Responsum vedrørende muligheden for kommunalt engagement i vindmølleparker

Transkript

1 Grants Allé 44, 2900 Hellerup, tlf , Responsum vedrørende muligheden for kommunalt engagement i vindmølleparker Indholdsfortegnelse 1. Sammenfatning Kommissorium Investering og organisation Kan kommuner lovligt investere i og eje vindmølleparker? Lokalitetsprincippet i kommunalfuldmagten Forbuddet mod profitformål Forbuddet mod handel og industri De kommunale erhvervslove Erhvervsfremmeloven Den kommunale opgaveudførelseslov Organisationskrav Særligt om krav til vindmølleselskaber Tilsyn Særligt om regionerne Kommunalt oprettede vindmølleparker og de fire ordninger Værditabsordningen Offentligt møde og anmeldelse Opstillers forpligtelse Den berettigede i forhold til erstatning Erstatningsudmåling mv Køberetsordningen Omfang og konsekvenser De købsberettigede Procedure Udbudsmateriale Offentliggørelse Prissætning Krav til organisation Den grønne ordning Tilskudspuljen Tilskudsberettigede projekter Garantiordningen...29

2 5. Påvirker et kommunalt ejerskab muligheder for at opnå pristillæg mv Kommunal garanti Hvem tilkommer provenuet ved vindmøllerne Præklusion af hvile i sig selv-princippet Lex Nesa Uddelinger og sideordnet virksomhed ifm. Lex Nesa Mulighed for at anvende produktionen ifm.»dokumentation«af klimaneutralitet/klimavenlighed...38 Materiale, der er indgået i udarbejdelsen...39 Juridisk litteratur, notater mv Folkeret...40 Love, ændringslove og forarbejder...40 Bekendtgørelser...41 Domme...42 Administrative afgørelser, udtalelser og vejledninger...42 Politiske aftalelser, strategier mv Tekniske forskrifter mv Sammenfatning Klimapolitik er et lovligt kommunalt politikområde, og planloven er netop blevet ændret med henblik på, at planlovens bestemmelser kan benyttes til at understøtte klimapolitiske tiltag. Kommunernes ret til at beskæftige sig med elproduktion på basis af vindmøller er hjemlet i elforsyningsloven. Det er overvejende sandsynligt, at kommunerne herefter ikke er bundet af lokalitetsprincippet. Dermed vil kommunerne kunne etablere vindmøller uden for egen kommunegrænse. Dette har dog ikke været domstolsprøvet. Ligeledes vil kommunale vindmøller næppe stride mod forbuddet mod profitformål. Heller ikke det har været domstolsprøvet. Tilladelsen til Samsø Kommunes engagement i havvindmøller er så konkret begrundet, at andre kommuner næppe kan støtte ret herpå. Kommunerne er forpligtet til at eje og drive vindmøllerne gennem et selskab med begrænset ansvar, f.eks. et aktieselskab, et anpartsselskab eller et andelsselskab med begrænset hæftelse (A.m.b.A.). Anvendelsen af andre selskabsformer med begrænset ansvar vil dog også være muligt. Tre af VE-lovens fire ordninger, værditabsordningen, køberetsordningen og den grønne ordning finder anvendelse også på kommunalt ejede vindmøller. Kommunerne skal dermed betale erstatning til naboer til vindmøller efter de almindelige regler. Borgerne i den kommune, hvor opstillingen 2

3 sker, har ligeledes mulighed for at købe op til 20 % af de opstillede møller. Endelig genererer kommunalt opstillede vindmøller også puljemidler efter den grønne ordning i den kommune, hvor opstillingen sker. Et kommunalt ejerskab påvirker ikke muligheder for at opnå pristillæg til elektricitet produceret på basis af vindenergi. Der gælder dermed samme tilskudsregler som til privatejede vindmøller. Muligheden for at stille kommunale garantier til vindmølleselskaber synes ikke ganske klar og er noget betænkelig i forhold til en konkurrenceudsat sektor som vindmølleproduktion. Provenuet tilhører som udgangspunkt den kommunale ejer. Der vil dog ske modregning efter lex nesa-bestemmelsen, hvis kommunen trækker penge ud af selskabet. En kommune vil kunne gøre brug af de almindelige regler om oprindelsesgarantier til at dokumenterer omfanget af vedvarende energi. 2. Kommissorium Med henvisning til møde af 26. marts 2012 med Lærke Møller Toftlund er jeg blevet bedt om at forholde mig til juridiske problemstillinger, der kan opstå i forbindelse med kommuners engagement i etablering af vindmølleparker. Der er, jf. -korrespondance af 29. marts 2012 mellem Lærke Møller Toftlund og undertegnede, opnået enighed om behandling af følgende spørgsmål: - Investering og organisation. - I hvilket omfang kommunalt oprettede vindmølleparker er omfattet af de fire ordninger i VE-loven. - Hvorvidt et kommunalt ejerskab påvirker muligheder for at opnå pristillæg mv. - Anvendelsen af kommunal garanti. - Ejerskab af provenuet ved vindmøllerne - Mulighed for at anvende produktionen i forbindelse med»dokumentation af klimaneutralitet/klimavenlighed«. En egentlig selskabsretlig behandling af forskellige mulige selskabskonstruktioner indgår ikke i kommissoriet. Der henvises til notatet af 10. maj 2011 fra Randers Kommune (Jensen 2011). Dette notat indeholder også en række overordnede betragtninger om folkelig opbakning, der ligger uden for et strikt juridisk responsum. 3

4 3. Investering og organisation I disse år er der en stigende interesse i kommunerne for at engagere sig i klima- og energipolitik. Det kommer bl.a. til udtryk gennem forskellige tiltag, der søger at nedbringe CO 2 -udledningen inden for kommunens grænser. Sine steder gives der sågar udtryk for en målsætning om CO 2 -neutralitet. Udover målsætninger i kommunale klimaplaner kan det kommunale engagement i klima- og energipolitik også ses som udtryk for et ønske om (delvis) selvforsyning, om at skabe arbejdspladser og indtægtskilder, om at skabe folkelig opbakning bag ikke nødvendigvis populære udpegninger af lokaliteter til vindmølleopstilling eller blot og bar et ønske om at profilere sig som en grøn og klimavenlig kommune. Bl.a. har hovedparten af danske kommuner indgået en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at blive såkaldt Klimakommune, der bl.a. indebærer en erklæring om årligt at reducere kommunens CO 2 -udledning med minimum 2 % i en nærmere fastlagt årrække. 1 Der er også udviklet en særlig beregner til CO 2 -udledning. 2 Man kan stille det spørgsmål, om klimapolitik i det hele taget henhører under kommunernes kompetenceområder. Denne er imidlertid ikke skarpt afgrænset. Visse politikområder må anses for udelukkende at henhører under statsmagten. Indenrigsministeriet har således tidligere antaget, at udenrigsog sikkerhedspolitik, er spørgsmål, som kommunerne ikke kan befatte sig med. 3 Klimapolitik er imidlertid nok et statsligt kompetenceområde, men ikke udelukkende et statsligt kompetenceområde. Det antages generelt, at lokale klimaforbedrende tiltag er udtryk for en kommunal interesse, der kan varetages på ulovhjemlet grundlag. Statsforvaltningen Hovedstaden har i en forhåndsudtalelse udtalt,»at der er en kommunal interesse i at iværksætte lokale klimaforbedrende tiltag, herunder tiltag til reduktion af CO 2 på lokalt niveau«. Sagen omhandlede støtte til projektet»test en elbil«, hvor Allerød Kommune bidrog med forskellige ressourcer i forbindelse med indsamling og offentliggørelse af viden i forbindelse med et testkørselsforsøg for elbiler. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde vejledende udtalt, at aftalen ikke ville være i strid med EU s statsstøtteregler. Endvi Se Der skal ikke her tages stilling til aftalens juridiske karakter. Indenrigsministeriets besvarelse af 4. oktober 1983 af en række spørgsmål fra Folketingets Kommunaludvalg, 2. k.kt. j.nr /

