KH bladetmaj Ellen stopper som landsleder efter 11 år. Handicappede i menigheden. Tid med GUD udgives i Norge

Transkript

1 KH bladetmaj Ellen stopper som landsleder efter 11 år 16 8 Kristelig Handicapforening Katrinebjergvej Århus N tlf.: info@k-h.dk Handicappede i menigheden Hvilken rolle har handicappede i menigheden? Er de uundværlige? Tid med GUD udgives i Norge Diakonistiftelsen Rogaland vil udgive en norsk udgave af Tid med GUD til ipad.

2 Indhold 3 Tid med GUD udgives i Norge 4 Tema: Handicappedes rolle i menigheden 16 Ellen stopper som landsleder 18 Velkommen til Thomas Bjerg Mikkelsen 20 Preben Kok Er du Guds barn eller Guds støttepædagog? 21 Farvel til Peder Andreasen 4 24 Invitation til Frøfestival 24 KH bladet Medlemsblad for: Kristelig Handicapforening Forside: På billederne: Ellen Hessellund Mikkelsen Layout: graphiccare.dk Tryk: Øko-Tryk Oplag: 1000 stk. Ansvarshavende redaktør: Ellen Hessellund Mikkelsen Redaktør: Rikke Thomassen Næste nummer udkommer: September 2014 Tema: Handicappedes rolle i menigheden KH bladet indeholder denne gang en række artikler om handicappedes rolle i menigheden. Det var en stor fornøjelse at være med til gudstjeneste i Ølgod Valgmenighed, hvor Østbækhjemmets beboere er en vigtig del af menigheden, og det var både givende og rørende at snakke med beboerne på Sydhjørnet om deres oplevelse af menighedsliv. Læs mere om dette inde i bladet. Tema-artiklerne bliver også bragt i Tidsskrift for Teologi og Kirke, der i maj udkommer med et temanummer om handicappedes rolle i menigheden. (Se mere på dttk.dk). Foråret har budt på forandringer på vigtige poster i Kristelig Handicapforening. På generalforsamlingen den 29. marts takkede Peder Andreasen af efter 6 år som formand, og Thomas Bjerg Mikkelsen har overtaget formandsposten. Ellen Hessellund Mikkelsen stopper som landsleder pr. 1. juni på grund af nyt arbejde. Derfor søger Kristelig Handicapforening en ny landsleder. Vi håber, at I som medlemmer og støtter vil hjælpe med denne proces og sprede budskabet. Dette nummer af KH bladet bærer også præg af forandringerne, og der er flere "farveller" og præsentation af nye i foreningens arbejde. God læselyst! Rikke Thomassen KH bladet

3 Tid med GUD udgives i Norge Diakonistiftelsen Rogaland forventer, at brugerne af App'en vil føle sig mere selvstændige og uafhængige, når det gælder deres personlige andagtsliv. Af Rikke Thomassen Diakonistiftelsen Rogaland har lavet en aftale med Kristelig Handicapforening om at udarbejde en norsk udgave af Tid med GUD til ipad. Sølvi Dahle er inkluderingsrådgiver i Stavanger Bispedømme og daglig leder i Diakonistiftelsen Rogaland. Hun fortæller, at de har erfaret, at det kan være vanskeligt at få den nødvendige hjælp til et dagligt andagtsliv. "Det er alt for ofte afhængigt af, at de ansatte stiller sig positivt til det kristne livssyn og selv har det godt med at hjælpe den enkelte med at udøve det. Det vil være langt enklere og mindre konfliktfyldt at bruge en App som hjælpemiddel. Brugerne kan opleve at få et dagligt andagtsliv uafhængig af de ansatte, og hvornår på dagen det måtte passe. Det giver en følelse af selvstændighed og uafhængighed." Ligesom den danske App, vil den Norske også blive stillet gratis til rådighed, og målgruppen er først og fremmest mennesker med udviklingshæmning, men også andre, som har brug for hjælp for at kunne have et dagligt andagtsliv. "Vi ønsker at tilbyde det gratis til bofællesskaber, institutioner for ældre og hjemmeboende ældre og udviklingshæmmede. Tid med GUD er et rigtig godt tilbud til en række grupper, som har brug for hjælp med andagtslivet. Det er tilgængeligt, enkelt og giver flere valgmuligheder. Særligt synes vi, det er godt, at det er muligt at udvælge enkelte dele af andagtsprogrammet, kunne gentage det man ønsker, og også få det læst i langsomt tempo," fortæller Sølvi Dahle. Den norske version af Tid med GUD vil blive med nogle af de samme billeder som den danske, men ellers fornyes hele lydsiden og video. Alt dette sørger Diakonistiftelsen Rogaland selv for. Aftalen indebærer også, at Diakonistiftelsen Rogaland betaler det halve af den omkostning, Kristelig Handicapforening har haft til design af den første version til PC og programmering af App en. Samtidig får Kristelig Handicapforening mulighed for at opgradere puslespillet til en bedre udgave, som er nemmere at anvende. Det forventes at den norske version af Tid med GUD vil blive færdig i første halvdel af Tid med GUD Andagtsprogrammet er udviklet af Ellen Hessellund Mikkelsen og udgivet af Kristelig Handicapforening. Det er et andagtsprogram til mennesker, der har brug for hjælp til den personlige andagt. Programmet udkom til PC i I 2013 udkom det som en gratis App til ipad. Antal downloads pr. 1. maj 2014:

4 rolle i menigheden Handicappedes rolle i menigheden De udviklingshæmmede er nødvendige i menigheden. Det er en af de vigtige pointer i Ellen Hessellund Mikkelsens artikel om svaghedens teologi. Men hvilken rolle har handicappede i menighederne i Danmark? Er de i menighederne? Har de en vigtig rolle? Eller er der ikke plads til dem? Udviklingshæmmede er en naturlig del af Ølgod Valgmenighed Det giver en visuel forståelse af evangeliet, når man har Østbækhjemmets beboere med i gudstjenesten," siger præsten i Ølgod Valgmenighed, Flemming Mose Lauridsen. Af Rikke Thomassen Inga Nielsen sætter sig, som hun plejer, på bænken til venstre for indgangsdøren til Ølgod Kirke. Herfra har hun overblik over kirken og hvem, der kommer ind af døren. Flere hilser på hende og snakker med hende og nogen laver også lidt pjat. Det er sådan, hun kan lide det. Inga Nielsen har Downs Syndrom og bor sammen med 12 andre på Østbækhjemmet.Hun kommer sammen med de andre beboere i Ølgod Valgmenighed. Nogle af de andre beboere sætter sig sammen med de ansatte fra bofællesskabet, men flere beboere sætter sig mellem de andre kirkegængere. Det er forskel- 4

