STRATEGISK OMRÅDESTUDIE ERITREA

Transkript

1 FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II/L-STK 2003/2004 Orlogskaptajn H. Madsen Kaptajn M.B. Sørensen Kaptajn S. Kærgaard UKLASSIFICERET Oktober 2003 STRATEGISK OMRÅDESTUDIE ERITREA UKLASSIFICERET

2 FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II/L-STK 2003/2004 Orlogskaptajn H. Madsen Kaptajn M.B. Sørensen Kaptajn S. Kærgaard UKLASSIFICERET Oktober 2003 STRATEGISK OMRÅDESTUDIE ERITREA På baggrund af en analyse af Eritreas strategiske kapacitet og landets sikkerhedspolitiske situation vurderes Eritreas fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. UKLASSIFICERET 2

3 1 Resume. Eritrea er meget ung som nationalstat. Under den historiske faktor kan man finde mange af årsagerne til den nuværende sikkerhedspolitiske situation. Specielt den 30 år lange befrielseskrig fra Etiopien har sat sine spor, men samtidig har det skabt en stærk nationalfølelse i befolkningen. Eritrea mangler stadig at få udviklet en demokratisk styreform, idet det i dag fungerer som et diktatur. Eritrea er geografisk placeret ved Rødehavet, hvilket giver landet en strategisk betydning. De to havnebyer rummer udviklingsmuligheder for landet af handelsforbindelser og af økonomien. Grænsedragningsproblematikken langs Etiopiens grænse er endnu ikke afsluttet, og især Etiopien stadig ikke er fuldt tilfreds med de trufne afgørelser. Eritreas højlandsområde rummer udviklingsmuligheder for landbruget, idet den øvrige del af landet ikke er særlig egnet til landbrug. Eritrea er ofte ramt af tørke og deraf afledte problemer med hungersnød. Analysen af den udenrigspolitiske faktor viser, at Eritrea har et anspændt forhold til flere nabolande og har derfor søgt tilnærmelse til de arabiske lande i et forsøg på at stabilisere dette. Eritrea har brug for politisk accept i andre lande og hjælpeorganisationer, idet landet er afhængig af fødevarehjælp og økonomisk bistand. Indenrigspolitisk fungerer Eritrea nu som et diktatur. Analysen viser dog, at befolkningen på kort sigt ikke ser ud til at kunne samles om et oprør mod styret pga. fødevaremangel m.v. På længere sigt skal der dog ske en demokratiseringsproces som bl.a. skal være medvirkende til at skabe en økonomisk vækst der kan sikre mad, fred og frihed. Analysen af den militære faktor viser, at militæret spiller en stor indenrigspolitisk rolle, idet militæret anvendes til at holde befolkningen i stramme tøjler. Der er en forholdsvis stor styrke, hvilket hovedsageligt skyldes forholdet til Etiopien. Gennemførelse af demobiliseringen af hæren er en forudsætning for den økonomiske udvikling i samfundet. Men forudsætningen for demobilisering er fred og stabilitet. Analysen af den økonomiske faktor viser, at Eritrea har store økonomiske vanskeligheder og ikke kan klare sig uden donorlande. Der er behov for udenlandske investeringer bl.a. til at forbedre infrastrukturen, hvilket er en forudsætning for øget økonomisk vækst. Eritrea er ligeledes belastet af store udgifter til militæret. Dette vil kunne afhjælpes, hvis det planlagte demobiliseringsprogram gennemføres. En anden væsentlig hindring for forbedring af Eritreas økonomi er den manglende infrastruktur. En udbygning af infrastrukturen kunne ligeledes medvirke til at bedre fødevaresituationen. Under den sociologiske faktor er et af de store problemer at Eritrea har et mangelfuldt sundhedssystem og en lav gennemsnitslevealder. Dog er udbredelsen af HIV/AIDS endnu ikke så stor i Eritrea som i de øvrige lande i regionen. Eritrea har stadig problemer med analfabetisme og specielt i landområderne er der mangel på uddannelsesmuligheder. Analysen viser ligeledes, at landet stadig har problemer med flygtninge og internt fordrevne. Umiddelbart vurderes landets etniske grupperinger ikke at give problemer, men kan ikke afvises på længere sigt. Sammenfattende vurderes den sikkerhedspolitiske situation i Eritrea at være ustabil. Det vurderes på baggrund heraf, at der kan peges på følgende tre scenarier for den fremtidige udvikling i Eritrea: Befolkningen gør oprør mod det eksisterende diktatur. Der bliver skabt stabilitet og økonomisk vækst. Eritrea kommer i krig mod et naboland. UKLASSIFICERET 3

4 2 Indholdsfortegnelse. 1 Resume Indholdsfortegnelse Indledning Opgave Afgrænsninger Kilder Den historiske faktor Historiens betydning for Eritreas sikkerhedspolitiske situation Analyse af den historiske faktors betydning Den fysisk-geografiske faktor Beliggenhed, grænser, form og størrelse Land-, sø og luftadgangsveje Nøgleområder Fremtrædende terrænelementer Klima og vejr Analyse af det fysisk-geografiske forholds betydning Den udenrigspolitiske faktor Forholdet til andre lande Forholdet til andre relevante eksterne aktører Forhold til NGO er Analyse af det udenrigspolitiske faktorers betydning Den indenrigspolitiske faktor Nationale interesser og målsætning National holdning og selvopfattelse Regering og administration Politiske partier og interessegrupper Stabilitet Menneskerettigheder Analyse af den indenrigspolitiske faktors betydning Den militære faktor Opgaver og koncepter for de væbnede styrker Kommandoforhold og relationer til det politiske niveau Størrelse, organisation og materiel Uddannelsesmæssige og logistiske forhold Analyse af den militære faktors betydning Den økonomiske faktor Fødevareproduktion, produktionsmidler og ressourcer Energiproduktion og ressourcer Råmaterialer til industrien Industriproduktion Infrastruktur Handel Arbejdskraft Økonomisk struktur og Finanser Analyse af den økonomiske faktors betydning Den sociologiske faktor Befolkningens størrelse og geografiske fordeling Sundhed og levestandard Uddannelse Religiøse, etniske og sproglige grupperinger UKLASSIFICERET 4

5 10.5 Analyse af den sociologiske faktors betydning Sammenfattende vurdering Sammenhæng mellem de sikkerhedspolitiske faktorer Opstilling af fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder Scenario 1: Oprør mod det eksisterende diktatur Scenario 2: Der bliver skab stabilitet og økonomisk vækst Scenario 3: Eritrea kommer i krig med et naboland Konklusion Tillæg A Bibliografi Bilag 1 Oversigtskort over Eritrea med etniske grupperinger Underbilag 1 til bilag 1 Oversigtskort med infrastruktur Underbilag 2 til bilag 1 Eritreas placering på Afrikas Horn Bilag 2 Sammenligninger på diverse faktorer UKLASSIFICERET 5

