DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 STUDIER OVER VERDENSKRIGEN DEN MILITÆRE SITUATION VED KRIGENS UDRRUD: HÆRENE AF W. W. PRIOR oa C. F. LØKKEGAARD KAPTAJN PREMIERLØJTNANT UDGIVET AF DET KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB KØBENHAVN I KOMMISSION HOS VILHELM TRYDE BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI 1918 NR. 2

4 s VERDENCKP'QEN DET KONGELIGE BIBLIOTEK STUDIER OVER VERDENSKRIGEN Under denne Fællestitel agter Det Krigsvidenskabelige Selskab, Artilleriofficersforeningen og Militærlægeforeningen hver inden for sit Omraade at udsende en Række kortere Afhandlinger om Emner vedrørende Verdenskrigen. Udkommet er: Dr. phil. R. Besthorn: Aarsagerne til Verdenskrigen. Udgivet af Det Krigsvidenskabelige Selskab. Pris 2 Kr. 50 Øre. Kaptajn W. W. Prior og Premierløjtnant C. F. Løkkegaard: Den militære Situation ved Krigens Udbrud: Hærene. Udgivet af Det Krigsvidenskabelige Selskab. Pris 1 Kr. 50 Øre. Artillerikaptajn P. W. Mørner: En kystartilleristisk Studie. Særtryk af Dansk Artilleri-Tidsskrift. Udgivet af Artilleriofficersforeningen. Pris 1 Kr. 25 Øre. ' I en nærmere Fremtid udkommer: Kaptajn S. Kyhl: Den militære Situation ved Krigens Udbrud: Befæstningsvæsenet. (Under Trykning). Kaptajn O. Kyhl: Operationerne paa Vestfronten indtil Midten af November Kaptajn W. W. Prior: Operationerne paa Østfronten i Det krigsvidenskabelige Selskabs Redaktionsudvalg. O. Moltke. Oberst, Formand. J. D. Stemann Premierløjtnant. S. Kyhl. Kaptajn. c MILITÆRT TIDSSKRIFT, udgivet af Det krigsvidenskabelige Selskab, redigeret af Oberst Otto Moltke, udkommer hver 14. Dag. Abonnement koster 8 Kr. aarlig og kan tegnes hos Ekspeditionen eller gennem Boghandlere. Ekspedition: Premierløjtnant J. D. Stemann, Kastellet, Kjøbenhavn 0.

5 STUDIER OVER VERDENSKRIGEN DEN MILITÆRE SITUATION VED KRIGENS UDRRUD: HÆRENE AF W.W. PRIOR OG C. F. LØKKEGAARD KAPTAJN PREMIERLØJTNANT UDGIVET AF DET KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB I KØBENHAVN KOMMISSION HOS VILHELM TRYDE BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI 1918

6

7 OR bedre at forstaa den militære Situation ved Krigens Udbrud vil det være nødvendigt at kaste et Blik tilbage i Tiden. Uden at komme ind paa de mellemstatlige Tilstande og Magtkonstellationer, der udviklede sig gennem Slutningen af forrige og fuldbyrdedes gennem de første 10 Aar af dette Aarhundrede, skal her kun i Almindelighed peges paa den stigende nervøse Rustningskonkurrence, der navnlig siden Krigen har præget de europæiske Stormagter for tilsidst at finde sin Udløsning i en gigantisk Styrkeprøve. Frankrig, der haardt og bittert havde følt den store Brist i sin Hærorganisation, gik straks i Spidsen, idet man foreløbig kopierede den tyske Onfning, specielt med Territorialudskrivning, Organisation af 2- Divisions Korps, Formering af en Generalstab m. v. Disse Bestræbelser betragtede Tyskerne i nogle Aar»von oben hinab«; de var tilbøjelige til at affærdige dem med en Betragtning om, at man»vel kan efterligne vor Organisation, men ikke dens Aand«. For saa vidt kunde man give Tyskerne Ret, som deres Held i for en væsentlig Del skyldtes Førernes Dygtighed en Dygtighed, som kun kunde skabes gennem Generationers Arbejde, men Tallene talte imidlertid deres alvorlige Sprog, og Tyskland var ingenlunde til Sinds at lade sig sejle agterud. I et Kapløb med Hensyn til Styrketal maatte Frankrig imidlertid i Aarenes Lob blive ulige ugunstigere stillet end Tyskland, hvis Befolkningstilvækst stadig voksede, medens den franske Befolkning praktisk talt stod stille. Lige efter Krigen talte Tyskland ca. 41 Millioner Indbyggere og Frankrig ca. 36 Millioner, men medens i Tyskland den aarlige Tilvækst voksede fra l,os % i til 1,«% i , faldt den i Frankrig i samme Tidsrum fra 0,45 % til 0,ie %*), saaledes at der i 1910 var 6 7 Tyskere for hver 4 Franskmænd. I Irankrig gennemførtes den almindelige Værnepligt, men endda formaaede man kun ved en stadig voksende Anspændelse af Befolkningens Ydeevne at holde det efterhaanden øgede Antal Afdelinger paa den normerede og ønskelige Fredsstyrke. Tyskerne derimod kunde, takket være den rigelige Befolkningstilvækst, nøjes med en delvis, for M Enkelte Aar oversteg Dødsfaldenes Antal endog Fødslernes, f. Eks med 35,000. 1*

8 4 W. W. PRIOR og C. F. LØKKEGAARD. visse Perioder ad Gangen lovfæstet, Udnyttelse af Værnekraften, og dog Slag i Slag gennemføre ny Udvidelser. Efter at Tyskland i 1912 havde forøget sin Styrke til 25 Armékorps med ialt ca. 723,000 Mand under Fanerne, saa Frankrig ingen andre Udveje til at holde Styrken oppe end at genindføre den 3aarige Tjeneste for Fodfolket og udvide Værnepligten fra 25 til 28 Aar. Forholdet mellem disse to forende Landes Styrker ved Krigens Udbrud vil ses af følgende Sammenligning: Tyskland Frankrig Befolkning ca. 68 Mill. ca. 40 Mill. Fredsstyrke 865, ,000 Felthærens omtrentlige Krigsstyrke ca. 5 Mill. 43/4 Mill. Desuden til Raadighed af del- Ersatzreserve og Intet vist uddannet og uuddannet Landstorm Mandskab (ca. 3 Mill.) Tysklands Overlegenhed bestod navnlig i den Menneskemasse, det kunde kaste ind i Løbet af Krigens forste Aar, og i den Omstændighed, at dets Linie- og Reserveafdelinger blev dannet af yngre Mandskab end Frankrigs. De andre europæiske Stater fulgte i disse to Landes Fodspor, men ingen af dem kom i Henseende til Rustningsenergi paa Højde med de to førende Stater. I det følgende er der givet et Billede af de vigtigste Træk i de enkelte Landes Organisation x ). Tysklaud. Efter at den gamle Fredericianske Hærorganisation havde faaet sit Dødsstød ved Jena 1806, byggede Scharnhorst Preussens ny Hær op efter Princippet: almindelig Værnepligt, stor uddannet Reserve. Foreningen af det tyske Rige i 1871 aabnede en vid Mark for Rekruteringen. Ved Hærloven af 1874, der danner Grundlaget for Rigshærens Organisation, fastsattes Hærens Fredsstyrke til 1 % af Befolkningen eller dengang ca. 402,000 Mand. Den formeredes i 18 Armékorps med 469 Batailloner, 465 Eskadroner og 300 Feltbatterier. Antallet af Officerer skulde hvert Aar fastsættes paa Budgettet. I 1880 begyndte saa den lange Række af Udvidelser, delvist retfærdiggjort ved den lovmæssige Bestemmelse, at Fredsstyrken skulde *) Fæstningsvæsenet og Flaaderne vil blive behandlet i særlige Hefter.

