At oversætte et idiom

Transkript

1 Institut for Sprog og Erhvervskommunikation Faggruppe Spansk Speciale Cand.ling.merc. Forfatter: Henrik Olesen Vejleder: Anne Lise Lauersen At oversætte et idiom - Beskrivelse og definition af talemåder - Teori om oversættelse af talemåder - Analyse af spanske talemåder og angivne danske standardækvivalenter Handelshøjskolen Århus Universitet Februar 2008

2 Indhold 1 Indledning Problemformulering Hvad er et idiom? Allan Røder Stig Toftgaard Andersen Masako Suzuki B. Fraser Sammenfatning Konklusion Hvordan oversætter man et idiom? Problemer i forbindelse med oversættelse af idiomer Hvad er ækvivalens? Oversættelsesstrategi Baker Corpas Newmark Sammenfatning Analyse Korpus Analysens fremgangsmåde Oversigt over de spanske idiomer, der analyseres Analyse af idiomer Resultatet af analysen

3 6 Konklusion Resumen en castellano Que es un modismo? Cómo se traduce un modismo? Qué es equivalencia? El análisis La conclusión concisa Omfang Bibliografi Bilag

4 1 Indledning Når man arbejder med det spanske sprog, er det oplagt også at beskæftige sig med en så vigtig ingrediens som idiomer. Spansk er nemlig efter min opfattelse meget rigt på idiomer, der anvendes ofte for at gøre sproget livligt og farverigt. Desuden er de, hvis de bruges rigtigt, i høj grad med til at gøre sproget nuanceret, og den der forstår at bruge idiomerne rigtigt giver indtryk af at have et langt mere indgående kendskab til sproget. Undertiden kan det dog volde visse problemer at oversætte disse idiomer. Først og fremmest fordi de er svære at forstå bl.a. pga. kulturelle forhold. Som oversætter er det derfor nødvendigt at vide, hvordan dette problem kan løses, og for at komme problemet nærmere vil jeg i dette speciale redegøre for nogle af de spørgsmål, der kan opstå, når man skal oversætte et idiom. Mere præcist kommer fokus til at være på oversættelse af idiomer fra spansk til dansk, men de elementer, der bliver behandlet vil sagtens kunne overføres på andre sprogkombinationer. Det er først og fremmest vigtig at have den rigtige forståelse af begrebet idiom. Derfor vil jeg, ved hjælp af forskellige teoretikeres definitioner af begrebet, komme frem til en forklaring og en definition på et idiom. Desuden vil jeg udover problemerne med oversættelse af idiomer se på, hvad ækvivalente idiomer er og arbejde med forskellige teorier, der kan løse problemet: At oversætte et idiom. Herefter laves en analyse af en række spanske idiomer, for at se om ækvivalentforslaget fra ordbøgerne kan bruges i en given oversættelsessituation. I løbet af studiet har vi ofte fået at vide, at vi skal være forsigtige med at bruge bilingvale opslagsværker ukritisk. Derfor er det min hensigt at resultatet af analysen i et vist omfang skulle kunne give et billede af, hvorvidt Gyldendals spansk danske cd-rom ordbog er egnet som kilde til oversættelse af spanske idiomer. Analysen vil i øvrigt tage udgangspunkt i den forudgående teori. Desuden skal det understreges, at der i høj grad kan være ganske stor forskel på de idiomer, der bruges i de forskellige spansktalende lande. Spansk er et af verdens mest talte sprog, men den måde sproget bruges på er meget forskellig. Ganske vist har de mennesker, der har spansk som modersmål, en fælles sproglig kerne, men udtalen, den måde, de opbygger deres udsagn på, og hvad de kalder tingene, er forskellige. Således er sprogets fraser og idiomer også forskellige. Nogle 3

5 idiomer har en delvis anderledes form, som f.eks. del tiempo de Maricastaña (i gamle dage), der i Peru hedder del tiempo de la cocoa (Zuluaga, 1992, s.107). Andre ændrer formen totalt samtidig med de udtrykker helt det samme, f.eks. hacer novillos (at pjække fra skolen), der har forskellige geografiske varianter som irse de pinta (Mexico), irse de capiura (El Salvador, Honduras), comer jobos (Puerto Rico), echar eller hacerse la pera (Ecuador), hacer la vaca (Peru), hacer la cimarra Chile), hacerse la rabona (Argentina, Paraguay og Urugay) eller hacerse rata (Argentina) (Forment, 2000, s.65). Med hensyn til de idiomer, der bliver analyseret i dette speciale, har jeg i forskellige spanske opslagsværker om idiomer, bl.a. (Pascual 1999), kunnet konstatere, at de stadig bruges i Spanien. I hvor stort et omfang, de bliver brugt i Latinamerika, tør jeg ikke sige, men de bliver i hvert fald alle brugt i Argentina, da hjemmesiden, hvor idiomerne er fundet, bl.a. er argentinsk. 4

6 2 Problemformulering Da idiomer er et vanskeligt område for en oversætter, er hovedspørgsmålet i dette speciale: Hvordan oversætter man et spansk idiom, der indgår i en kontekst, til dansk? Der vil blive lagt vægt på følgende underspørgsmål: Hvad forstår man ved et idiom? Da mange ikke har en helt klar fornemmelse af begrebet idiom, vil jeg med udgangspunkt i forskellige teoretikere forsøge at klarlægge dette begreb. Meningen med dette er et nå frem til en definition, der kan danne baggrund for specialet. Hvilke specielle hensyn skal der tages, når man oversætter et idiom? I den forbindelse vil jeg undersøge, hvad et ækvivalent idiom er og hvilke problemer, der kan opstå, når man skal oversætte et idiom. Desuden vil jeg overveje hvilke oversættelsesstrategier, der kan bruges. Kan ækvivalenten fra ordbogen bruges? På baggrund af et tekstkorpus og et korpus af idiomer vil jeg fortage en analyse af, hvorvidt den angivne ækvivalent fra ordbogen kan bruges i de pågældende kontekster. Hvis ækvivalenten ikke kan bruges, vil jeg med udgangspunkt i oversættelsesteorien finde et andet løsningsforslag. 5

