29 Psykologisk behandling af børn udsat for online grooming -overgreb via Internettet

Transkript

1 Indhold 4 Forord 5 Introduktion 6 Opgørelser fra arbejdet i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Af Helene Almind Jansen, klinisk psykolog og forskningskoordinator i samarbejde med Iben Madsen, studenter medhjælper i Team for Seksuelt Misbrugte Børn 17 Genhenvendelser Af Pia Rathje, klinisk psykolog i Team for Seksuelt Misbrugte Børn 19 Små børn udsat for seksuelt overgreb Af Pia Rathje, klinisk psykolog i Team for Seksuelt Misbrugte Børn 29 Psykologisk behandling af børn udsat for online grooming -overgreb via Internettet Af Helene Almind Jansen, klinisk psykolog og forskningskoordinator i Team for Seksuelt Misbrugte Børn 35 Når der opstår bekymring for seksuelle overgreb i daginstitutioner Af Anette Baadsgaard, socialrådgiver og daglig leder af Team for Seksuelt Misbrugte Børn 37 Formidlings- og forskningsprojekter Projekt primær forebyggelse overgreb unge imellem Af Fie Bøgelund Hansen, socialrådgiver i samarbejde med Louise Baastrup, sygeplejerske i Team for Seksuelt Misbrugte Børn og Lærke Honoré, socialrådgiver i Center for Seksuelle Overgreb, Rigshospitalet 39 Genoprettende samtaler Af Helene Almind Jansen klinisk psykolog og forskningskoordinator i samarbejde med Karin Sten Madsen, Center for Seksuelle overgreb, Rigshospitalet 43 Gruppebehandling som supplement til den individuelle terapi Af Pia Rathje, klinisk psykolog i samarbejde med Helene Almind Jansen, klinisk psykolog og forskningskoordinator 46 Arbejde om børnehuse i Danmark Af Anette Baadsgaard, socialrådgiver og daglig leder af Team for Seksuelt Misbrugte Børn 48 Pjecer Af Anette Baadsgaard, socialrådgiver og daglig leder af Team for Seksuel Misbrugte Børn 49 Fremtidige forskningsprojekter 50 Kvalitetssikringsprojekt for den lægelige undersøgelse i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Af Birgitte Boysen Kjær 1. reservelæge ph.d. i samarbejde med Louise Baastrup, sygeplejerske i Team for Seksuelt Misbrugte Børn 51 Et fokus på familier med anden etnisk baggrund Af Helene Almind Jansen, klinisk psykolog og forskningskoordinator i Team for Seksuelt Misbrugte Børn 54 Aktiviteter i Videnscenteret 2008 og 2009

2 Forord Det er med stor glæde, at vi fremlægger denne rapport om de seneste års arbejde i Team for Seksuelt Misbrugte Børn på Rigshospitalet i København. Team for Seksuelt Misbrugte Børn blev oprindeligt oprettet i 2001 og blev fra 2004 en permanent enhed i Rigshospitalets Juliane Marie Center. Samtidig er Team for Seksuelt Misbrugte Børn et nationalt videnscenter for arbejdsfeltet og får hertil støtte fra statens Satspuljemidler. Team for Seksuelt Misbrugte Børn fungerer som et samarbejde imellem Pædiatrisk Klinik I og Klinik for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning. Team for Seksuelt Misbrugte Børn var den første funktion af sin art i Danmark og etablerede og udviklede arbejdet med seksuelt misbrugte børn i sundhedsvæsnet helt fra bunden. Team for Seksuelt Misbrugte Børn er i dag en solidt funderet og højt specialiseret klinik, der nu har modtaget henvendelser om over børn og deres familier, og et videnscenter med bred vifte af udviklings-, forsknings- og formidlingsopgaver på området. Teamet består af en gruppe højt kvalificerede psykologer, socialrådgivere, læge og sygeplejerske, der har skabt en vigtig og fremtrædende funktion på Rigshospitalet. I denne rapport fremlægges foruden aktivitetstal for årene 2008 og 2009 en række temaartikler med dybtgående beskrivelser af områder, der er særligt vigtige i feltet og i samfundsdebatten, og som Team for Seksuelt Misbrugte Børn har sat fokus på. Det drejer sig bl.a. om de mindste børn (nul til seksårige) udsat for seksuelle overgreb, om børn, der udsættes for seksuelle krænkelser og overgreb med udgangspunkt i kontakter på Internettet, om gruppebehandling, om samtaler mellem offer og krænker og meget mere. De områder der dækkes i denne rapport viser, hvor både omfattende og dybtgående teamets virke er blevet her omkring ti år efter dets start. Derfor er det med glæde og stolthed, vi præsenterer disse resultater for offentligheden. Svend Aage Madsen Klinikchef, chefpsykolog, ph.d. Klinik for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning Karen Vitting Andersen Klinikchef, overlæge, dr.med. Pædiatrisk Klinik I 4

3 Introduktion Team for Seksuelt Misbrugte børn er tværfagligt organiseret og består af psykologer, socialrådgivere, læge, sygeplejerske og sekretær. Teamet har fra start været en modtagefunktion, hvis formål har været at fungere som et tilbud til børn, forældre og professionelle, der har behov for specialiseret undersøgelse, behandling og rådgivning vedrørende seksuelle overgreb mod børn i alderen 0-15 år. Der har siden centerets start i 2001 været en stigning i antallet af henvendelser, og denne stigning er fortsat i 2008, mens der er et lille fald i Antallet af sager viser behovet for en modtagefunktion i sundhedssektoren for børn udsat for seksuelle overgreb. En funktion, hvor der på et og samme sted kan tilbydes psykosocial og lægelig undersøgelse, rådgivning og behandling samt foretages metodeudvikling, forskes og formidles viden om seksuelle overgreb på børn. I teamets videnscenter registreres alle henvendelser til teamet. På nuværende tidspunkt indeholder videnscenterets database data vedrørende 2182 børn og unge udsat for seksuelle krænkelser eller mistanke herom. Børn og unge, som enten har været behandlet i klinikken, eller hvor professionelle eller pårørende har haft kontakt med SMB via telefonrådgivningen. Databasen indeholder basisoplysninger vedr. børnene og deres familiære forhold, karakteristika vedr. overgrebet og relationen mellem krænker og offer, beskrivelse af krænkeren, oplysninger om barnets psykiske reaktioner, samt lægelige fund mv. Antallet af registrerede børn udsat for seksuelle overgreb er det hidtil største af sin art i Danmark. Databasen er afgørende for den fortsatte forskning 1. Den øvrige forskning i teamet vedrører psykosociale beskrivelser af børn og unge udsat for seksuelle overgreb, effekten af den psykosociale behandling samt metodeudvikling i forhold til samme. Hvad angår udbredelse af teamets viden og erfaringer, sker denne fortsat via undervisning ved teamets egne temadage og ved forskellige undervisningsopgaver samt ved større og mindre både nationale og internationale konferencer. Med snart 10 års eksistens er teamet solidt funderet både som specialiseret klinik og videnscenter i sundhedssektoren. Denne statusrapport har fokus på den forskning og det udviklingsarbejde, der udspringer af det kliniske arbejde med de børn og familier, der kommer i teamet samt en belysning af nogle af de vanskelige temaer, der rejses i henvendelser til teamet. Herunder et særligt fokus på mistanke om seksuelle overgreb i daginstitutioner. Endvidere er der fokus på behandlingen af små børn og deres familier. Forskningsprojektet Projekt små børn og deres familier har siden 2005 været et af teamets primære forskningsprojekter. Teamets seneste viden vedrørende den psykosociale behandling til børn, der udsættes for overgreb via en kontakt på en kontakt på Internettet, vil ligeledes være i fokus. Derudover vil statusrapporten give et indblik i de aktiviteter, der knytter sig til teamet, herunder igangværende projekter og fokusområder. Vi håber, at rapporten vil være med til at informere og inspirere professionelle og andre, der er interesserede i området. En tak til alle teamets samarbejdspartnere såvel interne på Rigshospitalet som eksterne samt tværfaglige netværk, interesseorganisationer og behandlende institutioner. 1 Alle oplysninger er registreret med forældremyndighavernes skriftlige godkendelse og findes og fremlægges kun i anonymiseret form. 5

