BØRNE- OG KULTURCHEFFORENINGEN Skoledirektørforeningen Mundtlig beretning årsmøde 2001

Transkript

1 Side 1 af BØRNE- OG KULTURCHEFFORENINGEN Skoledirektørforeningen Formandens mundtlige beretning til generalforsamlingen En forening som Børne- og Kulturchefforeningen rummer p.g.a. medlemmernes arbejdsfelt automatisk det meste af kommunernes borgerrettede aktiviteter og bortset fra ældreområdet og socialområdet som typisk er placeret hos chefkolleger er det også de kommunale områder, der har borgernes og politikernes største interesse hvis man da lige ser bort fra skattevæsenet! Da vi på generalforsamlingen i 1997 besluttede os for at sætte indholdet i børn og unges liv til drøftelse og efterfølgende udgav publikationen: "Helhed i barnets liv. Forudsætninger for en visionær Børne- og Ungepolitik for de 0-18 årige" var det indledningen til et langt og sejt træk, der fortsat kræver vor fulde opmærksomhed. Det har vi efterfølgende fulgt op med flere generalforsamlingsvedtagelser på foreningens område, og hvor andre primært vil drøfte organisationsformer, personalevilkår, vokseninteresser o.l. har vi fastholdt, at det først og fremmest er indholdet i børn og unges liv, der er afgørende. Når det er lagt fast, kan vi tale om de øvrige forhold. Vi voksne har en selvfølgelig ret til et godt liv, men for de fleste af os, gælder det også, at vi i vid udstrækning selv har mulighederne for at skabe det. Det gælder ikke på samme måde for børn og unge, selvom retten til en god barn- og ungdom naturligt tilhører alle børn og unge i Danmark. Det stiller krav til os voksne der har ansvar for børn både egne og andres. Børn og unge skal have selvtillid og selvværd gennem voksne, der tør være voksne og støtte børn og unge ud fra deres forskelligheder og forskellige behov. Børn og unge skal opleve, at det er værd at være sammen med voksne. Og børn og unge skal vide og mærke, at der er brug for dem. De skal være en del af samfundets potentiale og lærende fællesskaber på tværs af dagtilbud, skoler, biblioteker, foreninger, kulturliv og hjem. Børn og unge skal sikres udvikling af deres evner og muligheder, og vi skal sikre deres almene dannelse, deres personlige og alsidige udvikling samt opdragelse, så de er rustet til deres voksenliv. Derfor skal vi arbejde videre med at skabe gode, sunde og trygge opvækstvilkår, læringsmiljøer og udviklingsmuligheder for alle børn og unge i form af sundhedsfremme og forebyggelse, dagpasningstilbud og skoler samt et rigt kultur-, forenings- og idrætsliv. Men der skal også være hjælp til de som har særlige behov i form af pædagogisk/psykologisk rådgivning og støtte, og vi skal være parate med kriminalitets- og misbrugsforebyggelse, ligesom vi i al vor virke skal sikre, at børn ikke misbruges. Og der skal være voksne som tør slå et slag for mulighedernes pædagogik. Den pædagogik som handler om at åbne sig for verden og lade mange flere af de forstyrrende tilfældigheder gribe ind i stedet for kun at fokusere på nyttevirkning. Tværtimod skulle vi måske mere tale om det unyttiges nødvendighed. Og det er vores ansvar. Vort arbejde handler jo dybest set om at forme fremtiden. Vore værdier og holdninger vil påvirke børnene og de unge, personalet, forældrene, ja det samlede institutions- og skolemiljø. At være leder handler om at kunne se veje, hvor andre kun ser vildveje. At være leder handler om at kunne se sammenhænge.

