Fremtidsnoveller af unge på Humlebæk Biblioteks skriveværksted Fredensborg Bibliotekerne 2. udg.

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Fremtidsnoveller af unge på Humlebæk Biblioteks skriveværksted. 2111 2011 Fredensborg Bibliotekerne 2. udg. www.fredensborgbibliotekerne."

Transkript

1

2 Fredensborg Bibliotekerne 2. udg. Udgivelsen er støttet af Statens Kunstråds Huskunstnerordning Fremtidsnoveller af unge på Humlebæk Biblioteks skriveværksted Forsideillustration af Mie Winther og Amalie Keiser-Nielsen s. 5 Who Amalie Keiser- Nielsen s. 12 Filerne i hjertet Clara Bechman Jensen s. 16 Kæmp for alt hvad du har kært Linea Gabel Henningsen s. 21 Ritualet Mie Winther s. 24 Skytsenglen Sofie Amalie Andersen s. 31 Væk Zoë Rugaard 2

3 Forord Ved Bibliotekar Lisa Juhler Novellerne i denne samling er blevet til på et skriveværksted for de årige på Humlebæk Bibliotek i efteråret Skriveværkstedet blev afholdt i samarbejde med Ung3050 og blev støttet af Statens Kunstråds Huskunstnerordning. Forfatterspirerne Amalie, Clara, Linea, Mie, Sofie og Zoë har bidraget til denne antologi De unge blev undervist af forfatterparret Daniel Zimakoff og Ida-Marie Rendtorff. Begge har skrevet en række populære bøger for børn og unge og har afholdt adskillige skriveværksteder. I skriveværkstedet har de unge med forfatterdrømme lært at give og modtage respons, at bygge en tekst op og at omskrive og raffinere den. Der er blevet arbejdet med fortælleteknik, at skrive sanseligt, at skrive starter og slutninger. De har lært om dramaturgi, fortælletempo, personkarakteristik, dialog og meget mere. Kurset sigtede også mod at få kursusdeltagernes tekster offentliggjort via de elektroniske medier. Man kan således møde Forfatterspirerne på Facebook og dér få adgang til deres tekster. Forfatterspirerne sluttede forløbet af med en oplæsning på Humlebæk Bibliotek, og med udgivelsen af denne samling fremtidsnoveller 2111 giver de os en prøve på deres talent. Antologien sendes til byrådspolitikerne i Fredensborg Kommune, så de kan læse, hvilke forestillinger unge i Fredensborg kommune anno 2011 gør sig om fremtiden. For romaner, noveller og lyrik kan noget helt andet end faglitteratur og aviser kan. Man læser på en helt anden måde, for man bruger sig selv og sine følelser. Det er vores håb at skriveværkstedet har været med til at udvikle nye unge talenter, der kan give stemme til deres generation og deres virkelighed. Humlebæk Bibliotek den 20. november

4 Undervisernes forord Hvordan vil det være at bo i Humlebæk og Fredensborg om 100 år? I år 2111? Er der diktatur overalt? Har folk fået computeren indopereret i hjernen? Er Nordsjælland dækket af urskov og indbyggerne truet af vilde, muterede mennesker? Er der opfundet en skytsengeldetektor? Har et overophedet bælte omkring ækvator tvunget folk i retning af polerne? Er Norden blevet kunstigt forbundet af en landtange? Eller Vil kloden være ved at drukne, så folk i Nordsjælland har været nødt til at udvikle gæller? Glødende tastaturer, røde pletter på kinder Ideer og fantasi krydser klinger hen over de gullige kommuneborde - og ingen undgår at blive ramt. Resultatet er her: En antologi skrevet af 6 unge på Humlebæk bibliotek i efteråret Forfattere og undervisere: Ida-Marie Rendtorff og Daniel Zimakoff 4

5 Who af Amalie Keiser-Nielsen I morgen fylder jeg 16. Ligesom alle de andre piger i min klasse. Vi kommer i kuld, en gang om året. Hvert andet år er det piger, hvert andet år er det drenge. Vi bliver født i laboratorier. Hvis man vil have et barn, sender man lidt DNA til folketinget, og så bliver ens barn lavet. Jeg kigger mig længe i spejlet, lægger tandbørsten fra mig og går ind på mit værelse. Jeg sætter mig ned og begynder åndsfraværende at spille på min ipad 178. Mine tanker kredser om i morgen. I morgen går vi ikke i skole, men tager til polterabend, hvor det sidste kvindekuld venter på os. Der får vi udleveret et sæt neutralt tøj, som vi så skal have på til udvælgelsen, og når den er slut, får vi udleveret novicetøjet fra vores respektive grupper. Derefter bliver der holdt en stor fest, hvor alle grupperne er med. I overmorgen får vi en hviledag. Så skal vi begynde på vores uddannelse. Og når vi er færdige med den, kommer vi ud at arbejde. Der bliver vi, indtil livet ikke har mere at give os, og vi bliver brændt. I Zone 13 bor der ca mennesker. De har hver deres funktion. Nogle arbejder i de små haver. Andre arbejder i sikkerhedsgruppen. Nogle arbejder med kontakten til de andre zoner. Og nogle arbejder i skoven. Det er ikke noget, man vælger. Når man fylder 16, bliver der holdt en indvielsesceremoni, og derefter bliver man sendt ud på et job. Nogle er selvfølgelig mere eftertragtede end andre. Min familie er healere. Min mor, min far og min storebror. Som den eneste i min klasse er jeg ikke nervøs for udvælgelsen. Hver dag har jeg hørt de andre i klassen hvine og fnise over de forskellige muligheder. Men jeg ved, hvad jeg skal være. Og healer er langt fra det værste job at få. Sidste år, da drenge-kuld nummer 39 skulle udvælges, blev halvdelen af dem sendt ned til mineindustrien. Det sker en gang imellem. Det er folketinget, der bestemmer. Hvis der f.eks. mangler folk til at drive atomkraftværkerne, bliver halvdelen af det færdige kuld lige perfekte til jobbet. Det sker altid kun med de farlige jobs, dem som folk dør af. Men ikke i år. Folketinget mangler ikke nogen. Sidste år hentede de alle ind. Fra Zone 44 kom alle kemikalie-bearbejderne, fra Zone 10 kom dykkerne og fra os kom minearbejderne. Der er ikke nok, der er døde i år til, at de skal hente nye ind. Så jeg bliver healer. Ikke fordi jeg har noget stort talent for det, ligesom min mor og storebror. Jeg kan det mest basale, og det er mere end f.eks. lille Sally fra bageren kan. Hun har levet hele sit liv inde i bageriet, og hun ved alt, hvad der er at vide om bagværk. Men hun vil ikke kunne lægge en forbinding, om det så gjaldt hendes liv. Det er også derfor, at en familie ofte er healere alle sammen. Man lærer det fra barnsben. Kun en sjælden gang imellem bliver folk noget andet end deres forældre. Så når jeg sidder her i min hvide stol på mit værelse, der lugter af jod og krydderier, er det svært at være i tvivl. Alligevel bobler min mave lidt, når jeg tænker på i morgen. 5

6 Min mor er helt oppe at køre. Hun fiser rundt, stryger mit tøj, laver mad, pynter op. Af en eller anden grund er hun ligeså spændt på udvælgelsen i morgen, som pigerne fra mit kuld er. Min far er ikke meget bedre end hende. I går gik han over til mig, lige inden jeg gik i seng, klappede mig på skulderen og sagde: Jeg er stolt af dig. Så vendte han sig om og gik, men ikke uden lige at tørre en tåre væk fra øjenkrogen. Min storebror er det eneste normale menneske. Men selv han ryster på hovedet, når jeg fortæller ham, hvorfor jeg ikke er nervøs. Man ved ikke, hvad man bliver før sidste sekund, siger han. Og så smiler han bare sit hemmelighedsfulde smil og stikker mig en ekstra småkage under bordet. Jeg bemærker først, hvad klokken er, da min mor banker på døren. Du skal få dig noget søvn, siger hun. Selvom døren dæmper hendes stemme, kan jeg høre, hvordan hendes toneleje er lidt højere, end det plejer at være. Du skal tidligt op i morgen. Jeg svarer hende med et kort godnat. Normalt ville hun brokke sig over min kortfattethed, men i dag kan jeg vist tillade mig alt. Langsomt lukker jeg min ipad 178 ned, trækker i min blå pyjamas, nusser lidt ved et af de mange huller, trækker lidt ned i den, for at få den til at dække lidt mere og lægger mig under dynen. Sensoren lukker langsomt lyset ned, indtil der er så mørkt, at jeg kan mærke det. Da jeg igen åbner øjnene, går der et øjeblik, før jeg husker, hvad der sker i dag. Og stik mod min natur undslipper et lille skrig mine læber, og jeg krummer mig sammen af glæde. Jeg rejser mig op og tager mit nattøj af. Mørket gør ikke noget. Jeg har altid haft et godt nattesyn. Med en underlig sitren i min krop, går jeg ud på badeværelset og vasker mig. Vandet skyller over min krop, først varmt, så lidt koldere. Jeg kan mærke mit hår vikle sig ud, mærke skidtet løsne sig. Jeg rækker ud efter en af min mors beroligende cremer, en af fordelene ved at være datter af en healer. Da den tager effekt, løsner jeg op, strækker mine ømme muskler ud. Da bruseren opdager, at jeg ikke mere bruger vand, sender den 30 stråler varm luft ud gennem væggene, og jeg mærker de mindste stråler flette mit hår til en enkelt fletning, der dasker tungt mod min ryg, da luftstrømmen stopper. Så træder jeg ud af brusekabinen, trækker i en enkelhvid skjorte og et par bukser, min mor har købt til mig. Med cremens afslappende virkning i kroppen går jeg ud for at møde min familie. De sidder samlet ved bordet, som for en enkelt gangs skyld ikke er dækket. I stedet ligger en lille pakke på gulvet. Lyset bliver skudt tilbage af det glimtende papir, da min mor skubber den over til mig. Hendes læber er presset sammen til en tynd streg, og hele hendes krop bæver. Jeg prøver at smile, men det lykkes vist ikke helt, for hun ser undskyldende på mig. Mine egne hænder ryster også, da jeg tager fat i pakken og åbner den. Ud i min hånd dumper en lille metalskive i en kæde. Metallet 6

7 er i to lag med en klik-lås, og forsiden er dækket af et sært billede. Selvom jeg undrer mig, venter jeg ikke med at tage den på. Jeg kan se i mine forældres blikke, at det ikke bare er et stykke metal. Og ærligt talt, så behøver jeg ikke vide mere. Mit hoved skal alligevel snart fyldes med alle de oplysninger, jeg skal have før, under og efter udvælgelsen. Jeg siger farvel til min far og bror. De må ikke komme med til polterabend, så jeg ser dem først til udvælgelsen, hvor de skal stå på forreste række. Med min mor i hånden går jeg over mod kvindehuset, hvor jeg skal mødes med de andre fra kuldet. Inde i kvindehuset er der helt rent. Det nye kuld står på en række, deres mødre bag dem, og deres repræsentant foran dem. Repræsentanterne er fra det kvindehold, der var før os, så de er to ældre. Min repræsentant, Clara, blev maler. Hun er en glad pige, som holder af at være sammen med andre mennesker.. Vi kommer godt ud af det med hinanden og kendte også hinanden, før vi fik vores repræsentanter. Men i dag er det anderledes. Her er der ikke plads til fjol, for det er måske den vigtigste dag i vores liv. Claras ansigt er neutralt, men da hendes øjne møder mine, blinker hun med det ene øje. Sådan har vi altid gjort, når vi skulle samarbejde om et eller andet til pre-udvælgelserne. På den måde kan vi fortælle hinanden, at vi er parate. Så da Clara giver mig mit tøj, og jeg mærker det bløde silke mod min hud, kan jeg slappe lidt af. Selv om båndet kommer for mine øjne, og jeg mister synet, kan jeg være sikker på, at hun vil følge mig på rette vej. Hvorfor man skal have bind for øjnene, når man går ind, ved jeg ikke. Det er bare en af de ting, man ikke sætter spørgsmålstegn ved. Vi bliver ført ud i den store sal og stillet i en lang række med ansigterne mod publikum. For mit indre blik forestiller jeg mig, hvordan der ser ud i rummet. Foran os sidder de nærmeste. Min familie. De andre pigers familier. Bag dem, i lange rækker, står vores venner, venner af familien, naboer, og til sidst dem, som vi kun kender af navn eller udseende. Imellem dem står lederen af alle grupperne. Sidste sommer ville min farmor have stået som overhoved for healerne. Men så. Jeg synker en klump. At blive taget af en mutling er ikke unormalt. Det sker et par gange i løbet af året. De frygtede skabninger uden for sikkerhedsfeltet, er ikke til at spøge med. De er mutanter, krydsninger af mennesker, dyr, planter og robotter. Mutlinger eller fejlede eksperimenter, som folketinget så fint kalder dem er mennesker, som forskere i Københavns dyrkningscentre har prøvet at gøre bedre. Stærkere, smukkere, hurtigere. Med underlige evner som at kunne flyve, bruge lyde til at bedømme afstand, eller brænde ved en simpel berøring. Evner, som er taget fra planter og dyr, og skudt ind i de uvidende fostre. Eller endnu værre, cyborgs, som kan skifte form, flytte ting af metal, eller skabe toner, der kan sprænge glas. Men kun ganske få kuld med sådanne evner overlever. Mange af dem, der ikke ved fødslen bliver dræbt. Senere i livet måske. Når de har gjort nytte. Men nogle har forstået at stikke af. De er 7

8 flygtet ud i skovene omkring Zonerne, har dannet grupper, og dræber de normale, der kommer forbi. Derfor er skovene frygtede og markerne for længst lagt øde. Alligevel laver folketinget flere. Jeg bliver forstyrret i min tankestrøm, da jeg hører de ældste træde ind. Hele salen bliver stille, som om alle holder vejret. Der er fem Sofia, Elias, Maggie, Oliv og Zacharias. De skal bedømme os, bestemme, hvad vi skal. Jeg er den sidste i rækken, så jeg skal vente til allersidst med at høre det. Det gør mig ingenting. De ældste sætter sig til rette i nogle stole i midten af salen. Så runger Olivs dybe stemme i salen: Vil I bede Marie Sneicher træde frem. Den første i rækken, Marie, bliver gjort fri af båndet for hendes øjne og går frem. Salen er bomstille. Så siger Maggie, søde, rare Maggie: Syerske. En glad mumlen breder sig i rummet. Jeg gætter på, at den kommer fra syerskerne. De har ikke fået en ny i mange udvælgelser. Derefter høres skridt og klappen: Marie er altså gået hen for at slutte sig til sin nye gruppe. Jeg lader min hjerne vandre og lægger svagt mærke til den spredte klappen og de glade udbrud, der kommer, når nogen bliver sendt ud. Så hører jeg ordene: Freedom Jones. Bindet for mine øjne bliver taget af, og jeg misser med øjnene mod det skarpe lys. Så går jeg, så roligt som muligt, hen mod de ældste. De kigger vurderende på mig. Jeg fanger Maggies blik, og hun trækker lidt i mundvigene. Maggie kommer tit på besøg. Hun var min farmors gode veninde og holder meget af at komme til middag hos os. Som lille elskede jeg, når hun kom på besøg, for selv efter hun var gået, ville huset dufte af kamille. Så ser jeg Elias åbne munden: Du skal være dræber. Et kollektivt gisp går gennem forsamlingen. Selv har jeg lyst til at slå mit hoved mod noget hårdt. Dræber. Jeg skal være dræber. Ikke healer. Dræber. Så begynder folk at klappe. De hujer, kalder mit navn. Jeg kigger ned i jorden. Kun en gang ser jeg op, mens jeg går hen til min nye gruppe. Min mors ansigt, forundret, men med opadvendte mundvige. Min far, der taler begejstret med sine venner. Og min bror, den eneste af de tre, jeg får øjenkontakt med. Hans øjne er lige så varme som luften i maj. Men varmen når mig ikke. Min gruppe, dræberne, er ikke stor. Omkring 20, vil jeg tro. To ældre drenge, tvillinger, en barskt udseende kvinde, og en ubarberet mand med et ar ned igennem venstre halvdel af ansigtet står tættest på mig. Manden ser vurderende på mig, og de andre kigger afventende på ham. Du skal nok blive til noget, brummer han. Du skal bare have lidt træning, så kan vi sende dig ud. Så rejser han sig op, strækker lidt ud, og vifter de andre med: Du skal møde foran træningssalen kl. 9 i overmorgen. Så går han, og de andre følger med. Tilbage sidder jeg. Jeg skal være en dræber, mumler jeg, men det er kun mig, der kan 8

