Bolivia - en politisk og økonomisk oversigt Steffen V. Knudsen. Bolivia. En politisk og økonomisk oversigt af Steffen V. Knudsen

Transkript

1 Bolivia - en politisk og økonomisk oversigt Steffen V. Knudsen Bolivia En politisk og økonomisk oversigt af Steffen V. Knudsen

2 Bolivia En politisk og økonomisk oversigt af Steffen V. Knudsen

3 Indholdsfortegnelse Økonomisk situation ved årtusindskiftet Gælden Handelsbalancen Landet og folket... 9 Andesbjerge og Amazonas... 9 Befolkning Oprindelige folk, bønder og blandinger Mange sprog Religion Historie Solens Sønner Den spanske erobring Uafhængigheden Tinbaroner og diktaturperioden Victor Paz Estenssoro Demokrati i støbeskeen Den militære svingdør Banzers diktatur Kokainkuppet Den nyere politiske udvikling Diktaturets endeligt Konsolidering af demokratiet Koka en hellig plante Den Patriotiske Aftale Nye reformer Forfatningen og det politiske system Loven om folkelig deltagelse Jordreformloven INRA Undervisningsreformen March for jord Banzer vælges demokratisk Politiseringen af den offentlige administration Korruption Økonomisk udvikling Fra mineraler til gas og soja Inkaskat, bytteøkonomi og gummiboomet Krise, revolution og nationaliseringer Økonomisk kaos Dekret nr et økonomisk vendepunkt Nye økonomiske reformer De enkelte sektorer Landbruget Skovdrift og rovdrift Minedrift Service Den finansielle sektor Transport Den uformelle sektor Kokain Sociale forhold Fattigdommens ansigt Uddannelse Sundhed Kvindernes forhold Menneskerettigheder Medierne Udenrigspolitik Politisk og økonomisk integration Forholdene til nabolandene Brasilien Peru Chile Argentina Paraguay Forholdet til USA Forholdet mellem Bolivia og EU Udviklingssamarbejde med Bolivia Koordinering af bistanden Det danske bistandssamarbejde Programsamarbejdsland Oprindelige folk, decentralisering og folkelig deltagelse Landbrug og udvikling af landområderne Miljø og forvaltning af naturressourcer Private organisationer Oversigt over partier og bevægelser Mere om Bolivia

4 Bolivia Infrastruktur Bolivia Departementer km Cobija Madre Guajará- Mirim Riberalta de Dios Ma m oré Infrastruktur Hovedstad Største byer Hovedvej Jernbane Lufthavn Mindre lufthavn Landegrænse km P A N D O Madre de Dios Ma m oré San Joaquín Peru Beni Rurrenabaque Santa Ana Magdalena Rio Brasilien Peru Beni B E N I Rio Brasilien Itonam a s Itonam a s Paraguay Paraguay Apolo San Borja Trinidad Lago Titicaca Urubicha Sa n LA PAZ Lago Titicaca Sa n Rio Rio Tiahuanaco D e Charaña La Paz saquadero Sabaya Oruro Lago de Poopó Puerto Villarroel Todos Santos Cochabamba Rio Grande Sucre Camiri Grande San Javier Santa Cruz Pablo San José de Chiquitos Banados del Izozog San Ignacio Puerto Suárez D e La Paz saquadero Lago de Poopó O R U R O COCHABAMBA Rio Grande Grande Pablo S A N T A C R U Z Banados del Izozog Potosi Stillehavet Salar de Uyuni Otlague Uyuni Pilcom ayo Tarija Yacuiba Villazón Villa Montes Paraguay Stillehavet Salar de Uyuni P O T O S I Pilcom ayo C H U Q U I S A C A T A R I J A Paraguay Chile Chile Argentina Argentina 4 5

5 Fakta om Bolivia Uafhængig republik: 6. august 1825 Styreform: Civilt flerpartistyre Statsoverhoved: Præsident: General Hugo Banzer Suarez Hovedstad: La Paz Areal: km 2 (26 gange Danmarks størrelse) Befolkning: ca. 8,1 millioner Andel af befolkningen i byer: Over 60 % Befolkningstilvækst: ca. 2,2 % i årligt gennemsnit Analfabetisme: 15 %, men der regnes med 55 % funktionelle analfabeter af den voksne befolkning Forventet levealder: 63 år Religion: Statsreligionen er katolicisme. Især på landet kombineret med oprindelige religioner. Antallet af protestanter er 5-10% BNI pr. indbygger: 1026 dollars i 1999 Import: 1854 mio. dollars (1999) Eksport: 1096 mio. dollars (1999) Samlet udviklingsbistand: 645 mio. dollars i 1999 = 81 dollars pr. indbygger Dansk udviklingsbistand: 2000: 162,8 mio. kr. 2001: 125 mio. kr. 2002: 150 mio. kr. 2003: 150 mio. kr. 2004: 150 mio. kr. 2005: 150 mio. kr Officielt sprog: Spansk Valuta: En boliviano = 1,40 kr. (1/4 2001) Kilder: Verdensbanken, IMF, WTO, Danida og INE Foto: Mike Kollöffel 6 7