7 3 Hvad er et idiom? I dette kapitel vil jeg lave en indkredsning af begrebet idiom. Det gør jeg ved at se på fire teoretikeres beskrivelser og definitioner, og derigennem komme frem til en konklusion af hvad begrebet indebærer og min egen definition af et idiom. De fire teoretikere er i store træk enige, men de supplerer hinanden godt med små nuanceforskelle. Først vil jeg dog give et foreløbigt indblik i, hvad begrebet talemåde eller idiom indbefatter. Det kan gøres ved at se på Allan Røders korte og umiddelbare definition: Talemåder er faste ordforbindelser, billedlige udtryk, hvis betydning man ikke kan slutte sig til ud fra betydningen af de enkelte ord. Men kært barn har mange navne, og idiomer kaldes ifølge Birthe Wonsild Nielsen også for faste vendinger, idiomatiske udtryk eller talemåder. (Nielsen, 1992, s. 7). Desuden bruger Stig Toftgaard Andersen, som jeg beskriver senere, termen idiomatiske vendinger. Idiomer er også et kært barn på spansk. Guillermo Suazo Pascual bruger i sin bog Abecedario de dichos y frases hechas bl.a. følgende termer til at dække begrebet idiomer: Frases hechas, modismos, dichos og locuciones. I dette speciale har jeg overvejende valgt at bruge begrebet idiomer, da det er den term, der i snæver forstand er bedst dækkende. Først havde jeg egentlig tænkt at bruge begrebet talemåde, men efter nærmere overvejelse er jeg kommet frem til, at denne term er for upræcis, fordi den kan dække over så forskellige begreber som ordsprog, almensproglige fraser, klicheer, idiomer (i snæver forstand) og uforpligtende formuleringer. 3.1 Allan Røder 1) Allan Røder (1998, s7-10) siger, at idiomer er faste ordforbindelser, hvis betydning man ikke kan slutte sig til ud fra de enkelte ords betydning. Som eksempel bruger han, at være bange for at gå i hundene, som overhovedet ikke har noget som helst med hunde at gøre. Det, man her skal holde sig for øje, er idiomets specielle, billedlige betydning, der fremkommer, når de pågældende ord bruges sammen og i dette tilfælde betyder at gå til grunde. 6

8 I andre tilfælde kan det være meget svært at afgøre om, man har med et idiom at gøre eller ikke. Som eksempel bruger han at holde vejret, der både kan forstås som et idiom og bogstaveligt. Når det bruges som idiom betyder det, at man er spændt på udfaldet af noget. Hvis man f.eks. siger hun holder vejret, mens hun dykker, kan man ikke være i tvivl om, at det skal forstås bogstaveligt, og i sætningen de ansatte holdt vejret, mens direktionen holdt møde om, hvem de ville forfremme, er der heller ikke tvivl om, at det er et idiom. Derimod kan det være svært at afgøre om sætningen: de to brødre holdt vejret, da hun foretog sit elastikspring, er billedlig eller bogstavelig. 2) Desuden sammenligner Røder dem med andre faste ordforbindelser som ordsprog, aforismer og bevingede ord. Han siger, at der ikke kan laves om på ordsprog, aforismer og bevingede ord, da de har fast grundled, tal og tid, og de dermed er faste, uforanderlige udsagn. Anderledes forholder det sig imidlertid med idiomer, der kan ændre grammatisk person, tal og tid efter sammenhængen, hvor de bruges. Samtidig gør han opmærksom på, at f. eks. ordsprog og idiomer nogle gange kan have omtrent samme ordlyd. Som eksempel bruger han følgende ordsprog: Man må smede, mens jernet er varmt, der er et ordsprog, bl.a. fordi den nedarvede form altid bruges med samme ordlyd. Hvis man f.eks. finder ud af, at muligheden foreligger, og man nu vil handle øjeblikkeligt, og siger til sig selv: Nu må du smede mens jernet er varmt, er det et idiom. På den måde er idiomer mere grammatiske fleksible udsagn end ordsprog, og de er således lettere at bruge i sætninger og i sproget i det hele taget, men de adskiller sig alligevel betydeligt fra det ikke-billedlige normalsprog. At idiomer let kan tilpasses situationen illustreres også, når man bruger ordsproget Alle vil over, hvor gærdet er lavest, der, hvis man ser nogen gøre det lidt let for sig selv, let kan laves om til idiome: Han springer da sandelig over, hvor gærdet er lavest. 3) Selvom idiomer i deres ordsammensætning er mere fleksible end f.eks. ordsprog, er der alligevel en snæver grænse for, hvor meget der kan laves om på dem, siger han, og de er langt fra så fleksible som det ikke-billedlige normalsprog. Hvis vi igen bruger idiomet at gå i hundene, kan det som nævnt omskrives til at gå til grunde. Det giver derfor betydningsmæssigt ikke nogen mening, hvis man skriver at gå i grisene, at gå i gederne eller at gå i marken. Det samme gør sig gældende, hvis man fodrer hundene, klapper hundene, eller træder på hundene. Det skal være lige præcis de tre ord: gå i hundene for, at den billedlige, overførte betydning er til stede, siger han. 7

9 4) Idiomets udsagnsord kan bøjes i såvel tid som person, så det passer til situationen uden, at betydning går tabt. Man kan f.eks. både sige: hun gik i hundene, da hendes firma gik ned, hans forældre er bange for, at han snart går i hundene, hvis han ikke kommer på afvænning, eller vi går i hundene, hvis vi ikke snart får job. Hundene kan der derimod ikke laves om på. Det vil være fejlagtigt brug af idiomet, hvis man f.eks. siger: bare han ikke går i hunden, hun går vist snart i nogle ordentlige hunde eller det går nok ikke så galt, han vil allerhøjest gå i nogle forholdsvis små hunde. For at det stadig kan opfattes som almindelig sprogbrug, er grænserne for hvor meget man kan lave om på et idiom ofte minimale, siger han. Nogle idiomer er dog lettere at lave om på end andre. F.eks. kan der både være tale om at have en lille kæp i øret, eller at have en gevaldig kæp i øret. Det billedsprog, som ligger i idiomerne, både skabes og præges af det samfund, de er opstået i. Idiomerne bliver med tiden forældede og bruges mindre og mindre. Dette skyldes ikke mindst, at samfundet ændrer sig, hvorfor de mister deres betydning, fordi de ikke længere bruges og forstås på samme måde. Det betyder ikke, at de får en ny billedlig betydning, men snarere, at de helt forsvinder fra sproget. Derefter opstår der nye idiomer, der har et tidssvarende billedligt udtryk. Et eksempel på, at et idiom glider ud af sproget, ser man f.eks. med at tærske langhalm. Denne vending, der meget sjældent bruges i dag, stammer fra landbrugssamfundets tid og vil sikkert snart være helt glemt, fordi man ikke længere oplever høsten på samme måde som dengang. 3.2 Stig Toftgaard Andersen Stig Toftgaard Andersen (2001, s.12-14)siger, at talemåder, der i hans bog Talemåder i dansk bruges synonymt med idiomer og idiomatiske vendinger, forenklet set kan sammenfattes under følgende fem punkter: 1) Idiomatiske vendinger er temmelig faste i deres ydre form, hvilket Andersen og Røder er enige om. Andersen siger dog, at der findes selvfølgelig visse variationsmuligheder, men de må siges at være af forholdsvis begrænset art. Selv når journalister, digtere o.a. laver ordspil på idiomatiske vendinger, udgår de fra fælles kendte standardformer. Der, hvor man alligevel aner elasticiteten, er ved gruppeslangagtige døgnfluer med billedlig karakter og individuel nydannelse af idiomer, men 8

