Indhold. Leder: Aaand... action! No, Mr. Bond. I expect you to die. Umulighedens æra er død. En vakker vase af jern og stål: Michelle Yeoh

Transkript

1 Indhold Leder: Aaand... action! FAST INDSLAG. Teenage-fantasier, fremragende underholdning og mere til. 16:9 slår et knytnæveslag for en genre hvis rygte er værre end den fortjener: Actionfilmen. No, Mr. Bond. I expect you to die FEATURE. James Bond-figuren har efterhånden rigtig mange år på bagen, og med englænderen Daniel Craig i titelrollen er han nu klar i sin 6. inkarnation. Vi har bedt Danmarks Bond-ekspert nummer 001, Palle Schantz Lauridsen, opsummere og konkludere på agent 007s historie og position so far som verdens actionhelt par excellence. Umulighedens æra er død FEATURE. De digitale effekter har for længst invaderet den klassiske actionfilm; Alt er blevet muligt, men prisen har været høj. Det mener i hvert fald Morten Scholz, der i sit essay om actionfilmen i den digitale tidsalder begræder tabet af det klassiske stunt og det umuliges kunst. En vakker vase af jern og stål: Michelle Yeoh FEATURE. De kvindelige actionhelte har for alvor indtaget det store lærred. Rikke Schubart kigger nærmere på den eneste actionheltinde fra Hongkong, der har formået at overføre sin asiatiske succes til det globale filmmarked. Hendes navn er Michelle Yeoh, og hun slog for alvor igennem med James Bondfilmen Tomorrow Never Dies og Ang Lees Crouching Tiger, Hidden Dragon fra En scenes anatomi: Actionrum FAST INDSLAG. Denne udgave af en scenes anatomi handler naturligvis om actionscenen par excellence: biljagten. En biljagt er udvalgt fra hhv Strømer (1976) og tv-serien Een gang strømer (1987). De dissekeres hver for sig, hvorefter de sættes i forhold til klippetekniske og actionæstetiske udviklinger i dansk og international film- og tv-fiktion.

2 Et religionspolitisk actiondrama FILMANMELDELSE. Jøderne kan ikke lide filmen pga. dens kritik af den Israelske regering. Palæstinenserne kan ikke lide den fordi den tegner et sympatisk portræt af israelske lejemordere. Men hvem har egentlig ret? Og har Steven Spielberg lavet en actionfilm om massakren ved OL i 1972? Michael Højer ser nærmere på München. Tour de force BOGANMELDELSE. Action Speaks Louder er titlen på Eric Lichtenfeld nye bog om actionfilmens univers. Jonas Varsted Kirkegaard anmelder begejstret bogen, trods enkelte fejl og mangler, og roser Lichtenfeld for at tage den ikke ligefrem overbelyste genre under kærlig men også kritisk behandling. Den professionelle rustning og hjertet DVD-ANMELDELSE. Jean-Pierre Melville har ry som genreinstruktøren, der lavede stilsikre gangsterfilm. Hans sidste film, Un flic (1972), er ingen undtagelse. Allerede før 1960 imponerede Melville med Le Silence de la Mer (1949) og Bob le flambeur (1955), men hovedvægten i Melvilles produktion ligger i 1960 erne. Et af de absolutte hovedværker fra dette årti, Le Samouraï, er udkommet på DVD. Alain Delon portrætterer en moderne tids ultra-cool, professionel killer. Edvin Kau anmelder udgivelsen. 16:9 in English: Impressions of Violence, Moments of Witness FEATURE. Stewart Heinz Fyfe takes a close look at the two assassination scenes in Sonatine (1993) and finds that they demonstrate both characteristic aspects of Kitano s approach to the staging of violence, and the flexibility and utility of that approach in Kitano s construction of cinematic narrative. Præterea censeo: FilmSnask Revisited FAST INDSLAG. Den i visse andre medier omtalte sag om afbildning af profeten Muhammed - i form af tolv tegninger i Jyllands-Posten - forventes at sætte både store og små aftryk i den verdensomspændende og meget brogede filmbranche. Bamses Uvenner forsøger at give et slags overblik. Udskriv denne side Gem/åben denne side som PDF (??? Kb) Gem/åben hele nummeret som PDF (??? Kb) forrige side næste side 16:9, februar 2006, 4. årgang, nummer 15 til toppen forsiden tidligere numre om 16:9 kontakt copyright ,16:9. Alle rettigheder forbeholdes.

3 Leder: Aaand... action! Actionfilm? Hvorfor dog det? Actionfilm er jo barnlige og larmende, teenage-fantasier for drengerøve! Ja. Actionfilm er jo skåret over den samme formular, hvor man med sikkerhed ved, at helten overkommer de tårnhøje forhindringer, gennemgår umenneskelig tortur og på trods af alt dette alligevel sejrer til slut! Ja. Actionfilm er underholdning af den lette skuffe, centreret omkring spektakulære effekter, eksplosioner, vold og biljagter som kernebestanddele! Ja. Hvorfor så overhovedet beskæftige sig med dem? Af flere grunde faktisk. Først og fremmest fordi actionfilm er fremragende underholdning. Vi er mange som i firserne sad neglebiddende og fulgte Chuck Norris i Missing in Action-serien, Sylvester Stallone som den udstødte dræbermaskine i Rambo-filmene og selvfølgelig Michael Dudikoff som kampsportseksperten og enmandshæren i American Ninja-filmene. Men også fra en økonomisk og produktionsmæssig vinkel er actionfilm svære at komme uden om, for siden midten af 1980erne har actiongenren leveret de dyreste og mest profitable film. Så noget må de gøre rigtigt. Givet actionfilms enorme gennemslagskraft, kan det undre, at genren stadig er een af de mest underbelyste og oversete i akademisk henseende. Måske fordi actionfilmen, som Varsted Kirkegaard påpeger andetsteds i dette nummer, traditionelt placerer sig til højre i det politiske spektrum ofte i en sådan grad at, det tangerer det fascistoide: Filmene bekræfter ofte det egenrådige og handlekraftige individs evne til at gøre en forskel og er derfor en amerikansk genre par excellence. Men actionfilm er mere end blot det. Med sit oftest let gennemskuelige plot, sine flade karakterer, entydige helt og one-linerdialog er actionfilm afhængig af een ting: En nyskabende og dynamisk billedside. Actiongenren er med andre ord en meget filmisk filmgenre og derfor en oplagt genre for et blad som 16:9 at gå i kødet på. Med rødder i både gangsterfilm, westerns, film noir og politifilm er actionfilmen blevet arvtager til rollen som mytologisk formidler samtidig med den til stadighed skubber grænserne for, hvad der er muligt at gøre inden for filmmediet. I dette temanummer kredser bidragene om forskellige aspekter af fænomenet action: actionhelte, stunts, vold og biljagter. Rigtig go fornøjelse. Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF (? Kb) Gem/åben hele nummeret som PDF (??? Kb) forrige side næste side 16:9, februar 2006, 4. årgang, nummer 15

4 til toppen forsiden tidligere numre om 16:9 kontakt copyright ,16:9. Alle rettigheder forbeholdes.

