Dehydreringens indflydelse på præstationsevnen ved anaerobt arbejde

Transkript

1 Dehydreringens indflydelse på præstationsevnen ved anaerobt arbejde Gruppe 09gr522 SportsScience 5 semester. Maria Sofia Borg Mette Iversen Kristian Larsen Anne-Sofie Gerner Mikkelsen Louise Nielsen Nicholas Krobath Olesen

2 2

3 Titel: Dehydreringens indflydelse på præstationsevnen ved anaerobt arbejde Tema: Videnskabelig Metode Projektperiode: Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Idræt 5.semester Fredrik Bajers Vej Aalborg Øst Tlf Projektgruppe: 09gr522 Deltagere: Maria Sofia Borg Mette Iversen Kristian Larsen Anne-Sofie Gerner Mikkelsen Louise Nielsen Nicholas Krobath Olesen Hovedvejleder: Michael Voigt Oplagstal: 8 Sideantal: 65 Synopsis Spørgsmålet, der ønskes besvaret i denne rapport er, hvorvidt dehydrering har nogen indflydelse på den anaerobe præstationsevne. Spørgsmålet søges besvaret ved hjælp af to anaerobe tests; Counter Movement Jump samt en 30-sekunders Wingate-test. Endvidere undersøges det, om følgende faktorer har indflydelse på præstationsevnen; træthed, intensitet og motivation. Ved brug af ikke-kontrolleret eksperimentelt design udføres disse forsøg i henholdsvis hydreret og dehydreret tilstand fordelt over to dage. Som dehydreringsmetode anvendes der passiv varmeeksponering i form af sauna. Projektgruppen har i denne forbindelse opsat to hypoteser til besvarelse. Gruppen af testpersoner, der testes i ovenstående forsøg, består af en forholdsvis homogen gruppe på syv mænd. Bilagsantal: 1 CD vedhæftet (rådata samt grafer) Rapportens indhold er frit tilgængeligt, men offentliggørelse (med kildeangivelse) må kun ske efter aftale med forfatterne. 3

4 4

5 Forord Foreliggende projekt er udarbejdet af gruppe 09gr522 ved Sports Science 5.semester ved Aalborg Universitet. Udarbejdelsen er sket i perioden fra september til december Projektet omhandler dehydreringens effekt på præstationsevnen under anaerobt arbejde. Formålet med projektet er, at belyse hvorvidt dehydrering har indflydelse på to anaerobe tests; Counter Movement Jump-test samt Wingate cykeltest. Testene er blevet gennemført af syv mandlige testpersoner i henholdsvis hydreret og dehydreret tilstand. Ligeledes sigter projektet på kritisk analyse af de anvendte målemetoder. Hovedvejleder for projektet er Michael Voigt, lektor ved Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi. Litteratur- samt internethenvisninger er angivet efter Vancouver-modellen, hvor (1) refererer til (1) i litteraturlisten osv. Hvis et helt afsnit er skrevet på baggrund af en specifik litteratur, er dette angivet i starten af afsnittet. Igennem rapporten optræder desuden ord, som med fordel kan forkortes. Første gang ordet nævnes, vil det stå i sin fulde længde, efterfulgt af forkortelsen i parentes. Forkortelsen vil derefter blive benyttet i den efterfølgende tekst. Testpersoner vil være angivet som TP1, TP2, TP3, osv. Endvidere forkortes hydreret tilstand HYD og dehydreret tilstand DEH. Endvidere dækker Testdag 1 over før-testen, hvor testpersonerne var hydrerede. Testdag 2 dækker derfor over efter-testen, hvor testpersonerne var dehydrerede. Slutteligt ønsker vi at rette en tak til testpersonerne, som stillede sig til rådighed ved udførelsen af forsøgene, samt vejleder for hjælp til forsøg og rapport. Aalborg d. 21/ Maria Sofia Borg Mette Iversen Kristian Larsen Anne-Sofie Gerner Mikkelsen Louise Nielsen Nicholas Krobath Olesen 5

6 6

7 Indholdsfortegnelse Forord... 5 Del I Indledning Problemanalyse Hypotese Teoretisk baggrund Vand Kroppens vandindhold Vandindtag og vandudskillelse Dehydrering Aerob og anaerob energiomsætning Plasmavolumen under dehydrering Dehydreringens betydning for elektrolytter i plasma Temperaturregulering Motivation Motivation ifølge teori Motivation i forhold til forsøg Borg-skala Del II Metode og materialer Metode Testovervejelser Testdesign Testpersoner Testprocedure Faciliteter Materialer

8 5.7. Testlederne Datatyper Målinger Ændringer i forhold til det intenderede forløb Del III Resultatbehandling Resultatbehandling Databehandling CMJ-testen Databehandling Wingate-testen Diskussion Diskussion Motivation CMJ-testen Wingate-testen Diskussion af resultater på baggrund af Spearman s analyse Forsøgsforbedringer Konklusion Konklusion Litteraturliste

9 9

10 Del I Indledning Problemanalyse Teoretisk baggrund 10

11 Indledning Sport i dag er ikke, som den var for bare 20 år siden. Forskning i idrætsfeltet er i fremgang, og ny viden inden for teknologi og fysiologi bidrager til at sætte nye rekorder. Kravene for at kvalificere sig til eliten er blevet større, og derfor søger den almindelige udøver, topatleten, træneren, forskeren og andre i sportsindustrien konstant at afdække usete faktorer, der kan have den mindste positive såvel som negative indflydelse på udøverens præstation. Ét af de aspekter forskere har fundet interessant at undersøge inden for de seneste to årtier, er kroppens varmeregulering. Forskerne har både fået øjnene op for, hvordan kroppen skiller sig af med varme under fysisk aktivitet, men også hvordan forskellige miljømæssige faktorer kan påvirke varmereguleringen. Udøvere dyrker deres sport i mange forskellige miljøer, som kan have en indvirkning på kropstemperaturen og dermed varmeafgivelsen. Her kan bl.a. nævnes temperatur, luftfugtighed, solstråling og vindforhold. Alt afhængig af stofskifte, miljømæssige forhold samt det tøj, udøveren bærer, kan fysisk aktivitet medføre en signifikant stigning i kropstemperatur. For at undgå overophedning aktiverer kroppen fysiologiske mekanismer såsom kredsløb og svedproduktion. Da stofskiftet og varmedannelsen er højere under arbejde, skal der således også en større væskeindtagelse til for at kompensere for underskuddet, der går tabt igennem udskillelsen af sved. (1) I mange idrætsgrene har væskeindtagelsen derfor stor betydning for præstationen. Men det er ofte noget den enkelte udøver ikke bemærker, da menneskets naturlige tørst ikke er tilstrækkelig i forhold til det vand, der går tabt under arbejdet. Mange kender ikke til de fysiologiske konsekvenser af at være i væskemangel, samtidig med at skulle præstere, før det er for sent, og de bliver dårlige. Derfor må udøveren huske, at drikke rigeligt med væske selvom tørsten ikke melder sig. Hvis ikke vanddeficittet dækkes, risikerer udøveren at dehydrere, hvilket medfører en yderligere belastning af kroppen, og udøverens præstation forringes hermed. I yderste tilfælde kan dehydrering have stor betydning for vedkommendes sundhed og almene velbefindende. Slutteligt må man ikke forglemme de mentale aspekter, når kroppen udsættes for ekstreme belastninger. Mange kan opleve en nedsat motivation som følge af enten indre eller ydre påvirkninger. Det er derfor vigtigt, at udøveren bliver positivt stimuleret i tilfælde af, at dehydrering indtræder, således motivationen fastholdes. 11

12 1.1. Problemanalyse Effekten af dehydrering under fysisk aktivitet repræsenterer et område, hvor man gennem det meste af det 20. århundrede ikke har kunnet forene teori og praksis, da begrænsning af væskeindtagelsen under fysisk aktivitet er blevet anset for at fremme præstationen frem for at forringe den. I artiklen Effects of Dehydration on Exercise Performance skrev en ukendt forfatter en meget sigende monografi om maratonløb i 1909: Don t get the habit of drinking and eating in a Marathon race; some prominent runners do, but it is not beneficial (2) Det var først i 1940 erne, at forskere begyndte at lave simple forsøg på soldater, der marcherede i flere timer under forskellige miljømæssige forhold såsom høj luftfugtighed og varme. Forsøgene blev udført med begrænset indtagelse af væske. Det viste sig, at faktorer såsom puls, kropstemperatur og iltoptagelse alle steg i takt med dehydreringen, og kroppen var dermed udsat for en større belastning. Således opdagede forskerne også, at der var en sammenhæng mellem graden af dehydreringen, og hvor lang tid testpersonerne var i stand til at arbejde. På trods af disse resultater forblev mange udøvere i den tro, at føde- og væskeindtagelse forringede præstationen, da kroppen i så fald ville bruge for meget energi på at fordøje det ekstra indtag, og man dermed ville underpræstere. Man blev således kun betragtet som en atlet af høj kaliber, hvis man var i stand til at gennemføre konkurrencer uden nogen former for ekstra ressourcer. (2) Nogle år senere opdagede man, at langdistanceløbere tabte sig signifikant under konkurrence samt havde en forhøjet kropstemperatur. Men i modsætning til førnævnte undersøgelse virkede dette ikke til at påvirke deres præstation synderligt. Man lavede derfor flere undersøgelser af f.eks. maratonløbere og utrænede, der viste, at udholdenhedsløberne langsomt kunne tilvænne sig den dehydrering og overophedning, som kroppen måtte udholde under konkurrence, mens de utrænede under samme belastning ville kollapse. Kroppen kan derfor tilvænnes til at håndtere væskemangel og har således en individuel påvirkning fra person til person. Gennem mange videnskabelige undersøgelser var det først i 1970 erne, at man endelig erkendte dehydreringens skadelige effekt på den aerobe effekt under udholdenhedsidræt, og siden da er der blevet lavet utallige undersøgelser, som alle peger i samme retning. (2) Antallet af undersøgelser, der tester for den anaerobe effekt under dehydrering er dog begrænset, og således har man aldrig fundet entydige resultater for hvilken effekt, væskemanglen har for denne arbejdsform. Det skyldes bl.a. en vis usikkerhed i de metodiske fremgangsmåder, forskerne har valgt, som derved har forværret eller svækket de formodede konsekvenser af dehydrering under anaerobt arbejde. Det har været vanskeligt, at isolere dehydreringens effekt på præstationen uden at involvere andre usikkerheder såsom muskeltræthed, forhøjet kropstemperatur, hormonelle forstyrrelser, begrænset indtagelse af kulhydrater, motivation, osv., der alle kan påvirke enten dehydreringsprocessen eller præstationen. (3) 12

13 Ifølge Leon C. Jones et. al., som har skrevet artiklen Active Dehydration Impairs Upper and Lower Body Anaerobic Muscular Power (4), forringes den anaerobe effekt under dehydrering. Testpersonerne udførte en før-test i hydreret tilstand (HYD) og efterfølgende en efter-test i dehydreret tilstand (DEH) på et Wingate ergometer for både den øvre og nedre del af kroppens muskulatur. Udfaldet viste en forringelse i det gennemsnitlige power output (MPO) på 7,17 % og 19,20 % for henholdsvis den øvre og nedre muskulatur. Wingate-testens varighed var 30 sekunder, og belastningen blev angivet til 7,5 % af testpersonernes kropsvægt. Dehydreringen blev aktivt påført ved minutters løb svarende til 60 % af deres maksimale pulsfrekvens under forhold svarende til ca. 33 :C og en luftfugtighed på ca. 55 %, indtil testpersonerne havde opnået et vægttab på ca. 3 % af deres startvægt. Testpersonerne blev herefter kølet ned, således kropstemperaturen nåede at returnere til udgangspunktet inden Wingate-testen blev udført. Metoden indeholder dog en stor usikkerhed fordi man ved dehydrering af testpersonerne, må bestræbe sig på, at undgå muskeltræthed og udtømning af kulhydratdepoterne, således testpersonerne er i stand til at præstere deres maksimale. Derfor anser vi ikke aktiv dehydrering, som en valid metode for os, da vi udelukkende vil undersøge dehydreringens individuelle indflydelse på den anaerobe effekt. (4) Jones et. al. målte også testpersonernes motivation samt træthedsfaktor under forsøgene. Det viste sig, at der ikke var nogen signifikant forskel på testpersonernes motivation i før- og eftertesten (P = 0,059), og således har den aktive dehydrering ikke spillet ind på testpersonernes engagement i dette forsøg. Da forsøget udføres under aktiv dehydrering, kan den høje motivation måske skyldes frigørelse af endorfiner. Målinger for denne faktor kan antageligt se anderledes ud, hvis varmeeksponeringen foregår passivt. Træthedsfaktoren var, i modsætning til førnævnte faktor, steget med 70 %, og man kan således diskutere om trætheden enten er influeret af muskeltræthed, opvarmningen som kroppen har været udsat for eller en blanding af de to. (4) Michalsik et. al. skriver om anaerob træning, at det kræver stor motivation af idrætsudøverne for at kunne gennemføre træningen med den rette intensitet., da intensiteten er meget høj under denne arbejdsform. Under hurtighedstræning, hvor der arbejdes med maksimal intensitet, er høj koncentration og en stor vilje af afgørende betydning for at kunne opnå en optimal træningseffekt.. (5) Slutteligt er det endnu engang vigtigt at påpege, at forringelsen af testpersonernes præstation kan være et resultat af muskeltræthed og ikke af selve dehydreringen. Man kan også formode, at den øgede træthed i andre tilfælde ville spille ind på testpersonernes motivation, idet motivationsfaktoren ifølge Maslows behovspyramide er afhængig af testpersonernes fysiologiske mangelbehov, som i dette tilfælde er hvile. (6) Der er dermed flere usikre faktorer i dette forsøg, som gør det svært at afgøre, hvilken betydning dehydrering har under anaerobt arbejde. I artiklen No Effect of Moderat Hypohydration and Hypothermia on Anaerobic Exercise Performance (7) gennemførte Samuel N. Cheuvront et. al. et lignende forsøg, hvor det derimod viste sig, at den anaerobe effekt ikke ændrede sig signifikant, da otte testpersoner blev udsat for både dehydrering og forskellig grader af forøget kropstemperatur. Testpersonerne skulle udføre en 4 x 15 sekunders Wingate-test for den nedre del af kroppen i et tempereret rum på ca. 22 :C, og belastningen blev angivet til 7,5 % af testpersonernes vægt. Testene blev både udført i hydreret tilstand, hvor testpersonerne fik vand under varmeeksponeringen for at dække vanddeficittet, samt dehydreret tilstand, hvor vandindtagelse blev udelukket. Efter første Wingate-test skulle testpersonerne sidde halvanden time i et varmt rum på ca. 45 :C. 13

