Prædiken til Alle helgens dag, Matt. 5,1-12, 1. tekstrække.

Transkript

1 1 Urup Kirke. Søndag d. 5. november 2017 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til Alle helgens dag, Matt. 5,1-12, 1. tekstrække. Salmer. DDS 163 Fuglen har rede og ræven har grav. DDS 305 Kom, Gud Helligånd, kom brat!. DDS 837 (100 salmer) Dagen blir så kort ved Allehelgen DDS 192 Hil dig, Frelser og Forsoner!. Altergang: DDS 477 Som korn fra mange marker. DDS 218 Krist stod op af døde. Tekstlæsninger. Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Dette siger Gud Herren: Der høres ikke længere om vold i dit land, om undertrykkelse og ulykke inden for dine grænser; dine

2 2 mure skal du kalde Frelse og dine porte Lovsang. Solen er ikke længere dit lys om dagen, det er ikke månen, der lyser for dig om natten; men Herren skal være dit evige lys, og din Gud er din herlighed. Din sol går ikke ned, og din måne tager ikke af, for Herren er dit evige lys, og dine sørgedage er forbi. Alle i dit folk er retfærdige, og evigt skal de eje landet et skud, som Herren har plantet, hans hænders værk til hans ære. Den mindste bliver til tusind og den yngste til et mægtigt folk. Jeg er Herren, jeg vil fremskynde det, når tiden er inde. Es 60,18-22 Denne hellige lektie skrives i Johannes' Åbenbaring: Derefter så jeg fire engle stå ved de fire verdenshjørner og holde jordens fire vinde tilbage, for at ingen vind skulle blæse på jorden eller over havet eller mod noget træ. Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl. Den råbte med høj røst til de fire engle, som det var givet at skade jorden og havet:»skad ikke jorden eller havet eller træerne, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pande.«og jeg hørte tallet på de beseglede: ét hundrede og fireogfyrre tusind beseglede ud af alle Israels stammer, af Judas stamme tolv tusind beseglede, af Rubens stamme tolv tusind, af Gads stamme tolv tusind, af Ashers stamme tolv tusind, af Naftalis stamme tolv tusind, af Manasses stamme tolv tusind, af Simeons stamme tolv tusind, af Levis stamme tolv tusind, af Issakars stamme tolv tusind, af Zebulons stamme tolv tusind, af Josefs stamme tolv tusind, af Benjamins stamme tolv tusind beseglede. Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst:»frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet.«Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud og sagde:»amen! Pris og lov og visdom og tak og ære og magt og styrke er vor Guds i evighedernes evigheder. Amen! Åb 7,1-12[13-17]

3 3 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:»salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«matt 5,1-12 Prædiken. Forleden dag hørte jeg en god definition i radioen. I anledning af reformationens 500 års jubilæum var et par forskere inviteret i studiet. Den af de to, der var teolog, blev til sidst i udsendelsen bedt om kortfattet at definere Luthers etik. En etik er en slags beskrivelse af, hvad opgaven og målet med livet er. Uden tøven sagde teologen, at vi ifølge Luther er blevet givet alt ganske gratis. Derfor skal vi dele lige så gratis ud af det, vi har fået. Så kort og præcist kan Luthers hovedærinde formuleres. Denne etik greb Luther naturligvis ikke ud af den blå luft. Han kunne sin Bibel på fingerspidserne og henholdt sig derfor til dens budskab. Her kunne han læse, at vi mennesker er skabt af Gud og at vi selvom vi er underlagt synden bliver anset for værdifulde nok til, at Gud selv lod sig føde som en repræsentant for menneskeracen. Alene derved kunne han påtage sig straffen for vore synder ved at gå uskyldigt i døden.