6 1. Landet og folket Kartoflen er gennem årtusinder blevet forædlet af oprindelige folk i Andesbjergene og forbindes ofte med Bolivia. Dyrkningen af planten er en vigtig aktivitet i landbruget. Foto: Mike Kollöffel Andesbjerge og Amazonas Bolivia ligger i Sydamerikas hjerte uden adgang til havet. Landets areal er km 2, eller 26 gange Danmarks. Bolivia har været over dobbelt så stort som i dag, men har mistet landområder i krige med Paraguay, Argentina, Brasilien, Peru og Chile. Ikke mindst har krigen mod Chile i 1879 været en bitter pille at sluge. Her forsvandt den vigtige adgang til Stillehavet. I dag må bolivianerne rejse gennem nabolandene for at eksportere til verden uden for Sydamerika. Enten via hovedvejene til Stillehavet gennem Peru og Chile eller via de store floder gennem Brasilien, Paraguay og Argentina. Bolivia ligger lidt syd for ækvator og rummer næsten alle klimazoner fra Andesbjergene med flere bjerge på over 6000 m til Amazonasjunglen. Andeshøjsletten, eller Altiplanoet, som højlandet hedder i Bolivia, har tempereret klima, dalområderne (Los Yungas) på bjergenes østside er subtropiske, og lavlandet mod øst har tropisk klima. For mange danskere er landet synonymt med højsletter, inkahistorie, lamaer, kvinder med bowlerhatte og kartofler. Det er da også korrekt, at de fleste mennesker bor i Andesbjergene og de tilstødende dale i op til 4500 m over havets overflade. Groft opdelt er to tredjedele af Bolivias areal lavland, Los Llanos, heraf er en stor del tropisk regnskov, men også savanne og steppe findes. Mod sydøst ligger den tørre og ugæstfrie Chaco, som er en enorm, sparsomt beboet slette, hvor temperaturen i visse perioder når over 40 grader. Længere mod nord, i Amazonas, renser en daglig skylle luften i den hede regntid, mens store landområder bliver oversvømmet i månedsvis, og kanoen er eneste transportmiddel. De store vandmængder samles i hundreder af floder, der mod nord løber ind i Brasilien og bliver en del af verdens største flod, Amazonas. Floderne i den sydlige del af landet 8 9

7 D G løber sammen i Río Paraguay, der ender i Atlanten tusinder af kilometer sydpå i Argentina. I højlandet og i dalområderne regner det betragteligt mindre, og mange steder er der mangel på vand til landbruget. Den store højslette, Altiplanoet, og Cochabambadalen har hvert år problemer med at skaffe vand nok til landbruget. Bønderne i Cochabambadalen har i århundreder leveret fødevarer til minerne i højlandet, men dalen er gradvist ved at tørre ud. Overdreven træfældning og globale klimaændringer får skiftevis hovedansvaret for problemet. Over hele landet varer regntiden fra november til marts. I regnskoven betyder det, at man i den periode er sikker på daglig styrtregn, mens man i tørtiden kan opleve uger uden nedbør. I den store og tørre Cochabambadal og i højlandet falder der kun få dråber regn fra april til september. Altiplanoet er en stor, relativt flad slette i 3800 til 4000 meters højde mellem Andesbjergenes østlige og vestlige kæder. Kæderne løber parallelt fra Chile i syd til Ecuador i nord. Altiplanoet i Bolivia er det sted, hvor kæderne ligger længst fra hinanden med op til 100 kilometers afstand. I den nordlige del af Altiplanoet findes verdens højst beliggende sejlbare farvand, Titicacasøen. Mod syd findes verdens største saltsø, Salar de Uyuni, ved den forblæste stationsog mineby Uyuni. Befolkning Ved Bolivias seneste folketælling i 1992 blev det samlede befolkningstal opgjort til Det er meget vanskeligt at tælle folk, både på landet og i byerne. Nærmest umuligt er det at få en blot nogenlunde pålidelig opgørelse over, hvor mange mennesker der bor i de sydligste landsbyer flere dagsvandringer fra den nærmeste by. I 1992 var der i øvrigt en del mennesker, der gemte sig for folketællerne af frygt for, at de senere hen skulle blive anmodet om at betale skat. Den næste folketælling vil løbe af stablen i Det forventes ved den lejlighed at være nemmere at få folk til at lade sig tælle, da kommunerne efter den seneste decen- Peru Stillehavet Lago Titicaca A N E S Højdekort km Nev. Sajama (6542 m) B J E R E N Chile Illamyu (6384m) La Paz A L T E I Illimani (6402m) P L A N Lago de Poopó Salar de Uyuni O L O S Y U L L N Co.Huaillas (5500m) Co.Nuevo-Mundo (6020 m) Co.Uturunco (6010 m) A G N A S Cochabamba O S Argentina Santa Cruz C H A C O Paraguay Højdekort m m m m m m Over 4000 m Brasilien 10 11

8 traliseringsreform får overført bloktilskud alt efter, hvor mange mennesker der bor i den enkelte kommune. Det nationale statistiske kontor anslår, at der i år 2000 levede over otte millioner mennesker i Bolivia. Men det skønnes desuden, at over én million bolivianere lever som arbejdere i Argentina. De fleste af dem uden at være registrerede. I Bolivia bor der ca. 7,4 personer pr. km 2. Ifølge det statistiske kontor bor over 60 pct. af bolivianerne i byområder, og 68 pct. bor i de tre departementer La Paz, Santa Cruz og Tidligere kaldte man de oprindelige folk i Bolivia for indianere, indio. Men det opfattes af mange som en nedsættende betegnelse. Foto: Henning Bagger/ Scanpix Cochabamba. Her ligger landets tre største byer, og her er den væsentligste økonomiske aktivitet. Af landets ni amter ligger tre i højlandet. Alle tre er relativt tætbefolket, mens Pando amt i regnskoven længst mod nord kun har omkring indbyggere. Sammenligner man med andre lande i regionen, har Bolivia stadig en relativt stor landbefolkning. En holdningsundersøgelse fra Planlægningsministeriet konkluderer, at bolivianerne helst kun vil have 2-3 børn pr. familie. Men fakta viser, at de får dobbelt så mange. Prævention er blevet mere almindelig, men det er stadig kun hver tredje kvinde i den fødedygtige alder, der beskytter sig mod uønsket graviditet. Konsekvensen er en gennemsnitlig vækst i befolkningen på 2,2 pct. om året. Da mange flytter til byen, har nogle landområder oplevet et fald i befolkningen. Imens vokser byernes indbyggertal med 4 pct. om året. Den gennemsnitlige levealder for bolivianeren er 63 år en stigning på 2,5 år i sammenligning med Børnedødeligheden pr fødte er 62 et fald på 13 siden Den er dog stadig Sydamerikas højeste. Oprindelige folk, bønder og blandinger Det er almindeligt at opdele Bolivias befolkning efter etniske grupper. Oprindelige folk, mestizer (blanding af indianer og hvid) og hvide er nogle af de mest brugte begreber. Men det er problematisk at ville klæbe klare etniske etiketter på folk. To ud af tre bolivianere er indianere, kan man læse i populære rejsebøger og videnskabelige rapporter. Men gør man sig den ulejlighed at tage ud på Altiplanoet, højlandet, og spørge folk, om de betragter sig som indianere, vil man ofte få det svar, at de er bønder. Begrebet indianere, indio er for mange oprindelige folk en nedladende betegnelse fra før revolutionen i Dengang var los indios den billige arbejdskraft på landejendommene, haciendaerne og i minerne. De var sammen med byernes middelklasse den drivende kraft i revolutionen. Mange oprindelige folk fik deres egen jord og betragter sig derfor 12 13