9 Den militære Situation ved Krigens Udbrud. 5 udgøre 1% af Befolkningen. Yderligere Udvidelser fulgte i 1887, i 1890, da 2 ny Korps (16. i Metz og 17. i Danzig) oprettedes, og i 1893, da 2-aarig Tjenestetid indfortes for de uberedne Vaaben. Ved denne sidste Reform blev det muligt at uddanne et betydeligt større Antal Mand aarlig (229,000 mod tidligere 175,000) og trods en Forøgelse med 86 Batailloner og 60 Batterier at mobilisere Felthæren med 8 Aargange i Stedet for med 13. Krigsstyrken beregnedes allerede da til ca. 4,300,000 Mand og man ventede, at den vilde stige til over 5 Millioner. Den stadig paagaaende Konkurrence og vel sagtens ogsaa Toforbundets Tilblivelse hidførte allerede i 1899 en ny Hærlov med Oprettelse af 3 ny Korps (18., 19. og 3. bayerske) og en stærk Udvidelse af Artilleri (80 Feltbatterier) og tekniske Tropper. I 1905 fik Rytteriet 28 Eskadroner bragte Oprettelsen af Maskingeværkompagnierne, og endelig kom 1912 efter Marokkokrisen den store»wehrgesetz«, den største Anspændelse siden 1870, med Oprettelsen af 2 ny Korps (20. i Allenstein og 21. i Saarbriicken) og Forøgelse af Fredsstyrken til 723,000 Mand (inkl. Officerer). Alle Afdelinger fik derigennem deres Fredsstyrke forhøjet c: Krigsberedskabet blev større. Ikke desto mindre blev der allerede Aaret efter med Balkankrigene som Paaskud foreslaaet og bevilget ny Udvidelser specielt af Rytteri og tekniske Tropper. Dermed var Tyskland naaet saa vidt, at det ved Begyndelsen af 1914 stod med en Fredsstyrke paa ca. 865,000 Mand (inkl. 34,000 Officerer) eller over J / 4 Million mere end 3 Aar forud. For at bringe Linieafdelingerne paa Krigsstyrke behøvedes herefter næppe nok 1 Aargang Reservister. Nedenstaaende Oversigt viser de successive talmæssige Udvidelser Infanteribatailloner Eskadronex Feltbatterier Batailloner Fodartilleri Pionerer Jernb.tropp Telegraf-..»»» Luftskibstr.»»» Flyvere...»»»»»»» 5 Automobilt.»»»»» Train Fredsstyrke

10 6 W. W. PRIOR og C. F. LØKKEGAARD. Værnepligten paahvilede enhver vaabenfør Mand fra Aar, fordelt med Tjenestepligt fra Aar og Landstormspligt fra og fra Aar. Af de 20-aarige uddannedes ca. Halvdelen *), der saa tilhørte den aktive Hær og dens Reserve til 27. og Landeværnet til 39. Aar. Af Resten overførtes de tjenstdygtige til Erstatningsreserven, og de mindre tjenstdygtige forblev staaende i Landstormen; begge disse Kategorier skulde først uddannes under Krig. Udskrivningen var territorial undtagen ved Garden og de 3 elsasslothringske Korps. Den tyske Hær bestod i Fredstid af 25 Armékorps å 2 Divisioner, der hver havde 2 Infanteri-, 1 Kavaleri- og 1 Artilleribrigade. Der fandtes kun 1 Kavaleridivision (ved Garden). Hærens Bestanddele var følgende : 106 Brigader, Fodfolk. 217 Regimenter m. Maskingeværkompagnier, 651 Batailloner, 18 Jægerbatailloner med Maskingeværkompagnier og Cyklistkompagnier. 26 Maskingeværafdelinger. Kavaleri. 55 Brigader, 110 Regimenter (10. Kyrasser-, 22 Husar-, 26 Ulan-, 28 Dragon-, 12 Jæger-, 4 svære og 8 lette Regimenter), 550 Eskadroner. Feltartilleri. 50 Brigader, 100 Regimenter, 600 kørende Batterier * 33 ridende - / a 6 Kanoner Fodartilleri. 24 Regimenter (omfattende saavel Felthærens svære Artilleri som Belejrings- og Fæstningsartilleri), 55 Batailloner, 220 Batterier, 35 Bespændingsafdelinger til svært Artilleri. Pionerer. 9 Regimentsstabe, 44 Batailloner. Kommunikationstropper. 9 Jernbanebatailloner, 9 Telegraf batailloner samt 8 Fæstningstelegrafkompagnier, 6 Bataillonsstabe i _ 16 Kompagnier / L " f 'sfab Stropper 5 Bataillonsstabe ) 14 Kompagnier / >^eie - Train. 26 Batailloner. Heri er ikke medregnet 3 Batailloner Marineinfanteri og Kolonitropperne. I Krigstid skulde hver Division kun beholde 4 Eskadroner, Resten af Rytterregimenterne formeredes i 11 Kavaleridivisioner, som atter kunde samles til Kavalerikorps. Derimod beholdt Divisionen sit stærke *) I 1912 naaede 557, Aars Alderen. Hæren fik 287,000 (incl. 74,000 frivillige), Flaaden ca. 22,000 Mand.

11 Den militære Situation ved Krigens Udbrud. 7 Artilleri (54 Feltkanoner og 18 10,5 cm Feltliaubitser med 4 lette Ammunitionskolonner) og fik Pionerer og Sanitetstropper. Korpset fik tildelt 1 Haubitsbataillon paa cm Haubitser, eventuelt ogsaa nogle 10,5 cm Kanoner og 21 cm Morterer fra Armeen. Denne Tildeling af»felthærens sværeartilleri«er karakteristisk for den tyske Krigsorganisation. Korpset var endvidere Forplejningsenhed og fik som saadan Proviantkolonnerne under sig. Hele Trosset med de svære Ammunitionskolonner og Feltlazaretterne henhørte i det hele taget til Korpset. En 42 cm Haubits, der kunde transporteres paa Landeveje, var nylig konstrueret. Ved Hjælp af det hjemsendte, uddannede Mandskab ca. 4,100,000 Mand regnede man, at der ved Mobilisering kunde opstilles: ca. 744 Infanteribatailloner, ca. 300 Eskadroner og ca. 300 Feltbatterier af Reserve og Landeværn. Fodfolket blev altsaa mere end doubleret, og faktisk har hvert Infanteriregiment i 1914 formeret 1 Reserveregiment, hvert Armékorps et Reservearmékorps foruden en Del Landeværnsfodfolk. Det maa jo imidlertid ikke overses, hvad Tyskland desuden raadede over af delvist eller ikke uddannet Mandskab (Ersatzreserve og Landstorm), der med en Uddannelse under selve Krigen kunde kastes i Vægtskaalen. Dette Mandskab kan sandsynligvis sættes til ca. 3 Mill. Mand, saa at der maa regnes med Ressourcer paa ialt ca. 8 Mill. Mand, foruden hvad der kunde erholdes ved en fornyet og strengere Udskrivning. Hele det tyske Fodfolk havde i 1914 Maskingeværkompagnier, 1 pr. Regiment. Hele Rytteriet var bevæbnet med Lanser. Det tyske Officerskorps har et aristokratisk Præg. Dette kommer af, at Adelen i tidligere Tider næsten udelukkende valgte denne Livsstilling, der ogsaa i lange Tider var forbeholdt den. Men efterhaanden som Hæren voksede, maatte man ogsaa give de borgerlige Elementer Adgang. Sejrene i 1864, 1866 og 1870, der væsentlig tilskreves Officerernes Dygtighed, bidrog deres til, at der af den almindelige Befolkning blev set op til Officerskorpset med en Ærbødighed, hvortil man i andre Lande ikke kendte Mage. Under disse Forhold var det forholdsvis let at faa Tilgang af værnepligtige Officerer, og Størstedelen af disse satte efter Hjemsendelsen en stor Ære i deres militære Titel. Uden denne