5 dere blev der lagt vægt på, at der var et rimeligt forhold mellem den kommunale interesse i de klimaforbedrende tiltag og den indirekte støtte til en privat virksomhed. 4 Tilsvarende antages det i en vejledende udtalelse fra Statsforvaltningen Syddanmark med henvisning til Indenrigs- og Socialministeriets svar af 28. maj 2009 på spørgsmål nr. 106 til Folketingets Kommunaludvalg, at miljøhensyn, herunder energibesparende hensyn, kan varetages af kommunerne uden lovhjemmel. I den konkrete sag fandtes etableringen af en pulje til boligejeres energirigtige renoveringer dog at være i strid med almennyttekriteriet. 5 Hermed er det underforstået, at de almindelige kommunalretslige regler skal respekteres. Tilsvarende må det antages, at aktiviteter til fremme af vedvarende energi, der ligeledes har klimapolitiske perspektiver, kan varetages af kommunerne på ulovhjemlet grundlag. Et andet spørgsmål er, i hvilket omfang planlovens regler kan anvendes til at understøtte klimapolitiske mv. målsætninger. Hidtil har forebyggelse af forurening og klimatilpasning ikke været en lovlig begrundelse i forhold til udstedelse af lokalplaner. Områderne har heller ikke været nævnt i det såkaldte lokalplankatalog i planlovens 15, stk. 2, der udtømmende opremser de emner, der kan lokalplanlægges for. På højere niveau i planhierarkiet har der dog heller ikke tidligere været problemer med at inddrage forurening og klima. Planloven er dog netop blevet ændret, således, at lovens 15, stk. 2 fremover får følgende ordlyd:»en lokalplan skal indeholde oplysninger om planens formål og retsvirkninger. Formålet skal fastlægge den planlægningsmæssige begrundelse eksempelvis varetagelse af klimatilpasning eller forebyggelse af forurening.«dermed bliver det muligt fremadrettet (for nybyggeri, større renoveringer, der kan sidestilles med nyt byggeri og tilbygninger) at stille krav begrundet i f.eks. klimaforhold. Emnekredsen i 15, stk. 2 forbliver uændret. 6 Udnyttelse af vindenergi anses generelt for et væsentligt virkemiddel til opnåelse af de politiske målsætninger på klima- og energiområdet. Det afspejler sig på såvel nationalt som EU-niveau. 7 Som lokal planmyndighed er kommunerne også involveret i vindmølleudbygningen. Kommunerne har imidlertid hidtil hovedsagelig haft en myndighedsrolle og har ikke i nævneværdigt omfang engageret sig som driftsherrer. I det følgende undersøges kommunernes mulighed for at investere i vindmøller Statsforvaltningen Hovedstadens forhåndsudtalelse af 17. november 2010 vedr. Allerød Kommunes samarbejdsaftale med Choose EV, j.nr /893. Statsforvaltningen Syddanmarks vejledende udtalelse af 27. oktober 2009 om en pulje til økonomisk støtte til boligejeres energirigtige renoveringer, MAD Se lovforslag L 148 til Lov om ændring af lov om planlægning (Klimalokalplaner og forenkling af loven), som fremsat den 29. marts 2012 af miljøministeren og som vedtaget den 29. maj Se f.eks. KOM(2006) 848 og den seneste energipolitiske aftale i Folketinget. 5

6 3.1. Kan kommuner lovligt investere i og eje vindmølleparker? Elforsyning, herunder elproduktion, hører til de forsyningsopgaver, som kommunerne traditionelt har kunnet beskæftige sig med. Det har således været omfattet af kommunalfuldmagten. 8 Poul Andersen har ud fra det forhold, at byrådet efter en bestemmelse i en tidligere styrelseslov 9 kunne ekspropriere til fordel for anlæg af bl.a. gas-, vand- eller elektricitetsværker konkluderet, at det dermed var forudsat, at kommunen også kunne drive sådanne værker. 10 Det må således antages, at elproduktion via vindmøller umiddelbart kan falde ind under kommunalfuldmagten. Vindmøller i moderne forstand er primært elproducerende enheder. I Energinet.dk s tekniske forskrift for vindkraftværker større end 11 kw er en vindmølle defineret som»et system, der producerer elektrisk effekt ved hjælp af vind«(det vil sige, at den kinetiske energi i vinden omdannes til elektricitet). 11 Begrebet»vindmølle«er hverken defineret i VE-loven eller elforsyningsloven. Udgangspunktet er dog, at vindmøller producerer elektricitet, og i øvrigt omfattet af de to love. Eksempelvis er vindmølleparker med en samlet kapacitet på over 25 MW omfattet af bevillingskravet i elforsyningslovens 10. Kommunalt ejede vindmølleparker er også underlagt dette bevillingskrav. Der findes nu i elforsyningsloven en klar hjemmel til kommunal deltagelse i elforsyningsvirksomhed, herunder elproduktionsvirksomhed, jf. lovens 4, stk. 1, jf. 2, stk. 1. Elforsyningslovens 4, stk. 1 og 2 har følgende ordlyd:»stk 1. En kommune kan varetage netvirksomhed med færre end tilsluttede forbrugere og produktion af elektricitet ved afbrænding af affald. En kommune kan deltage i selskaber med begrænset ansvar, som varetager virksomhed, som er omfattet af 2, stk. 1. En kommune kan deltage i elhandelsvirksomheder, som handler med CO 2 -kvoter og CDM- og JI-kreditter, når det udelukkende sker med henblik på annullering i det danske kvoteregister, jf. lov om CO 2 - kvoter, og i direkte forbindelse med salg af elektricitet. Stk. 2. En kommune kan deltage i anden virksomhed, som har nær tilknytning til en virksomhed omfattet af 2, stk. 1, som kommunen varetager eller deltager i. Tilsvarende gælder for Energinet.dk.«8 Folketings Tidende , tillæg A, sp i dagældende lovbekendtgørelse nr. 328 af 6. juli 1950 om Købstads-kommunernes Styrelse. 10 Andersen 1963, s Der henvises til den internationale standard IEC