10 da disse i de fleste tilfælde kan oversættes meget kreativt, har de ikke den store interesse i dette speciale. 2) Ligesom Røder er Andersen også inde på, at idiomatiske vendinger har en samlet betydning, som ikke fremgår af enkeltelementernes betydning. Derfor kan de være svære at forstå f.eks. for børn eller udlændinge. Desuden er han enig med Andersen i, at idiomers betydning skal forstås billedligt. At være i stand til noget, lægge mærke til noget og være i færd med noget er, ifølge Andersen, ikke idiomatisk udtryk i sig selv, fordi de ikke indeholder nogen principiel flertydighed, hvilket vil sige, at de kun kan forstås bogstaveligt. Det er ej heller fraseverber, som kun består af et udsagnsord og et biord samt eventuelt et forholdsord ( slå op med eller være op til ). De har nemlig ikke samme billedligt motiverende flertydighed som f.eks. at købe katten i sækken eller tage tyren ved hornene. Stående sammenligninger er kun idiomatiske vendinger, hvis noget fysisk bruges som billede på noget psykisk (kold som en istap), eller hvis forbindelsen mellem leddene er udtryk for overdrivelse (let som en fjer), eller det på en eller anden måder forekommer mystificerende (forslå som en skrædder i helvede). Derimod er de ikke, siger han, i sort som kul eller hvid som sne, hvor forholdet mellem det, som er genstand for sammenligningen, og det, der sammenlignes med er helt konkret. 3) Idiomatiske vendinger er større end enkeltord. Dermed har han frasorteret usammensatte enkeltord med konventionelt overført betydning som and for en avisnyhed, der ikke har meget på sig, gås for en overfladisk kvinde og stud for en dum og grov mand. Fordi de bl.a. er billedlige, mener han dog, at visse sammensatte ord som f.eks. tørvetriller, torskegilde og dyneløfter nok kan kaldes for idiomer, men at de ikke er idiomatiske vendinger, fordi vendinger består af flere ord. Alligevel finders der ord som flamme og krokodilletårer, der næsten alene kan gøre det ud for en idiomatisk vending, men for helt at komme ind under kategorien, må de optræde i sætninger som ens gamle flamme eller græde krokodilletårer. 4) Idiomatiske vendinger er i deres grundform mindre end hele sætninger. Derfor medregnes bonderegler som når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk og ordsprog som f.eks. når 9

11 katten er ude, spiller musene på bordet ikke, netop fordi disse udgør færdige sætninger. Dog findes der idiomatisk vendinger, som er afledt af ordsprog som f.eks. at vide hvor skoen trykker, der kommer fra den ved bedst, hvor skoen trykker, som har den på og en enlig svale, der kommer fra én svale gør ingen sommer. Sætningsprægede citater (Wessel: man sætter ølse for, man sætter ølse bag/ pølsen beholder dog sin smag ) er, ifølge Andersen, heller ikke idiomatiske vendinger, fordi han mener, sætningerne er for lange. Derimod kan man danne idiomatiske vendinger på baggrund af kendte steder fra litteraturen. At æde sit brød i sit ansigts sved er et eksempel fra biblen (1. Mosebog 13,19: I dit ansigts sved skal du æde dit brød). Der findes dog undtagelser, hvor idiomatiske vendinger alligevel er hele sætninger. Det er de såkaldte faste fraser som den må du længere ud på landet med, der er brugt i analysen side 32 og de idiomatiske udråb som færdig med fyrre! og goddag mand, økseskaft!, der teoretisk set også fungerer som sætninger. På samme måde som andre idiomatiske vendinger, går disse typer udelukkende på den konkrete situation. 5) Idiomatiske vendinger betegner abstrakte fænomener. Selv om fællesnavne på f.eks. madretter (arme riddere og dyrlægens natmad), planter (svigermors skarpe tunge og fandens mælkebøtte) og sygdomme (røde hunde) ikke hører ind under begrebet, er der alligevel visse navneordsagtige tilfælde imellem de idiomatiske vendinger som f.eks. en trojansk hest, eller enhver svigermors drøm. Størstedelen af de idiomatisk vendinger er dog konstrueret med et udsagnsord, der kan præsenteres i navnemåde sætte lus i skindpelsen elle feje for sin egen dør. 3.3 Masako Suzuki Ifølge Suzuki (2006, s.77-79) er der fem typiske træk, som kan definere idiomer: 1) Idiomaticitet, der har at gøre med forbindelse mellem idiomets enkelte elementer og dens samlede betydning. Han mener nemlig, ligesom de to forgående teoretiker, at der ikke er nogen direkte forbindelse mellem idiomets enkelte ord og dens billedlige betydning. Dog gør han opmærksom på, at der kan være en gradsforskel. I artiklen Ordsprog og idiomer, der er oversat til dansk, bruger han følgende eksempel. Det er ikke svært at gennemskue betydningen af ordet arbejde i udtrykket at arbejde som en hest. Derimod forholder det sig helt anderledes med et 10

12 udtryk som at have skudt papegøjen, hvor papegøje ikke tilnærmelsesvis skal forstås bogstaveligt. Således har disse to idiomer henholdsvis en lav og en høj idiomaticitetsgrad. 2) Stabilitet. Dette træk har de to andre teoretikere også været inde på. Med udtrykket stabilitet mener Suzuki, at man ikke let kan lave om på idiomernes ordforbindelser, eller at de er relativt konstante, som han siger. Således kan man ofte ikke udskifte et af ordene med et synonym eller antonym uden, at idiomet bliver ødelagt. Men ligesom idiomaticiteten kan stabiliteten også gradbøjes, som man f.eks. kan se i hans eksempel med idiomet, at være langsom i optrækket, hvor langsom kan erstattes af hurtig. Suzukis oplevelse af begrebet stabilitet varierer ikke meget fra de to foregående teoretikeres synspunkt på samme fænomen, så jeg vil ikke gå mere i dybden her, men blot nævne at Suzuki også peger på, at idiomer desuden ikke altid følger de grammatiske regler. Idiomet at gå agurk er et helt klart eksempel på, at grammatikken ikke altid følges efter forskrifterne. 3) Leksikaliserethed vil sige, at udtrykket forståelsesmæssigt er lagret som en enhed, men alligevel indeholder det flere ord. Han påpeger dog også, at nogle idiomer både kan forstås bogstaveligt og billedligt. Til illustration af dette bruger han eksemplet at jokke i spinaten, som sagtens kan ses praktiseret i urtehaven, men som billedligt betyder at dumme sig. 4) Reproducerbarhed betyder, at udtrykket ikke konstrueres på ny hver gang, man bruger det, men blot reproduceres ud fra ens kendskab til det og/eller hukommelsen. Dette træk forekommer mig i høj grad at hænge sammen med stabilitet, da man, så vidt jeg kan se, reproducerer idiomet, fordi det er stabilt. I sin definition af idiomer kunne Suzuki derfor godt have undladt pkt. 4 og 5, fordi de så vidt jeg kan se allerede er præsenteret i pkt. 1, 2 og 3. 5) Billedlighed. Dermed hentydes der til, at idiomer indeholder konkrete billeder, og man således tit kan definere dem som metaforiske udtryk. Ofte er disse billeder dog ikke ens, hvis man går fra et sprog til et andet, eller bevæger sig fra kultur til kultur. Netop derfor kan det være svært at oversætte idiomer. 11

