Folkets Samling Oplæg om fællesskab i bydelen, alternative jobs og lokal valuta Af Tommy FalkeØje, København 2013.

Transkript

1 Folkets Samling Oplæg om fællesskab i bydelen, alternative jobs og lokal valuta Af Tommy FalkeØje, København DEL 3: Ismernes tid er forbi Hvad skal vi kalde den livsstil, som Folket Samling inviterer til? Er der én af de europæiske ismer, der kan bruges? Er det socialisme, liberalisme, anarkisme, nationalisme, kapitalisme? Jeg vil nu beskrive disse ismer nærmere. Da man i slutningen af 1700-tallet ville lave revolution mod adelsvældet, var folk på det tidspunkt offer for en bevidsthedsspaltning, som hedder alienation. Det er en spaltning mellem hoved og underliv, så man i hovedet har en forstand, og i underlivet har en dyriske bevidsthed. Og tankegangen var, at man bliver nødt til at spalte sig selv på denne måde, for ellers ville man opføre sig som et dyr, der voldtog og røvede, stjal og myrdede. Man brugte også den topolede bevidsthed til at mene, at det var nødvendigt med en stat, som skulle kontrollere menneskene, så de ikke udførte de dyriske handlinger, og hvis de gjorde, skulle staten fange dem og straffe dem. Staten var et nødvendigt onde. Locke Allerede i 1600-tallet skrev filosoffen Locke, at mennesket slet ikke var som et vildt dyr, hvis man tillod sig at være sig selv. Og han visualiserede et samfund, hvor man ophævede staten, og hvor den enkelte havde økonomisk, personlig og intellektuel frihed. Det blev senere formuleret som personlig ejendomsret, hvor man ejer det, som man har skabt. Og endnu senere til, at ens bolig var ukrænkelig, så andre ikke måtte betræde ens jord. Nogle økonomer mente endvidere, at når man handlede med varer på et marked, ville man ikke bare tilgodese ens egne økonomiske interesser. Handelen ville også samlet set være i fællesskabets interesser. Denne individualistiske liberalisme, som overklassen visualiserede var i modsætning til den folkelige liberalisme, som også handlede om frigørelse fra staten; men hvor ønsket var frihed til at danne fællesskaber, hvor man producerede for hinanden, og hvor man havde lokalt direkte demokrati. I 1700-tallet kom der mennesker hjem fra Indien og fortalte om indiske bønder, der ikke havde den europæiske selvkontrol. De opførte sig ikke dyriske. De var sjove, frække og spændende i deres opførsel. Og det medførte, at man i Europa fik en revolutionær folkelig bevægelse, der eksperimenterede med alternative fællesskaber. Vi ved, at der cirkulerede masser af små skrifter med revolutionært indhold. Men ingen af dem er bevaret. Vi ved også, at mange gik i terapi for at frigøre deres bevidsthed. Man skreg vreden ud, slap den indre gråd, fandt dyret frem i sig selv, udlevede sine følelser osv. Og så opdagede man, at man ikke blev dyrisk og morderisk, men netop sjov, fræk og spændende. Småborgerskabet mødtes på kaffestuer og diskuterede, hvordan man kunne ændre hele samfundet. Frihedsbevægelsen var altså dobbelt. På den ene side arbejdede man med sin egen bevidsthed. På den anden side var det en politisk bevægelse, som ville afskaffe staten. Mange af dem, der rejste til USA, tog denne nye bevidsthed med sig; og den finder man i dag i det republikanske parti. Her er det ofte rige mennesker, der bare vil gøre, hvad de har lyst til, uden at staten blander sig. Men i Europa i 1700 og 1800-tallet var det også bønder og arbejdere. Det lykkedes så at afskaffe adelsvældet med den franske revolution i Reelt var det en revolution, der varede frem til 1850, hvorefter kontrarevolutionen reelt havde vundet, idet det herefter var den del af adelen, der var blevet kapitalister, der nu herskede. Marx Socialismen store teoretiker, Karl Marx, betegnede først den folkelige frihedsbevægelse som en åndelig frihedskamp, fordi han fokuserede på det bevidsthedsmæssige; men belært af andre ændrede han det til en politisk befrielse. Han kaldte den folkelige bevægelse for et kommunistisk spøgelse, der havde rejst sig over hele Europa. I 1858 skrev han en bog Kapitalen, hvor han gennemgik den udvikling, der havde været i Europa, og hvor han fokuserede på den tekniske og politiske udvikling. Men i 1867 kom version 2, hvor han trak et af de sidste kapitler frem som indledning i bogen, og hvor han skrev mange