7 Henvisningen til 2, stk. 1 i 4, stk. 1, 2. pkt. medfører, at hjemmelsbestemmelsen omfatter»produktion, transport, handel og levering af elektricitet«. Hertil kommer så de direkte anførte opgaver CO 2 -kvoter og CDM- og JI-kreditter samt anden virksomhed, som har nær tilknytning til en virksomhed omfattet af 2, stk. 1. Hjemmelsbestemmelsen omfatter dermed også elproduktion ved vindmøller på land og på havet. 12 Begge typer vindmøllers forhold var ved hjemmelbestemmelsens ikrafttræden reguleret af elforsyningsloven. Det er imidlertid et spørgsmål, om kommunalfuldmagtsreglerne finder anvendelse sideløbende med hjemmelsbestemmelsen i elforsyningsloven. Det har bl.a. relation til lokalitetsprincippet. Ligeledes er det relevant at undersøge, hvorvidt de generelle kommunalretslige retsgrundsætninger vedrørende forbuddet mod profitformål og mod handel, industri mv. finder anvendelse Lokalitetsprincippet i kommunalfuldmagten Kommunal deltagelse i forsyningsvirksomhed forudsætter efter kommunalfuldmagten bl.a., at formålet er en lokal opfyldelse af et behov det såkaldte lokalitetsprincip. 13 Det omfatter også almindelige forsyningsgoder. Lokalitetsprincippet afgrænser en kommunes muligheder for at udøve aktiviteter uden særlig lovhjemmel i forhold til dels andre administrative niveauer (staten og regionerne), dels geografisk (i forhold til andre kommuner). Det er således antaget, at aktiviteter igangsat under kommunalfuldmagten skal være til gavn for kommunens borgere, herunder erhvervsdrivende, virksomheder mv. Det behøver dog ikke nødvendigvis at være til gavn for alle. Der kan således ikke med hjemmel i kommunalfuldmagten iværksættes aktiviteter, der primært har til formål at forsyne borgerne i andre kommuner. Det hindrer dog ikke, at en aktivitet også kan være til gavn for andre kommuners borgere. Blot den interessemæssige tilknytning ligger i kommunen. 14 I den forbindelse kan man stille det spørgsmål, om lokalitetsprincippet forhindrer en kommune i at investere i vindmøller, der er placeret uden for 12 Elproduktionsvirksomhed er ikke defineret i elforsyningsloven. Vindmøller falder dog generelt ind under betegnelsen. I kraftværksbekendtgørelsen, der er udstedt med hjemmel i elforsyningslovens 11 i elproduktionskapitlet fastlægges der således rammer for, hvornår etablering af vindmølleparker kræver godkendelse efter elforsyningslovens regler. 13 Revsbech 2010, s Se f.eks. Gammelgaard 2004, s

8 kommunens grænser, herunder i andre kommuner, eller på havet der som udgangspunkt henhører under statens højhedsret. På biogasområdet har indenrigsministeriet udtalt sig i en sag fra Den pågældende sag vedrørte et kommunalt værks etablering af et biogasanlæg i en nabokommune med henblik på at forsyne nogle af nabokommunens borgere med energi, hvor Indenrigsministeriet ikke fandt det lovligt efter kommunalfuldmagten at etablere det pågældende biogasanlæg. I en senere afgørelse fandt de kommunale tilsynsmyndigheder, at en kommune godt kunne»etablere og drive et biogasanlæg med henblik på forsyning af varme til borgere i kommunen.«16 På dette område synes de kommunale tilsynsmyndigheder dermed efter den begrænsede praksis at skelne mellem, om forsyningsydelsen forventes aftaget inden for eller uden for kommunens grænser. På elforsyningsområdet har det været antaget, at kommuner godt kan dominere forsyningen i områder, der strækker sig ud over egne grænser. 17 Det var således tilfældet med NESA A/S, der havde Gentofte Kommune som hovedaktionær med 56,7 % af aktierne. 18 NESA s forsyningsområde omfattede Nordsjælland, kommunerne omkring Roskilde og de fleste københavnske omegnskommuner. 19 Denne konstruktion har været almen kendt, uden at lovgiver eller det kommunale tilsyn har fundet anledning til at gribe ind heroverfor. Kommunernes engagement på elforsyningsområdet var i mange år reguleret af kommunalfuldmagten, og heller ikke i den periode blev der grebet ind over for Gentofte Kommunes ejerskab til NESA A/S. Ligeledes har bl.a. kommunale elforsyningsvirksomheder deltaget i kraftværkssamarbejder og har aktuelt medejerskab til regionale transmissionsselskaber, der i sagens natur ikke er begrænset til den enkelte kommune. Retten for kommunerne til at bedrive elforsyningsvirksomhed blev først lovfæstet i den tidligere gældende elforsyningslov ved ændringslov nr. 445 af 30. juni Kommunernes ret hertil er blevet videreført i den nugældende elforsyningslov. 15 Se hertil Gram Mortensen & Truelsen 2008, s Indenrigsministeriets (Kommunalafdelingens) skrivelse af 9. oktober 1997 til Tilsynsrådet for Ringkjøbing Amt, j.nr. 1997/11121/ Statsforvaltningen Midtjyllands udtalelse af 24. februar 2011 til Ringkøbing-Skjern Kommunalbestyrelse, j.nr / Folketings Tidende , tillæg A, sp Andre storaktionærer var Københavns Amt (22%) og DONG (13%). 19 Oplysningerne stammer fra Konkurrencestyrelsens rapport: Fusionen mellem Elsam og NESA, marts

