anerkendelse og medfører en intensivering af narcissisme. Ifølge Brinkmann er de selviscenesættende elementer på sociale medier narcissistiske i sig selv. Jagten på anerkendelse kan dog være problematisk, hvis et individ opnår anerkendelse gennem noget, som det måske ikke er, eller som det ikke har lyst til at være anerkendt for, Side 14 af 75

16 idet der vil opstå en konflikt og en tomhedsfølelse (Lavrsen 2008). Trods den narcissistiske tendens er individer ikke fulde af selvtillid, men derimod mere usikre. Den narcissistiske tendens opstår grundet manglen af nære relationer. Narcissistiske tendenser er ifølge Lundmann steget inden for få år, fordi individer ikke har lige så mange nære bekendtskaber, men snarere har en masse overfladiske venner på sociale medier eller i deres omgangskreds. Narcissisme ses dog ikke kun som negativt, da det er med til at sikre individet en løbende udvikling, som gør, at der kommer nye perspektiver på tilværelsen. Jagten på anerkendelse gør, at individer tager nogle valg, som de måske ellers ikke ville have taget. Vejen ud af narcissisme er at gøre sig bevidst om sine behov, at finde frem til, hvad man virkelig gerne vil have ud af tilværelsen, og hvad man gerne vil bekræftes for (Lavrsen 2008). Sociale medier har også givet flere muligheder for at indgå i forskellige sociale sammenhænge på netværkssider. Jo mere individer er engageret på sociale medier, jo mindre engagerede er de i deres fysiske omgivelser. Individer mister altså interessen for et socialt engagement i hverdagen (Lavrsen 2008). Dette problemområde vil som tidligere nævnt blive anvendt senere i analysen. Analysen vil blive foretaget ud fra de fem teoretikere, vi har valgt at arbejde med. Disse teoretikere og deres teorier vil vi præsentere i det følgende afsnit. Side 15 af 75

17 5. Teori Teoriafsnittet i dette projekt indeholder fem teoretikere. De to, der vil blive præsenteret først, er Erik H. Erikson og Carsten René Jørgensen, som vi vil anvende som baggrund til forståelsen af identitetsdannelse. De sidste tre teoretikere, Anthony Giddens, Kenneth J. Gergen og Martin Heidegger, vil blive anvendt til at få forskellige perspektiver på samfundets udviklings indflydelse på individet og dets identitet. 5.1 Identitetsdannelse Erik H. Erikson Erik H. Erikson ( ), uddannet psykoanalytiker, er en af de betydningsfulde profiler inden for psykologien i forbindelse med identitetsudvikling (Bjerg 2010: 162f). Erikson havde særligt fokus på jeg et i forbindelse med kulturens indflydelse på dannelsen af identiteten. Eriksons identitetsteori tager udgangspunkt i Sigmund Freuds personlighedsteori, men hvor Erikson lægger mere vægt på, at identitetsudviklingen er afhængig af samspillet mellem individer, sociale forhold og kultur. Identiteten er, ifølge Erikson, måden hvorpå et individ oplever sig selv eller forstår sig selv som en bestemt person i sociale sammenhænge og historiske perspektiver (Erikson 1997: 20ff). Dannelsen af identiteten er en proces, der er vedvarende gennem livet, konstant udvikler sig og derved fører til differentiering (Erikson 1997: 21). Eriksons teori kan opstilles i et tredobbelt forløb til at forklare menneskets udvikling. Det psykiske forløb, som dannes i forbindelse med den biologiske og fysiologiske udvikling, som især er fremtrædende i den første del af livet. Det samfundsmæssige forløb og dets begivenheder i forskellige specifikke perioder og kulturer gennem livet. Det sidste forløb, Erikson beskriver, består af et jeg-forløb, som omhandler forskellige stadier, et individ konfronteres med gennem livet. Disse stadier består af en udviklingsopgave, som sker på baggrund af påvirkninger fra de biologiske og samfundsmæssige forløb, hvor de tre forløb udspiller sig i et samspil mellem hinanden (Pedersen 1986: 46ff). På baggrund af jegforløbet opstiller Erikson de psykosociale stadier, hvor udviklingen er en tilpasning, som er opdelt i otte stadier. I hvert af disse otte livsstadier befinder der sig nogle eksistenskriser, Side 16 af 75

