LÆRERKREDS 44, KØGE OG STEVNS

Transkript

1 LÆRERKREDS 44 MUNDTLIG BERETNING 2012 LÆRERKREDS 44, KØGE OG STEVNS MUNDTLIG BERETNING GENERALFORSAMLING FREDAG D. 25. MARTS 2011 KL PÅ TEATERBYGNINGEN I KØGE

2 Nytårsaften sprang en feststemt og forventningsfuld befolkning det nye år i møde til tonerne af velkendte nationale hymner, og til lyden af dronningen manende tale. Dronningen sagde ikke mere end hun måtte sige, men der var dog forsigtige budskaber og en enkelt løftet pegefinger, havde hun da også fundet plads til. Ganske som dengang i 80 erne, hvor hun gik i rette med sin befolknings kølige holdning til de fremmede med ordene: og så er vi der med vores dumsmarte bemærkninger. I år indeholdt monarkens tale også manende ord. Ord, der betød opgør med krævementaliteten. Hentydede Margrethe hermed til, at nu skule det være slut og et opgør med bankers, virksomhedsejeres og kapitalfondes grådige gøren og laden. En adfærd der har betydet, at nationer sættes under administration og mange mennesker er endt i fortvivlelse, armod og arbejdsløshed? Nå, nej! Det var ikke lige det hun hentydede til. Regeringschefen holdt også, som det sig hør bør, sin tale til nationen 1. nytårsdag. Den indeholdt såmænd også noget om opgør med krævementalitet. Den matriarkalske duo havde tilfældigt eller måske overvejet leveret samme budskab. Og som en hujende steppebrand fór det over land og rige og bed sig hurtigt fast i den politiske diskurs, i folks bevidstheder og i den ganske, danske medieverden. Det politiske mantra er nu Kennedys berømte ord relanceret af regeringschef og monark under en af de sværeste kriser i mange år: spørg ikke, hvad samfundet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit samfund. Alle har et eller andet, de kan bidrage med. Hvis man påstår noget andet, er man doven. Og det man siger er ynk og klynk. Sagt med eftertryk, overbevisning og autoritet af en tidligere kuglestøder. Vi var nogle stykker, der havde søde forventninger om et kursskift i dansk politik med opkomsten af en anden regering. I nysgerrig søgen efter mulige forklaringer på hvordan det nu kan være, at mennesker opfører sig stik modsat forventninger og sædvane, sker det lejlighedsvis at man giver sig i lag med granskning af medicinsk litteratur. Af en eller anden grund under min rundsøgning i store medicinske værker, faldt mit øje således for nylig på sygdommen skizofreni. Skizofreni er en meget alvorlig sygdom, og mennesker, der har lidelsen oplever ofte virkeligheden gennem vrangforestillinger, hallucinationer eller lignende. Opfører sig uventet og tummelumsk. Populært oversættes skizofreni ved personlighedsspaltning. Set synes, som den politiske kurs, der nu er blevet af regeringen, kan give mindelser om skizoide lidelser. Eller hva? Under alle omstændigheder må jeg - når jeg hører socialministeren eller andre regeringsmedlemmer sige noget om og til nogle af vore hårdt ramte medborgere -, knibe mig selv grundigt i armen ganske som Jeppe i baronens seng i forsøg på at forstå og blive fastholdt i virkeligheden. 2

