WORKPAPERS - tekstilforskning på Middelaldercentret vol. 1. Middelalderdragter. Seks arbejdspapirer Af Camilla Luise Dahl

Transkript

1 Middelalderdragter Seks arbejdspapirer Af Camilla Luise Dahl Red. Catharina Oksen Middelaldercentret 2005

2 WORKPAPERS - tekstilforskning på Middelaldercentret WORKPAPERS - tekstilforskning på Middelaldercentret - en serie af skrifter/rapporter om Middelaldercentrets arbejde inden for tekstilforskning - nuværende såvel som kommende. Målet med serien er bl.a.: - at give en almen orientering om Middelaldercentrets aktiviteter inden for emnet - at give en forklaring på, hvorfor tekstiler: Dragter og hustekstiler m.v. har fået en given udformning - at formidle resultater af Middelaldercentrets arbejder - at gøre rede for detaljer i forsøg - at give et grundlag for en faglig debat Middelaldercentret 2005 Grafisk tilrettelæggelse: Catharina Oksen Tryk: Middelaldercentret og Tryk og Kopi, Nykøbing F. ISBN Middelaldercentret Ved Hamborgskoven 2-4 Sundby L Nykøbing Falster Tlf , fax mc@middelaldersentret.dk

3 WORKPAPERS - tekstilforskning på Middelaldercentret Af Camilla Luise Dahl Unam tunicam nigram: Kjortlen i middelalderens testamenter (Upubliseret arbejdspapir 2001) side 3 Fra cotehardi til kåbe: Dragtbetegnelser i dragtlitteratur og i kilder til nordisk dragt i middelalderen (Upubliseret arbejdspapir 2003) side 11 Dragt- og klædedonation i skandinaviske testamenter fra middelalderen (Upubliseret arbejdspapir 2004) side 21 Skriftlige vidnedsbyrd som kilde til middelalderdragt: Problemer knyttet til typologi, terminologi og klædningsbestemmelse i dragtforskningen (Upubliseret arbejdspapir 2005) side 25 Cappa og kobe: Forvirringen om dragten kåbe i middelalderen (Arbejdspapir 2005) side 39 Billede og afbillede som kilde til middelalderens dragt og dragtskik side 75 (Publiceret i Middelaldercentrets nyhedsblad vinteren 2005/06, p ) 1

4

5 Unam tunicam nigram: Kjortlen i middelalderens testamenter Camilla Luise Dahl Kjortel og tunica Den mest almindeligt forekommende dragtbetegnelse i nordiske skriftkilder er kjortelen; på fornsvensk omtalt som kiurtil, æld. norsk kyrtill og dansk kiortel. 1 Betegnelsen kjortel er benyttet i stor udstrækning i samtidige skriftkilder, og omtales på både svensk, dansk og norsk grund. I danske testamenter omtales kjortler allerede i tidlig middelalder og betegnelsen angives både om et mandligt og kvindeligt dragtstykke, f.eks. omtales enn blaa kiorthill i en kvindes testamente fra 1292, 2 og en rød kjortel med sorte ærmer i 1415, ligeledes i en kvindes testamente: røth kiurtæl meth én swart ærm. 3 Den ækvivalente latinske term tunica, optræder ligeledes jævnligt i samtidige testamenter forfattet på latin. F.eks. tunicam meam i 1291 (min tunica), tunicam meam blaveam cum capcio et balteo meo cum suis appendentibus i 1304, (min tunica, hætte og bælte med dets tilhørende beslag?), tunica de panno bono i 1350 (tunica af godt klæde), tunicam cum capucio de albo panno i 1360 (tunica med hætte af hvidt klæde), tunicam foderatam cum mart i 1409 (tunica foret med mårskind). 4 I de danske bevarede testamenter er kjortler og tunicaer nævnt omtrent hundrede gange samlet set. Både den danske og latinske term var 1 Hj. Falk: Kleiderkunde, p. 147ff. 2 Testamenter. Erslev, p Testamenter. Erslev, p Testamenter. Erslev, pp. 36, 56, 101, 129 og 183. Fig. 1. Kirkestifter i blå kjortel. Kalkmaleri fra Hagested kirke, ca Foto: Jens Christian Lund. Unam tunicam nigram 3

6 mere eller mindre en fællesbetegnelse, der kunne bruges om de fleste dragttyper. Forskellige variationer af den latinske betegnelse tunica kunne også præcisere om der var tale om en over- eller underdragt, en overdragt fik således af og til betegnelsen supertunica. Imidlertid er denne betegnelse sjælden i nordiske kilder, og her synes oftere refereret til slet og ret tunica som i tilfældet med den nordiske kjortel. I gennem det meste af middelalderen må betegnelserne kjortel og tunica have fungeret som mere eller mindre en fællesbetegnelse for en hvilken som helst type dragt - uanset om denne var af simpelt snit eller, en efter samtidens ideal, helt moderne dragt. En lignende term kan findes rundt om i Europa, bl.a den engelske kirtell og den hollandske kerle. Mens den engelske kirtell synes at være brugt kun i få tilfælde i Fig. 2. Luxuria. Mand i kort kjortel og kvinde i lang kjortel med bælte i livet. Kalkmaleri i Kirkerup kirke, ca Foto: Camilla Luise Dahl. Fig. 3. Hyrde iført kjortel og hætte. Kalkmaleri i Højby kirke, ca Foto: Jens Christian Lund. 4 Unam tunicam nigram

7 tallet og da om en underkjortel, så synes den i Holland at betegne hovedsageligt overdragter, men også til tider en hvilken som helst dragt. 5 At betegnelsen optræder spredt over en lang periode, peger tydeligvis på en fællesbetegnelse for et alment dragtstykke, f.eks. må mandskjortlens udseende have forandret sig væsentligt i løbet af perioden. Oprindeligt var kjortelen en løs dragt der skulle trækkes over hovedet, var typisk forsynet med lange ærmer og kunne i forskellige udformninger alt efter materiale og snit være benyttet som både overdragt og underdragt, jvf. betegnelsen overkjortel og underkjortel; disse præciserende betegnelser synes imidlertid ikke at findes på dansk grund, men kan ses i enkelte norske kilder. 6 I løbet af tallet blev mandskjortlen imidlertid kort og fik et snævrere snit, imidlertid kan det ikke aflæses af de sjældent præciserende testamenter hvilken type kjortel eller dragtsnit, der henvises til. Ændringer i mandsdragten kan sjældent findes eksemplificeret i testamenterne, f.eks. er længden på kjortlen, ærmernes udseende eller dragternes snit sjældent udspecificeret. Det er dermed primært via billedkunsten at ændringer i modedragten kan påvises. Imidlertid findes enkelte præciserende betegnelser for typer af kjortler i testamenterne, og disse kan sammenholdt med kunstkilder måske give indtryk af kjortlernes mulige udseende og type i forskellige perioder. Kjortler med særlige kendetegn Få gange angives præciserende data i forbindelse med dragtstykker Fig. 4. Kvinde i tve-farvet kjortel. Kalkmaleri i Jungshoved kirke, ca Foto: Svend C. Dahl. 5 Mireille Madou: Das mittelalterliche Kostüm in den Niederlanden, i: Typologie und Typologie, pp. 78ff og 82f. 6 DN, bd. XVI, p. 5. Her (i 1320) benævnt undirkyrtill. Unam tunicam nigram 5