2 af bogens afsnit om. I version 2 fokuserede han mest på det bevidsthedsmæssige. I 1873 skrev han, at ingen havde forstået ham. Det, som ingen forstod, var, at der i de år skete en ny bevidsthedsspaltning i det europæiske menneske, kaldet reifikation. Det er en spaltning mellem højre og venstre kropsside. I højre side fik man en bevidsthed om en arbejdsrolle, og bevidstheden var delt, så man havde kapitalister, der styrede arbejdere. Og i venstre side fik man en familie- og forbrugerbevidsthed, som primært bestod af følelser. Denne spaltning indebar - mente Marx at arbejdernes bevidsthed gjorde dem til lønslaver, så de hen ad vejen mistede den revolutionære kraft. Og derfor blev man nødt til at danne en politisk bevægelse, der kunne genskabe den revolutionære bevidsthed. Det skete aldrig, og i dag mener europæerne bare, at vi har de to sider i os. Marx s første udgave af Kapitalen blev hurtigt oversat til mange sprog - og blev til socialismens teoretiske fundament. Marx s anden udgave og andre skrifter er først oversat i 1930 erne og 1960 erne, og de er stadig ikke særlig kendte blandt venstreorienterede i dag. I 1873 kom et brud mellem socialister og anarkister. Den politiske bevægelse i Tyskland fulgte Marx, mens bevægelsen i de andre europæiske lande fulgte Proudhon og Bakunin, som var grundlæggerne af anarkismen. Proudhon Proudhon, som var teoretikeren, ville primært af med staten. Al arv skulle inddrages. Man skulle lave en folkebank. Der skulle dannes folkelige produktionsfællesskaber. Og alle aftaler skulle indgås som en kontrakt mellem individuelle personer. Marx var ikke uenig i noget af det her, tværtimod. Det var grundlaget for hele bevægelsen. Men han påpegede, at kapitalismen var ved at skabe en ny bevidsthedsspaltning (reifikationen), sådan at man blev nødt til at lave en politisk bevægelse, der kunne fastholde den revolutionære bevidsthed; Bakunin ellers ville den forsvinde sammen med den nye bevidsthedsspaltning. Bakunin derimod mente, at en sådan teoretisk bevægelse netop ville kvæle den revolutionære bevægelse. Kun ved at aktionere kunne man fastholde en ikke-spaltet bevidsthed. I den fransk-tyske krig i tog de arbejdere magten i Paris. Men de blev blodigt slagtet. Og Marx skifte så holdning og mente, at man blev nødt til at erobre den politiske magt i hele landet, hvis man ville indføre socialisme. Det har siden medført, at mange venstreorienterede i dag mener, at man først skal erobre den politiske magt, og så kan man bagefter starte en bevidsthedsmæssig udvikling, der kan skabe et socialistisk liv. Hermed er man blevet offer for reifikationen. Og den inddeler befolkningen i venstreorienterede og højreorienterede. De venstreorienterede identificerer sig med højre kropssides bevidsthed, hvor man har staten og kapitalismen, der styrer og kontrollere arbejderne. Og de højreorienterede identificerer sig med venstre kropssides bevidsthed, hvor man oplever sig som individer med en indre sjæl, og hvor livet består af valg, der kommer indefra. De fleste anarkister er også offer for bevidsthedsspaltningen, idet de (den ene del af bevidstheden) kæmper mod staten (den anden del af bevidsthed), hvor de oprindelig kæmpende for at etablere selvstændige folkelige fællesskaber. Inden det gik helt galt altså før 1870 var der ikke nogen modsætninger mellem socialister, anarkister, folke-liberale og nationalister. Der var ganske vist nogle rige liberale, der bare ville gøre, hvad der passede dem selv og skabe en individualistisk tilværelse. Men de fleste liberale ville gerne have et fællesskabssamfund. Det skulle bare være uden en stat, der styrede og bestemte over folk. Hvis man kigger på de liberale politiske partier i dag, er de også offer for bevidsthedsspaltningen. På den ene side ønsker de et frit fællesskabssamfund, hvor individerne tager udgangspunkt i sig selv. Det er bevidstheden i venstre side. Men på den anden side er der nogle tekniske øg økonomiske vilkår, som opleves i bevidstheden i højre side, og som gør, at man må styre og kontrollere arbejderklassen. De har nemlig nu en slaveagtig bevidsthed. Men på lang sigt kan de opnå en fri bevidsthed; og så bliver alle lige og frie. 2

3 Oprindelig havde nationalisterne en progressiv tankegang. De mennesker, som i mange generationer har levet på et bestemt stykke geografisk jord, er også dem, der skal bestemme, hvordan de vil indrette deres samfund. Men i dag ser vi nationalister med en splittet bevidsthed, hvor vi er de gode, og hvor det onde er projiceret uden for vores jeg-opfattelse. Derfor oplever vi det onde hos andre kulturer. Og så må vi forsvare os imod dem. Indtil midten af 1800-tallet opfattede man også kapitalismen som noget progressivt. Det var et opgør mod adelen og staten. Hvis man havde nogle penge og en god idé til at producere noget, skulle man da bare gå i gang. Man skulle ikke først spørge om lov. I dag, hvor alle igen har en splittet bevidsthed, har vi fået en ny slags adel af teknokrater og bureaukrater. Og kapitalismen er i dag koblet sammen med statsapparatet, så der er en slags arbejdsdeling, hvor kapitalister har frihed uden ansvar, og hvor staten skal løse de problemer, som kapitalismen skaber. Marx mente, at samfundsudviklingen ville komme dertil, at kapitalister også ville indse, at socialismen var en god idé, fordi selve kapitalismen indebærer en ubalance, der ødelægger natur og fællesskab. Det ser vi i dag i USA, hvor mange går ind for naturlig kapitalisme. De sammenligner med naturen, hvor der megen af tiden er en jævn udvikling, men hvor der så pludselig opstår en ubalance med naturkatastrofer - eller med, at en bestemt dyreart opformerer sig og udkonkurrerer andre. Her er det så, at naturen har en tilpasningsevne, så der genetablerer sig en balance. Kapitalismen har også en jævn udvikling, hvor der er en konstant vækst. Og her sker der også jævnligt nogle ubalancer, hvor hele systemet bryder sammen. Men her er der ingen tilpasningsevne. Og det vil man så indføre ved hjælp af naturlig kapitalisme. Det består i, at man lokalt har et fællesskab, hvor folk producerer det mest livsnødvendige, og hvor de også har en lokal valuta til at supplere den nationale eller globale valuta. Når kapitalismen så bryder sammen engang imellem, skifter folk bare fra at deltage i den kapitalistiske produktion til at deltage i den lokale produktion. Og når kapitalismen har rette op på ubalancen, kan folk igen tage arbejde i den kapitalistiske produktion. Mens Marx altså tænkte, at de kapitalistiske kriser ville få folk til permanent at overgå til lokalproduktion, mener de naturlige kapitalister, at folk vil svinge mellem kapitalistisk produktion og lokalproduktion. Hvis vi vender blikket mod Sovjetunionen, forsøgte man i 1929 at tvangskollektivisere bønderne og skabe landbrugskollektiver. Det skulle være den måde, som man dyrkede på i et socialistisk samfund, mente man. Bønderne var bare nogle hjernedøde arbejdere, der skulle kunne bruge en skovl. Men da jeg i 1970 erne forberedte mig til at blive landmand, arbejdede jeg ikke bare på en række gårde for at lære håndværket. Jeg læste også en masse bøger. Jeg tror, at jeg læste lige så meget, som man gør i dag, hvis man vil have en kandidatgrad i fødevareproduktion. Og da jeg gik i gang i praksis, måtte jeg ofte bruge aftenerne på at sidde og bladre i bøgerne for at læse om for eksempel kartoffeldyrkning og de skadedyr, der angreb planten. Hurtig kørte jeg træt. Den største belastning i mit arbejde