KREJL LOKALHISTORISK TIDSSKRIFT FOR LØGSTØR OG OMEGN 21. ÅRGANG - NR.3 - FEBRUAR2OOZ INDHOLD:

Transkript

1 KREJL LOKALHISTORISK TIDSSKRIFT FOR LØGSTØR OG OMEGN 21. ÅRGANG - NR.3 - FEBRUAR2OOZ INDHOLD: Kommentar side 34 Da brændevinsbrænderiet brændte side 35 Skole- og læreår i Løgstør. Af E. Fredberg. (fortsat).. side 39 Brøndum Andelsmejeri. Starlen i '1890. Af Jacob Larsen side 44 Vi bringer en efterlysning til Vilsted. Af Åge Jensen... side 47

2 KREJL udkommer med 4 numre om året, ca. september - november, februar og april. Omfang 16 sider pr. munmer. Redaktion: N.H. Lindhard. Ekspedition : Balles Boghandel, Østerbro gade, Lø gstør Telefon ' Postgiro Årsabonnement: 75 kr. ISSN Tryk: Løgstør Bogtryk & OffsetAps. K,af,RE L,lf,SER Vi begynder 2002 med en skildring af KREJL vil gerne glæde de abonnenter, den store bran4 der ødelagde de gamle der HAR betalt, hvis vi kan betale sidbrænderibygninger på Nibe landevej. ste nurnmer. De var fi'ldt med træ fua forskellige trævirksomheder. Der blev også givet et par hib til brandvæsenet, både alarmsy- udvikler sig godt. stemet og vandforsyningen, så hvis folk ikke skulle have haft søndagsbrød, hav- de de måske ikke fået noget at vide. Endelig en efterlysning af en lokal ud- gave af: I natten klam og kold. OBSr Desværre viser det sig, at usædvanlig m?nge har glemt at foåy deres abonne- ment til 21. Å'rgang. Til de glemsomme er der lagt et girokort ind i dette nummer, og ået kån ved en opringning til Balle konstateres, om man har våret "glemsom". Fredberg fortsætter sin erindringer, som Vi får en beskrivelse af oprettelsen af Brøndum Andelsmejeri. Det er forhåbentlig noget, der fortsættes. DervarlNGENreaktionpåjulekonkurrencen, så det er tvivlsomt, om vi fortsætter' Der ligger stadig VBV's fartøjet i øst- havnen, og bådebroerne til lystfartøjer er ikke etableret endnu. FORSIDEBILLEDET Viser Frederik den Syvendes kanal set mod øst gennem gitteret på svingbro- en. Vi har ikke det nøjagtige årstal, men vi må være i 1960-eme eller 70-eme.

3 DA BRÆNDEVINSBRÆNDERIET BRÆNDTE Overslcriften er lidt snyd, for brænderietvar nedlagt et par årfør. Det havde været drevet af Djernis, og hans søn havde oprettet et sawærk og høvleri på stedet, hvad der var katastrofølt for udviklingen af branden. Den udbrød 30.maj 1897, næsten 150 år efter byens største brand, 31. maj 1751, men heldigvis uden for byen. Løgstør Avis slcriver: "Ildløs i Løgstør ttbrænderieto' brændt Løgstør har nu haft sin store ildebrand. Sidste år, omtrent ved samme tid, havde Nibe sin, og for ikke mange dage siden brændte det i Aalborg. Her iløgstør var det sawærket, det tidligere såkaldte o'brænderi", der ligger ved byens udkant og op til Nibelandevejen, der i går morges gik op i luer. Den store skumle bygning var jo oprindelig i sin tid bygget til brændevinsbrænderi, men for nogle år siden lod den gamle ejers søn det indrette til sawærk og høvleri. Her fandtes, foruden en del maskiner, et stort oplag aftræ til forskjelligt brug, hvoraf en del var ovntørret, og en del havde ligget i længere tid; her var altså nok til en større ildebrand og nok til at give den næring. Ilden opdagedes først om morgenen kl. 6, efter at den sandsynligvis har ligget og ulmet hele natten. Om det var vognmand Melsens hustru, der boer lige over for den brændte bygning, der først opdagede ilden, eller om det var vagtmandskabet i den nærliggende cirkus Bergmans stald, der var de første, vides ikke med bestemthed. Hundene i stalden begyndte imidlertid at blive urolige; de kunne lugte røg og høre knitren fra det tørre træ, som ilden havde fat i; afog til sprang også, på grund afvarmen, en rude. Vognmand Melsens hustru løb nu hurtig over til de sovende mennesker og fik dem ud af beboelseslejligheden, da det også en tid så ud til, som om denne skulle brænde. De første, der var på brandstedet, var beboerne i nærheden af ulykkesstedet, og cirkusfolkene, og de tog straks fat på redningsarbejdet. På et øjeblik var alt indbo ude af huset, og ikke det mindste blev beskadiget; om det så var 8 æg, kom de alle hele ud. Den "stærke mand" flyttede kakkelovnene ud, medens de mere spinkle flyttede møbler og det mere lette 35

