SPORARBEJDE. Kilde: Schæferhunden

Transkript

1 Kilde: Schæferhunden SPORARBEJDE Det følgende er ikke en redegørelse udarbejdet af en ekspert på området, men en blanding af gode råd fra erfarne hundefolk, uddrag af kurser og ting, der er samlet af en lægmand, der gennem årene har aflagt adskillige prøver til husbehov. Igennem det arbejde har jeg nok gennemlevet en udvikling, som mange hundefolk prøver, nemlig at starte med at betragte sporarbejdet som et nødvendigt onde. Det er en del af brugsprøveprogrammet, men det er i almindelighed ikke det, der får størst opmærksomhed. Ofte bliver det forsømt i forhold til gruppe B og ikke mindst C. Men det går jo ikke uden sporet, man må i gang med at træne dette også, og så sker der det for mange, at de opdager, at det er et arbejdsområde med gode udfordringer. Det har også den fordel, at man kan dyrke det alene, man er ikke afhængig af andre. Det er til gengæld noget, der stiller krav til ens selvdisciplin, men mange har så også oplevet det spændende i at gå bag hunden med snoren i hånden og se den arbejde. Spor er en disciplin man kan starte med meget tidligt. Allerede når man har fået den lille hvalp i huset, kan man begynde med de indledende øvelser. I bogen Dogs fortæller Raymond og Lorna Coppinger om undersøgelser af hvalpes udvikling. Det har vist sig, at en hvalps hjerne har den største udvikling i de første fire levemåneder. Ved fødslen er hjernen ganske lille, men alle hjerneceller er allerede skabt. Der udvikles ikke nye. Når hjernen de næste måneder tidobler sin vægt, er det ikke fordi, der kommer nye celler til, men fordi der skabes forbindelser, nervetråde, mellem de forskellige celler. Der lægges så at sige spor i hjernen, når de enkelte celler forbindes. Det der skaber disse spor er erfaringer og oplevelser, der dels udvikler hundens evner og dels præger den i forskellige retninger. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvad en hvalp lærer under opvæksten, så det betaler sig at præge hvalpen i den ønskede retning i denne vigtige periode af dens liv, og sporarbejde er et område, som er let at arbejde med, og som kan bygge på hundens naturlige anlæg. Lugtesansen er hundens vigtigste sans, og enhver hundeejer har haft mulighed for at opleve, hvor meget lugte betyder for en hund. Man kan blot tænke på, hvordan man bliver undersøgt, når man kommer hjem, især hvis man har været et sted, hvor der også er hunde, eller hvordan en hund kan underkaste en lygtepæl en grundig undersøgelse, der nok fortæller den en masse om, hvem der har været der før. Nogle tal kan fortælle lidt om hundens forbløffende evner. Når man går barfodet

2 afsætter man 4/ g duftstof i form af sved for hvert skridt. Det lyder ikke af meget, men der er alligevel mange duftmolekyler. Hvis man går i læderfodtøj bliver en del molekyler holdt tilbage, men der presses for hvert skridt alligevel nogle milliarder duftmolekyler igennem, og det er nok til at en sporhund kan lugte det. Gummifodtøj holder endnu mere tilbage, men der slipper alligevel nok igennem til at en hund kan spore lugten. På 8 timer trænger fodens lugt gennem 0,2 mm splinternyt gummi. På 38 timer trænger den gennem 2 mm tykt gummi. Det er en lugt så svag, at mennesker ikke kan lugte den, men hunde kan altså. Når vi mennesker har så ringe udviklet en lugtesans i forhold til hunden, skyldes det, at vi i første række bruger næsen som en luftforvarmer og i mindre grad som lugteorgan. Forskellen ses i måden, vore lugteapparater er opbygget på. Det lugteepithel, hvor sansecellerne sidder, fylder hos mennesker 5 cm², hos schæferhunden fylder det 150 cm². Optæller man lugtecellerne får man endnu større forskelle: Menneske: 5 millioner Gravhund:125 millioner Foxterrier: 147 millioner Schæferhund: 220 millioner Schæferhunden har altså 44 gange så mange lugteceller som mennesker, men målinger har vist, at dens lugtesans er en million gange bedre. At det forholder sig sådan skyldes cellernes funktionsmåde. Den meget veludviklede lugtesans har været et nødvendigt redskab for rovdyret på jagt, og derfor kan hunden også udføre forbavsende bedrifter. F.eks. kan den finde den rigtige retning, hvis den kommer vinkelret ind på et spor, og den kan kende det rigtige spor fra et, der krydser. Et spor består af forskellige ting, og selve sporbilledet kan deles i to: dynefært og kildefært. Dynefært. En sporlægger mister hele tiden en stor mængde hudceller, som til stadighed afstødes fra kroppen. Langs vores krop fra fødderne og op til halsen går en varm luftstrøm, som medfører utallige afstødte celler eller hudskæl. På disse lever stafylokokker, som straks går i gang med en nedbrydning af cellerne, hvilket er medvirkende til den personlige fært. Sporlæggeren afgiver også lugtpartikler fra sit fodtøj. Der kan svæve duftpartikler op fra jorden, og tilsammen giver disse dele en sammensat duft, der lægger sig som en dyne over sporet og breder sig