9 høre det. Jeg skal tilintetgøre mutlinger. Jeg kan næsten ikke tro det. Jeg skal være dræber. Det er et ærefuldt erhverv, ingen tvivl om det. Dræbere bliver behandlet med næsten ligeså meget respekt som de ældste. De dræber de farlige skabninger, der truer os på livet bare vi stikker en finger ud af beskyttelsesfeltet. Men det er farligt. Dræbere bliver trænet længe, inden de bliver sendt ud. Man skal ikke ønske at komme op at slås med en af dem. Men mutlinger er heller ikke svage. Hvis de var, ville de ikke være et problem. Freedom! Min mors stemme skærer underligt i ørerne, og jeg ser op og prøver at smile. Hun hiver mig ind i et knus, og jeg kan mærke varme tårer glide ned af min skulder. Vi e-er SÅ st-stolte, hulker hun. Min far klapper mig på ryggen og rusker mig til hele verdenen ruller rundt. De lykønsker mig flere gange. Jeg er vist nok den første dræber i familien. De hiver mig med hjem og snart fylder lugten af mad hele vores hus. Du må være hundesulten, siger min mor og stiller en stor tallerken pasta foran mig. Jeg nikker lidt, prøver at nedstirre pastaen. Jeg stikker lidt til den med gaflen, men jeg er ikke sulten. Jeg siger til min mor, at jeg gerne vil sove, og snart efter er jeg på mit værelse med vinduet åbent, den kolde brise fygende om ørerne. Mine øjne er vidt åbne, og den hårde vind forhindrer mig i at lukke dem. Mine fingre er begyndt at blive blå, men jeg lukker ikke vinduet. Tankerne fylder mit hoved, og jeg bliver nødt til at blæse lidt væk for at være i stand til at tænke. Efter hvad der føles som evigheder, bevæger jeg mig endelig og sætter vinduet på haspe, men lukker det ikke helt. Jeg hiver et par løbesko frem og tager dem på. Så lægger jeg øret mod døren og lytter. Festen er stadigvæk i gang i vores stue. Naboerne er åbenbart kommet over, for jeg kan høre deres stemmer blande sig med mine forældres. Så løber jeg over til vinduet og hopper ud af det. En spinkel stemme i mit hoved gør mig opmærksom på, hvor adræt jeg er. Når jeg tænker tilbage kan jeg også godt se det. Jeg har altid været god til idræt. Jeg er hurtig, stærk, har gode reflekser, og jeg er stille. Min mor har ofte skældt mig ud for at komme listende bagfra. Jeg løber gennem haven, smutter over stakittet, gennem gaderne. I flere af husene er lyset tændt, og jeg kan høre musik fra åbne døre og vinduer. Nogle steder er festerne flyttet udenfor, hvor folk står og klumper sig sammen omkring bål eller varmelamper, og jeg må løbe flere omveje for at undgå at blive set. Og så, lige pludseligt, står jeg foran biblioteket. Herinde er der ikke kun bøger. Der er også maskinen med alle oplysninger, der findes om indbyggerne i Zone 13. Der står, hvorfor jeg blev valgt som dræber. Jeg lister mig om bag bygningen, ind gennem buskene. Jeg falder flere gange, og snart er mine hænder dækket af rifter fra de mange torne og mudder fra den våde jord. Til sidst samler jeg et skilt op, hvor den ene ende er knækket af, og bruger det til at fjerne de værste grene fra min vej. Jeg kan svagt tyde ordet Humlebæk, og mindes at have hørt navnet før i historietimerne. 9

10 Endelig kommer jeg ud fra det mørke virvar af grene, og jeg børster det værste snavs af. Jeg kigger op. Bag biblioteket er en rydning, og beskyttelsesfeltet går tværs gennem den. Så vender jeg min opmærksomhed mod de gamle vinduer. De er ikke blevet skiftet i lang tid, og ruderne er næsten ved at falde ud af de rustne rammer. Her, bag alle buskene, er der ikke nogen, der kigger særlig tit. Selv kender jeg kun stedet, fordi jeg sammen med nogle venner sneg mig herud og spiste småkager, da jeg var mindre. Med begge hænder tager jeg fat i vinduet og skærer tænder, da det hvinende glider på klem, inden det stoppes af en lås. Med den ene hånd tager jeg min halskæde, stikker den ind i låsen og vrikker den op. Det giver et lille smæld, og vinduet vipper op. Jeg hopper forsigtigt ind og ser mig omkring. Jeg står i den bageste ende af lagerrummet, hvor alting er mindst 100 år gammelt. Det meste kan jeg ikke genkende, men her og der stikker ting op, som jeg kan sætte navn på. I et hjørne står stabler af bøger, en masse papirer med tryk på, som er bundet ind i et hårdere bind. De skulle vist nok fungere som en slags læsemateriale. Men nu holder de sig kun, fordi de er blevet sprøjtet med den væske, som folketinget har skaffet fra de rige lande øst-på. Det holder dem friske for det meste, i hvert fald. Jeg lister mig igennem lageret og stopper flere gange for at lytte, om der er nogen. Jeg farer sammen et par gange, fordi mine egne skridt giver genlyd. Jeg drager et lettelsens suk, da jeg tager fat i dørhåndtaget. Med et svagt skub, er jeg inde i selve biblioteket. Her er bælgravende mørkt med undtagelse af det svage lys fra vinduerne. Det er underligt forvredet efter, at det er kommet igennem det pansrede glas. De lange rækker med chips og computere snor sig rundt som en labyrint, og jeg placerer for en sikkerheds skyld min højre hånd på væggen. Så går jeg med hurtige skridt igennem biblioteket, ind mod midten. Til sidst nærmest løber jeg gennem de lange gange, og da stopper op foran Den Globale Lovgivnings Oversigt over Befolkningens Egenskaber og Nærmeste, eller bare G.L.O.B.E.N., hiver jeg efter vejret. Med den ene hånd fjerner jeg en vildfaren hårtot, mens jeg placerer den anden på en scanner. En lysstråle kører ned over skærmen, og en mekanisk stemme læser mine oplysninger. Freedom Jones. Alder: 16. Højde og vægt: 168 cm og 56 kg. Mor: Lisa Jones. Far: Simon Jones. Bror: Aleksander Jones. Jeg er en mutling. Mine ben ryster stadig under mig, da jeg vikler mig ud af biblioteket. Jeg falder sammen i det våde græs, og store tårer glider varmt ed af mit ansigt. På en måde er det beroligende at mærke det salte vand trille ned, at småage saltet mod min tunge. Et øjeblik sidder jeg der, lader alle mine tanker falde på plads. G.L.O.B.E.N.s mekaniske stemme giver genlyd i mit hoved. Den ene sætning, som sendte min verden af sted mod månen. Jeg browser lidt igennem de forskellige oplysninger. Mange af dem er 10

11 ligegyldige, som hvornår min tip-oldemor blev gift. Andre vækker minder, både sjove og sørgelige. Men da jeg åbner den sidste fil, navngivet X, falder min kæbe ned. Jeg spærrer øjnene op og slår en hånd for munden med et højt klask. Freedom Jones er blevet modificeret til at have utrolige sanser, en evne til at skjule sig, og en naturlig intuition, der overgår de flestes. Freedom Jones er blevet modificeret Freedom Jones er blevet modificeret Freedom Jones er blevet modificeret Da den sidste brik er faldet på plads i mit hoved, rejser jeg mig op og tørrer tårerne væk. I en tilstand af følelsesløshed går jeg igennem buskene, og de skarpe torne griber fat i mit tøj. Men jeg tager ingen notits af det og bevæger mig bare videre, ud i byen, hjem. Der står jeg så, kigger, stirrer på vores hoveddør. Jeg kan høre mine forældre feste derinde. Ved de jeg er mutling? Nok ikke. De fik mig udleveret, ligesom alle andre normale familier. I vinduet får jeg øje på min far. Hans ansigt er rødt, og jeg kan se, at han har drukket. Et kort øjeblik overvejer jeg at liste ind. At glemme alt det, jeg har fået at vide, at lade som ingenting. Men jeg ved, at jeg ville leve med skammen og frygten resten af mit liv, hvor kort dette så end måtte blive. Så da jeg drejer til venstre og går ned ad gaden, er mit hjerte fyldt med en underlig blanding af frygt, sorg, vrede og håb. Håb om at jeg måske ikke vil dø. Og som G.L.O.B.E.N. sagde, så har jeg en god intuition. Farvel, hvisker jeg, og min stemme er lys og luftig. I et stykke tid går jeg. Jeg vil vælge det bedste sted til at forlade beskyttelsesfeltet et sted, hvor jeg kan gå direkte ind i skoven. De tætte grene vil måske yde en form for beskyttelse. Flere gange må jeg tørre mange tårer væk. Flere gange må jeg bide et skrig i mig. På et tidspunkt bliver jeg endda nødt til at kaste op i en busk. Mavesyren smager grimt i min mund, og jeg laver en grimasse. De sidste fem minutter er hvert et skridt, selv den mindste vejrtrækning et helvede. Hvis min krop kunne, ville den give op, bare lade mig dø. Lade mig forsvinde. Det trykker i mit bryst, som om nogen, eller noget, vil mase mig som en flue. Jeg nærmest kravler videre, og jeg stønner, højt og desperat, da mine fingre endelig når muren. Min hud går gennem sikkerhedsfeltet, og jeg mærker det give slip på min krop. Jeg vakler, da jeg mærker trykket lette. Jeg vælter ned i det tykke lag af blade og gisper efter vejret. Min hjerne kan ikke finde ord. Mine tanker er frosset, midt i en tanke. Så ser jeg op, og min krop ryster ikke mere. Mit åndedræt er blevet stabilt. Men mit hjerte hamrer. For jeg kan mærke det, jeg aldrig før har følt. Og selvom jeg måske ikke ved, HVEM jeg er, så ved jeg, HVAD jeg er. Jeg er fri. 11

12 Filerne i hjertet af Clara Bechmann Jensen Væggene på gangen var malet i en lys, grå farve. Jeg drejede om et hjørne og prøvede at forberede mig på det syn, der ventede mig. Mine forældre syntes ikke, at det var en god idé, de mente, at det var for tidligt. De mente slet ikke, at jeg burde se hende. Hun lå i en vugge af glas. Min hals snørede sig sammen ved synet af hende. Hun lå på ryggen med armene ned langs siden, og ansigtet vendt mod loftet. Man kunne ikke se, om hun trak vejret. Men trådene, der løb rundt overalt på hendes krop fortalte, at der stadig var noget liv at holde fast i. Jeg satte mig i stolen ved siden af. Selvom jeg havde prøvet at forberede mig, var det hårdt at se sin bedste veninde i sådan en tilstand. Jeg sukkede. Hendes ansigt var fuldstændig udtryksløst. Jeg fik øje på noget, der glimtede lige ved dynens kant. Jeg rakte ud, og mine fingre lukkede sig om en lille hjerteformet genstand, der hang i en kæde om hendes hals. Da jeg trak halskæden til mig, knækkede den spinkle kæde og lå nu i min hånd. Jeg genkendte genstanden. Det var den venindehalskæde, som jeg selv havde givet hende. I den kunne man gemme små hemmeligheder, og den kunne kun åbnes af hendes eller mit fingeraftryk. Jeg pressede forsigtigt tommelfingeren ned mod den lille runde plade på midten. Den åbnede sig med en svag summen. Med dirrende fingre tog jeg den lille chip ud, der lå inden i. Jeg holdt den op mod lyset og vendte og drejede den. Jeg satte den i min chiplæser, der var 7 filer. Jeg åbnede den første. 1. Kære Christine Jeg er lige kommet frem til min onkels sommerhus på Kariella. Jeg har det fantastisk, her er så dejligt. Udsigten er helt utrolig smuk. Min onkels sommerhus ligger midt på tangen helt ude ved vandet. Jeg kan lige så tydeligt se både det gamle Danmark og det gamle Sverige. Det var en fantastisk ide, de fik, da de ville bygge verden sammen. Jeg ville ønske, at jeg kunne bo her. Her er meget dejligere end derhjemme. Alle her går klædt i de nyeste dragter, de er meget mere farvestrålende end dem, man ser derhjemme. Hvis man ser en virkelig fed dragt derhjemme, så er den måske dybblå. Her er de grønne, pink og gule. Her er så vidunderligt. Mit værelse er lille, men ekstremt hyggeligt. Væggene har den dejligste lilla farve. Når jeg åbner mit vinduet, kan jeg dufte den salte, men alligevel søde lugt, der river let i næsen. En lugt, der fortæller, at vi er tæt på havet. Jeg ville ønske, at du var her. Så kunne vi sammen udforske tangen, det er slet ikke det samme at være på ferie uden dig. Men mine forældre syntes, at jeg trængte til at lære min onkel lidt mere at kende. Jeg savner dig virkelig meget. Jeg tænkte på, om vi ikke skulle gå ture langs stranden og i skoven, når jeg kommer hjem? Vi kan lytte til maskinerne, der fræser af sted over vores hoveder. Jeg ville så gerne sende dig denne fil, men det kan jeg ikke, da min 12

13 interne dataprofil er blevet lukket ned. Jeg ved ikke hvorfor. Det er mega irriterende. Det må være de riges måde at få sikkerhed på. Totalt lukket system. Min onkel vil ikke lade mig komme på. Hvad regner han med? At jeg vil læse alle hans filer og lave ravage i hans ting? Fugl og fisk Enis Jeg kiggede over på min veninde, der lå i glassengen ved siden af stolen, hvor jeg sad. Så forstod jeg bedre, hvorfor jeg ikke havde hørt fra hende hele sommeren. Jeg smilede, hun måtte havde haft en fantastisk ferie. Det måtte havde været så hårdt for hendes onkel pludselig at finde hende helt slap på gulvet uden at kunne vide, om hun trak vejret eller ej. Der var ingen, der vidste, hvad der var gået galt, men et eller andet var hende i flere uger, men intet fundet. Alt tyede på, at hun bare var faldet om. Jeg åbnede den næste fil. 2. Kære Christine Jeg kan stadig ikke sende nogen filer til dig, men jeg skriver dem alligevel og håber på, at du kommer til at læse dem en dag, når jeg kommer hjem. Det er ved at drive mig til vanvid. Min onkel er heller aldrig hjemme. Han skal altid til møder. I dag, da jeg ledte efter en Glitusse til at rette krøllerne i min dragt ud med, fandt jeg en lille pakke bagerst inde i hans Walk-in Computer, den var gemt bag datakablerne. Der var en masse informationer om Kariella. Hvad skal han dog med dem? Hvorfor er der så mange knapper med blinkende farver? Men min onkel har selvfølgelig altid haft en hang til blær. Uanset hvad, vi flytter tilbage til hans normale hus i eftermiddag. Han siger, at han vil nyde Kariella på afstand. Det virker, som om han slet ikke kan lide at bo her. Han siger, at han er ved at skille sig af med huset. Selvom vi kommer tilbage, kan vi ikke ses. Min onkel mener, at vi har brug for tid sammen. Han synes, at jeg skal være hjemme hos mig og kede mig ihjel. Det skal nok blive rigtig hyggeligt, tror du ik? Fugl og fisk Enis Da jeg var færdig med at læse, vendte jeg hovedet mod hende. Jeg havde slet ikke vidst, at hun havde været hjemme. Jeg havde troet, at hun var på Kariella hele ferien. Jeg ønskede, at der i de næste filer ville være noget, der forklarede hele hendes situation og kunne give rastløsheden inde i mig fred. 3. Kære Christine I nat drømte jeg, at jeg stod badet i et hvidt lys, alt omkring mig var lyst og i pastelfarver, jeg stod midt på Kariella, og pludselig stod du der foran mig. Du rakte ud og gav mig et stort kram, vi satte os ned og snakkede. Til farverne omkring mig faldt fra hinanden som et puslespil, hvor brikkerne falder ud, en efter en. Jeg vågnede og stirrede op i loftet. Gud, hvor jeg dog savner dig. Jeg savner virkelig de aftner, hvor vi sad på stenene nede ved vandet og 13

14 kiggede på, at de byggede husene på Kariella. Kan du huske, at vi drømte om engang at komme til at bo der. Nu har jeg boet der i en periode. Og der var helt fantastisk smukt, men alle er så selvfokuserede. Og der er ikke nogen man kan tale med. Min onkel er stadig væk det meste af tiden, nu også om natten Fugl og fisk Enis Mine øjne begyndte at løbe over, mens jeg læste brevet. Jeg havde også virkelig savnet hende og gjorde det stadig. Det kunne da godt være, at jeg nu kunne se hende, men hun var jo ligesom ikke rigtig til stede. Bare hun havde måttet få besøg, så havde hun ikke behøvet at være så ensom. 4. Kære Christine Jeg fulgte efter ham i nat. Han luskede hen til bilen og kørte væk. Med sig havde han en kasse med en masse lysende ultratynde tråde. De lignede gammeldags fiskenet. De kan dække et meget stort areal, når de bliver spredt ud. Måske flere kvadratkilometer. Jeg sad oppe hele natten og ventede i garagen, det var koldt, og jeg var ved at falde i søvn. Men noget inden i mig sagde, at jeg skulle holde mig vågen og vente. Da han endelig kom tilbage, var kassen med de lysende net tom. Jeg listede ind og lagde mig til at sove igen. Du kender mig jo. Da jeg vågnede, var onkel igen væk, men bilen var der. Hvor kan han være, når han ikke er her? Jeg sneg mig, meget stille synes jeg selv, ind på hans værelse og lånte hans computer. Den har nu fået ny bopæl, under min seng. På nettet fandt jeg ud af, at de lysende tråde ikke bare var et net, det er sprængstof Enis Jeg kiggede måbende på min veninde, hvad fanden var der foregået i hendes ferie. Der måtte være noget, hun havde misforstået. Jeg håbede inderligt, at de næste filer ville fortælle, at hun havde taget fejl eller noget i den retning. Jeg åbnede nervøst den næste fil. 5. Christine, tro ikke, at jeg er sindssyg, for det vil alle andre tro. Jeg ved, hvad knapperne er til, jeg ved, hvor min onkel er, når han er væk, jeg ved, hvad sprængstoffet skal bruges til. Jeg ved bare ikke hvornår. Sprængstoffet er lagt ud over hele den ene ende at Kariella. Og walk-in computeren med de sære knapper skal bruges til at aktivere det. Han og nogle andre, jeg ikke kender, vil af med den. Tangen altså. De ville ikke være en del af den samlede verden Pengea. De vil ikke have, at vi skal afgive magten. De vil stoppe det. Hvad skal jeg gøre? Jeg havde gemt mig i bilen i aftes, han opdagede mig ikke. Han kørte hen til Kariella. Forbi det gamle byskilt, hvor der nu kun står...umlebæk. Han må have kørt en omvej, for det tog alt for lang tid. Han er ikke kørt 14