9 med stolthed som bønder. Så selv om mange mennesker i højlandet klæder sig i poncho, spiller charang, et lille strengeinstrument der kan være bygget af træ eller skjoldet fra et bæltedyr, og taler aymará eller inkasproget quechua, kalder de sig ikke nødvendigvis indianere. Endelig mener mange antropologer, at quechua ikke er en kultur, men blot et sprog, som inkaerne pålagde folk at tale, da de erobrede dem for år siden. De såkaldte quechua oprindelige folk består af en lang række folkegrupper med forskellig musik, klædedragt og traditioner. Mange sprog Resultatet af de store kulturelle, geografiske og etniske forskelle er, at over halvdelen af Bolivias befolkning taler et andet sprog ved siden af det spanske. En ud af ti taler ifølge folketællingen i 1992 ikke spansk. Det største indianske sprog er quechua, som tales af 1,7 millioner mennesker. Derefter følger aymará, som tales af cirka en million. I byerne taler kun en tredjedel af indbyggerne et andet sprog end spansk. Aymará og quechua tales hovedsageligt i højlandet og i dalene, der gennemskærer Andesbjergenes østlige skråninger. Quechua tales også i de kokaproducerende områder i junglen. Mange tidligere minearbejdere er efter minernes lukning vandret ned i junglen i et forsøg på at overleve i den ulovlige koka- og kokainindustri. Derfor taler folk i et stort jungleområde med omkring familier i dag quechua. Lavlandet udgør i sig selv en mosaik af sprogstammer. Alene blandt de ca oprindelige folk i lavlandet findes ca. 32 sprog, hvoraf en del imidlertid er ved at uddø. Kun syv sprog tales af flere end mennesker. Det største oprindelige sprog i lavlandet er guaraní, der tales af omkring mennesker. Præsident Gonzalo Sanchez de Lozada ( ) forsøgte via uddannelseslovgivning og demokratiseringslove at udjævne nogle af de største forskelle mellem befolkningsgrupperne. Men stadig har de såkaldte mestizer og hvide de bedste job, tjener flest penge og ser i øvrigt ofte ned på los indios. Mestizer er folk, der mener at have hvidt, europæisk blod i årerne. Racismen smitter af på de oprindelige folk, der flytter ind til byen, så man kan høre en indianer, der er hushjælp hos en hvid familie i byen, omtale sin egen familie på landet som indios. Den kulturelle påvirkning går dog i alle retninger. Fusioner mellem den oprindelige musik, spansk guitar, rock osv. har fundet vej til middelklassen i byerne. Det er blevet almindeligt på disko-instederne i La Paz at spille en halv time af de nationale fusionsrytmer ud på de små timer, når publikum har fået nok af Michael Jackson og salsa. Ligesom de oprindelige folk er et kludetæppe af forskellige sprog og traditioner, er mestizerne en meget blandet gruppe. Nogle nedstammer direkte fra spanske familier, der er blevet blandet med landets oprindelige beboere. Portugisisktalende brasilianere af blandet oprindelse er kommet ind over de østlige grænser. Der er desuden alt fra menonitsamfund, en hollandsk gendøberbevægelse, til små japanske og tyske grupper. Udvandringen fra Tyskland omkring anden verdenskrig har også sat sine spor. Dels flygtede en del venstreorienterede før 1940, dels satte nazister kursen mod Bolivia i og efter Den højeste koncentration af mestizer og europæere findes i lavlandet omkring byen Santa Cruz. Endelig findes der i Yungas-dalene uden for La Paz en lille gruppe sorte. Det er efterkommere af flygtede slaver fra minerne i Potosí. De har overtaget aymaráindianernes sprog og klædedragt, men blander afrikanske rytmer ind i højlandsindianernes musik. Religion Katolicismen kom til det nuværende Bolivia med de spanske erobrere. I dag siges mellem 90 og 95 pct. af befolkningen at være katolikker. Protestantiske kirker har vundet mellem 5 og 10 pct. af befolkningen. Men uanset hvilken af de to 14 15

