Abstract. Indholdsfortegnelse. Resumé

Transkript

1 Abstract Dette projekt søger en forståelse af censurrestriktionernes indflydelse på revyens virke som samfundskritisk kommentator under besættelsen af Danmark ( ). Vi har i første del af projektet præsenteret revyerne og revyforfatterne til de respektive tekster. Derefter har vi i analysen undersøgt teksternes bearbejdning af den historiske samtid, implikaturer og ironibrug. Ved anvendelse af Herbert Paul Grices sprogteori har vi analyseret de tre udvalgte revytekster: I dit korte liv, Vi er alle i samme båd og Prologen fra henholdsvis Dagmar- og Hornbækrevyen. Gennem analyserne har vi påvist, hvordan censoratets virke under besættelsen har haft indflydelse på teksternes sproglige udformning. Afslutningsvis har vi diskuteret og konkluderet, at censuren primært har påvirket teksternes sproglige udtryk, frem for det egentlige budskab. Samtidigt har vi konkluderet, at censurrestriktionerne både har været til gavn og en udfordring for de danske revyer. Resumé This project seeks an understanding of how the censorship restrictions' impacted the revues ability to function as a social criticism during the German occupation of Denmark ( ). We have in the first part of the project presented authors of the respective texts from the selected revues. The project deals with the Danish revue during the German occupation of Denmark, and censorship restrictions influence on the revue s texts. In the analysis we focused on the texts use of irony, the historical context and implicatures. By including Herbert Paul Grice s language theory, we have then analyzed the selected Revue s texts from the Dagmar- and Hornbækrevy, and attempted to demonstrate the extent in which the censorship has had an effect on the texts: I dit korte liv, Vi er alle I samme båd and Prologen. Finally, through our discussion we have concluded that the censorship has primarily affected the text s linguistic expressions, rather than the actual message Indholdsfortegnelse 1. Premiereaften... s Indledning og motivation... s Problemformulering... s Problemfelt... s Dimensionsforankring... s Metode... s Begrundelse for valg af struktur... s Feltarbejde... s Begrundelse for valg af sprogteoretikerer... s Thomas Bredsdorff og Ironiens pris (2011)... s Sketches og viser... s Valg af historisk materiale... s Begrundelse for valg af Erik Hvidt som primær kilde... s Begrundelse for inddragelse af diskursanalyse... s Præsuppositioner... s Samarbejdsprincip og implikatur... s Afgrænsning... s Introduktion... s Revyen - et genrebillede... s Lagkagerevy... s Satirisk revy... s Forlystelseslivet under besættelsen... s Præsentation af Hornbæk- og dagmarrevyen... s PH - en kritisk revyforfatter... s Dagmarrevyen... s

2 11.3 Hornbækrevyen... s Mogens Dam... s Holger Bech... s Redegørelse for censur... s Analyseafsnit... s Diskursanalyse af Prologen... s Opsummering... s Analyse af ironibrugen i Prologen... s Delkonklusion... s Diskursanalyse af Vi er alle i samme båd... s Analyse af visens personskildringer med historisk fokus... s Delkonklusion... s Diskursanalyse af I dit korte liv... s Delkonklusion... s Diskussion... s Diskussion af projektets teoretiske udgangspunkt... s Konklusion... s Perspektivering... s Censur og restriktioner på film, presse og litteratur... s Anmeldelser af revyen... s Evaluering: Kritisk reflektion over gruppens arbejdsproces... s Litteraturliste... s Premiereaftenen Klokken er fem om eftermiddagen på Marienlyst Badehotel, året er 1944 og det er juli måned. Solen er endnu ikke begyndt at sænke sig i horisonten, dagen har været lummer og de lokale fiskere frygter torden. Har dette haft indflydelse på de prominente gæsters humør, viser de det ikke. Ivrigt sludrende, med svingende glas erstatningschampagne og en enkelt indsmuglet svensk cigaret fylder de roligt den lille, elegante gildesal op. Der er tradition for at Hornbækrevyens premierer er festlige, så lad det være festligt! Fra salens arrangement af små borde og spanskrørsstole stiger en hjertelig latter, der viser sig at stamme fra den korpulente herre på forreste række. Skuespilleren Ib Schønberg har indtil videre ikke undgået en eneste revypremiere i de seneste år, og hans muntre væsen smitter. Kun få af de sædvanlige sommergæster har orket at tage cyklen fra Hornbæk. Forbuddet mod privatkørsel er måske en irritation, men når alt kommer til alt, så er det jo sommer, trods patruljerende motorcykler med tyskere i sidevogn, spærretid klokken otte og mangel på ordentlig spiritus. Humøret er med andre ord højt herude på østkysten, damehattene er talrige, og de søde serveringspiger lover godt for aftenens program, der garanterer en Sommer-Lommer 1 oplevelse. Ude i kulissen er stemningen anderledes presset. Nervøst pulsende på cigaren titter Stig Lommer ud gennem fortæppet for at tælle publikum. Han spejder efter de sædvanlige - mellem Ib Schønberg og ægteparret Normannn, teatercensoren med frue, sidder en lille herre roligt ventende med sin notesblok og pen ved hånden. Revydirektøren har ikke set ham før, men ud fra de intense blikke, den lille mand sender censor, får Lommer en umiddelbar fornemmelse af, at han er ministeriel embedsmand. Klokken ringer for anden gang nu må det briste eller bære. Helge Kjærulff Schmidt klædt som fyldepen haster forbi Lommer med et muntert smil. 1 Se bilag 4 3 4

3 Det er ikke for ingenting, at Stig Lommer er nervøs denne juliaften Siden tyskerne i foråret overtog Hornbæk Badehotel som provinsielt hovedkvarter, har ledelsen i en fart måttet lede efter nye lokaler. Samtidigt har censuren været strengere end ellers. Mogens Dam har omskrevet revyens prolog mere end tre gange, og først for tre uger siden indkom Holger Bechs udkast til finalen. Bekymrende er ligeså de trusler, der er blevet rettet mod revyen den seneste uge. En time før spillestart indløb en meddelelse om, at en bande hipofolk havde placeret en bombe under tilskuerpladserne. Skønt det viste sig at være falsk alarm, og brandvæsenet har forladt salen, har det tæret på personalet, og direktørens, nerver. Tredje ringning, om fem minutter går starten Lommer vender sig mod garderoben og får øjenkontakt med Gerda Neumann og Sigrid Horne-Rasmussen, yndigt klædte i hvide shorts. Med en badenymfe under hver arm, skrider Lommer ud på scenen til sit ventende publikum. En time inde i programmet er stemningen blandt publikum lunken. Der har endnu ikke været et af de der numre, man plejer at se herude. Nok var det da morsomt med den haremsdans, men de fleste savner lidt bid. Ved baren sidder en anmelder og skribler ivrigt, med irritabel mine. Klokken har ringet for tredje gang, lyset dæmpes, anden akt begynder. Det ser ud til at blive samme historie som første akt. Søskendeparret Neumann og Svend Asmussen, klædt i vinterfrakker og med brandert på, formår dog at frembringe en rolig latter, og stille nynnen blandt publikum. Revyen nærmer sig så småt sin afslutning, da stemningen med et vendes. Salens lys dæmpes, og tæppet går langsomt op i takt med en hidsig, klirrende dunken i brædderne. Amdi Riis akkompagnement overdøves på det nærmeste af disse sære dunk. Bag mørkets tunge slør kan publikum netop ane omridset af noget der ligner en enorm tegning. Hvad den viser, er dog ikke til at sige. Pludselig blændes der op for lyset, den klirrende dunken intensiveres. Der er blevet rusket op i publikum - folk sætter sig ude på kanten af deres stole. Hvad skal der til at ske? Ind marcherer Helge Kjærulff Schmidt i takt til musikkens faste slag. Med en lang rumsterstang i hånden og en høj hat malet i Dannebrogs farver placeret på hovedet, tager han fat på at synge hvad der senere skal vise sig at blive en af de mest spillede viser fra besættelsestiden - Vi er alle i samme båd med tekst af Holger Bech. Bagtæppet viser et uvejr, hvor en båd i en miserabel forfatning forsøger at redde sig flot. Mange blandt publikum genkender Arne Ungermanns illustration fra Notabene samme år, og latteren stiger da Helge Kjærulff Schmidt iltert opremser alle de persontyper, der befinder sig i båden. Med sin pegepind smældende mod lærredet beretter han om alle fra præsten til den rationerede gris, og om bådens ror der er borte. Meningen er tydelig, og betaget synger publikum med på refrænet Vi er alle i samme Baad. Efter fremkaldelserne sidder Lommer i sit improviserede kontor og tæller op. Af en premiereaften at være har det ikke været helt skidt. Publikum var nogenlunde tilfredst og salget i baren var rimeligt, tiderne til trods. Nu er der ikke andet at gøre end at vente på anmeldernes dom. Indtil videre har der ikke været nogen opringninger fra Gestapo, ingen bombe er sprunget, værnemagten har endnu ikke ryddet salen. Alt er godt. 2.Indledning og motivation Der er ingen historisk sikkerhed for, at det gik sådan til, men ovenstående er et billede på, hvordan det kunne have set ud ved Hornbækrevyens premiere i Helsingør i slutningen af juli I besættelsens sidste år var det danske kulturliv under stigende pres. Teatercensuren var strammet til sit yderste, og flere forfattere og kunstnere var enten flygtet eller fængslet af værnemagten. Ud over Svend Asmussen, der i 1943 blev arresteret af Gestapo og sendt til Berlin, var arkitekten og revyforfatteren Poul Henningsen (PH) flygtet til Sverige efter sin mangeårige modstand mod værnemagten (Hertel A, 2012: ). 5 6

