D O M. Københavns Byrets dom af 5. oktober 2009 (BS 29C-5201/2008) er anket af B og C med påstand som for byretten om frifindelse.

Transkript

1 D O M Afsagt den 4. december 2013 af Østre Landsrets 16. afdeling (landsdommerne Kaspar Linkis, Peter Thønnings og Morten Uhrskov Christensen (kst.)). 16. afd. nr. B : 1) B (advokat Ulrik Ibfelt) 2) C (advokat Ulrik Ibfelt) mod Dansk Jordemoderforening som mandatar for A (advokat Finn Schwarz) Københavns Byrets dom af 5. oktober 2009 (BS 29C-5201/2008) er anket af B og C med påstand som for byretten om frifindelse. Indstævnte, A, har påstået stadfæstelse. Den nævnte overskrift i As påstand 1.a og 2.a for byretten lyder rettelig: Jordemor kan gå fri. Supplerende sagsfremstilling Ks samlever, M, har anmeldt behandlingen af K på X Sygehus til Patientforsikringen. I en udtalelse af 6. marts 2008 fra speciallæge i kirurgi og kir. mave- og tarmsygdomme Henrik Harling til brug for Patientforsikringens behandling af sagen er anført bl.a.:

2 - 2 - Det er klart, at det ikke er i overensstemmelse med bedste specialiststandard at give en patient 200 mg Morfin, og det er heller ikke bedste specialiststandard ikke omgående at overflytte en sådan patient til observation på intensiv afdeling. Hvis ikke Morfica overdosering var tiltrådt er det min vurdering, at man med overvejende sandsynlighed ville kunne have diagnosticeret patientens cholecystitis og behandlet den med enten ultralydsvejledt dræn i galdeblæren eller regulær åben cholecystektomi evt. på specialafdeling. I førstnævnte tilfælde kunne barnet muligvis have overlevet hvorimod dette er mere tvivlsomt hvis man havde måtte operere patienten åben. Derimod er det overvejende sandsynligt at patienten selv ville have overlevet Patientforsikringen meddelte ved brev af 28. marts 2008 M bl.a., at Patientforsikringen havde truffet afgørelse om, at boet efter K er berettiget til erstatning i forbindelse med Ks behandling på X Sygehus den 9. september 2007, og at Patientforsikringen havde vurderet, at såfremt man havde doseret morfinen korrekt, kunne man med overvejende sandsynlighed have diagnosticeret hendes galdeblærebetændelse og behandlet den med anlæggelse af dræn til galdeblæren og derved have afklaret den akutte situation ved galdeblærebetændelsen. Det er overvejende sandsynligt at K Nielsen og fosteret dermed begge havde overlevet. Retslægerådet har i en erklæring af 11. februar 2013 besvaret en række spørgsmål fra parterne navnlig vedrørende den mulige sammenhæng mellem på den ene side den indgivne morfindosis på 200 mg og den efterfølgende behandling af K og på den anden side Ks og hendes ufødte barns død. Af erklæringen fremgår bl.a.: Spørgsmål 1: Retslægerådet bedes oplyse om den indgivne morfindosis på 200 mg kan anses for at have været potentielt dødelig for K. Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende anmodes Retslægerådet om at oplyse, hvorvidt indgivelsen af modgift kan give anledning til en anden besvarelse af spørgsmålet. Ja, indgift af morfindosis på 200 mg kan anses for potentielt dødelig, hvis den indgives til person, der som afdøde ikke var tilvænnet. Håndteret korrekt med indgift af modgift og efterfølgende sufficient observation, vil en morfindosis på 200 mg normalt ikke være dødelig. Spørgsmål 2:

3 - 3 - Retslægerådet bedes oplyse om Ks kendte kroniske sygdom i levergaldevejssystemet og i bugspytkirtlen (pancreatitis) begrundede særlige forhold eller forholdsregler ved anvendelse eller dosering af morfin. I bekræftende fald bedes det oplyst, hvilke forholdsregler og forhold, der burde have været iagttaget. I bekræftende fald bedes det tillige oplyst, om der findes lægefaglige regler, sædvaner mv., som den ordinerende lægelige forvagt og/eller jordemoderen burde have iagttaget og i givet fald hvilke? Nej, Retslægerådet finder ikke, at afdødes kendte sygdomme begrundede særlig tilbageholdenhed med anvendelse eller dosering af morfin. Tværtimod finder Retslægerådet, at det vil være acceptabelt at være mere liberal med anvendelse af morfin, når man har formodet diagnose, som retfærdiggør anvendelse heraf. Retslægerådet finder, at det er sædvane, at læger i akutte situationer mundtligt beder jordemoder eller sygeplejerske om at give morfin. Denne sædvane muliggør hurtig behandling, men indebærer risiko for misforståelse og dermed fejlbehandling. Den forudsætter derfor veluddannet personale, der har erfaring i håndtering af akutte patienter, og den forudsætter, at både den, der ordinerer, og den, der udfører ordinationen, kender de sædvanlige doseringer af morfin. Det er derfor sædvanen, at den, der udfører ordinationen, for eksempel ved at gentage ordinationen højt og tydeligt for den, der giver ordinationen, sikrer sig, at denne er korrekt forstået. Dette gælder i særlig grad, hvis ordinationen er usædvanlig som i afdødes tilfælde, hvor der blev givet 200 mg morfin i stedet for 20 mg morfin. Spørgsmål 3: Retslægerådet bedes oplyse om Ks graviditet begrundede iagttagelse af særlige forhold eller forholdsregler ved anvendelse af eller dosering af morfin. I bekræftende fald bedes det tillige oplyst, om der findes lægefaglige regler, sædvaner mv., som den ordinerende lægelige forvagt og/eller jordemoderen burde have iagttaget og i givet fald hvilke? Retslægerådet finder, at der i afdødes tilfælde kl ved morfinindgift blev iagttaget relevante forholdsregler. Spørgsmål 4:

4 - 4 - Retslægerådet bedes oplyse om K må antages at være blevet påført en morfinforgiftning, som følge af den indgivne morfindosis på 200 mg. Retslægerådet skønner, at afdødes tilstand om morgenen kl skyldes kombination af morfinforgiftning og hendes grundsygdom, som var galdeblærebetændelse med perforation til bughulen. Retslægerådet skønner, at afdøde må antages at være påført en morfinforgiftning, som følge af den indgivne morfindosis på 200 mg. Det må antages, at forgiftningen har været en væsentlig årsag til, at afdøde ikke kan vækkes kl , og at hendes pupiller på dette tidspunkt er påvirkede. Senere tilkommer påvirkning af vejrtrækningen samt kramper, som også må formodes at skyldes morfinforgiftning. Retslægerådet har i besvarelsen af spørgsmål 5, der navnlig omhandler, hvorvidt indgivelse af modgift og den efterfølgende behandling og observation af K i den periode, hvor A havde vagt, var sufficient, bl.a. bemærket, at behandlingen med Naloxon minutter efter indgift af 200 mg morfin var sufficient, men at observationen af hende i den efterfølgende periode frem til kl ikke var sufficient. I besvarelsen finder Retslægerådet endvidere, at håndteringen af K efter indgift af 200 mg morfin var et lægeligt ansvar. Af Retslægerådets erklæring af 11. februar 2013 fremgår endvidere bl.a.: Spørgsmål 8: Retslægerådet bedes oplyse, om indgivelsen af en dosis morfin på 200 mg til K må antages at have medført det ufødte barns død, eller om indgivelsen af den anførte dosis morfin har været eller kan have været medvirkende til det ufødte barns død. Retslægerådet finder det ikke sandsynligt, at indgivelsen af 200 mg morfin til afdøde har medført det ufødte barns død, Retslægerådet finder, at indgivelsen af 200 mg morfin til afdøde har været en medvirkende årsag til det ufødte barns død, Retslægerådet finder, at fosteret døde, fordi afdøde ikke blev observeret og behandlet sufficient efter fejlmedicinering med 200 mg morfin.

5 - 5 - Spørgsmål 10: Retslægerådet bedes oplyse, om indgift af 200 mg morfin har reduceret mulighederne for at diagnosticere og dermed behandle den opståede perforation af galdeblæren. I bekræftende fald bedes Retslægerådet oplyse, om indgift af 200 mg morfin direkte eller indirekte har været medvirkende til, at henholdsvis moderen og det afdøde barn afgik ved døden. Ja, Retslægerådet finder, at indgift af 200 mg morfin har reduceret mulighederne for at diagnosticere og dermed behandle den opståede perforation af galdeblæren. Retslægerådet finder, at indgift af 200 mg morfin indirekte har været medvirkende til at henholdsvis moderen og fosteret afgik ved døden. Retslægerådet finder, at den direkte årsag var perforation af galdeblæren. Forklaringer Der er for landsretten afgivet supplerende forklaringer af C, B og A samt forklaringer af M og G. C har supplerende forklaret bl.a., at han første gang hørte om historien om K under en samtale med B. Han sikrede sig, at historien var veldokumenteret, og han mener, at han i den forbindelse blev forevist det materiale, som B var i besiddelse af som grundlag for udarbejdelsen af den første artikel i Avisen, der blev offentliggjort den 20. september Samme dags formiddag læste han pressemeddelelsen fra X Sygehus, som han betragtede som en reaktion på Avisen s artikel. Pressemeddelelsen gav ham indtryk af, at der nærmest var tale om en tilståelsessag, og den betryggede ham i rigtigheden af Avisen s artikel. Han mener, at det sundhedsfaglige system generelt forsøger at dække over sine fejl, og derfor er det pressens opgave at afdække disse. Han fratrådte som chefredaktør på Avisen i B har supplerende forklaret bl.a., at han i tidens løb har skrevet om mange sager i sundhedsvæsenet, herunder om de såkaldte utilsigtede hændelser i sygehusvæsenet. Der har været talrige sager, hvor personer dør under behandlingen på hospitaler. Tippet om K hidrørte

6 - 6 - fra en kilde, der i første omgang havde henvendt sig til redaktionen i København. Han ved ikke, hvem kilden var, men han fik at vide, at tippet oprindeligt kom fra en mandlig læge på X Sygehus. Tippet blev videregivet fra redaktionen i København til redaktionen i X, hvor han arbejdede sammen med journalist Det gik på, at en højgravid kvinde var død som følge af fejlmedicinering på X Sygehus. Han vidste, at sygehuset i sådanne situationer har pligt til at anmelde hændelsen til politiet, og som led i sin research ringede han derfor til politiet, der bekræftede, at de havde en sag. På dette grundlag skrev han og artiklen af 20. september Senere samme dag offentliggjorde X Sygehus en pressemeddelelse muligvis som reaktion på, at han forinden havde haft kontakt til sygehusets sygeplejefaglige vicedirektør, BD. Pressemeddelelsen fastslog, at kvinden var død som følge af fejlmedicinering. Efter artiklen af 20. september 2007 modtog han en kopi af sygehusets interne notat dateret 12. september Artiklen havde tilsyneladende trigget, at en kilde ønskede at stille notatet til hans rådighed. På redaktionen besluttede man at hemmeligholde, at man havde notatet i hænde, fordi man gerne ville undgå, at kilden blev afsløret. Artiklerne den 21. september 2007 var et led i anden runde af nyhedsdækningen, hvor de havde haft kontakt til de pårørende. Han stod for at interviewe Ks far. Familien bekræftede, at det var fejlmedicinering med morfin, som havde medført Ks dødsfald, og familien berettede over for ham og om forløbet, herunder om Ks problemer med galdesten. Faderen havde den opfattelse, at det var amatører, der havde slået hans datter ihjel. I artiklen af 24. oktober 2007 anvendte han betegnelsen det såkaldte morfin-drab, fordi det var sådan, sagen var blevet kendt i folkemunde på X-egnen. Han vidste, at morfinen ikke var den direkte dødsårsag, men tolkede informationerne således, at morfinen var den udløsende årsag til dødsfaldet, fordi den dækkede for symptomerne på den betændelse i galdeblæren, som medførte døden. Han fandt det vigtigt også at beskrive den præcise dødsårsag i artiklerne, således at der var fair play. Han fulgte efterfølgende op på sagen, herunder i forhold til, hvad der skete i det disciplinære og strafferetlige system. I den forbindelse talte han bl.a. med Sundhedsstyrelsen, politiet og BD. Der var en løbende diskussion om, hvorvidt det var morfinen eller galdeblærebetændelsen, der slog K ihjel. Han talte på ny med BD omkring årsskiftet 2007/2008, hvor hun fastholdt formuleringen i pressemeddelelsen af 20. september 2007, hvorefter K døde på grund af følgerne af fejlmedicineringen. Han mener at kunne huske, at As navn fremgår af sygehusets interne notat, men efter lange overvejelser med afstod de fra at oplyse navnet i artiklerne. As navn blev først nævnt i senere artikler i Avisen efter, at Sundhedsstyrelsen havde offentliggjort afgørelsen om skærpet tilsyn, hvor man jo kunne læse navnet på jordemoderen.