10 retninger folk bekender sig til, er oprindelig tro og religion meget fremherskende hos flertallet af bolivianerne, selv om spanierne i kolonitiden gjorde deres bedste for at ødelægge de oprindelige religioner. Inkaernes templer blev ødelagt, og på de traditionelt hellige steder byggede spanierne deres kirker. Der var hårde straffe for at bekende sig til andet end katolicismen. Men folk holdt ikke op med at tro på Moder Jord (Pachamama) eller deres bedsteforældres sjæle, der har hjemsted i bjergtoppene. De adopterede Jomfru Maria og Jesus og skjulte deres egne guder og skikke i tilbedelsen af dem. Det afspejles f.eks. i religiøse malerier fra kolonitiden, der er udført af oprindelige folk. Jomfru Maria er malet midt i billedet med en stor pyramideformet kjole, som samtidig symboliserer det hellige Potosíbjerg og dermed symbolet på Moder Jord. Rundt om jomfruen/moder Jord ses solen, den liggende måne og stjernerne, inkaernes tre hellige symboler, som også er stuerene symboler i den katolske kirke. Mange traditionelle ceremonier blev flyttet fra dagtimerne til ud på natten eller ind i folks huse for at undgå præsternes opmærksomhed. Den særlige form for blandingsreligion ses i mange ritualer i dag. I højlandet pløjer ingen bonde sin mark, før han har ofret til Pachamama. Hun skal have sukkerstads, alkohol, cigaretter og ikke mindst en god portion af de hellige kokablade for at være godt tilfreds. Det hele brændes af, og asken begraves, så Moder Jord kan fylde sig i løbet af sæsonen. Hvis hun ikke får sit offer, nedkaster hun forbandelser over markerne, og afgrøderne bliver ødelagt af hagl og uvejr. Eller måske falder der ikke en dråbe regn hele foråret, og afgrøderne tørrer ind. Men under ofringen beder bonden samtidig til Jomfruen, så han er dækket ind til alle sider. Jomfru Maria har indtaget sin fremtrædende plads blandt de andre guder og gudinder. Tilsvarende ofringer finder sted i offentlige og private kontorer en gang om året, hvor der hældes en smule alkohol i alle kontorets hjørner for at holde de dårlige ånder ude. Den danske ambassade i La Paz går i den sammenhæng heller ikke ram forbi. Mellem 90 og 95 pct. af befolkningen er katolikker men man er ikke holdt op med at tro på Moder Jord (Pachamama). Foto: Mike Kollöffel 16 17

11 2. Historie De seneste års forskning rykker jævnligt datoen for, hvornår de første mennesker kom til Bolivia, men meget peger på, at det skete for ca år siden. Det var jægere, der i søgen efter vildt eller måske på flugt fra krige søgte sydover og på et tidspunkt slog sig ned og dyrkede jorden. Ifølge officiel historie blev Andesbjergene beboet for år siden. Man har fundet spor af handel mellem kystsamfund og højlandet fra dengang. Chavin-kulturen med dens fremragende keramik og arkitektur bredte sig ned over det nuværende Perus østlige andeskæde fra før Kristus. På det tidspunkt menes aymaráindianerne, som kommer fra det centrale Peru, at være kommet til Bolivia, hvor de fordrev de oprindelige beboere. Bolivias ældste kultur havde sit centrum ved Titicacasøen. Inkaernes myte om sig selv som solens sønner tager også sit udgangspunkt ved Titicacasøen. Foto: Mike Kollöffel Solens Sønner Den ældste markerede kultur i Bolivia, Tiahuanaco-kulturen stammer fra 1000 år før Kristus. Den havde sit religiøse center ved Titicacasøen på grænsen til Peru, hvor man på satellitfotos stadig kan se spor af enorme vandingssystemer. Området ved Titicacasøen blev siden erobret af inkaerne. De prædikede, at de var efterkommere af solen. Den sendte sine første stråler ud over en ø i søen. På øen skulle den første inka være blevet sendt ned på jorden af sin fader, som ifølge legenden var solen. Den mest kendte gengivelse af myten er skrevet i begyndelsen af 1600-tallet af Inka Garcilaso de la Vega, der var søn af en inkaprinsesse og en spanier. Garcilaso arbejdede som kronikør for spanierne. Hans udlægning af myten lyder således: Inkaerne siger, at Solen sendte sine to børn, en mand og en kvinde, ned på denne ø for at vejlede jordens barbariske mennesker. De siger, at efter syndfloden blev solens stråler set på denne ø og over den store sø, før de sås nogen andre steder

12 Den første inka, Manco Capac, så, at indianerne ærede søen og øerne som hellige. Han udnyttede den gamle legende og brugte sin visdom og digtede en anden legende. Den sagde, at Manco Capac og hans kone var børn af Solen, og at deres far havde anbragt dem på øen, så de kunne gå ud i verden og undervise menneskene. Gennem legenderne fik inkaerne overbevist indianerne om, at de virkelig var solens sønner. Inkaerne kom til det nuværende Bolivia fra Peru. Efter at have levet et par århundreder som en geografisk set relativt lille kultur, invaderede inkaerne i løbet af år enorme landområder og andre kulturer. På højdepunktet i begyndelsen af 1500-tallet nåede inkaimperiet så langt østpå som Santa Cruz-departementet, mod syd ind i Chile og mod nord til Ecuador og Colombia. Der blev bygget veje, fæstninger, samlet hære til at holde sammen på riget og etableret kornkamre til dårlige tider. Der står et blandet, men overvejende romantisk skær om inkaerne. Nogle ser dem som et slags centraliseret socialistisk styre, hvor få havde for meget, og alle havde nok. Deres ledere blev betragtet som direkte efterkommere af solguden. De flyttede rundt på folkeslag og udkæmpede krige mod de folk, der ikke ville underlægge sig. Det lykkedes dem imidlertid kun i ringe grad at trænge ned i Amazonas. Der er megen diskussion om graden af centralstyre i inkariget. Nogle historikere mener, at mange landsbyer i Andesbjergene havde en udstrakt grad af selvstyre. Ayllus kaldes systemet af landsbyfællesskaber. Ayllus var fællesskaber, der strakte sig over flere klimazoner, og som derfor havde en høj grad af selvforsyning. Lamaer, hvede og kartofler fik de fra højlandet, længere nede dyrkedes majs og afgrøder, der ikke tåler frost. Nede i dalene med subtropisk klima gav bananpalmerne og maniokrødder deres del af variationen til kosten. Helt frem til i dag kan man i nogle landsbyer spore de gamle magtforhold i aylluer, som har overlevet gennem kolonitid og republik. Uanset hvor selvstændige aylluerne var, kommer man ikke uden om inkaernes organisationstalent. Staten ejede al jord, og skatter blev opkrævet i form af arbejdskraft til byggeprojekter. Religion og sprog blev Helvedes Åbne Kældre. De første par årtier efter fundet af Cerro Rico Det Rige Bjerg foregik sølvudvindingen fra overfladen. Men så blev der behov for at grave skakter, og en voldsom udnyttelse af indianerne begyndte. De tilbragte ofte en uge under jorden og bragte selv majs med ned og slæbte malmen med op en opstigning der kunne tage 4-5 timer. Illustration: Det Kgl. Bibliotek tvunget ned over de erobrede folk. Dog lykkedes det aldrig at tvinge folkene omkring Tiahuanaco til at tale quechua. Her overlevede aymarásproget. Inkaernes rige blev splittet i begyndelsen af 1500-tallet. En magtkamp mellem to halvbrødre, der begge ville have tronen, endte med, at den såkaldt sande inka blev lagt i lænker, og den uægte halvbror, Atahualpa, tog magten

