1. Indledning Metode Formueordninger i Danmark Fælleseje Principperne om særråden og særhæftelse...

Transkript

1 1. Indledning Metode Formueordninger i Danmark Fælleseje Principperne om særråden og særhæftelse Princippet om særråden Princippet om særhæftelse Bosondring Skifte Skifte ved skilsmisse/separation Krydsende udtagelsesret Skifte ved dødsfald Uskiftet bo Ægtefælle som enearving Skifte mellem ægtefælle og førstafdødes arvinger Særeje Fuldstændigt særeje Skilsmissesæreje Kombinationssæreje Særejets omfang Skifte ved separation og skilsmisse Skifte ved dødsfald Sameje Resumé Formueordninger i England Formuen under ægteskabet

2 4.1.2 Formuen ved skilsmisse Prenuptual Agreements Formuen ved den ene ægtefælles død intestacy Will The Inheritance (Provision for Family and Dependants) Act Resumé Analyse De formueretlige regler ved indgåelse af ægteskab De formueretlige regler ved skifte i forbindelse med skilsmisse De formueretlige regler ved skifte i forbindelse med dødsfald Konklusion

3 1. Indledning Et af de allervigtigste redskaber en oversætter har brug for, når en oversættelse af høj kvalitet skal laves, er baggrundsviden om det fagområde, emnet for oversættelsen hører ind under. Viden om emnet kan være afgørende for, hvorvidt oversætteren er i stand til at undgå fejl i oversættelsen. Når viden om et givet område tillægges så stor betydning, er det, fordi det i stort set alle tilfælde, langt fra vil være tilstrækkeligt at nøjes med at oversætte alene ud fra den givne tekst, idet man ikke blot oversætter fra ét sprog til et andet, men også oversætter fra en kultur til en anden, og man må konstant inddrage målgruppens forudsætninger for at læse og afkode teksten i overensstemmelse med deres sproglige og kulturelle baggrund. Det skrevne ord er imidlertid inddelt i mange forskellige genrer. Fælles for alle disse genrer er, at de følger nogle tekstkonventioner, som med afkodningen in mente skal overholdes, men deres individuelle karakteristika, der definerer dem som netop dén type tekst og ikke en anden, betyder også, at de oversætterteknisk må angribes på forskellige måder. Inden for teknisk oversættelse findes der helt klare regler for, hvorledes for eksempel en operatørmanual til en maskine eller en brugsanvisning skal opstilles men den nødvendige baggrundsviden får oversætteren mange gange nemmest ved på forhånd at sætte sig ind i, hvorledes maskinen eller produktet virker. Det kan man læse sig til, eller man kan (hvis man er heldig) få lov at se og prøve det pågældende produkt. Når det handler om oversættelser inden for det juridiske fagområde er baggrundsviden også alfa og omega. Til gengæld er det en smule mere komplekst at indhente baggrundsviden, end tilfældet var med de føromtalte tekniske oversættelser, for hvor en maskine fungerer på samme måde, hvadenten dens dokumentation skal skrives på det ene eller det andet sprog, så er der straks mange flere uhåndgribelige aspekter at tage hensyn til, når man oversætter juridiske tekster og der er nok ikke mange, der har lyst til at prøve retssystemet for at se, hvordan det virker! Retssystemer i forskellige lande bygger på forskellige faktorer: Selve retssystemets oprindelse, den kulturelle udvikling, den politiske udvikling, religion, historie og samfundets udvikling i det hele taget er alt sammen af afgørende betydning for selv helt aktuel lovgivning på nye områder for eksempel sættes lovgivning om ny teknologi eller førhen ukendte samlivsformer ind i den kontekst, førnævnte faktorer har skabt og tilpasses de grundlæggende værdier. 3

4 Umiddelbart skulle man tro, at retssystemerne i to vestlige og geografisk nært beliggende lande som Danmark og England ligger meget tæt op ad hinanden, fordi de to landes kultur og normer ligner hinanden. Det er dog ikke tilfældet. De to landes retssystemer er bygget op på forskellige måder, og tilgangen til brugen af retssystemet er også vidt forskellig. Regler der findes i dansk ret, findes ikke altid tilsvarende i engelsk ret, og ligeledes er heller ikke alle engelske regler at finde i dansk ret. Verdenssamfundet i dag, set med danske øjne, byder på samarbejde, flydende grænser og verdensborgere, der i høj grad sætter livet i det internationale gear. Megen lovgivning bliver tilpasset det internationale samfund og udstikkes af for eksempel EU frem for af de enkelte medlemslande. Familieretten er dog et område, hvor det stadig er EU s enkelte medlemslande, der selv sætter dagsordenen. Familieretten er samtidig et meget dynamisk område inden for juraen, hvor lovgivningen i disse år er i løbende og voldsom udvikling, da rammerne for måden, hvorpå man kan være en familie, og de rettigheder og pligter der følger med, flytter sig i takt med samfundsudviklingen og de nye normer og regelsæt, som er en direkte konsekvens af menneskelige grænser, der hele tiden flytter sig. Et af områderne inden for familieretten, hvor Danmark og England adskiller sig betydeligt fra hinanden, er de formueretlige regler, som gør sig gældende i forbindelse med ægteskab, og sigtet med dette speciale er at lave en komparativ analyse af de formueretlige regler i forbindelse med ægteskab i henholdsvis det danske retssamfund og det engelske retssamfund. En sådan analyse finder navnlig sin relevans i det faktum, at familien som institution altid har været en vigtig hjørnesten i samfundet og tillige er et spændende område, da love og bestemmelser på dette felt har direkte indflydelse på det enkelte menneskes livskvalitet i det samfund, det lever i. Ligeledes er en komparativ analyse relevant, fordi andre landes lovgivning ofte fungerer som inspirationskilde, når der skal laves ny lovgivning i ens eget land. Ved således at skele til nabolandenes lovgivning kan man lære af deres erfaringer, hvorledes en lov fungerer i praksis, og eventuelt tilpasse den ens eget lands behov. Desuden kan en komparativ analyse af denne art bruges af kommende studerende, som har en interesse i at sammenligne forskellige landes lovgivninger for eksempel i forbindelse med oversættelse. De danske og engelske formueretlige regler er som nævnt grundlæggende forskellige fra hinanden, idet man ifølge dansk lov har formuefællesskab ved indgåelse af ægteskab, 4