15 den lige vej. Men vi kom alligevel frem. Da han steg ud af bilen, kunne jeg høre en mumlen af stemmer. Der var flere, der snakkede sammen. Christine, lige nu kunne jeg godt bruge din særlige måde at løse problemer på. Fugl og fisk Enis Hvor ville jeg ønske, at jeg havde vidst dette. Det vendte helt rundt på min forestilling om det meste. Jeg kiggede på chiplæseren, der manglede to filer. Jeg åbnede den næstsidste. 6. Kære Christine Hvad skal jeg gøre? Jeg ved godt, at du aldrig kommer til at læse disse filer, for jeg vil aldrig kunne vise dem til dig. Hvordan skulle jeg kunne dolke min egen onkel i ryggen på den måde? Jeg må stoppe det på den ene eller anden måde. Selvom du ikke kommer til at læse dette, beroliger det mig at skrive til dig. Jeg må sige det til nogen, der kan gøre noget ved det. Men hvad skal jeg sige? Goddag, min onkel synes, at verdens ledere er nogle åndssvage idioter. Han og nogle andre har tænkt sig at springe Kariella i luften, så vi ikke længere er unaturligt forbundet med et andet land. De vil ikke have Danmark tilbage. Danmark som selvstændigt land. Nej, det går ikke. Jeg har ingen beviser og ved ikke, hvornår de gør det. Jeg vil lytte med næste gang, han taler med en af de andre. Ønsk mig fugl og fisk Enis Jeg følte mig tom indvendig. Det eneste, jeg kunne tænke på, var at Kariella ikke var væk endnu. Med rystende hænder åbnede jeg den sidste fil. Den fyldte meget mindre end de andre. 7. Kære Christine Dette er den sidste fil. Jeg kan ikke nå mere, inden det begynder at virke. Han fandt mig, da jeg lyttede i morges. Han blev helt ude af den og styrtede ud af huset. Han løb gennem skoven, og over de nu tomme marker hen til afdelingen. Da han kom tilbage, havde han et vildt udtryk i øjnene. Han tvang sprøjten ind i min arm og trykkede, til al væsken var i min krop. Så gik han. Jeg kan mærke det, eller rettere, jeg kan ikke mærke mine ben. Følelsesløsheden stiger langsomt. Jeg ved ikke, hvad der sker, når den når hovedet. Christine, hjælp mig Jeg kiggede på min stakkels veninde, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle mene. Hun ville have, at nogen skulle vide det, men hun turde ikke angive sin egen onkel til verdens ledere uden flere beviser. Nu var hun her ikke længere til at tøve og gemme filerne væk. Jeg knuger hånden hårdt om halskæden, rejser mig, tager forsigtigt Enis hånd og giver den et forsigtigt klem. Jeg smiler og går med beslutsomme skridt ud af rummet. 15

16 Kæmp for alt hvad du har kært af Linea Gabel Henningsen Et varmt vindstød fik bladene på de nyopvoksede palmer til at knitre, og hendes lange hår til at blafre. Hun glippede svagt med øjnene, velvidende at skyerne var ved at samle sig over hendes hoved, og at alle med den mindste form for fornuft ville søge ned i deres komfortable kældre. Men ikke hende. Hun fortsatte ned ad den tomme villavej, og samlede det mørke hår i en knold, så vind og vejr ikke ville ruske for meget i det. Mange af hendes allierede forstod ikke, hvorfor hun ikke klippede sit hår kort, men hun kunne lide det som det var; taljelangt. I gadelygternes flakkende skær så hun skikkelsen af en bredskuldret person, der selv på den afstand udgød en rolighed, man sjældent fandt i denne nordlige del af verdenen. Lettelsen lagde sig som et tæppe om klumpen af frygt, men forstærkede den samtidigt. Hun havde lyst til at løbe i favnen på ham, men stolthed og regler forbød hende det. Hun smilede svagt til ham og fortsatte i samme tempo mod ham. De fortsatte tavse sammen op ad de tyste gader. Hun så på ham i det skjulte og var glad for tusmørket, der dækkede hendes brændende kinder. Da silhuetten af den respektindgydende bygning sås i den fjerne, satte hendes hjerte farten op, men hun tvang sig selv til at forblive rolig. Han strejfede hendes hånd uden at se på hende, som om han mærkede hendes nervøsitet. Det ville i alle andre tilfælde have hjulpet, men nu gjorde det bare det hele værre. Hun havde jo prøvet den slags før, det var jo ikke det, at et hvert fejltrin ville udløse en katastrofe. Det var, at hver katastrofe ville ramme ham ligeså hårdt, hvis ikke hårdere, end hende. Hun sukkede lydløst. Bygningen så større ud tæt på, og de stoppede en hundrede meter derfra, på midten af bakken. Underlederens palads var placeret på det højeste sted i byen. Så vidt hun huskede havde der engang ligget et indkøbscenter der. Det gav et minimalt klik, da hun åbnede sin bæltetaske, og trak en lille firkantet boks med en næsten usynlig knap frem. Imens havde han stillet sig tæt bag hende, med armene om hende. Hun gøs lidt ved at være så tæt på ham og vidste, at hun burde trække sig væk fra ham. Så tæt på hinanden behøvede de ikke at være, så tæt på hinanden måtte de ikke være. Hun ignorerede den dårlige samvittighed, der fløj som en mørk sommerfugl i udkanten af hendes bevidsthed, og rettede boksen mod den uendelige bygning omkring ti meter oppe. Boksen gav ikke engang et klik, da en lang tråd fløj ud af den, med kurs mod bygningen. Hun mærkede et lille ryk i den, og viklede tråden om dem begge. Hun følte hans åndedræt mod sit øre, en lydløs latter. Hun 16

17 trykkede på den diskrete knap igen, mens han holdt hende endnu fastere til sig. Klumpen, tæppet og sommerfuglen lettede alle i hendes mave, da de blev trukket opad mod bygningens mørke. Den varme vind ruskede hårdt i dem, og blæsten var så stærk, at den trak dem ind mod den glatte mur. Hans brede skuldre tog fra, men det hårde dunk kunne alligevel mærkes. De lod sig ikke skræmme af smerten, klamrede sig bare tættere mod hinanden, og hun holdt om boksen med begge arme. Dette skulle for alt i universet lykkes. Hun prøvede at skubbe tanken væk, men den bevægede sig alligeval flygtigt, mørkere end sommerfuglen; som en natsværmer, i udkanten af hendes bevidsthed. Hvis de døde ville diktaturet fortsætte, og millioner af mennesker stadig lide. De måtte have fat i den kode. Hun fik taget fra med armene, da de ramte muren, og de hang der lidt, mens hun fandt sugekopperne i tasken. Den mørkegrå verden kunne skimtes under dem, og klumpen gav et lille hop. Med nænsomme bevægelser tog han de sorte tingester fra hende, og satte dem på hænderne. Han holdt fast på muren og løftede benene, og hun gjorde sig lille, stak hånden ud under hans arme og hjalp ham først på med den ene sugekop, og dernæst den anden. Han begyndte at klatre. Snoren skar sig ind i siden på hende, da hun vendte sig, og hun lukkede øjnene, godt placeret i hans favn. Det begyndte at regne. Store, tunge dråber begyndte hurtigt at falde på hans ryg, og den vandtætte jakke var snart våd og klæbende. Hun var kommet ind i oprørsbevægelsen, før hun hørte om demokratiet i Syd. Før det vidste hun ikke engang, at der var noget efter det uendelige, hede Bælte. Det var Soris, hendes lillesøster, der først havde fundet Oprøret. Soris havde siden de var små stillet spørgsmålstegn ved systemet, mens hun selv bare havde taget det for givet. Deres mor havde tysset forskrækket på dem, og havde indtrængende fortalt, at det var farligt at snakke højt, og det blev ikke nævnt igen før for et par år siden, hvor Soris var forsvundet. Efter at have fundet ud af, at et demokrati fandtes i Syd, og at det var muligt at gøre Nord til et også. Hun havde fundet hende ved et tilfælde, og var først uvilligt blevet trukket ind i Oprøret. Siden var hun ligesom Soris blevet en af deres bedste, selvom Soris hørte til Tænkerne. Hun brændte efter at høre mere om, hvordan verden var før Bæltet og folkevandringerne, og ønskede inderligt at Nord skulle blive som det demokratiske Syd. Han gav hende et kys på panden. De hang uden for et vindue. Hun arbejdede med hurtige fingre, og fik snart vinduet op ved hjælp af læderhandsker og et glas med jernætsende stof. Ved fælles hjælp kom de ind ad vinduet, og stod lidt efter i en bred, rund og mørk gang. Computer 17

18 Langs muren og den runde væg med metaldøre i midten. De hule tordenbrag lød højt i mørket, og deres hænder faldt sammen uden at de så på hinanden. De gik hen mod døren, og han trykkede med sin frie hånd på knappen, der tilkaldte elevatoren. De kunne kun svagt høre den summe for torden og trommen af regn, hårde som hagl. Hun skævede til ham, han smilede til hende. Daniel, hun kunne knap selv høre sin hvisken. Han smilede til hende, åbnede munden, da de nærmede fornemmede end hørte det lille ding, der indikerede, at døren gik op. De trådte ind i den runde boks, og Daniel trykkede på en af knapperne. Et tretal lyste op. Hun følte sig fanget, da dørene lukkede sig bag dem, og rummet fløj ned. Klumpen, tæppet, sommerfuglen og natsværmeren blev suget kraftigt nedad og hun klemte om hans hånd uden at se på ham. Hans handske blev fugtig af sved, mens han nussede hendes hånd. Den sekundkorte tur blev ligesom resten foretaget i tavshed. Tæppet om klumpen og insekterne kørte langsomt tilbage på plads og dørene gik op. De trådte ud i en snoet gang, han tøvede ikke, styrede målrettet ned ad den. Hun bevægede sig langsommere ved siden af ham, og tvang ham derved til at sætte farten ned. Væggene var hvide og blanke, og det eneste der lignede døre var revner i plastikvæggen og kodescanner. Daniel stoppede ud for en af dørene. Han så på hende, og der gik et øjeblik, så forstod hun og åbnede den sorte taske og rakte ham en mørk pose. Han hældte den lille ting ud i hånden, et sort plastikstykke med en sølvchip, hvorefter han stak den ind i dørens lille revne. Efter to nervepirrende sekunder spyttede den kortet ud igen, og den hvide væg gled til side. De stod i en kort gang, der lignede den forrige, med nøgne plastikvægge og anonyme døre med jævne mellemrum. De så ned af den et par sekunder, men fortsatte så samtidigt uden at se på hinanden. Hun havde lyst til at stryge hånden henover de blanke vægge, men undlod på grund af fingeraftrykkene. De nåede ned til endevæggen, inden han stoppede. Hun så undrende på ham, mens han koncentreret strejfede den hvide flade med sine fingerspidser. En række sorte tal dukkede op hvor den mørke handske havde rørt, på hvad hun havde troet var en af plastikvæggene. Han bed sig let i læben i koncentration, inden han trykkede en hurtig talrække ind. Væggen gled til side. Han kastede et blik på den åbne dør, og så hende så desperat i øjnene. Pas på dig selv, Alycia. Lov mig det. Hans stemme lød mere angst, end hun havde troet var muligt af ham. Han smilede anstrengt til hende, inden han gav hendes hånd et klem, og forsvandt indenfor. Væggen gled på plads, og hun stod alene på den anonyme gang. 18

19 Alycia så rystet på den nu lukkede væg. Hun vidste godt, at han ikke altid var så rolig som han gav udtryk for, men alligevel Hun vendte sig mod den tomme gang, og så fremad, mod gangens knæk. Hendes hjerte satte farten en anelse op, og hun prøvede sig med en dyb indånding, men det hjalp ikke. Han var bange. Og hvis han var bange. Hun sank og så ned. Alle mennesker er bange. Og inderst inde vidste hun jo, at hans frygt gjaldt hende, ligeså meget som hendes frygt gjaldt ham. Alycia lukkede kort øjnene, men åbnede dem straks igen. Det var hendes opgave at holde vagt. Hvis nogen kom nu, kunne de ikke flygte. Hun fandt så stille som muligt sin ladte pistol frem, og mærkede de svedige hænder glide lidt. Som alle andre af oprørets ting, var den gennemtænkt lille, så den kunne gemmes. Hun knugede om skaftet og trak vejret dybt et par gange. Hun havde aldrig været mere nervøs, og ransagede sin hjerne for måder at blive rolig på, samtidigt med at hun spændte alle sanser. Hun ville ønske, at Soris var her til at berolige hende. Søde, blide, lille Soris, der altid havde støttet hende. Hun bed sig i læben mens hun vagtsomt stirrede ned ad den hvide gang; selv gulvet var hvidt, og bad en lydløs bøn til hvem der nu var deroppe. Skån hende. Pas på hende Verden, Oprør, hvis jeg ikke kan. De to mennesker hun holdt mest af i hele verden var begge medlem af Oprøret; Soris og Daniel. Hvis bare de kunne have lov at være sammen. Hvis bare Oprøret ikke forbød det; de havde nultolerance for par i Oprøret, for at kunne stå bedst muligt sammen mod fjenden. Hvis bare de boede i Syd. Det havde været hendes drøm, en af mange, men hendes eneste håb var at hjælpe med at få Nord gjort til ét. Det ville redde så mange mennesker. Hun ville sådan ønske at de kunne gennemføre det at de havde gennemført det. Hun ville sådan ønske at diktaturet aldrig var blevet skabt, at så mange menneskeliv kunne være sparet, at Daniels mor levede endnu. Selvom det jo var hendes død, der var skyld i hans optagelse i Oprøret. Årsagen til at de lærte hinanden at kende, at de var her nu. Hun kom til at tænke på Oprørets motto, deres gennemgående linjer. Det var vist noget fra en flere hundrede år gammel salme eller sådan noget, hun var ikke sikker. Hun mumlede lavmælt, som Soris ofte kunne finde på, en anelse fraværende; Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder. Hun sukkede, og blev opmærksom på rummet bag sig, på hvor lang tid han havde været væk. Hun var ikke en af Tænkerne, så hun vidste ikke, hvad han lavede, udover at få fat i koden. Skulle det virkelig tage så lang tid? Hun skævede over skulderen mod den hvide væg, men den så ud som før, og så hørte hun et klik fra en af dørene. Hendes krop spændtes automatisk i forsvarspositur, da de værste anelser blev bekræftet. 19

20 Længere nede sad en kvinde i hvid kittel i kontrolrum og halvsov foran de mange skærme og højttalere. Hun tog en slurk af den sorte kaffe i det hvide plastikkrus og glippede med øjnene, da et vredt BIIB lød og forstyrrede hende i en sådan grad, at hun tabte den mørke væske ud over sin fine kittel. Og selvom Underlederen ville blive vred på hende, var der vigtigere ting at tage sig til. Nogen var lige gået ud af elevatoren. Tre anonyme mænd i hvide dragter og hvidt stoneface kom marcherende hen ad gangen, der hvor den drejede. Hun var hurtig og fik ram på dem alle, inden de opdagede hende, og to af de næste i rækken snublede over ligene af deres kammerater. Hendes hjerte og fingre arbejdede på højtryk og bunken af hvide mænd blev langsomt højere, da hun mærkede en skærende smerte i skulderen, ulig noget hun havde oplevet før. Hun var ved at tabe pistolen, men tvang sine fingre til at holde den i et krampagtigt greb. Tårer og mørk smerte slørede hendes syn, men hun skød videre, dog ikke så sikkert som før. Det føltes som om den bredte sig, og resten af armen var snart følelsesløs af smerte. Da den næste bølge af smerte ramte det nederste af hendes mave, knækkede hun sammen over den tabte pistol. En hvinende lyd nåede hendes øre, og først da en genkendelig stemme overdøvede den, opdagede hun at det var hendes eget smerteskrig. Alycia! Stemmen var ikke til at tage fejl af på trods af skingerheden. Tårerne trillede hurtigere ned ad hendes kinder. De mørke pletter af smerte dækkede hele hendes syn, og snart efter hørte hun heller ikke mere. Alycia lå i en pøl af blod på det hvide plastikgulv. Død. 20