5 No, Mr. Bond. I expect you to die Af PALLE SCHANTZ LAURIDSEN Premieren på den 21. James Bond-film, Casino Royale, er sat til 17. november Filmen er baseret på den første af Ian Flemings romaner om agent 007; en roman, der udkom i Siden dengang er Bond blevet et mediefænomen af de allerstørste. Do you expect me to talk? spørger Bond skurken Goldfinger. No, Mr. Bond, svarer Goldfinger lakonisk: I expect you to die. Dét er nu over 40 år siden, og selvom Bond både i og uden for fiktionen er blevet erklæret død adskillige gange, lever han endnu, og skuespilleren Daniel Craig blev i efteråret 2005 præsenteret som den sjette, der skal være inden i - eller måske rettere: uden på - Bond. Craig debuterer i en filmversion af Ian Flemings første bog om den britiske agent. Casino Royale hedder den. Den er fra 1953, og selvom den både har været lavet som direkte tv-drama på amerikansk tv (1954) og som en storstilet og totalt kikset Bond-parodi dengang i 1967, hvor gud og hvermand forsøgte at vride enhver blodsdråbe ud af tidens ubestridt største populærkulturelle filmfænomen, bliver det altså første gang, vi inden for den officielle filmserie får historien om Bonds første eventyr. I bogen er det her, han første gang møder sin amerikanske hjælper Felix Leiter. Og det er også i Casino Royale vi får historien om, hvordan han fik sine to nuller, der giver ham ret til at dræbe i embeds medfør - og om, hvordan han vil have sin tørre Martini: Tre mål Gordon s, et mål vodka og et halvt mål Kina Lillet. Ryst den grundigt, til den er iskold, så kommer De en stor, tynd strimmel citronskal i : Gin, vodka og vermouth! Du almægtige, det kalder jeg en drink, siger Felix Leiter og foreslår i øvrigt at kalde den en Molotov cocktail i stedet! Fig.1: Goldfinger nærede falske forhåbninger. Bond døde ikke for laserkanonen i Fig.2: Publicitybillede af den 6. James Bond: Daniel Craig. Men Bond er ikke, hvad han har været. Det har han i og for sig aldrig været, for hvis der er noget, der kendetegner Bond-fænomenet, er det en formidabel tæft fra producenternes side til at justere på faste formler, så enhver ny Bond-film med større eller mindre succes kan opleves som aktuel og enestående på den ene side og som fyldt med gammelkendt stof på den anden. Kontinuitet og forandring - gentagelse og variation er kodeordene, hvis man vil forstå dette mediefænomen, der i over 50 år og i adskillige medier (romaner, noveller, film, tegneseriestriber og -albums, computerspil) har stået distancen. Men de kulturelle sammenhænge, Bond har indgået i, har ændret sig igennem årene - og det samme har den plads, han har indtaget i dem. I 60 erne var det Bond, der satte dagsorden. Det har det ikke været siden, men han er der endnu, og det vil han blive ved med at være, så længe der er økonomisk fornuft i at holde ham i live. Fig.3: Bond skal have ½ mål af den sydfranske vermouth Kina Lillet i sin rystede, tørre Martini. Vodkaen skal helst være lavet på korn og ikke på kartofler. Det skal altså handle om Bonds udvikling - mest af alt i filmserien erne - Bonds årti 1960 erne var James Bonds årti. Dengang var det ganske enkelt filmene om agenten i hendes majestæts hemmelige tjeneste, der satte dagsordenen inden for den populære del af filmkulturen. Efter de første par film var der spioner overalt - i bøger, på film, i tv - og Bond var populærfilmens konge, på samme måde som to andre britiske B er, fodboldspilleren George Best og musikgruppen The Beatles, var konger på deres respektive områder. Den verdensomspændende fankultur, der opstod omkring The Beatles var uden fortilfælde, ligesom det var uset, at en fodboldspiller modtog bunker af fanmails og, at hans

6 meritter i fodbold- og ikke mindst natklubber blev fulgt nøje af de trykte medier og af hans fans. Beatles blev opløst i Siden er to af medlemmerne døde. Best forsvandt også fra rampelyset og døde sidste efterår af druk. Ligtoget ved Bests begravelse i Belfast var meget stort og både minderne om Bests bedrifter på og uden for fodboldbanen og om Beatles lever videre i visse dominerende ældrekulturer. Men både Best og Beatles er og bliver fortid. Bond imidlertid synes at være evig nutid. Bond, Best og Beatles var fælles om at repræsentere den sorgløshedens ånd, der var ny i en tid, hvor forbrugersamfundet var ved at melde sin ankomst, og hvor efterdønningerne af 2. verdenskrigs smalhans først lige var ved at lægge sig. Der var fest og farver, hvor de tre B er førte sig frem. Jeg brugte 90 % af mine penge på sprut, kvinder og hurtige biler. Resten ødslede jeg bort, sagde George Best engang, og John Lennon beskrev, da det hele var forbi, i et berømt 1970-interview med Rolling Stone Beatles-turneerne som orgier i stil med Fellini s Satyricon. At Bond har smag for det gode liv med mærkevarer, ædle spiser og drikke og smukke kvinder ved enhver. Men, som det især er tydeligt i bøgerne: Bond var og blev en yngre, offentligt ansat med skrivebord og et som regel kedeligt kontorarbejde - en repræsentant for de mellemlag, der for alvor voksede frem og kom til muffen i løbet af tresserne og som fik penge til overflodsforbrug. Det var Swinging London, det var fattigfolk, der kom til penge, mange penge. Og folk elskede det. Fig.3a: Bonds multimedieliv begyndte tidligt: Casino Royale udkom som roman i 1953, blev vist som live drama på amerikansk tv i 1954 og blev til tegneserie i 1958, hvor den blev trykt med en enkelt stribe om dagen i den britiske avis Daily Express. Det var det miljø, Bond trådte ind i og var med til at forme, da han i 1962 i Sean Connerys skikkelse med en smøg i flaben og øjenbryn så kraftige som Saddam Husseins overskæg præsenterede sig hen over spillebordet i Dr No : Bond, James Bond. Bonds gentagelser Enhver, der har set bare et par Bond-film eller som måske blot har hørt om sådan nogle, ved, at der er visse ingredienser - personer, handlingselementer, ordvekslinger, genstande - der bare skal være med hver gang. De er faktisk ikke alle sammen med hver gang, det er netop en af finesserne, men alligevel. Fig.4: Sådan så amerikanerne først Jimmy Bond (Barry Nelson) i tvversionen af Casino Royale fra Det starter altid med den lille sekvens med Bond, der set gennem et riffelløb kommer gående ind fra højre, vender sig mod publikum og skyder, hvorefter lærredet farves rødt af blod - alt sammen til akkompagnement af Bond-temaet. Herfra åbnes altid en aktionmættet ofte meget spektakulær sekvens, som følges op af den animerede titelsekvens, der typisk viser stiliserede, blødt vuggende kvindekroppe og pistoler og som har et nykomponeret hitnummer som underlægning. I selve filmen får Bond til opgave at forhindre udførelsen af en sammensværgelse, der - alt efter filmens niveau af realisme - har til formål at udslette eller i mindre omfang at svække England eller større dele af den vestlige verden. Bond giver sig på et tidligt tidspunkt - ofte i forbindelse med et spil eller en sportskamp - gerne til kende over for skurken og betyder ham, at han har færten af de hemmelige planer. Skurken kvitterer med - senere i forløbet - at fange Bond og i sikker forvisning om egen succes at fortælle ham, hvad hans ofte vanvittige plan egentlig går ud på. Med snilde - og hjælp fra dels teknologisk isenkram, han har med hjemmefra og dels de stadig mere selvhjulpne kvindelige medspillere, han møder undervejs - lykkes det til slut Bond at forhindre skurkens plan i at komme til udførelse, hvorefter han kan nyde sejrens sødme i intimt selskab med den kvindelige hovedperson, Bondpigen, som hun kaldes. Til at hjælpe sig har Bond hele sin organisation hjemmefra, med chefen M, sekretæren Miss Moneypenny og våbenmesteren Q som gennemgående personer. I genkommende situationer imponerer Bond på den ene side chefen med sin viden, men må på den anden ofte se sig kritiseret for sine metoder; Moneypenny på sin side er altid ved at dåne, når hun møder ham, og når Bond lægger vejen forbi Q s værksted, kan han aldrig lade være med at pille, hvilket irriterer den meget ærekære Q, som finder på at sige I never joke about my work eller Do grow up, 007! Fig.5: Og sådan så Sean Connery ud i den første scene i Dr. No, 8 år senere. Fig.6: Bond poserer blandt venner og fjender.