13 3.4 B. Fraser I sin artikel Idiomer inden for transformationsgrammatik (Idioms within a Transformational Grammar) definerer Fraser (1970) idiomer på følgende måde: Jeg anser et idiom for et element eller flere elementer, hvor den semantiske tolkning ikke er en kompositionel funktion af de ord, som idiomet er sammensat af. Dermed mener Fraser, ligesom de øvrige teoretikere i dette kapitel, at idiomernes betydning ikke kan udledes af de enkelte ord, og han peger således også i retningen af en billedlig betydning. Fraser arbejder med et hierarki på seks niveauer. Dette hierarki, som udelukkende handler om ændringer, der kan laves grammatisk, er meget teoretisk, og i dette speciale vil jeg ikke komme nærmere ind på idiomers grammatiske transformationspotentiale. I øvrigt har både Røder og Andersen været inde på de ting, som jeg synes er vigtigst i forbindelse med selve grammatikken vedrørende idiomer og deres omskrivning. Ikke desto mindre er Frasers arbejder på mange måder værdifuldt. Ved at fremhæve de grammatiske variationer man kan lave eller ikke kan lave med et idiom, fremhæver han i øvrigt også de stilistiske effekter, der kan være tale om, når transformation af idiomer finder sted. 3.5 Sammenfatning Hvis man kort sammenfatter de fire teoretikere, kan man uden tøven sige, at de på mange vigtige punkter er enige om at beskrive og definere idiomer. Både Røder, Andersen og Suzuki er enige om, at det er svært at ændre på idiomets ydre form. Derfor kan det umiddelbart se underligt ud, når Fraser påstår, at ændringen kan forekomme på flere måder. Dette kan imidlertid forklares med, at han udelukkende ser på grammatikken og mener, at der på baggrund af denne kan laves en del ændringer af idiomerne, hvilket de tre øvrige teoretikere i øvrigt er stort set enige i. Ud over de ændringer, der kan laves rent grammatisk, har jeg med hensyn til Frasers arbejde, ikke fokuseret særligt meget på selve definitionen af begrebet idiom. 12

14 Selv om det ved første indtryk synes vanskeligt at komme frem til en afklaring af begrebet idiom synes jeg alligevel, det er lykkedes mig at finde en lille håndfuld teoretikere, der er stort set enige i, hvad dette begreb indebærer. Både Røder, Andersen og Suzuki er enige om, at idiomer er ordforbindelser med et billedligt indhold, og at de er svære at ændre på, og derfor er konstante, som Suzuki kalder det. Samtidig er Fraser og Andersen inde på, at det undertiden alligevel er muligt at lave en vis form for grammatisk transformation. Røder konstaterer også, at visse ordforbindelser både kan forstås billedligt og bogstaveligt, og det således kan være vanskeligt at afgøre, om der er tale om et idiom eller ikke. Desuden mener han, at det er det omliggende samfund, der skaber billedsproget, og dermed giver næring til idiomerne. Dette afsnit er blevet væsentligt forenklet i kraft af, at jeg har fundet tre teoretikere, der i deres definitioner er så enige, som det er tilfældet med Røder, Andersen og Suzuki. Med deres beskrivelser og definitioner synes jeg, at jeg har en god teoretisk baggrund til at konkludere og lave min egen beskrivelse og definition af begrebet idiom. 3.6 Konklusion Dette afsnit er konklusionen på de fire teoretikeres beskrivelse af idiomer, men samtidig er det også min egen beskrivelse og definition af begrebet. Idiomer er faste ordforbindelser med en fast ydre form, som er svær at ændre på. Dog er de ikke så fastlåste som f.eks. ordsprog og aforismer, da de kan ændre grammatisk person, tal og tid. Idiomer har en speciel billedlig betydning, hvilket vil sige, at man ikke kan slutte sig til betydningen ud fra de enkelte ord. Undertiden kan det være svært at afgøre om en sætning skal forstås billedlig eller bogstavelig. Hvis den skal forstås bogstavelig, er der således ikke tale om et idiom. Et idiom kan også defineres ud fra udsagnets længde. Andersen peger på, at idiomer er mere end blot et enkelt ord og normalt mindre end en hel sætning. 13

15 Efter at have studeret begrebet idiom og de fire teoretikeres beskrivelse, har jeg baseret min analyse på følgende definition for et idiom: Forholdsvis kort, fast og situationsrelevant ordforbindelse med billedlig betydning. 14

16 4 Hvordan oversætter man et idiom? Nida og Taber (1982 s.208) definerer oversættelse som en gengivelse af kildesprogets budskab med den nærmeste naturlige ækvivalent på målsproget. Først og fremmest med hensyn til betydning og derefter med hensyn til stil. Desuden mener de, at en sådan oversættelse indbefatter tre faser: 1. Analyse, der er den procedure, som indebær forvandling og delanalyse med henblik på at opdage den kerne, der danner basis for kildeteksten og den bedst mulige forståelse af betydningen. 2. Overførsel, der er gengivelse af budskabet på målsproget. 3. Omstrukturering, hvilket vil sige, at ændre diskursens form uden at ændre budskabets indhold, eller mere præcist at overføre overførselsprocessens resultat til en stil, der er passende på målsproget og for modtager. Disse tre faser gør sig i høj grad gældende, når man oversætter sprog i al almindelighed, men de er også en del af den proces, der indbefatter oversættelse af idiomer. 4.1 Problemer i forbindelse med oversættelse af idiomer I forbindelse med oversættelse af idiomer er der visse problemer, man skal være opmærksom på. Disse problemer illustreres glimrende af Mona Baker (1992, s ) Det første problem, man støder på i forbindelse med idiomer, er, ifølge Mona Baker, at det ofte er svært at udlede betydningen af dem. Sammenlignet med ordsprog, der i de fleste tilfælde er forholdsvis lette at forstå, kan det være langt sværere at gennemskue meningen med et idiom. Som nævnt i kapitet Hvad er et idiom, skal man kigge på hele udtrykket som en enhed, når man skal forstå meningen med et idiom. Dette betyder, at ordene for sig selv ikke giver nogen mening. Derfor bliver det langt sværere at forstå et idiom, der desuden, som jeg også har været inde på i kapitelet Hvad er et idiom, har et billedligt udtryk. I den forbindelse peger Mona Baker på, at der er to hovedårsager, der først og fremmest skaber problemer, når man skal oversætte idiomer. Det første problem er at genkende og tolke et idiom korrekt. Det kan være svært for en oversætter, der ikke har det pågældende sprog som modersmål 15

17 og således heller ikke har det overordnede indblik i sprogets talemåder og idiomer. Nogle idiomer er lettere at genkende end andre, siger Baker, og dem, der er lettest at genkende, er dem, der tegner et billede, der er svært at forstå ud fra forhold, som ikke passer i den virkelige verden som f.eks. it s raining cats and dogs og storm in a tea cup. Også idiomer, der ikke følger de grammatiske regler er forholdsvis lette at genkende. Generelt set, siger hun, at jo vanskeligere det er at forstå et udsagn, jo nemmere har oversætteren ved at genkende det som et idiom. Efter at oversætteren er blevet klar over, at der er tale om et idiom, skal han/hun have fat i den rigtige mening. Dvs. at man, for at oversætte idiomet korrekt, selvfølgelig også skal tolke det rigtigt. Ifølge Baker er der stor sandsynlighed for, at en oversætter misfortolker et idiom, som han/hun ikke kender i forvejen. Dette skyldes for det første, at nogle idiomer er misvisende, fordi de både kan forstås bogstaveligt og billedligt. Det sværeste med hensyn til disse idiomer er, når der på samme tid både spilles på den bogstavelige og den billedlige betydning. Hvis man f.eks. har et idiom som to take someone for a ride kan den, der bruger udtrykket mene det bogstaveligt eller billedligt (tage fusen på nogen). Disse udtryk er ikke altid lige gennemskuelige, og idiomer af denne slags er desuden lette at manipulere med, og man ser ofte, at der spilles på den dobbelte betydning. I den forbindelse kan en oversætter, der ikke kender det pågældende idiom, let komme til at overse f.eks. den billedlige betydning. Et andet problem i forbindelse med tolkningen af idiomer er, hvis idiomet på kildesproget har en pendant på målsproget, der på overfladen ligner den fra kildesproget, men hvor meningen er hel eller delvis anderledes. Som eksempel nævner hun idiomet Has the cat got yor tongue?, der på engelsk bruges, når nogen ikke svare på et spørgsmål, eller igennem længere tid ikke har deltaget i samtalen, og det efterfølgende er blevet lidt pinligt. På fransk findes der et lignende udtryk, men med en helt anden mening: donner sa langue au chat (at give sin tunge til katten), der betyder at give op, f.eks. i forbindelse med at løse en gåde. En oversætter, der ikke har det tilstrækkelige kendskab til sproget, og som ikke kender idiomerne, ville let kunne have betragtet disse to for ækvivalente, og således have lavet en komplet fejlagtig oversættelse. Efter at have genkendt idiomet og tolket det korrekt, kommer vi til det andet problem, nemlig at overføre meningen til målsproget. De problemer, der opstår i forbindelse med at oversætte idiomer er helt anderledes end de problemer, der er med at tolke dem korrekt, siger Baker. Her er det ikke et 16

18 spørgsmål om, at idiomet er gennemsigtigt, uigennemsigtigt eller misvisende. Et uigennemsigtigt udtryk kan være lettere at oversætte end et gennemsigtigt. De overordnede problemer, der kan opstå i forbindelse med oversættelse af idiomer kan, ifølge Baker, inddeles i fire hovedpunkter. Det første problem, hun peger på, er, hvis idiomet ikke har nogen ordret ækvivalent på målsproget. Ofte er det sådan, at den måde, man bruger til at udtrykke en mening på et sprog, er anderledes end på et andet sprog. På et givent sprog kan man f.eks. udtrykke noget med et idiom eller en hel sætning, mens det på et andet sprog kun vil være nødvendigt at bruge et enkelt ord for at udtrykke det samme. Derfor vil det ofte i en sådan situation være vanskeligt at finde den rigtige ækvivalent for et givent idiom. Dette skyldes ikke mindst, at idiomer har deres oprindelse i kulturen, hvor der tit er større eller mindre forskelle landene imellem. Det betyder dog ikke, at kulturbestemte idiomer ikke kan oversættes. På engelsk har vi f.eks. idiomet to carry coals to Newcastle, der nogenlunde kan oversættes med det danske idiom at give bagerbørn hvedebrød. Det engelske idiom er kulturbestemt, fordi den refererer til kul fra Newcastle, hvor der er kul i store mængder og bruges således til at udtrykke overflod. Idiomet lader sig f.eks. også let oversætte til både tysk og spansk, fordi det på disse sprog henholdsvis er parallel med Eulen nach Athen tragen og Llevar agua al rio. Selv om idiomerne ikke tilnærmelsesvis er ordret ækvivalente, er betydningen alligevel den samme i alle fire eksempler, nemlig at give noget til nogen, der allerede har nok af det i forvejen. Altså er det ikke nødvendigvis idiomets mening, der er svært at oversætte, men snarere det, at det sættes i forbindelse med noget specifikt kulturelt. Det andet problem har jeg været inde på i en anden forbindelse, nemlig da jeg ovenfor beskrev problemet at tolke idiomer korrekt. Det drejer sig også her om, at idiomer kan have en pendant på målsproget, der ligner den på kildesproget meget, men at de to tilsyneladende ækvivalente idiomer ikke kan bruges i den samme kontekst. For at illustrere dette bruger Baker idiomet To go to the dogs, der betyder, at miste sine gode egenskaber og bruges i forbindelse med en person eller et sted. Den tyske pendant til dette idiom hedder Vor die Hunde gehen og ligner således det engelske meget, men det kan kun bruges i forbindelse med personer, og det betyder for det meste at dø eller omkomme. 17