3 Hører jeg syner, eller kan det passe, at en regering, der vandt valget på et humanistisk og solidarisk menneskesyn nu svinger krabasken igen tyvstjæler jeg fra det det holbergske univers - over de i forvejen tættrimmede får. Kan det passe, at denne regering, viderefører den forrige regering politik og spiller hasard med velfærdsstaten ved at anfægte princippet om universelle ydelser til alle borgere til fordel for prioriterede ydelser. Vil man genindføre fattighjælpen? Nu er der virkelig meget på spil. Ikke engang en borgerlig regering ville vove noget sådant. Må vi bede om besindelse og omtanke. Sådanne samfundsrevolterende reformer egner sig dårligt til at blive gennemført i krisetider. Under foregivelse af at være en spareøvelse agter man at foretage ændringer i ikke i velfærdssystemet, så det ikke længere handler om, hvilken hjælp mennesker har behov for, men hvad de kan betale for. OK Afvigte søndag afsluttedes de sidste forhandlinger om fornyelser af overenskomsterne på det private område. Under hele forløbet er der manet til mådehold, hvilket har vist at være en overkommelig øvelse. Folk har været hunderædde for arbejdsløshed og forringelser i flexicurity-systemet. Krisen har bidt sig fast. Eller måske rettere: bevidstheden om krisen har bidt sig fast. Der tales om statsunderskud på 100 milliarder, selv om det svimlende beløb er nedbragt til det halve ved et nøjere studie af diverse regneark. Men denne kendsgerning er tilsyneladende forbigået offentlighedens og det politiske systems bevågenhed. Overenskomstfornyelserne på det private marked betyder reallønstilbagegang. Der. Professor Henning Jørgensen fra Ålborg Universitet karakteriserer de opnåede lønstigninger som formentlig de laveste siden 30 erne. Sammenholder man i den forbindelse lønudviklingen for en lønmodtager efter fradraget af et fagligt kontingent m.v. ser det grumme fælt ud. Vi ser frem til, at 3-partsforhandlingerne (forhandlinger mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere) måske kunne betyde retablering af fuld fradragsret for faglige kontingenter. Provenuet skulle jo være der via besparelser på fleksjob og førtidspensionsreform. Økonomisk vil genetablering af fuld fradragsret for fagligt kontingent nok ikke betyde det store, men det ville være et godt signal til den enkelte lønmodtager og til fagbevægelsen generelt for ikke at tale om at en sådan handling vil betyde revitalisering, understøttelse og styrkelse af den højt besungne danske model. I hovedsagen har alle 3 parter forskellige indfaldsveje til forhandlingerne. Arbejdsgiverne har signaleret, at de gerne ser et resultat, der betyder flere personalereduktioner i det den offentlige sektor. Regeringen går efter et mål, der betyder yderligere besparelser på 4 milliarder kroner og nye arbejdspladser. 3

4 FTF på deres side efterlyser mere præcise beskrivelser af forhandlingsemner, og Dennis Christensen, formand for FOA, har netop i tirsdags præsenteret et kravkatalog, der kræver kreativitet og vidsyn. Men manden siger: Man forventer vel ikke, at lønmodtagerne kommer til disse forhandlinger med en check, der skal dække hullerne efter den tidligere regering og dens om-sig-strøende virksomhed til de mest velstillede. FOA ser derimod frem til og ønsker uddannelsestilbud til alle ledige. Der er for øvrigt yngre af slagsen. Deltidsansatte skal tilbydes fuldtidsstillinger. Dagpengesatsen skal øges. Mennesker skal først sendes i aktivering af ½ års ledighed. Osv. Deres kravkatalog rummer vist 17 punkter. Fagforeninger i krise Endnu har den generelle tendens til medlems-afskalning ikke gjort sig voldsomt gældende i FTF organisationerne, men vi aner, at de anselige mængder af ugræs der kan konstateres hos vore søstre i LO-området, også så småt er begyndt at fyge over på vores side af hegnet. Stadigt flere medlemmer søger sig sikret i alternative forsikringsforetagender. Et grundigere blik til LO viser med al uønskelig tydelighed, at siden 1995 har LO mistet omkring medlemmer og kan nu kun opvise en organisationsprocent på 65. Konsekvensen af medlemsflugten større eller mindre er alvorlige. Uden medlemmernes fagligtpolitiske sammenhold og organisering risikeres tabet af velerhvervede rettigheder og nødvendige goder. Og lur mig! Hvem er det så just, der netop nu vejrer morgenluft i tider, hvor S, SF, R-regeringen agerer, som den gør. Jo, foruden venstremanden for Græsted, der jo kan bryste sig af at være i spidsen for Danmarks største parti (en af hans partifæller kalder såmænd Venstre for Danmarks største arbejderparti, som burde have en fremtrædende placering i Arbejdermuseets lokaler) jo, så er der såmænd det danske folkeparti, der igennem en 10-årig periode har fungeret som støtteparti for VKregeringen, og som i denne sammenhæng stort set blåstemplede samtlige Løkke-regeringens nedskæringer og forringelser. Det er kvalmende at høre Pia Kjærsgård forarget spørge i forbindelse med opstramninger i ydelserne for gamle og syge: Hvor er dog Socialdemokraternes og SF ernes empati? Hvor har de parkeret deres følelser for, de der har det vanskeligst? Det er naturligvis irriterende spørgsmål at få stukket i snuden som nuværende regering, men hvad siger de mennesker og vælgere, der må konstatere, at kritikken er relevant og spørgsmålene kræver svar. Kærsgård og kumpaner er yderst dygtige populister. De har igennem en snes år perfektioneret deres appel til de danske vælgere. Nu kan de iscenesætte sig som et arbejderparti, der hævder at være de svages forsvarer. Det er prøvet før med skiftende held, men det er ikke godt at se, hvordan de oprindelige talsmænd for de svage venstrefløjspartier og humanister - desværre hjælper Dansk Folkeparti med denne selviscenesættelse som værende værn for de svageste af vore medborgere. 4