7 Bond arbejder i mange tilfælde sammen med agenter fra andre lande, ofte fra USA, men også sovjetiske og kinesiske agenter har været partnere. Modstanderne har ofte haft forbindelser til kommunistiske lande (Kina, Sovjet, Nordkorea), ofte dog sådan, at de har været i modstrid med deres lands officielle politik over for Vesten; andre modstandere har været sluttet sammen i et internationalt forbrydersyndikat, SPECTRE, og andre igen har bare kæmpet for deres sygelige egeninteresse. Det gælder fx narkobaronen Sanchez fra License to Kill (1989) og mediemogulen Elliot Carver fra Tomorrow Never Dies (1997). Ligesom Bond har skurken også sine hjælpere, som regel nogle meget ubehagelige slagsbrødre, måske nogle fysisk deforme typer (som Oddjob i Goldfinger, Nick Nack i The Man With the Golden Gun og Jaws i The Spy Who Loved Me og Moonraker ) og gerne også en eller to smukke kvinder, som Bond ser det som sin moralske pligt enten (i sjældne tilfælde) at slå ihjel eller at vinde over på sin side - gerne vha. sin tilsyneladende uimodståelige tiltrækningskraft. Der er også nogle særlige replikker, der skal være med hver gang. Q har sine, Miss Moneypenny har ofte sukket Oh, James!, og skurkene har varieret over typen: I ve been expecting you, Mr. Bond. Bonds egne klassikere er dels introduktionen, hvor han siger sit efternavn først og derefter sit fulde navn. Og det er dels benævnelsen af hans favoritdrik, Vodka Martini, shaken not stirred. Og så skal der vises frem: eksotiske rejsemål og ekstravagante forbrugsgoder. Bond-film udspiller sig i modsætning til de fleste andre actionfilm, mange forskellige steder, eksotiske steder: udover London er Caribien en foretrukken location, og bortset fra Australien har Bond udfoldet sig på alle kontinenter, dog fortrinsvis på den nordlige halvkugle. Forbrugsgoderne er champagne (af forskellige mærker tilsyneladende alt efter, hvilket firma, der betales bedst for product placement), luksusarmbåndsure, og sidste men ikke mindst biler: Aston Martin (DB5, V8, V12), Lotus Esprit, BMW er Dem kan man se en hel kavalkade af i Die Another Day (2002), hvor skurken (oberst Moon/ Gustav Graves) ejer et større udvalg og transporterer dem med rundt i sin jumbojet, da han er ved at udløse dommedag over den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea. Det gør han selvfølgelig, dels fordi han er lidt til en side, dels fordi filmens producenter har fyldt jubilæumsfilmen Die Another Day - den 20. i rækken i løbet af 40 år, med henvisninger til alle de tidligere film. Fig.7: Oddjobs kvalmende stank af zoo indhyldede ham Sådan kan man læse hos Ian Fleming om Goldfingers tjener. Bond i forandring Der er dem, der ser udviklingen i Bond-filmene som en forfaldshistorie. Efter to forholdsvis gammeldags film, Dr. No (1962) og From Russia With Love (1963), der ikke kun stod i gæld til Ian Flemings romaner, men også til samtidige actionfilm som Hitchcocks North by Northwest (1959), toppede Bond efter disses mening i 1964 med Goldfinger (1964) og måske også med efterfølgeren Thunderball (1965), hvorefter det i grove træk er gået nedad lige siden: fra enkle thrillere til overlæssede action-adventure film. Det er et synspunkt, et puristisk synspunkt naturligvis; andre og yngre generationer vil se film som Dr. No og From Russia With Love som pudsige lavbudgetfilm med dårlige bagprojektioner og gammeldags action- og slagsmålsscener. Goldfinger kan som moderne Bond-film måske stadig gå an, bl.a. fordi den som den første for alvor bringer scenografien og de store kulisser på banen; for alvor lader publikum fornemme, at der er brugt rigtig mange penge på filmen. Men ser man i dag sin første Bond-film, har man typisk nogle andre forventninger til, hvordan action skal se ud. En mand i jakkesæt med blød hat og slips, med en lille pistol og en kuffert med lidt giftampuller kan ikke imponere den, der kan sit aktuelle actionrepertoire, hvilket også er baggrunden for en af vitserne i Die Another Day : Bond er på besøg i Q s værksted, og da han ser flere gammelkendte remedier, udbryder han: So this is where they keep the old relicts then, eh?, hvorefter han først giver sig til at fingere ved Rosa Klebbs sko med et knivblad i snuden ( From Russia With Love ) og lave jokes om Cutting edge technology. Fig.8: Omslaget til originaludgaven af den første Bondroman fra 1953.

8 Filmene lever i høj grad af at henvise til sig selv til glæde for kendere og formentlig til forvirring få nybegyndere i Bond-universet. 60 er-filmene skabte de nye tendenser, som andre efterlignede og efterhånden begyndte at turde gøre grin med - herhjemme bragte lysten til at lave sjov med de tidlige Bond-film den senere Olsen-bande sammen i to Bond-parodier ( Slå først, Frede (1965) og Slap af, Frede (1966)). I 70 erne var Bond-filmene blevet vane. Det blev et ritual, at nu skulle man igen ind og se en Bond-film. Sikkert forankret i sin egen formelfortælling og med visheden om, at filmene nok skulle blive set, fordi de altid leverede varen i form af spektakulær visuel film i klare farver og med masser af action, lagde producenterne Bond i slipstrømmen af andre populære film. I 60 erne var Bond-filmene fx tidligt ude med at bruge karate, judo og ikke mindst med at introducere japanske Ninja er. Men med martial arts-bølgen i begyndelsen af 70 erne kom det til at virke som en efterligning, når der var kampsportsscener i The Man With the Golden Gun (1974). På samme måde kunne man se Live and Let Die (1973) som et forsøg på at ride med på blaxploitationbølgen. Med introduktionen af figuren Jaws i The Spy Who Loved Me (1977) kan man sige, at filmene for alvor lagde sig op ad samtidens endnu mere populære film og - med økonomisk held i øvrigt - forsøgte at gøre lidt grin med dem. For 70 erne var Spielbergs og Lucas årti med Jaws og Starwars, og Bond måtte ikke helt uforståeligt også en tur ud i rummet i Moonraker (1979). Selvom enhver jo ved, at James Bond er et fantasifoster, insisterede producenterne i øvrigt på, at filmen ikke var science fiction, men science fact, og man havde da også arbejdet tæt sammen med NASA. Fig.9: Omslaget til den første danske udgave af Casino Royale fra Forfatteren hedder Jan med J! Roger Moore spillede, som man kunne forvente oven på hans roller som The Saint ( , 118 episoder) og som Lord Bret Sinclair i The Persuaders ( , 24 episoder), rollen med et større touch af komedie end Sean Connery havde gjort. Det bidrog alt sammen til, at Moores film - selvom de solgte masser af billetter - blev lettere og mere familieorienterede end 60 er-filmene. Fig.10: Omslag til den danske billigbogsudgave af Casino Royale - nu Banko for døden, Der var meget fjolleri i Roger Moores film. Hvor Connerys humor mestendels havde bestået af de tørre one liners, der blev leveret som en slags comic relief oven på voldsomme hændelser, blev der i Moores tid som Bond også præsenteret hele karakterer og hændelsesforløb, der skulle give publikum noget at grine af: det kunne være den meget populære, koleriske og højtråbende sydstatssherif J.W. Pepper, som Bond møder dels på hans hjemmebane i Live and Let Die og dels i Thailand, hvor Pepper ferierer (så han kan være med i filmen!); det kunne være, da Bond til alles forundring kører i land på Markuspladsen i sin Lotus Esprit, der lige har været forvandlet til en undervandsbåd; det kunne være store dele af Octopussy (1983), hvor alene den Fleming ske titel nok er mere fjollet end godt eller afslutningssekvenserne, hvor vitsniveauet har bevæget sig langt ned under bæltestedet, som i slutningen af The Spy Who Loved Me (1977), hvor Bond og den sovjetiske spion Anya Amasova oven på veludført gerning bliver taget med bukserne nede. What do you think you're doing? spørger den britiske forsvarsminister bestyrtet. Keeping the British end up, sir, svarer Bond. Der blev skruet gevaldigt ned for humoren i de desværre kun to film, der havde Timothy Dalton i rollen. Filmene var i det hele taget mere alvorlige og mindre spektakulære end Moore-filmene. Men selvom Dalton uden tvivl er den dygtigste skuespiller, der nogensinde har båret Bonds smoking, var filmene ikke tilstrækkeligt store succeser til, at han kunne fortsætte. Måske også, fordi Bond i Daltons anden film, License to Kill (1989), faktisk fik tilbagekaldt sin tilladelse til at dræbe og derefter var ude i et personligt hævntogt i stilen fra Dirty Harry og Charles Bronson. Fig.11: Plakat for Casino Royalefilmen fra Der var flere, der spillede James Bond i dén.

