Kristne kirkesamfund i Palæstina

Transkript

1 1 Kristne kirkesamfund i Palæstina Af: Leif Vestergaard Denne oversigt over kristne kirkesamfund i Palæstina vil koncentrere sig om de 13 kirker, der står bag dokumentet KAIROS PALESTINE, Sandhedens øjeblik, dec Som fælles baggrund for kirkernes historie gives en kort oversigt over den tidlige kristendoms udvikling gennem de økumeniske koncilier og liturgier Det er ikke alle kirkesamfund i Israel/Palæstina, der er palæstinensiske, men de har alle i kortere eller længere tid arbejdet i dét, vi kan kalde Det hellige Land. De fleste har en århundrede lang tradition for tilstedeværelse i dette gamle kristne område. Ofte har der været indbyrdes konflikter mellem dem, eller de har levet isoleret fra hinanden. Men Kairosdokumentet synes at indvarsle en ny situation, idet det er første gang, så bred en skare af kirker udtaler sig samlet omkring den palæstinensiske situation. Den første menighed Kristendommen har sine rødder i Mellemøsten, og den første spæde kirke bestod primært af jøde-kristne, der boede i og omkring Jerusalem. Den jøde-kristne menighed var dominerende i Jerusalem indtil den romerske kejser Hadrian omkring år 130 genopbyggede byen som en romerske provins og gav den navnet Aelia Capitolina. Samtidig omdøbte romerne Judæa til Palæstina efter filisterne. Ifølge den romerske historiker Eusebius blev menigheden i Jerusalem spredt to gange. Første gang skete i forbindelse med byens ødelæggelse i år 70 e.kr., og anden gang efter 135 e.kr. I perioden fra 70 til 130 har biskopperne i Jerusalem tilsyneladende jødiske navne, hvorimod de efter 135 synes at være grækere. Det kan hænge sammen med, at alle jøder under kejser Hadrian blev forvist fra byen, mens de kristne fik lov til at blive boende, og det betød, at den lokale kirke efterhånden kom til at bestå af hedninge-kristne. Efter den første pinse, bredte kristendommen sig hurtigt til mange forskellige folkeslag, herunder araberne (ApG 2,11). I århundrederne efter Kristi fødsel var der byer og områder i Israel/Palæstina, som havde et kristent flertal. Dette flertal var sandsynligvis multietnisk, idet det kunne bestå af jøder, som var gået over til kristendommen, arabere og senere kristne pilgrimme, som havde slået sig ned i de kristne byer. Desuden var der også et stort antal munke som søgte ud i ørkenen, de såkaldte ørkenfædre. I begyndelsen levede de som eneboere, senere begyndte de at danne egentlige klostersamfund. I samme periode blev den græske udgave af Det gamle Testamente, Septuaginta, oversat til arabisk. Antiokia-menigheden Antiokia (i dag Antakya), der lå i det, man dengang kaldte VestSyrien, var den tredjestørste by i Romerriget efter Rom og Alexandria og blev kaldt for østens dronning. Siden sin grundlæggelse var byen kosmopolitisk. Syrere, grækere, jøder og senere romere udgjorde de vigtigste elementer i befolkningen, hvor hovedsproget var græsk lige som i de øvrige lande omkring Middelhavet. I den tidlige kristne historie indtager Antiokia en fornem plads som moderkirke for hedninge-kristendommen og som udgangspunkt for kristen mission. Det var her, navnet kristne først blev anvendt som et skældsord om de Jesus-troende, og det var herfra, Paulus missionsrejser udgik. Det var også på foranledning af menigheden i Antiokia, at rådet i Jerusalem besluttede at lette på kravene til de hedninge-kristne i forhold til den jødiske lov, bl.a. ved fritagelse for omskærelse (ApG 15).

2 2 En af de senere mest kendte antiokenere er Johannes Chrysostomos ( ). Han var berømt for sin retorik og prædikekunst. Navnet Chrysostomos betyder guld i mund, og henviser til hans veltalenhed. Han virkede først i Antiokia, men blev i 398 patriark i Konstantinopel og tillægges den mest udbredte liturgi i den ortodokse kirke. Antiokia havde en central betydning for den første hedningekristendom og rummede i perioder adskillige kirker og var hjemsted for klostre og søjlehelgener. Men byen var også præget af store omvæltninger. I 115 og 528 e.kr. var der voldsomme jordskælv, som dræbte hen ved Der var forfølgelser af de kristne i de første århundreder. Byen blev udsat for angreb først af perserne og senere araberne i 600-tallet, før den blev underlagt det byzantinske rige i 900-tallet. Under korstogene 1100-tallet havde byen en central placering, indtil den endelige muslimske invasion i 1268 betød, at byens kristne præg forsvandt. Herefter blev Damaskus hovedbyen i den syriske kristendom. Arabisk-syrisk kristendom I løbet af 400-tallet rodfæstes kristendommen i den arabiske kultur, blandt andet gennem udnævnelsen af arabiske biskopper, der også var til stede ved de fleste økumeniske koncilier. Den arabisk/syriske blomstringsperiode varede frem til 1000-tallet, hvor den muslimske indflydelse blev dominerende. Den unge kirke var stort set én og udelt indtil de første økumeniske koncilier. Men da den muslimske erobring begyndte i 633, var kirkerne i det østromerske rige med hovedsæde i Konstantinopel allerede splittet i forskellige kirkesamfund. Dog ser det ud til, at de fortsat kunne enes om brugen af de kristne helligsteder i Det hellige Land. Det var først i forbindelse med korstogene ( ), at der opstod splid mellem de forskellige kirker om retten til og brugen af helligstederne, specielt i Jerusalem. Denne strid fortsatte med uformindsket styrke under mamelukkerne ( ) og i den osmanniske periode ( ) indtil erklæringen om Status Quo i Kirkens ældste liturgier Den ortodokse kirke opfatter sig selv både som rettroenhedens kirke og som den rette lovprisnings kirke (gr. orthos 'ret' og doxa dels læresætning, trossætning, dels ære, lovprisning ). Begge betydninger indgår i kirkens selvforståelse, men den sidste dominerer over den første. Den rette tro kommer stærkere til udtryk i lovprisningen (gudstjenesten) end i de teologiske læresætninger. Derfor har gudstjenesten en helt central plads i den ortodokse kirke, og centrum for liturgien er nadveren. Der anvendes grundlæggende tre liturgier i den ortodokse kirke, som alle har rødder i oldkirken: Basilios-liturgien regnes for den ældste liturgi, og menes at gå tilbage til 300-tallet. Den er af traditionen blevet tillagt Basilios den Store, d. 379 som biskop af Cæsarea i Kappadokien (det nuværende Kayseri i Tyrkiet). Basilios-liturgien kendes i en kortere og en længere version. Den korte er den ældste og anvendes i den koptiske kirke, mens den længere i flere hundrede år var den byzantinske hovedliturgi. Den anvendes nu kun 10 gange årligt, fx i fasten, til påske og på helgenens festdag (1. januar). Chrysostomos-liturgien blev påbegyndt af patriarken i Konstantinopel Johannes Chrysostomos, d I sin nuværende form er den dog et resultat af senere redaktioner og tilføjelser. Den kendes fra et manuskript fra omkring år 900, og hovedparten af teksten er