18 som er navngivet med modsætningspar, for eksempel tillid/mistillid. Modsætningsparret angiver de mulige løsninger, individet har, og som individet bør overkomme for at kunne danne sin identitet. Her kan udviklingskrisen enten øge eller hæmme identitetsudviklingen, hvor løsningen derved bliver en del af identiteten. Hvert stadie er med til at udvikle nogle vigtige træk, som er afgørende for individets identitet, der samtidig får betydning for udviklingen af identiteten i næste stadie (Erikson 1997: 87ff). De otte stadier er opdelt som vist i figur 1 (Bjerg 2010: 163). Figur 1 Stadie Udviklingsopgave 0-1 år: Basal tillid vs. mistillid At finde forudsigelighed og pålidelighed hos de primære omsorgspersoner 1-3 år: Autonomi vs. skam og tvivl At undersøge verden, hævde sin selvstændighed, og forstå, hvad der er acceptabelt 3-6 år: Initiativ vs. Skyld At planlægge og udføre handleforløb og at bevare modet, når handlingerne mislykkedes 6 år til puberteten: Flid vs. mindreværd Puberteten til voksenalder: Identitet vs. identitetsforvirring Yngre voksenalder: intimitet vs. isolation Senere voksenalder: Generativitet vs. stagnation At lære og at udvikle kompetencer At prøve forskellige roller i forsøget på at besvare spørgsmålet: hvem er jeg? At forlade identitetssøgningens selvoptagethed, at knytte sig til en anden At frembringe ting og idéer og at sørge for næste generation Side 17 af 75

19 Alderdom: Integritet vs. fortvivlelse At acceptere det liv, man har levet, og den død, der kommer Hvert af disse stadier er defineret på baggrund af specifikke problemstillinger og udviklingsopgaver, som både omhandler individets fysiske og psykiske tilstand samt den omgivende kultur. Hvis udviklingen på et givent stadie fuldføres, fører det til en psykisk modning og dermed en optimal forberedelse til næste stadie og de efterfølgende livsfaser (Erikson 1997: 87ff). I forhold til denne modning og psykiske udvikling er det første stadie, spædbarnsalderen 0-1 år, i Eriksons teori interessant. Dette stadie er centreret omkring opbygning af fundamental tillid og mistillid både til verden og sig selv (Erikson 1997: 91ff). Erikson mener altså ikke, at mennesket fødes med en tillid til verden (Jørgensen 2002: 196). Den fundamentale tillid skal skabe forudsætningen for menneskets selvstændige formåen, og det første stadie mellem forældre og barn er derfor vigtigt for senere udvikling og følelse af identitet. Det er primært forældrenes ansvar at tilfredsstille barnet og dets behov. For at kunne danne denne tillid, handler det blandt andet om en oplevelse af genkendelighed, de samme stemmer og mennesker, hvilket giver barnet en følelse af tryghed. I den udstrækning barnet opbygger tillid, vil det begynde at slippe moderen og acceptere, at hun ikke er til stede hele tiden. Det voksne menneske vil, på baggrund af den opbyggede tillid, kunne begå sig i en verden, hvor udgangspunktet er, at man kan stole på menneskene omkring sig (Erikson 1997: 91ff). Dette vil give en stabilitet, som er vigtig i forbindelse med at kunne navigere kompetent i en verden i konstant udvikling og bevægelse. Erikson beskriver, at denne fundamentale tillid danner grundlag for identitetsfølelse, og det at kunne være sig selv (Erikson 1997: 97). Dette vil senere hen, hvis resultatet af genkendelse og tillid er positivt, give en følelse af, at omgivelserne anerkender en (Erikson 1964/1971: 70). Hvis barnet derimod konstant møder nye indtryk i denne periode, vil denne genkendelse og følelse af anerkendelse ikke kunne dannes, hvilket vil kunne give en følelse af mistillid til verden (Erikson 1964/1971: 66) Side 18 af 75