9 Efter License to Kill gik der uhørte 6 år, før Bond vendte tilbage i GoldenEye. Denne gang med serieskuespilleren Pierce Brosnan i hovedrollen. Vitserne var tilbage til der under bæltestedet, hvor dét ungdommelige publikum, man igen havde i tankerne, synes det er sjovt; budgettet var, hvis man korrigerer for inflation, knap og nap fordoblet i forhold til License to Kill. Mængden af product placement var påfaldende, og markedsføringen aggressiv: filmen blev kåret som den, der havde den bedste markedsføring for året Brosnan spillede rollen uden det store udtryk, men han så godt ud og kunne småbjæffe replikkerne ud samtidig med, at han så såret og sammenbidt ud. Brosnans Bond var mere eftertænksom end sine forgængere og mindede på den måde faktisk en del om bøgernes Bond, der ofte keder sig, tit har tømmermænd og af og til filosoferer over det beskidte i sin metier. Og så var der igen plads til de helt store scener: Bond kaprer en kampvogn i Leningrad og forfølger skurken rundt i byen i den; et vigtigt møde mellem Bond og hans tidligere kampfælle, 006, finder sted på en leninstatuernes gravplads, og det afsluttende shoot out finder sted ved skurkens gigantiske satellitparabol, der ikke lader Blofelds raketaffyringsrampe fra You Only Live Twice noget efter. Sådan var det i alle Brosnan-filmene, der med stadig større budgetter - sluttende på 142 mill $, hvoraf de 120$ mill angiveligt skulle være blevet hentet som betaling for product placement, for Die Another Day - alle rummede grandiose scener mest imponerende nok i passagerne henlagt på Island. Fig.12: Engelsk billigbogsudgave af Casino Royale, Fint skal det være med forord af selveste Anthony Burgess. Et Jan Fleming-mysterium? På bagsiden af de første danske oversættelser af Jan Fleming - ja, der stod Jan med J på forsiden - fik man at vide, at Casino Royale var et Fleming-mysterium, og at Blodig vej til Jamaica ( Live and Let Die ) var en kriminalroman. Englænderne så romanfiguren som en forlængelse af deres egen tradition for gentlemanspioner. I Danmark kunne en anmelder skrive, at Goldfinger henvendte sig til den læderjakke-beslægtede del af biografmenigheden, og mange danske anmeldere sammenlignede dengang filmene med de franske Lemmyfilm, der med Eddie Constantine i hovedrollen havde været populære op igennem 50 erne. Sådan er der næppe nogen, der ser Bond-filmene mere. De har selv ændret sig, den kultur, de spiller med i, har ændret sig. Det er efterhånden det sjoveste ved Bond. Men hvis producenterne formår at forny sig inden for deres egen formel, har vi ikke set det sidste til Bond: No, Mr. Bond. I don t expect you to die! Fig.13: I 2000 kunne man møde denne opfordring til at give blod på gratis postkort. Fig.14: Hos Madame Tussauds i London kan man få familien fotograferet sammen med en voksfigur af Pierce Brosnan.

10 Faktaboks Anbefalet litteratur: Bennett, Tony & Janet Woolacott: Bond and Beyond. The Political Career of a Popular Hero (London: McMillan, 1987) Chapman, James: Licence to Thrill. A Cultural History of the James Bond Films (London; I.B.Tauris, 1999) Fleming, Ian: Mit navn er Bond James Bond (København: Forum, 2002) Lauridsen, Palle Schantz: 1965 James Bond in Samson 1, 1996 (København: Sammenslutningen af Mediestuderende i Danmark) Lauridsen, Palle Schantz: Verden i følge Bond, Kosmorama 187, 1989 (København: Det danske Filmmuseum) Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF (? Kb) Gem/åben hele nummeret som PDF (??? Kb) forrige side næste side 16:9, februar 2006, 4. årgang, nummer 15 til toppen forsiden tidligere numre om 16:9 kontakt copyright ,16:9. Alle rettigheder forbeholdes.

11 Umulighedens æra er død Af MORTEN SCHOLZ Actionfilmen er ved at drukne i computergenererede effekter, og de umulige stunts er efterhånden en saga blot. Men det var netop umuligheden i de mange stunts, koreograferet som en voldsballet, der gav genren sin eksistensberettigelse. På den først side i Rikke Schubarts ganske glimrende og aldeles underholdende bog Med vold og magt Actionfilm fra Dirty Harry til The Matrix står denne karakteristik: Actionfilmen er barnlig og larmende. Den er spækket med umulige stunts, der i hånden på en instruktør som John Woo bliver til graciøs ballet med piruetter og pistolsonater, men som i genrens uambitiøse film bliver til ja, primitiv vold. Schubarts ærinde i selve citatet er at skelne mellem god og dårlig æstetik i actionfilm. Det overordnede ærinde i bogen er ellers ikke i udpræget grad æstetisk. Hun sætter sig derimod for at påvise, hvorledes actionfilmen, forstået som de sidste 30 års amerikanske film par excellence, ligefrem kan siges at mytologisere USA som samfund. Det er en modig påstand og giver både en forståelse af actionfilmen og det land, den komme ud af. Fig.1+2: King Kong dengang og nu. Et æstetisk sigte Sigtet med denne artikel er i modsætning til Schubarts ikke sociologisk. Det er netop æstetisk. Og det grundlæggende spørgsmål tager afsæt i ovennævnte citat. Hvordan står det til med æstetikken i actionfilmen lige nu og her. Og spørgsmålet hænger uløseligt sammen med ovennævnte umulighed. Er actionfilm i dag overhovedet spækket med umulige stunts, som Schubart skrev i sin godt tre år gamle bog? For ikke at snakke om graciøs ballet og pistolsonater? Det kunne se ud til, at disse karakteristika ved actionfilmen har draget det sidste suk og er afgået ved døden. Tilbage står tre små bogstaver - CGI. Akronymet dækker over ordene Computer Generated Images eller på godt dansk computeranimationer. John Woo selv er et glimrende eksempel på udviklingen. Hardboiled fra 1992 er i mine øjne en smuk film fuldendt i sin voldsæstetik. Indledningsscenen med alle fugleburene er noget af det ypperligste, der skete for filmen i 90 erne. Netop umuligheden i de mange stunts, der er koreograferet som en voldsballet, gjorde filmen nærmest æterisk. Der er naturligvis tale om ballet for drengerøve. Men det er samtidig også en hel del mere ballet end den målgruppe normalt kan kapere. Fra Hardboiled til Paycheck 11 år senere laver John Woo Philip K. Dick filmatiseringen Paycheck, der er så gumpetung i både dramaturgi, skuespil og koreografi, at det er uforståeligt, at den nogensinde har forladt hylden. På et tidspunkt i filmen flyver John Woos trademark hvide due ind i kameraet. Den er computeranimeret. Desværre er den også computeranimeret på den dårlige måde, hvor man skal være mere end almindelig nærsynet for ikke at opdage bedrageriet. Men den dårlige kvalitet er ikke det væsentligste punkt. Det væsentlige er, at duen nu ikke basker med vingerne som effekt af håndværksmæssig snilde bag kameraet og professionel brug af dresserede duer. Den basker, fordi den er blevet sat til at baske i en computer. Det helt grundlæggende er, at når det kommer til computere, er intet længere umuligt. Tyngdekraften Fig.3: Tony Leung i John Woos voldsballet Hard-Boiled fra 1992, denne gang uden duer. Fig.4: Igen John Woo, denne gang fra Face/Off og inklusive de meget omtalte duer.