12 J 8 W. W. PRIOR og C. F. LØKKEGAARD. sidste Kategori, der i Pligtfølelse og Nidkærhed ikke gav de faste Officerer noget efter, vilde en saa voldsom Udvikling af Hæren, som den, der er foretaget under Krigen, have været yderst vanskelig. Underofficererne var alle værnepligtige. Ved en Pengepræmie og ved at sikre dem civile Stillinger efter Hjemsendelsen lykkedes det at holde en stor Del af dem til fortsat Tjeneste indtil 12 Aar. Ved Krigens Udbrud talte Hæren 110,000 Underofficerer alene i Fredsstyrken. Disciplinen blev haandhævdet med stor Strenghed. I en Hærorganisation af saa feudal Karakter kunde den højeste Kommando i Krig og Fred kun ligge i Suverænens Haand. Direkte under ham stod Militærkabinettet, der sorterede alle Kommandosager og desuden beskæftigede sig med Officersudnævneiser 1 ), og Generalstaben, der havde Krigsforberedelsen. De 4 Krigsministerier (for Preussen, Bayern, Sachsen og Wiirtemberg) ledede alle Organisations-, Bevæbnings-, Befæstnings- og Forvaltningsanliggender. Generalinspektørerne 2 ) var dem underlagt, derimod sorterede de 8 Arméinspektører i Krigstid Arméchefer og Armékorpsene under Kejseren. Kommando og Administration var altsaa skarpt adskilte. Den tyske Generalstab var af Moltke hævet til et Niveau, der med Pietet blev bevaret. Som en Skole for de højere Førere har den i Forbindelse med Ivrigsakademiet, der var den underlagt, mere end noget andet bidraget til det tyske Officerskorps Dygtighed. I Krigstid dannede Generalstaben det store Hovedkvarter og Arméstabene, og Generalstabschefen blev Kejserens første Raadgiver. Ved en saadan Ordning kunde han i det stille lede Operationerne, medens Kejserens Navn stimulerede den menige Mand. Frankrig. Ved Reorganisationen af Hæren efter Sammenbruddet i 1870 stræbte man først og fremmest efter at faa en Hær, der i Tal kunde maale sig med den tyske. I den numeriske Underlegenhed saa man Hovedaarsagen til Nederlaget. Den almindelige Værnepligt blev straks indført, men saa længe man uden Vanskelighed kunde følge Trit x ) En Aldersgrænse for Officerer eksisterede ikke. Chefen for Militærkabinettet var tillige Chef for det preussiske Krigsministeriums Afdeling»for personlige Anliggender«. 2 ) En Generalinspektør for Fodfolket fandtes lige saa lidt her som i na<steu alle andre Hære.

13 Den militære Situation ved Krigens Udbrud. 9 med Tyskland, stod en Mængde Bagdøre til at unddrage sig Tjenesten aabne. Først i 1889, da Talspørgsmaalet blev mere akut, gennemfortes den personlige Opfyldelse af Værnepligten fuldtud. Den franske Hær blev Nationen i Vaaben. Samtidig kunde man dog nedsætte Tjenestetiden fra 5 til 3 Aar, idet det aarlige Kontingent androg ca. 220,000, hvorved det blev muligt at holde en Fredsstyrke paa ca. 545,000 Mand eller mere end i Tyskland. Krigsstyrken beregnedes allerede dengang at skulle blive over 4 Millioner Mand. Foreløbig var man ovenpaa. Tyskland svarede i 1893 med den 2-aarige Tjenestetid, der muliggjorde Uddannelse af et Aarskontingent paa 229,000 og Opretholdelse af en Fredsstyrke paa 557,000. Det vilde nu have været naturligt for Frankrig at blive staaende ved den 3-aarige Tjenesteturnus. Men naar en tysk Infanterist kunde nøjes med 2 Aars Tjeneste, var det uværdigt for den franske at bruge 3. Skønt Betingelsen for en Indførelse af den 2-aarige Tjenestetid Muligheden for en klækkelig Forhøjelse af Aarskontingentet ikke var til Stede, efterlignede man dog Tyskland. Ved den yderste Anspændelse satte man efterhaanden Aarskontingentet op til ca. 255,000. Alligevel dalede Fredsstyrken til under 540,000 Mand Da saa Tyskland i 1912 og 1913 foretog sine sidste store Udvidelser, øjnede Frankrig ingen andre Udveje til at holde Freds- og Krigsstyrken paa den nødvendige Højde end Genindførelsen af den 3-aarige Tjenestetid og Forlængelse af Værnepligten fra 25 til 28 Aar. Den 7. Aug gennemførtes Loven herom, hvad der bevirkede, at Fredsstyrken i 1914 var bragt op til 767,000 Mand foruden 33,000 Officerer. Et nyt Grænsekorps (21.) blev i Januar 1914 oprettet i Lothringen. Men yngre Mandskab i Rækkerne kunde man ikke skaffe. Den franske Hær bestod i Fredstid af 22 Armékorps, hvoraf 1 Kolonialkorps, der var forpligtet til Tjeneste i Kolonierne, men garnisonerede i Frankrig. 19. Armékorps laa i Algier. I de øvrige Kolonier var der Besætning af Kolonialtropper, forstærket med indfødte Afdelinger. I Marokko laa der i 1914 ikke mindre end 90,000 Mand, i Tunis og Tonkin hvert Sted 1 Division o. s. v. Den staaende Hærs Bestanddele er angivet paa omstaaende Oversigt. Man maa uvilkaarlig beundre den franske militære Kraftudfoldelse, særlig naar man tager i Betragtning, at Landet foruden sin Hær vedligeholdt en stærk Flaade. Armékorpset var i Fredstid formeret paa 2 Divisioner 1 ) og 1 Artilleribrigade paa 3 Regimenter. Rytteriet var samlet i 10 Kavaleridivisioner, der atter kunde samles i Korps. I Krigstid fik hver Division x ) 6., 19. og Kolonialkorpset havde 3.

