Landbruget er nøglen til lavere CO2-udslip, renere vandmiljø, øget beskæftigelse i udkantsdanmark og højteknologisk eksport.

Transkript

1 Det er dansk, det er givtigt, det er grøn energi Landbruget er nøglen til lavere CO2-udslip, renere vandmiljø, øget beskæftigelse i udkantsdanmark og højteknologisk eksport. Kronik af Thomas Færgeman, direktør for CONCITO, og Niels Peter Nørring, direktør for Miljø & Energi i Landbrug & Fødevarer. Trykt i Politiken den 13. Juli De fleste af os kender nok landmanden i to roller. I rollen som forretningsmanden, der producerer fødevarer til forbrugere i Danmark og i udlandet. Og i rollen som en, der bor på sin jord og er afhængig af naturen. En, som gennem sit arbejde præger det danske landskab og er med til at opretholde det kulturlandskab, vi kender i dag. Men ud over rollerne som forretningsmand og naturforvalter bør vi også tænke på landmanden i rollen som leverandør af energi. De fleste glemmer nok i begejstringen over det klassiske danske vindeventyr at biomasse fra land- og skovbrug faktisk står for over halvdelen af Danmarks produktion af vedvarende energi. Den rigtig gode nyhed er så, at denne høje andel kan øges betragteligt. Hvis politikerne ønsker det, kan landbruget faktisk være en af nøglerne til et Danmark fri for fossile brændsler. Men kan landmanden både være forretningsmand, naturforvalter og energileverandør? Dette er ikke kun en udfordring. Det er også en mulighed. Vi mener ikke, at der nødvendigvis er et modsætningsforhold mellem intensiv fødevareproduktion, naturpleje og produktion af vedvarende energi. Vi mener, at landmanden med lidt hjælp godt kan påtage sig alle tre roller. Både regeringen og oppositionens ambitionsniveau er højt, når det gælder om at bevæge sig mod et samfund uden fossile brændsler. Desværre er det ret uklart, hvordan det skal gøres. Og det er her, landbruget kommer ind i billedet: Naturgas, kul og olie kan nemlig erstattes med en række af de løsninger, som landbruget kan levere, og som politikerne synes at efterspørge. Lad os tage biogas først. Biogas er egentlig en gammel nyhed: Det første danske biogasanlæg blev indviet i 1984; det var dengang, Jurij Andropov var generalsekretær i Sovjetunionen, og hvor McEnroe vandt Wimbledonfinalen over Jimmy Connors. De danske biogasanlæg var dengang pionerer inden for omdannelse af gylle til gas. Det er de stadig. Der er fortsat et stort potentiale, og biogas kunne blive en rigtig god forretning for både landmændene, klimaet og miljøet, hvis politikerne skaber bedre vilkår for en bæredygtig driftsøkonomi. Når biogas erstatter naturgas, giver det en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 160 procent. De hundrede procent kommer fra naturgassen, mens de tres kommer oveni, fordi drivhusgasserne fra gyllen anvendes til varme og elforsyning i stedet for at fise (undskyld udtrykket) ud i atmosfæren. Dertil kommer et positivt bidrag til miljøet, da udvaskning af næringsstoffer til åer og de indre farvande reduceres.