4 Der findes revy for enhver smag. Der er i Danmark et utal af revyer, som dækker alle behov: om man er til det sjove, frække, kritiske, nyhedsaktuelle, dem alle, eller noget helt sjette. Revyen har siden dens oprindelse fordelt sig ud over Danmark og har i takt med tiden gennemgået en stor udvikling. Cirkusrevyen er nok en af de mest kendte og populære revyer i nyere tid. Cirkusrevyen og andre revyer i nyere tid kan næsten tage frit fra alle hylder af emner og ud fra disse tilbyde et bredt udvalg af sketches og viser. Men hvad med den tid hvor Danmark var besat af Tyskland, hvor der eksisterede strammere regler for, hvad man kunne skrive som revyforfatter? Hvordan kunne kritik skildres og spørgsmålstegn sættes, når der var nedlagt censur på denne ytringsform? Hvad blev skåret væk og hvad blev beholdt? Vores interesse for dette emne opstod i forbindelse med en række overvejelser af, hvordan revytekster fra besættelsestiden kunne bearbejde aktuelt stof, når de var underlagt streng censur. Disse overvejelser affødte en række spørgsmål vedrørende de forskellige revyer og de konkrete revytekster samt et ønske om en nærmere undersøgelse af censuren. Ved at analysere tre udvalgte revytekster fra besættelsestiden vil vi i projektet søge at skildre, hvordan datidens aktuelle begivenheder blev behandlet og beskrevet af de pågældende revyforfattere. Vi vil med udgangspunkt i dette danne et billede af hvilke emner, der var forbudte, og hvilke var tilladt at skrive om. Yderligere vil vi undersøge, hvordan de forbudte emner alligevel blev behandlet i revysketches og viser. I projektet vil vi således undersøge, hvilke metoder revyforfatterne benyttede sig af for at få deres synspunkter og pointer frem. Dette gøres ved inddragelse af Herbert Paul Grices teori om samtalemaksimer og implikaturer samt Thomas Bredsdorffs udlægning af ironi. 3.Problemformulering Med udgangspunkt i en analyse af revytekster fra besættelsestiden undersøges teksternes skildring af datidens aktuelle begivenheder og censurens påvirkning af udformningen af teksterne. På baggrund af analysen diskuteres censurrestriktionernes indflydelse på teksterne. 4.Problemfelt Formålet med dette projekt er at undersøge, hvordan revyerne kommenterede på og kritiserede besættelsens aktuelle begivenheder, når de var underlagt censurens restriktioner. Vi finder det interessant at undersøg hvilke sproglige virkemidler revyforfatterne tog i brug når de ville kommentere på samtiden. Vi ønsker herunder at undersøge hvad og hvor meget, der kunne siges implicit. Derfor foretages en analyse af de valgte tekster med udlægning af mulige implikaturer og brugen af ironi. Disse implikaturer vil vi som sagt belyse ved brug af Herbert Paul Grices samtaleteorier, som benyttes til at se hvilke maksimebrud, der findes i teksterne og derved finde implikaturerne. Grices teori vil derfor bidrage til at konkretisere, hvor teksternes underliggende meninger befinder sig. Da vi arbejder med materiale fra besættelsestiden, anser vi det for relevant at underbygge analysen med inddragelse af viden om den historiske kontekst. Dette gøres ved brug af Danmark Besat Krig og hverdag (Bundgaard Christensen m.fl., 2009) som primærkilde, men med tilføjelser fra Hans Hertel (1998), Erik Kjersgaard (2005) og Steen Andersen (2005) som vi benytter som sekundære kilder til enten at underbygge pointer i Danmark Besat Krig og hverdag eller til at beskrive emner, som blot er behandlet overfladisk i primær kilden. 7 8

5 5.Dimensionsforankring Projektet forankres i dimensionen Historie og Kultur. Dette begrundes i den historiske analyse, der er foretaget af revyteksterne. Disse er analyseret ved inddragelse af viden om besættelsestidens sociale, politiske og kulturelle forhold. Yderligere bærer projektet præg af en kildekritisk tilgang til det anvendte materiale, hvilket også bidrager til, at projektets metodiske tilgang siges at være konstitueret af historievidenskabelige discipliner. Projektet forankres yderligere i dimensionen Tekst og Tegn. Dette begrundes i anvendelsen af sprogforskeren Niels Møller Nielsens udlægning af Herbert Paul Grices analyseteori i det analytiske arbejde i projektet. Teksterne er blevet udvalgt som kilder til den historiske, sociale og politiske kontekst, der kan siges at have foranlediget teksterne. Dette er netop derfor, at den historiske dimension inddrages i det analytiske arbejde med teksterne. Det samme gør sig gældende ved præsentationerne af Dagmar- og Hornbækrevyen og de dertilhørende revyforfattere. Præsentationerne skal fungere som en indførelse i teksternes ophav og redegører for hvilken type revy Dagmar og Hornbæk var og hvilken slags forfattere, der skrev til hver revy. Analysen inddeles i tre separate analyser hvor vi har valgt at arbejde ud fra tre mulige fokuspunkter: det historiske aspekt, ironi og censur. Fælles for alle tre analyser er, at der er lagt størst vægt på at undersøge graden af censurens indflydelse på revyviserne. Hver kræver tekst forskellige tilgangsvinkler, hvilket har resulteret i, at det i Prologen (Se Bilag 2) har været mest oplagt at fokusere på censur og ironi, i Vi er alle i samme båd har det været passende at lægge fokus på ironi og inddragelse af viden om den historiske samtid og i I dit korte liv er fokus lagt på censur og den historisk samtid. Problemformuleringen er udformet med henblik på at fungere mere som en fremgangsmåde end som et spørgsmål til besvarelse. Således åbnes der op for en bredere tilgang til censur i projektet. 6.Metode 6.1. Begrundelse for valg af struktur Formålet med at skrive et stemningsbillede er at give læseren en fornemmelse af den historiske samtid, som de analyserede revytekster blev skrevet i uden et egentligt redegørende historisk afsnit. Ydermere er meningen med stemningsbilledet, at danne et indblik i de omstændigheder, den stemning og det miljø som viser og sketches muligvis blev opsat i, og hvilken betydning det havde for publikum og folkene bag revyen. Afsnittet Redegørelse for revyen som genre danner et overordnet syn på definitionen af revy. Afsnittet skal således bidrage til en forståelse af, hvad revy er, hvordan revyer blev skabt, og hvilken funktion revyer havde og stadig har Feltarbejde Revymuseet på Frederiksberg kan bryste sig af at have en stor samling af originale revyviser. På denne baggrund og for at sikre os, at de valgte viser til brug i analysen var de oprindelige udgaver, besøgte vi Revymuseet for at indsamle disse, idet vi foretrak at vores analyse skulle bygges på primære kilder og ikke tekster, der kunne være ændret i. Desværre var det kun muligt at opspore Prologen på Revymuseet. Derfor er den analyserede udgave af I dit korte liv i projektet taget fra PHs Alvorlig sjov (se Bilag 3), og Vi er alle i samme båd er transskriberet fra cd en Den Danske Revy vol.5 (se Bilag 5) 9 10

6 Gennem vores kontakt til Revymuseet havde vi yderligere mulighed for at møde personligt op og stille spørgsmål til museets direktør Erik Hvidt, som har forfattet langt det meste af litteraturen inden for området, og hvis værker vi netop benytter i dette projekt Begrundelse for valg af sprogteoretikere Udgangspunktet for analysen af de tre valgte revytekster har fra begyndelsen været at finde frem til, hvordan man har formået at skrive om forbudte emner i en tid med censur. Der har derfor været behov for at finde frem til et sæt litteraturteoretiske redskaber, der kunne være til hjælp i en analyse med et sådant formål. Valget af sprogforsker Niels Møller Nielsens (født 1964) udlægning af den engelske filosof Herbert Paul Grices ( ) samarbejdsprincip og implikaturteori bunder i et ønske om at forsøge at finde frem til underliggende meninger i de valgte revytekster. Netop Nielsens formulering af Grices fire maksimer for kvantitet, kvalitet, måde og relevans i Argumenter i kontekst - En vejledning til diskursanalyse (Nielsen, 2011), fandt vi brugbare til et sådant analytisk arbejde. Med relevant inddragelse af Grices udlægninger af disse principper, formår Nielsen at opliste begreberne pragmatisk og brugbart. Ulempen ved at inddrage Niels Møller Nielsen kan dog være, at han i realiteten behandler en anden forskers arbejde. Der er altså tale om en større eller mindre grad af begrebsfortolkning. Derfor skal det understreges, at der ikke er tale om et analytisk værktøj skrevet af Grice frem for et værktøj udviklet af Grice, der er tilvirket af Niels Møller Nielsen. Det er ligeledes nødvendigt at nævne det faktum, at flere af Grices teorier har mødt stor kritik blandt sprogforskere, og at hans maksimer stadig diskuteres i videnskabelige kredse. Niels Møller Nielsen bemærker selv denne kritik, men tilføjer dog, at der blandt de samme forskere er bred enighed om brugbarheden af Grices maksimer i forbindelse med implikatur- og diskursanalyse. I forhåbningen om at komme frem til en så nuanceret analyse som muligt, har vi dog valgt ligeledes at inddrage den danske sprogforsker og lingvist Peter Harders (født 1950) forklaring af præsuppositioner (Harder, 1980), samt professor ved Roskilde Universitet Lars Heltofts definition af de forskellige sproghandlinger som det danske sprog består af, som han har beskrevet det i sit kompendium Sprogets elementer (Forventet udgivelse: forår 2013) Thomas Bredsdorff og Ironiens pris (2011) Thomas Bredsdorff (født 1937) er professor i nordisk litteratur på Københavns Universitet og kulturskribent på Politiken. Vi har i vores arbejde med implikaturanalysen af de respektive revyviser, benyttet os af hans bog Ironiens Pris - Fire store ironikere og et begreb (2011). Dette har vi gjort, da Bredsdorff behandler begrebet ironi grundigt - ikke blot ironi i sin almindelige form, men ironi i alle afskygninger. Vi har dog hovedsageligt benyttet os af hans definition af begrebet ironi, og hvordan denne kan bruges på forskellige måder og i forskellige situationer. Dog bærer Bredsdorffs værk præg af, at den ikke umiddelbart er skrevet til videnskabelig brug. Formen som Bredsdorff benytter sig af, er inspireret af essaygenren, da han i bogen gør brug af refleksioner og fortællinger til at redegøre for ironi. Dog finder vi Bredsdorffs definition fyldestgørende, da den i projektet blot benyttes til at understrege nogle pointer i den implicitte sproghandling, og vi har ikke fundet det nødvendigt at bruge anden litteratur

