Videnskabsteori eksamen sommer 2011, sæt A

Transkript

1 Videnskabsteori eksamen sommer 2011, sæt A Stig Døssing, juni 2011 Opgave 1: Er programmører teknikere? I denne sektion vil jeg beskrive Ensmengers[4] forsøg på at klassificere programmører i det traditionelle virksomhedshieraki. IT gjorde i perioden sit indtog i firmastrukturen[4, p. 153]. Siden da har virksomhederne haft problemer med at klassificere jobbet programmør i det traditionelle virksomhedshieraki. Ensmenger argumenterer at programmører, grundet deres (for lægmænd) uigennemskuelige domæne, samt en mening om at man er født som god programmør, ikke udlært som sådan (firmaerne fokuserede derfor på at tiltrække programmører snarere end at træne dem), ofte kom til at stå uden for dette hieraki[4, p. 161, p. 159]. Af samme grund får programmører ofte mere magt end deres position dikterer, og det kan være svært for driftsledere at styre programmørerne effektivt[4, p. 167]. Ensmenger forsøger sig med diverse klassifikationer af programmører inden for virksomhedshierakiet. Han mener ikke de er kontorarbejdere, da deres arbejde ofte dækker kreative processer i bl.a. software engineering og diverse matematiske discipliner [4, p. 158, p. 165]. De er dog heller ikke driftsledere, da deres job ikke er at bestyre andre ansatte. Det undersøges om programmører kan beskrives som professionelle. De har professionelle organisationer (Eksempelvis ACM[1]), etiske standarder [2] og diverse standarder for hvordan et pensum inden for professionen bør se ud. Dog bemærker Ensmenger at programmørjobbet ikke møder to vigtige karakteristika for professioner: De har ikke kontrol over hvem der kan kalde sig programmør, og der findes ingen generelt accepteret mængde professionsspecifik viden, som alle programmører er enige om er gyldig. Derudover kan det ikke påstås at programmører som profession garanterer et vist kvalitetsniveau[4, pp ] Da disse tre ikke synes at passe forsøger Ensmenger sig med beskrivelsen tekniker. Teknikere passer ikke ind i den traditionelle inddeling af professsioner, da de udfører både videnskabeligt og manuelt arbejde, de er ansvarlige for at bygge og vedligeholde komplekse systemer, de arbejder ikke direkte med virksomhedens produkt og de bliver ikke set som villige til at indordne sig det almindelige hieraki i virksomheden. Endelig er deres viden (foruden den viden de har med 1

2 sig fra deres uddannelse) som regel opbygget på jobbet, og er ofte svær at kommunikere abstrakt.[4, p. 177]. Denne beskrivelse synes at passe mange af de for oven nævnte karakteristika ved programmører, og Ensmenger hævder at denne beskrivelse indfanger både programmørernes konflikter med driftsledere, deres blanding af højteknologi med individuelle (ofte voldsomt varierende) evner og deres manglende evne til at indordne sig i virksomhedernes eksisterende hierakier[4, pp ]. Elementer der ikke indfanges under denne beskrivelse er bl.a. at programmører godt kan antage en driftsleder-lignende rolle, da de af og til får til ansvar at planlægge og delegere et projekt (lignende planner-rollen[4, p. 156]). Beskrivelsen indfanger heller ikke programmører der arbejder i virksomheder hvis mål er at producere software, da teknikere skal Play a support role that is tangential to the core business of the organization [4, p. 177]. Dog indfanges store dele af programmørjobbet ganske udmærket, eksempelvis IT-afdelingen i en bank. Opgave 2: Software Engineering som præ-paradigmatisk disciplin I denne sektion vil jeg redegøre for argumenterne bag Wernick og Halls[8] konklusioner omkring software engineering set som Kuhnsk disciplin. Wernick og Hall drager i deres artikel[8] konklusionen at software engineering befinder sig i en tilstand som minder om en Kuhnsk præ-paradigmatisk disciplin. Terminologien bør fastsættes