Historien om Alfred Er andre dyr anderledes? Del 2

Transkript

1 Historien om Alfred Er andre dyr anderledes? Del 2 Alfred og hans lille familie er meget lykkelige for at bo ude på landet. De er flyttet ind i et lille hul i væggen bag bryggerset, hvor der er lunt og rart. De har indrettet rummet hyggeligt, med bløde sofaer og en kamin. De har et lille køkken, hvor mor Mus laver dejlige middagsretter hver aften samt et lille kammer, hvor de alle sover under varme dyner, lavet at dun fra små kyllinger. Farmand Mus har fået arbejde på gården, eller det kalder han det i hvert fald. Han hjælper bondemanden med at fjerne sten fra marken, inden jorden skal pløjes. "Det er et meget farligt arbejde, for man skal hele tiden passe på ikke at komme for tæt på ploven", siger han med stolthed i stemmen. Men sandheden er, at han det meste af tiden spiller kort med geden Gertrud, som er en meget berygtet kortspiller. Mor Mus går hjemme og passer musehullet og ser efter Alfred og hans lillebror, som i øvrigt har fået det rigtig godt med hinanden. De har lært at acceptere hinandens forskelligheder og har fundet nogle lege, som de begge synes er sjove. Alfred er nu klar over, at han er anderledes end de andre mus, og det har han efterhånden lært at leve med. Han ved godt at andre mus, nogle gange ser på ham med undren og panderynken, men han er ligeglad. Han fortæller gerne fremmede at han er anderledes, og det kan de åbenbart godt lide, for Alfred har efterhånden fået rigtig mange venner. Men som tiden går, kan Alfred ikke slippe fornemmelsen af, at der er noget, han er nødt til at undersøge. Hvem kan mon hjælpe mig med at finde svarene? Jeg bliver nødt til at få svar på mine spørgsmål ellers eksploderer jeg indeni, tænker han. Så en dag beslutter han sig for at spørge sin far, som sidder i sofaen og læser Musetidende, som er den lokale avis. "Far", spørger han, "er det kun mus, der kan være anderledes, eller gælder det også andre dyr? Hvad med mennesker? De ligner hinanden alle sammen, men kan der være forskel på dem"? Farmand Mus lægger avisen fra sig og tænker længe over Alfreds spørgsmål, inden han svarer: "Det skal du ikke tænke så meget over, min ven. Bare vær en god dreng, så skal det nok gå dig godt i livet". 1

2 Øv, tænker Alfred, det siger han altid, når han ikke ved, hvad han skal svare. Dernæst går Alfred hen til sin mor, som står og vasker op. "Mor", spørger han, "er det kun mus, der kan være anderledes, eller gælder det også andre dyr? Hvad med mennesker? De ligner hinanden alle sammen, men kan der være forskel på dem"? Da han er færdig med sit spørgsmål, kigger mor Mus kærligt på ham og trækker ham blidt i knurhårene, så vaskevandet løber ned af Alfreds kinder. "Alfred, min ven", siger hun med blid stemme. "Du spekulerer for meget. Det kan din lille hjerne ikke holde til. Gå nu ind og leg med dine yndlingsting eller gå ned og se damplokomotiverne". Øv, tænker Alfred, det siger hun altid, når hun ikke ved, hvad hun skal svare. Alfred sukker dybt, mens han med rynkede bryn og en smule irriteret, går ud af køkkenet. Mon ikke en lille spadseretur vil klare min hjerne, tænker han ved sig selv og begiver sig af sted. Mens han går i det dejlige solskinsvejr, spekulerer han over, hvorfor voksne er så dårlige til at svare på spørgsmål. Måske er det fordi, jeg stiller for mange spørgsmål ad gangen? Sådan var det jo også med den kat jeg mødte, da jeg boede i Kims kasse. Den blev også helt fortumlet i hovedet, fordi jeg spurgte den om for mange ting på en gang. Jeg vil for fremtiden kun stille de voksne ét spørgsmål ad gangen siger han bestemt til sig selv, så bliver de ikke forvirrede i deres hjerner og så kan det være, at jeg endelig kan få svar på mine spørgsmål. Men den viden begiver Alfred sig længere væk fra gården end han plejer og pludselig står han på bondemandens mark. På marken står koen Karen og gumler på en tot græs. Alfred løber hen til Karen og stiller sig på bagbenene og basker med poterne, som en vindmølle i stormvejr. Det er han nødt til, for at Karen bedre kan få øje på ham. Karen hører heller ikke så godt, så Alfred er også nødt til at råbe meget højt, hvilket et svært, når man er en lille mus på størrelse med en tændstikæske og ens stemme lyder som en knirkende dør. Men Alfred er nødt til at finde nogle svar. 2

