GLIMT AF GHANA BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "GLIMT AF GHANA BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO"

Transkript

1 Vidste du at Ghana er verdens næststørste producent af kakaobønner? Danmark købte og sendte slaver fra Guldkysten (i dag Ghana) over Atlanten til Dansk Vestindien? For at forbrænde en chokoladebar skal du løbe stærkt i 24 minutter? I denne bog kan du møde børn, unge og voksne fra kakaodistrikter i Ghana. Du kan også læse om en dansk piges møde med Ghana og drengen Sammy, der drømmer om at blive læge og bygge et stort hus til sin mor. Læs også om kakaoproduktion, skolegang og gode slikvaner. GLIMT AF GHANA BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO TOMS & IBIS GLIMT AF GHANA BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO

2 GLIMT AF GHANA BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 1

3 GLIMT AF GHANA Beretninger om mennesker, skoler og kakao 1. oplag 2009 Forfattere, illustratorer, fotografer, IBIS og Toms ISBN: En særlig tak til: Prosper Nyavor, projektleder på Toms og IBIS skoleprojekt, Kokuom, Ghana Mr. Aduse Poku Antwi, Ghanas Uddannelsesministerium, Kokuom Handels- og Søfartsmuseet for donation af illustrationer til På slavernes tid Erik Thygesen for lån af Fanny Louise von Mehrens breve fra Guldkysten Fotograf Lærke Morell, Ankh Media, for foto af Christiansborg, Ghana Børnerådet og Tobias Manczak for foto side 90 Glimt af Ghana beretninger om mennesker, skoler og kakao er udgivet med støtte fra Danida Redaktion Marianne Vestergaard, Eva Mondrup og Charlotte Berghof Redaktionsgruppe Birgit Gamborg Hansen, Maria Sander, Dorthe Nielsen, Helle Gudmandsen og Lene Lorentzen Grafisk tilrettelæggelse Peter Waldorph, Oktan grafisk servicestation Omslagsfoto Dorthe Nielsen Tryk Printed in China INDHOLD 5 Forord 7 Fakta om Ghana 11 CSR virksomheders sociale ansvar - fakta 17 På slavernes tid - historisk artikel 27 Historierne fra Ghana 31 Faustina og fremtiden - portræt 39 Alverdens muligheder en teenagers rejse - novelle fra nutiden 45 Godwin portræt af en uddannet kakaobonde - portræt 53 Kakao fra træ til bønne - fakta 61 Abena en ghanesisk kvindes historie - portræt 69 Nokumas skæbne - novelle fra slavetiden 77 Ibrahim nogle søndage mødes jeg med mine venner og spiller fodbold - portræt 84 Sådan har jeg selv hørt det fortællinger fra Asunafo South, Ghana 90 Slik, sukker og forbrænding - fakta 96 Litteraturliste Kopiering til undervisningsbrug er tilladt med kildehenvisning Bogen og tilhørende lærermateriale kan findes på: 2 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 3

4 Hvad har ulandsorganisationen IBIS og chokoladeproducenten Toms til fælles? De har ønsket om at skabe udvikling i kakaodistrikter i Ghana. Ghana producerer størstedelen af de kakaobønner, som Toms laver chokolade af. Både IBIS og Toms ønsker at sikre, at produktionen af kakao sker på en bæredygtig måde, og hvor børn ikke bliver udsat for børnearbejde. Midlet mod børnearbejde er uddannelse, og derfor har IBIS og Toms indgået et samarbejde, hvor vi forbedrer kvaliteten af undervisningen i skoler i kakaodyrkende områder og arbejder på, at alle børn kommer i skole. FORORD Med denne bog håber vi, at du får en forståelse for kakao og et indblik i, hvordan livet ser ud for mennesker, der bor i områder, hvor mange lever af at dyrke kakao. Rigtig god læselyst! Vagn Berthelsen Jesper Møller Generalsekretær Adm. direktør IBIS Toms Gruppen A/S 4 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 5

5 FAKTA OM GHANA 6 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 7 Areal km 2. Ghana er cirka 5,5 gange større end Danmark. Grænser Ghana grænser op til Burkina Faso, Elfenbenskysten og Togo. Ghana har 539 km kystlinje. Selvstændighed 6. marts 1957 opnåede Ghana selvstændighed fra Storbritannien, som siden 1874 havde haft Ghana som koloni. Sprog Det officielle sprog i Ghana er engelsk, som også tales i skolerne. Den ghanesiske befolkning er delt op i mindre etniske grupper, som taler mere end 30 sprog og dialekter. De grupper er akan, som udgør 45,3 % af befolkningen, mole-dagbon 15,2 %, ewe 11,7 %, ga-dangme 7,3 %, guan 4 %, gurma 3,6 %, grusi 2,6 %, mande-busanga 1 %, og andre folkeslag udgør 7,8 %. Sprogene, som disse folk taler, er ikke dialekter men adskiller sig væsentligt fra hinanden. Naturressourcer Ghana er rigt på guld, tømmer, diamanter, bauxit (aluminiummalm), mangan (en metalart), fisk, gummi, råolie, sølv, salt og kalksten. Eksportvarer Guld, kakao, tømmer, tunfisk, bauxit (aluminiummalm), aluminium, mangan (en metalart), diamanter.

6 Handelspartnere (eksport) Blandt andet Holland (11 %), Storbritannien (9 %), Frankrig (6,2 %), USA (5,9 %), Tyskland (4,6 %) og Belgien (4,4 %). Importvarer Industriprodukter, olie og madvarer. Handelspartnere (import) Blandt andet Nigeria (15,1 %), Kina (14,9 %), Storbritannien (5,2 %) og USA (5,1 %). Valuta Ghana cedi (GHC). 1 Ghana cedi = cirka 5 danske kroner. Befolkningstal indbyggere. Befolkningens aldersfordeling 0-14 år: 37,8 %, år: 58,7 % 65 år eller ældre: 3,6 % Forventet gennemsnitslevealder Total: 59,5 år Mænd: 58,7 år Kvinder: 60,4 år Hiv/aids mennesker i Ghana er smittede med hiv/aids. 1,9 % af alle voksne er smittede med hiv/aids. Til sammenligning er 12,5 % (1,5 millioner mennesker) af den voksne befolkning i Mozambique smittede med hiv/aids. I Danmark er tallet 0,2 % (4800 mennesker). Religion Kristne: 68,8 % Muslimer: 15,9 % Traditionelle: 8,5 % Andre religioner: 0,7 % Ateister: 6,1 % Andel af befolkningen over 15 år som kan læse og skrive Total: 57,9 % Mænd: 66,4 % Kvinder: 49,8 % Hovedstad Accra (cirka 1 million indbyggere). Styreform Demokrati. Ghanas præsident hedder John Evans Atta Mills (National Democratic Congress) og blev valgt 7. januar Større politiske partier Ved parlamentsvalget i 2009 fordelte de 228 parlamentspladser blandt de politiske partier sig som følgende: National Democratic Congress (114), New Patriotic Party (107), Independent Candidates (4), Peoples National Convention (2) og Convention Peoples Party (1). Arbejdsløshed 20 % - et tal der er noget usikkert, fordi mange ghanesere ikke er registreret som arbejdsløse, selv om de ikke har et egentligt arbejde. Kakaoens betydning for Ghanas økonomi Ghana er den 2. største producent af kakao i verden, og kakao herfra udgør 15 % af den samlede verdensproduktion. Kun Elfenbenskysten producerer mere kakao end Ghana. Kakaoproduktionen har stor betydning for Ghanas økonomi, da indtægterne fra kakaoen udgør cirka 35 % af landets indtægter fra eksport det svarer til cirka 7 % af landets BNP. 8 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 9 Foto: Charlotte Berghof Kilde: CIA World Factbook, Wikipeida, og 2009

7 CSR virksomheders sociale ansvar Tekst: Birgit Gamborg Hansen Foto: Dorthe Nielsen og Charlotte Berghof Ghana er mange familier fattige, og det er naturligt, at børnene hjælper forældrene mere, end vi er vant til i Danmark. Sær- I ligt de fattigste familier lader børnene deltage i for eksempel kakaodyrkningen, hvilket nogle gange kan ske på bekostning af skolegangen. Kakaoen dyrkes på små familiebrug, hvor børnenes hjælp kan være særdeles vigtig. Desuden er der tradition for, at kakaobruget går i arv fra generation til generation, hvilket kræver, at børnene oplæres i kakaodyrkningen. Samtidig er kvaliteten af undervisningen i skolerne i landområderne ofte så lav, at forældrene er bekymrede for, om børnene lærer at læse og skrive. Derfor lader forældrene børnene arbejde i kakaobruget i stedet for at gå i skole, så de i det mindste kan lære at dyrke kakao og hjælpe til med at tjene penge til familien. Den ghanesiske regering har taget initiativ til at udrydde de værste former for børnearbejde. For at støtte dette initiativ har Toms i samarbejde med ulandsorganisationen IBIS startet et skoleprojekt i to kakaodistrikter, hvor Toms får sine kakaobønner fra. Projektet er støttet af Danida (Udenrigsministeriets afdeling), der arbejder med bekæmpelsen af fattigdom i ulande. Langt ude på landet, hvor kakaoen dyrkes, er det ofte svært at få uddannede lærere til at arbejde. Derfor er mange af dem, der underviser i skolerne slet ikke uddannede. Et væsentligt forhold ved Toms og IBIS samarbejde er at sikre en bedre skolegang for børn i kakaodistrikterne, og derfor er projektet med til at sørge for, at disse lærere får en uddannelse ligesom dem, der er uddannede lærere, kommer på efteruddannelse. 10 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 11

8 Eleverne på de berørte skoler modtager desuden skolebøger og hæfter. På den måde kan ghanesiske børn få den kvalitetsuddannelse, de har ret til. Ifølge FN s Menneskerettighedserklæring har alle børn ret til en uddannelse. Siden skoleprojektet begyndte i 2007, er der ud over uddannelsen af lærerne blevet afholdt lokale forældremøder og lavet radioudsendelser, som har oplyst om og debatteret børns ret til at gå i skole. Socialt ansvar Elever fra en børnehaveklasse på en af projektets skoler. CSR er en forkortelse af det engelske udtryk Corporate Social Responsibility. Det kan oversættes til dansk på flere måder, men ofte taler man om virksomheders sociale ansvar. Det betyder, at virksomheder frivilligt tager et ansvar tilbage i forsyningskæden altså der hvor virksomheden køber sine råvarer. CSR-arbejde kan berøre både sociale, etiske og miljømæssige forhold. Toms arbejder med CSR i forhold til forsyningskæden, medarbejdere, miljø og klima samt forbrugernes sundhed. Som et udtryk for Toms CSR-arbejde har Toms blandt andet iværksat skoleprojektet i Ghana og et projekt til forbedring af kakaobøndernes arbejdsvilkår. Samtidig har Toms aktiviteter i Danmark. Blandt andet har Toms fokuseret på sundhed og har iværksat en bred vifte af sundhedsinitiativer for at motivere virksomhedens medarbejdere. Det betyder, at der for eksempel nu kun serveres sund mad i kantinen, og der er blevet indrettet et spinningslokale, så medarbejderne kan motionere. I forhold til forbrugerne har Toms udviklet en slikguide, som skal hjælpe forældre og børn med at få en fornuftig omgang med slik. Dyrkning af kakao i Ghana Toms har også andre projekter i Ghana end skoleprojektet. I samarbejde med Cocoa Research Institute of Ghana har Toms i udvalgte områder indført en ny metode i forbindelse med fermenteringen af kakao, det vil sige gæringsprocessen, som kakaobønnerne gennemgår, efter de er blevet høstet. Metoden gør en stor forskel for bønderne, der får bedre arbejdsvilkår og hurtigere betaling for deres arbejde. Samtidig giver kakaoen, der er produceret med denne metode, Toms mulighed for at udvikle en særligt velsmagende chokolade. 12 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 13

9 Børnearbejde Børnearbejde er alt arbejde, der udføres af børn under 14 år, som kan skade deres fysiske og psykiske sundhed og udvikling og/eller forhindre dem i at følge en almindelig obligatorisk fuldtids skolegang. Små opgaver i hjemmet eller i marken, som let kan nås efter skole, er derfor ikke børnearbejde. Ligegyldigt om børn får løn for deres arbejde, eller om de arbejder for familien, så regnes børn, der ikke går i skole, for at være børnearbejdere. På verdensplan er der 218 millioner børnearbejdere. Det svarer til, at et ud af syv børn er børnearbejdere. I Danmark ville det betyde, at børn skulle arbejde. 126 millioner børn arbejder med skadeligt arbejde. Cirka 70 % af verdens børnearbejdere arbejder i landbruget. Cirka 20 % arbejder i servicesektoren. Cirka 10 % arbejder i industrien. I Afrika syd fra Sahara er der 49,3 millioner børnearbejdere. (Kilde: Den internationale arbejderorganisation ILO, 2007) På skolerne, hvor Toms og IBIS samarbejder, arbejdes der for at gøre eleverne mere aktive i timerne. Den nye metode til at fermentere kakaobønnerne kaldes bakkefermentering. 14 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 15