først. Et videnskabeligt samfund er et klart afgrænset antal mennesker som udgør udøverne af en videnskabelig disciplin. Et paradigme er en mængde idéer, antagelser og resultater som er alment anerkendt i et sådant samfund. En sådan mængde idéer kan også benævnes en disciplinær matrix. En præ-paradigmatisk disciplin har adskillige paradigmer, med manglende enighed i disciplinen om hvilket paradigme der bør være gældende[8, p. 237]. For at nå frem til deres konklusion lavede Wernick og Hall nogle observationer og argumenter som opsummeres her. Det bemærkes at selv om software engineering ikke er en videnskab vælger Wernick og Hall at bruge Kuhns idéer alligevel, og at evt. disciplinærmatricer for software engineering derfor ikke vil være lige så stramme som eks. DM er for naturvidenskab[8, p. 236]. Software engineering kan på nuværende tidspunkt splittes op i forskellige tænkemåder, som ikke kan sammenlignes uden oversættelse mellem tankemåderne. Bl.a. er softwareingenører ikke enige i hvordan softwaresystemer skal betragtes. Udviklere som ser systemer i termer af objekter ser på software anderledes end udviklere som tænker på software som proces-baserede. Der findes heller ikke generel enighed om hvordan processen omkring softwareudvikling bør se ud, dvs. om man bør lave prototyper eller inkrementelle løsninger. Endelig er der ikke enighed om vigtige termer som eksempelvis hvordan begrebet kvali- 2

3 tet defineres mht. software.[8, p. 238]. For at understøtte disse påstande udførte Wernick og Hall en analyse af 8 fagbøger samt interviews med otte softwareudviklere. Fra fagbøgerne fik de 31 disciplinærmatrix-elementer (31 generelle idéer omkring softwareudvikling som bøgernes forfattere var enige i), bl.a. er en god idé når man designer systemer. Ud af disse fandes 20 også blandt softwareudviklerne. Dog fandt de også at adskillige fundamentale spørgsmål omkring softwareudvikling ikke nød konsensus blandt teoretikerne. Eksempelvis i hvilken grad brugere skal inddrages i udviklingen, og hvordan software engineering-begrebet cohesion bidrager til kvaliteten af det færdige produkt. Meget fundamentalt er spørgsmålet om testning af software er vigtigere end analyse af samme, og heller ikke her fandtes enighed[8, p. 240]. Disse grundlæggende uenigheder inden for disciplinen tillader Wernick og Hall at konkludere[8, p. 240], at software engineering befinder sig i en tilstand lignende Kuhns præparadigmatiske periode. Opgave 3: Historisk udvikling i tolkning af begrebet portable technology Her analyseres de historiske forskelle i offentlighedens opfattelse af begrebet portable technology. Den tidlige udvikling af bærbare computere var i nogen grad drevet af samfundets forestillinger om hvordan bærbar teknologi burde se ud[3]. TV-serier som Mission: Impossible og The Saint samt film som James Bond-serien forbandt den almindelige dokumentmappe med et element af fare og spænding (da man i disse serier skjulte forskellige slags teknologi og våben i mapperne), og da Honeywell i 1966 forudså den bærbare computer lå denne i en dokumentmappe[3, p. 194]. Igennem halvfjerdserne var manden med det mobile kontor et almindeligt set tema i reklamer. Det blev kraftigt antydet at sådanne mænd var vigtige, da de bar mapper som indikerede en vis status, samt at de opnåede frihed fra dagligdagens ordinære kontorarbejde[3, pp ]. Reklamen fra Transdata for deres Executive Terminal fra 1974[3, p. 196] viser at Transdata forsøger at spille på offentlighedens opfattelse af, at ejerskab af mobil teknologi er prestigefyldt. Manden bærer en stiftpresset habit og er tydeligvis vigtig nok til at blive samlet op af et fly midt på en mark. Reklamen bruger den tidssvarende holdning til bærbar teknologi, nemlig at den er forbeholdt vigtige personer[3, p. 195](direktører, hemmelige agenter) og at der er et element at eventyr og frihed forbundet med bærbare i offentlighedens øjne (bemærk at han ikke samles op i lufthavnen)[3, p. 194]. Der er derfor heller ingen grund til at sætte prisen i reklamen. Det er desuden interessant at bemærke at direktøren selvfølgelig er en mand, da mobil teknologi på dette tidspunkt i høj grad var macho, grundet den tidligere nævnte forbindelse til bl.a. James Bond. 3