21 Ritualet af Mie Winther Jeg kiggede tilbage over skulderen. Min mor så på mig med kolde øjne. Kolde og hårde ligesom hendes sjæl. Øjne der sagde, lad-vær-med-atdumme-dig-mirr. Jeg smilede til hende, og hun nikkede let som tegn på, at nu gjaldt det. Det var nu min fremtid skulle bygges. En høj stemme lød oppe foran, og jeg drejede hovedet mod lyden. Folkets stormester stod på resterne af en skorsten og kiggede ned på os, stor og stærk og født til at lede. Kære forældre og unge. Velkommen til Ritualet. Vi skal i dag sende vores 17 årige sønner og døtre ned i dybet for at finde deres fremtid. Det er den største dag i deres liv, og vi skal respektere deres valg, thi det er dem, der vælger. Jeg ønsker jer en god svømmetur! råbte han ud over den lille forsamling. Jeg kiggede til min højre side og fik øjenkontakt med Kenny, han himlede med øjnene og smilede. Jeg smilede træt tilbage og vendte igen min opmærksomhed mod lederen. Han nikkede, og alle vi unge vendte os om mod kanten af taget, hvor der hang et gammelt skilt, sikkert fra dengang det stadig var et center. Kenny kom hen til mig og klappede mig på ryggen. Så er det vores store dag, hva, sagde han muntert. Jeg nikkede. Såå Har du valgt, hvad du vil være? spurgte han nysgerrigt. Jeg sukkede. Ikke rigtig. Min mor vil have det ene, men selv vil jeg det andet Det er forvirrende. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Han nikkede og klappede mig igen på ryggen. Det skal nok gå, men kom lad os Han fuldførte aldrig sætningen, da han blev puffet i ryggen af en af sine mange venner. Da han ramte vandet, tog de andre det tydeligvis som et tegn til, at de også skulle i. Jeg skyndte mig at hoppe i vandet, så jeg undgik at blive skubbet i. Jeg svømmede væk fra kanten for ikke at få de andre i hovedet og ventede på Kenny ved et af de mange ødelagte vinduer i bygningen. Glasset glinsede i solen fra overfladen, og jeg kunne ikke lade være med at dykke ned og røre ved det. Min svømmehud sad fast i et ekstra skarpt stykke glas, og jeg rev mig fri. Hey, du bløder, lydbølgerne bagfra forskrækkede mig. Jeg vendte mig om, min bevægelse dæmpet af vandet. Kenny smilede undskyldende. Skal vi? spurgte han og tog fat i mit håndled og ledte mig væk fra bygningen. Vi svømmede lidt i stilhed, begravet i vores egne tanker. Hvordan skulle jeg dog kunne vælge, hvad jeg skulle resten af mit liv? Min mor ville aldrig tilgive mig, hvis jeg blev samler. Hun ville sige, at jeg lignede min far for meget. Lige meget hvad jeg gjorde, lignede jeg altid min far for meget. Min far, som forlod mig og min mor, da jeg var to, min far hvis udseende, jeg havde arvet, og min far, der valgte at blive samler. Jeg kunne aldrig vælge at blive samler. Jeg sukkede, så bobler fløj op til overfladen. Kenny lagde mærke til den lille lydbølge, der fulgte, og sukkede også. 21

22 Lad nu være med at tænke så meget over det. Hun skal ikke bestemme din fremtid, det skal du! Han var holdt op med at svømme og kiggede mig i øjnene med et seriøst blik, man sjældent så hos ham. Vi lod os langsomt synke ned imod bunden. Jeg skulle til at sige noget i stil med, at han ikke kunne sige sådan, når hans forældre ville acceptere hans valg uanset, hvad han besluttede sig for. Selv hvis han valgte et pigejob, og desuden vidste han, at han ville være jager. Men i det samme blev min opmærksomhed grebet af noget. Hugo, folkets tosse, sad ved en sten et stykke væk. Han havde som altid en gasbrænder i skødet og en æske tændstikker i hånden. Han tog en og prøvede at tænde den. Ingen succes, hvordan skulle det også være muligt under vand? Der var en grund til, at han var byens tosse. Mirr? Kenny ville i kontakt med mig, det var tydeligt, men jeg blev ved med at kigge på Hugo. Hvad tænkte han dog på? Hvad havde fået ham til at blive sådan? Måske havde han også en mor, der hadede ham? Hello? Mirr? Nogle hjemme? Jeg rystede på hovedet, og kiggede igen på Kenny. Hva? Ja, ja, jeg tænkte bare Jeg trak sætningen ud og sænkede blikket mod sandbunden. Du? Tænke? Yeah right! Men anyway, du skal ikke lade hende Hun har et navn! Hva? Ja Du skal ikke lade Elizabeth kontrollere dig sådan. Det er dit valg, dit liv. Jeg nikkede uden rigtig at opfange hans lydbølger, vi havde haft denne samtale så mange gange før. Måske havde han ret. Jeg tænkte for meget over, hvad min mor ville have, og glemte, hvad jeg ville. Kenny kiggede mistroisk på mig, men rystede så hovedet, bevægede irriteret sine gæller og begyndte at svømme igen. Hey! Vent lidt! sagde jeg pludselig, selv overrasket over mine ord. Kenny vendte sig imod mig og sendte mig et spørgende blik. Jeg nikkede imod Hugo. Jeg skal spørge ham om noget. Jeg skyndte mig at svømme tilbage til Hugo, før jeg skiftede mening. Jeg kunne høre Kenny sukke, men han svømmede med mig. Jeg nåede mit mål og stoppede, lod mig synke ned på den bløde sandbund igen. Hugo? spurgte jeg stille, men alligevel gav det et sæt i den lidt ældre dreng. Han kiggede op på os og nikkede som tegn på, at han havde hørt os. Jeg tænkte Hvorfor gør du det der uh prøver at tænde den der? Jeg pegede på gasbrænderen. Han smilede, men det blev hurtigt afløst af et grineanfald, så boblerne stod ud af ham. Oh Du forstår intet Det er fordi, jeg læste det! I en BOG! svarede han efter hans latter var døet hen. Men hvorfor?? Hvad er grunden? Jo, dengang jeg skulle vælge. Jeg søgte og søgte efter svaret. Men fandt det ikke, så jeg valgte ikke noget Der var ligesom intet, der passede, mumlede han, som om det intet var. Jeg kunne høre Kenny gispe let. Jeg nikkede bare. Han havde sikkert haft sine grunde, ligesom mig, 22

23 men jeg ville ikke ende som ham! Kunne ikke..jeg var ikke tosset Tak, mumlede jeg og begyndte at svømme igen. Det var ikke mig, sådan ville jeg aldrig blive, jeg ville aldrig tillade mig selv at ende sådan. Jeg kunne mærke Kenny bag mig igen, han sukkede tungt. Hvad skulle det til for? spurgte han. Jeg trak på skuldrende. Jeg var nysgerrig. Bygningen var stor, og som en af de få bygninger på bunden, havde den intakte vinduer. Jeg kiggede på Kenny med et løftet øjenbryn. Han mumlede et eller andet uforståeligt og svømmede ned imod det gamle bibliotek. Jeg fulgte efter ham og så, at også andre unge var nået herhen. Jeg vinkede til en af dem og fortsatte ned mod bygningen. Jeg svømmede om til et af de store vinduer i den gamle læsesal og stoppede op. Jeg rømmede mig, åbnede munden og sendte en strøm af lydbølger af sted. De skar igennem alle andre lyde på havbunden, og inden længe var der intet andet end glasskår, hvor ruden havde været. Jeg stoppede og smilede tilfredst. Jeg svømmede ind, sørgede for at jeg ikke skar mig på glasset og landede blidt på det svampede gulv. Jeg gik langsomt frem og tilbage, fornemmede havplanterne imellem svømmehuden på mine fødder. Jeg sukkede for gang den dag og gik langsomt hen ad gangen. Hylder af gamle, rådne bøger tårnede op i gangene. Jeg kiggede mig omkring. Det var ikke stort, men stadig større end vores lille træhytte på toppen af det gamle center. Jeg gik, til jeg nåede endevæggen, så mig om efter noget, der kunne være mit. Mit for evigt, mit bevis på, at jeg tjente vores samfund, mit bevis på at jeg havde valgt. Men der var intet andet end bøger omkring mig. Jeg vendte mig om og mærkede i det samme noget koldt imod min fod. Jeg så ned, men kunne ikke få øje på andet end tang. Jeg kiggede mig omkring, i tilfælde af at nogle skulle holde øje med mig, og satte mig så på hug. Jeg undersøgte tangplanterne, og min fingerspids ramte det kolde igen. Jeg tog fat omkring det og løftede det op foran mit ansigt. Det var en lille kæde med et vedhæng. Jeg tog fat i vedhænget, det kunne åbnes. Indeni var der to små rammer til billeder, men det, der engang havde været der, var for længst smuldret bort. Jeg rørte ved den højre rammekant og følte et lille stød gå igennem mig. Det var det! Dette var mit bevis, min evige ejendom. Det var den her lille amulet, der skulle være min fremtid. Bevise min fremtid som samler. Jeg tog den om halsen og smilede. Jeg havde trodset min mor, fundet min fremtid, og jeg var tilfreds. Jeg kiggede op og fik straks øje på Kenny, han stod med et gammelt, men solidt jernrør. Han kiggede i min retning og løftede triumferende røret op over hovedet. Jeg smilede til ham og satte kurs mod hullet i ruden. Imens jeg svømmede op mod overfladen, havde jeg kun en tanke i hovedet. Jeg havde gennemført det. Ritualet var forbi. 23

24 Skytsenglen af Sofie Amalie Andersen Isi åbnede døren, og den varme luft kom hende i møde. Hun snusede ind, og den stærke og velkendte duft af træer og græs slog hende næsten omkuld. Hun rørte hurtigt ved den ladte pistol, der sad i hendes bælte, bare for at være sikker på, at den var der. Hun tog fat i den røde, lange fletning og stoppede den ned i blusen. Rovdyrene skulle ikke få fat i hende på grund af hendes lange hår. Så lukkede hun døren så stille, hun kunne, ikke noget med at tiltrække sig for meget opmærksomhed. Da Isi var færdig med at tjekke, at hun ikke havde glemt noget, tog hun den lille trappe i to hop og landede blødt på jorden, kiggede rundt og pilede ind i skoven, der lå 50 meter fra hendes hjem. Det lyder ikke af meget i det 22 århundrede, men når man lever et sted, hvor det mindste lille fejltrin kan koste dig livet, føles det som flere hundred kilometer. Jeg er Isis skytsengel, og det er min pligt at beskytte hende og sørge for, at hun ikke kommer til skade. Jeg hedder Elisabeth. Jeg blev født i det gamle England i 1674, men blev dræbt, fordi folkene i min landsby mente, jeg var en heks. Jeg har fløjet rundt fra person til person i de sidste 400 år. Hver gang en person døde af alderdom, fik jeg en ny opgave. Som skytsengel er det meget vigtig, at din opgave ikke dør, fordi du er uopmærksom. Er det tilfældet, bliver du dømt til at vandre rundt på jorden uden nogen som helst kontakt til andre i al evighed. For 50 år siden - ca. i år opfandt man en maskine, som kunne måle paranormale væsner, som f.eks. spøgelser, ånder, og andre væsner. Hun ved godt, at jeg er her, men hun ved ikke, hvem jeg er, eller hvad jeg er. Så jeg kunne lige så godt være en ond dæmon, som ville dræbe hende lige så snart jeg fik chancen. Det er den frygt, man må leve med, når man ved, hvad der følger efter en. Da Isi kom ind i skoven, var det første, hun gjorde at hoppe ind bag en busk. Hun kiggede rundt, før hun fortsatte til den næste. Hun spidsede ører og lyttede. Ventede. Nu havde hun fundet noget. Nu var det bare et spørgsmål om tid. Et minut senere kom en hjort springende. Isi vendte rundt og sigtede, og bang, hjorten lå død på jorden. Den sprællede det sidste liv ud af sig, da hun rejste sig op og gik hen til den. Jeg kan ikke lade være med at blive imponeret hver gang, hun gør det. Den måde, hun selvsikkert bare skyder, og hendes timing er fantastisk. Hun lagde pistolen fra sig, hev sin kniv op af bæltet og begyndte at skære. En dejlig, stor hanhjort på nok en 100 kg. I aften skulle der smovses. Jeg vender mig om. Der er en mærkelig lyd, og den kommer nærmere. Det lyder som et enormt dyr, men de størtse dyr her omkring er hjorte. Hvor kommer den lyd fra? Jeg kan ikke se noget usædvanligt. Isi har ikke lagt mærke til noget endnu, eller hvis hun har, har hun i alt fald ikke givet udtryk for det. Måske er det bare min fantasi, der løber af med mig. Ne, der er den igen, men denne gang endnu tættere på. 24

25 Nu bemærkede Isi en lyd. Hun rejste sig op og kiggede sig omkring. Hun tog hårdt fat om kniven og gjorde sig klar til angreb. Der var noget, der puslede ovre i en af buskene. Isi spændte alle muskler. En kæmpe bjørn brasede ud gennem underskoven. Den hamrede lige ind i Isi, så hun faldt bagover. Bjørnen holdt hende fast mod jorden. Jeg kan se, at der sidder en dreng oppe på ryggen af bjørnen med en bue, som er helt spændt ud, og den er rettet lige mod Isi. Isi lå på jorden med lukkede øjne, og hvis hun kunne, ville hun sikkert holde dem afværgende op foran ansigtet. Om få sekunder vil han affyre pilen. Jeg springer ind foran Isi og prøver at forhindre pilen i at ramme hende. Jeg skubber til den, så den ryger ud af sin bane. Det med at afværge farer er en klar skytsengleting. Pilen lavede ligesom et lille smut og fortsatte op i luften og ind i skoven. Sært? sagde drengen og hoppede ned fra bjørnen. Isi åbnede lige så stille øjnene. Han puffede til bjørnen, og den trådte ned og gik længere ind i skoven. Hej. Undskyld det med bjørnen, han er ikke sig selv lige for tiden, sagde han og rakte en hånd frem til hende. Og det med pilen Det fleste, man møder er jo fjendtlige, så Hun kom op på albuerne og kiggede på ham. Nå ja, det må du undskylde. Jeg hedder Torak. Al den tid uden at kunne snakke med andre mennesker har gjort, at jeg helt har glemt mine manerer, sagde han. Isi så bare på ham som svar. Så tog hun imod hånden. Hun børstede græs og mudder væk. Jeg tror nok, at jeg hedder Isi. Torak grinede. Du tror nok, du hedder Isi. Hvad fanden er det for en præsentation? Hun så væk, og den røde farve blusede op i hendes kinder. Jeg kan ikke tro mine egne øjne. Et andet menneske, og så tilmed et på den samme alder. Arg. Jeg troede virkelig, at der var gevinst denne gang, og så er det bare en pige. Uf. Idiot mand. Gid man kunne beskytte dem mod djævlens skabninger. Og hende her har oven i købet langt hår og store brune øjne, siger en stemme bag mig. Jeg får et chok og snurrer rundt. En mandlig kollega med seriøs foragt for det modsatte køn står foran mig. Og hvad er der så i vejen med sådan nogen som mig? spørger jeg og sætter hænderne i siden. Uf. Jeg troede lige et sekund, at det rådne lig til Døden stod foran mig, men så var det bare dig. Har du aldrig hørt om make-up eller endnu bedre EN PAPIRSPOSE?!! Jeg udstøder et Hmpf og vender mig rundt med armene over kors. 25

26 Han griner højt og hånligt. Og ikke at det kommer dig ved, men jeg hedder William. Imens havde Isi og Torak sat sig ned. Så du siger altså, at du kan huske dine forældre? spurgte Isi med store øjne. Huske dem! Ja og mere til. Jeg er flygtet fra dem. Det er bare blevet for meget her på det seneste, og så tog jeg også ud for at finde min helt store kærlighed. Og se hvem jeg sidder foran nu? sagde han og blinkede med det ene øje og smilede over hele femøren, men da han så Isis reaktion blegnede hans smil. Nå ikke? Nej okay, det er heller ikke lige tidspunktet at sidde og flirte med en pige. Det må du undskylde. Vi har jo også lige mødt hinanden. Han så undskyldende på Isi, og hun smilede tilbage til ham. Så rejste hun sig op og gik hen til bjørnen. Den var kæmpestor. Mere end 2,5 meter over ryggen og næsten lige så bred over skuldrene. Isi rakte hånden over imod den, men den veg tilbage og knurrede let af hende. Hun skyndte sig at tage hånden til sig og kiggede mistroisk på den. Hvad med bjørnen? spurgte Isi og pegede hen over skulderen mod bjørnen. Torak rejste sig op og gik over og klappede bjørnen i panden. Han hedder Raki, og man kan vel sige, at han er min bedste ven, mit kæledyr og min søn. Jeg fandt ham i en skov i Norge, da han bare var en lille bjørneunge. Han er faktisk et mislykket forskningsforsøg. Før epidemien prøvede de at lave en slags vagthund ud af bjørne, så de gjorde dem klogere. Hvad de ikke havde set komme var, at de også voksede. Raki er 2. generation af de bjørne, så han er ikke genmanipuleret. Men han er unge af to genmanipulerede bjørne. Torak nussede Raki bag øret, på ryggen og til sidst lå den kæmpemæssige bjørn på jorden med benene i vejret og ville kløes på maven. Isi tabte kæbe og mund, da hun så, hvor tam det store dyr kunne være. Er du slet ikke bange for, at han skal gøre dig fortræd? Han kunne jo slå dig ihjel bare ved at nyse?! sagde Isi. Torak grinede højlydt. Nej, for hvis han ville slå mig ihjel, så havde han allerede gjort det! Og desuden så ved han godt, at hvis jeg dør, så er der ikke flere guffebider fra de dyr, han hjælper mig med at finde. Torak gik over mod Isi. Han fortsatte, ind til han var så tæt på, at han kunne holde hende i hånden. Isi vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre. Hun havde aldrig været så tæt på et andet menneske, men alligevel var det på en måde rart. En mærkelig boblende og varm fornemmelse startede i maven og bredte sig stille og roligt ud i resten af kroppen. Følelsen virkede på en måde velkendt, lidt ubehagelig og alligevel rar. Hun kunne mærke den brede sig og gøre hendes kinder varme. Så lænede han sig ind mod hende. Nu var han så tæt på, at hun kunne mærke hans ånde. Nej, nej! Stop for helvede! Stop! Jeg må gøre noget. William farer 26

27 rundt og river sig i håret. Jeg griner. Han kaster sig ind imellem dem og prøver at skubbe dem fra hinanden. Du skal udelukkende beskytte mod rigtige farer, og det der er vist kun godt. Hvis vi er heldige, får vi en lille ny, vi kan passe på, griner jeg. William vender sig om helt rød i hovedet, og jeg kan næsten se røgen komme ud af hans ører. Det ville de ikke gøre. De er BØRN, og de ved ikke engang, hvad de er i gang med. De er ved at ødelæge deres liv, og det vil først gå op for dem, når det er for sent. William går rundt som en løve i et bur og flår sig i håret, eller retter resterne af håret. Torak spidsede læber. Nu var han så tæt på, at deres næser kunne røre hinanden. Så lukkede han øjnene. Isi stod helt stille og kiggede på Torak, og så, da deres læber var få millimeter fra hinanden, satte Isi hænderne på Toraks bryst og skubbede ham væk. Torak slog øjnene op og faldt på halen. Hvad i helvede var det?! Jeg troede, at du kunne lide det. Han rejste sig op fra det sted, hvor han var væltet omkuld, børstede det værste mudder og græs væk og så vredt på Isi. Jeg er ked af at skuffe dig. Men jeg er altså ikke sådan en pige, der bare kaster sig over den første og bedste dreng, der kommer forbi. Det kan godt være, det har virket med andre piger, men sådan er jeg ikke, råbte Isi. Hun kunne mærke tårerne i øjenkrogen og tørrede dem hurtigt væk. Det er bare fordi, at fordi, at Isi satte sig ned, slog armene om sine ben og begravede ansigtet i knæene. Torak stod lidt og trippede. Så gik han over til hende og begyndte at nusse hende på skulderen. Det er jeg ked af. Det var ikke min mening at gøre dig ked af det. Jeg troede bare, at vi havde noget specielt. Jeg fik sådan en dejlig kildrende fornemmelse i maven, og jeg troede, at du havde det på samme måde, sagde Torak. Han lagde armene om hende og trak hende ind til sig, så hun lænede hovedet mod hans skulder. Hun snøftede og tørrede de sidste tårer væk. Isi kiggede op på Torak. Det er okay. Jeg jeg kan også godt lide dig, men du må love mig, at vi ikke overskrider hinandens grænser. Aftale? smilede Isi. Torak smilede tilbage til hende. Aftale. Nå, hvor var det, du skubbede mig væk? sagde Torak og lænede sig over mod Isi. Nej! Nej! Nu gik det lige så godt, og så sker det der?! Hvad laver I?! råber William. Jeg står og griner af forestillingen. Du bliver nok nødt til at vænne dig til det, og du bliver nødt til at vænne dig til mig, siger jeg og griner. William vender sig om og stirrer på mig. Nej, Nej. At skulle se på de to turtelduer er en ting, men at skulle se på dig i hele deres levetid Det er næsten lige før, jeg hellere vil vandre rundt på Jorden i al evighed uden at kunne snakke med nogen. Han ser op ned af mig med skeptiske øjne. Jeg laver et hurtigt fnys. Tro mig, det er gengældt, men vi må bare lære at leve med hinanden, 27

28 for det ser rimelig seriøst ud. Så hvis du vil indgå våbenhvile, så vil jeg også. Jeg rækker hånden frem. Han vender ryggen til mig, men skæver over skulderen til mig. Han sukker dybt, vender sig så om, tager min hånd og ryster den så meget, at jeg næsten ikke kan holde balancen. Okay, men det er ikke med min gode vilje, at jeg siger ja, det skal du vide. Det er kun, fordi den dreng ikke kan finde ud af at passe på sig selv. Du kan jo bare se, hvad han har rodet sig ud i bare her i dag, siger William og peger med tommelfingeren over mod Isi og Torak. Jeg kan ikke lade være med at smile, bare en lille smule. En stor dråbe vand ramte Isis arm. Isi skyndte sig at tørre den af og kiggede så på Torak. Vi må skynde os at komme ind. Det begynder snart at regne, og jeg gider ikke at blive våd. Isi rejste sig op. Hun begyndte at gå tilbage mod sit hus. Torak løb efter hende, greb fat i hendes arm og vendte hende om mod sig. Vent, det går hurtigere, hvis vi tager Raki over til mit hus, og desuden Der er noget, jeg gerne vil vise dig. Noget, der stammer helt tilbage fra tiden før epidemien, ja, fra før vores bedsteforældre levede. Torak flettede sine fingre ind mellem Isis og smilede til hende. Isi smilede tilbage. Okay, men kun, hvis du fortæller mig, hvad det er, du vil vise mig. Isi så forventningsfuldt på Torak. Torak rystede på hovedet. Isi slog ham let på skulderen og prøvede at se fornærmet ud. Torak grinede, tog fat under Isis arm og begyndte at hive hende over mod Raki. Isi strittede imod. Torak lagde ikke mærke til det og blev ved med at hive i hende. Torak hold så op! Jeg vil ikke. Vi tager hjem til mig med mindre du fortæller mig, hvad det er, du vil vise mig. Torak vendte sig om, kyssede hende kort på munden og smilede så. Jamen, så er det jo ikke nogen overraskelse vel, fjollehoved, sagde han og nussede hende i håret. Så fortsatte han med at trække i hende, men hun blev stående. Torak sukkede dybt. Skal jeg virkelig bære dig derhen? spurgte Torak og sukkede opgivende. Isi smilede og lagde armene over kors. Torak smilede tilbage. Nå, men du bad selv om det. Så tog han fat i hende og løftede hende op på skulderen. Derefter gik han over til den store hjort, som Isi havde skudt tidligere. Torak fløjtede på Raki, hoppede op på ryggen på ham, stadig med Isi på ryggen. Så klappede Torak Raki i nakken, og Raki greb hjorten med kløerne og begyndte at gå i et roligt tempo. Er du glad nu? Du har jo fået din vilje. Vi er på vej hjem til dig, og du kan vise mig din store overraskelse, sagde Isi opgivende og støttede albuen på Toraks ryg, så hun kunne støtte sit hoved mod hånden. Ja, det er jeg. Jeg elsker at få ret, og når du har lært mig lidt bedre at kende, så vil du give mig ret i det, grinede Torak. Men det er ikke derfor, jeg er glad. Det er fordi, jeg endelig har fundet dig. Jeg vil være sammen med dig resten af mit liv, og ingen skal nogensinde skille os ad, 28

29 sagde han og lod Isi glide ned fra hans skuldrer, så de sad ansigt til ansigt. Ej helt ærligt, Torak. Tror du ikke lige, at du går lidt for hurtigt frem. Vi mødte hinanden i dag, og det lyder allerede, som om du er ved at fri til mig. Isi grinede et lille hurtigt grin og kiggede mistroisk på Torak, men Torak var helt alvorlig. Hvorfor må jeg ikke fri til dig? Jeg elsker dig, og jeg vil gerne tilbringe resten af mit liv sammen med dig, sagde han højere og højere, så han til sidst råbte. Rolig nu, Torak. Jeg sagde ikke, at jeg havde noget imod det, jeg sagde bare, at det er lidt tidligt. Men hvis du mener, at det er det rigtige at gøre, så okay, sagde Isi. Torak lyste også op i smil, der fyldte hele femøren, og så som hypnotiseret på Isi. Raki stoppede. Torak brød trancen og kiggede rundt. Nå, men det er også lige meget, for vi er her nu. Han hoppede først selv ned og hjalp derefter Isi ned. Han lavede en stor bue med armen mod en kæmpe bygning. Dette er mit ydmyge hjem, grinede han. På bygningen stod der Humlebæk bibliotek med udviskede bogstaver. Det var helt klart en bygning, der havde stået der i lang tid. Torak tog Isi i hånden og førte hende indenfor. Da de kom ind i gangen, stillede Torak sig bag Isi, holdt hende for øjnene og skubbede let til hende så hun fortsatte med at gå ind i biblioteket. Da de stod midt inde i rummet, fjernede Torak hænderne, så Isi kunne se. Rækker af hylder fyldt med bøger stod foran hende. Wow, jeg har aldrig set noget lignende. Det er jo helt vildt. Isi løb fra hylde til hylde og kiggede på bøger. Jeg vidste, at du ville kunne lide det. Torak stod og trippede midt i lokalet. Isi lod fingeren glide hen over de forskelige bøger og hev dem ud, som så mest spædende ud. Nå, hvad siger man så, når man har fået sådan en fed gave af sin kæreste? spurgte Torak og stod med spredte arme. Tak, tak. Jeg elsker det, og jeg elsker dig, fordi du har vist det til mig. Isi løb gennem lokalet, kastede sig om halsen på Torak og gav ham et kæmpe kys på munden. Er det ikke yndigt? Det kan man kalde kærlighed ved første blik, sukker jeg. William kommer gående op på siden af mig med armene over kors. Ja, sukkerknas med sødmebræk på. Gid jeg kunne rive mine øjne ud og stoppe dem ind i mine ører. Det der er simpelthen for tuttenuttet, siger William, mens han lader, som om han er ved at brække sig. Ej, hold nu op. Lidt kærlighed tager man ikke skade af. Det er da sødt. De har lige fundet hinanden. De er bare nyforelskede. Jeg vender mig om mod ham. Heldigvis kommer der altid et tidspunkt, hvor forelskelsen begynder at forsvinde, og så indser de, at de ikke passer sammen. Så går de fra hinanden, og så behøver vi ikke at se på hinanden længere, siger William 29

30 og ser helt glad ud. Hvad er det, du har imod kærlighed? Det er da sødt, siger jeg lettere irriteret. Måske har jeg bare ikke brug for at stå og kigge på andres lykke i stedet for at finde min egen. William smiler hånligt. Isi og Torak stod og kyssede, da banden kom ind af døren. Der var tre mænd bevæbnet til tænderne. De kiggede rundt og fik øje på Isi og Torak, der stod midt på gulvet. Jamen, ser man det. To unge mennesker, der har fundet hinanden. Er det ikke sødt? Åh, jeg ser, at I har haft heldet med jer, siden det er lykkedes jer at fange så stor en hjort, men den har I jo ikke brug for, vel? I kan jo leve af kærlighed og kildevand, grinede den største af de tre mænd, som tydeligvis var lederen. Uh, uh mester, mester, ved du, hvad vi heller ikke har fået i lang tid? En pige! hoppede en lille fyr, mens han pegede på Isi. Isi greb ud efter pistolen i sit bælte, men den var væk. Hun kom i tanke om, at hun havde glemt den i skoven, der hvor hun nedlagde hjorten. Torak trådte beskyttende ind foran hende. Du har helt ret, Spike! Det er lang tid siden, vi har haft kvindeligt selskab. Tag også hende, sagde den store og pegede på Isi. Så gik Spike og den anden fyr over mod Isi og Torak. Tag hjorten, men lad pigen være, sagde Torak så truende, han kunne, men fyrene forsatte bare, mens de grinede hånligt. Torak slog Spike i maven, så han faldt ned på alle fire, og sparkede ham i hovedet, så han væltede. Den næste fyr slog han hårdt på næsen. Han gik i knæ og jamrede, mens han holdt på sin blødende næse. Så sparkede Torak ham i brystet, så han faldt bagover. Skal man virkelig gøre alting selv, sagde lederen, mens han trådte hen over sine liggende kammerater. Han trak et metalrør frem og slog Torak i hovedet, så han faldt bevidstløs til jorden. Isi, som havde stået på sidelinjen og set det hele, faldt nu på knæ. Hun tog hans hånd og så på den skade, han havde fået, mens en tåre løb ned ad hendes kind. Kom så, skatter. Han er død - kom over det, sagde lederen og hev Isi op at stå. Kom så sløve padder. Kom op at stå og tag hjorten. Jeg har pigen, sagde lederen, mens han trak Isi med sig. Hold så op. Vi skal ikke skændes. Vi skal passe på de to Jeg ser mig omkring, men det eneste, jeg kan få øje på, er Torak, der ligger livløs på gulvet. Lige pludselig bliver vi omgivet af tåge. Hvad sker der? spørger William forvirret. Vi har ikke passet vores arbejde, og nu får vi straffen svarer jeg. 30

31 VÆK Skrevet af Zoë Rugaard Jeg sad uden at bevæge mig i det mørke rum. Stilheden var øredøvende, og jeg havde lyst til at skrige fra det yderste af mine alveoler. Tallene, der i en uendelighed passerede foran mine lukkede øjne, fik det til at dunke i mit hoved. Der var for mange. Alt, alt for mange. Sig mig, hvem troede de lige jeg var? Superwoman? Jeg kunne ikke kapere al denne information, for da slet ikke at tale om afkodningen. Det hele stoppede pludselig, og mit indre blev nu også indhyllet i komplet mørke. Jeg lænede mig frem på træstolen og hvilede mine albuer på lårene. Mit ansigt blev gemt i udsmykkede hænder, hvis ringe kølede min overophedede hjerne svagt. Jeg løftede hovedet, så ud i mørket og rejste mig på vaklende ben. Hvor lang tid havde jeg siddet herinde? Hvor lang tid havde det igen taget mig ikke at knække den kode? Mørket havde hjulpet lidt på koncentrationen, men ikke meget. Ikke nok. Famlende fandt jeg frem til en væg og søgte, indtil jeg fandt døren. Bankede hurtigt tre gange, så langsomt to. Derefter kom jeg med et lille, hæst fløjt. Lyset fra gangen skar i mine øjne, der var blevet så vant til det endeløse mørke. Det håbefulde lys der brændte så stærkt i mine venners øjne efter så mange år med mørke. Jeg så bare ned, rystede på hovedet. For meget af en kujon til at sige det højt. At jeg igen havde fejlet. Med de egenskaber, jeg havde, burde jeg for længst have kunnet hacket mig ind på Regeringen. På den anden side havde de, De Forenede Nationer (TUN. Ja, tun. Men ikke fisken. Forkortelsen for The United Nations) verdens bedste firewallsystemer, efterfulgt af de mindre kendte, dog langt hårdere icewalls. Det handlede om balance, om at vælte balancen eller om at kreere en helt ny væg for at sætte den sammen med en anden væg, der udløste koden til den tredje væg... Jeg tror, du fanger idéen. De små chips i min hjerne brændte overophedede og gav mig en af de slemmeste dunkende, mest brændende hjerneskaller til dato. Hvad fanden var det for noget gammelt lort, der var blevet wired ind i min hjerne? Hvordan kunne det være, at jeg, ene kvinde, skulle befri en hel organisation med tre års forældede chips!? Det kunne sgu næsten ikke blive værre, medmindre de stak mig en af de computere, man brugte før i tiden. Dem der med tastatur og skærm, som ikke var indbygget i de højere etager. Så ville jeg da være helt lost. Det er okay, Rice. Du skal nok knække koden. Ayania, bedre kendt som Aya, klappede mig venligt på skulderen, og Dakirian nikkede samtykkende. De havde holdt vagt udenfor værelset, ventet på mig. De to var et perfekt team Aya havde sine impulser og nytænkning. Rian havde erfaringen og den viden, der skulle til for at få Aya s idéer til at virke. Du har bare brug for lidt tid. Hans rolige stemme fik normalt musklerne i min krop til at slappe af, og min hjerne til at fokusere. I dag var ikke normal. Jeg havde mest af alt lyst til at skrige ham op i ansigtet. 31

32 Skrige at problemet var, at vi ikke havde tid. Det var nok det sidste, vi havde. Kontaktlinsen i hans højre øje lyste i en sund, mørkeblå farve. For en gangs skyld var hans ernæringsniveau nogenlunde stabilt. Det var det samme med Ayania. Alle sammen FRYS! Vi har ordre på at skyde enhver, der gør modstand! Det var en af mændende i sort. Du kunne aldrig se, hvem der var hvem, eftersom de alle bar sort tøj, sorte gasmasker; store, sorte briller og endda havde sko på, der gjorde, at de fik samme højde og kropsbygning ja, sko kan ændre på din kropsbygning. Og jo, jeg frøs. Al blodet i mine årer må være blevet til is netop det sekund. Men om han havde ment det på den måde, var jeg ikke helt sikker på. Et enkelt blik udvekslet med mine venner, og jeg vidste, at vi alle sammen tænkte det samme. I tilfælde af nødsituation? Kæmp tilbage med det, de mindst forventer, og løb så, som om det var den sidste gang, du skulle kunne få lov til at bevæge dine ben. Vi smed os alle tre på gulvet, tavse, indtil Aya skreg så højt, hun kunne. Bandeord. På russisk. Holdt sig hårdt til hånden, hvor en tyktflydende, rød væske strømmede ud. Idiot! råbte en af mændene og stirrede vredt på manden, som havde affyret skuddet. De er kun børn! Manden så... utroligt forskrækket ud. Ikke nok til at jeg fik ondt af ham, men næsten. Jeg kastede mig hen til min veninde med et skingert skrig. Anyia! Anyia er du okay? Jeg smurte tykt på med min russiske accent. Jeg hørte en af mændene mumle noget i retning af: Selvfølgelig er de indvandrere. Godt. Det betød, at det virkede. Russisk kunne mystisk nok få dig ud af hvilken som helst situation. Jeg strøg forsigtigt Aya over håret og mumlede lavmælt nogen trøstende ord på russisk, ventede til at ham, fyren, der så ud til at være anføreren, var et hundrede procent opmærksom på sine underordnede. Jeg satte mig halvt op og blinkede hårdt, som for at få tårerne ud af øjnene. Seks kroppe faldt hurtigt til jorden. Aya så på mig med skinnende øjne, inden hun fældede endnu en. Jeg havde kun lige præcis det sekund, og jeg vidste, hvad de ville have, jeg skulle gøre. Jeg brød mig ikke om tanken at forlade mine venner. Men jeg vidste, de kunne klare den, de kunne kæmpe. Jeg kunne ikke. Og jeg var organisationens sidste Hacker. Deres sidste håb. * Jeg løb ned gennem de snævre gange, min hals knastør, min vejrtrækning jaget og uregelmæssig. Mine ben sendte jag af smerte op igennem hele kroppen, og adrenalinen pumpede rundt i min lille krop. Det var år siden, jeg ville have kunnet klare denne tur uden at udmatte min krop fuldstændigt. Spring, rullefald, løb, sving, skud, opbremsninger, drej... Det hele. Hele vejen lod jeg mine fingre løbe langs de blågrå vægge i bygningen, som vi havde arvet fra de oprindelige oprørere. Beskyttelsesrummene kunne sjældent ses, kun lige akkurat mærkes. Vi vidste ikke meget om hverken bygningen eller de oprindelige oprørere det, vi vidste, var, at de alle sammen var blevet dræbt, og at det her havde været 32

33 deres underjordiske gemmested. Slanke, hvide fingre stødte på en lille, bitte revne. Tak, gudinden for de sensitive fingerspidser. Hurtigt rev jeg den lille lem op og kravlede med besvær ind i det lille rum. Hele min krop værkede, bønfaldt mig om aldrig nogensinde at forsætte. Hivende efter oxygen sad jeg der i et rum omgivet af tykke, jernplader, der kunne falde sammen om en, hvis man begik den mindste fejl. For anden gang den dag, i selv samme bygning, begravede jeg hovedet i mine hænder. Jeg var officielt fucked. Ingen vej tilbage Regeringens Dem Iført Sort var et sted nede for enden af gangen. Jeg kunne høre dem. Et jag af smerte over det tab, jeg måske havde lidt, genkaldte hurtigt et par billeder af mine to venner. Der var sådan set ikke længere noget at miste. Jeg måtte gemme sorgen til senere. Der var kun en vej ud af kammeret, og den ville føre mig lige i armene på mine forfølgere. Og det var så nogenlunde her, jeg opdagede et svagt pink lys, som glimtede gennem sprækkerne ikke derfra, hvor jeg var kommet ind, men i den modsatte side af rummet. Jeg gav mig selv et øjeblik til at sende en taknemmelig tanke til min gudinde, for så næsten panisk at lade mine hænder famle hen over det, som viste sig at være en lille lem. Jeg fandt hurtigt ud af, at den var boltet fast. Jeg kunne smage blod på mine læber. Satans skarpe tænder, satans muskler, satans fastboltede låge!!! Med besvær fik jeg vendt mig rundt. Rummet var lige akkurat så stort, at jeg kunne sidde i oprejst fosterstilling med benene små femogtyve centimeter fra resten af min krop. Jeg lod mig glide lidt tilbage op ad det kølige metal. Sørgede for at min ryg var plantet solidt op ad væggen, hænderne i gulvet og fødderne mod den modsatte væg. Langsomt trak jeg dem tilbage ind imod mig. Jeg ignorerede mine protesterende muskler, der med alt deres magt prøvede at overbevise mig om, at det her var en forfærdelig idé. Med alt min resterende kraft i benene, eller det var i hvert fald, hvad de overbevidste mig om, at det var, hamrede jeg mine sko ind mod væggen. Jeg hørte fjerne råb, højst sandsynligt ude fra gangen. Men jeg blev ved og ved og ved. Indtil lågen gav efter, og jeg blændet af det pink lysskær kravlede hen imod selv samme. * Mine negle skrabede mod det ru metal, som tunnelen var lavet af, mens jeg prøvende kravlede ud i den. Det ru metal var ret sjældent. Der var for meget arbejde bag det til nogen ville investere i det ikke at jeg klagede. Det var lettere at komme frem uden at glide og slå sig halvt fordærvet. Hjalp mig med at lægge afstand til Dem Iført Sort. Det undrede mig dog alligevel, og den lille stemme bagerst i mit hoved prøvede højlydt at finde en forklaring. I det mindste overdøvede den dødsfrygtsstemmen. Men udover det, gav intet mening. Medmindre... Medmindre det var en planlagt flugtvej. Der var mange af dem, men af ru metal? En sygeligt hvid finger gled ned ad en af væggene, der omgav mig. Langsomt stak jeg den i munden og spærrede overrasket øjnene op. Guld. Jeg flygtende fra Dem Iført Sort gennem en underjordisk tunnel lavet af bearbejdet guld. Rent guld!? Jeg rystede lidt på hovedet. Surrealistisk. Det var egentligt sørgeligt. At det her virkede mere surrealistisk end regeringens altstyrende-styreform. Hvor man så måtte konstatere, at udsagnet man 33

34 kan vænne sig til alt var sandt. Jeg havde mødt min officille, planlagte partner for tre måneder siden. Ham som regeringen havde valgt til mig. Jeg væmmedes bare ved tanken om hans buttede, svedige hænder; hans klamme ånde, der altid stank af billigt jordbærtyggegummi; hans fede, overvægtige, behårede korpus. Og værst af det hele? Hans blik. Hans blik, der gled ned over min krop, klædte mig af med øjnene. Smilet, der langsomt tonede sig frem på hans snegle-lignende læber og lysten, der steg op i hans øjne. Dem, der var øverst i systemet, fik lov til at vælge de giftemodne kvinder først. Det var dér, jeg gik fra deltidsoprører til fuldtid. Gruppens medlemmer kunne tælles på under én hånd. Frihed. Det var det, vi arbejdede for. Et ukendt ord nu til dage, hvor diktatorer styrede landet. Eller Kommunismen, som de kaldte det. Alle skal have det lige godt min bare røv. Det var stadig de rigeste, der havde magten. Forskellen var bare, at det også var de dummeste dem, som regeringen vidste, de kunne styre fuldt ud. Hvilket var grunden til, at de havde prøvet at gøre mig til en eller anden lydig, hjemmegående hustru. Allerede fra jeg var helt lille, havde jeg udvist tegn på oprør: Var ikke dukket op i skolen, havde nægtet at tage kjoler på, havde kastet æbler efter Dem Iført Sort... Regeringen bestemte alt. Hvem man skulle giftes med, hvad man skulle arbejde som, hvilken slags uddannelse man måtte tage, ja, helt ned til, hvad for noget fucking tøj, man skulle have på! Det kunne ikke være rigtigt, jeg vidste, der måtte være en bedre vej. Og oprørene viste mig den. * Jeg var endelig nået ud af guldtunellen med det indopererede pink lys. Der var stadig ingen lyd fra Dem Iført Sort. Men det skulle nok komme. Det gjorde det altid. Jeg så mig rundt i rummet foran mig, og det gik op for mig, at det lille, mørke lokale var fyldt med skærme, og at der op af den ene midtervæg stod en enorm computer. Hvem fanden i helvede brugte computere nu til dags? Vi havde da ikke behov for dem. De lå indbygget i vores hjerner. Det her var det rene oldtidspis. Jeg så mig lidt omkring og blev ikke meget klogere. De mange, gamle plastikkabler så ikke ligefrem holdbare ud, og skærmene var der så mange af, at det var umuligt at holde styr på dem. Hvorfor ville man lave en så værdifuld, tidskrævende skakt ned til en masse, gammelt, ulovligt bras? Ulovligt bras. Ulovligt bras. Det var der, det slog mig. Aya og Rian. Det perfekte team. Kombineret nyt og gammelt. Med hurtige bevægelser smækkede jeg lågen i bag mig igen og satte en stol foran det EKSISTERENDE håndtag (ja, jeg var stadig vred på manglen af samme tidligere, da min læbe og fingre STADIG blødte). inden jeg smed mig på en gammel kontorstol foran en af skærmene. Med hurtige bevægelser tændte jeg for den enorme computer, der med det samme startede op. Derefter lukkede jeg øjnene. Søgte ud efter enheder, fandt computeren ved siden af mig. Den lå under navnet: Hyymbloek eller, det var i hvert fald nogenlunde det, jeg fik ud af de fremmede bogstaver. Der var ikke megen tid til at afkode det, og eftersom regeringen var bange for, at nogen ville prøve at spio- 34

35 nere på dem, havde de for længst kreeret et nyt alfabet. De sorte skærme begyndte langsomt at blive fyldt med grønne tal, bogstaver og tegn. Jeg gik ind under beskeder og fandt hurtigt den sidste ordre, jeg have fået af vores fantastiske, givende regering. Der har vi den... Tallene og bogstaverne flød hurtigere desto længere, jeg kom ind. Mine fingre dansede for første gang hen over det gammeldags tastatur. Skridt lød fra tunnellen. Jeg skrev hurtigere, tallene flød for min indre blik og videre ud på skærmene. Hurtigere... Hurtigere... Første væg var nedbrudt. Jeg manglede stadig mindst tre mere, men det havde været overraskende nemt i forhold til, hvad det plejede at være. Videre. Der var ikke tid til at være lettet. Høje bank lød fra lågen. Bogstaver, spørgsmål, koder, tal. Alt i en endeløs pærevælling. Bankene blev mere rytmiske. De prøvede at slå lågen ind. Ice- og firewall var nu nedbrudt hvilket ville sige, at den anden kode var knækket. Stolen under håndtaget rykkede på sig, og min chip begyndte langsomt at blive varm. Nu kom tallene med uoverskuelig fart, mine ømme fingre havde intet håb om at kunne følge med. Bankene slog igennem, stolen rykkede sig mere. Regeringens forsvar brød ned. Oplysningerne overvældede mig, så mange mennesker, så mange fremtider. Fuldstændig uoverskueligt, indtil man fandt systemet hvem der skulle have det længste liv. Jeg gemte hurtigt det hele på min chip. Billederne af de utallige mennesker kørte gennem min udmattede hjerne, indtil jeg fandt mig selv. Så gik jeg i gang. I gang med at slette mig selv fra databasen. Stolen rykkede sig nu så meget, at det var muligt at komme ind, og det gjorde de skam også. Tre af Dem Iført Sort. Alle pistoler var rettet imod mig. Men jeg var væk. De modtog ikke længere ordre om mig de kunne ikke længere give ordre om mig, der var ikke længere nogen, der kunne styre mig. Jeg var væk. Jeg fandtes ikke. Jeg var fri. 35

36 UNG i 3050 i 2111 Clara Mie Sofie Amalie Zoë Linea Mød Forfatterspirerne på Facebook Her kan man læse om pigerne og læse flere af deres tekster November 2011 November

Sebastian og Skytsånden

Sebastian og Skytsånden 1 Sebastian og Skytsånden af Jan Erhardt Jensen Sebastian lå i sin seng - for han var ikke rask og havde slet ikke lyst til at lege. Mor var blevet hjemme fra arbejde, og hun havde siddet længe hos ham,

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

Hør mig! Et manus af. 8.a, Henriette Hørlücks Skole. (7. Udkast)

Hør mig! Et manus af. 8.a, Henriette Hørlücks Skole. (7. Udkast) Hør mig! Et manus af 8.a, Henriette Hørlücks Skole (7. Udkast) SCENE 1. INT. I KØKKENET HOS DAG/MORGEN Louise (14) kommer svedende ind i køkkenet, tørrer sig om munden som om hun har kastet op. Hun sætter

Læs mere

Morten Dürr SKADERNE. Skrevet af Morten Dürr Illustreret af Peter Bay Alexandersen

Morten Dürr SKADERNE. Skrevet af Morten Dürr Illustreret af Peter Bay Alexandersen Morten Dürr SKADERNE Skrevet af Morten Dürr Illustreret af Peter Bay Alexandersen Hvidt, sort og grønt Efter mor døde, ville far jage skaderne væk. Men sådan gik det ikke. Skaderne blev. Det var godt.

Læs mere

Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står

Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står 1 Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står på en gade midt i bilosen. Han er meget lille slet

Læs mere

Light Island! Skovtur!

Light Island! Skovtur! Light Island! Skovtur! En tidlig morgen står de 4 drenge op, og spiser morgen mad. Så snakker de om at tage ud i skoven og sove. Da de er i skoven leder de efter et sted til teltet. Zac går ind imellem

Læs mere

Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet

Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet Klaveret Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet Skrevet af Louis Jensen For lang tid siden faldt et klaver i havnen. Dengang var min bedstemor en lille pige med en stor, rød sløjfe

Læs mere

De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det.

De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det. De 2 sten. Engang for længe siden helt ude, hvor jorden ender, ved havet lå 2 store sten. De var så smukke, helt glatte af bølgerne, vindens og sandets slid. Runde og lækre. Når de var våde skinnede de,

Læs mere

Forslag til rosende/anerkendende sætninger

Forslag til rosende/anerkendende sætninger 1. Jeg elsker dig for den, du er, ikke kun for det, du gør 2. Jeg elsker din form for humor, ingen får mig til at grine som dig 3. Du har sådan et godt hjerte 4. Jeg elsker at være sammen med dig! 5. Du

Læs mere

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men Kapitel 1 Min mor bor ikke hos min far. Julie tænkte det, allerede før hun slog øjnene op. Det var det første, hun huskede, det første hun kom i tanker om. Alt andet hang sammen med dette ene hendes mor

Læs mere

Klovnen. Manuskript af 8.b, Lille Næstved skole

Klovnen. Manuskript af 8.b, Lille Næstved skole Klovnen Manuskript af 8.b, Lille Næstved skole 8. gennemskrivning, 20. september 2010 SC 1. INT. S VÆRELSE DAG (17) ligger på sin seng på ryggen og kigger op i loftet. Det banker på døren, men døren er

Læs mere

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen Blå pudder Et manuskript af 8.A, Lundebjergskolen Endelig gennemskrivning, 16. Sept. 2010 SC 1. INT. I KØKKENET HOS DAG (14) sidder på en stol ved et to mands bord i køkkenet. Hun tager langsomt skeen

Læs mere

ELLIOT. Et manuskript af. 8.B, Henriette Hørlücks skole

ELLIOT. Et manuskript af. 8.B, Henriette Hørlücks skole ELLIOT Et manuskript af 8.B, Henriette Hørlücks skole 5. Gennemskrivning, april 2008 1 SC 1. EXT. SKOLEGÅRDEN DAG LEA(15) har kun sort tøj på, og mørk make-up. Hun sidder alene i skolegården og kigger

Læs mere

Kursusmappe. HippHopp. Uge 13. Emne: Min krop HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 13 Emne: Min krop side 1

Kursusmappe. HippHopp. Uge 13. Emne: Min krop HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 13 Emne: Min krop side 1 Kursusmappe Uge 13 Emne: Min krop Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 13 Emne: Min krop side 1 HIPPY HippHopp Uge13_minkrop.indd 1 06/07/10 12.03 Uge 13 l Min krop Hipp og Hopp mødes stadig hver

Læs mere

Jeg elskede onkel Ted. Han var verdens bedste babysitter og pervers.