var ikke fysisk. Det var hjernemæssigt. Det kræver en utrolig stor viden om en masse detaljer, hvis man skal have succes med dyrkningen. I sovjet endte det med, at man måtte opgive landbrugskollektiverne og igen lade bønderne passe deres jord. Kun sådan kunne og kan man opnå en stor og god produktion. Det kunne man også kalde naturlig socialisme. På den ene siden har man en national og global produktion, som svinger op og ned, og som indeholder nogle problemer. Og på den anden siden har man så den lokale produktion, hvor man er i harmoni med naturen, og hvor folk bare kan gå i gang med at producere det, de har brug for. Så hvis man nu går i gang med det, som Folkets Samling lægger op til er man så socialist, liberalist, anarkist, nationalist eller kapitalist? Og svaret er vel, at man er det alt sammen eller ikke noget af det. Disse ismer opstod sammen med den bevidsthedsmæssige spaltning (reifikationen). Og hvis man omlægger sit liv og deltager i lokalt fællesskab med lokale jobs og lokal valuta, handler det netop om at slippe bevidsthedsspaltningen og dermed forsvinder disse ismer også fra ens bevidsthed. Hvis man analyserer den europæiske befolkning, ser vi tydeligt en 3-deling. Cirka en tredjedel identificerer sig med kapitalisme. En anden tredjedel identificerer sig med socialisme. Og den sidste tredjedel identi ficerer sig med nationalisme. 3

4 Den brede arbejderklasse, det arbejdende folk, lønarbejderne mm. er delt sådan, at halvdelen de venstreorienterede - identificerer sig med højre kropssides bevidsthed, hvor de oplever sig som arbejdere overfor nogle magthavere, der består af kapitalister og politikere. Og den anden halvdel de nationale - identificerer sig med venstre kropssides bevidsthed, hvor de oplever, at vi en én stor national familie, der skal holde sammen. Den indre bevidsthedsspaltning indebærer en indre afstandtagen mellem sine egne to sider, sådan at man føler væmmelse ved den side, som man har projiceret udenfor sit jeg. Og derfor ser vi også, at den brede arbejderklasse er delt i to grupper, der føler væmmelse ved hinanden. Og de politiske ledere for disse to grupperinger udnævner da også ind imellem hinanden som de egentlige politiske modstandere. Så længe det fortsætter, vil hovedparten af befolkningen forblive offer for det nuværende system. En stor udfordring for en ny udvikling frem mod lokale produktionsfællesskaber bliver derfor at byde folk velkommen fra begge grupper uanset om de har identificeret sig med den ene eller den anden side af bevidsthedsspaltningen. På Folket Samlings hjemmesides er man ikke blå eller rød. Alle regnbuens farver er med. Regnbuen er blevet brugt i over 2000 år som symbol på folkelig samling. Vi er alle forskellige. Vi føler os måske som røde, blå eller gule. Men ligesom lyset består af alle farver, består fællesskabet også af alle vore forskelligheder. Allerede i 1980 erne kom der et reelt brud med den gamle bevidsthed. Det var ikke en ophævelse af den splittede bevidsthed, men endnu en spaltning, som hedder deperdution, og som er en spaltning mellem hoved og krop. I dag oplever vi vores jeg i hjernen, og kroppen er en slags maskine. Til gengæld oplever vi både højre og venstre side. Og vi oplever også det dyriske i vores underliv. Det positive er altså, at vi nu oplever alle sider af os selv. Det negative er, at vi oplever det som ting, som vi kan gøre noget med, mens vi sidder oppe i hovedet og kigger ud i verden og ned på vores krop. For de flestes vedkommende indebærer det stress, depression, fysiske og psykiske sygdomme, stort forbrug af nervepiller og smertestillende piller, stort forbrug af alkohol, kød og narkotiske stoffer, tab af følelser som vilje og lyst, ensomhed, afmagt mm. Og de fleste føler bare et jeg i hjernen, som er tilskuer til det hele. For at klare det psykiske pres, opdeler man sit sociale liv i lige så mange dele som bevidstheden er spaltet i, sådan