5 hvorimod man ifølge engelsk lov hver især bevarer retten over sin egen formue ved indgåelse af ægteskab. Formålet med dette speciale er dels at redegøre for reglerne i de respektive lande, og dels via en komparativ analyse at undersøge, hvilke forskelle og ligheder der er i parternes retsstilling i et ægteskab indgået i henholdsvis Danmark og England. Specialets hovedspørgsmål lyder som følger: Hvordan er reglerne for ægtefællers formueforhold i henholdsvis Danmark og England, og hvilke forskelle og ligheder er der mellem de to landes regler? Hovedspørgsmålet søges belyst ved at fokusere på de tre områder, a) indgåelse af ægteskab, b) skifte i forbindelse med separation og skilsmisse og c) skifte i forbindelse med dødsfald. Specialet indledes med et afsnit, som omhandler de metodiske overvejelser i forbindelse med udarbejdelsen af specialet. Dernæst er specialet opdelt i en beskrivende og en analyserende del. Den beskrivende del indeholder en systematisk gennemgang af først de danske formueretlige regler og derefter en tilsvarende systematisk gennemgang af de engelske formueretlige regler. Efterfølgende redegøres der i den analyserende del for de væsentligste forskelle og ligheder de to lovgivninger imellem. Sluttelig vil den beskrivende og analyserende del blive opsummeret i specialets konklusion. 5

6 2. Metode Som skrevet i indledningen knytter der sig konventioner til de mange forskellige tekstgenrer. Dette gør sig selvfølgelig også gældende, hvor det drejer sig om formidling af fagligt stof. Her har det specielt til formål at strukturere teksten, så informationerne kommer i logisk orden og gør teksten overskuelig, efterprøvelig og læsevenlig. Jeg har taget udgangspunkt i Ole Landos bog Kort indføring i komparativ ret for at finde en metode, hvormed jeg kunne tilrettelægge skriveprocessen og strukturere stoffet, så det blev nedfældet på den mest hensigtsmæssige måde. Ole Lando præsenterer tre forskellige metoder til at strukturere stoffet, når udgangspunktet er komparativ ret: Den kasuistiske metode, den analytiske metode og länderberichtmetoden. Den kasuistiske metode, hvor konkrete eksempler fra et lands retspraksis tages som udgangspunkt, har jeg fravalgt med den motivation, at jeg ønsker at lave en generel sammenligning af henholdsvis de danske og de engelske formueretlige regler frem for at se på enkelte elementer af ægteskabslovgivningen. Man kan selvfølgelig argumentere, at selvom udgangspunktet er eksempler, kan man stadig komme rundt om hele lovgivningen ved brug af den kasuistiske metode, men eftersom jeg forventer, at ægteskabslovgivningen er forfattet og sammensat på en struktureret måde, forekommer det mig mest naturligt at holde mig til de rammer, den lægger (Lando 2004: 184). Den analytiske metode, hvor man laver en samlet fremstilling, og forholder sig til retssystemernes holdning til hvert enkelt problem, kunne for så vidt godt anvendes som metode for dette speciale; dog har jeg fravalgt den til fordel for länderberichtmetoden, som jeg mener, kan danne grundlag for en mere overskuelig og struktureret tekst. Den analytiske metode ville jeg for eksempel have valgt, hvis der var tale om en komparativ analyse omhandlende et område af den engelske ret, hvor tradition på grundlag af retspraksis og dommerskabt ret spiller en stor rolle. Tradition er ikke et fænomen af samme betydning i dansk ret, og i sådan en situation mener jeg, at den analytiske metode ville være et godt redskab, fordi man da ville blive nødt til at forholde sig til de vidt forskellige historiske baggrunde for tilblivelsen af den pågældende ret modsat familieretten, der som skrevet 6

7 tidligere langt hen ad vejen er skabt ad politisk vej i både Danmark og England og derfor ikke er så forskellig fra hinanden, historisk set (Lando 2004: 188). Med baggrund i, at dansk og engelsk lovgivning og de to landes respektive retssystemer bruges og er opbygget på forskellige måder, har jeg valgt at følge länderberichtmetoden, hvor jeg først redegør for retsreglerne i det danske retssystem og derefter for retsreglerne i det engelske retssystem. Derefter følger sammenligningen, hvor der redegøres for forskelle og ligheder de to systemer imellem. Hertil skal føjes, at jeg, stadig med udgangspunkt i Lando, i stedet for en dynamisk fremstilling har valgt en statisk, der tager udgangspunkt i reglerne, som de er gældende i dag. Det skyldes, at familieretten er et forholdsvist nyt område, hvis forgreninger ikke har særlig mange år på bagen. Den historiske baggrund vil derfor fortrinsvis komme til udtryk i forbindelse med gennemgangen af gældende regler. En enkelt praktisk bemærkning til kildehenvisninger til internetsider. Som hovedregel angives adressen med den relevante underside ( Hvor det ikke er muligt at indsætte et link, som giver direkte adgang til den relevante side på grund af websidens opbygning, angives hjemmesideadressen i stedet med en vejledning i, hvorledes man finder den relevante side ( >aaa>bbb>ccc). 7

8 3. Formueordninger i Danmark I dansk ret er der to forskellige måder, hvorpå ægtefæller kan arrangere deres ægteskabs økonomiske anliggender: Fælleseje og særeje. Fælleseje er det samme som formuefællesskab, som er den retsstilling, ægtefællerne automatisk indtræder i, når de indgår ægteskab. Ønsker ægtefællerne en anden formueordning, har de mulighed for i stedet at indgå særeje. Særeje kan have forskellige udformninger afhængig af ægtefællernes ønsker og behov. I det følgende vil begge typer af formueordninger blive gennemgået. 3.1 Fælleseje Ifølge dansk lov indtræder man ved indgåelse af ægteskab i formuefællesskab med sin ægtefælle. Formuefællesskab eller fælleseje er således den legale formueordning, som følger direkte af RVL 15, stk. 1, og gør sig gældende for alle, som indgår ægteskab, medmindre andet aftales i form af en ægtepagt (afsnit 3.2). I praksis vil det sige, at alt hvad ægtefællerne ejer ved indgåelsen af ægteskabet, og alt hvad de senere erhverver, indgår i den samlede formuemasse, som udgør formuefællesskabet og som kaldes fællesboet (Nørgaard i Lund- Andersen et al. 2003: 338): Formuefællesskab eller fælleseje betegnes ( ) som den legale formueordning, d.v.s den formueordning, der direkte følger af loven ( ), og som derfor er gældende, såfremt ægtefæller ikke har aftalt andet. At ægtefællerne har formuefællesskab/fælleseje betyder ikke, som betegnelsen ellers indikerer, at alt ejes i fællesskab og udelukkende kan disponeres over i fællesskab af ægtefællerne. Tværtimod forholder det sig sådan, at hver ægtefælle efter indgåelse af ægteskab fortsat ejer, hvad de hver især har medbragt til ægteskabet, og de har fortsat ret til at disponere over deres ejendele, som de vil, i overensstemmelse med principperne om særråden og særhæften, som vil blive gennemgået nedenfor i afsnit Dog følger der nogle begrænsninger med princippet om særråden, som vil blive gennemgået i afsnit Formuefællesskabets vigtigste betydning bliver først aktuelt i det øjeblik, der skal foretages skifte som følge af separation, skilsmisse eller ved den ene ægtefælles død, hvilket vil blive beskrevet under afsnit til afsnit (Nørgaard i Lund-Andersen et al. 2003: 338 ff). Fællesformuen, som opstår ved fælleseje, består af de to bodele, som ægtefællerne bidrager med til ægteskabet. En bodel består således af de aktiver, en ægtefælle er i besiddelse af inden 8