10 PÅ SLAVERNES TID Tekst: Maria Sander Illustration: Handels- og Søfartsmuseet Du læner dig op ad muren. Varmen og stanken er kvælende. Der sidder næsten 200 mennesker i et lille rum. Slaver. Du er en af dem. I sidder så tæt, at det er umuligt for dig at flytte dig. Under loftet flere meter oppe er der et lille hul. Det er gennem dette hul alene, at der trænger en smule luft og lys ind. Du lukker øjnene. Du ved ikke, hvor længe du har siddet der, og du ved ikke, hvornår du kommer ud igen. Om du kommer ud igen. Ingen har fortalt dig, hvorfor du sidder der, eller hvad der skal ske med dit liv. Du bliver revet ud af dine tanker, da porten pludselig bliver åbnet, og I bliver gennet ud på gårdspladsen. Du misser med øjnene mod den skarpe sol. Du bliver skubbet frem, så alle kigger på dig og bliver tvunget til at hoppe, løbe efter sten og strække armene hurtigt ud og ind. Du ved det ikke, men alt dette skal til for, at slavehandlerne kan bestemme din pris. Du bliver solgt, brændemærket og på din ene arm sidder nu for altid forbogstaverne fra navnet på din nye ejer. Du tilhører ham. Du er 160 rigsdaler værd, og de bliver betalt med 39 liter brændevin, 5 geværer, 40 kg krudt, 48 små knive, 1 stykke blomstret stof, 3 stykker bomuld, 10 sjaler, 1 fad af messing, 2 kar af tin, 2 stænger jern, 2 stænger kobber og 2 stænger bly. 16 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 17

11 Trekantshandlen Danmark handlede på den såkaldte Guldkyst i knap 200 år (cirka ), først med guld senere med slaver. Den danske slavehandel kaldes ofte for trekantshandlen, fordi den havde tre knudepunkter. I Danmark blev skibe lastet med våben, krudt og brændevin, som blev byttet for slaver på Guldkysten. Slaverne blev sejlet til Dansk Vestindien, hvor de blev solgt, og herefter blev skibene lastet med råsukker, før de vendte hjem til Danmark. Sukkeret blev forarbejdet i København og solgt. Den fortjeneste, som man opnåede i hvert af trekantens yderpunkter, endte derfor i København. På den måde var det at handle med slaver en god forretning for Danmark. Det kan være svært at forstå, hvordan danskerne (og andre europæere) kunne købe og sælge andre mennesker og holde dem i fangenskab under rædselsfulde vilkår. Dengang mente man, at afrikanerne var primitive og uoplyste, og at det frie liv, de levede i Afrika, måtte være dårligere end livet som slaver på de danske sukkerplantager i Vestindien. Man mente faktisk, at man gjorde dem en tjeneste. Det blev også brugt som argument, Danskernes handel på Guldkysten : Guldhandel : Slavehandel : Plantagedrift Europæerne kaldte det, vi i dag betegner som Ghana, for Guldkysten på grund af de store mængder guld, der fandtes. Danskerne kaldte det både Guldkysten og Guinea. Landet har heddet Ghana siden 1957, hvor det fik sin selvstændighed fra Storbritannien. Dansk Vestindien bestod af de tre øer Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan. Øerne har tilsammen et areal på 340 km 2, hvilket er lidt mindre end øen Mors i Limfjorden. I dag hører øerne under USA og kaldes Virgin Islands. 18 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 19

12 at afrikanerne solgte deres egne, og at de selv holdt slaver om end i en anden form end danskerne. Det var nemmere at købe slaver ved at handle med de lokale end ved at føre krig mod dem, så danskerne fik slaver ved at give våben og brændevin i bytte til de lokale. Det blev en ond cirkel, hvor de lokale var nødt til at sælge andre, hvis de selv ville undgå at blive solgt. For at kunne beskytte sig selv og sin landsby var man nødt til at have våben. Våben fik man i bytte for slaver. Slaver kunne fås ved at benytte våben. Så flere våben krævede flere slaver, som krævede flere våben Foto af Christiansborg: Lærke Morell, Ankh Media Illustration: Handels- og Søfartsmuseet Hvor mange slaver solgte Danmark? Hver slave havde værdi, så pladsen blev fuldt udnyttet på slaveskibene. Man regner med, at danskerne solgte cirka slaver fra Guldkysten medregnet de slaver, der blev solgt til andre nationers opkøbere, og dem, der blev solgt uden om det officielle regnskab. Man siger desuden, at for hver slave, der blev solgt i Vestindien, havde to slaver mistet livet undervejs. På verdensplan blev sandsynligvis cirka 15 millioner slaver solgt af europæere i Nord- og Sydamerika. Nogle mener, at tallene kan være tre gange så høje. Slaverne fra Guldkysten arbejdede på sukkerplantager i Vestindien. Danmark havde før slavetiden forsøgt at sende danske straffefanger til Vestindien for at udføre tvangsarbejde på sukkerplantagerne, men de kunne ikke tåle klimaet, og mange døde. Derfor fik man ideen at sende afrikanske slaver, som var vant til det varme klima, til Vestindien for at udføre det hårde arbejde i plantagerne. Livet på kysten Der blev bygget en del danske forter og plantager langs Guldkysten i de 200 år, hvor danskerne handlede der. Hovedfortet hed Christiansborg, og i de fine, lyse lokaler boede danskerne, der arbejdede på kysten. Under fortet ventede slaver i fangenskab nogle gange i månedsvis på, at danske skibe skulle sejle dem til Vestindien. Det var guvernøren, der bestemte, og som ansatte havde han gerne flere danskere, for eksempel en læge, præst, bogholder osv. Men mange danskere døde på grund af trope- 20 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 21

13 sygdomme faktisk døde de hurtigere end man kunne nå at sende nye embedsmænd fra Danmark. Tilværelsen som dansker på Guldkysten var derfor oftest ensom og fuld af savn og sygdom. Mange fordrev tiden med druk og spil, og nogle forsøgte at skabe et familieliv ved at indgå i ægteskabslignende forhold med lokale kvinder. Det kaldtes at cassarere. Alle danskere, der havde cassereret, betalte en afgift til en såkaldt mulatkasse, som blev brugt på at uddanne de børn, der var resultatet af forholdene. Når børnene blev ældre, fungerede de ofte på forterne som soldater eller tolke. Illustration: Handels- og Søfartsmuseet Wulff Joseph Wulff ( ) ankom til Guldkysten i 1836, hvor han var ansat som assistent. Han døde af tropesygdomme efter seks år, men inden da gennemgik han flere sygdomsperioder, som han beskrev i breve til sine forældre: og saa ovenikjøbet have et Par Ben fulde af Hævelse og som jeg næsten den hele Dag maa trykke og presse Materie ud af. [ ] jeg er desuden saa besat med Udslet over hele Kroppen, at De ikke skal kunne sætte en Finger paa et rent Sted. Det er saa ækelt for mig [ ]. Jeg tror uden at lyve, at jeg med Sandhed kan sige, at jeg i denne Sygdom har udstaaet alle de Pinsler og Smerter, et Menneske kan udstaa. Fanny Louise von Mehren ( ) ankom til Christiansborg i 1844 sammen med sin mand doktor Hansen, der var ansat som læge på Guldkysten. Da de gik i land for første gang, fik de samtidig at vide, at en dansk præst og en fuldmægtig var døde. Hun skrev derefter hjem: Det gjorde et ganske forfærdeligt Indtryk saavel paa Hansen som paa mig, det forekom mig nu, som jeg alt havde den ene Fod i Graven, og jeg nægte ej, jeg havde gjerne givet Alt, hvad jeg ejede for at blive fri for at gaa i land. Hun døde ni måneder senere. Edward Carstensen ( ) var den sidste danske guvernør på Guldkysten. I 1843 skrev han i sin dagbog om en fest: Efter Maaltid Fyrværkeri, Dands med Mulatinder. Jeg saa kun een Pige som var Opmærksomheden værdig; det var Severine Brock. Og denne Pige kun 14 Aar gammel men næsten fuldvoxen og meget smuk, stak Mange i Øinene. Carstensen cassererede pigen kort tid efter, men skrev få måneder senere i sin dagbog: Jeg kom hjem Kl: 9 og fandt Severine vel og allerede i Seng. Om Natten Kl: 2 fik hun Krampe. Den 23 Kl: 5 døde Severine dette er Mere end jeg kan bære eller udtrykke. Forbud mod slavehandel Flere steder i Europa, også i Danmark, begyndte der i slutningen af 1700-tallet at rejse sig modstand mod den umenneskelige handel. Danmark nedsatte en kommission, der skulle undersøge, hvordan slavetransporten kunne stoppes og blev herefter de første, der indførte en lov imod det. Loven blev vedtaget i 1792 og forbød enhver overførsel af afrikanere fra Afrika til Vestindien. 22 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 23

14 Men det var ikke en lov mod slaveri kun imod transporten over Atlanten. Loven skulle først træde i kraft ti år senere i 1803 for at sikre, at man kunne nå at udføre slaver nok til, at slaverne selv kunne føde nye generationer af slaver i Vestindien. Der skulle gå næsten 50 år, før slaverne fik deres frihed. Den danske stat forsøgte at erstatte indkomsten fra slavehandlen med plantagedrift, men det gav kun underskud. I 1848 blev alle danske slaver frigivet på Guldkysten og i Vestindien. Alt, hvad Danmark ejede på Guldkysten, blev solgt til England i I 1917 blev Dansk Vestindien solgt til USA. Forbuddet mod slavetransporten tilskrives ofte den danske læge Paul Erdmann Isert ( ). Han fik ideen om at udvikle plantager i Afrika, efter han havde rejst med et slaveskib fra Guldkysten til Vestindien. På skibsrejsen var han vidne til et slaveoprør, der nær kostede ham livet, og han skrev følelsesladet i et brev: Hvorfor var vore Forfædre dog ikke saa fornuftige at anlægge Plantager i Afrika med Sukker, Kaffe, Chokolade og andre i Evropa saa nødvendigblevne Artikler? [ ] Afrika er endnu den Verdensdel, hvori man ved anlæggelse af Plantager kunde efterhaanden hindre den skændige Udførsel af Negre fra deres frodige Fædreland. Gerne afstod de Sorte os de bedste og største Landsdele, der i Aartusinder har ligget øde hen, hvis vi kom med Oliegren i Haand, og ikke med Mordvaaben, og for en ringe Betaling vilde de hjælpe os. Jeg er for bevæget til i dag at kunne skrive mere. Tværsnit af slaveskib Illustration: Handels- og Søfartsmuseet Foto: Maria Sander Plantagen Frederiksgave blev skænket til danskerne på Guldkysten af Kong Frederik VI i Udover plantagedrift blev den brugt til rekreation, det vil sige, at danskerne ofte tog dertil, hvis de var syge. Man sagde, at luften var køligere og sundere på Frederiksgave end på forterne ved kysten, og det skulle være godt mod sygdom. Da danskerne forlod Guldkysten i 1850, forfaldt Frederiksgave. Hans Christian Monrad var præst på Guldkysten i Han udgav en skildring af stedet, hvor han bl.a. skrev, at han syntes, det var grusomt at: saakaldte Christne med Kulde og Følelsesløshed smedede deres Medmennesker, der intet havde forbrudt, i Lænker, og førte dem til Slagterbænken i Vestindien. Meget bedre kan det dog i Grunden ikke kaldes, at føre Mennesker i tusindeviis imod deres Villie til en anden Verdensdeel. I 2007 blev plantagebygningen udgravet og genopbygget i landsbyen Sesemi, hvis indbyggere er efterkommere af Frederiksgaves slaver. En del af Sesemis indbyggere blev ansat som håndværkere på projektet og var således med til at rejse et monument over en del af deres historie, som de deler med danskerne. 24 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 25