4 husgeråd. Ved den brændende bygning fik de reddet en del lægter og andettæ, som ved deres ankomst endnu ikke var antændt. Den "stærke mand", hr. Øster, gik op i vindmotoren for at få den standset, da den stadig gik rundt med fuld fart. Det nederste stoppeapparat var nemlig brændt over, og motoren kunne således først stoppes fra de øverste etager. Også dette blev heldigt tdført. En del af det, der blev reddet af husgeråd og træ, skyldes til dels cirkusfolkene; navnlig var der en svensk staldkarl, Angelof, der tidligere har været ansat ved brandvæsenet i Stockholm, som ledede det første redningsarbejde, forinden brandvæsenets ooøverstet" endnu var kommen til stede; han skal have gjort det på en ypperlig måde. En artist, hvis kunstnernavn er Jean de Forsey, skal ligeledes have gjort god nytte under redningsarbejdet. Der ttallarmerestt. Imidlertid rygtedes ildebranden inde i selve byen, og LøgstøÅanerne kom efterhånden på benene. Fra allarmklokken på sprøjtehuset var der nok givet brandsignal, men det er jo almindelig bekjendt, at dette kun kan høres i det nærmeste kvarter. Først da en brødkone kom rundt i byen med varmt søndagsbrød, fik folk at vide, hvad der var sket i den tidlige morgenstund, men da var klokken al- lerede omkring ved 8 og det, som kunne brænde, var da også så at sige brændt. Hvorfor ikke brandvæsenet blev allarmeret ved "Klokkeklemten" fra kirketårnet og "Trommenallarm" i gaderne, forstar vi ikke. Således er det dog brug andetsteds. Det brændte. Af bygninger er brændt både den l- etages og den 2-etages, der lå langs vejen, medens det lykkedes at redde beboelseshuset, indboet og vindmotoren. Af træ skal der ikke have været så lidt; således havde ejeren ltjulfælg og andet træ til et beløb af 3000 kr. og "Løgstør Tømmerhandel" havde trævarer derude til forarbejdning til et beløb af4000 kr. Endelig er naturligvis de mange kostbare maskiner ødelagie, og de, der var beroende i øverste etage, faldt med dybe brag ned i den brændende grund. Ilden greb med rasende hurtighed om sig, da den stadig fandt næring i det tøne træ. Buldrende styrtede brændestabler sammen, og flammerne sprang fra den ene stabel til den anden, indtil ved 7-tiden alt var omsluttet af ilden, som i mægtig høje flammer slog op mod den sollyse blå sommerhimmel og 36

5 sendte en regn af røg og funker ud over markerne. Sprøjterne var ved brandstedet noget over klokken 6. Det var heldigt, at den ene i en tid kunne forsynes med vand fra en brønd i naboejendommen, men hen på formiddagen slap vandet dog op. De andre sprøjter måtte imidlertid forslmes med vand, der blev hentet i tønder inde fra byens brønde - en højst både uheldig og primitiv foranstaltning. Her manglede vi vort nye projekterede vandværk. Formodentlig vil denne brand fremskynde anlæggelsen. fremkommen ved forhørerne, har der om aftene været ild i nogle spaner, som var antændt af gløder, der var falden ud fra en utæt rensedør i skorstenen. Om der nu om natten er falden nye gløder ud eller om ilden ikke har været ordentlig slukket, kjendes ikke. Men faktisk er det, at ilden opkom på dette sted i fabrikken. Folk, der havde passeret bygningen lidtfør 6, havde ikke mærket til noget usædvanligt, og da brandvæsenet kort efter 6 kom til stede, stod flammerne allerede ud afvinduerne. - Ejeren, der ikke havde været rask dagen i forvejen, kunne ingen oplysninger give om ildens opkomst. Om brandens ledelse skal vi ikke udtale os. I begyndelsen stod man en del usikker og famlende overfor den store brand som Løgstør i mange år ikke har set mage til. Det var jo så at sige første gang vort brandkorps var - i ilden. Klart var det for alle, at med vore sprøjter kunne ilden, der havde så godt fat i det letfængelige træ, ikke slukkes. Hele arbejdet blev derfor koncentreret på at redde beboelseslejligheden og vindmotoren. Ildens opkomst Dette kildne spørgsmål er endnu ikke fuldt opklaret, men efter, hvad der er Ilden begrændses Hen på formiddagen var brandvæsenet herre over situationen - nu brændte det kun i grunden og indenfor murene. Af og til måtte stuehuset og motoren, når vannen blev for hård have en vandstråle fra sprøjterne. Assurancen Bygningerne var forsikret i Kjøbstædernes Brandforsikring for kr. og maskinerne for 6000 kr. Indboet, af hvilket der intet blev brændt, var forsikret i Aalborg og HjørