Professor: Forskning ind i børnepolitikken

Transkript

1 Professor: Forskning ind i børnepolitikken At menneskers gener slukkes og tændes løbende af miljøpåvirkninger som stress og kost grundindsigten fra de seneste årtiers forskning i epigenetik gør det muligt at påvirke børns udvikling i langt højere grad og fra alle mulige sider, end man hidtil har troet. Den slags viden bør danne grundlag for politiske beslutninger inden for bl.a. familie- og skolepolitik, mener Dion Sommer, professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet. Af Henning Due, journalist 6 Interview

2 Foto: Aarhus Universitet Menneskers udvikling er plastisk. Den bestemmes ikke af opvæksten i familien eller det omkringliggende miljø, men låses heller ikke fast af nedarvede gener. I stedet fødes mennesker med et evolutionspotentiale, som betyder, at gener løbende tændes og slukkes af påvirkninger som fx stress og kost. Det er en indsigt, som videnskaben kan takke de seneste årtiers forskning i epigenetik for, og som Dion Sommer professor i udviklingspsykologi på Aarhus Universitet ikke er bleg for at kalde revolutionerende. Han udgav i foråret bogen Udvikling - fra udviklingspsykologi til udviklingsvidenskab, og deri gør han blandt andet op med det, han kalder årtiers enten-eller -tænkning i udviklingspsykologien og slår et slag for, at forskningsbaseret viden om børns udvikling sætter sit aftryk på familie- og skolepolitikken. Udviklingspsykologi er ikke, hvad den har været, skriver du i bogen. Hvad mener du med det? I de senere år har vi set en forrygende udvikling inden for udviklingspsykologien især i udlandet. Vi har bevidnet tre paradigmeskift inden for forskning i, hvordan børn og voksne mennesker udvikler og forandrer sig gennem livet. De store teoriers periode med blandt andet Freuds psykoanalyse er for længst forbi. De er sat i historiens glasmontre, og i dag befinder forskningen sig i en domænespecifik periode, hvor et væld af underdiscipliner springer op af mulden og fokuserer mere snævert på dele af udviklingspsykologien fx børns kognitive udvikling. Det tredje paradigmeskifte kendetegnes ved, at udviklingspsykologien transformerer sig til udviklingsvidenskab (developmental science, red.), som er en ny tværvidenskabelig disciplin, der anvender en række metasystemiske principper på udvikling og inkluderer epigenetiske modeller og empiri. Fører udviklingen til bedre eller dårligere forskning inden for udviklingsvidenskaben? Både og. I dag bygger vi i langt højere grad videnskabelige begreber og teorier på empiri og data end tidligere, og det er en styrke, mener jeg. Bagsiden er, at den enkelte forsker ikke længere kan se helheden i feltet, fordi Interview 7