8 af egern. 11 Sammesteds optræder en longam togam, der må opfattes som en lang overdragt. I 1434 omtales en longam tunicam nigram cum foderatura (lang sort kjortel med foer) og i 1442 tunicam meam longam cum capucio (min lange tunica med hætte). 12 I alle fire tilfælde var dragtstykkerne ejet af mænd og blev doneret til mænd - i samtlige tilfælde doneret til adelsmænd. Fig. 5. Mand i tvefarvet kjortel i farverne rød og hvid. Kalkmaleri i Kirkerup kirke, ca , Foto: Camilla Luise Dahl i testamenterne, f.eks. foer, pynt, pelsværk, farver, klædetype etc. Betegnelsen duplata angives i tre tilfælde og må have haft betydning af en art dobbelt kjortel, dvs. med to lag klæde. Det er uvist om betegnelsen angiver et dragtstykke, der har kunnet bæres med begge sider ud. En tunicam meam duplam omtales i 1394, og blev givet af en gejstlig til en fornem frue. 7 Ingen farver eller klædestyper er angivet her. To kjortler i Duplata optræder i et testamente for en degn i Lund i 1404, omtalt som tunicam dublatam og tunicam duplatam; begge blev givet til andre gejstlige. 8 Muligvis betegner disse dragtstykker en art klerikal påklædning. Tunica longa, dvs. lang kjortel omtales i fire tilfælde. I 1391 omtales en longam tunicam cum sufforatura 9 dvs. en lang kjortel med foer, og i 1410 en langam tunicam, subductam cum variis, 10 dvs. en lang kjortel foret med forskelligt pelsværk eller måske opus varis/varium opus, der var betegnelse for pelsværk Betegnelsen longum optræder i perioden fra , dvs. efter at korte mandskjortler havde fundet vej til modedragten; den præciserende betegnelse lang kan således have fundet anvendelse i en periode hvor kjortlens længde ikke var indlysende kort eller lang. Derimod kan det næppe udledes at de kjortler, der omtales uden den præciserende længdeangivelse har været korte dragtstykker. I perioden omkring midten af 1300-tallet, hvor de lange mandskjortler skiftede til kortere i modedragten findes derimod ingen præciserende betegnelse for den nye korte længde, og her må termen kjortel have kunnet bruges om både en længere (mere gammeldags) kjortel og de sidste nye kortere dragter. Klæde og pelsværk Pelsværksforede kjortler omtales i adskillige tilfælde. Ofte findes ingen nærmere angivelse af pelsværkets type, f.eks. tunica cum foderatura eller sufforata pellibus. 13 Flere gange omtales foderata variis, subducta cum variis eller sufforatura variarum pellium, heraf fremgår det ikke tydeligt om der henvises til forskelligt pelsværk, broget pelsværk eller varium opus (blandet egernpels). 14 Den mere gængse betegnelse for pelsværk af egern speriolinis (hele egernskind?) optræder sideløbende, f.eks i et testamente fra 1398: tunicam meam nigram cum pellibus speriolinis subductam Testamenter. Erslev, p Testamenter. Erslev, pp. 177 og Testamenter. Erslev, p Testamenter. Erslev, p E. Veale: the English Fur Trade, p Almindeligvis var egernets maveskind det fineste pelsværk, mens hele egernets pels (både mave og ryg) var mindre eftertragtet. Denne type pelsværk med både hvidt og gråt pels sammen kaldtes broget gråværk, mens rent gråværk betegnede det lyse hvide eller lysegrå maveskind alene. 12 Testamenter. Erslev, pp. 207 og Testamenter. Erslev, pp. 115 og Testamenter. Erslev, pp. 79, 183, Testamenter. Erslev, p Unam tunicam nigram

9 Mårskindsfoer optræder ligeledes i forbindelse med kjortler f.eks. i 1391 tunica et sufforatura de pellibus mardalinis, i 1409 tunicam, foderatam cum mart samt et enkelt sted ræveskindsfoer: i tunicam cum pellibus vulpinis. 16 Foer eller dekoration med stof optræder i enkelte tilfælde, f.eks. med blåt silke i 1391: subducto blavio serico. 17 Klædetyper omtales ligeledes i flere tilfælde. En kjortel af klæde fra Arras i 1408: tunicam meam de Araas, en tunica af Borel klæde: tunicam de borællo i 1337, en kjortel af sylfaar: tunicam et caputium de sylfaar i Sidstnævnte skulle muligvis betegne et ufarvet klæde. 19 Bruneto klæde til en kjortel blev givet sammen med 17 par ærmespænder i 1342: Decem ulnas brunei panni et xvij paria ærmæspennæ de brunea tunica. 20 Betegnelsen bruneto/ brunert klæde brugtes således oprindeligt om et fint uldklæde i forskellige nuancer af rød, violet, rødbrun, mørkebrunt og brunsort. Muligvis har også andre farver fandtes senere i middelalderen, efter betegnelsen kom til at dække en klædeskvalitet snarere end en egentlig farve. 21 En tunica af bruneti coloris omtalt i 1338 synes derimod snarere at pege på farven end klædets type: tunicam cum capucio bruneti coloris cum suffuratura variarum pellium. 22 Farver på dragtstykker Farvede kjortler optræder jævnligt i testamenterne, og her synes alle farver at have været benyttet. En undtagelse er farven gul, der ikke synes at optræde 16 Testamenter. Erslev, pp. 158, 183 og Testamenter. Erslev, p Testamenter. Erslev, pp. 180, 73 og Falk: Kleiderkunde, p. 56. Ifølge Falk et jævnt og mindre fint klæde, der ikke skal forveksles med silfori, der betegnede et fint klæde. I 1347 omtales dette i Sverige som säian äller silfar, sayan var ellers betegnelse for et fint, tyndt klæde med skinnende overflade, ibid, p. 55 og Kulturhistorisk leksikon: Handel med klæde: Danmark, sp Testamenter. Erslev, p Heiden: Textilkunde, p. 102 og Zangger: Contribution, pp. xv, 27, 28ff og Testamenter. Erslev, p. 79. Fig. 6. Mand og kvinde i henholdsvis knælang og tålang kjortel. Kalkmaleri fra Bregninge kirke, ca Foto: Svend C. Dahl. Unam tunicam nigram 7