9 ægteskabs indgåelse, samt de aktiver, som en ægtefælle erhverver under ægteskabet. I forbindelse med ægteskabets ophør kommer fællesejebegrebets andet grundlæggende aspekt bosloddet til anvendelse. Betydningen af et boslod og dets funktion ved skifte vil blive behandlet under afsnit (Nørgaard i Lund-Andersen et al. 2003:338 ff) Principperne om særråden og særhæftelse Ovenfor fremgik det, at betydningen af formuefællesskabet først bliver synligt i forbindelse med skifte, dog er der en anden væsentlig faktor ved formuefællesskab, som er af betydning under ægteskabets beståen, nemlig principperne om særråden og særhæftelse Princippet om særråden Særrådighedsprincippet indebærer som udgangspunkt, at ægtefællerne hver især kan pantsætte, udleje, sælge eller bortgive, hvad der tilhører deres bodel, uden at rådføre sig med den anden ægtefælle først. Ligeledes gælder det for ting, som den enkelte ægtefælle erhverver under ægteskabet (Nørgaard i Lund-Andersen et al. 2003: 339 ff.): Ifølge 2 i lov om ægteskabets retsvirkninger (RVL) har begge parter i et ægteskab gensidig forpligtelse til at forsørge hinanden. Dette medfører, at der til princippet om særråden knytter sig visse begrænsninger, der skal tjene til at beskytte opretholdelsen af familiens normale hverdag. Disse begrænsninger betyder overordnet, at den særråden, som ægtefællerne har over deres respektive bodele, skal udøves på en sådan måde, at ægtefællerne til hver en tid opfylder kravet om forsørgelsespligt. De videre begrænsninger er formuleret i RVL 17, 18 og indeholder en generel regel, som bestemmer, at ægtefællerne har pligt til at udøve deres særråden over fællesejet således, at dette ikke forringes til skade for den anden ægtefælle. 18 omhandler fast ejendom. Heraf fremgår det, at en ægtefælle ikke må ændre i ejerforholdet til familiens bolig, (herunder også større ejendomme, hvor familien kun bebor en del af ejendommen, og sommerhuse) ved at sælge, bortgive eller pantsætte den. Herunder hører også erhvervsvirksomheder, men kun hvor den ikke-ejende ægtefælle driver virksomheden, eller hvor virksomheden er sameje. 19 omhandler løsøre, og denne paragraf bestemmer, at en ægtefælle ikke må afhænde, pantsætte eller bortgive løsøre, som er fælleseje, når løsøret hører til indboet i det fælles hjem, hører til den anden ægtefælles nødvendige arbejdsredskaber eller personlige ting, eller 9

10 ting som hører til børnenes personlige brug. Ønsker en ægtefælle at foretage sig noget af ovenstående, kræver det den anden ægtefælles forudgående samtykke. Således kan den enkelte ægtefælle ikke, selvom den ægtefælle ejer et givet aktiv, afhænde eller give sikkerhed i familiens bolig, indbo i familiens bolig, grundlaget for ægtefællens erhverv eller en ægtefælles personlige ejendele (Godsk Pedersen 2001: 40 ff.): Ifølge RVL 18 må en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke afhænde eller pantsætte fast ejendom, der er fælleseje såfremt ejendommen tjener til familiens bolig, eller såfremt ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet dertil. Endvidere bestemmer RVL 23, at en ægtefælle ikke må foretage dispositioner, som væsentligt forringer fællesejet, ved eksempelvis groft uansvarlig omgang med fællesejet (Nørgaard i Lund-Andersen 2003: 345): Da den måde, hvorpå en ægtefælle administrerer sin bodel, får indflydelse på størrelsen af den anden ægtefælles boslod på et skifte, har man opstillet et sæt af beskyttelsesregler mod dispositioner, der i almindelig forringer den disponerende ægtefælles formue. Regelsættet lægger dog ikke så håndfaste begrænsninger på ejerægtefællens dispositionsret at det har den store betydning. RVL 17 pålægger en ægtefælle at udøve sin rådighed over fællesejet således, at det ikke utilbørligt udsættes for at forringes til skade for den anden ægtefælle. RVL 23, stk. 1, opstiller så strenge betingelser for, at den anden ægtefælle kan få kompensation for en ægtefælles tabvoldende dispositioner ( vanrøgt af sine økonomiske anliggender, misbrug af sin rådighed og anden uforsvarlig råden), at den praktiske betydning derved bliver begrænset ( ) Princippet om særhæftelse Dernæst kommer princippet om særhæftelse, som indebærer, at den ægtefælle, som stifter gælden, også alene hæfter for gælden, vel at mærke med sin bodel. Det vil sige, at en ægtefælle overordnet set ikke er bundet af en retshandel indgået af den anden ægtefælle. Igen, (Godsk Pedersen 2001: 45): Det følger af retsvirkningslovens princip om særråden og særhæften, at en ægtefælle normalt ikke kan blive forpligtet af en retshandel, den anden ægtefælle har indgået. 10

11 Med henvisning til RVL 2, er der her nogle undtagelser, hvorved en ægtefælle er berettiget til at indgå retshandler, som også den anden ægtefælle hæfter for. Disse undtagelser er beskrevet i RVL 11, hvor hovedreglen er, at retshandler indgået til opfyldelse af den daglige husholdning og børnenes forbrug kan foretages af den ene ægtefælle alene samtidig med, at begge ægtefæller hæfter for retshandlen. Det forbrugte beløb skal dog være i overensstemmelse med familiens generelle økonomiske situation. Bor familien til leje, og er det kun den ene ægtefælles navn, som står på lejekontrakten, hæfter den anden ægtefælle ikke for husleje, varmebidrag og istandsættelsesomkostninger ved fraflytning, men derimod hæfter begge ægtefæller for beløb til betaling af fyringsolie, lys, gas og vand, som ikke hører ind under lejemålet (Godsk Pedersen 2001: 45): Ifølge RVL. 11 er hver af ægtefællerne under samlivet berettiget til, på begge ægtefællers ansvar, at indgå sådanne retshandler til fyldestgørelse af den daglige husholdnings eller børnenes fornødenheder, som sædvanligvis foretages i dette øjemed ( ). Ægtefællen bliver dog ikke forpligtet, hvis tredjemand indså eller burde have indset, at retshandlen lå udenfor det efter forholdene rimelige. ( ) hvad der skal forstås ved sædvanlige retshandler til opfyldelse af de nævnte behov afhænger af den konkrete families sædvanlige levevis og forbrug. ( ) Er lejemål om familiens lejlighed kun indgået af den ene ægtefælle hæfter den anden ikke for huslejen ( ), og ej heller for istandsættelsesomkostninger efter fraflytning ( ). Endvidere falder varmebidrag, der betales som tillæg til huslejen, udenfor 11. Derimod er det i domspraksis antaget, at fyringsolie til opvarmning af familiens bolig er omfattet af 11 ( ). Tilsvarende må hæftelsen omfatte lys, gas og vand Bosondring Bosondring er en ophævelse af formuefællesskabet, hvor ægteskabet fortsat består. Dog sker en bosondring typisk med henblik på en forestående skilsmisse. Bosondringen er en yderligere begrænsning til princippet om særråden, og kan være en konsekvens af, eller fungere som en sidste instans i, tilfælde, hvor en ægtefælle bevidst eller ubevidst viser sig at være ude af stand til at forvalte fællesformuen på ansvarlig vis. Således skal en bosondring ses som en indskrænkning af særrådighedsprincippet med henblik på at beskytte den anden ægtefælle (Nørgaard i Lund-Andersen 2003: 421): 11

