2 Retningslinjer på distriktsniveau

Transkript

1 2 Retningslinjer på distriktsniveau 2.1 Det overordnede driftsformål Thy Statsskovdistrikt er et, i skovbrugssammenhæng, meget ungt distrikt, idet langt hovedparten af distriktets skove ikke er mere end 100 år gamle. Da anlægget af de nuværende skove blev påbegyndt, var formålet at etablere varig sandflugtsdæmpning og skabe produktive skovarealer, til lokal forsyning med brænde og gavntræ. Men formålet med driften af statens skove har siden, ikke mindst de seneste år, ændret sig meget. Tidligere tiders kamp mod sandflugten er således afløst af en kamp mod tilgroning af de åbne naturtyper med selvsåede træer. I dag vejer de rekreative og naturmæssige hensyn tungt. Men træproduktionen spiller naturligvis fortsat en væsentlig rolle, idet den er med til at sikre, at der er penge til at udvikle plantagernes profil fra nåletræs plantager til naturnært drevne skove med større løvtræandel til glæde og gavn for både de besøgende og naturen. For Thy Statsskovdistrikt spiller hensynet til de atlantiske klitheder en særlig rolle. Den atlantiske klithede er en truet naturtype på europæisk plan. Med et stort klithedeareal spiller Danmark en særlig rolle i beskyttelsen af naturtypen, som er relativt vidt udbredt i Vest- og Nordjylland. Naturtypen er særlig udbredt under statsligt ejerskab på Thy Statsskovdistrikt, og beskyttelse, pleje, udvidelse og sammenbinding af naturtypen er derfor et helt centralt formål med driften. Omfanget af sammenhængende statsejede skov- og naturarealer er af særligt stort omfang på netop Thy Statsskovdistrikt. Mellem Hanstholm og Lodbjerg ejer Skov- og Naturstyrelsen små ha skov- og naturarealer, der hænger næsten ubrudt sammen. Denne særlige situation betyder, at der skabes nogle enestående muligheder for at tilbyde en bred vifte af rekreative muligheder, som vil blive indtænkt i den langsigtede planlægning af arealdriften. De store, sammenhængende arealer langs Thys vestkyst indgår i et undersøgelsesprojekt for etablering af Danmarks første nationalparker. De store sammenhængende skov- og naturarealer giver også mulighed for at understøtte den del af faunaen, som kræver større, uforstyrrede områder. På Thy Statsskovdistrikt betyder det i øjeblikket særlig hensyntagen til kronvildtet, som efter indvandring og udsætning i 1970 erne nu er udbredt til hovedparten af distriktets arealer. Odderen er i øjeblikket i fremgang i store dele af landet, men har et kerneområde i Thy, hvor den findes særlig talrigt. De særligt beskyttelseskrævende hedemosefugle trane, hjejle og tinksmed har vigtige ynglelokaliteter på distriktet og kræver særlig hensyntagen. Meget store dele af distriktets arealer er omfattet af EU-habitat bestemmelser, hvor der er særlige forpligtigelser til at opretholde og forbedre bevaringsstatus for en række naturtyper og arter. Derfor er fastlæggelse af målsætninger og plejeplaner for disse områder særlig centralt i denne driftsplan. Det biologiske aspekt er også vigtigt for denne driftsplans mål om at omlægge skovdriften til naturnær skovdrift, idet denne driftsform i langt højere grad end den klassiske drift vurderes at kunne balancere hensynene til både økonomi, økologi, de rekreative og landskabelige muligheder. Det er denne driftsplans mål at lægge de langsigtede rammer for omlægningen til naturnær skovdrift og dermed også at konvertere de udbredte nåletræsplantager til skov. Skovene har stor effekt på oplevelsen af landskabet i Thy. Set indefra giver skoven en helt anderledes landskabsoplevelse end med f.eks. de åbne klitheder. Skov- og Naturstyrelsen har en særlig forpligtigelse til at varetage landskabelige hensyn i forvaltningen af arealerne. I denne driftsplan er der udarbejdet en landskabsanalyse. Analysen vurderer samspillet mellem skov og

2 åbne arealer og giver på det grundlag anbefalinger til valg af udformningen af distriktets arealer. Værdifulde landskabselementer, udsigter, sigtelinjer og landskabelige sammenhænge er understøttet ved valg af skovtype og ved udlægning af åbne arealer. Der har levet mennesker i Thy i adskillige tusinde år. På en del af distriktets arealer har sandflugten dog skjult disse spor, men især hvor sandlaget er tyndt eller fraværende er der mange registreringer af fortidsminder. Også indenfor de seneste århundreder har mennesket sat sig spor i landskaberne i form af eksempelvis skovtilplantninger og besættelsestidens anlæg. Det er et mål for Thy Statsskovdistrikt at der fortsat sikres en god plejetilstand af fortidsminder på distriktet, samt at sikre at historien gøres tilgængelig gennem formidling til brugerne af distriktets arealer. I takt med, at mange mindre drikkevandsboringer lukkes på grund af forurening af grundvandet, tillægges drikkevandsressourcerne under vores skove og naturområder stadig større betydning. Det gælder også på Thy Statsskovdistrikt, hvor der allerede i dag indvindes store mængder drikkevand fra grundvandet. Det er et væsentligt mål i skovdriften, at disse drikkevandsressourcer fortsat beskyttes. Visionen for statens arealer på Thy Statsskovdistrikt er sammenfattende: En natur bestående af et rigt og varieret dyre- og planteliv. Der lægges stor vægt på tilstedeværelsen af naturligt hjemmehørende arter og på at de naturlige processer