10 i et eneste tilfælde i forbindels emed dragtstykket kjortel. Muligvis fordi denne farve ikke var ikke var synderlig kostbar og derfor ikke yndet blandt bedre dragter. I flere tilfælde optræder kjortler uden nærmere farveangivelse, men om disse refererer til dragtstykker af ufarvet klæde, er uvist, f.eks. tunicam unam i Kjortler af blåt klæde optræder jævnligt, røde og grønne ligeledes. I færre tilfælde sorte og hvide, heraf størstedelen efter midten af 1300-tallet. Mest populære synes blå dragter at have været, der optræder jævnligt gennem hele middelalderen. 24 En tunica og hætte af hvidt klæde omtales f.eks. i 1360: tunicam cum capucio de albo panno129. En sort kåbe og kjortel af sort moræth klæde omtales allerede i 1307 i en kvindes testamente: meam capam et tunicam de nigro panno moræth. 59 I flest tilfælde, næst efter farven blå, er kjortler uden nærmere farveangivelse. Om dette skal ses som at disse kjortler var af ufarvet klæde eller om man blot ikke har fundet det nødvendigt at præcisere kjortlernes udseende kan ikke udledes. Flerfarvede kjortler omtales i et par tilfælde, bl.a. en tunica mixti coloris i 1338, 25 mixti eller marbri menes at betegne blandet klæde, dvs. changerende, meleret og broget klæde, almindeligvis fremkommet ved trend og islæt i hver sin farve eller i to nuancer af samme farve. 26 Andetsteds omtales en kjortel af coloris variis, der må henvise til mi-parti, dvs. et dragtstykke i flere farver, almindeligvis i form af to dragthalvdele i hver sin farve. Sådanne dragter i flere farver omtales bl.a i en forordning for Erik Glipping fra 1283; heri forbødes dragter, der var i flere farver end to (tveskifte) 27, men om et sådant forbud nogensinde har haft effekt eller fungeret som indikator for tidens dragtsmag, er uvist. Dragter af denne type er f.eks. jævnligt afbildet i kalkmalerier fra perioden. De farver der optræder i forbindelse med kjortler synes at være de samme som optræder i forbindelse med andre dragtstykker, f.eks. tabard, surcot, toga etc. det kan således ikke sandsynliggøres at dragtstykket f.eks. hovedsageligt var et dragtstykke båret båret under en anden dragt og dermed ikke synlig, mindre eller mere kostbar end andre dragtstykker eller lignende. Sammenfatning Termen kjortel anvendtes tydeligvis i samtiden tillige som betegnelse for både de finere og jævnere dragtstykker; heriblandt kjortler forsynet med pelsværk, knapper eller anden pynt, der forekommer i en vis udstrækning i skriftlige kilder. Betegnelsen dækker dermed i sig selv ikke en bestemt dragttype af særligt snit eller udseende, men som en fælles betegnelse dækkende i grunden et hvilket som helst klædningsstykke båret af mænd og kvinder, som overdragt og underdragt og som fin og jævn beklædning. Oftest findes ingen nærmere angivelse af særlige kendetegn for de enkelte kjortler; oftest kan blot materiale og farver aflæses. En enkelt undtagelse er betegnelsen tunica longa lang kjortel, der først optræder i slutningen af 1300-tallet i mandsdragten. Næppe fordi lange kjortler først fandtes omkring denne tid, men snarere som en præciserende term efter en lang periode med korte mandsdragter. I testamenter forfattet på latin, optræder betegnelsen tunica typisk helt synonymt med den nordiske kjortel. Selvom udenlandske kilder ofte angiver over- og underkjortler, synes disse betegnelser ikke at være benyttet i Norden. Arbejdspapir udarbejdet på Middelaldercentret. Camilla Luise Dahl, Testamenter. Erslev, p Testamenter. Erslev, f.eks. blå pp. 55, 62, 84, 112, 130 og 137, grøn 112 og 115, rød. 126 og 178, sort 59, 169 og Testamenter. Erslev, p Falk: Kleiderkunde. 27 Den danske rigslovgivning, p Unam tunicam nigram

11 Litteraturfortegnelse: Den danske rigslovgivning Udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab og Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie ved Aage Andersen. C. A. Reitzels Forlag. Kbh Diplomatarium Norvegicum: Oldbreve til Kundskab om Norges indre og ydre forhold, sprog, slægter, sæder, lovgivning og rettergang i middelalderen, Oslo Falk, Hjalmar: Altwestnordische Kleiderkunde. Mit besonderer Berücksichtigung der Terminologie. Skrifter udgivet av videnskapsselskapet i Kristiania: II: Kristiania, Gay, Victor: Glossaire Archéologique du Moyen Age et de la Renaissance. Bd I-II. Librairie de la Société Bibliographique. Paris, Geijer, Agnes; Franzén, Anne Marie og Nockert, Margareta: Drottning Margaretas gyllene Kjortel i Uppsala domkyrka. The Golden Gown of Queen Margareta in Uppsala Cathedral. Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien. Stockholm, 1985 og anden omarbejdede udgave, Kühnel, Harry (Red.): Bildwörterbuch der Kleidung und Rüstung vom alten Orient bis zum Mittelalter. Verlag Walter de Gruyter, Berlin, Kühnel, Harry (red.): Termnologie und Typologie mittelalterlicher Sachgüter: Das Beispiel der Kleidung. Veröffentlichungen. des Institut für mittelalterliche Realienkunde Österreichs, Nr. 10. Österreichischen Akademie der Wissenschaften, Wien, , pp Nockert, Margareta: Bockstensmannen och hans dräkt. The Bocksten Man and his Costume. Varberg Museum. Halmstad og Varberg, 1985, gen Nørlund, Poul: Klædedragt i oldtid og middelalder. Nordisk Kultur bd. XVb. Dragt. J. H. Schultz Forlag. Kbh Svenskt diplomatarium. Diplomatarium Suecanum. Bd. I IX. Udg. ved J. G. Liljegren & B. E. Hildebrand. Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien och Riks-archivet. Stockholm, Svenskt diplomatarium från och med Bd. I III. Udg. af Riks-archivet ved Carl Silfverstolpe. Stockholm, Testamenter fra Danmarks middelalder indtil Ved Kr. Erslev. Den Gyldendalske Boghandel. Kbh Veale, Elspeth M.: The English Fur Trade in the later Middle Ages. Clarendon Press, University of Oxford. Oxford, Zangger de Saint-Gall, Karl: Contribution à la terminologie des tissus en ancien francais, attestés dans textes francais, provencaux, italiens, espagnols, allemands et latins. Thèse présentée à la première section de la Faculté de Philosophie de l Université de Zurich pour l obtention du grade de docteur. Art graphiques Schüler S.A. Bienne, 1945 Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder. Bd. I-XXII. Malmø, Lindahl, Fritze: Om dragter i dansk middelalder. I Folk skaber klæ r; klæ r skaber folk, pp Nationalmuseet. Kbh Madou, Mireille: Das mittelalterliche Kostüm in den Niederlanden. I: Termnologie und Typologie mittelalterlicher Sachgüter: Das Beispiel der Kleidung. Veröffentlichungen des Institut für mittelalterliche Realienkunde Österreichs, Nr. 10. Österreichischen Akademie der Wissenschaften, Wien, Unam tunicam nigram 9

12 10 Unam tunicam nigram

13 Fra cotehardie til kåbe: Dragtbetegnelser i dragtlitteratur og i kilder til nordisk dragt i middelalderen Dragtforskningen er et studie der spænder over flere forskningsdiscipliner: kunsthistorie, arkæologi, litteraturhistorie, etnologi, historie m.m. Som fælles grundlag er et fælles sprog vedrørende dragttyper og -termer af afgørende nødvendighed. De forskellige fag har ofte højst forskellige indfaldsvinkler til området dragt i en given historisk periode; taler historikere f.eks. om surcot og collobium som indlysende dragttermer for middelalderlige dragtstykker, så vil arkæologer måske i højere grad benytte specifikke tekniske termer vedrørende dragtstykker og klædefragmenters fremstillingsmetode. Ser vi f.eks. på middelalderens klædedragt, så findes kun få kilder, der kan belyse periodens dragtskik, og tolkninger af tidens dragt er i højere grad afhængigt af de forskellige fags kilder: samtidig kunst, skriftlige beretninger og arkæologiske levn. Kan arkæologiske fund af tekstiler og dragtstykker f.eks. sættes ind i en større kontekst ved at kende betegnelserne for specifikke dragtstykker i tidens skriftkilder? Vil skriftkilders opremsning af bestemte dragttyper og termer, kunne få en bredere tolkningsramme ved at sammenholde skriftlige beretninger om dragt med billedlige gengivelser? Camilla Luise Dahl Dragtlitteraturens tradition for klædningsbestemmelse Dragters terminologi og typologi i middelalderen har ikke været det primære objekt for granskning i nordisk dragtforskning. I ældre forskning er gennemgange af dragters snit, funktion, type baseret på termer almindeligt forekommende, men i nyere tid har disse diskussioner været overset eller bevidst forbigået. Disse forhold skyldes flere ting: den ældre forsknings bristende indsigt i kilderne og brugen af samtidig terminologi uden belæg, populærhistorisk brug af samme samt den akademiske dragtforsknings afstandtagen til begge de foregående. For det første forhold, har forsøgene på klædningsbestemmelse og dragters typologi i den ældre dragtforskning oftest baseret sig på gisninger, mangelfuldt indsigt i samtidig dragtskik og bristende viden om datidens dragtbetegnelser. Ofte er bestemte nutidige termer anvendt som begreb for middelalderlige dragtstykker, eller samtidige termer brugt i flæng om stort set hvilke dragtstykker, der optræder uagtet oprindelige term. I ældre dragtforskning kan man således finde en tradition for at oversætte en næsten hvilken som helst middelalderlig dragtterm til kåbe. 1 Tidligere tiders dragtlitteratur har ofte ukritisk defineret dragtstykker på baggrund af yderst beskedne kildegrupper f.eks. med afsæt i tvivlsomme historiske eller kunsthistoriske kilder. Med varierende held har man forsøgt typebestemmelse af flere af middelalderens velkendte og ofte omtalte dragtstykker som f.eks. tunika, surcot, mantel, cotehardie etc. I ældre dragtlitteratur kan man således finde hele redegørelser for en bestemt dragttypes snit, form og udseende, på trods af kildernes tavshed med hensyn til nærmere beskrivelse af dragtstykkernes funktion og praksis. Indenfor den populærhistoriske dragttradition, finder man derimod oftest en videreførelse af en bestemt tradition snarere end forsøg på tolke det tilgængelige materiale. Den manglende indsigt eller interesse for kildematerialet og de evindelige gentagelser af en engang fremsat hypotese har resulteret i adskillige fejltagelser i typebestemmelse af samtidige dragtstykker, fejltagelser, der har været gentaget over tid og citeret igen og igen uden ændring eller nytolkning. Dette gælder f.eks. i tolkningen af den middelalderlige dragt surcot og 1 Larsen: 1912, Nyrop: 1912, Olrik: Fra cotehardie til kåbe 11