20 Det efterfølgende stadie, småbørnsalderen 1-3 år, omhandler autonomi/skam og tvivl, hvilket indebærer den tidlige barndom. Det er her, individet rent biologisk modnes og opdager nye muligheder i form af bevægelse og egen udførelse, såsom at kravle efter en bold. Barnet opbygger i denne fase en form for autonomi over for sig selv og oplever, at selvstændighed er en god ting, dermed er en veludviklet tillid også essentiel for barnets selvstændige formåen (Erikson 1997: 101ff). Denne fase kan også udmunde sig i skam og tvivl. Hvis barnet bliver fordømt eller til grin vil følelsen af tvivl til sine omgivelser opstå, og det vil dermed være svært at udfolde sig og være sig selv. (Erikson 1964/1971: 76f). I den lidt senere barndom, legealderen 3-6 år, som Erikson betegner den, er modsætningsparrene initiativ/skyld. Denne periode skal give barnet en følelse af, at det er godt at vise og være bevidst omkring de kvindelige og mandlige initiativer i lege og andre aktiviteter. Hvis barnet går ud med en følelse af, at dette er forkert, kan det give en følelse af skyld i de senere stadier og perioder i livet (Erikson 1997: 108ff). Når barnet når skolealderen, 6 år til puberteten, er udfordringen primært de ydre påvirkninger. Dette stadie omhandler arbejdsevnen eller følelsen af mindreværd. Barnet er i dette stadie klar til at lære og tilegne sig viden. I forbindelse med denne periode er det vigtigt, at barnet føler succes over for de opgaver som stilles. Risiko for at føle mindreværd kan ske i forbindelse med for uoverkommelige opgaver, eller en følelse af at fremgang afhænger af andre ting, såsom at fremstille sig selv på en bestemt måde (Erikson 1997: 115ff) Erikson ser selv en vigtig fase for identitetsdannelsen i ungdommen, puberteten. Under puberteten ses en stor udvikling rent fysiologisk, men samtidig også i form af den sociale bevidsthed, hvor individet nu står over for identitet/identitetsforvirring. Det er her, tingene fra barndommen stadig har indflydelse på udviklingen, men hvor denne nu skal ses i kombination med fremtiden (Erikson 1997: 121ff). I pubertetsperioden søger den unge væk fra det vante og sine forældre og mod nye mennesker og muligheder, dog med normer som fra de tidligere stadier. En essentiel faktor for identitetsdannelsen er blandt andet identifikationsfigurer, som kan være skolelærere, politiske ledere, trænere og venner. Individet forsøger her at identificere sig med disse figurer (Erikson 1997: 121ff). Udviklingen og dannelsen er altså stærkt påvirket af, hvilke sociale grupper man befinder sig i. Erikson beskriver samtidig, at dette stadie danner en pause mellem barndommen og Side 19 af 75

21 voksenalderen og kalder også denne for stilstandsperioden. Krisen i denne periode opstår, hvis den unge ikke kan identificere sig med andre eller finde sin egen plads og rolle i livet, hvilket kan medføre identitetsforvirring (Erikson 1997: 125ff) Denne identitetsforvirring kan bære præg af, at individet føler at skulle være noget særligt og tilhøre noget bestemt. Dette kan give en følelse af forvirring og kan føre den unge til at søge anerkendelse som i barndommen. En følelse af anerkendelse kan hjælpe med at få løst identitetsforvirringen, hvorimod uløste identitetsproblemer kan give en yderligere fortvivlelse i alderdommen (Erikson 1964/1971: 71). I den tidlige voksenalder står individet over for intimitet/isolation blandt andet i forbindelse med pardannelse. Det er her vigtigt at kunne danne følelsesmæssige relationer, hvilket også betyder, at man skal kunne give sig hen til andre og stole på omverdenen, mens man samtidig er sig selv. Hvis individet holder sig tilbage og ikke giver sig hen, kan det ende i en følelse af isolation. Udfordringen ved at overgive sig til et andet menneske hænger også sammen med individets opbyggede tillids-følelse og tiltro til omverdenen fra de tidligere stadier (Erikson 1997: 128ff). De