7 - 7 - Når de ikke anførte hendes navn i artiklerne inden dette tidspunkt, var det for at tage hensyn til hende, og politiet var på daværende tidspunkt også i færd med at efterforske sagen. Men man kunne strengt taget godt have forsvaret at anføre hendes navn tidligere for ikke at mistænkeliggøre alle jordemødre på X Sygehus. Han mener ikke, at han som led i den journalistiske dækning af historien fik dokumenter fra sagen hos Patientforsikringen i hænde. X Tidende, Danmarks Radios regionalafdeling, TV 2 og flere landsdækkende medier fulgte historien efter, at Avisen første gang havde skrevet om den. A har supplerende forklaret bl.a., at hun efter at have givet K modgift, spurgte forvagten, om de skulle lægge drop med modgift, men det afviste forvagten med henvisning til, at de havde god kontakt til K. Hun fik endvidere den besked af forvagten, at hun måtte give modgift efter behov, og det var på baggrund af den instruks, at hun om morgenen to gange på egen hånd gav K yderligere modgift. Hun udfærdigede en skriftlig redegørelse til sygehuset umiddelbart efter hændelsen. Hun ved ikke, om sygehusets interne notat dateret 12. september 2007 er udarbejdet under inddragelse af hendes skriftlige redegørelse, men notatet indeholder efter hendes opfattelse ikke en korrekt gengivelse af forløbet. Bødeforlægget for overtrædelse af lov om autorisation af sundhedspersoner omfattede også hendes indgivelse af modgift om morgenen. Hun valgte efter råd fra sin advokat og drøftelse med sin tillidsrepræsentant at acceptere bødeforlægget i dets helhed, da hun havde fået at vide, at ingen alligevel ville tro på hendes forklaring om, at hun havde givet yderligere modgift i henhold til mundtlig instruks fra forvagten. Omtalen i Avisen af hændelsen på X Sygehus har haft store personlige konsekvenser for hende. Hun går fortsat til læge og tager ind imellem beroligende medicin, og hun har ligeledes mistet forbindelsen til flere venner og til sin søster på grund af forløbet. M har som vidne forklaret bl.a., at han i 2007 havde levet sammen med K i to år. De fik sammen sønnen S, som i dag er 7 år gammel. K havde tilbagevendende problemer med galdesten. Lørdag den 8. september 2007 fik hun atter et galdestensanfald. Efter behandling med Panodil m.v. hos lægevagten på X Sygehus tog de hjem til bopælen. Her tiltog Ks smerter på ny, og de ringede derfor til sygehuset og fik besked om at henvende sig på fødegangen. Da de ankom til fødegangen, tog A imod dem, og hun undersøgte K. Lidt senere kom en meget forkølet læge til stede på stuen og talte med A. De fortalte ham, at de ville give K noget medicin for at få hende til at falde til ro, men han fik ikke at vide, at det drejede sig om morfin. Han så, at A gav hende en indsprøjtning, mens lægen ikke var til stede på stuen.