5 Jeg får altid en krammer af nogle af dem og et specielt håndtryk. For mig er de jo nogle kære venner. Men det er ikke kun mig hele menigheden kender dem," siger Flemming Mose Lauridsen, der er præst i Ølgod Valgmenighed. ligt, hvad de har det bedst med. Og til nogle gudstjenester sker det også, at de skifter plads, inden guds-tjenesten går i gang. Eller måske bare rejser sig op for at gå over og hilse på nogen, de kender. Det er der plads til i kirken, hvor der inden gudstjenesten er masser af smil og hyggesnak. Skal ikke særbehandle Inge og Mogens Stig Nielsen er ledere af Østbækhjemmet og begge medlem af Ølgod Valgmenighed. Inge Nielsen oplever, at det er rigtig godt for menigheden, at beboerne er der. Især er det en god ting for de børn, der kommer i kirken, at vores beboere er en naturlig del af menigheden. Det er godt for børn at lære, at vi ikke alle er ens, og der er plads til alle, siger hun. Menighedens præst, Flemming Mose Lauridsen, oplever det også meget positivt, at beboerne er en del af menigheden. Det giver en visuel forståelse af evangeliet og modtagelsen, når man har Østbækhjemmets beboere med i gudstjenesten. Her er vi ikke bare dem, der har styr på det hele. Det er så dejligt. Vi behøver ikke sætte ord på det eller iscenesætte det. Jeg tror bestemt også, det betyder meget for vores eget kristenliv. Der står jo ikke noget sted i bibelen, at vi skal have en høj intellekt for at være et Guds barn. Flere af dem har en stærk tro, og det er helt naturligt at tale om troen, siger han og lægger stor vægt på, at de deltager på lige fod med alle andre i gudstjenesten. Vi skal passe på, at vi ikke særbehandler dem. De er også almindelige mennesker, som er en del af menigheden. En sjæl er en sjæl, og vi tager som udgangspunkt ikke specielle hensyn til dem. Men selvfølgelig er der nogle særlige ting, vi skal tage hensyn til, for eksempel når vi skal have en i kørestol frem til nadver, hvor vi har en aftale om, at de skal over i højre side, og jeg kender også beboerne godt og ved, om de får brød og vin eller en hånd på hovedet. Vi gør ikke noget andet specielt, og det har jeg det godt med. Der er slet ikke brug for at tage specielle hensyn, understreger han. For lederne af Østbækhjemmet har det stor betydning, at præsten og menigheden kender beboerne rigtig godt. Vores beboere føler sig virkelig som en del af menigheden, og det betyder meget for beboerne, at præsten og andre ser dem og snakker med dem, siger Inge Nielsen. Ønskede at tænde et lys I Ølgod Valgmenighed er der også til nogle gudstjenester mulighed for at tænde et lys i forbindelse med nadver for at bede en bøn eller mindes en afdød. I døbefonden lægges et træfad, hvorpå der står et stort hvidt lys, og der kan tændes små fyrfadslys rundt om det store lys. Det er Jens Kristian Korsgaard, der bor på Østbækhjemmet, som foreslog dette, og sammen med mange af Østbækhjemmets beboere tænder han et lys, når der er mulighed for det. Der står jo ikke noget sted i bibelen, at vi skal have en høj intellekt for at være et Guds barn. Flere af dem har en stærk tro, og det er helt naturligt at tale om troen. Jens Kristian Korsgaard tænder et lys i forbindelse med nadver. 5

6 Handicappedes rolle i menigheden (fortsat) Inga Nielsen (tv.) hygger sig med de andre i menigheden. Mange udviklingshæmmede har det godt med symboler og ritualer, men også mange af de andre kirkegængere har taget muligheden til sig, og der kan godt være 50 lys tændt efter nadver. Forslaget om at have mulighed for at tænde et lys blev ikke til virkelighed, fordi det var Jens Kristian Korsgaard, der foreslog det, men fordi både præsten og bestyrelsen syntes, det var en god idé. Flemming Mose Lauridsen glæder sig dog ekstra over, at det var netop Jens Kristians idé, da det også er med til at synliggøre noget af det, beboerne fra Østbækhjemmet bidrager med. Blev ansat som aftenvagt Flemming Mose Lauridsen har også haft en særlig mulighed for at lære beboerne at kende via en mindre ansættelse på bofællesskabet. Da han begyndte som præst i Ølgod Valgmenighed, ville flere af beboerne gerne snakke lidt ekstra med ham, når de sagde farvel ved udgangen, men det var svært at finde ordentlig tid til det, når han også skulle hilse på alle de andre kirkegængere på vej ud af døren. Han var kun ansat på deltid i valgmenigheden, så der blev lavet en aftale med Østbækhjemmet om, at han kunne være aftenvagt hver anden tirsdag. Så kunne jeg sige i døren: Jeg kommer på tirsdag, så tales vi videre om det. Det var en rigtig god løsning i en periode, for de oplevede at være blevet set og hørt, og jeg følte ikke en dårlig samvittighed over, at jeg skulle jage dem forbi mig. Som aftenvagt oplevede jeg at have tid til at snakke med dem, og det betød, at jeg lærte beboerne rigtig godt at kende og fik et personligt forhold til dem. Selvom jeg var aftenvagt så de mig stadig som præsten, og det var ikke småting, vi talte igennem. Det var mange kristne emner og eksistentielle spørgsmål. Selvværd. Hvorfor jeg er her. Hvorfor jeg har det, som jeg har det. Hvorfor der er sygdom. Det kunne også være noget, jeg havde sagt i en prædiken. Det har betydet, at flere af beboerne er meget trygge ved mig. Jeg får altid en krammer af nogle af dem og et specielt håndtryk. For mig er de jo nogle kære venner. Men det er ikke kun mig hele menigheden kender dem," siger Flemming Mose Lauridsen. 6

7 "Ingen kommer og spørger, om jeg vil hjælpe" "Hvis man vil give noget, så får man da lov til det, men det er mig selv, der skal tage initiativ til det ingen kommer og spørger, om jeg vil hjælpe, siger Jacob Nørtoft. Af Rikke Thomassen Jacob Nørtoft var 9 år, da han blev syg. Han blev opereret for kræft i hjernen og fik fjernet lillehjernen. I dag er han 22 år og bor på bofællesskabet Sydhjørnet i Vamdrup. Han forventer, at han kun skal bo i bofællesskabet en periode, indtil han igen kan klare sig selv. Han sidder i kørestol, men har trænet sig op til at kunne gå over kortere afstande med en rollator eller en hjælpende hånd. Han har mange gode minder om kristne lejre som barn, og tænker tilbage på det som hyggelige oplevelser. I dag er han ikke aktiv i et kristent ungdomsfællesskab, men følges af og til med bofællesskabet i den lokale folkekirke. "Det er egentlig lidt mig selv, der har valgt det fra. Jeg har jo stadig gode venner derfra, men jeg har ikke haft overskud til for eksempel at tage med på lejr," fortæller Jacob Nørtoft. I kirken oplever han, at mange møder ham med venlighed. "Men der er også nogen, som møder mig med den fordom, at jeg ikke kan så meget, fordi jeg sidder i kørestol. De går ikke hen og er imødekommende, men tager afstand. Det er dog ikke anderledes i kirken, end det kan være andre steder," siger Jacob Nørtoft. I kirken kan han også få den opfattelse, at de ikke forventer noget af ham. "Hvis man vil give noget, så får man da lov til det, men det er mig selv, der skal tage initiativ til det ingen kommer og spørger, om jeg vil hjælpe. Men det er også fordi, jeg sidder i kørestol. Ingen forlanger det af mig. Ingen forventer noget," siger Jacob Nørtoft. Selv sætter han pris på en hyggesnak og en kop kaffe, og derfor tiltaler det ham også, når der i kirken er for eksempel et caféhjørne, hvor man kan sidde og hygge sig. 7