4 Opgørelser fra arbejdet i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Af Helene Almind Jansen, klinisk psykolog og forskningskoordinator i samarbejde med Iben Madsen, studentermedhjælper i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Henvendelser Fra oprettelsen af Team for Seksuelt Misbrugte Børn på Rigshospitalet i marts 2001 og frem til 31. december 2009 har teamet behandlet i alt 2182 sager vedrørende seksuelle overgreb på børn eller mistanke herom. Henvendelserne kommer fra forældre og andre pårørende, egen læge og lokale hospitaler samt andre professionelle, for eksempel socialforvaltninger, pædagogisk personale, psykologer og politi. I 2008 og 2009 behandlede teamet i alt 582 sager. Det samlede antal henvendelser til teamet var 318 sager i 2008, mens det samlede antal henvendelser i 2009 var sager. Sagerne fordeler sig således, at fremmødesager (det vil sige tilfælde, hvor barn og familier møder op til samtaler, undersøgelse mv. på Rigshospitalet) for 2008 og 2009 udgjorde 196 sager, mens der alene blev ydet telefonrådgivning i 386 sager i samme periode. Figur 1: Henvendelser pr. år Kønsfordelingen Kønsfordelingen blandt henvendelserne i er vist i Figur 2 og 3. Pigerne udgør majoriteten med hensyn til telefonhenvendelser og fremmødte med henholdsvis 80 pct. og 71 pct.. Blandt drengene er der et større antal telefonhenvendelser end ved fremmødte med henholdsvist 28 pct. og 20 pct.. Drenge 28 % Uoplyst 1 % Piger 71 % Drenge 20 % Piger 80 % 1 Flere af de indkommende sager i 2009 er igangværende sager og optræder derfor ikke i statistikken. Antallet af henvendelser for 2009 forventes at blive som for

5 Aldersfordelingen Aldersfordelingen i forhold til det samlede antal henvendelser til teamet i 2008 og 2009 ses i Figur 4. For gruppen af drenge fordeler henvendelserne sig med 50 pct. vedrørende drenge i 4-7 års alderen, 31 pct. blandt de 8-11-årige, 18 pct. blandt de 0-3-årige og blot 1 pct. blandt de årige. Antallet af teenagedrenge set i relation til antallet af piger giver ikke svar på, om der faktisk er færre drenge, der bliver udsat for seksuelle overgreb, eller om der gør sig andre forhold gældende. En rimelig tolkning af det lavere antal henvendelser fra og om drenge i teenagealderen er, at drenge i den tidlige pubertet er midt i overvejelser om egen seksualitet. Overvejelser, der ved et overgreb fra en af samme køn, kan føre til ængstelse om egen homoseksualitet. Et andet forhold, der om muligt spiller ind i det lave antal henvendelser blandt drenge, er udviklingen af maskulin identitet. Drenges identificering med voksne mænd og ældre drenge og deres distancering fra det andet køns interesser og væremåde, herunder offerrollen, gør det yderligere komplekst at være udsat for overgreb af en af samme køn. Endelig er begreberne, der bruges om overgreb på personer i denne alder, voldtægt, ofte ikke en betegnelse, drenge udsat for overgreb kan identificere sig med. Det er sandsynligt, at der i tallene er et mørketal, hvorfor langt flere drenge sandsynligvis er udsatte for overgreb. Finkelhor (1994) 2 påpeger, at mange drenge først 8-11 år (31 %) år (1 %) 0-3 år (18 %) år (42 %) 0-3 år (14 %) 4-7 år (27 %) Figur 4 (tv): Aldersfordelingen for henvendelser vedrørende drenge år (50 %) beretter om seksuelle overgreb i voksenalderen år (17 %) Figur 5 (th): Aldersfordelingen for henvendelser vedrørende piger For pigernes vedkommende ses det i Figur 5, at 42 pct. af de samlede henvendelser til teamet vedrørende pigerne for omhandler de årige. I udgjorde denne aldersgruppe 29 pct., hvilket betyder en stigning i henvendelser til teamet for piger i denne aldersgruppe. De 8-11 årige piger udgjorde 17 pct., de 4-7 årige 27 pct. og de 0-3 årige 14 pct.. Det er vigtigt at holde sig for øje, at ovennævnte kønsfordeling blandt børn udsat for seksuelle overgreb udelukkende gælder de børn og unge, som Team for Seksuelt Misbrugte Børn har haft kontakt med. Tallene er derfor et udtryk for kønsfordelingen i teamets sager og viser ikke kønsfordelingen blandt seksuelt misbrugte børn i befolkningen. Telefonhenvendelser Den første kontakt til Team for Seksuelt Misbrugte Børn foregår oftest via en telefonhenvendelse, hvor henvenderen præsenterer sagen for teamets sekretær, der noterer kontaktinformationerne på barnet og henvenderen. Herefter tager den af teamets medarbejdere, der har telefonvagten, kontakt til henvenderen. Det afklares her, hvorvidt barnet er i fare for igen at blive udsat for et seksuelt overgreb om der skal handles akut. Det vil i første omgang sige, om socialforvaltningen og politiet skal kontaktes 2 Finkelhor, D. (1994). Current information on the scope and nature of child sexual abuse. The Future of Children 1994;4: Jf. Børn udsat for seksuelle overgreb. Statusrapport Team for Seksuelt Misbrugte Børn, Rigshospitalet (2008). 7

6 med det samme for at beskytte barnet og anbringe det under trygge forhold. I særlige tilfælde kan barnet beskyttes ved en indlæggelse på børneafdelingen. I ikke-akutte sager noteres en række informationer i et telefonskema. Barnets situation og behandlingsbehov vurderes herefter på den ugentlige visitationskonference. Vi har i denne statusrapport valgt at kaste et særligt lys på telefonhenvendelserne til teamet, da telefonhenvendelserne er en meget vigtig og omfattende del af Team for Seksuelt Misbrugte Børns ydelser. Telefonrådgivningen kan for hver samtale være meget langvarig, og i hver sag kan der indgå adskillige telefonkonsultationer. Herunder ydes der intensiv krisehjælp til en lang række familier. Således er en lang række af telefonkontakterne en del af klinikkens interventionsarbejde. Det skal understreges, at der med telefonrådgivning ikke er tale om en rådgivningslinie, hvortil borgere kan ringe anonymt. Der spørges indledningsvist altid til oplysninger om det enkelte barn. Professionelle har dog mulighed for at ringe og drøfte en sag anonymt og modtage sparring, supervision eller rådgivning på en aktuel sag eller problemstilling. Aldersfordeling for telefonhenvendelser Som det fremgår af Figur 6 har en fjerdedel af telefonhenvendelserne i omhandlet børn i alderen år. Mens 15 pct. har omhandlet de 8-11 årige. Endnu en fjerdedel drejede sig om 4-7-årige børn og 9 pct. om de 0-3 årige børn. Hele 28 pct. af telefonhenvendelser er uoplyste, hvad angår barnets alder, hvilket omhandler anonyme henvendelser og rådgivningssager, der kan have omhandlet flere børn eller Figur 6: Aldersfordeling for børn ved telefonrådgivninger ( ). 30 % 25 % 20 % 23 % 25 % 28 % 15 % 15 % 10 % 9 % 5 % 0 % 0-3 år 4-7 år 8-11 år år Uoplyst Figur 7 (tv): Hvem henviser til SMB (telefonhenvendelser ). rådgivning i sager, der ikke omhandler et specifikt barn, men en generel problemstilling. Hvem henvender sig pr. telefon? I Figur 7 ses, at 51 pct. af telefonhenvendelser for 2008 og 2009 kommer fra forældre og pårørende, mens 41 pct. af telefonhenvendelser kommer fra professionelle som socialforvaltning, politi og andre behandlere fx Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, læger og andre børneafdelinger, psykologer og PPR. Telefonhenvendelser Andet/uoplyst (8 %) Pårørende (51 %) Figur 8 (th): Hvem henviser til SMB (telefonhenvendelser ). Professionelle (41 %) Pårørende (42%) Andet/uoplyst (9 %) Professionelle (49 %) 8