12 ophæves, fysikken negligeres, og tilbage står de naturlovsstridige reelle stunts som den store taber. Æstetikken i actionfilm i dag udgøres netop ikke af umulige stunts. Den udgøres af CGI, der, fordi de skabes i en computer, transcenderer skellet mellem det mulige og det umulige. Alt er muligt. Spørgsmålet er så bare, om dette faktum er det samme, som at erklære actionfilmen for afgået ved døden; ikke som mytologi eller genre eller eksempel på den arketypiske amerikanske film, men som æstetisk disciplin. En ting er sikker: Den umiddelbare fascination af stuntet er ikke længere en selvfølgelighed. Eller det er blevet til noget, som feinschmeckere opsøger i produktioner, der er så billige, at computeranimationer ikke er indlagt i budgettet. I den slags b- produktioner kan man stadigvæk finde oldschool stuntmen udføre halsbrækkende gerninger. På den anden side skal man være pænt afhængig af det ugentlige stuntfix for at opsøge de billige produktioner (og udholde historier og skuespil på det niveau) bare for at sikre sig autencitet. Det er naturligvis også muligt at hoppe i den modsatte grøft og ukritisk hylde computeranimationen som filmens fremtid. Tilbage i 1992 var der sikkert ikke mange, der ville have løst billet til Jurassic Park, hvis de prægtige fortidsøgler var blevet vakt til live ved hjælp af stopmotion eller en lignende for længst dateret teknik. Et fornuftigt bud er, at de to lejre er trukket sådan cirka lige op. En dugfrisk undersøgelse i det engelske filmblad Empire afslører, at 53% af de adspurgte syntes, at der er for meget CGI i nutidens film. Computeranimationens grænser I den forbindelse er det selvfølgelig interessant at spørge, om den forholdsmæssige høje utilfredshed skyldes, at kvaliteten af computeranimationerne ikke lever op til tilskuernes forventninger, om hvor virkelighedstro en optagelse skal se ud. Der er utallige eksempler på tåspidskrummende dårlige animationer. Undertegnede erindrer umiddelbart en helt forfærdelig sekvens i 007-filmen Die Another Day, hvor en computergenereret Pierce Brosnan kitesurfer fra isflage til isflage i urimeligt lang tid. I Blade 2 fra samme år ophører den ellers ferme koreografi med ét, da et slå-på-tæven opgør pludselig skifter til totalbillede og viser to computeranimerede kamphaner, der hopper og danser, så det halve havde været nok. Listen kunne blive ved. Det er naturligvis en smagssag, men jeg sætter personligt grænsen ved computeranimerede mennesker. Teknikken kan endnu ikke bære at puste liv i toppen af fødekæden. Af en eller anden grund bliver mennesker skabt i computer altid underligt langstrakte. Det er et problem. Men det er jo kun et problem for indeværende. Teknikken har fuldt fart på, og fagre nye verden vader lige ind i filmen med syvmilestøvler på. Blot kan den endnu ikke snyde det blotte øje. Men udviklingen foregår med lynets hast. Tænk blot på forskellen mellem brontosaurussen i Jurassic Park og Kong i Peter Jacksons nye filmatisering. Sidstnævnte kunne jo uden problemer nomineres til en Oscar for årets bedste hovedrolle, så livagtigt er den animeret. Spørgsmålet om CGI ens effekt på actionfilmen og særligt på dennes æstetik kan altså ikke besvares ved at henvise til teknikkens mangelfuldhed. Lad os se det i øjnene denne mangelfuldhed er ikke kommet for at blive. Om fem år kan man formodentlig narre selv en mor til at tro, det er hendes barn, hun ser oppe på lærredet, selv om det ikke er andet end en håndfuld pixels. Fig.5: Jurassic Park fra Biljagtens glæder Man må heller ikke glemme, at CGI faktisk har gjort en del godt for actionfilmen. Siden Bullitt (1968) har biljagten været en trofast ingrediens i snart sagt enhver actionfilm. Og selvom John Frankenheimers Ronin fra 1998 beviste, at den slags stadigvæk kan gøres med stil og uden brug af computer, så har det de seneste år været en del sjovere af være vidne til nye opfindsomme afviklinger af en gammel kending som biljagten. Terminator 3, Matrix 2 og The Island er alle eksempler på dårlige actionfilm (det er faktisk alle sammen også sci-fi film, men af en kaliber, der ikke benytter fremtidselementet til stort andet end at skrue ekstra op for actionen), der underholdningsmæssigt løftes af visuelt fængslende biljagter skabt i computeren. Problemet i den forbindelse er blot at øjet hurtigt bliver træt af alt den ramasjang. Jeg husker stadigvæk et gammelt VHS-bånd med en eller anden

13 James Bond-film med Roger Moore som 007. På et tidspunkt kører en bil over en bro, der er sprængt halvt i luften. Eller rettere: Bilen spinder en omgang om sin egen akse, mens den flyver over resterne af broen og lander på den anden side med hjulene på jorden. Scenen er filmet i ét take. Og for nu at sige det lige ud af posen, så har jeg aldrig, hverken før eller siden, været mere imponeret i mit liv. Jeg har tyndslidt båndet ved at spole tilbage og se stuntet igen og igen. Jeg kunne simpelthen ikke fatte, at det kunne lade sig gøre. Det var netop stuntets umulighed, der gjorde så stort et indtryk på mig. Hvordan kunne det lade sig gøre. Fascinationen var uendelig. Jeg regner aldrig med at komme til at føle på samme måde over for en film i fremtiden. En nostalgiske længsel efter det umulige Denne tanke om actionfilmens tab af uskyld krydret med en mistrøstig længsel efter barndommens simple glæder fornemmes hos en del filmelskere på min egen alder. F.eks. viste filmanmelder ved Information - Christian Monggaard at han også har en rem af huden, da han skuffet anmeldte King Kong sidste år. Her skrev han: Jeg tvivler ikke på, at Peter Jackson har haft de bedste intentioner, og fra begyndelsen af King Kong, hvor 30'ernes New York - fuld af neonlys og art decobygninger - genskabes med en smittende glæde, vil man gerne kunne lide filmen. Men siden løber begejstringen af med instruktøren, der er så ivrig efter visuelt at forbløffe sit publikum på samme måde, som Cooper og Schoedsack gjorde det med den originale film, at han lader hånt om at fortælle en god historie. Da Willis O'Brien i 1933 skabte sine banebrydende stop motion-effekter til King Kong og fik Kong til at bevæge sig og kravle på Empire State Building, måtte han hele tiden forholde sig til, hvad der kunne lade sig gøre - det var det muliges kunst. I dag er alt muligt, takket være computere, og når Peter Jackson beder om et eller andet, får han det. Men en mangel på begrænsninger er sjældent af det gode. Naturligvis er der noget om snakken, når Monggaard fremhæver at fanden er løs i Laksegade, hvis det at fortælle en god historie helt tabes på gulvet til fordel for bedre og større computeranimationer. Mod det synspunkt kan man godt nok hævde, at Hollywood, længe før computeren overhovedet blev opfundet, var villig til at ofre god historiefortælling for effekter. I dag ser det bare bedre ud. Derudover påpeger Monggaard også, at vi i dag er trådt helt uden for det muliges kunst. Alt er muligt. Derfor er intet umuligt. For fire år siden var umulige stunts med til at definere actionfilmen som genre. I dag har CGI aflivet det muliges sfære. Det kan man så som Monggaard og jeg begræde. Eller man kan se realiteterne i øjnene som en dreng, der er blevet mand og leve med, at intet er, som det plejede at være. Umulighedens æra er ikke længere. I stedet har vi fået mulighedernes æra. Den slags skal man vende sig til. Det skal instruktørerne også. En lille smule mådehold har aldrig skadet kunsten. Ellers ville alt film jo bare være hardcore porno. Men mit bud er, at filmen og actionfilmen nok skal klare skærene, og også i fremtiden være i stand til at tryllebinde publikum. Mulighedernes æra lyder da heller ikke så skidt. Så må gamle nostalgiske røvhuller som jeg selv jo bare støve VHSbåndet af og gense alle de gamle umulige stunts. Det ville da ikke være rimeligt, at en så patetisk og bagstræberisk holdning skulle gå ud over nye generationer af filmelskere. Fig.6: Fra umulighedens æra: Bullit fra 1968.

14 Faktaboks Cgi-mesterværker Det overnaturlige væsen Golum fra Ringenes Herre-trilogien ligger meget, meget højt på listen over eksempler på aldeles vellykkede computeranimationer. Instruktør Peter Jackson lader i det hele taget til at have godt styr på sine pixels hovedrolleindehaveren Kong i King Kong-genindspilningen er et mesterværk i sig selv. Derudover er det ikke muligt at komme uden om George Lucas, når talen falder på CGI. I den sidste Star Wars film Revenge of the Sith trådte den aldrende instruktør endelig i karakter og skabte en mørk og lykkeligvis ikke særlig børnevenlig afslutning på sagaen. Animationerne i den film er så imponerende, at selv ikke den mest forkrampede tilhænger af den oprindelige trilogi kan forsvare at opretholde fjendtligheden mod den tekniske udvikling. En sidste figur bør nævnes. Det er Dobby fra den anden Harry Potter film. Måske ser selve animationen i dag ikke længere helt overbevisende ud, men den lille husalf, der stryger sine egne hænder, hver gang han taler over sig, er et glimrende bevis på, at CGI også har en humoristisk dimension. Udskriv denne artikel Gem/åben denne artikel som PDF (? Kb) Gem/åben hele nummeret som PDF (??? Kb) forrige side næste side 16:9, februar 2006, 4. årgang, nummer 15 til toppen forsiden tidligere numre om 16:9 kontakt copyright ,16:9. Alle rettigheder forbeholdes.