3 "Hej du Karen", råber han meget højt, mens han vifter med poterne," Er du anderledes end de andre køer"? "NEJ, det ved gud jeg ikke er", siger Karen. "Jeg er ikke anderledes. Jeg er bedre og klogere end de andre. Jeg er nemlig en præmie ko, og jeg leverer den bedste mælk i miles omkreds. Bondemanden plejer altid at vælge min mælk, når der skal laves flødeskum til jordbærgrøden", praler hun højt og skingert. Nu kigger Karen sig omkring, for at se om nogle hører efter hvad hun siger og da hun kan se, at der var klar bane, sænker hun sit store hoved ned til Alfred og hvisker: "Jeg har engang hørt om en ko, der kom langt, langt væk herfra. Den kom fra de varme lande, hvor der er meget varmt. Koen elskede at spise brune bønner og den spiste dem morgen, middag og aften. Så en dag hvor bonden skulle malke koen, så han til sin forbavselse at mælken ikke var hvid, som den plejede. Nej, den var brun. I stedet for mælk, kom der nu kakaomælk ud af koens yvere. Så blev der en farlig ballade i landsbyen, for der var ingen, der havde fortalt dem, at kakaomælk smagte rigtig godt. Det endte med at koen blev smidt ud af landsbyen og det sidste jeg har hørt, er at koen bor alene i skoven, hvor den stadig gumler brune bønner i sig dag og nat". "Er det ikke at være anderledes"? spørger Karen, med bestemt mine. "Jooo", svarer Alfred og rynker brynene. Han kan ikke lige se, hvad en ko, der laver kakaomælk og kommer fra de varme lande, har noget at gøre med hans spørgsmål. Men da han går videre, tænker han, at man måske godt kan være anderledes, bare på forskellige måder. På et tidspunkt kommer han til en skovsti. Skovstien grænser op til den store sorte skov, på den ene side, og et lille vandløb, på den anden. Alfred må faktisk ikke gå så langt væk hjemmefra, så han bestemmer sig for at holde sig til skovstien, for så kan han altid finde hjem igen. Pludselig ser han en bi, der flyver baglæns. Den flyver med halen fremad og hovedet bagud. Alfred er så opslugt af at kigge på bien, at han helt glemmer at se sig for, og pludselig falder han over en sort, slimet skovsnegl, som snegler sig tværs over skovstien. "Det må du undskylde, jeg så mig ikke for", siger Alfred undskyldende. 3

4 "Pardon", siger skovsneglen. "Hvad er det dog for en verden, vi lever i. Så går man en fredelig tur og hvad sker der? Der kommer en lille, klam mus og træder på en. Det er simpelthen ungdommen nu til dags, de har ingen respekt for alderdommen. I min ungdom var det godt nok anderledes " Alfred kan ikke høre mere af, hvad skovsneglen siger, fordi den har sneglet sig ind under en busk. Den snegl er da vist i dårlig humør, hvad har mon gjort den så vred, tænker Alfred, som igen har fået øje på bien der flyver den forkerte vej. "Du flyver den forkert vej", råber Alfred til bien. Bien stopper brat op og siger: "Hvem siger det"? Er det dig der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert i denne verden?" "Nnnej",stammer Alfred, "men du kan da ikke se, hvilken vej du flyver, kan du vel"? "Sagtens", siger bien, "jeg kan se det, jeg vil se". "Hvad hedder du"? spørger Alfred. "Jeg hedder Ib", summer bien. "Min far og mor bestemte, at jeg skulle hedde Ib, som er det bagvendte at bi og derfor har jeg hele livet været nødt til at gøre alting bagvendt". Hvorefter den flyver videre, lige ind i et træ og nu sidder Ib uhjælpelig fast, med brodden dybt begravet i træstammen. "Der kan du se", siger Alfred med et lille smil. "Det er vigtigt at kunne se sig for her i verden og vide hvad der er fremad og bagud". Men så kommer han til at tænke på skovsneglen, som han var faldet over og får lidt dårlig samvittighed. "Ja, du kan sagtens!, svarer bien med en vred summen. "Du kan bestemme dig for at gå forlæns og så går du bare forlæns. Men jeg er nødt til at flyve baglæns hele tiden, for eller kan jeg ikke finde ud af, hvad der er op eller ned, fremad eller bagud". "Øøøøh", siger Alfred forvirret. "Det forstår jeg ikke". Men heldigvis kommer han igen i tanke om, hvad det er han vil have svar på. "Er du anderledes end de andre bier"? spørger han hurtigt inden Ib kommer fri af træstammen og igen flyver sin vej. "Nej", svarer bien, "det er de andre bier, der er anderledes. Jeg ser verden på min måde og det er den rigtige". Hvorefter Ib vrister sig fri af 4