at en bestemt del af bevidstheden er knyttet til en bestemt del af ens sociale liv. Man lever dermed en række parallelle liv. Og de forskellige dele af bevidstheden er ikke i kontakt med hinanden. Man har travlt, fordi man skal udfolde sig i alle de forskellige parallelle liv. Og derfor er der ikke tid nok - og slet ikke til noget nyt. Hvis man også skal i gang med en lokal produktion, tror man ubevidst, at man skal tilføje endnu et liv; og det er der slet ikke tid og kræfter til. Alle dele af ens bevidsthed er også allerede optaget. Så der er heller ikke mental kapacitet til mere. Derfor er det en udfordring at få folk til at forstå, at man med en lokal produktion skal forene nogle af de sider i sig selv, som man i dag har projiceret ud på forskellige livsområder. Man skal altså ikke påtage sig noget mere. Man skal forene nogle bevidstheder. Nogle af ens parallel liv skal smelte sammen. Der er nogen, der kalder det holisme. Man skal blive hel, siger de. Men de fleste af de holister, som jeg kender, fortrænger bare store dele af sig selv og holder sig til en slags hjerte-bevidsthed, hvor alt går op i en højere enhed. I stedet for sådan et ideal, hvor man går fra den ene grøft til den anden, foreslår jeg, at man begynder mere småt med at slå to del-bevidstheder sammen og dermed og to af sine parallelle liv. Det kan for eksempel være at man slår sin lokal-produktions-bevidsthed sammen med sin computer-mobil bevidsthed. Så skal man lade være med at bruge mobilen hele tiden til hvad som helst. Man skal bevidst kun bruge den i forbindelse med lokalproduktion. Alt andet er bevidsthedsforurening, der dels splitter bevidstheden og dels fastholder bevidstheden i det gamle systems tankebaner. Det er selvfølgelig kun meningsfuldt, hvis vi er mange, der gør det, og vi laver vore egen TV-kanal på internettet, laver vore egne kommunikationssider, laver vore egne produktionsforhold osv. Det vil give et nyt bevidsthedsindhold, som vi så bruger computer og mobil til. 4

5 Det kan også være, at vi kobler den lokale produktionsbevidsthed med café- og vennebevidstheden, hvor man skal sidde og drikke fancy drikke, gå til stand-up mm. I stedet skal vi udvikle en ny og bedre samværskultur. Igen handler det ikke om at springe fra det, vi har nu, til noget helt nyt. Vejen fremad handler om at tage ét skridt ad gangen. Og her kan man så begå den fejl, at man laver noget, der bare kører videre med én del af bevidstheden og med ét af ens parallelle liv. Det progressive er at koble de splittede dele sammen. Der er ikke nogen af de eksisterende ismer, der kan bruges til at beskrive det her. Vi lever i en historisk periode, hvor vi skal tage afsked med det gamle og hvor vi bevæger os ud i noget nyt, som ingen af os kan vide, hvordan bliver. Så kan det være, at der engang i fremtiden opstår nye grupperinger med nye ismer. Mange på venstrefløjen mener, at det er spild af tid. Hvis vi får opbygget en folkelig bevægelse med lokalproduktion mm., vil det blive accepteret af magthaverne, hvis det ikke truer systemet. Men hvis det bliver omfattende, vil borgerskabet iværksætte en kontra-revolution og knuse os. Derfor skal man bruge alle kræfterne på et politisk systemskifte. Og så kan den bevidsthedsmæssige forvandling starte efter revolutionen. Men denne opfattelse indebærer, at der aldrig kommer nogen revolution. Enhver revolution starter altid med mange års græsrodsaktiviteter, hvor bevidsthedsspaltninger ophæves, og folk begynder at samarbejde lokalt. Det tænder håb, tro og tanker om et andet samfundssystem. Det er heller ikke sikkert, at der kommer sådan en kontra-revolution, hvis vi får gang i lokalproduktionen. De naturlige kapitalister har jo erkendt, at der er brug for sådan en lokal produktion. Og Marx havde sikkert ret i, at der før eller siden kommer en situation, hvor kapitalister også kan indse, at systemet må ændres. De vil sikkert kæmpe for deres