7 6.5.Sketches og viser PHs vise I dit korte liv (PH, 1952: 58) var, og er stadig en af de mest populære revyviser fra besættelsestiden. Visen er skrevet som et lyrisk digt, der beskriver og kommenterer på den danske moral under netop besættelsen. Visen har også sine ulemper, idet at den på baggrund af sin lyriske form fremstår særdeles tvetydig. Man fornemmer som læser, at en del er skrevet mellem linjerne, og dermed ligger underforstået i konteksten. Som følge af dette er der steder i analysen, hvor vi har set os nødsaget til at foretage flere tolkninger. Vi har desuden kun lidt information og viden om visens ophav, og kan derfor kun gisne om graden af censur. PH opererede med en grad af selvcensur, men hvorvidt det har påvirket denne vise, er uvist (PH, 1952: 41-55). Dog kan vi gisne om, at dette også var tilfældet med I dit korte liv, eftersom PH har forfattet denne. Fra Revymuseets arkivmapper over Hornbækrevyen 1944, der indeholder originaludkast til en stor del af revyens tekster med rettelser fra censoratet, er vi i besiddelse af tre forskellige udgaver af revyens prolog. Der er tale om udgaver fra henholdsvis 14. juni (1. udgave), 28. juni (2. udgave) og 29. juli (3. udgave) alle fra Dette har gjort det muligt for os at se og undersøge en konkret udvikling i graden af censur. I Prologen ses samspillet mellem revyforfatter og censor tydeligt som en iscenesat dialog, idet disse er repræsenteret af to skuespillere, der forestiller henholdsvis en fyldepen og en blå blyant. Deres diskussion af trængslerne ved at skrive revytekster vidner om graden af censur, hvorfor denne sketch er relevant for vores analyse. Der ses en tydelig brug af ironi netop i dette beskrevne forhold mellem revyforfatteren og censoren. Eftersom vi er i besiddelse af et program fra Hornbækrevyen 1944, hvori sketchen står beskrevet som en del af programmet til den pågældende revy, er der stor sandsynlighed for, at prologen har været opført i den form, som vi har analyseret. Der må dog ved analysen af denne sketch samtidig tages nogle forbehold, idet vi ikke har været i besiddelse af hverken lydoptagelser, video eller fysiske billeder fra sketchens opførelse. Som følge af disse forudsætninger kan det derfor være svært at sige noget om ironibrugen, som udtrykt via tonefald, gestik og mimik, da vi kun kan danne os en fornemmelse på baggrund af den skrevne tekst. Vi antager, at sketchen er forfattet af Mogens Dam, idet hans navn står skrevet på sketchen, og er anført i programmet. I samme stil som I dit korte liv, skildrer Vi er alle i samme båd (Bech, 1944) datidens samfund under besættelsen. For at underbygge analysen af visen har vi valgt at medtage karikaturtegningen med samme titel fra samme år. Netop denne tegning gør det interessant at medtage den i analysen, da vi har haft mulighed for at støtte os til den. Yderligere er vi i besiddelse af et videoklip med selve fremførelsen af visen, dog kun de sidste to vers, hvilket vi også benytter i analysen af visen. Netop det faktum at visen er blevet opført, giver også mulighed for, at Kjærulff-Schmidt selv har kunnet ændre i visen under fremførelsen (Hvidt, 1981: 196) På samme vis som det kan være en fordel at have tegningen til at illustrere og underbygge budskabet i visen, kan det omvendt også være misvisende, idet tegningens oprindelige budskab ikke nødvendigvis repræsenterer visens budskab. Vi oplevede i vores analytiske arbejde med visen, at der eksisterede flere udgaver af den. Da vi ikke havde mulighed for at anskaffe den originale udgave af visen fra Revymuseets arkiv, valgte vi at transskribere den fra Den Danske Revy vol Valg af historisk materiale Danmark Besat Krig og hverdag (2009) af Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen & Jakob Sørensen er valgt som primær kilde i forbindelse med den historiske dimension i projektet. Danmark Besat Krig og hver

8 dag giver et nuanceret billede af besættelsens mange facetter. Den behandler forskellige forhold under besættelsen, eksempelvis bøndernes levevilkår og Den danske Ungdomsforenings syn på politik. Derudover gives også et godt helhedsbillede af de store faktorer, som har påvirket Danmark - både i forhold til Danmarks relationer til stormagterne, den danske indenrigspolitik samt hverdagslivet under besættelsen. Den beskriver altså ikke blot besættelsen på et overordnet plan, men giver også et indblik i danskernes eget syn på det at være besat. En fordel ved Danmark besat er dens meget grundige brug af referencer samt underbyggende kilder, hvilket er med til at gøre bogen til et fyldestgørende værk om besættelsen. Derudover anvendes Erik Kjersgaards (født 1931) Danmark under besættelsen (2005), som er skrevet i to dele: del 1 lysene slukkes(a) og del 2 Freden forberedes (B) samlet i en og samme bog. Ydermere gør vi brug af litteraturprofessor Hans Hertels (født 1939) artikel Det belejrede og det besatte åndsliv. Kulturkampen omkring fascisme og nazisme i dansk litteratur, presse og kulturdebat fra antologien Fra mellemkrigstid til efterkrigstid (Dethlefsen m.fl., 1998: 25-92) til at give et indblik i den historiske samtid. Denne benyttes underbyggende til at beskrive hverdagslivet under besættelsen og behandler nogle episoder mere nuanceret end Danmark Besat Krig og hverdag , da den på nogle punkter behandler det kulturelle aspekt af besættelsen mere overfladisk end artiklen. Artiklen og uddrag fra Steen Andersens bog De gjorde Danmark større De multinationale danske entreprenørfirmaer i krise og krig (2005) anvendes ligeledes til at give et indblik i besættelsestidens tilstande og derved underbygge analysen af Vi er alle i samme båd. De gjorde Danmark større benyttes hovedsageligt til at belyse entreprenørbranchen under besættelsen, da denne ikke beskrives uddybende nok i Danmark besat Krig og hverdag Altså kan en kritik af Danmark Besat Krig og hverdag gå på dens manglende dybde inden for nogle af de emner, som bogen behandler Begrundelse for valg af Erik Hvidt som primær kilde Som før nævnt stod det tidligt i processen klart at størstedelen af den litteratur, der forefindes om den danske revyhistorie i henholdsvis biografier, antologier og leksika, er forfattet af direktør ved Revymuseet på Frederiksberg Erik Hvidt (født 1949). I sin egenskab af mag. art. fra Teatervidenskab ved Københavns Universitet, har Hvidt medvirket til adskillige væsentlige værker om den danske underholdningsbranche. Særligt kan Politikens Revyhistorie (Hvidt, 1981) nævnes. Udgivelsen bygger bl.a. på Hvidts eget speciale fra 1974, særligt et detaljeret afsnit omhandlende censuren af revyen under besættelsen. Ydermere har Hvidt bidraget med afsnit til debatbogen Poul Henningsen dengang og nu. Lysmageren i nyt lys en debatbog redigeret af Hans Hertel (Gyldendal 2012), samt forfattet størstedelen af de revyrelaterede opslagstekster i Gyldendals Teaterleksikon (2007). Dette garanterer ikke nødvendigvis validiteten af hans materiale, men eftersom Erik Hvidt i mange sammenhænge anvendes som ekspert på revyområdet, er der stor sandsynlighed for hans faglighed. Erik Hvidt har yderligere været en stor hjælp i forbindelse med vores erhvervelse af de tre arkiveksempler fra Hornbækrevyen 1944 samt et eksemplar af programmet fra samme revy, da han var så venlig at give adgang til Revymuseets arkiv i efteråret Erik Hvidt har ligeledes været behjælpelig med svar på spørgsmål angående hans stof fra bl.a. Politikens Revyhistorie. Da der i projektet særligt er taget udgangspunkt i Politikens Revyhistorie, er det nødvendigt at understrege ulemperne ved inddragelsen af kun én primær kilde. Det særlige problem ved Politikens Revyhistorie består i, at der er tale om en bog, der ikke eksplicit retter sig mod en akademisk målgruppe. Dette stiller ikke de samme krav til referencer og kildeoplysninger, når blot disse er nævnt i bogens register. I denne sammenhæng er det dog problematisk. Det har særligt skabt problemer i arbejdet med teatercensor under besættelsen, cand. Phil. J.C. Normannn ( ). Bogen indeholder et detaljeret afsnit omkring censors virke i forbindelse med både Dagmarrevy