3 3 meget yngre end Chrysostomos' tid. I sin opbygning svarer den til Basilios-liturgien, men er kortere. Den er i dag den vigtigste liturgi i den ortodokse kirke. De forudindviede gavers liturgi tillægges ikke nogen bestemt ophavsmand. Men den første overleverede nedskrivning blev udført af Gregor den Store (Gregorius Dialogus), d. 604 som pave af Rom. Han var, inden han blev pave, pavestolens ambassadør ved kejseren i Konstantinopel. Denne liturgi anvendes ved aftengudstjenester på de dage i fastetiden, hvor man ikke må indvie nadveren, og derfor bruger indviede elementer fra den foregående søndag. Den latinske liturgi. Liturgien i Rom fortsatte med at være på græsk indtil omkring år 300, hvorefter den blev ændret til latin. Dog blev det græske ord Kyrie bevaret ligesom de hebræiske ord Amen, Alleluja og Osanna. Senere blev liturgien revideret af pave Gregor den Store, d. 604, der gav den sin endelige latinske form. De syv økumeniske koncilier De økumeniske koncilier har spillet en stor rolle i kirkens historie, og deres formuleringer og afgørelser har haft betydning for udviklingen af den kristne teologi. Et koncil er et kirkemøde eller en synode, hvor der træffes beslutninger om kirkens lære og liv. Når de første koncilier kaldes økumeniske, betegner det, at de er gældende for hele den daværende kristenhed, dvs. det græsk-romerske kejserrige. Allerede fra omkring år 200 blev der afholdt regelmæssige synoder i de enkelte provinser i Romerriget, men hurtigt skilte større byer og områder sig ud, idet de anså sig selv for mere betydningsfulde end de øvrige. Det var navnlig Rom, Antiokia, Alexandria og Karthago. Især mente Roms biskop, at han have større autoritet end de øvrige, hvilket bl.a. gav sig udslag i kritik under den første drøftelse af, på hvilket tidspunkt påsken skulle fejres. Endelig skete der også i midten af 500-tallet et sprogskifte i Konstantinopel fra latin til græsk. De syv første koncilier (frem til Nikæa II i 787) anerkendes både af Vestkirken (den katolske kirke) og Østkirken (den ortodokse kirke). Men efter det endelige brud mellem Vestkirken og Østkirken i 1054 fortsatte den katolske kirke med at indkalde til koncilier, senest Andet Vatikanerkoncil Den ortodokse Kirke anerkender derimod ikke andre koncilier end de syv oldkirkelige. Nikæa I, år 325 Det første økumeniske koncil blev afholdt på foranledning af kejser Konstantin i Nikæa, syd for Konstantinopel, med deltagelse af 318 biskopper. Målet var at bilægge teologiske stridigheder og samtidig blev man enige om at vedtage en allerede eksisterende dåbsbekendelse - med enkelte tilføjelser - som kirkens bekendelse. Baggrunden var, at det i år 324 var lykkedes Konstantin at underlægge sig både den østlige og den vestlige del af Romerriget, efter at de to områder i en periode havde haft forskellige kejsere. Konstantin havde standset den sidste store forfølgelse af de kristne og gjorde nu kristendommen til en tilladt religion. Dermed sker det store skred, som under kejser Theodosius ( ) fører frem til, at kristendommen bliver den eneste tilladte religion i Romerriget. Lige som riget igen var en samlet enhed under kejser Konstantin, ønskede han også, at kirken skulle være det, så den kunne skabe sammenhængskraft i hele riget. Derfor var det konciliets væsentligste opgave at få løst de teologiske uoverensstemmelser, der var opstået om forståelsen af Kristi natur.

4 4 Stridens hovedfigur var presbyteren Arius (ca ) fra Alexandria, der mente, at Jesus Kristus var en mindre Gud, et mellemvæsen i forhold til Gud Fader den Almægtige. For Arios var det vigtigt at fastslå, at Gud var hinsides, en magt uden for verden, mens Jesus var ikkeevig. Selv om Arius var blevet ekskommunikeret fra kirken i 319, vandt hans opfattelse alligevel efterfølgende sympati i store dele af det romerske rige. Det betød, at der var to fløje i kirken. Den ene fløj bestod af Arius tilhængere, Arianerne. Den anden fløj fastholdt, at Gud Fader og Jesus Kristus var ligestillede. Jesus var for dem fuldt og helt Gud. På konciliet i Nieæa bliver Arius udstødt af kirken, og Arianismen fordømmes. I det følgende århundrede fortsatte stridighederne om dogmatiske spørgsmål. Årsagen var ikke alene religiøse uenigheder, men nok så meget magtkampen mellem den opkommende storby Konstantinopel og den gamle førende by Alexandria. Konstantinopel I, år 381 Kejser Theodosius gjorde kristendommen til den eneste tilladte religion i hele Romerriget i 380 og indkaldte derfor til et koncil, hvor bekendelsens formuleringer fra Nikæa blev bekræftet. Desuden blev det præciseret, at Helligånden tilbedes sammen med Faderen og Sønnen. Selv om ingen biskopper fra Vestkirken deltog, kom beslutningerne til at gælde i både Østkirken og Vestkirken. De to første konciler fastholdt Kristi sande guddommelighed: Gud af Gud, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen. Samtidig havde man defineret Treenigheden ved inddragelse af Helligånden i trosbekendelsen. De næste fire konciler beskæftigede sig primært med forholdet mellem Kristi menneskelige og guddommelige natur. Hvordan kan det guddommelige og det menneskelige rummes i samme person? Stridighederne havde imidlertid også kirkepolitiske overtoner. Ved koncilet i Nikæa (325) havde man fastlagt rangfølgen mellem patriarkaterne på følgende måde: Rom, Alexandria, Antiokia og Jerusalem. Ved konciliet i Konstantinopel (381) ændres rangfølgen til fordel for den nye hovedstad, Konstantinopel, som blev officielt indviet i 330, således at rækkefølgen nu er: Rom, Konstantinopel, Alexandria og Antiokia. Denne ændring blev ikke anerkendt af hverken Rom eller Alexandria. Patriarkatet i Alexandrias havde ambitioner om at være det ledende teologiske center i Østen og følte sig derfor trængt af den nye hovedstad. Denne rivalisering fik også indflydelse på de næste konciler. Efesus, år 431 Det tredje økumeniske koncil blev afholdt i havnebyen Efesus. Her tog man et opgør med Nestorius (d. 451), der var patriark i Konstantinopel og dermed besad den på det tidspunkt vigtigste kirkelige post. Hovedmændene i konciliet var Cyril af Alexandria og Nestorius af Konstantinopel. Cyril repræsenterede en form for Monofysitisme, der tog udgangspunkt i Kristi persons enhed. I denne enhed truede det menneskelige med at forsvinde ind i det guddommelige, så kun den guddommelige natur blev tilbage. Nestorius derimod mente, at der hos Jesus var tale om to på én gang forskellige og klart adskilte personer - en helt igennem menneskelig og en anden helt igennem guddommelig. Denne tænkning var inspireret af nyplatonismen, som afviste, at det perfekte guddommelige kunne forenes med det uperfekte, verdslige og kropslige.