9 Det er derfor nærliggende at antage, at lokalitetsprincippet ikke har vægtet særligt tungt på elforsyningsområdet. Normalt antages det, at kommunalfuldmagtsreglerne ikke finder anvendelse i det omfang, der er skreven lovgivning på området, der udtømmende regulerer de konkrete forhold. I lovbemærkningerne omtales forholdet til kommunalfuldmagten ikke eksplicit. 20 Men elementer som hvile i sig selvprincippet prækluderes dog, jf. bemærkningerne nedenfor under punkt 7.1. Med lovfæstningen af kommunernes ret til at deltage i bl.a. elproduktionsvirksomhed blev der ikke indført noget eksplicit krav, om at produktion eller anden elforsyningsaktivitet for kommunale aktører skulle være lokalt forankret. Det ville have været naturligt eksplicit at have anført en sådan begrænsning, især fordi lovbemærkningerne også anfører, at kommunernes engagement i aktiviteter omfattet af elforsyningsloven og altså herunder elproduktion skal ske på samme vilkår som alle andre virksomheder. Og for andre virksomheder kommercielle som forbrugerejede gælder der intet lokalitetsprincip. På den baggrund må det antages, at der i elforsyningsloven er hjemmel til elproduktionsaktiviteter, uanset om kommunens engagement ikke retter sig mod lokal forsyning. Det ville endvidere være betænkeligt, hvis et ulovfæstet princip som lokali-tetsprincippet kunne begrænse anvendelsen af en klar lovhjemmel Forbuddet mod profitformål Det antages, at der eksisterer en uskreven hovedregel om, at kommuner ikke udelukkende eller i overvejende grad må påtage sig opgaver med det formål at opnå profit. 21 Reglen angår formålet med opgavevaretagelsen. Som eksempel på hovedreglen refereres ofte en skrivelse af 29. juni 1987 fra Indenrigsministeriet til Rougsø Kommune. 22 Indenrigsministeriet behandlede en påtænkt opførelse af en vindmøllepark. Ministeriet lagde til grund, at der ikke var tale om lokal forsyningsvirksomhed, men at produktionen skete med henblik på at skulle bidrage til finansiering af kommunens øvrige aktiviteter. Dette, fandt ministeriet, var i strid med retsgrundsætningen om, at»kommuner ikke må drive handel, håndværk og industri uden lovhjemmel.«videre anførtes det, at det ikke ville være»lovligt for Rougsø Kommune at etablere produktion af el alene med henblik på salg til et privat selskab.«20 Folketings Tidende , tillæg A, s Se generelt om denne hovedregel i Revsbech 2010, s. 96 ff. 22 Afgørelsen er f.eks. kort omtalt i Revsbech 2010, s. 96, betænkning nr. 1153/1988, s. 77 f. og Heide-Jørgensen 1993, s. 485 og

10 Profitformål nævnes ikke eksplicit, men sammenstillingen af formålet med vindmølleparken og omtalen af retsgrundsætningen lader formode, at det er det, som Indenrigsministeriet tænker på. I Rougsø-sagen anførte ministeriet, at man ikke kunne etablere vindmøllerne alene med henblik på salg til et privat selskab. Ministeriets udtalelse kan således ikke antages uden videre at finde anvendelse på forhold, hvor formålet ikke primært er profit. Et tilfælde, hvor formålet var et andet, findes i Tilsynets udtalelse af 31. august 2001 vedrørende 5 havvindmøller ved Samsø. Samsø havvindmølleprojekt blev etableret af Samsø Havvind A/S, og de 5 af de 10 havvindmøller med en samlet effekt på 23 MW blev nettilsluttet primo I Energistyrelsens etableringstilladelse af 13. december 2001 er det eksplicit anført, at Samsø Kommune vil finansiere de 5 af havvindmøllerne og alene hæfte for de 5 havvindmøller, som de ejer. Tilsynsrådet udtalte sig om lovligheden af projektet. Tilsynsrådet går i sin udtalelse ud fra, at»de almindelige kommunalfuldmagtsregler fortsat finder anvendelse ved siden af elforsyningsloven, således at en kommune ikke lovligt kan varetage en ellers lovlig opgave efter elforsyningsloven, såfremt formålet hermed er en erhvervsmæssig investering, dvs. at opgaven varetages med det formål at tjene penge.«denne antagelse er ikke uden videre indlysende. Elforsyningslovens 4 indeholder som ovenfor anført en generel hjemmel for kommunerne til at varetage elforsyningsvirksomhed, herunder elproduktionsvirksomhed. Hjemmelsbestemmelsen kan umiddelbart ses som en lex specialis-bestemmelse i forhold til kommunalfuldmagtsreglerne. Og der er ikke indsat nogle forbehold om formålet med kommunernes engagement eller noget forbud mod profitformål. Tværtimod er der i lovbemærkningerne indsat følgende passus:»som konsekvens heraf vil det være Energitilsynet og miljø- og energiministeren og ikke de kommunale tilsynsmyndigheder der i overensstemmelse med lovens regler har kompetence til at tage stilling til eventuelle konflikter i forbindelse med den virksomhed, som kommuner og amtskommuner udøver efter denne lov.«lovgiver har næppe forestillet sig, at Energitilsynet eller ressortministeren for energiområdet skulle behandle kommunalfuldmagtsregler. Det må forstås således, at disse bestemmelser ikke længere finder anvendelse. Det falder også i tråd med en anden bemærkning om, at kommunernes»engagement i aktiviteter omfattet af loven sker på samme vilkår som alle andre virksomheders engagement heri.«23 23 Folketings Tidende , tillæg A, s

11 Det er dog forståeligt, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke umiddelbart finder, at kommunalfuldmagtsreglerne med 4 i elforsyningsloven er ophævet i forhold til kommunernes engagement i elforsyningsvirksomhed. Hjemmelsbestemmelsen medfører reelt, at kommunerne kan drive en konkurrenceudsat erhvervsvirksomhed. Det er ikke uden risiko. Risikobetragtningen er der dog gjort op med ved elforsyningslovens krav om, at virksomheden skal drives i et selskab med begrænset ansvar. Ligeledes giver hjemmelbestemmelsen mulighed for overskud ved udbytte eller salg af ejerandele. Disse forhold er der dog også gjort op med ved lex nesabestemmelserne, jf. nedenfor under afsnit 7.2. Endelig er der risiko for konkurrenceforvridning via kommunal støtte direkte eller indirekte til kommunens egen aktør eller til lokale aktører. 24 Sådanne forhold er imidlertid reguleret ved statsstøtteforbuddet i henholdsvis konkurrencelovens 11a og EUF-traktatens artikel 107. Tilsynsrådet lagde i Samsø-sagen derefter vægt på formålet med de 5 havvindmøller at understøtte Samsøs energimæssige selvforsyning på basis af vedvarende energi som led i, at Samsø i 1997 blev udnævnt til Danmarks vedvarende Energiø, og med den begrundelse blev støtten anset for lovlig. Skulle domstolene senere komme til det resultat, at kommunalfuldmagtsreglerne gælder sideløbende med elforsyningslovens regler, vil Samsø-tilladelsen ikke automatisk kunne tages til indtægt for, at alle kommuner ud fra et ligebehandlingsprincip kan investere i vindmøller. Afgørelsen er konkret begrundet i muligheden for at gennemføre projektet om Samsø som selvforsynende ø. Havde Samsø ikke været udnævnt til energiø, ville Tilsynsrådets afgørelse muligvis ikke have været den samme. Der er givet på området et sammenstød mellem en energiretlig og en kommunalretlig tankegang. Det må efter ovenstående dog anses for sandsynligt, at kommunerne kan investere i vindmøller uanset formål. Der synes dog ikke at foreligge nogen domstolsafgørelse på sagen, men jeg anses det for overvejende sandsynligt, at de anførte forarbejder i forbindelse med lovhjemlen i elforsyningsloven vil slå igennem ved en eventuel domstolsprøvelse. Tilsvarende vil muligvis ikke gælde i forbindelse med en prøvelse ved de kommunale tilsynsmyndigheder. Der vil derfor være en betydelig 24 Kommunen kan dog give almindelig vejledning efter forvaltningslovens regner. Denne skal dog tilbydes alle. Egentlige erhvervsmæssige dispositioner, som f.eks. råd til landmænd, der vil udleje jord til en vindmøllepark, vil kommunen næppe kunne befatte sig med. Kommunerne må i en sådan situation henvise til at gøre brug af private rådgivere, herunder advokater og revisorer. 11