14 Testpersonerne blev herefter vejet, og anden test blev udført indenfor 5 minutter efter varmeeksponeringen. Herefter skulle testpersonerne igen udsættes for varmeeksponering ifølge den forudgående procedure, hvorefter tredje test blev udført inden for 30 minutter. Sidste test blev igen lavet efter halvanden times varmeeksponering dog med 60 minutters pause. Testpersonerne opnåede en dehydrering på 1,7-3,6 % af kropsvægten. Resultaterne viste, at der ikke var nogen signifikant forskel på hverken den højest målte effekt (PO max ), den relative højest målte effekt (relative PO max ) eller den gennemsnitlige effekt (MPO). (7) Testlederne anvendte i dette forsøg passiv dehydrering for at udelukke muskeltræthed. Dog ønskede forskerne både at teste hvilken effekt de forskellige grader af forøget kropstemperatur samt dehydreringen havde på præstationen. Da vi udelukkende vil teste den individuelle forskel på den anaerobe effekt før og efter dehydrering, finder vi det ikke nødvendigt at udsætte testpersonerne for varmeeksponering i en før-test. Endvidere er det også nødvendigt, at nedkøle testpersonerne til samme temperatur som udgangspunktet for at standardisere forsøgene. En forøget kropstemperatur vil medføre, at kroppen aktiverer bestemte mekanismer, som har til opgave at nedkøle kroppen. Disse mekanismer medfører, at kroppen bliver yderligere belastet, og således vil før- og efter-testen ikke blive udført under samme forudsætninger. Endvidere anser vi en 15-sekunders Wingate-test for kort til at teste den anaerobe effekt. I dag anvendes oftest en 30-sekunders test. De første fem sekunder arbejdes der anaerobt alaktacid, da energikravet dækkes af nedbrydningen af ATP samt KrP og aerobt vha. ilten fra myoglobin og hæmoglobin. Herefter arbejdes der anaerobt laktacid, hvor glykolysen producerer energi til muskelarbejdet samt affaldsstoffet laktat. Til trods for at glykolysen aktiveres ved starten af ethvert arbejde, så tager det ca sekunder før processen forløber med maksimal hastighed (5). Det er vanskeligt at vurdere, om resultaterne forholder sig anderledes, når der testes i 30 sekunder frem for 15 sekunder. Men ifølge William D. McArdle et. al. forringes den anaerobe effekt ikke gennem en max-test af en varighed på op til 60 sekunder under dehydrering, dog giver kilden ingen begrundelse for denne konstatering. (8) Andre kilder mener også, at den anaerobe effekt forbedres efter dehydrering. Her testes testpersonerne i en Counter Movement Jump-test (CMJ), hvor belastningen er deres egen vægt. Forbedringen af springhøjden er dog afhængig af, at muskelstyrken ikke svækkes under dehydrering. Daniel A. Judelson et. al. har lavet en sammenligning af resultaterne for de to forsøg og mener, at det positive udfald til dels skyldes, at testpersonerne i CMJ-testen via dehydrering skal flytte en mindre masse pga. vægttabet. (3) De to forsøg adskiller sig også fra hinanden, idet Wingate-testen måler den maksimale anaerobe effekt, som er den højeste hastighed anaerob energi kan frigøres ved og betegnes som produktionstræning. CMJ-testen måler derimod musklernes evne til hurtigt at udvikle maksimal kraft og betegnes som hurtighedstræning. (5) Ovenstående leder os frem til følgende hypotese: 1.2. Hypotese Dehydrering påvirker springhøjden i en positiv retning under CMJ-test Dehydrering har ingen effekt på den anaerobe effekt under en 30-sekunders Wingatetest 14

15 Teoretisk baggrund 2. Vand Følgende kapitel redegør for vands betydning for kroppen. Indledningsvis startes med en generel redegørelse af kroppens vandindhold og væskebalance, samt hvordan denne væskebalance opretholdes. Derefter følger en redegørelse for konsekvenserne af en dehydreret krop, samt hvordan man forebygger dehydrering under træning vha. forøget væskeindtag. Herefter forklares, hvordan den aerobe og anaerobe energiomsætning foregår, samt hvordan elektrolytkoncentrationen ændrer sig under dehydrering. Kapitlet afsluttes med en redegørelse af, hvilke former for varmeudveksling og varmeproduktion kroppen bruger med henblik på at opretholde kropstemperaturen. Endeligt afsluttes kapitlet med en opsummering Kroppens vandindhold Følgende afsnit redegør for kroppens vandindhold og væskefaser. Vand udgør ca. 60 % af en mands kropsvægt. Dette er dog lidt mindre for kvinders vedkommende (ca. 50 %), da de har en større andel fedtvæv. Andelen af vand varierer gennem hele livet. Hos spædbørn udgør vand ca. 75 %, mens det hos ældre kun udgør 45 % af kropsvægten. Vandet er essentielt for kroppen, da alle biologiske reaktioner finder sted i vandige opløsninger. En forudsætning for at disse reaktioner kan finde sted, er en konstant koncentration af elektrolytter og et konstant osmotisk tryk som der redegøres for i afsnittet Dehydrerings betydning for elektrolytter i plasma. (9) Kroppens vand er fordelt i tre forskellige væskerum, også kaldet væskefaser. Den største andel af væske findes inden i de enkelte celler og kaldes den intracellulære væske (ICV). Resten af væsken, som kaldes den ekstracellulære væske (ECV), findes uden om alle cellerne. ECV kan deles op i den interstitielle væske (ISV) og plasma. Vand findes også i forskellige hulrum; cerebrospinalvæsken, synovialvæsken (ledvæske) og kammervæsken i øjet. Hvis andelen af vand i disse hulrum varierer, har dette umiddelbart ingen betydning for kroppens samlede væskebalance, da rummene er så små i forhold til resten af kroppen. (10) På Figur 1 kan man se, hvordan vandet er fordelt i kroppen, og hvor stor en del vandet udgør af den totale kropsvægt. (10) (8) 15

16 Kropsvæske (%andel af kropsvægt) Væskeandel Serie Total ICV ECV ISV Plasma Væskerum Figur 1. Kropsvæskens fordeling (8) Væskebalance En velfungerende krop er i væskebalance. Det betyder, at der skal være en balance mellem den mængde væske kroppen tilføres, og den mængde væske kroppen udskiller over en tidsperiode, f.eks. et døgn. (11) Det har også stor betydning for kroppens celler, at kroppen er i væskebalance, da de behøver stabile og væskefyldte miljøer at leve i. (12) De fleste fødevarer indeholder en stor mængde vand, og vores behov for væske dækkes gennem det, vi spiser og drikker. Tørst er ikke en pålidelig indikator for, hvornår kroppen er i væskeunderskud. Vi føler først tørst, når vi har tabt ca. 1-2 % af kropsvægten. Når man sveder, mister man salt, elektrolytter og mineraler. Når man mister salt, kan man miste en del væske uden at føle tørst. Det er derfor vigtigt, at man efter hård fysisk aktivitet, fortsætter med at drikke vand, selvom tørsten er slukket. (13) 2.2. Vandindtag og vandudskillelse Følgende er en redegørelse af kroppens vandindtag og udskillelse. Vandindtag Kroppens væskebehov dækkes gennem det, vi drikker og spiser. Vandindtaget og vandudskillelsen er meget forskellig fra person til person. Det anbefales at indtage mellem 1,2-2 l vand pr. døgn, hvis man befinder sig i et varmeneutralt miljø. Dette er et range over vandindtaget gennem drikke fra de forskellige kilder, vi har benyttet. (8) (11) W. D McArdle 2007 og O. Nielsen 2005 er dog enige om, at den mad vi indtager, svarer til ca. 1 l væske pr. døgn. (8) (11) Motion og et varmt fugtigt miljø kan være medvirkende til, at behovet for vand øges 5-6 gange. (8) 16

17 Figur 2: Oversigt over kroppens væskebalance (11) Ifølge Figur 2 føres den samlede væske fra mad og drikke til blodet via mavetarmkanalen. Processen starter med en mekanisk bearbejdning af føden i mundhulen, hvor der tilsættes nedbrydende enzymer. Dette danner en fødebolle, der via svælget når spiserøret. Derefter passerer den videre ind i mavesækken. Her blandes føden effektivt, og proteinspaltningen starter. Samtidig øges mængden af væske. Efter to til tre timer bliver føden til en vællingagtig masse, der i små mængder presses ind i tolvfingertarmen. Her udskiller leveren og bugspytkirtlen forskellige enzymer, galdesure salte og hydrogencarbonat, der neutraliserer den sure vælling. Tolvfingertarmen fortsætter ind i tyndtarmen, hvor fordøjelsen og absorptionen foregår. Stoffer som alkohol eller glukose optages i blodet direkte fra mavesækken. (14) Udover væske fra mad og drikke findes der også en forbrændingsvæske. Det er den væske, der dannes i cellerne under forbrænding af fødens fedt, kulhydrater og proteiner. Denne forbrændingsvæske, som svarer til 0,3 l pr. døgn, føres fra cellerne til blodet. For at gøre det mere overskueligt kan man lave følgende regnestykke. (11) 17

18 Regnestykke over vandindtaget: Vandindtag: Drikke: 2,0 l Væske fra mad: 1,0 l Forbrændingsvæske: 0,3 l Vandindtag i alt: 3,3 l (11) Vandudskillelse Dette afsnit handler om, hvordan vandet udskilles fra kroppen på fem forskellige måder; gennem urin, afføring, hudens fordampning, sved gennem huden og mættet vanddamp i udåndingsluften fra lungerne. Der udskilles ca. 1,9 l urin pr. døgn, hvilket stemmer overens med den mængde væske, der indtages via drikke. Det er nyrerne, der producerer urinen. Dette sker for at rense blodet for vand, affaldsstoffer og ioner, som urinen består af. Vandet og ionerne kommer fra den mad og væske vi har indtaget, hvor affaldsstofferne er dannet af kroppens celler. Det er vigtigt, at kroppen opretholder et konstant indre miljø, for at cellerne kan fungere optimalt. Det bevirker, at hvis væskeindtaget er for lille, eller kroppen bruger meget væske, vil urinproduktionen falde, og urinen vil i så fald blive mere koncentreret og få en mørkere farve. Omvendt gælder det, at en forhøjet indtagelse af væske medfører en øget udskillelse af urin. Her vil urinen være mindre koncentreret og dermed meget lys. (11) Gennem afføringen mister vi ca. 0,1 l vand pr. døgn, da vand udgør ca. 70 % af afføringen. Den resterende del består af ufordøjelige stoffer, herunder bakterier fra fordøjelsesprocessen og rester af mavesyre fra tarmen, maven og bugspytkirtlen. Dette tal kan dog blive større, hvis man lider af diarré eller opkast, og det kan være en potentielt risikobetonet situation, der kan skabe ubalance i væske- og elektrolytbalancen. (8) (11) Huden udskiller vand på to måder: 1. Fordampning 2. Svedproduktion Der fordamper ca. 0,5 l vand fra huden pr. døgn. Selvom huden næsten er vandtæt, kan det ikke undgås, at der siver vand ud af det yderste hudlag. Dette vand fordamper fra overfladen. Fordampning er en måde hvorpå kroppen kan afgive varme. I tilfælde af høj luftfugtighed, kan kroppen dog ikke afkøles, da den omgivende luft allerede er mættet med vanddamp. (5) Kroppen har ligeledes mulighed for at afgive varme gennem svedproduktionen og derved sikre, at legemstemperaturen holdes konstant. Kroppen producerer ca. 0,3 l sved pr. døgn under normale forhold. Svedproduktionen stiger i takt med en større varmeproduktion. Det kan forekomme ved ophold i varme omgivelser, når man er syg, har feber samt ved en forøget kropstemperatur, eksempelvis i forbindelse med fysisk aktivitet, hvor fordampningen af sved er med til at afkøle kroppen. (11) (12) 18

19 I lungerne sker der også en fordampning af vand. Her er der tale om mættet vanddamp og små dråber vand, som følger med udåndingsluften, når vi taler, hoster og ånder. Dette løber op i ca. 0,5 l pr. døgn. Hvis respirationsfrekvensen, som normalt er gange pr. minut, stiger, vil en større mængde vand fordampe via udåndingsluften. Det kan bl.a. være i forbindelse med motion og temperaturforhøjelse, der er medvirkende til, at tabet bliver endnu større, idet respirationen øges. (11) (12) Lige som ved vandindtag, er nedenstående et regnestykke over vandudgiften Regnestykke over vandudskillelsen: Vandudskillelse: Urin: 1,9 l Afføring: 0,1 l Hud, fordampning: 0,5 l Hud, sved: 0,3 l Lunger: 0,5 l Vandudskillelse i alt: 3,3 l (11) Som man kan se, er både vandindtag og vandudskillelse på 3,3 l, hvilket vidner om en væskebalance. Hvis balancen ikke opretholdes og udskillelsen bliver højere end indtaget, kan dehydrering forekomme, som vi vil redegøre for i næste afsnit. Afsnittet beskriver at en velfungerende krop er i væskebalance. Denne opretholdes, når vandindtagelsen er lig med vandudskillelsen. Hvis væskebalancen ikke opretholdes, kan dette skyldes to af følgende ting; en for lille vandindtagelse eller en for stor vandudskillelse. Begge dele kan betyde, at kroppen dehydrerer. En lille vandindtagelse kan løses relativt nemt ved at indtage mere vand. En stor vandudskillelse kan løses på samme måde. En stor vandudskillelse kan også være en af kroppens temperaturregulerende mekanismer, hvilket beskrives nærmere i afsnittet Varmeudveksling Dehydrering I dette afsnit beskrives, hvilke årsager og konsekvenser der er ved dehydrering. Endvidere redegøres for, hvad der sker i plasmaet under dehydrering. Afsnittet afsluttes med en retningslinje for hvad, væskeoptaget bør være under fysisk aktivitet. Dehydrering er en tilstand, hvor kroppen er i væskeunderskud. Det sker, når den føromtalte væskebalance ikke er intakt. Årsagerne til dehydrering: Nedsat væsketilførsel, hvor indtagelsen af væske er mindre end udskillelsen. Øget væskeafgivelse, hvor udskillelsen af væske er større end indtagelsen. (12) Personer, der har svært ved at synke, eller personer med kvalme, der både kan være en akut eller kronisk sygdom, kan have svært ved at indtage tilstrækkelig væske, og de har dermed en 19

20 nedsat væsketilførsel. Derudover kan kroppen også vænnes til at drikke for lidt væske. Dette sker, hvis man starter med at undertrykke sin tørstfornemmelse, hvorefter den vil aftage, hvilket kan vare fra måneder til år. En person, der har vænnet sin krop til at indtage for lidt væske, vil have en lille diurese (vandladning) og vil have svært ved at vænne kroppen til at øge det daglige væskeindtag. Et eksempel på dette kan være en person, der arbejder i et travlt kontormiljø med få pauser. Det travle, varme og tørre kontormiljø giver rig lejlighed til et væsketab gennem sved og dampafgivelse. Hvis dette væsketab ikke vejes op af et tilsvarende væskeindtag, vil det oftest resultere i en hovedpine sidst på eftermiddagen. Hovedpinen skyldes en begyndende dehydrering i hjernens celler, som personen selv kan udbedre efter endt arbejdsdag. En person som denne vil være mere eksponeret for at udvikle en dehydrering, hvis vedkommende udsættes for et øget væsketab. (12) Dehydreringen starter med at ramme væskeindholdet i ECV. Dette bevirker et tab af volumen fra blodbanen og plasma. Samtidig vil der blive trukket vand fra ICV, som påvirker cellernes osmotiske tryk. Dette vil blive beskrevet i et senere afsnit. Som dehydreringen skrider frem, vil organernes celler og deres funktion blive påvirket, som i ovenstående eksempel. (12) Konsekvenser af dehydrering Dehydreringen spiller blandt andet ind på hudens normale elasticitet (hudturgor) som nedsættes. Hudens elasticitet udgøres af de elastiske fibre i læderhuden (dermis) og vandindholdet i underhuden (subcutis). Vandindholdet i underhuden kan ses som et depot, der kan tages i brug, når væskebalancen er truet, hvorfor vandet i underhuden trækkes ind i kredsløbet til de livsnødvendige organer, der mangler vand, hvilket resulterer i en nedsat elasticitet. (12) I Hypothalamus er der et vandbalanceregulerende center, hvis opgave er at bevare et konstant vandindhold i kroppen. Dette gøres ved at producere den mængde af hormonet ADH (det antidiuretiske hormon), kroppen har brug for. Jo mere ADH, der produceres, jo mindre er urinproduktionen grundet hormonets antidiuretiske virkning. ADH findes altid i blodet, men dannes i store mængder, når det er nødvendigt at bevare mere vand i kroppen. Ved dehydrering arbejder ADH og nyrerne maksimalt på at holde vandet tilbage i kroppen, hvilket munder ud i en lille diurese, der er mørk og koncentreret. Derudover kan man ved moderat dehydrering opleve tør hud, dårlig fyldning af venerne og et vægttab, der svarer til den mængde væske, kroppen mangler. (11) (12) Når man er dehydreret, kan man bl.a., opleve at man bliver træt, får hovedpine, er mindre opmærksom, mister koncentrationen, mister energi, humøret falder, søvnen bliver dårligere og præstationsevnen falder. De omtalte konsekvenser af at have en dehydreret krop er alle negative. (15) Væskeindtag under fysisk aktivitet I dette afsnit beskrives, hvordan man undgår at blive dehydreret. Endvidere præsenteres der en overordnet rettesnor for det anbefalede væskeindtag under fysisk aktivitet. 20