3 forskere i dag er dybt specialiserede i hvert deres lille område. Ingen forskere kan i dag overskue udviklingen inden for udviklingspsykologien, som i virkeligheden bedst kan beskrives som et væld af retninger. Der er ingen tvivl om, at forskere i dag er bedre rent metodisk og håndværksmæssigt i forhold til viden om deres eget domæne. Men hvis du kun har ét sæt briller på med én bestemt farve, ser du også kun et snævert udsnit af virkeligheden. I bogen bruger du ordet revolutionerende om de seneste årtiers udvikling inden for forskningen i menneskers udvikling hvad er det for en revolution, der har fundet sted? Epigenetikken er et grundlæggende opgør med den dualistiske menneskeforståelse, som videnskaben har trukket på siden Descartes altså dualismer som fx arv eller miljø, somatik eller psyke, objekt eller subjekt - osv. Desuden udfordrer epigenetisk forskning Darwins teori om naturlig selektion, der antager, at der i naturen sker spontane genmutationer, og at nogle af dem fører til mere succesfulde arter. Men ifølge Darwin tager mutationerne lang tid, og teorien har aldrig kunnet forklare, hvordan arter på ganske få år kan omstille sig til at overleve i fuldstændigt forandrede miljøer. Det ved vi nu skyldes epigenetiske forandringer. Kan du give et eksempel på, hvordan epigenetikken sætter sit præg på menneskers udvikling? Et eksempel kunne være, at der mellem skete en voldsom stigning i antallet af kvinder, som kom ud på arbejdsmarkedet. Samtidig så vi en voldsom stigning i antallet af skilsmisser, bl.a. fordi kvinder pludselig kunne forsørge sig selv. Det betød også, at fædre begyndte at skifte bleer. Nu viser ny forskning, at selv hos fædre, der sættes til at skifte bleer på dukker, stiger produktionen af hormonet oxytocin, som normalt findes i forsvindende små mængder hos mænd (og bl.a. stimulerer udtømning af mælk hos moderen, red.). Aktive fædre får desuden et højere prolaktin-niveau (hormon, som også påvirker mælkeproduktionen i moderens brystkirtler, red.) end ikke-fædre endda lige så højt som moderens, når barnet er spædt. Dét. sammen med et afdæmpet testosteron-niveau, sensitiverer mænd til opmærksom og afstemt omsorg. Her ser vi altså, hvordan en historisk hurtig ændring i kønsrollerne medfører større faderinvolvering, som igen aktiverer epigenetiske tænd/sluk-mekanismer. Det er vældig interessant og siger noget om, at vores biologiske system er langt mere smidigt og funktionelt, end vi hidtil har troet. VORES JOB ER AT FINDE FREM TIL SANDHEDEN I bogen skriver du om menneskers udvikling, gener, DNA og celler, men også om social-, familie- og uddannelsespolitik hvordan hænger de områder sammen? Vi ved, at her-og-nu -stressreaktioner hos moderen, der udløses af arbejdet eller andre forhold i det omkringliggende miljø, kan skade barnet allerede i livmoderen. Det er også vist empirisk i forskningen i både dyr og mennesker, at faktorer som miljø, kost og stress påvirker genetiske processer her og nu. Blandt andet viser forskning, at genernes tænd-sluk -mekanismer, som påvirker cellerne og har betydning for bl.a. den kognitive udvikling, faktisk nedarves til børnene. Hvorfor er den viden interessant for kommunalpolitikere og pædagoger? Kort sagt betyder det jo, at miljømæssige faktorer i fx skolen eller børnehaven ad cellulære omveje kan påvirke børns gener og dermed deres udvikling. Kan du give et eksempel på den slags påvirkning? En hypotese kunne være, at lavere personalenormering i daginstitutionerne øger produktionen af stresshormoner hos børnene i daginstitutionerne. Fra forskningen ved vi, at forøgelse af stresshormonet kortisol ændrer genernes overflade, og at de dele af hjernen (HPA-aksen, red.), som regulerer produktionen af stresshormoner, også bliver mere modtagelige for stresspåvirkninger. Det betyder, at vi skal tænke over, hvordan politik og miljøer har markante konsekvenser hos børnene helt ned på celle- og genniveau. 8 Interview

4 Menneskets evolutionære kvaliteter er en stor gave til samfundet, fordi kvaliteterne gør det muligt at bygge videre på menneskets sociale egenskaber og nysgerrighed. Men det er ikke det, vi ser i dag i den politiserede pædagogik, som styrer daginstitutioner og skoler. Man gør ikke det, som politisk set er nødvendigt, hvis den næste generation skal kunne klare sig godt. Dion Sommer, professor i udviklingspsykologi, Aarhus Universitet I bogen giver du eksempler på, hvordan forældre selv kan være med til at forme deres børns hjerne og kognitive udvikling og dermed livsmuligheder. Bl.a. skriver du, at vi bør begrænse børnenes forbrug af tv og tablets, så de leger mere. Risikerer den slags viden ikke at skabe endnu flere unødige bekymringer hos forældre, pædagoger og lærere? Den slags kan man ikke tage sig af som forsker. Vores job er at finde frem til sandheden. Uanset om den må være ubehagelig. Men det er klart, at man ikke bare ukritisk skal tage al ny forskning og gode råd for gode varer. Det var også derfor, jeg for nyligt skrev et debatindlæg til Dagbladet Information, hvor jeg advarede mod, at man ukritisk tager metaforer til sig som fx det robuste barn og curlingebørn. Når man kigger på forskningen, findes der ingen belæg for, at forældre skulle være mere slappe i opdragelsen i dag end tidligere. Men det stigende pres på især forældrene er vel ikke til at komme uden om? Ikke mindst fordi forskningen nu viser, at børns kognitive og sociale udvikling ikke bestemmes af deres medfødte gener, men af de rammer, de vokser op i, og den omverden, de møder i løbet af livet? I det tredje forskningsparadigme det, jeg i bogen kalder udviklingsvidenskaben og som udviklingspsykologi hører indenfor går man mere systemisk til værks og kigger på hele landskabet. Der opdager man, at selvom forældre har en betydelig effekt på børns udvikling, har andre agenter en næsten større påvirkning på børnenes udvikling. Det viser sig fx, at vilkårene i dag med nedslidte daginstitutioner og færre ansatte per barn i den grad påvirker børn negativt. Og interessant nok gælder det også for børn, som kommer fra ressourcestærke hjem. Omvendt viser det systemiske perspektiv også, at fx fri leg gør børn mere stressresistente. Hvad betyder det i forhold til den hverdag, hvor børns udvikling foregår? Vi kan påvirke børn langt mere på langt flere fronter, end vi hidtil har troet. Fx har flere dyreforsøg med gnavere vist, at berigede miljøoplevelser kan ændre på ubehagelige epigenetiske forandringer hos et dyr og tænde for de positive gener og slukke for de Interview 9