7 fra pårørende var fra på 42 pct.. Der er altså tale om en vis stigning i telefonhenvendelse fra pårørende. Mens telefonhenvendelserne fra professionelle i 2008 og 2009 var på 41 pct. og i var dette tal 49 pct.. Årsagen til henvendelse Der er forskellige årsager til, at pårørende og professionelle retter henvendelse til Team for Seksuelt Misbrugte Børn. Mange af de telefoniske henvendelser i 2008 og 2009 omhandlede mistanke, hvor en pårørende eller professionel er bekymret for, om et barn har været eller bliver udsat for seksuelle overgreb. I medierne og generelt i samfundet er der i de senere år kommet et større fokus på seksuelle overgreb mod børn, et fokus, der også giver anledning til flere mistanker. Teamet oplever, at mange forældre og professionelle, der henvender sig telefonisk, er usikre på, hvordan de skal tolke deres barns signaler det gælder både dets udsagn og adfærd. Der er ligeledes mange professionelle, der retter henvendelser vedrørende bekymringer for et barn, hvor seksuelle overgreb kunne være sket, men ikke er bekræftet. Det er derfor relevant fremover at undersøge indholdet i og udbredelsen af denne type henvendelser. De øvrige telefoniske henvendelser omhandler forhold, hvor der har været tale om et overgreb fra en ung eller voksen uden for familien samt seksuelle overgreb inden for familien af en ung eller voksen. Et mindre antal telefonhenvendelser vedrører børns overgreb mod børn. Ganske få telefonhenvendelser drejer sig om fysiske symptomer hos barnet, som vækker bekymring. Karakteristika ved telefonrådgivning til pårørende Sager, der afsluttes udelukkende som telefonsager, er kendetegnet ved flere forskellige forhold. I nogle sager kan der alene være tale om uro eller bekymring uden en egentlig mistanke, hvor det heller ikke vurderes, at det pågældende barn mistrives. I henvendelser, hvor der er tale om seksuelle overgreb, der har fundet sted for nogen eller lang tid siden, uden at barnet nu har behov for undersøgelse eller behandling, men hvor familien har brug for professionel hjælp, findes telefonrådgivning nyttig. I andre tilfælde benyttes telefonrådgivningen, fordi familien er bosiddende så langt fra Rigshospitalet, at et behandlingstilbud i nærmiljøet er mere hensigtsmæssigt. Flere pårørende, herunder forældre og nære slægtninge, henvender sig telefonisk med bekymring for et barn. Ved nogle henvendelser inviteres barnet ind til en undersøgelse ved Team for Seksuelt Misbrugte Børns læge og sygeplejerske hurtigst muligt. Andre henvendelser forbliver telefonrådgivningssager med enkelte eller flere telefoniske samtaler. Det kan dreje sig om, at der er påbegyndt en undersøgelse eller behandling andre steder, der skal afsluttes først. Det er oftest uhensigtsmæssigt, at barnet skal undersøges flere steder på én gang, fx børnepsykiatrisk udredning eller en børnesagkyndig undersøgelse i en forældre-myndighedssag. Forældre kan dog have brug for støttende samtaler og rådgivning vedrørende en mistanke om et seksuelt overgreb, imens undersøgelsen af barnet foregår. En særlig gruppe telefonrådgivninger omhandler bekymrede forældre, som regel primært mødre, som efter en kompliceret skilsmisse har vanskeligt ved at kommunikere med den anden forælder, som regel faderen, som barnet har samvær med. I nogle af disse sager kan en udtalelse fra barnet give anledning til bekymring, og den dårlige kommunikation mellem de voksne gør ofte, at forældrene ikke er i stand til at tale nøgternt sammen om, hvad der kan ligge bag barnets udtalelse. I telefonsamtalen bruges der tid til at få spurgt omhyggeligt ind til væsentlige aspekter i forbindelse med de aktuelle forhold, hvilket gør det muligt at foretage en fagligt velfunderet visitation ved den efterfølgende konference. Mange telefonrådgivninger 9

8 afsluttes som kontakter via telefonsamtaler, fordi der gennemføres en grundig udredning og intern faglig drøftelse af den pågældende families forhold omfattende blandt andet afklaring af fremtidige tiltag. Telefonforløbene følges oftest op af opsøgende kontakt til familien for at sikre, at der ikke er behov for yderligere indsats, eller som et omsorgsopkald til en pårørende, som står i en vanskelig situation. Henvendelsesproceduren i Team for Seksuelt Misbrugte Børn giver mulighed for, at alle kan henvende sig med oplysning om navn og cpr-nummer uden nødvendigvis at involvere andre offentlige systemer eller instanser. Man behøver fx ikke henvisning fra sin egen læge, og det er ikke nødvendigt at kontakte socialforvaltningen i udgangspunktet. Denne fremgangsmåde giver en mulighed, der betyder, at flere familier kommer i kontakt med Team for Seksuelt Misbrugte Børn, end det ville være tilfældet, hvis det ikke var muligt at kontakte teamet direkte. De kriseramte familier magter ofte ikke selv at tage kontakt til myndigheder og politi og telefonrådgivningen er derfor ofte rådgivning om kontakt til myndighederne, udarbejdelse af underretning m.m. Det skal understreges, at Rigshospitalet naturligvis har den samme skærpede underretningspligt til de sociale myndigheder, som alle andre offentlige institutioner. Karakteristika ved telefonsager fra andre professionelle En del sager kan omhandle råd og vejledning i forhold til professionelle, som arbejder med en aktuel sag. Professionelle fra socialforvaltninger, politi, sundhedssektoren, skoler, behandlingsinstitutioner, daginstitutioner og psykologer ansat i PPR, privatpraktiserende eller andet regi retter ofte henvendelser for at få en faglig drøftelse og sparring i forhold til en konkret sag. Flere henvendelser til teamet fra andre professionelle er ofte begrundet i en manglende erfaring og viden i forhold til at arbejde med problemstillingen. At arbejde med sager, der vedrører seksuelle overgreb mod børn, kan være fagligt og personligt meget krævende. Sagerne er ofte komplicerede og påvirker de implicerede parter. Derfor er supervision en nødvendighed. Det er med dette afsæt, at teamet siden 2006 har gjort en særlig indsats på dette område. Nogle sager fra andre professionelle særligt socialrådgivere, pædagoger og psykologer kan resultere i, at der efterfølgende ydes et kortere eller længerevarende supervisionsforløb i forbindelse med den aktuelle sag. Et af teamets satsningsområder de seneste år har været at yde kvalificeret supervision til andre professionelle, en ydelse, der har været meget efterspurgt. Supervisionstilbuddet til andre professionelle kan ses som teamets formidling af best practice, der spreder den viden inden for den overgrebsfokuserede behandlingsmetode, som teamet praktiserer. Således bidrages der til, at flere professionelle kan føle sig kompetente og rustede til at arbejde med disse problemstillinger i lokalt regi. Figur 9: Aldersfordeling fremmødte % 30 % 27 % 35 % 25 % 20 % 19 % 17 % 15 % 10 % 5 % 0 % 2 % 0-3 år 4-7 år 8-11 år år Uoplyst 10

9 Familier, der modtager behandling i klinikken De børn, teamet har set og behandlet i klinikken i 2008 og 2009, fordeler sig aldersmæssigt, som anført i Figur 9. Henvisningerne til sagerne i klinikken kommer fortrinsvis fra professionelle, nemlig 64 pct. mens 28 pct. kommer fra familier og pårørende. I Figur 11 ses en sammenligning mellem, hvem der står bag henvendelserne til teamet, i henholdsvis telefonsager 100 % 80 % 8 % 51 % 8 % Andet/uoplyst 28 % Pårørende Professionelle Figur 10: Hvem henviser til SMB. Antal i procent 60 % 40 % 41 % 64 % 20 % 0 % Telefon Fremmøde Henvendelsesform og fremmødte sager. Til de familier, der møder frem i klinikken, tilbydes udredning og behandling i form af psykoterapi, social intervention, og lægelig og sygeplejefaglige intervention. Disse behandlingstilbud er beskrevet nærmere i det følgende. Den psykologiske intervention Udredning I den psykologiske udredning foretages en vurdering af barnets oplevelse af det seksuelle overgreb og de psykiske, sociale og udviklingsmæssige skader, overgrebet kan have forvoldt. Udredningen indebærer en vurdering af barnets psykiske konstitution, de psykiske vanskeligheder og symptomer sammenholdt med barnets ressourcer og kvaliteten af omsorgen for og støtten til barnet i de nære omgivelser. På den baggrund vurderes barnets behandlingsbehov. En grundig tværfaglig udredning af barnet og familien er forudsætningen for den psykologiske behandling, idet mange og forskelligartede faktorer i barnets liv kan indvirke på barnets tilstand og heling efter et seksuelt overgreb. Den psykologiske del af udredningen fokuserer på barnets reaktioner på overgrebet. Det vil bl.a. sige, på hvilken måde overgrebet har fået indflydelse på barnets selvopfattelse og på dets evne til og måde at forholde sig til andre mennesker og især de nære tilknytningspersoner. Symptomer og reaktioner på overgrebet virker ind på det sociale samspil, der har betydning for kvaliteten af barnets udvikling fremover. Der er stor forskellighed i børns reaktioner på seksuelle overgreb og de vanskeligheder, det har forvoldt og vil afstedkomme fremover. Desuden har barnets alder og udviklingsniveau betydning for behandlingsindsatsen. Små børn kan hjælpes på det udviklingstrin, de er, men kan senere i livet få behov for hjælp til igen at forholde sig til overgrebet nu blot med det ældre barns perspektiv. 11