6 3 Indledning. 3.1 Opgave. Nærværende strategiske områdestudie er udarbejdet i henhold til Fakultetet for Strategi og Militære Operationer vejledningssamling (FSMOVEJSAM), med følgende problemformulering: På baggrund af en analyse af Eritreas strategiske kapacitet og landets sikkerhedspolitiske situation vurderes Eritreas fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. Opgavediskussion Ved kildelæsningen stod det hurtigt klart, at den meget unge stat Eritrea, præget af langvarig og opslidende krig, har svært ved at realisere sin formulerede vision om demokrati i vid forstand. I forhold hertil, lader de interne forhold meget tilbage at ønske, og i kulissen lurer faren for en ny krig. Disse forhold rummer sammen med den dårlige økonomi væsentlige risici men omvendt er det også her, at mulighederne skal findes. En forudsætning for landets udvikling kunne være en katalyserende økonomisk indsprøjtning. Imidlertid kræver dette opfyldelse af donor- og investorkrav om stabilitet og demokrati. Det er uvist, hvor langt den nuværende regering vil strække sig i forhold til oppositionen, fordelingen og prioriteringen af landets ressourcer. Landets indre sammenhold, vil spille en afgørende rolle i forholdet til nabolandene, specielt til Etiopien, hvor ideologiske modsætninger udfolder sig i Tigrinya området. Det er derfor de indenrigs- og udenrigspolitiske- samt de økonomiske forhold, der vægtes i studien. Metode Eritrea udviklingsmodel (studiens sammenhæng) Indenrigspolitik og udenrigspolitik: Indre og ydre ro og stabilitet skabt gennem udenrigs- og indenrigspolitikken, herunder demokratisering. Militær: Demobilisering, der signalerer fredelige hensigter over for omverdenen og frigør ressourcer til det øvrige samfunds opbygning Tiltrækning af donorer og anden økonomiske bistand samt udenlandske investorer Økonomi: Opbygning af infrastruktur og produktionsapparat for at skabe grundlag for økonomisk vækst Sociologi: Med de økonomiske midler skal uddannelses- og sundhedssystemet udbygges UKLASSIFICERET 6

7 Ovenstående model er udtryk for studiens struktur, som er valgt ud fra de strategiske sammenhænge, der samlet beskriver Eritreas fremtidige sikkerhedspolitiske muligheder. Problemformuleringen operationaliseres i sammenhæng med ovenstående således: Først redegøres der for Eritreas strategiske kapacitet ud fra følgende 7 faktorer: o Den historiske faktor, der sætter scenen for den nuværende situation. o Den fysisk-geografiske faktor, der fastlægger de naturskabte betingelser. o Den udenrigspolitiske faktor, der afdækker forholdet til omverdenen og de væsentligste aktører, og dermed dimensionerer landets handlefrihed. o Den indenrigspolitiske faktor, der bl.a. tegner den politiske magtstruktur og fordelingen af ressourcer. o Den militære faktor, der fastlægger den militære værdi. o Den økonomiske faktor, der viser fødevare- og råstofsituationen, erhvervsstrukturen incl. infrastruktur og økonomien. o Den sociologiske faktor, der udgør de menneskelige ressourcer og potentialer. Efter hver faktor analyseres dens betydning for landets strategiske situation mhp. en vurdering af, hvorvidt den virker stabiliserende eller destabiliserende. Endelige analyseres faktorernes indbyderes sammenhæng (syntese) mhp. en vurdering af Eritreas sikkerhedspolitiske muligheder. Afslutningsvis danner analysen af de indbyrdes sammenhænge baggrund for opstilling og vurdering af tre sandsynlige sikkerhedspolitiske scenarier. 3.2 Afgrænsninger. Studien behandler begivenheder til og med den 28. september 2003, hvor kildeindhentningen er afsluttet. Gennem behandlingen af de 7 faktorer opereres der i studien med en bred sikkerhedsdefinition. Scenarierne fokuserer på de afgørende faktorer og deres indbyrdes relationer. Deres tidsmæssige horisont er fastlagt ud fra en vurdering af hvad der skal til, og hvor længe det tager, at udløse reaktionen. Studiens omfang er begrænset til tegn af FSMOVEJSAM. 3.3 Kilder. De anvendte kilder spænder fra bøger og rapporter over faktuelle og vurderende internetsider til artikler, nyhedsmedier og interview. For så vidt angår statistiske oplysninger er der generel god overensstemmelse mellem kilderne. For visse tals vedkommende angiver kilderne, at tallene ikke er tilgængelige. Således stammer visse tal fra Dog stammer hovedparten fra De anvendte internet-sider er udskrevet og opbevares hos forfatterne indtil den 25. juni UKLASSIFICERET 7

8 4 Den historiske faktor 1. I dette afsnit vil der i det første punkt blive redegjort for den historiske faktor, hvorefter der afsluttes med en analyse og en vurdering i ft. den sikkerhedspolitiske stabilitet. Den historiske faktor danner udgangspunkt for Eritreas fremtidige udvikling. 4.1 Historiens betydning for Eritreas sikkerhedspolitiske situation. Det nuværende eritreiske område har gennem tiden været påvirket fra mange forskellige retninger af mere eller mindre dominerende karakter. Fra spredte nomadeklaner, der søgte føde over til kolonisering efterfulgt af systematiseret undertrykkelse. Den 1. januar 1890 udstedte den italienske konge et dekret om oprettelsen af Eritrea, men Eritrea skulle gennem flere underlæggelsesforhold og en af verdens længste befrielseskampe, før det den 24. maj 1993 kunne erklæres for en selvstændig og uafhængig stat. Eritrea var Italiensk koloni fra 1890 til efter afslutningen af anden verdenskrig. De italienske magthavere annekterede 50 % af Eritreas areal inklusiv betydelige dele af infrastrukturen for at udlodde det til italienske nybyggere. Italien var i stand til at udvikle samfundet ved, at udbygge infrastrukturen og industrien 2. Landbruget blev mekaniseret og produkterne forarbejdet inden for landets grænser. Desværre blev produkterne hovedsageligt solgt til Italien og værdiforøgelsen kom ikke den oprindelige eritreiske befolkning til gode. Anden verdenskrig ændrede situationen i Eritrea og som følge af krigens udfald, fik den britiske regering mandat til at forvalte landet indtil dets fremtid var klarlagt. Infrastrukturen blev herefter ikke vedligeholdt, men den eritreiske befolkning fik betydeligt mere indflydelse og frihed end tidligere. Politiske partier blev tilladt og snart var to modstridende bevægelser dannet én der ønskede eritreisk uafhængighed, og én der ønskede unionsdannelse med Etiopien. Der opstod voldelige sammenstød mellem uafhængighedsblokken og unionstilhængerne, og da briterne ville forlade landet i 1947, måtte FN foranstalte en afstemning om landets fremtid gennemført. Uafhængighedsblokken vandt med 55 %, men de kunne ikke holde sammen på landet, og i 1952 blev Eritreas situation afgjort ved FN resolution 390 (V); Eritrea blev indlemmet i en føderation med Etiopien. FN garanterede Eritrea visse demokratiske rettigheder og en vis grad af autonomi bl.a. i indenrigsspørgsmål. Etiopien skulle tage sig af økonomi og udenrigspolitik. Etiopien var på dette tidspunkt allieret med USA via en forsvarsaftale af Eritreas rettigheder blev dog tilsidesat af Etiopien og i 1962 annekterede Etiopien Eritrea, uden indgriben fra FN. I 1960 erne etableredes organiseret væbnet modstand mod den etiopiske undertrykkelse. ELF (Eritrea Liberation Front) dannedes, men p.g.a. interne stridigheder opdeltes denne i flere fraktioner. Den mest betydningsfulde var EPLF (Eritrea Peoples Liberation Front) med den senere præsident Isaias Afwerki som frontfigur. Op gennem 1970 erne og 1980 erne præges Eritrea af intern voldelig rivalisering mellem ELF og EPLF, samtidig med ekstern kamp mod det etiopiske overherredømme. Befrielseskampen kom til at vare 30 år og involverede hele samfundet. EPLF opnåede størst tilslutning i Eritrea, blev landsdækkende, og sammen med etiopiske TPLF (Tigrayan Peoples Liberation Front) kæmpede de, med amerikansk støtte, i fællesskab mod det autoritære, stalinistiske styre i Etiopien (kaldet Derg-regimet under Haile Mengistu Mariam). Derg var en militær-junta, der havde overtaget styret i Etiopien i 1974, og som skiftede alliancepartner fra USA til USSR 3. 1 UMN, pp Jf. TNK, p. 41, havde Eritrea ca. fire gange så mange industri- og handelsfirmaer end de omkringliggende provinser 3 SOSE, p. 9 UKLASSIFICERET 8

9 På trods af sovjetisk støtte til Etiopien vandt EPLF indflydelse i flere og flere områder af Eritrea og det lykkedes gradvist EPLF at institutionalisere landet. Sovjetunionens sammenbrud betød, at Etiopien mistede en væsentlig militær kapacitet og moralsk støtte. Samtidig brød Derg-regimet sammen, og i 1991 var hele Eritrea befriet af EPLF. USA ledte forhandlingerne om en ny etiopisk TPLF domineret regering, og i Eritrea dannede EPLF en provisorisk regering 4. Vejen var nu banet for en fredsaftale mellem de to lande og Etiopiens nye regering accepterede Eritreas ret til selv at bestemme dets fremtid. EPLF s leder Isaias Afwerki blev regeringsleder i Eritrea indtil en folkeafstemning om landets selvstændighed kunne afholdes. Den april 1993 afholdtes folkeafstemning i Eritrea om uafhængighed fra Etiopien. 98 % af de registrerede stemmeberettigede stemte, og af disse stemte 99 % for uafhængighed. Den 24. maj 1993 blev Eritrea erklæret for en selvstændig uafhængig stat. I statens første år blev den af omverdenen set som et skoleeksempel på, hvordan transformationen til demokratisk stat kan finde sted. I 1994 omdannedes EPLF til partiet PFDJ (People s Front for Democracy and Justice). En grundlovskommission (Constitutional Commitee of Eritrea, CCE) lavede udkast til forfatning et udkast, der er godkendt, men ikke implementeret. Men længere tids kritik af regeringens nølen med afholdelse af demokratisk valg og implementering af forfatningen, fik regeringen til at stramme grebet om samfundet. Arrestation af politiske modstandere, Højesteretspræsidenten og forbud mod fri presse blev resultatet. Etiopien dannede en forbundsstat i 1995 med en stats-/regionsinddeling efter etnisk tilhørsforhold 5 og i maj 1998 udbrød der igen væbnede kampe mellem Etiopien og Eritrea. Krigen kom til at vare godt to år. Ved Den Afrikanske Unions mellemkomst blev en gensidig fredsaftale underskrevet i december FN etablerede en fredsbevarende styrke (United Nations Mission in Ethiopia and Eritrea, UNMEE), der nu overvåger en 25 kilometer bred separationszone (Temporary Security Zone, TSZ) 6 mellem de to lande. 4.2 Analyse af den historiske faktors betydning. Set i historisk perspektiv er Eritrea splittet land. Allerede i 1947 var landet polariseret i det grundlæggende spørgsmål om uafhængighed contra unionsdannelse med Etiopien. Spørgsmålet er basalt for befolkningens identitetsopfattelse, og analysen af de øvrige faktorer specielt den sociologiske og indenrigspolitiske - må vise i hvilket omfang spørgsmålet har relevans for Eritreas sikkerhedspolitiske fremtid. Man kan dog tillægge den lange befrielseskamp en positiv effekt på befolkningens indre sammenhold. Eritreas historie var i mange år karakteriseret ved andre staters undertrykkelse og udnyttelse. Forholdet kan forklares med den gældende verdensorden, der herskede i forlængelse af kolonitiden. Specielt bipolariteten under den kolde krig, har dikteret Eritreas handlemuligheder. Briternes overtagelse efter italienerne, FN s indlemmelse af Eritrea i føderation med Etiopien, Etiopiens uimodsagte annektering, befrielseskampen i samarbejde med den etiopiske oprørsbevægelse TPLF og senest opnåelse af retten til selv at bestemme sin skæbne i 1993, er alle forhold, der kan henføres til den globale verdensorden og stormagternes interesser. Eritrea har således været inde i en ond cirkel, hvor underlæggelse har umuliggjort udvikling af de karakteristika der, i almen forstand, skal til for at opnå anerkendelse som selvstændig stat. I begyndelsen af 1990 erne ophørte bipolariteten, og der blæste løsrivelsesvinde i verden. Eritrea blæste med og opnåede selvstændighed. På papiret var der enighed om det- 4 PGE, Provisional Government of Eritrea 5 SOSE, p. 9 6 US-DOS UKLASSIFICERET 9