2 Side 2 af 11 Men først og fremmest skal børn og unge have tid ikke nødvendigvis til noget bestemt, men tid sammen med voksne der vil dem noget. Det at børn skal møde voksne der vil dem noget, betyder ikke, at de ukritisk skal udsættes for alle voksne der vil dem noget bestemt. For et års tid siden forsøgte Den Danske Forening ved en direkte henvendelse at få elevrådene i de danske folkeskoler til at vende sig mod anderledes tænkende end "oprindelige danskere". I år er det børnehaverne som foreningen vil hjælpe til en "positiv prægning af poderne" forstået som fremmedfjendske holdninger og direkte angreb på alle muslimer. Som kommunale chefer med ansvar for folkeskoler og børnehaver, må vi på det stærkeste udtrykke vores forargelse over denne form for henvendelser. Ikke alene forsøger Den Danske Forening at slå plat på terror-katastrofen i USA, men de lægger også nydanskere under eet for had og forsøger at ødelægge enhver mulighed for integration og for et fredeligt flerkulturelt samfund. Der skal netop være plads til forskellighed og rum for alle i de danske daginstitutioner og skoler. Dørene til verden åbnes indefra, og børnene skal opleve åbenhed over for mennesker med forskellige færdigheder og forskellig kulturbaggrund. Forståelse for multikulturelle værdier og positive dialoger skal netop grundlægges i børnealderen. Og som forening vil vi gerne dialogen. 3 gange i dette foreningsår har vi henvendt os til offentligheden i vigtige indholdsanliggender. Det skete med foreningsvedtagelsen sidste år om "Udsat men ikke udstødt. Alle børn og unge har krav på udvikling og læring" og efterfølgende med 2 bestyrelsesinitiativer: "Folkeskolen - under fortsat forandring" og "Dialog om kvalitet i børns dagtilbud". De er udsendt, fordi vi har fundet det vigtigt at lade vores erfaringer, overvejelser og synspunkter komme frem til efterfølgende politisk vurdering og i dette tilfælde også gerne handling. Og der er brug for indholdsmæssig dialog om børn og unges liv. Vi har på det seneste set "Børnerådet" slås internt for fuld udblæsning og set de enkelte medlemmers behov for personlig profilering udstillet. Det var også her vi hørte om begrebet "elendigheds-pædagogik". Hidtil har børns samvær med voksne været betegnet som konfrontationstid eller været målt i belastningsgrader, men nu er vi derude, hvor der tales om "elendighedspædagogik". - Egentlig en noget beskæmmende betegnelse for voksnes samvær med børn! Vi har set en skolelederformand udtale sig til flere medier i flere omgange om skolens problemer og blive citeret for, at folkeskolen ikke længere kan rumme de urolige børn, børn som er meget forkælede hjemmefra og som forventer samme service i skolen, tosprogede børn som mangler et aktivt sprog på dansk, og hvis forældre er analfabeter, bogligt svage elever, herunder de børn som i løbet af 1. klasse ikke viser interesse for at læse og endeligt de højtbegavede børn som keder sig. Hvis skolelederformanden er korrekt citeret, spørger jeg så: "Gad nok vide, hvem der er tilbage i folkeskolen, og hvad skal lærerne og lederne tage sig til?" Vi har set lærernes fagforening afholde flere dages kongres og tilsyneladende ende med kun at blive enige om, at arbejdsgiverne er nogle værre nogen, fordi de ikke vil som foreningen vil. Det var også her udtrykket "misbrugskommuner" blev lanceret, men fandt de nogen? Eller endte det i en intern debat om de ældre kolleger skulle være lidt mere kollegiale i fordelingen af arbejdsopgaverne? Jeg ved det ikke, men til gengæld blev de enige om, at kristendomskundskab skal omdøbes til religion fordi man må på den måde viser respekt for de etniske minoriteter.

3 Side 3 af 11 - I nogle situationer skabes der skolehistorie. Det var ikke her! Vi har set 2 store fagforeninger på det pædagogiske børneområde hive og slide i medlemmerne for at få lagt organisationerne sammen, men medlemmerne vil ikke samles om et fælles indhold. Midt i dette virvar af ikke-meninger har Børne- og Kulturchefforeningen holdt fast i det børnesyn der gør det klart, at børn og unge først og fremmest lærer ved selv at være aktive og herigennem skabe sig ny erkendelse. Et børnesyn, hvor pædagogikken i dagtilbud skal samtænkes med skolens og fritidsordningers pædagogik, så indsatsen over for børn og unge kvalificeres yderligere. Der skal desuden skabes rum for såvel leg som læring ud fra de enkelte børns forskellige behov og forudsætninger. Som start kunne vi jo udvide undervisningspligten og gøre børnehaveklassen obligatorisk som 0. klasse, så børn kun skal begynde i skolen én gang. Et børnesyn, hvor der bygges bro mellem børnene, institutionen, skolen, forældrene, lokalområdets institutioner og beboere, foreninger, biblioteker, teatre, museer, idrætsorganisationer m.v. Der skal aktivt inddrages kunstnere, håndværkere, skuespillere, ældre mennesker og andre som kan bidrage til at mangfoldiggøre børnenes relationer og oplevelser. Et børnesyn, hvor barnets selvfølelse styrkes gennem realistiske mål med udgangspunkt i det barnet ved og kan. Kun gennem positive relationer til andre i