kan forløbe uhindret. Beskytte og forvalte de varierede og egnskarakteristiske landskaber ved at bevare, vedligeholde og styrke værdifulde landskabselementer, udsigter, sigtelinjer og landskabelige sammenhænge, ved genopretning, ved valg af skovtype og ved udlægning af åbne arealer. Muligheder for et aktivt friluftsliv, der tilgodeser et bredt udsnit af befolkningen og områdets turister. Det skal være muligt at finde rolige områder, hvor naturen kan iagttages uden nævneværdig forstyrrelse. Det skal også være muligt at bruge arealerne som kulisse for sin løbetur, ridetur, grillaften, overlevelsestur m.v. Ligesom det både skal være muligt at nyde områderne på egen hånd eller formidlet via naturvejledere, skilte, foldere, hjemmesider og information i øvrigt. En bæredygtig produktion af det fornybare og miljørigtige råstof træ. Både i form af løvtræ og i form af nåletræ og i muligt omfang af kvalitetstræ. Produktionen sker under hensyntagen til de øvrige værdier der forvaltes på arealerne. Det er besluttet, at statsskovene skal certificeres efter PEFC- og FSC-ordningerne. Driften af Thy Statsskovdistrikt skal til stadighed leve op til indholdet af standarderne for disse to certificeringsordninger. 2.2 Landskab Først og fremmest skal den gode tilstand i de mest værdifulde, uforstyrrede og sårbare områder blandt andet klithederne, bevares og beskyttes. I mere robuste og stabile områder heriblandt mange af de store plantageområder skal landskabskarakteren vedligeholdes og om nødvendigt styrkes. Hvor det er muligt skal belastede landskaber genoprettes blandt andet områder, der er drænet eller som er vokset til. I områder, hvor landskabskarakteren er svækket for eksempel af tilgroning, tilplantning eller dræning og hvor det landskabelige potentiale er stort, kan der sættes ind for at sikre en ny positiv landskabskarakter. Her er der ikke tale om en egentlig genopretning, fordi der skabes en ny tilstand, og ikke en tilbagevenden til en historisk tilstand.

3 Som udgangspunkt for den gennemførte planlægning vedrørende genopretning eller ændring af landskaberne er fokuseret på overgangszonerne, sådan som de er beskrevet i afsnit 1.4. Overgangszonerne er jo netop defineret som større, sammenhængende (plantage-) områder, som landskabeligt er vurderet til middel tilstand, ofte på grund af 1) plantagens slørende effekt på klitlandskabet, 2) at plantagen lukker landskabet på et sted hvor åbenhed og synlighed ville være at foretrække, 3) grøftning/dræning og dermed manglende naturlig hydrologi (+ ofte også okkerproblemer), 4) lav eller ingen skovbrugsmæssig værdi. Målsætninger og retningslinjer for planlægningen i overgangszonerne opererer med både en kort tidshorisont, nemlig indeværende planperiode på 15 år, og en lang tidshorisont på år. De nærmere vurderinger, prioriteringer og beslutninger vedrørende overgangszonerne er beskrevet i vurderingsskemaerne i bilag 6. Bevaring Dette gælder for områder, som er de vigtigste for at bevare landskabernes karakter og særlige oplevelsesmuligheder. Disse områder er særligt karakteristiske eller kontrastskabende og i god tilstand. De er samtidig særligt sårbare overfor f.eks. stormfald, invasion af uønskede arter, tilgroning eller tilplantning. Dette gælder især for distriktets klithedeområder, men også for særligt værdifulde skovlandskaber og kulturspor. Målet er her aktivt at bevare de eksisterende landskabers specifikke karaktér og visuelle oplevelsesmuligheder ved at beskytte dem mod forandringer. Genopretning Dette omfatter de områder, hvor særligt karakteristiske landskabstræk og særlige visuelle oplevelsesmuligheder er påvirkede ved en dårlig tilstand og eventuel fravær af vigtige karakteristika. Det gælder eksempelvis for oprindelige vådområder, der er drænet og tilplantet og klithedearealer, som er groet til eller tilplantet. Målet er her at genoprette landskabets specifikke karakter og visuelle oplevelsesmuligheder ved at tilføre mistede landskabselementer, eksempelvis åbent vandspejl, og/eller ved at forbedre tilstanden for områdets nøglekarakteristika (bærende elementer). Genopretning skal ske i en takt der svarer til de resursemæssige muligheder og skal altid overvejes ved ændringer eksempelvis stormfald, renafdrift eller brand. Vedligeholdelse Dette omfatter de områder, hvor landskabets karakterer og visuelle oplevelsesmuligheder er vigtige at fastholde. Områderne er karakteristiske for distriktets landskaber og de er i relativ god tilstand. Områderne er sårbare overfor stormfald, større områder med renafdrift, råstofindvinding og tilplantning/invadering af arter, der ikke tager hensyn til landskabets karakter og oplevelsesmuligheder. Mange af distriktets skovområder hører under denne kategori. Distriktets mål er her at fastholde landskabets (skov)karakter, som beskrevet i næste afsnit om naturnær skovdrift, og at fastholde eventuelle særlige visuelle oplevelsesmuligheder. Ændring af landskabet Ændringer af landskabet er primært relevante i overgangszonerne, som er præget af at være karaktersvage, uden visuelle oplevelsesmuligheder og i mindre god tilstand. Det er f.eks. arealer, der er tilplantet ud fra et ønske om produktionsskov, men hvor det har vist sig, at jordbundsforholdene er så ringe, at det intet nævneværdigt udbytte giver.

4 Denne kategori af arealer har et landskabeligt potentiale, og målet er at give mulighed for at de kan ændres eller helt nyskabes. Der kan ændres driftsform og eller tilføjes nye landskabselementer, der kan give området en ny og stærkere landskabsidentitet og visuelle oplevelsesmuligheder. Som eksempler på nye landskabselementer, der kan være aktuelle er græsningsskov, delvis rydning og delvis holme af skovfyr. Retningslinjerne er her, at skabe de landskaber som er beskrevet i vurderingsskemaerne (se bilag 6). 2.3 Naturnær skovdrift Skovene på Thy Statsskovdistrikt vil fremover blive drevet efter principperne for naturnær skovdrift. Principperne er nærmere beskrevet i Handlingsplan for naturnær skovdrift i statsskovene (2005). Det er målet at konverteringen mod den naturnære drift skal igangsættes på hovedparten af distriktets skovbevoksede arealer indenfor denne planperiode. Et helt grundlæggende princip i den naturnære skovdrift er at lade naturen gøre en så stor del af arbejdet som muligt, og kun gribe ind med målrettede indgreb for at sikre, at skoven kan opfylde de mål, der stilles til driften. En række af de overordnede naturnære skovdyrkningsprincipper, som har haft størst indflydelse på denne driftsplan er: fokus på anvendelsen af lokalitetstilpassede og hjemmehørende træarter foryngelse primært gennem naturlig foryngelse en bevoksningsstruktur med flere træarter og forskellige aldre sikring af kontinuert skovdække i videst muligt omfang undgå renafdrifter anvendelse af måldiameterhugst genetablering af naturlige hydrologiske forhold For en nærmere gennemgang af principperne som helhed henvises til Handlingsplanen. I det følgende er det valgt at fokusere på de af principperne der er i spil i forbindelse med selve konverteringen / overgangen til naturnær drift, og som derfor er aktuelle i denne planperiode. Skovudviklingstyper og træartsvalg Som et led i at gøre den langsigtede udvikling af statsskovdistrikterne mere målrettet, og for at opnå et langsigtet styrings- og formidlingsredskab, har Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde med Landbohøjskolen udarbejdet et katalog over skovudviklingstyper i Danmark. Skovudviklingstypen er en beskrivelse af den på langt sigt ønskede bevoksningstype for en given lokalitet. Der er beskrevet i alt 19 forskellige skovudviklingstyper, som hver for sig er relevante i bestemte dele af landet og under bestemte jordbundsforhold. I den langsigtede planlægning for Thy Statsskovdistrikt indgår i alt 13 forskellige skovudviklingstyper. Blandt de skovudviklingstyper, som på langt sigt vil få størst arealmæssig betydning er: Eg med skovfyr og lærk (23), Sitkagran og fyr med løvtræ (52), Ædelgran med bøg (71) samt Skovfyr med birk og gran (81). Nummeret i parentes refererer til skovudviklingstypens nummer i skovudviklingstypekataloget. Selvom vegetationshistorien indikerer, at der måske aldrig har været højskov i Thy, er det er vurderingen, at skovsamfund med hjemmehørende arter som eg, skovfyr og birk ligger tæt op ad det, der kunne have været skovdannende træarter i Thy. Skovudviklingstyper domineret af disse arter: Eg med skovfyr og lærk (23), Birk med skovfyr (41) og Skovfyr med birk og gran (81) vurderes således i højere grad at kunne understøtte den naturlige vegetation (ikke mindst klithedens arter) end de mere lukkede skovudviklingstyper. Skovudviklingstyper, som er domineret

5 af lystræarter, vil også i højere grad lade landskabet være synligt, imodsætning til mere lukkede skovudviklingstyper. For alle skovarealer, som også i fremtiden tænkes skovdækkede, er der udpeget en skovudviklingstype. I mange tilfælde kan flere forskellige skovudviklingstyper være relevante på det enkelte areal. Ved det konkrete valg lægges der vægt på blandt andet stabilitet i skoven, en fremtidig vedproduktion samt hensyn til de rekreative og naturmæssige interesser i plantagen. Alt sammen vægtet i forhold til det overordnede formål for de enkelte områder. Udpegningen ses af bilag 1. Ved udpegningen af skovudviklingstype for de enkelte arealer er der valgt en detaljeringsgrad, som ikke tager hensyn til de mindre, lysåbne naturtyper eller andre arealanvendelser. Det betyder IKKE at disse arealer fremover tænkes bevokset med den pågældende skovudviklingstype. Den naturnære skovdrift betyder ikke i sig selv en ændring af arealanvendelsen i forhold til åbne og skovbevoksede arealer. Af hensyn til biodiversiteten skabes der yderligere åbne naturarealer i skovområderne. Desuden udlægges der arealer med urørt skov. Hjemmehørende og lokalitetstilpassede træarter Den naturnære skovdrift skal sikre en væsentlig større anvendelse af hjemmehørende træarter. Det er målet, at de hjemmehørende arter på længere sigt skal udgøre mindst 20 % i de enkelte bevoksninger. I de mere magre dele af plantagerne på Thy Statsskovdistrikt vil det især være arter som eg, birk og skovfyr, der vil komme til at præge bevoksningerne. I de lidt bedre dele af plantagerne vil især andelen af bøg øges. I mange tilfælde vil der blive tale om en gradvis ændring af træartssammensætningen, hvor den naturlige foryngelse fra den eksisterende bevoksning udnyttes, og der sås eller indplantes løvtræ, der på lang sigt kan fungere som frøtræer. På alle arealer skal der sikres sådanne frøtræer. Mange andre træarter end de hjemmehørende vil dog også præge skovbilledet på Thy Statsskovdistrikt. Der vil dog i højere grad blive fokuseret på træarternes evne til at indgå i langsigtede stabile og selvforyngende skovsystemer. Det betyder, at arter som bøg, birk, ædelgran og skovfyr kommer til at spille en endnu større rolle end hidtil. Men også at egen, som kun i mindre grad forynger sig selv, har en vigtig plads i det varige skovdække. Omvendt vil træarter som bjergfyr, omorikagran, fransk bjergfyr og ikke mindst contortafyr vil få væsentlig mindre udbredelse end hidtil. Foryngelse Et led i at bruge naturens egne metoder er at udnytte den foryngelse af træarter, der kommer af sig selv i bevoksningerne. Herved spares store udgifter til plantning og såning af nye kulturer. For at anvende naturlig foryngelse skal der være et godt skovklima i bevoksningerne. I den naturnære skovdrift er man derfor særligt opmærksom på at skabe en bevoksningsstruktur, jordbundstilstand og træartssammensætning, som fremmer skovens mulighed for at forynge sig naturligt. Derfor undgår man så vidt muligt at fælde større sammenhængende arealer foretage renafdrifter. Som et led i planarbejdet er der beskrevet en række konverteringsmodeller. Modellerne beskriver hvordan konverteringen af en konkret bevoksningstype for eksempel ældre sitkagran eller omorikagran skal foregå på Thy Statsskovdistrikt i planperioden. Konverteringsmodellerne beskriver endvidere kulturmåden (såning, plantning, tæthed mv.) og anslår de omtrentlige omkostninger pr. ha. til brug for et samlet kulturbudget. Konverteringsmodellerne findes i bilag 7. På Thy Statsskovdistrikt betyder træartssammensætningen, herunder den store andel af træarter, med begrænset langsigtet stabilitet, at renafdrifter i den kommende planperiode ikke kan undgås.