10 Den psykoterapeutiske behandling Den behandlingsplan, der lægges efter udredningen, varierer afhængigt af overgrebets art og varighed, barnets alder og køn, relationen til krænkeren og til omsorgspersoner. Desuden indgår barnets og familiens indstilling og motivation til hjælp til bearbejdning af det skete. Behandlingsformen er i langt de fleste tilfælde overgrebsfokuseret. Dvs. at behandlingen tager udgangspunkt i det overgreb, der er sket, og hjælper barn og familie med at forholde sig til overgrebet og følgerne heraf. Når dette er muligt, hænger det sammen med, at Team for Seksuelt Misbrugte Børn ofte møder barnet og familien inden for de første uger efter afsløringen af overgrebet, og fra starten yder den psykologiske førstehjælp, der er stort behov for. Henvises barnet til behandling flere år efter, at overgrebet er sket, må behandlingen forholde sig til barnets udviklingsmæssige og psykologiske problemer i bredere forstand. Det er erfaringen, at barnet og familien ofte er mere åbne for at arbejde direkte med overgrebet umiddelbart efter, at det er sket, men at familien hurtigt lukker sig om sig selv og lukker af for at tale med andre, hvis der går lang tid, inden de får hjælp. Behandlingen kan omfatte traume- og kriseorienteret behandling i forhold til de børn, der har været ude for en voldtægt eller en anden form for enkeltstående overgreb. De børn, der har været udsat for et overgreb i familien over flere år har behov for længerevarende behandling, der opbygger og styrker barnets personlige og sociale udvikling, og hjælper barnet til at genvinde tillid til den ikke-krænkende omsorgsperson og tro på fremtiden. Behandlingen tilbydes i form af individuel, gruppe- eller familieterapi. Små børn, der er blevet krænket af større børn eller af voksne, som barnet har tillid til, og som har udnyttet barnets aldersrelevante nysgerrighed i forhold til køn, krop og seksualitet, har brug for hjælp til at forstå overgrebet og baggrunden for det og til at skelne krænkende aktivitet fra naturlig udforskende og undersøgende leg. Yngre børn tager pejling af den voksnes reaktioner og er afhængige af nære omsorgspersoner for at komme videre. Derfor er relationen og tilknytningen til forældrene væsentlig for behandlingen. Før pubertetsbørn, der er blevet forført og groomet 4 på Internettet og senere udsat for overgreb af en voksen, som de har chattet med og givet intime oplysninger til, har igen andre behandlingsbehov. De kan bestå i at få genetableret tilliden til forældrene og i at forstå sig selv i groomingsprocessen. Børn, der har været udsat for overgreb fra store søskende, er i starten af behandlingen ofte så overvældet af ambivalente følelser i relationen til krænkeren, at en mere relationsorienteret behandling er nødvendig. Målet med den psykologiske behandling Målet med den psykologiske behandling er overordnet at hjælpe barnet til en integration af det skete på en måde, der i mindst mulig grad skader den fremtidige udvikling. Barnet har brug for personlighedsmæssig støtte til igen at komme i udviklings- og identitetsfremmende aktiviteter, der kan give dem oplevelse af at være kompetente og styrke deres selvopfattelse og selvværd. Den måde, de professionelle og forældrene tænker, taler og handler på, påvirker barnets forståelse af overgrebet. Det er et primært behandlingsmål, at barnet efterhånden skal kunne tænke tilbage på det, der er hændt, med bevidstheden om, at det var den voksnes ansvar og ikke barnets skyld. Ligesom det er målet, at barnet får en klar fornemmelse af egne følelser i forhold til overgrebet samt en overbevisning om, at overgrebet ikke længere har magt til at forhindre barnet at få et godt liv. 4 Se herom i artikel: Psykologisk behandling af børn udsat for online grooming -overgreb via Internettet senere i denne rapport. 12

11 Det behandlingsmæssige arbejde foregår i tæt samarbejde med teamets socialrådgivere, der giver rådgivning og støtte til forældrene. Behandlingsopgaverne er fordelt således, at psykologen varetager behandlingen af barnet, mens socialrådgiveren hjælper forældrene igennem krisen og rådgiver om barnets reaktioner og behov for forældrenes omsorg og støtte. Der foregår løbende drøftelser mellem psykolog og socialrådgiver vedrørende behandlingen og de specifikke interventioner. Ud over de behandlingsmæssige opgaver yder psykologerne supervision og sparring til teamets samarbejdspartnere eller behandlende psykologer i barnets nærmiljø. Der udfærdiges endvidere psykologiske erklæringer om barnet, hvis myndigheder anmoder herom. Teamet udfærdiger ligeledes erklæringer med anbefalinger vedrørende barnets fremtidige behov, hvis der er behov for, at indsatsen i teamet følges op, eller at den fremtidige behandling tilbydes barnet lokalt. I årene 2008 og 2009 modtog 42 pct. af de børn, som mødte frem i klinikken, individuelle samtaler hos en af teamets psykologer. Heraf fik 65 pct. børn 1-5 samtaler dvs. et kort kriseintervenerende forløb, ofte med en viderehenvisning til behandling i lokalt regi, mens 20 pct. modtog mellem 6 og 10 samtaler. Endelig fik 10 pct. et samtaleforløb med flere end 10 samtaler. Den socialrådgiverfaglige indsats Den socialrådgiverfaglige indsats vægtes på lige fod med den psykologiske og den sundhedsfaglige indsats. Socialrådgiverne bidrager i høj grad til den tværfaglige udredning og behandling af barnet og dets familie. Når børn udsættes for seksuelle overgreb, eller der opstår en mistanke herom, har det store konsekvenser for hele familien og ikke kun det udsatte barn. Derfor er støtte og rådgivning til forældrene lige så vigtig, som støtte og behandling til barnet dette er en vigtig del af det fokus, teamet har på barnets behov. Barnet har brug for, at dets forældre er i stand til at opretholde de rammer og regler, der plejer at være, så han eller hun kan føle sig tryg i den nye, ofte meget vanskelige situation. En af teamets vigtige funktioner er derfor at yde krisehjælp. Der er ofte tale om choktilstande hos forældrene, fordi det er vanskeligt at rumme traumet følelsesmæssigt. Den første tid efter afsløringen er derfor meget belastende og præget af dyb foruroligelse. Tankerne om det, der er sket, og konsekvenserne af det og følelserne i forhold til barnet, opleves desuden af forældrene som kaotiske og overvældende. Nogle forældre er desuden bekymrede for ikke at kunne beskytte barnet fremover, fx i tilfælde hvor barnet skal have kontakt med den formodede krænker under samvær. Socialrådgivernes arbejde sikrer således, at teamet har en helhedsorienteret opfattelse af barnets situation og sikrer desuden det tætte tværprofessionelle samarbejde i og udenfor teamet. Derfor tilstræbes det, at alle familier, der møder i Team for Seksuelt Misbrugte Børn, så vidt muligt har kontakt med socialrådgiveren. Ud over at varetage forældrestøtte, der sigter på at genetablere forældrenes funktionsniveau i den akutte krise, er socialrådgiveren ansvarlig for den koordinerende funktion i forhold til andre instanser, der involveres i sagen. Dette kan være socialforvaltningen, politiet, andre behandlere, Retsmedicinsk Institut osv. I hovedparten af de sager, teamet har kontakt med (telefonrådgivninger og behandlinger i klinikken), etablerer socialrådgiveren kontakt til de sociale myndigheder. Dette gøres for at orientere forvaltningen om barnets situation og for at opfylde underretningspligten ifølge Lov om Social Service. Socialrådgiveren vurderer i samarbejde med teamets øvrige personale hvert enkelte barns behov for beskyttelse, hjælp og støtte. 13