5 5 Uenigheden spidsede til i en strid om jomfru Maria. Cyril af Alexandria og de såkaldte monofysitter hævdede, at Maria var Moder til Gud, Gudføderske (Theotokos). Nestorius derimod stod fast på, at Maria kun var moder til den menneskelige del af Kristus og ville kun kalde hende Moder til Kristus, Kristusføderske. I modsætning til denne lære vedtog konciliet, at kalde jomfru Maria theotokos, dvs. Gudføderske eller Guds Moder. Nestorius udstødes af kirken og Nestorianismen fordømmes. Koncilet i Efesus gav stødet til den første store splittelse i den unge kirke. Nestorius og hans tilhængere blev udsat for massiv forfølgelse i det græsk-romerske imperium og flygtede i stort tal over grænsen til Persien. Her udviklede den nestorianske kirke sig til Den østsyriske Kirke, der på et tidspunkt strakte sig fra Eufrat i vest til Peking i øst. Kalkedon, år 451 Det fjerde økumeniske koncil foregik i Kalkedon, tæt ved Konstantinopel på den lilleasiatiske side. Her bekræftedes beslutningerne fra Nikæa, Konstantinopel og Efesos. Som en reaktion mod Nestorianismens opdeling i to adskilte naturer hos Jesus stod Monofysitismen, som hævdede, at Jesus var én person, en guddommelig, og at der intet menneskeligt element var i ham. Men i Kalkedon fastholdtes læren om Jesu to naturer i én person, den menneskelige og den guddommelige, som hverken må sammenblandes eller adskilles. Monofysitismen blev fordømt og biskoppen af Alexandra, som havde en teologi, der mindede om Monofysitismen, blev afsat. Dermed fik Konstantinopel den ledende rolle i kirken på bekostning af Alexandria. Imidlertid overlevede den monofysitiske lære i Syrien, Egypten og Armenien og blev den officielle lære i den syriske, koptiske og armenske kirke. Dermed blev den ortodokse kirke splittet i det man senere kaldet den øst-ortodokse og de orientalskortodokse kirker. Ved konciliet i Kalkedon blev det også besluttet, at kirken i Jerusalem skulle forfremmes fra bispedømme til patriarkat. Dermed var Jerusalem det femte patriarkat efter Rom, Konstantinopel, Alexandria og Antiokia. Konstantinopel II, år 553 Det femte økumeniske koncil i Konstantinopel bekræftede de fire foregående konciliers beslutninger, herunder opfattelsen af Kristus, Maria og Treenigheden. Konstantinopel III, år 680 Det sjette koncil beskæftigede sig med Monotelitisme, der hævdede, at Jesus havde to naturer, men én vilje. Denne lære blev afvist. I stedet fastholdt man læren fra de tidligere koncilier. Nikæa II, 787 Det syvende koncil kom især til at handle om brugen af billeder og ikoner, den såkaldte ikonoklasme-strid. Oprindelsen til denne strid skal søges hos kejser Leo III ( ), der mente, at tilbedelsen af billeder i den kristne tro var en hindringer for, at jøder og muslimer lod sig omvende. Derfor beordrede han i 726 alle billeder fjernet, men det skabte stor opstandelse, ikke mindst blandt munkene, der var billedtilhængere. Konciliet endte med igen at tillade billeder i kirkerne og fastlægge regler for billedtilbedelse. Billeder må æres, ikke dyrkes. Den, der ærer et billede, ærer den, der er afbildet. Billedstriden

6 6 blussede dog op igen i 814 til 842. De kristne kirkesamfund i Det hellige Land De kirkesamfund, der er repræsenteret i Det hellige Land, kan inddeles efter flere forskellige modeller: Den ene model skelner mellem tre forskellige former for kirker: 1) Den lokale kirke, 2) Pilgrimskirkerne (nationalkirker, dannet af pilgrimme, der har slået sig ned for mange hundrede år siden) og 3) Missionskirkerne (vestlige kirker, primært anglikanske og lutherske), der kom til efter 1800-tallet (Kirsten Stoffregen Pedersen, De Kristne i Det hellige Land s. 91). Den anden model skelner mellem de kirker, der anerkender formuleringerne fra konciliet i Kalkedon i år 451 om Kristus som både sand Gud og sandt menneske (de øst-ortodokse kirker, herunder den græsk ortodokse ), og de kirker, som fandt en anden løsning på formuleringen af Kristi to naturer (de såkaldte monofysitiske eller orientalsk-ortodokse kirker: den armensk ortodokse, syrisk ortodokse, koptiske og etiopiske kirke). I århundredernes løb spiller de oldkirkelige stridigheder dog en mindre rolle, men alle kirker udviklede sig til nationalkirker med eget gudstjenestesprog inden for den ortodokse tradition. En tredje model skelner mellem den østromerske (græsk-katolske eller græsk-ortodokse) kirke og den vestromerske (latinske eller katolske) kirke. Det var en udvikling som allerede begyndte under kejser Konstantin med opdelingen i det østromerske rige med hovedby i Konstantinopel og det vestromerske rige med hovedby i Rom. Ved slutningen af 600-tallet var de vestlige kirker gået helt over til at bruge latin, mens østkirkerne primært brugte græsk som kirkesprog. Desuden udviklede kirkerne sig forskelligt med hensyn til liturgi, kirkelære og sakramentforståelse. I 1054 førte det til et afgørende brud med gensidige fordømmelser mellem Den ortodokse Kirke og Den romersk katolske Kirke. Det mellemøstlige Kirkeråd skelner i dag mellem fire kirkefamilier: den øst-ortodokse, den orientalsk-ortodokse, den romersk-katolske og den evangeliske (protestantiske og anglikanske). Ingen af disse tre modeller er dog helt dækkende, bl.a. fordi der i historiens løb er forekommet både nye spaltninger og nye tilnærmelser mellem de forskellige kirkesamfund. Det anslås, at der i dag bor palæstinensiske kristne i Israel og Palæstina. Af dem lever ca i Israel, mens resten, ca findes på Vestbredden, i Østjerusalem og Gaza (Kirsten Jørgensen og Peter Lodberg (red.), Genkomster, s. 75). De kristne udgør ca. 2 % af befolkningen i Israel og under 1 % i de palæstinensiske områder. ØST-ORTODOKSE KIRKER 1. Den ortodokse Kirke Den ortodokse Kirke (også kaldet den østlige eller græsk-ortodokse kirke) består af en gruppe kirker, som alle anerkender patriarken i Istanbul (Konstantinopel) som den første blandt ligemænd. Historisk set har denne kirke udviklet sig fra kirkerne i det østromerske, byzantinske, rige.