familien, i skolen og i fritidslivet kan barnet få og bevare et positivt selvbillede. Barnet skal opleve dets evner har værdi både for sig selv og andre i det forpligtende og udviklende fællesskab, det selv er en del af. Et børnesyn, hvor der er en rød tråd i det kommunale tilbud fra hjælp og støtte i graviditeten til de ikke længere har hjælp behov. Børn og unge skal simpelthen kunne mærke, at der er voksne der har tænkt over deres liv. Og vi har ønsket at sikre, at de enorme mængder af tilgængelig viden gøres til genstand for børnenes egne aktive undersøgelser og forståelse, så de med støtte fra de voksne kan udvikle de nødvendige faglige, sociale og kulturelle kompetencer. Læring er en evigt pågående proces, og de har krav på, at vi respekterer en progression i deres udvikling og læring. Med den nye bibliotekslov har Folketinget givet et godt afsæt for, at bibliotekerne kan være med til at brede mulighederne ud og være med til at udmønte de nye udfordringer og afprøve nye veje. Med loven er det fastslået, at folkebiblioteket både er det velkendte hus i lokalsamfundet og det virtuelle være- og lærested på nettet og børnebiblioteket kan - på linie med dagtilbudene og folkeskolen være en del af nøglen til udviklingen af morgendagens samfund. Vi vil f.eks. se forsøg i retning af at undersøge, hvordan børnebiblioteket kan blive et medieværksted, hvor børnene sammen med de voksne kan lege og lære med de nye medier. Og vi vil se folke- og skolebiblioteker - i samarbejde med andre kulturinstitutioner - udvikle nye tilbud til områdets børn og unge. Derfor er BKF aktiv i forsøg på at skabe et samarbejde mellem folke- og skolebiblioteker. Vi må simpelthen have kommunalt rum for at etablere kombibiblioteker. Metoden er samarbejde, nytænkning og mod til at prøve nye veje. At bryde med vanetænkning, overskride faggrænser og prøve at bruge ressourcerne på andre måder, så vi kan skabe det forandringsrum, som kan være med til at styrke børnenes kompetencer og udvikling. Men det kræver også politisk engagement i sagen, ligesom udvikling og læring i det hele taget kræver politisk engagement. BKF har med notatet "Vejledning i det danske uddannelsessystem et overblik og synspunkter" lagt op til en drøftelse der ikke kun knytter sig til folkeskolen, men også drøfter muligheder for bedre overgange mellem skolen og ungdomsuddannelserne, og det er

4 Side 4 af 11 nødvendigt. Vi hører jo megen tale om, at 95% af de unge skal have en uddannelse, men vi savner det politiske engagement i sagen, og vi savner en forståelse for et bredere uddannelsesbegreb der gør, at nogle unge får langt mere praktiske og/ eller kreative udfordringer i folkeskolens udskoling og i ungdomsuddannelserne. Og netop fordi nogle børn og unge ikke får en god barn- og ungdom, må der rettes særlig opmærksomhed på de børn og unge, der har særlige behov eller som gennem deres opvækst har været udsat for negative påvirkninger eller simpelthen er blevet svigtet. Her skal der være et hjælpeapparat, der kan yde en mere målrettet og speciel indsats på et tidligt tidspunkt, så alle børn opnår mulighed for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed. Og børnene og de unge skal mærke, at vi tager opgaven på os! Der skal være rum til dem, og det skal være værd for dem at være i dagtilbud og/ eller skole, sådan som vi også har beskrevet det i vores vedtagelse fra sidste års generalforsamling: Udsat men ikke udstødt. Alle børn og unge har krav på udvikling og læring. I den forbindelse er det beskæmmende at se repræsentanter fra diverse organisationer tale imod, at alle børn og unge skal have deres plads i fællesskabet. Vi må være bolværk mod sådanne synspunkter og sikre, at der skabes rum til alle børn og unge i dagtilbud, skoler, klubber, foreninger og kulturtilbud, så de kan få udviklet deres muligheder, evner og robusthed. - Det er utåleligt som barn kun at være tålt! Denne rummelighed i normalmiljøet der måske mest af alt er en mental tilstand - skal skabes ud fra forståelse for det sociale og faglige arbejde, der er knyttet til at have ansvaret for børn og unge. Kvaliteten og rummeligheden hænger sammen med mangfoldighed og fleksibilitet i forhold til de forskellige aldersgruppers behov for udvikling og læring. For at kvalificere dette arbejde med børn og unge er det nødvendigt med en overordnet kommunal politik med et børnesyn præget af helhed og sammenhæng. Men måske skulle vi også anvende den nye bekendtgørelse om arbejdsmiljøcertifikat i lettere omskrevet stand. Den indeholder et afsnit om det rummelige arbejdsmarked og om hvordan man vil fastholde egne medarbejdere og rekruttere nye som er truet af udstødning fra arbejdsmarkedet. Der kunne evt. udstedes en kort, men tydelig bekendtgørelse i retning af: 1: Skolen/ institutionen skal under medvirken af medarbejderne og i dialog med forældrene - have besluttet, hvordan den konkret vil arbejde for at fastholde egne elever, som er truet af udstødning fra skolen/ institutionen. 2: Beslutningen skal være skriftlig og den skal indeholde mål, handlingsplan og retningslinier for opfølgning på handlingsplanen. 3: Handlingsplanen skal indgå som element i skolens/ institutionens miljøvurdering. Ligesom det ikke skal være tilfældigt om børn kan rummes turde det vel også være indlysende, at man ikke kan trække lod om børn og unges liv, men ikke desto mindre, er det, hvad Sundhedsstyrelsen har gjort i forbindelse med udlodning af Børnekostpuljen. Det var et smukt tænkt initiativ, men endte i en farce. Nu etableres der et sekretariat der skal behandle næste omgangs ansøgninger individuelt, og dannes en styregruppe der skal rådgive om form og indhold for de kommende indkaldelser af ansøgninger