10 te, og i de første år så landet ud til at kunne honorere de fremherskende krav om demokrati, efterlevelse af menneskerettigheder og folkeviljen, indre sammenhold og statseffektivitet. Men landets demokratiske umodenhed og den interne splittelse var måske større reelle udfordringer end statsapparatet kunne håndtere. Historisk betragtet står Eritrea med et krigshærget land og en delt befolkning overfor store udfordringer. Samtidig er landets ledelse uvant med at begå sig i en verden, hvor goodwill, økonomisk bistand og anerkendelse afhænger af evnen til fredelig bilæggelse af interstatslige konflikter, samt håndtering af mindretalsproblemer og etniske stridigheder på demokratisk vis og i overensstemmelse med menneskerettighederne. Sammenfattende må det, i forhold til den sikkerhedspolitiske situation, vurderes at den historiske faktor er destabiliserende. 5 Den fysisk-geografiske faktor. I dette afsnit vil der i de første punkter blive redegjort for den fysisk-geografiske faktor, hvorefter der afsluttes med en analyse og en vurdering i ft. den sikkerhedspolitiske stabilitet. Den fysisk-geografiske faktor danner sammen med den historiske faktor udgangspunkt for Eritreas fremtidige udvikling. 5.1 Beliggenhed, grænser, form og størrelse 7. Eritrea ligger i det nordøstlige Afrika på Afrikas Horn syd for Ækvator (se bilag 1). Eritrea har en ca km kyststrækning langs Rødehavet samt ca km kyststrækning på øer i Rødehavet. Eritrea har således en strategisk beliggenhed ved Rødehavet ved gennemsejlingsfarvandet til Suez og udsejlingen til Gulf of Aden. Eritrea er omgivet af følgende lande: Djibouti mod sydøst med en grænse på 109 km. Sudan mod vest og nord med en grænse på 605 km. Etiopien mod syd med en grænse på 912 km. Etiopien har således ingen adgang til havet. I Rødehavet findes en større øgruppe Dahlak Archipelago, hvoraf to er beboede. Det samlede areal er km 2, hvilket er ca. 2½ gange større end Danmark. Eritreas landområde opdeles normalt i fire hovedregioner. Disse er: Det centrale højland med provinserne Hamasien, Akele-Guzai og Seraye, kyststrækningen mod Rødehavet med provinserne Danakil og Semhar, regionen i nord og nordvest med provinserne Sahel og Senhit og det vestlige lavland med provinserne Barka og Gash-Setit. Grænsen mod Etiopien har været årsag til en i I forbindelse med en fredsaftale blev der aftalt en demarkationslinie langs hele grænsen. Afmærkningen af selve grænsen er endnu ikke afsluttet Land-, sø og luftadgangsveje 9. Eritrea har én international lufthavn i Asmara og fire mindre asfalterede flyvepladser i Assab, Massawa, Nakfa og Tessenai. Hertil kommer et antal landingsbaner uden fast bane. Eritrea har først i foråret af 2003 fået et nationalt luftfartsselskab, hvorfor det primært er udenlandske operatører som betjener Eritrea internationalt 10. Landet har ca km ho- 7 UMN, pp JSSA-EEA 9 UMN, pp JSSA-ENR, Airports + EIU-CP UKLASSIFICERET 10

11 vedvej, heraf 810 km asfalteret. Hovedparten er dog i dårlig stand pga. krigen med Etiopien. Landet har to større havnebyer Assab og Massawa, der gennem humanitær bistand og som forudsætning for nødhjælp i regionen, er forholdsvis veludbygget 11. Massawa har været et udsat bombemål under krigen med Etiopien, men efter krigen er havnen genetableret, og det meste af landets importgods kommer via denne havn 12. Havnen Assab i den sydlige ende af Eritrea har været brugt som transithavn for Etiopien, hvor ca. 90 % af godset var i transit 13. Efter krigen med Etiopien har militæret overtaget kontrollen med havnen og den anvendes meget begrænset til kommercielle formål Nøgleområder. Det centrale højland med hovedstaden Asmara samt havnebyen Massawa udgør nøgleområder. Disse betegnes som nøgleområder pga. den relativt udbyggede infrastruktur samt den frugtbare jord med temperaturforhold egnet til dyrkning. 5.4 Fremtrædende terrænelementer 15. Eritrea er en del af det Abessinske højland. I den sydøstlige del af landet udmunder Great Rift Valley og ligeledes Danakil-ørkenen. Danakil-ørkenen er en af de varmeste steder på jorden. Eritrea er således meget bjergrigt, ligesom der er store ørkenområder. 5.5 Klima og vejr 16. Klimaet i Eritrea er meget varieret og bestemt af topografien. På det centrale højlandsplateau i meters højde er der en årlig nedbørsmængde på mm. Regnen falder to gange om året. Resten af året er der meget tørt. I dette område er der et tempereret klima, hvor temperaturen kun varierer lidt. Langs Rødehavet ligger det østlige lavland, hvor der er meget tørt. Den nordlige og nordvestlige del af lavlandet ligger mellem meters højde her udgør den årlige nedbør udgør omkring 400 mm. Det vestlige lavland ligger mellem meters højde. I den østlige del af dette område er nedbøren på mellem mm om året, mens den i den vestlige del er på omkring mm årligt. Klimaet i dette område betegnes som meget tørt og varmt i sommermånederne. Eritrea har igennem de senere år været ramt af tørke. I sommeren har nedbøren dog været nær gennemsnittet. Der kan derfor for første gang i flere år forventes en høst i december måned, dog uden at den får væsentlig indflydelse på fødevaresituationen Analyse af det fysisk-geografiske forholds betydning. Eritreas strategiske placering for enden af Rødehavet giver i lighed med Suez-kanalen mulighed for at kontrollere søtransportvejen mellem Europa og Asien. Eritreas to havnebyer rummer udviklingsmuligheder med hensyn til både handelsforbindelser og økonomi. På grund af krigen med Etiopien er der ingen adgang til Eritreas hav- 11 JSSA-ENR, Ports 12 JSSA-ENR, Ports 13 UMN, p INT 15 UMN, p UMN, p FEWS 18 VOA UKLASSIFICERET 11

12 nebyer for Etiopien. Lukningen af havnen for Etiopien har ligeledes medført et yderligere anspændt forhold de to lande imellem. Eritreas højland vurderes ud fra klimamæssige betragtninger at have de mest gunstige betingelser for en stabil og bæredygtig vækst. De øvrige områder i Eritrea er præget af svingende nedbørsforhold, hvorfor dyrkning af afgrøder og dyrehold er vanskeligt i disse områder. Der indtræffer derfor ofte hungersnød i disse områder. Eritrea vil næppe blive i stand til at dække egne fødevarebehov, hvorfor der fortsat vil være behov for ekstern bistand. Sammenfattende må det, i forhold til den sikkerhedspolitiske situation, vurderes at den fysisk-geografiske faktor er destabiliserende. 6 Den udenrigspolitiske faktor. I dette afsnit vil der i de første punkter blive redegjort for den udenrigspolitiske faktor, hvorefter der afsluttes med en analyse og en vurdering i ft. den sikkerhedspolitiske stabilitet. Den udenrigspolitiske faktor skal sammen med den indenrigspolitiske faktor skabe den ro og stabilitet, der er forudsætningen for en demobilisering. 6.1 Forholdet til andre lande. Etiopien 19. I maj 1998 udbrød der krig mod Etiopien bl.a. pga. grænsestridigheder. På overfladen var årsagen, at en eritreisk patrulje overskred grænsen til Etiopien. Grænsedragningen havde længe været et diskussionsemne, da den aldrig var blevet endeligt fastlagt. Spørgsmålet var, og er, særlig følsomt i Tigrinya og Tigray områderne, hvor et ideologisk modsætningsforhold mellem TPLF og EPLF udspinder sig. I virkeligheden var kampen mere et udtryk for det modsætningsfyldte forhold mellem Etiopiens og Eritreas regeringer, der er domineret af hhv. etnocentriske tigryanere og eritreiske nationalister 20. I 2000 blev der indgået en våbenhvile, som bl.a. indebar oprettelse af en 25 km bred TSZ, hvor FN skulle indsætte en fredsbevarende styrke. UNMEE blev indsat i april 2001, og i april 2002 bekendtgjorde Eritrea-Ethiopia Boundary Commission (EEBC) grænsens beliggenhed. Siden er pågået et arbejde med rent fysisk at afsætte grænsen. Samtidig har der været stridigheder om bl.a. byen Badme, som begge lande påstår tilhører dem, men Badme er nu tildelt Eritrea. Arbejdet med demarkationen er vanskeligt pga. minefare og det at begge lande modarbejder arbejdet. FN er bekymret over den manglende kontakt mellem Eritreas og Etiopiens regeringer 21. EEBC melder om en stigning i antallet af skyderier og uretsmæssig overskridelse af TSZ 22, hvorfor UNMEE er blevet forlænget indtil den 15. marts Der eksisterer et anspændt forhold til TPLF i Etiopien. Under befrielseskrigen var forholdet til TPLF mest af nød. EPLF og TPLF bekæmpede begge det etiopitske styre, men udfra to væsensforskellige motiver. Mens EPLF søgte et helt og uafhængigt Eritrea søgte TPLF at forene det tigrayiske folk på tværs af de to landes grænser og gøre det uafhængigt af såvel Etiopien som Eritrea 24. Med Eritreas løsrivelse fra Etiopien blev Etiopien afskåret fra direkte adgang til havet. 19 JWA-ETH 20 SS, p UN-N-LOT 22 PREE 23 UN-N-EXT 24 TNK. pp UKLASSIFICERET 12