7 7 Selv om den ortodokse kirke oprindelig blev til i en hellenistisk kultur og sproget derfor var græsk, udviklede der sig en række forskellige nationale ortodokse kirker, hvor det lokale sprog blev anvendt i liturgien. Den ortodokse Kirke gør krav på at være den kirke, der har den længste ubrudte tradition. Den består i dag af en sammenslutning af patriarkale, uafhængige og selvstændige kirker. Disse selvstændige kirker er knyttet sammen i et fællesskab, der har dybe rødder i den samme tradition, og de anerkender ikke noget kirkemøde som fælleskirkeligt (økumenisk) efter det syvende koncil i Nikæa i 787. I dag er Mellemøsten ikke længere det område i verden, hvor der er flest ortodokse medlemmer. Efter at prins Vladimir i 988 blev døbt og dermed indførte ortodoks kristendom i Rusland, er den russisk-ortodokse kirke i dag den største på verdensplan, og Moskva kaldes det tredje Rom (efter Rom og Konstantinopel). Det græsk-ortodokse patriarkat i Jerusalem betragtes af mange som den ældste apostolske kirke og kaldes undertiden for alle kirkers moder. I de første århundreder var Jerusalem et bispedømme under metropolitten i Kæsarea. Men i 451 blev det omdannet til patriarkat med særligt ansvar for at beskytte de kristne helligsteder. Trods en række invasioner udefra vedblev patriarkatet i Jerusalem med at eksistere frem til 1099, hvor patriarken i forbindelse med korstogene blev fordrevet fra Jerusalem af en latinsk patriark. Den græske patriark fungerede i en periode fra Cypern, indtil han i 1177 vendte tilbage til Jerusalem. Siden da har der været en lang række stridigheder med de to patriarker omkring beskyttelsen af de kristne helligsteder. Et broderskab af munke, der har været aktivt siden 400-tallet, blev af den ortodokse patriark udset til at tage vare på helligstederne, og Den hellige Gravs Broderskab har siden 1177 afholdt liturgiske handlinger i Gravkirken. Efter renovering af Gravkirken i 1555 skiftede kontrollen over den mellem det franciskanske broderskab og det ortodokse, alt efter hvem der kunne opnå den mest favorable aftale med de osmanniske (muslimske) myndigheder. Dette førte i flere tilfælde til uroligheder, og i 1767 udstedte sultanen en firman, som betød, at kirken blev delt mellem parterne. Aftalen blev gjort permanent i 1852, da de osmanniske myndigheder udstedte en deklaration, Status Quo, som fastlagde brugen af de kirker og kapeller, der er bygget over de kristne helligsteder, inkl. tidspunkter for liturgisk aktivitet, opdeling af kirkerum, ansvar for rengøring og renovering. Den ortodokse patriark i Jerusalem er græker, mens menigheden primært er arabisktalende. I historiens løb har der været en række stridigheder mellem den græsk-ortodokse og den russisk-ortodokse kirke om, hvem der skulle have indflydelse på udviklingen i Jerusalem. Samtidig har der været et voksende krav fra det palæstinensiske ortodokse lægfolk om større medbestemmelse i kirkens ledelse. Gudstjenestesproget i de græsk-ortodokse lokalmenigheder er arabisk, mens det er græsk i patriarkatet. I forbindelse med patriarkatet i Jerusalem er der en præsteskole. Kirken er den største jordbesidder i Israel og Palæstina, både når det drejer sig om landbrugsland, kirker og helligsteder. Det er også Den ortodokse Kirke, der ejer den jord, hvorpå det israelske parlament Knesset, er bygget. I sidste halvdel af 1800-tallet voksede den russisk-ortodokse kirkes indflydelse, og kirken byggede en række klostre og et stort antal skoler for den lokale befolkning i Palæstina og var med til at løfte uddannelsesniveauet generelt i den ortodokse kirke.

8 Den græsk-ortodokse kirke er det største kristne kirkesamfund i Det hellige Land med omkring medlemmer. Det er ca. 40 % af det nuværende antal kristne. Desuden er der omkring russisk-ortodokse kristne, som er immigreret til Israel på et sent tidspunkt og endnu ikke er integreret i den lokale ortodokse kirke. Greek Orthodox Patriarchate, Christian Quarter, Old City P.O. Box 14130, Jerusalem Den græsk-katolske Kirke (Melkitkirken) Den græsk-katolske Kirke gør krav på - sammen med den ortodokse kirke - at have rødder helt tilbage til den første menighed i Antiokia. Efter konciliet i Kalkedon år 451 blev de mellemøstlige kirkesamfund splittet mellem dem, der accepterede læren fra Kalkedon om Kristi to naturer og dem, der afviste den. Anti-kalkedonenserne kom overvejende fra syriskarabisk- eller koptisk-talende provinser, mens de kirker, der fulgte beslutningerne i Kalkedon hovedsageligt var græsktalende og blev kaldt Melkites (de kongelige), som var en negativ betegnelse, brugt af deres modstandere. I de første århundreder var melkitkirken græsksproget lige som den ortodokse kirke, men fra 600-tallet kom den til at leve under muslimsk styre og antog mere og mere arabisk kultur og sprog, hvorved den fjernede sig fra den græsktalende ortodokse kirke. Efter længere tids konflikt med den græsk-ortodokse patriark i Konstantinopel omkring overherredømmet over partriarkatet i Antiokia, anerkendte den romersk katolske pave, Benedikt XIII, i 1729 den nyudnævnte patriark i Antiokia. Samtidig anerkendte han patriarkens tilhængere som værende i fuldt fællesskab med den romerske kirke. Fra da af var der altså i det vestlige Asien en græsk-ortodoks kirke og en græsk-katolsk kirke (Melkitkirken). I dag er patriarken bosiddende i Syriens hovedstad Damaskus. Melkitkirken anerkender paven i Rom, men følger de traditioner og skikke, herunder liturgien, som findes i den østlige ortodokse kristendom. Det liturgiske sprog er arabisk eller græsk, men i dag anvendes desuden en række lokale sprog i gudstjenesten, afhængigt af det land, hvor kirken ligger. Den græsk-katolske (melkitiske) kirke har to bispedømmer i Det hellige Land. Bispedømmet i Galilæa har mere end medlemmer og er dermed det største kirkesamfund i staten Israel. Bispedømmet i Jerusalem som også benævnes patriarkens vikariat (der omfatter Vestbredden, Jaffa og Gaza) har mindre end medlemmer. Greek Catholic (Melkite) Patriarchal Vicariate Greek Catholic Patriarchate Road (Nær Jaffa-porten) Jerusalem 3. Den syrisk-katolske Kirke Den syrisk-katolske kirke havde oprindeligt sin største udbredelse i Mellemøsten, og har praksis og ritualer fælles med den syrisk-ortodokse kirke. Den syriske gudstjeneste følger den liturgi, som har rødder tilbage i den første menighed i Antiokia og Jerusalem, den såkaldte