5 Side 5 af 11 og bistå ved prioriteringen. BKF går ind i dette arbejde på et KL-mandat. Man kan så spekulere på, hvorfor der skulle en fiaskolignende hændelse til før den kommunale ekspertise og erfaring blev inddraget, men det er måske et spørgsmål som folketing og flere ministerier og statslige myndigheder skulle overveje? Vi er så vant til, at folketing og ministerier bruger megen tid på at drøfte kvalitet og minimumsstandarder for at undgå forskelle mellem kommunerne, men hvad skal vi med ensartede retningslinier i et samfund der i langt højere grad end tidligere både accepterer og fremmer forskelligheder? Det der tidligere kunne give samme svar på samme spørgsmål eller samme løsning på samme problem - eksisterer ikke mere. Realiteten er, at "kvalitet" i høj grad handler om den enkelte borgers oplevelse af den offentlige service og at kommunerne står over for en række væsentlige udfordringer. Der er et stadigt stigende forventningspres fra borgerne for flere og mere individualiserede serviceydelser. Samtidigt er der et voksende krav fra regering og Folketing om standardisering af den kommunale service. Det er et krydspres, der er til at mærke i kommunerne, og det ville pynte med regelforenkling og flere kommunale frihedsgrader, hvor lokale løsninger kan skabes i dialog og i forhold til behov - frem for blot at være et resultat af tekniske løsninger baseret på et statsligt regneark. Som formanden for KL har udtrykt det: "Det er borgerne, der skal afgøre, om vores service er god og ikke mekaniske indberetninger eller statslige kontrollanter. Det er borgernes oplevelse i mødet med kommunen, der tæller". BKF ser derfor frem til det fælles arbejde mellem regeringen og KL der skal tegne perspektiverne for den fremtidige kommunale opgaveløsning og samtidig konkretisere udfordringer og muligheder i amter og kommuner i de kommende år. Vi er glade for at arbejdet skal være færdigt primo 2002 og tilbyder gerne foreningens hjælp. Der er jo ikke lang tid at arbejde i. Men vi skal også internt i kommunerne og i KL tage hånd om de problemer der viser sig, og vi skal gøre det med det samme. I den forbindelse er vi lidt overraskede over, at der først nu sker noget med kvalitetssikringen af den kommunale, interne byggesagsbehandling. Som omtalt i den skriftlige beretning offentliggjorde By- og Boligministeriet den 6. december en kritisk rapport om kommunernes byggesagsbehandling af daginstitutioner. På initiativ af KL blev BKF, Socialchefforeningen, Kommunalteknisk Chefforening, Dansk Bygningsinspektørforening og KL i december 2000 enige om i fællesskab at sikre dette arbejde, men først nu er der kommet udspil om opstilling af relevant baggrundsmateriale og udbud af kurser. BKF går naturligvis ind i arbejdet, men vi havde gerne set et hurtigere udspil som en demonstration af de danske kommuner er parate til at rette fejl, hvis eller når, fejl måtte blive påpeget. Stor er jo den der kan opdage fejl. Større er den der er parat til at rette dem. Store, store problemer med det psykiske arbejdsmiljø i folkeskolen har vi også kunne læse om, og det førte naturligvis til kritik af kommunerne, men hvorfor fik kommunalbestyrelserne ikke ros? Sandheden er jo, at der på 187 skoler blev givet eet påbud som i øvrigt er trukket tilbage og 36 varslede påbud der nærmest må betragtes som en løftet pegefinger. Overraskende, at Arbejdstilsynet lancerede den sag som de gjorde, og overraskende at lærerforeningen ikke benytter lejligheden til lidt intern evaluering af det kollegiale miljø. Men også overraskende, at formanden for KL s løn- og personaleudvalg i en kommentar til

6 Side 6 af 11 undersøgelsen, så kraftigt påpeger, at der er tale om en ledelsesmæssig udfordring. Undersøgelsen fortjener et nærmere studie. Det er ikke nok blot at tage rapporten til efterretning og i øvrigt mene, at de fleste af de problemer, der peges på i rapporten er en ledelsesmæssig udfordring. Jeg tror gerne på, at mange kommunale chefer ikke mener, at de har de ledelsesmæssige værktøjer, som de har brug for. Jeg tror også på, at kommunerne skal blive bedre til at give cheferne de rette kompetencer gennem efteruddannelse og i højere grad anerkende ledelse som et fag i sig selv, men det løser ikke alle problemer. Vi skal ikke begynde at klynke over, at andre påpeger fejl, som f.eks. Dansk Arbejdsgiverforening gør det, fordi Arbejdstilsynet har fået lov til at give store bøder, hvis man ikke har orden i