13 Sudan 25. Sudan, der er en islamisk styret stat, støttede Eritrea under løsrivelseskrigen fra Etiopien, og var et af de første lande, der accepterede Eritrea som nation. Kort efter Eritreas selvstændighed opstod der et anspændt forhold mellem de to lande, og der har været gentagne beskyldninger om indblanding i interne forhold. Sudan beskyldte Eritrea for at støtte sudanesiske oprørsorganisationer, og Eritrea beskyldte Sudan for, at 400 oprørere blev uddannet i Sudan. I forbindelse med grænsestridighederne med Etiopien forsøgte Eritrea at forbedre forholdet til Sudan. Det lykkedes at få udarbejdet en normaliseringsaftale imellem parterne. 3. januar 2000 enedes man om at genoprette diplomatiske forbindelser. I oktober 2002 udbrød der kampe i Kassala regionen i Sudan. Eritrea blev beskyldt for at støtte oprørerne og for at have invaderet Sudan, hvilket Eritrea benægtede. Senere i oktober mødtes den sudanske præsident med repræsentanter for Yemen og Etiopien, hvorfor Eritrea frygtede, at disse tre lande var i færd med at danne en mini anti-eritrea akse. Der er fortsat et anspændt forhold imellem Eritrea og Sudan. Yemen 26. Eritrea erobrede i december 1995 øgruppen Hanish fra Yemen. I den forbindelse blev 12 personer dræbt og et antal yemenske soldater taget til fange. De to lande enedes om at nedsætte en voldgift, der i oktober 1998 afgjorde at øerne skulle tilhøre Yemen. I december 1999 fastsatte den internationale domstol i Haag endeligt den maritime grænse imellem Eritrea og Yemen. Der har siden været gjort tilnærmelser staterne imellem, men der har fortsat været mindre spændinger bl.a. om fiskerirettighederne. Djibouti 27. Forholdet mellem Djibouti og Eritrea har siden Eritreas oprettelse været meget omskifteligt. Under grænsestridighederne med Etiopien blev forholdet anspændt. Dette skyldtes, at Djibouti blev hovedvejen for Etiopiens import og eksport. Djiboutis præsident beskyldte Eritrea for at støtte oprørere i Djiboutil, og erklærede at de to lande næsten var i krig hvilket dog blev afvist af Eritrea. Stridighederne skyldtes muligvis også den etniske gruppe Afar, som er bredt repræsenteret på begge sider af grænsen. I løbet af 2001 skete der dog en bedring i relationerne. Efter Djiboutis præsident Guelleh aflagde et officielt besøg i Asmara i juli 2001, blev forholdene yderligere forbedret. Andre lande 28. Libyen. Siden sidst i 1990 erne har der været stadig tættere forbindelser imellem Libyen og Eritrea og den libyske tilstedeværelse i Eritrea er stigende. Præsident Ghadaffi forsøgte også at formidle fred mellem Etiopien og Eritrea i den sidste krig. Libyen menes ligeledes at have leveret våben til Eritrea herunder surface-to-air missiler. Saudi Arabien. Der bor ca eritreanere i Saudi Arabien, og Eritrea har brug for de økonomiske midler, der sendes til hjemlandet. Det er derfor vigtigt, at der er et godt forhold til Saudi Arabien. Dette har dog været køligt i en periode pga. Eritreas forhold til Israel. Eritrea mistænker ligeledes Saudi Arabien for at sprede islam på Afrikas Horn. Eritreas strategiske beliggenhed ved Rødehavet er vigtigt for Saudi Arabien pga. adgangen til verdenshavene. 25 JSSA-NA 26 JSSA-EEA 27 JSSA-EEA 28 JSSA-EEA UKLASSIFICERET 13

14 Italien. I kraft af Italiens historiske indflydelse på Eritrea som tidligere kolonimagt eksisterer der fortsat relationer mellem de to lande, hvilket mest kommer til udtryk i samhandlen mellem de to lande. På det politiske plan udøver Italien indflydelse gennem EU. Der ses ikke direkte sikkerhedspolitiske påvirkninger fra Italien. Israel. Eritrea har tidligere haft gode relationer til Israel. Israel har leveret våben og militær rådgivning til Eritrea og siges at have bistået med træning af sudanesiske oprørere, der støttes af Eritrea. Israel blev betragtet som en model for økonomisk udvikling og en naturlig allieret i Rødehavet. Efter den sidste krig med Etiopien har Eritrea ændret politik, og har nu ikke længere forbindelser til Israel, men støtter sig i stedet til Libyen. Eritrea stræber nu efter at få forbindelser i den arabiske verden, og har ansøgt om optagelse i Den Arabiske Liga. Fra januar 2003 har Eritrea fået observatørstatus 29. USA støttede Eritrea med 37 mio. US$ i 2002, og opmuntrer generelt til skabelse af en demokratisk kultur i landet. Forholdet til donorerne er afkølet efter arrestation af politiske modstandere og forbudet mod den frie presse 30. Danmarks donation ophørte principielt i 2002, men enkelte projekter færdiggøres indtil Forholdet til andre relevante eksterne aktører. Eritrea er medlem af en række internationale organisationer, herunder FN, African Union (AU), Common Market of Eastern and Southern Africa, IMF, African Development Bank, UNESCO, WHO og WTO. AU har doneret US$ i april måned 2003 til udbedring af krigens følger og følgerne af tørken 31. Den tyske regering har doneret US$ til UNHCR med henblik på få flyttet flygtninge tilbage fra Etiopien til Eritrea 32. Verdensbanken har 10 aktive projekter i Eritrea til en værdi af 396,6 mio. US$ til understøttelse af bl.a. uddannelsessektoren, kulturel- og havneopbygning, sygdomsbekæmpelse og generel rekonstruktion efter krigen. EU donerede i ,8 mio til politiske, kulturelle og sociale projekter i perioden Forhold til NGO er. Eritreas regering har af frygt for islamistisk påvirkning i fm. udlevering af nødhjælp haft en vis modstand mod diverse hjælpeorganisationer. Regeringen måtte, for ikke at støde den islamistiske del af befolkningen, forbyde både kristne og islamistiske humanitære organisationer med baggrund i denne frygt. Eksil-eritreiske oppositionsgrupper og NGO er mistænker Eritreas regering for at sløre brud på menneskerettighederne ved at fjerne NGO er, der kunne rapportere om sådanne Analyse af det udenrigspolitiske faktorers betydning. Forholdet til Etiopien vurderes fortsat som særdeles anstrengt. Etiopien bestrider forsat afgørelser truffet af EEBC, specielt den nyligt trufne afgørelse omkring byen Badme, som nu er tilkendt Eritrea. Samtidig modarbejdes arbejdet med demarkationen. UNMEE mandat er forlænget til 15. marts 2004, og det vurderes, at tilstedeværelsen af UNMEE er en væsent- 29 EIU-CP, p US-DOS 31 AU 32 AAN 33 EU, p UMN, pp UKLASSIFICERET 14