12 retsusikkerhed forbundet med et projekt, der udelukkende er begrundet i profitformål Forbuddet mod handel og industri Det antages generelt at eksistere et uskrevet forbud mod, at kommuner deltager i handelsvirksomhed, håndværksvirksomhed, industrivirksomhed eller finansiel virksomhed. 25 Denne hovedregel omfatter f.eks. ikke egenproduktion og finder slet ikke anvendelse, såfremt der eksisterer anden hjemmel til den pågældende aktivitet. Forbuddet ændrer ikke på, at kommuner som alle andre elforbrugere kan etablere egenproduktion med henblik på egenforsyning f.eks. efter den såkaldte nettoafregningsordning. 26 Dette spørgsmål falder uden for dette responsums rammer. Da der som ovenfor omtalt er eksplicit lovhjemmel til elforsyningsvirksomhed i elforsyningsloven, skal denne regel ikke her behandles yderligere De kommunale erhvervslove De kommunale erhvervslove er fællesbetegnelsen for to love, der danner et specielt hjemmelsgrundlag i forhold til kommunalt engagement i erhvervsvirksomhed. Det drejer sig om dels erhvervsfremmeloven, dels den kommunale opgaveudførelseslov Erhvervsfremmeloven Lovens formål er»at styrke udviklingen i dansk erhvervsliv gennem fremme af konkurrenceevne og globalisering«. Lovens kapitel 6 åbner mulighed for samarbejde med private virksomheder. Da kommunernes ret til at beskæftige sig med elproduktion er lovfæstet i elforsyningsloven, må erhvervsfremmeloven anses for uden betydning som hjemmelsgrundlag for et kommunalt engagement i elproduktion på basis af vindmøller. Om regionernes muligheder i forhold til erhvervsfremmeloven, se afsnit Den kommunale opgaveudførelseslov 25 Se herom i Revsbech 2010, s. 102 ff. 26 Bekendtgørelse nr. 804 af 28. juni 2010 om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet. 12

13 Den nuværende lov giver kommunerne afgang til dels at udføre opgaver for andre kommuner, dels deltage i selskaber. Adgangen hertil er begrænset af en række krav. Det fremgår af de specielle bemærkninger til lovens 1, at loven må anses for subsidiær i forhold til såvel anden lovfæstet hjemmel som til kommunalfuldmagten. Lovbemærkningerne indeholder følgende tekst:»den foreslåede bestemmelse medfører, at opgaver, som det i øvrigt i lovgivningen er bestemt eller forudsat, at kommuner kan udføre for andre offentlige myndigheder, falder uden for denne lovs anvendelsesområde. Dette gælder både opgaver, som kommuner kan udføre for andre offentlige myndigheder med hjemmel i skreven lov, og opgaver, som kommuner i visse særlige tilfælde kan udføre for såvel andre offentlige myndigheder som private efter de almindelige retsgrundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse de såkaldte kommunalfuldmagtsregler.«27 Da kommunernes ret til at beskæftige sig med elproduktion er lovfæstet i elforsyningsloven, må den kommunale opgaveudførelseslov anses for uden betydning som hjemmelsgrundlag for et kommunalt engagement i elproduktion på basis af vindmøller Organisationskrav Elforsyningslovens 4, stk. 1, 2. pkt. stiller krav om, at kommunal deltagelse i bl.a. elproduktionsaktiviteter skal ske i selvstændige selskaber med begrænset ansvar (et firmatiseringskrav). En kommune er dermed udelukket fra drive vindmøller som en del af forvaltningen. Med hjemmel i elforsyningslovens 2, stk. 4 kan ministeren bestemme, at mindre omfattende aktiviteter omfattet af elforsyningsloven, helt eller delvis kan undtages fra lovens bestemmelser, herunder firmatiseringskravet. Ministeren har udnyttet hjemlen i en bekendtgørelse, 28 der dog ikke undtager kommunalt ejede vindmøller fra firmatiseringskravet. Kapitalselskaber som aktieselskaber og anpartsselskaber lever uden videre op til firmatiseringskravet. Der er ligeledes krav i elforsyningslovens 47 om, at bl.a. eldistributionsnet ikke kan ligge i samme selskab som elproduktionsvirksomhed. 27 Forslag til lov om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber (Lov om kommuners og regioners erhvervsaktiviteter), som fremsat den 22. marts 2006 af økonomi- og erhvervsministeren. 28 Bekendtgørelse nr. 358 af 20. maj 2003 om undtagelse af anlæg og sideordnede aktiviteter fra elforsyningsloven. 13