arbejdsmiljøet. Det gør de danske kommuner heller ikke. Det er spørgsmål, vi har arbejdet med længe og nu suppleres det for eleverne med loven om undervisningsmiljø, men det er mere end et ledelsesspørgsmål. Det er et spørgsmål om at vurdere, om vi fokuserer vores indsats på de rigtige spørgsmål, om vi anvender vore ressourcer rigtigt. ArbejdsPladsVurderingen, MEDaftalerne og NY LØN er eksempler på stærkt arbejdskrævende opgaver, hvor vi bliver nødt til at spørge, om det har været og er - arbejdsindsatsen værd? Der er ingen tvivl om, at opgaven løses bedst der, hvor målene direkte kan forfølges, men vi bliver nødt til at spørge os selv om den stadigt stigende decentralisering af såvel ledelsesmæssige som administrative opgaver til de decentrale enheder er rigtig? - Eller er vi i fare for at gå fra høj faglighed på bestemte områder til at blive amatører på alle områder? Og dermed får vi også drøftelsen af den tankegang der ligger i den såkaldte DJØFisering af kommunerne kombineret med en overtagelse af mange af erhvervslivets modeord. Jeg vil understrege, at det ikke er et spørgsmål om uddannelse, men et spørgsmål om tilgangen til arbejdet. Et spørgsmål om vi får rettet fokus i tilstrækkelig grad mod de kommunale kerneopgaver? Jeg tror, vi må tale med KL og andre om, hvordan vi offensivt og opsøgende får løst vore kerneopgaver troværdigt, i respekt for borgerne og med højt fagligt niveau. Den samtale skal ses i lyset af, at selvransagelsens time nærmer sig, og vi må overveje, hvordan fag-fagligheden kan styrkes og hvordan vi får skabt kommunal ledelse på kommunale vilkår. Vi må have en forstærket lederudvikling og en forstærket medarbejderudvikling baseret på efter- og videreuddannelse der er udviklet og tilpasset den kommunale sektor. Med Finansministeriet som drivkraft og moderniseringsprogrammet fra 1983 som ideologisk pejlemærke har vi for ukritisk importeret teorier fra den private sektor. Tiden er inde til kun at beholde det bedste, smide resten ud, revurdere vore opgaver og opgavefordeling mellem forvaltning og decentrale enheder og tilpasse vort sprogbrug og vore værktøjer hertil. Det er en af vore forhåbninger til det nydannede Ledelsesakademi for kommunale topchefer, og det er en af grundene til, at vi som forening har støttet dannelsen af dette forum for ledelsessamtaler. Det skulle gerne gøre en forskel en forskel der kan udmøntes i ny praksis i kommunerne, men de nye kommunalbestyrelser kunne måske også indlede deres valgperiode med at foretage et servicetjek på indhold og efterfølgende organisation. Ikke omvendt. Og det er vor opgave at sørge for det nødvendige grundlag herfor. Netop drøftelsen af indhold før organisering ligger også bag vore overvejelser om medarbejdernes efter- og videreuddannelse, og vi må i det kommende år specielt arbejde med den del der er placeret i regi af Danmarks Pædagogiske Universitet og Centrene for Videregående Uddannelse.

7 Side 7 af 11 I forhold til DPU s virksomhed og specielt repræsentantskabet, hvor vi er repræsenteret, finder vi det meget vigtigt, at repræsentantskabet får en arbejdsform, hvor brugerne i tematiserede drøftelser, kan forhold sig til udkommet af DPU`s efter- videreuddannelses- og forskningsvirksomhed. Repræsentantskabet skal reelt have lejlighed til at udtrykke brugernes ønsker og vurdering af DPU s virksomhed, herunder samspillet og arbejdsdelingen med CVU erne. Ellers bliver repræsentantskabet et ligegyldigt legitimeringsorgan. Det er også vigtigt, at CVU`erne bidrager til at udvikle kvaliteten af efter- og videreuddannelsesindsatsen på det pædagogiske område, så vi undgår det helt store kaos. Dette perspektiv skal vi fastholde som aftagere og det synspunkt skal kommunerne fastholde i bestyrelser og studiebestyrelser vedr. CVU. Det nytter altså ikke, at efteruddannelsesinstitutioner bliver fornærmede over, at vi ikke anvender deres tilbud, når de laver dem udenom os aftagerne. Vi vil gerne dialogen og samspillet, men det må være os der sætter dagsordenen alt efter de efter- og videreuddannelsesbehov, vi har! De samme principper gælder for det stigende antal diplomuddannelser der tilsyneladende er ved at blive det helt store mantra og skyder op uden den nødvendige aftagerindflydelse. Det er vore klare holdning omkring rammevilkårene for diplomuddannelserne: At diplomuddannelser ikke skal løse uddannelsesopgaver, som rettelig hører til i grunduddannelserne At der er behov for at se diplomuddannelserne i det samlede voksen- og efteruddannelsesbillede, At vi skal undgå en situation, hvor det kun er diplomuddannelserne der har værdi for vores ansatte, At diplomuddannelserne bør være fleksible i deres opbygning, at de kan være modulopbyggede og at der er mulighed for at overføre merit fra en uddannelse til en anden. At store dele af den eksisterende kursusvirksomhed kan tilpasses, så den kan indgå som elementer af diplomuddannelser At uddannelserne udvikles i et tæt samspil med de kommunale aftagere. Og det er vore klare forventning, at vi bliver inddraget NU i planlægningen af det videre arbejde med vurdering