15 HISTORIERNE FRA GHANA Asunafo South aterialet til de fire portræthistorier fra Ghana er indsam- i januar februar måned Alle interviews har Mlet fundet sted i distriktet Asunafo South, som ligger i provinsen Brong-Ahafo i det vestlige Ghana. Det er det ene af de kakaodistrikter, hvor Toms får sin kakao fra, og hvor Toms i samarbejde med IBIS og lokale organisationer arbejder på et skoleprojekt. Det er projektets overordnede formål at være med til at stoppe børnearbejde i kakaoområderne. For at opnå målet er det nødvendigt at styrke skoleområdet og dialogen i lokalsamfundet. Det sker blandt andet ved: At alle børn i områderne kommer i skole og får en grunduddannelse. At lærerne på skolerne får mulighed for uddannelse og kurser. At skolerne får flere og bedre undervisningsmaterialer. At forældrene bliver inspireret til at deltage i skolebestyrelser og dermed støtte skolerne. At skoleinspektørerne får støtte i deres arbejde med at lede skolerne. At der i lokalsamfundet bliver diskuteret emner som uddannelse, børnearbejde mv. Materialet til historierne er altså samlet ind i et område, hvor arbejdet med at sikre grunduddannelse og mindske børnearbejde er i fuld gang. Det er dog ikke i alle distrikter, hvor der dyrkes kakao, at der bliver arbejdet med dette. Derfor er det vigtigt, at 26 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 27

16 der fortsat er fokus på, hvordan man kan sikre, at børn får en uddannelse og ikke udsættes for børnearbejde. At komme rundt i et afsidesliggende kakaoområde og få kontakt til familier og skoler er ikke nemt. Og det er kun lykkedes på grund af en stor indsats fra ghanesiske kolleger. En stor tak skal lyde til Prosper Nyavor, koordinator af projektet, og Mr. Aduse Poku Antwi, som er IBIS kontaktperson i Ghana Education Service. De har delt ud af deres viden og indsigt og med humor og tålmodighed introduceret livet og menneskene i Asunafo South. ABENA fra Amekukrom Asunafo South, Brong-Ahafo IBRAHIM fra Amekukrom GODWIN fra Amekukrom FAUSTINA fra Adwuman Prosper Nyavor, koordinator af projektet, og Mr. Aduse Poku Antwi, IBIS 28 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO kontaktperson i Ghana Education Service. GLIMT AF GHANA 29

17 Faustina Asare, 15 år. Jeg kaster et blik på mine notater, mens bilen bumler af sted på den røde, hullede grusvej. Vejen snor sig dybere og længere ind i den frodige regnskov. Asawinso Adwumen Local Authority Primary and Junior High School sikke et navn tænk hvis en lille gut på fem-seks år bliver spurgt, hvor han går i skole. Men på den anden side er der ikke så mange skoler at vælge mellem herude, så måske bliver det spørgsmål aldrig stillet. FAUSTINA OG FREMTIDEN Tekst og foto: Dorthe Nielsen Jeg bliver revet ud af mine tanker af et råb fra bagsædet: En slange, der er en slange. Bilen standser med et ryk. Lidt længere fremme, midt på den støvede, røde grusvej ligger en sort slange. Slå den ihjel! Fortsætter den ophidsede stemme. Nej, den er farlig, protesterer vores chauffør. Ja, slå den ihjel! De vil have ham til at køre slangen over. Han overgiver sig og speeder op vi kører over den sorte slange. Chaufføren kører videre, men de andre er ikke færdige med slangen stemningen er følelsesladet. Vi må tilbage og se, om den er død. Vi bakker slangen er forsvundet. Er den farlig? spørger jeg. Det er en sort kobra, lyder svaret, som om det siger alt. Mændene i bilen kigger en ekstra gang efter slangen, men den er væk. Foran os på vejen dukker en gruppe skolebørn op. Vi standser bilen og advarer dem om slangen. Mændene vil have børnene til at gå i den modsatte side af vejen, indtil de har passeret stedet, hvor slangen forsvandt. Børnene nikker, men ser i øvrigt ret rolige ud. 30 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 31

18 Vejen bliver smallere, hullerne dybere og skoven tættere det er svært at forestille sig, at der skal dukke en skole op her. Vi holder en kort pause. Luftens fugtighed får svedperlerne frem, selv om vi er standset i skyggen. Jeg bliver fascineret af regnskovens mangfoldighed af træer, buske og slyngplanter. Sort kobra Om deres respekt for den sorte kobra siger ghaneserne: Hvis man bliver bidt af den, er det ikke sikkert, at der er en bil i nærheden. Hvis man er heldig, at der er en bil, og man kommer frem til sundhedsklinikken, så er det langtfra sikkert, at de har den rigtige modgift. Og så dør du. I Afrika findes fem forskellige kobraarter. Kobraen kan blive mellem 1½ og 5 meter lang længst er kongekobraen. Hunnen lægger mellem 8 og 25 æg i et hul. Når ungerne kommer ud, er de cirka 25 cm lange. Kobraen jager om natten. Dens føde består af gnavere, fugle, æg, firben, fisk og padder. Den kan også godt tage kyllinger. En kobra, der forstyrres af mennesker, forsøger at smutte bort. Men hvis den føler sig truet, vil den hugge og angribe. Et bid, der rammer et menneske rigtigt, vil medføre døden i løbet af seks timer, hvis man ikke får behandling. Giften er en nervegift, og man dør, fordi åndedrætssystemet svigter. Faustinas bedste venner fra skolen hedder David, Hagar, Barbara og Gideon. Hun forklarer, at de er hendes venner, fordi de også gerne vil lære, og fordi hun kan tale med dem om sine bekymringer. Så er vi fremme. Midt i skoven dukker skolebygningerne op, og ved siden af ligger den knoldede fodboldbane med de hjemmelavede, lidt skæve målstænger. Jeg glæder mig til at møde Faustina. Under et af de store skyggefylde træer, stiller vi et par stole frem en gruppe børn leger, men stimler nysgerrigt sammen for at kigge nærmere på os. Det er ikke så tit, der kommer besøgende og slet ikke en white lady. Jeg bor sammen med min mor, min stedfar og mine to yngre søstre på syv og otte år. Min tante og hendes børn bor også i vores hus. Min far forlod os, da jeg blev født. Jeg har aldrig set ham, men jeg ved, at han lever. Jeg kommer fra en HIPC-familie, og min største bekymring er, at de ikke har råd til, at jeg kan fortsætte i skolen. Min stedfar har sagt, at han vil betale, men jeg er ikke sikker. Hver dag beder jeg til Gud om, at min stedfar holder sit løfte. 32 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 33

19 Hun fortæller på engelsk, pigen med det klare og energiske blik, så her er ikke brug for en tolk. Jeg har spurgt til hendes familie, men det er tydeligt, at spørgsmålet om den fortsatte skolegang fylder mest. Måske forestiller hun sig, at jeg kan hjælpe, fordi jeg så uventet dukker op og interesserer mig for hendes liv. Hun fortæller, at hun går i class 3 det er tredje og sidste år i Junior High School. Hvis hun skal fortsætte med at gå i skole, skal hun på Senior High School, og så er det ikke længere gratis at gå i skole. Det koster 360 Ghana cedi (GHC) om året i skolepenge + cirka 100 GHC til skoleuniform, undertøj, sæbe osv. Det er mange penge. Den nærmeste Senior High School ligger i Kokoum og er en kostskole. Det er min drøm at blive bankdirektør eller læge. Så kan jeg tjene penge nok til at tage mig af min familie. Jeg kunne godt tænke mig at bo i en større by, for eksempel Kumasi. Jeg vil gerne selv være mor og have min egen familie, men det skal først være, når jeg er færdig med min uddannelse. Min mor har Det er Faustina, der laver mad til familien. Hun laver meget ofte ampesi. Retten består af kogte yams, kassava, kakaoyams og plantains (spisebananer). De kogte grøntsager kan serveres med suppe, stuvning eller kød/kylling, hvis man har råd til det. Grøntsagerne dyrker familien selv. HIPC HIPC er et slangudtryk, som betyder meget fattig, men er samtidig også en forkortelse for Highly Indebted Poor Contries (meget forgældede fattige lande ) og er en betegnelse, der er taget i brug i 1996 af Verdensbanken og Den Internationale Valuta Fond (IMF). Med andre ord er HIPC en betegnelse for lande, der er meget fattige og har særlig stor gæld. Landene kan ansøge om at få eftergivet deres gæld og få adgang til billige lån. 42 lande går under denne betegnelse. 32 af landene ligger i Afrika syd for Sahara Ghana er et af dem. Faustina og gået i skole i ni år. Hun ejer et lille kakaobrug og dyrker forskellige grøntsager. Det er også hendes ønske, at jeg skal klare mig bedre, end hun selv har gjort, og få en uddannelse. Men hun har ikke så mange penge, og derfor håber jeg på, at min stedfar vil betale, som han har sagt. Min stedfar arbejder på kontoret hos Ghana Cocoa Cooperative det er en organisation, der opkøber kakaobønner. hendes stedfar 34 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 35

20 Jeg vil gerne vide lidt mere om skolen, og Faustina fortæller, at hun er glad for skolen. Lærerne er både gode til at undervise og til at give råd om forskellige ting. Hvis noget skulle ændres, ville hun ønske, at skolen havde flere lærere, for det er ikke altid, der er lærere til alle fagene. Og så ville det være dejligt, hvis de fik et bordtennisbord. Der er ikke så meget at lave i pauserne. Mine bedste fag er engelsk og religion især den del der handler om etik og moral. Jeg kan også godt lide natur/teknik og matematik. Jeg synes selv, jeg er en god elev, og det tror jeg Klasseværelse for class 3 på Asawinso Adwumen Local Authority Primary and Junior High School. også, mine lærere mener. I det sidste halve år før Junior High School slutter, er der også undervisning om lørdagen, og vi har en hel del lektier. Jeg hilser på Faustinas bedste venner på skolen, og vi går op og ser deres klasseværelse og skolebøger. Bagefter kører vi tilbage til landsbyen Adwuman for at møde hendes familie. I bil tager det ikke lang tid, men til fods er det en tur på 45 minutter, som børnene fra landsbyen tager hver dag for at komme i skole. Vi bliver venligt modtaget på den firkantede gårdsplads, og jeg spørger Faustina, om hun vil vise mig rundt. Hun viser mig, hvor hun laver mad, læser lektier og sover. Jeg kigger mig omkring og bliver opmærksom på, hvor få personlige ting jeg ser. Jeg får at vide, at Faustina ejer en bibel, sin skoleuniform og fire sæt tøj på et tidspunkt havde hun også en kuglepen, som hun havde fået af sin stedfar, men den har hun mistet på skolen. Inden vi tager afsked, vil stedfaren gerne vise mig kakaohøsten. Sammen kigger vi på vægten og sækkene med de brune kakaobønner og taler om prisen for en sæk på cirka 60 kg. Jeg benytter lejligheden til at nævne det med Faustina og hendes ønske om at læse videre. Han nikker indforstået: Pigen er kvik, siger han. Jeg vil gerne hjælpe hende. Det vil jeg også, tænker jeg. Da vi har sagt farvel og sidder i bilen, siger min ghanesiske kollega: Den pige har en fremtid. Hun har gjort indtryk på os, Faustina, med sit stærke håb for fremtiden. 36 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 37

21 ALVERDENS MULIGHEDER en teenagers rejse Tekst: Maria Sander Hun lever sit liv på grænsen. Siger hendes forældre. Hendes venner er dårligt selskab. Siger hendes forældre. Hun er alt for ung til at føjte rundt, som hun gør, og hun er forkælet. Siger de. Hun synes selv, hun er ret almindelig. Hun laver i hvert fald ikke noget, som hendes venner ikke kunne finde på. Det kan da godt være, at hun af og til går lidt over grænsen, men det er kun, fordi hun ikke gider at være for almindelig. Du værdsætter jo slet ikke de muligheder, du har. Tænk på børnene i Afrika, siger de til hende, men hun forstår ikke helt, hvad de mener. Hvorfor skulle hun tænke på dem? Hun har sine egne problemer at bekymre sig om. Illustration: Peter Waldorph Hendes mor og moster står og skvadrer i køkkenet. Mosteren har engang boet i Afrika, og hun er på besøg, fordi de skal tale om ferien. Hendes forældre har bestemt, at hun skal tilbringe sommeren sammen med sin moster i Afrika for ikke at rode sig ud i for mange problemer. Hun kan næsten ikke overskue det. Afrika er vel bare en øde savanne med sultne, forældreløse børn. Hvad skal hun lave der? Der er ingen venner, intet fjernsyn eller internet. Hendes venner driller hende med, at hun sikkert skal bo i en 38 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 39

22 lerhytte. Hun ved ikke, hvad hun skal svare, for hun skal faktisk bo i en lerhytte, har hendes moster fortalt. Hun har spurgt sine forældre, om hun ikke hellere må få en ny mobiltelefon i stedet for rejsen. De grinede bare af hende. Hendes forældre forstår tydeligvis ikke alvoren. Hun har været i Ghanas hovedstad Accra i to dage, da hun møder Sammy. Hun sidder på en slags fortovscafé og drikker sodavand en varm eftermiddag sammen med sin moster. En sang, som også ligger på hitlisten derhjemme, larmer fra højtalerne. Alle henvender sig til hende. De siger, hun er smuk, de vil vide, hvad hun synes om Ghana, og hvordan de kan blive venner med hende. Hun taler høfligt med alle. Men hun holder alligevel en vis afstand, for det er uvant for hende, at folk, hun ikke kender, bare kommer hen og snakker. Men der er noget særligt ved Sammy, der gør, at hun ikke afviser ham. Han vil høre, hvem hun er, og hvordan hendes liv er i Danmark. Han er interesseret i hende. De taler sammen i dagevis. Sammy har masser af drømme. Han vil gerne være læge, og han vil bygge et stort hus til sin mor. Han drømmer om alt det, selvom han ikke engang går i skole. Hun har alle de muligheder, han drømmer om, men hun aner ikke, hvad hun skal stille op med dem. Det virker helt fjollet. Hun skal til at spørge for sjov, om de skal bytte liv, men da hendes øjne møder hans, er de sørgmodige. Hun giver hans hånd et klem. Hun har altid troet, at fattigdom betyder sult, men hun forstår nu, at fattigdom også kan være noget andet. Sammy er ikke sulten. Han får mad hver dag, og han går ikke rundt i laset, gammelt tøj. Hans bukser er faktisk rigtig fede. Sammys fattigdom betyder, at sandsynligheden for, at han får opfyldt sine drømme, er forsvindende lille. Pludselig forstår hun den sørgmodighed, som Sammy bærer på, og som viser sig i hans blik, når deres øjne mødes. Sammy har mange pligter derhjemme, og hun spørger, om han ikke synes, det er irriterende, men han forstår ikke spørgsmålet. Han ser det ikke som en pligt. Det er bare en selvfølge, at han hjælper sin mor. Vi er jo en familie. Vi hjælper hinanden. Af en eller anden grund kalder han hende Titi, selvom det ikke er hendes rigtige navn. Det lyder sjovt, for der kommer nærmest en fløjtelyd ud af hans næse, når han siger det. De kommer begge til at skraldgrine. Det er en befrielse at grine sammen med Sammy. Helt ned i maven. Efter tre uger skal hun sige farvel til ham. Hun og hendes moster skal køre med bus til Nordghana, hvor de skal bo i en lille landsby de sidste uger af ferien. Bussen er over to timer forsinket. African time, siger Sammy og trækker på skuldrene, hvilket kun gør hende mere irriteret. Hendes moster spørger: Jamen, hvad er det da, du skal nå? De skal tilbringe de næste tre uger i en hytte af ler. Hun må selv trække på skuldrene. Da bussen endelig kommer, og de skal sige farvel, udbryder Sammy: Jeg har altid ønsket mig en kæreste fra Skandinavien og det har jeg nu. Hun ved ikke, hvad hun skal svare. Det har været fantastisk at lære Sammy at kende, og hun har nydt hvert minut sammen med ham. Men det er ikke sikkert, de nogensinde ser hinanden igen. Det er derimod temmelig sikkert, at hun skal til fest på skolen, når sommerferien er slut. Og der vil hun gerne kysses af Oliver fra 8.A. Hun giver Sammys hånd et klem. 40 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 41

23 Illustration: Peter Waldorph Ugerne i hytten går hurtigere end ventet. Før hun ved af det, har hun overlevet mere end seks uger uden mobil og internet. Hver aften sidder hun i det stille mørke sammen med sin moster. De taler om livet derhjemme, der virker så langt væk. De taler om ugerne i Afrika, der er forsvundet så hurtigt. Hendes moster fortæller om deres familie. Historier om oldemødre og grandfætre, der ikke før har interesseret hende, men som faktisk har levet så spændende liv, at hun vil høre mere. De får også besøg af hendes mosters venner fra landsbyen. Hun kan godt lide måden, de er venner på. Der er så meget respekt og en slags uhåndgribelig ærlighed imellem dem. De fortæller hende, at de opfatter hendes moster som deres søster. Derfor er hun også selv en slags søster. De behandler hende med oprigtig interesse og så meget respekt, at hun nærmest bliver forlegen. Du er en engel, er der en dag en af vennerne, der siger til hende, og hun undrer sig over, hvordan han kan synes det, når hun sidder der med uglet hår og helt uden make up. Turen nordpå er på en gang ulidelig og fascinerende. Det tager tolv timer på en vej, der skiftevis er godt asfalteret og fyldt med store huller. På vejen gennem landet ser hun både regnskoven og den langstrakte tørre savanne. Store byer fulde af biler og blinkende reklameskilte og små landsbyer af hytter med stråtag, der dukker op ude i det bare ingenting. Når bussen stopper, myldrer det frem med kvinder, unge mænd og børn, der bærer store kar på hovedet, hvorfra de sælger alt fra frisk frugt, røget fisk og is til gummielastikker, toiletpapir og ubestemmelige dimser. Dagene bruger hun på at læse bøger, skrive dagbog og høre musik på sin ipod. Hun må vaske sit tøj i en spand, men hun synes faktisk, det er hyggeligt den monotone lyd af det skvulpende vand og tiden, der virker uendelig. Hun skal ingenting nå. Der er ingen mobil, der bipper, ingen mails, der venter på svar, og ingen netprofiler, der skal opdateres. Kun hende selv og hendes tanker. Ro. Et øjeblik mærker hun et strejf af lykke. Godt hun ikke fik den mobiltelefon. 42 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 43

24 Jeg er gammel, men føler mig endnu ung, og jeg vil stadig gerne lære nyt. Godwin Amediku er 60 år. Han ejer et kakaobrug på lidt over 20 hektar. Han har været medlem af byrådet i Amekukrom og er meget aktiv i arbejdet med at skabe udvikling i området. I hans familie har det altid været vigtigt, at børnene gik i skole og fik en uddannelse både piger og drenge. Det var ikke særlig almindeligt, dengang hans familie kom til området. GODWIN portræt af en uddannet kakaobonde Tekst og foto: Dorthe Nielsen Min familie kommer fra Volta-provinsen. I 1940 erne arbejdede min far som sekretær på et kontor. Her blev han opmærksom på, at handlen med kakao gav gode penge. Han besluttede derfor at flytte hele sin familie til dette område i Brong Ahafo-provinsen et område, der er meget frugtbart. Han købte jord af den lokale høvding, og vi bosatte os her. Min fars bror og hans familie rejste med. Vi var omkring femten mennesker, da vi kom hertil i Dengang var jeg syv år. Jorden var ikke opdyrket, vi måtte først rydde skoven. Det tog lang tid. Med en økse kunne det tage en hel uge at fælde et af de store træer og skære det op. Før vi gik i gang med at plante kakao, måtte vi sørge for at få mad. Vi plantede yams, majs, bananer, plantains og kassava. Men de glemte ikke det med skolen. I 1956 startede min far og min onkel den første skole herude. Til at begynde med var det kun familiens børn, der fik undervisning. Min far var god til at tale med andre mennesker, og efterhånden fik han overbevist flere om værdien i at gå i skole og lære at læse og skrive. Der kom flere børn 44 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 45

25 til skolen, som dengang kun bestod af nogle træstubbe og en tavle. Først i 1962 blev den nuværende skole bygget. Godwin lærte alt om dyrkning af kakao af sin far og onkel. Han passede sin skole, men efter skoletid og i weekenden arbejdede han på kakaobruget. Han tog en uddannelse og fik job i et tømmerfirma på deres kontor. Kontoret lå i Western-provinsen, og her arbejdede han i seks år. I de år havde han ikke noget med kakaoproduktion at gøre. Men i 1978 døde hans far, og Godwin vendte tilbage til kakaoområdet sammen med sin familie. Hans ene bror var død, og han var den ældste, så det var ham, der skulle arve kakaobruget. Det var ikke noget, der blev stillet spørgsmålstegn ved. Man lader ikke sin fars arbejde gå til spilde, som han siger. Godwin har stor viden om kakaoproduktion og giver den gerne videre. Ghanas skolesystem Børn i Ghana kan starte i skolen, når de er 3-4 år. I 2007 blev der indført 11 års basisuddannelse, som er gratis. Dog skal man betale for skoleuniformen. 2 år i Kindergarten børnehaveklasse 6 år i Primary School 3 år i Junior High School Herefter kan man fortsætte i Senior High School, som varer 4 år. Her er der forskellige linjer, man kan vælge. Efter eksamen kan man enten læse videre eller søge job. Senior High School svarer nogenlunde til vores ungdomsuddannelser. Det koster cirka 360 Ghana cedi om året i skolepenge at gå på Senior High School. Det svarer til cirka 1800 kr. i Godwin Amedikus gårdsplads er stor og omgivet af mange bygninger. Han har udvidet, mens han har boet her. Her er både flere bygninger og mere jord, end da han overtog stedet. Her bor han sammen med sin kone, som dog også opholder sig en del tid i Kumasi, hvor en del af deres familie bor. Men heldigvis bor hans nevø her med sin familie, og i et lille hus ved siden af køkkenet bor to unge mænd, som er ansat til at hjælpe med pasning og dyrkning af kakao. Godwin tager del i alt, der vedrører driften af kakaobruget og træffer alle beslutninger. Udvikling og uddannelse betyder meget for Godwin. Han følger i sin fars fodspor og argumenterer både i sin familie og i sit 46 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 47

26 Sprøjtemidler i kakaobrugene Der bliver sprøjtet en del i kakaoproduktionen. Fire gange om året sprøjtes bladene for at undgå skadedyr. De giftige sprøjtemidler bliver ikke altid behandlet lige forsigtigt. Men det er ved at ændre sig, mener Godwin Amediku. Vi passer mere på nu, siger han. Vi bruger masker og lader ikke børnene sprøjte. De hjælper med at hente vand, men det er de voksne, der sprøjter. Der bliver også afholdt kurser, hvor der undervises i, hvordan man kan sprøjte på en forsvarlig måde. Høvding Togbe Kofi Mensah Zottor 1 sammen med Godwin. lokalområde for den store betydning, uddannelse har både for den enkelte og for hele udviklingen i samfundet. Jeg har selv 11 børn, seks drenge og fem piger. Alle mine børn har fået en uddannelse. Nogle af dem arbejder i udlandet. Da jeg overtog kakaobruget efter min far, betalte jeg også for, at mine søstre kunne fortsætte deres uddannelse. De klarer sig godt. Jeg har en søster, der bor og arbejder i London. Jeg betaler også skolepenge for nogle af mine børnebørn. Han kender alle og ved, hvordan alting fungerer i lokalområdet. Det nytter ikke, at der kommer folk til området med ideer om skolegang og begrænsning af børnearbejde og regner med, at de bare kan indkalde til stormøde. Der vil stort set ikke komme nogen. Man må kende det lokale hierarki. Området har en høvding, og hans holdning er afgørende. Nye ideer skal man først drøfte med høvdingen. Hvis han bakker op om et projekt, så kommer folk til møderne og deltager i diskussionerne ellers ikke. Sådan er det også med gæster, der kommer hertil folk, der skal besøge skolerne eller journalister. Alle må forbi den lokale høvding og hilse på og forklare deres ærinde. Høvdingen skal vide, hvad der foregår. Det gælder også Godwins nyeste plan. Han har et lavtliggende område, som han gerne vil omdanne til fiskedamme. Det er 48 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 49

27 Og det gælder både for drenge og piger i starten, da vi talte om skoler her i området, var der mange, der mente, at det måtte være vigtigst at sende drengene i skole. Men det har også ændret sig. Og det glæder mig meget. Når jeg dør, arver min ældste søn kakaobruget. Hvordan han vil forvalte det, må han finde ud af til den tid. Man kan jo lave mange forskellige ting i sit liv, selv om man er kakaobonde. Ved særlige lejligheder bæres den traditionelle dragt. noget han har hørt om fra folk i nabodistriktet. Fiskene vil kunne sælges lokalt, og de vil være billigere end de fisk, der transporteres fra kysterne og sælges på markedet. At det nytter noget at få diskuteret emner som børnearbejde, skolegang og sprøjtemidler i et lokalområde, er han ikke i tvivl om. I dag går næsten alle børn fra dette område i skole. Og det er blevet mere almindeligt, at børn ikke arbejder så hårdt som tidligere, mener Godwin. Han antager, at cirka 90 % af familierne i området ikke holder børnene hjemme fra skolen for at hjælpe med pasning af kakaoen. Børnene hjælper i stedet til efter skoletid og i weekenderne. Holdningen til skolegang er blevet mere positiv, fastslår han. 50 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 51