5 træstammen og flyver væk, med halen fremad og hovedet bagud og med en underlig summen, der lyder nogenlunde sådan her: zzzzzzb, zzzzzzb, zzzzzzb.. Da Alfred har gået et stykke tid, ser han noget længere fremme på skovstien. Det er en klam, ulækker orange behåret edderkop med 6 øjne og lange ben, der stikker ud til alle sider. Bag den, er der et gigantisk edderkoppespind, som fylder hele skovstien. Edderkoppespindet er lavet af noget, der ligner sølvtråde og meget klistret. Da Alfred kommer nærmere, kan han hører at edderkoppen står og taler hele tiden. Da der ikke er andre i nærheden, undrer han sig over, hvorfor edderkoppen taler med sig selv. Alfred lister sig tættere på og da han står et par meter fra edderkoppen, kan han høre, hvad den siger. "1+3 er lig med 4 og 2+7 er lig med 9. Der er 20 rækker med 24 firkanter", siger edderkoppen, mens den står og kigger på sit spind. "Goddag", siger Alfred. "Jeg hedder Alfred og er du anderledes end de andre edderkopper"? "Goddag", siger edderkoppen med knirkende stemme, som hedder Elvira. "3+8 er lig med 11 og er lig med 10. Det ved jeg ikke. Hvilke andre edderkopper taler du i øvrigt om, jeg kan ikke se nogle", svarer Elvira, mens hun fortsætter med at tælle. "4 + 1 er lig med 5 og hvis man trækker 2 fra, så får man 3. Hvem er anderledes? Jeg tror da ikke at det er mig, der er anderledes? Nej det tror jeg bestemt ikke? 1+1 er lig med 4, nej det er ikke rigtigt. 1+1 er lig med 2". "Hvad laver du egentlig"? spørger Alfred undrende. "Jeg tæller", svarer Elvira. "Ja, det kan jeg godt se, men hvad tæller du"?, spørger Alfred. "Jeg tæller tråde" svarer Elvira, mens hun ikke tager blikket fra sit spind. "Hvorfor gør du det"? spørger Alfred. "Det er jeg nødt til", svarer Elvira, "hvis jeg ikke tæller hele tiden, så kan jeg ikke finde ud af præcist, hvor langt jeg er kommet i mit spind og så må jeg ødelægge det igen og igen og starte helt forfra. Det er meget trættende, hele tiden at tælle, men jeg er nødt til det. Jeg tæller alt, hvad 5