5 Arbejdstid Lærere er en videnstung og en socialt engageret faggruppe. Og de er ustyrlige og påhitsomme! Sådan er det altså! Enhver arbejdsgiver burde takke højere magter eller hvem der nu gider lytte for denne gruppe medarbejdere. Lærerne er frontpersonale i forsøget på at fastholde, udvikle, beskytte de demokratiske værdier. Det maner hos mig til ydmyghed og stolthed at have repræsenteret og været interessebærer for et så væsentligt kulturbærende lag i samfundet. Og så tilmed i en anselig årrække. Vi er i Danmarks Lærerforening en broget medlemsskare, også hvad politiske tilhørsforhold angår, men vi står sammen, når det drejer sig om empati for den enkelte og at slå værn om menneskets værd, og vi ved, at kampen om religiøs og politisk ekstremisme begynder i klasseværelset. Det kan derfor undre, ja, det er ikke for meget sagt, at man forarges og bliver sørgmodig over den tilstand vort samfund befinder sig i. Det er jo da nu om nogensinde tiden til at debattere præcis hvilken type uddannelse, vi ønsker for de fremtidige generationer. Nuvel! Vel er lærere videnstunge, men de fylder også en del på de kommunale lønbudgetter. Vi husker vel alle Løkke Rasmussens invitation til et nationalt partnerskab om folkeskolen. Og det er vel heller ikke helt udvisket af hukommelsen, at undervisningsminister Tina Nedergaard aflyste partnerskabet allerede inden første møde/drøftelse. Et andet partnerskab har siden set dagens lys. Partnerskab om effektiv brug af lærernes arbejdstid - Partnerne i den sammenhæng er ensidigt visse kommuner og konsulenter fra Kommunernes Landsforening. Ingen smålig skelen til lokale forhold eller lokalt indgåede aftaler. KL undsiger på denne måde på skændigste vis hele grundlaget for den lokalt forankrede folkeskole, som var et afgørende element ved indgåelse af overenskomsten herunder rammer for ny arbejdstidsaftale tilbage i Kommissoriet i disse partnerskaber handler overordnet om kvalitet, men mestendels bruges partnerskabet til af lokalt indgåede arbejdstidsaftaler i kommunerne med henblik på at nå det erklærede mål: Lærerne skal undervise mere, for jo mere lærerne er sammen med eleverne, jo bedre undervisning får de. Landsforeningen viser ved den førte adfærd ikke det arbejdsgiveransvar, som med rette kan forventes ikke mindst den aktuelle økonomiske situation taget i betragtning. Partnerskabet er således en uskøn illustration af, hvordan spareøvelser praktiseres under dække af at ville kvalitetsudvikle. Det er vist ikke overdrevet at konstatere, at Kommunernes Landsforening på denne måde har indledt en uerklæret krig mod Danmarks Lærerforening og at deres kampagner i det hele taget kun kan opfattes som en mistænkeliggørelse af lærernes arbejdsindsats. I det fynske blev en afskedigelsesrunde opfulgt af ordene: Her i kommunen fik vi sparet os til det bedste hold. 5