28 Kakaotræet vokser i den tropiske regnskov. Det er et skyggetræ, som trives bedst, hvis det er placeret sammen med andre træer med forskellig højde, der kan give skygge og beskytte det mod vind og tropiske regnskyl. Kakaotræet er et sart træ, som kan være vanskeligt at dyrke. Det kræver en konstant temperatur på grader, fugtig luft og nogenlunde jævnt fordelt regn. Det kan ikke vokse højere end 800 meter over havets overflade. KAKAO fra træ til bønne Tekst og foto: Dorthe Nielsen Kakaotræet kan blive op til meter højt. Det er stedsegrønt med læderagtige blade. Der findes 3 forskellige sorter. Forastero er den mest almindelige, fordi den er mest modtandsdygtig over for sygdomme. For at give træerne de bedste betingelser for at vokse skal der luges mellem dem. Her bruges macheter, som er meget skarpe. Det afhænger af sorten, men i gennemsnit bærer kakaotræer frugt, når de er 3-5 år gamle. De er mest frugtbare, når de er 52 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 53

29 Kakaotræets historie Kakaotræet stammer fra Syamerika, hvor det voksede vildt i Amazonas regnskove. Senere blev det ført til Mexico. Kakaotræets botaniske græske navn er Theobroma cacao, som betyder gudernes føde. Navnet går tilbage til en mexikansk myte om guden Quetzalcoatl, som gav træet til menneskene. Derfor betragtede de træet som guddommeligt, og kakaobønner indgik i forskellige religiøse ceremonier og blev også brugt som betalingsmiddel allerede fra omkring år Aztekerne, som boede i Mexico på det tidspunkt, brugte også kakaobønnerne til at fremstille en chokoladedrik chokolat som betød gudernes drik. Den første europæer, der lærte kakaoen at kende, var spanieren Hernán Cortés, som i 1519 blev budt på drikken af den aztekiske kejser. Kakao blev et populært nydelsesmiddel, og man ville gerne kunne dyrke det flere steder. Man prøvede at anlægge plantager i Afrika og andre tropiske områder. Men først i 1800-tallet lykkedes det at få træerne til at gro på en vulkansk ø, Fernando Póo, der ligger i Guineabugten ud for Afrikas kyst. Historien fortæller, at en ghanesisk smed arbejdede som en slags fremmedarbejder på øen. I 1898 bragte han seks kakaofrø med sig hjem. Èt af dem blev til et træ. Lige siden har de dyrket kakao i Ghana. unge men kan bære frugt i flere årtier. De har store mængder af meget små blomster, men kun en lille del udvikler sig til frugter. Kakaofrugterne er cm lange. De vokser direkte på træstammer eller tykke grene. De er grønne, når de er umodne, og afhængig af sorten er de røde og gule, når de er modne. De har form som en rugbybold og har dybe furer i skallen. Kakaofrugten er fire måneder om at blive moden. Frugterne skæres ned med en kniv (cutlass). Det skal gøres forsigtigt, så 54 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 55

30 man ikke beskadiger træet, da der let kan komme sygdomme eller skadedyr i barken. Hvis frugterne sidder højt, skæres de ned med en lille kniv, der er sat fast på et langt bambusskaft. Når frugterne er høstet, lægges de i kurve og bæres til et samlingssted. Her flækkes de med præcise hug, og frøene tages ud og lægges til gæring. Frøene er samlet i en klase, som har cirka bønner. Frøene er omgivet af et tyndt hvidt lag frugtkød. Frugtkødet har en sød smag og kan spises som snack. Selve frøet spytter man ud, fordi det har en bitter smag. Det er frøene, der kaldes kakaobønner. Kakaobønnerne skal lægges til gæring eller fermentering, som det kaldes. Under fermenteringen forsvinder frugtkødet omkring frøene, og den særlige kakaosmag udvikles. Her ødelægges også frøets evne til at spire. Hele fermenteringen tager 5-7 dage. Fermentering er afgørende, hvis man vil lave chokolade. Jo bedre fermentering jo bedre chokolade kan man lave. Med den traditionelle metode lægges frøene på bananblade og pakkes ind. Hver anden dag vendes pakkerne, for at fermenteringen bliver ensartet. Man kan også fermentere ved at lægge frøene i trækasser, der er stablet oven på hinanden. Det gør arbejdet lettere for bønderne og giver en bedre fermentering. 56 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 57

31 Foto: Charlotte Berghof Det er en metode, som Toms er med til at indføre. Denne form for bakkefermentering er ikke udbredt i alle kakaoområder. Når fermenteringen er færdig, skal frøene tørres. De bredes ud på måtter, der er lagt på lange bambusstativer. Tørringen foregår i solen og tager 5-6 dage. Der skal rodes rundt i bønnerne flere gange om dagen for at lette tørringen, og for at kakaobønnerne ikke klistrer sammen. Samtidig fjernes blade og småkviste fra kakaobønnerne. Laget af bønner må ikke være mere end 3-4 cm. Når bønnerne er tørret, hældes de i sække og er nu klar til at blive solgt. En sæk vejer 64 kg. Når man skal have nye træer, tager man nogle af frøene fra. De skylles i vand og lægges til tørre i et par dage. Når de begynder at spire, lægges de i små beholdere med kompostjord. De stilles i skyggen og vandes. Når spirerne har vokset sig store nok, plantes de ud mellem de store træer. 58 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 59

32 Alle mine børn har gået i skole. Mine børnebørn går også i skole. Jeg tror, det har været særlig vigtigt for mig, fordi jeg ikke selv fik lov til at komme i skole. Jeg har tit tænkt, at andre let kunne udnytte mig, fordi der var så meget, jeg ikke vidste. Jeg har haft store forventninger til mine børn. De klarer sig alle sammen fint, men jeg kunne godt have ønsket, at de var blevet vigtigere personer i samfundet. Abena Amedikus stemme har en lidt sagtmodig klang, men synspunkterne er klare, og oplevelsen af at føle sig utilstrækkelig står stærkt i hendes erindring. Dagen er startet tidligt om morgenen i Kokoum. Herfra går turen først til Sankore. Lidt uden for byen drejer vejen skarpt og bliver langsomt smallere og smallere, indtil det ikke er muligt at køre videre i bil. ABENA en ghanesisk kvindes historie Tekst og foto: Dorthe Nielsen Pludselig står hun der en meget alvorlig pige i sin brune og gule skoleuniform. Nogen har hentet hende, så hun kan vise vej hen til Abena Amedikus hus. Bilvejen stopper ved skolen, og alle de små kakaobrug kan kun nås til fods. Her går børnene med skolebøger eller vand, og kvinder og mænd vandrer af sted med grøntsager, kakaosække og redskaber. Alting bæres på hovedet. De går ad de små stier, som hele tiden snor sig og deler sig i forskellige retninger. Hvis man ikke er stedkendt, kan man nemt fare vild her. Men pigen fører os sikkert gennem området. Selv om hun ikke er så gammel, udstråler hun en egen autoritet og 60 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 61

33 er tydeligt stolt over det ansvar, hun har fået med at vise os vej. Under et skyggefuldt bladhang sidder en kvinde og arbejder med nogle store, halvvisne blade. Den store kniv bevæger sig hurtigt og sikkert. Hun er ved at skære strå til en kost. Kvinden er Abena, og det er hende, der har lovet at fortælle sin livshistorie. Mit navn er Abena Amediku. Jeg er 74 år. Jeg bor nu her i Amekukrom, men det har jeg ikke gjort altid. Jeg er født i Sogakofe i Volta-provinsen i det østlige Ghana, jeg tilhører den etniske gruppe ewe. Det er også det sprog, jeg taler. Jeg har en bror og to søstre. Det var kun min bror, der kom i skole. Vi piger fik ikke lov, vi måtte hjælpe til derhjemme. Mine forældre var bønder. I 1952 blev jeg gift med Awuku Mensah. Sidste år døde han. Vi havde et godt ægteskab. Vi var sammen i mange år og stolede på hinanden. Jeg er meget ked af, at han er død. Sønnerne Christopher og Stephen, som bor med deres familier sammen med Abena. Afgrøder I Sogakofe var vi bønder, og vi fiskede også. Vi sparede lidt penge op, og på et tidspunkt besluttede vi at rejse hertil til Brong Ahafo-provinsen fordi vi havde hørt, at jorden her var meget frugtbar. Den høvding, der ejede landet dengang, hed Ameku, og vi købte vores jord af ham. Vi måtte starte med at rydde lidt jord, så vi kunne dyrke fødevarer majs, kassava, yams og kakaoyams. Men vi plantede også små kakaotræer. Det var ikke noget, vi kendte til på forhånd. Vi lærte at dyrke kakao af de folk, der boede her. Siden dengang har vi været kakaobønder. Kakaoyams Kassava Yams 62 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 63

34 Foto: Maria Sander Etniske grupper og deres mærker I Ghana har mange mennesker ar på kinderne. Det er mærker, som viser, hvilken etnisk gruppe de tilhører. Mærkerne er forskellige fra gruppe til gruppe. Drengene får deres mærke, når de er tre måneder og pigerne, når de er fire måneder. En del ghanesere mener, at det er gammeldags med mærkerne. Der er over 50 forskellige etniske grupper i Ghana og mange lokale sprog. De største grupper er akan, moledagbon og ewe. Selv om jeg er blevet gammel, så laver jeg det samme, som jeg altid har gjort bare lidt mindre. Jeg passer kakaoen, laver mad og vasker tøj. Men det er godt, at mine børn passer på mig. Jeg prøver at klare det hele, men livet er ikke det samme, efter min mand døde. Jeg savner ham meget. Med de ord slutter hun sin fortælling. Hendes ansigt er alvorligt, og det er tydeligt, at savnet af manden, som hun har levet sammen med gennem så mange år, er stort. Først da hun bliver spurgt, om hun har en færdig kost og opdager, at hun skal fotograferes, mens hun fejer, bryder smilet frem. Pigen i skoleuniformen sidder på en sten og lytter med. Måske har hun aldrig hørt denne historie før, selv om hun bor i nabohuset og har kendt Abena hele sit liv. Som hun sidder der, bliver hun et billede på tiden, der er gået forbindelsen mellem fortid og nutid. Den unge pige i skoleuniformen og den gamle kvinde, der ikke selv måtte komme i skole. Hun følger opmærksomt med i fortsættelsen. Pigen, som viste vej til Abenas hus, hedder Anita. Jeg har født elleve børn - tre piger og syv drenge et af mine børn døde ved fødslen. Den ene af mine sønner arbejder som lærer på den lokale skole. To af mine sønner bor her sammen med deres familier og har overtaget arbejdet med kakaoen. Mine piger bor ikke i nærheden, men de har det godt. Vi har oplevet hårde tider, men vi har aldrig sultet jeg har altid kunnet give mine børn mad. 64 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 65

35 Kosten laves af blade fra oliepalmetræet. De tørre blade snittes med en kniv. Det er kun den brede stængel, der bruges. Stænglerne samles, og kosten er færdig. Besøget er ved at være slut. Pigen står klar, roligt afventende hendes ansvar som vejviser skal gøres færdigt. Vejen tilbage er den samme, men alligevel er det, som om noget har forandret sig. Det er de samme kakaotræer gamle træer og små nye planter den samme blanding af kassava og yams, plantet inde mellem træerne. Bananpalmer og kæmpestore stammer af træer, der er bevaret for at give skygge. Hønsene, der går frit rundt og skraber i skovbunden. Det, der er anderledes, er opmærksomheden på arbejdet. Hvilket enormt arbejde, det må have været at skabe sig en tilværelse her. Midt i regnskoven. De første huse, Abena og hendes mand byggede, eksisterer ikke mere. Husene bliver bygget af ler på et stillads af træ. Hvis man har 66 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO råd, dækker man det med beton, så det holder GLIMT længere. AF GHANA 67

36 NOKUMAS SKÆBNE Tekst: Dorthe Nielsen Mørket svøbte sig blødt omkring dem. Som en slags beskyttelse. Hun sad lige så stille ved siden af ham. Han kunne fornemme hendes åndedræt. Det føltes så roligt og trygt at sidde her tæt sammen i mørket. Han vidste godt, at det var forkert, at de mødtes. Hvis det blev opdaget, ville de blive straffet hårdt. Men de passede godt på, og han var sikker på, at ingen havde set dem. Det var blevet sværere at slippe væk, så det var mange dage siden, de sidst havde talt sammen. Det puslede i det høje græs, lyden bragte ham tilbage til virkeligheden. Langt borte over trætoppene lysnede det svagt. Han kunne også tydeligere skimte hendes øjne i tusmørket. Jeg går først, hviskede hun sagte og rejste sig. Hun gav hans hånd et hurtigt klem og forsvandt. Illustration: Peter Waldorph Han blev siddende og faldt hen i sine egne tanker. Nokuma. Det var det smukkeste navn, han kendte. De boede i den samme landsby og havde leget sammen, da de var små. Nu var de for gamle til at lege. Nokuma var høvdingens datter og var lovet bort til en ung mand fra nabolandsbyen. De to landsbyer havde tætte forbindelser. Måske skulle der allerede holdes ceremoni for dem efter høsten. Han rystede på hovedet for at jage tankerne væk. Ingen kender skæbnen, Kefir sagde hans bedste- 68 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 69