21 For at undgå dehydrering og overophedning af kroppen under fysisk aktivitet, er det vigtigt, at den tabte væske, erstattes med ny væske. Det spiller også en stor rolle, hvilken temperatur og intensitet udøveren arbejder under. Jo højere disse faktorer er, desto større væskebehov. (5) Under fysisk aktivitet forekommer der et fald i musklernes glykogenindhold, som medfører træthed. For at minimere denne træthedsfornemmelse og øge præstationsevnen, kan man med fordel indtage kulhydrater opløst i vand under arbejdet. Kroppen er dog begrænset i, at erstatte det fulde væske- og energitab grundet den væsketømning, som finder sted fra maven til tarmen, hvorefter det optages i blodet. jf. Figur 2. Dette skyldes, at maven er begrænset af, hvor hurtigt den kan sende væske videre til tarmen. Kroppen er i stand til at øge mavetømningen ved en forhøjet mængde væskeindtagelse, dog nås grænsen ved ca. 350ml væske på 15 min. Den maksimale mavetømningshastighed er ca. 1,2 l væske pr. time. Kroppen kan hurtigere bearbejde rent vand eller vand med et lavt sukkerindhold i forhold til væske med høj sukkerkoncentration. Det skyldes, at sukkeret suger vand til sig, og derved tilbageholder væske i maven, samtidig med det optager vand fra blodet. (5) I varme omgivelser er væsketabet større, og da det er her, vi har mest brug for væsketilførsel, er det ikke hensigtsmæssigt, at mavetømningshastigheden falder på grund af de høje temperaturer. Derfor er det vigtigt, at man i varme omgivelser indtager rent vand eller vand med lavt sukkerindhold på 2-3 % for at sikre at vandoptagelsen bliver størst. Det lave sukkerindhold medfører, at personen får tilført et lille sukkertilskud, hvorfor det er ekstra vigtigt, at kulhydratdepoterne er fyldt godt op inden start. I kølige omgivelser kan man derimod med fordel indtage en væske med 5-8 % sukkerindhold. Vandoptagelsen vil grundet sukkerindholdet blive mindre, men dette opvejes af et mindre svedtab og en mavetømningshastighed. (5) Det er vigtigt, at væskedepoterne er fyldt godt op ved starten af den fysiske aktivitet. Det er tilstrækkeligt at drikke mellem 5-7 ml pr. kg. kropsvægt ca. fire timer inden den fysiske aktivitet påbegyndes. (1) For at undgå stor ophobning af væske i maven skal man, under den fysiske aktivitet, ofte indtage små mængder væske. Det er passende at drikke ml væske hvert minut, uafhængigt af intensitet og varighed. (1) Følgende retningslinjer om væskeindtagelse under fysisk aktivitet, kan bruges som indikator for, hvornår man bør indtage væske: (5) Ved en fysisk aktivitet under 30 minutter, er der ikke fundet nogle fysiologiske begrundelser for væskeindtagelse. Ved fysisk aktivitet i minutter bør man overveje væskeindtagelse, alt afhængigt af intensitet og klimatiske forhold. Ved fysisk aktivitet over 60 minutter er det vigtigt at den tabte væske erstattes med ny væske uanset intensiteten. I dette afsnit er der redegjort for dehydrering, der skyldes indtagelse af mindre væske eller en øget væskeafgivelse. Når kroppen er dehydreret vil organernes celler og deres funktion også blive påvirket. Man bliver træt, får hovedpine, mister koncentrationen med videre. 21

22 Dette vil blive behandlet i afsnittet Dehydreringens betydning for elektrolytter i plasma. For at forebygge dehydrering under fysisk aktivitet, bør man drikke mellem 5-7 ml væske pr. kg. kropsvægt ca. fire timer før den fysiske aktivitet. Mens man under den fysiske aktivitet skal drikke 0,15-0,25 l hvert minut Aerob og anaerob energiomsætning I dette afsnit redegøres der for vands betydning for den aerobe og anaerobe energiomsætning, samt hvilke konsekvenser dehydrering kan have for dette miljø. Aerob energiomsætning Når kroppens muskler arbejder, kan frigørelsen af energi ske ved både aerobe og anaerobe processer. Ved aerobe processer udvindes næringsstofferne kulhydrat og fedt til energi under forbrug af ilt. Ved disse forbrændingsprocesser dannes CO 2 og H 2 O. Nedbrydningsprocesserne foregår i mitokondrierne, som kaldes for Krebs cyklus, hvor der dannes CO 2. Dernæst dannes H 2 O i Elektrontransportkæden. Denne nedbrydningsproces frigør energi, og genopbygger ATP. Genopbygning af ATP ses i nedenstående reaktionsskema (5); Kulhydrat + 6 O ADP + 39 P 6 CO H 2 O + 39 ATP Fedt + 23 O ADP P 16 CO H 2 O ATP Jævnfør artiklen Exercise and Fluid Replacement er de fysiologiske konsekvenser af dehydrering under aerobt arbejde forhøjet kropstemperatur, hjertefrekvens og glykogenforbrug, hvilke er medvirkende til, at kroppen arbejder hårdere. Den anden form for energiomsætning er den anaerobe resyntese af ATP. Den vil blive redegjort for herunder. (5) (10) Anaerob energiomsætning Når ilttilførslen til musklerne ikke skaffer nok energi til arbejdet ved aerobe processer, kan musklerne genopbygge ATP ved hjælp af anaerobe processer. Her spaltes Kreatinfosfat (KrP). Derefter frigøres energi, som bruges til genopbygningen af ATP. Denne proces kaldes en spaltning, da den foregår uden forbrug af ilt. Dette ses i nedenstående reaktionsskema (5); KrP + ADP ATP + Kr I ovenstående proces indgår vand ikke som en del af energiomsætningen. Derfor vil dehydrering umiddelbart ikke have nogen betydning for forløbet af denne proces. Dette er Michael N. Sawka et al. (2007) også kommet frem til. Forskerne er altså enige om, at dehydrering ikke har nogen betydning for den anaerobe energiomsætning. Dog foregår både den aerobe og anaerobe energiomsætning i et vandigt miljø, så indirekte vil vandunderskuddet, i form af dehydrering, alligevel have en betydning for forløbet af ovenstående processer. (5) (10) 22

23 2.5. Plasmavolumen under dehydrering I dette afsnit vil der blive redegjort for, hvad dehydrering betyder for plasmavolumen. Derefter beskrives, hvordan denne mindskede plasmavolumen påvirker elektrolytkoncentrationen. Når man taler om dehydrering, er det ofte forbundet med en nedsat præstationsevne. Dette skyldes, at blodvolumen er nedsat. Dette medfører øget hjertefrekvens, da iltkravet i det arbejdende væv er uændret. Den øgede hjertefrekvens sker på baggrund af nedsat fyldning af hjertet, hvorfor en mindre mængde blod bliver pumpet ud. En anden ulempe ved dehydrering er den øgede risiko for varmeskade som følge af den formindskede plasmavolumen. Dette medfører en forringelse af kroppens svedproduktion og derved nedsat varmeafgivelse. Ved væskeafgivelse bliver det samlede blodvolumen mindre, men de arbejdende muskler har stadig brug for den samme mængde ilt, så musklens blodtilførsel opretholdes. Denne opretholdelse af blodtilførslen sker ved, at blodårerne sammentrækkes under huden. Da kroppen har svært ved at afgive varme, ophedes den, hvilket i værste tilfælde kan få dødelig udgang. Faldet i plasmavolumen er uafhængig af dehydreringsformen. Der er ikke forskel på, om det drejer sig om et hurtigt tab, eller om underskuddet af væske sker over en længere periode. (16) Receptorerne i kroppen kan ikke opspore, hvor mange liter vand eller hvor mange gram natriumchlorid eller kalcium kroppen indeholder. Ligeledes kan de heller ikke opfange, hvor mange liter eller gram vi får eller taber i løbet af en dag. Dog kan receptorerne spore plasmavolumen og den osmotiske koncentration. Da væsken hele tiden cirkulerer mellem interstitialvæsken og plasmaet, og fordi udvekslingen mellem den ekstracellulære og den intracellulære væske sker, er plasmavolumen og den osmotiske koncentration gode indikatorer for, hvordan væskebalancen og elektrolytbalancen i kroppen er. (9) 2.6. Dehydreringens betydning for elektrolytter i plasma I dette afsnit redegøres for vandets vigtighed i plasma mht. elektrolytternes koncentration og osmose, samt dehydreringens betydning for disse. Vand er et opløsningsmiddel for de stoffer, der findes i plasma og består af 91 % vand og 9 % tørstof. Hvis kroppen ikke indeholdt vand, kunne de forskellige stoffer ikke transporteres rundt i kroppen. Derfor vil transporten af disse stoffer under dehydrering blive dårligere pga. det begrænsede vandindhold. I plasmaet findes næringsstoffer, vitaminer, affaldsstoffer, mineraler, hormoner og plasmaprotein. Nogle af mineralerne kan blive spaltet i ioner, der også kaldes elektrolytter. Natrium (Na + ) er den ion, der findes i den største koncentration, mens Klor (Cl -- ) findes i den næsthøjeste koncentration. Disse elektrolytter danner sammen med andre salte (Ca ++ og HCO -- 3 ) det osmotiske tryk, der kan registreres som et undertryk i blodet. Dette undertryk suger væske ind i kapillærerne. I kroppen har det osmotiske tryk i ECV og ICV samme størrelse. Derfor suges der ligeså meget vand ud af cellerne, som der suges ind. Under dehydrering sker der ændringer i det osmotiske tryk, der vil betyde, at der enten kommer for meget vand ind eller ud af cellerne, der i værste fald kan betyde, at cellerne vil dø. (11) 23

24 Sker der ændringer i den osmotiske koncentration, eksempelvis ved dehydrering, hvor koncentrationen stiger, registreres dette af receptorer i Hypothalamus. Disse receptorer udløser en tørstfornemmelse ved en ændring svarende til et fald i kroppens vandindhold på 1-2 % af kropsvægten. (11) Som tidligere nævnt stiger koncentrationen af elektrolytter under dehydrering. Denne øgede koncentration vil medføre en svag og uregelmæssig hjerterytme. (9) Når kroppen mister vand ved dehydrering, men stadig beholder elektrolytterne, stiger den osmotiske koncentration i ECF. Ved hjælp af osmose bevæger vandet sig ud af ICF til ECF indtil begge opløsninger igen er isotoniske. På dette tidspunkt opnår både ECF og ICF en højere koncentration end normalt. Begge volumener er lavere end før væsketabet. Hvis væskeubalancen fortsætter, vil tabet af kropsvæske medføre stor tørst, tørhed og rynker i huden. Et signifikant fald i plasmavolumen kan medvirke, at blodtrykket falder og man kan gå i chok. (9) En dehydrering har altså umiddelbart ingen effekt på anaerobt arbejde. Den anaerobe energiomsætning foregår dog i et vandigt miljø, hvor elektrolytkoncentrationerne ændrer sig under dehydrering. Man kunne forestille sig, man er loadet med en biokemisk belastning ved arbejdets start, når man er dehydreret. Det har dog ikke været muligt, at finde ud af om denne belastning har nogen betydning for den anaerobe energiomsætning. (8) 2.7. Temperaturregulering Det følgende kapitel vil handle om kroppens temperaturregulering. Her vil vi komme nærmere ind på, hvordan fordampning af sved, som er en af formerne for vandudskillelse, foregår. Endvidere redegøres for, hvordan kroppen regulerer kropstemperaturen, så den opretholder varmebalancen. Kroppens præstationsevne er afhængig af forskellige termiske faktorer, der påvirker fysiologiske mekanismer, som eksempelvis kredsløbet og svedsekretionen, der indgår i kroppens temperaturregulering. (17) Mennesker har en kropstemperatur på ca. 36,5 40 o C under normale fysiologiske forhold. Dette interval er vigtigt at opretholde, da blandt andet hjernens aktivitet og enzymerne i kroppen er temperaturafhængige. Enzymerne indgår i kemiske processer, der varierer med kropstemperaturen. Det vil sige, jo højere kropstemperaturen er i det tidligere omtalte temperaturinterval, jo hurtigere foregår de kemiske reaktioner. Dog forløber de kemiske reaktioner igen langsommere, hvis kropstemperaturen stiger yderligere. (5) Der er heller ikke samme temperatur overalt i kroppen, da man kan dele kroppen op i en indre kerne og en skal. Den indre kerne består af organerne i bryst- og bughule samt centralnervesystemet. Her er temperaturen næsten konstant, og den kaldes den dybe kropstemperatur. Når temperaturen måles i Rectum, kan dette bruges som et mål for den dybe kropstemperatur. Her svinger temperaturen 0,5-1,0 o C i løbet af et døgn med et gennemsnit på 37 o C. Hvis temperaturen derimod måles i mundhulen, er den ca. 0,5 o C lavere. (17) 24

25 I kolde omgivelser opstår der en temperaturforskel, da ekstremiteternes overfladetemperatur bliver koldere i forhold til gennemsnitstemperaturen, helt ned til ca. 20 o C i meget kolde omgivelser, hvorved evnen til fintkoordinerede bevægelser nedsættes. (17) Dette kan man se på Figur 3 der viser den gennemsnitlige hudtemperatur ved forskellige lufttemperaturer. Ved den laveste temperatur kan man se, der er en stor forskel mellem temperaturen i kroppen og ekstremiteternes overfladetemperatur. Når lufttemperaturen stiger, nærmer hudtemperaturen på de forskellige legemsafsnit sig mere og mere hinanden. Figur 3. Hudtemperatur på forskellige legemsafsnit v. forskellige lufttemperaturer. (10) Kropstemperaturen reguleres reflektorisk, via kommandosignaler fra Temperaturcenteret i Hypothalamus, til de celler som påvirker varmeproduktionen eller varmetabet. For at reguleringsmekanismerne kan forløbe bedst muligt, skal Temperaturcenteret løbende modtage informationer om kropstemperaturen. Dette reguleringssystem består af tre dele (17); 1. Sanseceller med termoreceptorer 2. Temperaturreguleringscenteret i Hypothalamus 3. Motoriske nerveceller Figur 4 viser, hvordan kroppen reagerer på ændringer i omgivelsernes temperatur eller i varmeproduktionen, og på baggrund af dette, ændrer i henholdsvis varmeproduktion og varmetab. (17) (9) 25

26 Figur 4. Regulering af legemstemperaturen. (17) Temperaturcenteret Kroppens temperaturcenter sidder i Hypothalamus, og er en form for termostat, der henholdsvis til- og frakobler varmeelementer, afhængigt af hvad kropstemperaturen er. Kropstemperaturen reguleres fra grupper af neuroner i Hypothalamus i bunden af 3. hjerneventrikel. Cellerne er følsomme over for deres egen temperatur. Når denne temperatur afviger fra termostatens indstilling, aktiveres effektorer, der ændrer på henholdsvis varmeproduktionen og varmeafgivelsen. Det er medvirkende til, at temperaturen føres tilbage til det ønskede. Dette kaldes negativ feedback. Det vil sige, at temperaturcenteret sammenholder informationen fra sansecellerne i huden og organismens indre med den indbyggede standard. På baggrund af denne analyse i Temperaturcenteret påvirkes enten varmeproducerende eller varmeafgivende mekanismer, så kropstemperaturen holdes konstant. (9)(17) De tre former for mekanismer, som Temperaturcenteret kan gøre brug af, for at sænke kropstemperaturen er: Reduktion af modstanden i hudens arterioler Sved Reduktion af varmeproduktionen (9) (17) 26

