Vejledning i anvendelse af den nye forordning om animalske biprodukter (EF) nr. 1774/2002

Transkript

1 Vejledning i anvendelse af den nye forordning om animalske biprodukter (EF) nr. 1774/2002 Udarbejdet af Kontoret for Biologiske Risici i Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse April 2004 Indledning Den 3. oktober 2002 vedtog EU forordning (EF) nr. 1774/2002 om animalske biprodukter. Forordningen fastsætter strenge bestemmelser vedrørende dyresundheden og folkesundheden for indsamling, transport, oplagring, håndtering, forarbejdning og brug eller bortskaffelse af alle animalske biprodukter. Disse bestemmelser trådte i kraft i hele EU den 1. maj Forordningens anvendelsesområde og målsætning var emne for en konference arrangeret af Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse (SANCO) den 13. november 2002 i Bruxelles med flere end 150 deltagere (berørte parter og repræsentanter for myndighederne i EU og i tredjelande). Vejledningen, der har form af de nedenfor gengivne spørgsmål og svar, bygger hovedsagelig på spørgsmål rejst på denne konference, foruden på spørgsmål, der er rejst senere. Vejledningen udgør ikke en autoritativ udlægning af EU-lovgivningen på dette område, da kun domstolene kan fortolke loven i sidste instans. Dens indhold afspejler alene Europa-Kommissionens synspunkter og tager ikke stilling til nogen fortolkning af fællesskabslovgivningen, der måtte blive foretaget af De Europæiske Fællesskabers Domstol eller Førsteinstansret. 1

2 Spørgsmål, der besvares i denne vejledning: 1. Hvordan defineres et animalsk biprodukt? Hvorfor skal animalske biprodukter underkastes regulering af EU? Hvad er det videnskabelige grundlag for forordningen? Hvor hurtigt trådte de nye bestemmelser i kraft? Hvilke sektorer fik ekstra tid til gennemførelse af de nye bestemmelser? Hvad er anvendelsesområdet for bestemmelserne om materiale indsamlet fra spildevand (slam)? Hvad mens ved, at forarbejdningsanlæg og slagterier ikke må befinde sig samme sted, medmindre der er tale om "en fuldstændig separat bygning" som foreskrevet i forordningens bilag V, kapitel I, punkt 1, litra a)? Hvordan vil kravet om "en fuldstændig separat bygning" blive gennemført? Skal hvert slagteri have et godkendt anlæg til forarbejdning af animalske biprodukter? Kan animalske biprodukter anvendes i organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler? Tillader forordningen brug af horn, blærer, tarme, kranium og mesenterium som jordforbedringsmidler? Hvorfor skal forarbejdet protein fra pattedyr trykkoges, selv om det er bestemt til foder til selskabsdyr? Tillader forordningen fodring af selskabsdyr med råt foder? Betyder "animalske smagsforstærkere", der er omhandlet i forordningen om animalske biprodukter, det samme som "aromastoffer" som defineret i forordning (EF) nr. 1831/2003 om fodertilsætningsstoffer? Hvorfor forbyder forordningens artikel 22 genanvendelse inden for samme art af forarbejdet animalsk protein? Hvilke følger har forbuddet mod genanvendelse inden for samme art for EU's handelspartnere? Tillader forordningen brug af huder og skind fra selvdøde dyr til visse tekniske formål (f.eks. læderproduktion)? Kan huder og skind flyttes fra et slagteri, inden resultatet af en BSE-hurtigtest foreligger? Kan animalske biprodukter afledt af et dyr, der underkastes en TSE-hurtigtest, bortskaffes ved deponering, før resultatet af TSE-testen foreligger? Hvordan kategoriseres kroppe af døde drøvtyggere, som indeholder specificeret risikomateriale? Hvordan kategoriseres hoveder og fødder af fjerkræ? Hvordan kategoriseres fordøjelseskanalen fra fjerkræ og dens indhold? Kan uforarbejdede fjer og fjerdele sendes direkte fra slagteri til forarbejdningsanlæg uden tørring? Hvordan kategoriseres blod fra drøvtyggere? Hvad forstås ved "fisk" i forordningens bestemmelser? Er kosmetik, medicinalprodukter (lægemidler) og medicinsk udstyr (herunder laboratoriereagenser) omfattet af forordningen om animalske biprodukter? Hvordan kategoriseres produkter indeholdende chloramphenicol, nitrofuraner og andre stoffer omfattet af bilag IV til Rådets forordning (EØF) nr. 2377/90? Hvilke konsekvenser har forordningen for import af mælk/mejeriprodukter (casein)?.19 2

3 29. Hvilke konsekvenser har forordningen for import af råvarer til selskabsdyrfodervirksomheder og medicinalindustrien? Hvilke konsekvenser har forordningen for import af talg? Hvilke konsekvenser har forordningen for import af hove og horn? TSE-forordningen foreskriver at visse animalske produkter erklæres fri for specificeret risikomateriale ved import. Finder en sådan erklæring anvendelse ved siden af importbestemmelserne i forordningen om animalske biprodukter? Forbyder forordningen brug af køkken- og madaffald herunder brugt madolie i foder? Hvordan defineres "køkken- og madaffald"? Hvad forstås ved "køkken- og madaffald fra transportmidler i drift internationalt"? Hvorfor er det forbudt at bruge brugt madolie (fedt til industribrug) i foder? Kan "tidligere fødevarer af animalsk oprindelse" fra detailsektoren fortsat sendes til deponering? Skal "tidligere fødevarer af animalsk oprindelse" forarbejdes, før de anvendes som foder eller som tilsætning til foder? Kan køkken- og madaffald fortsat anvendes til kompostering og bioforgasning? Giver forordningen mulighed for alternative processer, udstyr og systemer til bortskaffelse af animalske biprodukter? Hvilke regler gælder for nedgravning eller brænding i fjerntliggende områder eller ved sygdomsudbrud, og for nedgravning af døde selskabsdyr? Sætter forordningen begrænsninger for flytning af animalske biprodukter inden for en medlemsstat eller fra én medlemsstat til en anden? Kræver forordningen godkendelse af anlæg, der fremstiller foder til selskabsdyr, selv om de kun anvender allerede forarbejdede animalske produkter? Hvad har Kommissionen foretaget sig til imødekommelse af tredjelandes betænkeligheder med hensyn til forordningens konsekvenser for importen? Har udsættelsen af importbestemmelserne hjulpet tredjelandenes virksomheder? Vil de nye medlemsstater efterkomme forordningen pr. 1. maj 2004?