8 Handicappedes rolle i menigheden Skal jeg holde en plads til dig, Sofie? Af Rikke Thomassen Sofie Heldgaard stortrives i missionshuset, hvor mange er meget glade for hende, og hun føler sig tryg ved at komme der. Samme tryghed har været svær at opnå i kirken. Sofie er pjattet med at komme i missionshuset. Vi har tre piger, og Sofie ved de i hvert fald, hvem er, fortæller Marianne Heldgaard fra Videbæk. Hendes datter, Sofie Heldgaard, er 19 år og udviklingshæmmet. Mange er glade for Sofie, og hun har også sine favoritter. Når vi kommer, kan der være en, der råber: Skal jeg holde en plads til dig, Sofie?. Det er en dejlig velkomst og i det hele taget er der mange, som gør meget ud af at hilse på Sofie. Hun elsker også, når vi skal på samfundslejr, og inden vi skal af sted, skal vi altid gennemgå: Kommer de? Kommer de? Kommer de? Hun har svært ved at slappe af, hvis alle ikke er der, og hun vil så gerne have alle med, siger Marianne Heldgaard. For familien har det været rart komme af sted til møderne i missionshuset, fordi de har følt, at de andre i missionshuset kender Sofie godt og kan rumme hende. Kirken er et mere helligt sted Anderledes har jeg det med kirken, hvor der kommer mange, vi ikke kender og som ikke kender Sofie. For Sofie kan godt have svært ved at være stille, og vi er så bange for, at nogen skal føle sig generet af det. Måske er det også fordi, jeg tænker, at det er et mere helligt sted, og fordi jeg ikke er helt tryg ved de andre. Jeg er så bange for, hvad de vil tænke eller sige, for vi vil jo helst ikke falde for meget udenfor eller få mere opmærksomhed end højst nødvendigt, siger Marianne 8

9 Sofie Heldgaard er 19 år og udviklingshæmmet. Hun stortrives i missionshuset, og familien føler, at de andre i missionshuset kender Sofie godt og kan rumme hende. Heldgaard og understreger også, at de ikke på noget tidspunkt har oplevet, at de ikke var velkomne i kirken. Vi har ikke været så trofaste i kirken, som vi har været i missionshuset. Vi ville være kommet mere i kirken, hvis Sofie kunne rumme det, men der har været nogle udfordringer for os ved at have Sofie med til gudstjeneste, og vi har skullet finde ud af, hvordan vi kunne tackle det bedst. Det er nu blevet sådan, at vi i kirken sætter os i det ene kirkeskib, hvor der kun er tre rækker. Derfra har Sofie ikke så meget, hun skal holde øje med for hun har mange ting, hun gerne vil holde styr på. I sideskibet er der også en bagdør, vi kan komme ud af, hvis der er behov for det. Når man har helt små børn kan man risikere at skulle gå hele vejen ned gennem kirken med et barn, der græder højt, for at komme ud. Men det er ikke så sjovt at skulle gå ud med en 19-årig, der ikke kan være stille. Jeg kan godt have fornemmelsen af, at vi sidder på nåle i kirken, fordi Sofie kan være så uforudsigelig, siger Marianne Heldgaard. Bare det at gå til alters kan være svært, for hun siger, at hun ikke vil med op og have kaffe. Men hun kan heller ikke sidde selv, for så sidder hun måske og snakker højt, siger Marianne Heldgaard. Derfor bliver det ofte sådan, at Marianne og hendes mand går til alters på skift, mens den anden bliver hos Sofie. Men de arbejder stadig på at få det til at fungere på en måde, så de kan gå sammen til alters og Sofie kan sidde selv imens. Det er ikke fordi, ting ikke bliver trukket ned på et børneplan, og der er også børnekirke men det er hun jo for stor til. Vi har også svært ved at tage hende med til forbøns- og lovsangsgudstjeneste, for dér er hendes søskende, og de skal også have lov at foretage sig noget uden Sofie, siger Marianne Heldgaard. Fortsatte i børneklubben Det er også nogle af de overvejelser Marianne Heldgaard og hendes mand, Ove Held- Marianne og Ove Heldgaard har gennem årene haft mange tanker om, hvordan de kunne gøre det bedst muligt med det aktive kristenliv. gaard, har haft i forhold til Sofie og børne- og ungdomsklubberne. De har skullet tage hensyn til både Sofie, hendes søskende, lederne i klubben og de andre børn. Sofie gik i børneklub indtil konfirmationsalderen. Hun rykkede ikke op til hverken junior eller teen, for de ville slet ikke kunne rumme hende, og jeg ville føle, jeg udstillede hende, hvis hun skulle være med, siger Marianne Heldgaard. Jeg var leder i børneklubben, og her var Sofie med. Jeg havde en ung pige, som tog sig af Sofie, når vi var der, for jeg kunne ikke have en opgave, når jeg havde Sofie, for hun kunne ikke forstå, når jeg skulle noget andet end at tage mig af hende, siger Marianne Heldgaard. Kan se gudstjenesten hjemme Gennem årene har Marianne og Ove Heldgaard haft mange tanker om, hvordan de kunne gøre det bedst muligt med det aktive kristenliv. De har blandt andet valgt at være alene af sted til mange af møderne i missionshuset om onsdagen, hvor Sofie var i aflastning, så de også kunne komme til møde alene som par. Jeg har også overvejet at tage Sofie med til gudstjeneste særligt for udviklingshæmmede, men tænker også, at vi skal passe på ikke at sprede os over for meget, netop når det kan være svært for Sofie at rumme det, siger Marianne Heldgaard. Ofte har de benyttet sig af muligheden for at sidde hjemme og se gudstjenesten fra Videbæk Kirke i TV, fordi det har givet en ro, som de har svært ved at finde, når de har Sofie med til gudstjeneste i kirken. Den hjemlige afslappethed har de dog haft til møderne i missionshuset. Her har de følt, at de kunne slappe af i fællesskabet, og Marianne Heldgaard glæder sig også over, at Sofie er meget tryg ved at komme i missionshuset ja, helt pjattet med at komme i missionshuset. 9

10 Handicappedes rolle i menigheden Mennesker med autisme og Aspergers syndrom udfordrer kristne fællesskaber Det er ikke særlig kaffehyggeligt, når der er en med, som hele tiden ødelægger det kaffehyggelige fællesskab, siger Henrik Jacobsen, der har Aspergers syndrom. Af Rikke Thomassen Mennesker med autisme og Aspergers syndrom er meget konkret tænkende, og det kan derfor være svært for dem at forholde sig til det, præsten eller en taler siger. Man kan ikke sige, at de misforstår det, der bliver sagt, for de forstår præcist og konkret, hvad præsten siger. Carsten Mølgaard Hansen er pædagog på bofællesskabet Sydhjørnet i Vamdrup, og oplever jævnligt hvordan mennesker med Aspergers Syndrom eller autisme forstår ting forskelligt fra andre mennesker. Det kan være et ord, der ikke giver mening for dem i sammenhængen, og dermed kommer til at fylde alt. Det kan også være svært med oplæsning fra Bibelen, fordi Biblen mange steder ikke er skrevet på et let forståeligt dansk. Og alle de historier og lignelser hvorfor er det ligesom det? Det kan være svært at forstå Carsten Mølgaard Hansen er pædagog sammenhængen, siger Carsten Mølgaard Hansen. Derfor er det vigtigt, at præsten eller taleren forstår at tale et enkelt sprog og holde pointen ret simpel. Salmer kan også være svære. Alle de ord, der bliver brugt og mange gange et gammeldags sprog. For eksempel, hvad betyder "huld" og "hald"? Det kan også være, at der er en, der taler om "en lang vandring" i overført betydning, og så vil et menneske med autisme eller Aspergers syndrom tænke: En vandring? Hvilken vandring? Vi har da ikke været ude at gå, siger Carsten Mølgaard Hansen. Løs snak er en udfordring Når det er kirkelige fællesskaber uden for kirken, for eksempel bibelstudie, kan det også være vanskeligt med den løse snak om et emne. 10