3 lidt ud til siden. Denne dyne kan flyttes af en sidevind. Den aftager efterhånden, og efter ½ time er den mindre kraftig end kildefærten. Hvor hurtigt dynefærten aftager afhænger af vind, luftfugtighed og nedbør. Kildefærten breder sig ikke på samme måde som dynefærten. Den opstår, når sporlæggeren træder på jorden. Et fodaftryk efterlader to ting på jordoverfladen. Dels en mekanisk forandring af jordoverfladen og dels knuste plantedele. Når plantedelene knuses, frigives der straks plantesaft, som indgår i sporets lugt, dernæst kommer bakterier ind i billedet, idet de begynder at nedbryde det knuste plantemateriale. Det giver en fært, som kun langsomt kommer i gang. Det vil sige, at lige når et spor er lagt, er dynefærten den mest dominerende. Den begynder hurtigt at aftage, og efter en 20 minutters tid er den blevet så svag, at kildefærten begynder at tage over. Den bliver til gengæld kraftigere i tiden herefter. Sætter man en hund på sporet lige efter, det er lagt, vil den ofte gå med lidt høj næse, ligesom den vil være mere tilbøjelig til at flakke, da færten er bredere og desuden kan flyttes af en eventuel vind. Venter man minutter er dynefærten blevet overtaget af kildefærten, og færten ligger nu mere fast. Som ved al dressurarbejde gælder det om ikke blot at træne unuanceret men at variere og sætte ind, hvor det behøves. Derfor arbejder man med forskellige former for spor. Groft sagt kan man tale om 4 sportyper: Driftspor, uddannelsesspor, konditionsspor og prøvespor. Driftspor er korte spor, ligeud i medvind med godbidder og en bold ved enden. Man kan eventuelt en gang imellem lade hunden søge efter sin herre i et skovterræn. Formålet er at opbygge og styrke hundens lyst til at gå spor. Uddannelsesspor er forholdsvis lette spor, hvor man træner de forskellige udfordringer såsom forskellige vindretninger, knæk og påvisning af genstande. Man skal ikke træne for mange ting på én gang for ikke at forvirre hunden. Konditionsspor. Her træner man med længere og ældre spor. Her opøves hundens udholdenhed og koncentration. Prøvespor er udformet som de spor, hunden går, når den er til prøver. De bør ikke bruges for meget. De bør veksle med de andre former, så man