4 1. Hvordan defineres et animalsk biprodukt? I forordningens artikel 2 defineres et animalsk biprodukt som hele kroppe eller dele af dyr og animalske produkter, som ikke er bestemt til konsum. Alle animalske produkter anses for animalske biprodukter, hvis de ikke er bestemt til konsum. Det afgørende er hensigten. En stor del af kroppen af dyr slagtet til konsum sendes til konsum, men for nogle dele er dette ikke tilfældet. Dette behøver dog ikke være fordi, de er uegnede til konsum, men kan simpelthen skyldes, at der ikke noget marked for dem. F.eks. anses oksetunger for kød i de dele af Europa, hvor tungen regnes for en delikatesse. I de dele af Europa, hvor der ikke er et marked for oksetunger, er de animalske biprodukter. Animalske produkter bliver animalske biprodukter, så snart det besluttes, at de ikke vil blive anvendt til konsum. 2. Hvorfor skal animalske biprodukter underkastes regulering af EU? Brug af visse animalske biprodukter i foder kan medføre spredning af BSE og andre dyresygdomme eller spredning af kemiske kontaminanter som dioxiner. Animalske biprodukter kan desuden udgøre en sundhedsfare, hvis de ikke bortskaffes korrekt. EU har ganske vist allerede truffet foranstaltninger til at regulere animalske biprodukter med høj risiko eller specificeret risikomateriale og udelukke dem fra fødevarekæden, men Europa-Kommissionen anser en komplet strategi for reguleringen af animalske biprodukter som uundværlig for sikringen af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau i EU. Fødevarer, foder og animalske biprodukter kan frit omsættes på EU s indre marked, hvorfor en effektiv regulering kun kan finde sted på EU-plan. 3. Hvad er det videnskabelige grundlag for forordningen? EU s Videnskabelige Styringskomité har vedtaget en række udtalelser om sikkerheden af animalske biprodukter, herunder foder. Hovedkonklusionen på de videnskabelige udtalelser er, at der i fødevarekæden ikke bør indgå animalske biprodukter afledt af dyr, der ved sundhedskontrol findes uegnede til konsum; de skal håndteres og bortskaffes korrekt efter passende forbehandling for at undgå mulig spredning af patogener. På grundlag af disse udtalelser forbyder forordningen genanvendelse af bestemte animalske biprodukter i foderkæden, nemlig selvdøde dyr, herunder f.eks. dyr døde under transit (idet der ses bort fra nødslagtning af velfærdsgrunde) og andet kasseret animalsk materiale. Kun råvarer afledt af dyr, der er erklæret egnet til konsum, må anvendes til produktion af foder. Denne konklusion støttes stærkt af Europa-Parlamentet og 4

5 Rådet og er den minimumsstandard, som medlemsstaterne kan tilslutte sig på baggrund af den senere tids EU-dækkende foderbårne kriser. 4. Hvor hurtigt trådte de nye bestemmelser i kraft? I de fleste medlemsstater var bortskaffelsesinfrastrukturen allerede så tilpas veludviklet, at de let har kunnet indfase de nye krav pr. 1. maj Kommissionen erkendte dog, at nogle medlemsstater ville være ude af stand til at overholde denne frist. Dette skyldtes enten mangel på de nødvendige anlæg, eller at bortskaffelsesindustriens struktur specielt var tilpasset de lokale forhold. Så vidt det var hensigtsmæssigt og forsvarligt, gav artikel 32 i forordningen mulighed for som engangsforanstaltning midlertidigt at lempe på de strenge bestemmelser. Denne mulighed er blevet brugt til give mindre veludviklede industrisektorer eller sektorer med særlige tilpasningsproblemer tid til at anskaffe de nødvendige anlæg. En sådan lempelse har været underkastet strenge betingelser, som er fastsat af Kommissionen i en række beslutninger og forordninger (EFT L 117 af , s. 1). 5. Hvilke sektorer fik ekstra tid til gennemførelse af de nye bestemmelser? Medlemsstaterne er bekendt med de lokale forhold i industrien og blev anmodet om at vurdere de forventede virkninger af forordningen for industrien og indgive passende anmodninger om overgangsforanstaltninger. De pågældende medlemsstater indgav anmodninger vedrørende fodring med affaldsfoder, fodring med brugt madolie, materiale fra spildevand, kompost- og biogasanlæg, destruktionsanlæg og disses adskillelse fra slagterier, adskillelse af oliekemiske anlæg af klasse 2 og 3, gyllebehandlingsanlæg, lavkapacitetsforbrændingsanlæg og bortskaffelse af blod. Kommissionen analyserede anmodningerne, når nødvendigt i samråd med tekniske og videnskabelige eksperter, og opstillede midlertidige sundhedsmæssige mindstekrav til drøftelse i arbejdsgrupperne under Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, der er sammensat af eksperter fra medlemsstaterne. De første af disse arbejdsgrupper trådte sammen den 19. december 2002, og der vedtoges overgangsforanstaltninger, som trådte i kraft den 1. maj I det omfang det var hensigtsmæssigt og forsvarligt, gjorde Kommissionen alt, hvad der var muligt, for at indføre passende overgangsforanstaltninger, der ikke kan forlænges. Samtidig udformede Kommissionen permanente gennemførelsesforanstaltninger til de forskellige artikler og reviderede bilagene. Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed har tiltrådt forslag til en række gennemførelsesretsakter, som ændrer og ajourfører importbestemmelserne, herunder modellerne for 5

6 sundhedscertifikater, og som ophæver al tidligere særlovgivning om regulering af importen af animalske biprodukter, der ikke er bestemt til konsum. Desuden er indført en række undtagelsesbestemmelser, således f.eks. undtagelse af fisk og pelsdyr fra kannibalismeforbuddet, i hvilke det gøres tilladt at fodre visse truede fuglearter (ådselsædende fugle) med kroppe af døde drøvtyggere indeholdende specificeret risikomateriale, og i hvilke der fastsættes minimumsbetingelser for nedgravning og brænding under exceptionelle omstændigheder, osv. 6. Hvad er anvendelsesområdet for bestemmelserne om materiale indsamlet fra spildevand (slam)? I forordningens artikel 4, stk. 1, litra d), og artikel 5, stk. 1, litra b), bestemmes, at alt materiale indsamlet ved behandling af spildevand fra destruktionsanlæg, der forarbejder kategori 1-materiale - således kadavere af potentielt BSE-smittede dyr og slagterier hvor der fjernes materiale med specificeret BSE-risiko - og fra slagterier der forarbejder materialer af andre kategorier end 1, samt kategori 2-anlæg, skal bortskaffes ved forbrænding, medforbrænding eller deponering efter sterilisering. Den eneste undtagelse fra denne regel er spildevand, der ikke indeholder specificeret risikomateriale eller dele af sådant materiale. Dette er på linje med de aktuelle udtalelser fra Den Videnskabelige Styringskomité. Eftersom den foreliggende EU-lovgivning, herunder TSE-forordningen, ikke beskæftiger sig med spørgsmålet om bortskaffelse af materiale indsamlet fra spildevand, er de nye bestemmelser for spildevand fra anlæg til forarbejdning af kategori 1-materiale nødvendige, da sådant materiale kan være kontamineret med BSE-agenset. Bortskaffelse heraf på byspildevandsbehandlingsanlæg bør undgås af hensyn til mulig spredning af BSE-agenset i miljøet. Slam fra byspildevandsanlæg anvendes sædvanligvis på landbrugsarealer som organisk gødningsstof uden forudgående effektiv sterilisation, hvilket medfører potentiel risiko for spredning af BSE. Lord Phillips (2000) fremhævede i BSE-undersøgelsesrapporten den potentielle risiko for spredning af BSE i Det Forenede Kongerige som følge af denne praksis. Efter forordningens ikrafttræden søgte medlemsstaterne og operatørerne bestemmelserne præciseret. Kommissionen har præciseret, at kategori 1-behandlingsanlæg og andre anlæg, hvor der fjernes specificeret risikomateriale, samt slagterier og kategori 2-behandlingsanlæg som indledende trin i spildevandsbehandlingen skal anvende en forbehandlingsproces, der udskiller og opsamler animalsk materiale. Til forbehandlingen skal anvendes vandlåse eller filtre med åbninger eller maskevidde på højst 6 mm efter processens sluttrin, eller tilsvarende systemer der sikrer at faste partikler i spildevandet efter gennemløb af systemet er højst 6 mm før udledning fra anlægget. 6