15 En vakker vase af jern og stål: Michelle Yeoh Af RIKKE SCHUBART Fra første færd var Michelle Yeohs star persona den nye kvinde : single, stærk, selvstændig og intelligent, fuld af intens energi og viljestyrke. Men hun har været vidt omkring såvel genremæssigt som tematisk, inden hun slog igennem hos et vestligt publikum i selskab med James Bond i filmen Tomorrow Never Dies. Her leverede hun sit personlige bud på den klassiske Bond-babe. Michelle Yeoh som Yu Shu Lien i Crouching Tiger, Hidden Dragon fra Kun én skuespillerinde har formået at tage sin action persona fra Hongkong til resten af verden og samtidig uddybe den. Denne person er Michelle Yeoh. Mens de store mandlige kampsports-actionstjerner er eksperter inden for deres område Bruce Lee, Chuck Norris, Jean-Claude Van Damme og Steven Seagal (der som den første udlænding åbnede en dojo, en karateskole, i Japan) gælder det samme ikke de kvindelige kampsports-actionstjerner. De er smukke, yndefulde og dygtige (i den rækkefølge) og Michelle Yeoh er ingen undtagelse skønt hun senere blev berømt for at udføre egne stunts. Den 165 cm. høje skuespillerinde blev født som barn af kinesiske forældre i Malaysia i 1962, og studerede ballet fra hun var fire år. Som femtenårig tog hun til England for at læse videre, men en alvorlig rygskade satte en stopper for balletambitionerne, hvorefter hun vendte sig mod jazz og moderne dans. Hun fik en bachelorgrad fra Londons Royal Academy of Dance og vendte i 1983 tilbage til Malaysia, hvor hun vandt Miss Malaysia, som hendes mor havde meldt hende til. Yeoh (udtales Yoh ) overvejede at åbne en balletskole i Malaysia, men valgte at skrinlægge sine dansestudier, da Jackie Chan i 1984 inviterede hende til Hongkong for at indspillle en reklamefilm med ham. Her arbejdede hun hos D & B Films Co. og debuterede i Owl and Dumbo (1984) under navnet Michelle Khan. Fra første færd var Yeohs star persona den nye kvinde : single, stærk, selvstændig og intelligent, fuld af intens energi og viljestyrke. Hun var ingen sød komedienne som Maggie Cheung og ingen sexet femme fatale som den afdøde Anita Mui, hendes to medskuespillere i The Heroic Trio (1993). Hendes karriere kan deles i tre faser: I den første, fra 1984 to 1988, lavede hun seks film, heriblandt actionfilmene Yes, Madam (1985), Royal Warriors (1986) og den Indiana Jones-inspirede adventure film Magnificent Warriors (1987). I 1988 giftede hun sig med D & B s ejer og producent Dickson Poon og trak sig tilbage på højdepunktet af en karriere som den mest populære action skuespillerinde i Hongkong. Den anden fase begynder, da hun efter at være blevet skilt i 1992 vender tilbage til filmen. Hendes star persona er stadig den stærke single-kvinde, nu ofte med frustrationer over romantiske forhold eller manglen på samme. I Wing Chun (1994) spiller hun en gammeljomfru, i The Heroic Trio dør hendes elsker, og i Butterfly and Sword (1993) bliver hendes kærlighed ikke gengældt. Flere af hendes film fra denne anden fase er såkaldte wuxia film, en ridderlig kampsport-tradition der er Hongkongs svar på de japanske chanbara ( fægte ) film, som har temaer som heltemod, ære og krigerkompetence. Med dramaerne The Stunt Woman (1996) og The Soong Sisters (1997) begyndte en tredje fase, hvor Yeoh prøver at få en

16 action-star persona og et image som moden og seriøs skuespiller til at gå op i en højere enhed, og hvor hun veksler mellem dramaer og populære underholdningsfilm. Den internationale anerkendelse kommer omsider, da hun i en alder af 35 får rollen som James Bonds sidekick Wai Lin i Tomorrow Never Dies (1997) - den ældste Bond-pige nogensinde - og spiller den kvindelige kriger Yu Shu Lien i Ang Lees kampsportsdrama Crouching Tiger, Hidden Dragon (2000). Nosser som en mand Dette er en ny type Bond-kvinde, en kvinde af 1990erne, stærk, intelligent og på højde med Bond både mentalt og fysisk, udtalte Yeoh i interviews da Tomorrow Never Dies fik premiere i 1997 (Hellman). Men Yeoh havde spillet netop denne kvindetype fra allerførste hovedrolle i krimi-action filmen Yes, Madam (1985). I Yes, Madams komiske åbningsscene ser vi en kvinde, som viser sig at være politiinspektøren Ng (Yeoh), blive antastet af en blotter i en boghandel. Hun besvarer hans obskøne gestus ved at smække en tyk bog sammen om hans kønsdele, hvilket resulterer i et brøl af smerte. Straks derefter finder et bankrøveri sted ved siden af boghandlen, og Ng går i aktion. Hun dræber en af røverne, og da hendes pistol er tom, snupper hun en riffel fra en død vagt og standser en armeret pengetransport. Jeg er ikke sikker på, at der er flere kugler, siger hun med reference til Dirty Harry, da hun sigter på en blødende bankrøver, har du lyst til at tage chancen? På blot tre minutter introduceres inspector Ng (vi hører aldrig hendes fornavn) som Harry Callahans ligemand. Som Harry er hun parat til at dræbe, ikke blot arrestere, forbrydere. Sej, nådesløs, smidig og helt bogstaveligt kastende sig selv ind i kampen. Ingen træge bevægelser her, hendes kropssprog er hurtigt og frit, hvilket sammen med hendes sporty tøj og sko leder tanken hen på firsernes fitness-kultur. Hertil kommer at hun er 23 og ikke, som Clint Eastwood i Dirty Harry, 41. Yes, Madam signalerer ungdom, energi og entusiasme, ikke bitterhed og sarkasme. I den næste actionsekvens griber Ng til kampsport, da en mistænkt i lufthavnen modsætter sig anholdelse. Uheldigvis viser den mistænktes kvindelige gidsel sig at være kriminalinspektør Carrie Morris (Cynthia Rothrock) fra Scotland Yard, som også er ekspert i kampsport, og er i Hongkong for at hjælpe med at opklare mordet på Mr. Dick, en engelsk revisor. Det tyndbenede plot omhandler Ng og Morris forsøg på at få fat i en mikrofilm, hvor Mr. Dick havde beviser på en mafiaboss dokumentfalsk. Mikrofilmen ender i hænderne på tre tyve, i de engelske undertitler kaldt Aspirin, Panadol og Strepsil, som forsøger at afpresse gangsteren, Mr. Tin. (Panadol spilles af Tsui Hark, kendt som instruktør af A Better Tomorrow III og Once Upon a Time in China). I det endelige opgør bryder Morris og Ng ind i Mr. Tins hus for at få fat i mikrofilmen, redde Panadol og Aspirin samt give skurkene tæsk. Ifølge action-koreograf Craig Reid benytter Hongkongs kampsportsfilm tre grundlæggende kategorier: MAMs ( Many Against Many ), OHMs ( One Hits Many ) og triple Os ( One on One ). (Se Craig Reid: Fighting Without Fighting: Film Action Fight Choreography) Den ti minutter lange kampsekvens er en variation over OHM, hvor Ng og Morris går i kødet på hele banden bevæbnet med sabler og knive. Cynthia Rothrock er verdensmester i flere kampsportsdiscipliner og hendes evne til udføre de krævende stunts dokumenteres ved at vise hende i fuld figur og ved brug af slow motion. Det gælder også hendes klassiske skorpionens stik, hvor hun med strakt ben sparker over hovedet enten forfra eller bagfra og rammer modstanderens hoved med sin fod, såvel som baglæns kolbøtter og løben op ad vægge som optakt til saltomortaler. Yeoh, som på dette tidspunkt blot var uddannet danser, begyndte at aflure kampsportens bevægelser og udførte så mange af sine egne stunts som muligt.