19 Det tredje problem har jeg også været inde på under problemet at tolke idiomer korrekt. Det opstår nemlig som nævnt, når idiomet på samme tid både skal forstås bogstaveligt og billedligt. Hvis ikke der findes et idiom, der på kildesproget og på målsproget er ens både i form og mening, kan det blive meget vanskeligt at oversætte f.eks. det billedlige ordspil. I et sådant tilfælde må oversætteren overveje, hvad der er vigtigst i den pågældende kontekst. Det sidste problem, som Baker nævner i forbindelse med oversættelse af idiomer, er, at der på kildesproget og målsproget måske er stor forskel på hvor, hvornår og hvordan, man bruger idiomer. F.eks. kan der på kildesprog og målsprog være forskel på, hvor ofte idiomer bruges, og på nogle sprog bruger man idiomer i stort set alle former for tekster og kontekster, mens man på andre sprog bruger dem i langt mindre omfang. Derfor skal man, når man oversætter idiomer, være opmærksom på om, det overhovedet er hensigtsmæssigt at bruge et idiom i målteksten, eller om man i stedet skal erstatte det med en omskrivning, der gengiver idiomets mening bogstaveligt, dvs. på neutralt sprog. Ruba og Rula Fahmi Bataineh (2002 s.33-83) har lavet en undersøgelse, der klarlægger hvilke problemer jordanske kandidatstuderende, der læser engelsk som fremmedsprog, har med at oversætte engelske idiomer til arabisk. Denne undersøgelse er et emperisk materiale, der underbygger Bakers teori og beskriver generelle problemer i forbindelse med oversættelse af idiomer. Det er således ikke kun en undersøgelse af, hvilke problemer der opstår, når man oversætter fra engelsk til arabisk, men i lige så høj grad en indikator af de problemer, der opstår i forbindelse med oversættelser af idiomer i det hele taget. Undersøgelsen viser, at de fire største problemer, som de studerende har med at oversætte sætninger, hvori der indgår idiomer, er: 1. At den givne sætning delvist mister meningen, fordi idiomet undlades. Dette skyldes først og fremmest, at oversætteren ikke har forstået idiomet, eller at man fejlagtigt har vurderet, at det ikke er nødvendigt at overføre det til målteksten. 2. At hele sætningens betydning misforstås, fordi idiomets betydning gengives forkert. Der kan være flere grunde til, at meningen misforstås, men et af de problemer, som undersøgelsen 18

20 peger på er, at der bliver brugt et idiom, der ligner i form, men som har en anderledes betydning. 3. At tekststykkets sammenhæng splittes, fordi idiomet enten undlades eller oversættes forkert. 4. At sætningen ikke kan forstås, fordi idiomet oversættes ordret. Grundlæggende kan man se, at størstedelen af de problemer, som denne undersøgelse bringer frem i lyset, er de samme som dem, Baker fremhæver. Ifølge den undersøgelse, som Ruba og Rula Fahmi Bataineh har lavet, er der flere grunde til, at de studerende har problemer med at oversætte idiomer. Nogle af de vigtigste er f.eks. den kulturelle baggrund, manglende evne til at genkende idiomet på fremmedsproget og manglende evne til at finde det korrekte tilsvarende idiom på målsproget. Duff (1981 s.90-91) mener som Baker, at når man oversætter idiomer, skal man skelne mellem dem, der er fælles for kilde- og målsproget, og dem der er særlige for et af sprogene. Når man oversætter et idiom, der er særlig for et af sprogene, skal man ikke føle sig nødsaget til at gengive et idiom med et idiom. Det vigtigste er, at passagens sammenhæng bliver det afgørende for, om man vælger at oversætte med en ækvivalent, eller f.eks. bruger en omskrivning, således at idiomet omskrives til ord, der gengiver idiomets betydning, men som ikke nødvendigvis har noget billedligt udtryk. 19

21 4.2 Hvad er ækvivalens? Når man oversætter, gælder det om at finde den nærmest mulige ækvivalent på målsproget. Men hvad er egentlig et ækvivalent idiom, eller hvad vil det sige, sagt på en anden måde, at et idiom på et sprog har et ækvivalent idiom på et andet sprog? Ækvivalens handler i høj grad om, hvad man kan gøre i den enkelte kontekst, for at gengive et givet kildesprogsudsagn med et udsagn på målsproget. Selv om begrebet er blevet brugt forskelligt af forskellige teoretikere, har Pedersen og Krogh-Hansen(1994, s.35-36) en forståelig og klar definition: At man tilstræber, at målsprogslæseren eller tilhøreren får samme oplevelse/forståelse af teksten, som kildesprogsmodtageren. Dette betyder, at selv om det, der står i originalteksten og oversættelsen ikke altid helt svarer til hinanden rent betydningsmæssigt, skal virkningen være den samme. De skriver desuden, at det er vigtigt at få fat i den mening, der skal videregives, og at den er afhængig af konteksten. Når dette skal overføres til idiomer, betyder det således, at man ikke uden videre kan antage, at to idiomer på f.eks. spansk og dansk er ækvivalente, fordi de ligner hinanden. For at man kan tale om ækvivalens, skal man nemlig også se på konteksten og undersøge, om de begge kan bruges i en given situation. Bergenholtz (1994, s ) gradbøjer ækvivalens, som ifølge ham er den pågældende relation mellem et udtryk på kildesproget og udtrykkets oversættelse til målsproget. Således graduerer han ækvivalens i tre kategorier: 1) fuld ækvivalens, 2) delvis ækvivalens, og 3) nulækvivalens. Fuld ækvivalens forekommer, når der er identitet mellem de to idiomer. Dette fænomen vil man formodentlig sjældent se, da det forudsætter, at de to idiomer ikke alene giver nøjagtigt det samme billede, men også at de stadig bruges og er lige kendte på begge sprog. De kulturelle forskelle er i øvrigt også med til at vanskeliggøre muligheden for at finde to fuldt ækvivalente idiomer. Et 20