4 4 Hans uskyldighed kom sig af, at han i modsætning til os ikke lod sig underlægge synden. På den måde har Gud skænket os livet hele to gange: Først ved skabelsen og dernæst ved at afstå fra at straffe os. Der kom oven i købet en tredje gang til, da Gud opstod i Kristus og dermed banede vejen til det evige liv i sit rige. Gud deler altså gratis ud af alt, hvad han har. Og det, han har, er det mest værdifulde, vi kan forestille os. Hver især giver han os selve livet; i første omgang det liv, vi er i færd med at leve nu, og i anden omgang det, vi kan gøre os forhåbninger om at leve i hans rige. Alt dette giver han os uden betingelser, som resultat af sin ubegribeligt store nåde. Når vi lige har mistet et nærtstående familiemedlem eller en god ven, kan det være svært at få øje på Guds gavmildhed og nåde. Vel kan vi takke for livet og alt det, vi fik af ham eller hende, der ikke længere findes iblandt os. Men det er langt sværere at takke for døden. Vi kan allerhøjst takke for, at den afdøde slap for yderligere smerter. Når det drejer sig om ældre mennesker, er vi nøgterne nok til at erkende, at det var begrænset, hvor mange flere år de kunne have fået. Drejer det sig derimod om børn, unge eller forældre med mindre børn, synes tabet så tragisk, at vi har svært ved at se nogen som helst rimelighed i det skete. Men spørgsmålet er, om vi overhovedet skal søge efter nogen form for rimelighed. Det skete står jo alligevel ikke til at ændre. Derfor må vi henholde os til budskabet om, at Gud, der gav den afdøde livet, kan gøre det samme med det evige liv. Ganske vist kan forkyndelsen af de dødes opstandelse lyde som fri fantasi. Vi har jo ingen som helst beviser eller beretninger fra afdøde, der kan sandsynliggøre, at det evige liv rent faktisk eksisterer. Vi har kun Det Nye Testamentes ord på det. For den, der har mistet, og nu skal indse, at resten af livet må leves uden den elskede ved sin side, kan det være svært at lade sig trøste af en påstand om bedre tider for den afdøde. Man synes jo, at han eller hun burde være hos én selv og ikke i et eller andet guddommeligt rige. Den efterladte kan gribes af en skuffelse og et savn, der vækker en

5 5 så intens vrede, at budskabet om livet efter døden forkastes som ammestuesnak og falske forhåbninger. Så voldsom kan vreden være, at man kasserer sin tro og vender ryggen til Gud. En sådan reaktion er fuldt forståelig. Sorgen kan være svær at rumme og giver sig udslag på vidt forskellige måder. Medfører den, at man forkaster sin tro på Gud, er der dog håb alligevel. Det konstateres i dagens evangelietekst, hvor Jesus indleder med to bemærkelsesværdige saligprisninger: Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Den, der i skuffelse, vrede, afmagt og sorg kaster sin tro fra sig, er fattig i ånden, for det er Helligånden, der er garant for troen. Jo mindre Ånd, des mindre tro. Men i sin første saligprisning siger Jesus, at de fattige i ånden har del i Himmeriget. Det er altså ikke troens størrelse, det kommer an på, men det, at Helligånden ikke helt har sluppet den sørgende, så der stadig er en rest af troen tilbage. På den måde kan tilliden til Gud vækkes igen; en tillid til, at den afdøde har det godt på trods af sin død. Som følge heraf fastslår Jesus, at også de sørgende er salige, fordi de skal trøstes. Trøsten består i troen på, at Gud tager hånd om den døde. Når der tages vare på den, vi holder af, har vi det også selv meget bedre. Vi ved ikke meget om, hvordan det evige liv former sig. Gudstjenestens to første læsninger gav hver deres poetiske bud på det. Det var ganske vist en ret særpræget form for poesi, der prægede teksten fra Johannes Åbenbaring, hvor alle Israels tolv stammer blev nævnt i en faktisk temmelig upoetisk opremsning. Men ideen er, at Guds rige er et sted eller en tilstand, hvor alt går op i en højere enhed; hvor der ingen mangler