37 mor altid. Måske var det slet ikke meningen, at Nokuma skulle giftes og flytte væk fra landsbyen! Han rejste sig langsomt og tog bestik af retningen. De gik aldrig den samme vej, han og Nokuma, de måtte være forsigtige. Han kunne pludselig mærke sørgmodigheden i kroppen. Det hele var meget sværere, når de ikke var sammen. Han følte sig alene og lille, selv om han næsten var voksen. Kefir begyndte at gå tilbage mod landsbyen. Han valgte stien langs vandet. Det første stykke var floden bred, men lidt længere henne drejede den, og der var et særligt smalt sted, hvor det var nemt at komme over. Han gik hurtigt uden at være særlig opmærksom, selv om det endnu ikke var lyst. Han kendte stierne ud og ind. Han standsede brat op, da et brag flænsede stilheden. Langt borte hørte han råbende, vrede stemmer. Han kastede sig om bag nogle buske og lå musestille med bankende hjerte. De var blevet opdaget. Han var helt sikker. De havde fundet Nokuma, og nu var de på jagt efter ham. Tusind tanker fløj gennem hans hoved, mens han lå gemt under buskene. Hvad skulle han gøre? Pludselig blev han klar over, at han havde taget fejl. Braget! Ingen i landsbyen havde våben, der kunne give den lyd. Han havde aldrig selv set et, og indtil for nogle få dage siden vidste han slet ikke, at de eksisterede. Ildvåben, havde Zubwi kaldt dem. Han vovede sig langsomt frem fra sit skjul bag buskene. Han måtte finde ud af, hvad der skete. Den sidste rest af morgenskumringen var borte. Solen var på vej op, og han bevægede sig langsomt fremad i den retning, stemmerne var kommet fra. Han stod stille og lyttede. Han hørte kun insekternes summen og vindens raslen med de tørre blade. Han var tør i munden. Angsten sad stadig i ham. Han tvang sig selv til at fortsætte. Han kunne mærke, hvor anspændt han var, mens han vagtsomt lod blikket glide rundt. Der var stadig ingen spor af mennesker. Han håbede, at Nokuma var kommet sikkert hjem til landsbyen. Lidt længere fremme bugtede stien sig op over en lille høj. Fra toppen ville der være et godt udsyn. Han lagde sig ned på maven og kravlede det sidste stykke. Han løftede hovedet og kiggede sig forsigtigt omkring. Da hans blik nåede flodbredden, standsede det Synet tog næsten pusten fra ham. Tæt ved floden stod en større flok mennesker lænket sammen med tykke reb om halsen. To drenge var ved at drikke af vandet, men deres reb var så stramme, at de næsten ikke kunne nå. Han kunne se vagterne med deres våben, de var fire. Men de var ikke hvide i huden, sådan som Zubwi havde fortalt. De var sorte som han selv. De var for langt væk til, at han kunne se deres stammemærke. Hvem mon de var? Han tænkte forvirret tilbage på aftenen ved bålet, hvor Zubwi havde fortalt den skræmmende og utrolige historie om hvide mennesker med ildvåben, som fangede unge, sorte kvinder og mænd og fragtede dem ned til kysten, hvor de blev solgt eller byttet bort. Mere vidste Zubwi ikke, selv om han kendte meget til livet uden for landsbyen. Han var den eneste, Kefir kendte, som havde set havet. Et triumferende råb fik ham til at kigge væk fra floden. Han fik øje på endnu en vagt, der kom ud fra skoven. I den ene hånd 70 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 71

38 havde han sit våben og en pisk, som han fægtede med. Den anden hånd havde fat om et reb. Han kneb øjnene sammen for at se, hvad manden havde fanget. Måske et dyr, de kunne spise? Nej, det måtte være et menneske, for nu gik de hen mod flokken ved floden. Han så det med det samme! Nokuma! Hele verden stod stille. Lydene forsvandt, og han kunne ikke mærke sin krop mod den knoldede jord. Kun hans øjne fungerede, og de så Nokuma fanget og bundet. Han lukkede øjnene et øjeblik, det måtte være noget, han drømte. Lydene vendte tilbage, og han kunne mærke en skarp sten mod sit ene ben. Han trak vejret dybt og åbnede langsomt øjnene igen. Det var ikke en drøm. Nokuma var blevet ført hen til de andre og var nu lænket sammen med den sidste i rækken. Det store tykke reb hang tungt omkring hendes hals, og han kunne også tydeligt se lange, blodige striber fra pisken hen over hendes spinkle skuldre. Raseriet fyldte ham, og han rejste sig beslutsomt. Han måtte redde Nokuma. Han løb tilbage for at finde stien ned til floden. Ingen skulle behandle Nokuma på den måde, det skulle han nok sørge for. Han var tæt på dem nu, de var ved at bryde op fra pausen ved floden. Deres barske kommandoråb fik ham til at stoppe op. Han måtte tænke sig om. Hvis han bare kom løbende hen til dem med sin lille dolk som eneste våben, ville han enten blive dræbt eller fanget. Han ville ikke have en chance. I første omgang måtte han følge efter dem på afstand, mens han udtænkte en plan. Hele dagen havde han fulgt efter dem. De gik hurtigt, og han var svedig, træt og tørstig. Først nu slog de lejr for natten. Selv kunne han ikke tænde bål, og han havde ikke noget at spise. Vand hentede han ved floden, det gjorde godt. Han satte sig under et stort træ og forberedte sig på en nat alene i mørket. Først nu blev det muligt at samle tankerne. Han ville ønske, at hans bedstemor var her. Hun ville have vidst, hvad de skulle gøre. Men han turde ikke gå tilbage. Hele landsbyen vidste, at han og Nokuma var forsvundet, og han var sikker på, at han ville blive straffet, hvis han viste sig. Hans bedstemor kunne måske nok tale hans sag, men det var ikke sikkert, at det var nok, når det drejede sig om høvdingens datter. Og måske kunne han ikke finde flokken igen, hvis der gik for lang tid. Nej, han måtte klare det selv. Han måtte følge efter dem og håbe på en chance til at befri Nokuma. Og måske også de andre tænkte han lidt efter. Han vågnede med næsen begravet i den fugtige jord. Det var høje grin fra to af vagterne, der bragte ham tilbage til virkeligheden. De var næsten klar til at fortsætte. Han rejste sig hurtigt. Han var sulten, men det måtte vente. Han måtte se, hvilken vej de valgte, før han kiggede efter noget spiseligt. Hele dagen spejdede han efter bare den mindste mulighed for at komme tættere på Nokuma. Men det var umuligt, der blev passet godt på dem. Først den femte dag skete der noget. Under en pause forlod den bageste vagt sin post for at hente noget vand. Han hvislede sagte deres kendings lyd, og Nokuma vendte sit ansigt. Hun stirrede ind i buskadset og fangede hans blik. Han løftede hånden og viste dolken frem. Hendes øjne blev blanke, og hun kiggede sig vagtsomt omkring. Hendes øjne vendte sig igen mod ham, 72 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 73

39 og hun rystede nærmest umærkeligt på hovedet. Så var vagten på plads igen, og de fortsatte. Tre dage senere nåede de ned til kysten. Han havde intet kunnet gøre. Han sad fortabt på en stor sten tæt ved fiskerbådene. Det kunne have været fantastisk at se havet og bådene og de mange mennesker, men nu var det helt meningsløst. De sidste to dage havde han ikke set noget til Nokuma eller de andre fanger. Men i dag skulle den store båd sejle, havde fiskerne fortalt ham. Han vidste ikke helt præcis, hvad det betød, men han holdt sig klar. Måske var det hans sidste chance. Han fik øje på hende med det samme. Hun stod sammen med en større gruppe mænd og kvinder. Hun så sig søgende omkring, og han vidste, at hun ledte efter ham i mængden. De var lænket sammen tre og tre, og nu blev de gennet ned til en kano. Det var nok den, der skulle sejle dem ud til skibet, der lå et stykke ude på havet. Hvor det skulle hen, var der ingen, der vidste. Han rejste sig, hans hjerte hamrede hårdt. Han havde ikke noget valg. Uden at betænke sig sprang han over stenene og begyndte at løbe ned mod bådene i strandkanten. Hvis det var Nokumas skæbne, så var det også hans. 74 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 75 Illustration: Peter Waldorph

40 Det første, jeg gør om morgenen, når jeg står op, er at hente vand. Det tager cirka en halv time. Der kan nok være lidt mere end 10 liter i spanden. Det skal bruges til at vaske sig i, til at drikke og til madlavningen. Der skal også bruges vand, når vi vasker tøj, men det henter min mor eller min søster. Når jeg kommer tilbage, vasker jeg mig og tager min skoleuniform på det er mig selv, der stryger den. Så spiser jeg og går i skole. Det tager en halv time at gå hen til skolen. Jeg skal være der kl. 7, fordi jeg er præfekt (gruppeleder) for den røde gruppe. Vi skal feje og gøre rent på skolen. Alle elever på skolen er med i en gruppe. Skoledagen varer fra kl. 8 til kl. 14. Når jeg kommer hjem, hjælper jeg min far med arbejdet på vores kakaobrug. Som regel er det mig, der luger. Senere henter jeg igen vand, spiser og tager bad. Hvis jeg har lektier, laver jeg dem, før jeg går i seng. IBRAHIM - nogle søndage mødes jeg med mine venner og spiller fodbold Tekst og foto: Dorthe Nielsen Det er 13-årige Ibrahim Zakari, der fortæller. Han svarer på spørgsmålet om, hvordan hans dag ser ud, fra han står op om morgenen, til han går i seng om aftenen. Han sidder under halvtaget i skyggen hos naboen, Godwin Amediku, som bor halvvejs mellem skolen og Ibrahims hus. Ibrahim fortæller også om sin familie: 76 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 77

41 Jeg bor sammen med min far og mor og fire søskende. Jeg har to søstre og to brødre. Jeg er den yngste i min familie. Min far hedder Zakari Akugri, og min mor hedder Salamatu Akugri. De har ikke selv gået i skole. Min far siger, at de er kakaobønder, fordi de ikke har gået i skole. Derfor har de sendt deres fem børn i skole. Men det er ikke kun Ibrahims far og mor, der synes, at deres søn skal gå i skole. Det er også hans eget ønske at gå i skole. Ibrahim har sit eget pennalhus med både blyanter og linealer det er ikke altid, skoleelever har så fine ting. Nogen må nøjes med en blyant eller låne sig frem. Ibrahim har også et ur, og så har han tre par shorts, to par lange bukser og otte tshirts og så selvfølgelig sin skoleuniform. Skoleuniformer I Ghana går skoleelever med skoleuniform. Farverne er forskellige og viser, hvilken skole eleverne hører til. Lande som England og Australien har skoleuniformer, og i Asien og Afrika er det også almindeligt. Ghana er jo en tidligere britisk koloni, og skolesystemet ligner det britiske. I Ghana koster en skoleuniform Ghana cedi. Billederne her er alle fra Asunafo South. Af og til diskuteres det, om det er en idé at indføre skoleuniformer i Danmark for at modvirke det store fokus på mærke- og modetøj og den mobning, det kan medføre. Jeg kan godt lide at gå i skole. Jeg går på Abonyereso Local Authority Primary School i class 6. Til næste år skal jeg gå på Junior High School. Mit bedste fag er engelsk. Jeg kan godt lide at læse, og jeg har læst 10 af de engelske bøger, vi har på skolen. Og så kan jeg godt lide at spille fodbold. Jeg har mange venner på skolen, og vi spiller fodbold, når vi har pauser. Nogle gange spiller vores skole også fodboldkamp mod andre skoler. 78 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 79