6 Erfaringerne med egentlige skærmstillinger er ikke gode, og generelt vurderes de ældre sitkagranbevoksningers stabilitet som ringe. Egentlige, større renafdrifter vil dog, så vidt det overhovedet kan lade sig gøre, blive begrænset til et minimum. Afdrifter vil således ske i modificeret form, som nord- og østrandsforyngelser og små afdrifter på 1-2 ha. Nord- og østrandsforyngelserne vil typisk blive anvendt ved foryngelse af de ældre sitkagranbevoksninger, mens renafdrifter typisk vil blive anvendt i contortafyrbevoksningerne. Den typiske foryngelsesmetode i denne planperiode vil være plantning eller såning i grupper på ca. 0,1-0,2 ha - enten under den eksisterende bevoksning eller i små rydninger. Pionertræarter som eg, skovfyr, lærk, birk m.fl., der kræver meget lys, vil typisk blive brugt i store åbninger eller mindre afdrifter. Træarter som bøg, der kræver mindre lys, og som er følsomme overfor frost vil typisk blive brugt i plantninger og såninger under eksisterende bevoksninger. Når de nye kulturer etableres i grupper opnår man flere fordele frem for de mere traditionelle fladeforyngelser. Først og fremmest har man således allerede lagt grunden til en vertikal strukturvariation i bevoksningen. Plantes kun én træart i hver gruppe, vil kulturtræarten ikke skulle konkurrere mod andre arter, og derved mindskes behovet for udrensninger. Ved at koncentrere de træarter, der er mest attraktive for vildtet, bliver behovet for hegninger mindre og mere fokuseret. I en del af de plantninger, der laves på Thy Statsskovdistrikt i den kommende planperiode vil selvforyngelse af især sitkagran kunne være en trussel mod udviklingen af de indplantede træer. I de gruppevise platninger vil man kunne fokusere udrensningen af sitkagranforyngelse, og samtidig udnytte foryngelsen uden for grupperne, hvor den vil være en væsentlig del af den kommende bevoksning. I denne planperiode vil selvforyngelse af bevoksningerne blive udnyttet bedst muligt. Eftersom skovudviklingstyperne på langt sigt indeholder en række træarter, som ikke findes, eller kun findes i meget begrænset omfang på arealerne i dag, vil det dog være nødvendigt at introducere disse arter. Udrensninger Foryngelserne i den naturnære drift kommer ideelt set spontant, når der efter hugst opstår huller i kronetaget. Derfor vil foryngelsen ofte udvikle sig over flere år, bestå af flere arter og variere over arealet. Denne areal-, arts- og aldersvariation er et godt udgangspunkt for at begrænse anvendelsen af dyre udtyndinger, fordi den naturlige konkurrence mellem træerne i foryngelsen sikrer, at nogle individer får lov at udvikle sig på bekostning af andre træer, der skygges bort. Denne dynamik forudsætter dog nogle konkurrenceforhold, som endnu ikke er til stede i tilstrækkeligt omfang ret mange steder på distriktet. Derfor vil det en række år frem endnu være nødvendigt at sikre kulturtræerne gennem udrensninger. Behovet for udrensninger forventes dog at aftage i takt med at foryngelserne i højere grad vil ske i mere eller mindre sluttede bevoksninger frem for i rydninger. I denne planperiode, vil der i stort omfang blive plantet og sået træarter som eg og birk ind i områder, hvor der vil komme megen selvforyngelse af særligt sitkagran og contortafyr. Her vil der være behov for at lave udrensninger af de selvsåede træarter, for at sikre det gradvise træartsskifte. På længere sigt er det forventningen, at behovet for denne type udrensninger vil falde. Hugstprincipper Der bliver ikke ved denne driftsplanlægning gennemført en lokaliseret hugstplanlægning for de kommende 15 år, men til gengæld opstilles mere overordnede, langsigtede mål. Følgende forhold vil blive efterlevet i distriktets konkrete hugstplanlægning.

7 Måldiameterhugsten står som et helt centralt princip i den naturnære drift. Udgangspunktet er ønsket om at optimere udbyttet af det enkelte træ, således at det fældes, når den bedst mulige pris opnås. Ved en konsekvent gennemførelse af dette princip uden at skele til fordelingen af de tilbageblevne træer fremmes strukturvariationen i bevoksningen. Herved bliver måldiameterhugsten motor for strukturudviklingen og dermed en vigtig forudsætning for foryngelsen, der spontant indfinder sig, når hugsten skaber tilstrækkeligt store lysåbninger. Måldiameterhugsten i den naturnære drift bygger grundlæggende på en hugst blandt de største træer i bevoksningerne, i modsætning til den klassiske hugst i det traditionelle skovbrug. I det traditionelle skovbrug hugges der således gennem hele bevoksningens liv blandt de mindste træer, for at opnå en ensartet bevoksning (lige store og lige gode træer på lige stor afstand) til