22 eksempel på et idiom, hvor der er fuld ækvivalens mellem spansk og dansk er llorar lágrimas de cocodrilo (at græde krokodilletårer). Delvis ækvivalens forekommer, når der f.eks. er leksikalske eller grammatiske forskelle mellem idiomet fra kildeteksten og teksten, man oversætter til. Men to idiomer, der ikke har samme form eller som måske bruger forskellige symboler, kan godt have den samme betydning. Nulækvivalens forekommer, når der ikke findes nogen ækvivalent på målsproget. I en sådan situation må oversætteren ud i nogle overvejelser om, hvordan idiomet skal overføres til målsproget. Dette er nærmere beskrevet i kapitlet Oversættelsesstrategi. Bakers beskrivelse af begrebet ækvivalens (Leonardi 2000 og Baker 1992) er i forhold til de øvrige teoretikere, jeg har beskrevet i dette kapitel, lidt mere detaljeret. Meget af dette er relevant for oversættelse i det hele taget, men også i høj grad for oversættelse af idiomer. Det hun gør, er at udforske begrebet ækvivalens på forskellige niveauer i henhold til oversættelsesprocessen. Desuden inkluderer hun mange forskellige aspekter af kunsten at oversætte og sætter således den sproglige og den kommunikative tilgang sammen. Hun opererer her med fem forskellige former for ækvivalens: 1) Ækvivalens på ordniveau (Baker s ), 2) ækvivalens over ordniveau (s ), 3) grammatisk ækvivalens (s ), 4) tekstlig ækvivalens (s ), og 5) pragmatisk ækvivalens (s ) 1. Ækvivalens på ordniveau handler om at overføre den mindste enhed, der udtrykker en individuel betydning, nemlig ordet, til et andet sprog. Når oversætteren begynder at analysere kildeteksten, ser hun/han på ordene som enkelte enheder for at finde et umiddelbart ækvivalent udtryk på målsproget. Derfor er ækvivalens på ordniveau det første element, en oversætter bør hæfte sig ved. Men i forbindelse med oversættelse af idiomer, er det, som jeg har været inde på i kapitlet "Hvad er et idiom", ikke de individuelle ord, der er bestemmende for betydningen. Et idioms betydning ligger nemlig i hele udtrykket. Derfor må man, når man skal oversætte et idiom, et niveau højere op således, at der skabes ækvivalens over ordniveau. 21

23 2. Ækvivalens over ordniveau handler om at overføre meningen fra et sprog til et andet, når flere ord er sat sammen i en større enhed. Det kan f.eks. være faste vendinger eller idiomer. I kapitlet Problemer i forbindelse med oversættelse af idiomer" er jeg inde på, at det kan være problematisk at genkende og tolke eller forstå idiomer, og at de er vanskelige at oversætte. Grunden til, at de er vanskelige at oversætte, kan bl.a. være, at man på fremmedsproget sjældent kender et idiom, der betydningsmæssigt er tilsvarende. Når der skal skabes ækvivalens over ordniveau i forbindelse med idiomer, skal man derfor først genkende idiomet og forstå dets betydning, for derefter at finde et idiom på målsproget, der betyder det samme. 3. Grammatisk ækvivalens handler om at skabe overensstemmelse mellem kildesprogets og målsprogets grammatiske forskelle. Baker mener, at de grammatiske distinktioner, der eksisterer mellem kilde- og målsprog, er med til at vanskeliggøre oversættelsen, og at målteksten alene pga. grammatikken godt kan komme til at se ganske anderledes ud end kildeteksten. Blandt de grammatiske anordninger, der kan skabe problemer i en oversættelse, fokuserer Baker på tal, tid, aspekt, genus, person og køn. Når man oversætter idiomer er det grammatiske perspektiv selvfølgelig vigtigt. Som oftest er det heller ikke vanskeligt at få grammatikken til at passe. Til tider ser man, at grammatikken i idiomet på kildesproget er stort set identisk med idiomet på målsproget, fordi de to idiomer har samme form som: (At græde krokodilletårer og llorar lágrimas de cocodrilo). Eller også vil man modsat se, at grammatikken i idiomerne ikke er identiske, fordi idiomerne på de to sprog er forskellige i formen (at afskedige på gråt papir - echar con cajas destempladas). Den umiddelbare grammatiske forskel er her, at det danske idioms substantiv står i ental, mens det spanske idioms substantiv står i flertal. 4. Tekstlig ækvivalens, handler om at skabe ækvivalens mellem en kildesprogstekst og en målsprogstekst, idet der tages højde for kohærens og informations- og tema rema-struktur. Når man skal forstå en kildetekst rigtigt, er det meget vigtigt at tage højde for struktur og kohærens. Samtidig er det med til at sikre, at oversætteren får lavet en rigtig oversættelse. Det er oversætterens valg om hun/han vil bibeholde kildesprogstekstens kohærens i målteksten. Dette valg afhænger hovedsagligt af tre faktorer: læserne af målteksten, oversættelsens formål og teksttypen. Det er også 22

24 oversætterens valg, hvordan et idiom og teksten omkring idiomet skal oversættes. Her er det vigtigt at overføre budskabet korrekt til modtageren. Samtidig skal der være en rød tråd gennem hele teksten. Dette kan gøres på forskellige måder, som jeg kommer ind på i kapitlet "oversættelsesstrategi". 5. Pragmatisk ækvivalens, der helt forenklet set handler om oversætterens evne til at genskabe forfatterens hensigt i en ny kultur på en måde, der gør det muligt for målkulturens læsere at forstå det tydeligt. Pkt. 1 peger på, at man som oversætter skal se på ordene som enkelte enheder, når man analyserer målteksten. Det gør man også i første omgang, når man skal genkende og analysere et idiom, men når idiomet derefter skal oversættes, er det nødvendigt at komme op over ordniveau, og således finde en ækvivalent, der gengiver betydningen. Derfor er det nok i særdeleshed punkt 2 af Bakers betragtninger, der er mest relevant for oversættelse af idiomer. Pkt. 3 er mindre relevant, men i hvert fald er det op til oversætteren, hvilken strategi hun/han vil bruge (jf. kapitlet "oversættelsesstrategi ) til at oversætte idiomet, så målteksten bliver kohærent. Punkt 4 har også nogle elementer, der bør tages i betragtning, fordi forfatterens hensigt selvfølgelig også skal gengives i målteksten, når man skal oversætte idiomer. Ifølge Vinay og Darbelnet (Leonardi 2000 og Vinay 1995) handler ækvivalentorienteret oversættelse om at overføre situationen fra kildeteksten til en ny tilsvarende situation i målteksten, men således, at man bruger en formulering eller et ordvalg, der er helt anderledes (Vinay 1995, s.342). Dermed fokuserer de i højere grad på budskab end på selve ordvalget. Deres indgangsvinkel til ækvivalens er derfor den ideelle metode, når oversætteren skal arbejde med f.eks. ordsprog eller idiomer, fordi disse netop skal oversættes med budskabet i fokus og iht. deres samlede betydning. Dermed oversætter man ikke ord for ord, men kommer i stedet frem til den oversættelsesmetode, som Baker kalder "ækvivalens over ordniveau". Deres forståelse af begrebet ækvivalens er således lidt anderledes end Bergenholtz, fordi de hævder, at ordvalget i oversættelsen skal være anderledes. Men selv om de fokuserer på situationen, er de 23