9 en 1941 og Hornbækrevyen 1944, men eftersom Erik Hvidt ikke har dokumenteret, hvor hans oplysninger er hentet fra, vil der umiddelbart herske stor tvivl om gyldigheden. Dette er dog blevet afklaret i en mail sendt af Erik Hvidt med svar på spørgsmål om netop dette afsnit: Vedr. censor Normannn bygger materialet dels på interviews bl.a. med en embedsmand fra justitsministeriet, som arbejdede sammen med Normannn under besættelsen, dels fra hans privatarkiv på Rigsarkivet og dels fra avisinterviews og artikler. (Erik Hvidt i privat mail sendt d. 1. december 2012) I ønsket om at få bekræftet oplysninger vedrørende Normannn og hans aktivitet, har vi haft kontakt til Rigsarkivet med henblik på en mulig tilladelse til at se hans arkiv igennem. Censor Normannns privatarkiv er båndlagt 21 år frem, da det er pålagt en binding på 75 år efter hans død, eftersom der stadig forefindes personfølsomt materiale i samlingen. For at få adgang til arkivet skal man igennem en ansøgningsproces med en behandlingstid på 2-3 uger 2. Da vi først fandt det relevant at benytte Normannns private arkiver så sent i projektforløbet, at behandlingstiden ville overskride datoen for aflevering af projektrapporten, har vi valgt at prioritere anderledes. Da Hvidt er en af de eneste, som har skrevet nogenlunde akademisk korrekt om revyen, er han derfor blevet vores primærkilde på flere områder. Skønt hans bøger og artikler savner referencer, så er de stadigvæk skrevet med en faglighed, som gør det relevant at inddrage ham i vores arbejde med revyen Begrundelse for inddragelse af diskursanalyse Det kan virke omsonst at benytte en samtalebaseret analysemodel på skrevne tekster, men kun så længe at man betragter revytekster som skreven tekst alene. Da udgangspunktet for denne undersøgelse ligger i det, der bliver sagt i revyteksterne implicit 2 som eksplicit, ville en almindelig tekstanalyse ikke være tilstrækkelig. Formålet med den diskursive analyse er netop at fremdrage relevante sproghandlinger i forsøget på at afdække censurens indflydelse på teksterne. Det er dog først muligt at bruge denne analyseform, hvis man tager afstand fra teksterne som ren tekst, og begynder at betragte dem som konstruerede samtaler, der defineres som en ordveksling mellem en afsender og en modtager. Afsender og modtager kan enten være konstruerede, som i Hornbækrevyens Prologen eller reelle mennesker, der er fælles om samtalen. Teksterne benyttet i undersøgelsen er som udgangspunkt domineret af en fiktiv og konstrueret afsender, der retter sine sproghandlinger mod publikum. Skønt teksterne er nedskrevne, er de konstrueret til at blive fremført, hvilket groft set gør dem til envejssamtaler mellem skuespiller og publikum. Skuespillerne påtager sig roller, der fremfører den konstruerede samtale. Publikum bliver med sine reaktioner og sin tilstedeværelse til en passiv modtager. Passiv i den forstand at det ikke er muligt for modtageren at komme med indskydelser til samtalen Præsuppositioner Begrebet præsupposition oversættes af lingvisten Peter Harder i Hvad går vi ud fra? - Om forudsætninger i samtale (Gyldendal 1980) til forudantagelse. Ytringens afsender i en revy kan bedst personificeres i karaktererne. Afsenderen formoder i sin ytring, at modtageren er bekendt med konteksten. Præsuppositionen kan dermed have funktion af en indirekte sproghandling, da ytringen kan have to betydninger, alt efter om publikum er bekendt med kontekst eller ej Samarbejdsprincippet og implikatur I Argumenter i Kontekst (2011) beskriver sprogforsker Niels Møller Nielsen samarbejdsprincippet som et princip der [ ] forklarer kommunikation som styret af en gensidig forventning om samarbejde (Nielsen, 2011: 187). Princippet der udvikledes 17 18

10 af filosoffen Herbert Paul Grice omkring 1970 beskriver, hvordan en sprogbruger kan udlede indirekte mening af en sproghandling. For at anskueliggøre samarbejdsprincippet og give nogle klare definitioner af hvad en korrekt samtale bør indeholde, formulerede Grice fire maksimer eller regelsæt benævnt henholdsvis kvantitet, kvalitet, relation og måde. Niels Møller Nielsen beskriver disse maksimer for samtale således: Kvantitetsmaksimen (Nielsen, 2011: 128) - Et samtalebidrag er normalt ikke mere oplysende end påkrævet. For forståelsens skyld forpligter afsender sig på at formulere sig så præcist som muligt og give modtager den information, der er nødvendig for at forstå samtalen. Afsender skal derfor heller ikke give mindre information end påkrævet. Kvalitetsmaksimen (Nielsen, 2011: 129) - Man hævder normalt ikke noget man tager for at være falsk. - Man hævder normalt ikke noget man mangler bevis for. Relation (Nielsen, 2011: 129) - Et samtalebidrag er normalt relevant. Måde (Nielsen, 2011: 129) - Man undgår normalt uklare udtryksmåder. - Man undgår normalt flertydighed. - Man udtrykker sig som regel så kortfattet som muligt. - Man udtrykker sig normalt så velordnet som muligt. Niels Møller Nielsen understreger, at det først er når der brydes med et eller flere maksimer, at det er muligt at finde frem til afsenders mening med samtalebidraget (Nielsen, 2011: 129). Bruddene indikerer, at man skal søge en anden mening end den, der udtrykkes. Denne mening kaldes implikatur eller jf. Grice samtaleimplikatur (Nielsen, 2011: 130). Hvis der tages et eksempel fra Prologen, kan dette være når blyanten, i strofe 9 linje 1-2, foreslår pennen at skrive om Thit Jensen, og pennen derefter responderer med udråbet: Jeg vil heller brække en Arm paa langs! (Dam 1, 1944: 3) er der tale om et brud med henholdsvis kvantitetsmaksimen (mennesket Thit Jensen dækker ikke nødvendigvis over, hvorfor pennen hellere vil brække armen på langs end at skrive om hende), og i mådesmaksimen, eftersom sætningen bliver flertydig. Pennens udsagn kan undersættes som et afslag på blyantens forslag. Undersættelsen kan opstilles som følger: Blyant: Skriv om Thit Jensen. Mulig implikatur: I stedet for det du ikke må skrive om. Pennen: Jeg vil heller brække en arm på langs! Mulig implikatur: Nej tak! Det er altså først i dette maksimebrud, at sætningen bliver relevant. I Argumenter i kontekst gør Niels Møller Nielsen opmærksom på, at skønt Grices taksonomi med de fire maksimer ikke står uanfægtet blandt sprogforskere, er der bred enighed om, at samarbejdsprincippet synes at være en givende metode til at forstå kommunikationens logik og et fornuftigt bud på, hvordan systematikken benyttes (Nielsen, 2011: 131)

11 7. Afgrænsning Revyen i Danmark rækker langt tilbage i historien, idet den starter i med Erik Bøghs 3 Nytaarsnat Efterfølgende har man sat revyer op igennem det 20. århundrede og frem til i dag. Revyens funktion som samfundskritisk underholdningsinstans er dermed set i mange forskellige former op igennem det 19., 20. og 21. århundrede i Danmark og har haft forskellige betydninger i det danske samfund. Vores umiddelbare udgangspunkt for projektet var i første omgang at have fokus på revyen under krisetider i Danmarks historie. Vi ville undersøge og forklare revyens funktion i samfundet kronologisk fra 1850 til nu, og beskrive hvordan den bearbejdede de ting, der rørte sig i samfundet i de givne historiske perioder. Men efter grundige overvejelser kom vi frem til, at projektet ville blive for omfattende. Der ville umiddelbart ligge et stort arbejde i at undersøge de forskellige kriseperioder inden for dansk historie gennem de sidste hundrede år. Derfor afgrænsede vi os og tog udgangspunkt i et af de felter, som vi havde overvejet af arbejde med, hvilket var revyens funktion under besættelsestiden i Danmark. Efter at have tilegnet os viden om besættelsestiden i Danmark blev vi opmærksomme på den rolle, som censuren spillede for revyen under besættelsestiden. Det lå derefter naturligt for os at undersøge de restriktioner, som censuren underlagde revyen under besættelsen. Formålet med dette var at udlede, hvad man kunne tillade sig at formidle i datidens revy. Vi har dermed afgrænset os fra at undersøge revyen, som den ser ud i nutidens Danmark. Dette har vi gjort, da den i dag ikke har samme funktion, som den havde dengang, men nærmere er blevet en del af underholdningsbranchen på linje med teater og cirkus. Desuden har vi afgrænset os fra at gå i dybden med revyens funktion i samfundet før og efter besættelsen. Dette har vi gjort, da det ikke ville have relevans for det fokus på besættelsen, som vi har anlagt i projektet. 8. Introduktion Der gaves kunstnere for år siden, formodentlig da også digtere. Hvis der var digtere, lavede de aktuelle viser. Så gammel er revyen. Da teatret begyndte, lavede man aktuelle optrin. Så gammel er den dramatiske revy. (Hans Brix, i Marott 1991: 15) Således definerer Hans Brix ( ) revyen i tidsskriftet Ord og Toners fejring af 100-året for den danske revys oprindelse. Denne fremstilling af det satiriske teaters tusindårige historie tager afsæt i det faktum, at der allerede 400 år f.v.t har eksisteret teater, der var til for morskabens og satirens skyld. At gavne og fornøje har i denne fremstilling været en gældende betingelse for teatret, så længe det har eksisteret. Den klassiske opfattelse af teater er at der var og er et våben mod moral og sædelighed i form af satyrspil (heraf ordet satire) og spydige digte om samtidens magthavere og det gængse folkelige sindelag. Trods den mere klassiske scenekunsts opfattelse af revyen som gemen, plat og uværdigt at spille for et borgerligt publikum har teaterformen overlevet mere end 170 år i Danmark uden at ændre sin form væsentligt fra udgangspunktet i Erik Bøghs Nytaarsnat 1850 (Marott : ) Ved demokratiets indførelse og trykkefrihedens ikrafttrædelse i juni 1848 blev ordet gjort frit blandt den danske forfatterstand. Omkring dette tidspunkt menes revyen, som den kendes i dag, at have sit udgangspunkt. Forfattere af morskabsviser kunne tillade sig at gå mere målrettet til værks i deres satire over landets forhold uden at ri- 3 Dansk forfatter, teaterdirektør og redaktør. Levede fra (Gyldendals Teaterleksikon) 21 22