14 cotehardie. Mange misforståelser, der oprindeligt var resultatet af en enkelt dragthistorikers tolkning, er ofte ukritisk gentaget og overgået til dragthistoriske sandheder. Dette gælder f.eks. tolkningen af de såkaldte helvedesvinduer, der i flere dragthistoriske værker er anført som en kort stramsiddende jakke over en kjortel, og ikke som en ærmeløs overkjortel over en anden kjortel. 2 Også termer med genkendelige navne kan have haft en ganske anden betydning i middelalderen. Guttorm Gjessing peger f.eks. på at man i middelalderen kunne bære strikkede hovedtøjer og henviser til termen strikskaut, 3 hvilket dog ikke refererer til strikning men til den fællesgermanske term strickete/strige, der angiver en kvindelig hovedbeklædning. 4 Nyere tolkninger af dragtstykkers typologi Der findes næppe en dragthistorisk oversigt hvad enten med udgangspunkt i arkæologisk eller historisk materiale der ikke søger at inddrage gennemgang af samtidige dragtstykker som de optræder i skriftkilder. En gennemgang af forskellige nyere dragthistoriske værker, viser forskellige gennemgange af dragtstykker, der ofte er nødvendige for at sætte forskellige dragtfund ind i en større kontekst. Fund af hætter, kapper og andre dragtstykker kan placeres i en historisk kontekst ved viden om dragtstykkers typer og termer i skriftkilderne. I gennemgangene er det primært dragtstykker som kjortel, hætte, hoser og kapper (mantel), der gennemgås og eksemplificeres med uddrag af skriftkilder. I færre tilfælde findes eksemplificeringer med andre mere specielle dragtstykker, der optræder i kilderne, f.eks. tabard, surcot og cotehardie. 5 Der synes at være en generel tendens til at de overordnede, kendte termer som f.eks. kjortel er flittigt benyttet, mens mere specielle termer er udeladt fra tolkningen. Oftest angives ingen tolkning af dragtstykkerne i deres historiske kontekst, men benyttes som en overordnet indikator i betydningen slet og ret dragtstykke. F.eks. benyttes termer som kjortel og kåbe blot som angivelser af middelalderlig dragt, men kun få inddrager diskussion af disse klædningsstykkers betydning og karakteristika i den periode, der beskrives. 6 Enkelte dragtværker undgår helt samtidige dragttermer og benytter sig i stedet af neutrale termer som f.eks. dragt, klæder, dragtstykke m.m. 7 Enkelte steder synes dragtterminologien at være helt forvirrende, bl.a. hvor middelalderlige og moderne termer benyttes sideløbende eller nye termer konstrueres. En nyere dragtgennemgang benytter f.eks. den middelalderlige term kjortel sammen med nye begreber som slipover-kjortlen, nordbo-frakken og burgunder-huen samt moderne termer som strømper og gamascher, sidstnævnte påpeges at være identiske med termen stunt-hoser, en betegnelse, der imidlertid ikke kan påvises i middelalderlige kilder, men snarere er en nyere almue-betegnelse for tåløse hoser. 8 Disse mange forskellige forsøg på at definere middelalderens dragtstykker med højst uens og forvirrende dragtbetegnelser, skyldes først og fremmest at der ikke har været gjort nogen egentlige forsøg på en samlet dragtterminologi i nyere tid og at klædningsbestemmelser og beskrivende dragttermer derfor er pålagt den enkelte at konstruere til lejligheden. Resultatet bliver dermed en skov en betegnelser, hvis reference til middelalderklæder ikke altid er lige klar. I nordisk sammenhæng har nyere forsøg på terminologisk og terminologisk gennemgang af middelalderens dragtstykker dermed stort set været ikke-eksisterende; dragthistorikere har tværtimod forsøgt at undgå identifikation af historiske dragttermer. Denne lakune i dragtforskningen må i høj grad tilskrives dårlig erfaring fra tidligere forsøg på redegørelse for dragttermer. I nyere dragtforskning har man primært vendt sig mod især den ældre dragtforsknings meget lidt overbevisende terminologiudredninger, men i stedet for at fortsætte hvor den ældre forskning slap og udbygge terminologien med et bredere og mere pålideligt kildemateriale, har man i stedet nærmest opgivet denne side af dragtsforskningen. Omvendt har andre faggrupper som f.eks. arkæologer fortsat diskussionen om dragtstykkers fysiske beskaffenhed og typebestemmelse. Imidlertid er dels videnskabelige dels indenlandske studier så få og sporadiske, at forsøgsvise påvisninger af dragttyper i Norden ofte må baseres på henholdsvis populærhistoriske dels udenlandske dragtgennemgange, der kun medtager udenlandsk dragttermini. 9 I de fleste nyere dragtværker angives det f.eks. at de dragter med vide, åbne ærmegab, der blev båret i Norden af fornemme kvinder hed surcot ouvert i perioden. 10 Denne term kan imidlertid ikke påvises i et eneste tilfælde på nordisk grund, det vil således være nødvendigt at granske det nordiske 2 I Diplomatarium Norvegicum, bd. XIX, pp , er betegnelsen supertunicam apertum fejlagtigt fortolket som en kort jakke eller trøje med åbning fortil, DN XIX, p Denne fejltolkning er senere blevet delt af flere, f.eks. Lindahl: 1977, pp En gennemgang af dragtstykket i samtidig kunst kan findes i Vavra: 1988, p. 26ff. Hos Sandklef, betegnes ærmeløse dragter som en populær dragtform i middelalderen for kvinder, men da fortolket af forfatteren som at dragten blev båret uden overdragt. Ifølge Sandklef den eneste egentlige kønsadskilte dragt i middelalderen, der gav sig udslag i at kvinder kunne: gå med ärmlösa kläder, medan männens håriga armer alltid skldes av ärmer Sandklef: 1947, p Gjessing: 1938, p Krogerus: Mere specielle dragtstykker er kun gennemgået i Geijer, Franzén og Nockert: 1994 og Nockert: F.eks. Fentz: F.eks. Nørlund: Martensen-Larsen: 1987, pp I f.eks. Geijer, Franzén og Nockert: 1994, gives en forsøgsvis gennemgang af nordiske dragttermer. 10 Geijer, Franzén og Nockert: 1994, p Fra cotehardie til kåbe