14 Der er tillige regler i elforsyningslovens 19a-d, hvorefter et ejerskab til andele i eltransmissionsselskaber vanskeligt kan forenes med ejerskab til ejerskab til elproduktion. Det er regler, der har rod i EU s 3. energipakke, og i en dansk kontekst er problemet ejerskabet til de regionale transmissionsselskaber. Det forudsættes, at denne problemstilling finder sin løsning ved overdragelse af de regionale transmissionsselskaber til Energinet.dk. Problemet skal ikke forfølges i dette responsum. Der er ingen øvrige energiretlige krav til den struktur, som kommunen vælger. Kommunen kan således vælge direkte at eje et vindmølleselskab, eller at lægge det ind i en eksisterende holdingstruktur. Det skal for god ordens skyld bemærkes, at anvendelse af en selskabsmodel ikke fritager kommunen fra at skulle have fornøden hjemmel til at kunne beskæftige sig med den pågældende aktivitet enten gennem kommunalfuldmagten, en af de kommunale erhvervslove eller gennem sektorspecifik lovgivning. 29 Det indgår ikke i dette responsum en selskabsretlig gennemgang af mulige konstruktioner. Det har været gennemført i andet regi Særligt om krav til vindmølleselskaber Det bemærkes for god ordens skyld, at kommunale vindmølleselskaber kan blive omfattet af et bevillingskrav i elforsyningsloven. Det følger således af elforsyningslovens 10, at elproduktion fra anlæg med en kapacitet på over 25 MW (f.eks. en vindmøllepark) kun kan kun udøves af virksomheder, der har opnået bevilling fra ministeren. Bevillingshaver skal være i besiddelse af den fornødne tekniske og finansielle kapacitet Tilsyn Det forhold, at kommunernes engagement i elforsyning nu er hjemlet i elforsyningsloven, betyder bl.a. at Energitilsynet er tilsynsmyndighed i forhold til de elementer, der er reguleret i elforsyningsloven. 31 Selve de organisatoriske forhold i forhold til den almindelige kommunalret, herunder indtræden i selskaber med elforsyningsaktiviteter eller oprettelse af sådanne, omfattes dog stadig af de kommunale tilsynsmyndigheder. 29 Tilsynsrådet har således fundet, at der ikke i 2003 var tilstrækkelig hjemmel i elforsyningslovens 4, stk. 2 (»anden virksomhed«) til, at en kommune kunne deltage i et selskab, der ville sælge rådgivning og knowhow på elforsyningsområdet. Se MAD Se Jensen Folketings Tidende , tillæg A, s

15 Det anføres eksplicit i bemærkningerne til lov nr. 445 af 30. juni 1993, og der er ikke senere bemærkninger, der tyder på ændringer heri. I bemærkningerne anføres:»bestemmelsen i lovforslagets 1, nr. 1, indebærer ikke, at reglerne i den kommunale styrelseslov (jf. lovbekendtgørelse nr. 483 af 21. juni 1991 med senere ændringer) om de kommunale tilsynsmyndigheders godkendelse af kommuners indtræden i selskaber ændres. De kommunale tilsynsmyndigheders godkendelse kræves f.eks. i de tilfælde, hvor en kommune deltager i selskaber m.v. med solidarisk hæftelse, eller hvor et samarbejde mellem kommuner medfører indskrænkninger i de deltagende kommuners beføjelser efter den kommunale styrelseslov.« Særligt om regionerne Elforsyningsloven ikke indeholder nogen hjemmel til, at regioner kan udøve elforsyningsvirksomhed. Hjemlen i elforsyningslovens 4 omfattede tidligere også amtskommuner. Denne eksplicitte hjemmel blev ikke overført til regionerne. Den tidligere amtslige kommunalfuldmagt er heller ikke videreført for kommunernes vedkommende. Tværtom anføres det i regionslovens 5, stk. 2, at Regionsrådet ikke kan varetage andre opgaver end de i stk. 1 nævnte, og i stk. 1 findes ingen hjemmel til elforsyningsvirksomhed. Det må herefter anses for udgangspunktet, at regionerne med henblik på almindelig elforsyning opstiller vindmøller eller på anden måde indgår i et ejerskab herom. Regionerne kan dog eventuelt benytte de særlige regler i erhvervsfremmelovens 9, hvorefter Regionsrådet efter indstilling fra det i 10 omtalte vækstfora kan medfinansiere aktiviteter til fremme af regional erhvervsudvikling inden for følgende områder: 1) innovation, videndeling og videnopbygning, 2) anvendelse af ny teknologi, 3) etablering og udvikling af nye virksomheder, 4) udvikling af menneskelige ressourcer, herunder udvikling af regionale kompetencer, 5) vækst og udvikling i turismeerhvervet og 6) udviklingsaktiviteter i yderområderne. Det forudsættes i givet fald, at de erhvervsudviklingsaktiviteter, der iværksættes af regionen, skal være til gavn for en åben kreds af erhvervslivet i den pågældende region, og at de pågældende erhvervsudviklingsaktiviteter 32 Folketings Tidende , tillæg A, sp

16 iværksættes i regi af selvstændige juridiske enheder. De pågældende erhvervsudviklingsaktiviteter må ikke virke konkurrenceforvridende i forhold til det private erhvervsliv. Bl.a. må der ikke ydes direkte finansiel støtte til enkelte erhvervsvirksomheder. 4. Kommunalt oprettede vindmølleparker og de fire ordninger Lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven) 33 har introduceret fire nye ordninger, der særligt vedrører etableringen af vindmøller: Værditabsordningen, køberetsordningen, den grønne ordning og garantiordningen. I det følgende undersøges det, hvorvidt kommunalt oprettede vindmølleparker er omfattet af disse ordninger Værditabsordningen Med VE-loven er der blevet indført en værditabsordning, der skal sikre naboer og andre nærtboende til vindmøller erstatning for et eventuelt værditab, som rammer fast ejendom. Værditabsordningen omfatter efter VE-lovens 6, stk. 1 opstilling af»vindmøller«. Havvindmøller etableret under åben dør-proceduren omfattes også af værditabsordningen. Hidtil har åben dørproceduren kun været anvendt i forhold til kystnære havvindmøller. Havvindmøller etableret under statslige udbud (VE-lovens 23) omfattes ikke af ordningen. Det må formodes, at kun relativt kystnære havvindmøller vil være i stand til at medføre et værditab på fast ejendom. Da statslige udbudsrunder hidtil kun har været anvendt på havvindmølleparker langt fra land, kan det ikke antages, at undtagelsen for nuværende har praktisk betydning. Imidlertid er der intet i vejen for, at statslige udbud fremover også anvendes på mere kystnære projekter. Energistyrelsen har således i april 2011 givet udtryk for den mulighed, at mere kystnære placeringer kan komme i udbud. 34 Vindmøller med en højde på under 25 meter omfattes heller ikke af værditabsordningen. Hvem opstiller er, defineres ikke i loven, men i de specielle bemærkninger til 6 er opstiller defineret som»den person, eller den juridiske person, der står som ejer af vindmøllen«. Der lægges heller ikke begrænsninger på, hvilke typer af opstiller, der omfattes af værditabsordningen. Det er således ligegyldigt, om opstiller f.eks. er et energiselskab, en developer, et vindmøllelaug eller en kommune. Alle er forpligtet til at betale eventuel værditabserstatning. 33 Senest lovbekendtgørelse nr af 8. november 2011 om fremme af vedvarende energi. 34 Se Energistyrelsen: Rammer for kystnære havmøller og mindre havmølleparker, april 2011, s