position. Men en kontra-revolution, hvor man skal tilbage til noget, som de ikke længere tror på, er ikke sandsynligt. Socialisme, liberalisme, anarkisme, nationalisme og kapitalisme er ismer, der knytter sig til en bestemt europæisk periode. Der er både gode og dårlige elementer i disse ismer. Og i starten var der progressive tanker i alle ismerne. I dag går de politiske ledere, der repræsenterer disse ismer, ofte ind for noget, som er i total modsætning til, hvad det oprindeligt var, men som de finder nødvendigt for at forsvare sig mod andre grupper i samfundet. På det lokale og konkrete plan er der i ingen uoverkommelige modsætninger mellem socialister, liberalister, anarkister, nationalister og kapitalister, hvis de altså vil tænke fremad og skabe et samfund i balance. Selvfølgelig er der uoverensstemmelser. Og der er også de såkaldte antagonistiske modsætninger, hvor det, der er til fordel for én gruppe, bliver en ulempe for en anden. Løver og zebraer har antagonistiske modsætninger, men udgør et fælles system i balance. Kapitalister og arbejdere har antagonistiske modsætninger; og vi får brug for et system, der kan rette op på den skæve fordeling. Nogle mener, at man bare skal fjerne kapitalisterne, og så er problemet løst. Men det nytter ikke noget, at man bare fjerner nationalbankdirektøren og ansætter 10 arbejdere til at lede banken. Det nytter heller ikke noget, at man fjerner ham, der har lavet en maskinfabrik og lader arbejderne holde fællesmøder, hvor de skal blive enige. Det er selve produktionsforholdene på græsrodsniveau, der først skal ændres. Så kommer udfordringen senere med at styre det hele. Vi skal ikke af med kapitalisterne; vi skal af med kapitalismen som system. På venstrefløjen er der en tro på, at kapitalismen bryder sammen. Folk bliver arbejdsløse. De begynder at sulte. Politikerne kan ikke løse problemerne. Så begynder folk at besætte fabrikkerne. Og de begynder at dyrke grønsager. Og så starter hele den bevidsthedsmæssige og politiske udvikling frem mod paradiset. De har ret i, at kapitalismen bryder sammen. Det gør den hele tiden. Og nogle gange er det så voldsomt, at man ikke kan fortsætte som tidligere. Derfor har vi set perioder med konkurrence-kapitalisme, monopolkapitalisme, og stats-kapitalisme. Og nu er vi i en overgang, hvor vi får EU-kapitalisme og globalkapitalisme. Kapitalismen kan fortsætte i mange år endnu. Der er en konstant ødelæggelse af kloden. Og hvis det fortsætter, kan der sandsynligvis ikke bo mennesker på jorden om 500 år. Men tro mig, kapitalisterne skal nok finde ud af at overleve til det sidste. Det bliver ikke på grund af kapitalistisk sammenbrud, at systemet ophører. 5

6 Der har historisk set været mange sammenbrud i samfundene. Men det har ikke i sig selv medført noget systemskifte. De store skift har altid startet med folkelige bevægelse, hvor har begyndt at bygge noget nyt op nedefra. Den nuværende krise er ikke kun en økonomisk krise. Det er i virkeligheden en række strukturelle kriser. De handler om forurening, ressourcer, mad, stress, sygdom, olie, CO2, imperialisme mm. Og politikerne er nødt til at reagere på det hele. Der er alle muligheder for at skifte kurs. Og løsningen på alle kriserne indebærer, at vi begynder at producere vores fornødenheder selv i stedet for at lade de fattige i den fattige del af verden gøre det for os. Mange akademikere og politikere tror, at det skal være stat og kommune, der skal igangsætte nye projekter, der kan rette op på skævhederne. Men al erfaring fra de sidste 20 år viser, at det ikke lykkes. Kun dér, hvor initiativ og ejerskabsfølelse kommer fra folk selv, opstår noget, der er livskraftigt. Vi skal snakke sammen I disse år holdes der mange møder rundt om i de forskellige politiske lejre. Anarkisterne snakker med anarkister og bekræfter hinanden i, at de oplever alting rigtigt. Socialisterne snakker med socialister og bekræfter også