14 Den franske Hærs Bestanddele. Brigader Infanteri Kavaleri Artilleri Ingeniører Regimenter Batailloner Jægerbatl. Brigader Regimenter J ) Eskadroner CD 2 cé W 3 O Brigader Regimenter Afdelinger kør. Batterier rid. Batterier 155 mm Rimailhos Bjergbatterier Fæstnings- og Kystbatterier M O O *c3 cj Feltsappør Kompagni Fæstn.sappør Kompagni Jernbanekomp. Telegrafkomp. c 5b <s3 a O c/a Æ S CG *3 5 bfl C* a o Ui a> > E Train Eskadroner Kompagnier a. Linjetropper f... b. Koloiiialtropper \ ^ ( c. Reservetropper (II) ") ? Sum af I. og II. Linje J ' d. Territorialtropper III. Linje J 7 39 Sum af I., II. og III. Linje ') 12 Kyradser-, 32 Dragon-, 21 Jæger-, 14 Husar- og 10 Spahircgimenter. 2 ) Ingeniørtropperne var organiseret i 8 Regimenter. a ) Heri Regimenterne Nr

15 Den militære Situation ved Krigens Udbrud Eskadroner og et af Korpsets Artilleriregimenter (36 Kanoner). Korpset beholdt selv det 3. Regiment (4 Afdelinger = 48 Kanoner). Ved Hjælp af 2 Reserveartilleriafdelinger blev Korpsartilleriet bragt op paa 72 Kanoner, saa at Feltartilleristyrken blev ligesom den tyske (144 Kanoner). Det svære Artilleri, der væsentligst bestod af 15,5 cm Rimailho-Haubitser, var paa Grund af sin ringe Mængde knyttet til Arméerne. Korpset havde desuden 1 Rytterregiment paa 6 Eskadroner og et Tros, der svarede til det tyske. I Stedet for Feltlazaretter havde man indført»hospitalssektioner«, der ved at knyttes til etablerede Ambulancer gav disse Karakter af Feltlazaretter. Karakteristisk for denne Organisation er det ringe Antal Krumbaneskyts. Man stolede for meget paa at kunne løse Opgaverne med Feltkanonen alene. De 28 Aargange, der i August 1914 stod til den franske Hærledelses Raadighed, kan med nogenlunde Sikkerhed sættes til ca. 4% Millioner Mand, heri ikke medregnet Aargang 1914, der normalt skulde indkaldes i Oktober. Den øjeblikkeligt disponible Styrke stod altsaa ikke nævneværdigt tilbage for den tilsvarende tyske. Af Fodfolk mente man, at hvert Armékorps kunde opstille 1 Reservebrigade, knyttet til Korpset, og 1 selvstændig Reservedivision (Nr ). Desuden oprettede hvert Infanteriregiment et»territorialregiment«, der nærmest svarede til det tyske Landeværn. Fodfolket blev altsaa ogsaa her flerdoblet. Hver Bataillon havde en Maskingeværsektion paa 2 Geværer. Ved Rytteriet havde 1. Geled Lanse. Batterierne var paa 4 Kanoner. Den demokratiske Regeringsform satte sit Præg paa Hæren. Disciplinen var af en anden Art end den tyske, mere baseret paa Agtelse end Tvang. Officerskorpset udgik for en Del af Underofficerskorpset, som heller ikke i Frankrig var fast. Krigsministeren var i Fred den højeste Myndighed og havde Generalstaben under sig. Generalstabschefen var designeret Overgeneral. Krigsministeren, der ofte var en civil Politiker, var Præsident i»conseil supérieur de la guerre«, som sammensattes af Generalstabschefen og de Generaler, der i Krigstid skulde føre Arméerne.»Général de division«var den højeste militære Grad. En saadan Ordning, der er typisk for demokratiske Stater, frembød visse Svagheder i Sammenligning med den tyske. Kontinuiteten i den øverste Ledelse maatte lide under de hyppige Ministerskifter, og Overgeneralens Virksomhed indskrænkede sig til Fremsættelse af Forslag til Landets Forsvar og Ledelse af Armémanøvrerne. Officerskorpset kunde ikke holde sig fri af Politik, og Respekten for det beroede for en Del

16 32 W. W. PRIOR og C. F. LOKKEGAARD. paa, -om dets Dygtighed vandt Anerkendelse 1 ). Trods al Pligtopfyldelse kunde dette Forhold i Krigstid være blevet skæbnesvangert, hvis der ikke i det 20. Aarhundrede var trængt en mere idealistisk Livsopfattelse ind i det franske Folk. Den gav sig Udslag i en Trang til at beundre og søge Idealer og støttede derved ofte Officerernes Autoritet. England. Den engelske Hærorganisation er noget for sig. Det hidrører fra Landets geografiske Forhold: et Ørige med mange og store Kolonier. Havet danner Grænsen. En stærk Udvikling af Flaaden tillod at svække Forsvaret af Hjemlandet til Fordel for Kolonierne. For at undgaa hyppig Omskiften af Mandskab i disse, maatte Tjenestetiden under Fanerne vare flere Aar. Men da man ikke turde byde et frit Folk en Værnepligt af denne Art, maatte man ind paa Hvervningssystemet. Den Del af Værnet, der blev bygget over dette Princip, den regulære Hær, var dets Kærne. Men det var langtfra nok. Inden for Hjemlandet og hver Koloni maatte den suppleres med en frivillig Milits, der kun var bestemt til Lokalforsvar. I Hjemlandet hed den Territorialhæren. At denne Ordning indebar væsentlige Mangler, viste Boerkrigen tilfulde. Den første Ekspeditionsstyrke (94,000 Mand) forslog ikke overfor de to Republikers ca. 64,000, og af de successivt følgende ca. 350,000 Mand var 2 / 3 Militstropper, som straks var temmelig ubrugelige og først efter Maaneders Deltagelse blev anvendelige. Men Englænderne drog Lære af Krigen. Nødvendigheden dels af en naar- og hvorsomhelst anvendelig Ekspeditionshær og dels af fastere organiserede Militstropper traadte endmere tydeligt frem under den Politik, som navnlig under Edward VII forte England ud af dets aarhundredlange»splendid isolation«. Der rejste sig endog mange og vægtige Stemmer (Lord Roberts) for almindelig Værnepligt, men hertil kunde eller vilde man dog ikke gaa. Frugten af Overvejelserne blev Lord Hal dan es Hær reform af 2 / , der gennemførtes i de følgende Aar, og hvis bærende Principper var 1. Skabelsen af en Expeditionary Force uden Forøgelse af den staaende Hær, 2. Erstatning af de ældre, frivillige Formationer med en fast organiseret frivillig Hær til Forsvar af Hjemlandet og under Krig med Fastlandsmagter ogsaa til oversøisk Anvendelse, samt 3. Fremskaffelsen af en tilstrækkelig Reserve af Officerer. *) I Kolonierne havde mange Officerer faaet en udmærket Træning.

17 Den militære Situation ved Krigens Udbrud. 13 Krigsudbruddet fandt saaledes de engelske Landstridskræfter organiserede i 2 Hovedbestanddele: the Re gul ar Ariny med dens aftjente Army Reserve (incl. Special Reserve) samt the Territorial Force og Kolonimilits. Af den regulære Hærs 157 Batailloner, 31 Kavaleriregimenter og 172 Batterier krævede Koloniforsvaret i Batailloner, 19 Kavaleriregimenter og 112 Batterier eller over Halvdelen alle med en Fredsstyrke (af fuldt tjenstdygtigt Mandskab med 1% 2 Aars Tjeneste), der næsten svarede til Krigsstyrken. Skønt Afdelingerne i Hjemlandet egentlig skulde danne Ekspeditionsstyrken, maatte de nojes med det Mandskab, der blev tilbage, naar Koloniafdelingerne havde faaet, hvad de skulde have 1 ); de fik derfor mere Karakter af Rekrutskoler og Depoter end af Kampafdelinger. Dette rummede en betydelig Svaghed. For at bringe Hjemmeafdelingerne paa Krigsstyrke maatte man indkalde en stor Del Reservister. Hvervningen omfattede da ogsaa et vist Antal Aar i Reserven. Hvervningstiden var 12 Aar for alle Vaaben. Fodfolket og Rytteriet, der havde store Styrker i Kolonierne, tjente 7 Aar under Fanerne og 5 Aar i Reserven 2 ), Artilleriet og Ingeniørerne 6 og 6. Trainet, der krævede en stor Mobiliseringsstyrke, havde derimod kun 2 Aars aktiv Tjeneste, og altsaa 10 Aargange Reservister. Der hvervedes aarlig gennemsnitlig kun ca. 30,000 Rekrutter i en Alder af Aar. 5 6 Aargange Reservister forslog ikke meget i Hovedvaabnene. Efter Krigen i i Sydafrika forsøgte man derfor en Tid med 3 Aar under Fanerne og 9 i Reserven, men det gav ikke Mandskab nok til Kolonierne og maatte atter opgives. Heldigvis stillede mange Reservister sig til Raadighed ved Mobilisering, efter at deres Forpligtelse var udløbet (»Nationalreserven«). Det var ikke Tanken ved Mobilisering at opstille Reserveafdelinger som i andre Lande. Derimod havde man alleredei Fredstid en Del Spe ci alreserve-afdelinger, der uddannede Rekrutter, som vilde»prøve Soldaterlivet«. De optog ogsaa Folk, der var for unge til at tjene i selve Hæren. I Krigstid skulde disse Afdelinger overtage al Rekrutuddannelse x ) Fodfolksregimentet bestod normalt af 2 Batailloner, af hvilke den ene skiftevis var i Kolonierne (det Cardwellske System) c: Regimentet var næsten aldrig samlet. 2 ) Fodgarden, der ikke kom til Kolonierne, havde 3 og 9.

