Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 12. juli s.e. Trin. Mattæus 5,20-26 Salmer: v. 4-5

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 12. juli s.e. Trin. Mattæus 5,20-26 Salmer: v. 4-5 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke begå drab, og: Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.«matt 5,20-26 Hold da op for en opsang, Jesus giver os i dag, det er ikke let at komme i kirke med god samvittighed, hvis jeg først skal hjem og sige undskyld til alle dem, jeg synes er tåbelige og som jeg måske oven i købet er kommet til at sige det til. At Jesus fordømmer dem, der begår drab, det er til at forstå, ikke mindst i et samfund, hvor vi hele tiden synes at mene, at hårdere straffe er vejen frem, ja, nogen synes endda, at selv børn ned til 12 år skal kunne straffes. At mordere skal stilles for en domstol kan vi hurtigt blive enige om. Men det er, som om Jesus med sin tale om blot det at sige tåbe er lige så slemt som et mord bare med ord det er som om, Jesus vil sikre sig, at der ikke er nogen af os, der tænker, det her angår slet slet ikke mig for jeg har da bestemt aldrig myrdet nogen. Og endnu mere mærkeligt bliver det, når Jesus i takt med at forbrydelsen bliver mindre og mindre, til sidst ender med at udmåle straffen til helvedes flammer

2 bare for at jeg siger tåbe eller idiot til en eller anden, som, jeg vitterlig mener, er en tåbe eller idiot for tænk, de mennesker findes faktisk. Jeg mener, tag bare og kør en tur på de danske landeveje, hold op, hvor er der mange, der har trukket deres kørekort i en automat, og at dømme efter de fingertegn, de nogen gange sender mig, så synes nogen af dem vist det samme om mig. Eller åbn din facebook eller gå ind på avisernes debatsider på internettet. Der kan man godt nok se lukt ned i menneskets grimmeste og mørkeste sider. Puh ha, hvor bliver der tømt mange aggressive verbale skraldespande ud over Helle og Lars og Pia og ganske sagesløse mennesker som poster en mening. Der får man ytringsfrihed helt ud på den anden side af den yderste grænse, dér nøjes man ikke med at kalde folk for tåber, der trives et sprog så ufattelig groft og grimt og nedgørende, at jeg tænker, at hvis facebook synes brystvorter skal være forbudte, hvorfor forbyder facebook så ikke også dén måde at svine mennesker til på? Hvorfra kommer dog al den vrede og det oven i købet i det, som regeringen kalder et kristent land. Nu har Jesus jo lykkeligvis ikke kendt til facebook, men når Jesus truer med helvedes ild blot for at bruge ordet tåbe, så er det lysende klart, at ingen af os kan melde hus forbi uanset hvor pæne og ordentlige vi så ellers mener, vi er til hverdag. Personligt tror jeg, Jesus sætter det i den grad på spidsen, netop for at alle vi, der mener, at vi vel ikke er specielt værre end de fleste andre jeg tror, Jesus skærper problematikken, for at vi skal blive mindet om dét, som vi godt ved alle sammen at hvis ikke vi kan strække hånden frem, hvis vi aldrig kan få et undskyld over læberne, hvis der ingen tilgivelse findes, så har vi ingen fremtid sammen så må vi og vore veje skilles for altid. Jeg tror, Jesus med sin opsang vil minde os om, at det er livet om at gøre at blive tilgivet og at kunne tilgive. Lad os lave et lille eksperiment. Tænk på et menneske, det kan være en i din familie, eller en gammel ven eller en fra dit arbejde, en du ikke længere ser eller har forbindelse med. Om det er din egen eller den andens skyld, om det skyldes vrede ord, uenighed om arven, eller