efterfølgende to stadier omhandler måden, hvorpå man enten forbliver i en eventuel tosomhed med sin partner, stagnation eller har behov for at videreføre generationen, generativitet. På et tidspunkt når mennesket til erkendelse af, at livet ikke varer evigt. Her kan man føle, at livet burde have set anderledes ud, hvilket kan give følelsen af fortvivlelse. Hvis individet i denne periode kan se, at der er en mening og sammenhæng i det liv, man har levet, vil det give følelsen af integritet. Her bringes der orden og mening omkring det, som er realiseret og ikke står til at ændre (Erikson 1997: 131ff). De kriser, som kan opstå, er påvirket af tidligere kriser i menneskets udviklingsstadier, hvor de her spiller ind som enten styrkende eller svækkende i det igangværende stadie (Erikson 1997: kapitel III). Det er tydeligt, at Eriksons fokus omkring identitetsudvikling befinder sig i de første seks stadier. Det betyder dog ikke, at der ses en total stilstand i individets voksenliv, men de essentielle kriser har ikke på samme måde påvirkning på identitetsudviklingen (Erikson 1997: 128ff). Erikson beskriver i sin teori, som tidligere nævnt, vigtigheden af den grundlæggende tillid, som skabes i de første faser. Måden, hvorpå de forskellige faser er opbygget, kan give en Side 20 af 75

22 følelse af, at der kun findes én favorabel løsning på den igangværende krise. Det skal derfor understreges, at man kan komme ud af et stadie med en overvejende følelse af det ene eller det andet. Dermed også nævnt, at det er vigtigt at have erfaringer med mistillid, følelsen af mindreværd og skyld, da disse følelser også er med til at danne et voksent individ (Pedersen 1986: 61). Stadierne er skarpt opdelt, men dette betyder ikke, at hvert stadie og den mulige krise bliver overstået en gang for alle. Tillid og mistillid vil man møde gennem hele livet, men hver gang vil resultatet af krisen ske på et højere niveau. Mulighederne for at løse en genkendt konflikt vil være påvirket af en tidligere løsning, hvor det muligvis er et mere modent jeg, som står over for den genkendte konflikt. Ifølge Erikson skal der altså være dannet en veletableret identitet for at kunne håndtere radikale ændringer, da denne identitet er bevidst omkring sine grundlæggende værdier (Pedersen 1986: 61f). Det bør nævnes, at Eriksons teori og forståelse af mennesket er udviklet i en samtid, som er meget forskellig fra det samfund, der eksisterer i dag. Forandringer medfører nye udfordringer for individet og dermed også nye psykologiske vanskeligheder, blandt andet i forbindelse med de sociale medier. Som beskrevet tidligere er det senmoderne samfund kendetegnet ved uendelige muligheder for information, udvikling og en vis form for grænseløshed. Dette kræver, at det senmoderne menneske skal være i stand til at skabe en nødvendig orden og stabilitet omkring sig. Til trods for, at Eriksons teorier er udviklet i en anden tid, kan hans teorier stadig benyttes og være anvendelige. Eriksons teori belyser vigtigheden af, i de første stadier af individets udvikling, at opleve orden, stabilitet og tillid. Her er det forældrenes rolle at skabe trygge rammer og bidrage til, at individet senere kan skabe en indre strukturel forudsætning for at agere autonomt og dueligt i den senmoderne verden Carsten René Jørgensen Carsten René Jørgensen er lektor i psykologi ved Aarhus Universitet, og i sin bog Identitet Psykologiske og kulturanalytiske perspektiver undersøger han begrebet identitet ud fra psykologiske perspektiver med særlig vægt på psykoanalysen og interpersonelle teorier og sociologiske perspektiver. Side 21 af 75