27 Når der sker det modsatte, og Temperaturcenteret har behov for at hæve kropstemperaturen, bruges følgende mekanismer. Reduceret varmetab Øget varmeproduktion (9) (17) Kropstemperaturen i hvile opretholdes på 37 o C, dog er den lidt lavere om morgenen ca. 36,5 o C, og efterfølgende stiger den sidst på eftermiddagen med ca. 1 o C. Kropstemperaturen under fysisk aktivitet stiger de første minutter af arbejdet, da varmeproduktionen oplagres i kropskernen. Der opnås herefter en varmebalance, så hele varmeproduktionen afgives, og kropstemperaturen stabiliseres. (10) Varmeproduktion Ved hjælp af kroppens energistofskifte frigøres der hele tiden varme, både under hvile og muskelarbejde. Når kroppen er i hvile, foregår 80 % af varmeproduktionen i de indre organer eksempelvis hjerte, hjerne og lever. De sidste 20 % af varmen produceres i musklerne. Det vil sige, at den energi der frigøres pr. tidsenhed ved hjælp af organismens omsætning af næringsstoffer, kaldes stofskiftehastigheden, hvilket er lig med varmeproduktionen. (10) Når kroppen udfører muskelarbejde, øges varmeproduktionen gange, og dette foregår primært i kroppens muskler. Varmen transporteres fra musklerne til hjertet via blodet, og derefter rundt til hele kroppen. Dette er den mest effektive form for varmeproduktion. (10) Når kropstemperaturen falder til under det normale niveau, registreres dette i Temperaturcenteret i Hypothalamus, der derved øger muskelaktiviteten i de motoriske nerveceller til skeletmusklerne, og derved øges muskelaktiviteten. Hvis der er brug for at øge varmeproduktionen yderligere, udløses ikke-viljestyrede muskelkontraktioner, med en frekvens på pr. sekund. Dette kaldes muskelrystelser, der er i stand til at øge varmeproduktionen til det flerdobbelte i løbet af få sekunder. Dette skyldes, at disse muskelrystelser foregår i hvile, og stigningen i energiomsætningen bliver derfor udelukkende til varme. (17) Varmeudveksling Når varmen, der er produceret ved hjælp af cellernes stofskifte, ikke fjernes fra kroppen, stiger kropstemperaturen. I den forbindelse fungerer huden som en form for isolator, der stabiliserer kropstemperaturen. Den er dog ikke i stand til at isolere 100 %, hvilket er medvirkende til, at kroppen afgiver noget af sin varme til omgivelserne. Hudens isolationsevne ændres i takt med blodgennemstrømningen. Det vil sige, jo mere blod der strømmer gennem huden, jo mere varme transporteres fra de indre organer til overfladen, som derefter afgives til omgivelserne. Huden bliver derfor en dårlig isolator. 27

28 Hvis blodgennemstrømningen derimod falder, stiger hudens evne til at isolere. I dette tilfælde vil der kun løbe lidt blod til huden, og overfladetemperaturen vil nærme sig luftens temperatur. Blodets transport af varme fra kroppens indre til huden reguleres af hudens arterioler via det sympatiske nervesystem. Når kropstemperaturen stiger på grund af eksempelvis øget varmeproduktion, aftager frekvensen af nerveimpulser i de sympatiske fibre til hudens arterioler. Derved afslappes de glatte muskelceller i arteriolerne, og der strømmer mere blod til huden. Derved kan varmen afgives, ligeså hurtigt som den produceres. (17) (9) Kroppen kan udveksle varme med omgivelserne på forskellige måder; Konduktion, stråling, konvektion og fordampning. Konduktion er også kaldet varmeudveksling ved ledning. Her er der direkte kontakt mellem to objekter med forskellig temperatur, hvor objektet med den højeste temperatur afgiver varme til det andet objekt. Det er dog kun små mængder af varme, der tabes eller vindes ved denne proces. Stråling indebærer, at alle genstande udsender varme i form af infrarøde stråler. Strålingen er afhængig af menneskets overfladetemperatur, samt overfladetemperaturen på andre objekter i omgivelserne. Når varmeudveksling foregår ved stråling, modtager kroppen varme fra legemer, der er varmere end kroppens overflade. Det kan også forløbe den modsatte vej, hvor kroppen afgiver varme til koldere genstande. Betingelsen for denne form for varmeudveksling er, at den mellemliggende luft ikke påvirkes. Når overfladetemperaturen er højere end omgivelsernes temperatur, mister man derfor varme. Konvektion er også kaldet varmestrømning. Dette sker, når luft strømmer over huden, som derved er medvirkende til at luften ændrer temperatur og densitet. Da varm luft er lettere end kold luft, stiger den op ad. Når overfladetemperaturen er højere end omgivelsernes, varmes luften op ved varmeledning. Dernæst stiger den varme luft opad, og bevæger sig væk fra kroppen. Den opvarmede luft erstattes efterfølgende af nyt kold luft, og processen fortsætter. Varmen bliver derfor løbende ledt væk fra kroppen, og varmeudvekslingen stiger. Denne proces er derfor afhængig af, at der hele tiden tilføres ny luft. Dette er medvirkende til, at kroppen lettere kan komme af med sin varme i høje temperaturer, hvis der samtidig blæser kraftigt. Ved Fordampning kan kroppen kun afgive varme. Varmen er den energi, der produceres ved, at vand overgår fra væske- til gasform. Fordampningen sker fra huden og luftvejene, og fordampningsvarmen tages fra organismen, som derved afkøles. Fordampning fra luftvejene sker i slimhinden, hvor den luft som udåndes, er mættet med vanddamp. Når svedkirtlerne i huden aktiveres, bliver der ført væske ud på hudens overflade ved hjælp af diffusion. Når den pågældende væske derefter fordamper, nedsættes overfladetemperaturen. Hvis vandet på huden ikke fordamper, men bare falder af i væsketilstand, har dette ikke en afkølende virkning. 28

29 Denne form for varmeudveksling er den eneste mulighed for afgivelse af varme, hvis omgivelsernes temperatur er højere end kroppens overfladetemperatur, da man modtager varme ved konduktion og stråling. Ved fordampning har luftfugtigheden stor betydning. Hvis den er meget høj, indeholder luften derfor i forvejen meget vand, og dette besværliggør fordampningen fra huden, da luften næsten ikke kan optage mere damp. Dog kan sved fordampe, hvis luftfugtigheden er 100 %, det kræver dog, at hudens temperatur er højere end luftens. (8) (5) (10) (17) Når kroppen udfører muskelarbejde, foregår den største afgivelse af varme ved fordampning af sved. Denne fordampning af sved, medfører som sagt en afkøling af hudens overflade. Kroppens evne til at svede forbedres ved træning og ved ophold i varme omgivelser. Dette skyldes, at svedkirtlerne aktiveres, når man træner, hvilket forbedrer deres evne til at producere en større mængde sved pr. tid. (17) Som tidligere nævnt ændres hudens overfladetemperatur, når der sker en ændring af blodtilførslen til huden. Der sker en udvidelse af blodkarrene til huden, hvorfor der føres større mængder opvarmet blod fra musklerne til huden. Den øgede varmetilførsel bevirker efterfølgende en større varmeudveksling ved konvektion og stråling.(17) Under fysisk aktivitet øges behovet for blod til muskler og huden. Dette behov skal hjertet opfylde, ved at reducere blodtilførslen til de indre organer. (17) I nogle situationer kan kroppen opnå et relativt stort vægttab på grund af dehydrering. I denne situation reduceres blodtilførslen til de arbejdende muskler. Desuden øges pulsfrekvensen, hvilket også øger belastningen af kroppen. (5) Balance mellem varmeproduktion og varmetab Vi har nu beskrevet hvordan kroppen henholdsvis producerer og afgiver varme. Dette gøres for at fastholde en vis balance i kropstemperaturen. Det vil sige, at den mængde der produceres på en given tid, skal svare til varmeafgivelsen i det samme tidsrum, jf. Figur 5. (17) 29

30 Figur 5. Sammenhængen mellem legemets varmetilførsel, varmetab og totale varmemængde. (17) Både varmeproduktion og varmeafgivelse er under fysiologisk kontrol, hvilket betyder, at der hele tiden sker små forskydninger i balancen mellem varmetab og varmeproduktion. De små ændringer der sker i kropstemperaturen, registreres af temperaturfølsomme sanseceller, der findes overalt i kroppen. De aktiveres ved, at der opstår en ændring i frekvensen af nerveimpulser i de pågældende sanseceller, og de vil derefter påvirke henholdsvis varmeproduktionen eller varmetabet. (17) Denne balance kan også beskrives ved hjælp af varmebalanceligningen, der siger, at den varme der produceres i kroppen, afgives til omgivelserne. Når der er balance, er der ingen ændring i kroppens varmeindhold. Varmebalanceligningen er givet ved (10): ±S varmeoplagring = ±M stofskiftet ±W det fysiske arbejde ±L ledning ±C konvektion ±R stråling ±E fordampning Alle størrelserne kan både have positivt og negativt fortegn, alt efter om der afgives eller modtages varme. Når S er 0, er kropstemperaturen konstant, og der er derfor balance mellem varmetab og varmeproduktion. (10) Opsummering Vi har nu redegjort for vands betydning i kroppen. I den forbindelse fandt vi ud af, at kroppen skal være i væskebalance, for at de forskellige processer i kroppen kan forløbe bedst muligt. For at den balance opretholdes, skal vandudskillelsen være lig med vandindtaget. Når kroppen opholder sig i varme omgivelser, stiger svedproduktionen, og vandet til denne svedproduktion, tages fra blodet. Dette er medvirkende til, at der sker et fald i den samlede blodvolumen og slagvolumen. Derfor kan den samme mængde blod pr. slag ikke pumpes ud som før. Dette er medvirkende til at pulsen og kropstemperaturen stiger. Ændringen i kroppens 30

31 blodvolumen, får elektrolytkoncentrationen til at stige, og der er risiko for, at det osmotiske tryk ændrer sig. Derefter redegjorde vi for kroppens temperaturregulering, der henholdsvis kan producere eller afveksle varme, for at regulere kropstemperaturen, og på den måde opnå varmebalance. 3. Motivation Hvor der før er redegjort for det fysiologiske aspekt under dehydrering, redegøres nu for det mentale aspekt. Følgende afsnit er skrevet på baggrund af Idrættens træningslære. (18) 3.1. Motivation ifølge teori Motivation er en afgørende forudsætning for at dyrke idræt. Derfor er motivation vigtig på alle idrætsniveauer, da det skaber lysten til at udføre aktiviteten. Det er forskelligt fra individ til individ, hvordan motivationen kommer til udtryk, og i hvilke sammenhænge den er størst. Der kan være forskellige parametre, der gør, at den aktive føler sig motiveret, som f.eks. bestemte træningsmetoder eller, måden hvorpå der bliver undervist. I projektet er det derfor vigtigt at undersøge, i hvilken grad motivationen har indflydelse på testpersonernes præstation. I dette tilfælde kan det være opbygningen af de tests, testpersonerne skal igennem. Disse tests kan enten få dem til at føle sig motiveret, men der kan samtidig være mangel på motivation alt afhængig af hvilken forsøgsperson der undersøges. En høj motivation vil skabe det bedste udgangspunkt for de resultater, der vil blive udledt af de tests testpersonerne skal udføre. Derfor er det relevant at se på, såvel inden som efter, om testpersonerne er motiverede. Samtidig er det interessant at se på, om mangel på motivation hos forsøgspersonen, har en indflydelse på de resultater, der udspringer af forsøgene. De fleste motivations- og behovsteorier har den antagelse, at der findes to behov hos mennesket: det primære og det sekundære behov. Det primære behov dækker over de nødvendige behov et menneske har, det vil sige mad, søvn, vand, luft, osv. Altså behov der kræves for, at mennesket kan overleve. Det sekundære behov dækker over de psykologiske og sociale behov. Disse behov er en del af vores socialiseringsproces, og hører under menneskets lyst til f.eks. at vise det er bedre til en given aktivitet, eller at præstere noget specielt. Alle oplever disse behov på hver deres måde, og de kommer til udtryk på forskelligt vis. Dette sekundære behov er som oftest forbundet med en given situation, hvor individet har behov for at hævde sig. Således er motivation hos den enkelte person bestemt ud fra en række personligeog situationsbestemte faktorer. (18) 3.2. Motivation i forhold til forsøg Begge former for behov der er beskrevet, er relevante at undersøge i forbindelse med dette projekt. Det gælder for forsøget i projektet, at testpersonerne skal igennem to former for tests. Ydermere skal disse tests gennemføres i en hydreret tilstand og derefter i en tilstand, hvor 31

32 testpersonerne er dehydrerede. I HYD vil fokus blive rettet mod testpersonernes sekundære behov, altså de psykologiske faktorer. Dette er interessant for projektgruppen, da eventuelle udsving fra hypotesen, kan besvares ud fra testpersonernes psykologiske tilstand den pågældende dag, det vil sige, om deres motivationsniveau ligger højt eller lavt. Til dette vil der blive anvendt en motivationsskala, der går fra 1-10, hvor 1 er lavest mulige motivation og 10 den højeste. Her kan testpersonerne angive deres motivation for den test, de skal gennemføre. Endvidere angiver testpersonerne, om der er udefrakommende faktorer, der spiller ind på deres motivation. Til at beskrive disse, vil der være tekstlinjer under selve skalaen, hvor testpersonerne kan forklare og begrunde deres kryds i skalaen. Dermed anvendes et kvalitativt samt kvantitativt spørgeskema. Yderligere kan der i de to næste tests, hvor testpersonerne er dehydrerede, blive lagt vægt på det primære behov. Projektgruppen finder det interessant at undersøge, om en dehydrering har indvirkning på motivationen hos testpersonerne, ved hjælp af spørgeskemaer, jf. bilag. Dette spørgeskema skal give os resultater, som vi senere vil kunne sammenligne med resultaterne for hver test, og derigennem se om der er en sammenhæng mellem testresultater og motivationsresultater. Yderligere vil der blive gennemgået, hvordan motivationen er under begge tests for testpersonerne, og om motivationen vil være faldende eller stigende. Dette er interessant at undersøge, da en eventuel sammenhæng mellem resultater og motivation, vil kunne give projektgruppen en ide om, hvilke faktorer der spiller ind på præstationen i henholdsvis HYD og DEH. 4. Borg-skala I projektet angiver testpersonerne deres subjektive vurdering af forsøgets intensitet ved hjælp af Borg-skalaen. Denne skala vil blive præsenteret i dette afsnit, og der vil blive redegjort for dens anvendelse, samt rolle i forbindelse med dette projekt. Borg-skalaen er et subjektivt værktøj til at styre træningsintensiteten. Skalaen går fra 6-20, som angiver, hvor hård intensiteten er i en given øvelse. Som vist i Figur 6, er trin 6 karakteriseret ved, at personen der udfører arbejdet, er i hvile. Trin 7-10 dækker over let intensitet, som eksempelvis opvarmning. På trin kan personen mærke, at man træner. Ved trin mærker testpersonen at snakkegrænsen nås, hvilket vil sige, at samtaler bliver brudt af åndedrag. Ved trin er intensiteten så høj, at testpersonen hyperventilerer. Endeligt når testpersonen udmattelse, hvilket sker ved trin (19) 32