af behov og planlægning af indhold, udbudsformer, tilrettelæggelse, geografisk dækning m.v. Det er en planlægning der må foregå i dagslys og ikke i lukkede kredse. Som en del af rekrutteringspolitik og efter- og videreuddannelse er der også spørgsmålet om de såkaldte meritlærere, hvor vi endnu venter på et konkret udspil. Vi har noteret os, at overvejelserne går på, at uddannelsen skal svare til ét årsværk, og at det skal ske i en kombination af arbejde og studie. Vi har også noteret, at uddannelsen kan blive lidt længere for personer med en pædagoguddannelse el. lign. end for personer, der har deres fag-faglighed i orden. Vi er lidt bekymret for, hvordan man ville kunne forsvare, at en korrespondent slipper med en kortere supplerende uddannelse end en pædagog, men det får vi vel svar på? I det videre arbejde vil vi holde fast på:

8 Side 8 af 11 At seminarieuddannede lærere fortsat er den primære undervisergruppe i folkeskolen, At det er folkeskolens indhold, der betinger de underviserkompetencer, der skal være tilstede og At det set i det lys kan være godt med andre kompetencer i skolen - især hvis alternativet er uuddannede. Men lærermangelen presser på, og vi er uforstående over for, hvorfor det skal tage så lang tid at få etableret denne merituddannelse. Den er jo præsenteret som en lynuddannelse. - Bare denne lynkineser nu ikke ender med at blive en fuser eller et kanonslag med alt for lang lunte? I denne drøftelse af behovet for kompetente voksne gemmer sig også en vurdering af, at barndommen bliver en helt ny udfordring i det 21. århundrede. Ganske vist kan vi overraskende nok ikke mærke det i de mange valgtaler, vi hører for tiden, men avanceret teknologi, kommercialisering og fortravlethed præger de voksnes liv og de indtryk som børnene får. Vi må spørge om disse stærke tendenser tager hensyn til børns kulturskabende virksomhed og dannelse. Hvis den kulturelle dimension skal være et naturligt element i børns liv og det skal den - handler det om fundamentalt at nytænke vores opfattelse af børns behov og kompetencer. - Den kulturelle dimension skal forstås i sammenhæng med de sociale, politiske og økonomiske faktorer og ikke blot som påklistret "kransekagepynt". Det understreger også den multikulturelle og tværfaglige udfordring i det børnekulturelle arbejde. Derfor er nye partnerskaber mellem daginstitutioner, skoler og kultur- og foreningsliv afgørende for børnenes kulturelle uddannelse og udvikling af deres almene kompetencer. Når forældrene nu har bestemt sig for at bruge rigtig megen tid udenfor hjemmet og familiefællesskabet får børnene også nye steder at leve og lære. Daginstitutioner, skoler, biblioteker, foreninger m.v. bliver centrale væreog læresteder. Børns liv bliver simpelthen lige så individualiseret som de voksnes. Men de voksnes måde at leve deres liv med børn på står i omvendt forhold til deres mestring af tempoet i den nye tid. Spørgsmålet presser sig på: Vil børnene blive utålmodige med de voksne? Autoritetsforhold ændres, når barn og forældre er sammen på nye måder. Hvad sker der, når de også bliver konkurrenter på kundskabsmarkedet? Når børn må instruere deres voksne i brug af ny teknologi, hvad har de voksne så at byde på? På den anden side kan ideen om det kompetente barn være en bekvem formel for voksne som ønsker at slippe for ansvar. Vi ved, vi bliver mødt med kritik fra forældre og forældreorganisationer, når vi påpeger, at børn tilbringer en større del af deres tid i dagtilbud, skole og foreninger end sammen med forældrene. Og vi bliver mødt med kritik, når vi konstaterer, at forældrene dermed også har overdraget til andre at deltage i opdragelsen af deres børn, mens de selv foretager sig noget andet, men sådan er det! Det fritager imidlertid ikke forældrene for ansvaret for barnets tryghed og udvikling. Det er i hjemmet, at barnet skal møde kærlighed, omsorg og tillid som grundlag for at udforske omverdenen. Det er her børnene skal lære om rettigheder, pligter og socialt ansvar, så de kan indgå i et fællesskab med andre. Og det er forældrene der skal vise omsorg for deres børn ved at deltage aktivt omkring daginstitutioner, skoler, foreningsliv, gå på biblioteket med dem m.v. I den forbindelse er det interessant, at en undersøgelse som Gallup har lavet for

9 Side 9 af 11 Undervisningsministeriet, viser, at danske forældre ikke alene er tilfredse med folkeskolen. De bruger i gennemsnit tre timer om måneden på at gå til forældremøder, deltage i skolesamtaler og i praktiske gøremål på skolen. Heri er endda ikke medregnet andre former for engagement som for eksempel lektiehjælp. Og så mener de yderligere, at det ville være rimeligt, hvis de brugte næsten en halv gang mere tid på samarbejdet med skole og cirka 40 procent af forældrene mener, at skolen godt kan stille endnu højere krav til forældrene, end den gør i dag. Jeg ved ikke, hvor i landet undersøgelsen er foretaget, men jeg kender steder, hvor resultatet er overraskende, når det ses i forhold til hverdagen. Men når nu undervisningsministeren har puttet 6 mio. kr. i Skole og