12 Forældrestøtte Socialrådgiveren hjælper gennem samtaler og telefonisk kontakt forældrene igennem den første krise og rådgiver i den forbindelse også forældrene om barnets reaktioner og dets behov for forældrenes støtte. I den forbindelse er der er tæt samarbejde med teamets psykologer, hvor der løbende foregår drøftelser vedrørende behandlingen og de specifikke interventioner. Når et barn udsættes for seksuelle overgreb, stiller det store krav til forældrene om at rumme og bearbejde de mange svære følelser, der opstår hos dem selv og barnet. Samtalerne med socialrådgiveren giver forældrene mulighed for usorteret at give udtryk for deres følelser i forhold til situationen og samtidig få den professionelles respons herpå. Nogle følelser er svære at rumme, fordi de opleves som forbudte. Det kan fx være vrede mod barnet eller sig selv for ikke at have passet godt nok på. Det kan være følelser af hjælpeløshed og handlingslammelse, og bekymringer for barnets fremtid. Det er alle følelser, som forældrene hverken kan eller skal dele med deres børn. I 2008 og 2009 har teamet haft ekstra fokus på den forældrestøttende rådgivning. I perioden har 53 pct. af de fremmødte børn og deres familier været til samtale hos en af teamets socialrådgivere. Heraf modtog 71 pct. af de fremmødte 1-5 samtaler hos socialrådgiveren, mens 23 pct. fik mellem 6 og 10 samtaler. I alt 3 pct. af de fremmødte fik flere end 10 samtaler hos en af teamets socialrådgivere. Den læge- og sygeplejefaglige indsats Teamets børnelæge og sygeplejersker kommer i kontakt med børnene og deres familier i forbindelse med de retsmedicinske undersøgelser og i forbindelse med andre fysiske undersøgelser, der kan vise sig relevante. Retsmedicinske undersøgelser Når politiet modtager en anmeldelse, kan politiet vælge at begære en retsmedicinsk undersøgelse til brug i efterforskningen samt i en eventuel retssag. En retsmedicinsk undersøgelse skal foretages under tilstedeværelse af en retsmedicinsk læge. Disse undersøgelser foregår for så vidt muligt i Juliane Marie Centerets Børnemodtagelse, hvor der er rolige børnevenlige omgivelser og personale, der er vant til at omgås børn og deres familier i krise. Ved den retsmedicinske undersøgelse er der ofte en del involverede personer tilstede. Det drejer sig om den pågældende familie, retsmedicineren, repræsentanter fra socialforvaltningen og politiet samt lægen og sygeplejersken fra Team for Seksuelt Misbrugte Børn. Undersøgelsen indledes med en generel udredning af barnets almene helbredstilstand og sygehistorie. Derefter forlader alle, der ikke er sundhedspersonale, rummet. Den retsmedicinske undersøgelse, er en udvendig undersøgelse af kønsorganerne. Som hjælpemiddel bruges et fotokolposkop, der forstørrer og lyser på det undersøgte område. En DVD-optager er tilkoblet således, at undersøgelsen bliver gemt på en DVD til efterfølgende brug af retsmedicineren og politiet. I forbindelse med undersøgelsen tages der ofte podninger, blodprøver for kønssygdomme samt graviditetstests efter behov. Derudover gives der infektionsforebyggende medicin og nødprævention, hvis de skønnes nødvendige. Hvis barnet har akutte læsioner, behandles de med det samme. Endelig planlægges opfølgende blodprøver, vaccinationer og eventuel ny lægeundersøgelse. Undersøgelsen foregår som regel ambulant, men i sjældne tilfælde kan der være behov for indlæggelse af behandlingsmæssige årsager eller som beskyttelse af barnet. Teamets socialrådgiver kan enten før eller efter undersøgelsen orientere forældrene om deres rettigheder og om systemets procedurer. Resultatet af den retsmedicinske undersøgelse kan familien efterfølgende rekvirere via politiet eller gennem deres bistandsadvokat. Team for Seksuelt Misbrugte Børn modtager ikke resultatet. 14

13 Det fremgår af tabel 1, at 40 pct. af de fremmødte børn i 2008 og 2009 modtog en retsmedicinsk undersøgelse, udført enten i Team for Seksuelt Misbrugte Børn eller i Center for Seksuelle overgreb, (det tidligere Center for Voldtægtsofre) eller på Retsmedicinsk Institut. Ved akutte sager, hvor politiet ønsker en retsmedicinsk undersøgelse i nattetimerne eller weekender udføres disse, såfremt andet ikke er muligt, på Retsmedicinsk Institut i børnevenlige lokaler, men uden deltagelse af Team for Seksuelt Misbrugte Børns sygeplejerske eller læge. I perioden blev 5 børn (3 pct.) undersøgt på Retsmedicinsk Institut. I Rigshospitalets Center for Voldtægtsofre (nu: Center for Seksuelle Overgreb) undersøgtes børn fra 12 til 15 år, hvor der var behov for en gynækologisk undersøgelse udført af centerets gynækologiske læge. I perioden 2008 til 2009 blev 8 pct. retsmedicinsk undersøgt i Center for Voldtægtsofre. I alt 56 pct. af de henviste børn i Team for Seksuelt Misbrugte Børn blev ikke retsmedicinsk undersøgt. Antallet af retsmedicinske undersøgelser har ligget konstant siden sidste opgørelse i Retsmedicinske undersøgelser Antal Procent Retsmedicinsk undersøgte børn i alt I Team for Seksuelt Misbrugte Børn I Center for Seksuelle Overgreb 16 8 På retsmedicinsk Institut 5 3 Ingen retsmedicinsk undersøgelse Uoplyst 10 4 Tabel 1: Retsmedicinske undersøgelser i 2008 og 2009 Opfølgning og helbredsundersøgelse Børnelægen og sygeplejersken varetager også den lægelige opfølgning i forhold til børn, som først har været set i Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet. Det kan dreje sig om blodprøvetagning og forbyggende behandling. Hvis børnene følges i lokalt regi frem for i Team for Seksuelt Misbrugte Børn, formidles kontakt til den praktiserende læge, der eventuelt kan overtage opfølgningen. Børn, der følges i Sct. Stefans rådgivningscenter i Københavns Kommune, kan efter aftale henvises til helbredsundersøgelse og behandling hos børnelægen i Team for Seksuelt Misbrugte Børn. Sygeplejersken og børnelægen har et tæt samarbejde vedrørende de retsmedicinske og de helbredsmæssige undersøgelser. Sygeplejersken foretager tillige koordineringen af det sundhedsfaglige personale, retsmedicinere, politi og socialrådgivere. Det er endvidere sygeplejerskens opgave at forberede, vejlede og orientere børnene og deres familier om de pågældende undersøgelser og resultaterne fra dem. Ud over at varetage de sygeplejefaglige opgaver i forbindelse med de helbredsmæssige og retsmedicinske undersøgelser i Team for Seksuelt Misbrugte Børn tilbyder sygeplejersken også individuel seksualvejledning til piger og drenge mellem 12 og 15 år, der har været udsat for et seksuelt overgreb. Formålet er at give børnene viden om almindelige seksuelle emner og styrke børnenes integritetsfølelse og selvrespekt. Emnerne er fx prævention, pubertet og følelser, seksuelt overførte sygdomme, graviditet og abort samt på et mere generelt plan samtaler om sex og seksuelle følelser. Fælles for de børn, der har taget imod tilbudet, er, at de ikke synes, at de ved ret meget alment om sex og seksuelle forhold mellem jævnaldrende. Samtidig ved de ofte heller ikke, hvem de skal tale med det om. Ved ikke politianmeldte sager foretager teamets læge, hvor det er nødvendigt, en kolposkopi-undersøgelse og en objektiv undersøgelse, det vil sige en undersøgelse af, 15