23 Identitetsbegrebet Ifølge Jørgensen er identitet et individs subjektive fornemmelse af at have et selv, en kerne, hvilket er forudsætning for at have følelsen af kontrol over og handlekraft i sit eget liv. Denne følelse af at have en form for kerne kan specificeres ved at sige, at identitet er noget nogenlunde kontinuert og uforanderligt på tværs af tid og kontekst - individer kan godt ændre sig, men noget forbliver det samme (Jørgensen 2008: 46). Her er altså tale om en kvalitativ frem for en kvantitativ identitet, hvor fokus ligger mere på filosofiske og logiske spørgsmål omkring identiteten, såsom hvorvidt en person forbliver identisk med sig selv og ikke kan blive en anden (Jørgensen 2008: 28). Den kvalitative identitet handler om subjektets opfattelse og fornemmelse af sig selv, som vedkommende er, ikke er og gerne vil være, eller som Jørgensen skriver: Den kvalitative identitet definerer, hvem man er ( mig ), hvordan man adskiller sig og er forskellig fra andre og hvem man ikke ér, endsige ønsker at være eller blive ( ikke-mig ) (Jørgensen 2008: 29). Overordnet kan identitet anskues fra to vinkler. Den ene er de observerbare karakteristika ved et individ, som er tilgængelige for omverdenen, samt hvad individet fortæller til en udenforstående og derfor kan projekteres. Dette er udtryk for en deskriptiv tilgang til identitetsbegrebet (Jørgensen 2008: 30). Den anden vinkel koncentrerer sig om indrepsykiske strukturer og repræsenterer en mere psykoanalytisk, personlighedsstrukturel tilgang til identitetsbegrebet. Her beskæftiger man sig med ubevidste såvel som bevidste psykiske processer, det vil sige sider ved individet, som ikke altid er umiddelbart tilgængelige for en udenforstående (Jørgensen 2008: 30). Der kan dermed skelnes mellem omverdenens opfattelse af individet og individets opfattelse af sig selv, hvor de to ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med hinanden, for eksempel hvis omverdenen tilskriver individet nogle træk og karakteristika, som individet ikke selv mener, at han/hun er i besiddelse af (Jørgensen 2008: 30). Ved at undersøge andre teoretikeres opfattelser af identitetsbegrebet kommer Jørgensen frem til fire niveauer af identitet, som her omtales senere efter en kort bemærkning i forhold til de forskellige identitetsopfattelser. De eksisterende teorier om identitet, uanset om de er socialkonstruktionistiske, psykoanalytiske eller narrative, er ifølge Jørgensen inkonsistente Side 22 af 75

24 og mangelfulde med hensyn til, hvad det er for en instans, der konstruerer, opfatter eller fortæller om sin identitet (Jørgensen 2008: 31ff). Konsekvensen heraf er, at der mangler refleksioner over de personlighedsstrukturelle og psykologiske forudsætninger for, at individet kan konstruere en meningsgivende og velfungerende fortælling om sig selv (Jørgensen 2008: 35). Ud fra en intersubjektiv og relationel identitetsforståelse og med udgangspunkt i de fire niveauer undersøger Jørgensen, hvordan identiteten udvikles De fire identitetsniveauer Jeg-identiteten Jeg-identiteten refererer til et personlighedsstrukturelt niveau af identiteten, hvor individet har en subjektiv fornemmelse af mening og sammenhæng på tværs af tid og sted samt en følelse af at være en person adskilt fra omverdenen (Jørgensen 2008: 38). Det er det nærmeste, man kommer på en identitetsmæssig kerne, og Jørgensen argumenterer for, at eftersom jeg-identiteten er identitetens psykologiske grundstruktur, er det her, individets organisering af de øvrige tre niveauer samt fundamentet for psykisk sundhed findes (Jørgensen 2008: 38). Jeg-identiteten udvikles gennem processer som identifikation med andre personer, særligt med betydningsfulde andre personer, og internalisering af disse identifikationer i personlighedsstrukturen, især i barndommen og ungdommen (se afsnit ). Jeg-identiteten er ikke nødvendigvis et italesat niveau, men altså en mere eller mindre udviklet bevidsthed om, at jeg et både adskiller sig fra og ligner andre (Jørgensen 2008: 38). Den personlige identitet Den personlige identitet er det mere bevidste niveau af individets selvopfattelse, altså individets bevidsthed om, hvordan det adskiller sig fra andre individer i forhold til for eksempel mål, værdier, egenskaber, valg og adfærdsmønstre (Jørgensen 2008: 38). Den sociale identitet Side 23 af 75