4 hele tiden holder driften oppe og samtidig træner eventuelle svage sider eller mangler. Praktisk arbejde. Begynd på en græsbund og læg altid begynderspor i medvind. Træd startstedet lidt til og placer et sporflag til venstre for sporet. De første spor skal være ganske korte. Læg med korte mellemrum en godbid i sporet. Godbidderne skal være små, så hunden ikke skal bruge lang tid til at æde dem. Ved enden af sporet lægges en lille bunke godbidder og evt. et par skridt længere henne en bold. Læg linen på hunden, før den evt. ned under det ene forben eller ned under maven. På den måde kan man lettere holde hundens snude i sporet. Med kommandoen søg sættes hunden i gang og roses, når den finder en godbid. Sørg for, at det foregår i et roligt tempo og i en venlig atmosfære. Efter at hunden har afsluttet sporet, skal den ikke have lov til at søge videre, leg i stedet for med bolden. Når hunden har forstået øvelsen, begynder man at gøre sporet længere og varierer alderen, så den også vænner sig til kildefærten. Dernæst begynder man at lægge godbidderne med større og varierende afstand. Efterhånden som hunden bliver mere og mere rutineret, varierer man sporet på forskellige måder. Fx ved at gå på forskellige slags underlag, og ikke altid følge såriller i marken men også prøve at gå på tværs eller skråt. Hvis der er traktorspor på marken, skal man ikke lade hunden gå i sporet, så vænner den sig blot til ikke at koncentrere sig. I stedet bør man krydse sporet både vinkelret og senere skråt. Når den kan det, kan man lade den følge et spor et kort stykke i et traktorspor og så derefter lade sporet gå ud til siden. Det er vigtigt, at sporlæggeren nøjagtigt ved, hvor sporet går og eventuelle knæk er placeret. Det kan man klare på forskellig vis. Når man lægger sporet, kan man tage pejlemærker i naturen. Det mest nøjagtige forløb får man, hvis man kan få to pejlemærker f.eks. to træer eller et træ og et vejskilt eller et træ og en husgavl. Har man mulighed for at gå, så de to punkter dækker hinanden, er det let at holde retningen. Det er ikke altid, det er muligt. Nogle gange må man nøjes med et enkelt punkt eller markeringer på marken som f. eks et muldvarpeskud en sten eller en græstot. Nogle bruger at stikke markeringspinde i jorden især for at markere et knæk, men det er ikke ubetinget en god ide, i hvert fald ikke, hvis man stiller pinden lige i knækket. Man kan i stedet sætte pinden et vist antal skridt før eller efter knækket. For at undgå, at hunden begynder at reagere på pindene, kan man stikke en pind ned tilfældigt et par steder på sporet. Så kan pindene være til en god hjælp for sporlæggeren, og man skal huske på, at det er vigtigt for at træningen får det rette forløb, og man kan bibringe hunden den rette indlæring, at man nøjagtigt ved, hvor sporet.

5 Og så har Thomas været på sporkursus i kreds 10 med Finn Jørgensen som instruktør. Det er noget kreds 10 med mellemrum tilbyder sine medlemmer, og med Finn som instruktør er det både en sjov, underholdende og meget belærende oplevelse. Finn er en meget vidende instruktør med mange års erfaring både som hundefører og instruktør, og han kan formidle stoffet, så de, der havde tilmeldt sig og brugte en lørdag på kurset gik derfra med en masse viden og en fornemmelse af at have brugt lørdagen på en rigtig god måde. Thomas tog notater fra den teoretiske del og renskrev dem, da han kom hjem. De giver selv i kort form rigtig mange gode vink. De bringes her. Spor Opstår der problemer, gå tilbage i indlæringen Alle hunde er forskellige, så man må tilpasse indlæringen til hunden Gå forsigtig frem hvis din hund er stille/har mindre drift Hellere lægge et kort, men super gennemtænkt spor end langt og tilfældigt Godt at bruge pejlemærker at gå efter fx. et træ bagved sig og foran sig i lige linie Undgå alt rod ved indlæring, gå ikke hurtigere frem, end både du og hunden kan følge med. Husk at stole på din hund. Stryg hunden, det giver ro. Klap hunden, det frisker op. Læs din hund Er ørerne fremadrettede, betyder det, at hunden bruger sine øjne. Høj hale viser, at hunden er glad for at gå spor men mangler koncentration Sporlinen Varier længden, også gerne på dette enkle spor. Prøv at gå ud til 6 m. ros, tilbage til 2 m. ros, ud til 10 m. ros O.S.V. Hunden skal være ligeglad med om hundeføreren er tæt på eller langt væk. Ofte kan der komme konflikt mellem hund og ejer, hvis hunden ikke kan arbejde med