12 Bosondring er en ophævelse af formuefællesskabet under ægteskabets beståen (og uden at der foreligger separation) efter begæring af den ene ægtefælle iværksat ved skifterettens dekret. Adgangen til at kræve bosondring må ses i sammenhæng med RVL 17 s generelle indskrænkning i rådigheden over egen bodel. Formålet med bosondring, der ofte vil være en forløber ( ) for en separations- eller skilsmissesag, er dels at give en ægtefælle mulighed for at få gennemført et skifte, medens der endnu er midler i behold hos den anden, dels at give mulighed for at give fremtidige erhvervelser uden for formuefællesskabet. I RVL 38 nævnes tre gyldige grundlag for en ægtefælles begæring om bosondring: 1) når den anden ægtefælle ved vanrøgt, misbrug eller uforsvarlig adfærd har formindsket, eller fremkaldt fare for en sådan formindskelse af, den del af fællesejet, som pågældende råder over, 2) hvis den anden ægtefælles bodel er kommet under konkursbehandling, 3) hvis den anden ægtefælle ulovligt ophæver samlivet og 4) hvis man undlader at fortælle, at man har et barn uden for ægteskabet. Grund nummer 2 og 4 anses for at være uden praktisk betydning (Nørgaard i Lund-Andersen 2003: 423-4): Den vigtigste bosondringsgrund er RVL 38, nr. 1, hvorefter bosondring kan kræves, såfremt den anden ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomiske anliggender, ved misbrug af sin råden over fælleseje eller ved anden uforsvarlig adfærd i væsentlig grad har formindsket den del af fællesboet, hvorover han råder, eller har fremkaldt fare for sådan en formindskelse. ( ) Bosondring kan endvidere forlanges, når den anden ægtefælle ulovligt ophæver samlivet. ( ) Bosondringsgrundene i 38, nr. 2 (konkurs) og nr. 4 (fortielse af arveberettiget barn uden for ægteskabet), er uden praktisk betydning. En bosondring gennemføres ved, at der foretages skifte på samme måde, som hvis der var tale om en separation eller skilsmisse, og af samme grund vil bestemmelserne for udførelsen af skiftet først blive gennemgået i afsnit om skifte ved separation og skilsmisse. Når en bosondring er gennemført, er alt, hvad der på skiftet tilfalder de respektive ægtefæller, derefter deres fuldstændige særeje. Særejet, som opstår ved en bosondring, kan efterfølgende ophæves ved at ægtefællerne aftaler en særejeophævelsesægtepagt. (Nørgaard i Lund- Andersen et al. 2003: 424): 12

13 Det ved bosondring etablerede fuldstændige særeje bortfalder ikke som det er tilfældet med separationssæreje ( ) ved ægtefællernes genoptagelse af samlivet, men det kan ophæves ved en særejeophævelsesægtepagt Skifte Når der er indgivet begæring om bosondring, eller ægteskabet bliver opløst ved omstødelse, separation eller skilsmisse, eller når den ene ægtefælle afgår ved døden, skal familiens formue fordeles. En sådan fordeling foregår ved et skifte, i forbindelse med hvilken familiens økonomiske grundlag, formuefællesskabet, bliver til en fælles masse, som skal fordeles parterne imellem. Det, der skal afgøres på et skifte, er, hvor meget hver af parterne skal have, og hvad de skal have. Disse to enheder betegnes som henholdsvis den kvantitative fordeling og den kvalitative fordeling (Nørgaard i Lund-Andersen et al. 2003: 509): Ved separation, skilsmisse, omstødelse eller bosondring træder boslodskravet frem af skyggen, jf. 16, stk. 2 s ord: ved ægteskabets ophør såvel som i tilfælde af bosondring eller separation udtager hver ægtefælle ( ) halvdelen af det beholdne fællesbo, med mindre undtagelse har særlig lovhjemmel. Formuefællesskabet forvandles fra at være det fælles økonomiske grundlag for ægtefællernes/familiens tilværelse til at ære en bomasse, som skal deles, og de afgørende spørgsmål bliver ( ) henholdsvis det kvantitative og det kvalitative problem. Et skifte, der foretages som konsekvens af en bosondring, omstødelse, separation eller skilsmisse, foretages efter reglerne i lov om skifte af fællesbo (FSKL). Et skifte, der foretages som konsekvens af den ene ægtefælles død, sker efter reglerne i lov om skifte af dødsboer (DSKL). I det følgende vil reglerne for de forskellige former for skifte blive gennemgået. De regler, som gør sig gældende ved skifte, hvor der er særeje, vil blive gennemgået under afsnittet om særeje, og Efter FSKL 66 har hver ægtefælle, mens skiftet foretages, stadig råderet over deres respektive bodele, med de dertil hørende rettigheder og pligter. Dog kan skifteretten fratage en ægtefælle dispositionsretten over dele af, eller hele, vedkommendes bodel, hvis der skønnes at være risiko for, at der foretages handlinger, som kan forringe modpartens boslod. (Nørgaard i Lund-Andersen et al. 2003: ): 13