9 Johannes-liturgi (opkaldt efter Jesu bror), og derved adskiller den sig fra den græskortodokse liturgi. Oprindeligt var sproget aramæisk eller syrisk, og det anvendes stadig delvist i gudstjenesten. I middelalderen havde kirken en blomstringsperiode med henved 150 ærkebiskopper og biskopper under patriarken af Antiokia. Lige siden korsfarertiden har Den romersk katolske Kirke forsøgt at inddrage den syriske kirke i union med Rom. Men da syrerne ikke kunne få garanti for selvstændighed, hvis de gik med til en union, førte det romerske frieri ikke til noget. Først i tallet lykkedes det at etablere en union mellem den syriske kirke og den katolske kirke, dog således at den syriske kirke har beholdt sin traditionelle gudstjenesteordning og kirkeret. Den osmanniske regering godkendte den første syrisk-katolske biskop af Aleppo i Kirken ledes i dag af den syrisk-katolske patriark af Antiokia, som er bosiddende i Beirut, mens der i Jerusalem er en vikar for patriarken. Det anslås, at kirken har omkring medlemmer i Mellemøsten, især i Syrien og Libanon. Desuden er der næsten en million medlemmer i Indien foruden diasporamenigheder i Nordamerika og Australien. I Jerusalem og Betlehem er der små lokalmenigheder som tæller omkring 300 medlemmer. Syriac Patriarchal Exarchate 6 Chaldean Street (of Nablus Road) Jerusalem 9 4. Den armensk-katolske Kirke Efter at den armenske kirke sammen med de øvrige orientalsk-ortodokse kirker brød med den øst-ortodokse og romerske kirke efter konciliet i Kalkedon 451, søgte flere armenske biskopper at opretholde enhed med den katolske kirke. I 1195, under korstogene, gik kirken i det armenske kongedømme Kilikien (et område ved Lilleasiens sydkyst) i union med den katolske kirke. Unionen varede frem til kongedømmet blev erobret af mamelukkerne i Først i 1742 blev Unionen igen formelt etableret, efter at en katolik var blevet valgt til patriark i Kilikien. Senere blev patriarkatet flyttet til et område i nærheden af Beirut i Libanon. I 1842 etablerede patriarkatet en delegation i Jerusalem, hvor der nu er omkring 200 medlemmer. Gennem unionen med Rom har den armensk-katolske kirke gode relationer til den armenskortodokse kirke Armenian Catholic Patriarchal Exarchate 36, Via Dolorosa 3. og 4. station Jerusalem 5. Maronitkirken Maronitterne er opkaldt efter grundlæggeren, Sct. Maron, der levede som eneboer i Syriens bjerge, tæt ved Antiokia, i begyndelsen af 400-tallet. Dermed hører kirken til den antiokenske tradition og det liturgiske sprog er syrisk, som er en aramæisk dialekt. Efter kirkemødet i Kalkedon 451 valgte kirken den teologiske linje, som var repræsenteret af de ortodokse kirker. Maronitkirken har været i formel union med Den katolske Kirke siden Det betyder anerkendelse af paven som kirkens øverste overhoved og fuldt fællesskab med den katolske kirke. Derimod har man sin egen teologi, liturgi og eget hierarki.

10 10 Kirken øverste embede kaldes Patriark af Antiokia, men er i dag placeret i et kloster nord for Beirut i Libanon. Patriarken er selvstændig leder af Maronitkirken under Den katolske Kirke, og derfor benævnes kirken undertiden også som den øst-katolske kirke. Kirkens nuværende patriark er udnævnt til katolsk kardinal. Maronitterne er det største kristne kirkesamfund i Libanon, og er også stærkt repræsenteret i Syrien. I Det hellige Land er der omkring medlemmer, hvoraf de fleste bor i Galilæa. 25 Maronite Convent Street Jaffa Gate Jerusalem. ORIENTALSK- ORTODOKSE KIRKER 6. Den armenske Kirke Den armenske kirke mener at kunne datere sin historie helt tilbage til apostolsk tid. Allerede i sidste halvdel af det første århundrede kom - if. traditionen - to af Jesu disciple, Thaddæus og Bartholomæus til Armenien med det kristne evangelium. Efter en tid med svære forfølgelser blev kristendommen statsreligion allerede i 301, og Armenien var dermed det første land i verden, der formelt antog den kristne tro. Omkring 307 blev bibelen oversat til nationalsproget. Den armenske kirke tilhører den orientalske del af den ortodokse kirkefamilie, der sammen med den koptiske, syriske og etiopiske kirke ikke anerkender konciliet i Kalkedon i 451. I 638 begyndte den armenske apostolske kirke at udpege egen biskop i Jerusalem. Senere fik han titlen patriark på grund af Jerusalems særlige status, men patriarken i Jerusalem er underlagt kirkens ledelse i Armenien. Armeniernes tilstedeværelse i Jerusalem går tilbage til tiden før de gik over til kristendommen. Bl.a. var der armenske lejesoldater i den romerske legion, der indtog Masada i år 73. I korsfarertiden boede et større antal armenske kristne i Jerusalem, hovedsageligt i det område hvor det armenske kvarter ligger i dag. I den osmanniske periode søgte den armenske patriark at etablere gode forbindelser med de muslimske herskere, og armenierne nød begunstigelser, som gav dem særlige privilegier i Gravkirken. Det var bl.a. med til at danne grobund for gentagne konflikter med den ortodokse og den katolske kirke. I 1340'erne fik armenierne lov til at bygge en mur omkring deres kvarter, som nu udgør en sjetedel af Jerusalems gamle bydel. I 1833 etablerede den armenske menighed i Jerusalem byens første trykpresse, og ti år senere åbnedes et teologisk seminarium. Da det armenske folk i 1915 blev udsat for det tyrkiske folkedrab, hvor mere end en million blev dræbt og hundrede tusinder blev fordrevet, voksede menigheden i Palæstina til hen ved Senere er de fleste dog vendt tilbage til Armenien, og i dag er der omkring 1000 medlemmer tilbage, hvoraf de fleste lever i det armenske kvarter i Jerusalem og i Betlehem. Armenian Orthodox Patriarchate Armenian Orthodox Patriarchate Road