6 jeg kan komme i nærheden af, så jeg lige præcis ved, hvor mange der er af hver ting. 6+9 er lig med 15. Jeg kan faktisk fortælle dig at der i skoven derhenne", hun peger med sit ene behårede ben mod den mørke skov, "er femtentusinde sekshundrede seks og tres træer fordelt på grantræer, bøgetræer, birketræer og ahorntræer. 7+7 er lig med 14 og trækker man 8 fra, så får man 6. Jeg har seks ben, Nej, der er noget galt. Jeg har 6 øjne og 8 ben Ja, så passer det", siger hun tydelig lettet. I det samme fortsætter hun: "Jeg er også nødt til at bjæffe som en hund, når jeg ser en skovsnegl. Du har vel ikke set en skovsnegl, vel? For det er ret trættende at bjæffe, når der kommer en hel familie skovsnegle forbi mit spind. Hvad var det egentlig du spurgte mig om?, min lille ven, med den lange orange hale og de yndige knurhår, 2 bagpoter og 2 øjne det bliver 4 i alt ", spørger hun, mens hun ser granskende på ham og vipper lidt med sine lange øjenbryn. Alfred er ikke helt sikker, men det ser ud som om, hun slikker sig om munden. "Jeg kan godt tænke mig", fortsætter hun, "at inviterer dig ind til en kop kaffe, så kan du nemlig selv få mulighed for at tælle mine tråde, kunne du ikke tænke dig det, min lille ven"? "Jeg vil gerne vide, om du er anderledes end andre edderkopper", spørger Alfred igen og denne gang en anelse utålmodig og ignorerer hendes invitation til kaffe. Men inden Alfred er færdig med sit spørgsmål, er Elvira allerede i gang med at tælle sit spind igen og til sidst opgiver han at spørge hende. "Det var godt nok en anderledes edderkop", siger Alfred til sig selv, og mens han går videre, spekulerer han på, hvad der ville ske, hvis Elvira holder op med at tælle, og hvorfor det er så vigtigt for hende. "Findes der da ikke nogle dyr, der er normale her i verden eller er alle dyr bare underlige i deres hoveder"?, siger han højt, men kan ikke komme på et svar. Alfred har efterhånden gået ret langt, så han sætter sig på en sten, for at hvile sine ømme poter. Alfred sidder længe på stenen og spekulerer over alle de underlige dyr, han har mødt, da han pludselig kan høre en masse glade stemmer. Det 6

7 er en flok drenge med deres lærerinde, der er uden at gå en tur. Alfred kan høre lærerinden sige: "Kom så, alle børn. Få så fart på. Der er meget, vi skal nå i dag og hvis vi er heldige, får vi måske øje på nogle dyr. Kom så, kom så". Jeg håber ikke, at de får øje på de samme dyr, som jeg har mødt i dag, tænker Alfred, mens han ser efter drengene og deres lærerinde, der kommer tættere og tættere på. Da de er gået forbi ham, kan han se én dreng der sakker bagud. Han går hele tiden og kigger ned i jorden og hører tydeligvis ikke efter, hvad deres lærerinde siger. Drengen sakker længere og længere bagud og lærerinden vender om og går tilbage til ham og siger med stram mine: "Altså, hvis du ikke kan følge med os andre, så kan du sætte dig på stenen der og vente på at vi kommer tilbage igen". Da lærerinden er gået, er drengen lige ved at sætte sig ovenpå Alfred. Men Alfred er hurtig og hopper over på stenen ved siden af. Han har bestemt ikke lyst til at ende sine dage klistret til bagdelen af en dreng. "Hej lille mus, må jeg sætte mig ved siden af dig"?,siger drengen meget hurtigt. "Ja, værsgo", siger Alfred, "slå måsen i sædet, men sørg lige for at du ikke sætter dig ovenpå mig en anden gang". Drengen trækker vejret dybt ind og begynder at tale. "Hvad hedder du, jeg hedder Ingolf og jeg er 9 år". Drengen taler så hurtigt at Alfred er lige ved at falde ned fra stenen. Men inden Alfred når at sige noget fortsætter Ingolf: "Jeg er på udflugt med min klasse og vores lærerinde hedder Frk. Frisenberg. Jeg bor hjemme hos min far og mor i et stort hvidt hus, som lige er blevet malet og jeg har en hund som hedder Tango og."ingolf kan næste ikke få vejret mere, og prøver at hive luft ind i lungerne, men fortsætter igen: "Skal vi være venner, jeg har ikke nogle venner, og det kan jeg ikke forstå. Min hund er meget glad for mus og jeg har også en kanin, den er godt nok lavet at stof, men den er så sød og." Nu bliver det for meget for Alfred og han råber: "STOP", råber Alfred, hvorfor taler du så hurtigt? "Jeg kan slet ikke forstå hvad du siger. Du taler jo hurtigere end et tog kan køre", siger han og kigger helt forskrækket på Ingolf. 7