15 kildemateriale grundigere for en identifikation af dette dragtstykke i Norden. Muligvis kan dragtstykket have været dækket af andre dragttermer, f.eks. surcot uden angivelse af åben eller lukket (ouvert og clos) eller blot kjortel, der synes at kunne betegne et næsten hvilket som helst dragtstykke. Om dragtstykket overhovedet har eksisteret i Norden i perioden, er ikke medtaget i en eneste betragtning over middelalderens dragtskik. Også termen Cotehardie er en af de middelalderlige dragttermer, der har været mest beskrevet og forsøgsvis tolket. Almindeligvis angives denne til at betegne en stramsiddende, kropsnær dragt, der blev moderne i midten af 1300-tallet. 11 Om dragtstykket vides imidlertid kun lidt. Oprindeligt er der tale om en fransk dragtbetegnelse; af cotte og hardie = en vovet cotte (kjortel). Det er sandsynligvis denne betydning vovet, der har givet næring til tolkningen af dragtstykket som en kropsnær og syndig dragttype. Imidlertid findes ingen skriftkilder, der kan påvise at dette skulle være tilfældet. Dels optræder termen længe før de kropsnære moder blev populære, dertil længe efter tillige. 12 Derudover findes forskellige litterære kilder, der giver mere fyldige beskrivelser af dragtstykket; alt efter perioden angives disse med varierende dragtsnit og udseende, intet taler således for at det skulle være et særligt tæt dragtsnit, der har givet navn til termen. Heller ikke populære forestillinger om at dragten var en yndet modedragt eller særligt fornem dragttype kan finde belæg i skriftkilderne; tværtimod synes kilderne primært at angive dette dragtstykke i forbindelse med praktisk udendørs beklædning, f.eks. til ridning, jagt, udendørs aktiviteter, lun udedragt etc. af samme årsag angives dragttypen indenfor nyere udenlandsk dragtforskning som en praktisk yderdragt til hovedsageligt udebrug. 13 På nordisk grund findes betegnelsen kun anført i yderst få tilfælde; næsten samtlige belæg findes derudover på norsk grund. F.eks. éitt kotardi fodrat med graskinnum ok hettum fodrade med klaedi, Kothardi suart med hoettu tuibyrdi samt kochardi ok kaprun medr fodrat medr raut sæin. 14 I stort set samtlige tilfælde er der tale om en dragt ejet af højtrangerende gejstlige mænd, der nok i deres ikke-ceremonielle dragtskik ikke afvigede meget fra moderne verdslige højstatus mænd, men dragten kan næppe heller her påvises at skulle være en særlig uhørt snæver, utugtig eller specielt fornem modedragt. Snarere er der også her tale om et praktisk dragtstykke. Ifølge Falk er dragtstykket i norske kilder i de fleste tilfælde omtalt som en pelsforet dragt med en tilhørende hætte, hvilket ligeledes peger på et praktisk og ikke ceremonielt eller formelt dragtstykke. 15 På svensk grund omtales en kotihardi i 1350, og også her er der tale om en mands dragtstykke. 16 En af grundene til brugen af udenlandsk dragtterminologi er naturligvis først og fremmest manglen på en samlet nordisk gennemgang af dragttermer, identifikation af nordiske dragttermer i skriftkilderne og manglen på oversigt over hvilke dragttyper, der kan påvises i Norden. Den manglende gennemgang af en nordisk dragtterminologi giver ofte komplikationer i redegørelser for nordisk dragtskik. Ved dragtforskeres gennemgang af Nordens klædedragt i middelalderen resulterer den manglende nordiske terminologidiskussion ofte til to forhold: at der udelukkende tolkes på de kendte udenlandske termer i nordiske kilder eller at udenlandske dragttermer direkte overføres til nordiske forhold. I Geijer, Franzén og Nockert: 1994, er det f.eks. primært udenlandske dragttermer som surcot, tabard og cotehardie, gardecorps m.fl. der undersøges i de nordiske skriftkilder, mens nordiske dragtbetegnelser som kåbe, skingr, ærmekåbe, klokke m.m. er undgået. 17 Eneste nordiske dragtterm der gennemgås, er kjortel. Tydeligvis fordi referencerne til de mere kendte udenlandske termer er langt flere, men problematisk i forhold til en gennemgang af nordisk dragtmateriale. I norske testamenter og inventarier kan termen gardecorps f.eks. kun påvises et enkelt sted, mens en term som skingr optræder jævnligt i både sagaer og inventarer. For et studie af nordisk dragt ville det således give større mening at undersøge hvad termen skingr dækkede. For det andet forhold overføres direkte udenlandske termer til beskrivelse af nordiske dragttyper i f.eks. skrift- og billedkilder. I Fentz: 1999, hedder det f.eks. at der i løbet af 1300-tallet skete markante ændringer i mandsdragten og at: den lukkede kjortel blev efterhånden afløst af en ganske kort vams eller doublet samt at: Det er uvist, hvornår denne dragt fik indpas i Norden; på kalkmalerier synes den at slå igennem i løbet af anden halvdel af 1300-årene. 18 Hverken vams eller doublet synes som termer at optræde i dansk skriftmateriale, og hvad de dragtstykker, der svarede til de udenlandske termer hed, er uvist. De dragtstykker, der kan ses afbildet i kalkmalerier fra perioden, ved vi således heller ikke hvad kaldes, men de betegnedes næppe doublet eller vams i 1300-tallet. Derimod kan grundigere undersøgelser af nordiske dragttermer i skriftkilderne måske give bedre bud på dragttyper end de udenlandske betegnelser. Hos Nockert:1996 gennemgås f.eks. et dragtfund fra Bockstens mose i Halland bestående af benklæder (hoser), livklæder (kjortel) hovedbeklædning (strudhætte) samt en kappe eller slag, der kan være af typen cappa eller mantel. 19 Heri er dragtstykkerne forklaret efter samtidige dragttermer, der netop kan findes i det nordiske materiale. At benytte disse termer placerer netop fundet i en historisk kontekst, og muliggør yderligere gennem- 11 Cunnington & Cunnington: 1969, p og Gay: Glossaire, II, p. 451ff. 13 Zijlstra-Zweens: Of his Array, pp og Kühnel (red): Bildwörtebuch der Kleidung: Cotardie. 14 F.eks. Diplomatarium Norvegicum, bd. II, p. 212, bd. II, p. 365 og III, p Falk: Kleiderkunde, p Falk: Kleiderkunde, p SD: VI, p Geijer, Franzén, Nockert: 1994, p. 57f. 18 Fentz: 1999, p Nockert: 1996, p Fra cotehardie til kåbe 13