25 Dette niveau af identiteten henviser til individets identitet udadtil, altså en mere offentlig identitet. Den sociale identitet handler om de sociale roller og positioner, individet indtager (Jørgensen 2008: 38) og skabes derfor i relation til andre. I stedet for individets selvopfattelse i forhold til sig selv, handler det mere om individets selvopfattelse i forhold til andre i form af at indgå i forskellige grupper, enten baseret på valg (hvem er individet fan af, hvilke hobbyer har individet valgt), præstationer (job/studie, position i familie for eksempel mor/bedstemor/søster/datter) og uomgængelige forhold (biologiske, for eksempel alder, og sociale forhold) (Jørgensen 2008: 38). Den kollektive identitet Der kan tilføjes et fjerde identitetsniveau, en slags mellemniveau mellem de mere private niveauer bestående af jeg-identiteten og den personlige identitet, og den mere offentlige sociale identitet, idet der er tale om, at individet identificerer sig med en gruppe, men dermed også forstår sig selv som mere eller mindre unik i forhold til individer, der tilhører andre grupper. Den kollektive identitet handler blandt andet tale om religiøs, etnisk og national identitet (Jørgensen 2008: 39) Det senmoderne samfunds betydning for identiteten Jørgensen argumenterer for, at der er sket en individualisering i samfundet, hvor sociale fællesskaber er underordnet de enkelte individer og deres livsprojekter (Jørgensen 2008: 90). Der er sket en individualisering, hvor identiteten er blevet et gør-det-selv-projekt baseret på selvrefleksivitet og individets evne til at vælge (Jørgensen 2008: 133). Hvor man tidligere med største selvfølgelighed gik i sin slægt eller families fodspor og påtog sig den identitet, man blev tildelt af omgivelserne, må man nu, hvor man konstruerer sin egen identitet, overbevise andre om, at man har en bestemt identitet, og kæmpe for at få andre til at anerkende den. (Jørgensen 2008: 90). Mere kollektivistiske værdier er i det senmoderne samfund underordnet de individualistiske værdier (Jørgensen 2008: 95), og i individualiseringen er det blevet op til individet selv at finde løsninger på sine problemer, også de samfundsskabte (Jørgensen 2008: 91). At skulle kunne tage stilling til alle de valg og finde løsninger på de problemer, senmoderniteten medfører, gør det nødvendigt at have Side 24 af 75

26 en identitetskapital, som er en samling af psykologiske og relationelle ressourcer, som knytter sig til den veludviklede identitet. (Jørgensen 2008: 132). Identitetskapitalen spænder blandt andet over økonomisk kapital, selvværd og fornemmelse af en meningsfuld retning i livet, hvilket vil sige, at individet bliver i stand til at håndtere modstridende og konfliktfyldte elementer i livet og sin egen identitet og dermed skabe en følelse af sammenhæng (Jørgensen 2008: 132). Desuden rummer senmoderniteten en forestilling om, at individet skal være omstillingsparat og ansvarlig for at forbedre og realisere sig selv, men dette ideal ændrer sig, ifølge Jørgensen, konstant og er derfor aldrig helt opnåeligt (Jørgensen 2008: 146). Manglende identitetskapital kan altså medføre, at individet ikke kan håndtere uoverensstemmelser mellem jeg-idealet og det reelle jeg, altså hvordan individet faktisk oplever sig selv, hvilket kan føre til lavt selvværd og psykiske lidelser (Jørgensen 2008: 147) Identitetsudvikling Ud fra psykoanalytisk personlighedsteori undersøger Jørgensen de psykologiske processer bag identitetsudvikling i det senmoderne samfund med særligt fokus på jeg-identiteten (Jørgensen 2008: 132), for senere at forklare