Samfund til projektet "den fælles folkeskole" kan det jo være, at den store interesse kan udmøntes i en forhøjet deltagelse til skolebestyrelsesvalgene? Kan vi nå op på 30% deltagelse? Måske er det et udtryk for en yderligere hjælpende hånd, at Undervisningsministeriet har sendt en bekendtgørelse om skolebestyrelsesvalget til høring, hvor det er antallet af suppleanter der kan komme til at afgøre, om der skal være valg? Mange suppleanter på én liste er vist ikke udtryk for en uenighed med henblik på at få valg så havde de nok lavet en alternativ liste, ikke? - Når nu bekendtgørelsen i forvejen er alt for sent ude, vil vi opfordre til at overveje denne demokratiske pudsighed endnu en gang. Men måske er der håb for børnene, selv om undersøgelser har vist, at begge voksne arbejder på fuld tid eller mere i 83 procent af børnefamilierne? Der skal stadig gøres rent, købes ind, laves mad, vaskes tøj og ryddes op og børnene skal hentes og bringes. Lægger man dertil opgaver som at holde styr på girokortene, pudse vinduer, afrime fryser eller give katten ormekur kan det måske se svært ud. Men Forbrugerinformation har netop udgivet håndbogen "Huslig lykke", som handler om at få husholdning og familieliv til at fungere i en travl hverdag. I håndbogen peges der på, at en mulighed er at gøre husholdningen til et anliggende for hele familien til gavn for sammenholdet og kærligheden i familien. Og der er anvisninger på, hvordan man får ungerne på banen. - Jamen, hvor svært kan det være? Og hvor svært kan det være at få nye former for udvikling og drift af dagtilbud? Ja, følger man en direktør i ISS, er det åbenbart svært. "Jeg tvivler på, om kommunerne er modne til at udvikle udbudet af daginstitutioner gennem et samarbejde mellem offentlige og private virksomheder", siger han, med henvisning til nogle fallerede ISS-samarbejder med kommuner ud over landet. Problemstilling er imidlertid forkert. Spørgsmålet er snarere om ISS og andre private virksomheder er klare til eller måske ligefrem i stand til at drive børneinstitutioner på kommunernes vegne. Der er mange kommuner der overvejer udvikling af de traditionelle former for drift af daginstitutioner, men også nye samarbejdsformer der kan føre til bedre og billigere løsninger. Det afgørende i den forbindelse er ikke om et firma kan tjene penge på det. Det afgørende er om de kan drive daginstitutioner, så de lever op til kravene i serviceloven i et demokratisk samspil med brugere og ansatte. I publikationen "Dialog om kvalitet i dagtilbud" har vi netop påpeget, at mulighederne for forskellighed skal fastholdes, men vilkårene for fleksibilitet for kommunale, private og selvejende daginstitutioner skal ligestilles. Spørgsmålet er om private firmaer kan leve op til det? - Der er ikke meget der tyder på det! Det betyder ikke, at vi bare kan læne os selvtilfredse tilbage. Befolkningens kendskab til vore

10 Side 10 af 11 resultater er ofte meget sporadisk, og derfor udsætter vi os for unødig kritik. Det er derfor vigtigt, at resultaterne i højere grad dokumenteres og formidles. Vi skal hele tiden revurdere vore mål og resultaterne skal beskrives. Evaluering og resultatvurdering skal være en del af de kommunale tilbuds udviklingsproces. Danmarks Evalueringsinstitut udgør i den sammenhæng en væsentlig faktor, fordi "EVA" er det "eksterne øje" der kan hjælpe os med at se styrker og svagheder ved at evaluere områder, vi kan udvikle videre på. Så meget mere beklageligt er det, at de kommende evalueringer i folkeskolen mere eller mindre sættes i stå, fordi der er en uafklarethed omkring de udgifter der er forbundet med at en skole bliver evalueret. Samme uafklarethed kan vi konstatere omkring lærerstuderendes praktik. Her drejer det sig om praktikvederlaget til lærere i folkeskolen i praktikanternes aleneperiode. Status er nu, at sagen er sendt til faglig voldgift, og det kan vi kun beklage. Denne sag er et godt eksempel på, at decentraliseringen er gået for vidt, og at der i dagligdagen bruges megen unødig tid på forhandlinger, hvor der ikke vises reel vilje til at nå et resultat. Og det vil vi komme til at se mere til i den kommende tid. Opvarmningen til overenskomstforhandlingerne 2002 er godt i gang og parterne er begyndt med lige så høje brøl som de der gjorde det svært sidste gang ved læreraftalen. Så svært, at vi næsten ikke kunne få omsat aftalen til praktisk virkelighed. Denne gang er det alene lønoverenskomsten læreraftalen løber jo til 2004 men der er sammenhæng, og det må overvejes allerede nu for selvom parterne enedes om et godt og perspektivfuldt stykke papir "en skole på vej" - lykkedes det ikke sidste gang, men nu er tiden inde til at realisere folkeskolens fornyelse. De nuværende vilkår binder ledelse og medarbejdere i alt for detaljerede regler, der skaber ufrihed. Vi må have fjernet disse traditionsbestemte forhindringer for omstilling og dermed skabe lokal frihed til at gå nye veje. Derfor skal ledelsesforholdene på folkeskolerne tydeliggøres og lærernes særlige arbejdstidsaftale erstattes af de almindelige arbejdstidsregler, der