18 14 W. W. PRIOR og C. F. LØKKEGAARD. og danne Depot for Ekspeditionskorpset. En Del skulde dog være Fæstningsbesætninger og Etapetropper. Specialreserven bestod væsentligst af Fodfolk, organiseret i Batailloner. Mandskabet hvervedes paa 6 Aar og fik en første Uddannelse paa 5 Maaneder med paafølgende 15 Dages Lejrøvelser. De øvrige Arméreservister kunde indkaldes 12 Dage aarlig. Territorialhæren, der erstattede de tidligere Yeomanry og Volunteers, var organiseret i 14 Infanteridivisioner og 14»mounted brigades«med ialt 214 Batailloner, 168 Eskadroner og 182 Batterier foruden tekniske Led. Mandskabet hvervedes for 4 Aar blandt aarige og var kun pligtigt til Tjeneste i Hjemlandet. Hvervning og Udrustning var lagt i Hænderne paa Grevskabsraadene. Uddannelsen foregik paa Lørdag Eftermiddage Dage aarlig og ved en 2 Ugers Lejrøvelse hvert Aar. Store Forventninger kunde der selvsagt ikke stilles til disse Tropper. De indiske Lokaltropper bestod af 3 Kategorier: Engelske Frivilligkorps, Indiske Tropper under engelske Officerer (Sikh'er, Gurkha'er m. fl.), Indiske Tropper med indiske Officerer (»Imperial Service Troops«). Hærens samlede Styrke var ved Krigens Udbrud: A. Hjemlandet: Regulære Hær 136,000 Mand 1 ) Arméreservister 147,000 Nationalreservister 215,000 Specialreserveafd. med Reservister 63,000 Territorialhæren 252,000 2 ) ca, 800,000 Mand B. Indien: Regulære Hær 75,800 Mand Arméreservister 25,000 Engelske Frivillige 35,400 Indiske Tropper under engelske Officerer 162,000 Mand Imperial service troops 21,000 Militært Politi o. 1 33,500 ca. 350,000 Mand x ) Deraf kun ca. 80,000 Mand straks brugelige udenlands. Resten var for unge eller Rekrutter. 2 ) Den planmæssige Styrke var 67,000 større. Ca. 20,000 Mand havde forpligtet sig til Tjeneste uden for England i Krigstid.

19 Den militære Situation ved Krigens Udbrud. 15 C. Selvstyrende Kolonier (Dominions): Kanada Australien New Zealand Sydafrika: Regulære Hær Milits ca. 50,000 Mand ca. 80,000 ca. 75, ,500 ca. 20,000 ca. 235,000 Mand D. Øvrige Kolonier: Regulære Hær.. Indfødte Tropper 24,500 Mand 38,700 ca. 63,000 Mand 1 ) Hærens samlede Styrke var altsaa ganske vist ca. iy 2 Million, men heraf var ikke en Tredjedel disponibel til en Fastlandskrig. Hærstyrken blev hvert Aar vedtaget paa Budgettet. En Hærlov fandtes ikke. Hvis Parlamentet ikke vedtog Budgettet, havde Landet officielt ingen Hær mere 2 ). England, Skotland og Irland var delt i 7»Kommandoer«og 1 Distrikt (London). Hver af disse havde et vist Antal Divisioner paa 3 Brigader. Men inden for Brigaden skiftede Bataillonerne mellem Hjemland og Kolonier, saa at den hvert Aar var fuldstændig forandret. Ekspeditionskorpset skulde bestaa af 6 Infanteri- og 1 Kavaleridivision foruden 2 beredne Batailloner, 1 2 Kavaleriregimenter, 1 ridende Batteri og Etapetropper. Totalstyrken var ca. 160,000 Mand blev den Hær, der overfortes til Frankrig, formeret i 3 Armékorps. Infanteridivisionen havde 3 Brigader å 4 Batailloner, 2 Kompagnier beredent Fodfolk, 9 Felt-, 3 Haubits- og 1 svært 12,8 cm Batteri med ialt 76 Kanoner, Forpiejningsinstitutioner m. m. Ejendommelig ved denne Organisation er: Fodfolksregimentets Erstatning af Brigaden, en Følge af det Cardwellske System, Divisionsrytteriets Erstatning med beredent Fodfolk og Tildelingen af svært Artilleri. 1 ) Deraf i Ægypten 6000 regulære og 17,000 indfødte, i Vestafrika 10,800 indfødte, i Østafrika 3500 indfødte. 2 ) Dette Forhold kan føres tilbage til Bill of rights af 1689, der forbyder Oprettelsen af en staaende Hær.

20 16 W. W. PRIOR og C. F. LOKKEGAARD. Divisionen var operativ Hærenhed. Kavaleri division en bestod af 3 Brigader å 3 Regimenter (hver paa kun 3 Eskadroner) og 1 Batteri. Artilleriet var altsaa her knyttet til Brigaden. Hver Bataillon havde en Maskingeværsektion paa 2 Geværer. Rytterregimenterne havde Gevær og Sabel, en Del desuden Lanse. Batterierne var paa 6 Kanoner. Kongen var Hærens Overhoved. De selvstyrende Kolonier havde hver sin Krigsminister, der forvaltede den lokale Milits. I Moderlandet maatte den civile Krigsminister dele Kommandoen og Administration med et Hærraad (»Army Council«), der bestod af: 1) Krigsministeren, der var Formand, 2) Generalstabschefen, der særlig havde Sager vedrørende Landets Forsvar og Uddannelsen, 3) Adjutant-General to the Forces, der behandlede Sager vedrørende Rekruteringen og Organisationen, 4) Quartermaster-General to the Forces, der havde Sager vedrørende Transporter, Forplejnings- og Munderingsvæsen og Remontering, 5) Master-General of the Ordnance, der tog sig af Sager vedrørende Vaaben, Materiel, Fæstninger og Kaserner. 6) Finansministeren og 7) Understatssekretæren i Krigsministeriet. Den designerede Chef for Ekspeditionskorpset (Overgeneralen) var Generalinspektor for Tropperne i Hjemlandet og havde Vaabeninspektørerne under sig. Denne ejendommelige Decentralisering af Krigsministerens Myndighed er karakteristisk for engelske Hærforhold. Den gaar igen ved de 7 Territorialkommandoer, hvor den kommanderende General overlader hele Administrationen til en attacheret Generalmajor for selv at kunne hellige sig Krigsforberedelsen og Uddannelsen. Under Hensyn til den uhyre militære Ekspansion, England under Krigen har præsteret, hvor nye Hære med indtil 5 Mill. Mand under Vaaben saa at sige stampedes op af Jorden, har det sin særlige Interesse at betragte det Officerskorps, der dannede Rammen i Hæren før Krigen og skulde danne det nødtørftigste Skelet i de nye Millionhære. Til den regulære Hær rekrutteredes Officererne dels fra de to Officersskoler Woolwich (Ingeniører og Artillerister) og Sandhurst (øvrige Vaaben), men dels ogsaa direkte fra Universiteterne, hvor Aspiranterne underkastede sig en vis militær Uddannelse gennem Tjeneste i Officers