13 Historisk kort Peru Lago Titicaca La Paz Mistede landområder Bolivias nuværende grænse Bolivia ved selvstændigheden i 1825 Salpeter-krigen mod Chile Gummi-krigen mod Brasilien Olie-krigen mod Paraguay Brasilien Den spanske erobring Spanierne ankom, netop mens magtkampen mellem de to brødre stod på. Lederne af de spanske styrker, Fransisco Pizarro og Diego de Almagro, bragte en lille håndfuld lejesvende til Andes i Atahualpa dræbte den egentlige efterkommer af solen af frygt for konkurrence til tronen. Broderdrabet førte til, at Atahualpa fik magtfulde fjender blandt sine egne, og spanierne forstod at alliere sig med de stærkeste. I løbet af to år havde den lille håndfuld spaniere ved hjælp af deres utrolige historiske held og kraftige geværer slået Inkariget i smadder. De to ledere af invasionen delte rovet og inkaernes land imellem sig. Lykken varede dog kort for de to. Begge blev myrdet inden 1544, det år hvor Sydamerikas rigeste skatte blev fundet af spanierne. Det var en indianer, der afslørede sin viden om sølvminerne i Det Rige Bjerg, Cerro Rico i Potosí, og fundene overgik selv spaniernes vildeste drømme om El Dorado, Det Forgyldte Land. Potosí blev med sine indbyggere til den største og rigeste by på den vestlige halvkugle. Sølvet fra Cerro Rico blev en grundsten i den spanske økonomi i to århundreder og var starten på en veritabel sørøverkrig i Caribien. Millioner af slaver blev sejlet over fra Afrika for kort efter at ende livet i minerne. Bolivianske historikere mener, at otte millioner mennesker døde i Det Rige Bjergs skakter. Transporten af sølvet på æselryg hen over den isnende højslette til Peru var lang og hård. Derfor grundlagde spanierne i 1548 La Paz, Bolivias nuværende hovedstad, som en hvilestation på vejen. Stillehavet Chile Argentina Paraguay Bolivia har mistet over halvdelen af sine landområder siden Uafhængigheden Både rebelske efterkommere af spaniere og oprindelige folk forsøgte flere oprør mod kolonimagten i Madrid. Det vigtigste i 1781 var ledet af Tupac Katari, der repræsenterede de oprindelige folk. På trods af de mange lokale oprør ledet af de oprindelige folk skulle det blive det voksende spansktalende borgerskab, der udløste det endelige opgør med Spanien. Mine- og godsejere var utilfredse med, at overskuddet blev soldet op i moderlandet. Spanien lå stadig 22 23

14 længere væk for hver ny generation af nu sydamerikanske spaniere. I 1809 udbrød Sydamerikas første egentlige uafhængighedskrig mod den spanske krone. Det var i det nuværende Sucre i Bolivia. Der sprang gnisten, som antændte uafhængighedskrigene på resten af kontinentet. I 1825 udråbtes republikken Bolivia. Landet blev opkaldt efter befrielseshelten Simón Bolivar. Det var begyndelsen til et politisk og militært ragnarok, tabte krige og ikke mindst sydamerikansk rekord i regeringer. 189 gange har det urolige land haft statskup. Helt op til over midten af det 20. århundrede var der ingen traditioner for udviklingen af noget, der bare minder om demokrati. Befolkningen blev holdt hen i fattigdom og uvidenhed, mens en meget lille overklasse berigede sig. Desuden tog samtlige af Bolivias naboer en bid af landet i krige fra 1879 til I Bolivia husker man bedst krigen mod Chile fra 1879 til Her mistede landet de rige forekomster af nitrat og kobber og vigtigst: adgangen til havet. Som kompensation gav chilenerne Bolivia en jernbane fra La Paz til kysten i Chile. Det ydmygende nederlag var det første i en lang række nabokrige. I 1903 kæmpede de hårdtprøvede bolivianere mod Brasilien og tabte igen. Det var dengang, den irske dyrlæge John Boyd Dunlop fandt ud af, at saften fra gummitræet kunne bruges til at fremstille dæk til hans søns trehjulede cykel. Michelin opfandt det aftagelige dæk, og så brød helvede løs i Amazonas. Tusinder af oprindelige folk blev taget som slaver for at tappe gummi til dækindustrien. Brasilien ville udvide sit tappeområde, sendte hæren ind og overtog næsten uden modstand den bolivianske Acre-provins. En tredje vigtig krig blev tabt til Paraguay i trediverne. Krigen startede med småkampe om nogle militære udposter på en dårligt defineret grænse i Bolivias sydøstlige hjørne. Bagved lå interessen for at udvinde områdets olie. Bolivia havde en aftale med det amerikanske Standard Oil om udnyttelsen, mens Paraguay havde entreret med det hollandske Shell. De to selskaber støttede hver sin regering i krigen, der kom til at vare tre år og koste mennesker livet. Med et befolkningstal omkring de to millioner kan de bolivianske dødsfald i antal forholdsmæssigt sammenlignes med Europas i første verdenskrig. En af forklaringerne på de tabte krige er, at den bolivianske stat eksisterede mere af navn end af gavn. Der var kun ringe tiltag til at opbygge uddannelse, forsvar, veje og statsapparat i øvrigt. Landets ejere og ledere synes at have haft hurtig rigdom som højeste mål. Landets udvikling tog de ikke så tungt. Et resultat af krigene er en såret nationalfølelse og et nationalt mindreværdskompleks af rang. Ikke bare i forhold til de sejrende naboer, men til hele omverdenen. I Bolivia er det altid de stores skyld. Tinbaroner og diktaturperioden 1900-tallets minedrift var styret af tre familier, Hochschild, Patiño og Aramayo. Tin vandt frem og blev vigtigere end sølv. Der skulle produceres dåser, våben og flyvemaskiner til verdenskrigene. Efterspørgslen steg, da USA opkøbte et strategisk lager af tin for at være rustet til kommende krige. Tinbaronerne kaldes de tre familier stadig i dag. De byggede slotte i Schweiz og var blandt verdens rigeste. De oprindelige folk kom stadig ikke i skole, de var billig arbejdskraft i minerne og på godserne. Alligevel kunne de underprivilegerede grupper ikke holdes uden for magten i længden. Mange var utilfredse med militærets og regeringens talentløse håndtering af krigen mod Paraguay i trediverne. Dele af militæret gik ind for en fascistisk, korporativ stat, mens oppositionen flirtede med alt fra radikal marxisme til borgerlig nationalisme. I løbet af 1940 erne modnedes de nationalistiske ideer i et parti ved navn Den Revolutionære Nationalistiske Bevægelse, MNR, Movimiento Nacionalista Revolucionario. MNR vandt valget i 1951, men et af de talrige militærkup forhindrede partiet i at komme til magten. I protest mod kuppet besatte minearbejderne mineskakter og togbaner, så militæret måtte sendes ud over hele højlandet. La Paz var derfor ikke rustet til modstand, da en bondehær bevæbnet med hakker og enkelte muskedonnere indtog byen. Regeringspaladset blev overtaget af MNR i den relativt fredelige aprilrevolution i