gælder for andre ansatte i den kommunale sektor. Det må lønoverenskomsten give mulighed for. Folkeskolens ledere må i endnu højere grad fremstå som kommunale ledere på linie med andre ledere i kommunen. Derfor skal de også have et almindeligt ledelsesansvar for tilrettelæggelsen af arbejdet og udviklingen på den enkelte skole indenfor de mål og rammer som kommunalbestyrelsen har fastsat. Det giver mulighed for at etablere et langt mere fleksibelt og dynamisk læringsmiljø, hvor de forskellige kompetencer, der er repræsenteret i personalegruppen, aktiveres fuldt ud. Lederen må i samarbejde med personalet og forældrene kunne fastlægge forpligtende rammer for det daglige arbejde og herunder et samarbejde på tværs af forskellige personalegrupper specielt lærere og pædagoger, så vi kan få realiseret tanken om helhed og sammenhæng i det samlede kommunale tilbud til børn og unge. Omlægningen af lærernes arbejdstid til helt almindelige arbejdstidsregler ændrer ikke på, at der fortsat skal være tid til forberedelse af undervisningen, men at fastlægge bestemte normer for forberedelse i en overenskomst uden hensyn til, hvad det er for en type opgave der skal løses, er helt ude af trit med den måde en moderne organisation arbejder på og siger ikke noget om kvaliteten af det udførte arbejde. Det betyder, at vi må væk fra et system, hvor den enkelte lærers arbejdsfunktioner er defineret i stramme regler og skemaer. Et system, hvor den enkelte lærer helt ned til de enkelte timer får fastlagt deres arbejdsopgaver måneder frem i tiden en fastlæggelse som det kan være svært at

11 Side 11 af 11 ændre på, hvis nye behov måtte opstå. Vi kan frygte en udbygning af de nuværende aftaler, så vi får et så komplekst møde- og afmeldingssystem, at Matrix må udbygges med stregkoder, der holder styr på minuttyranniet. Det er forældet, og det vanskeliggør muligheden for at give lærerne et bedre og mere tilfredsstillende arbejdsindhold. Når ledere i den kommunale sektor i øvrigt kan tilrettelægge det daglige arbejde under hensyn til opgaver og personale, kan det også lade sig gøre i folkeskolen og det er nu, afsættes skal tages! Det vil også betyde, at det ofte omtalte problem med lærernes mange møder i vid udstrækning kan afløses af færre, men forpligtende samtaler mellem den enkelte lærer og lederen. En tydeligere ledelse og mere individuel tilrettelæggelse af den enkelte lærers arbejdsdag vil også være afsæt for en bedre mål- og rammestyring, suppleret med klare mål, der kan frigøre menneskelige ressourcer og opfordre til ansvarlighed både på personplan og på kollektivt plan, ligesom en udviklende resultatvurdering indgår som en naturlig del af hverdagen. Dermed får folkeskolen også muligheden for ikke at skulle forsvare sig, men alene at skulle forklare sig, så folkeskolens enorme udviklingskraft kan ses i et sammenhængende perspektiv. Til sidst et par ord om vores forening. Vi har haft endnu et spændende og arbejdsomt år. Det er kommet til udtryk på flere måder blandt andet ved det største antal BKF-NYT i foreningens historie, men også ved gennemførelse af sidste års beslutning om en aktiv hjemmeside. Vi nærmer os besøgende nr og vor tidligere kollega, Gunnar Pedersen, Herning, fortjener den største ros for sit arbejde, som nu mere end 400 medlemmer kan drage nytte af. Og alligevel er der nok at tage fat på. Vi står over for alvorlige indholdsproblemer med at sikre alle børn og unge et godt børne- og ungeliv. Derfor er der brug for kompetente folk til at løse det og der er fortsat 275 kommuner der har brug for vores indsats. Der er fortsat 275 kommuner der har brug for, at vi i vores daglige arbejde gør en forskel og gør det værd at være barn, ansat, bruger eller borger! Men det er ikke let at arbejde med børne- og kulturområdet. Det er et så krævende område, at man virkelig skal ønske det. For det gør modstand. Det kræver chefer som højlydt fortæller, hvad de vil, og det er vores opgave i samarbejde med politikerne på én gang at kombinere de stærkeres ønske om mere kvalitet med de svagestes behov for mere omsorg og støtte. I den forbindelse er det værd at erindre, at FN har erklæret 2001 for frivillighedens år og på vegne af endnu regerende ministre, borgmestre og udvalgsformænd samt kommunaldirektører, ansatte og organisationer vil jeg sige tak for jeres engagement og flotte indsats der ikke alene dækker et arbejdsforhold, men også en frivillig ekstraindsats. Jeg tror dog nok, at lidt håndfast erkendtlighed oveni taksigelserne vil blive modtaget i den positive ånd, de bliver givet. Til slut vil jeg rette en tak til foreningens mange og stadigt flere samarbejdspartnere, tak til medlemmerne fordi I er aktive i foreningen, tak til amtsformændene for jeres konstante opbakning og inspiration til bestyrelsens arbejde og tak til bestyrelsen for det store perspektivfyldte, målrettede og loyale arbejde I har ydet igen i dette foreningsår. Og tak til alle fordi der også er plads til et godt grin ind imellem. Hermed overlader jeg den skriftlige og mundtlige beretning til generalforsamlingens behandling.