17 I Yeohs anden actionfilm, Royal Warriors (1986), vred en modstanders spark hendes skulder af led, hvilket skulle blive den første af mange arbejdsskader. Ligesom Jackie Chan insisterede Yeoh på så vidt muligt at udføre stunts. I The Stunt Woman landede hun på hovedet efter at have hoppet ud fra en bro, brækkede hoften og ødelagde væv og muskler, og i Crouching Tiger, Hidden Dragon holdt omfattende operationer i forbindelse med en knæskade hende fra optagelser i tre måneder, hvilket nær havde tvunget Ang Lee til at finde en afløser. Brækkede ribben, overrevne blodårer, smadrede håndled. Ildhu og dedikation betød, at Michelle Yeoh overskyggede andre Hongkongskuespillerinder og vandt publikums gunst. Royal Warriors som sammen med Yes, Madam blev distribueret på det europæiske videomarked (i visse lande under titlerne Ultra Force 1 og 2) opnåede større succes end Yes, Madam. Plottet handler om fire venner, der under krigen sværger at hævne hinandens død. Da en af dem, en kriminel i politiets varetægt, som følge af en fejlslagen redningsaktion møder sin skæbne på et fly, starter det en kædereaktion af drab og hævn: En ny morder melder sig, så såre politiet har uskadeliggjort, hvad de troede var morderen. Igen spiller Yeoh en kriminalbetjent fra Hongkong, Michelle Yip, som tilfældigvis er på det fly, hvor den første af de fire mister livet. Med hjælp fra en japansk politimand, Peter Yamamoto (Hiroyuki Sanada), og en sikkerhedsvagt fra flyselskabet, Michael Wong (Michael Wong), slår Michelle skurkene på flyet ihjel. Som hævn bliver Yamamotos kone og datter dræbt af en bilbombe, og morderen forsøger også at gøre det af med Michael og Michelle. Michelles chef beder hende holde øje med Yamamoto, da han er en hårdkogt strømer i Japan. Yamamoto indleder et personligt hævntogt, og da Michelle dækker over ham, bliver hun suspenderet. Sikkerhedsvagten Michael er en komisk figur, som ikke er meget værd i kamp, men kurtiserer Michelle med breve og blomster. Hun single og ikke just den romantiske type siger, you re so childish... do you think this is all a big joke? Under better circumstances I don t mind playing along with you. But right now I m not in the mood. Hjemme gentager den forelskede Michael ordene til sin guldfisk. Men just da han beslutter at skride til handling, bliver han kidnappet af den sidste af de fire venner, den sidste morder, som bruger ham til at komme på skudhold af Michelle. Michael ofrer heroisk sit liv, og mens han falder i døden, råber han, have a nice life, Michelle. Hvad der begynder som en let actionkomedie udvikler sig til et mordmysterie og med Michaels død en dyster historie om hævn i heroisk blodsudgydelse -traditionen, som Tsui Hark og John Woo med film som A Better Tomorrow (1986) og The Killer (1989) bragte til et højdepunkt. Yes, Madam og Royal Warriors gjorde Yeoh til den mest synlige og populære kvindelige kampsportsstjerne i Hongkong. Michelle Khan s [Yeoh blev krediteret som Khan i de to film] second outing... inspired countless Hong Kong production companies to cash in with a wave of femme fatale flicks, skrev Rick Baker og Toby Russell i The Essential Guide to Hong Kong Movies (1994), although few could compete with her gutsy performance - she also did many of her own stunts... her first two pictures are still regarded as the cream of battling babe movies. (Baker og Russel:181) Filmene blev omdøbt In the Line of Duty og In the Line of Duty 2, og blev starten på en serie af i alt syv film, de sidste fem med den tidligere danser Cynthia Khan (hvis navn opstod som en kombination af navnene på de to stjerner i Yes, Madam, Cynthia Rothrock og Michelle Khan).

18 Frustreret, men ikke bitter Skilsmissen i 1992 gav Yeohs karriere samme drive som Trinitys ærefrygtindgydende spring ud af vinduet i The Matrix. Da Jackie Chang hørte, at Yeoh overvejede at vende tilbage, inviterede han hende til at være med i Police Story 3, hvor hun spillede Jessica Yang, en politikommissær fra det kommunistiske Kina (stadig krediteret som Michelle Khan) overfor Changs Hongkong superstrisser, Chia-chu. Ifølge både anmeldere og fans måtte Jackie Chan for en gangs skyld se en medspiller stjæle billedet. Denne kampsportsfilm om jagten på en narkokonge er, målt med Hongkongs alen, fattig på kampsport og den slapstick, man forventer af Chan. Derimod er den spækket med mesterlige scener, hvor Yeoh slår Jackie Chan med flere længder hvad kampteknik, vid og stunt-arbejde angår. Police Story 3 uddyber Yeohs nye kvinde -persona ved at fremstille hende som yderst professionel og selvstændig. Denne gang er der ingen romance i sigte, for hendes figur gør intet forsøg på at charmere eller behage mænd, og kun da hun skal give sig ud for at være Chiachu s søster, er hun piget og feminin. Men hvad for alvor blæste publikum omkuld var en scene, hvor Yeoh sprang fra en motorcykel over på et tog i fuld fart. Jackie Chan er berømt for at koreografere komplicerede og spektakulære actionscener, hvor han selv udfører egne stunts. Yeoh fulgte hans eksempel, og fraklip under filmens rulletekster viser hende udføre motorcykelstuntet tre gange uden brug af en stunt double eller wires. Man finder ikke lignende kvindeligt vovemod i nogen Hollywood-produktion. I det følgende år, 1993, genindtog Yeoh tronen som actiondronning med ikke færre end seks (!) film: Project S, et spin-off fra Police Story 3 uden Jackie Chan, men med Yeoh som politiinspektør Jessica Yang; The Heroic Trio og The Heroic Trio 2: Executioners, to adventuresuperhelte film optaget umiddelbart efter hinanden, og tre historiskkung-fu-film, The Tai-Chi Master, Butterfly and Sword og Seven Maidens. I 1994 fulgte to film, Wing Chun, endnu en historisk-kung-fufilm, og actionfilmen Wonder Seven. Samme år havde Yeoh tredive sekunder på skærmen i Shaolin Popey 2: Messy Temple, en kung fufilm for børn. De elementer, der var en mangel i Police Story 3, blev til en stadig frustration for Yeohs fremtidige filmiske figurer og til en del af hendes star persona: Hun spiller nu en single-kvinde så opslugt af sin kampsport og uafhængighed, at kærligheden har trange kår i en mandsdomineret verden. Omsider en international stjerne Hvornår slutter én fase, og hvornår begynder en ny i udviklingen af en skuespillers star persona? Når nye lag eller karakteristika bevidst tilføjes og dermed fører til nye karriereskridt? Når hidtil skjulte kvaliteter kommer op til overfladen som konsekvens af en skuespillers skift til mere risikable rollevalg, der bidrager til hendes star personas udvikling? Pam Griers star persona kunne i halvfjerdserne ikke ændres, og publikum godtog heller ikke eksperimenter med Stallones og Schwarzeneggers star persona er. Men i Yeohs tilfælde sker ændringer, da hun beslutter at nå et internationalt publikum ved at medvirke i Tomorrow Never Dies (1997) og udvikle sin star persona ved at spille hovedrollen i dramaet The Stunt Woman (1996). Hendes internationale gennembrud i Tomorrow Never Dies (1997) er nok hendes mindst karakteristiske film, da hun her er glamouriseret som Bond-babe. Hun kommer ind i handlingen en halv time inde i filmen, hvor skurken, mediebaronen Elliot Carver, er vært ved en fest. I like a woman who takes the initiative, siger Carver (Jonathan Pryce), da han hører, at hun sneg sig ind uden en invitation. Da Carver senere opdager, at Wai Lin (Yeoh) er oberst i The Chinese People s External Security Force, lænker han hende til Bond (Pierce Brosnan). En sammensmedning, som varer, mens hun hopper ned fra en skyskraber og senere i høj hast kører gennem Saigon på motorcykel. Endnu engang udfører hun mange af sine egne stunts, hvilket gjorde indtryk på det amerikanske filmhold. Hun overbeviser i rollen som Bonds ligemand på trods af scener, der udskifter hendes hårdkogte Hongkongimage med en klichépræget fremstilling af asiatisk skønhed, såsom et