42 Store dele af samtalen foregår på lokalsproget kusasi, men det er tydeligt, at Ibrahim gør sig umage med at bruge de engelske ord, han kender. Hans generthed forsvinder efterhånden, og der er både alvor og glimt i øjet, da han svarer på spørgsmålet om, hvilke drømme han har for fremtiden. Jeg vil gerne være politiker, allerhelst minister. En minister er rig, og hvis jeg bliver rig, kan jeg bygge huse til min famlie. Jeg vil gerne bo i hovedstaden Accra de rige bor i Accra. Mit andet ønske er at blive sanger. Jeg kan godt lide musik. Jeg kan Når de spiller fodbold mod andre skoler, har de skolens fodboldtrøjer på. især godt lide Ofori Amponsah og Daddy Lumba. Jeg går tit og synger, mens jeg laver andre ting. De to musikere, som Ibrahim nævner, er ghanesiske musikere, der spiller den slags musik, der kaldes Hip Life Music. Fra Godwins hus er der et godt stykke vej gennem kakaoområdet til Ibrahims hus. Her er far, mor og den ene storesøster hjemme. Ibrahims far uddyber sine synspunkter om skolegang: Dengang jeg var dreng, var det på mode at være hyrdedreng sådan var det for alle. Vi gik ikke i skole. I dag går alle børn i skole det skal mine børn også. Vi er kakaobønder, fordi vi ikke selv har gået i skole og fået en uddannelse. Jeg har opdyrket 25 hektar med kakaotræer halvdelen af den jord giver jeg tilbage til høvdingen, så ejer jeg resten af jorden selv. Jeg ved ikke, hvem der skal overtage jorden efter mig. Vi får se. Jeg håber, jeg har råd til, at Ibrahim kan fortsætte i skolen jeg kunne godt tænke mig, at han enten bliver læge eller får arbejde i en bank. Ibrahims mor står i baggrunden og smiler og tilføjer, at deres søn måske også kunne blive landets præsident. Det passer godt med Ibrahims ambition om at blive politiker. Ingen nævner Ibrahims alternative ønske om at blive Hip Life musiker. Det melder denne historie ikke noget om. Familiens hus ligger for sig selv i en lysning, der er ryddet midt i deres kakaobrug. Der er langt til naboer, skole og den nærmeste by. Ibrahim viser rundt der er tre rum. I det ene rum står hans seng, i et hjørne skimtes en lille radio. Det er ikke hans egen radio. Hans far har købt den, så de kan høre lokalradioens 80 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 81

43 programmer, men han må gerne låne den og høre musik en gang imellem. I skoletasken finder han et flot pennalhus frem. Det er hans eget, og det samme er uret, han har på. Det er ting, som hans far har købt til ham, og han viser dem frem med stor glæde. Køkkenet er placeret udenfor i den ene ende af gårdspladsen. Her står spanden, som han bruger til at hente vand i. Det er i den forbindelse, at snakken vender tilbage til beskrivelsen af dagens mange gøremål. Hvad med fritiden? Hvornår har han egentlig fri? Han ser forundret ud, som om spørgsmålet ikke giver nogen mening. Først da spørgsmålet ændres til, om han også har tid til at lege og være sammen med vennerne, svarer han: Ja, i weekenden nogle gange om søndagen mødes jeg med mine venner og spiller fodbold. Men vi har ikke selv en bold, så vi skal låne skolens fodbold for at spille. Ibrahims familie blev overrasket over besøget. Hans far måtte hente en skjorte, før han var klar til at blive fotograferet. Kun den ene søster, Asana, var hjemme. 82 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 83

44 SÅDAN HAR JEG SELV HØRT DET - fortællinger fra Asunafo South, Ghana Indsamlet og oversat af Majken Krogh Mørket falder tidligt på i Ghana, og derfor er natten lang, timer. I Asunafo South er der ofte ingen elektricitet i landsbyerne, og fjernsyn er en sjældenhed. Aftenerne bliver brugt på andre aktiviteter, og en gang imellem samles landsbyens folk omkring et bål, imens der fortælles historier. Som i Danmark findes der også i Ghana forskellige slags fortællinger. Det kan være skabelsesmyter, heltesagn, dyrefabler eller eventyr. Nogle fortællinger hører sammen med bestemte begivenheder, men især eventyr og fabler fortælles ofte spontant og inspireret af en stemning eller en oplevelse. Fortællingerne kan have meget forskellige pointer eller moraler. De kan handle om, hvordan man skal opføre sig over for venner, hvordan man skal værdsætte sine forældre, og ofte formidles en holdning til hverdagens problemer og muligheder. På den måde bliver fortællingerne vigtige for landsbyens fællesskab, de fælles værdier og opdragelsen af børnene. Historierne kan fortælles af enhver, der har talent for at få opmærksomhed fra tilhørerne. Som regel er fortælleren en lokal person. At fortælle historier og lytte til dem kræver ro, men ikke nødvendigvis stilhed. I Ghana er det almindeligt, at tilhørerne kommenterer og fortolker fortællingerne. De er fælles ejendom fortælleren kan roses for sin måde at formidle på, men det er ikke ham eller hende, der ejer historierne. Fablen og eventyret, der er taget med i denne bog, er fortalt af Mr. Aduse Poku Antwi. Han kender historierne fra sin bedstemor, som i hans barndom fortalte historier ved bålet. 84 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 85

45 Kuaku Ananse og visdomskrukken Engang for længe siden var der en mand, der hed Kuaku Ananse. Kuaku Ananse havde ét stort ønske. Han ville være den klogeste mand i hele verden. Han besluttede sig for at samle al verdens visdom sammen i en krukke og lukke krukken tæt til. Bagefter ville han gemme den langt væk, så ingen kunne finde den og blive klogere end ham. Da han havde samlet al verdens visdom i krukken, lukkede han den store, tykke visdomskrukke godt og sikkert til. Så besluttede han sig for at klatre op i det største træ, han kunne finde, og hænge visdomskrukken i toppen af træet. Her ville ingen kunne finde den. Da han havde udset sig det største træ, hankede han op i visdomskrukken, placerede den foran sin mave og begyndte at klatre op i træet. Men det lykkedes ikke, og Kuaku Ananse faldt ned fra træet. Han forsøgte én gang til, blot for igen at lande for foden af træet. Han forsøgte igen og igen, men lige lidt hjalp det. Hver gang han kom et lille stykke op i træet, faldt han ned igen. Kuaku satte sig under træet, han var både ked af det og sur over, at han ikke kunne komme op i træet med visdomskrukken. Sådan sad han og surmulede, da hans søn Mtikuma pludselig kom frem fra sit skjul. Han havde gemt sig og set, hvordan hans far længe havde forsøgt at klatre op i træet med den store krukke. Mtikuma sagde til sin far: Hvis du vil kravle op i træet med den store krukke, så tag krukken på ryggen i stedet for at holde den på maven. Så kan du nemmere klatre op. Kuaku lyttede til sin søn og bestemte sig for at gøre endnu et forsøg. Han fandt et stykke reb, bandt krukken fast på ryggen og forsøgte endnu engang at klatre op i træet. Og denne gang faldt Kuaku Ananse ikke ned. Overrasket og glad nåede han helt op i træets top, hvor han ville hænge krukken. Men her tøvede Kuaku et øjeblik. Han tænkte: Hvordan kunne min søn vide, hvordan jeg skulle klatre op i træet med krukken? Hvis sønnen vidste noget, som Kuaku ikke selv vidste, måtte sønnen jo være klogere end ham! Og det betød, at Kuaku Ananse ikke havde al verdens visdom i krukken... Nu vidste Kuaku, at der kun var en ting at gøre. Han gav slip på den store, tykke visdomskrukke, som faldt til jorden og splintrede i tusind stykker. Om navnet Kuaku Ananse I Ghana giver man nogle gange børn navn, efter hvilken dag de er født. Kuaku er navnet på en dreng, der er født på en onsdag. Hvis en pige fødes på en onsdag, kaldes hun Akua. Ananse betyder edderkop. Kuaku Ananse betyder altså Edderkoppedrengen der er født på en onsdag. I Ghana handler mange historier om Kuaku Ananse. 86 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 87

46 Den dumme antilope Engang blev der holdt en stor festival for dyr. Alle dyr var inviteret, og der blev spillet på trommer, så dyrene kunne danse. Antilopen elskede at danse, så snart den hørte lyden af trommer, sprang den ud på gulvet og begyndte at danse. Antilopen dansede længe til sin egen glæde og tilfredsstillelse. Men efter et stykke tid syntes den, at det blev kedeligt at danse alene, så den bød skildpadden op til dans. Skildpadden svarede nej. Den ville bestemt ikke danse. Antilopen spurgte en gang til, om ikke nok skildpadden ville danse sammen med ham. Igen sagde den nej, men antilopen tiggede og bad og lovede det ene og det andet, hvis bare skildpadden ville danse med ham. Til sidst sagde skildpadden til antilopen, at hvis den skulle danse, og der skete noget, så ville antilopen blive holdt ansvarlig. Antilopen ville gøre hvad som helst for at få skildpadden med ud på dansegulvet, så den accepterede uden videre forslaget. på natten, så længe, at trommeskindet sprak. Trommerne måtte repareres, og til det formål skulle man bruge skindet fra en antilope. Alle dyrene kiggede tøvende på hinanden, indtil skildpadden sagde, at den havde et forslag. Når antilopen dukkede op igen, så skulle de fange og dræbe ham, så de kunne bruge hans skind til at reparere trommerne med. De andre dyr syntes, at det lød rimeligt. Antilopen havde jo lovet, at den ville tage ansvaret, hvis der skete noget, når skildpadden dansede. Sådan gik det til, at antilopen blev dræbt, og dens skind blev brugt til at reparere trommerne med. Så gik skildpadden med antilopen ud på dansegulvet og begyndte at danse. Alle de andre dyr kiggede og klappede, og snart kunne de se, at skildpadden var en fantastisk danser. Den dansede så smukt, at alle dyrene fik tårer i øjnene af glæde. Hen på aftenen stoppede trommerne, og der blev helt stille. Men skildpadden havde rigtig danset sig varm og ville ikke stoppe med at danse. Så den insisterede på, at de skulle fortsætte med at spille. Dyrene spillede igen på trommerne til langt ud 88 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 89

47 Benjamin, Max og Lasse er på vej hjem fra skole. De skal hjem til Benjamin og prøve hans nye playstation-3 spil. Drengene slår et smut forbi supermarkedet. Det er nu engang sjovest at spille playstation med lidt slik og sodavand til, synes de. De tre drenge fylder indkøbsposen med halvanden liter sodavand, en stor pose slik og tre chokoladebarer. Nu skal de bare skynde sig hjem og tænde for computeren. Da klokken bliver fem, skal Lasse og Max hjem og lave dansk stil, som skal afleveres næste dag. Benjamin slukker for computeren, samler skraldet fra slikket sammen og går op på sit værelse, så han også kan få skrevet stilen færdig. SLIK, SUKKER OG FORBRÆNDING Tekst: Birgit Gamborg Hansen Måske kan du genkende en eftermiddag som Benjamins, Max og Lasses. Et besøg hos kiosken kan friste mere end solide rugbrødsmadder og frugt. Og en helt almindelig mandag eftermiddag med computerspil er lidt hyggeligere med slik og chokolade til. Selv lektierne bliver måske lettere lavet, hvis slikskålen står klar på bordet. I tabel 1 kan du se, at drengene i alt indtager 383 gram sukker i løbet af eftermiddagen, det vil sige 128 gram sukker hver. Dertil kommer, hvad de ellers spiser af sukker i løbet af dagen. Når man er i skolealderen, bør mængden af sukker i ens samlede energimængde om dagen ikke overstige gram sukker. Benjamin, Max og Lasse får 2-3 gange så meget og det er endda kun i løbet af eftermiddagen. Du skal nemlig være opmærksom på, at sukkerindtag fra eksempelvis morgenmadsprodukter, kakaomælk, frugtyoghurt og så videre tæller med i de gram. 90 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 91

48 Sukker er ren energi, som ikke indeholder nogle af de vitaminer eller mineraler, kroppen har brug for. For at undgå at blive overvægtig er det derfor nødvendigt, at du forbrænder den mængde energi, du indtager. Ellers omdannes den overskydende mængde energi til fedt. I tabel 1 kan du se, hvor lang tid det vil tage Benjamin, Max og Lasse at forbrænde den mængde energi, de indtager i løbet af eftermiddagen. Benjamin, Max og Lasse skal hver spille playstation (let aktivitet) i 6 timer og 9 minutter uden at spise noget andet, hvis de skal undgå, at det, de spiser i løbet af eftermiddagen, omdannes til fedt. De kan også løbe (hård aktivitet) i 1 time og 8 minutter for at forbrænde det, de har indtaget. Selvfølgelig er det ok at nyde slik, chokolade eller andet sødt i ny og næ, men det kan være en god ide at overveje, hvor meget man indtager, og hvordan man har tænkt sig at forbrænde det igen, før man nyder. Der er væsentlig forskel på indholdet af sukkeret i de produkter, man spiser, når man har lyst til noget sødt. Det er bedre at spise mørk chokolade frem for mælkechokolade, da mælkechokolade tilsættes mere sukker end mørk chokolade. Generelt kan man sige, at jo højere kakaoprocent en chokolade har, jo mindre er sukkerindholdet. I tabel 2 kan du se forskellen på sukker- og fedtindholdet i forskellige typer chokolade. TABEL 2 Chokoladebar 66 % sukker Lys chokolade 52 % sukker Mørk chokolade (72 % kakao) 28 % sukker TABEL 1 Vidste du, at det meste af det sukker, børn spiser, kommer fra sodavand og AKTIVITETSNIVEAU: Hvile Let aktivitet Moderat aktivitet Hård aktivitet saftevand (42 %) og slik, chokolade og kage (40 %). Kilojoule- Slappe af, se tv, Arbejde ved PC, Gå en rask tur, cykle, Cykle stærkt, indhold (kj) læse tegne, skrive, gå op ad trapper, løbe, spille bold Herunder kan du se, hvor meget sukker gå rundt derhjemme gøre rent, havearbejde Benjamin, Max og Lasse når at indtage på en eftermiddag: 1/2 liter sodavand 840 kj 2 timer 55 minutter 1 time 52 minutter 42 minutter 21 minutter 1,5 liter sodavand = 150 gram sukker 1/3 slikpose (65 gram) 954 kj 3 timer 18 minutter 2 timer 7 minutter 47 minutter 23 minutter 1 stor pose slik (200 gram) 1 chokoladebar (50 gram) 975 kj 3 timer 23 minutter 2 timer 10 minutter 48 minutter 24 minutter = 134 gram sukker 3 chokoladebarer (150 gram) = 99 gram sukker Kilde: Fødevarestyrelsen 92 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 93