14 Mens skiftet står på, er den anden ægtefælle interesseret i, hvorledes ejerægtefællen udøver sin rådighed over bodelen, og da fristelsen til at foretage illoyale dispositioner formentlig er særlig stor i skiftesituationen, indeholder FSKL pkt., hjemmel til, at skifteretten kan fratage en ægtefælle rådigheden over vedkommendes bodel under skiftet, såfremt der er særlig grund til at befrygte, at han vil forrykke sin bodels stilling. Et boslod er den del af formuefællesskabet, som den enkelte ægtefælle tager med ud af ægteskabet efter endt skifte. Måden, hvorpå man beregner et boslods størrelse, vil blive gennemgået i afsnit Skifte ved skilsmisse/separation Et skifte kan foretages på to forskellige måder, enten ved privat skifte, hvor ægtefællerne indbyrdes, med biståelse af statsforvaltningen og advokater, finder en løsning på bodelingen, eller ved offentlig skifte, hvor skifteretten afgør bodelingen (Nørgaard i Lund-Andersen et al. 2003: 510 ff.): Fællesejet behøver ( ) ikke at blive skiftet offentligt, og rent faktisk finder langt de fleste fællesejeskifter sted som privatskifte, altså således at ægtefællerne ved deres indbyrdes aftale finder frem til, hvor stor en del af fællesejet hver skal have, og hvem der skal have hvilke aktiver. Ved fælleseje vil man tilstræbe at bodelingen forløber sådan, at begge parter får halvdelen af boets nettoværdi. Det gøres i praksis ved, at hver af ægtefællernes aktiver og passiver, det vil sige ægtefællernes respektive bodele, opgøres separat, og det eventuelle overskud fra hver bodel deles ligeligt mellem de to ægtefæller og udgør derved det boslod, som de hver især tager med sig fra fællesejet. Bodelene opgøres separat, idet der i overensstemmelse med princippet om særhæftelse skal tages højde for, at den ene, eller begge ægtefæller, kan være insolvent. (Godsk Pedersen 2001: 90): Som hovedregel udtager hver af ægtefællerne halvdelen af det beholdne fællesbo, jf. rvl. 16. Er den ene ægtefælle insolvent har det imidlertid betydning, at bodelene gøres op hver for sig, hvorefter hver ægtefælle udtager halvdelen af den andens nettobodel og afgiver halvdelen af sin egen nettobodel ( ). 14

15 Som skrevet ovenfor tilstræbes en ligedeling af boets nettoværdi, dog er der i alle tilfælde visse aktiver, som kan udtages forlods af skiftet. Alt efter omstændighederne, som ligger til grund for skiftet, er der tale om forskellige aktiver, som kan udtages forlods. I de tilfælde, hvor der er tale om skifte efter omstødelse af ægteskab, kan ægtefællerne efter reglerne i FSKL 69 udtage så meget af fællesboet, som svarer til, hvad de respektivt medbragte til ægteskabet eller senere har erhvervet. Desuden kan hver ægtefælle udtage, hvad de hver især har overført til fællesformuen fra deres eventuelle særeje, og ligeledes gælder det, at hvad ægtefællerne hver især har modtaget i gave eller arv, kan de udtage forlods af skiftet. Det samme gør sig gældende for ægteskaber, som har været af kortere varighed. Disse reguleres af FSKl 69a. som giver hjemmel til at anvende reglerne som beskrevet i 69. Det er ikke defineret i 69a. hvornår der er tale om et ægteskab af kortere varighed, og det er derfor en lettere udefinerbar størrelse, men ifølge diverse kilder (eksempelvis Godsk Pedersen 2001: 91 og Rasmussen 2007: 227 og Nørgaard i Lund-Andersen et al. 2003: 637) om retspraksis er der tale om kortere varighed, når et ægteskab har varet under 5 år. Dog tages der hensyn til, hvor længe et egentligt (økonomisk) samliv har stået på forud for ægteskabet. Ved ægteskaber, hvor ovenstående forhold ikke gør sig gældende, er der stadig aktiver, som kan udtages forlods af skiftet. Her er der tale om personlige genstande og uoverdragelige rettigheder. Dog gælder det for personlige genstande, som er reguleret af FSKL 68 a, at såfremt deres værdi står i misforhold til boets formue, skal de indgå som en del fællesformuen. Ifølge RVL 15, stk. 2 indgår uoverdragelige rettigheder som udgangspunkt i fællesformuen, dog kun i den udstrækning, hvor det er foreneligt med de for disse uoverdragelige rettigheders særlig gældende regler. Uoverdragelige rettigheder er ikke videre defineret i loven, men anses i praksis for at være eksempelvis ophavsrettigheder, ernæringsbevillinger, livrenter, feriegodtgørelse og goodwill (Godsk Pedersen 2001: 84): Genstande, der udelukkende tjener til personligt brug, medregnes ikke ved boopgørelsen, med mindre deres værdi står i misforhold til boets formue ( ). Herunder falder beklædningsgenstande, smykker og lignende. [der findes] i rvl. 15, stk. 2, en mere generel formuleret undtagelsesregel fra det almindelige formuefællesskab. Bestemmelsen har følgende ordlyd: På rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, får reglerne om formuefællesskab 15

16 dog kun anvendelse i den udstrækning, hvori det er foreneligt med det for disse rettigheder særligt gældende regler. ( ) Bestemmelsen angiver ikke, hvilke rettigheder der skal anses for at være så personlige eller uoverdragelige, at de er omfattet af den. I motiverne antages bestemmelsen at skulle omfatte ( )Forfatterrettigheder, pensioner, livrenter, overlevelsesrenter, aftægtsrettigheder, uoverdragelige brugs-, nærings- og fæsterettigheder. Et særligt område er pensioner, som i løbet af de sidste år har været under politisk behandling, hvilket er udmundet i en lovændring, som trådte i kraft pr. 1. januar Ifølge reglerne, som de var gældende før 1. januar 2007, skulle kapital og rateforsikringer oprettet med henblik på pension, kapital og ratepensioner oprettet i pengeinstitut, selvpensioneringskonti, indekskontrakter, livsforsikringer med sumudbetaling, indestående i lønmodtagerens dyrtidsfond og den særlige pensionsopsparing indgå i formuefællesskabet ved et skifte, og derved ligedeles mellem ægtefællerne ( >emner >bodeling >574). Med den nye lovs ikrafttrædelse, som reguleres i RVL 16 b, gælder det, at alle rimelige pensionsopsparinger udtages forlods af fællesboskiftet, hvor ordet rimelige skal forstås som en pensionsopsparing, der er i overensstemmelse med den pågældende ægtefælles job, løn og indbetalingsmønster i øvrigt ( Desuden udtages beløb, som stammer fra egne rimelige pensionsopsparinger eller supplerende engangsbeløb, som er udbetalt, og som ikke anses at være forbrugt. Ligeledes gælder det for indtægter af og surrogater for disse udbetalte beløb. Dog kan beløb, som ikke længere kan anses for at være en pensionsopsparing, ikke udtages forlods. RVL 16 b. stk. 3 bestemmer, at øvrige pensionsopsparinger, som ikke kan anses for at være rimelige, skal indgå i fællesboet og dermed ligedeles i forbindelse med skifte. En pensionsopsparing anses ikke længere for at være rimelig, når der er tale om en privat tegnet pensionsopsparing, som kan betragtes som et supplement til en pensionsopsparing i et ansættelsesforhold, eller når der er tale om ekstra indbetalinger på en pensionsopsparing. ( RVL 16 d og 16 e giver yderligere to muligheder for en delvis deling af de rimelige pensionsordninger, idet skifteretten kan bestemme, at den ene ægtefælle skal betale et beløb til den anden ægtefælle, hvis der viser sig at være stor ulighed i deres pensionsoopsparinger. Ifølge retspraksis er der her tale om en fællesskabskompensation og en rimelighedskompensation. 16