identitetsudviklingen ud fra et mere relationelt ståsted (Jørgensen 2008: 159). Ifølge en psykoanalytisk tilgang dannes identiteten i ungdommen ud fra barndommens identifikationer med betydningsfulde andre, hvilket er med til at skabe orden i verden for barnet i forhold til blandt andet, hvad der er rigtigt og forkert samt mig og ikke-mig (Jørgensen 2008: 138f). Identifikationsprocessen, der foregår mellem individets subjektive liv og dets objektive omverden og samtidskultur med dens institutioner, autoriteter og idealer, kan foregå på tre niveauer. Først et primitivt niveau, hvor individet har en fantasi om at smelte sammen med og ikke kan afgrænse sig fra den anden. Dernæst et mellem-niveau, hvor individet stadig ønsker at være som den anden, men er bevidst om selv at være aktør i sit liv, og endelig et modent niveau, hvor individet ønsker at være som en del af den anden, men er klar over forskellen på sig selv og den anden (Jørgensen 2008: 139). Først med den modne identifikation oplever man, at man er klart adskilt fra den anden, ligesom man her har klare og realistiske forestillinger om sig selv som aktør i eget liv og om fremtiden (Jørgensen 2008: 140). Jeg-identiteten udvikles Side 25 af 75

27 gennem identifikationer med andre individer, som internaliseres i personlighedsstrukturen. Ved den modne identifikation er det enkelte værdier og karakteristika, som individet internaliserer i sin personlighedsstruktur, og disse værdier og karakteristika er ikke længere knyttet til et specifikt andet individ, men er blevet løftet til en generel forståelse af menneskelige egenskaber. Her har individet udviklet en referenceramme, som det kan bruge til at orientere sig i verden og nuværende såvel som fremtidige situationer og relationer (Jørgensen 2008: 141). Jo mere veludviklet jeg-identiteten er, jo bedre er individet til at håndtere forskellige perspektiver på sig selv og virkeligheden, og jo større evne til at reflektere over de øvrige identitetsniveauer har vedkommende (Jørgensen 2008: 141). Derfor er en veludviklet jeg-identitet grundlag for individets følelse af, hvordan det er unikt, og hvordan det ligner andre individer. Er jeg-identiteten ikke veludviklet, forstyrres de øvrige niveauer, og individet afhænger her af, at andre mennesker fortæller ham/hende, hvem han/hun er (Jørgensen 2008: 38). I sin udlægning af den intersubjektive tilgang til identitetsudvikling påpeger Jørgensen vigtigheden af sociale netværk som en stabil ramme omkring [ ] identitetsarbejde. (Jørgensen 2008: 135). Disse sociale netværk af personer tilbyder individet fælles referencer i forhold til mål, værdier og forestillinger om virkeligheden. De forskellige niveauer af identitet påvirkes af forskellige former for relationer, således at jeg-identiteten særligt påvirkes af betydningsfulde andre (for eksempel forældre), den personlige identitet påvirkes af primære relationer (for eksempel familie og venner), og den sociale identitet påvirkes af sekundære relationer (for eksempel kolleger) (Jørgensen 2008: 135). Jørgensen pointerer et spændingsfelt i identitetsudviklingen i senmoderniteten mellem individets trang til frihed og behov for tryghed (Jørgensen 2008: 133). I individualiseringen ligger en forestilling om, at individet stræber eller bør stræbe efter selvrealisering, men samtidigt er det nødvendigt at kunne leve integreret sammen med andre, hvilket medfører en angst for at blive kvalt af de begrænsninger af friheden til at udfolde sig, som er uundgåelige, hvis man vil være del af et socialt fællesskab. Der knytter sig således det uovervindelige dilemma til den menneskelige identitet, at man kun kan udvikle sin individualitet og etablere en særegen identitet i samspil med andre og ved at markere, hvordan man adskiller sig fra andre (Jørgensen 2008: 133f). At finde denne balance er, Side 26 af 75