33 Borgtrin Oplevelse Træningseffekt Dit kryds 6 Hvile Ingen Det føles meget let Du kan mærke at du træner Snakkegrænsen Opvarmning/nedvarmning Sundhedseffekt Kondition og sundhed for de fleste Hyperventilation Effektiv kondition Udmattelse Præstations- og sprintevne Figur 6: Skema over de forskellige trin i Borg-skalaen, og hvilken intensitet og træningseffekt man oplever. (19) Borg-skalaen vil blive benyttet til at måle testpersonernes opfattelse af testenes intensitet. Skalaen vil blive præsenteret for testpersonerne på selve testdagen, og de vil blive sat ind i, hvordan de forskellige trin skal opfattes. Testpersonernes angivelse på Borg-skala, vil komme til at foregå før og efter Wingate-testen. Da testpersonerne ikke kan angive motivationen under den pågældende test, vil de skulle vurdere deres motivation efter udførelsen. Dette vil de blive oplyst om inden testen påbegyndes. Testpersonernes angivelse på denne skala, vil senere blive brugt til at beskrive testpersonernes følelse af intensiteten under testen. Dette gælder for Wingate-test i HYD og DEH. (19) 33

34 Del II Metode og materialer 34

35 Metode og materialer 5. Metode Følgende kapitel vil redegøre for overvejelser i forbindelse med testen, designet og proceduren samt testpersonernes og testlederes roller og opgaver. Ligeledes vil der blive redegjort for faciliteter, materialer, målinger og datatyper. Kapitlet afsluttes med hvilke ændringer der skete under testene, i forhold til det intenderede forsøg Testovervejelser Følgende afsnit beskriver de overvejelser, som ligger til grund for designet af disse tests. Det er hensigten, at udvinde tilstrækkelig empiri til at kunne besvare rapportens to hypoteser. Som nævnt i afgrænsningen er formålet med forsøget at undersøge effekten af dehydrering via en CMJ- og Wingate-test. Da effekten af dehydrering er af individuel karakter, har det været nærliggende at sammenligne testpersonernes individuelle præstation under de to tests. Det vil derfor ikke være hensigtsmæssigt at anvende en kontrolgruppe i denne sammenhæng. Af praktiske årsager har vi valgt at afvikle begge førtests samme dag. Da Wingate-testen fysisk er mere krævende end CMJ-testen, har vi fravalgt at randomisere rækkefølgen af de to forsøg, således at CMJ-testen udføres først. Testpersonerne udfører første testdag testen i HYD og derefter anden testdag i DEH. I henhold til teorien forringes den aerobe præstation ved en dehydrering på >2 % af kropsvægten, hvorimod der ikke er angivet præcise værdier for dehydreringsgraden under anaerobt arbejde, i henhold til nedgang i præstation, grundet den manglende forskning. Teorien fastholder dog, at man lider af kritisk vandmangel på >2 % af kropsvægten. Derfor har vi valgt, at testpersonerne i gennemsnit må være dehydreret ca. 2-3 % af kropsvægten inden eftertesten afvikles. (1) Man kan anvende urinprøver og kropsvægt som simple indikatorer for dehydreringsgraden. Men af praktiske årsager har vi valgt udelukkende at bruge kropsvægten. (1) Som nævnt i problemanalysen anvender vi passiv varmeeksponering da denne proces ikke påvirker muskeltrætheden. Vi har valgt at dehydrere testpersonerne med tøj på i en sauna på ca. 70 o C for at fremskynde dehydreringsprocessen Testdesign Eksperimentelle forskere anvender metoder, der i bund og grund er deduktive og omfatter afprøvningen af hypoteser. En simpel form for eksperimentel forskning er en model med før- og eftertest af enkeltgrupper. Der udvælges en eksperimentalgruppe på 8 personer. 35

36 Testpersonerne skal gennemgå en førtest, som skal danne grundlag for resultatsammenligningen, når eftertesten er udført. I mellemtiden skal testpersonerne udsættes for en intervention i dette tilfælde ophold i en sauna, så de bliver dehydreret. (20) Figur 7 illustrerer opsætningen af enkeltgruppeforskning. Eksperimentalgruppe Førtest Intervention Eftertest Figur 7. Illustration over forsøgsdesignet til ikke-kontrolleret eksperimentelt design (20) Metoden ligger sig op af ikke-kontrolleret eksperimentelt design. Kendetegnende ved dette design er, at det er de samme testpersoner, der testes over en given periode. I designet sammenligner man ikke resultater med en kontrolgruppe, men derimod sammenlignes den enkelte testpersons resultater i før-test og efter-testen med hinanden. Designet kan være ikkekontrolleret eksperimentelt design på to måder. Enten ved at man ikke har en kontrolgruppe, eller kontrollere testpersonernes respons på interventionen. Det betyder, at man ikke kan udelukke udefrakommende faktorer, hvorfor det er vigtigt, at man gør sig grundige overvejelser omkring de variabler, der kan spille ind. Dette vil have negativ indflydelse på validiteten. Resultaterne der vil komme ud af denne metode, vil være tendenser. Man kan først efterfølgende vurdere, om disse tendenser kan generaliseres i andre miljøer. Metoden er brugbar, når en hypotese skal falsificeres eller verificeres. Den statistiske analysemetode til ovenstående testdesign, er afhængig af om resultaterne viser sig at være normalfordelte. Normalfordelingen findes ved hjælp af et Q-Q Men da faktorerne vi sammenligner, for at finde en sammenhæng, er binære, og samtidig ikke er normalfordelte, benyttes Spearman s Test. jf. Diskussion. (21) 5.3. Testpersoner Vi har valgt at udføre forsøgene på otte raske mænd, da artikler med samme fremgangsmåde, benytter mellem 6-8 testpersoner. Vi har forsøgt at finde en forholdsvis homogen gruppe i forhold til køn, alder og træningstilstand. Vi har valgt at udelukke kvinder som testpersoner pga. hormonelle usikkerheder vedrørende kropsvægt, temperatur samt væskeindhold. (3) Testpersonerne må underskrive en kontrakt, hvori de frivilligt samtykker til deres deltagelse (jf. bilag). Kontrakten skal sikre, at testpersonerne blandt andet er indforstået med, at der kan forekomme bivirkninger ved deltagelse, forsøgene ikke tjener til et økonomisk formål, og at de til hver en tid kan vælge at trække sig fra forsøgene uden konsekvenser, jf. kontrakten i bilag. Personlige oplysninger vil blive behandlet anonymt. Testpersonerne vil inden forsøgenes start blive informeret om de praktiske forhold, forsøgenes formål og procedure. Ligeledes vil de blive blindet i forhold til rapportens hypotese, således deres opfattelse ikke kan påvirke resultaterne. 36

37 5.4. Testprocedure Indledende testprocedure - HYD Testpersonerne bliver instrueret i at begrænse fysisk aktivitet 48 timer op til forsøget, da manglende restitution og et evt. vanddeficit fra tidligere træning kan påvirke forsøgsresultaterne. For at sikre at testpersonerne er hydreret inden forsøgene, opfordres de til langsomt at drikke væske i fire timer op til forsøget (ca. 5-7 ml pr. kg kropsvægt). Således vil urinproduktionen kunne nå at returnere til normalt niveau, inden forsøgene udføres. (Kilde: Exercise and Fluid Replacement). Endvidere opfordres testpersonerne til at spise normalt på testdagen, dog må hovedmåltider ikke indtages lige op til forsøgene, da dette kan lede til ubehag og påvirke resultaterne. (1) På Testdag 1 vejes testpersonerne på en digital vægt. De må vejes nøgen for at standardisere forsøgene. Testpersonerne får målt blodtryk, og kropstemperaturen (Tk) måles under tungen. Herefter udfører de en 5 minutters fælles opvarmning (jf. bilag), hvori løb og spring indgår, hvorefter de individuelt angiver deres grad af motivation og træthed på de dertilhørende skalaer inden forsøgets start. Testpersonerne udstyres med pulsur og udfører en 5 minutters opvarmning på cykelergometeret, for at vænne sig til cyklen. Inden Wingate-testen igangsættes, skal testpersonerne igen individuelt angive deres grad af motivation på en skala samt graden af intensitet på Borg-skalaen. Testpersonerne instrueres i, at maksimere pedalomdrejningerne 4 sekunder før testens start for at kunne overkomme ergometerets træghed når belastningen droppes. Indledende testprocedure DEH Der gives de samme retningslinjer til testpersonerne med hensyn til mad og drikke og fysisk aktivitet, som ved Testdag 1 På Testdag 2 vejes testpersonerne igen nøgne på en digital vægt. Testlederne udregner det procentvise vægttab, det kræves at tabe i henhold til moderat dehydrering, ift. testpersonernes vægt (2-3 %). Blodtryk og Tk registreres. Dehydreringsprocessen fremskyndes ved at iklæde testpersonerne tøj under varmeeksponeringen i saunaen. Testlederne vejer testpersonerne med jævne mellemrum, indtil det ønskede vægttab omtrent er opnået. Ved sidste måling må testpersonerne igen vejes nøgne, og alt sved tørres af, således præcise målinger opnås. Blodtryk og Tk registreres igen. Tk må returnere til udgangspunktet, før CMJ- og Wingate-testen igangsættes. Testproceduren er herefter den samme som ved HYD. Testprocedure HYD & DEH Indledningsvis angiver testpersonerne individuelt deres grad af motivation på en skala samt graden af træthed. Testpersonerne udfører CMJ-testen skiftevis. Der laves stående lodrette 37

38 spring med nedadgående forspændingsbevægelse uden armtræk armene er placeret på hoften. Springhøjden registreres på computeren. Testpersonerne udfører herefter en 30-sekunders Wingate-test på cykelergometer, hvor 7,5 % af kropsvægten anvendes til belastning. Forinden angiver testpersonerne sine værdier på motivation og intensiteten i testen. Vægtbelastningen droppes af testlederen indenfor 1 sekund af testens start, hvorefter testpersonerne skal cykle med maksimal pedalfrekvens i 30 sekunder. Efter Wingate-testen kan vi udregne effekten (PO = Power), den gennemsnitlige effekt (MPO = Mean Power) samt den højest og lavest målte effekt (PO max = Peak Power Output) (PO min = Power minimum). Endvidere måles pulsen over hele testen. Efter endt test skal testpersonerne atter angive graden af motivation og træthed på Borg-skalaen. Her skjules deres tidligere besvarelser, for at disse ikke kan påvirke deres afkrydsning. Træthedsgraden (FI = Fatigue Index) udregnes i procent ved hjælp af formlen: FI = ((PO max PO min ) / PO max ) x 100 % 5.5. Faciliteter Forsøgene bliver udført på Aalborg Universitets idrætslaboratorium under Det Ingeniør,- Naturog Sundhedsvidenskabelige Fakultet i Aalborg Øst. Her forefindes springmåtte og cykelergometer til henholdsvis CMJ- og Wingate-testen. Da der ikke findes en sauna i idrætslaboratoriet flyttes varmeeksponeringen af testpersonerne til en sauna i Haraldslund Svømmehal i Aalborgs Vestby. Herefter må testpersonerne transporteres til idrætslaboratoriet, hvor forsøgene opstartes. Da forsøget kræver nedkøling af testpersonerne efter sauna inden CMJ- og Wingate-testen, ser vi ingen problemer i, at det afvikles to forskellige steder Materialer Digitalvægt, type Tanita Body Composition Analyzer Model TBF Blodtryksmåler, type Omron Model M6 Comfort Pulsur, type polar S610 Springmåtte, type Newtest System Monark cykelergometer, type 894e Bærbar computer Sauna Termometer, type Accurat digitaltermometer standard 5.7. Testlederne Det er testledernes opgave at afvikle forsøgene så standardiseret og dokumenteret som muligt for at minimere fejlkilder og usikkerheder. 38

39 På Testdag 1 er det testledernes opgave at forklare testproceduren over for testpersonerne, således der ikke opstår misforståelser, og forsøgene kan udføres korrekt. Testlederne må endvidere indsamle og registrere følgende data; vægt, blodtryk og kropstemperatur. De skal også forklare principperne for de tre skalaer, som de skal afkrydse før og efter testene. Herefter instruerer testlederne testpersonerne til at gennemgå en standardiseret opvarmning inden CMJtesten. Testlederne må sige kommandoerne klar... spring, hvorefter springhøjden noteres. Herefter skal testlederne gøre klar til Wingate-testen. Testpersonerne instrueres igen i testproceduren hvorefter den enkelte testperson får pulsur på. Under Wingate-testen skal en af testlederne styre softwaren på computeren. En anden testleder har til opgave at instruere testpersonerne i at maksimere pedalomdrejningerne fire sekunder inden forsøgets start samt at droppe belastningen, når testen går i gang. Samme testleder må heppe på den enkelte testperson under testen. Testlederens tiltale til testpersonerne under Wingate-testen skal være i samme neutrale toneleje, for at standardisere forsøget. Sætningen som testlederen må bruge er f.eks. kom så (TP1s navn) og fortsæt (TP1s navn). Testlederen skal endvidere informere, når testpersonen har henholdsvis 20 og 10 sek. tilbage og tæller ned fra 3 sek. Efter Wingate-testen skal testlederen igen måle testpersonernes blodtryk, samt indsamle og registrere data fra pulsuret. På Testdag 2 er proceduren den samme som Testdag 1. Dog har testlederne nogle ekstra opgaver, som skal udføres på grund af dehydreringen. De mandlige testledere skal være til stede i omklædningsrummet under dehydreringen og skal måle og registrere vægt, blodtryk og kropstemperatur inden varmeeksponeringen. Det er testledernes opgave at udregne, hvor meget testpersonerne skal tabe sig for at opnå et vægttab på ca. 2-3 %. Testpersonerne vil blive vejet efter 30 min., efter 60 min. og derefter ca. hvert 10. min. indtil 2-3 % vægttab er opnået. Herefter skal testlederne måle og registrere vægt, blodtryk og kropstemperatur. Testlederne skal løbende observere testpersonernes kropstemperatur, da denne må tilbagevende til udgangspunktet før forsøgene kan igangsættes. Efter sidste test og registreringer må testlederen stå klar med væske og hurtige kulhydrater. Det er testledernes vigtigste opgave at sørge for at sikkerheden for testpersonerne, da dehydrering indebærer en vis sundhedsrisiko. 39

40 5.8. Datatyper I dette forsøg indsamles en lang række data. For at skabe et overblik henvises til nedenstående tabel som illustrerer, hvilken datatype den enkelte variabel er. Data type Anvendelse Eksempel Kontinuerte Angiver alder TP1 25 år, TP2 26 år... Kontinuerte Angiver højde TP1 175 cm, TP2 179 cm... Kontinuerte Angiver vægt TP1 75 kg, TP2 81 kg... Kontinuerte Angiver blodtryk TP1 120/80, TP2 125/85... Kontinuerte Angiver kropstemperatur TP1 38,2, TP2 38,7... Ordinale Angiver motivation TP1 4, TP Ordinale Angiver belastning/træthedsgrad (på Borgskalaen) TP1 17, TP Kontinuerte Angiver springhøjde TP1 32 cm, TP2 34 cm... Kontinuerte Angiver effekt (PO) TP1 450 W, TP2 457 W... Kontinuerte Angiver gennemsnitlig effekt (MPO) TP1 357 W, TP2 362 W... Kontinuerte Angiver højeste effekt (POmax) TP1 489 W, TP2 502 W... Figur 8 viser en oversigt over de anvendte datatyper i projektet Som vist i Figur 8 bruger vi to datatyper; kontinuerte og ordinale data. Kontinuerte data kendetegnes ved, data man får ved at måle en variabel med udstyr. I vores projekt er der en lang række data, som vist i tabellen. Nogle af dataene er ren data om testpersonerne som for eksempel alder, højde og vægt. Andre data er dem vi får som resultater af de to tests, testpersonerne skal udføre. Ordinale data i vores projekt er de tre skalaer, som testpersonerne selv skal angive, det vil sige en subjektiv vurdering i forhold til, hvor motiveret de er før og efter de to forsøg samt træthedsfornemmelsen under CMJ-testen og intensiteten under WIngate-testen. Disse data kan sættes ind i en rangorden, som vist i eksemplet i tabellen. Da dette er en subjektiv vurdering, og det ikke er data vi får ved brug af måleudstyr, er det ordinale data, da de kan sættes i rangorden Målinger Testpersonerne vejes på en digital vægt, som skal bruges til at angive graden af dehydrering. Testpersonerne vejes nøgne for at standardisere forsøgene. Det kræves, at testpersonerne vejes nøgne på Testdag 2, for at undgå at overskydende sved samles i tøjet. Testpersonerne får målt blodtryk og puls i hvile. Målingerne anvendes som sikkerhedsforanstaltninger. Testpersonernes Tk måles under tungen. Tk målt i hvile anvendes som udgangspunkt, men temperaturen bruges generelt som en sikkerhedsforanstaltning for at sikre, at testpersonerne ikke bliver overophedet efter varmeeksponeringen i saunaen. Alder og højde angives for at få generelle antropometriske informationer om vores testpersoner og for at sikre, at gruppen er forholdsvis homogen. 40