14 Tabel 2: Kolposkopiundersøgelser i hvad lægen umiddelbart kan se, mærke og måle. I 2008 til 2009 er dette sket som vist i tabel 2 og 3. Her ses det, at 14 pct. har modtaget en kolposkopi-undersøgelse mens 31 pct. har modtaget en objektiv lægeundersøgelse. Kolposkopi udført af pædiater Antal Procent Ja Nej Uoplyst 1 1 Tabel 3: Objektive undersøgelser i Objektiv undersøgelse udført af pædiater Antal Procent Ja Nej Uoplyst

15 Genhenvendelser Af Pia Rathje, klinisk psykolog i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Team for Seksuelt Misbrugte Børn har de seneste år haft en større procent genhenvendelser end tidligere. Muligheden for genhenvisninger er indbygget i teamets behandlingsfilosofi. Teamet afslutter ofte kontakten til familierne med mulighed for at kunne vende tilbage på telefonen, hvis der opstår spørgsmål eller nye problemstillinger. Det gør der kortvarigt for en række børn enten grundet det retslige, sociale og familiære efterspil, eller fordi barnet opnår større modenhed og mere viden med alderen og får flere spørgsmål og nye tanker eller reaktioner som følge af de seksuelle overgreb. Teamet ser ofte barn og familie umiddelbart efter overgrebet eller afsløringen. Det sker inden for en til to uger efter afsløringen i to tredjedele af tilfældene. Det forebygger følgesymptomer af det seksuelle overgreb, at der kan ydes krisehjælp relativt hurtigt, og at barnet får hjælp til at kunne forstå og få sammenhæng i følelserne og kunne tale om det, der er sket lige efter overgrebet, og at familien eller rettere de(n) ikke-krænkende forældre rådgives og støttes gennem det delvist ukendte og følelsesmæssigt belastende forløb, der følger. De fleste familier kender ikke på forhånd sagsgangen efter afsløring af et seksuelt overgreb. Det er naturligvis ikke muligt at nå at forholde sig til alle de problemer, der opstår i kølvandet af afsløringen af et seksuelt overgreb på den relative korte tid, barn og familie er i kontakt med Team for Seksuelt Misbrugte Børn. Ofte finder retssagen først sted over et år efter politianmeldelsen. Alt afhængigt af om barnet er videoafhørt tidligere eller skal vidne i retten, efterlades barnet ligesom dets forældre med nye tanker og overvejelser efter retssagen. Mange børn oplever nye voldsomme reaktioner i forbindelse med retssagen, fordi de igen bliver bange for den krænkendes vrede. Minderne om overgrebet og tankerne om, hvor hårdt og sørgeligt livet har været under og efter overgrebet, aktiveres. Tankerne om at kende et menneske, der er eller skal i fængsel, er meget overvældende for et barn ikke mindst, hvis der er tale om et nært familiemedlem. Børnene bliver ligeledes voldsomt påvirket og traumesymptomer forstærkes eller genopstår i tiden omkring afslutningen på krænkerens afsoning. Der er en meget stor diversitet, når vi ser på symptomer på seksuelt overgreb hos børn. Nogle børn udviser næsten ingen symptomer umiddelbart efter afsløringen af overgrebet. I over halvdelen af de sager, der behandles i teamet, er der tale om enkeltstående seksuelle overgreb. En stor del af disse er voldtægter, men der er også mindre børn blandt ofrene for enkeltstående overgreb, der har formået at fortælle om overgrebet på et tidligt tidspunkt, således at flere overgreb er blevet forhindret. Barnet har afsløret overgrebet og er blevet troet: Det giver alt andet lige en god prognose. Teamet har kunnet konstatere, at ca. en tredjedel af de børn, der kunne se ud til at være symptomfri fra en start, udviste symptomer senere i forløbet, hvilket kan skyldes 17

16 mange forskellige forhold. Andre børn udviser mange alvorlige tegn på omsorgssvigt og traumer. Der er sandsynligvis tale om, at nogen børn har større modstandskraft end andre. Men reaktionerne er også påvirket af karakteren af overgrebet, af bearbejdningen af overgrebet og helingsprocessen bagefter. Sådanne faktorer spiller sammen med en række psykosociale forhold og med evnen til kognitiv og følelsesmæssig bearbejdning. Barnets psykiske konstitution og eventuel forudgående psykopatologi hos barnet har indflydelse, ligesom støtten i netværket og ikke mindst hos forældrene har afgørende betydning for reaktionsmønstret. Lidt over en tredjedel af de børn og unge, der henvises, vurderes at være færdigbehandlet i teamet efter at have modtaget den overgrebsfokuserede korttidsbehandling. Alligevel afsluttes forløbet med barnet oftest med en skrivelse til egen læge eller de sociale myndigheder, hvori det fremhæves, at børn, der har været udsat for overgreb i de tidlige barneår, kan få brug for professionel støtte på et senere tidspunkt i opvæksten og mulighed for yderligere bearbejdning af overgrebet ud fra det ældre og mere modne barns perspektiv. Børn med meget omfattende og gennemgribende psykiske og sociale vanskeligheder viderehenvises til mere omfattende behandlingstilbud, end det er muligt at tilbyde i Rigshospitalets regi. Andre børn viderehenvises, fordi de bor langt væk og/eller fordi der findes behandlingstilbud lokalt. Genhenvendelserne til teamet vedrører dels børn, der er blevet ældre og har brug for at tale om overgrebet fra det mere modne barns perspektiv, dels børn, der kortvarigt har fået et tilbagefald, som barnet eller især forældrene har brug for hjælp til at komme videre med. Genhenvendelserne viser, at både barn og familie er trygge ved at søge hjælp igen i Team for Seksuelt Misbrugte Børn og åbne for at tage nye aspekter af overgrebet og dets følgevirkninger op. Mange gange er der blot brug for enkelte samtaler med henblik på at få barnet i positiv udvikling igen. 18

17 Små børn udsat for seksuelt overgreb Af Pia Rathje, klinisk psykolog i Team for Seksuelt Misbrugte Børn Indledning Blandt de indtil nu omkring 2000 børn henvist til Team for Seksuelt Misbrugte Børn har ca. 40 procent været førskolebørn under syv år 1. Heraf er ca. halvdelen mødt frem til undersøgelse og behandlingsforløb i klinikken, mens resten er blevet håndteret som rådgivning til forældre eller professionelle blandt andet i form af telefonrådgivning, konsultation og supervision. Denne artikel analyserer data vedrørende 674 nul til seksårige børn svarende til mere end en tredjedel af alle henviste. Heraf har 323 været til undersøgelse eller behandling i klinikken, mens 351 børn har været håndteret som telefonrådgivning, konsultation og supervision. Udenlandske tal indikerer, at mellem 25 og 35 procent af alle de seksuelt krænkede børn er under syv år. Gennem årerne har procentdelen på Rigshospitalet ligget et sted mellem 35 og 45 procent. Det kan skyldes, at hospitalet er et trygt sted at komme, når der er opstået mistanke om, at et lille barn har været udsat for en krænkelse af seksuel karakter. Den tværfaglige udredning, hvorunder lægen forholder sig til de fysiske tegn, der ofte er anledningen til mistanken i forhold til de små børn, der har svært ved at fortælle, hvad der er sket, opleves betryggende. Fordelingen mellem spædbørn (nul til to år) og børnehavebørn (tre til seks år) er 103 henvendelser om spædbørn og 561 om børnehavebørn. Herunder har 51 spædbørn været til undersøgelse eller behandling, mens der for de øvrig 52 spædbørn er ydet telefonrådgivning.. Blandt børnehavebørnene er 278 mødt op i klinikken, mens 283 har været omfattet af telefonrådgivning, møder, supervision mv. Som det ses, er der markant flere henvendelser vedrørende børnehavebørn. Børnehavebarnet har fået sprog og dermed mulighed for at fortælle om sine oplevelser og underbygge en mistanke. Politiet foretager som 1 Artiklen referer til børn, hvis kontakt til Rigshospitalet er afsluttet i perioden marts 2001-marts Igangværende behandlings-og rådgivningssager optræder ikke i statistikken. hovedregel ikke videoafhøring, hvis barnet er under 3 år. Spædbørn kommer til retsmedicinsk undersøgelse, når det er indikeret, men der opnås sjældent en afklaring af, hvorvidt barnet har været udsat for et seksuelt overgreb. Samtidig er børnehavebarnets bevægelsesmuligheder større, ligesom det kommer ud blandt andre og større børn og befinder sig i flere sammenhænge, hvor det er alene med andre børn og voksne. Risikoen for overgreb mod børnehavebarnet er større, samtidig med at mulighederne for, at overgreb mod barnet bliver opdaget, også er det. Flere drenge blandt de små børn Fordelingen mellem drenge og piger i det samlede antal henvendelser på Rigshospitalet ligner den fordeling, der iagttages i lignende sammenhænge: 25 procent drenge og 75 procent piger. Som vist i Tabel 1 er der en lidt større andel af henvendelser om drenge blandt de nul til seksårige. Af alle de henviste små børn på Rigshospitalet udgør drengene en tredjedel, mens drengenes andel i den ældre børnegruppe kun er en femtedel. Det antages ofte, at der er flere drenge, der har været udsat for seksuelt overgreb end det antal, der kommer for dagens lys. Dette mørketal i forhold til drengene forklares ofte med, at drenge har sværere ved at afsløre et seksuelt overgreb end pigerne, at drengene værger sig ved at definere sig som ofre for et seksuelt overgreb, at de oplever sig aktive og medansvarlige og dermed skyldige i en grad, der befæster hemmeligholdelsen. For de små børns vedkommende gælder, at det i mindre grad er børnenes egen fortælling, der fører til afsløringen. Det er som hovedregel de voksne i barnets nære omgivelser, der ved bleskift, badning og påklædning bliver bekymrede for fysiske tegn, så som rødme, mærker eller hævelser omkring genitalierne hos både piger og drenge. Små drenge kommer i lige så høj grad som pigerne med udsagn om kroppen, kropsfornemmelser og barnlig 19