11 Johannes Christiansen er 43 år og bor på bofællesskabet Sydhjørnet, som er et bofællesskab blandt andet for mennesker med Aspergers syndrom og autisme. Johannes Christiansen synes det kan være svært med onsdagscafé i Vamdrup. Han vil gerne bidrage med noget, men ved ikke, hvad han skal sige især hvis gruppen ikke holder sig til det kristne emne, der er lagt op til. Det er svært at svare på deres spørgsmål. Jeg ved godt, det er inde i mit hoved. Jeg føler, det er på grund af mig, at samtalen går i stå. Det er som om, det er min skyld. Nogen gange sidder jeg sammen med nogen, der ikke siger noget. Så skulle jeg bare sige noget. Men det er svært at få det sagt, siger Johannes Christiansen. Nogen gange sidder jeg sammen med nogen, der ikke siger noget. Så skulle jeg bare sige noget. Men det er svært at få det sagt. Henrik Jacobsen Har behov for at det er konkret Henrik Jacobsen er 38 år og har Aspergers syndrom. For ham har det også været en udfordring at indgå i fællesskabet omkring bibelstudie. I mange fællesskaber mødes man, drikker noget kaffe, læser et stykke i Bibelen og snakker sammen om teksten. Så kan man opleve, at den ene mener det ene og den anden det andet, og jeg tænker: I mener ikke det samme? Er vi enige om, at vi læser i den sam- Johannes Christiansen bor på Sydhjørnet Bibeltekster giver ikke mening Uddrag af dialog mellem Carsten Mølgaard Hansen og Johannes Christiansen. Carsten lægger ud: Hvad kan du godt lide ved at komme i Kirken? - Jeg kan godt lide Jens Henriks (præsten, red.) prædikener. Jeg kan ikke så godt lide, når der bliver læst, for det er ikke altid, det giver mening. Det næstbedste er, hvis der er barnedåb og præsten udlægger betydningen helt nede på jorden på forskellige måder fra gang til gang, sådan helt naturligt. Det er også godt med salmerne, når de passer til årstiden. Eller når de passer til prædiketeksterne? - Nej. Det giver ikke mening. Du kommer også i onsdagscafeen. Når de andre snakker, er du så med i snakken? - Jeg vil gerne bidrage til onsdagscafeen med noget kristent. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Er det svært at være med i de andres snak, når samtalerne handler om mange forskellige ting? Ja. Det skal være noget kristent. Siger de noget til dig? - Ja. Det er svært at svare på deres spørgsmål. Jeg ved godt det er inde i mit hoved. Jeg føler, det er på grund af mig, at samtalen går i stå. Det er som om, det er min skyld. Nogen gange sidder jeg sammen med nogen, der ikke siger noget. Så skulle jeg bare sige noget. Men det er svært at få det sagt. - Jeg undrer mig over, at de altid synger Nu titte til hinanden. Kunne det ikke lige så godt være en anden? Kan det ikke bare være fordi, præsten er meget glad for den sang? - Nej, det kan ikke være derfor. 11

12 Handicappedes rolle i menigheden Mennesker med autisme og Aspergers syndrom udfordrer kristne fællesskaber (fortsat) Man kommer jo bare og sætter sig Uddrag af Rikke Thomassens interview med en mandlig beboer på bofællesskabet Sydhjørnet. Hvad kan du lide ved at komme i kirke? - Det er hyggeligt at synge sange og høre, hvad præsten har at fortælle. - Jeg kan godt lide at følges med nogen fra Sydhjørnet, når jeg skal i kirke. - Det er godt, når der sker lidt andet end den almindelige gudstjeneste, for eksempel nytårsparade, og jeg kan godt lide, når der er kaffe og kage. Er de gode til at tage imod dig? - Jeg mødte Inge, og hun sagde hej og det er pudsigt, du også er her. Beboeren kigger på pædagogen, der sidder ved siden af og spørger: - Hvad mener hun, når hun siger, om de tager imod mig? Man kommer jo bare og sætter sig. me Bibel? Der må være noget, som er rigtigt, siger Henrik Jacobsen. Efter en aften med bibelstudie har jeg nogle gange skrevet ned, hvad det er, vi har snakket om, og lavet nogle svaroverskrifter. Tre sætninger det er vi nået frem til i aften. Men så har jeg gjort det alt for konkret. Jeg synes, der er plads til mig nu, men for 9 år siden var min oplevelse i bibelkredse noget anderledes. På et tidspunkt tænkte folk: Du splitter mere, end du bidrager. Det er bare rigtig tungt at have dig med. Jeg har engang spurgt om at komme i en bibelkreds, men der var ikke plads til mig. Jeg kan godt tænke, at de kristne, som siger, de er kristne, at ret få af dem faktisk er kristne. For hvis de virkelig var kristne, så ville de have næstekærlighed, og så ville de huske at bede nok for at kunne inkludere, lige meget hvem. Det handler faktisk ikke om Gud, det, der går galt. Det handler om, at vores fællesskaber er blevet kaffe-hyggelige. Men det er ikke særlig kaffehyggeligt, når der er en med, som hele tiden ødelægger det kaffehyggelige fællesskab. Savner en målsætning og en plan Henrik Jacobsen kunne også ønske, at der var mere fokus på at have en målsætning og en arbejdsplan i det kristne fællesskab. Vi er her, og vi vil gerne der over. Hvordan kommer vi der over? Og hvornår skal vi være der ovre? Når jeg læser i min Bibel, så er tro for alle dem, jeg kan læse om, det er en udvikling, en rejse og en vækst. Og jeg har aldrig hørt om en rejse eller noget, der skal gro, som bliver ved med at gentage sig selv. I dag har jeg lært så meget om mig selv som Asperger, at jeg godt kan være i det, men hvis jeg skal tale om andre Aspergere, så vil det være lettere for dem at være i det, hvis de kan se en plan og et mål: "Hvad et det, jeg får ud af det i dag, hvad får jeg ud af det i morgen?" Mulighed for at spørge præsten Henrik Jacobsen foreslår også, at der efter hver gudstjeneste skulle være mulighed for at stille spørgsmål til præsten, så der kunne komme ro på tankerne omkring det, der ikke var forstået eller de tanker, der opstod efter gudstjenesten. Carsten Mølgaard Hansens erfaring er også, at der kan opstå mange spørgsmål og usikkerheder hos mennesker med autisme og Aspergers syndrom i forlængelse af en gudstjeneste eller et andet kirkeligt møde. Hvis præsten eller taleren stillede sig til rådighed, kunne man for eksempel få svar på, hvad der menes med en lang vandring, når der ikke er nogen, der har været ude at gå. 12