3 skuffelse over at der aldrig blev ringet, skrevet eller besøgt det er ikke afgørende. Men tænk et øjeblik over, hvad det vil betyde, hvis du tog Jesu ord bogstaveligt og lod kirken være kirke og Gud være Gud og lod din stolthed, fornærmethed, sårethed ligge derhjemme, og opsøgte det menneske for i det mindste at prøve at hele det brudte og forsone det uforsonlige. Jeg tror, de fleste af os godt kan komme i tanke om én eller flere, der venter på os Og nej, jeg ved godt, at jeg ikke kan forlange tilgivelse af nogen, tilgivelse er aldrig en ret, det er altid noget, en nåde der skænkes mig. En gave. Og jeg ved også godt, at det ikke er alt, der kan tilgives, det er alene ofret, der sætter den grænse. Men jeg ved, der skal to til en tango, jeg ved, der er én, der skal tage det første skridt. Og jeg ved, at det, som Jesus minder os om, denne ellers så fredelige og dejlige sommersøndag det er, at vrede og uforsonlighed ødelægger livet. Vi har ganske enkelt ingen fremtid uden tilgivelse, både i forhold til vore nærmeste og kæreste og i forhold til Gud. Uden, må vi skilles. På en måde har Gud igennem sin egen søn, Jesus Kristus selv vist os, at forsoningens vej og tilgivelsens vej, det er den eneste vej, der ikke fører os lige lukt ind i vredens og hævnens og uforsonlighedens fængsel eller helvede. Man kan måske sige, at Gud selv stod ved en skillevej i forhold til os mennesker. Skulle Gud lade os gå til grunde, bogstavelig talt slukke lyset og lukke hele butikken. Så kunne Gud sidde på sin trone og nyde freden og roen og harmonien og ha det godt med sig selv - uden al den larm og uro og forstyrrelse, som vi mennesker har forårsaget lige siden Adam og Eva lod sig besnakke af slangen til at spise af æblet på kundskabens træ. Slut med tålmodighed og overbærenhed og endnu en profet og chance til. Og så er det, at Gud selv viser vejen ved at rejse sig fra sin trone. Stik imod al ret og rimelighed kommer Gud selv i skikkelse af Jesus Kristus for at forsone sig med alle os, der igen og igen har glemt Gud, ja, måske har vi oven i

4 købet hævdet at Gud kun er for tåber og tumper og barnlige sjæle, der ikke er stærke nok til selv at klare livet. Hele Jesu liv. Alt hvad Jesus siger og gør, fra han ligger i en krybbe i en stald i Betlehem, til han hænger på et kors på Golgata lidt uden for Jerusalem. Er det ikke historien om, den Gud, der sætter alt ind på at vise os tilgivelsens og forsoningens vej, uanset hvor meget lort de hælder i hovedet på ham. Jesus ku ha siddet fredeligt og roligt i templet og bedt bønner og læst de hellige skrifter og fulgt alle moselovens regler til punkt og prikke. Men han forlader sin fars hus og vandrer landet tyndt for at forkynde for høj og lav, at dén, som er uden synd, kan jo kaste den første sten. Han ser mennesker uden fordømmelse, luderen, tolderen, den spedalske og den fremmede, farisæeren og bedsteborgeren, barnet og oldingen han ser os alle uden forskel som Guds elskede skabninger. Han minder os om, at kærlighed og tilgivelse altid må følges ad, de to er to sider af samme sag for uden tilgivelse har vi ingen fremtid. Alligevel forfulgte de ham, lo ad ham, hånede ham, spottede ham, slog og piskede ham, tornekronede ham, korsfæstede ham og da han hænger der på korset mellem to røvere, så beder han bønnen: Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Hvis der er ét menneske på jorden, der har al mulig ret til at sige: Dét tilgiver jeg jer aldrig, så er det Jesus. Hvis der er ét menneske, der har al mulig grund til at forbande sine bødler og dommere og forfølgere lige lukt ned i det dybeste helvede, så er det Jesus. Og så beder han bønnen: Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Hvis der er ét menneske, der har alle mulige gode grunde til at slå hånden af de mennesker, der har svigtet og forrådt ham, så er det Jesus og alligevel rækker han hånden frem mod dem og os. I Jesus ser vi den Gud, der har taget det første skridt også selv om det ikke er ham, der er den skyldige. I Jesus ser vi den Gud, der har rakt hånden frem mod dig og mig, også selv om det ikke er ham, der har fejlet og svigtet. - Derfor handler den kristne tro heller ikke kun om at gå i kirke og bede til Gud og synge salmer jo, det gør det også bestemt også, for her får vi tanket op til

5 hverdagen og livet og sorgerne og glæderne men den kristne tro bor ikke i kirken, den kristne tro bor i hjertet, det hjerte som vi bærer med os, hele livet. Den kristne tro bor der, hvor vi lever og elsker og skændes og slås. Fra kirken bliver vi sendt hjem, både til dem vi elsker og til dem vi har det svært med. Fra kirken må vi gå forsoningens og tilgivelsens vej, for det er den vej, Jesus Kristus sender os ud på også selv om den kan være smertefuld og ribbe op i gamle konflikter. Sé på verden hvor har vores verden brug for, at vi mennesker begynder at gå forsoningens vej ikke kun om søndagen i kirketiden. For når du ved alteret kommer i tanke om, at din bror eller søster eller nabo eller har noget imod dig, så gå først hen og forlig dig med ham eller hende, så kan du komme tilbage til Guds hus. Gud har taget det første skridt, Gud har vist os retningen det næste skridt er dit og mit. Amen