21 Den militære Situation ved Krigens Udbrud. 17 Training Corps. De to nævnte Skoler er fremragende i deres Art, men ikke des mindre tør Hovedmassen af engelske Officerer siges at være mere prægede af de højere Samfundslags typiske Opdragelse og Uddannelse paa Colleges og Universiteter, ligesom Adkomsten til Udnævnelse i ikke ringe Grad har hvilet paa Familietraditioner og -forbindelser. For den videre Uddannelse er der sørget ved talrige Kursus og god videnskabelig Uddannelse til Stabstjeneste. Naar man undtager de faa dygtige og kundskabsrige Stabsofficerer, er det imidlertid mere den rige og grundige praktiske Tjeneste end Skolerne, der har formet den typiske engelske Officer til den djærve, modige, praktiske og selvstændige Frilufts- og Sportsmand, han er. Siden Hærreorganisationen af 1907 er der lagt megen Vægt paa Fremskaffelse af en talrig Officersreserve. Udover den i og for sig relativt store Reserve af forhenværende faste Officerer, der enten har benyttet sig af den lave Aldersgrænse til at gaa af med fuld Pension efter Aars Tjeneste eller er gaaede af efter faa Aars Tjeneste og derefter gaaet over i Specialreserven og Territorialhæren, har man til disse to Formationer skaffet sig et betydeligt Antal Officerer med mindre fuldstændig Uddannelse, dels af»educated gentlemen«, dels og navnlig gennem det i 1908 oprettede Officers Training Corps. Dette danner en militært organiseret frivillig Forskole for Studenter, oprettet ved de respektive I niversiteter og colleges og underlagt Krigsministeriet ved dettes»director of military training«. Uddannelsen besørges af Officerer af Specialreserven og Territorialhæren under Ledelse af enkelte tilkommanderede»regulars«. Efter en afsluttende Prøve kan der foregaa Udnævnelse til Sekondløjtnant. Ved Krigens Begyndelse raadede England over: a. 10,600 Officerer af den regulære Hær og Specialreserven, b. 9,500 af Territorialhæren, altsaa ialt 20,000 Officerer, af hvilke dog kun de førstnævnte turde regnes jævnbyrdige med de andre krigsførende Landes faste Officerer. Til Supplering, dog i Hovedsagen kun med subalterne Officerer, kunde yderligere regnes med: c. Officers Training Corps ialt ca. 25,000 Mand, af hvilke dog kun ca havde bestaaet Prøverne og straks kunde indtræde i Hæren, d. ca afskedigede Officerer, der efterhaanden antoges til Tjeneste og e. ca Underofficerer egnede til Forfremmelse til Officerer. At Rammerne i de opstillede talrige Nyformationer, navnlig for Stabsofficerers \ edkommende, maatte blive endog meget tynde saavel kvalitativt som kvantitativt, kræver ingen nærmere Paavisning. 2

22 18 W. W. PRIOR og C. F. LØKKEGAARD. Under officer skorp set var ligesom Officerskorpset fast. Dets Uddannelse fandt Sted ved selve Afdelingen. Den lange Tjeneste under Fanerne bevirkede, at den aktive engelske Soldat fik en grundig Uddannelse. Desuden blev der gjort meget for at underholde ham, navnlig med Sport. Soldaten betragtede da ogsaa Regimentet som sin Familie, hvad der fremmede Korpsaanden og bevirkede, at Forholdet mellem Befalingsmænd og menige blev godt. Den engelske Soldat er en fortrinlig Skytte. Dette i Forbindelse med britisk Sejghed bevirkede, at den engelske Hær særlig i Forsvaret har kunnet præstere det utrolige. Trods alle udmærkede Egenskaber har den engelske regulære Hær naturligvis ikke strakt til under alvorlige militære Situationer; Landet har stedse maattet trække paa den frivillige Milits. Det blev forbeholdt Verdenskrigen at fremtvinge den almindelige Værnepligt. Rusland. Hvis man alene skulde tage Hensyn til Menneskemateriale og økonomisk Kapacitet, vilde Rusland let have kunnet deltage eller endog føre an i Rustningskapløbet. Indre vanskelige Forhold og mangelfuld Organisation har imidlertid gjort, at Hjælpekilderne kun delvis udnyttedes, saa at Landet i 1914 ingenlunde var den frygtelige Modstander, som dets imponerende Fladerum og Befolkningstal (ca. 167 Mill.) kunde lade formode. De mægtige Distancer vanskeliggjorde Mobiliseringen, et Forhold, man imidlertid kunde raade Bod paa ved at holde en af Befolkningstallet berettiget stor Fredsstyrke inde. Dette karakteriserede da ogsaa den russiske Hærordning og opnaaedes, ikke ved store aarlige Rekrutkontingenter, men derimod ved en særlig lang Tjenestetid under Fanerne. Først Hærloven af 1912 gennemfører fuldt ud 1 ) den alt siden 1874 gældende almindelige Værnepligt fra det 21. til det 43. Aar, ialt 22 Aar, hvoraf: i den staaende Hær for Fodfolkets og Fodartilleriets Vedkommende 3 Aar i Linien 1 ) og 15 Aar i Reserven, de øvrige Vaaben 4 Aar i Linien 2 ) og 13 Aar i Reserven, i Rigsværnet Resten af de 22 Aar for uddannet Mandskab (1. Opbud) og hele Værnepligtstiden for uuddannet Mandskab (2. Opbud). *) Finnerne var dog fritagne for Værnepligt. 2 ) Et Ukas af Decbr bestemte, at ældste Aargang kan holdes til Tjeneste,, indtil yngste Aargangs Rekrutter den 1. April kan overgaa i Krigsstyrken.