41 Da præstationen ikke kun afhænger af fysikken, men også af psyken, har vi valgt at anvende en motivationsskala for at få en fornemmelse af, hvordan testpersonerne oplever testen. Testpersonerne skal angive den individuelle grad af motivation ved brug af en skala fra 1-10, hvor 1 er lavest og 10 er højest. Testpersonerne må også krydse af i en træthedsskala fra 1-10, hvor 1 er lavest og 10 er højest, inden og efter CMJ-test. Endvidere anvender vi også Borgskalaen, der bruges som et udtryk for intensiteten efter Wingate-testen. Vi vil se, om der er en væsentlig forskel på testpersonernes oplevelse af intensiteten under denne test, når de henholdsvis er hydreret og dehydreret. Alle målinger og andre oplysninger foretages med henblik på at undersøge, om der er en sammenhæng mellem testpersonernes udsagn og præstation samt for at standardisere forsøgene og som emne til diskussionsafsnittet Ændringer i forhold til det intenderede forløb Gruppen af testpersoner var sat til at være otte personer, men grundet sygdom, blev de reduceret til syv. Endvidere blev testpersonerne ikke testet på samme tid af døgnet. På Testdag 1 havde vi alle testpersonerne til rådighed i samme tidsrum. Testdag 2 var vi, grundet praktiske årsager, nødt til at dele testpersonerne op i to grupper. Her blev TP1-TP5 testet fra morgenstunden, og TP6 og TP7 blev testet om eftermiddagen. 41

42 Del III Resultatbehandling Diskussion Konklusion 42

43 Resultatbehandling 6. Resultatbehandling I nedenstående resultatbehandling vil CMJ-testen blive gennemgået, hvorefter Wingateresultaterne vil blive behandlet. For nærmere informationer om de forskellige grafer og resultater henvises til bilagene. Herefter behandles den anaerobe træthed for testpersonerne under Wingate-testen. Slutteligt behandles de enkelte testpersoners angivelser for motivation for begge tests. Da vi ikke anser registreringen af puls og blodtryk som brugbare målinger, præsenteres og analyseres disse ikke i resultatbehandlingen. Endvidere præsenteres testpersonernes angivelser på Borg-skalaen heller ikke, da de kun bruges som en indikation for om testpersonerne har præsteret maksimalt under testene. Resultaterne indgår i bilagene. Temperaturmålingerne anvendes ej heller i resultatbehandlingen, men bruges, sammen med blodtryksmålingerne, som en sikkerhedsforanstaltning. Temperaturmålingerne bruges endvidere til at dokumentere, at testpersonernes kropstemperatur er returneret til udgangspunktet inden forsøgenes start på Testdag Databehandling CMJ-testen I dette afsnit vil vi efterbehandle resultaterne fra CMJ-testen. Den enkelte testpersons springhøjder vil blive sammenlignet i HYD og i DEH. Nedenstående Figur 9 viser testpersonernes resultater under HYD såvel som DEH. Der er angivet laveste og højeste spring samt gennemsnittet af de 10 spring. Ligeledes er varians og afvigelse beregnet. Ud fra figuren, vil vi behandle testpersonernes resultater. I bilagene findes grafiske fremstillinger over udviklingen af springene. 43

44 CMJ-test Højde max - cm. Højde min - cm. Gennemsnit - cm. Varians - cm. Afvigelse i % TP1 HYD 45,90 38,00 42,48 7,90 TP1 DEH 40,80 34,00 38,18 6,80 10,12 TP2 HYD 31,90 29,20 30,68 2,70 TP2 DEH 30,90 28,60 29,88 2,30 2,60 TP3 HYD 47,30 41,80 44,45 5,50 TP3 DEH 41,80 36,30 38,79 5,50 12,73 TP4 HYD 32,80 24,80 29,94 8,00 TP4 DEH 23,50 19,30 20,92 4,20 30,13 TP5 HYD 38,90 32,00 34,90 6,90 TP5 DEH 33,70 29,00 32,00 4,70 8,31 TP6 HYD 41,10 35,10 38,99 6,00 TP6 DEH 47,70 35,60 41,79 12,10-7,18 TP7 HYD 41,40 33,40 36,64 8,00 TP7 DEH 37,60 33,50 35,78 4,10 2,35 Figur 9: Oversigt over testpersonernes resultater i CMJ-testen. Afvigelsen i % er i forhold til springhøjden i HYD. TP1 springer højere i HYD end i DEH. Dette gør sig både gældende ved den maksimale springhøjde, samt hans laveste spring. I gennemsnit springer TP1 42,48cm i HYD og 38,18cm i DEH. Dette er en afvigelse på 10,12 %. Ved TP2 ligger spring nr. 6 meget højere end de resterende spring (jf. bilag). Dette spring udelukkes, da det anses som en fejlkilde. De resterende spring ligger dog meget tæt på hinanden. Afvigelsen mellem HYD og DEH er således kun på 2,60 %. I gennemsnit springer TP2 30,68cm i HYD og 29,88cm i DEH. Ligeledes er forskellen for TP2s højeste spring ved de to tilstande ikke særlig stor, hvilket også gør sig gældende for det laveste spring. TP3 springer højere i alle springene, hvor han er i HYD i forhold til DEH (jf. bilag). TP3 springer i gennemsnit 44,45cm i HYD og 38,79cm i DEH. Dette giver en procentafvigelse på 12,73 %. Forskellen mellem hans opnåede maksimalspring er ligeledes også stor, ligesom ved hans laveste spring. TP4 springer også højere i alle springene i HYD. Forskellen i de to tilstande er dog større hos TP4 end de andre testpersoner. I gennemsnit springer TP4 i HYD 29,94cm og i DEH 20,92cm. Dette er en afvigelse på hele 30,13 %. Der er således næsten 10 cm. forskel mellem det højeste spring i HYD i forhold til det højeste i DEH. TP5 springer i 9 ud af de 10 spring højere i HYD. I gennemsnit springer han 34,90cm i HYD, og 32cm i DEH. Dette er en afvigelse på 8,31 %. Forskellen mellem hans højeste spring er næsten 5 cm. Dog er den noget mindre for det laveste spring. Som den eneste, springer TP6 generelt højere i DEH end i HYD. Kun ved ét enkelt spring er det omvendt. I gennemsnit springer han 38,99cm i HYD og 41,79cm i DEH. Dette giver en afvigelse på -7,18 %. Hans maksimale opnåede springhøjde er således over 6,5 cm. højere i DEH end i HYD, mens der stort set ingen forskel er på hans laveste spring. 44

45 TP7 har ét spring, hvor han springer lige højt de to dage og har fire spring, hvor han springer højere i HYD og fem spring, hvor han springer højere i DEH. Men i gennemsnit springer TP7 36,64cm i HYD og 35,78cm i DEH. Dette giver en afvigelse på 2,35 %. For TP7 er der ingen forskel mellem det laveste spring i de to tilstande, mens der ved det højeste spring er en forskel på næsten 5 cm. Vi kan ud fra vores data se, at seks ud af syv testpersoner i gennemsnit springer højere i HYD end i DEH. TP4 har en meget stor afvigelse. TP2 har et enkelt spring, som er markant højere end alle de andre, og dette må vi se som en fejlmåling. Men forskellen i springhøjden for TP2 og TP7 er meget lille, og i gennemsnit hælder de mod en positiv og dermed meget lille procentafvigelse. Desuden har begge flere spring, hvor de springer en anelse højere i DEH. På graferne i bilagene ses det desuden, at der er en generel tendens til, at testpersonerne springer højest fra Spring 5 til Spring Databehandling Wingate-testen I det følgende vil vi behandle resultaterne fra Wingate-testen. Dette vil vi gøre ved at se på nedenstående Figur 10, hvori den højeste og laveste effekt er noteret. Ligeledes er der ud fra graferne i bilag, aflæst tidspunktet, hvor graferne eventuelt skærer hinanden, og hvilken tilstand der ligger øverst efter skæringspunktet. Effekten er beregnet på baggrund af omdrejningerne og den individuelle belastning. For yderligere grafisk fremstilling, henvises til bilagene. Wingate Effekt max - W Effekt min - W Skæring Tilstand efter skæring TP1 HYD Ca. 8 sek. dehydreret øverst TP1 DEH TP2 HYD Ca. 12 sek. hydreret øverst TP2 DEH TP3 HYD Ca. 6 sek. hydreret øverst TP3 DEH TP4 HYD Sker ikke hydreret øverst TP4 DEH TP5 HYD Ca. 14 sek. dehydreret øverst TP5 DEH TP6 HYD Ca. 5 sek. hydreret øverst TP6 DEH TP7 HYD Ca. 2 sek. hydreret øverst TP7 DEH Figur 10: Skema over testpersonernes resultater under Wingate-testen. TP 1 opnår højere effekt i DEH efter ca. 8 sek. af testen. Dog er hans højest opnåede effekt målt i starten i HYD. Den mindste effekt er målt i HYD. 45

46 For TP2 krydser kurverne hinanden efter ca. 12. sek. De første 12 sek. er TP2 bedre dehydreret, hvilket også viser sig ved, at den højest målte effekt er i DEH. Efter de 12. sek. ligger den hydrerede kurve øverst. Derfor er den mindste effekt opnået i DEH. Som det er tilfældet ved TP2, ligger også TP3 højest i DEH. Kurverne krydser dog hinanden efter allerede 6. sek., hvorefter TP3 præsterer bedre i HYD de sidste 24 sek. For TP4 er effekten i HYD i alle 30 sek. bedre end effekten i DEH. TP4 er den eneste som i løbet af hele testen, præsterer dårligere i DEH. TP5 generer en højere effekt i HYD end i DEH. Indtil ca. 14. sek. er TP5 bedst i HYD, hvorefter kurverne krydser hinanden, og han opnår derefter bedre effekt i DEH. Effekten for TP6 er højest og lavest i DEH. Således starter TP6 bedst ud i DEH, men efter ca. 5 sek. vender situationen, således at de sidste 25 sek. er bedst i HYD. TP7 er gennem stort set hele testen bedst i HYD. Dog starter TP7 bedst ud i DEH, men dog kun i 2 sek., hvorefter effekten er højest i HYD gennem resten af tiden mm Areal hydreret Areal dehydreret TP1 TP2 TP3 TP4 TP5 TP6 TP7 Figur 11: Søjlediagram over arealet beregnet på baggrund af effektkurverne ved integration mht. tiden i hhv. HYD og DEH for testpersonerne. Figur 11 er lavet ud fra de integrerede effektkurver. Vi har integreret effektkurverne med hensyn til tiden, og har dermed fundet arealet under kurverne i hhv. HYD og DEH. Ud fra figuren kan vi se, at fem ud af syv testpersoner har et større areal i HYD end i DEH. Det betyder, at de præsterer bedre i HYD, da effekten er større. Der er dog stor forskel på, hvor meget de to arealer afviger fra hinanden. Forskellen går fra 43,2 mm 2 til 2488,79 mm 2. Som man kan se på figuren, ses den mindste forskel på de to arealer ved TP2 og TP5, og den største forskel findes ved TP4. Opsummering Efter at have analyseret effekten for de syv testpersoner samt areal i HYD og DEH, kan vi hermed se, at der er en tendens til, at effektkurven i DEH starter højest, hvorefter de to kurver krydser 46

47 Anaerob træthed i % hinanden efter højest 8 sekunder. I den resterende tid ligger kurven for HYD højest. De to effektkurver ligger dog tæt op ad hinanden. Denne tendens kan spores ved TP2, TP3, TP6 og TP7. Starteffekten er lavest ved TP4 og TP5, som også er de eneste tilfælde, hvor den hydrerede effektkurve starter højest. Effekten måler henholdsvis 990 W og 870 W for TP4 og TP5. Den højest målte starteffekt finder vi ved TP6, som ligger på 1280 W Databehandling af træthedsindeks for testpersonerne under Wingate-testen Nedenstående Figur 12 illustrerer den anaerobe træthed (FI) for de syv testpersoner i henholdsvis HYD og DEH. Resultaterne er udregnet i procent på baggrund af minimums- og maksimumsværdier for effekten og er et udtryk for, hvor mange procent forskellen mellem maksimal- og minimumsværdier udgør af den maksimale effekt: FI = ((PO max PO min ) / PO max ) x 100 % Søljediagrammet viser, at fire ud af syv testpersoner har en højere anaerob træthed i DEH i forhold til HYD Testperson Hydreret Dehydreret Figur 12: Søjlediagram over testpersonernes anaerobe træthed (FI = ((PO max PO min )/PO max ) x 100%) under Wingate-testen Databehandling af motivation Nedenstående Figur 13 illustrerer forskellen på den samlede motivation for HYD og DEH for testpersonerne i CMJ-testen. Tallene for angivelserne før og under testen er blevet lagt sammen, således testpersonernes samlede motivation højst kan blive 20. Figuren viser, at alle testpersoner enten har en højere motivation eller den samme motivation i HYD i forhold til DEH. Således er der ingen testpersoner, der er mest motiveret, når de skal udføre CMJ-testen 47

48 Samlet motivation, CMJ dehydreret. Endvidere ses det, at alle testpersonernes angivelser ligger over middel i HYD, med undtagelse af TP5, som begge dage sammenlagt er på 9. I DEH ligger tre ud af syv testpersoners motivation under middel. Det er iøjnefaldende, at TP4 s motivation falder fra 12 i HYD til 4 i DEH Testperson Hydreret Dehydreret Figur 13 viser forskellen på den samlede motivation for HYD og DEH for testpersonerne i CMJ Nedenstående Figur 14 illustrerer forskellen på den samlede motivation for HYD og DEH for testpersonerne i Wingate-testen. Tallene for angivelserne før og under testen er blevet lagt sammen, således testpersonernes samlede motivation højst kan blive 20. Figuren viser, at alle testpersoner enten har en højere motivation eller den samme motivation i HYD i forhold til DEH. Således er der ingen testpersoner, der er mest motiveret, når de skal udføre Wingate-testen dehydreret. Fem ud af syv testpersoner udviser en nedgang fra HYD til DEH. I HYD ligger alle testpersonernes motivation over middel, med undtagelse af TP5. I DEH ligger alle testpersonernes motivation stadig på middel eller derover, med undtagelse af TP4 og TP5. TP4 og TP5 udviser således en meget lille motivation under udførelse af Wingate-testen, som ligger på henholdsvis 5 og 2. TP3 udviser dog den største nedgang i motivation fra HYD til DEH, som går fra 18 til