2 Trods de uklare udsigter for biogas er mange ildsjæle med til at sætte skub i udviklingen af biogasanlæg: I Maabjerg ved Holstebro er man i gang med at bygge verdens største biogasanlæg. Ud over at producere grøn el til over husstande og varme til næsten 5000 husstande vil anlægget reducere udledningen af drivhusgasser fra omkring dyr. Ud over den gamle kending, biogas, er en anden oplagt mulighed at tage fat på, hvordan man kan gøre produktionen af kød mere klimavenlig og samtidig mere økonomisk. Restprodukter fra fødevarevirksomhederne kan nemlig bruges til energiproduktion og dermed erstatte fossile brændsler. For ressourceudnyttelsen af slagtegrisen skal være optimal. Ikke kun fordi det gør driften mere rentabel, men også fordi ressourcerne til fødevarer og energi er knappe. Derfor kører Danish Crown deres slagteriaffald til virksomheden Daka, der producerer diesel til f.eks. lastbiler og busser samt foder og energiprodukter af restprodukter. Det, der ikke kan bruges til foder og diesel, køres til biogasanlæggene og anvendes til at producere vedvarende energi. Dermed bliver affald omdannet til nye ressourcer, der ikke kun reducerer fødevareproduktionens klimabelastning, men også transportsektorens og husstandenes. Men der er flere løsninger i landbrugets klimaværkstøjskasse, eksempelvis pil. Pil er typisk kendt fra flettede kurve og læhegn, og pil udmærker sig ved at vokse fantastisk hurtigt; gerne 4-5 meter på en vækstsæson. For at klare den enorme vækst suger pilen næringsstoffer og vand til sig i store mængder. På lave jorder, der normalt giver et sparsomt udbytte, men som til gengæld giver anledning til udledning af næringsstoffer til åer, søer og vandløb, vokser pilen godt. Resultatet er, at der årligt kan høstes store mængder pil, der ud over at producere brændsel, som fortrænger fossile brændsler, også vil optage næringsstoffer, der ellers ville havne i vandmiljøet. Mange steder er man rigtig glad for pil. På Sydfyn har det lokale Assens fjernvarmeværk indgået en aftale med de lokale landmænd om at plante pil på 500 hektar - omkring 1000 fodboldbaner. Dermed bliver der slået to fluer med et smæk: Vandmiljøet forbedres, og fjernvarmeværket får et let tilgængeligt og driftssikkert alternativ til importeret brændsel. Med pileproduktionen får landmanden altså mulighed for at kombinere naturplejen med rollen som forretningsmand og energileverandør. Derudover bliver landmandens drift mere naturvenlig: For hvis man planter pil med omtanke, tiltrækkes alt fra insekter til vildt, der dermed finder nye skjulesteder og føde og samtidig bidrager til en mangfoldig natur. Men som sagt skal det gøres med omtanke. For ligesom vi ikke skal plastre hele landskabet til med vindmøller og golfbaner, så skal vi heller ikke plastre hele landskabet til med pil. Men der er plads til det hele (også vindmøller og golf), hvis vi tænker i helheder i stedet for at fortabe os i detaljerne. En fjerde løsning er de såkaldte organiske jorder f.eks. tidligere moser som er blevet drænet gennem tiden for at sikre fødevareproduktionen. Jorderne kan binde omkring 10 tons CO2 pr. hektar årligt, hvis man omlægger produktionen og ophører med at dræne mange steder. Det er ikke så lidt. Og oven i hatten får vi mere natur og renere vandmiljø.

3 Umiddelbart lyder det dog som en potentiel konflikt mellem dem, der benytter sig af naturen og dem, der beskytter naturen. Det behøver det dog ikke at være. For nogle af disse jorder er ikke så produktive rent landbrugsmæssigt, men de tæller med i landbrugets harmoniareal, altså krav om forholdet mellem areal og antal dyr. Ved at anvende gyllen til biogas kunne man bane vejen for at udtage jorderne og fastholde antallet af dyr. Desuden kan udtagningen af jorderne bidrage til at opfylde EU s vandmiljøkrav. På Langeland, ved Nørreballe Nor, havde man siden 1956 pumpet vand fra jorden for at kunne dyrke den. I 2004 slukkede man pumpen og oversvømmede i stedet en del af den jord, som landmændene havde problemer med at dyrke. Derved etablerede man et vådområde, der kunne optage kvælstof og dermed beskytte vandmiljøet. Og i tillæg har Langeland så fået en unik kystlagune med sjældne fuglearter og rastepladser for trækfugle. Dette er et godt eksempel på, hvordan man sikre, at naboerne til de nye naturområder tager dem til sig, uden at det er gået ud over landmandens muligheder for at skabe en forretning. Ved at sikre muligheder for erstatningsjord gennem jordfordelingsordningen opnår man lokal forankring hos både landmænd, kommune og naturforeninger samt bedre vandmiljø og en turistattraktion for Langeland. Der er altså allerede gode eksempler på, at landbruget bidrager aktivt til klima- og naturindsatsen. Så tænk, hvis der kunne komme en forretning ud af at lave biogas, energipil og mere natur. Så kunne landmanden både være forretningsmand, naturforvalter og energileverandør. Det ville ud over at skabe bedre miljø og bedre klima også skabe ny vækst i Danmark. Landbrugsproduktionen ligger på landet. Det er de færreste nok i tvivl om. Det samme gør udkantsdanmark. Landbruget er en vigtig arbejdsgiver i udkantsområderne ikke blot i form af den direkte beskæftigelse på gårdene, men også via de følgeerhverv, der opstår på maskinstationer og landbrugsrådgivning. Men hvis landbruget kan få mulighed for at satse mere på de grønne løsninger, ligger der mange arbejdspladser i vente her. Allerede i dag er der et betydeligt antal mennesker beskæftiget med at håndtere og transportere halm til kraftværkerne. Og på biogasanlæggene er der ansat chauffører og teknikere. Men ikke nok med det. Fordi dansk bioenergiteknologi er blandt verdens førende, har en række danske virksomheder succes med at eksportere danske løsninger. Og det skaber arbejdspladser hos små og mellemstore virksomheder. Den danske fødevareklynge er med beskæftigede den tredjestørste i verden - kun overgået af Bretagne i Frankrig og Ontario i Canada. Og dette er ikke kun planteproducenter og svinebønder. Ud af landbrugsproduktionen er der vokset en højteknologisk industri, der udvikler fødevareteknologi. F.eks. Chr. Hansen, der startede med at udvikle enzymer til mejerierne, og som i dag er blandt verdens førende på fødevare- og sundhedsområdet. Et andet eksempel: Danske virksomheder som Novozymes og Danisco er førende inden for produktionen af anden generations-biobrændstoffer. I modsætning til førstegeneration,