11 11 Armenian Quarter Old City Jerusalem 7. Den koptiske Kirke Den koptiske kirke eller rettere den koptisk-ortodokse kirke er betegnelsen for Egyptens største kirke. Navnet koptisk er en arabisk forvanskning af det græsk ord aigyptos. Kirken hævder at være grundlagt af evangelisten Markus, som bragte kristendommen til Alexandria i det første årti efter Jesu død og opstandelse. Den ældste kirke var græsktalende, men omkring år 200 var koptisk blevet det mest anvendte sprog. Den koptiske kristendomsforståelse spillede en afgørende rolle i de første århundrede, fordi der var et blomstrende teologisk miljø i og omkring Alexandria. Det var også med udgangspunkt i denne by, at Egyptens befolkning i løbet af de første århundreder gik over til kristendommen, og allerede i midten af 200-tallet dukker titlen Pave op som betegnelse for den øverste leder af den koptiske kirke i Alexandria længe før biskoppen i Rom gjorde krav på denne titel. I de teologiske stridigheder omkring forståelsen af Jesu guddommelige og menneskelige natur, som opstod i løbet af kristendommens første århundreder, blev den egyptiske kirke efterhånden isoleret. De ledende teologer i Alexandria var optaget af at betone enheden mellem Jesu guddommelige og menneskelige natur. Ved kirkemøderne i Nikæa i 325 og Konstantinopel i 381, og ikke mindst ved mødet i Kalkedon i 451, søgte man at løse de teologiske stridigheder, der var mellem de teologiske skoler i Konstantinopel og Alexandria. Imidlertid var den koptiske kirke efterhånden gået helt over til den opfattelse, der kaldes Monofysitismen, det vil sige, at det guddommelige og menneskelige er smeltet sammen i Jesus til én natur. Den øvrige del af kirken fordømte denne lære, og den koptiske kirke isolerede sig mere og mere fra den øvrige del af datidens kristenhed, altså fra den ortodokse rigskirke i Konstantinopel. Dermed blev kirken en del at dét, der kaldes de orientalskortodokse kirker. Den fik egen gudstjenesteordning og brugte det koptiske sprog som gudstjenestesprog. Men i årene efter 451 led den koptiske kirke under forfølgelse fra kejserkirken i Konstantinopel. Kopterne fik stor indflydelse på udviklingen af det blomstrende munkevæsen i Judæas ørken, bl.a. gennem de såkaldte Ørkenfædre. Det var kristne eneboere, som i tallet bosatte sig i den egyptiske ørken og dér levede et liv i bøn og dyb fattigdom. Ørkenfædrene ønskede at leve et radikalt kristenliv i afsondrethed og inspirerede til oprettelse af eremitkolonier i Judæa og Kapadokien.. Omkring år 640 trængte arabiske muslimer ind i Egypten. I første omgang følte kopterne det som en befrielse, fordi de ikke længere var undergivet Konstantinopel og den østromerske kejser. Men den religiøse frihed havde sin pris, og kopterne måtte betale dyrt for den i form af hårde skatter til de muslimske guvernører. Kopterne gjorde flere gange oprør, der hurtigt blev slået ned og medførte endnu hårdere skatter og forfølgelser. En stor del af de koptiske kristne konverterede til islam, og i løbet af 800-tallet var der flere muslimer end kristne i Egypten. Også det koptiske talesprog døde også langsomt ud og overlevede kun i kirken som gudstjenestesprog. I løbet af 1800-tallet fik kopterne ligestilling i forhold til muslimerne. Kirken gennemgik en fornyelse under patriarken Kyrill d. 4. ( ), som blandt andet oprettede et moderne skolevæsen.

12 12 Der er veletablerede teologiske uddannelser i Kairo og Alexandria, og kopterne udgør i dag ca. 10 % af Egyptens befolkning. På verdensplan tæller den koptiske kirke mellem 14 og 18 millioner. Kirken bruger en af den ortodokse kristenheds anerkendte gudstjenesteordninger, nemlig den såkaldte Basiliosliturgi fra tallet, og i dag er gudstjenestesproget i Egypten en blanding af arabisk og koptisk. Den koptiske kirke har været til stede i Jerusalem lige så længe, den har eksisteret i Egypten. Efter konciliet i Kalkedon i 451 kom det til et brud mellem den koptiske kirke og den byzantinske (ortodokse) patriark i Jerusalem, men siden 1300-tallet har den koptiske kirke i Alexandria været repræsenteret i Jerusalem ved en ærkebiskop I dag tæller menigheden omkring 1000 medlemmer i Jerusalem, Betlehem og Nazaret. Coptic Orthodox Patriarchate Via Dolorosa, Ninth Station Jerusalem 8. Den etiopisk-ortodokse Kirke Den etiopisk-ortodokse kirke har fælles oprindelse med den koptiske-ortodokse kirke i Egypten, og dermed hører den til de monofysitiske kirker efter Kalkedon i 451. Den har i dag omkring 40 millioner medlemmer, hovedsageligt i Etiopien, hvor knap halvdelen af befolkningen er etiopisk-ortodokse. Kirken er dermed den største orientalsk-ortodokse kirke i verden. Den var længe underlagt den koptisk-ortodokse kirke i Egypten, men fik i 1951 sin selvstændighed og ledes nu af en etiopisk patriark med sæde i Addis Abeba. Allerede længe før Kristi fødsel havde Etiopien regelmæssig kontakt både med Den arabiske Halvø og med landene omkring Middelhavet. De etiopiske konger anså sig for at nedstamme fra Menelik, søn af kong Salomon og dronning Makeba af Aksum og Saba, og befolkningen praktiserede en form for jødedom. Lige som den koptiske kirke i Egypten hævder den etiopisk-ortodokse kirke at have sin oprindelse helt tilbage i urmenigheden, nemlig i evangelisten Filips dåb af en etiopisk hofmand omkring år 50 e.kr. Historisk set véd vi, at kristendommen kom til landet i begyndelsen af 300-tallet, da kong Ezana gjorde kristendommen til statsreligion i kongeriget Aksum. Biskopperne, og senere ærkebiskopperne, i Aksum blev indsat af patriarken i Alexandria. Under de islamiske erobringer blev Etiopien isoleret fra de øvrige kristne områder. Alligevel forblev kristendommen statsreligion og oplevede en blomstringstid fra til 1400-tallet. Kirkens liturgi ligner den, vi finder i den koptisk-ortodokse kirke, men gudstjenestesproget var indtil for nylig det gamle etiopiske sprog ge'ez. I dag holdes prædikenen dog på det officielle etiopiske sprog, amharisk. Kirken har en række særegne traditioner og ceremonier, som delvis skyldes kirkens århundredlange isolation fra andre kristne områder. Nogle skikke stammer helt fra urkristendommen og har klare paralleller til jødedommen. Blandt andet praktiseres omskærelse af drengebørn, kirkeåret gentages hver måned, og både sabbatten og søndag holdes hellig.