13 Handicappede er NØDVENDIGE i menigheden Vi må spørge hinanden: Hvordan er vi? Hvordan er vores fællesskab? Har vi travlt med at være de største og stærkeste, så vi ikke kan rumme andres og egen svaghed? Er de svage i det hele taget en del af vores menighed? Af Ellen Hessellund Mikkelsen, landsleder i Kristelig Handicapforening Tværtimod, de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige..." (1. Kor. 12,22). Har det mon vakt undren, måske hovedrysten eller har det blot forbigået opmærksomheden, da dette første gang blev læst op for menigheden i Korinth? Hørte de det i det hele taget i den menighed, der var så optaget af netop styrke, visdom, ære og kraftfulde nådegaver? Sætningen falder midt i Paulus udfoldelse af legems-billedet: Menigheden med dens forskelligartede medlemmer og udrustninger er som et legeme med forskellige lemmer. Ingen kan undværes. Alt er sat sammen, som Gud vil. Paulus bruger ordene: "De svageste" og "nødvendige" i samme sætning. De svageste er nødvendige. Paulus siger til menigheden: I tænker, nogen kan undværes, der er nogen, I ikke kan se nogen nytte i at have med. Der er nogen, I ikke har brug for: De svage, de stigmatiserede. Men tvært op imod denne meget menneskelige tanke kommer her den guddommelige tanke: Netop de er nødvendige. Hvordan kan svaghed være nødvendig? Dengang i Korinth og nu i det udbredte fokus på nådegaver og menighedsopbygning er det ikke svaghed, der sættes øverst på listen over den nødvendige udrustning. Tværtimod. Vi kan måske godt se, at de svage i menigheden kan have brug for os, de stærke, men at vi skulle have brug for dem at vi ikke skulle kunne undvære dem det er ikke umiddelbart åbenlyst for os. Talen om svaghedens/de svages nødvendighed ikke blot er en lille mellemsætning i Paulus udfoldelse af legems-billedet. Nej, den fører ind i det helt centrale i den kristne teologi. Den er et væsentligt paradigme til at forstå Guds vej med sit folk og med den enkelte. Guds vej i svaghed En gennemgang af frelseshistorien afslører et gennemgående træk: Gud handler i svaghed "i sin modsætning". På Bibelens allerførste side viser Gud sig som den almægtige skaber, og på side to lægger han forvaltningen af hele skaberværket i svage menneskers hænder, (og vi ser snart, hvor galt det går). Så introduktion larmens spiritualitet Jeppe Bach Nikolajsen 3 snart katastrofen, der følger af menneskets trang til Artikler Åndelig dannelse et udsnit af mulige rammebetingelser Jørn Henrik Olsen 5 den kundskab, som var forbeholdt Gud, indtræffer, spirituelt lederskap kan sekulær åndelighet berike kirkelig lederskap? Paul Otto Brunstad 18 ikonens teologi med udblik Pernille svendsen 29 luthersk spiritualitet om lære og liv i den éne, kristne kirke Knut Alfsvåg 42 Rapport Det livssynsåbne samfund norsk religionspolitik Mogens s. Mogensen 57 Debat lægger Gud en plan for, hvordan han skal få sine mennesker tilbage i sin nærhed igen. Planen virker umiddelbart svag: Kvindens afkom skal knuse den onde en kirkelig 2020-plan Unge visioner for kirken Kristoffer simonsen og DBi Michael Agerbo Mørch 61 Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke - Menighedsfakultetet - Katrinebjergvej 75 - DK-8200 Aarhus N fjende. Ikke noget med, at de mægtige engle, der var Anmeldelser Frelse og fortabelse Peter V. legarth 66 en bog om helvede og folkekirken Jørgen sejergaard 77 sat til at vogte indgangen til Edens have, sendes ud for Kærligheden vinder en bog om liv og død, himmel og helvede Peter søes 82 at straffe den onde og redde menneskene ud af hans klør. Nej, frelseren skal fremstå som et (svagt) menneske-barn. Og så kan vi følge, hvordan Gud op igennem historien arbejder efter sin frelses-plan og i dette arbejde inddrager det ene svage led efter det andet: Kvindens afkom skal have et folk at fødes i. Gud vælger et barnløst par til at grundlægge dette folk, som alle jordens slægter skal velsignes i. Da folket har været slaver længe nok i Ægypten, og Gud vil udfri dem og føre dem hjem til deres eget forjættede land hvem sender Gud så til den mægtige Farao for at sige: "Lad mit folk rejse?" En fårehyrde med mord på samvittigheden og for øvrigt et talehandicap. indhold IntroduktIon larmens spiritualitet Jeppe Bach Nikolajsen 3 ArtIkler Åndelig dannelse et udsnit af mulige rammebetingelser Jørn Henrik Olsen 5 spirituelt lederskap kan sekulær åndelighet berike kirkelig lederskap? Paul Otto Brunstad 18 ikonens teologi med udblik Pernille svendsen 29 luthersk spiritualitet om lære og liv i den éne, kristne kirke Knut Alfsvåg 42 rapport Det livssynsåbne samfund norsk religionspolitik Mogens s. Mogensen 57 debat en kirkelig 2020-plan Unge visioner for kirken Kristoffer simonsen og Michael Agerbo Mørch 61 Anmeldelser Frelse og fortabelse Peter V. legarth 67 en bog om helvede og folkekirken Jørgen sejergaard 78 Kærligheden vinder en bog om liv og død, himmel og helvede Peter søes 83 Dansk tidsskrift for teologi og kirke ÅndelIg dannelse Dansk tidsskrift for teologi og kirke / 2014 / 02 / 40. årgang ÅNDelig DANNelse: Jørn Henrik Olsen / Paul Otto Brunstad / Pernille svendsen / Knut Alfsvåg / Mogens s. Mogensen / Kristoffer simonsen / Michael Agerbo Mørch / Peter V. legarth / Jørgen sejergaard / Peter søes Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke (DTTK) udgiver i samarbejde med Kristelig Handicapforening et temanummer om Handicappedes rolle i menigheden. Denne artikel er et uddrag af Ellen Hessellund Mikkelsens artikel i DTTK. Tidsskriftet kan købes for 99 kr. + porto. Læs mere på dttk.dk. 13