renafdrift på et givet tidspunkt. I den naturnære drift hugges der omvendt hele tiden for træerne med den bedste kvalitet uanset, hvordan de er fordelt i bevoksningen. En egentlig måldiameterhugst forudsætter således bevoksninger med en stor spredning af diametre. I de fleste bevoksninger på Thy Statsskovdistrikt er det nuværende udgangspunkt imidlertid bevoksninger, som er hugget efter de traditionelle principper, og som derfor har en begrænset diameterspredning.. Hugstbehandlingen af de yngre bevoksninger vil med en ændret hugstpraksis, gøre hovedparten af bevoksningerne mere egnede til måldiameterhugst. Især i de senere år har der på grund af afsætningssituationen været foretaget en relativt svag tyndingshugst i de ældre sitkagranbevoksninger på distriktet. Muligheden for at lave skærmstillinger eller overgå til måldiameterhugst er derfor dårlig. Derfor er det valgt om muligt at afvikle disse bevoksninger gennem nord- og østrandsforyngelser, hvor bevoksningerne afvikles i brede bånd (30-75 m) fra øst eller nord. Derved fordeles afviklingen over en række år, og foryngelsen får mulighed for at udvikle sig i de første år med beskyttelse fra den stående bevoksning. Alternativt må anvendes renafdrift i meget ustabile bevoksninger. Ved tyndingshugst i yngre og mellemaldrende bevoksninger tilstræbes det at hugge bevoksningen på en måde, der sikrer så stor en diameterspredning i bevoksningen som muligt, samtidigt med at der hugges for kvalitet og sundhed. Det er således ikke et mål i sig selv som tidligere at sikre en ensartet fordeling af træerne i bevoksningen. Der bliver ikke fastlagt en måldiameter for distriktet. Dette anses for urealistisk af flere årsager. Dels, som nævnt ovenfor, på grund af bevoksningernes nuværende ringe egnethed til måldiameterhugst, dels pga. måldiameterens nøje afhængighed af afsætningsmulighedene. I de senere år har afsætningen af sitkagrantømmer været forholdsvis ringe for de større diametre, og bedst for de mellemste diameterklasser. Fastsatte man derfor alene måldiameteren herudfra, ville man næppe nå skovsystemer, som kunne baseres på selvforyngelse. Ved hugst i bevoksningerne skal det tilstræbes, at så mange indblandingsarter som muligt bevares. Det vil i praksis betyde, at der i visse tilfælde hugges sitka- eller ædelgran af god kvalitet for bøg, eg eller andet af mindre god kvalitet for at sikre frøtræer på arealet. Contortafyr og omorikagran ønskes ikke opretholdt på arealerne og beskyttes ikke som frøtræer. Ved hugst i bevoksningerne skal det sikres, at der til enhver tid er mindst 5 stående træer pr. ha, som efterlades til forfald. Ligeledes skal det sikres at disse træer, når de bryder sammen, ikke fjernes fra bevoksningen. Vildt og hegning I det naturnære skovbrug er hjortevildtet et særligt problem i konverteringsfasen. Her vil de relativt få nye, plantede planter vil være særligt udsatte for bid. I det etablerede naturnære system forventes problemer forårsaget af vildtet imidlertid at være mindre betydende. Her er føden i form

8 af selvsåede småplanter mv. rigelig på langt større arealer end i højskovssystemet. Endvidere forventes, at ny foryngelse overalt kan og vil erstatte den foryngelse, der ædes. Der er grundlæggende to muligheder for at begrænse vildtets skader i konverteringsfasen. Den ene er at reducere vildtbestanden væsentligt, og den anden er at hegne bevoksninger med naturlig foryngelse/såning/plantning af attraktive planter. Ingen af de to foranstående løsninger er specielt attraktive. Den første fordi vildtet er en naturlig del af faunaen, som naboer og skovbesøgende af forskellige årsager meget gerne vil have er til stede i skoven. Den anden fordi den er ekstraordinært dyr, og fordi det hverken for publikum eller den frie faunas bevægelse er særlig hensigtsmæssigt med mange hegninger. I den kommende planperiode vil der ved plantninger og såninger blive hegnet, hvor det anses for strengt nødvendigt af hensyn til kulturen. Hegningerne vil typisk være ret små (0,1-0,2 ha). Permanent stiksporsnet og kørsel i bevoksningerne I den naturnære skovdrift sigtes mod generelt at begrænse kørsel i bevoksningerne med skovmaskiner. Kørslen er med til at komprimere jorden og dermed give ustabilitet og dårligere muligheder for naturlig foryngelse som følge af ødelagte rødder og vandstuvning. Ved de første hugstindgreb i bevoksningerne vil der fremover blive indlagt faste kørespor med en indbyrdes afstand på ca. 20 m. Pyntegrønt Thy Statsskovdistrikt er et af de statsskovdistrikter, der fortsat beskæftiger sig med produktion af pyntegrønt. Fra og med udgangen af 2005 har Skov- og Naturstyrelsen besluttet at udfase produktionen af nordmannsgranjuletræer, sådan at der kun anlægges nye kulturer i begrænset omfang til lokal afsætning. De eksisterende bevoksninger afvikles ved høstmodenhed. Foreløbigt fortsættes produktionen af nobilispyntegrønt. Der er udlagt skovudviklingstyper på pyntegrøntsarealerne, og der forudsættes en konvertering/træartsskifte efterhånden som produktionen af juletræer ophører. Konvertering mod naturnær skovdrift I relation til konverteringen til naturnær drift, er det centralt for Skov- og Naturstyrelsen, at der arbejdes med skovudviklingstyper, der sikrer en væsentlig større risikospredning end i dag, hvor langt hovedparten af plantagerne på Thy Statsskovdistrikt består af ensaldrende bestande af én ofte indført træart. Det søges i denne plan at anvende et væsentligt større antal træarter og samtidig opnå en strukturelt varieret skov. Konkret betyder det, at det er en langsigtet målsætning, at der er hjemmehørende og lokalitetstilpassede løvtræarter fortrinsvis eg og birk i alle bevoksninger. For at fastholde den indre dynamik og biodiversitet i skoven bevares dødt ved f. eks. vindfælder, knækkede stående træer og udgåede træer på alle arealer. De indgår i naturens nedbrydende kredsløb, og dødt ved er derved med til at sikre en del af skovens biodiversitet. Underlaget for en naturnær skovdrift i form af for eksempel stabile skovstrukturer er kun i begrænset omfang til stede i skovene på Thy Statsskovdistrikt. Derfor vil skovdriften endnu i en årrække afvige fra de overordnede naturnære principper. 2.4 Gen- og frøressourcer Genbevaring Udpegningen af genbevaringsarealer på Thy er sket i Med baggrund i områdets bevoksningshistorie er de udpegede genbevaringsinteresser knyttet til ret få arealer i den nordlige del af distriktet. Med den nylige udpegning er genbevaringsstrategien først aktivt i spil for distriktet

9 fra og med denne planperiode. Nedenfor er angivet de generelle retningslinier for genbevaringsbevoksninger på Skov- og Naturstyrelsens arealer: Driftsforskrifter af hensyn til genbevaring retter sig dels mod kernearealer for genbevaring, dels isolationszoner omkring disse. Kernearealerne er arealerne med og umiddelbart omkring den aktuelle bestand af arten der skal sikres. Her skal der, også på langt sigt, sikres en levedygtig bestand af arten/arterne, som er i stand til at forynge sig selv. Indplantning af træ- og buskarter, der indgår som en del af genbevaringen, bør ikke ske på kernearealet. Isolationszonen udgøres af statsejede arealer indenfor en afstand på op til 500 m omkring kernearealet. Grupper og indblanding af træ- og buskarter, der er prioriterede på kernearealet, men som er af anden eller ukendt oprindelse, bør gradvist afvikles. Ved etablering af kulturer i isolationszonen med de arter, der er prioriterede på kernearealet, skal der anvendes materiale af lokal herkomst. Eventuelle supplerende retningslinier for de enkelte bevoksninger fremgår af bilag 8. Eventuelle ændringer skal aftales mellem Planteavlsstationen, Driftsområdet og distriktet. Frøhøst Der høstes kun i begrænset omfang frø på distriktet. 2.5 Forsøgsarealer og arealer med særlige driftsmæssige begrænsninger En række af distriktets arealer er underlagt restriktioner for driften på grund af særlige tekniske installationer i relation til blandt andet lufthavn, farvandsvæsen og vandindvinding. Her tages der vide hensyn til disse installationer. På en række af skovarealerne er distriktet vært for forsøg, primært anlagt af Landbohøjskolen. Driften på disse arealer varetages af distriktet efter retningslinjer angivet af forskningsinstitutionen. 2.6 Natura 2000 områder Natura 2000 områderne omfatter arealer udpeget efter bestemmelserne i EF-Habitatdirektivet, EF- Fuglebeskyttelsesdirektivet og Ramsarkonventionen. I denne driftsplan er der udarbejdet pleje- og forvaltningsplaner for alle distriktets åbne naturarealer (findes i bilag 2). Når rammerne for den fremtidige forvaltning af Natura2000 områderne ligger fast, vil planerne for distriktets arealer blive revideret og tilpasset, så de opfylder gældende krav. 2.7 Nøglebiotoper Forvaltningen af nøglebiotoperne på Thy Statsskovdistrikt er i hovedsagen fastlagt i naturplejeplanerne for de enkelte områder. For de nøglebiotoper og -elementer, der ikke er omfattet af konkrete plejeplaner, det gælder især forekomster inde i skovbevoksningerne, gælder dels de generelle reguleringer gennem Skovloven og Naturbeskyttelsesloven (og til dels Museumsloven) dels Skov- og Naturstyrelsens generelle retningslinjer. Af de generelle retningslinjer er især Handlingsplan for naturnær skovdrift i statsskovene (2005) og De økologiske Retningslinjer (1982) relevante.