17 Fællesskabskompensastionen, som beskrevet i 16 d giver mulighed for, hvor den ene ægtefælle har en mindre pensionsopsparing, end hvad der er rimeligt, og at denne urimelige størrelse på pensionsopsparingen skyldes, at vedkommende af hensyn til familien helt eller delvis har været uden for arbejdsmarkedet, har arbejdet på nedsat tid eller har haft orlov. Dog kan kompensationsbeløbet højst udgøre halvdelen af forskellen mellem værdien på ægtefællernes respektive pensionsopsparinger, som er indbetalt med midler fra fællesejet. Den reelle udregning af størrelsen på beløbet tager udgangspunkt i, hvad ægtefællen med den urimeligt lille pensionsopsparing ville have haft på pensionsopsparingen, såfremt ægtefællen ikke havde været på nedsat tid eller havde haft orlov. Desuden stilles der krav om, at der mangler, hvad der svarer til to års indbetalinger for en fuldtidsforsikret, før der kan rejses krav om fællesskabskompensation ( >emner >bodeling >574). Rimelighedskompensationen kan der rejses krav om i de tilfælde, hvor der er stor forskel i værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder, og hvor ægtefællernes samliv, inklusiv forudgående papirløst samliv, har varet mere end femten år. Visse faktorer skal være opfyldt, førend der kan blive tale om en rimelighedskompensation. Der skal være en bestemt beløbsstørrelsesforskel på ægtefællernes pensionsopsparinger, og ægtefællen, som ønsker rimelighedskompensationen, må ikke have en årlig livsvarig og fremskreven pension på mere end et årligt reguleret maximum beløb. Her gør det sig også gældende, ligesom tilfældet var ved fællesskabskompensation, at kompensationsbeløbet ikke kan overstige, hvad ægtefællen reelt selv kunne have optjent i forhold til vedkommendes profesion og lønforhold. ( emner>bodelingen>574). Eventuelle børns ejendele og formue så som computer, fjernsyn, arv eller børneopsparinger indgår ikke i fællesboet (Nørgaard i Lund-Andersen et al. 2003: ). Et sidste område, som er reguleret af erstatningsansvarlovens 18 stk. 2. hvor der forlods af skiftet kan udtages beløb, som er blevet udbetalt som følge af erstatning eller godtgørelse for personskade, godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for varigt mén eller godtgørelse for tort og erhvervsevneskadeerstatning ( emner>bodelingen>574). Når alt, hvad der kan udtages forlods af skiftet, er redegjort for, så skal resten af fællesboet opgøres og fordeles. Det er her, den kvantitative fordeling og den kvalitative fordeling kommer i anvendelse. Den kvantitative fordeling afgøres ved et regnestykke, hvor ægtefællernes bodele opgøres hver for sig. Gældsposterne, passiverne, trækkes fra aktiverne, og det beløb, 17

18 man når frem til, udgør den respektive ægtefælles nettobodel. Såfremt resultatet af opgørelsen er positiv, skal ægtefællerne hver især aflevere halvdelen af deres udregnede nettoformue til den anden ægtefælle. Det vil sige, at i de tilfælde, hvor begge ægtefæller har en positiv nettoformue, er der tale om en egentlig deling af gældsposterne. (Her er der kun tale om de gældsposter, som hører under fællesejet). Hvis derimod den ene ægtefælle ender med at have en negativ nettoformue, modtager pågældende stadig halvdelen af den anden ægtefælles positive nettoformue, hvorimod den gældsramte ægtefælle fortsat hæfter alene for hele sin gæld. Hvor begge ægtefællers bodele er negative, er der ikke noget at dele, da de jo begge i overensstemmelse med princippet om særhæften hæfter personligt for deres gæld ( >emner > bodeling > 573). Når den kvantitative fordeling er foretaget, som altså omhandler en beløbsmæssig fordeling af aktiver, skal der ligeledes foretages en fordeling af de kvalitative aktiver, det vil sige en fordeling af bohave og andet løsøre, som har hørt til det fælles hjem. Til den enkeltes indbo tilhører som udgangspunkt det indbo, som vedkommende ejede inden ægteskabets indgåelse, det indbo som vedkommende har fået i gave eller arv, og det indbo som bevisligt er købt for vedkommendes penge. Ved sidstnævnte opstår der naturligvis et problem i langt hovedparten af alle tilfælde, da det kun er yderst sjældent, at folk beholder kvitteringerne på alt, hvad de køber. Ved større udlæg, så som køb af eksempelvis en bil eller en båd, er der ingen problemer med at tilskrive ejerforholdet. En sådan større genstand tilhører indiskutabelt den ægtefælle, hvis navn står på kvitteringen, og det har ingen betydning, om den anden ægtefælle har bidraget med et beløb til indkøbet, og det har heller ingen betydning, om den anden ægtefælle har postet penge i genstanden i form af vedligeholdelse, istandsættelse eller reparation. Mindre indkøb af bohave og løsøre, hvor der ikke kan føres bevis for, om det tilhører den ene eller den anden ægtefælle, vil blive betragtet som sameje. Kan ægtefællerne ikke blive enige om en fordeling af bohave og løsøre, som er blevet til sameje, kan de vælge at fordele genstandene ved simpel lodtrækning, og bryder de sig af den ene eller den anden grund ikke om den løsning, sælges genstandene og beløbet deles mellem ægtefællerne (familieadvokaten.dk >emner >bodeling >577). Sameje vil i øvrigt blive gennemgået i afsnit Krydsende udtagelsesret Hovedreglen, som beskrevet ovenfor, er reguleret af FSKL 70 a. Samme paragraf indeholder nogle undtagelser, hvor det kan komme på tale, at et aktiv, som bevisligt tilhører den ene ægtefælle, kan udlægges til den ikke-ejende ægtefælle. Dette kaldes krydsende udtagelsesret, 18