14 Handicappedes rolle i menigheden Handicappede er NØDVENDIGE i menigheden (fortsat) Inga Nielsen sætter sig, som hun plejer, på bænken til venstre for indgangsdøren til Ølgod Kirke. Herfra har hun overblik over kirken og hvem, der kommer ind af døren. Jesu fremtræden Da kulminationen på frelsesplanen, inkarnationen, skal bebudes, bliver englen sendt til den unge ukendte pige, Maria, i den foragtede by Nazareth i Galilæa. Da Gud selv bliver menneske, bliver han det som en forsvarsløs, nøgen baby i en stald. Englekoret bryder igennem fra Guds usynlige verden og synger det storslåede budskab for foragtede og ulærde hyrder på marken, mens vismændene i kongens slot forsøger at give kongen svar på, hvor den efterlyste kongesøn er født. Da Jesus vælger sine disciple, vælger han ikke nogen af de skriftlærde tværtimod. Dem, han vælger, var sandsynligvis nogle af dem, der ikke var blevet optaget hos en rabbiner, men var blevet sendt hjem til praktisk arbejde hos deres fædre. Jesus går op imod de menneskeskabte skel og tager sig af de udstødte, de foragtede de svage og dem, man skammer sig ved. Han åbner Guds rige for umyndige og uværdige. I Jesu fryderåb vendes der meget enkelt og klart op og ned på begreberne (Matt 11, 25 f med par. i Luk 10, 21f). Her bliver ordene "klog" og "umyndig" sat over for hinanden, vise og intelligente over for uerfarne og umyndige. I samtiden blev visdom og klogskab set som vigtige redskaber til at forholde sig til Gud. Umyndige var udelukket fra dette forhold. Men Jesus understreger her klart, at Gud ikke bruger den menneskelige visdom som vej til mennesket, men tværtimod åbenbarer sig for umyndige, ulærde og uerfarne. Når jeg er svag, er jeg stærk Inden vi går videre må vi lige bemærke det lille guddommelige ord "synes" i 1. Kor. 12, 22. Det klinger med i hele frelseshistorien sammen med den røde tråd og i Paulus svaghedsteologi. Det antyder, at for Gud er tingene ikke altid, som de synes for os mennesker. Gud dømmer ikke, som vi gør. Gud ser ikke, som vi gør. Det rører ved den dybe hemmelighed, der ligger i frelseshistorien, i den kristnes liv og menigheden: At der bag det svage, det forargende, det dåragtige, gemmer sig en kraft, en Guds-virkelighed. Som det gælder i menigheden, gælder det også for den enkelte: Jeg bliver aldrig stærkere end min svaghed. For det er netop derigennem, Guds kraft finder vej til udfoldelse i mit liv. Når jeg er svag, er jeg stærk. 14

15 De svage i menigheden I samme sætning som Paulus taler om de svage lemmer, nævner han også andre grupper af lemmer, nemlig de lemmer, vi synes er mindre ærefulde og de lemmer, vi undser os ved. For mig bliver det et billede på de mennesker, der er sat uden for de normales, de pænes selskab. De mennesker, der i samfundet fremstår som svage og stigmatiserede. Til denne gruppe hører de handicappede og her særligt de handicappede, der er kognitivt og socialt svage, de mennesker, der er psykisk udviklingshæmmede. I samfundet er de stigmatiserede, stillet til skue, som nogen, der betyder udgifter på de kommunale budgetter. Jesus omgikkes også de af samfundet tilsidesatte, de umyndige, syge, svage, handicappede. Dem, man undså sig ved. I sine handlinger og ord vender Jesus op og ned på gældende normer det så vi ovenfor. Men Jesus gør mere end det. Han solidariserer sig med de små, de svage, de stigmatiserede: Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Som vi behandler de svage, de udsatte, behandler vi Jesus. Jesus lader også de svage være vejvisere for de stærke. Deres nødvendighed, deres rolle i menigheden, er ikke, at vi skal hjælpe dem for at øve os i og demonstrere vor velgørenhed. De er nødvendige, uundværlige som vejvisere for os: For at de kan demonstrere for os, at Gud kommer i svaghed. At svagheden er nødvendig, hvis vi vil fyldes og bæres af Guds kraft. At svagheden baner vej for, at Gud kan få æren. De svage i menigheden udfordrer os til at genopdage troen som en Guds kraft og som noget, der skal leves ud. De kan vise os, at troen ikke bare sidder i hovedet. Vi er i kirkens forkyndelse så dygtige til at bruge en masse ord, men for de svage må der også forkyndes uden ord. Kan vi det? Det er nok en af vor kirkes svagheder. De svages rolle i menigheden John Swinton beskriver i sin artikel Building a Church for Strangers, hvordan Stephen, som har Downs Syndrom, åbner op for en hel ny forståelse af, hvad tilbedelse er i musikken, i dansen, i brødet og i vinen, frembringer han en glæde og en følelse af fest, der overgår rationel forståelse og udfordrer kirken. Der er en fare ved at fokusere så meget på de svages nødvendighed. En fare for, at vi enten tænker på de svage som nogle, der er sat i verden, for at vi kan vise vores godhed og omsorg. Eller at vi forherliger det svage liv som attraktivt eller negligerer det med holdningen: Vi er jo alle svage. Når disse holdninger, som alle kan siges at rumme noget sandt, bliver rendyrkede, går det galt. Men det må ikke afholde os fra at se de svage, at rumme dem i menighedens gudstjeneste og hverdagsliv. Vi må spørge hinanden: Hvordan er vi? Hvordan er vores fællesskab? Har vi travlt med at være de største og stærkeste, så vi ikke kan rumme andres og egen svaghed? Er de svage i det hele taget en del af vores menighed? Når nu de svage lemmer er nødvendige i menigheden, hvordan kan menighedens gudstjeneste så være så meget på de stærkes præmisser? Legemets styrke ligger i svagheden Der er også en vigtig pointe i, at menigheden danner en tydelig modkultur til det omgivende samfund ved at være solidarisk med og forsvare de svage over for det samfund, der vil udelukke og frasortere. At man i menigheden slår kreds om den svage i stedet for at smide ud af kredsen. At menigheden kan være et fællesskab for i stedet for at udelukke fra fællesskabet Men desværre er det langt fra altid tilfældet. Det er f.eks. tankevækkende at høre mennesker med handicap fortælle, at det sværeste fællesskab at være i, er det kristne. Hvorfor er det sådan? Kæden er ikke stærkere end det svageste led. Det plejer vi at betragte fra det stærkes synsvinkel og bruger det til at understrege, at svagheden holder kraften, styrken i en enhed tilbage. Derfor må man finde svagheden og gøre den stærk eller skille sig af med den. Men i Paulus billede af menigheden vender det anderledes. Legemet er ikke stærkere end dets svageste lemmer, og det er netop her legemets styrke findes. For Gud vil bruge svagheden som det sted, hvor hans kraft åbenbares. Svaghed og svage lemmer er ikke noget, man skal skaffe sig af med de er nødvendige, ja, uundværlige. 15