7 Det resterende materiale, der passerer igennem et filter med 6 mm maskevidde, samt spildevand fra anlæg, der kun modtager kategori 3-materiale, skal bortskaffes i overensstemmelse med miljøbestemmelserne, herunder brænding, nedgravning i godkendt deponeringsanlæg osv. Sådant materiale kan desuden udnyttes i landbruget i overensstemmelse med Rådets direktiv 75/442/EØF om affald 1, som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF 2 og, når det er relevant, i overensstemmelse med Rådets direktiv 86/278/EØF om beskyttelse af miljøet, navnlig jorden, i forbindelse med anvendelse i landbruget af slam fra rensningsanlæg, således at man undgår skadelige virkninger på jord, planter, dyr og mennesker 3. Det ville derfor ikke være i forordningens ånd at bortskaffe materiale som blod gennem kloaksystemet eller bruge formalings-, macererings- eller andet udstyr til at lette passagen af animalsk materiale gennem 6 mm forbehandlingsprocessen. Der må træffes alle nødvendige foranstaltninger til at sikre at sådant materiale indsamles og bortskaffes på de normale tilladte måder som foreskrevet i artikel 4, 5 eller 6 af forordningen om animalske biprodukter. 7. Hvad menes ved, at forarbejdningsanlæg og slagterier ikke må befinde sig samme sted, medmindre der er tale om "en fuldstændig separat bygning" som foreskrevet i forordningens bilag V, kapitel I, punkt 1, litra a)? Baggrunden for dette krav er nødvendigheden af at undgå krydskontaminering eller ombytning (tilsigtet eller på anden måde) mellem "materiale bestemt til konsum", "materiale bestemt til foder" og "materiale bestemt til bortskaffelse eller nyttiggørelse". Ved forhandlingerne om forordningen i Europa-Parlamentet og Rådet afviste lovgiverne muligheden af at bruge en "del af en bygning", men har i stedet understreget, at der må kræves "en fuldstændig separat bygning". Forordningen beskriver ikke hvilke bygningsarrangementer der er nødvendige for at sikre opfyldelse af kravet. Det er imidlertid Kommissionens opfattelse, at "en fuldstændig separat bygning" indebærer en vis grad af fysisk og geografisk adskillelse mellem et forarbejdningsanlæg og et slagteri. Kommissionen har imidlertid videre præciseret, at et slagteri kan være forbundet med et individuelt forarbejdningsanlæg på samme sted, når blot forarbejdningsanlægget og slagteriet har særskilte indgange, losseramper, udstyr, udgange og personale, og når de animalske biprodukter som skal forarbejdes, hidrører fra samme lokaler, så risiko for krydskontaminering er udelukket EFT L 194 af, , s. 39. EFT L 78 af , s. 32. EFT L 181 af , s

8 8. Hvordan vil kravet om "en fuldstændig separat bygning" blive gennemført? Forarbejdningsanlæg skal godkendes af myndighederne (se artikel 13 og 17 i forordningen). Med henblik på godkendelse skal forarbejdningsanlæg opfylde den krævede grad af adskillelse. Nødvendigheden af en sådan adskillelse er på linje med forordningens hovedprincip, der tilstræber at anlæggene skal være specialiserede i hele bortskaffelseskæden fra indsamling, transport, oplagring, håndtering, bearbejdning til brug eller bortskaffelse af de tre kategorier af animalske biprodukter. Efter dette princip skal enhver blanding af for eksempel lavrisikomateriale (f.eks. kategori 3) og højrisikomateriale (f.eks. kategori 1) anses for højrisikomateriale (dvs. kategori 1). Tilsvarende skal en blanding af materiale fra pattedyr og materiale fra ikke-pattedyr anses for materiale fra pattedyr. Kravet om specialisering er sammen med forbuddet mod genanvendelse inden for samme art stærkt begrænsende for "tidsdelingen" af anlæg til forarbejdning af forskellige dyrearter, således materiale fra fjerkræ eller fisk og svin bestemt til produktion af forarbejdet animalsk protein. 9. Skal hvert slagteri have et godkendt anlæg til forarbejdning af animalske biprodukter? Nej. Et forarbejdningsanlæg, der er godkendt af myndighederne i en medlemsstat, har lov til at behandle animalske biprodukter fra flere slagterier, når anlægget ikke er beliggende samme sted som slagteriet eller ligger i en helt anden bygning end dette. Se også spørgsmål 7 ovenfor. 10. Kan animalske biprodukter anvendes i organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler? Artikel 22, stk. 1, litra c), forbyder anvendelse af organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler, bortset fra gylle, på græsarealer. Græsarealer er defineret i bilag I som "arealer dækket af græs eller andre foderplanter, til afgræsning af husdyr". Dette forbud er på linje med det aktuelle EU-forbud mod fodring med kød- og benmel og skyldes ønsket om at undgå eventuel risiko ved, direkte græsning eller brug af græs som ensilage eller hø til husdyr, fra græsarealer, hvor der kan være kød- og benmel tilstede. På andre typer arealer tillades anvendelse af f.eks. biogasrester eller kompost fremkommet ved behandling af animalske biprodukter af klasse 2 og 3, når følgende forudsætninger er opfyldt: kategori 2-materiale (bortset fra gylle, indhold fra fordøjelseskanalen udtaget af fordøjelseskanalen, mælk og colostrum, såfremt myndighederne ikke anser disse for at frembyde en risiko for spredning af 8