8 - 8 - Herefter faldt K til ro. På et tidspunkt så han, at A og lægen talte sammen, og at der var mere trafik ude på gangen. De kom ind og spurgte ham, om Ks vejrtrækning var som normalt. Han fik stadig intet at vide om morfinen, og han tog afsked med K, der stadig var vågen, og kørte hjem. Næste formiddag blev han ringet op af en sygeplejerske på sygehuset, som fortalte, at K nok havde været uden ilt i et stykke tid. Da han ankom til sygehuset sammen med sin svigermor, var K blevet flyttet til en anden afdeling. Det forekom kaotisk, der var blod i Ks seng, og der var anlagt slanger på hende. Efter ½ times tid blev han af en læge,, orienteret om, at situationen var kritisk, fordi de var kommet til at begå en fejl. Lægen uddybede ikke, hvori fejlen bestod. Sidst på eftermiddagen blev K overført til Rigshospitalet. Tirsdag fødte K deres datter, som var død ved fødslen, og tirsdag aften døde K. Han fik da at vide af en læge på Rigshospitalet, at det skyldtes en sygehusfejl. Han afgav forklaring til politiet et par dage efter dødsfaldet, men hørte intet fra X Sygehus. Samme dag eller dagen efter, at Avisen første gang skrev om sagen, blev han kontaktet af H fra sygehuset, der tilbød ham et møde, hvor de spurgte, om han manglede noget, f.eks. psykologhjælp. På det tidspunkt fik han at vide, at de var kommet til at give K for meget morfin. Han fik opfattelsen af, at K og deres dødfødte datter døde som følge af en overdosis morfin. Han talte efterfølgende med Avisen s journalist og fortalte, at K var død som følge af en sygehusfejl, og han kan bekræfte, at han i artiklen af 21. september 2007 er citeret korrekt, men han har dog ikke omtalt hændelsen som et drab. Han har oplevelsen af, at det gjorde en stor forskel med hensyn til spørgsmålet om ansvarsplacering og erstatning, at Avisen skrev om sagen ellers var der intet sket. I daglig tale omtaler man episoden således, at X Sygehus dræbte hans kæreste. G har som vidne forklaret bl.a., at hun i dag er udviklingsjordemoder på Hvidovre Hospital. I 2007 var hun ansat som jordemoder på X Sygehus. Den 9. september 2007 mødte hun på sygehuset kl sammen med en anden kollega for at afløse A og den anden vagt efter nattevagten. Jordemødrene aflægger rapport mellem hvert vagtskifte, og det gjorde de også den dag. Hun fik i den forbindelse at vide, at der ved en fejl var givet en morfindosis på 200 mg til K, og at K herefter havde fået modgift over flere omgange. Det gav efter hendes vurdering god mening, at der var givet modgift flere gange, eftersom en enkelt dosis ikke ville have været nok ved en morfindosis på 200 mg. Der var udover K en fødende patient på fødegangen, som hun skulle bistå. Imens hun var i færd hermed, vidste hun ikke, hvad der foregik inde på Ks stue. Da hun var færdig med at bistå den fødende, gik hun ind og så til K,