10 2.8 Naturpleje Under driftsplanens arealvise beskrivelser findes særskilte beskrivelser af de åbne naturområder i plantagerne. I mange tilfælde er sammenhængende åbne naturarealer der strækker sig over flere plantager slået sammen i en enkelt beskrivelse. Driftsplanen indeholder derudover en plan for udvikling og pleje af hvert af de åbne naturområder, med særlig fokus på Natura 2000-områderne. Disse delplaner findes i bilag 2. Der er således mulighed for at sammensætte en komplet plan for hvert område ved at kombinere den arealvise beskrivelse og den specifikke plejeplan. For den sydlige del af distriktet er planerne baseret på de tidligere plejeplaner (udarbejdet ). Hovedelementerne i udviklingen af de åbne naturområder er følgende tiltag: Friholdelse af de åbne naturområder for uønsket træopvækst, primært gennem nedskæring og afbrænding Skabelse af større sammenhæng indenfor og mellem de åbne naturområder Foryngelse af klithedearealer i mosaikstruktur Slåning eller afgræsning af skovenge Friholdelse af søbredder for uønsket opvækst Gradvis udviskning af de skarpe grænser mellem åbne naturarealer og sluttet skov i overgangszonerne Bekæmpelse af invasive arter 2.9 Urørt skov På Thy Statsskovdistrikt er der en enkelt udpegning af urørt skov efter Naturskovsstrategien. Arealet forvaltes efter de retningslinjer der ligger i strategien. I forbindelse med udarbejdelsen af denne plan, er der blevet udlagt områder med urørt skov på distriktet. Arealerne udlægges som urørt fra 1. januar 2007, 1. januar 2012 eller 1. januar 2017, heraf langt hovedparten fra Efter denne dato må der principielt ikke foretages indgreb på arealerne. Undtaget er dog indgreb i forbindelse med vedligeholdelse og rydning af veje og stier, ligesom begrænsning af forekomsten invasive arter på de urørte arealer er mulig. Det samme gælder i tilfælde, hvor invasive arter breder sig fra de urørte arealer og ind på naboarealer. De enkelte arealer er beskrevet i under de enkelte skove i arealbeskrivelserne. En samlet oversigt findes på kortbilag ( arealer til særlig behandling ) Friluftsliv Helt overordnet lægges hovedvægten på at vedligeholde eksisterende faciliteter samt naturformidlingen. Det tilstræbes desuden at den uorganiserede anvendelse af arealerne i højere grad styres gennem informationstavler, stiudbygning og afmærkede ruter, og sådan at der sikres sammenhæng til stiforløb udenfor statsskoven. Når eksisterende bygninger bliver overflødige, udnyttes de til friluftsmæssige formål, hvis relevant og økonomisk muligt.

11 Det tilstræbes at sprede de organiserede og mere actionprægede aktiviteter jævnt over distriktets arealer for at undgå for stort pres og nedslidning, og samtidig beskytte de særligt sårbare lokaliteter Kulturhistorie Driftsplanen indeholder en fortidsmindeopgørelse bilag 3. Denne opgørelse forholder sig til standarden af de lovmæssigt og/eller administrativt fredede fortidsminder på distriktet og behovet for pleje. Desuden er der lagt vægt på en registrering af særligt formidlingsmæssigt interessante kulturspor. En samlet status ses i kap Foruden disse fortidsminder er der på distriktet en lang række spor, eller levende fortidsminder om man vil, der vidner om de tidligste tilplantninger på distriktet eller ældre driftsformer. Disse arealer er beskrevet i kapitel 1.6. Disse bevoksninger vil som hovedregel blive plejet, så de ældste og meste egenartede træer sikres længst muligt. En række af de ældste bevoksninger er bjergfyrbevoksninger / krat, som med denne driftsplan udlægges som urørte. Dette vil sikre deres naturhistoriske kontinuitet, men ikke nødvendigvis bjergfyrkrattets egenart. En række skovenge har en lang forhistorie med jævnlige høslet, og det er intentionen at fortsætte denne praksis både af kultur- og naturhistoriske årsager Plan for fremtidige erhvervelser og afhændelser For visse naturgenopretningsprojekter kan arealerhvervelser være nøglen til gennemførelse. Hvor tilkøb til eksisterende statsskovarealer kan bidrage hertil eller i det hele taget skabe en mere hensigtsmæssig ejendomsgrænse for drift og publikum, udnyttes eventuelle muligheder for sådanne erhvervelser. Statslige jordopkøb til skovrejsning og andre naturforvaltningsprojekter sker som hovedregel ved frivillige aftaler, og ofte sker større erhvervelser i forbindelse med en jordfordeling i området. Lokalt engagement og opbakning er ofte en forudsætning for et vellykket statsligt naturforvaltningsprojekt. I 1999 har Naturforvaltningsudvalget på baggrund af indstillinger fra statsskovdistrikterne tiltrådt Fremtidige indsatsområder for statslig skovrejsning. Indsatsområderne er udgangspunkt for planlægningen af den fremtidige statslige skovrejsning. Områderne revurderes løbende. I en årrække har prioriteringen af den statslige skovrejsning primært været rettet mod større byområder, for at maksimere den rekreative nytteværdi. Beskyttelse af grundvandet kan være en anden væsentlig årsag til at rejse statsskov, især i nærheden af større byer, og ofte vil begge hensyn kunne tilgodeses samtidigt. Distriktet forventer i planperioden at fortsætte bestræbelserne på ved magelæg, arealerhvervelse og evt. langsigtede aftaler at genskabe tidligere vådområder ved Vullum Sø, der er udpeget som habitatområde.. Ved Åbybro pågår forhandlinger om erhvervelser i samarbejde med Åbybro Kommune og Åbybro vandværk af arealer til ca. 62 ha ny, bynær skov i vandindvindingsområde øst for Åbybro. I takt med reduktion af medarbejderstyrken forventer distriktet at frasælge yderligere et mindre antal tjenesteboliger.