49 Figur 14 illustrerer forskellen på den samlede motivation for HYD og DEH for testpersonerne ved Wingate-testen 49

50 Motivation Diskussion 7. Diskussion Følgende kapitel har til hensigt at diskutere resultaterne under CMJ-testen og Wingate-testen i henholdsvis HYD og DEH. Diskussionen vil først tage udgangspunkt i testpersonernes motivation, hvorefter CMJ-testen og Wingate-testen vil blive diskuteret ud fra et matematisk og statistisk synspunkt Motivation I dette afsnit vil testpersonernes svar i de uddelte spørgeskemaer blive diskuteret. Der vil blive diskuteret om der er en stigende eller faldende motivation hos hver enkelt testperson, og om denne motivation har en sammenhæng med dehydreringsprocessen Testperson Før CMJ Under CMJ Figur 15 viser motivationen for testpersonerne før og under CMJ-test i HYD. Ud fra ovenstående Figur 15, ses, at motivationen er stigende for fem ud af syv testpersoner efter CMJ-testen. Flere af testpersonerne skriver i spørgeskemaet, at konkurrenceelementet spiller ind på deres motivation. Dette skal forstås som, at de gerne vil levere en god præstation overfor de andre testpersoner. TP1 skriver som begrundelse for angivelse af motivation: konkurrence fra medstuderende. TP3 skriver under samme spørgsmål, at: med udfordringen stiger motivationen. På baggrund af testpersonernes besvarelser i spørgeskemaerne, og ovenstående to citater, kan det siges, at det er meget individuelt, hvad der motiverer hver enkelt testperson. 50

51 Motivation Testperson Før CMJ Under CMJ Figur 16 viser motivationen for testpersonerne før og under CMJ-test, i DEH. På Figur 16 ses en markant nedgang i motivation ved CMJ-testen i DEH i forhold til HYD. Den gennemsnitlige motivation i HYD ligger før testen på 7,1 og under testen på 8,1. Hvis vi sammenligner disse tal med CMJ-testen i DEH ses den nævnte nedgang i motivation. Her er den gennemsnitlige motivation før testen på 5,81 og under testen ligger den på 6,41. Igen er den gennemsnitlige motivation steget under udførelsen af testen, men det interessante er, at der ses en nedgang i motivation i den dehydrerede CMJ-test. Hvis man sammenligner gennemsnitlig motivation forud for hydreret test med gennemsnitlig motivation forud for dehydreret test, ses der en forskel på 1,29. Under udførelsen er der en forskel på 1,69. Der kan være flere forskellige faktorer, der har spillet ind på denne nedgang. Der kan have været flere udefrakommende faktorer, der har haft en indvirkning. Det interessante er, om dehydreringen har haft en indvirkning på motivationen. Ud fra de kvantitative tal, kan vi se at der er en nedgang i motivationen i CMJ-testen i DEH i forhold til HYD. Yderligere er det interessant, at hovedparten af testpersonerne forklarer i den kvalitative del af spørgeskemaet, at træthed, i form af at sidde i sauna, har haft en indvirkning på deres angivelse af motivation. TP6 skriver: Er nok ikke helt oppe på dupperne. Det er ikke specielt sjovt at stene i en sauna. Sult + døsighed, men ikke udpræget. Nok ligesom efter en træning, bare uden muskeltræthed. Og TP2 skriver: Træthed. Kan godt mærke motivation daler lidt med trætheden. Disse udsagn leder os til at tro, at dehydreringen af testpersonerne har en negativ indvirkning på deres motivation før CMJ-testen. Igen er det vigtigt at påpege, at motivation under udførelsen af CMJ-test i DEH, er højere end motivationen forud for testen. Altså stiger motivationen under selve testen, men sammenlignet med CMJ-testen i HYD, sker der et fald. Testpersonernes motivation i de to Wingate-tests, Figur 17 og Figur 18, ses igen en tendens til, at motivationen er lavere i DEH. Forud for Wingate-testen i HYD, ligger den gennemsnitlige motivation for testpersonerne på 6,4. Under udførelsen af testen ligger den på 8,8. Ser man på de samme tal for den dehydrerede Wingate-test, ligger disse på henholdsvis 5,7 og 5,7 før og under. Igen ser vi en nedgang i motivation både før og efter testen i DEH i forhold til HYD. Mest markant er det forskellen i motivation under udførelsen af testene, hvor der er 3,1 i forskel. Der 51

52 Motivation er dermed igen en tendens til, at dehydreringen har en indvirkning på testpersonernes motivation. Bemærkelsesværdigt er det også, at den eneste test, hvor motivationen ikke stiger under udførelsen af testen, er Wingate-test i DEH, hvor den gennemsnitlige motivation er den samme før og efter. Og yderligere, er det kun TP3 der rent faktisk stiger i motivation under denne test Testperson Før Wingate Under Wingate Figur 17 viser motivationen for testpersonerne før og under Wingate-testen, i HYD. Nogle af de kommentarer testpersonerne har skrevet i spørgeskemaet viser også, at dehydreringen har en stor indvirkning på motivationen. TP2 skriver: Man vil stadig gerne gi alt hvad man har, men trætheden er en stor faktor i dehydreret tilstand. Specielt de sidste 10 sekunder! Der er noget der tyder på, at testpersonerne har været trætte grundet dehydreringen, og dermed har oplevet et fald i deres motivation set i forhold til HYD. 52

53 Motivation Testpersoner Før Wingate Under Wingate Figur 18 viser motivationen for testpersonerne før og under Wingate-testen, i DEH. Ud fra disse figurer, kan det diskuteres, om dehydreringen af testpersonerne har haft en effekt på deres motivation. Man kan sige, der kunne være en tendens til at dette er tilfældet, men hvor vidt motivationen har haft indflydelse på selve testpersonernes præstation, er svært at konkludere CMJ-testen Ifølge projektets hypotese, burde testpersonerne springe højere i DEH på baggrund af teorien om, at væskemanglen ikke påvirker muskelstyrken under hurtighedstræning samt, at testpersonerne skal flytte en mindre masse pga. væsketabet. Resultaterne viser dog, at seks ud af syv testpersoner i gennemsnit springer lavere, når de er dehydreret. Procentafvigelsen spænder fra 2,35-30,13 %, hvilket er en stor varians. Ser man bort fra TP4, spænder variansen kun med 2,35-12,73 %. På træthedsskalaen angiver TP4 både i HYD og DEH henholdsvis 2-3 og 2-2. Dette kan betyde, at varmeeksponeringen og dehydreringen ikke har haft en indflydelse på testpersonerne. Vi formoder, at det ikke er træthedsfaktoren, der har påvirket TP4 s afvigende resultater. Den store afvigelse kan muligvis forklares ud fra motivationsskalaen, hvor TP4 angiver en væsentlig lavere motivation i DEH end i HYD. I HYD stiger TP4 s motivation fra 4 til 8 under forsøget, mens den i DEH fastholdes på 2. TP4 forklarer, at hans manglende motivation bl.a. skyldtes træthed, sult og ugidelighed. TP4 skriver, at han ikke har lavet nogen form for fysisk aktivitet inden for de seneste 48 timer, samt forklarer til testlederne, at han ikke har fået megen søvn natten op til Testdag 2. Enten modsiger TP4 sig selv ved at angive en lav grad af træthed, for derefter forklare at hans manglende motivation skyldes træthed, eller også opfattes træthed meget subjektivt. Vi skulle således have udformet og forklaret træthedsskalaen mere grundigt. I dette tilfælde tolker vi dog, at det har været en meget lav grad af motivation, der har påvirket resultaterne. Der er yderligere flere testpersoner, der har angivet, at de ikke er blevet mere trætte af den passive dehydrering. TP5 s træthedskurve er gået fra 7-5 i HYD til 4-4 i DEH. Dette kan forklares 53

54 ud fra, at TP5 under begge forsøg følte sig sløj med feber. TP5 forklarede faktisk til testlederne, at varmeeksponeringen i saunaen havde en positiv indflydelse på hans almene tilstand og angav i spørgeskemaet, at han var moderat motiveret for at lave noget andet end at sidde i sauna. Dog beskrev TP5, at tørst og sult under forsøget var dominerende. Derfor forsvandt koncentrationen om den forestående opgave, og TP5 underpræsterede dermed i DEH i forhold til HYD. TP6 er den eneste, som springer højere i DEH end i HYD. Han angav også, at han ikke var blevet synderligt påvirket af træthed under den passive varmeeksponering, som blev sat til 3-4 i HYD og 5-4 i DEH. På trods af hans krop havde været udsat for samme varmeeksponering og stigning i temperatur som de andre testpersoner, og at TP6 har lidt det næsthøjeste procentvise vægttab af de syv testpersoner. Hvis man ser bort fra TP4 pga. den lave motivation og TP5 pga. sygdom, så er TP6 den eneste, som har holdt sig til anvisningerne om at begrænse fysisk aktivitet i 48 timer op til begge forsøgsdage. TP6 dyrkede 1½ times høj intensitets baskettræning 48 timer før Testdag 1, og ingen træning inden Testdag 2. TP1, TP2, TP3 og TP7, som sprang lavere i DEH, dyrkede 3-5 timers styrketræning og gymnastik 48 timer op til testdag 1 samt dyrkede 1-4 timers motion under lav, moderat og høj intensitet 48 timer op til Testdag 2. Disse fire testpersoner angav endvidere også en markant stigning i træthedsskalaen efter den passive varmeeksponering i forhold til TP6. Nedgangen kan således skyldes, at de fire testpersoner ikke har opnået tilstrækkelig restitution inden DEH. Det gælder især, hvis både protein- og væskebalancen ikke er blevet genoprettet. Man kan derfor tro, at manglende hvile inden Testdag 2 har haft en indflydelse på den individuelle opfattelse af træthed. Om det så skyldtes selve varmeeksponeringen, muskeltræthed eller en blanding, er ikke til at sige. For at udelukke denne usikkerhed, kunne vi have bedt testpersonerne om at angive graden af træthed inden varmeeksponeringen. TP6 har således ikke udført forsøgene under samme forudsætninger. Han kan lige så vel ikke være fuldt ud restitueret fra sin basket træning ved Testdag 1, men fuldt ud restitueret ved Testdag 2, og således kan man på denne baggrund muligvis forklare, hvorfor TP6 springer højere end de andre. Dette giver ikke en endegyldig forklaring på, hvorfor projektets hypotese ikke stemmer overens med vores resultater. Derfor vil vi i det følgende se, om der statistisk set, er sammenhæng mellem præstation og motivation, graden af dehydrering samt deres træthed. Ser man statistisk på vores resultater, kan vi se, at der ikke er en sammenhæng mellem springhøjden og den angivne motivation under springene. Dette kan vi se, efter at have plottet CMJ-resultaterne med motivationen, og der er derefter beregnet en R-værdi, jf. Figur 19. Den beregnede R-værdi, ligger ikke i nærheden af værdien 1, hvorfor vi ikke kan sige, at motivationen har haft indflydelse på testpersonernes springhøjde. Ligeledes har motivationen før springene heller ingen indflydelse på resultaterne (Se graf i bilag). 54

55 Gns. springhøjde, cm. Gns. springhøjde, cm Motivation under CMJ y = x R² = Serie1 Lineær (Serie1) Figur 19: Gennemsnittet af springhøjden under CMJ-testen som funktion af motivationen i DEH På denne baggrund kan vi se, om der er andre faktorer, der rent matematisk kan forklare resultaterne. Disse faktorer vil også blive plottet med hinanden og derefter benyttes lineær regression. Blandt andet har vi set på, om graden af dehydrering, i form af vægttabet i %, har indflydelse på testpersonernes præstation. Jævnfør Figur 20, kan dette udelukkes, da R-værdien ligger på Vægttab i % y = x R² = %mæssig vægttab Lineær (%mæssig vægttab) Figur 20: Gennemsnittet af springhøjden under CMJ-testen som funktion af vægttabet i % Ser man på testpersonernes angivelse af træthed, kan vi, med undtagelse af TP6, se, at graden af træthed har indflydelse på deres springhøjde i DEH. Vi har udeladt TP6, da han var en out-lier, i og med at han sprang højt med lav træthed, modsat de andre. For de resterende testpersoner gælder, at jo mere træt de er, des højere springer de, jf.figur 21. Dette kan synes underligt, 55

56 Gns.springhøjde, cm. hvorfor vi tror det er mere tilfædigheder, end det er et reelt udtryk for, at man springer højere, når man er træt. Da trætheden er en subjektiv vurdering, så kan de godt føle sig trætte, men dette behøver ikke være muskeltræthed, men derimod mentalt træthed, hvilket gør, at det ikke nødvendigvis spiller ind på deres springhøjde. Testpersonerne nævner også i spørgeskemaerne, at døsighed og manglende koncentration er vigtige faktorer for deres træthed, hvilket kunne tyde på, at det er mental træthed, der gør sig gældende Træthed y = 2.923x R² = Serie1 Lineær (Serie1) Figur 21: Den gennemsnitlige springhøjde som funktion af testpersonernes angivelse af trætheden under DEH I vores tilfælde giver en lille sample store reelle forskelle, hvorfor vi ikke entydigt kan give svar på, hvorvidt dehydrering har en effekt på springhøjden, da der er andre udefrakommende faktorer, der kan spille ind, som vi ikke har kunnet kontrollere. Dette kunne, som tidligere nævnt, være manglende søvn, forkert indtagelse af føde og væske samt deres fysiske aktivitetsniveau dagene inden forsøgene Wingate-testen I vores hypotese formoder vi der ikke er nogen forskel på testpersonernes præstation i HYD og DEH, med baggrund i artikler som omhandler dette emne, og teorien omkring laktacid arbejde. Som beskrevet i vores databehandling, viser det sig at resultaterne ikke passer, i forhold til vores hypotese. Jævnfør Figur 22 ses det at ved fem ud af syv testpersoner, er arealet i HYD større end arealet i DEH. Det vil sige, at fem ud af syv opnår en højere effekt i HYD end DEH. For de resterende 2 testpersoner gælder det derfor at arealet er større i DEH, frem for HYD. Hvorfor kurverne falder sådan ud, kan der være flere årsager til. 56

57 mm Areal hydreret Areal dehydreret TP1 TP2 TP3 TP4 TP5 TP6 TP7 Figur 22: Søjlediagram over arealet beregnet på baggrund af effektkurverne ved integration mht. tiden i hhv. HYD og DEH for testpersonerne. Ved motivationen før Wingate-testen fra HYD til DEH er der to testpersoner, som har en stor forskel på deres motivation. TP3 gik fra 8 til 3, mens TP5 gik fra 3 til 1 i motivation. De resterende testpersoner har enten ingen forskel i motivation eller et lille fald svarende til 1 på skalaen. Under Wingate-testen er der til gengæld mere variation fra HYD testen og til DEH testen. Her er der for fem testpersoner et fald i motivation fra HYD til DEH. En enkelt testperson har samme top-motivation på 10, mens en anden er steget i motivation. TP4 angiver en meget lav motivation, som falder fra 3 til 2 under testen. Hvis man samtidig kigger på Borg-skalaen for TP4 (jf. bilag), angiver han både i HYD og DEH en meget lav grad af intensitet i forhold til de resterende testpersoner, som alle ligger i den højeste kategori af intensitet. Vi mener derfor, at TP4 ikke præsterer maksimalt og desuden er lavt motiveret. Dette kan være en forklaring på, hvorfor TP4 s resultater udarter sig, som de gør. Hvorfor motivationen falder hos de resterende fire testpersoner er svært at sige. Det kan være fordi de på forhånd kender hårdheden for Wingate-testen fra Testdag 1, men det kan også være dehydreringen eller varmen fra saunaen, der har påvirket besvarelserne. Flere testpersoner nævner den træthed, de føler i kroppen, og at denne har indflydelse på deres motivation. Ligeledes nævnte to testpersoner hovedpine efter dehydreringen samt manglende fokusering på testen. Alle disse nævnte faktorer kan, ud fra testpersonernes udsagn, have indflydelse på deres præstation. Vi kan derfor ikke med sikkerhed konkludere, at motivationen har indflydelse på testpersonernes resultater. Som det ses på Figur 23 og Figur 24 har motivationen før og under Wingate-testen ingen indflydelse på testpersonernes præstation. R-værdierne ligger langt fra 1, hvorfor vi ikke kan konkludere, at motivationen statistisk set har indflydelse på resultaterne. 57