Jeg elskede onkel Ted. Han var verdens bedste babysitter og pervers. Onkel Ted 2 Jeg elskede onkel Ted. Han var verdens bedste babysitter og pervers. Egentlig er jeg for gammel til at have babysitter. Jeg er 11 år og kan sagtens være alene hjemme, men da mor og far skulle

Læs mere

Lykkekagen. By Station Next Roden. Author: Rikke Jessen Gammelgaard

Lykkekagen. By Station Next Roden. Author: Rikke Jessen Gammelgaard Lykkekagen By Station Next Roden Author: Rikke Jessen Gammelgaard 1) EXT. - INT. VILLA - TIDLIG AFTEN En kasse med chinabokse kommer kørende hen ad en gade, på ladet af en knallert, og holder ud foran

Læs mere

1 Historien begynder

1 Historien begynder LÆS STARTEN AF 1 Historien begynder Rikka galoperede gennem skoven. Hendes hjerte hamrede i brystet, og hun var træt. Alle fire ben gjorde ondt, men hun kunne ikke stoppe nu. Klahons Drømmejæger havde

Læs mere

ÆNDREDE PLANER KAPITEL 2

ÆNDREDE PLANER KAPITEL 2 KAPITEL 2 ÆNDREDE PLANER Åh nej, mor. Mirja lægger hovedet på skrå. Ikke i dag. Kan det ikke bare blive i morgen? Søde Mirja. Mor sukker og tørrer sig over panden. Heller ikke det får de dybe rynker til

Læs mere

Du er død! Du er død!

Du er død! Du er død! Du er død! Mandag morgen blev jeg vækket af en underlig lyd. Hvad var det? Sten mod glas! Lyden rev i mig. Rev mig ud af søvnen. Pludselig forstod jeg. Sten mod glas Der var nogen, som kastede sten på

Læs mere

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning

Kasse Brand (arbejdstitel) Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010. 9. Gennemskrivning Kasse Brand (arbejdstitel) Af Amalie M. Skovengaard & Julie Mørch Honoré D. 14/04/2010 9. Gennemskrivning 1 EXT. HAVEN/HULLET. DAG 1 August 8 år står nede i et dybt hul og graver. Han gider tydeligvis

Læs mere

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far. Kapitel 1 Der var engang en dreng, der gemte sig. Bjergene rejste sig høje og tavse omkring ham. En lille busks lysegrønne blade glitrede i solen. To store stenblokke skjulte stien, der slyngede sig ned

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL 2014 1.SEP VESTER AABY KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Søren satte sig op i sengen med et sæt. Den havde været der igen. Drømmen. Den drøm, han kendte så godt,

Læs mere

NUMMER 111. Et manuskript af. 8.c, Maribo Borgerskole

NUMMER 111. Et manuskript af. 8.c, Maribo Borgerskole NUMMER 111 Et manuskript af 8.c, Maribo Borgerskole 5. Gennemskrivning maj 2009 1 SC 1. EXT. VED HUS OG PARKERINGSPLADS (BOLGIBLOK OG P-PLADS) SOMMER DAG Man ser Victor (SUNE) sidde og sove op af en stor,

Læs mere

broch-lips@mail.dk / 53 58 09 88

broch-lips@mail.dk / 53 58 09 88 historier LOGO historier www.broch-lips.dk broch-lips@mail.dk 53 58 09 88 IDAS ENGEL 1 IDAS ENGEL historier www.broch-lips.dk broch-lips@mail.dk 53 58 09 88 2 3 Ida skulle i skole. For første gang. Det

Læs mere

Sofa med plads til to

Sofa med plads til to Sofa med plads til to En pige som er 12 år gammel, sidder i en sofa med en dreng på hver side. Den retvendte historie En af mine foretrukne fantasier handler om tre teenagedrenge som inviterer en pige

Læs mere

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG

MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG MORTEN BRASK EN PIGE OG EN DRENG ØEN 2 E N AF DE FØRSTE DAGE SER jeg hende med en nøgen dreng i hotelhavens indgang. De går gennem skyggen fra de høje daddelpalmer og standser nogle meter fra trappen til

Læs mere

N RDLYS 1 SKINDÆDEREN

N RDLYS 1 SKINDÆDEREN Bjarke Schjødt Larsen N RDLYS 1 SKINDÆDEREN Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Det hele startede, da mine forældre arbejdede som forskere i en nedlagt mine tæt ved byen Qullissat på Grønland. Jeg ved

Læs mere

Interview med Maja 2011 Interviewet foregår i Familiehuset (FH)

Interview med Maja 2011 Interviewet foregår i Familiehuset (FH) 1 Interview med Maja 2011 Interviewet foregår i Familiehuset (FH) Hej Maja velkommen her til FH. Jeg vil gerne interviewe dig om dine egne oplevelser, det kan være du vil fortælle mig lidt om hvordan du

Læs mere

For hendes fødder. af Emma Elisabeth Nielsen

For hendes fødder. af Emma Elisabeth Nielsen For hendes fødder af Emma Elisabeth Nielsen Hun hedder Mia. Hun smækker med døren. Det er, som om verden er sky. Sådan er det altid. Det er, som om græsset bøjer sig for hende, når hun tramper gennem haven

Læs mere

Jespers mareridt. Af Ben Furman. Oversat til dansk af Monica Borré

Jespers mareridt. Af Ben Furman. Oversat til dansk af Monica Borré Jespers mareridt Af Ben Furman Oversat til dansk af Monica Borré Jespers mareridt er en historie om en lille dreng som finder en løsning på sine tilbagevendende mareridt. Jesper overnatter hos hans bedstemor

Læs mere

Wallflower. By station next. manus kortfilm. Vigga Nymann 2015

Wallflower. By station next. manus kortfilm. Vigga Nymann 2015 Wallflower 1. By station next. manus kortfilm Vigga Nymann 2015 SCENE 1.INT. PÅ S VÆRELSE. DAG. 2. Freja (16) sidder med sin mobil, og er inde på en fyr ved navn Mads (17) Facebook-profil. Freja sidder

Læs mere

1 EXT. - LEJLIGHED TAG - DAG 1. Albert (11) leger på taget med sin ven Theodor (11) ALBERT

1 EXT. - LEJLIGHED TAG - DAG 1. Albert (11) leger på taget med sin ven Theodor (11) ALBERT 1 EXT. - LEJLIGHED TAG - DAG 1 Albert (11) leger på taget med sin ven Theodor (11) De laver fakler og leger at de er i krig. BOOM POW! Albert kaster sig ned til jorden og tager en dyb indånding. Han tager

Læs mere

Han sneg sig over til det lille bord ved vinduet. Her plejede hans mor at sidde med sin krydsogtværs. Der satte han sig på kanten af stolen og skrev:

Han sneg sig over til det lille bord ved vinduet. Her plejede hans mor at sidde med sin krydsogtværs. Der satte han sig på kanten af stolen og skrev: Mopsy og Daddy Cool Biffer stod tidligt op. De andre lå stadig og sov i Svend-fra-Skovens hule. Han gik op til lande - vejen og begyndte at gå tilbage mod sommer - huset. En landmand gav ham et lift på

Læs mere

Mathias sætter sig på bænken ved siden af Jonas. MATHIAS: Årh, der kommer Taber-Pernille. Hun er så fucking klam.

Mathias sætter sig på bænken ved siden af Jonas. MATHIAS: Årh, der kommer Taber-Pernille. Hun er så fucking klam. SCENE 1 - I SKOLEGANGEN - DAG Jonas sidder på en bænk på gangen foran klasselokalet og kigger forelsket på Marie, som står lidt derfra i samtale med Clara. Pigerne kigger skjult hen på ham. Det er frikvarter

Læs mere

KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL

KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL Kirsten Wandahl BLÅ ØJNE LÆSEPRØVE Forlaget Lixi Bestil trykt bog eller ebog på på www.lixi.dk 1. Kapitel TO BLÅ ØJNE Din mobil ringer. Anna hørte Felicias stemme. Den kom

Læs mere

BLØDE CHIPS AF FREJA R. MADSEN

BLØDE CHIPS AF FREJA R. MADSEN BLØDE CHIPS AF FREJA R. MADSEN 1 10 1. INT. S VÆRELSE. AFTEN. Vi er på et drengeværelse, der er fyldt med plakater, tegneserier og LEGO. (16 år) er ved at gøre sig klar til fest. Bertil skifter t-shirt

Læs mere

Hun forsøgte at se glad ud, men denne kunstige glæde kunne ikke skjule, at hun var nervøs. Hedda blev så gal. - Og det siger I først nu!

Hun forsøgte at se glad ud, men denne kunstige glæde kunne ikke skjule, at hun var nervøs. Hedda blev så gal. - Og det siger I først nu! Kapitel 1 Allerede ved havelågen kunne Hedda mærke, at der var noget galt. Hun og Elin sagde farvel, under megen fnis som altid, men ud ad øjenkrogen så hun, at mor og far sad ret op og ned i hængesofaen

Læs mere

A different kind of love (FINAL DRAFT2) Christianshavns Døttreskole 8. klasse

A different kind of love (FINAL DRAFT2) Christianshavns Døttreskole 8. klasse A different kind of love (FINAL DRAFT2) af Christianshavns Døttreskole 8. klasse A different kind of love SCENE 1: S VÆRELSE Alberte og Lea sidder på Albertes værelse. De hygger sig meget og snakker. (14)

Læs mere

Tricket 8X Christianshavns Døttreskole 4. Gennemskrivning

Tricket 8X Christianshavns Døttreskole 4. Gennemskrivning Tricket 8X Christianshavns Døttreskole 4. Gennemskrivning 1. Int. Jakobs værelse. Dag. Jakob (14 år, kedeligt tøj: matte farver, gør ikke noget ud af sit hår) sidder ved sit skrivebord. Der ligger en stak

Læs mere

DEN DAG VICTOR VAR EN HELT

DEN DAG VICTOR VAR EN HELT Læs den søde historie om Victor, der en dag på vej hjem fra skole sammen med sin ven Romario bliver helt. Minibogen, der indeholder flotte illustrationer egner sig godt til højtlæsning og dialogisk læsning

Læs mere

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26 Pigen, der havde blinket til mig, stod og ventede på mig ved døren. Jeg ved, at vi tilhører den samme tradition, sagde hun. Jeg hedder Brida. Jeg er ikke

Læs mere

Forestil dig, at du kommer hjem fra en lang weekend i byen i ubeskriveligt dårligt humør. Din krop er i oprør efter to dage på ecstasy, kokain og

Forestil dig, at du kommer hjem fra en lang weekend i byen i ubeskriveligt dårligt humør. Din krop er i oprør efter to dage på ecstasy, kokain og Plads til Rosa Slåskampe, raserianfald og dårlig samvittighed. Luften var tung mellem Rosa og hendes mor, indtil Rosa fortalte, at hun tog hårde stoffer. Nu har både mor og datter fået hjælp og tung luft

Læs mere

Alt forandres LÆSEPRØVE

Alt forandres LÆSEPRØVE Alt forandres LÆSEPRØVE Joan Bach Ludvigsen LÆSEPRØVE Alt forandres Noveller To par Han vidste, hvad hun ville sige, så snart de var gået derfra. Når de var kommet ud af opgangen og havde gået et par minutter

Læs mere

Alle. Vores hjerter på et guldfad. Vilkårene blev for ringe. Vil du med ud at gå en tur. Vil du med ned til stranden.

Alle. Vores hjerter på et guldfad. Vilkårene blev for ringe. Vil du med ud at gå en tur. Vil du med ned til stranden. Alle Vores hjerter på et guldfad Vilkårene blev for ringe Vil du med ud at gå en tur Vil du med ned til stranden Vi var kun os to Vi var kun os ti tilbage Vi var kun os tre til ceremonien Vi var en familie

Læs mere

Den grønne have. Wivi Leth, 1998 (4,8 ns)

Den grønne have. Wivi Leth, 1998 (4,8 ns) Den grønne have Wivi Leth, 1998 (4,8 ns) Dette skete for ikke så lang tid siden, i landet med det rødhvide flag. Det var efterår, og tre børn havde vovet sig 5 ind i den have, hvor der engang havde været

Læs mere

Min haves muld. Hun fortæller mig at jeg har en smuk have i mig i min krop at jeg ER en smuk have

Min haves muld. Hun fortæller mig at jeg har en smuk have i mig i min krop at jeg ER en smuk have Min haves muld Hendes dejlige stemme guider mig ind i mig Ligger på sofaen alene hjemme trygt og rart Med tæppet over mig Min egen fred og ro Kun for mig indeni mig Hun fortæller mig at jeg har en smuk

Læs mere

HAN Du er så smuk. HUN Du er fuld. HAN Du er så pisselækker. Jeg har savnet dig. HUN Har du haft en god aften?

HAN Du er så smuk. HUN Du er fuld. HAN Du er så pisselækker. Jeg har savnet dig. HUN Har du haft en god aften? SOLAR PLEXUS af Sigrid Johannesen Lys blændet ned. er på toilettet, ude på Nørrebrogade. åbner døren til Grob, går ind tydeligt fuld, mumlende. Tænder standerlampe placeret på scenen. pakker mad ud, langsomt,

Læs mere

0 SPOR: DREAMS OF A GOOD LIFE 00:00:00:00 00:00:00:08. 1 Frem for alt vil jeg bare 10:01:08:05 10:01:13:2 studere, så meget som muligt.

0 SPOR: DREAMS OF A GOOD LIFE 00:00:00:00 00:00:00:08. 1 Frem for alt vil jeg bare 10:01:08:05 10:01:13:2 studere, så meget som muligt. 0 SPOR: DREAMS OF A GOOD LIFE 00:00:00:00 00:00:00:08 1 Frem for alt vil jeg bare 10:01:08:05 10:01:13:2 studere, så meget som muligt. 2 Tjene penge og leve godt. Det var 10:01:14:00 10:01:20:0 min drøm.

Læs mere

1. Ta mig tilbage. Du er gået din vej Jeg kan ik leve uden dig men du har sat mig fri igen

1. Ta mig tilbage. Du er gået din vej Jeg kan ik leve uden dig men du har sat mig fri igen Steffan Lykke 1. Ta mig tilbage Du er gået din vej Jeg kan ik leve uden dig men du har sat mig fri igen Her er masser af plads I mit lille ydmyg palads men Her er koldt og trist uden dig Men hvor er du

Læs mere

MANUSKRIPT ANNA. Hvad er det du laver, Simon? (forvirret) SIMON. øøh..

MANUSKRIPT ANNA. Hvad er det du laver, Simon? (forvirret) SIMON. øøh.. MANUSKRIPT Scene 1: Gang + farens soveværelse om aftenen. Anna står i Hallen og tørrer hår foran spejlet. Hun opdager en flimren ved døren til farens soveværelse og går hen og ser ind. Hun får øje på sin

Læs mere

Side 3.. Håret. historien om Samson.

Side 3.. Håret. historien om Samson. Side 3 Håret historien om Samson 1 Englen 4 2 En stærk dreng 6 3 Løven 8 4 Hæren 12 5 Porten 14 6 Samsons styrke 16 7 Dalila 18 8 Et nyt reb 20 9 Flet håret 22 10 Skær håret af 24 11 Samson bliver slave

Læs mere

Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget.

Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget. Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget. Benni Bødker Gespenst Tekst 2011 Benni Bødker og Forlaget Carlsen Illustrationer 2011 Peter Snejbjerg og Forlaget Carlsen Grafisk tilrettelægning:

Læs mere

Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan

Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan Beretningen om Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan 25. februar 2009-1. udgave Af Feltpræst Oral Shaw, ISAF 7 Tormod Trampeskjælver får en ny ven Det var tidlig morgen, og den danske viking

Læs mere

Myrefranz Der var engang en Zoo med mange flotte dyr. Der var også nogle dyr, som gæsterne aldrig så. De var nemlig alt for små. Det var myrerne, og

Myrefranz Der var engang en Zoo med mange flotte dyr. Der var også nogle dyr, som gæsterne aldrig så. De var nemlig alt for små. Det var myrerne, og Myrefranz Der var engang en Zoo med mange flotte dyr. Der var også nogle dyr, som gæsterne aldrig så. De var nemlig alt for små. Det var myrerne, og de havde en stor myretue bagerst i Zoo. Nederst i myretuen

Læs mere

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015 FAR- VEL! Roskilde den 3. marts, 2015 Kære dig. Når du læser dette, så forestiller jeg mig, at du enten har været eller er tæt på en døende eller på anden måde har tanker om, at livet ikke varer evigt.

Læs mere

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849.

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849. Taarup, 18. Maj 1849. Kære elskede Kone! Dit Brev fra den 11. modtog jeg den 16., og det glæder mig at se, at I er ved Helsen. Jeg er Gud ske Lov også ved en god Helsen, og har det for tiden meget godt,

Læs mere

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn 1 De tre prinsesser i bjerget det blå Der var engang en konge og en dronning, som ikke kunne få børn. De havde alt, hvad de ellers ønskede sig, men

Læs mere

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.«

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.« FEST Maja skal til fest. Det er på skolen. Hun ser sig i spejlet. Er hun ikke lidt for tyk? Maja drejer sig. Skal hun tage en skjorte på? Den skjuler maven. Maja tager en skjorte på. Så ser hun i spejlet

Læs mere

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN VESTER AABY 2012 SØNDAG DEN 15.APRIL KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN VESTER AABY 2012 SØNDAG DEN 15.APRIL KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN VESTER AABY 2012 SØNDAG DEN 15.APRIL KL. 10.00 Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2 Det måtte ikke være for let. For så lignede det ikke virkeligheden.