16 Ellen stopper som landsleder efter 11 år Det er tæt på ubeskriveligt, hvad det har betydet for mig at lære alle disse særlige mennesker at kende." siger Ellen Hessellund Mikkelsen. Af Rikke Thomassen Ellen har i Sydhjørnets opstartsproces været til uvurderlig støtte og sparring. Hun har vedholdende kontaktet mig for at høre, hvordan det stod til. Ellen har givet vejledning i love og paragraffer, hjulpet med ankeskrivelser og inspireret til økonomisk indsamling i en svær tid. Hvis hun ikke selv kunne besvare spørgsmålene, har hun fundet veje. Fra Sydhjørnet skal lyde en STOR TAK til Ellen. Knud Dideriksen, leder af Sydhjørnet. Landsleder Ellen Hessellund Mikkelsen har på grund af nyt arbejde opsagt sin stilling i Kristelig Handicapforening pr. 1. juni "Jeg er meget taknemlig for mine 11 år i Kristelig Handicapforening, hvor jeg har fået lov at være med i en spændende tid med udvikling, nye bofællesskaber, nye medlemmer og nye aktiviteter. En tid, hvor KH er kommet langt ud og har fået lov at sætte aftryk både i lovgivning og i kirken. Jeg er stolt af at have været med i en forening, der sætter de svage i centrum og kæmper en kamp for deres værdi og rettigheder. Det er tæt på ubeskriveligt, hvad det har betydet for mig at lære alle disse særlige mennesker at kende. De har lært mig meget både om menneskeliv og tro og sat tingene i nye perspektiver," siger Ellen Hessellund Mikkelsen. Kristelig Handicapforenings bestyrelse takker Ellen Hessellund Mikkelsen for det store engagement og arbejde, hun har lagt i Kristelig handicapforening: "Ellen har været en trofast og inspirerende samarbejdspartner for bestyrelsen, og vi har haft fuld tillid til hendes ledelse af foreningen. Hun har lagt et stort engagement i Kristelig Handicapforening og har været med til på fornem vis at udvikle foreningen, blandt andet via aktiviteter og udgivelser særligt med Frøfestival, som er blevet foreningens store årlige begivenhed. Ellen har favnet bredt i foreningens vidt forgrenede arbejde, både med bofællesskaber, forkyndelse og handicappedes sag generelt. Hun brænder for at arbejde med forkyndelse på en måde, så alle kan være med, og har blandt andet udgivet andagtsprogrammet Tid med GUD først til PC og i efteråret 2013 som gratis App til Ipad. Ellen besidder en unik viden om forkyndelse for udviklingshæmmede og har også været med i udvalget, der arbejder med folkekirken og mennesker med særlige behov. Hun har en særlig evne til at møde mennesker lige præcis dér, hvor de er, og beboerne flokkes om hende, fordi hun altid er klar på sjov og spas og på alvor og seriøsitet i rette mål. Vi kommer til at savne Ellen Hessellund Mikkelsen i foreningen, men ønsker hende tillykke med det nye arbejde." Ellen Hessellund Mikkelsen er pr. 1. juni ansat som projektkoordinator i Ordet og Israel. 16

17 På Frøfestival er Ellen Hessellund Mikkelsen eminent til at skabe aktiviteter og underholde på scenen både sammen med deltagerne og den drillesyge og egoistiske frø. Ellen har været en rigtig god samarbejdes partner for opstarten af bofællesskabet Hjertebo. Fra dag 1, da ideen blev til et virkeligt projekt, hun har været der, når der var store sten, som vi undertiden syntes var uovervindelig. Men som Ellen sagde: Sådan et projekt skal sammenlignes med at spise en elefant det kan kun lade sig gøre ved at tage det i små bidder. Ellen har altid været god at vende de forskellige udfordringer med og der har jo været mange af den slags undervejs. Jeg har beundret Ellens utrættelige gejst for at arbejde for vore handicappede medborgere. Det gælder, når nogen har haft svært ved at få lov til at flytte ind i et KH bofællesskab, men også hendes tilgang til at formidle budskabet om Jesus på en let forståeligt måde, så vi alle kan få mulighed for at høre budskabet. Anders Jensen, formand for Hjertebo Ellen har bakket op om handicappede og deres familier med humor, udholdenhed og stor dygtighed bakket op i de små sammenhænge og på landsplan. Da jeg var ny i bestyrelsen, blev jeg overrasket over, at hun kendte alle navne på beboere og familier på alle bofællesskaberne. Selv skal jeg på min første Frøfestival til efteråret, og jeg har fået det indtryk, at for Ellen er festivalen paradisets have eller i hvert fald forstadiet: Humor, farver, fest og ballade i Jesu navn. Eleonora Skov Andersen, medlem af KHs bestyrelse Kære Ellen!! Du bliver savnet, og lige nu tænker jeg, - kan det lade sig gøre at finde en afløser der kan nå dit format? Tak for dit altid så vindende væsen og din kærlige og forstående væremåde. Tak for de snakke vi har haft. De har haft stor betydning for mig og os som familie. Vi ønsker dig alt godt i det nye job og Guds velsignelse. Mange varmer hilsner til dig fra os som familie her i Grenaa og et knus til dig fra Andreas. Else Bjerregaard 17

18 Kristelig Handicapforenings nye formand, Thomas Bjerg Mikkelsen, ser et stort potentiale i foreningens udgangspunkt det kristne livs- og menneskesyn: Vi har en unik tilgang til livet, som rigtig mange mennesker savner og sukker efter. Af Rikke Thomassen Thomas Bjerg Mikkelsen er Kristelig Handicapforenings nye formand. Han har gennem mange år fulgt arbejdet i Kristelig Handicapforening siden han som ung flyttede til Kolding og var ansat på et center for senhjerneskadede. Det var et rigtig godt sted at være, men det var også et sted, hvor værdierne ændrede sig med vagtskiftet. Det var baggrunden for, at vi meldte os ind i Kristelig Handicapforening. Det blev tydeligt, at det er vigtigt med et kristent hjem for handicappede. Alle har grund til at støtte Kristelig Handicapforening, fordi handicappede er en del af fællesskabet og samfundet og derfor også et fælles ansvar, siger Thomas Bjerg Mikkelsen. KH har noget vigtigt at give Han ser et stort potentiale i foreningens udgangspunkt det kristne livs- og menneskesyn. Thomas Bjerg Mikkelsen er 36 år og bor i Kolding sammen med sin kone, Irene. Han er uddannet cand.mag. i dansk og er ansat som generalsekretær for Indre Mission. Thomas Bjerg Mikkelsen blev valgt ind i Kristelig Handicapforenings bestyrelse på generalforsamlingen d. 29. marts 2014 og blev valgt som formand på bestyrelsesmødet 8. maj. Kristelig Handicapforening skal have den selvtillid, at vi har noget, som samfundet kan bruge. Vi har en unik tilgang til livet, som rigtig mange mennesker savner og sukker efter det kristne menneskesyn, som respekterer mennesket ubetinget, som det er. Mennesker går ned med stress over det elitære menneskesyn, hvor værdien af mennesker afhænger af, hvor meget de kan producere. Vi har menneskesynet på vores side. Vi skal vide og tro på, at vi kan give mennesker og verden noget, de har brug for. Ikke kun de handicappede, men alle mennesker, siger han. Vil vende konflikter til drive Thomas Bjerg Mikkelsen er cand. mag. i dansk og har siden 2009 været generalsekretær for Indre Mission. Noget af det, jeg kan bidrage med i foreningen, er min ledelseserfaring, blandt andet i forbindelse med at forene idealer med forening og forretning. Det er særligt vigtigt i en kirkelig organisation, hvor mange ting er opstået og skabt lokalt ud fra konkrete drømme og behov, men hvor der også er en organisation, der blandt andet har ansvar for personale og menne- 18