17 Værditabsordningen har været udsat for en del kritik ud fra en betragtning om, at man derved fraviger den almindelige erstatningsret. Bl.a. har det været fremført, at der ikke er nogen grund til at behandle vindmøller opstillet i det åbne land anderledes end andre anlæg, som f.eks. veje og jernbanelinjer. Af de generelle bemærkninger til lovforslaget (L 55/2008, punkt ) fremgår det, at formålet med værditabsordningen er at øge den lokale opbakning til etablering af vindmøller og dermed være med til at fremme udbredelsen af vedvarende energi i overensstemmelse med lovens formålsbestemmelse. Endvidere anføres det, at vindmølleudbygningen har»baggrund i en politisk vedtaget målsætning om øget udbygning af vindkraft, og det er på denne baggrund, man skal se ordningen, der sikrer, at det ikke er tilfældige husejere, der skal bære et eventuelt værditab som følge af opstillingen.«for så vidt angår f.eks. motorveje og jernbanestrækninger, kunne det dog også anføres, at det var sket på baggrund af en politisk vedtagen målsætning, uden at der dog af den grund er indført særregler. 35 I det følgende redegøres der kort for en række væsentlige elementer i værditabsordningen Offentligt møde og anmeldelse Det følger af VE-lovens 9, at der i forbindelse med VVM-pligtige vindmølleprojekter skal afholdes et offentligt møde, hvor der»redegøres for opstillingens konsekvenser for de omkringliggende faste ejendomme«. Mødet skal afholdes inden 4 uger før udløbet af høringsfristen for det offentliggjorte forslag til kommuneplantillæg efter planloven. Indkaldelsen skal ske»med rimeligt«varsel, hvilket ikke er nærmere defineret i loven. Annonceringens form og indhold, tidsfristen for indkaldelsen samt det med henblik på mødet udarbejdede orienteringsmateriale skal dog godkendes af Energinet.dk, inden annonceringen iværksættes. Der er aktuelt ikke krav om, at de nærmeste naboer adviseres direkte f.eks. gennem et brev om afholdelse af orienteringsmødet. Mødet skal blot varsles gennem annoncering i lokale aviser. Muligheden for at kunne få erstatning efter værditabsordningen kan således afhænge af, om man læser lokalaviser. Anmeldelsesfristen er 4 uger efter afholdelse af det offentlige møde. Der er i VE-lovens 10, stk. 1 knyttet en dispensationsordning til for sene anmeldelser,»såfremt særlige omstændigheder taler herfor«. Hvad heri ligger er ikke nærmere defineret i loven. De specielle bemærkninger til lovens 10 (L 55/2008) anfører, at dispensationsadgangen for det første er tænkt anvendt i»situationer, hvor taksationsmyndigheden skønner, at kravet ikke med rimelighed burde være rejst på et tidligere tidspunkt«. Som eksempler 35 For en kritisk kommentar til værditabsordningen, se Anker

18 nævnes, at»genevirkningen er væsentligt større, end man måtte antage på baggrund af det materiale, som blev fremlagt på det offentlige møde«, eller at der»optræder gener, f.eks. skyggekast eller støj, som ikke var forudset i planfasen«. Denne dispensation vedrører objektive forhold, og dispensationsansøgningen vil typisk komme, efter at møllen er opstillet, når en ejer af fast ejendom bliver opmærksom på, at generne er større, end ejeren oprindelig havde forventet. Muligheden for at en anmelder får dispensation på denne baggrund kan reduceres ved opstillerens udfærdigelse af et fyldestgørende orienteringsmateriale. Af bemærkningerne følger endvidere, dispensationsadgangen for det andet vil kunne anvendes,»såfremt ejeren af ejendommen af særlige grunde ikke havde mulighed for at blive opmærksom på annonceringen af det offentlige møde eller ikke kunne fremsætte krav inden for 4 ugers fristen på grund af sygdom, længere tids bortrejse eller lignende«. Disse tilfælde vedrører anmelderens subjektive forhold. Erfaringsmæssigt vil der inden møllens opstilling være nogle grundejere, der af forskellige grunde ikke har været opmærksomme på anmeldelsesfristen. Der vil imidlertid ikke kunne gives dispensation, blot fordi en grundejer ikke har været opmærksom på annonceringen. Ordningen bygger netop på, at der kun skal orienteres via annoncer i modsætning til direkte henvendelse til den enkelte (mulige) anmelder. Taksationsmyndigheden har afvist flere for sent indkomne anmeldelser, hvor forsinkelsen udelukkende skyldes, at anmelderen ikke har været opmærksom på annonceringen i lokalpressen. Der kan med en vis vægt rejses kritik af, at lovgiver ikke har valgt at sikre direkte meddelelse til i al fald de nærmeste grundejere. Bl.a. vil sommerhusejere ofte ikke orientere sig i lokalpressen, hvor de har et sommerhus, på samme måde som helårsbeboere. For ejere af ejendomme, som helt eller delvis er beliggende i en afstand af op til seks gange højden af den planlagte vindmølle, betales der ikke gebyr for anmeldelse. Andre betaler et gebyr på kr. pr. ejendom. Gebyret tilbagebetales, såfremt der aftales eller tilkendes værditabsbetaling. VE-loven åbner mulighed for, at opstiller og ejer indbyrdes indgår aftale om værditabets størrelse. Retsvirkningerne heraf er, at Taksationsmyndigheden ikke kan behandle kravet Opstillers forpligtelse Det er efter VE-lovens 6, stk. 1 opstilleren af en vindmølle, der skal betale for et eventuelt værditab. Værditabsbetalingspligten påhviler den, der er den formelle ejer af vindmøllen på opstillingstidspunktet. Der er ikke indført bestemmelser, der pålægger den til enhver tid værende ejer af vindmøllen at garantere betalingen af et eventuelt værditabsbetalingsbeløb. Erhverver en 18

19 kommune senere en vindmølle, vil kommunen således ikke kunne gøres ansvarlig for betaling af beløbet. Værditabsbetalingspligten er ikke betinget af, at opstilleren har handlet culpøst eller på anden måde dadelværdigt. Efter loven og dens forarbejder er det i øvrigt heller ikke afgørende, om vindmøllerne overholder gældende regler for opstilling af vindmøller. Værditabsbetalingspligten udløses alene som følge af, at opstillingen af vindmøllen har påvirket værdien af en ejendom i negativ retning Den berettigede i forhold til erstatning Den værditabsbetalingsberettigede er efter de generelle bemærkninger til VE-loven (lovforslag L 55/2008), punkt »enhver, hvis ejendom lider et tab som følge af opstillingen«dvs. ejeren eller ejerne af en fast ejendom. Lejere er ikke umiddelbart berettigede til erstatning efter denne ordning. Bygninger på lejet grund, f.eks. sommerhuse, betragtes dog også som fast ejendom. Der er ikke i loven angivet noget om begrænsninger i karakteren af den faste ejendom, der kan blive udsat for værditab. Værditabet vil dog typisk være knyttet til beboelse. Et særligt problem har knyttet sig til vindmøller, der også betragtes som fast ejendom i forhold til dansk tingsret. Det medfører, at ejere af eksisterende vindmøller kan kræve erstatning for det værditab, som opstilling af nye vindmøller medfører i kraft af vindskygge, der kan medføre produktionstab og turbulens med deraf følgende produktionstab, øgede vedligeholdelsesomkostninger og eventuelt levetidsforringelse. 36 Det er tænkeligt, at lovgiver i forbindelse med fremtidige ændringer af værditabsordningen vil begrænse den kreds af fast ejendom, der omfattes af værditabsordningen Erstatningsudmåling mv. Der er efter VE-loven nedsat en særlig Taksationsmyndighed, der skal træffe afgørelse af størrelsen af værditabserstatningen. Taksationsmyndigheden kan kun træffe afgørelse i forhold til krav, der er rettidig anmeldt, eller hvor der er givet dispensation for fristoverskridelse eller genoptagelse. Af de generelle bemærkninger til VE-loven (lovforslag L 55/2008, punkt 2.3.1) fremgår, at værditabsordningen supplerer de ulovbestemte naboretlige erstatningsregler. Det må således antages, at en skadeslidt efter de ulovbestemte naboretlige erstatningsregler eventuelt kan få suppleret en værditabsbetaling efter VE-loven eller eventuelt få erstatning, selv om skades- 36 Se herom i UfR 2011B