6 kort line. Prøv også at gå med 15 m. line enkelte gange, så føles 10 m. kort. Slæk sporlinen ved flaget. Ved meget stram line tror hunden at sporføreren vil tage kiksene Sporsele eller halsbånd? Skift jævnligt mellem sele og halsbånd, så hunden vænner sig til det. Halsbånd kan dog trække hunden til et dybere søg Sportype Godbidspor: Godbidderne ligger tæt, det er et rent ædegilde. Læg godbidderne i serier. Først en række godbidder tæt, dernæst en lidt længere pause. Varier afstanden, hunden forventer, at der er en kiks. Træk afstanden til måske efter 10 m senere op til 100 m inden en ny serie kiks. Hunden skal blot vide, at godbidden nok skal komme. Slæbespor giver høj fart, kræver dygtig hundefører, men det er svært at få dybt søg. Godbidspor er godt ikke ret mange der går slæbespor i dag. Godbidder Læg godbidden så den ikke er synlig for hunden. Læg godbidden i medvind i starten. Ved modvind blæses fært op i hovedet på hunden. Husk på at hver godbid har mening, hvorfor placeres den netop der? Hvad fortæller den /hvilke signaler giver den hunden. Læg godbidderne med omtanke forestil dig, de er 1000 kr. sedler. Springer hunden over godbidderne tyder det på en stresset hund, den føler ikke sult. Få ro på. Brug altid godbidder, kun til konkurrencen snyder vi hunden. Læg kiksene i fodsporet. Areal Skift arealer. Brug gerne brugte arealer, læg fx sporet tværs over, hvor landmanden lige har gået, giv evt. hjælp ved bondemandens afledning ved at lægge godbidderne tættere.

7 Fig. 1 Sporlægning Gå på tværs af såriller. Sæt evt. et flag som pejlemærke. Afslutning 30 m. før flag. Gå med lange skridt, korte skridt, Charlie Chaplin skridt, gå med fødderne udad/indad. Læg hellere et let spor med progressive fælder end et svært spor. Sporets alder Varier. Hunden skal kunne koncentrere sig ved spor af forskellig alder. Sporlængden Varier, gå korte og lange spor (Længden af et henholdsvis langt og kort spor er selvfølgelig afhængig af hunden alder). Men har du problemer med sporet, så gå tilbage til indlæringen til sidste succes. Lav evt. flere afslutninger på sporet. Vurder ved hver afslutning, om hunden kan koncentrere sig helt til næste afslutning. Pres på en gang i mellem. Genstande Stof, læder, træ, tæppe, pinde der lige er knækket af et træ etc. Indlæring til genstand: Kast genstand, lad hunden gå frem til den og giv kommando dæk, ros. Tage genstanden op fra spor kast den ½ m. frem, gentag proceduren. Varier hvad du gør, hver gang hunden har fundet genstanden. Beløn med en bold, en kiks eller ingenting. Lad eventuelt hunden give hals etc. Skift side når du går op til din hund. Husk, at i forhold til kiksene (1000 kr. sedlerne) er genstandene bare en sur gammel 25 øre for hunden. Prøv at gå baglæns, mens hunden ligger dæk. Giv så kommando søge (det styrker selvstændigheden.) Genstandene skal gøres interessante. Giv bold, rasle ekstra med en kiksepose, snuse til madskål, give lækkert ben, etc. Ved afdækning for genstand: Lad hunden snuse til mad/madskål. Ved eller efter sidste genstand gives maden/madskålen. Hvis hunden påviser