4 Efter GRiD Compass-formen af bærbare blev ærketypisk for laptops skiftede reklamerne stil. Efter dette tidspunkt (et sted i 1980 erne[3, p. 200]) var idéen om status forbundet med ejerskab af en bærbar computer indforstået, så reklamer skiftede til at fokusere på egenskaberne ved den enkelte laptop (hvilket man på dette tidspunkt retfærdigt kan kalde de bærbare computere). Da reklamen[3, p. 201] for Dell s Inspiron-computer blev lavet i 2001 var laptops ikke længere kun for mænd eller højtrangerende virksomhedsbrugere. De kunne nu også sælges til privatpersoner[3, p. 201]. Holdningen til mobil teknologi på dette tidspunkt er ikke længere fast bundet til idéen om den hemmelige agent eller direktøren, så reklamen fremhæver hvor billig produktet er. Der er desuden meget fokus på specifikationer, da bærbare nu netop ikke længere opfattes som et ualmindeligt stykke teknologi, men i stedet produkter som skal sammenlignes med andre af arten. Dell iscenesætter heller ikke den bærbare i en situation som Transdata gjorde, da laptops på dette tidspunkt sælges til både virksomheder og private brugere[3, p. 201]. Opgave 4: Utilitarisme og kritik I dette segment vil jeg redegøre for Johnsons[5] udlæggelse af nytteetikken samt kritikken af samme. Utilitarisme er et system for etik som lægger vægt på konsekvenserne af handlinger. Specifikt postulerer utilitarisme at en handling er moralsk rigtig eller forkert, afhængig af dens effekt på menneskehedens samlede lykke. Enhver bør forsøge at maksimere den totale sum af lykke i menneskeheden[5, p. 36]. Denne teori retfærdiggøres ved at undersøge hvad mennesker holder kærest. Der gøres forskel mellem værdier med instrumentel værdi og indbygget værdi. Den første art har værdi fordi de fører til noget andet instrumentelt eller indbygget værdifuldt, den anden har værdi i sig selv. Eksempler er penge (instrumentel værdi) versus viden (indbygget værdi)[5, pp ]. Utilitarismen påstår nu, skriver Johnson, at lykke er den mest indbygget værdifulde værdi, og nogle utilitarister påstår endda at det er den eneste. Argumentet illustreres ved at forstå at den endelige motivation for mennesker til at gøre noget (efter en kæde af instrumentelle værdier) er lykke[5, p. 37]. Da lykke er noget alle mennesker ønsker, argumenterer utilitarismen, bør vi alle forsøge at maksimere dette gode[5, p. 38]. Inden for utilitarismen er der to lejre, regel-utilitarismen og gernings-utilitarismen. Disse er nødvendige fordi det betragtes som upraktisk at kræve, at alle mennesker laver en cost-benefit analyse før hver handling. Regel-utilitaristen mener, at vi bør følge regler som, hvis de bliver fulgt af alle, maksimerer summen af lykke. Dvs. hvis en regel (under antagelse af at alle følger den) kan retfærdiggøres ud fra utilitarismen, så er det en moralsk rigtig regel[5, p. 39]. Gernings-utilitaristen mener derimod, at trods arbejdet i cost-benefit analyser så bør vi forsøger at forudse konsekvenserne af vores handlinger og agere derefter. Gernings-utilitarismen behandler derfor reg- 4