15 lig medvirkende faktor til, at der forsat er nogenlunde ro i TSZ. Såfremt FN trækker sig ud, kan urolighederne nemt blusse op på ny. Hertil kommer at den etiopiske gruppe af TPLF har interesser i den eritreiske del af Tigayan befolkningen, hvilket vurderes at kunne medføre en etnisk gruppering med efterfølgende risiko for løsrivelse. Det vurderes, at der stadig er et anspændt forhold til Sudan. Selvom der i januar 2000 blev indgået en normaliseringsaftale mellem landene beskyldes Eritrea forsat for at støtte sudanesiske oprørsstyrker. Det vurderes, at den stigende islamistiske påvirkning fra Sudan via støtte i flygtningelejrene kan virke destabiliserende. Forholdet til Yemen vurderes at være lettere anspændt. Siden afgørelsen af rettighederne til Hanish øerne har der været enkelte stridigheder om fiskerettigheder i Rødehavet. Forholdet til Djibouti vurderes at være nogenlunde normalt. Under krigen mod Etiopien var der dog spændinger i grænseområdet mod Djibouti. I grænseområdet på begge sider af grænsen bor den etniske gruppering Afar, dette vurderes på sigt at kunne skabe uroligheder. Eritreas ansøgning om optagelse i Den Arabiske Liga kan ses som et forsøg på at stabilisere forholdet til nabolande. Det vurderes, at Eritrea har behov for politisk accept i andre lande og hjælpeorganisationer, idet landet er afhængig af fødevarehjælp og økonomisk bistand. Sammenfattende må det, i forhold til den sikkerhedspolitiske situation, vurderes at den udenrigspolitiske faktor er destabiliserende. Der lægges hermed vægt på det anspændte forhold til nabolande og dettes betydning for donationer. 7 Den indenrigspolitiske faktor. I dette afsnit vil der i de første punkter blive redegjort for den indenrigspolitiske faktor, hvorefter der afsluttes med en analyse og en vurdering i ft. den sikkerhedspolitiske stabilitet. Den indenrigspolitiske faktor skal sammen med den udenrigspolitiske faktor skabe den ro og stabilitet, der er forudsætningen for en demobilisering og demokratisering. 7.1 Nationale interesser og målsætning. Ifølge forfatningen er målet at skabe en demokratisk nationalstat i vestlig forstand. Befolkningen er historisk set ikke vant til demokrati og medindflydelse. Demokratiseringsprocessen med frie flerpartivalg er endnu ikke sket og dette kan stå i vejen for opbygningen af en demokratisk nationalstat National holdning og selvopfattelse. Eritreas befolkning er kendetegnet ved en stærk nationalistisk følelse på trods af de 9 oprindelige folkeslag og sprog. Korruption er ikke særlig udbredt i Eritrea. Det har ikke været muligt at finde statistik på kriminalitet i Eritrea, men befolkningen har et højt æreskodeks og stor respekt for den private ejendomsret Regering og administration. Magten er tredelt: Nationalforsamlingen er lovgivende, Statsrådet er udøvende og domstolene er dømmende. 35 UMN, p INT. UKLASSIFICERET 15

16 Jf. forfatningens artikel 26 kan højesteret sætte frihedsrettighederne ud af kraft, hvis de bruges til at underminere den offentlige moral, fremmer uro eller truer landets sikkerhed 37. Præsident Isaias Afwerki er både stats- og regeringsoverhoved, og leder af både statsrådet og Nationalforsamlingen. Nationalforsamlingen vælger præsidenten. Der skal 2/3 flertal til mistillidsvotum overfor præsidenten 38. Nationalforsamlingen består pt. af 75 medlemmer af PFDJ Central Komite, 60 medlemmer fra forfatningskommissionen, og 15 repræsentanter for udenlandseritreanere 39. Jf. den ikke implementerede forfatning 40, skal Nationalforsamlingen vælges ved direkte valg blandt befolkningen dette er endnu ikke sket. Præsidenten udpeger, efter Nationalforsamlingens godkendelse, de ledende embedsmænd, dommere og højt rangerende officerer ved de væbnede styrker. Statsrådet er den kollektive udøvende magt og medlemmer udpeges af præsidenten 41. I praksis udøves magten af militæret. Der er etableret en amtslignende struktur med 6 amter, men disse er dog uden reel indflydelse, idet politikken dikteres fra centralt hold Politiske partier og interessegrupper. Over halvdelen af PGE og Nationalforsamlingen udgøres af EPLF/PFDJ tilhængere, idet de 75 direkte er medlemmer af EPLF/PFDJ, og de resterende 75 indirekte er udpeget af præsidenten. Forfatningen tillader fri politisk partidannelse, men i øjeblikket er PFDJ er det eneste tilladte politiske parti. 7.5 Stabilitet. Der eksisterer en del undergrunds-opposition herunder Movement for Democratic Change (MDC). MDC beskylder PFDJ for at være udemokratisk, militaristisk og at foretage ulige fordeling af nationale ressourcer. Oppositionen er organiseret i paraply-organisationen Alliance of Eritrean National forces (AENF) og består af 10 oppositionsgrupper inkl. Eritrean Islamic Salvation Movement, og har hovedsagelig tilslutning i området op mod grænsen til Sudan 43. Der kendes ikke nogle tal for hvor stor tilslutningen er til AENF. Eritreas regering har fuld kontrol med fordeling af nødhjælp, og sørger i den sammenhæng for, at militæret bliver prioriteret. 7.6 Menneskerettigheder 44. Præsidenten har forbudt andre politiske partier, censureret pressen og fængslet kritiske journalister og oppositionspolitikere uden rettergang. Ydermere er visse religiøse trosretninger blevet forhindret i at praktisere deres religion bl.a. ved at deres kirker og mødesteder er blevet lukket. 37 UMN, p EC, article CIA 40 EC 41 CIA 42 INT 43 JSSA-EAF 44 HWR UKLASSIFICERET 16