13 Pagtens ark spiller en særlig rolle i den etiopiske liturgi, og hver kirke har en efterligning af arken. Den originale ark opbevares angiveligt i katedralen i Aksum. Der er kun få spor af den etiopiske kirke i Jerusalem før korstogene, men det kan hænge sammen med, at den knyttede til ved andre koptere og den syrisk-ortodokse kirke. I dag ejer den etiopiske kirke syv klostre i Det hellige Land foruden en række ejendomme. Blandt andet findes et mindre kloster på Gravkirkens tag, Deir es-sultan, som gennem århundrede har været genstand for konflikt mellem den koptisk-ortodokse kirke og den etiopisk-ortodokse kirke. I forbindelse med de hen ved etiopiske jøder som siden 1980-erne er kommet til Israel, menes der også at være en del koptiske kristne, og det har været med til at styrke kirkens tilstedeværelse i Det hellige Land. Dabra Gannat Ethiopian Orthodox Church (Ron Almog) Ethiopian Orthodox Patriarchate Via Dolorosa Eighth Station Jerusalem Den syrisk-ortodokse Kirke Ifølge den kirkelige tradition blev menigheden i Antiokia grundlagt som den anden kirke i kristenheden efter Jerusalem. Kirkehistorikeren Eusebius af Caesarea fortæller, at apostelen Peter etablerede bispedømme i Antiokia og blev dets første biskop. Det var også her, tilhængere af Jesus for første gang blev kaldt kristne (ApG 11,26). Den syrisk-ortodokse kirke mener at kunne datere sin oprindelse tilbage til det første kristne samfund i Antiokia. Kirken tilhører den orientalsk-ortodokse kirkefamilie, som efter kirkemødet i Kalkedon 451 skilte sig ud fra de øst-ortodokse kirker på grund af uenighed om formuleringerne vedr. Jesu to naturer. Dermed er den i familie med den koptisk-ortodokse kirke i Egypten og frem til midten af 1200-tallet ser det ud til, at der har været et nært samarbejde mellem syriskortodokse og koptiske munke i Jerusalem. Den syrisk-ortodokse Kirke repræsenterer en form for kristendom, der har semitiske rødder, som ikke er langt fra dem, som fandtes på Jesu tid. Gudstjenesten foregår på syrisk, der er en dialekt af det aramæiske sprog, som Jesus og apostlene talte, og som har rødder tilbage til de ældste kendte liturgier. Kirken har været til stede i Gravkirken fra omkring 1100-tallet. I dag findes der et lille kapel, som kaldes Syrernes kapel, og som rummer to grave fra Kristi tid. De anses traditionelt for at være Nikodemus og Josef af Arimatæas grave. Kapellet er i dag meget forfaldent, da der har været en langvarig strid mellem den syrisk-ortodokse og den armenske kirke om, hvem der har ejerskabet. Den syrisk-ortodokse biskop i Jerusalem har siden 1471 haft sin residens i Sct. Markusklosteret, som er placeret på grænsen mellem det armenske og det jødiske kvarter. Ifølge traditionen var det her, den sidste nadver fandt sted (Ovensalen), og det var her, apostlene var forsamlede den første pinsemorgen. Det anslås, at kirken har hen ved medlemmer i Mellemøsten, hovedsageligt i Syrien og Libanon. Foruden en stor gruppe syrisk-ortodokse kristne i den indiske stat Kerala, findes

14 14 der også mange immigrantmenigheder rundt omkring i verden. I Jerusalem og Betlehem er der kun mindre menigheder tilbage. Sct. Markus kloster: Old City Jerusalem KATOLSKE KIRKER 10. Den romersk katolske Kirke Den romersk katolske Kirke (i Mellemøsten kaldet Den latinsk-katolske Kirke i modsætning til Den græsk-katolske (ortodokse) Kirke) etablerede sit patriarkat i Jerusalem i 1099 som led i korstogene, samtidig med at den ortodokse patriark blev sendt i eksil. Da korsfarerne igen blev fordrevet, vendte den ortodokse patriark tilbage, mens det katolske patriarkat blev nedlagt. I 1400-tallet fik paven imidlertid gennem forhandlinger med muslimske ledere indsat Franciskanerordenen til at tage vare på kirker og kristne helligsteder i Det hellige Land (Custodia Terrae Sanctae) og sørge for kirkelig betjening af romerkirkens medlemmer og pilgrimme. Under de osmanniske sultaner fik den katolske kirke lov til at drive mission og etablere kirkelig aktivitet blandt de ikke-muslimske indbyggere. Gennem uddannelsestilbud, sundhedsarbejde og socialt arbejde voksede den katolske kirke efterhånden, især gennem konvertitter fra den ortodokse og de orientalske kirker. I 1847 blev det katolske patriarkat genetableret, og der blev oprettet en teologisk skole for det arabiske lægfolk, og i 1987 blev den første arabiske patriark udnævnt. Kirken arbejder i dag på tre niveauer i Det hellige Land: Gennem patriarkatet, gennem Custodia Terrae Sanctae og gennem den pavelige nuntio, som på kirkens og Vatikanets vegne har indgået aftaler med både den israelske regering og de palæstinensiske myndigheder. Efter Oslo-aftalen i 1993 mellem Israel og palæstinenserne indgik Vatikanet og Israel en aftale om gensidig diplomatisk anerkendelse. Denne aftale skabte nogen bekymring blandt de palæstinensiske ortodokse kristne. I år 2000 blev der indgået en aftale mellem pave Johannes Paul II og den palæstinensiske PLO-leder, Yasser Arafat, der formaliserede den katolske kirkes aktiviteter i de palæstinensisk kontrollerede områder. Desuden står der i aftalen, at»ensidige beslutninger og handlinger, der rokker ved Jerusalems særlige særpræg og status er moralsk og juridisk uacceptable«. Foruden Den romersk katolske Kirke findes der som nævnt også en række andre kirkesamfund, som er i union med Rom og dermed anerkender pavens forrang. Det gælder bl.a. Den græsk-katolske Kirke (Melkitkirken), Den syrisk-katolske Kirke, Den armenskkatolske Kirke og Maronitkirken. I dag er der ca arabiske medlemmer af den katolske kirke i Det hellige Land. Af dem bor ca i Øst-Jerusalem og ca i Nazaret, mens de største grupper på Vestbredden findes i Betlehem og Ramalla. Gudstjenesterne i de lokale menigheder følger de katolske ritualer, men foregår på arabisk.