9 alvorlige smitsomme sygdomme) er forbehandlet efter metode 1 (133 ºC/20 /3 bar) (artikel 5, stk. 2, litra c), nr. ii)); og kategori 3-materiale er behandlet efter standarderne i kapitel II (13), bilag VI (70 ºC/60 ) med eller uden forbehandling. Forordningen fastslår, at den nærmere gennemførelse af bestemmelserne vil blive fastsat ved en administrativ EU-beslutning (komitologi) efter videnskabelig rådgivning. Der er stadig mulighed for at tillade spredning af visse organiske gødningsstoffer (f.eks. nedbrydningsaffald, kompost og trykbehandlet kategori 3-materiale) på græsarealer, forudsat at dyr f.eks. ikke har mulighed for at græsse i en vis periode efter spredning. 11. Tillader forordningen brug af horn, blærer, tarme, kranium og mesenterium som jordforbedringsmidler? Forordningen giver i (artikel 5, stk. 2, litra c), nr. i), og artikel 6, stk. 2, litra d)) mulighed for at bruge animalske biprodukter (herunder horn, blærer, osv.) til produktion af "tekniske produkter" til andre formål end konsum eller foder, herunder organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler. Dog gælder forbuddet i artikel 22, stk. 1, litra c), som er omhandlet i ovenstående spørgeskema. Brug af organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler på andre arealer end græsarealer er mulig i henhold til de EUgennemførelsesforanstaltninger, der vil blive fastlagt. Indtil sådanne foranstaltninger er vedtaget, kan medlemsstaterne vedtage eller opretholde nationale regler (artikel 35, stk. 3). TSE-forordningen (EF) nr. 999/2001 bestemmer, at specificeret BSE-risikomateriale, således kranier af okser, får eller geder på over 12 måneder samt tarme og mesenterium af kvæg af alle aldre, skal bortskaffes på passende måde og ikke må anvendes som gødningsstoffer. Forordningen om animalske biprodukter opretholder dette krav og bestemmer desuden, at specificeret risikomateriale ikke må anvendes til produktion af tekniske produkter. 12. Hvorfor skal forarbejdet protein fra pattedyr trykkoges, selv om det er bestemt til foder til selskabsdyr? Animalske biprodukter inddeles i 3 kategorier. Kategori 1 - kan forbrændes eller forarbejdes efter enhver af metoderne 1-5 og derefter forbrændes, medforbrændes eller deponeres (bortset fra TSE-positive eller - suspekte dyr) efter metode 1 (artikel 4). Kategori 2 - kan forbrændes eller forarbejdes efter enhver af metoderne 1-5 og derefter forbrændes eller medforbrændes, eller kan deponeres eller forarbejdes i biogas- 9

10 /komposteringsanlæg eller anvendes som organisk gødningsstof eller jordforbedringsmiddel efter forudgående trykbehandling med metode 1 (artikel 5). Kategori 3 - kan forbrændes eller forarbejdes efter enhver af metoderne 1-5 (eller, for ikke-pattedyr, metode 7) og derefter forbrændes, medforbrændes, deponeres eller udnyttes som organisk gødningsstof eller jordforbedringsmiddel, eller forarbejdes i biogaseller komposteringsanlæg uden forbehandling (artikel 6). Kategori 3 kan desuden recirkuleres til forarbejdet animalsk protein og andre forarbejdede produkter til foder (bilag VII og VIII). Trykbehandling af kategori 3-materiale fra pattedyr vedrører forarbejdet animalsk protein og andre forarbejdede produkter, der kan tænkes anvendt som foder. Af kontrolgrunde er det blevet bestemt ikke at gøre forskel mellem kategori 3-anlæg som producerer forarbejdet animalsk protein til brug i foder til selskabsdyr, og anlæg der producerer forarbejdet animalsk protein til foder til andre dyr. Generelt må produkter som nedbrydningsaffald og kompost ikke anvendes som fodermidler; der er derfor intet krav om forbehandling. Forarbejdning ved atmosfæretryk (metode 2-5 eller 7) til forarbejdet protein af pattedyr bestemt til foder til selskabsdyr ville være acceptabel, hvis man kunne udelukke enhver risiko for ulovlig brug eller kontaminering af foder bestemt til andre dyr, navnlig drøvtyggere. Men i øjeblikket kan man ikke se bort fra de mulige risici og kontrolproblemer forbundet med, at der på markedet findes forarbejdet animalsk protein af pattedyr og forarbejdede produkter, der har været behandlet efter forskellige standarder. Alligevel har Kommissionen præciseret, at skønt foderforbuddet som foreskrevet i TSE-forordningen (EF) nr. 999/2001 fortsat er i kraft, kan forarbejdet animalsk pattedyrprotein som udelukkende er bestemt til brug i foder til selskabsdyr og transporteres i specielle containere der ikke anvendes til transport af animalske biprodukter eller foder til opdrættede dyr, og som forsendes direkte fra kategori 3-forarbejdningsanlæg til fabrikken for foder til selskabsdyr, have været underkastet enhver af behandlingsmetoderne 1 til 5 eller Tillader forordningen fodring af selskabsdyr med råt foder? Forordningen om animalske biprodukter fastslår, at kun animalske biprodukter af kategori 3 må anvendes til foder, og at foder til selskabsdyr skal produceres i et anlæg, der er godkendt efter forordningens artikel 18. Som generelt princip kræver forordningen, at foder til selskabsdyr skal være forarbejdet (se bilag VIII, kapitel II). Den tillader dog brug af råt foder til selskabsdyr afledt af dele af slagtede dyr, der er egnet til konsum i henhold til Fællesskabets lovgivning, men som af kommercielle grunde ikke er bestemt til konsum. I artikel 1, stk. 2, fastslås at forordningen ikke finder anvendelse på - 10

11 a) råt foder til selskabsdyr hidrørende fra detailhandlere eller i lokaler ved salgssteder, hvor opskæring og opbevaring udelukkende finder sted med henblik på direkte salg til forbrugeren det pågældende sted; og b) råt foder til selskabsdyr, som er til brug på stedet og er afledt af dyr slagtet på oprindelsesbedriften til brug som foder alene af landmanden eller dennes familie i overensstemmelse med national lovgivning. Forordningen giver mulighed for brug af råt, men sikkert foder til selskabsdyr og sikrer desuden at materiale, der kan udgøre en ubetydelig mulig risiko, ikke udelukkes fra brug, forudsat at det har været underkastet minimumsnormer for forarbejdning og mikrobiologisk testning. Sådanne minimumsnormer for forarbejdning og testning er nødvendige for at undgå sundhedsrisici for dyrene og i sidste instans for disses ejere. 14. Betyder "animalske smagsforstærkere", der er omhandlet i forordningen om animalske biprodukter, det samme som "aromastoffer" som defineret i forordning (EF) nr. 1831/2003 om fodertilsætningsstoffer? Nej trods lighederne er "animalske smagsforstærkere" omhandlet i forordningen om animalske biprodukter ikke det samme som "aromastoffer" som defineret i forordning (EF) nr. 1831/2003 om fodertilsætningsstoffer. "Aromastoffer" er stoffer, der ved deres tilstedeværelse i foder øger dettes lugt eller velsmag. "Animalske smagsforstærkere" er et flydende eller tørret forarbejdet produkt af animalsk oprindelse, der anvendes til at forbedre smagen af foder til selskabsdyr. "Animalske smagsforstærkere" er et begreb, der specielt hører hjemme i branchen for selskabsdyrefoder og gælder animalske produkter fremstillet efter de særlige metoder og under overholdelse af de særlige mikrobiologiske normer, der er fastsat i forordningen om animalske biprodukter. 15. Hvorfor forbyder forordningens artikel 22 genanvendelse inden for samme art af forarbejdet animalsk protein? Et forbud mod fodring af drøvtyggere med materiale af pattedyroprindelse (herunder materiale fra drøvtyggere) har været i kraft i EU siden Forbuddet blev indført på baggrund af, at de uafhængige videnskabelige udvalg sammensat af førende eksperter nåede frem til, at BSE-epidemien blev spredt og opretholdt ved genanvendelse af BSE-inficeret materiale fra kvæg. EU s Videnskabelige Styringskomité og medlemsstaternes nationale rådgivende videnskabelige organer, således Det Forenede Kongeriges Rådgivende Udvalg vedrørende Spongiform Encephalopati, har anbefalet, at forbuddet mod genanvendelse inden for samme art udvides til at omfatte ikke-drøvtyggere. Med den nye forordning tilstræbes det således at 11