16 gange af lignende dragtstykker i både skriftkilder og fund. Gennemgang af nordiske dragtstykker Spørgsmålet må være hvordan det er muligt at udarbejde en fælles dragtterminologi for det nordiske område og hvilke parametre kan benyttes til udarbejdelse af et fælles dragtsprog. Primært er tolkningen afhængigt af dels kildernes type, repræsentativitet og mængde. I Norden udgøres skriftkilder med informationer om dragt og dragttyper af et relativt beskedent materiale, heriblandt testamenter, lovtekst, inventarier, litteratur m.m. af traditionelle kilder som f.eks. testamenter findes kun få bevaret af den mængde vi må formode oprindeligt har været skrevet. Oftest henvises til testamenterne som den væsentligste kilde til middelalderens dragt, men i hvilket omfang kan denne kildegruppe bidrage med oplysninger om dragters fysiske beskaffenhed, særlige karakteristika, specielle dragttyper osv.? Desværre ses kun sjældent på de informationer, der kan udledes af kilderne. Omtales f.eks. kun enkeltstående termer eller angives præciserende data? I netop kilder som testamenter, er det ofte blot katalogiserende data som f.eks. en rød kjortel, en kjortel af kortrigsk klæde, en grå kjortel osv. Disse benævnelser kan ikke give en udvidet tolkningsgrundlag for snit og udseende af de enkelte kjortler og netop her stopper typisk tolkningen af dragter typologi med udgangspunkt i at intet yderligere kan udledes af kilden. Imidlertid kan med inddragelse af andre kilder dannes grundlag for en yderligere tolkning, f.eks. om specifikke farver angiver fornemme eller jævne dragtstykker, om klæde indikerer udenlandsk eller indenlandsk klæde og kvalitet osv, informationer, der ikke direkte kan aflæses af testamenterne. Derimod kan aflæses væsentlige informationer om dragternes kvalitet og værdi ud fra oplysninger om modtager og donator. Blev dragtstykker f.eks. givet af en fornem adelig til en anden adelig, må vi formode at der var tale om en dragt af særlig værdi, mens dragt- og klædedonationer til fattig indikerer en anden slags værdi. En anden indgang er de dragttermer, der optræder i materialet. En af diskussionerne må være: hvilke dragtstykker fandtes i middelalderen? Hvad hed de? Hvad var særlige karakteristika for bestemte dragttermer? I hvilket omfang omtales de? osv. Ser vi f.eks. på de danske testamenter omtales adskillige forskellige dragttermer på både fransk, latin og dansk, heriblandt dragtstykker som gardecorps, kjortel, tunica, surcot, tabard, toga, collobium, mantel, capam m.fl. sammenlignes disse med resten af Norden findes de enkelte termer angivet i et betragteligt omfang, der trods kildernes beskedne repræsentativitet kan udgøre grundlag for en fælles tolkning. F.eks. findes dragttermer, der kun optræder i Danmark og Sverige men ikke i Norge angiver disse at der har fandtes lokale forskelle i dragttyper? 20 Eller kan vi herigennem finde oplysninger om henholdsvis nordiske og latinske termer, der angiver samme dragtstykke? I Norge er testamenter f.eks. typisk skrevet på norsk, mens flertallet af svenske og danske testamenter er skrevet på latin. I testamenterne optræder typisk adskillige dragtstykker, der bliver doneret til forskellige personer: fornemme folk, familiemedlemmer, tjenestefolk osv. Enkelte dragtstykker som f.eks. kjortel optræder typisk adskillige gange i hvert testamente, mens andre dragtstykker som f.eks. gardecorps eller tabardum kun forefindes i et enkelt eller få eksemplarer. 21 Dette kunne pege på at kjortlen var det mest almindelige dragtstykke, mens mere specielle dragttermer indikerede dragtstykker folk almindeligvis ikke var i besiddelse af i mange eksemplarer. Dette kan betyde flere forhold: var disse dragtstykker mere kostbare? Anvendtes de kun ved specielle lejligheder eller til særlige formål? 22 For kjortlers vedkommende er disse så ofte nævnt, i så mange forskellige farver og af så forskellige typer klæde og kvalitet, at vi må formode at dette dragtstykke har kunnet finde anvendelse i forskellige sammenhænge, f.eks. både som hverdagsdragt, finere dragt, af både fornemme folk og jævne folk osv. Et andet perspektiv er benævnelser over tid. Enkelte dragttermer kan f.eks. kun påvises i skriftkilderne i en afgrænset periode, mens andre omtales jævnligt gennem hele middelalderen. i betragtning af det beskedne kildegrundlag, kan dette naturligvis tilskrives tilfældighed, men dette kan også pege på elementer af modedragt. F.eks. når en bestemt dragtterm optræder adskillige gange mellem f.eks og 1340 og derefter forsvinder eller når bestemte termer først optræder efter år En samlet oversigt over de dragttermer og typer, der optræder i danske testamenter fra , påviser de dragttyper, der oftest omtales i kilderne. (Fig. 1 og 2) Heri kan bl.a aflæses hvilke dragtstykker der er repræsenteret flere gange og kan spores over tid. Imidlertid er der fra midten frem til slutningen af 1300-tallet ikke bevaret testamenter skrevet af kvinder, hvilket dermed ikke kan påvise termer brugt for kvindedragter over en bredere periode. I gennemgangen er der derfor her kun modtaget mandsdragter, idet kun disse kan påvises over en bred periode. 23 For den tidlige del af 20 F.eks. optræder termen skingr udelukkende i norske kilder, mens termen kåbe og ærmekåbe, der optræder jævnligt i Danmark og Sverige i 1300-tallets første del, først kan findes i norske kilder i 1400-tallet. 21 F.eks. i Test: Erslev, pp. 29, 79, 86 og En undtagelse er et testamente fra 1201, der udelukkende omtaler dragtstykket cappam, i alt fem, men ingen kjortler. Test: Erslev, p. 5ff. 23 Udover liturgiske klæder, der ikke er medtaget er enkelte dragtstykker, der kun omtales en enkelt eller få gange ikke medtaget, dette gælder pellicium og juppa, hvis betydning er uvis, men muligvis er liturgiske dragtstykker samt hemeth (skjorte). 14 Fra cotehardie til kåbe