23 Den militære Situation ved Krigens Udbrud. 19 Af Reservens 2 Kategorier er 1. (de 7 yngste Aargange) beregnet til Komplettering af Felthæren. Kosakkerne staar fra det 20. Aar 1 Aar i Forberedelseskategorien, 4 Aar i hvert af Frontkategoriens 3 Opbud og 5 Aar i Erstatningskategorien; Resten af de 22 Aar i Rigsværnet. Det aarlige Rekrutkontingent var endnu i 1912 og 1913 kun 455,000 Mand, men for 1914 udskreves 585,000 1 ). Fredsstyrken kan saaledes regnes til rundt 1,300,000 Mand, hvoraf godt 2 / 3 i Europa, V 3 i Asien. I Juli 1914 var dog desuden Aargangene 1907 og 1909 indkaldte til fortsat Øvelse med ialt ca. 500,000 Mand, Krigsstyrken beregnes noget forskelligt, men kan med nogenlunde Sikkerhed ansættes til ca. 7 x / 2 Mill. Mand uddannet Mandskab, hvoraf dog ca, iy 2 Mill. Mand tilhørende Rigsværnet. Antallet af Officerer angives for 1913 til 49,000. Landet deltes i 8 russiske, 1 kaukasisk, 1 turkestansk og 3 sibiriske Militærdistrikter, og Hæren talte i Fred 37 Armékorps nemlig 27 russiske, 3 kaukasiske, 2 turkestanske og 5 sibiriske med ialt 59 Infanteridivisioner, 11 Skyttedivisioner (sibiriske) og 18 selvstændige Skyttebrigader samt 24 selvstændige Kavaleridivisioner og 8 selvstændige Kavaleribrigader (inkl. Kosakker). Infanteridivisionen, der var operativ Hærenhed, bestod af 2 Brigader paa 2 Regimenter å 4 Batailloner og 8 Maxim-Maskingeværer, 1 3 Eskadroner, 1 Artilleribrigade paa 6 (8) Batterier med 48 (64) Kanoner, 1 Proviantkolonne m. m. Kavaleri di visionen havde 2 Brigader å 2 Regimenter paa 6 Eskadroner samt 8 Maskingeværer og 2 ridende Batterier å 6 Kanoner. Armékorpset talte 2 Divisioner og desuden 2 12 cm Haubitsbatterier foruden særlige Formationer. Det raadede ialt over 96 Feltkanoner og 12 Haubitser; som man vil se en meget faatallig Udstyrelse med Artilleri, sammenlignet med saavel Vaabenfæller som Modstandere. Foruden de fornævnte Linieformationer regnede man ved Mobilisering at kunne opstille: a, 38 Re s er ve divisioner, dannede af Reservens II. Kategori, 53 Kosakregimenter (347 Sotnier) af 2. Opbud, 45 (265 ) af 3. b. Af Rigsværnet 20 Divisioner af hvert Opbud med 4 Regimenter å 4 Batailloner (Druschiner) samt 2 Batterier og 4 Sotnier pr. Division. x ) incl. Grænsevagt og Flaade. 2*

24 20 W. W. PRIOR og C. F. LØKKEGAARD. Det russiske Rytteri var bevæbnet med Sabel og Gevær, 1. Geled desuden med Lanse. Hele Organisationen bærer Præg af det rent overdaadige Menneskemateriale, der stod til Disposition, et Materiale, der i mange Henseender er fortrinligt. Men det var bekendt, og Krigen og navnlig Revolutionen har til Overmaal bevist, at den militære Organisation led af mangehaande Brøst, blandt hvilke alt er peget paa den artilleristiske, der endog var værre, end selve Tallene lader formode. En anden Skavank, tildels foraarsaget ved Landets overordentlige Udstrækning, var den langsomt foregaaende Mobilisering og Koncentration. I begge Henseender var der dog i det sidste Decennium udrettet et betydeligt Arbejde, hvis Resultater imidlertid i 1914 endnu ikke var kommet fuldt til Udvikling. Territorialudskrivning blev gennemfort 1910, Prøvemobiliseringer blev afholdt {i 1914 bevilgedes hertil 150 Mill. Kroner), og sidst, men ikke mindst blev strategiske Jernbaner anlagt i stor Udstrækning under ivrig Tilskyndelse af Frankrig, der som Betingelse for det sidste Laan paa 2 y 2 Milliard Fr. satte fortsatte Nybygninger. Tidligere regnede man, at Arméerne Wilna, Warschau og Kiev forst 12. Mobiliseringsdag kunde indtræffe i deres Opmarchrum ved Grænsen, i 1914 siges det at være sket allerede 6. Mobiliseringsdag, men de var ganske vist ogsaa omtrent paa Krigsstyrke inden Mobiliseringen, idet som for nævnt 2 Aargange var indkaldte. Denne Hurtighed kom i Virkeligheden Centralmagterne meget paa tværs. Selvherskeren over alle Russere havde naturligvis den øverste Kommandomyndighed i Ivrig og Fred, men han udøvede den i Fredstid gennem Krigsministeren, under hvem Chefen for Generalstaben igen sorterede. Til at føre den direkte Overkommando i Krig var Storfyrst Nikolaj udset. Som en Ejendommelighed i den russiske Hærorganisation maa nævnes, at de designerede Arméchefer allerede i Fredstid havde Kommandomyndighed. Det russiske Offic erskorp s var jo det eneste af Stormagternes, der sad inde med personlige Krigserfaringer fra en moderne Krig, og der er ingen Tvivl om, at disse for en stor Del bitre Erfaringer har baaret Frugt, saa at den russiske Officer ved Krigens Udbrud stod ret godt rustet til at tage sin Opgave. At politiske Intriger her som overalt i Landet havde saaet sin Dragesæd er noget andet og lader sig jo ikke nægte. Det udprægede Kastevæsen var siden Krigen ved at fortage sig, saa at Hæren blandt sine øverste Ledere talte Mænd af endog meget jævn Oprindelse (Iwanow, Kornilow m. fl.).

25 Den militære Situation ved Krigens Udbrud. 21 Den menige Soldat er nojsoni og haardfør, men hans ringe Oplysning vanskeliggjorde Uddannelsen og gjorde ham uegnet til selvstændig Optræden. Det var derfor vanskeligt at finde tilstrækkelig mange Befalingsmandsemner. Underofficerskorpset bar Præget heraf. Østerrig-Ungarn. Den østerrigske Hærorganisation hviler ligesom den tyske paa et udpræget feudalt Grundlag. Kejseren maatte blive det naturlige Enhedsmærke for det Konglomerat af Folkeslag, hvis Uensartethed ingenlunde var egnet til at fremme Rigets militære Styrke. Hæren tog stedse sin store tyske Nabo og forbundne til Forbillede, men Forholdene har været vanskelige, og hyppige Stridigheder og Obstruktioner i Rigsdagene har hæmmet de nødvendige Udvidelser og Omorganisationer. Den myrdede Erkehertug Franz Ferdinand havde dog i de senere Aar med myndig Haand i Forening med den fleraarige Generalstabschef Conrad v. Hotzendorff fremmet Værnets Tarv og Lødighed. Som en Følge af Monarkiets Mangel paa statslig Enhed er der fremkommet en Firdeling af Hæren, nemlig: en fælles»rigshær«, en særlig østerrigsk Hær (K. K. Landeværn), en ungarsk - (Iv. ung.,»honved«) samt en bosnisk Hærstyrke. Betegnelsen Landeværn er forøvrigt misvisende, idet Afdelingerne i Virkeligheden er Linieafdelinger. Værnepligtssystemet var en Kopi af det tyske. Vel var almindelig Værnepligt i Princippet antaget, men Rekrutkontingentet blev fastsat ved Lov, og som Følge af det parlamentariske Uføre blev Fredsstyrken kun sjældent og lidet forøget. Et aarligt Kontingent paa 212,500 Mand 1 ) af en Befolkning paa ca. 51% Million er ikke overvældende, specielt sammenlignet med de franske Præstationer. Værnepligten var fra Aar (ialt 24), fordelt paa Tjenestepligten: uberedne Vaaben 2 Aar aktiv, 10 Aar Reserve, beredne 3-7 -, overskydende (fritagne) 12 Aar i Ersatzreserven med 10 Ugers Uddannelse. J ) Iflg. Hærloven af 1913 skulde dette Kontingent efterhaanden inden 1918 forøges med 31,300 Mand.