12 undgå den mulige risiko ved genanvendelse af potentiel smitte på grund af manglende barrierer inden for arten, således som det vil være tilfældet ved genanvendelse inden for samme art. 16. Hvilke følger har forbuddet mod genanvendelse inden for samme art for EU's handelspartnere? Generelt fastslår forordningen, at betingelserne for indførsel af animalske biprodukter fra lande uden for EU hverken skal være mere eller mindre gunstige end dem, der finder anvendelse på produktion og markedsføring af sådanne produkter i EU. Europa-Kommissionen forventer i øjeblikket ikke, at forbuddet mod kannibalisme får konsekvenser for tredjelandes eksport til EU. På baggrund af de nylige tilfælde af BSE i lande uden for EU opfordrer Kommissionen alligevel alle sine handelspartnere - specielt dem med størst potentiel risiko for BSE - til at vedtage tilsvarende foranstaltninger til mindskelse af de mulige risici. 17. Tillader forordningen brug af huder og skind fra selvdøde dyr til visse tekniske formål (f.eks. læderproduktion)? Huder og skind fra selvdøde dyr klassificeres som kategori 3-materiale, medmindre de kommer fra dyr, der er TSE-positive/-suspekte (artikel 4, stk. 1, litra a)) eller fra dyr med kliniske tegn på en sygdom, der gennem det pågældende produkt kan overføres til mennesker eller dyr (se artikel 6, stk. 1, litra k)). Som sådan kan de anvendes til tekniske formål som læderproduktion, men ikke til f.eks. produktion af gelatine eller collagen bestemt til foder (se bilag VII, kapitel VI og IX, og bilag X, kapitel 11). Dette er på linje med de aktuelle EU-bestemmelser for TSE, som fastslår, at alle dele af kroppe (herunder huder) fra TSE-positive dyr eller dyr, der har reageret positivt ved en TSE-hurtigtest, skal destrueres (se forordning (EF) nr. 999/2001, artikel 13 og bilag III). Det indebærer, at når en TSE-test anvendes på selvdøde dyr, skal huder fra de pågældende dyr eller partier af huder opbevares særskilt (under officielt tilsyn), indtil resultaterne af testen kendes. Formålet hermed er at sikre identifikation og sporbarhed med henblik på tilbagekaldelse og behørig bortskaffelse, hvis testen skulle vise, at det er nødvendigt. 18. Kan huder og skind flyttes fra et slagteri, inden resultatet af en BSE-hurtigtest foreligger? Forsendelse af huder og skind af drøvtyggere fra et slagteri, inden BSE-prøvningsresultater foreligger, kan være tilladt under visse betingelser. Når huder og skind er bestemt til produktion af gelatine eller collagen bestemt til konsum, skal de under transport være ledsaget af et handelsdokument svarende til mønsteret i bilag II til direktiv 92/118/EØF. 12

13 Ledsagedokumentet må kun udstedes, når de døde dyr, hvorfra huder og skind stammer, er fastslået at være egnet til konsum ved syn før og efter slagtning, herunder negativt resultat af BSE-hurtigtesten, hvis en sådan kræves i henhold til EF-bestemmelserne. Huder og skind bestemt til produktion af gelatine eller collagen til fødevarer kan således ikke forlade slagteriet, før et negativt resultat af BSE-hurtigtesten foreligger, hvis en sådan kræves i henhold til EF-bestemmelserne. Når huder og skind ikke er bestemt til produktion af fødevarer, er de omfattet af forordning (EF) nr. 1774/2002. Huder og skind fra dyr som er slagtet på et slagteri efter levende syn og ifølge dette syn er egnet til slagtning til konsum i henhold til Fællesskabets lovgivning, klassificeres som kategori 3-materiale i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c). Sådanne huder og skind kan transporteres, hvis de er ledsaget af et handelsdokument som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i nævnte forordning, forudsat at de tilbageholdes under officielt tilsyn i overensstemmelse med bilag III, kapitel A(I), punkt 6, nr. 3), til forordning (EF) nr. 999/2001, indtil et negativt resultat af den hurtige test foreligger, medmindre de bortskaffes i henhold til artikel 4, stk. 2, litra a) eller b), eller ved en alternativ metode godkendt efter forordning (EF) nr. 1774/2002. Under disse betingelser kan transport af huder og skind fra et slagteri tillades, inden BSEtestresultater foreligger. Hensigten med kravet om at holde huder og skind under officielt tilsyn indtil BSE-testresultaterne kendes er at sikre identifikation og sporbarhed med henblik på tilbagekaldelse og hensigtsmæssig bortskaffelse, hvis testningen viser, at dette er nødvendigt for at undgå risiko for menneskers eller dyrs sundhed. 19. Kan animalske biprodukter afledt af et dyr, der underkastes en TSE-hurtigtest, bortskaffes ved deponering, før resultatet af TSE-testen foreligger? Forordningen om animalske biprodukter finder anvendelse, uden at den foregriber veterinærbestemmelser, hvis formål er udryddelse af og kontrol med visse sygdomme som TSE (artikel 1, stk. 3). Bilag III, kapitel A, del I, punkt 6, nr. 3) og 5), og del II, punkt 6, nr. 3) og 4), til TSE-forordningen 999/2001 kræver, at alle dele af dele af okser, får og geder, der TSE-testes, skal tilbageholdes under officielt tilsyn, indtil der foreligger et negativt resultat af testen, medmindre de destrueres i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, litra a) eller b), i forordningen om animalske biprodukter. Ifølge forordningen om animalske biprodukter - artikel 4, stk. 2, litra a), b), c) og (e) - skal alle dele af kroppe (herunder huder og skind) af dyr, der mistænkes for eller vides at være TSE-positive, og dyr, der er aflivet som led i foranstaltninger til udryddelse af TSE, bortskaffes ved forbrænding eller forarbejdes i et 13