5 ler som tommelfingerregler, mens regel-utilitarismen opfatter dem som faste[5, p. 40]. Endelig bemærker Johnson at utilitarismen er relateret til den etiske relativisme, da beslutningerne truffet under utilitarismen afhænger af konteksten i hvilken de blev truffet[5, p. 40]. Kritikken af utilitarisme består nu i, at denne tilsyneladende tillader os at træffe ubehagelige beslutninger. Eksempelvis vil slaveri være retfærdigt, hvis det sparede arbejde gør nok mennesker lykkelige[5, p. 41]. Nogle utilitarister afviser denne kritik, og peger på at lykken skal maksimeres på lang og kort sigt, ikke kun kort, og slaveri og lignende ville gøre mennesker utrygge (og dermed mindre lykkelige) og derfor være uforsvarligt. Andre argumenterer at fordi disse beslutninger kan retfærdiggøres med utilitarisme er de retfærdige[5, p. 41]. Endelig pointerer Johnson at nytteetikken ofte distribuerer goderne og byrderne meget ulige mellem borgerne, og derfor fører til beslutninger der virker urimelige[5, p. 42]. Opgave 5: Etiske begrundelser for hacker-etik Det følgende vil søge at analysere hvilke etiske teorier der ligger til grund for argumentationen for hhv. den originale og nye hackeretik. Steven Mizrach undersøger og opsummerer i sin artikel[6] de etiske grundregler som hackere fulgte i hhv. 60 erne og 90 erne. Jeg vil forsøge at knytte etiske teorier til de begrundelser der gives for de forskellige regler. Reglen om fri adgang til computere og hardware er i høj grad baseret på rettighedsetik. Det er menneskers ret at tilgå og forstå hardware og software, uanset hvor indviklet det må være, og da regeringen og firmaer forsøger at bremse denne adgang er hacking nødvendigt og retfærdigt[6, p. 5]. Der er desuden en undertone af social kontrakt-teori i citatet, da det argumenteres[6, p. 5] at regeringen og firmaerne bruger computere egoistisk (og dermed bryder den sociale kontrakt som gerne skulle være til alles fordel). Argumentationen i citatet for reglen om fri information er, at fordi vores regering får sin legitimitet fra folket (og dermed den indgåede sociale kontrakt) bør folket kunne overvåge regeringens gøren og laden, for at sikre sig at den opfylder sin del af kontrakten[6, p. 5]. Citatet er motiveret ved social kontrakt-teori. Social kontrakt-teori er påstanden at mennesker naturligt vil indgå sociale kontrakter om samarbejde og opgive noget af deres frihed, mod at få tryghed i et samfund[5, pp ]. Under denne argumentation er det derfor en naturligt slutning at folket bør sikre sig at regeringen ikke bryder denne kontrakt. Reglen om fri information deler meget af denne argumentation. En del af argumentet er, at whistleblowers foretrækker anonymitet (for at undgå represalier) og hacking er et værktøj til at garantere denne anonymitet[6, p. 5]. Den fjerde regel forbyder diskrimination baseret på race, køn, social status og alder. Personer bør kun dømmes på kvaliteten af deres idéer[6, p. 6]. Denne argumentation hviler på Rawlsk retfærdighed[5, pp ], en variant af social kontrakt-teori, som består af to regler: Hver person skal have den maksimalt 5

6 mulige frihed som er kompatibel med lignende frihed for alle andre, og sociale og økonomiske uligheder bør fordeles til alles fordel, samt være forbundne til positioner alle kan vælges til. Motivationen for disse regler er, at uanset hvor intelligent, rig eller fysisk stærk en person er, skal denne have rimelig adgang til gunstige muligheder og frihed[5, pp ], hvilket er præcis idéen i fjerde regel. Ser vi på den nye hackeretik er argumenterne lidt anderledes. Den første regel siger at en hacker bør forsøge at undgå at udøve skade på de systemer han bryder ind i[6, p. 6]. Den giver desuden en opsummering af hackerens mål. Dette er et eksempel på dydsetik[5, p. 51], da reglen kan omformuleres til at en hacker bør være godhjertet. Den fokuserer dermed på hvordan hackeren bør være (nysgerrig, venligsindet), og mindre på hvilke konsekvenser der er af hans handlinger. Regel tre centreres omkring maksimering af goder. Hvis en computer står og laver ingenting har en hacker ret til at bruge den[6, pp. 6-7]. Dette er et udtryk for utilitarisme[5, pp ], da det argumenteres at så længe hackeren undgår at skade systemet (eller endda forbedrer det ved at finde sikkerhedshuller) har ejeren ikke taget skade, og den samlede mængde lykke er derfor øget (da hackeren er gladere og ejeren ikke er mindre glad). Fra et utilitaristisk perspektiv er sådanne handlinger etisk forsvarlige. Femte regel argumenterer at alle har ret til fri kommunikation, og hackere derfor har ret til at nedbryde forhindringer for den type kommunikation[6, p. 7]. Dette er et udtryk for rettighedsetik[5, p. 48] og retten opfattes som positiv, da reglens påstand er, at regeringer har pligt til at sørge for mulighed for fri kommunikation for alle borgere, og at det er etisk forsvarligt at bekæmpe enhver begrænsning af denne ret. De sidste tre regler (7,9,10) bruger alle en variant af utilitarismen til at retfærdiggøre sig. 7 lægger vægt på at det øger interessen i software hvis denne deles, så man kan prøve produkter før disse købes[6, p. 7], og det er etisk korrekt fordi dette ikke skader nogen (det er implicit at øget interesse også kommer softwareproducenterne til gode gennem flere salg og den samlede lykke derved øges). 9 siger at det er etisk forsvarligt at bryde ind i systemer (uden unødig skade på systemet) og derefter informere administratoren om sikkerhedshullet[6, p 7-8]. Det er indforstået at dette fører til gode konsekvenser for både hackeren (som lærer noget) og systemadministratoren (som nu har et sikkerhedshul mindre at bekymre sig om). Regel 10 udvider regel 9 ved at fokusere på at venligsindet hacking kan føre til opdagelse af problemer som ellers kan føre til nedbrud på kritiske tidspunkter [6, p. 8], hvilket vil sige at hackeren agerer moralsk fordi han forhindrer senere ulykkelighed. For at opsummere så hviler den ældre hackeretik hovedsageligt på rettighedsetik og sociale kontrakter, mens den nye etik blander elementer fra nytteetikken, rettighedsetikken og dydsetikken. 6

7 Opgave 6: Argumenter for og imod hacking I dette afsnit sammenholder og bedømmer jeg argumenterne for og imod hacking givet i Mizrach[6] og Spafford[7]-teksterne, samt vurderer om der er overvejende belæg for at tage den ene position over den anden. Mizrach[6] redegører for den nye hackeretik. Det er nu interessant at holde denne op mod Spaffords[7] kritik og undersøge hvilke argumenter der er belæg for i de to tekster. Jvf. opgave 5 er den nye hackeretiks regel 1 dydsetisk, 3, 7, 9 og 10 nytteetiske og 5 rettighedsetisk. Argumenterne den nye hackeretik er lettere usammenhængende (Mizrach noterer sig at det nok er grundet den manglende centralisering blandt nutidens hackere[6, p. 6]) forstået på den måde at de bruger elementer fra adskillige etiske teorier.jeg vil nu se på om argumenterne for reglerne holder. Første regel falder under Spaffords kritik[7, p 236] fra hinanden, da han argumenterer at det slet ikke er muligt at hacke et system uden at forårsage omkostninger for ejeren. Hans begrundelse er at en systemadministrator skal udføre ekstra arbejde for hvert indbrud, da han skal verificere at hackeren ikke har ødelagt noget. Det argumenteres også at hvis hacking var en almen aktivitet ville man ikke kunne udføre brugbart arbejde af denne grund. Spafford argumenter smager her af regel-utilitarisme[5, p. 39], dog falder de også under hans pligtetiske tilgang. Det bemærkes også at 7. regel dækkes ind her, da Spafford ikke mener man lærer noget vigtigt ved at bryde ind i systemer[7, pp ]. 