26 22 W. W. PRIOR og C. F. LØKKEGAARD. Landstormspligten: 1. Opbud fra Aar og 2. Opbud fra Aar. Med saa relativt ringe Rekruttilgang kunde Fredsstyrken ikke blive stor. Den udgjorde 1914: Rigsværn 25,805 Officerer 306,364 Mand østerrigsk Landeværn 4,393 41,835 ungarsk 3,505 25,580 bosnisk Styrke 480 6,717 lait... 34,183 Officerer 380,496 Mand Afdelingernes Styrke var kun ringe, 1 Bataillon talte saaledes kun 370 eller 480 Mand, naar den var paa henholdsvis normal Styrke og forhøjet Styrke. Nogle Landeværnskompagnier havde kun ca. 50 menige og rykkede om Vinteren til Tjeneste med 8 10 Mand. Ogsaa Krigsstyrken paa virkedes af den ringe Rekruttilgang og har i 1914 næppe talt mere end: Rigsværn og Landeværn ca. 1,800,000 Mand Landstorm ca. 2,000,000 lait af fuldt uddannet Mandskab ca. 3,800,000 hvortil kommer Ersatzreserven ca. 500,000 lait til Raadighed ca. 4,300,000 Mand hvoraf den udrykkende Felthær ikke har udgjort mere end 1,800,000 Mand. Nogen 2. Linje var der i Østerrig egentlig ikke udover Erstatningsreservens 500,000 Mand. Om nogen Masse-Opstilling af Reserveformationer som i Nabostaterne kunde der altsaa ikke være Tale. Hvert Fodfolksregiment opstillede kun 1 Reservebataillon, og saavidt bekendt formeredes der ved Krigens Udbrud kun 1 nyt Korps, 17. Hæren var i Fredstid inddelt i: 16 Armékorps af noget ulige Størrelse med ialt 33 Infanteridivisioner og 8 Kavaleridivisioner, 8 østerrigske Landeværns-Infanteridivisioner, 8 ungarske og 2 Kavaleridivisioner. Rigsværnets Fodfolksregimenter havde 4 Batailloner, Landeværnsregimenterne kun 3. En Del Tropper var særligt udstyrede til Bjergkrig (f. Eks. Tyroler- Kejserjægere og 62 Bjergbatterier).

27 Den militære Situation ved Krigens Udbrud. 23 I Krigstid skulde Armékorpset formeres af 2 Linie- og 1 Landeværnsdivision, 1 15 cm Haubitsafdeling paa 3 Batterier å 4 Pjecer samt tekniske Tropper, saa at det altsaa blev stærkere end i de fleste andre europæiske Stater. Divisionens Fodfolksstyrke kunde variere meget (fra Batailloner, 16 dog antagelig det normale). Divisionsrytteriet talte 450 Heste. Artilleriet var forholdsvis svagt: 7 Batterier å 6 Kanoner. Divisionen var som operativ Hærenhed udstyret med Proviantkolonne. Afdelingernes Forsyningsvogne horte til»gefechtstrain«. Ved hvert Fodfolksregiment var der 1 Maskingeværafdeling paa 6 Geværer. De 10 Kavaleridivisioner bestod hver af 24 Eskadroner, 3 ridende Batterier og 1 2 Maskingeværafdelinger. Rytteriet havde Sabel og Karabin. Til Vaabnenes Dronning, Lansen, havde man ingen Tillid. Der fandtes i 1914 en Del 30,5 cm Automobil-Morterbatterier. Kejseren var øverste Krigsherre; den gamle Franz Joseph agtede dog at overlade Overkommandoen til en Erkehertug. I Fredstid forbeholdt Kejseren sig kun Udnævnelsen og Ansættelsen af Generaler og Stabsofficerer, hvorved han blev bistaaet af et»militår-kanzlei«. Kommando- og Forvaltningsmyndigheden laa i Hænderne paa Krigsministrene, af hvilke der var 3, en for den fælles Hær og en for hver af de to Landeværn. Generalstaben var delvis et Hjælpeorgan for Krigsministeriet (for den fælles Hær), i hvilket det var repræsenteret ved en Del af sit Personale. Men desuden havde Generalstabschefen Ret til paa eget Initiativ at fremsætte Forslag direkte for Monarken. Denne Ordning, der danner en Mellemting mellem den tyske og den franske, synes i det hele og store at have virket tilfredsstillende. Administrationen var præget af en stærk Bureaukratisme, der virkede lammende paa Initiativet. Officerskorpset var gennemgaaende interesseret og pligtopfyldende, men dets Opgave var ikke let. Det skulde sammenarbejde de forskellige Nationer til en Enhedshær. Kun Kommandosproget var fælles tysk, iøvrigt maatte Undervisningen gives paa Modersmaalet. Hertil kom, at man ved ret hyppige Omgarnisoneringer søgte at hindre Officererne i at slaa Rødder paa et Sted. Og endelig bevirkede Manglen paa ældre Underofficerer, at selve Arbejdet blev større. Underofficerskorpset var værnepligtigt ligesom det tyske. Mandskabet stod i aandelig Henseende under det tyske, franske og engelske, men over det russiske. En uheldig Omstændighed var det,

28 24 W. W. PRIOR og C. F. LOKKEGAARD. at Nationalfølelsen hos mange var undergravet af den separatistiske Agitation i Hjemstavnen. Italien. Italien er ung som samlet Nation og endnu yngre som Stormagt. Forst i 1860 forenedes Halvøens forskellige mindre Stater og Statsdele til eet Kongerige, der endda forst efter Opnaaelsen af den nuværende Alpegrænse i 1866 og Indlemmelsen af Pavestaten 1871 opnaaede en Størrelse og Betydning, der gav det Adkomst til at spille en politisk og militær Rolle. Selv efter den Tid har navnlig finansielle Vanskeligheder hindret Landet i Udfoldelse af militære Magtmidler, der stod i Forhold til dets Størrelse. Hærorganisationen var som Følge af disse Forhold ingenlunde rationel. Endnu i 1914 turde man af Hensyn til Faren for indre Uroli^-- / o heder ikke gennemføre territorial Rekrutering. Afdelingerne fik kun ca. 25 % af deres Rekrutter fra deres eget Korpsdistrikt. Ved Mobilisering erholdt de dog alt deres Mandskab fra den nærmeste Omegn, men Befalingsmændene stod da i det væsentlige med ukendt Mandskab. Værre end dette var dog de Mangler, der skrev sig fra finansielle Vanskeligheder. Man havde faktisk kun Raad til at uddanne en ringe Del af det værnepligtige Mandskab. Af Landets 36 Mill. Indbyggere var for 1913 ca. 487,500 optaget paa Listerne over værnepligtige, men kun 130,000 blev indkaldt. Og dog var dette Tal over 50,000 Mand højere end det tilsvarende for Grunden til dette Misforhold mellem Værnepligtsstyrke og Uddannelsesstyrke var den af Budgettet fastslaaede Fredsstyrke paa 280,000 Underofficerer og menige (foruden 15,000 faste Officerer). Naar man vilde have en Uddannelsestid af 2 Aar for uberedne og 3 for beredne Vaaben, var det ikke muligt at uddanne flere. De værnepligtige, der ikke indkaldtes paa denne Maade, blev overført enten til 2. Kategori (Erstatningsreserven), der kunde faa en Uddannelse paa 6 Maaneder, eller 3. Kategori, der 4 Gange kunde indkaldes til 30 Dages Øvelse, men næsten aldrig blev det. Den lave Fredsstyrke paavirkede igen paa uheldig Maade Krigsstyrken. Ifølge Værnepligtsloven af 1910 varede Værnepligten 19 Aar (8 i den aktive Hær og Reserven, 4 i Mobilmilitsen, 7 i Territorialmilitsen). De 12 rhgste Aargange repræsenterede i 1912 kun 1,145,000 Mand, hvortil kom Territorialmilitsen, der talte 2,300,000. Hæren inddeltes i Fredstid i 12 Armékorps med 25 Fodfolksdivisioner samt 3 Kavaleridivisioner. 4 Arméinspektører var designerede som Arméchefer i Krig.