14 kategori 1-anlæg efterfulgt af (med)forbrænding, eller bortskaffes ved en anden godkendt metode. Sådanne dele af kroppe eller dræbte dyr og deraf afledte forarbejdede produkter må ikke sendes til bortskaffelse på deponeringsanlæg. Dog kan andet kategori 1-materiale, således specificeret risikomateriale fra ikke-positive dyr, trykkoges og det resulterende materiale sendes til bortskaffelse som affald ved nedgravning på et deponeringsanlæg godkendt efter Rådets direktiv 1999/31/EF. Bestemmelserne i forordningen om animalske biprodukter er på linje med Den Videnskabelige Styringskomités udtalelse om selvdøde dyr af juni I nævnte udtalelse (side 15, punkt 10, litra a) og b)) skelnes mellem dyr/materiale, der medfører faktiske eller formodede risici, og dem der medfører en potentiel risiko. Udtalelsen anbefaler direkte forbrænding, eller (med)forbrænding efter forarbejdning af positive/suspekte dyr som den sikreste bortskaffelsesmetode; men fastslår også, at forarbejdning efterfulgt af deponering af dyr/materialer, som medfører potentiel risiko, vil være acceptabel. I princippet betyder bestemmelserne i forordningen om animalske biprodukter sammen med TSEforordningen, at alle dele af et dyr, der BSE-hurtigtestes, skal tilbageholdes under kontrol, indtil resultaterne kendes, med henblik på at fastlægge bortskaffelsesvejene. Ellers skal alle dele af sådanne dyr destrueres ved (med)forbrænding efterfulgt af forarbejdning eller ved en alternativ metode, der er godkendt som værende i overensstemmelse med udtalelsen fra Fællesskabets Videnskabelige Styringskomité. I praksis er det måske dog ikke nødvendigt at beholde alle dele (f.eks. specificeret risikomateriale, blod) på slagteriet, indtil BSE-testresultaterne kendes, forudsat at partiet forbliver under officiel kontrol og kan identificeres med henblik på tilbagekaldelse, hvis dette skulle blive nødvendigt for at fastlægge hensigtsmæssige bortskaffelsesveje. Normalt foreligger BSE-testresultaterne inden for 24 timer, mens det stadig er muligt at hente partiet, selv om det allerede er overført til et andet anlæg. Selv om materialet er blevet destrueret, kan det pågældende parti destrueret materiale hentes og forbrændes i stedet for at sendes til nedgravning på et deponeringsanlæg. 20. Hvordan kategoriseres kroppe af døde drøvtyggere, som indeholder specificeret risikomateriale? Under forhandlingerne om forordningen om animalske biprodukter blev det først foreslået at anse hele døde drøvtyggere som specificeret risikomateriale, dvs. som kategori 1-materiale. Dette ville f.eks. have betydet, at huder og skind fra sådanne dyr ikke kunne anvendes til læderproduktion. Heller ikke kødet ville kunne bruges til lokale foderformål (f.eks. fodring i zoologiske haver, af cirkus- og pelsdyr, krybdyr, rovfugle, hyænehunde osv.). For at undgå negative virkninger på lokal praksis blev artikel 4, stk. 1, litra b), nr. ii), affattet, så hele den døde drøvtygger kun anses for kategori 1-materiale, hvis specificeret risikomateriale ikke 14

15 er fjernet "inden bortskaffelse". Denne formulering gør det muligt at adskille og håndtere huder og skind til læderproduktion, kød til foderbrug på stedet og specificeret risikomateriale til bortskaffelse (forbrænding eller destruktion efterfulgt af forbrænding eller nedgravning på et godkendt deponeringsanlæg). Dette indebærer, at en død drøvtygger forbliver kategori 2 gennem hele indsamlings- og transportfasen indtil bortskaffelsestidspunktet. På den ene side gælder, at hvis det specificerede risikomateriale på bortskaffelsestidspunktet stadig ikke er blevet fjernet, anses hele kroppen for at være af kategori 1 og skal bortskaffes i overensstemmelse hermed. På den anden side gælder, at hvis det specificerede risikomateriale er fjernet fra resten af kroppen, f.eks. via et specialiseret anlæg for mellemprodukter, er kun det specificerede risikovæv kategori 1-materiale. Det aftagne kød kan anvendes som kategori 2-materiale til foderbrug på stedet, og huder og skind kan anvendes som kategori 3-materiale til læderproduktion eller andre tekniske produkter. I praksis indebærer dette også at fjernelse og adskillelse af de forskellige kategorier skal finde sted i et godkendt specialiseret kategori 2-anlæg til mellemprodukter. 21. Hvordan kategoriseres hoveder og fødder af fjerkræ? Kapitel VIII, pkt. 47, litra a), nr. i), i bilag I til direktiv 71/118/EØF om fersk fjerkrækød kræver syn efter slagtning af overfladen af fuglenes krop, bortset fra hoveder og fødder medmindre disse er bestemt til konsum. Med andre ord kræves intet syn efter slagtning af fjerkræets hoveder og fødder, når disse ikke er bestemt til konsum. Hoveder og fødder af fjerkræ der er slagtet på sædvanlig måde, klassificeres derfor som kategori 3-materiale efter forordningen om animalske biprodukter. De kan enten falde ind under: a) artikel 6, stk. 1), litra a), dvs. hoveder og fødder af slagtet fjerkræ, som er egnede til konsum i henhold til syn før og efter slagtning, men af kommercielle grunde ikke er bestemt til konsum; eller b) artikel 6, stk. 1), litra b), dvs. hoveder og fødder af slagtet fjerkræ, der er erklæret uegnede til konsum, men ikke udviser tegn på sygdomme, der kan overføres til mennesker eller dyr, og hidrører fra døde dyr, der er egnet til konsum i henhold til bestemmelserne i direktivet om fersk fjerkrækød. 22. Hvordan kategoriseres fordøjelseskanalen fra fjerkræ og dens indhold? Artikel 5, stk. 1), litra a), kategoriserer "indhold fra fordøjelseskanalen" som kategori 2-materiale. "Indhold fra fordøjelseskanalen" defineres som "indhold fra pattedyrs og strudsefugles fordøjelseskanal, både adskilt 15