5 uheldige gener. Det menneskelige system og menneskets udvikling er altså langt mere plastisk, end man har troet, og derfor er den nye udviklingsvidenskab heller ikke deterministisk. Den viser, at der sjældent er tale om et point of no return i menneskers udvikling, og den indsigt er helt afgørende også for psykologer, der arbejder med menneskers udvikling. POLITISEREDE PÆDAGOGIK Hvilke konsekvenser bør den og andre indsigter fra epigenetikken have for den førte socialpolitik, børne-, familie- og uddannelsespolitik? I dag står test og terperi af tal og begreber i højsæde nærmest helt ned i vuggestuen og fremefter i landets dagsinstitutioner og skoler. Det stresser børnene og er ganske enkelt ødelæggende for næste generation og børns udvikling, og det er en udvikling og en politik, som kan spores helt tilbage til indførslen af Pisa-undersøgelsen fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) i folkeskolen, og som handler om, at børns primære mål i skolen er at kvalificere sig til konkurrencestaten. Men er vi ikke også nødt til at klæde børnene på til en verden, hvor globaliseringen skaber øget konkurrence om arbejdspladser og ressourcer, hvor flere og flere job automatiseres, og hvor arbejdsgiverne vil efterspørge helt andre egenskaber hos de ansatte, end de gør i dag? I dag kan man programmere en robot ganske billigt til at klare en PISA-test bedre end et barn, så det er ikke den slags egenskaber, der er brug for i fremtidens samfund. Og her taler jeg ikke om børns kompetencer, som er et politisk ladet begreb fra det neoliberalistiske tankegods. Det, jeg taler om, er fremtidskvaliteter. Altså livslang læring, lærelyst, evnen til refleksion, kreativ tænkning, samarbejdsevner, problemløsning og evnen til at anvende information på nye måder. Menneskets evolutionære kvaliteter er en stor gave til samfundet, fordi kvaliteterne gør det muligt at bygge videre på menneskets sociale egenskaber og nysgerrighed. Men det er ikke det, vi ser i dag i den politiserede pædagogik, som styrer daginstitutioner og skoler. Man gør ikke det, som politisk set er nødvendigt, hvis den næste generation skal kunne klare sig godt. Altså skaber det, jeg i bogen kalder den fremtidsparate institution og skole. Altså skaber lærende og legende miljøer, hvor der tages højde for det enkelte barns personlighed, følelsesliv og tankeliv. Du peger selv på, at nyere forskning viser, at alle agenter omkring barnet altså både forældre, bedsteforældre, pædagoger og lærere er med til at påvirke barnets udvikling i både positiv og negativ retning. Risikerer du ikke at tilskrive skolen en for stor rolle i børns udvikling? Det mener jeg ikke. Skolen spiller en kolossal rolle i børns udvikling. Især fordi skolen er blevet så politiseret i de senere år og drives på eksterne politiske dagsordener, hvor dannelsesprojektet helt er forsvundet, og hvor det kun handler om at udvikle specifikke kompetencer hos børnene. I bogen fremfører du en grundlæggende kritik af skolen og daginstitutionerne og konkurrencestaten, fordi de alle ifølge din analyse gør børn til konkurrencebørn, der fra første skoledag lærer at konkurrere med hinanden om at få de bedste karakterer osv. Er der slet ikke noget godt og konstruktivt at sige om at lære børn at konkurrere? Man skal ikke sætte skolebørn til at konkurrere med hinanden. Det mener jeg er skadeligt. Men derfor kan man jo godt lære at konkurrere på andre måder. Konkurrence i leg og sport foregår jo hele tiden både hos voksne og børn. I bogen beskriver du også den slags egenskaber for barnets evolutionspotentialer. Er det dem, der står for skud på grund af den førte politik på børne- og skoleområdet? Udvikling - fra udviklingspsykologi til udviklingsvidenskab Af Dion Sommer. Forlaget Samfundslitteratur (2017). 113 sider, 148 kroner. 10 Interview