hinanden i, at de oplever alting rigtigt. Liberalister snakker med liberalister og bekræfter hinanden i, at de oplever alting rigtigt. Nationalister snakker med nationalister og bekræfter også hinanden i, at de oplever alting rigtigt. Men der er ingen, der snakker med andre end dem, som man i forvejen er enige med. Hvis man tager den splittede bevidsthedsstruktur, som folk har i dag, er der ikke bare tale om, at hver del af bevidstheden lever sit eget liv og at den enkelte altså lever nogle parallelle liv. Man har også én af disse bevidstheder som sin politiske overbevisning. Og det betyder, at vi har det samme antal politiske grupperinger i samfundet, som der er adskilte dele i den europæiske bevidsthed. Det er jo elementær viden for de fleste af os, at der er sådan en sammenhæng mellem bevidsthed og samfund. Samfundet skaber bevidstheden. Og bevidstheden skaber samfundet. Og de relationer, der er mellem delene i bevidstheden, finder vi også i relationerne mellem de politiske grupper i samfundet. Det interessante er så, at alle de politiske fraktioner mener, at deres politiske bevidsthed er naturlig og sand, mens de andres er kunstig skabt og falsk. Her tror jeg, at det bliver nødvendigt, at vi igen begynder at lytte til hinanden. Vi skal opdage vores egen indre splittelse. Og vi skal mærke, at dem, som vi væmmes ved, egentlig er en bevidsthed inde i os selv. Det er selvfølgelig helt klart, at vi ikke skal blive lige som de andre. De vil jeg heller ikke blive lige som os. Vi kan tydelig se de andres splittelse. Men vi kan ikke se vores egen. Formålet med at snakke sammen er ikke at overbevise andre om, at vi har ret. Og vi gider heller ikke lytte til argumenter om, at de har ret. Ser man på den sociale virkelighed ud fra den enkeltes synsvinkel, har vi alle ret. Og så kan vi vælge at bekæmpe hinanden eller acceptere hinanden. Og målet er det sidste. Vi skal ikke blive enige om noget. Vi skal ikke beslutte noget. Vi skal give plads til hinanden. Der skal rum til, at jeg kan udfolde hele mig, og du kan udfolde hele dig. Den europæiske syge består i, at man vil styre og kontrollerer andre. Det skal vi holde op med. Vi skal i stedet koordinere os med hinanden. Og det skal ske nedefra i samfundet. I alle fri kulturer til alle tider har folk på græsrodsniveau mødtes til træf, hvor man snakkede frit med hinanden. Det var en slags folke-parlamenter, folke-domstole, folke-festivaler. I de sidste år er de genopstået rundt omkring i USA og Europa som regnbuetræf. Jeg foreslår, at vi gør det samme. Det har været en stor succes alle steder. Egentlig er der intet program. Der er heller ingen organisation før og efter. Alle kan være med til at arrangere. Og alle bidrager til at få det til at fungere. 6

7 Her kommer folk af alle politiske overbevisninger. Der kommer også folk, der ikke interesserer sig for politik. Der kommer mennesker, som mener, at det er religionen, der skal frelse os. Og der kommer mennesker, der mener, at økologien er det centrale. Der kommer mennesker, der mener, at vi skal have lokal valuta. Og der kommer mennesker, der mener, at vi skal erobre den politiske magt i folketinget. Det positive består i, at alle indser, at ingen har ret; men at alle har ret. Vi skal lære at leve med forskellighederne. Og vi skal lære at koordinere os med hinanden. Folkets Samling Oplæg om fællesskab i bydelen, alternative jobs og lokal valuta Del 1: Teorier og erfaringer (for teoretiker, der kigger baglæns) Del 2: Praktisk gennemførelse (for os, der vil være med) Del 3: Ophør af ismer (for teoretikere, der kigger fremad) Du kan nøjes med at læse del 2. (Du kan downloade alle 3 på hjemmesiden). Gå ind på Folkets-Samling.dk Vælg dit postnummerområde. Så skifter alt indhold. Du ser det, som andre i dette område har skrevet. Og her skriver du til andre, der bor i samme område. Du er også velkommen til at kontakte Tommy FalkeØje tommy@falconeye.dk 7