4 der er baseret på f.eks. sukkerrør, palmeolie eller majs, er anden generation baseret på biprodukter fra landbrug og husholdningsaffald. I dag anvendes cirka en fjerdedel af den producerede halm til foder og strøelse. En anden fjerdedel brændes af i kraftværkerne. Dette efterlader en halvdel, der f.eks. kunne anvendes til bioethanolproduktion, hvis det giver den mest effektive anvendelse af halmen. Det arbejder DONG med i Kalundborg på det såkaldte Inbiconanlæg. Denne teknologi ville i 2020 kunne erstatte, hvad der svarer til 10 procent af transportsektorens behov. Dertil kommer 4000 jobs i udkantsområderne for bioethanolen skal produceres der, hvor halmen er. Så i stedet for at flytte statslige styrelser til Holstebro kunne politikerne sætte skub i den udvikling, der allerede er i gang på bioenergiområdet. Hvad er der så i den grønne satsning for landmanden som forretningsmand? Jo, landmanden får solgt noget mere halm. Men hvad er der i det for samfundet? Jo, ud over klimagevinsten så har danske virksomheder udviklet både enzymer og produktionsapparat. Og eksempelvis det demonstrationsanlæg, Dong/Inbicon har sat i drift i Kalundborg, er primært konstrueret af danske underleverandører. Der er altså en stor know-how, som vil kunne sælges til udlandet, hvis vi får udviklet teknologien og opbygget et hjemmemarked. Og disse vidensjobs kan vi lægge oven i dem, der er direkte tilknyttet ethanolproduktionen og håndteringen af halm. Tænk, hvis vi både kan sætte skub i beskæftigelsen og eksporten samtidig med, at vi reducerer vores drivhusgasudledning og skåner vandmiljøet. En effektiv fødevareproduktion udelukker ikke miljøbeskyttelse og klimareduktioner. Tværtimod. En effektiv og intelligent udnyttelse af biologiske ressourcer kan løse en lang række af de udfordringer, samfundet lige nu står over for. For hvis vi stopper op et øjeblik og vurderer situationen, så ser fremtiden faktisk lys ud: EU skal i 2020 nå et mål på 20 procent vedvarende energi. Målet i Danmark er 30 procent. Derfor vil der blive voldsom efterspørgsel efter biomassen. Og Danmark har altså et stort uudnyttet biomassepotentiale, som det i fremtiden vil kunne betale sig at gå efter; specielt når biomasse bliver mere og mere efterspurgt internationalt. Derfor skal vi tænke os godt om: Vi bør være med helt i front for at udnytte ressourcen bedst muligt. Ser man på den støtte, som vindenergien har fået igennem årene, er det ikke mærkeligt, at Danmark i dag er førende. Hvad hvis vi kunne få en lignende industri på bioenergiområdet; både i forhold til effektiv dyrkning og anvendelse af biomasse, i forhold til biogas samt i forhold til effektive biobrændsler? Hvad hvis Danmark var førende inden for clean-tech-løsninger, der ikke blot er klimavenlige, men også har en positiv miljøeffekt? Det vil ikke kun komme landbruget til gode. Det vil komme hele det danske samfund til gode. Når vi skal fylde vores klima- og energipolitiske værktøjskasse op, er det vigtigt, hvilke tiltag der giver mest mening. Ikke blot klimaøkonomisk, men også samfundsøkonomisk. Det er afgørende, at det, vi udvikler herhjemme, også kan bruges internationalt. Et klimatiltag, der umiddelbart har en negativ samfundsøkonomisk effekt, får måske en positiv effekt, når sideeffekterne regnes ind: Det kunne være et tiltag, der ikke blot reducerer udledning af drivhusgasser fra gylle, men som også har en positiv effekt i form

5 af bedre vandmiljø. Tiltaget kan også have en positiv indvirkning på eksporten, idet teknologien til at opnå klimamålet er dansk-produceret. I stedet for kun at fokusere på klimaeffekten, hvorfor så ikke også indregne andre miljøgevinster samt potentialet for dansk eksport? Vi mener nemlig ikke, der er en modsætning mellem et konkurrencedygtigt landbrug og grøn vækst i Danmark. Tænk, hvis vi kunne leve op til strammere vandmiljøkrav og samtidig skabe job i udkantsdanmark. Ja, tænk hvis man kunne reducere Danmarks udledning af drivhusgasser og samtidig skabe et nyt vækst- og eksporterhverv. Dette er ikke tankespind. Det er en virkelighed, der ligger lige for. Landbruget kan blive en afgørende nøgle til det fossilfri samfund. Og landbruget vil rigtig gerne lege med. Vil Danmark?