19 og der er i paragraffen udlagt fem punkter, som kan give anledning til anvendelsen af krydsende udtagelseret: 1) hvor det skønnes, at familiens bolig er af væsentligst betydning for den anden ægtefælle af hensyn til hjemmets opretholdelse. En væsentlig grund til at få tilkendt krydsende udtagelsesret på dette punkt er eksempelvis, at hvor den ikke-ejende ægtefælle skal have eventuelle børn boende, kan det siges at være af væsentlig betydning at beholde hjemmet, som overstiger den væsentlige betydning, hjemmet har for den ejende ægtefælle. Det er dog ikke nødvendigt, at der er børn involveret, førend man kan sige, at ejendommen har en væsentligere betydning for den ikkeejende ægtefælle. Ligeledes er det heller ikke uden videre givet, at i de tilfælde, hvor den ikke-ejende ægtefælle skal have børnene boende, har denne ægtefælle automatisk ret til krydsende udtagelse. Her skal det medtages i vurderingen, om ejendommen har en lige så væsentlig eller væsentligere betydning for den ejende ægtefælle, for eksempel en slægtsgård, og om ægtefællen, som skal have børnene boende, har midler til at finde en anden passende bolig. Det er ikke af betydning for den krydsende udtagelsesret, hvorvidt familien rent faktisk har beboet den pågældende ejendom under ægteskabet, men dog skal ejendommen være erhvervet med henblik på at skulle bruges som familiebolig (Nørgaard i Lund-Andersen et al. 2003: 648): FSKL 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 1, giver hjemmel for krydsende udtagelsesret til fast ejendom, der udelukkende eller hovedsagligt er beregnet til familiens bolig, hvis det skønnes at være af den væsentligste betydning for denne ægtefælle af hensyn til hjemmets opretholdelse 2) Fast ejendom i form af en sommerbolig, kan udlægges til den ikke-ejende ægtefælle, når det skønnes, at ejendommen er af væsentligere betydning for denne. Modsat krydsende udtagelsesret for familiens helårsbolig er det i dette tilfælde et krav, at sommerboligen har tjent til sommerbolig for familien. Igen vil der være stor sandsynlighed for, at den ægtefælle, som skal have børnene boende, får tilkendt krydsende udtagelsesret over en sommerbolig, men stadig er det ikke alt afgørende (Nørgaard i Lund-Andersen et al. 2003: 648): 19

20 FSKL 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 2, giver hjemmel for krydsende udtagelsesret til fast ejendom, der har tjent til sommerbolig for familien, hvis sommerboligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne [den anden ægtefælle] 3) Hvor den ikke-ejende ægtefælle har drevet en erhvervsvirksomhed udelukkende eller i det væsentligste alene, kan denne blive tildelt krydsende udtagelseret over virksomheden (Nørgaard i Lund-Andersen et al. 2003: 649): FSKL 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 3, giver skifteretten mulighed for at imødekomme krydsende udtagelsesret til erhvervsvirksomhed ( ) såfremt virksomheden udelukkende eller dog i det væsentligste er blevet drevet af denne [ikke ejer ægtefællen] 4) Erhvervsløsøre så som inventar, lager og arbejdsredskaber kan tildeles den ikkeejende ægtefælle, såfremt disse ting er nødvendige for opretholdelsen af vedkommendes erhverv (Nørgaard i Lund-Andersen et al. 2003: 649): FSKL 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 3, giver hjemmel for krydsende udtagelsesret til arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre, der kan udlægges til den anden ægtefælle i det omfang, dette skønnes rimeligt af hensyn til fortsættelsen af erhvervet 5) Hvor bohave og andet løsøre, som har hørt til det fælles hjem, skønnes at være af væsentligere betydning for den ikke-ejende ægtefælle, kan denne tilkendes krydsende udtagelsesret. Her kan det igen være af betydning, om børnene skal bo hos den ikkeejende ægtefælle. (Nørgaard i Lund-Andersen et al. 2003: 650): Ifølge FSKL 70 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 5, kan bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem, udlægges til ikke-ejerægtefællen i det omfang dette skønnes rimeligt af hensyn til opretholdelsen af hjemmet( ) 20

21 3.1.5 Skifte ved dødsfald Når den ene ægtefælle afgår ved døden, skal der tages stilling til, hvorledes formuefællesskabet skal behandles i fremtiden. Den længstlevende ægtefælle kan vælge at fortsætte formuefællesskabet og dermed hensidde i uskiftet bo, eller han kan vælge at skifte med førstafdødes eventuelle arvinger. De former for skifte, som kommer til anvendelse ved dødsfald er boudlæg, bobestyrerbo, privat skifte og forenklet privat skifte. I det følgende vil de forskellige former for skifte blive kort ridset op, og behandlingen af henholdsvis uskiftet bo, ægtefællen som enearving og skifte mellem ægtefælle og arvinger vil blive gennemgået. Skifteretten kan afslutte et dødsbo som boudlæg, når den afdøde ægtefælle ikke efterlader sig værdier for mere end et pristalsreguleret maximumbeløb ( kr. i 2007). Et dødsbo afvikles som bobestyrerbo, når afdøde har bestemt det i sit testamente, når blot én af arvingerne anmoder om det, når alle arvingerne er umyndige eller under konkurs, og når formuen i dødsboet ikke er stor nok til at betale afdødes gæld. Når ingen af ovenstående punkter gør sig gældende, kan boet afvikles ved privat skifte eller ved forenklet privat skifte ( Uskiftet bo Den længstlevende ægtefælle kan vælge at hensidde i uskiftet bo, når de arvinger, der eventuelt er, er livsarvinger. I de tilfælde, hvor den afdøde ægtefælle efterlader sig særbørn, kan den længstlevende ægtefælle kun hensidde i uskiftet bo, såfremt særbørnene, særbørnebørnene og så videre giver tilladelse hertil. Hensidder længstlevende ægtefælle i uskiftet bo, vil det sige, at ægtefællen har ret til at beholde alt det, som indgik i fællesejet. Således har længstlevende ægtefælle altså råderet over fællesboet; dog er den efterlevende ægtefælle forpligtet til at forvalte fællesboets formue på rimelig vis, hvilket betyder, at der ikke må foretages dispositioner, som overstiger, hvad der er rimeligt i forhold til boets formue og indkomst. Forvaltes fællesboet ikke på rimelig vis, kan arvingerne kræve boet skiftet. Når længstlevende ægtefælle vælger at hensidde i uskiftet bo, overtager ægtefællen afdødes gældsforpligtelser. I de tilfælde, hvor afdødes gældsforpligtelser overstiger værdien af dennes bodel, hæfter længstlevende ægtefælle ikke for gælden, såfremt ægtefællen overdrager afdødes aktiver til skifteretten og anmoder skifteretten om at behandle boet som bobestyrerbo. Længstlevende ægtefælle kan på et hvilket som helst tidspunkt vælge at skifte med 21