15 Victor Paz Estenssoro Victor Paz Estenssoro var en af hovedkræfterne bag revolutionen i 1952, og han blev den første præsident efter revolutionen. I 1952 var minearbejderne og det bolivianske LO, COB, rygrad i gennemførelsen af revolutionen. Da Victor Paz Estenssoro blev præsident i 1985, var det ham, der gennem fyring af minearbejdere, knækkede COB s traditionelt store indflydelse på landets politik. Det skete som led i det strukturtilpasningsprogram, der skulle stoppe landets galopperende inflation og få stabiliseret økonomien. Victor Paz Estenssoro døde 7. juni 2001, 93 år gammel. Demokrati i støbeskeen Revolutionen i 1952 betød historiens første systematiske bestræbelser på en demokratisering af Bolivia. Almindelig stemmeret, nationaliseringer, jord- og uddannelsesreformer blev gennemført. Staten overtog tinbaronernes miner. Mange godser blev delt ud til de oprindelige folk, og alle fik ret til at stemme. I 1955 gennemførte MNR en uddannelsesreform, så mange børn på landet kunne komme i skole. Filosofien var, at man af hensyn til landets udvikling ikke kunne holde over halvdelen af befolkningen hen i analfabetisme og fattigdom. Arbejdsstyrken skulle kvalificeres og frigøres af de feudale forhold på landet. Al undervisning skulle foregå på spansk, som en stor del af landbefolkningen ikke forstod. Indianerne skulle civiliseres, som det hed i loven. Minearbejderne, der havde været revolutionens rygrad, fik relativt gode forhold: Pensionsordninger, mad til kunstigt lave priser og en beskeden bolig. Fagforeningerne samlede sig i en fælles landsorganisation, COB Central Obrera Boliviana (Bolivias LO), der fik stor indflydelse på regeringen indtil midt i 1960 erne. MNR s politik med jord- og uddannelsesreform, udbygning af infrastrukturen, demokratisering og inddragelse af de oprindelige folk i samfundslivet er en klar skabelon for det arbejde, den seneste MNR-regering, med nogen succes, videreførte fra under præsident Gonzalo Sánchez de Lozada. Reformerne gav bønder og minearbejdere en fornemmelse af, at de for første gang havde en vis repræsentation i regeringspaladset i La Paz. Partiet sad på magten i 12 år. Victor Paz Estenssoro og Hernan Siles Suazo skiftedes, som landsfædre, til at sidde i præsidentstolen. De gennemførte langsigtede reformer, men det lykkedes ikke på kort sigt at forbedre de fattiges vilkår. De stærke minearbejdere blev utilfredse. De sultestrejkede og nedlagde arbejdet. Regeringen endte med at skære navlestrengen over til de arbejdere, der havde født revolutionen. Dét splittede MNR, der trods en svækkelse vandt valget i Men urolighederne udmundede i et militærkup anført af den USA