12 sikere livstidsstraf eller landsforvisning 4. Hvor den politiske kritik blev skærpet, blev lødigheden i Danmark udfordret af forestillinger med dansepiger, folkelige parodier på kendte kunstnere og kongelige scenefolk. Dette har næppe vakt begejstring blandt satirikernes kolleger på Det Kongelige Teater i København, og da revyen fra start af udstillede store forretningsmænd og magthaverne i rigsdagen, har flere regeringsledere tyet til Junigrundloven af 1849 s 91 5, der gør det klart, at Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene (Junigrundloven af ). Eksempelvis fik konseilspræsident Estrup fra partiet Højre i 1886 venstreavisen Svendborg Avis chefredaktør anholdt for injurier i forbindelse med den såkaldte svinehundssag. Redaktøren skulle indirekte have kaldt Estrup for en svinehund og blev derfor idømt seks måneders fængsel (Bredsdorff, 2011: 14-15). Skønt dette er et eksempel fra pressecensuren, giver det dog et billede af, hvordan utilfredse landsledere kunne reagere på den offentlige mening i demokratiets første år i Danmark. Revyerne fik dog en lignende udfordring i 1901, da justitsministeren for den ny Venstre-regering, Peter Adler Alberti forbød revyerne at nævne kongehuset, dettes gæster og især landets ministre (Hertel B, 2012: 120). Ligeledes forbød justitsministeren i 1908 brugen af ordet sommerrevy, et forbud der dog blev ophævet umiddelbart efter Albertis anholdelse for bedrageri 8. september samme år (Hvidt, 1981: 74-81). Trods forbud og trusler om lukning af spillesteder fra statsledere som Alberti og Estrup har revyen dog formået at overleve som før nævnt i en form, der ikke er ændret væsentligt. For at bestemme revyens virke vil vi forsøge at foretage en genredefinition. Dette skal bidrage til en forståelse af, hvilken tradition revyen bygger på, og hvad revyen som medie er i stand til at udtrykke, for derved at kunne være i stand til at analysere 4 Jf. Forfatteren P.A. Heibergs landsforvisning i 18.årh efter sine verbale angreb på regeringen, kongehuset og det danske officerskorps (Gyldendals Teaterleksikon). 5 Gyldendals Den Store Danske Encyklopædi. censurens indflydelse på revytekster under besættelsen. Da revyen er en sammensat teaterform, kan det være vanskeligt at komme med en fuldstændig genredefinition. Ved at tage udgangspunkt i den dramaturgiske opbygning, teksternes karakter og de temaer, der ligger til grund for revyen, vil vi i dette kapitel dog gøre forsøget og give et bud på, hvordan revybegrebet kan defineres. 9. Revyen - Et genrebillede Selvom der hersker uenighed om, nøjagtigt hvornår den danske revy tog form, er der dog bred enighed om, at begrebet første gang anvendtes aktivt i Erik Bøghs lystspil Nytaarsrevue I 1849 opførtes dog den første Nytaarsfarce på Casino (ejet af Bøgh), og måske er det her, hvor man for alvor kan tale om en førsteudgave af den form, der skulle karakterisere den danske revy fremover. Revyens form er oprindeligt af fransk oprindelse og bestod i den danske version af en historie, der skuede tilbage på det forgangne års begivenheder ledsaget af viser med kommenterende tekster. Tilhørsforholdet til teatret ses tydeligt i denne første fase, da også revyen bestod af et overordnet plot. Fra vaudevillen som Johan Ludwig Heiberg introducerede med syngespil som Nei! (1826) og Aprilsnarrene (1826), trak revyen på inddragelsen af visen som kommenterende og satirisk element. Hvor revyerne siden 1940 erne fortrinsvis har bestået af scener med selvstændige handlingsforløb, er der umiddelbart ikke sket den store ændring af opsætningsformen. Eftersom vi har haft vanskeligt ved at opspore reelle genredefinitioner af revyen, er vi gennem vores læsning og undersøgelse af originale revytekster og biografisk materiale kommet frem til en nogenlunde fyldestgørende opbygning af revyens typer. Groft sagt kan revyen inddeles i tre: Skuespil Sang Dans. Disse tre elementer udgør tilsammen det, som man kan kalde den klassiske revyform. Fra udgangspunktet i 1849 s vaudeviller og farcer udvikledes revyen i flere retninger. Fra at arbejde med en forestilling med et overordnet plot og med fællestræk til komedien, udvikledes et 23 24

13 sketchbaseret show, hvor de enkelte scener ikke nødvendigvis havde relation til hinanden. Denne sidste form betegner måske bedst, hvad der i dagens Danmark opfattes som revy. Aktualiteten i de satiriske sketches er bevaret, men det tyder på, at den egentlige handling er veget til fordel for små enkeltstående fortællinger. Et eksempel kunne være Sommer-Lommer Hornbækrevyen Kaster man et blik på programmet fra denne sommerrevy (Se Bilag 4), får man en fornemmelse af førnævnte opbygning. Ser man på eksempelvis Cirkusrevyens nutidige opsætning, er formen stadigt gældende. En introducerende sketch eller vise åbner første akt, der derfra er inddelt forholdsvis systematisk i de tre bestanddele: sketch, vise og dans. Da der ikke er en fast historie at bygge revyen op om i denne form, er dramaturgien tilsvarende løsere. Dog ses der ud fra programmet fra Hornbækrevyen, at der fra instruktørens side er blevet arbejdet på dynamikken. Man vil bemærke, at revyens hovednumre, eksempelvis Vi er alle i samme båd (Se Bilag 5) og Slavemarkedet (Epe 6 /Amdi Riis: 1944) er placeret ved forestillingens begyndelse og slutning. Der kan ligge flere faktorer til grund for denne opdeling, der nok bedst kan begrundes med revydirektørens viden om hvilke numre, der stod stærkest, og dermed ville blive bedst husket og derved sælge revyen. Dette giver mening, hvis man forestiller sig, at et publikum bedst husker første og sidste del af en forestilling. Således er der stadig tale om et dramatisk forløb, som giver en form for helhedsfornemmelse. Samtidigt er denne åbne form fleksibel, da der kan rykkes rundt på de forskellige numre og foretages udskiftninger og rettelser uden, at det har den store betydning for oplevelsen. Dette kan dog også have sine konsekvenser. Da Liva Weel ( ) fejrede sit 25 års kunstnerjubilæum i Nørrebrorevyen 1942, blev bl.a. visen Det er en af de gutter der pynter på byen (PH, 1942) bortcensureret (Hvidt, 1981: ). Revyens brug af satire har været underlagt censurrestriktioner og har mødt kritik. 6 Ewald Pedersen , dansk revyforfatter ( Dansk Biografisk Leksikon). Dette har været med til at forme udtrykket i revyen gennem tiden. Gennem tiden har revyens brug af satire udviklet sig til særligt at gøre brug af samfunds- og andre aktualitetsemner, og er på denne måde en ofte kritisk kommentar til samtiden. Det var dog ikke tanken fra starten, at revyen skulle være med til at kritisere samtidens Danmark. Grunden for revyens oprindelse ligger i, at Det Kongelige Teater havde monopol på de stykker, som de opførte, og kunne tænkes at opføre i fremtiden. Derfor var udgangspunktet for revyen i Danmark mere en praktisk løsning på et presserende problem. Med revyen lavede man et originalt stykke, som man havde rettighederne til at sætte op. Casinos direktør Hans Wilhelm Lange ( ) ville have en forestilling, der [ ] på en afvæbnende og forsonende måde lavede grin med dem, der bestemte. (Hertel B, 2012: 119). Dette ændrede sig i 1880 erne, hvor der dukkede mere samfundskritiske revyer op, som revsede den siddende regering, hvilket udviklede sig til, at revyen fik pålagt censur (Hertel B, 2012: 120). Da den danske underholdningsindustri for alvor tog den franske varieté til sig i begyndelsen af 1900-tallet, blev grænserne flyttet for den allerede etablerede revy. Hvor varieteen kunne tilbyde dansenumre, sang, gøgleri og skuespil, begyndte revydirektører som Frede Skaarup ( ) 7 at udvide det klassiske revyprogram med korpiger, dansenumre og store opsætninger. Underholdningen trådte i forgrunden og revyer som de, der opførtes på Scala kunne trække på et stort publikum. Ikke alene var Skaarup ihærdig med at udvikle nye talenter, han gjorde ligeledes et stort arbejde for at udvikle og promovere de stjerner, som revyerne allerede besad. Særligt kendt er Skaarups indsats for at fremme revystjernen Liva Weel, som op igennem 1920 erne fik stadig mere succes. Denne storslåede revyform fik tidligt sine kritikere. Revyforfattere som PH og Mogens Lorentzen ( ) søgte at vende tilbage til 1880 ernes kritiske revyer, der var grundlagt på samfundskritik og satire. 7 Direktør for Scala og Nørrebro-Teater (Gyldendals Teaterleksikon) 25 26