9 - 9 - der sov, og alt så fint ud. Anæstesien havde også tilset hende, så der var for hende at se ikke grund til bekymring på det tidspunkt. Procedure Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten. B og C, der har procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokument af 29. oktober 2013, har supplerende anført, at udsagnene i sagen er tilladelige value judgements, der ikke er omfattet af straffelovens 267. Udsagnene udgør ikke sigtelser for manddrab, idet disse skal læses og forstås i den kontekst, hvori de indgår. Såfremt udtalelserne anses for at være sigtelser, er der navnlig ved Retslægerådets erklæring tilvejebragt sandhedsbevis for de fremsatte udsagn om, at A ved den begåede grove fejl var skyld i, at K og hendes ufødte barn afgik ved døden, hvorfor udtalelserne af den grund er straffri. A, der har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 28. oktober 2013, har supplerende anført, at udsagnene ikke falder ind under value judgements, men udgør ærekrænkende sigtelser. Der er ikke grundlag for at fortolke de fremsatte sigtelser i en bredere kontekst. Sigtelserne går navnlig på, at A enten forsætligt eller groft uagtsomt har forvoldt Ks og hendes ufødte barns død. Disse ærekrænkende sigtelser har B og C ikke ført sandhedsbevis for, hvorfor de ikke er straffri. Landsrettens begrundelse og resultat A har påstået stadfæstelse, hvorfor landsretten ikke skal tage stilling til hendes påstand 1.a og heller ikke, om Cs eventuelle overtrædelser efter påstand 1.b og 1.c kan henføres under straffelovens 268. Landsrettens stillingtagen til, om udsagnet gengivet i påstand 1.a skal kendes ubeføjet og mortificeres forudsætter dog en vurdering af, om udsagnet i påstand 1.a udgør en overtrædelse af straffelovens 267. Ved afgørelsen af, om B har overtrådt straffelovens 267 og 268, og om C har overtrådt straffelovens 267, skal der i første række foretages en vurdering af, om udsagnene er egnede

10 til at nedsætte A i medborgeres agtelse. I denne forbindelse er det afgørende, hvordan en almindelig læser vil opfatte udsagnene ud fra deres indhold og kontekst. Dommerne Kaspar Linkis og Morten Uhrskov Christensen (kst.) udtaler herefter: Vi finder, at særligt de i artiklerne anvendte udsagn morfin-drab, morfin-drabet og den jordemor, der sendte en ung kvinde og hendes ufødte barn i døden isoleret betragtet kan give en almindelig læser det indtryk, at A enten forsætligt eller uagtsomt forvoldte andre menneskers død. En sådan sigtelse er utvivlsomt egnet til at nedsætte hende i medborgeres agtelse, jf. straffelovens 267. Det bemærkes hertil, at oplysningerne i den artikel, hvori udsagnet i påstand 1.a indgik uanset at As navn ikke er nævnt er så detaljerede, at personer med kendskab til forholdene på den omhandlede afdeling på X Sygehus kunne identificere hende som den i artiklen omtalte jordemoder. Selvom flere af udsagnene er anvendt i begyndelsen af artiklerne muligt med det formål at fange læserens opmærksomhed er det imidlertid ikke fritstående, isolerede udsagn, men sætninger eller brudstykker af sætninger taget ud af en sammenhæng i den almindelige tekst i de pågældende avisartikler. Bedømmelsen efter straffelovens 267 må derfor ske ved inddragelse af den sammenhæng, hvori de pågældende udsagn indgår i de respektive artikler. I den forbindelse tillægger vi det betydning, at det i hver af artiklerne i umiddelbar nærhed af de omtvistede udsagn korrekt fremgår, at jordemoderen havde begået en fejl (, begik en katastrofal fejl, at jordemoderen efter sin tragiske fejl...,, efter at jordemor A fejlagtigt ), ligesom det i alle tre artikler er anført, at dødsårsagen ikke var morfinforgiftning, men derimod en alvorlig betændelsestilstand hos patienten. Alle tre artikler, som fremstår korte, overskuelige og letlæselige, indeholder tillige overskrifter eller underoverskrifter opsat med større skrifttyper end den almindelige tekst, som efter deres formuleringer ikke bibringer læseren den opfattelse, at artiklerne angår en historie om forsætligt eller uagtsomt drab. De omtvistede udsagn bedømt ud fra deres indhold og samlede kontekst giver efter vores vurdering således ikke en almindelig læser opfattelsen af, at artiklerne angår et forsætligt eller uagtsomt drab, men at en jordemoder som led i sit professionelle virke havde begået en alvorlig fejl ved indgivelse af morfin og derved havde været medvirkende til, at en patient og