17 7.7 Analyse af den indenrigspolitiske faktors betydning. Det nuværende styre i Eritrea kan betegnes som et diktatur med Isaias Afwerki som diktator. Dette vurderes at udgøre en latent trussel mod stabiliteten, idet de udmeldte intentioner i forfatningen ikke efterleves i praksis. Det vurderes dog, at befolkningens krigstræthed medfører, at de basale behov for mad prioriteres, hvorfor oppositionen ikke nemt kan samles til oprør. Dette vurderes på kort sigt at virke stabiliserende. Såfremt de basale fødevarebehov dækkes, kan det ikke udelukkes, at der på længere sigt generes overskud i befolkningen til politisk bevidsthed og dermed oprør. Overtrædelse af menneskerettighederne og manglende demokrati giver, som nævnt under den historiske faktor, øget pres fra verdenssamfundet, herunder FN, EU, WB og IMF. Dette medfører vigende interesse for investeringer og donationer. Undertrykkelse af oppositionen er medvirkende til at hindre en eventuel ekstremistisk islamistisk udbredelse i samfundet, primært fra Sudan. Dette kunne på sigt udgøre en trussel, henset til, at der i forvejen er mange muslimer i Eritrea og pga. befolkningens ringe levevilkår. Hensigten med opdelingen i amtsstrukturer kan anses som et led i opbygningen af et nærdemokrati. Praksis gennem den centralistiske beslutningsproces kan medføre frustration og manglende tillid til demokratisk tankegang. I den nuværende situation spiller forholdet ikke den store rolle, men det vurderes som en destabiliserende faktor. Nationalitetsfølelsen efter befrielseskampen er stærk, hvilket vurderes at være en stabiliserende faktor. For det fortsat skal virke stabiliserende, kræver det dog at nationens fremtid giver en økonomisk udvikling, der sikrer mad, fred og frihed. Den skæve fordeling af nødhjælp bidrager ikke hertil. Sammenfattende må det, i forhold til den sikkerhedspolitiske situation, vurderes at den indenrigspolitiske faktor er destabiliserende, og det må forventes, at oppositionen på lang sigt vil kunne samles til oprør for at tvinge demokratiseringsprocessen i gang igen. 8 Den militære faktor. I dette afsnit vil der i de første punkter blive redegjort for den militære faktor, hvorefter der afsluttes med en analyse og en vurdering i ft. den sikkerhedspolitiske stabilitet. I fortsættelse af de inden- og udenrigspolitiske muligheder kan demobilisering understrege Eritreas fredelige hensigter og frigøre ressourcer til det øvrige samfunds opbygning. 8.1 Opgaver og koncepter for de væbnede styrker 45. Den ca. 30 årige befrielseskamp mod etiopisk herredømme, har haft karakter af guerillakrig, hvor kampene var ofte usammenhængende og foregik i tæt tilknytning til grænsen og primært på landjorden. Siden befrielsen i 1993 har hæren udviklet en mere sammenhængende doktrin og taktik til gennemførelse af stedbunden forsvar mod en overlegen konventionel styrke. Flyvevåbenet har været forsøgt indsat på strategisk niveau mod Etiopien, men værnets ringe størrelse og kvalitet samt ubalance mellem offensive og defensive kapabiliteter medførte ringe effekt. Jf. forfatningsudkastet skal de militære styrker forsvare landets territoriale integritet og uafhængighed 46. Der forligger ikke oplysninger om reelle opgaver eller koncepter for Eritreas væbnede styrker, men set i historisk perspektiv må grænseovervågning og højt beredskab stå højt på dagsordenen. Flådens betydning er minimal og anvendes hovedsageligt til overvågning af territorialfarvandet. 45 JSSA-EAF 46 EC, article 12, para (1). UKLASSIFICERET 17

18 8.2 Kommandoforhold og relationer til det politiske niveau. Præsidenten er chef for de væbnede styrker 47, og han udøver nepotisme i fm. udvælgelsen af de øverste militære chefer og embedsmænd 48. De militære styrker ledes af ultra-loyale regeringstilhængere og styrkerne anvendes som den udøvende magt og indenrigspolitisk instrument. Det lokale politi er regeringens og militærets forlængede arm 49 og uden reel indflydelse. 8.3 Størrelse, organisation og materiel 50. Eritreas væbnede styrker består af hær, flåde og flyvevåben. Efter uafhængigheden af Etiopien i 1993 iværksattes et demobiliseringsprogram, der skulle reducere hæren med % - resultatet var, at hærens styrke blev skåret ned fra til i Da krigen mod Etiopien udbrød igen i 1998 mobiliseredes de væbnede styrker med hidtil uset styrke. Hæren havde i mand under våben og reservister. Materiellet er af ældre østeuropæisk oprindelse. Flåden består hovedsageligt af den tidligere etiopiske flåde, og er placeret på baser i hhv. Massawa og Assab. Flåden talte i mand. Flyvevåbnet i Eritrea havde i ældre russiske kampfly og mand 52. Efter afslutningen af krigen mod Etiopien i 2000 er demobiliseringen gået langsomt på trods af en ambitiøs hensigt (målet er at demobilisere af soldater). Et pilotprojekt med soldater begyndte i november Først i januar 2003 er første reelle fase omfattende demobilisering af soldater begyndt. Årsagen hertil er Verdensbankens og øvrige donorers tøven med iværksættelsen af Eritrea-Demobilization and Reintegration Program. Programmet forudsætter en statslig koordineret flersektorindsats, men idet denne ikke opfyldes tøver Verdensbanken og øvrige donorer med at frigive de økonomiske midler 53. Eritrea har ingen militærindustri af betydning, og der ingen planer om større anskaffelser eller moderniseringer. Eritrea besidder ingen masseødelæggelsesvåben. 8.4 Uddannelsesmæssige og logistiske forhold. Værnepligtstiden er officielt 18 måneder. I praksis gennemføres der i bogstaveligste forstand fra dør til dør indsamling af unge mennesker, der herefter transporteres til træningslejre i op til to år, hvor der kun gives meget lille kompensation ud over kost og logi 54. Under den seneste krig mod Etiopien, har de eritreiske styrker vist, at selv om de ikke doktrinært, taktisk eller teknologisk er stærke, er de meget svære at slå på hjemmebane. 8.5 Analyse af den militære faktors betydning. Set i regional sammenhæng har Eritrea en relativ stor styrke. Styrken er karakteriseret ved et relativt lavt teknologisk niveau og en overvægt af simpelt infanteri velegnet til defensiv og stedbunden forsvar tæt om eget territorium. Strategisk eller globalt spiller Eritrea således ingen militær rolle. Til gengæld spiller militæret en stor indenrigspolitisk rolle, idet soldaterne bruges til at holde befolkningen og oppositionen i stram snor. Fremtidens politiske og diplomatiske forhold til Etiopien, vurderes afgørende for hærens fremtid. I den nuværende situation sikres grænsen mod Etiopien af FN, og den største ud- 47 EC, article 39, para (1). 48 INT. 49 INT. 50 Se bilag 2 51 US-DOS samt JSSA-EAFl. 52 SY. 53 WB-EDRP 54 INT UKLASSIFICERET 18