14 PHs anke synes at have været, at der både fra pressens og de store teatres side var en tendens til at dyrke den rene fornøjelse og tilsidesætte det indhold, som han så som værende karakteristisk for revyen. Nu anvendes den store Maalestok og Satirekravene paa et lille harmløst Teater [ ] skønt det vel næppe er dets uafviselige Pligt at forny den Revy, som Scala under Haandklap kører ud i det rene Tyndslid. (PH i Hertel, 2012: 120) I dette uddrag fra Varietérevyen fra Kritisk Revy oktober 1928 luftede PH sin ærgrelse over, at revyen var ved at miste sin grundform, der beroede på lige dele gavn og fornøjelse. Måske kan dette skrift ses som startskuddet til, hvad forfatteren senere selv karakteriserede som idérevy. Lagkagerevyen skulle have en pendant i en mere bidende og revsende satire, så funktionen fra de tidlige revyer kunne få ny kraft. Der findes derfor ikke nogen grundform for revyen. Det er meget op til den enkelte revy og forfatter, hvor kritisk og satirisk revyerne skal være. For forståelsens skyld har det været nødvendigt for arbejdet med revytekster at dele revyen op i kategorier for at finde revyernes funktion. På denne baggrund kan revyen, som den behandles i vores rapport, deles op i to følgende dele: lagkagerevy og satirisk revy Lagkagerevy I lagkagerevyen gives der mere plads til morskab for morskabens skyld, uden teksterne nødvendigvis giver publikum stof til eftertanke. Revyen er dels baseret på timing, opsætning og sjove historier, der forventes at vinde smilet frem hos publikum. Teaterordbogen af 1951 forklarer lagkagerevyen som en revy hvor man stabler det ene nummer efter det andet oven på hinanden uden at tænke på den indre sammenhæng. 8 Vi finder dog ikke denne betegnelse fyldestgørende nok, da denne betegnelse kun 8 ordnet.dk dækker over en del af denne undergenre. Både Hvidt og særligt PH, som Hvidt gerne citerer i denne sammenhæng, synes at beskrive lagkagerevyen som en revy, hvis formål er at underholde frem for at oplyse. Dermed ikke sagt, at formen ikke er satirisk. Vægten er nærmere fordelt anderledes, og hensigten virker til at være mere underholdende end provokerende. Det er vanskeligt at lave en stringent inddeling af revyer og klassificere særlige forestillinger som værende ren lagkage eller ren satire, da begge former låner fra hinandens karakteristika. Lagkagerevyen omtaltes særligt af PH som en pyntet og underholdende revy. Som flittig bidragyder til både den kritiske satire og den rene underholdningsrevy forsøgte han, efter eget udsagn, at påvirke lagkagerevyen i en mere satirisk retning Satirisk revy Denne revyform er baseret på samfundssatire, og indebærer skjult eller åbenlys latterliggørelse og kritik af emner så varierede som personligheder og aktuelle begivenheder. De emner den satiriske revy behandler, er ikke altid af politisk karakter, men kan lige så vel sigte efter at skildre tidens tendenser. 10. Forlystelseslivet under besættelsen Under besættelsen havde den danske filmbranche stor fremgang. Antallet af premierefilm var det samme som før besættelsen, men mængden af danske biografgængere steg med millioner. En stor del af de film, der blev vist var tyske film. Efter besættelsen steg antallet af danskproducerede film gevaldigt, da der kom forbud mod at vise amerikanske og britiske film (Bundgaard Christensen m.fl., 2009: 583). Film under besættelsen bar præg af genbrug, da man valgte at vise mange repriser for at undgå at vise for mange tyske film (Kjersgaard A, 2005: 249). Den store fremgang for film

15 branchen kan ikke siges at have haft en sammenhæng med kvaliteten af filmene, men skyldtes højst sandsynlig tre overordnede grunde. For det første var underholdningsmuligheder som revy, teater, biografer og litteratur en måde hvorpå især unge søgte væk fra hverdagen og krigen. Denne flugt blev forsøgt opnået ved eksempelvis at læse om spændende og utrolige historier, se gamle klassikere i biografen eller få et godt grin ved at gå ind og se en revy. Derudover var der uskrevne regler vedrørende de danske films indhold, hvilket betød, at man under besættelsen producerede film, som handlede om alt andet end krigen (Kjersgaard A, 2005: 246). Ydermere havde danskere mere fritid til at gøre brug af de eksisterende underholdningsmuligheder (Bundgaard Christensen m.fl., 2009: ). Den sidste og måske vigtigste faktor der spillede ind var, at danskere havde flere penge mellem hænderne under besættelsestiden. Dette skyldtes den generelt forbedrede økonomiske situation og den lave arbejdsløshed. Den lave arbejdsløshed var blandt andet et resultat af, at der i byerne blev iværksat projekter, der havde til formål at reparere byejendomme og etablere parker og offentlige anlæg såsom svømmehaller og veje (Bundgaard Christensen m.fl., 2009: 225). Udover forlystelsesbranchens fremgang var der også en tydelig vækst i restaurations- og værtshusbranchen til trods for spærretid og periodiske udskænkningsforbud (Kjersgaard A, 2005: ). Under besættelsen var værtshuse og restaurationer velbesøgt og oplevede en økonomisk vækst på cirka 70 procent (Kjersgaard A, 2005: 252). Dette understreger yderligere, at danskerne havde fået flere penge, som de kunne sætte i omløb, og derved bruge på fornøjelser i et forsøg på at glemme krigens barske vilkår. Da revyen under besættelsen var en stor del af forlystelsesbranchen, kan det overstående også tænkes at have påvirket revyerne i en positiv retning. 11. Præsentation af Hornbæk- og Dagmarrevyen Vi vil i det følgende afsnit give en beskrivelse af Hornbæk- og Dagmarrevyen. Derudover vil vi give et billede af, hvem forfatterne til de revytekster vi har valgt at ana- lysere var. Dette vil vi gøre, da vi finder det relevant i forhold til analysen, at have kendskab til de respektive teksters ophav PH - en kritisk revyforfatter Som tidligere beskrevet, var PH ( ) fortaler for en revy, som ikke blot skulle underholde folk, men også give dem stof til eftertanke. Ved hjælp af en skarp satire som satte aktuelle problematikker i samfundet på spidsen, skulle revyen give danskerne et nyt perspektiv på tilværelsen. PH var modstander af lagkagerevyen, som i høj grad underholdt publikum med platte jokes og falde-på-halen humor, fremfor at være satirisk og skarp. Han ville have revy med ægte satire som, [...] ikke snakker folk efter munden men imod (PH i Hertel A, 2012:107). Gennem bladet Kritisk Revy strakt til marts 1929 (Hertel A, 2012:69) - et blad der diskuterede alt fra kultur til design - anmeldte han de danske revyer og kom med skarp kritik. Dette dannede grundlaget for, at PH selv begyndte at skrive revy (Hertel B, 2012: ). Nu måtte PH vise at han selv kunne gøre revykunsten bedre end de revyforfattere han havde kritiseret. I 1929 var PH med til at skrive sin første revy PaaHodet, som skulle vise sig at blive en succes (Hertel A, 2012: ). Siden da fortsatte PH med at skrive til revyer og havde et tæt samarbejde med Liva Weel ( ), der blev hans syngende muse. Op igennem 1930 erne gjorde PH sig stadig som samfundskritiker. Han gjorde sig særligt upopulær hos højrefløjen, der til tider beskyldte ham for at sympatisere med kommunismen, når han langede for hårdt ud efter dem. Jo dårligere det stod til for Danmark, jo mere så PH det som en moralsk pligt at skrive politisk og satirisk revy (Hvidt, 1981: 210). Det blev dog opdaget, at PHs viser havde kritiske budskaber, hvilket var medvirkende til, at han måtte flygte i 1943, da der var planlagt et attentat mod ham (Hertel A, 2012: og )