6 6 er. De tolv stammer markerer en samlet helhed og fortæller os, at det evige liv er fuldendt. Dér savner man intet. End ikke dem, man har efterladt, savner man, fordi man under dem at leve resten af deres gudgivne liv, indtil de også får del i evigheden. Denne fuldendthed præger ikke det liv, vi kender til. Hver især begår vi fejl. Jesus stempler os ligefrem som syndere. Faktisk udgør saligprisningerne indledningen til hans Bjergprædiken, der for alvor afslører, hvor ufuldkomne vi er. Her stiller Jesus en række krav, vi alle må melde pas overfor. Vi formår ikke at elske vores fjende, at stille os til rådighed for voldsmænds knytnæveslag, at forære en tyv mere, end han allerede har i sinde at tage fra os. Vi har oven i købet svært ved at udføre noget gavnligt uden at ville have anerkendelse for det. Ligeledes kan vi have problemer med at styre vores vrede og ubekymret lægge vores liv i Guds hænder. Imidlertid stempler Jesus os ikke som syndere med den hensigt at knække os mentalt. Han gør det for, at vi kan sætte så meget desto større pris på, at han elsker os på trods af vore fejl og mangler. Det var jo repræsentanter for menneskeslægten altså individer som os Gud valgte at lade sig føde og leve iblandt. Det ville han ikke have gjort, hvis vores synder havde gjort ham følelseskold. Når vi undgår Guds vrede, skyldes det ikke, at alle vore synder hører til i petitesseafdelingen, for det gør de ikke. Vi undgår alene Guds vrede, fordi hans kærlighed til sine skabninger overgår hans skuffelse og irritation. Når vi læser saligprisningerne er der én ting, der springer i øjnene: De handler næsten alle om savn og mangler. De fattige i ånden bliver lovet del i Himmeriget. De, der sørger altså mangler glæde bliver lovet trøst. De, der hungrer efter retfærdighed, får lovning på at blive mætte. Det ligger mellem linjerne, at dem, der er barmhjertige og dem, der stifter fred, imødegås af ubarmhjertighed og krig. Men siden skal de møde barmhjertighed og fred fra Gud. Det er altså en manglens verden, Gud lader sig føde ind i, hvilket evangelisten Lukas markerer fra begyndelsen af ved at lade fødslen finde sted i en stald. Ikke alle mennesker mangler de nødvendige livsfornødenheder; mad,

7 7 drikke og bolig. Men mange både rige og fattige - mangler omsorg, ligesom de heller ikke selv har blik for andre. Derfor var det en manglens verden, Jesus levede i, ligesom det er det, den dag i dag, hvor der stadig er folk, der lider nød. Jesus indgik i livet på samme vilkår som alle andre. Han led også mangel. Eller led gjorde han måske ikke, for han havde ikke de store behov. Hvis blot han fik et måltid mad ind imellem og noget nyt tøj, når det gamle var slidt i stykker, var han tilfreds. Det var i hvert fald ikke de materielle goder, han hang ved. Til gengæld kunne han ikke få nok af at tale med folk, for han havde et budskab, han gerne ville give alle andre del i: Budskabet om Gud. Han brændte for at forklare, hvor stor en kærlighed Gud nærer til sine skabninger. Ja, Jesus var selv et levende bevis på denne kærlighed, for i ham var Gud til stede. Jesus var Guds selvåbenbaring. Hvis Gud ikke havde elsket sine skabninger, havde han heller ikke valgt at lade sig føde som en af dem. Men det gjorde han! Og kærligheden drev ham helt ind i døden. Jesus manglede lige så meget som de fattigste af sine landsmænd materielt set. Men på andre punkter var han rigere end alle andre; for kærlighed og tro havde han i så store mængder, at han delte ud af begge dele ganske gratis. Det gjorde han af to grunde: Dels for at give os mod og lyst til at leve det gudgivne liv med og for hinanden. Dels for at vise, at hans kærlighed er stor nok til at trodse døden, og give os del i endnu et liv; et liv, der udfolder sig i hans evige rige, når vores tid her på jorden når sin afslutning. Hvad enten vi lever eller dør, er vi altså omsluttet af Guds kærlighed. Det er Guds kærlighed, der gør, at en luthersk etik byder os at give det videre, vi selv har fået gratis. Det er ligeledes Guds kærlighed, vi kan sætte vores lid til, når vi nærmer os livets afslutning, eller når vi mister et menneske, der står os nært. For som Jesus siger Salige er de, som sørger, for de skal trøstes, hvilket vil sige, at vi efter døden nok engang vil få alt givet ganske gratis. Amen.