Verden er skæv. Af Anne Mette Poulsen; Lene Poulsen Jensen

Verden er skæv. Af Anne Mette Poulsen; Lene Poulsen Jensen ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ 123456789,. - _ abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå Verden er skæv Af Anne Mette Poulsen; Lene Poulsen Jensen Dette er en pdf-fil med Verden er skæv Filen er stillet til rådighed

Læs mere

Jeg har bare lyst til at sove, til smerten er væk

Jeg har bare lyst til at sove, til smerten er væk 1 Jeg har bare lyst til at sove, til smerten er væk 21-årig mand, mor død af blodprop for tre uger siden Denne pjece er skrevet til dig, der er teenager eller i 20 erne, og som har mistet din far eller

Læs mere

Brug for alle Undervisningsmateriale for folkeskoler og ungdomsuddannelser til brug ved rollemodelbesøg

Brug for alle Undervisningsmateriale for folkeskoler og ungdomsuddannelser til brug ved rollemodelbesøg Brug for alle Undervisningsmateriale for folkeskoler og ungdomsuddannelser til brug ved rollemodelbesøg Indledning Hvert menneske har en historie, der er værd at høre. Dette undervisningsmateriale Brug

Læs mere

L RERVEJLEDNING & UNDERVISNINGS- FORSLAG

L RERVEJLEDNING & UNDERVISNINGS- FORSLAG L RERVEJLEDNING & UNDERVISNINGS- FORSLAG MOVEATHON børn hjælper børn MOVEATHON UNICEF/NYHQ04-0604/Pirozzi UNICEF/Klaus Nedergaard UNICEF/MLIA2010-00655/Asselin UNICEF/Klaus Nedergaard børn hjælper børn

Læs mere

DE FRAFALDNE. 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser UNGDOMSBUREAUET

DE FRAFALDNE. 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser UNGDOMSBUREAUET DE FRAFALDNE 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser UNGDOMSBUREAUET DE FRAFALDNE 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser De Frafaldne En samling af fortællinger om

Læs mere

Af Helle Hinge og Henrik Juul

Af Helle Hinge og Henrik Juul ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ 123456789,. - _ abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå Brug filosofien Af Helle Hinge og Henrik Juul Dette er en pdf-fil med Brug filosofien Filen er stillet til rådighed for elever

Læs mere

De, der drog ud AVALANNERIT. - om grønlandske studerende i Danmark

De, der drog ud AVALANNERIT. - om grønlandske studerende i Danmark De, der drog ud AVALANNERIT - om grønlandske studerende i Danmark Jeg trives, hvor jeg bor, men jeg savner mit hjem i det kolde nord (frit efter Natasja) De, der drog ud - AVALANNERIT 1. udgave, 2. oplag,

Læs mere

Unge på kanten af livet. Spørgsmål og svar om selvmord. Bente Hjorth Madsen Center for Selvmordsforebyggelse, Risskov

Unge på kanten af livet. Spørgsmål og svar om selvmord. Bente Hjorth Madsen Center for Selvmordsforebyggelse, Risskov Unge på kanten af livet Spørgsmål og svar om selvmord Bente Hjorth Madsen Center for Selvmordsforebyggelse, Risskov 1 Indhold Brugervejledning 3 Hvad er problemet? Fup eller fakta 5 Metode 9 Piger/Drenge

Læs mere

DE PRØVER AT GØRE DET SÅ NORMALT SOM MULIGT ET INDBLIK I 113 ANBRAGTE BØRN OG UNGES LIV

DE PRØVER AT GØRE DET SÅ NORMALT SOM MULIGT ET INDBLIK I 113 ANBRAGTE BØRN OG UNGES LIV DE PRØVER AT GØRE DET SÅ NORMALT SOM MULIGT ET INDBLIK I 113 ANBRAGTE BØRN OG UNGES LIV 2 FORORD 4 INDDRAGELSE, MEDBESTEMMELSE OG RETTIGHEDER 8 SAGSBEHANDLERE OG TILSYN 14 PÆDAGOGER OG INSTITUTIONER 20

Læs mere

Mødre Døtre. kvinder i to kulturer. Vær aktiv Brug de mange muligheder! Døtre i dialog Det var ligesom at have to job. Det er vigtigt at tale sammen

Mødre Døtre. kvinder i to kulturer. Vær aktiv Brug de mange muligheder! Døtre i dialog Det var ligesom at have to job. Det er vigtigt at tale sammen & kvinder i to kulturer Mødre Døtre Vær aktiv Brug de mange muligheder! Døtre i dialog Det var ligesom at have to job Rollemodel på fuldtid Det er vigtigt at tale sammen Vejen til viden Biblioteket blev

Læs mere

TEST: TØRKE I ETIOPIEN: 16-årige Husseen Ali spiser kun en gang om dagen. [s. 33] Vores land er ved at forsvinde i havet. Tataua Pese fra Tuvalu

TEST: TØRKE I ETIOPIEN: 16-årige Husseen Ali spiser kun en gang om dagen. [s. 33] Vores land er ved at forsvinde i havet. Tataua Pese fra Tuvalu Vores land er ved at forsvinde i havet. Tataua Pese fra Tuvalu TØRKE I ETIOPIEN: 16-årige Husseen Ali spiser kun en gang om dagen OL FOR ORKANER: Se, hvem der har fyret den mest af de sidste ti år DE VÆRSTE

Læs mere

Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser.

Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser. Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser. Undervisningshæftet Klima og historie giver et indblik i seks

Læs mere

stærke historier om efterværn

stærke historier om efterværn 10 stærke historier om efterværn Kære læser D u sidder her med et lille udsnit af 10 fantastiske unge menneskers liv i hånden. De har alle, på trods af svære odds i livet, arbejdet og kæmpet sig frem til

Læs mere

Hvordan høre Gud tale?

Hvordan høre Gud tale? Hvordan høre Gud tale? Forord til læreren For flere år siden sad jeg sammen med en gruppe børn i 10-11 års alderen. Vi havde lige hørt en bibeltime, der handlede om at have et personligt forhold til Jesus.

Læs mere

Når man bor i en anden familie

Når man bor i en anden familie Når man bor i en anden familie Tanker og gode råd fra unge, der selv har været i pleje Center for Familiepleje Udgivet med støtte fra Denne bog er udarbejdet af en gruppe unge, som er eller har været i

Læs mere

Danmarks største uafhængige brugerblad om psykiatri Nr. 56 juni - juli 2006. Når man sætter strøm til hjernen - tre historier om elektrochok

Danmarks største uafhængige brugerblad om psykiatri Nr. 56 juni - juli 2006. Når man sætter strøm til hjernen - tre historier om elektrochok Danmarks største uafhængige brugerblad om psykiatri Nr. 56 juni - juli 2006 OUT sideren ser psykiatrien indefra Når man sætter strøm til hjernen - tre historier om elektrochok Essay om tvangens historie

Læs mere

Jeg gjorde det du kan også! - NETVÆRKSRÅDSLAGNING FOR HJEMLØSE

Jeg gjorde det du kan også! - NETVÆRKSRÅDSLAGNING FOR HJEMLØSE Jeg gjorde det du kan også! - NETVÆRKSRÅDSLAGNING FOR HJEMLØSE 1 Jeg gjorde det du kan også! Netværksrådslagning for hjemløse Socialt Udviklingscenter SUS og KFUM s Sociale Arbejde i Danmark, 2006 Tekst:

Læs mere

Historie 6 Af Ulrik Grubb og Jens Aage Poulsen 1. udgave, 1. oplag 2014 2014 Gyldendal A/S, Copenhagen. www.gyldendal-uddannelse.

Historie 6 Af Ulrik Grubb og Jens Aage Poulsen 1. udgave, 1. oplag 2014 2014 Gyldendal A/S, Copenhagen. www.gyldendal-uddannelse. Historie 6 Af Ulrik Grubb og Jens Aage Poulsen 1. udgave, 1. oplag 2014 2014 Gyldendal A/S, Copenhagen www.gyldendal-uddannelse.dk Forlagsredaktion: Marianne Harboe og Kim Møller Hansen Ekstern faglig

Læs mere

AT SKABE ET BEDRE LIV

AT SKABE ET BEDRE LIV AT SKABE ET BEDRE LIV - fortællinger fra Korskærparken www.korskaerparken.dk Denne bog er lavet i samarbejde mellem beboere i Korskærparken og Fredericia Kommune. TAK til Niels Dahl for den store hjælp

Læs mere

BLIV EN GLADERE KÆRESTE

BLIV EN GLADERE KÆRESTE BLIV EN GLADERE KÆRESTE Af Carl-Mar Møller Carl-Mar Møller Avderødvej 45 2980 Kokkedal www.carl-mar.dk 77@Carl-Mar Møller www.parterapeutskolen.dk Sexolog og Parterapeut Skolen Udgivet som e-bog i 2012

Læs mere

Alle unge har ret til et liv uden pres og trusler

Alle unge har ret til et liv uden pres og trusler Etnisk ung 1 Alle unge har ret til et liv uden pres og trusler Fortællinger om familiekonflikter fra unge med minoritetsbaggrund 2 Alle unge har ret til et liv uden pres og trusler Etnisk Ung Etnisk Ung

Læs mere

Samfundsfag 8 GYLDENDAL. Anders Stig Christensen og Julie Blicher Trojaborg

Samfundsfag 8 GYLDENDAL. Anders Stig Christensen og Julie Blicher Trojaborg Samfundsfag 8 GYLDENDAL Anders Stig Christensen og Julie Blicher Trojaborg Anders Stig Christensen og Julie Blicher Trojaborg Samfundsfag 8 GYLDENDAL INDHOLD Individ og fællesskab At blive den, man er

Læs mere

BØRNS EGEN STEMME. hvordan det opleves, når mor og far går hver til sit CENTER FOR FAMILIEUDVIKLING EGMONT FONDEN

BØRNS EGEN STEMME. hvordan det opleves, når mor og far går hver til sit CENTER FOR FAMILIEUDVIKLING EGMONT FONDEN BØRNS EGEN STEMME hvordan det opleves, når mor og far går hver til sit CENTER FOR FAMILIEUDVIKLING EGMONT FONDEN Børns egen stemme hvordan det opleves, når mor og far går hver til sit Center for familieudvikling

Læs mere

Når to bliver til én OMSORG FOR ÆLDRE EFTERLADTE UNDERVISNINGSMATERIALE OG INSPIRATION TIL AT UDARBEJDE EN HANDLEPLAN FOR ÆLDRE I SORG.

Når to bliver til én OMSORG FOR ÆLDRE EFTERLADTE UNDERVISNINGSMATERIALE OG INSPIRATION TIL AT UDARBEJDE EN HANDLEPLAN FOR ÆLDRE I SORG. Når to bliver til én OMSORG FOR ÆLDRE EFTERLADTE UNDERVISNINGSMATERIALE OG INSPIRATION TIL AT UDARBEJDE EN HANDLEPLAN FOR ÆLDRE I SORG. 2 PROJEKTETS STYREGRUPPE ANNALISA LINDUM, psykoterapeut, sygeplejerske,

Læs mere

VEJE IND OG UD AF KRIMINALITET TIDLIGERE KRIMINELLE UNGES ERFARINGER

VEJE IND OG UD AF KRIMINALITET TIDLIGERE KRIMINELLE UNGES ERFARINGER VEJE IND OG UD AF KRIMINALITET TIDLIGERE KRIMINELLE UNGES ERFARINGER Publikationen er udgivet af Socialstyrelsen Edisonsvej 18, 1. 5000 Odense C Tlf: 72 42 37 00 E-mail: socialstyrelsen@socialstyrelsen.dk

Læs mere