Læs mere

ÆBLET. historien om Adam og Eva.

ÆBLET. historien om Adam og Eva. Side 3 ÆBLET historien om Adam og Eva 1 Dag og nat 4 2 Adam og Eva 6 3 Træet 8 4 En dejlig tid 10 5 Røde æbler 12 6 Slangen 14 7 Pluk det 16 8 Nøgne 20 9 Hvor er I? 22 10 Det var ikke mig 24 11 Guds straf

Læs mere

1 KLASSEN -DAG 1. KASSANDRA: Ej. Her lugter da lidt. EMMA: Ja. Ej, her stinker jo virkelig meget. FREJA: Her lugter lidt af... luder.

1 KLASSEN -DAG 1. KASSANDRA: Ej. Her lugter da lidt. EMMA: Ja. Ej, her stinker jo virkelig meget. FREJA: Her lugter lidt af... luder. 1 KLASSEN -DAG 1 Tobias sidder med sin computer på sin plads. Pludselig kan han høre døren gå op, og kigger straks op for at se hvem der træder ind i klassen. Det er Astrid. Han smiler for sig selv og

Læs mere

"AFSKED" CLARA KOKSEBY

AFSKED CLARA KOKSEBY "AFSKED" Af CLARA KOKSEBY AFSKED (TIDL. ENGLEFJER) RODEN 1, STATION NEXT Endelige manuskript 1. EXT. KIRKEGÅRD - FORMIDDAG (6) og hendes far (34) står sammen med ca. 7-10 mennesker klædt i sort rundt om

Læs mere

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847.

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847. Analyse af Skyggen Man kan vel godt sige, at jeg har snydt lidt, men jeg har søgt på det, og der står, at Skyggen er et eventyr. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er blevet lidt enig, men jeg er stadig

Læs mere

Hver gang Johannes så en fugl, kiggede han efter, om det hele passede med den beskrivelse, der stod i hans fuglebog. Og når det passede, fik han

Hver gang Johannes så en fugl, kiggede han efter, om det hele passede med den beskrivelse, der stod i hans fuglebog. Og når det passede, fik han 1 Johannes elskede fugle. Han syntes, at det at kigge på fugle var noget af det dejligste, man kunne foretage sig i sit liv. Meget dejligere end at kigge på billeder, malerier eller at se fjernsyn. Hver

Læs mere

Nick, Ninja og Mongoaberne!

Nick, Ninja og Mongoaberne! Nick, Ninja og Mongoaberne! KAP. 1 Opgaven! Nu er de i Mombasa i Kenya. de skal på en skatte jagt, efter den elgamle skat fra de gamle mongoaber, det er mere end 3000 år siden de boede på Kenya. Men Nick

Læs mere

Skrevet af: Nicole 31oktober 2005. Surfer med far

Skrevet af: Nicole 31oktober 2005. Surfer med far Skrevet af: Nicole 31oktober 2005 Surfer med far Kan du huske, da du fortalte mig om din tur ved stranden? Jeg kunne godt lide at høre om din oplevelse og tænkte, at du måske gerne vil huske, hvad du fortalte

Læs mere

Side 1. Den rige søn. historien om frans af assisi.

Side 1. Den rige søn. historien om frans af assisi. Side 1 Den rige søn historien om frans af assisi Side 2 Personer: Frans Frans far Side 3 Den rige søn historien om frans af assisi 1 Æggene 4 2 Frans driller 6 3 Om natten 8 4 Penge 10 5 En tigger 12 6

Læs mere

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet,

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet, der anviste vejen. Siden så vi dem aldrig mere. 8 9 Dagen

Læs mere

Side 3.. Kurven. historien om Moses i kurven.

Side 3.. Kurven. historien om Moses i kurven. Side 3 Kurven historien om Moses i kurven En lov 4 Gravid 6 En dreng 8 Farvel 10 Mirjam 12 En kurv 14 Jeg vil redde ham 16 En mor 18 Tag ham 20 Moses 22 Det fine palads 24 Side 4 En lov Engang var der

Læs mere

PIGEN GRÆDER KL. 12 I NAT

PIGEN GRÆDER KL. 12 I NAT PIGEN GRÆDER KL. 12 I NAT Et manuskript af 7.3, Helsinge Realskole 5. gennemskrivning, februar 2010 1 SC 1.ext. kvarterspladsen forår dag. THOMAS(13)kommer gående med armen rundt om foran vandrehjemmet.

Læs mere

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen Det som ingen ser Af Maria Gudiksen Knudsen Da Jonas havde hørt nogen af de rygter der gik om mig, slog han mig med en knytnæve i hovedet. Jeg kunne ikke fatte at det skete, at han slog mig for første

Læs mere

Min Fars Elsker. [2. draft]

Min Fars Elsker. [2. draft] 1. SCENE INT.-MORGEN-KØKKEN Min Fars Elsker [2. draft] (15) går rundt i køkkenet, og stiller morgenmad på køkkenbordet. Hun har lavet kaffe. (45) træder ind i køkkenet, fuldt påklædt i jakkesæt og med

Læs mere

Kærligheden kommer indtil hinanden Kapitel 1 Forvandlingen Forfattere: Børnene i Børnegården

Kærligheden kommer indtil hinanden Kapitel 1 Forvandlingen Forfattere: Børnene i Børnegården Kærligheden kommer indtil hinanden Kapitel 1 Forvandlingen Forfattere: Børnene i Børnegården Der var engang et stort slot, hvor der boede en prinsesse, en konge, en dronning og en sød tjenestepige. Lige

Læs mere

hun sidder der og hører på sine forældre tale sammen, bliver hun søvnig igen. Og hun tænker: Det har været en dejlig dag! Af Johanne Burgwald

hun sidder der og hører på sine forældre tale sammen, bliver hun søvnig igen. Og hun tænker: Det har været en dejlig dag! Af Johanne Burgwald En dag med Skraldine Skraldine vågner og gaber. Hun rækker armene i vejret og strækker sig. Nu starter en ny dag. Men Skraldine er ikke særlig glad i dag. Hendes mor er på kursus med arbejdet, og det betyder,

Læs mere

Nicole Boyle Rødtnes. Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Nicole Boyle Rødtnes. Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Nicole Boyle Rødtnes Illustreret af Bodil Bang Heinemeier Vi var ti år, da zombie-virussen brød ud. Det hele startede, da et krydstogtskib sank. Flere hundrede druknede. Alle troede, det var et uheld.

Læs mere

"KØD" 4. Draft. Niels H. F. Jensby. Station Next Toppen. niels@falk.dk 27 64 46 43

KØD 4. Draft. Niels H. F. Jensby. Station Next Toppen. niels@falk.dk 27 64 46 43 "KØD" 4. Draft af Niels H. F. Jensby Station Next Toppen niels@falk.dk 27 64 46 43 2. EXT. S HUS - AFTEN En 70 er forstadsvilla. Gående ned af indkørselen kommer (30). Han er klædt i et par jeans og en

Læs mere

Det er ikke rigtigt!? himler han, da jeg fortæller om mors ørering. Og kort efter er vi på vej ud i mørket. Med lyden af fed trompetfanfare bag os.

Det er ikke rigtigt!? himler han, da jeg fortæller om mors ørering. Og kort efter er vi på vej ud i mørket. Med lyden af fed trompetfanfare bag os. Gyldendal For pokker da Mor fnyser, så der kommer ild ud af hendes næsebor. Har du set den anden? Hun rækker guldøreringen med den funklende brillant op mod mig. Jeg ryster hovedet og rynker næse. Den

Læs mere

MIN. kristendom fra top til tå MINI KATEKISMUS MARIA BAASTRUP JØRGENSEN. ILLUSTRATOR KAMILLA WICHMAnN

MIN. kristendom fra top til tå MINI KATEKISMUS MARIA BAASTRUP JØRGENSEN. ILLUSTRATOR KAMILLA WICHMAnN MARIA BAASTRUP JØRGENSEN ILLUSTRATOR KAMILLA WICHMAnN KATEKISMUS kristendom fra top til tå MIN MINI NÆSE FOR SKABELSE Første Mosebog kapitel 1 og 2 Engang var der ingenting, kun mørke og stilhed. Verden

Læs mere

Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid af Maria Zeck-Hubers

Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid af Maria Zeck-Hubers Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid af Maria Zeck-Hubers Forlag1.dk Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid 2007 Maria Zeck-Hubers Tekst: Maria Zeck-Hubers Produktion: BIOS www.forlag1.dk

Læs mere

En anden slags brød. Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede.

En anden slags brød. Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede. En anden slags brød Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede. En lille fåremavet sky hænger højt oppe over søen. Hænger helt stille, som om den er kommet i tvivl om, hvor den egentlig er på vej hen.

Læs mere

Drenge søges - 13 år eller ældre - til videoproduktion. God betaling. Send vellignende foto til

Drenge søges - 13 år eller ældre - til videoproduktion. God betaling. Send vellignende foto til Tyson går til filmen Drenge søges, - 13 år eller ældre. Tyson sad foran sin splinternye computer. Endnu engang klikkede han på den annonce som han havde studeret igen og igen hele ugen. Skulle eller skulle

Læs mere

BOY. Olivia Karoline Fløe Lyng & Lucas Helth Postma. 9. marts

BOY. Olivia Karoline Fløe Lyng & Lucas Helth Postma. 9. marts BOY Af Olivia Karoline Fløe Lyng & Lucas Helth Postma 9. marts SCENE 1, INT. TØJBUTIK, DAG Emilie står og kigger på hættetrøjer i en herreafdeling i en tøjbutik. Hun udvælger tre specifikke, men pludselig

Læs mere

Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda

Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda Alvilda n I må aldrig forelske jer, sagde vores mor til os, da vi blev 13 år. Men jeg lyttede ikke. Jeg forelskede mig i Noah. Jeg troede ikke, det ville være farligt. Jeg ville bare være som

Læs mere

Vi ser en masse billeder med familien og Plet, i rammer på væggen. Evt. ned af en trappe.

Vi ser en masse billeder med familien og Plet, i rammer på væggen. Evt. ned af en trappe. 1. 1. INT. TRAPPE/SPISESTUE Vi ser en masse billeder med familien og Plet, i rammer på væggen. Evt. ned af en trappe. (Kamera i bevægelse)vi følger disse billeder på væggen og ender i spisestuen og ser

Læs mere

Kursusmappe. HippHopp. Uge 30. Emne: Venner HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 30 Emne: Venner side 1

Kursusmappe. HippHopp. Uge 30. Emne: Venner HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 30 Emne: Venner side 1 Uge 30 Emne: Venner Kursusmappe Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 30 Emne: Venner side 1 HIPPY HippHopp Uge30_venner.indd 1 06/07/10 11.45 Uge 30 l Venner Det er blevet sommer. Solen skinner,

Læs mere

2. Det første anfald. 34274_kom_stærk_ud_af_din_angst.indd 25 30-05-2012 16:18:45

2. Det første anfald. 34274_kom_stærk_ud_af_din_angst.indd 25 30-05-2012 16:18:45 2. Det første anfald»hvor er det ubehageligt at føle, at jeg har en gift indeni. Pludselig begynder min krop at sitre, jeg bliver bange, og tankerne kværner og kører derudad. Pludselig kan jeg ikke kontrollere

Læs mere

Bare et andet liv Jim Haaland Damgaard

Bare et andet liv Jim Haaland Damgaard Bare et andet liv Jim Haaland Damgaard Bog et af serien: Wow Hvad sker der her Side 1/6 Indholdsfortegnelse Kapitel 1 : Godhed kommer efter...3 Kapitel 2 : Rigtig kærlighed er svær at finde...4 Kapitel

Læs mere

2. scene. og jeg kommer tilbage. Dig og mig. Et nyt fantastisk rige. Jeg lover det. ORESTES - Hvor fanden er de henne?! ELEKTRA - Hvad?

2. scene. og jeg kommer tilbage. Dig og mig. Et nyt fantastisk rige. Jeg lover det. ORESTES - Hvor fanden er de henne?! ELEKTRA - Hvad? 2. scene Elektra og Orestes. Orestes pakker, leder efter noget. Rasende. Elektra stirrer på ham, mens han brøler og smider med tingene. Hun er fjern i blikket, ryster. ORESTES - Hvor fanden er de henne?!

Læs mere

CUT. Julie Jegstrup & Tobias Dahl Nielsen

CUT. Julie Jegstrup & Tobias Dahl Nielsen CUT Af Julie Jegstrup & Tobias Dahl Nielsen INT. DAG, LOCATION: MØRK LAGERHAL Ind ad en dør kommer en spinkel kvinde løbende. Det er tydeligt at se at hun har det elendigt. Hendes øjne flakker og hun har

Læs mere

5. december Det sner og vi bliver fotograferet

5. december Det sner og vi bliver fotograferet 5. december Det sner og vi bliver fotograferet 5. DECEMBER I nat har det sneet, godt nok ikke så meget, men nok til, at der er dannet små snedriver, hvor der er lidt læ. På vej til skole skal jeg lige

Læs mere

Fire børn og en hund gik gennem en skov, der strakte sig milevidt over bakker og dale. Hvor er vi egentlig på vej hen? spurgte Ottar.

Fire børn og en hund gik gennem en skov, der strakte sig milevidt over bakker og dale. Hvor er vi egentlig på vej hen? spurgte Ottar. 1 Fire børn og en hund gik gennem en skov, der strakte sig milevidt over bakker og dale. Hvor er vi egentlig på vej hen? spurgte Ottar. Vi skal bare væk fra den gård, sagde Tue. Så langt som muligt, sagde

Læs mere

Alvilda. Alvilda. Elverdans 1bog_TRYK.indd 7 30/01/

Alvilda. Alvilda. Elverdans 1bog_TRYK.indd 7 30/01/ Alvilda Alvilda Elverdans 1bog_TRYK.indd 7 30/01/2018 10.56 Elverdans 1bog_TRYK.indd 8 30/01/2018 10.56 n Første gang jeg brugte min evne, var jeg 10 år gammel. Det var til en sleepover hjemme hos os.

Læs mere

Farvelæg PrikkeBjørn PrikkeBjørn stopper mobbere

Farvelæg PrikkeBjørn PrikkeBjørn stopper mobbere Farvelæg PrikkeBjørn PrikkeBjørn stopper mobbere PrikkeBjørn stopper mobbere. Af Charlotte Kamman Det var en solrig dag, dag klokken igen ringede ud til frikvarter i skolen. PrikkeBjørn glædede sig til

Læs mere

En lille tur. Helle Helle, 2000 (5,4 ns)

En lille tur. Helle Helle, 2000 (5,4 ns) En lille tur Helle Helle, 2000 (5,4 ns) Det er sommer, og min mor har lavet en aftale med mig. Vi skal mødes på banegården i min frokostpause, hun 5 ankommer med en rutebil lidt over tolv og skal først

Læs mere

Brorlil og søsterlil. Fra Grimms Eventyr

Brorlil og søsterlil. Fra Grimms Eventyr Brorlil og søsterlil Fra Grimms Eventyr Brorlil tog søsterlil i hånden og sagde:»siden mor er død, har vi ikke en lykkelig time mere. Vores stedmor slår os hver dag og sparker til os, når vi kommer hen

Læs mere

MORDET. EMIL (22) Hva gutter, skal vi ikke lige snuppe en øl oppe hos mig? Asger kigger grinende på Emil og svarer ham med et blink i øjet.

MORDET. EMIL (22) Hva gutter, skal vi ikke lige snuppe en øl oppe hos mig? Asger kigger grinende på Emil og svarer ham med et blink i øjet. EXT. VED DØR PÅ GADE. NAT MORDET Tre unge mænd ude foran en trappeopgang til en lejlighed i et mørkt København efter en bytur. Berusede folk og andre skøre skæbner råber og griner på gaden. Den ene af

Læs mere

er kom en tid, hvor Regitse ikke kunne lade være med at græde. Pludselig en dag sad hun i skolen og dryppede tårer ud over sit kladdehæfte.

er kom en tid, hvor Regitse ikke kunne lade være med at græde. Pludselig en dag sad hun i skolen og dryppede tårer ud over sit kladdehæfte. Hos regnormene er kom en tid, hvor Regitse ikke kunne lade være med at græde. Pludselig en dag sad hun i skolen og dryppede tårer ud over sit kladdehæfte. Hun gik i første klasse, og selv om hun allerede

Læs mere

HERNINGSHOLMSKOLEN. Prale-Patrick. Gennemskrivning 9. Mette Møller Grout & Jon Nørgaard Poulsen 03-06-2009. Til Station-Next, Nisse. Manuskript.

HERNINGSHOLMSKOLEN. Prale-Patrick. Gennemskrivning 9. Mette Møller Grout & Jon Nørgaard Poulsen 03-06-2009. Til Station-Next, Nisse. Manuskript. HERNINGSHOLMSKOLEN Prale-Patrick Gennemskrivning 9 Mette Møller Grout & Jon Nørgaard Poulsen 03-06-2009 Til Station-Next, Nisse. Manuskript. 1. Ext. Bænk i skolegården. Dag. PATRICK og JOSEFINE sidder

Læs mere