18 seksualitet, nysgerrighed og udforskning, der sammen med fysiske tegn på barnets krop og ændringer i barnets adfærd kan give anledning til mistanke. De helt små drenge, der endnu ikke er socialiseret ind i den traditionelle maskuline kønsrolle, fortæller i samme grad som pigerne om fortrædeligheder, krænkelser og overgreb til de voksne, de har tillid til. Små børn fortæller sjældent om det seksuelle overgreb Børn kan have forståelige grunde til ikke at afsløre et seksuelt overgreb: De oplever sig skyldige og skamfulde. De kan tit være bange for konsekvenserne, hvis de afslører hemmeligheden. De kan være truet til at tie. Men de frygter især for forældrenes reaktioner og for konsekvenserne for familien. I øvrigt gør små børn, hvad de voksne siger, de skal, fordi de er små og vant til at rette sig efter de voksne, som mange af de lidt større børn, der har været udsat for overgreb som små, forklarer i den efterfølgende terapi. Almindeligvis kommer tillidsfulde små børn uvilkårligt og umiddelbart til de voksne, hvis de har oplevet noget, der har forskrækket eller forvirret dem. De spørger ligeledes frejdigt, hvis der er noget, de ikke forstår. Når det drejer sig om tildragelser af seksuel karakter gælder den umiddelbare åbne reaktion i højere grad, hvis der er tale om overgreb begået af en person uden for familien. Hvis der er tale om et seksuelt overgreb begået af barnets far, storebror eller bedstefar spiller mange faktorer ind og bryder umiddelbarheden. Hensynet til den krænkende part, barnets ambivalente og forvirrende følelser, de bange anelser eller måske truende signaler gør det kompliceret for det lille barn at fortælle, hvad der sker. Små børn, der er forført ind i det seksuelle overgreb over tid startende med en leg, der ganske gradvist bliver seksuel, oplever sig skyldige og skamfulde, hvorefter der skal nye muligheder og særlige omstændigheder til, før de fortæller om overgrebene. Især små børn oplever sig som centrum for det, der sker. De oplever sig derfor også medansvarlige. De oplever at have samarbejdet, og at dette samarbejde er en slags accept: Jeg gik jo selv derned, som en fire et halvt år gammel dreng, der blev krænket i en cykelkælder, fremhæver, eller Vi var altså kærester, som en seksårig pige udtrykker det, om sin femtenårige fætter. Andre små børn har det så svært ved at afsløre hemmeligheden, at de ikke får det gjort, før søskende er i risiko for lignende overgreb, eller når de senere opdager, at det seksuelle overgreb bryder med almindelige sociale normer og ikke er omgangsformen i andre familier. Jeg fortalte om min far til en pige fra søndagsskolen. Hun så forfærdet på mig og sagde: Kun Gud må se dig uden tøj på. I størsteparten af alle henvendelser vedrørende førskolebørn har vi at gøre med børn, som endnu ikke kan forventes at have viden om voksenseksualitet, som ej heller kan forstå hensigten bag eller har ord og begreber for den seksuelle krænkelse, som de er udsat for. Små børn har sjældent ord og begreber til hverken at forstå eller forklare sig om det seksuelle overgreb, når de forsøger at fortælle voksne herom. Ofte hersker der meget stor tvivl om, hvorvidt der overhovedet er sket et overgreb, og hvis der er, hvad det har drejet sig om. Børn kan fortælle om at få lim i numsen, om en sort lakridspind i tissekonen om at få puttet penge op i numsen eller om brandbiler, der sprøjter, når pædagogen kører dem op bag i uden at kunne uddybe udtalelserne. Afhængigt af den øvrige kontekst kan forældre være helt overbevist om, at deres barn har været udsat for en seksuel kræn- Tabel 1: Køn- og aldersfordeling. N = 1686, herudover optræder der 5 børn, hvis køn ikke er oplyst. Tallene dækker over både telefoniske og personlige henvendelser til SMB drenge 453 piger 217 drenge 793 piger 0 6 år 7 15 år 20