8 "Hvad", siger Ingolf, "kan du ikke forstå, hvad jeg siger? Jamen, jeg er nødt til at tale hurtigt, for folk har ikke tid til at høre, hvad jeg vil fortælle dem. Min far og mor har så travlt hele tiden, at de kun hører halvdelen af, hvad jeg fortæller. Min far skal hele tiden på arbejde, eller ud i haven og min mor skal gøre rent og vaske tøj. De arbejder begge hele dagen og når de kommer hjem, er de for trætte til at høre på, hvad jeg har oplevet. Jeg bliver hele tiden afbrudt og derfor har jeg lært mig selv at tale hurtigt, så de kan nå at hører alt det, jeg gerne vil fortælle dem, inden de suser videre, for der er hele tiden noget de skal nå. Jeg kan ikke forstå hvorfor det er mere vigtigt at få vasket bilen eller støvsuget køkkengulvet, end at tale med mig, men sådan er de bare, mine forældre", siger Ingolf med en trækken på skuldrene. "Men det er faktisk ret hårdt at snakke så hurtigt", fortsætter han, "det er også derfor jeg er så træt hele tiden og det er grunden til at jeg sakker bagud hver gang vi er på tur". "Jamen", siger Alfred", jeg har ikke travlt og jeg vil gerne være ven med dig, men du må love mig ikke at tale så hurtigt igen, for så bliver jeg bare forskrækket". Det lover Ingolf og de sidder i lang tid og snakker sammen. Ingolf fortæller at han har været ude at køre med det store damplokomotiv sammen med sin tante og onkel, da han var en lille dreng. Alfred kan fortælle om sine oplevelser nede ved skinnerne. Ingolf har aldrig hørt at skinnerne kan fortælle historier, men glæder sig til at opleve det sammen med Alfred en dag. Ingolf samler også på togbilletter og lover at vise dem til Alfred næste gang de mødes. Nu har Ingolf endelig fundet én, der har tid til at høre på ham. De bliver rigtig fine venner og aftaler at mødes dagen efter på stenene ved stien. Inden de går hver til sit, husker Alfred at spørge Ingolf, om han er anderledes. "Ja, det kan du tro, jeg er. Er du ikke også det"?, spørger han smilende. "Jo, det er jeg bestemt", siger Alfred og vinker farvel til sin nye ven. Da Alfred endelig kommer hjem, er det blevet mørkt og hans far og mor er meget bekymrede. "Hvor har du dog været", spørger de i kor. Alfred siger med stolthed i stemmen: Jeg har været ude i verden for at finde ud 8

9 af om andre dyr også kan være anderledes, ligesom mig og om det også gælder for menneskebørn. "Hvad fandt du så ud af"?, spørger de. "Vi er alle anderledes, det er lige netop det som gør verden til et spændende sted at være. Vi skal alle være her og leve på denne planet, så derfor skal vi alle blive bedre til at forstå, at der skal være plads til os alle. Der skal være plads til koen der laver kakaomælk, bien der flyver baglæns, skovsneglen der bliver sur, fordi jeg kom til at falde over den og edderkoppen, der ikke kan holde op med at tælle". Dernæst fortæller Alfred om sit møde med menneskedrengen, som har det svært, fordi hans far og mor ikke har tid til at høre på ham, så han var nødt til at snakke meget hurtigt. "Det lyder som om at du har lært en masse i dag, men gå nu i seng, du må være meget træt", siger hans forældre. Da Alfred den aften ligger i sin bløde seng, spekulerer han over, hvad han har oplevet. Jeg tror, jeg har lært noget meget vigtigt i dag. Jeg har lært at man kan være anderledes på mange forskellige måder. Nogle er slet ikke klar over at de er anderledes og andre ved det godt, men kan ikke gøre noget ved det. Så er der dem, der ikke vil gøre noget ved det, for de føler at det gør dem specielle i forhold til andre. Men nu har jeg endelig fået svar på mit spørgsmål, tænker han og gaber højt, hvorefter han lægger sig til at sove. Ugen efter står der en artikel i Musetidende om en lille mus ved navn Alfred, der havde været ude i verden og hvad han oplevede. Efterfølgende skriver Alfred en bog om sine oplevelser, som bliver solgt i mange tusinde eksemplarer. Bogen bliver udleveret til alle musebørn, som starter i skole, så de også kunne lærer at vi alle er anderledes og at det er helt i orden, når bare man er god og kærlig, for så skal man nok klare sig i livet. Slut 9