19 umotiveret styrtebad i det fri, samt en scene hvor Bond med et kys under vandet giver hende luft og redder hende fra at drukne. Yeohs makeup trækker hendes brede kinesiske ansigtstræk i retning af mere konventionel skønhed, og hun ender selvfølgelig i Bonds arme. Selv da hun var gift, i Wing Chun, besteg hendes figur en hest i ét hop, og i en sprælsk soveværelsesscene måtte hendes mand kæmpe indædt for at sprede hendes ben. Ingen hurtig overgivelse her! Yeoh leverede ikke desto mindre sit eget bud på en Bond-ledsager. Hvor den slemme Bond-babe førhen var professionel kæmper og den gode Bond-babe en feminin skønhed, der forlod sig på Bonds talenter, er Wai Lin en kampsports-ekspert, der udforsker skibsvrag på egen hånd og mestrer avanceret computerteknologi som Bond. Hvem er det, der kører? spørger Bond, da de kæmper om kontrollen over motorcyklen, og Yeoh kravler over Pierce Brosnan og rundt om køretøjet. I fuld fart naturligvis. Prøver du at beskytte mig? spørger hun. Senere leverer plottet en MHO ( Many-Hits-One ), da Wai Lin bliver angrebet af en gruppe mænd. Hun uskadeliggør dem med undtagelse af én, som Bond fælder. Ham kunne jeg have taget mig af, siger hun køligt. Men det gjorde du ikke, svarer Bond, ivrig efter at genvinde overtaget. Denne scene blev indspillet efter alle Hongkongstilens regler med kinesiske stuntmænd og optaget i et take uden stuntkvinde, som Yeoh havde for vane. Lyden af spark og slag var autentisk, da Hongkongs stuntfolk arbejder uden sikkerhedsmargin, og faktisk rammer hinanden (om end selvfølgelig på en kontrolleret og koreograferet facon). Ifølge filmens pressemateriale dukkede Pierce Brosnan op på settet blot for at se indspilningen af denne scene og kommenterede efterfølgende: Det var bare så sexet! (Hellmann) Efter Tomorrow Never Dies gik Yeoh ned i arbejdstempo. Hun havde en lille rolle i thrilleren Moonlight Express (1999) før den til dato største rolle som krigeren Yu Shu Lien i den Taiwanesisk-fødte amerikanske instruktør Ang Lees Oscar-belønnede kampsportsdrama Crouching Tiger, Hidden Dragon (2000). Handlingens omdrejningspunkt er tre stolte krigere, to tragiske kærlighedshistorier, et stjålet sværd og de dyder, som knytter sig til wuxia ( chivalric honor eller ridder-ære), hævn og kampsport. Historien begynder, da den berømte kriger Li Mu Bai (Chow Yun Fat) trækker sig tilbage og beder Yu Shu Lien (Yeoh) om at bringe hans sværd The Green Destiny til Peking for at give det til Sir Te, der er protektor for deres munkeorden. I Peking bliver det 400 år gamle sværd stjålet. Tyven er Jen (Zhang Ziyi), datter af en guvernør og på vej til at blive gift. I al hemmelighed er hun blevet oplært i kampsport af sin guvernante, hvis hemmelige identitet er Jade Fox. Jade Fox har for år tilbage myrdet Li Mu Bai s læremester. Dramaets emotionelle kerne er den uudtalte kærlighed mellem de aldrende krigere Li Mu Bai og Shu Lien. Li Mu Bai skal netop til at erklære sin kærlighed til Shu Lien, da de bliver afbrudt, og ordene må vente til slutningen, hvor han døende ligger i Shu Liens arme, skudt med en forgiftet pil af Jade Fox: LI MU BAI: Shu Lien... YU SHU LIEN: Save your strength. LI MU BAI: My life is departing. I have only one breath left. YU SHU LIEN: Use it to meditate. Free yourself from this world as you have been taught. Let your soul rise to eternity with your last breath. Do not waste it for me. LI MU BAI: I ve already wasted my whole life. I want to tell you with my last breath I have always loved you. [Shu Lien cries and kisses him] I would rather be a ghost drifting by your side as a condemned soul than enter heaven without you. Because of your love I will never be a lonely spirit.

20 Kampsport og ægteskab er uforenelige størrelser. En kriger må ofre kærligheden for at være uafhængig. Og bedst som Li Mu Bai havde afsværget sit krigerliv for at få kærligheden, stjal Jen sværdet. You are not married, are you? spørger Jen Shu Lien, da de mødes første gang. What do you think? You couldn t roam around freely if you were, fastslår Jen. Hun tror fejlagtigt, at hun kan bruge sine kampsportskundskaber til at undslippe sin sociale rolle som hustru og fraskrive sig krigerens ansvar. Da hun blev angrebet af banditter i ørkenen, havde hun forelsket sig i en ung bandit-helt, Lo (Chang Chen). Men da hun først får fat i sværdet, nægter hun at tage af sted selv med ham. Jen nægter at aflevere sværdet, og Li Mu Bai kan ikke få sig til at dræbe hende. Men da han forsøger at overtale hende til at blive hans elev, bliver han dræbt. Jen angrer, og Shu Lien siger til hende: Promise me, whatever path you take in life, be true to yourself. Jen drager til det berømte Wudan-bjerg, hvor hun kan blive oplært, og hvor hendes bandit-elsker Lo venter. Make a wish, Lo, siger hun. Lo lukker øjnene: To be back in the desert, together again. Derefter springer Jen ud fra bjergets tinde. Eller rettere; hun svæver yndefuldt ind i disen, idet Crouching Tiger, Hidden Dragon ophæver tyngdekraften og forvandler følelse til bevægelse. Første gang dette sker, kommer det som et chok. Da Jen stjæler sværdet, forsøger Shu Lien at holde den flyvende tyv ved jorden. Hongkong swordplay benyttede wires og trampoliner, men her er kampsport en magisk sindstilstand. Scenen, hvor Jen og Li Mu Bai kæmper i toppene af tredive meter høje bambustræer, hoppende og balancerende på de skrøbelige grene så ubesværet, som var de fugle, imponerede publikum. I Kung Fu-mytologi, sagde fotograf Peter Pau, enlightenment is all about lifting, flying... so we tried to fly with the action... at human eye-level... poetic and drama-driven, not actiondriven... not about doing high-flying kicks... but about high-flying romance. (Greenhalgh:6) I Planet Hong Kong: Popular Cinema and the Art of Entertainment (2000) beskriver David Bordwell fascinationen af Hongkong action via en formalistisk analyse af bevægelse. In the best Hong Kong sequences, we rejoice in cinema s power over the physical world, siger han, og kalder den fysiske action a strategy of expressive amplifications (Bordwell: 245,232). Hongkong-film bruger bevægelse til at fange publikums opmærksomhed og overføre dramaets følelser til vores sanser. The clarity and rhythmic regularity of the Hong Kong style fulfill one goal of popular cinema - arousing and channeling emotion. Instead of an impassive, restrained realism, filmmakers present a caricature version of the action that aims to carry away the spectator. A fight or chase is given a distinct, vivid emotional profile - ferocity, panic, evasiveness, meticulousness... (Bordwell: ). I Crouching Tiger, Hidden Dragon er de formidlede følelser på én gang wuxian og freudianske, idet de begge repræsenterer en persons indre styrke eller sandhed, og samtidig repræsenterer personens undertrykte følelser, skjulte talenter og indestængte frustration. Et eksempel er kampen mellem Jen og Shu Lien i klosterets gårdhave, en klassisk triple-o ( One On One ). Jen nægter stadig at aflevere sværdet og tage til Wudan Mountain. Den efterfølgende tvekamp er lige dele Hongkong og Western: Som i Hongkongs actionscener anvendes stålkabler og special effects, der sender de kæmpende flyvende gennem luften, op og ned af vægge og gennem gårdhavens møblement, alt imens de anvender allehånde våben (gården indeholder ganske belejligt en righoldig våbensamling på væggen). Men rummet er samtidig afgrænset til klosterets gårdhave, der repræsenterer Shu Liens begrænsede (d.v.s. undertrykte) indre rum (følelserne). Hun er både indelukket og indespærret. Shu Lien vinder kampen, men ligesom Mu Bai kan hun ikke dræbe Jen, der svæver ud af gårdhaven. Jen repræsenterer ungdommens desperate frihedstrang, ekstase og umulige blanding af talent, styrke og iver. Hun mangler den ansvarsfølelse, wuxia indeholder; med store evner følger store forpligtelser - et dilemma og en tragedie, den asiatiske kriger må acceptere.