19 fordring anses derfor at være en varig sikkerhedsaftale med Etiopien efterfulgt af en demobilisering af hæren. Internt er militærets betydning mere kompleks. Meget afhænger af i hvilket omfang befolkningens og oppositionens krav kan imødekommes. Det vurderes, at det i den nuværende situation med diktatur, nepotisme, undertrykkelse af frihedsrettigheder, presse og opposition, ikke vil være realistisk med en frivillig mindskelse af hærens størrelse eller indenrigspolitiske indflydelse. Forsvarets indenrigspolitiske rolle betragtes, således som afgørende for samfundets generelle udviklingsmuligheder. Forudsætningen for demobilisering er indenrigspolitisk ro og stabilitet samt et mindre anspændt forhold til nabolande. FN og øvrige internationale aktørers betingelser vurderes at give det nødvendige pres for gennemførelse af demobiliseringen. Demobilisering åbner sociologiske og økonomiske udviklingsmuligheder for Eritreas fremtid. Sammenfattende må det, i forhold til den sikkerhedspolitiske situation, vurderes at den militære faktor er stabiliserende. 9 Den økonomiske faktor. I dette afsnit vil der i de første punkter blive redegjort for den økonomiske faktor, hvorefter der afsluttes med en analyse og en vurdering i ft. den sikkerhedspolitiske stabilitet. Den økonomiske vækst kan igangsættes via demobiliseringen, ekstern bistand og investeringer. Dette er afgørende for at få dækket befolkningens basale behov og løfte Eritrea til et højere udviklingstrin. 9.1 Fødevareproduktion, produktionsmidler og ressourcer. Eritrea er afhængig af landbrugsproduktion af fødevarer 55, hvilket gør de klimatiske forhold afgørende for en stor del af befolkningens overlevelse. Landbrugsproduktionsmetoderne er primitive med meget begrænset anvendelse af maskiner og kunstvanding. Samtidig har skovhugst og afgræsning resulteret i massiv jorderosion. I 1930 erne var 30 % af landet dækket af skov, dette er nu reduceret til 3 %. Denne store afskovning medfører en udbredelse af ørkenområderne 56. Eritreas kystline til Rødehavet giver rig mulighed for fiskeri, men hidtil har fisk ikke indgået i særlig stor grad befolkningens kostvaner 57. Der er i de seneste år gjort tiltag for at øge fiskeriet, herunder udenlandske investeringer i produktionsapparat, dels for at få dækket noget af fødevaremanglen, og dels for at øge eksporten 58. Dele af landbrugsjorden kan ikke anvendes pga. miner fra krigen og Eritreas mangler infrastruktur, oplagringsfaciliteter og produktionsapparat til fødevareforædling. 9.2 Energiproduktion og ressourcer. I området mellem Asmara og Massawa er der samvirkende kraftværker, men Eritrea har ikke et landsdækkende transmissionsnet til el, hvorfor provinserne har deres egne elværker 59. Eritrea har en lille elektricitetsproduktion, som ikke kan dække forbrugernes behov, hvorfor flere industrier må økonomisere med forbruget under dagens spidsbelastningsperiode. Energiproduktionen i landdistrikterne baserer sig primært på træ og biomasse, hvilket forværrer afskovningen. Eritrea har de seneste år forsøgt at få gang i olie- og gasudvinding offshore ved at udbyde koncessioner på olieeftersøgning. Senest i 2001 har et amerikansk firma fået aftale om 55 JSSA-NA, Food Supply 56 EU. p UMN, p UMN, p UMN, p. 111 UKLASSIFICERET 19

20 olieeftersøgning 60. Eritrea har ikke produceret olieprodukter siden 1998, hvor raffinaderiet i Assab stoppede produktionen Råmaterialer til industrien. Eritreas undergrund er langt fra kortlagt mht. ressourcer, men der er forekomster af en række mineraler som, guld, sølv, kobber, zink, nikkel, bly, aluminium, marmor og salt 62. Især guld, marmor og aluminium har været genstand for udvinding. 9.4 Industriproduktion. Det meste af Eritreas industri er kendetegnet ved et stort antal små virksomheder og nogle få større fabrikker i Asmara, og der er meget få koblinger mellem de forskellige industrigrene 63. Eritreas produktionsapparat er i fremstillingsindustrien forholdsvis nyt, idet staten og udenlandske investorer har investeret i maskineri og reservedele for at øge kapaciteten, men vurderes stadigvæk at have en begrænset ydeevne 64. Der er etableret større offentligt ejede fremstillingsvirksomheder, og de fleste er beskæftiget med tekstil-, fødevare- og lædervarefremstilling. 9.5 Infrastruktur 65. Det meste af vejnettet er etableret under den Italienske kolonimagt i 1930 erne 66. Vejnettet er primært centreret omkring hovedstaden Asmara, i den centrale del af Eritrea, med hovedveje ud til den primære havneby Massawa og mod Etiopien og Sudan. En stor mængde miner fra krigen med Etiopien hindrer en hurtig udbredelse af vej- og jernbanenettet. Eritreas eneste jernbane (Akordat-Asmara-Massawa ca. 300 km.) har ikke været operationel siden 1977 pga. krigen 67. I 1990 erne startede transportministeriet et genopbygningsprojekt på jernbanestykket mellem Asmara-Massawa (ca. 110km.) 68, hvilket blev genåbnet i Eritrea har en statskontrolleret TV station, men radio og TV er ikke særlig udbredt i befolkningen 69 (bilag 2). For hver 400 indbygger skønnes der at være en PC og ca. en internetbruger. Der skønnes at være ca. en telefon pr. 100 indbygger inkl. mobiltelefoner Handel. Eritrea har, pga. manglende egenproduktion af fødevarer og begrænset industriproduktion, haft en skæv handelsbalance de seneste år 71. Eritreas import har svinget mellem mil. US$, hvor eksporten har varieret mellem mil. US$ JSSA-ENR 4, Oil 61 IMF-SEL, Statistical Appendix table 8 62 UMN, p UMN 1, p UMN 1, p Se bilag 1 og 2 66 UMN, p JSSA-ENR, Railways 68 UMN, p JSSA-ENR, Telecommunications 70 FN-MI IMF-SEL, Statistical Appendix table 27 UKLASSIFICERET 20