11 patientens ufødte barn døde. Dette er dog også udsagn, som er egnede til at nedsætte A i medborgeres agtelse, jf. straffelovens 267. Spørgsmålet er herefter, om C og B har bevist, at udsagnene er sande, eller om udsagnene er fremsat i god tro til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, og om udsagnene derfor er straffri, jf. straffelovens 269, stk. 1. Straffelovens 267 og 269 må fortolkes i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder særligt artikel 10 samt artikel 6, stk. 2. Beskyttelsen af pressens ytringsfrihed vedrørende forhold af samfundsmæssig interesse omfatter efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, således som denne fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, bl.a. kritiske vurderinger, når de er baseret på et tilstrækkeligt faktuelt grundlag, men også den form, hvori udsagn fremsættes, herunder at pressen i en vis udstrækning overdriver eller provokerer. Det bemærkes i den forbindelse, at de omhandlede artikler, hvori udsagnene indgår, omtaler kvaliteten af behandling på et offentligt sygehus og fejlbehandling under indlæggelse med dødelig udgang, hvilket er emner af væsentlig samfundsmæssig interesse. Efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 1 i erklæringen af 11. februar 2013 lægger vi til grund, at den indgivne morfindosis på 200 mg kan anses for potentielt dødelig. Efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmålene 2, 8 og 10, Patientforsikringens afgørelse af 28. marts 2008, Sundhedsstyrelsens afgørelse af 12. juni 2008 om skærpet tilsyn med As faglige virke samt As vedtagelse af bødeforlægget af 25. november 2008 lægger vi endvidere til grund, at As indgivelse af 200 mg morfin var en fejl som følge af grovere forsømmelse eller skødesløshed, og at denne fejl indirekte var medvirkende til, at patienten og hendes ufødte barn døde. Vi finder på denne baggrund, at de omhandlede udsagn ikke er strafbare, jf. straffelovens 267, da sandheden heraf er godtgjort ved bevisførelsen i landsretten i det til straffrihed efter straffelovens 269, stk. 1, 1. led, krævede omfang, således som disse bestemmelser må fortolkes i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 sammenholdt med artikel 6, stk. 2. Det bemærkes, at det i den foreliggende sammenhæng ikke er afgørende,