16 11.2. Dagmarrevyen I 1941 rykkede PH til Dagmar Teateret. hvor han skrev den første Dagmar-revy med forestillingen De gratis Glæder (Hertel A, 2012: ). Det var dog en hård tid at skrive revy i. Der var ekstra bevågenhed på revyen, og det kunne mærkes for PH og folkene bag De gratis Glæder (PH, 1953: 54-55). Særligt fordi at PH var kendt for at være kritisk overfor besættelsesmagten, og man forventede dermed, at han ville skrive om tyskerne. Det paradoksale i det, at PH opførte sin revy på Dagmar Teateret var, at besættelsesmagtens hovedkvarter var placeret lige over Dagmar Teatret. Det var derfor endnu farligere for ham at skrive til revyen, da hans revy udspillede sig lige under hovedsædet for besættelsesmagten. Selvom censuren gjorde det vanskeligt at skrive en samtidskritisk revy i Danmark, prøvede PH alligevel at få sin holdning til besættelsesmagten formidlet. De viser hvor der blev antydet en smule af den bagvedliggende intention, måtte vendes og drejes, så de handlede om danskerne og ikke besættelsesmagten (PH, 1953: 55) Hornbækrevyen Stig Lommer sagde til Ekstrabladet kort efter, at han grundlagde Hornbækrevyen i 1935: Dette at lave en lille intim Revyscene i Hornbæk er noget, jeg har vældigt Lyst til (Olsen & Rottensten, 2009: 33-36). Stig Lommers ønske var at skabe en revy, som afveg fra den traditionelle lagkagerevy og lagde vægt på intelligens, kultivering, vittighed samt fokus på aktuelle begivenheder (Olsen & Rottensten, 2009: 36). Stig Lommers Hornbækrevy skilte sig ud i forhold til mange andre revyer, som fandtes under samme periode. Han valgte nemlig at benytte sig af unge talenter, hvor teksterne var skrevet til den enkelte person. Derudover havde han alliereret sig med Mogens Dam, som skrev alle tekster til Hornbækrevyen. Dette var også yderst utraditionelt, da en revy normalt var stykket sammen af tekster skrevet af forskellige revyforfattere (Olsen & Rottensten, 2009: 38). Hornbækrevyen havde, som mange revyer, ikke en fast base. Dog blev den hver sommer opført på Hornbæk badehotel var et problematisk år for Hornbækrevyen, da undtagelsestilstanden i 1943 havde sat sine begrænsninger for revygenren i form af lukkede spillesteder og spærretider. Hornbækrevyen blev derfor i sommeren 1944 flyttet fra Hornbæk badehotel til hotel Marienlyst i Helsingør (Olsen & Rottensten, 2009: 104). Revyen fik i 1944 dårlige anmeldelser i pressen, og den bar præg af den strenge censur, som den var underlagt. Dog var et af lyspunkterne i revyen Vi er alle i samme båd, som blev en af de mest sigende revytekster under besættelsen (Olsen & Rottensten, 2009: 107) Mogens Dam Mogens Dam ( ) var dansk revyforfatter og journalist 9. Han har forfattet adskillige revytekster, og har i forbindelse med sit arbejde for revyen engang udtalt: Som revydigter skal man helst være utilfreds med noget eller for den sags skyld glad for noget (Dam i Hvidt, 1981: 162). Dette citat beskriver meget vel hans måde at skrive på i sine revytekster. I sine tekster hyldede han danskheden og bekrigede de faktorer, som skulle være imod den (Hvidt, 1981: 162). Dam var dygtig til at skrive og elskede det. Men når det kom til melodien i revyvisen, stod komponisten Kai Normannn Andersen ( ) bag. Det havde han gjort siden 1929, hvor de første gang indledte deres samarbejde. Under besættelsen i Danmark var Dam også flittig i sine skriverier. Han skrev blandt andet Kammerat til Solen (1942). Derudover tyder det på, at han også har forfattet Prologen (1944), som vi har beskæftiget os med i vores analytiske arbejde. 9 Det Danske Biografiske leksikon 31 32

17 11.5. Holger Bech Holger Bech ( ) var, udover at være vicedirektør i Handelsbanken, også oversætter af teaterstykker og flittig visedigter. Han skrev, under pseudonymet Poul M. Jørgensen, Vi er alle i samme båd til Hornbækrevyen i 1944, som efterfølgende blev en stor succes (Bundgård Christensen, m.fl., 2009: 581). 12. Redegørelse for censur Censur kan helt kort forklares som en bedømmelse af skriftlig og visuelt materiale, før udgivelse, udsendelse eller opførelse (Gyldendals Teaterleksikon, 2007: 159). Første gang censuren blev beskrevet historisk var omkring 1450 i forbindelse med bogtrykkerkunsten, som havde sit frembrud i netop dette årti. I Danmark hørte man dog først om censur i 1500-tallet. Modstanden mod censuren voksede hurtigt specielt fra oplysningstidens forfattere i 1700-tallet. I 1770 satte Johann Friedrich Struensee officielt en stopper for censuren. Den blev dog først endeligt afskaffet i forbindelse med Junigrundloven i 1849 (Gyldendals Teaterleksikon, 2007: 159). Trods dette indførtes teatercensuren i 1853 og fortsatte helt frem til Dog var teatercensuren ikke den eneste censur, da både pressen, film og litteratur var underlagt censur. I 1940, besættelsens første år, var den ministerielt nedsatte censor for privatteatrene, provinsscenerne og de københavnske varietéer dr. Jacob Christian Normannn enerådig over at bestemme den censur, der skulle pålægges den danske revy (Hvidt, 1981: 212). Revy var dog en af de underholdningsformer under besættelsen, som var pålagt den mindst strenge censur i forhold til de strengere restriktioner og censureringer af pressen og film (Hertel i Dethlefsen m.fl., 1998: 59). Dette fungerede udmærket, indtil Apolloteatrets Sommerrevy 1960 havde premiere nytårsaften Her ændrede Danmarks indflydelse på censureringen sig. Balladen omhandlede sketchen Privatlivets fred, også kendt som Svigermor-sketchen, som skildrede en påtrængende svigermors besøg, og hvordan hun terroriserede nede i Frankrigsgade og Englands Allé. Dette blev tolket som værende en direkte pendant til nazisternes indtog i Danmark (Hvidt, 1981: 217). Selvom sketchen kun blev fremført på premiereaftenen, skabte den stor røre blandt publikum (Hvidt, 1981: 213). Konsekvenserne af sketchens opførelse var store. Sketchen blev fjernet fra programmet, og censor Normann gik fra at være censor [til] nu blot [at være] første instans i en censurrække (Hvidt, 1981: 215). Censuren skærpedes således yderligere. Der blev nu indført den ordning, at de sketches og viser, der var planlagt at forekomme i de respektive revyer, skulle inspiceres før premieren frem for, at man først greb ind efter premiereaftenen, når skaden var sket. Desuden skulle censor Normann indsende de stykker og manuskripter, som han havde censureret til Justitsministeriet, som efterfølgende ville censurere dem yderligere (Hvidt, 1981: 216). Efter episoden foranlediget af Apolloteatrets Sommerrevy 1960, gjorde Apolloteatret sig bemærket. Det indebar, at folk valfartede til forestillingerne til trods for, at den politiske satire stort set var fjernet (Hvidt, 1981: 217). Det var ikke kun danskerne, der fandt det interessant: revyen havde nu også tyske tilskuere, som ikke var blege for at anmelde det, som de fandt stødende. Disse anmeldelser resulterede i slutningen af januar 1941 i et møde mellem kontorchefen i Udenrigsministeriet Karl I. Eskelund ( ) og den tyske gesandt Cecil V. Renthe-Fink ( ). Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen blev sat på sagen, og tog den 6. februar ind for at se Apolloteatrets forestilling. Efterfølgende sendte han sit svar til Renthe-Fink, hvori han understregede, at forestillingen måtte have ændret sig siden premieren, da han ikke kunne se det stødende ved den. Svenningsen havde ret for ændringerne, der blev foretaget i forestillingen den 22. januar, havde ikke blot givet den et nyt navn, Apollorevyen 1942, men også æn

18 dret den markant. At krigen blev behandlet i en revy, mente Svenningsen end ikke tyskerne kunne tage anstød af, så længe man undgik politiske spydigheder (Hvidt, 1981: 218). Renthe-Fink godkendte efterfølgende Svenningsens observationer og lod anmeldelserne fra sine landsmænd ligge. Svenningsen forsikrede dog Renthe-Fink om, at man i fremtiden ville gennemføre en endnu strengere kurs, hvad angik det politiske stof i revyerne (Hvidt, 1981: ). Dette resulterede i en skærpelse af censor Normanns arbejde, hvilket bestod i, at en fuldmægtig i ministeriet skulle være med til at overvære generalprøverne på de københavnske revyer sammen med censoren (Hvidt, 1981: 219). Derudover fik teaterbevillingshavere en skrivelse fra politiet, hvis der forekom nogen form for improvisation under en sketch, da der netop blev slået hårdt ned på dette. I sin egenskab af cand. mag. i litteratur tiltrådte Jacob Christian Normann den 1. april 1929 som førnævnt stillingen som censor ved privatteatrene, provinsteatrene og de københavnske varietéer, hvilket også førte censureringen af revyen med sig. Her var han ansat indtil censorembedet blev nedlagt i 1954 (Gyldendals Teaterleksikon, 2007: 633). Under besættelsen i Danmark beskæftigede han sig med at censurere revyforfatternes manuskripter. Dette var et job, som ikke havde nogen specifik arbejdsbeskrivelse, men nærmere kunne defineres som et instinktivt rette-arbejde, hvor angreb på værnemagten og lignende emner var i søgelyset og skulle fjernes eller omskrives (Hvidt, 1981: 208). Arbejdet bestod ikke udelukkende i at censurere de danske revyers manuskripter. Det var også vigtigt at holde et vågent øje med, hvorledes forestillingerne blev opført: Den [censuren, red.] omhandlede også forestillingen som helhed, da betoninger og gestus kunne dreje stykkets holdning i en uheldig retning, som det ikke var til at forudsige under gennemlæsningen af manuskriptet (Hvidt, 1981: 207). Holdningerne til Normanns virke som censor var delt i to lejre, ikke blot hos teaterog revyfolket, men også i offentligheden. Normann blev både betragtet som en forhindring for revyforfatternes samfundskritiske vinkel i revyviserne samtidig med, at han var en højt respekteret mand, idet han var af den opfattelse, at revy gerne skulle være satirisk (Hvidt, 1981: 209). Normann var selv knyttet til teater i sit arbejde som forfatter, hvor han bl.a. skrev Dansk Drama efter Halvfjerdserne (1907) og Holberg paa Teatret (1918). At han havde et kendskab til genren og muligvis har vidst, hvilke udfordringer man kunne støde på som teater- og revyforfatter, kan have haft en indflydelse på hans umiddelbart positive indstilling over for de emner, som revyerne behandlede i deres forestillinger under besættelsen i Danmark. Normann mente dog, måden hvorpå dansk revy formidlede sit indhold, var forkert. Hans holdning til hvordan revyerne burde udføre det, ytrede han i en kronik i Social Demokraten i Han mente, at revyerne var for idéløse og uden reelt indhold. Han argumenterede for, at det var revyforfatternes rolle at gøre det glemte aktuelt igen, da det var heri det interessante bestod (Hvidt, 1981: 208). Som udgangspunkt kan man udlede af hans udsagn, at han mente, der var alternative måder at få sit budskab ud på end blot at forfalde [ ] til bemærkninger om Staunings skæg og Steinckes aforismer (Hvidt, 1981: 209)