16 fra og ikke adskilt fra fordøjelseskanalen". Det betyder, at fordøjelseskanalen fra fjerkræ, med eller uden indhold, afledt af fjerkræ slagtet på sædvanlig måde, klassificeres som kategori 3-materiale. Følgelig er fordøjelseskanalen fra pattedyr og strudsefugle, der ikke er blevet tømt og renset, fortsat kategori 2-materiale efter artikel 5, stk. 1, litra a), og kan ikke anvendes som foder eller tilblandes foder uanset de anvendte forarbejdningsstandarder. Dog kan ikke tømte fordøjelseskanaler fra fjerkræ slagtet på sædvanlig måde anvendes som kategori 3 til produktion af foder. 23. Kan uforarbejdede fjer og fjerdele sendes direkte fra slagteri til forarbejdningsanlæg uden tørring? Bilag VIII, kapitel VIII (i forbindelse med krav til uld og hår, svinebørster, fjer og fjerdele), punkt A, stk. 1, litra a), indeholder krav om, at ubehandlede fjer og fjerdele skal være anbragt i lukket emballage og tørre, før de sendes til et forarbejdningsanlæg. Dog giver bestemmelserne også mulighed for, at myndighederne, for ubehandlede fjer og fjerdele der sendes direkte fra slagteri til forarbejdningsanlæg, kan indrømme undtagelse fra tørhedskravet, forudsat at: i) der træffes alle nødvendige foranstaltninger for at undgå enhver mulig sygdomsspredning; ii) transporten finder sted i lækagesikre containere og/eller køretøjer, som renses og desinficeres umiddelbart efter hver gangs brug; og iii) medlemsstaten underretter Kommissionen, når en sådan undtagelse indrømmes. Denne præcisering er indført på anmodning af medlemsstaterne og operatørerne med henblik på at give mulighed for flytning af ubehandlede fjer og fjerdele fra et slagteri til et forarbejdningsanlæg i samme medlemsstat. Det er ikke hensigten at den skal give mulighed for handel med uforarbejdede fjer og fjerdele mellem medlemsstaterne. 24. Hvordan kategoriseres blod fra drøvtyggere? Artikel 6, stk. 1, litra d), omhandler blod fra andre dyr end drøvtyggere. Det er blevet hævdet, at dette vil indebære, at blod fra drøvtyggere er kategori 1- eller 2-materiale. Dette er ikke korrekt. Som andre animalske biprodukter kan blod fra drøvtyggere inddeles i tre kategorier, med undergrupper som følger. 16

17 Kategori 1-blod er blod fra dyr, som er inficeret med TSE, som indeholder ulovlige restkoncentrationer eller som opsamles ved behandling af spildevand fra anlæg hvor der fjernes specificeret risikomateriale. Sådant blod skal bortskaffes som kategori 1-materiale. Kategori 2-blod omfatter alt blod der hverken er kategori 1- eller kategori 3-blod. Sådant blod kan recirkuleres til organiske gødningsstoffer eller jordforbedringsmidler, eller omdannes på et biogas- eller komposteringsanlæg efter forarbejdningsmetode 1 og efter at være mærket permanent (artikel 5, stk. 2, litra c), nr. i) og ii), og litra b), nr. ii)). Kategori 3-blod kan inddeles i fire undergrupper. Undergruppe 1: blod der hører under artikel 6, stk. 1, litra a), dvs. fra dyr der er egnet til konsum ifølge veterinære syn før og efter slagtning, herunder en TSEhurtigtest, når det er hensigtsmæssigt. Dette kan anvendes til fremstilling af råt foder til selskabsdyr (bilag VIII, kapitel II). Undergruppe 2: blod der hører under artikel 6, stk. 1), litra a) og b). Dette kan anvendes til produktion af blodprodukter (bilag VII, kapitel III). Undergruppe 3: blod der hører under artikel 6, stk. 1, litra a) til j). Dette kan anvendes til produktion af forarbejdet animalsk protein (blodmel) og andre fodermidler (bilag VII, kapitel I) og ikke-råt foder til selskabsdyr samt tyggepinde og tyggeben (bilag VIII, kapitel II). Undergruppe 4: blod, der hører under artikel 6, stk. 1, litra k). Dette kan kun anvendes til produktion af tekniske produkter. 25. Hvad forstås ved "fisk" i forordningens bestemmelser? "Fisk" er ikke defineret i forordningen om animalske biprodukter. Men i de fleste tilfælde anvendes ordet i generisk forstand om akvatiske dyr, herunder andre havdyr (skaldyr, bløddyr og krebsdyr), undtagen havpattedyr. Dette afspejles i artikel 6, stk. 1), litra h), og bilag I, punkt 24, i forordningen. Samme betydning anvendes i gennemførelsesforordningen 811/2003 om genanvendelse inden for samme art af fisk. Denne generiske betydning er på linje med betydningen af "fisk" i de relevante videnskabelige udtalelser hvor fisk defineres således f.eks. på side 5 af rapporten fra Den Videnskabelige Komité for Dyrs Sundhed og Trivsel om "brug af fiskebiprodukter i havbrug", vedtaget den 26. februar Er kosmetik, medicinalprodukter (lægemidler) og medicinsk udstyr (herunder laboratoriereagenser) omfattet af forordningen om animalske biprodukter? Forordningen om animalske biprodukter har som sit område bestemmelser vedrørende dyresundheden og folkesundheden for indsamling, transport, oplagring, håndtering, bearbejdning og brug eller bortskaffelse og afsætning (import til EU), eksport og transit af alle animalske biprodukter og deraf afledte produkter, som 17

18 ikke er bestemt til konsum. Forordningen indeholder bestemmelser for, hvad der kan eller skal gøres med hver af de tre kategorier af animalske biprodukter for at disse ikke skal frembyde risiko. Produktion, afsætning og eksport af kosmetik, medicinalprodukter og medicinsk udstyr (herunder laboratoriereagenser) er reguleret ved særskilte fællesskabsbestemmelser og -vejledninger. Forordningen om animalske biprodukter finder kun anvendelse på kosmetik, medicinalprodukter og medicinsk udstyr (herunder laboratoriereagenser) i det omfang, der anvendes animalske materialer og råvarer til fremstillingen af sådanne produkter. Den kræver at sådanne udgangsstoffer skal være afledt af "kategori 3- materiale", dvs. materiale fra dyr, der ved veterinær kontrol er fundet egnet til konsum. For at sådanne udgangsmaterialer kan indføres i EU, skal de opfylde forordningens minimumsbetingelser til beskyttelse af dyresundheden og folkesundheden. Tilsvarende bestemmelser var indeholdt i direktiv 90/667/EØF om animalsk affald og i opsamlingsdirektivet 92/118/EØF (bilag I, kapitel 7 og 10), som nu er ophævet ved forordningen om animalske biprodukter. 27. Hvordan kategoriseres produkter indeholdende chloramphenicol, nitrofuraner og andre stoffer omfattet af bilag IV til Rådets forordning (EØF) nr. 2377/90? Efter principperne i forordningen om animalske biprodukter burde produkter indeholdende stoffer, for hvilke der ikke tidligere har været sat tilladte grænseværdier, således stoffer omfattet af bilag IV til Rådets Forordning (EØF) Nr. 2377/90, have været klassificeret som kategori 1 efter artikel 4 af forordningen om animalske biprodukter, hvilket ligeledes gælder produkter omfattet af direktiv 96/22/EF og produkter indeholdende restkoncentrationer af gruppe B3 (miljøforurenende stoffer) i bilag I til Rådets direktiv 96/23/EF. Dette er imidlertid blevet overset, og ifølge standardbestemmelserne klassificeres animalske produkter indeholdende stoffer som chloramphenicol, nitrofuraner og andre stoffer omfattet af bilag IV til forordning (EØF) nr. 2377/90 som kategori 2-materiale efter artikel 5, stk. 1, litra g), i forordningen om animalske biprodukter. Det betyder selvfølgelig, at sådanne stoffer stadig ikke kan anvendes i foder, kosmetik, medicinalprodukter og medicinsk udstyr, men at de dog kan recirkuleres i andre tekniske produkter, således gødningsstoffer, biogasrester, kompost mv. Det er hensigten at udvide forordningens bestemmelser til at omfatte alle gruppe A-stoffer med anabolisk virkning og ikke godkendte stoffer (bilag I til direktiv 96/23/EF), således også chloramphenicol, nitrofuraner og andre stoffer opført i bilag IV til forordning 2377/90, samt alle produkter indeholdende restkoncentrationer af stoffer, for hvilke der ikke er fastsat en tilladt grænseværdi som kategori 1-materiale efter artikel 4, stk. 1, litra c) i forordningen om animalske biprodukter. Indtil da bør medlemsstaterne undgå 18