19 Bestyrelsen sker, der lægger deres liv i vores hænder på den ene eller anden måde. Der er det er en kunst at forene de forskellige positioner, så det bliver godt for alle, siger han. Vi har et formål, vi skal arbejde ud fra, og som vi skal bære med os. Der er visioner og drømme. Og der er også en virkelighed, vi skal tilpasse os, og vi skal forvalte de ressourcer, vi har, på en god måde. Foreningens hovedformål kan let støde sammen med lokale interesser og behov. Der er meget potentiale i den type konflikter, fordi de opstår ud fra, at vi brænder for en sag. Hvis man kan forløse det potentiale positivt i et konstruktivt samarbejde, vil der blive rigtig meget drive i en organisation. Thomas Bjerg Mikkelsen ser frem til et godt og konstruktivt arbejde med bofællesskaberne og andre i baglandet. Jeg forventer, at vi skal have det godt med hinanden i foreningen og vise hinanden tillid. Vi skal udnytte vores forskellighed konstruktivt. Der skal være rum til, at vi tænker og arbejder forskelligt, samtidig med at vi accepterer de beslutninger og rammer, der er. Det kræver, at vi hver især træder et skridt til side og arbejder på hinandens glæde. Det er min opgave i forhold til bofællesskaberne og baglandet: Jeg vil arbejde på deres glæde, og jeg forventer også, at de gør det samme den anden vej. Tid til at finde fokus Thomas Bjerg Mikkelsen er ny i Kristelig Handicapforenings bestyrelse, og han vil derfor også bruge noget tid på, sammen med bestyrelsen, at finde frem til, hvad foreningen skal fokusere på i de kommende år. Der er en masse ting, vi kunne gøre, men det er vigtigt, vi i bestyrelsen giver os selv noget tid til at stikke fingeren i jorden og finde ud af, hvilke ønsker og behov der er lokalt og på landsplan. Derefter kan vi gå i gang med at prioritere og nå frem til: Hvad er det så, vi magter? En af de første meget konkrete opgaver for den nye formand og bestyrelsen bliver at ansætte en ny landsleder som efterfølger for Ellen Hessellund Mikkelsen. Den proces er bestyrelsen allerede i gang med. Præsentation af Karsten Rughave Sørensen Karsten Rughave Sørensen er valgt ind i Kristelig Handicapforenings bestyrelse som repræsentant for bofællesskabernes bestyrelser: Jeg bor i Lønborg ved Tarm, er gift med Mona og sammen har vi 4 børn på 13, 15, 19 og 21 år. Vi har været medlem af Kristelig Handicapforening, snart i 25 år, siden Mona som diakonelev var i praktik på Solglimt i Vildbjerg. Siden den tid har vi fulgt med i arbejdet i foreningen og har blandt andet glædet os over, at der er kommet en del flere KH hjem. For godt et år siden kom jeg med i bestyrelsen for Ganerbo, og det er et spændende arbejde at følge med i og bidrage til. Jeg blev spurgt, om jeg ville stille op til Kristelig Handicapforenings bestyrelse, og sagde ja til dette. Jeg håber, jeg kan være med til at bidrage til et godt og frugtbart samarbejde mellem de forskellige interesser, der kan være i Kristelig Handicapforenings bagland uanset om man er ansat, frivillig, beboer, pårørende til beboere eller blot synes, det er en god sag at støtte. Noget af det, jeg brænder allermest for er, at mennesker trods forskellighed lytter til hinanden og respekterer hinanden, og i bedste fald engang imellem når til en fælles forståelse. Jeg håber at kunne bidrage med min erfaring gennem 17 års ledelse, godt nok inden for daginstitutionsområdet, så der er en bred vifte af erfaring og kompetencer, der er lært gennem årene. Min uddannelses baggrund er, ligesom min kones, en diakonuddannelse fra Diakonhøjskolen i Århus, hvor vi samtidig blev socialpædagoger. 19

20 Uddrag af Preben Koks foredrag: Hvorfor Gud? Preben Kok holdt foredrag på Kristelig Handicapforenings årsmøde 29. marts Når alvorlige ting rammer os, så er det rimeligt at sige: "Hvorfor Gud?" Den mest kendte, som har stillet spørgsmålet, er Jesus: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Herren selv har fortalt os, at vi gerne må stille det spørgsmål. Nogen af os stiller det. Andre gør ikke. Og jeg tror, det skyldes, at vi har forskelligt sind. Når jeg beskæftiger mig med det, så er det ud fra det sind, der stiller spørgsmålet. Jeg stiller selv spørgsmålet "Hvorfor Gud?", fordi noget af det vigtigste for mig er, at jeg er Guds barn. Der er grænser for, hvor meget jeg skal forstå. Et barn på halvandet år, vågner ikke om natten, kigger ud i mørket og tænker: "Nej, mine forældre sover godt. Det er dejligt at se. De havde en hård dag i går. De får en hård dag i morgen. Så vil jeg stå her i fire timer og nyde, at de ligger og sover." Nej, de fleste små børn vågner op og skriger. Og forældrene synes, det er okay og det er deres ansvar at tage hånd om deres børn. I samfundet skal vi være voksne, men i forhold til Gud skal vi være børn. Der er ét sted, vi kan tillade os at være umiddelbare. Der er ét sted, jeg ikke skal være ansvarlig. Jeg kan gøre tingene præcist, som jeg vil. Det er en meget vigtig del af den kærlighed, han har til os. Der er et sted, jeg ikke skal tænke mig om. Og derfor er det en barneret at sige til Gud. "Hvorfor har du forladt mig?" Det sker, at man ikke får svar, men de gange, man stiller spørgsmålet tilstrækkelig ærligt, så oplever man, at han er der. Der kommer ikke svar, men nærvær. Og det, bar- net har mest brug for, er ikke svaret, men nærværet. Så er man ikke længere alene med det, man har med at gøre. Vi tager for meget ansvar Jeg tror, der er en magtgrænse i livet. Hvor magtgrænsen går, kan være svært at finde ud af, når man har det godt. Men når man ikke har det godt, så mærker man, hvor grænsen går. Der er noget, der er mit ansvar og min magt. Men der er også noget, der ikke er mit ansvar og min magt. Der, hvor man har magt og ansvar, kan man være skyldig, hvis der er noget, der sker. Men der, hvor man ikke har magt og ansvar, kan man ikke være skyldig. For eksempel med orkanen Bodil. Vi har ikke magt over orkanen og derfor ikke ansvar for dens ødelæggelser. Men vi har magt over vores havetrampolin og ansvar for at sætte den så godt fast, at den ikke flyver ned ad gaden og ødelægger alle bilerne. Hvis man tager ansvar der, hvor man ikke har magt, vil man også få en skyld, man ikke har. I dag er det sådan, at når vi kommer til grænsen for, hvor meget magt vi har, så må vi have nye værktøjer. Vi accepterer dermed ikke grænsen for vores egen magt og skubber vores magtgrænse op. Det leder os til udbrændthed. Hvis ikke du kan forstå det, så kan din krop, og vi kan så sige tillykke med, at din krop er klogere end dit hoved. Stress er den neurose, der opstår, når vi har glemt at sige, at vi kan ikke mere. Der er en grænse for vores magt, dermed også for vores ansvar og vores skyld. Vi gør os selv til Gud Rigtig mange troende mennesker har i mange år ikke brugt Gud som deres far i himlen. Vi har betragtet os som støttepædagog til Gud, og vi skulle ikke stille for store krav til ham. På sygehuset har jeg stillet spørgsmålet til en, der var meget syg: "Har du snakket med Gud om det her?" Har du en far i himlen? Eller har du en, du hellere må støtte lidt, for ellers kan han ikke få det til at hænge sammen. 20