3. regel kritiseres[7, p. 237] hovedsageligt ud fra en idé om privat ejendomsret samt et behov for forudsigelighed i ydelsen af systemer, som er et rettighedsetisk synspunkt[5, pp ]. Spaffords kritik er derfor afhængig af, om den enkelte læser mener at nytteetik ikke bør bruges på dette spørgsmål. Alternativt kunne Spafford have argumenteret at selv givet et nytteetisk standpunkt er det uetisk at hacke, fordi hacking gør computeres ydelse upålidelig, og på lang sigt ville det mindske den totale lykke hvis vi ikke kunne regne med et vist ydelsesniveau fra vores maskiner. Regel 5 og 10 kritiseres[7, pp ] ved et bemærke at øget hacking ikke øger gennemsigtigheden hos regeringen, og at det er skadeligt at knytte hacking (noget ulovligt) til social ansvarlighed, da vi så risikerer at udviklere i etiske dillemaer ikke vil agere etisk, da den etiske handling er associeret med ulovligheder. Den første del af argumentet virker dog ikke helt holdbar, da regel 10 sætter hackeres mål til at tydeliggøre fejl og mangler i styringsformen. At regeringen intensiverer sit forsøg på at skjule fejl og mangler i respons er ikke et argument mod hacking, men et argument for bedre hacker-pr. Et andet argument mod hackere som sociale beskyttere kan findes i utilitarismen, da det kan skabe megen utryghed samt ødelægge privatlivets fred, hvis hackere hele tiden bryder ind i statens maskiner (og derfor får adgang til bl.a. CPR-numre). Endelig tackler Spafford spørgsmålet om hacking kan retfærdiggøres ved at argumentere at de forbedrer sikkerheden i systemer ved at opdage og rapportere sikkerhedshuller. Heller ikke her er Spafford enig, og hans argument hviler på, at det er dyrt at opdatere software, det er dyrt at skulle designe nemt opdaterbare systemer, og 7

8 pointen med computere er ikke at de skal brydes ind i, men at de skal lave brugbart arbejde[7, p. 33]. Denne kritik er fra et nytteetisk synspunkt gyldig hvis vi antager at skaden udøvet af ondsindede hackere når de bryder ind i et usikkert system (som ville have været sikkert hvis hacking var en almindelig praksis) er større end det resursespild som bliver nødvendigt pga. venligtsindede hackeres indbrud. Givet ovenstående kritik virker det nu oplagt at konkludere at hacking er uetisk. Man bør dog holde sig i tankerne at Spaffords kritik af og til hviler på antagelser som er meningsspørgsmål (om nytteetik kan retfærdiggøre brug af ubrugte systemer). Det samme gælder selvfølgelig for dele af hackeretikken (om man er enig i, at privat egendomsret betyder mindre end nytten ved at ignorere den). Derudover er det ikke umuligt at konkludere at hacking er etisk, hvis man antager et rent nytteetisk synspunkt, da man kan vægte visse fordele ved hacking (eksempelvis at velsindet hacking kan forhindre senere ondsindede hacks, at hackere kan gøre ubehagelige (for magthaverne) regeringshemmeligheder kendte) over ulemperne (de fleste argumenter nævnt ovenfor). Jeg må dog konkludere at Spaffords kritik nok generelt markerer hacking som uetisk. Litteratur [1] Association of computing machinery, Sidst set 21/6/2011. [2] Ronald E. Anderson, Deborah G. Johnson, Donald Gotterbarn, and Judith Perrolle, Using the new ACM code of ethics in decision making, Communications of the ACM 36 (1993), no. 2, [3] Paul Atkinson, Man in a briefcase, Journal of Design History 18 (2005), no. 2, [4] Nathan L. Ensmenger, Letting the computer boys take over: Technology and the politics of organizational transformation, International Review of Social History (IRSH) 48 (2003), no. Supplement 11, [5] Deborah G. Johnson, Philosophical ethics, Computer Ethics, Prentice Hall, Upper Saddle River (NJ), 2001, pp [6] Steven Mizrach, Is there a hacker ethic for 90s hackers?, edu/~mizrachs/hackethic.html, 1997, Uddrag, Sidst set 14/6/2011. [7] Eugene H. Spafford, Are computer hacker break-ins ethical?, Computer Ethics and Professional Responsibility (Terrell Ward Bynum and Simon Rogerson, eds.), Blackwell Publishing, Malden / Oxford, 2004, pp [8] Paul Wernick and Tracy Hall, Can Thomas Kuhn s paradigms help us understand software engineering?, European Journal of Information Systems 13 (2004),