15 15 Latin Patriarchate Road Christian Quarter P.O. Box Old City, Jerusalem Custodia Terrae Sanctae I 1217 etablerede den katolske franciskanerorden sig i Det hellige Land. Men efter at det kristne Kongeriget Jerusalem ( ) blev besejret af muslimer, rykkede franciskanerne til Cypern. Med støtte fra sultanen af Egypten lykkedes det imidlertid franciskanerne at genetablere sig i Det hellige Land i 1336, og de erhvervede et betydeligt antal ejendomme og landområder samtidig med, at de blev betragtet som vogtere af en lang række kristne helligesteder. I 1623 fik de officielt titlen Custodia Terrae Sanctae, og hovedopgaven har været at beskytte de kristne helligsteder og tage sig af kristne pilgrimme. Franciskanerordenen har i dag store ejendomsbesiddelser i Det hellige Land, som kun overgås af den ortodokse kirke. Ud over dele af Gravkirken i Jerusalem og Fødselskirken i Betlehem (som franciskanerne administrerer i fællesskab med de ortodokse og armenierne), har de også ansvar for 74 helligsteder i Det hellige Land. Saint Savior s Monastery 1, Saint Francis Street Jerusalem PROTESTANTISKE / EVANGELISKE KIRKER 12. Den anglikanske Kirke Den anglikanske kirke i Jerusalem blev etableret i forbindelse med oprettelsen af en missionsstation i det daværende Jordan i Arbejdet blev støttet af London Society for Promoting Christianity Amongst the Jews. I 1841 kom en konverteret rabbiner til Jerusalem og blev indsat som den første anglikanske biskop. I de følgende år var der et nært samarbejde mellem den anglikanske kirke og den prøjsiske lutherske kirke omkring arbejdet i Palæstina. Det varede indtil 1886, hvor de preussiske lutheranere gik deres egne veje - til dels på grund af politiske og teologiske forskelle i Europa mellem Preussen og England. Den anglikanske kirke fortsatte derefter sit missionsarbejde alene, og i 1898 blev Saint George s Cathedral bygget som et centralt fokus for arbejdet i bispedømmet. I 1976 blev den første palæstinensiske biskop i Jerusalem udnævnt, og i dag er der omkring 2000 medlemmer i bispedømmet, hvilket gør det til den største protestantiske kirke i Jerusalem. Episcopal Church of Jerusalem and the Middle East St George's Cathedral 20 Nablus Road Jerusalem

16 13. Den evangelisk-lutherske Kirke i Jordan og det Hellige Land (ELCJHL) Sammenlignet med mange kirker i Mellemøsten, er den evangelisk-lutherske kirkes historie ret kort. Den begyndte i midten af 1800-tallet, da tyske og engelske evangeliske kristne kom til Palæstina for at støtte det kristne mindretal gennem diakonalt arbejde og missionsarbejde. Deres mange aktiviteter blev kanaliseret gennem en række organisationer og institutioner. I 1841 besluttede den engelske dronning og den prøjsiske konge at etablere et fælles protestantisk bispedømme i Jerusalem. Dette samarbejde varede indtil 1886, hvor de preussiske lutheranere gik deres egne veje - til dels på grund af politiske og teologiske forskelle i Europa mellem Preussen og England. De tyske lutheranere rettede deres indsats mod socialt arbejde og uddannelse, og den tyske menighed tiltrak i stigende grad arabisktalende medlemmer. Det oprindelige formål med den protestantiske missions indsats i Det hellige Land var ikke at skabe en ny kirke i området, men at støtte de fattige og give uddannelsesmuligheder for kristne. Indtil 1947 var den lutherske kirke formelt en missionskirke under ledelse af en provst, udpeget af den evangeliske kirke i Tyskland. Men i 1959, da Vestbredden endnu var en del af Jordan, blev ELCJHL officielt anerkendt som et selvstændigt religiøst fællesskab ved et kongeligt dekret fra kong Hussein. Det officielle navn var Den evangelisk-lutherske Kirke i Jordan. I 2005 blev det besluttet at tilføje "og det Hellige Land". I 1979 overgav den tyske provst kirkens åndelige lederskab til en palæstinensisk biskop den første arabiske lutherske biskop i Mellemøsten. ELCJHL driver i dag fire skoler med mere end 3000 elever samt en lang række uddannelsesprogrammer. I Betlehem har den dynamiske præst, Mitri Raheb, ud fra den lutherske kirke, Julekirken, skabt en meget aktiv menighed, ikke alene indenfor kirken, men også i det omgivende samfund. I dag omfatter arbejdet bl.a. et internationalt konferencecenter, et gæstehus, kunstog håndværkuddannelse og et kollegium, Dar al-kalima College, der er det første kristne uddannelsessted i Mellemøsten, som fokuserer på kunst, multimedia, kommunikation og turisme. Den lutherske Kirker er den næststørste arbejdsgiver i Betlehem. Fra Danmark støttes dette arbejde bl.a. af foreningen Betlehems Venner. Den arabiske menighed tæller omkring 500, hvoraf ca. 200 bor i Betlehem. Siden 1950 har Det lutherske Verdensforbund drevet Augusta Victoria Hospitalet, som ligger på Oliebjerget. Det er det næststørste hospital i Østjerusalem med over sengedage om året. Indtil 1993 betjente hospitalet udelukkende palæstinensiske flygtninge fra lejrene på Vestbredden og i Jerusalem-området, men i dag har hospitalet specialiseret sig på dialyseområdet, i diabetes-forebyggelse, og hospitalets kræftcenter er det eneste sted, hvor folk fra Vestbredden kan få strålebehandling. De israelske checkpoints ved indfaldsvejene til Jerusalem har gjort det yderst vanskeligt af patienter og sundhedspersonale fra Vestbredden at nå frem til hospitalet. Folkekirkens Nødhjælp har siden begyndelsen af 1950'erne støttet Augusta Victoria Hospitalet. ELCJHL er aktiv i det økumeniske arbejde og i den interreligiøse dialog lokalt, regionalt og globalt. Biskoppen i den lutherske kirke er i dag (2012) også præsident i Det lutherske Verdensforbund. Adressse: Evangelical Lutheran Church of Jordan and the Holy Land, Church of the Redeemer 16

17 Muristan Road Old City Jerusalem og The Evangelical Lutheran Christmas Church Paul IV Str. 109 Bethlehem P.O. Box 162 Palestine 17