17 middelalderen (1200-tallet), er testamenter kun bevaret i begrænset antal og kan i mindre grad end 1300-tallets ditto, bruges som indikator for bestemte termers repræsentativitet. For senmiddelalderens vedkommende, er der hos Erslev kun samlet testamenter frem til 1450, hvorfor oversigten kun dækker tiden frem til Ikke alle testamenter medtager dragter; enkelte steder medtages kun klæde i hele stykker andre kun f.eks. klerikale dragtstykker. 24 Andre testamenter omtaler adskillige dragtstykker med alt fra skjorter til overdragter, mens andre kun nævner et enkelt til få dragtstykker, heraf formodentligt de bedste; enten fordi donator kun var i besiddelse af få dragtstykker eller at disse ikke ville have større værdi for modtagerne. 25 Dertil omtales to steder (i 1409 og 1413) klæde til fremstilling af en kjortel, disse er medtaget, idet oversigten rummer antallet af nævnte dragtstykker og ikke antallet af dragtstykker i donators eje. Som det ses af de skematiske oversigter, Bilag I og II, er de forskellige termer benyttet spredt over tid og i antal. Kun hætte og kjortel er gennemgående i hele perioden. Enkelte testamenter har adskillige forskellige dragtstykker, andre et enkelt eller få dragtstykker og atter andre flere dragtstykker af samme type. I det tredje testamente fra 1338, her kaldet 13383, optræder f.eks. tre cappam, en af bruneto, en af blåt klæde og en forskelligt farvet, (måske i betydningen mi-parti = tvefarvet), en gardecorps af bruneto, tre hætter af henholdsvis bruneto, blåt og blandet farve samt to kjortler af samme klæde: bruneto og blandet, i alt ni dragtstykker. 26 Flere af dragtstykkerne synes at høre sammen som en samlet robe, f.eks. de forskellige dragtstykker af henholdsvis broget og bruneto klæde, den blå cappam synes derimod at angive en selvstændigt dragtstykke. Også farver og klæde i oversigten angiver alle farver og klædetyper. Oftest omtales blåt, derefter grøn, rød og sjældent hvid. Sort omtales hovedsageligt i den senere del. Hertil kommer en stor andel uden farveangivelse, om dette indikerer ufarvet klæde kan ikke umiddelbart udledes. Kun gul er undtaget i de ellers farverige omtaler og har tilsyneladende ikke været yndet i forbindelse med dragtskik, muligvis fordi denne farve ikke har været synderlig kostbar. Klædetype angives oftere i de senere tetsamenter, udenlandsk klæde nævnes jævnligt i forbindelse med klæde i hele stykker tidligere i perioden, men dette er ikke udspecificeret i forbindelse med dragtstykkerne. Et par enkelt steder (i 1350 og 1391) omtales henholdsvis bryggensisk klæde (fra Brügge i Flandern) og gallisk rødt klæde. I de sene testamenter omtales fløjl, gyldendug, skarlagen. Pelsværk nævnes jævnligt og spredt over hele perioden, i de fleste tilfælde uden nærmere angivelse. 27 Kun ét sted omtales hermelin, gråværk og mår et par steder samt det jævne ræveskind i to tilfælde. Mest overraskende er betegnelsen kåbe, der i dragtlitteratur sammen med kjortel, anføres at være middelalderens mest benyttede dragtstykke, i testamenter kun optræder i to testamenter, begge fra midten af 1400-tallet. Muligvis kan termen cappa have dækket over et dragtstykke af denne type, men denne term kan have dækket over flere forskellige dragtstykker som f.eks. et slag eller en art kappe. Om disse to dragtstykker kan betegnes som ækvivalente er uvist, men eftersom de fleste testamenter i tallet er skrevet på latin kan det ikke aflæses hvilken term, der ville have været benyttet som dansk alternativ. Cappa omtales f.eks. jævnligt i den tidlige del af 1300-tallet, og dette dragtstykke har i det mindste i kvindedragten sammenfald med den nordiske term kåbe. I kvindedragten omtales f.eks. i den tidlige del af 1300-tallet adskillige ærmekåber, kåber og cappam manicatam (cappam med ærmer), denne betegnelse med ærmer synes ikke at optræde i forbindelse med mandsdragter, dette kan måske pege på at den mandlige cappa hovedsageligt var uden ærmer = slag, imidlertid kan det næppe afgøres hvordan disse ærmer har taget sig ud eller om der henvises til egentlige ærmer, f.eks. kan refereres til pynteærmer, lange ærmer, ærmeslidser m.m. Betegnelsen cappam kan således dække en art kåbe i kvindedragten, men det er ikke muligt at afgøre om mands og kvindekåber har været identiske eller vist forskellige dragtstykker, om termen har kunnet betyde flere forskellige ting eller om der er tale om et helt specifikt dragtstykke med særlige karakteristika. Hertil kommer at kåbe sandsynligvis har betegnet højst forskellige dragtstykker i henholdsvis 1285 og Derimod synes flere andre termer for yder- og overdragter at optræde i mandsdragten, f.eks. surcocium, gardecorps og toga. Om disse har kunnet gå under fællesbetegnelsen kåbe, som det ofte anføres i dragtlitteraturen, kan ikke påvises, og præcis hvordan disse dragtstykker faktuelt har taget sig ud, er endnu ikke undersøgt nærmere. De to testamenter, der omtaler kåber, henviser tydeligvis til særligt kostbare dragttyper, 28 men eftersom kildematerialet er så beskedent som her, kan det næppe udledes om kåbe generelt var et særligt fornemt dragtstykke. Sammenfatning Indenfor historieforskningen, har der ikke i nyere tid været gjort større forsøg på en historisk baseret gennemgang af dragt og dragtskik i middelalderen, af samme årsag har terminologidiskursen vedrørende middelalderens dragtpraksis været usynlig og undgået. Derimod har de forskellige grene af dragtfrem- 24 F.eks. Test. Erslev, pp og Det er hovedsageligt i forbindelse med de donatorer, der er højst rangerende og lavest rangerende; førstnævnte giver hovedsageligt hele stykker klæde og kostbart tilbehør mens sidstnævnte kun har få dragter, der er værd at donere bort. Mellemgruppen har derimod angivelse af adskillige dragtstykker. 26 Hos Test. Erslev, pp Enkelte steder omtales variis, der muligvis betegner egernskind. 28 Den sidstnævnte (i 1448) optræder i Christoffer af Bayerns testamente. Fra cotehardie til kåbe 15

18 stillinger både arkæologiske og populærhistoriske gennemgange, flittigt benyttet sig af middelalderlige dragttermer til beskrivelse af tidens dragt. I nyere værker findes man sjældent forsøg på at tolke eventuelle oprindelige dragttermer, typer af dragter eller den kontekst hvori dragtstykkerne placeres. Oftest tolkes dragter i en lukket cirkel på baggrund af et beskedent kildemateriale, f.eks. de traditionelle historiske kilder, litteraturen, indenfor testamenter etc., men hver fra sig giver kilderne kun beskedne eller fragmentariske informationer om datidigt dragtskrud. Testamenter eller lovtekst alene kan således ikke give et fylddigt og bredt repræsentativt materiale til brug til en tolkning af dragtstykker, men af kilderne kan f.eks. til tider aflæses mere specifikke oplysninger om dragt Mange af de dragttyper, der angives i dragtlitteraturen med særlige karakteristika f.eks. kåbe og cotehardie, kan ikke påvises ud fra testamenterne. For kåbens vedkommende synes denne ikke at have været benyttet som fællesbetegnelse for dragt i størstedelen af middelalderen, hvilket eller typisk angives. Kun få steder fandtes direkte påviselige forklarende termer, dette gjaldt f.eks. betegnelser som lang kjortel, særlige kendetegn som pelsforing, kantning med silke etc. Generelt kan testamenterne som eneste kildegruppe kun i beskedent omfang belyse middelalderens dragtterminologi og -typologi, i højere grad må inddrages et bredere udvalg af kilder som sammenligningsgrundlag og forhåbentligt kan fremtidige studier i middelalderens dragt- og dragtskik i skriftkilderne, være med til at identificere flere af de dragtstykker, der benyttedes i perioden. Litteratur Broby-Johansen, R: Krop og klær. Gyldendals forlag. Kbh Cunnington, C. Willet & Phillis: A Handbook of English Mediaeval Costume. Northampton, Diplomatarium Norvegicum: Oldbreve til Kundskab om Norges indre og ydre forhold, sprog, slægter, sæder, lovgivning og rettergang i middelalderen, Oslo Falk, Hjalmar: Altwestnordische Kleiderkunde. Mit besonderer Berücksichtigung der Terminologie. Skrifter udgivet av videnskapsselskapet i Kristiania: II: Kristiania, Fentz, Mytte: Dragter. I Dagligliv i Danmarks middelalder. En arkæologisk kulturhistorie, pp Red. Else Roeslund. Gyldendal. Kbh Fentz, Mytte: I skarlagen og linned. I: Siden Saxo, årg. 15, nr. 4, 1998, pp Kbh Gay, Victor: Glossaire Archéologique du Moyen Age et de la Renaissance. Bd I-II. Librairie de la Société Bibliographique. Paris, Geijer, Agnes; Franzén, Anne Marie og Nockert, Margareta: Drottning Margaretas gyllene Kjortel i Uppsala domkyrka. The Golden Gown of Queen Margareta in Uppsala Cathedral. Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien. Stockholm, 1985 og anden omarbejdede udgave, Gjessing, Gutorm: Skjoldehamndrakten. En senmiddelaldersk nordnorsk mannsdrakt. I Viking, Bd. 2, Årgang 1938, pp Oslo, Hansen, Henny Harald: Politikens dragtleksikon. Politikens Forlag Krogerus, Gunvor: Bezeichnungen für Frauenkopfbedeckungen und Kopfschmuck im Mittelniederdeutschen. Commentationes Humanarum Litterarum: 72: Societas Scientiarum Fennica, Helsingfors, Kühnel, Harry (Red.): Bildwörterbuch der 16 Fra cotehardie til kåbe