25 selvfølgelig enige med Bergenholtz i, at der skal være relation mellem udtrykket på kildesproget og oversættelsen. Vinay og Darbelent hævder, at to udtryk er ækvivalente, hvis man kan slå dem op under fuld ækvivalens i en tosproget ordbog. De mener dog, at man ikke altid kan regne fuldt ud med ordbøger og opslagsværker med idiomatiske udtryk, da disse ofte har visse svagheder. Desuden siger de, at man ikke behøver at komme frem til den bedste oversættelse, fordi man har fundet den semantiske ækvivalent i en ordbog. For at underbygge deres udsagn giver de følgende eksempel: Take one er et engelsk fast udtryk, der hvis det skulle oversættes med en fransk ækvivalent ville hedde Prenez-en un (tag en). Men hvis udtrykket havde stået på et skilt ved siden af en kurv med gratis prøver i en stor forretning, ville oversætteren være nød til at prøve at finde en ækvivalent, der passer til en tilsvarende situation og derfor i stedet bruge udtrykket Échantillon gratuit (gratis prøve). Udtrykket, der er brugt i denne situation, er, som det kan ses, ikke nogen talemåde, men eksemplet kan alligevel tydeligt illustrere, hvorfor det er vigtigt at fokusere på konteksten. Nida (1964) arbejder med henholdsvis formel ækvivalens og dynamisk ækvivalens, som han beskriver på følgende måde: Formel ækvivalens har sit omdrejningspunkt omkring budskabet, både når det drejer sig om form og indhold. Det er således oversætterens opgave så vidt muligt at få budskabet på målsproget til at stemme overens med de forskellige elementer i kildesproget. Derfor er formel ækvivalens stærkt rettet mod kildetekstens struktur, og på grundlag af denne kan det afgøres, om den er pålidelig og rigtig. Dynamisk ækvivalens er baseret på det, som Nida kalder ækvivalensvirkningsprincippet, hvor forholdet mellem modtager af oversættelsen og budskabet reelt set bør være det samme som det forhold, der er mellem modtagerne af kildeteksten og budskabet. En oversættelse med dynamisk 24

26 ækvivalens har, ifølge Nida, til formål at opnå en fuldstændig neutral udtryksmåde. Desuden forsøger den at meddele ved at bruge den form for kommunikation, som modtageren kender fra sin egen kultur. Der er tale om dynamisk ækvivalens, når kommunikationen mellem to sprog har overvundet alle former for sproglige og kulturelle forskelle. Nida slår fast, at en oversættelses succes i høj grad afhænger af om, man opnår en ækvivalensvirkning. Oversættelse har fire nødvendige betingelser: 1) At den giver mening, 2) at ånden og formen fra kildeteksten bliver overført, 3) at der bruges en naturlig form for udtryksmåde, og 4) at der skabes en lignende virkning. Nidas tilgang til ækvivalens er interessant, fordi han fokuserer på budskabet, og fordi han påpeger, at meddelelsen skal overføres til et sprog, som modtageren kender fra sin egen kultur. Disse elementer er vitale, når det handler om oversættelse af idiomer. Man kan således sige, at der ikke er tale om ækvivalens, hvis man oversætte et idiom med et idiom, der ikke længere er tidssvarende. Dermed er teoretikerne i dette kapitel alle enige om, at ækvivalens i høj grad handler om at overføre budskabet fra kildeteksten til målteksten. Derudover er deres tilgang til ækvivalens meget forskellige, og de fokuserer hver enkelt på nogle specifikke faktorer som f.eks. Bergenholtz: en gradbøjning af begrebet i 1)fuld- 2)delvis- og 3)nul-ækvivalens; Vinay og Darbelnet: at ordvalget i målteksten skal være anderledes end den i kildeteksten; Baker: at oversætte fra ordniveau og ende med at genskabe budskabet i en ny kultur, når der ind i mellem er taget højde for oversættelse over ordniveau, grammatik og teksten som en helhed; og Nida: at opnå en fuldstændig neutral udtryksmåde i oversættelsen, der er letforståelig for modtager, fordi den er tilpasset dennes form for kommunikation. Som det fremgår her, kan man tydelig se, at ækvivalens er en størrelse, der svært lader sig definere, fordi der er så mange forskellige elementer, man kan inddrage, når man arbejder med dette begreb. Ud fra det materiale, som jeg har studeret, kan jeg desuden se, at ækvivalens er et meget problematisk og kontroversielt område, og at denne del af oversættelsesvidenskaben har været underlagt megen debat. Derfor kunne det have været på sin plads at lave et mere dybdegående arbejde om dette emne alene. 25

27 4.3 Oversættelsesstrategi I de to foregående kapitler har jeg først beskrevet, hvilke vanskeligheder og problemer, der kan opstå, når man arbejder med idiomer, og når de skal oversættes. Derefter har jeg forklaret begrebet ækvivalens. Derfor vil jeg nu se på, hvordan problemerne med oversættelse af idiomer kan løses. Helt konkret vil jeg i dette afsnit give nogle forslag til, hvordan man kan oversætte et idiom, hvis man ikke umiddelbart selv har nogen løsning, eller der ikke findes en ækvivalent på målsproget. Dette vil jeg gøre ved at fremhæve nogle af de muligheder, som forskellige oversættere er kommet frem til som løsning på problemet. Specielt hvis der ikke findes en ækvivalent på målsproget, kan det være meget vanskeligt at oversætte et idiom. Omvendt hvis der skulle findes en ordret ækvivalent på målsproget, kan denne godt have en anderledes betydning. Oversætterens arbejde bør således altid tage udgangspunkt i kildeteksten, hvilket betyder, at hvis idiomet ikke har en identisk ækvivalent, vil man som en mulig løsning altid kunne lave en omskrivning. Den største fejl man kan lave, er at oversætte et idiom med et andet idiom uden at bestræbe sig på at få overført den rigtige betydning fra kildeteksten til målteksten. En anden grund til, det er svært at oversætte idiomer skyldes, at de i høj grad har tilknytning til noget historisk eller en konkret situation. Dette betyder selvfølgelig også noget, når man i det hele taget skal lære et konkret idiom at kende Baker Mona Baker (1992 s.71-78), har også arbejdet med oversættelsesstrategi i forbindelse med idiomer. Hun mener, det er op til oversætteren ikke bare at finde et lignende idiom på målsproget, men i det hele taget at overføre den røde tråd. F.eks. skal et idiom betragtes som en helhed, men alligevel er det muligt at opdele det i flere leksikalske enheder, og disse enheder kan bruges i kildeteksten tidligere eller senere for at danne en rød tråd. I den forbindelse er det vigtigt at overføre enhederne korrekt, således at den røde tråd bliver gengivet i målteksten. Med andre ord kan man sige, at det er meget vigtig at tage hensyn til den kontekst, hvori idiomet indgår. 26