12 at andre fagpersoner, som deltog i eller havde ansvaret for behandlingen og tilsynet med patienten, også begik faglige fejl. Dommer Peter Thønnings udtaler: Udsagnene morfin-drab, den jordemor, der sendte en ung kvinde og hendes ufødte barn i døden og morfin-drabet er udtalelser om faktum, som entydigt bibringer den almindelige læser den opfattelse, at det var jordemoder As handlinger, som enten forsætligt eller uagtsomt i sig selv medførte, at patienten og patientens foster døde. Formuleringerne er anvendt ved indledningen af hver af de tre omhandlede artikler som en sammenfattende karakteristik af den beskrevne episode. På denne baggrund og uanset at de omhandlede artikler i øvrigt indeholder oplysninger, som til en vis grad opbløder og nuancerer den almindelige læsers indtryk af jordemoderens handlinger, må de omtvistede formuleringer vurderes som udsagn om, at jordemoderens handlinger forsætligt eller uagtsomt i sig selv medførte, at patienten og patientens foster døde. Dette er udsagn, som er egnede til at nedsætte jordemoder A i medborgeres agtelse, jf. straffelovens 267. Det bemærkes hertil, at oplysningerne i den artikel, hvori udsagnet i påstand 1.a indgik uanset at As navn ikke er nævnt er så detaljerede, at personer med kendskab til forholdene på den omhandlede afdeling på X Sygehus kunne identificere hende som den i artiklen omtalte jordemoder. Ved vurderingen af om B og C har bevist, at de omtvistede udsagn er sande, jf. straffelovens 269, stk. 1, bemærkes for det første, at der ubestridt ikke har været dækning for udsagn om, at jordemoder As handlinger forsætligt førte til patientens død. Dernæst bemærkes, at det efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 5 og 10 må lægges til grund, at den direkte dødsårsag var perforation af patientens galdeblære, at indgiften af 200 mg morfin reducerede mulighederne for at diagnosticere og behandle den opståede perforation af galdeblæren, men at den insufficiente observation af patienten efter indgiften af morfinen var et lægeligt ansvar. Jordemoderens fejlagtige morfinindgift var derfor alene indirekte medvirkende til, at patienten og patientens foster døde. På denne baggrund har B og C ikke ført sandhedsbevis for de omtvistede udsagn, således som disse må forstås af den almindelige læser.

13 Uanset at historierne angik et emne, der er omgærdet af betydelig offentlig interesse, og som er af stor samfundsmæssig betydning, og uanset at der i forbindelse med pressens dækning af sådanne emner må indrømmes pressen adgang til i et vist omfang at provokere og overdrive, findes de i udsagnene indeholdte formuleringer, der fremstår som faktuelt baserede beskyldninger om meget alvorlige strafbare forhold rettet mod en underordnet ansat på et offentligt hospital, at være unødvendigt vidtgående og ikke berettigede, jf. straffelovens 267, jf. 269, stk. 1, således som disse bestemmelser må fortolkes i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 10 og art. 6, stk. 2. På denne baggrund finder jeg det godtgjort, at B har overtrådt straffelovens 267, og at C som var vidende om, at B skrev de pågældende artikler har overtrådt straffelovens 267, jf. medieansvarslovens 13. Henset til indholdet af X Sygehus pressemeddelelse af 20. september 2007 og når de omtvistede udsagn sammenholdes med de øvrige i artiklerne indeholdte opblødende udsagn om episoden, finder jeg det ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed godtgjort, at journalist B har overtrådt straffelovens 268. Jeg stemmer med denne begrundelse for at frifinde B for denne påstand. Med hensyn til fastsættelse af sanktion stemmer jeg for, at begge tiltalte straffes med 10 dagbøder á kr., jf. straffelovens 267. Jeg har herved henset til, at de tiltalte skal straffes for de i påstand 1.b og 1.c anførte to forhold af overtrædelse af straffelovens 267 samt karakteren af disse forhold, herunder at de omhandlede artikler indeholdt andre udsagn, som nedtonede alvoren af jordemoderens handlinger. Jeg stemmer tillige for at tiltræde byrettens begrundelse og resultat vedrørende påstandene om, at de omtvistede udsagn skal kendes ubeføjede og mortificeres samt påstanden om tort. Der afsiges dom efter stemmeflertallet, således at B og C frifindes. A skal betale sagsomkostninger for begge retter til B og C med i alt kr. Beløbet omfatter kr. til retsafgift samt kr. til udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens

14 omfang og varighed taget hensyn til, at B og C har været repræsenteret af samme advokat. Landsretten har ikke fundet grundlag for at tilkende omkostninger til dækning af udgifterne til lægelig bistand i forbindelse med udarbejdelse af spørgsmål til Retslægerådet. T h i k e n d e s f o r r e t : B og C frifindes. I sagsomkostninger for byretten og landsretten skal A betale kr. til B og C. Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens 8 a.