16 støttede general René Barrientos. Kuppet var indledningen til 18 års militærstyre kun afbrudt af korte, kaotiske perioder med demokrati. Den militære svingdør Bolivias militære regeringer sad for de flestes vedkommende kun kortvarigt. To mand var undtagelsen, det var René Barrientos i 1960 erne og Hugo Banzer i 1970 erne. Imellem de tos magtperioder skiftede styret flere gange. Ideologiske og personlige slagsmål i de væbnede styrker åbnede for en række regeringer og koalitioner, der i flere tilfælde kun holdt dage eller få uger. Barrientos sad på magten fra 1964 frem til han i 1969 omkom i en helikopterulykke, der aldrig er fuldt opklaret. Barrientos lagde sig hurtigt ud med minearbejderne ved at fyre 6000 ansatte i et forsøg på at gøre det statslige mineselskab rentabelt. Minearbejdernes protester kulminerede i juni 1967, hvor Barrientos iværksatte en massakre i de mest rebelske minebyer, Catavi og Siglo Veinte. Fagbevægelsen i byerne blev ligeledes slået ned med hård hånd, mens Barrientos støttede sig til den indianske bondebevægelse. Resultatet var et militærstyre, der støttede sig til fattige bønder og kæmpede mod alle andre faglige grupperinger. Udenlandsk kapital blev budt velkommen efter mange år med lukket økonomi. Verdensmarkedsprisen på tin steg til glæde for både det statslige mineselskab og de private mineejere. Det gav brede officerskredse en tro på, at militæret var den eneste kraft, der kunne modernisere landet. Samtidig blev det kommunistiske spøgelse meget håndfast. I november 1966 besluttede Cubas forhenværende nationalbankdirektør, argentineren Ernesto Ché Guevara sig for, at verdensrevolutionens næste skridt skulle tages i Bolivia. Han satte sin lejr op i den østlige del af landet, fjernt fra de revolutionære minecentre i bjergene. Det utopiske mål var en kopi af den cubanske revolution med støtte fra landproletariatet. Ché Guevara overså, at Bolivia allerede havde haft sin jordreform, og at bønderne var militærstyrets reelle folkelige opbakning. Chés lille gruppe vandrede rundt fra hytte til I 1966 flyttede Cubas tidligere nationalbankdirektør, argentineren Ernesto Ché Guevara til Bolivia for at videreføre verdensrevolutionen. Her blev han, med støtte fra CIA, fanget og henrettet 9. oktober 1967 og vist frem for verdenspressen. Foto: Nordfoto hytte i et halvt år uden at rekruttere nye guerillaer. Bolivias kommunistparti forrådte Ché Guevara efter intern uenighed, og med støtte fra CIA satte militæret med et par geværkugler punktum for det mislykkede guerillaeventyr. Ché Guevara blev henrettet uden rettergang den 9. oktober René Barrientos forblev populær blandt bønderne og i store dele af middelklassen frem til sin død ved helikopterulykken i Dødsulykken blev indledningen til endnu en række kup og modkup. Situationen blev først stabil igen, da general Hugo Banzer tog magten ved et blodigt kup i

17 Hugo Banzer Suarez, her på et billede fra 1971, var diktator fra 1971 til 1978, en periode med økonomisk fremgang. Foto: Polfoto Banzers diktatur Hugo Banzer Suarez, som havde været minister under Barrientos, forsøgte at genoptage bonde-militær-alliancen fra tiden under Barrientos. Han udbyggede landbrugsreformen og delte mere jord ud end under MNR s berømte jordreform i Bønderne fra højlandet og dalområderne fik jord i lavlandet på regnskovsindianernes bekostning. Samtidig forærede Banzer mange af sine venner og forretningsforbindelser i hjembyen Santa Cruz store områder. For første gang i Bolivias historie opstod en økonomisk og politisk stærk gruppering uden for højlandet. Banzer-perioden, , var karakteriseret ved et økonomisk boom uden sidestykke i Bolivias historie. Landet oplevede en stigning i investeringer og i den almindelige bolivianers levevilkår. Mineralpriserne var i top, og adgangen til internationale kreditter var stort set uhindret. I denne periode grundlagde Bolivia den enorme udlandsgæld, som stadig tynger landet. Generelt var perioden præget af politisk stabilitet i den forstand, at politisk modstand blevet mejet til side. COB blev forbudt ligesom venstrefløjspartierne. Antikommunismen blev undskyldning for tortur mod fanger og institutionel vold mod politiske modstandere af alle afskygninger. Banzer fastfrøs priserne på landbrugsvarer for at holde styr på inflationen, og bøndernes protest resulterede i 1974 i den første konfrontation imellem bønder og militær siden revolutionen - en massakre på protesterende bønder i Cochabamba. Da Jimmy Carter i 1977 satte sig i præsidentstolen i USA kom menneskerettigheder på dagsordnen, og på det felt så det ikke godt ud for Banzer. Han måtte sløjfe forbudet mod partier og love valg. Dog tøvede han med at løslade hundredvis af politiske fanger, hvilket udløste en massiv sultestrejke støttet af kirken. Banzer gav efter, udskrev valg og trak sig tilbage. Fagforeningslederne genindtog deres poster fra før kuppet i 1971, og venstrefløjspartierne samlede sig i en blok, Unidad Democratica Popular, UDP. Militæret gik i panik, da UDP vandt valget i juli Et kup gennemførtes under vanlig forvirring, valget blev erklæret ugyldigt, og endnu en general af den gamle skole erklærede, at han 30 31

18 ville regere indtil nye valg i Det varede dog kun nogle måneder, så tog en gruppe unge generaler magten ved endnu et kup. Der blev udskrevet og afholdt flere valg. UDP stod igen til at få magten i juli 1980, men militærets hardlinere sagde nej. Kokainkuppet Anført af Luis García Meza tog militæret endnu en gang magten. Det var ikke lykkedes Banzer at knække fagforeningerne, det ville García Meza gøre mere effektivt. Meza havde kompetente folk til det beskidte arbejde. 600 stormtropper med Slagteren fra Lyon, Klaus Barbie, i spidsen. SSmassemorderen havde fundet et nyt job sammen med fremtrædende italienske og argentinske fascister. COB blev stormet, og en del af de tilstedeværende likvideret på stedet. Resten blev taget med til tortur og forhør. Det næste år spredte de paramilitære grupper terror i gaderne. Kuppet blev kaldt kokainkuppet, fordi García Mezas folk satte kokainhandelen i system. Under en ellers vaklende økonomi var det hvide pulver officerernes bedste mulighed for at berige sig i en fart. Mens militæret skovlede kokaindollars til sig, sultede folk på gaden. Det internationale samfund afbrød samarbejdet med Bolivia. Renten steg og var med til at gøre det umuligt at betale 1970 ernes lån tilbage. Landet oplevede i 1980 negativ økonomisk vækst med folkelige protester til følge. García Meza gik af efter et år, og magten blev overtaget af skiftende juntaer frem til oktober Da begyndte en ny æra i boliviansk politik. Militær i La Paz s gader i forbindelse med Hugo Banzers magtovertagelse i Foto: Polfoto 32 33