19 at underkaste sådanne animalske biprodukter processer, der kan tænkes at recirkulere stoffet i fødevarer, foder eller tekniske produkter, således anvendelse som gødningsstoffer, biogasrester eller kompost. 28. Hvilke konsekvenser har forordningen for import af mælk/mejeriprodukter (casein)? Tidligere EU-bestemmelser (bilag I til direktiv 92/118/EØF) gav kun mulighed for import af casein der ikke er bestemt til konsum, såfremt det: (i) kommer fra tredjelande opført i bilag (B-C) til beslutning 95/340/EF, (ii) er blevet underkastet en pasteurisering der er tilstrækkelig til at frembringe en negativ phosphatasetest, og (iii) er ledsaget af et sundhedscertifikat (efter modellen i beslutning 95/341/EF). For tredjelande hvor der optræder mund- og klovesyge eller hvor der er vaccineret for mund- og klovesyge inden for de seneste 12 måneder, gjaldt supplerende betingelser (beslutning 95/342/EF). Listen over virksomheder var endnu ikke harmoniseret (bilaterale aftaler fandt anvendelse). I forordningen om animalske biprodukter er disse bestemmelser bibeholdt (bilag VII, kapitel V - specifikke krav, bilag XI - liste over tredjelande, bilag X, kapitel 2A-C - model for sundhedscertifikat), men desuden skal godkendte anlæg være opført på en liste (artikel 29, stk. 4). 29. Hvilke konsekvenser har forordningen for import af råvarer til selskabsdyrfodervirksomheder og medicinalindustrien? Tidligere EU-bestemmelser (direktiv 92/118/EØF, bilag I, kapitel 10) gav mulighed for import fra tredjelande opført i bilaget til beslutning 79/542/EØF, hvis der forefandtes et ledsagende sundhedscertifikat, for hvilket der dog endnu ikke fandtes en harmoniseret model (der anvendtes bilaterale aftaler). Disse krav er opretholdt i forordningen om animalske biprodukter (bilag VIII, kapitel XI). En model for sundhedscertifikaterne findes ligeledes i bilag X, kapitel 3(D), 8(A) og 8(B). 30. Hvilke konsekvenser har forordningen for import af talg? Nogle kommentatorer har fremført, at der kan opstå importproblemer i tilknytning til usikkerheden omkring listen over specificeret risikomateriale, indtil tredjelandenes BSE-status er fastlagt. Europa-Kommissionen kan ikke tilslutte sig denne opfattelse. De nuværende overgangsforanstaltninger vedrørende specificeret risikomateriale finder anvendelse på import af produkter som talg, der omfattes af forordning (EF) nr. 999/2001. Disse foranstaltninger vil finde fortsat anvendelse, indtil BSE-status er fastlagt. Før man bestemmer den endelige BSE-status for stater, der eksporterer til EU, er det hensigten at revidere den permanente liste over specificeret risikomateriale som fastlagt i bilag V til forordning (EF) nr. 999/

20 Kommissionen kan på dette trin ikke forudsige indholdet af den endelige liste over specificeret risikomateriale, der vil gælde i de forskellige kategorier, indtil BSE-status er fastlagt. Antagelig vil den dog svare til, hvad der er fastsat i overgangsforanstaltningerne, og vil blive baseret på den konstaterede BSErisiko i det pågældende land. 31. Hvilke konsekvenser har forordningen for import af hove og horn? Kommissionens beslutning 94/446/EF, som ændret ved beslutning 97/197/EF, fastlagde kravene til indførsel af knogler og knogleprodukter, horn og hornprodukter og hove samt hovprodukter, herunder mel heraf, til videre bearbejdning til andre anvendelser end konsum eller foder. Disse krav er indarbejdet i forordningen om animalske biprodukter, der yderligere begrænser brugen af organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler på græsarealer (se svarene på spørgsmål 10 og 11 ovenfor). Artikel 6, stk. 2, litra d), giver mulighed for brug af sikre animalske biprodukter (herunder hove, horn, osv.) til produktion af "tekniske produkter" bestemt til andre formål end konsum eller foder, herunder organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler. På baggrund af restriktionerne i artikel 22, stk. 1, litra c), for anvendelse af organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler på græsarealer er indførsel af hove, horn, osv. tilladt under følgende betingelser: for hove, horn, osv. bestemt til jagttrofæer finder kapitel VII i bilag VIII anvendelse for hove og hovprodukter, horn og hornprodukter osv. bestemt til anden anvendelse end fodermidler samt organiske gødningsstoffer og jordforbedringsmidler finder kapitel X i bilag VIII anvendelse for hove og hovprodukter, horn og hornprodukter osv., der er bestemt til brug som organiske gødningsstoffer eller jordforbedringsmidler på andre arealer end græsarealer, er der endnu ikke fastlagt EU-gennemførelsesforanstaltninger, og indtil sådanne foranstaltninger er vedtaget, kan medlemsstaterne vedtage eller opretholde nationale bestemmelser (bilateral aftale finder anvendelse) (artikel 35, stk. 3). 32. TSE-forordningen foreskriver, at visse animalske produkter erklæres fri for specificeret risikomateriale ved import. Finder en sådan erklæring anvendelse ved siden af importbestemmelserne i forordningen om animalske biprodukter? Ja - forordningen om animalske biprodukter berører ikke veterinærbestemmelser der har til formål at udrydde og føre kontrol med visse sygdomme (artikel 1, stk. 3). Derfor gælder den uden præjudice for bestemmelserne i TSE-forordningen (EF) nr. 999/2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af TSE i dyr. 20