19 kelse. De kan måske også pege på en gerningsmand, men der er ingen sikre beviser, der kan løfte en eventuel politimæssig efterforskning. En mindre del af de små børn, vi møder i Rigshospitalet, har kunnet fortælle om et enkeltstående overgreb så hurtigt efter overgrebet og så klart og præcist, at politiet eller myndighederne har haft mulighed for at handle på afsløringen umiddelbart efter overgrebet med sporsikring og anholdelse. I disse tilfælde eller i de sager, hvor gerningsmanden tilstår det seksuelle overgreb på barnet, er prognosen for behandling af barnet god. Barnets bearbejdning og psykologiske heling efter overgrebet er ikke belastet af den tvivl og usikkerhed, der ellers er så karakteristisk for sager med mistanke om overgreb på små børn. Kun fem procent af de små børn, der kommer på Rigshospitalet, fortæller selv om overgrebet ved den første konsultation. Børnene kommer primært fulgt af en eller begge forældre. Andre tretten procent af de helt små børn kan fortælle om overgrebet sammen med en af forældrene, men i langt de fleste tilfælde er der tale om, at det er en af forældrene, der beretter om den mistanke, der er opstået, hvad der er sket med barnet og hvad der er politianmeldt etc. De udviklingspsykologiske aspekter Det komplicerer både opklaring og behandling, at vi ikke altid forstår budskabet fra små børn eller opfanger barnets signaler, så der tegner sig et præcist billede af, hvad der er sket med barnet. Det er svært at forklare helt små børn, hvad det er, der bekymrer deres far eller mor, og små børn er sjældent i stand til at af- eller bekræfte bekymringen, fordi de hverken har begreber eller abstraktionsniveau til det. Små børn kommunikerer, tænker og bearbejder oplevelser konkret og via leg hvorfor andre kommunikationsmidler end samtale ofte må anvendes kreativt i behandlingen. Det kan være leg med dukker og andet legetøj, at tegne og lignende. I behandlingen forsøges så konkret og direkte som muligt at sætte ord på det, de voksne beretter, der er sket. Samtidig formidler vi, at en sådan handling mod barnet ikke må ske, og at forældrene vil beskytte og passe på barnet, og det vil vi hjælpe med. Den uafkræftede mistanke gør, at barnet rent faktisk fortsat kan være udsat for overgreb. Børn formes i relationen til de nære omsorgspersoner. Omsorg fra forældre (som ikke krænker) er afgørende for en positiv udvikling. En god tilknytning til den primære omsorgsperson og åben kommunikation er forebyggende. Behandlingen skal være støttende i forhold til netop disse forhold i forældre/barn-relationen. Udviklingen af barnets seksualitet er en integreret del af hele dets udvikling. Barnets seksualitet er væsensforskellig fra voksnes seksualitet. De kriseramte forældre overvældes let af forestillinger om voksenseksualitet, når de forestiller sig overgrebet mod deres barn. Børn har imidlertid ikke viden om voksenseksualitet eller begreber for den voksenseksualitet, de er blevet eksponeret for. Som den lille pige, der fortalte, om morfar der tændte og slukkede for tissemanden og/eller gennem at vise bevægelsen, har barnet alligevel andre muligheder at udtrykke sig på. Hvad kan vi lære af de genhenviste og ældre børn? Teamet får en mindre del genhenvisninger, der drejer sig om, at barnet har nået et modenhedsniveau, der sætter det i stand til at fortælle om overgrebet. Eller barnet er kommet i en social situation, der gør det muligt at fortælle om et seksuelt overgreb, som det tidligere ikke havde mod til at afsløre. Fra genhenviste og andre større børn får vi at vide, at mange seksuelle overgreb er startet et til to år før skolealderen. Dette svarer til udenlandske undersøgelser, der anslår et typisk starttidspunkt for seksuelle overgreb på piger til at ske i fem til seks års alderen, mens overgreb på drenge gennemsnitligt starter, når drengen er over seks år. Teamet møder store børn, der kan huske deres egne oplevelser ved overgrebets start og give informationer om, hvordan de som små oplevede den gradvise forførelse. Min fars tissemand var en lille bi, der sugede honning. Det var først senere, jeg opdagede, at det, han kaldte hygge, var strengt forbudt. Jeg blev bange for, at politiet skulle opdage det. Det er en lettelse for de lidt større børn at kunne sætte ord på, hvordan de oplevede overgrebet. Det er vigtigt for barnet at skabe sammenhæng og mening i det, det har været udsat for. Nogle af de store børn slås med ikke at kunne huske overgrebet og deres egen oplevelse af det, så godt som de gerne ville kunne. Så snart børnene er store nok til at være bevidste om, hvad de har oplevet, træder en ny form for beskyttende faktor i kraft. Der opstår modvilje mod at mindes den traumatiske hændelse. Det nu bevidste barn har ikke lyst til at tænke på eller fortælle om et seksuelt overgreb, som alle det selv inklusiv hellere vil glemme eller ønsker aldrig var sket. Dette understreger vigtigheden af at hjælpe barnet til at få sat ord på oplevelsen umiddelbart efter en afsløring af et overgreb, inden barnet igen lukker af. Nogle af de genhenviste børn fortæller, at de har forsøgt at fortælle om overgrebet, da det skete, men uden helt at vide, hvad det var, de ville fortælle. Fx fortalte en lille pige, at stedfaderen tog underbukserne af hende, men kunne ikke forklare sig yderligere, da moderen reage- 21

20 rede uforstående og lettere vantro. Herefter sagde hun ikke mere, før hun blev teenager og stedfaderen var flyttet. Når små børn ikke høres Professionelle, der har med børn at gøre i det daglige arbejde, ønsker meget ofte viden om, hvilke tegn og signaler, det er vigtigt at være opmærksom på, når det gælder seksuelt misbrugte børn. Desværre er seksuelt misbrug af børn en særdeles kompleks problemstilling. Der indgår oftest både somatiske, psykologiske og sociale aspekter, som kun i meget sjældne tilfælde giver helt baggrund for at diagnosticere. Børn har brug for at blive troet på, når de fortæller om traumatiske eller skræmmende oplevelser. Et seksuelt overgreb er både et traume og et svigt. Hvis barnet ikke bliver troet, når det fortæller om et overgreb, er der tale om et dobbelt traume og et dobbelt svigt. Barnet fortæller måske i første omgang for at få afklaret, om de forvirrende hændelser, som det oplever, er noget, den voksne må eller ej, men bliver ofte mødt med de andre voksnes vantro og udsagn om ikke at sige sådan noget pjat. De fleste forældre tænker som hovedregel ikke deres nærmeste i stand til at forgribe sig på et lille barn. Modviljen i barnets omgivelser mod overhovedet at tænke på emnet: seksuelt overgreb på små børn, svækker evnen til at høre og opfatte barnets fortælling, når denne fortælling kommer helt umiddelbart. Disse børn bliver ikke hørt og lider under det. Om andre små børn kan der opstå bekymring og mistanke om overgreb, som aldrig bliver afklaret. Forældrene plages af angst og barnet lider også herunder. Udsagn fra små børn, der vækker bekymring og usikkerhed Team for Seksuelt Misbrugte Børn møder et utal af eksempler på udsagn fra små børn, der vækker bekymring, og som sammen med andre tegn og signaler fører til mistanke om, at der er sket en krænkelse af seksuel karakter. Mange af disse udsagn er præget af at være løsrevne beretninger, som barnet på grund af sin alder har svært ved at sted- og tidsfæste og svært ved at forklare sammenhængen i. Den voksne må stykke viden og fakta sammen af løsrevne udsagn, eventuelt koblet med en ændret adfærd hos barnet eller iagttagelser af uforståelige følelsesmæssige reaktioner. Der er tale om børn, hvis udsagn indeholder oplysninger, der sammen med de andre informationer, kræver at blive taget alvorligt. Når udsagn som: Fars tissemand i Livs tissekone gør av?? eller Mandens tissemand sprøjter er kombineret med fysiske observationer så som en hævet, øm tissemand, en rød numse eller blodigt udflåd, så tolkes barnets udsagn ikke umiddelbart som det spørgsmål til seksualitet eller til forskellen mellem voksne og børn, som barnet måske stillede, men ind i en langt mere bekymrende kontekst. Små børns mystiske beretninger og usammenhængende fortællinger om fx film og slik eller fotografering midt om natten kombineret med dårlig kommunikation mellem samværsforældre eller belastende viden om partneren fra fortiden kan gøre den forælder, der søger at tolke barnets udsagn, yderst urolig og bekymret måske for bekymret, men også i de tilfælde er der et stort behov hos den urolige forælder for at blive hørt og taget alvorligt for igen at kunne blive rolig. Et udsagn, som: Det må jeg godt hos far! som hurtig (og kampklar) svar på tiltale, når moderen forsøger at regulere numsepilleri i stuen, kan gøre en forælder vanvittig bekymret, hvis det kommer på et tidspunkt, hvor der er andre forhold, der vækker mistanken om overgreb. Små børn kan fremkomme med udtalelser, der kan tolkes som tegn på et seksuelt overgreb. Men det kan også være det nysgerrige barns spørgsmål til egne kropsfornemmelser og seksuallivets mysterier. Små børn forsøger via deres fantasi at få mening med og hold på, hvad de selv fornemmer eller opsnapper fra de voksne eller det omgivende miljø. Selv små børn bombarderes med seksuelle og pornografiske stimuli i det offentlige rum, som deres forældre enten har svært ved eller ikke er opmærksomme på at hjælpe dem med at forholde sig til og forstå. Små børn er nysgerrige i forhold til egen seksualitet. Udforskning på dette område er en naturlig del af udviklingen. Små børns udsagn om et overgreb af seksuel karakter kan være uhyre svære at skelne fra udsagn med mere uskyldig baggrund. For den store gruppe af små børn, hvor mistanken primært opstår på baggrund af forældrenes bekymring og hvor det er uvist, hvad der er sket, har både behandler og retssystemet et alvorligt problem. Hvem får mistanken? Mange familier henvender sig på Rigshospitalet, når de får mistanke om, at deres barn har været udsat for et overgreb, men henvisningen kan også komme fra praktiserende læger, andre hospitaler, sociale myndigheder, daginstitutioner og politiet. Henvendelserne fordeler sig for alle henviste børn mellem nul og femten år med knapt en tredjedel, der selv henvender sig. De kommunale socialforvaltninger står for knapt en femtedel og politiet for en tiendedel af henvisningerne. Knapt en tredjedel af henvendelserne kommer fra andre professionelle. Henvendelserne vedrørende de større børn (over 6 år) 22