20 lidte ikke har været berettiget til værditabsbetaling efter VE-loven eller blot ikke har anmeldt sit krav rettidigt. I forhold til den almindelige naboret har de danske domstole hidtil ikke været villige til at tilkende erstatning for i øvrigt lovligt opførte vindmøller. Dette har været begrundet i tålegrænsen. Domstolene har bl.a. lagt vægt på, at etablering af vindmøller er underlagt en særlig regulering vedrørende bl.a. afstandskrav og støjgrænser. Denne regulering har netop til formål at varetage hensynet til naboer. Er de omtalte krav overholdt, vil domstolene være utilbøjelige til at tilkende erstatning efter de naboretlige regler. Spørgsmålet, om en vindmølle overskred en tålegrænse, har også været prøvet af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i forhold til artikel 8 om retten til privat- og familieliv i menneskerettighedskonventionen. 37 Klagerens sommerhus lå i en afstand af henholdsvis 430 m og 620 m til 2 vindmøller med en navhøjde på 31,5 m og en vingediameter på 27 m. En tredje vindmølle med en navhøjde på 45 m høj og en vingediameter på 44 m var placeret på en afstand af 371 m. Det fulgte af støjmålinger, at støjen ikke oversteg den vejledende støjgrænse på 40 db. Domstolen afviste sagen som åbenbart grundløs. 38 Der kan ligeledes mellem opstiller og ejeren af den pågældende faste ejendom indgås en privatretlig aftale om værditabsbetaling. Er det sket, udelukkes Taksationsmyndigheden også fra at tage stilling til kravets størrelse. Lovteksten definerer ikke nærmere, hvorledes værditabsbegrebet skal forstås. I mangel heraf har Taksationsmyndigheden taget udgangspunkt i en eventuel nedgang i handelsværdien. For de fleste typer af fast ejendom er der et marked, og det er muligt at skønne en eventuel ændring i salgsprisen som følge af opstillingen af vindmøller. Hvor der ikke er et marked for en fast ejendom, der dog utvivlsom har en handelsværdi, eller omsætningen for den type ejendom er så ringe, at der vanskelig kan danne sig en markedspris, må Taksationsmyndigheden fastsætte værdien og værditabet ud fra andre kriterier. Har den faste ejendom ingen handelsværdi, må Taksationsmyndigheden antagelig kunne tage udgangspunkt i en nedgang i brugsværdien. Der er ikke nogen maksimumgrænse for, hvor langt en ejendom kan ligge fra vindmøller og stadig udløse en værditabsbetalingspligt. Det antages, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem afstand til vindmøllen og et eventuelt værditab. Det er formodentlig derfor, at der ikke er blevet fastsat en maksimumsgrænse. Loven eller lovens bemærkninger giver ikke umiddelbart anvisninger på, hvornår værditabsbetalingen forfalder til betaling. I mangel heraf må de almindelige erstatningsregler finde anvendelse dvs. at værditabsbetalingen 37 Konvention af 4. november 1950 til beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder. 38 Sagen er refereret i MAD

21 forfalder ved»skadens«indtræden. Et værditab kan skyldes såvel opstillingen (den landskabelige påvirkning) som ibrugtagningen (støj, lysreflekser og skyggekast). Det må antages, at forfaldstid vil indtræde allerede ved opstillingen, da den landskabelige påvirkning typisk vil repræsentere en betydelig del af værditabet. Sker der rent faktisk ikke opstilling af nogen vindmølle, er der ikke pligt til at erlægge en værditabsbetaling, selv om taksationsmyndigheden har fastsat størrelsen heraf efter lovens 7, stk. 1. Medfører opstillingen af en eller flere vindmøller et værditab på 1 % eller derunder bortfalder kravet på værditabsbetaling, jf. VE-lovens 6, stk. 3. Er værditabet på over 1 %, skal det fulde tab efter en almindelig ordlydsfortolkning erstattes. Dette fremgår også af de specielle bemærkninger til lovforslagets 6, jf. sætningen:»det er det fulde værditab, der kan kræves betaling for.«i modsætning til de ulovbestemte naboretlige erstatningsregler, er der ikke i værditabsordningen indbygget nogen tålegrænse (lovforslag L 55/2008 s almindelige bemærkninger, punkt ) Køberetsordningen Bestemmelser i VE-lovens fastlægger en særlig pligt for en vindmølleopstiller til at tilbyde lokale borgere en ejerandel i opstillede vindmøller. Dermed skabes en minoritetsmedejermodel for lokale til vindmøller. Pligten til udbud påhviler opstilleren. Opstiller er ikke defineret i 15, men i overensstemmelse med de specielle bemærkninger til 6 må opstiller defineres som»den person, eller den juridiske person, der står som ejer af vindmøllen«. I de specielle bemærkninger til VE-lovens 13 (L 55/2008) angives formålet med ordningen at være at øge den lokale opbakning til opstillingen af nye møller og kommunens interesse i at udlægge arealer til formålet. I bemærkningerne til 14 anføres, at køberetsordningen bl.a. skal ses på baggrund af, at»vindmøllerne i dag er så store og derfor så dyre, at investeringens størrelse vurderes at være en barriere for et lokalt initiativ til opstilling af vindmøller. Det er derfor i sig selv en fordel for personer, der ønsker at deltage i en vindmølleinvestering, at de kan deltage i et færdigt udviklet projekt for en afgrænset og på forhånd fastsat investering med en afgrænset økonomisk risiko.«der synes at være en erfaring for, at egne vindmøller opfattes som mindre generende end»naboens«vindmøller. 21