19 3. Den nyere politiske udvikling Hovedstaden La Paz. Foto: Mike Kollöffel Diktaturets endeligt Fra 1950 til 1982 havde Bolivia 18 præsidenter, hvoraf kun fem var demokratisk valgt. I 1982 kunne generalerne ikke længere holde fast på magten. Kongressen, der var valgt i 1980, blev indkaldt med to års forsinkelse. Den venstreorienterede veteran fra 52-revolutionen, Hernan Siles Suazo, satte sig i præsidentstolen som leder af venstrefløjskoalitionen UDP. Vicepræsident blev Jaime Paz Zamora fra MIR, Movimiento de la Izquierda Revolucionaria. Bolivias kommunistparti var med i alliancen, der havde opbakning fra minearbejderne og bondebevægelsens nye ledere. Den nye regering opløste de paramilitære grupper. Klaus Barbie blev udleveret til retsforfølgelse i Frankrig. Italienere og argentinere blev sendt hjem. Den største udfordring for UDP var at redde Bolivia ud af den økonomiske ruin, militæret havde efterladt. Det lykkedes aldrig, tværtimod. Ideologiske slagsmål prægede koalitionen fra begyndelsen. Frem for at opbygge et politisk program, gik tiden med fraktionsdannelser. Efter tre måneder trådte MIR ud af UDP for at vende tilbage for en kort bemærkning i I parlamentet mødte UDP-regeringen kraftig modstand mod sin politik ført an af MNR og ADN, Acción Democratico Nacional. Endvidere protesterede såvel COB som arbejdsgiversammenslutningen mod den førte politik. Der bredte sig en bølge af utilfredshed på tværs af parti- og interesseskel. Arbejderne i statens miner tabte tålmodigheden og gik i langvarige strejker. Militærets hardlinere manifesterede sig ved at bortføre præsidenten. Han blev dog løsladt efter folkeligt pres. Inflationen satte nye rekorder, og lønningerne blev udhulet. Det var almindeligt at skaffe sig 34 35

20 mad ved at bytte, pengene faldt i værdi fra dag til dag. UDPregeringen endte i et mislykket forsøg på stram statsstyring af økonomien. Efter en generalstrejke blev Siles Suazo tvunget til at love valg i 1985, et år før tiden. Venstrefløjen led et nederlag, den aldrig er kommet sig over. Valget i 1985 vandt den tidligere diktator Hugo Banzer med 29 pct. af stemmerne. Mange vælgere huskede den økonomiske fremgang og relative orden under Banzers diktatur. Fremgangen dengang skyldtes hovedsageligt eksterne faktorer som stigning i tinpris og betydelige lån fra udlandet. Men uanset årsagen var levestandarden steget. Vælgerne stemte for god økonomi og imod venstrefløjens kaos. Valgets nummer to blev den 77-årige centrum-højrekæmpe fra MNR, Victor Paz Estenssoro. Trods hans støtte til et militærkup i 1979 huskede folk ham stadig bedst for jordreformen i Venstrefløjspartiet MIR, der var gået ud af UDP-regeringen inden valget, vandt tredjepladsen. MIR og nogle småpartier støttede Paz Estenssoro, som kunne sætte sig i præsidentstolen for fjerde gang. Kongressens valg af Guillermo Fortun Suarez, leder af Hugo Banzers parti, ADN, meddeler, at partiet trækker sig tilbage fra Parlamentet, da det ser ud til, at Hugo Banzer ikke bliver valgt til præsident, skønt han fik flest (29 pct.) af stemmerne ved det netop overståede præsidentvalg i Ny præsident blev Victor Paz Estenssoro. Foto: Polfoto Victor Paz Estenssoro i 1985 markerer for alvor indledningen til en konsolidering af demokratiet i Bolivia. Konsolidering af demokratiet Paz Estenssoro indledte straks et stramt økonomisk strukturtilpasningsprogram et program som er blevet videreført af efterfølgende regeringer. Politisk lagde regeringen sig ud med minearbejderne ved at fyre ansatte i de urentable statslige miner. Der blev indført undtagelsestilstand for at bremse tilløb til generalstrejke, og militæret blev sendt på gaden. Denne gang af en demokratisk valgt præsident. Mange var utilfredse med indgrebet, og venstrefløjen gav udlandet en del af skylden. Den Internationale Valutafond (IMF) blev hængt ud for at blande sig i Bolivias interne forhold. Men uanset indgrebets mangel på popularitet lykkedes det at bremse den galopperende inflation, der havde gjort livet umuligt for Bolivias befolkning. Politiske og økonomiske analytikere er enige om, at Bolivia ikke havde noget alternativ til gennemførelsen af strukturtilpasningsprogrammet. De he93 nviser til nabolandene Argentina og Brasilien, der havde lignende problemer. Dér tøvede regeringerne flere år, før de indførte deres økonomiske chokkur. Det var med til at uddybe landenes problemer. En forværring af problemerne i Bolivia i 1985 ville have knækket den bolivianske stat. Strukturtilpasningsprogrammet blev MNR s endelige opgør med minearbejderne, som havde været drivkraften bag revolutionen i I 1985 skulle den offentlige sektor slankes. Kun 9000 ud af arbejdere i det statslige mineselskab beholdt deres arbejde, og COB brød sin historiske alliance med MNR. En normal protestform ville have været at gå i strejke, men de havde ingen arbejdspladser at lamme. I stedet gennemførte minearbejderne en flere hundrede kilometer lang protestmarch fra minerne til La Paz. Via marchen lagde de pres på regeringen for i det mindste at få en aftrædelsesordning. Den økonomiske kompensation var ringe, men minearbejderne grundlagde med den lange march en protestform, 36 37