6 Det er absolut en bemærkelsesværdig ussel arbejdsgivermoral vi her ser praktiseret. Kan nogen mindes eksempler på anstændige danske moderne virksomheder, som på denne måde udviser lemfældig omgang med indgåede overenskomster samtidig med at en enkelt medarbejdergruppe undsiges. Matriarkatet taler som nævnt indledningsvis formanende og advarende om den omsiggribende krævementalitet. Og de får jo medløb fra finansministeren, andre ledende ministre og selvfølgelig formanden for KL. Her tøves ikke med at stille krav og målrettede krav til de ansatte i folkeskolen. Mere undervisning! Man kunne rettelig henlede opmærksomheden på, at præster, astronauter, og journalister også har fultidsjobs, uden at de nødvendigvis står på prædikestolen, kredser om jorden eller skriver læseværdige artikler 37 timer om ugen. I hele det brølende kor af frådende politikere og journalister, synes der at være en total mangel på forståelse og respekt for, at der findes arbejde, det kræver en vis portion menneskelig ressource at bestride. Mængden af krav til undervisere i skolen forekommer uendelig: mere og bedre undervisning, mere inklusion og mindre eksklusion og hertil faglige standpunkter og karaktergennemsnit, der placerer det danske skolevæsen øverst på internationale ranglister. Danmarks Lærerforening afholdt ekstraordinær kongres i starten af februar. Baggrunden for kongressen var et ønske om at fortælle omverdenen, at vi som lærere gerne tager ansvar for kvaliteten i undervisningen. Til gengæld forlanger lærerne ikke helt urimeligt - at kommunerne og deres landsforening stiller de fornødne rammer til rådighed. Vi skal i den forbindelse ikke undlade at rose Køge Kommune for ikke at have deltaget i KL s partnerskab. Skam få derimod Stevns kommune, som efter 2 vansirende budgetvedtagelser på skoleområdet, ikke ser sig for gode til at forsøge sig med yderligere stramninger. Jeg henviser i øvrigt til forslaget til udtalelse som senere vil blive fremlagt af Peter Bilde. Foruden forårets komme kan der måske anes lyspunkter i den nationale skolepolitik. Det er ud til, at Christine Antorini er i besiddelse af et ægte engagement og god viden om folkeskolen. Og så har vi fået en minister, der udtrykker vilje til at gå i dialog med lærerforeningen. Vi har ofte set, at forslag til ændringer af folkeskoleloven blev handlet af med partierne, inden de blev sendt til høring og så var det så som så med at få indføjet professionelle indspark. Tegn på lysning i en mørk tid er at DLF har fået indføjet ændringer efter høringsfasen i det lovforslag, der fremsættes til maj om en ny afgrænsning af specialundervisningen den såkaldte inklusionslov. Jeg vil hermed afslutte min sidste mundtlige beretning som formand for Lærekreds 44. Før I kaster jer over beretningerne vil jeg tillade mig et yndlingscitat af Carl Scharnberg til opblødning af mit statement om fagbevægelsen i krise. Krisen er jo når det kommer dertil, ikke mere udtalt end vi gør den til. Så hermed Scharnbergs ord: Hvis solidaritet er Noget, man blot ønsker, Når man selv trænger til den, så findes solidariteten Ikke mer. 6