19 Kleidung und Rüstung vom alten Orient bis zum Mittelalter. Verlag Walter de Gruyter, Berlin, Kühnel, Harry (red.): Termnologie und Typologie mittelalterlicher Sachgüter: Das Beispiel der Kleidung. Veröffentlichungen. des Institut für mittelalterliche Realienkunde Österreichs, Nr. 10. Österreichischen Akademie der Wissenschaften, Wien, Larsen, Sofus: Brugtes kappen som hovedbeklædning i middelalderen? I: Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. III. Række, 2. Bind, 1912, pp Det Kongelige Nordiske Oldskrift Selskab. Kbh Lindahl, Fritze: Om dragter i dansk middelalder. I Folk skaber klæ r; klæ r skaber folk, pp Nationalmuseet. Kbh Lindahl, Fritze: Sølvsmykkerne skattefundet fra Rådved. I: Kuml, årg. 1977, pp Kbh Martensen Larsen, Britta: Herjolfsnæsdragterne på Grønland. Vidnedsbyrd om et Europa udenfor periferien. I Konsthistorisk tidskrift, årgang LVI , häfte 3. pp Konsthistoriska Sällskapet, Institutionen för konstvetenskap vid Stockholms universitet. Stockholm, Nockert, Margareta: Bockstensmannen och hans dräkt. The Bocksten Man and his Costume. Varberg Museum. Halmstad og Varberg, 1985, gen Nockert, Margareta: Textiler och dräkt I: Margrete I. Nordens Frue og Husbond, pp Nationalmuseet. Kbh Nockert, Margareta: Unam Tunicam halwskipftan. Ett sensationellt dräktfynd i Söderköping. I S:t. Ragnilds Gille. Årsbok 1992, pp Söderköping, Study. Meddelelser om Grønland, vol. 67. Kbh Nørlund, Poul: Klædedragt i oldtid og middelalder. Nordisk Kultur bd. XVb. Dragt. J. H. Schultz Forlag. Kbh Olrik, Hans: Mænds og kvinders klædedragt. I Ridderliv og korstogskultur, pp G.E.C. Gads Forlag. Kbh Sandklef, Albert: Bockstensfyndet ett märkligt dräktfynd från 1300 talet. I: Vår bygd. Hallands Hembygdsförenings Årsskrift, pp Halland, Sandklef, Albert: Bockstensfyndet. Notitser om 1300-talets dräktskick. I: Svenska turistföreningens årsskrift, pp Stockholm, Svenskt diplomatarium. Diplomatarium Suecanum. Bd. I IX. Udg. ved J. G. Liljegren & B. E. Hildebrand. Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien och Riks-archivet. Stockholm, Svenskt diplomatarium från och med Bd. I III. Udg. af Riks-archivet ved Carl Silfverstolpe. Stockholm, Testamenter fra Danmarks middelalder indtil Ved Kr. Erslev. Den Gyldendalske Boghandel. Kbh Vavra, Elizabeth: Kritische Bemerkungen zur Kostümliteratur. I: Terminologie und Typologie Mittelalterlicher Sachgüter: Das Beispiel der Kleidung. Veröffentlichungen des Instituts für Mittelalterliche Realienkunde Österreichs: Nr. 10, pp Verlag der Österreichishen Akademie der Wissenschaften. Wien, Zijlstra-Zweens, H.M.: Of his array telle I no lenger tale: Aspects of Costume, Arms and Armour in Western Europe Rodopi. Amsterdam, Nyrop. Kr. At svøbe sit Hoved i Skind. I Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. Det Kongelige Nordiske Oldskrift Selskab. III. Række, 2. Bind, årgang Pp Den Gyldendalske Boghandel. Kbh Nørlund, Poul: Buried Norsemen at Herjolfsnes: An Archaeological and Historical Fra cotehardie til kåbe 17

20 Bilag. I gennemgang af dragttermer i danske testamenter fra , undtaget klerikale dragtstykker og helt klæde i stykker. Dragtstykke Årstal Karakteristika I alt nævnt Capam/cappam/capa 1201, 1201, 1201, 1201, 1201, 1285, 1302, 1304, 1334, 1337, , , , , , 1350, 1350, 1352, 1352, 1353, 1358, 1358, 1359, , 1366, 1379, 1379, 1379, 1391, 1413, Ingen: (1304, 1334, 1337, 1350, 1350, 1366, 1424), den bedste: (1338 1, , ), af dobbelt klæde: (1358), af bruneto: ( ), bruneto med pelsværk: (1201, , 1379), mod regn: (1201, 1201, 1379), med mårskind: (1201), med gråværk: (1201), forskellig farve/broget: ( ), blå: (1285, , 1352, 1358, 1391), blå med pelsværk: (1379), grøn: (1352, 1353,), grå: (1302), rød: (1359), sort: (1413) 31 Collobium 1283, 1283 Blå foret med silke (1283) med mårskind (1283) 2 Gardecorps , 1342, 1352, 1352, Hætte/capucio 1304, 1337, 1337, 1337, 1337, , , , , 1346, 1350, 1350, 1350, 1350, 1350, 1350, 1350, 1350, 1352, 1352, 1352, 1352, 1353, 1353, 1358, 1358, , 1364, 1366, 1366, 1366, 1366, 1372, 1372, 1377, 1377, 1379, 1391, 1391, 1408, 1413, 1424, 1432, blå: (1352), Blå med pelsværk (1342, 1352), af bruneto: ( ), grøn: (1352) Ingen: (1337, 1350, 1350, 1350, 1350, 1350, 1350, 1358, 1366, 1366, 1372, 1377, 1413, 1442), af borel: (1337, 1352, ), af bruneto: (1338 3, 1379,), af bruneto med mårskind: (1391), af silfar klæde (1350), af Arras klæde: (1408), med silke: (1337, 1391,), af forskellig farve/broget: (1338 3, 1364), blå: (1304, 1352, 1352, 1353, 1358, 1366,), blå med silke: ( ), grøn: (1352, 1353, ), hvid: (1360 1, 1366, ), rød med pelsværk: (1346), sort: (1424), med pelsværk: (1337, , 1350, 1372), Andet: med knapper: (1377), til hverdagsbrug: (1432) 5 44 Kjortel/tunica 1291, 1302, 1304, 1334, 1337, , , 1342, 1350, 1350, 1350, 1350, 1350, 1350, 1350, 1352, 1352, 1352, 1353, 1353, 1358, 1358, 1359, , , , 1364, 1366, 1366, 1366, 1366, 1366, 1366, 1372, 1377, 1377, 1379, 1386, 1391, 1391, 1404, 1408, 1409, 1409, 1409, 1410, 1413, 1413, 1421, 1432, 1434, 1434, 1434, 1434, 1442, 1447, 1447, 1447, Ingen (1291, 1334, 1350, 1350, 1350, 1350, 1350, 1350, 1358, 1358, , 1366, 1366, 1366, 1386, 1413,), af klæde: (1409, 1413), af borel: (1337, 1352,), af bruneto: (1302, , 1379,), af bruneto med knapper: (1342), af bruneto med mårskind: (1391), af Arras klæde: (1408), af silfar klæde: (1350), af skarlagen, med foer: (1447), forskellig farve/broget: (1338 3, 1364, 1377,), blå: (1304, 1352, , 1366, 1366, ), grøn: (1352, 1353,), grå med foer: (1421), hvid: (1360 1, 1366, ), rød: (1359, 1404), sort: med rævepels: (1434), af sort damask: (1447), med pelsværk: (1353, 1372, 1434), den bedste: optimum med pelsværk: (1409), med mårskind: (1409), af rødt mårskind: (1447), af ræveskind: (1447), med rævepels: (1434) Andet: med knapper: (1377), til hverdagsbrug: (1432), lang: longum: (1442), lang med pelsværk: (1410), lang, sort med pelsværk: (1434), lang med pelsværk og blåt silke: (1391) Fra cotehardie til kåbe