As long as guns keep coming in, people get out - En reportage fra Za ateri-lejren

Transkript

1 Af: stud.scient.soc og tidligere praktikant i Projekt DJUCO, Marie Louise Hermann As long as guns keep coming in, people get out - En reportage fra Za ateri-lejren En af hovedfærdselsårene i Za ateri-lejren. Fotograf: Mia Jo Otkjær Efter halvanden times kørsel fra Amman kommer Za ateri til syne i horisonten. Indgangen er tæt bemandet med politifolk, og da vi når dertil i vores lejede minibus, bliver vi grundigt udspurgt om vores ærinde i lejren. Åbenbart er vores tilladelse ikke helt på plads, så vi får lov at holde parkeret lige inden for lejrens hegn i et kvarters tid. Der bliver hurtigt fuldkommen tavst i bussen, mens vi betragter lejrens hovedgade gennem busruderne. Syriske mænd, kvinder og børn kommer slæbende på hvide nødhjælpspakker og vanddunke, enten i trillebøre eller på ryggen. Andre ser ud til at drive mere eller mindre formålsløst rundt. Vi bliver hentet af vores UNHCR-kontakt, der giver os en briefing og derefter kører os en tur rundt i lejren. Det er på én gang en fortvivlende og fortrøstende

2 oplevelse. Fortvivlende, fordi de endeløse rækker af hvide FN-telte og de lange køer ved uddelingspunkterne så tydeligt viser de menneskelige konsekvenser af den syriske borgerkrig. Beretninger om voldtægter, overfald og tyveri, og om kvinder, der ikke tør bevæge sig alene rundt i lejren, er hjerteskærende. Samtidigt er det fortrøstende, fordi livet i lejren vidner om, at der forsat er en vilje til at bevare de syriske traditioner som gæstfrihed og driftighed. Selv placeret i en stenørken, med kilometerlange gåture til madforsyninger og køkkenfaciliteter, insisterer åbenhjertige syriske kvinde på at servere kaffe for os, da vi på et tidspunkt stiger ud af bussen. Vi bliver straks mødt af mænd, kvinder og børn, der gerne vil fortælle os deres historier. Størstedelen af lejrens beboere kommer fra Dera a provinsen, der ligger bare 15 kilometer herfra. Flygtningene fortæller, at de om natten kan høre bragene fra granater, der bliver kastet på den anden side af grænsen. Vores UNHCRkontaktperson bliver mødt med kindkys af de syriske kvinder, og det er tydeligt, UNHCR s arbejde påskønnes. Alligevel er der ingen af de flygtningene, vi taler med, der ønsker at være her et sekund længere end højst nødvendigt. Da vi kører videre på vores rundtur i lejren, ser vi, at folk får tilværelsen til at fungere så godt, det nu lader sig gøre. I de telte, der står langs vejen, har driftige flygtninge etableret små butikker hist og her. Der er endda opstået en regulær handelsgade, med købmandsforretninger og frisørsaloner Za ateris Champs-Élysées, som UNHCR personalet så ironisk har døbt den. Sociale spændinger skabes Za ateri huser nu over syrere. Flygtningene har teltdug over hovedet og adgang til køkken- og badefaciliteter takket være FN s flygtningeagentur, UNHCR, og de jordanske myndigheder, der sammen driver lejren. Men Za ateris indbyggere udgør langt fra alle syriske flygtninge i Jordan. UNHCR oplyser på sin hjemmeside, at der per 24. april 2013 er syriske flygtninge, der har registreret sig hos UNHCR, og det anslås, at med den nuværende udvikling vil tallet runde syrere i Jordan ved årsskiftet. Størstedelen har bosat sig i byområder, hvor de bor i mere normale omgivelser og har større mulighed for at

3 skabe sig en reel dagligdag. Her kan de påtage sig egentligt arbejde og etablere sig i lejligheder. Ifølge UNHCR s egne feltundersøgelser tyder meget dog på, at hovedparten af de syriske flygtninge, der er bosat i byerne, de såkaldte urbane flygtninge, lever under kummerlige forhold. De har ikke ressourcer til at leje ordentlige lejligheder, og i mange tilfælde bor tre-fire familier i én, dårligt vedligeholdt lejlighed. De job, flygtningene kan få, er ofte så ringe betalt, at lønnen ikke rækker til at betale elektricitet. Det var især et problem sidste vinter, hvor kombinationen af minusgrader, dårligt isolerede huse og fraværet af elektricitet til opvarmning var direkte livstruende. Desuden er de urbane flygtninge i stigende grad mål for jordansk vrede, fordi mange oplever, at syrerne tager arbejdsplader fra jordanerne og får huspriserne til at stige. De job, som flygtningene får, har godt nok så ringe løn og lange arbejdstider, at jordanerne næppe selv ville udføre dem. Det er mere sandsynligt, at syrerne overtager arbejdspladser fra egyptiske migrantarbejdere. Alligevel kan det ikke overraske, at oplevelsen af at miste indtægtskilder giver anledning til vrede i et land med 20 % arbejdsløshed. Der er heller ingen tvivl om, at det reelt er blevet sværere at være jordaner, efter den syriske flygtningetilstrømning. De syriske flygtninge bruger store mængder af de knappe jordanske vandressourcer, og det har betydet, at man i nogle dele af landet har oplevet kortere perioder med vandmangel. I nogle områder er huslejen steget med 300 % over de seneste seks måneder, ligesom mange skoler kun har midler til at undervise jordanske børn halvdelen af dagen, når syriske flygtningebørn også skal tilbydes undervisning.

4 Syrisk dreng på vej hjem fra skole i Za atari. Skolegangen foregår i treholdsskift, for så mange som muligt kan modtage undervisning. Fotograf: Mia Jo Otkjær Jordanernes vrede kommer til udtryk i et voksende antal demonstrationer mod syrernes tilstedeværelse. Det lader også det, til at det bliver mere og mere acceptabelt at ytre kritiske udtalelser om syrerne i det offentlige rum. I nogle byområder kan man se graffiti, der mere eller mindre subtilt opfordrer flygtningene til at tage tilbage til Syrien. Med andre ord skaber de syriske flygtninge interne spændinger i Jordan. Det kan også ses på parlamentsniveau, hvor man er begyndt at tale om at lukke grænsen til Syrien. Men lukker Jordan grænsen, vil det sandsynligvis medføre en humanitær katastrofe, for som vores UNHCR-kontaktperson siger om flygtningestrømmens: As long as guns keep coming in people get out. Da vi siger farvel til vores kontaktperson og kører ud igennem porten til ørkenen, sætter vores jordanske chauffør en cd med 80 er klassikere på anlægget. Za ateri forsvinder derfor for os til lyden af Wham, hvilket føles temmelig malplaceret. På en måde er det samtidig en fin påmindelse om, at det vi lige har oplevet, ikke er nogen undtagelse i Jordans historie. Måske er det

5 heller ikke ligefrem hverdag, men syrere, jordanere og palæstinensere ved alle sammen, at livet må gå videre, flygtningekatastrofer eller ej. FAKTABOKS Den 24. april var 11 studerende fra Mellemøststudier på Syddansk Universitet på besøg i Za ateri-lejren. De studerende fik mulighed for at få et førstehåndsindtryk af lejren og præsenteret for nogle af de vanskelige problemstillinger, hjælpearbejdet med flygtningene indebærer. Besøget var en del af en studietur til Jordan, arrangeret af Projekt DJUCO. Du kan læse mere om Projekt DJUCO her: eller følg os på Facebook