Titel: Prævalens af vertikale dispariteter, samt påvirkning af vertikal disparitet ved korrektion af horisontal disparitet.

Transkript

1 Titel: Prævalens af vertikale dispariteter, samt påvirkning af vertikal disparitet ved korrektion af horisontal disparitet. Skrevet af: Stephan Osther, Brian Haller og Iben Lykke Hansen, Optikerhøjskolen Randers Årgang 2012 En vertikal fori eller disparitet kan hurtigt give markante binokulære problemer, såsom hovedpine, køresyge, kvalme, diplopi, læseproblemer mm., hvor man nemt ville kunne korrigere disse patienter med ganske få vertikale prismedioptrier. Vi ville derfor finde prævalensen af vertikale dispariteter ved hjælp af Modificeret Mallett test på Borish Near Card. Herunder ville vi også undersøge om der skete en ændring af den vertikale disparitet ved korrektion af den horisontale disparitet. Endvidere ville vi undersøge om, fiksationsdisparitets-testen burde standardiseres i synsundersøgelsen. Resultater: Ved dataindsamlingens sluttidspunkt, udgjorde datasættets størrelse 226 patienter, både mænd og kvinder i alderen år. Heraf blev der fundet horisontale dispariteter på 50 patienter, vertikal disparitet på 1 patient. Endvidere havde 4 patienter både en horisontal og vertikal disparitet. De sidste 171 patienter var ortho, da hverken horisontal eller vertikal disparitet forekom. Den vertikale disparitet lå fra 0,5 til 3 prisme-dioptrier ( ) for hver af de 5 patienter med en vertikal disparitet. Fundet af patienter med en vertikal disparitet udgør 2,21 % af de samlede antal patienter (med et 95%-sikkerhedsinterval 0,00295 til 0,0413), hvilket ses på figur 1. Pa%enter med ver%kal disparitet Pa%enter (ortho, horisontal disparitet) 2,21% Figur 1: Prævalens af vertikal disparitet 1

2 Der er ikke statistisk signifikant forskel på den målte vertikale disparitet før og efter korrektion af den horisontale disparitet, hvilket den parrede t-test påviser med en p-værdi på p=0,0631 (figur 2). Figur 2 Parret t-test Dog sker der, på trods af førnævnte, en ændring af vores fire patienters vertikale disparitet. De fire patienters vertikale disparitet ligger mellem 0,5 3 ved første måling. Alle fire patienters vertikale disparitet falder henholdsvis 0,5 og 2 efter korrektion af den horisontale disparitet. 2 Figur 3 - Ændring af vertikal disparitet

3 Samtidig kan man se et fald af middelværdien i den parrede t-test fra 1,5 til 0,25. Alle fire patienter har en exo disparitet på mellem 2 og 6. Konklusion: Inden vores undersøgelse forventede vi at finde en prævalens for vertikale dispariteter på mellem 7-25 %, men den har vist sig at være lavere. I vores studie har vi fundet en prævalens på 2,21 %. Rutstein og Daum mente i 1998, at prævalensen af vertikale forier sandsynligvis lå mellem 7-25 %. Imidlertid erkendte de, at den præcise prævalens var ukendt (Rutstein & Daum, 1998, p. 168). Man kan diskutere om vores prævalens er lavere, fordi vi ikke har målt vores patienters fori, men derimod deres associerede fori. Dog har et tidligere studie, baseret på 443 patienter, målt forskellen på deres vertikale disparitet og fori, og ikke fundet nogen statistisk signifikant forskel. Desuden er de kommet frem til en prævalens af vertikale dispariteter på 24,4 % (Damgaard T.F et al, 2015, p. 17). Prævalensen af personer med vertikale forier er stadig usikker, da vores resultat ikke stemmer overens med anden litteratur og tidligere studier. Der er derfor stadig brug for at forske mere i ukorrigerede vertikale forier og de symptomer de kan forårsage. Vores anden problemstilling var at undersøge, om den vertikale disparitet påvirkes ved korrektion af den horisontale disparitet. Vi forventede, at kunne se en sammenhæng mellem den vertikale og horisontale disparitet, hvor den vertikale disparitet enten ville blive reduceret eller helt fjernet. Den parrede t-test viser, at der ingen statistisk signifikant forskel er, i forhold til før og efter målingen. Ser man derimod på vores data over patienter med vertikale og horisontale dispariteter, kan vi se, at der sker en målbar ændring af den vertikale disparitet. Den vertikale disparitet fjernes i tre tilfælde og reduceres i ét tilfælde. Vi mener, at manglende patienter med en vertikal og horisontal disparitet er den primære årsag til at der ikke er en statistisk signifikant forskel. På baggrund af dette har vi lavet en beregning med den dobbelte antal patienter (8 patienter) med identiske datasæt (målinger før/efter). En ny parret t-test (figur 4) giver en p-værdi på p=0,00312, hvilket dermed viser statistisk signifikant forskel på den vertikal disparitet før og efter korrektion af den 3

4 horisontal disparitet. Middelværdien er uændret idet datasættene er identiske, men blot fordoblet. Figur 4 - Parret t-test dobbelt datasæt Da vi, i vores resultater, kan se, at der sker en påvirkning af den vertikale disparitet ved korrektion af den horisontale disparitet, kunne det være interessant at se, om den vertikale disparitet ville påvirke den horisontale. Desuden kunne det være spændende at udvide studiet til, at involvere vertikale og horisontale associerede forier på både 40 cm og afstand for derefter, at sammenligne de to resultater med henblik på at afklare hvorvidt der er forskel på prismestørrelsen. Når vi ser en påvirkning af den vertikale disparitet ved korrektion af den horisontale disparitet i moderat størrelse, så kan man undre sig over, hvorfor der ikke sker nogen påvirkning på det vertikale system blandt patienterne uden en vertikal disparitet. Dette kunne derfor være spændende, at udforske i et senere studie. Vores sidste problemstilling var at undersøge om fiksationsdisparitets-testen burde standardiseres i synsundersøgelse. Dette har vi dog ikke fundet belæg for, ud fra vores projekt. Man bør dog tage den i brug, hvis man har en mistanke om en vertikal problemstilling, ud fra den problemorienterede synsundersøgelse. Referencer: Damgaard, T. F., Ladekarl, S. M., Petersen-Westergaard, P. K., Stopperup, R. 2015, Et tværsnitsstudie om prævalens, symptomhyppighed og korrektion, baseret på vertikale 4

5 forier, målt med prismeneutraliserende covertest og fiksationsdisparitet Bachelorprojekt, Optikerhøjskolen pp Rutstein, R.P., Daum, K.M Anomalies of Binocular Vision: Diagnosis & Management. 1st edition, Mosby, pp