19 13. Analyse afsnit 13.1 Diskursanalyse af Prologen Det særegne ved Hornbækrevyens prolog fra sommerforestillingen Sommer-Lommer fra 1944 er det faktum, at den forefindes i tre udgaver. De tre tekstudgaver er fra henholdsvis 14. juni (Udgave 1), 28. juni (Udgave 2) og 29. juli (Udgave 3) I alle udgaver er opsætningen bestemt til at være den samme: To skuespillere, der forestiller en fyldepen og en blå blyant, diskuterer frem og tilbage om trængslerne ved at skrive revytekster, når fyldepennen ønsker at skrive så frit som muligt og den blå blyant løbende forhindrer den i at skrive om de emner, som fyldepennen finder vigtige. Pennen introducerer sig selv som revyforfatterens ven og våben, og en væsentlig del af den magt, som forfatteren engang har besiddet. Nu er magten derimod taget fra ham, da der er blevet lagt restriktioner på, hvad forfatteren og pennen må skrive. Blyanten præsenterer sig som censors blå blyant, der inspicerer forfatterens tekster, og holder styr på ham. Dette forhold står uændret i alle tre udgaver, dog er der ændret markant i pennens kommentarer fra udgave 1 til udgave 3. Omkring en fjerdedel af teksten er slettet, og rimene er herefter rettet til. Følgende analyse kan siges at falde i to tempi. En rent sprogligt orienteret del, der er udført med det formål at udskille de tekststykker, der kunne tænkes at have størst relevans i forhold til at afdække tekstens implikaturer, efterfulgt af en tekstuel fortolkning med fokus på de virkemidler, der er særligt karakteristiske for genren. Da vi i analysen også ønsker at afdække de humoristiske virkemidler, som forfatteren har benyttet sig af for at få teksten til at fortælle så meget som muligt uden at sige det direkte, vil det være relevant at inddrage ironibegrebet. Begrundelsen for overhovedet at inddrage ironibegrebet i en diskursanalyse kan næsten besvares med følgende citat: Ironi er at sige noget andet, end det man mener, på en sådan måde at man dog får sagt hvad man mener (Bredsdorff, 2011: 11). Denne definition lægger godt op til den brug af implikatur, som vi forventer anvendt i revyteksterne. Hvor ironien kan ses som det færdige humoristiske produkt, er det således i implikaturerne, at vi skal finde ironien, eftersom ironi i bund og grund er en implikatur. For at gøre analysen så overskuelig og struktureret som muligt, deles den diskursive analyse ind i følgende felter, der udgør rækkefølgen i analysen: Sproghandlinger Præsuppositioner Implikatur. For at nå frem til de implikaturer, der ligger i sketchen og de indirekte sproghandlinger, som vi antager der forefindes, er det nødvendigt at gå kronologisk til værks. Da der i tilfældet med Hornbækrevyens Prolog (Udgave 1, 1944) er tale om tre forskellige udskrifter fra tre forskellige datoer i sommeren 1944, er det særligt i ændringerne, at vi forventer at lægge mærke til, hvorvidt forfatteren bruger sine implikaturer til at forme sketchen fra første udkast 14. juni 1944 til 29. juli samme år. Derfor kan en fuldtonet og gennemført analyse af alle strofer i teksten virke forstyrrende i forhold til, hvad vi ønsker at opnå. Det er med dette udgangspunkt, at vi har udvalgt strofer og afsnit, der enten er slettet i den endelige udgave, eller har undergået markant forandring. Årsagerne til at eventuel tekst er slettet eller forandret, kan være flertydige, men ved at behandle implikaturer og andre sproghandlinger i disse afsnit er der større mulighed for at komme med forslag til en forklaring på tekstændringerne. Den skematiske opsætning i det vedhæftede bilag (Bilag 1) bruges i ønsket om at systematisere analysen bedst muligt. Som udgangspunkt defineres sproghandlingerne i Prologen (Udgave 1, 1944), hvorefter de følgende tekster inddrages. Til slut opregnes ændringer og forskelle i forhold til udgave 1 og udgave

20 I udgaven fra 14. juni 1944 støder man i femte strofe på denne linje: I Forgaars sendte jeg Dem en Duet, der hed Der er så dejligt i det grønne! Der strøg De Rimet sig mig, hvad man maa! (Udgave 1, 1944, strofe 5 l.7-9). Sproghandlingerne her er mange og varierede, men skal der findes en overordnet, afgørende sproghandling for strofe 5, kan der gås til værks som følger. Sætningsleddet: I Forgaars sendte jeg Dem en Duet (Udgave 1, 1944 strofe 5 l.7) fungerer som et konstaterende repræsentativ 10, der gør rede for afsenderens personlige oplevelse. Med titlen Der er saa dejligt i det Grønne! (Udgave 1, 1944 strofe 5 l.8) opstår en præsupposition, der kan være svær at gennemskue, men den er der ikke desto mindre. Afsender antager at modtageren (publikum) ved, hvad dette Grønne henviser til. I denne sammenhæng kan man gå langt ind i konteksten, men det er muligt, at den grønne farve kan sættes i forbindelse med den tyske uniformsjakke. Er afsender og modtager enige om dette, er der hermed præsupponeret for, at pennen har skrevet om nazisterne. Dette er et brud med Grices kvantitetsmaksime i og med, at der gives for lidt information i forhold til, hvad der er påkrævet. Der er ligeledes brud på mådemaksimen, da teksten både er uklar og flertydig. Grønne kan altså referere til både naturen, og til den før antagne tolkning, nemlig farven på tyskernes uniformsjakker. Da strofen afsluttes af Der strøg De Rimet, der indeholder den konstative 11 sproghandling (rimet der bliver strøget) og befalingen sig mig, hvad man maa! (jeg byder dig at fortælle) kan man ud fra Grices model komme frem til en mulig implikatur, der kan formuleres således: - Når jeg ikke må skrive om Nazisterne, hvad må jeg så skrive om? Forklaringen og spørgsmålet besvares af blyanten på følgende måde: Saa skriv : Der er saa dejligt i det blaa! Det kan jeg ikke tænke mig kan støde, (Udgave Strofe ). Som i strofe 5 (Udgave 1, 1944) ligger implikaturen her i en titel. Blyanten omskriver fyldepennens Grønne til farven blå og ændrer hermed sætningens sproghandling fra repræsentativ til et regulativ 12, hvor den forsøger at presse pennen i en anden retning. Adjektivet blaa refererer umiddelbart til farven blå, men går vi igen ud fra føromtalte tese om den grønne farves symbolik, kan farven også tages for at være en præsupposition. Hvis farven blå associeres med den danske uniformsjakke (særligt dragonregimentets paradeuniformer og Den Kongelige Livgardes uniformsbukser), kan det antydes, at blaa dækker over de danske tropper. Afsender præsupponerer, at publikum er bekendt med dette faktum. Denne fortolkning har dog sine begrænsninger. Det danske forsvar blev i sommeren 1943 afviklet, flåden sænkedes af værnemagten den 29. august samme år under Operation Safari (Bundgård Christensen m.fl., 2009: 469), så det har givetvis ikke været tilladeligt at referere til dansk militær i Farven blå kan lige så vel bruges til at punktere pennens ønske om at skrive om det Grønne. Dette ses i præsuppositionen i den repræsentative ytring i strofe 6 (Dam1: Strofe 6 l.2). Med verbet støde, præsupponerer blyanten, at den grønne farve kan støde. Man kunne udføre en hurtig argumentationsanalyse på dette led og opstille argumentet således: Præmis 1: Den grønne farve støder. Præmis 2: Man må ikke skrive ord, der kan støde. Præmis 3: Farven blå er ikke farven grøn. Konklusion: Farven blå kan ikke støde. Holder vi os til denne noget omstændelige argumentation, kunne en mulig implikatur her være: Skriv om noget, der ikke handler om tyskerne. 10 Sproghandling der bruges til selvfremstilling jf. Niels Møller Nielsen. 11 Konstaterende (Heltoft, 2012) 12 En social sproghandling der forhindrer eller tillader modtager i at foretage en given handling (Niels Møller Nielsen, 2011: ) 13 Kan dette have været en begrundelse for at ændre netop dette tekststykke til tredjeudgaven 29. juli 1944? 39 40