22 eventuelle arvinger, og ægtefællen skal skifte med arvingerne, såfremt denne ønsker at indgå et nyt ægteskab ( Ægtefælle som enearving Hvis den afdøde ægtefælle ikke efterlader sig livsarvinger, arver den længstlevende ægtefælle afdødes bodel. Længstlevende ægtefælle har også her muligheden for at overgive afdødes aktiver til skifteretten og anmode den om at foretage et bobestyrerskifte, hvis afdødes nettoformue ikke kan dække afdødes gæld ( Skifte mellem ægtefælle og førstafdødes arvinger Kan eller vil længstlevende ægtefælle ikke hensidde i uskiftet bo, skal der foretages skifte. Er arvingerne fællesbørn, er det længstlevende ægtefælle, som afgør, om der skal skiftes. Hvis derimod afdøde har særbørn, så skal der skiftes, hvis de ønsker det. Ligeledes skal der skiftes, hvis længstlevende ægtefælle indgår et nyt ægteskab. Skiftet foretages på samme måde som beskrevet i afsnit (side 12) ved, at ægtefællernes bodele opgøres, og længstlevende ægtefælle udtager derefter sin boslod, og den anden boslod, afdødes boslod, deles mellem de andre retmæssige arvinger, hvilke længstlevende ægtefælle også er en af. Længstlevende ægtefælle vil få en tredjedel af afdødes boslod i arv, og de resterende to tredjedele vil blive fordelt mellem de andre livsarvinger ( 3.2 Særeje Særeje er en aftale en såkaldt ægtepagt - som ægtefællerne kan indgå enten inden ægteskabets indgåelse, eller mens ægteskabet består. Særeje betyder, at den formue, som er omfattet af særejet, ligger uden for formuefællesskabet. Principperne om særråden og særhæftelse, som er beskrevet under og gælder også ved særeje; derimod gælder de beskyttelsesregler, som gør sig gældende ved fælleseje under principperne om særråden og særhæftelse, ikke ved særeje. En ægtefælle med et særeje vil derfor være berettiget til at kunne foretage risikobetonede dispositioner uden efterfølgende at risikere et krav fra sin ægtefælle. Dog gælder reglen om forsørgelsespligt stadig. Der er flere forskellige muligheder for en sådan aftales udformning, og i det følgende vil de tre overordnede former for særeje blive gennemgået Fuldstændigt særeje. Fuldstændigt særeje betyder, at ægtefællen har særeje ved både skilsmisse, separation og ved en ægtefælles død. Det vil sige, at formue og ejendele ved skilsmisse tilhører ægtefællen 22

23 alene, og således ikke indgår i opgørelsen af ægtefællens bodel, hvilket igen betyder, at det ikke bliver en del af den anden ægtefælles boslod. Ved en ægtefælles død tilfalder særejet dennes arvinger, og den længstlevende ægtefælle kan ikke sidde i uskiftet bo Skilsmissesæreje Ved skilsmissesæreje beholder begge ægtefæller, hvad de hver især ejer, og dette indgår således ikke i bodelingen ved skilsmisse. Afgår en af ægtefællerne ved døden, er formuen derimod fælleseje, og derved kan den længstlevende ægtefælle sidde i uskiftet bo (Rasmussen 2008: 180) Kombinationssæreje Kombinationssæreje er en form for fuldstændigt særeje, hvor særejebetingelserne først får gyldighed, når en af ægtefællerne afgår ved døden. I praksis vil det sige, at ved separation og skilsmisse og ved den anden ægtefælles død, bliver kombinationssæreje til fuldstændigt særeje, men ved den ægtefælles død, som har kombinationssærejet, bliver særejet til fælleseje. Der findes forskellige former for kombinationssæreje: Det arvebegunstigende kombinationssæreje og det ægtefællebegunstigende kombinationssæreje. Betydningen af de to former for særeje vil blive forklaret under afsnit om skifte ved separation og skilsmisse (Rasmussen 2008: 180) Særejets omfang Uanset hvilken af de tre former for særeje man vælger at have, kan særejet afgrænses yderligere ved at bestemme særejets omfang ved hjælp af forskellige tillægsbestemmelser. Her kan der være tale om genstandsbestemt særeje, brøkdelssæreje, sumsæreje, anpartssæreje eller tidsbegrænset særeje. Disse former for særeje vil ikke blive udspecificeret nærmere, da de ikke kan stå alene, men kun kan fungere som tillægsbestemmelser til de tre ovennævnte særejer (Rasmussen 2008: 181) Skifte ved separation og skilsmisse Når der er fuldstændigt særeje eller skilsmissesæreje, er der i princippet ikke noget at skifte, idet hver af ægtefællerne udtager hver deres bodel. Dog skal der stadig ske en fordeling af de aktiver, som er sameje. Delingen af aktiver, der er købt som sameje, hvor der findes papir på ejerforholdet, det vil typisk sige større anskaffelser som eksempelvis en bil eller en båd, er der ingen problemer i at fordele. Derimod vil der opstå problemer med de ting, som er blevet til 23

24 sameje, idet aktivet ikke bevisligt kan siges at tilhøre den ene eller den anden ægtefælle. Her gælder de samme regler som ved fælleseje, at man kan nå til enighed om en rimelig fordeling af de pågældende ting, eller man kan blive enige om at trække lod, og kan man ikke blive enige om en af de to fremgangsmåder, skal aktivet sælges og beløbet deles mellem ægtefællerne. Selvom der er særeje i et ægteskab, er det ikke helt udelukket, at man kan få del i ægtefællens særeje ved en skilsmisse. Dette reguleres i Ægteskabslovens 56, som giver mulighed for at tildele en ægtefælle et beløb eller en bidragsordning, som skal sikre, at ægtefællen ikke på grund af den anden ægtefælles særeje stilles urimeligt ringe efter en skilsmisse. Denne bestemmelse vil typisk komme til anvendelse, hvor ægtefællerne har haft en vis levestandard på grund af den ene ægtefælles særeje, og ægteskabets varighed og de økonomiske omstændigheder i øvrigt vil være afgørende for, om 56 bringes i anvendelse. (Godsk Pedersen 2001: 105): Med hjemmel i ÆL 56 kan det pålægges den ene ægtefælle at yde et beløb til den anden for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende efter separationen eller skilsmissen. Det kan ske, såfremt ægtefællernes formueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt i særlig grad taler herfor Skifte ved dødsfald Ved fuldstændigt særeje er der ikke noget at skifte i forbindelse med dødsfald, da afdødes særeje overgår til dennes arvinger. Afdødes ægtefælle indgår naturligvis som arving, og hvis afdøde ikke efterlader sig livsarvinger, arver længstlevende ægtefælle det hele. Hvis afdøde efterlader sig livsarvinger, arver længstlevende ægtefælle som udgangspunkt en tredjedel af det fuldstændige særeje, mens de resterende to tredjedele bliver delt ligeligt mellem afdødes livsarvinger. Halvdelen af det fuldstændige særeje behandles som tvangsarv, og længstlevende ægtefælle er derved sikret en tredjedel af halvdelen af særejet. Afdøde ægtefælle kan derimod frit testere over den anden halvdel af særejet, og det betyder i praksis, at afdøde kan forøge ægtefællens arv til to tredjedele af hele særejet, eller formindske ægtefællens arv til en sjettedel af hele særejet( > emner > arv og skifte > testamente > 857). Det ægtefællebegunstigende kombinationssæreje bliver ved den ene ægtefælles død til formuefællesskab, mens den længstlevende ægtefælles kombinationssæreje bliver til fuldstændigt særeje. Den længstlevende ægtefælle kan hensidde i uskiftet bo, men vælger 24