58 P_max P_max y = x R² = Dehydreret Lineær (Dehydreret) Motivation før Wingate Figur 23: Lineær regression af præstationen som funktion af motivation før Wingate i DEH y = x R² = dehydreret Lineær (dehydreret) Motivation under Wingate Figur 24: Lineær regression af præstationen (P_max) som funktion af motivation under Wingate i DEH Ud over motivationen kan det diskuteres, om dehydreringsgraden hos den enkelte kan have indflydelse på resultatet. Da alle testpersoner ikke nåede den samme grad af dehydrering kan dette diskuteres i forhold til resultaterne: som vist i Figur 25, kan det ses at dehydreringsgraden ikke har nogen indflydelse på testpersonernes resultat, da R-værdien ligger på 0,

59 Wingate P_max y = x R² = Wingate Lineær (Wingate) % vægttab Figur 25. Lineær regression af præstationen som funktion af %mæssig vægttab Som det ses på Figur 10, kan man se, at TP4 og TP5 er de eneste, hvor den maksimale effekt er højere ved HYD end ved DEH. Dette kan bl.a. skyldes, at testpersonerne ved den første test, ikke var klar over, hvor meget der skulle til, for at komme op i maksimal omdrejning, hvorfor de anden gang, kunne få den maksimale effekt højere op. Ligeledes er TP4 og TP5 tidligere nævnt som eventuelle out-liers, grundet sygdom, manglende søvn, mad osv Diskussion af resultater på baggrund af Spearman s analyse Vi har nu diskuteret resultaterne ud fra testpersonernes subjektive angivelser af motivation og træthed. Derefter blev ovenstående diskuteret på baggrund af matematiske beregninger. I dette afsnit bliver resultaterne diskuteret på baggrund af den statistiske analysemetode Spearman s Test, da resultaterne er binære og ikke-normalfordelte. Samme metode er brugt i alle nedenstående statistiske analyser. Figur 26 viser sammenhængen mellem testpersonernes dehydreringsgrad og deres præstation under CMJ-testen i DEH, beregnet ved hjælp af statistikprogrammet SPSS. Vi kan statistisk set ikke sige, at der er sammenhæng mellem de to variabler, da p-værdien er over 0,05. Dette resultat viste R-værdien også i den matematiske analyse af resultaterne, da den var 0,

60 Correlations Vægttab i % P_max Wingate, DEH Spearman's rho Vægttab i % Correlation Coefficient 1,000,321 Sig. (2-tailed).,482 N 7 7 P_max Wingate, DEH Correlation Coefficient,321 1,000 Sig. (2-tailed),482. N 7 7 Figur 26: Spearman s analyse af sammenhæng mellem dehydreringsgrad og præstation Figur 27 er en opsamlende figur på vores matematiske og statistiske beregninger over forskellige sammenhænge i vores forsøg. Vi har beregnet flere kombinationer, men de viser sammen billede som nedenstående. Begge former for analyser viser, at der ikke er sammenhæng i nogen af kombinationerne, da alle p-værdier er over 0,05, hvorfor hypotesen kan forkastes. Endvidere viser R-værdien i lineær regression også, at der ikke er nogen sammenhæng. Sammenhænge p-værdi R-værdi Dehydreringsgrad og præstation i CMJ-testen 0,897 0,0003 Dehydreringsgrad og præstation i Wingate-testen 0,482 0,0111 Præstation og motivation i CMJ-testen 0,691 0,2206 Præstation og motivation i Wingate-testen 0,337 0,1147 Figur 27. Skema over udvalgte sammenhænge, og dertilhørende korrelationskoefficienter På baggrund af ovenstående kan vi hverken statistisk eller matematisk sige, at de udvalgte faktorer har nogen sammenhæng med hinanden. Vi kan derfor udelukke at hverken motivation og træthed har haft nogen betydning på præstationen, hvorfor faldet i præstation i DEH, skyldes andre faktorer vi ikke har undersøgt Forsøgsforbedringer Nedenstående afsnit vil være en diskussion af, hvilke generelle forbedringer vi kan bruge i forsøget, hvis man forsøgte at udføre det igen. Forbedringerne vil tage udgangspunkt i hypotesen og de ønskede og opnåede resultater. Hvordan kan vi komme tættere på at påvise hypoteserne? For at få mere valide resultater, kunne vi have benyttet os af flere testpersoner. Herved kunne man have sagt noget mere om tendenserne, og man kunne have udelukket testpersoner, hvor resultaterne er præget af udefrakommende fejlkilder. 60

61 En anden forbedring kunne være, hvis vi havde en mere homogen gruppe, eksempelvis ved at de havde samme alder, dyrkede samme form for idræt, ens kondital, ens vægt osv. Ifølge Daniel A. Judelson et al (3). har personer der dyrker idræt præget af megen udholdenhedstræning, en større mængde vand i kroppen, og derfor vil de ikke, i samme grad, blive påvirket af dehydrering som andre personer. Dette kan have haft en indvirkning på testpersonernes resultater, og derfor kunne det igen have været en fordel med en mere homogen gruppe. Ligeledes kunne vi have minimeret antallet af fejlkilder ved at have testpersonerne til rådighed i fem sammenhængende døgn. På denne måde kunne alle testpersonerne have fået samme mængde mad og drikkelse, og vi kunne have haft kontrol over, hvilke fysiske aktiviteter de havde udført dagene op til testen. På denne måde, ville træthed og mangel på mad og drikke ikke kunne have influeret på resultaterne. Disse fejlkilder kunne vi også have minimeret ved, at komme med klarere retningslinjer til testpersonerne om, hvilke krav der var for at kunne deltage i forsøget, og hvilke forventninger vi havde til dem. Ved at opstille et mini-pilot-forsøg, kunne vi måske have undgået, at forskellen mellem den maksimale effekt på de to testdage, ikke havde været så stor. Den første dag var det således svært for nogle af testpersonerne, at finde ud af, hvor meget der skulle til, for at maksimal omdrejning var nået. En anden faktor der kan have haft indflydelse på vores resultater, kan være måden hvorpå forsøget blev gennemført. På første forsøgsdag, havde vi alle testpersonerne i samme lokale under CMJ-testen, men under Wingate-testen forsøgte vi at begrænse det til at være tre testpersoner i lokalet af gangen. Grunden til at have færrest mulig testpersoner i lokalet af gangen er, at vi har en formodning om, at koncentrationen for testpersonerne vil blive øget, og dermed vil vi få mere valide resultater. Derfor kan der stilles spørgsmålstegn ved, om testpersonerne har sprunget med maksimal effekt under CMJ-testen, da det kan have haft indflydelse at de alle var i lokalet. Ligeledes kan ventetiden under CMJ-testen have haft indvirkning på resultaterne, da det for nogen kan have været demotiverende eller distraherende. På Testdag 2 havde vi delt testpersonerne op i to grupper, hvor de skulle udføre forsøget på forskellige tidspunkter af dagen. Dette blev kun gjort grundet praktiske årsager, da to af testpersonerne ikke havde mulighed for at være tilstede på de først opstillede tider. Derfor havde vi fem testpersoner om morgenen og to testpersoner om eftermiddagen. Dette kan igen have haft indvirkning på koncentrationen hos testpersonerne. Vi formoder, at det har været nemmere for de to testpersoner om eftermiddagen, da de ikke i samme grad har skullet vente på at udføre testene, som de øvrige fem testpersoner. Dette leder os frem til, at en individuel testning af testpersonerne ville være hensigtsmæssig i denne form for forsøg. På den måde kan man begrænse mængden af udefrakommende faktorer, der kan spille ind på testpersonernes præstation. Vi har ikke kunne bruges vores pulsmålinger, som vi først havde tænkt, dette kunne vi desværre ikke. Hvis vi havde standartiseret testpersonernes opvarmning på cyklen inden udførsel af wingate-testen, kunne vi have fået nogle mere brugbare data. Da opvarmningen ikke var standartiseret, har vi haft svært ved at sammenligne pulsen for Testdag 1 og Testdag 2 hvis testpersonerne skulle starte Wingate-testen på samme start-puls evt. en hvis % i forhold til deres maxpuls. 61

62 Testledernes engagement i form af at motivere og komme med tilråb, kunne gennem forsøgene have været højere, for at højne konkurrencemomentet samt deltagernes motivation. Vi havde dog valgt at opsætte regler for, om testpersonerne samt testlederne måtte komme med tilråb til testpersonerne under udførelsen af forsøgene, for at gøre det så ensartet som muligt for vores testpersoner. Ydermere, skulle vi have været mere grundige til at oplyse vores testpersoner om, på hvilken måde forsøget skulle gennemføres, og hvordan de skulle udfylde de pågældende spørgeskemaer. Dette blev kort forklaret forud for de to tests på dag 1, men yderligere information blev ikke oplyst. Man kunne med fordel have holdt et introduktionsmøde, hvor alle testpersonerne ville blive oplyst om alle de forskellige elementer som forsøget indeholdt. Eksempelvis ville det have været hensigtsmæssigt at forklare, hvad der ligger bag begrebet træthed og motivation. Dette synes, ud fra spørgeskemaerne, at være blevet tolket forskelligt af testpersonerne, og derfor ville et informationsmøde have været at foretrække. Det kan diskuteres om vores valg af tests i dette forsøg, har været hensigtsmæssige. Vi kunne have benyttet os af yderligere tests, eller helt andre. Eksempelvis kunne vi have benyttet os af sprint-tests, hvor testpersonerne skulle udføre 60 m. sprint x antal gange. Yderligere kunne vi have benyttet styrketræning som et led i vores test, da det også her er den anaerobe proces der trænes. Valget faldt dog på CMJ- og Wingate-test, da disse er anerkendte og veldokumenterede tests. Desuden så vi en mulighed for at udelukke forskellige variabler, der ville komme af andre tests. En af variablerne kunne være, at testpersonerne ikke kunne udføre den pågældende test, og derfor mente vi at en cykeltest og springtest ville være hensigtsmæssig for alle. Yderligere var det af praktiske grunde et naturligt valg, da vi havde adgang til alle de måleinstrumenter, der skulle anvendes til disse to tests. I projektet valgte vi at dehydrere vores testpersoner med 2-3 % af kropsvægten. Denne dehydreringsgrad kunne have været højere, hvilket måske ville medføre, at vores resultater ville have været mere entydige i en given retning. Dette mente vi ikke ville være hensigtsmæssigt, da det ikke ville være etisk forsvarligt over for testpersonerne, da en dehydrering på f.eks. 5-6 % af kropsvægten, kunne medføre komplikationer for vores testpersoner, i form af en større grad af ubehag og utilpashed. Hvis vi skal se med kritiske øjne på det måleudstyr vi har brugt, så er der forskellige elementer der gør vores målinger usikre. Som eksempel kan nævnes brug af pulsur, da dette under testene ikke registrerede alle målinger på vores testpersoner. Vi benyttede det samme puls ur til alle testpersoner, hvor det nok havde været mere hensigtsmæssigt at anvende et puls ur til hver person, så dette blev standardiseret. Som backup til pulsuret, kunne man have målt pulsen gammeldags manér, ved at finde pulsen på halsen og målt denne i seks sekunder efter testen, for derefter at gange den op med 10. På den måde kunne vi have dobbelttjekket testpersonernes puls. Yderligere kunne vi have haft flere eksemplarer af hvert enkelt måleudstyr, da dette ville hindre, at testpersonerne, skulle vente på at få taget målinger. 62

63 Konklusion 8. Konklusion Efter behandling af analyse og diskussion af rapportens resultater, kan vi konkludere, at fem ud af syv testpersoner springer lavere i DEH end i HYD, dog varierede afvigelserne meget fra person til person. Dette modsiger rapportens første hypotese, hvor vi formodede, at testpersonerne ville springe højere pga. den lavere masse. Endvidere viste det sig ifølge figur 11, at fem ud syv testpersoner underpræsterede i DEH i forhold til HYD, hvilket også henkaster rapportens anden opstillede hypotese. Her formodede vi, at dehydreringen ingen indflydelse havde på muskelstyrken og dermed præstationsevnen under Wingate-testen. Tendensen var, at de fleste testpersoner genererede den højeste effekt i DEH i starten af testen. Efter højst 8 sekunder krydsede de hinanden, og testpersonerne præsterede herefter bedst i HYD. Dog var forskellen i den genererede effekt dog meget lille i den resterende tid. Rapporten har beskæftiget sig med faktorer, der kan have påvirket testpersonernes resultater. Høj motivation er en vigtig forudsætning for at præstere maksimalt. Men efter statistiske og matematiske beregninger kan vi afvise, at denne har haft indflydelse på testpersonernes resultater, da nedgangen i præstationen ikke afspejler den nedgang, der er i motivationen for begge tests. Vi har også påvist, at graden af dehydreringen heller ikke har påvirket præstationen. Det har været vanskeligt, at isolere dehydreringens indflydelse på præstationen, hvorfor vi ikke kan afvise, at andre faktorer har påvirket resultaterne. Endvidere er det ikke alle testpersoner, der har overholdt de retningslinjer der blev givet, forud for begge testdage, og således kan dette også have påvirket resultaterne. På baggrund af rapportens metode og resultater kan vi ikke entydigt konkludere præcist, hvor stor dehydrering indflydelse er på den anaerobe præstationsevne. 63

64 Litteraturliste 1. Sawka, Michael N, et al. Exercise and Fluid Replacement. Medicine & Science in Sports & Exercise Barr, Susan L. Effects of Dehydration on Exercise Performane. Canadian Society for Exercise Physiology Judelson, Daniel A, et al. Hydration and Muscular Performance. Does Fluid Balance Affect Strength Power and High-Intensity Endurance? SportsMed Jones, Leon C, et al. Active Dehydration Impairs Upper and Lower Body Anaerobic Muscular Power. Journal of Strength and Conditioning Research Michalsik, Lars og Bangsbo, Jens. Aerob og Anaerob Træning. Brøndby : Danmarks Idræts Forbund, udgave, 3.oplag, Rønholt, Helle og Peitersen, Birger. Idrætsundervisning - en grundbog i idrætsdidaktik. Højbjerg : Institut for Idræt og Forlaget Hovedland, udgave, 4.oplag. 7. Cheuvront, Samuel N, et al. No Effect of Moderat Hypohydration and Hyperthermia on Anaerobic Exercise Performance. Medicine & Science in Sports & Exercise McArdle, W.D, Katch, F.I og Wilkins, V.L. Lippincott Williams &. Exercise Physiology - Energy, Nutrition & Human Performance Martini, F.H. og Pearson, Benjamin C. Fundamentals of Anatomy & Physiology udgave. 10. Schibye, Bente K. Menneskets fysiologi - Hvile og arbejde. s.l. : FADL's forlag, udgave, 2. oplag, Nielsen, Oluf og Sprinborg, Anni. Ind under huden - Anatomi og fysiologi. s.l. : Munksgaard Danmark, udgave, 3.oplag. 12. Guldager, Søren. Basal sygdomslære. s.l. : Munksgaard, udgave, 7.oplag. 13. Sortland, Kjersti. Ernæring - mere end mad og drikke. s.l. : Gad, reviderede udgave. 14. Nedergaard, Gustav. Human ernæring - Grundbog I Ernæringslære. s.l. : Nucleus Forlag ApS, udgave, 1.oplag. 15. Ha' det godt. [Online] 18. august [Citeret: 1. oktober 2009.] 64

65 16. Marathonsport. [Online] [Citeret: 12. oktober 2009.] 17. Haug, Egil, Sand, Olav og Sjaastad, Øystein V. Menneskets fysiologi. s.l. : Gads Forlag, udgave, 1.oplag. 18. Gjerset, Asbjørn. Idrættens træningslære. København : Gad, udgave Motion-online. [Online] November Scott, Davis og Usher, Robin. Uddannelsesforskning. Data, metoder og teori til undersøgelser af uddannelse. s.l. : Klim, 2006, 1.udgave 21. Bowers, David. Medical Statistics from Scratch.An introduction for Health Professionals. s.l. : Wiley, 2008, 2.udgave 65