8 før genstand, fx i modvindsspor, hvor hunden får færten af genstanden tidligt, så læg et kort ligeudspor, brug mange genstande, læg kiks ca. 5 skridt/1 m. efter genstanden. Hug hunden ned ved genstanden, hvis den ikke dækker. Hunden lægger sig ved genstanden fordi den skal, den opnår så belønningen lige efter. Varier fremover sådan, at der ikke er belønning efter alle genstande. Knæk Kort spor med knæk. Hold tilbage i knækket, så hunden ikke går over. Man skal vide nøjagtigt hvor knækket er. Marker knækket enten ved at sætte en pind eller sparke i jorden. Begynd med medvindsspor. Ikke modvind i starten, da hunden ellers får færten fra kiksen. Små nyk eller opstramning af linen lige i knækket, beløn derefter med kiks/bold/ eller andet, når hunden har gennemført knækket. Kræv lydighed i knækket: Skamros hunden 20 m. op til knækket, Hvis hunden går over, så straf den. Vis den derefter knækket med hånden, beløn, når den har udført opgaven. Husk kiks efter knæk, men varier sådan, at nogle knæk er uden kiks. Fig.2 Koncentration Hvis hunden er ukoncentreret og giver vildt træk, giv så små nyk/ryk i linen, løs line lige efter, når hunden reagerer. Ryk igen ved hårdt træk og giv derefter løs line. Dæk evt. hunden af på sporet med dækkommando, få ro på hunden, bliv stående og giv den en godbid sammen med dækkommando. Hundeføreren skal selv slappe af (kropssprog). Giv så kommandoen søg samtidig med at en lille godbid kastes en ½ m. fremad på sporet. Man skal ikke vise med hånden ved søge/start igen, for hunden kan herved komme for højt op i drift, idet den kan misforstå og sammenligne med fremafsendelse. Ved for høj fart: Lad være med at bruge sporflag. I stedet stiller tre til fire mand sig på hver side af sporstarten, hund/fører kommer frem til start, hjælperne fodrer hunden lidt, hunden koncentrerer sig om at få foder, hjælperne stopper med fodring, står

9 stille, hunden keder sig, begynder at snuse, finder spor, gå i gang med det. Hunden flakker Provoker den til at flakke ved at lægge en bold ved siden af sporet Hvis den søger væk fra sporet, så kommander nej og dernæst søge, ros. Husk kiks/bold som belønning lige efter. En anden provokation: Marker ekstra i sporet, bliv stående lidt i sporet/spark i jorden som ved knæk, hvis hunden vil knække, lyder det: Nej, ros, når hunden fortsætter. Eller: Brug en hjælper, hjælperen trækker hunden let af sporet med en ekstra line. Hundeføreren kommanderer nej, hunden presser for at komme tilbage på sporet, derefter roses den. Fig. 3 Afslutning af spor Godbidder, bold, madskål, som må ikke kunne ses, grav et lille hul eller læg det bag ved græstue, så belønningen ikke kan ses. Afslutningen er en slags gashåndtag. Boldglad hund skal have bolden som afsluttende belønning, men varier, nogle gange bold andre gange godbidder etc. Gå ikke i selvsving ved afslutningen. Der er ikke nogen grund til at gejle hunden mere op, hvis det allerede er en belønning i sig selv at gå spor. Lav fx flere afslutninger på et spor, gå kun videre til næste afslutning, hvis du ved at hunden magter det. Fig. 4

10 Begynderspor Gå med kort line i halsbånd u. det ene forben, så er hunden lettere at styre, gå på siden, så kan hunden ikke gå til den side og kun lidt til den anden side, gå evt. med hunden mellem forbenene på føreren, vis ind i mellem med hånden hvor sporet er m længde. Find et areal, der gør, at hunden ikke kommer til at rode efter godbidderne. Må aldrig få lov til at rode. Leg gerne med hunden efter spor. Hvis hunden ikke gider bold så byt med lille madskål. Læs hunden ved sporets afslutning, kør op/kør ned. Men husk sporet er også godt i sig selv. Bind hunden af, læg sporet mens du kalder på hunden ind i mellem. Moduler: 1. Ligeud spor, medvind. 2. Sidevind. 3. Modvind. 4. Knæk. Fortsæt først til næste modul, når du er 100 % sikker på at hunden kan koncentrere sig, klare modulet. Hunden skal kunne arbejde selvstændigt. Læg kiksene tættere i starten af et modul for at hjælpe hunden. Fx ved en ny vindretning. Sporhundespor Udfordringer: Læg to spor samtidig, og lad to hunde gå samtidig. Lad to spor krydse hinanden. Læg et spor i en sløjfe, så du krydser dit eget spor. Prøv også frisøg uden line, lad det være et let spor, lad hunden gå selv. Lad en fremmed (helst ikke en hundemand) går med linen på sporet, hundeføreren går ved siden af hunden og korrigerer. Fig. 5 Konkurrence Gå gerne tre lette ligeud spor lige inden.

11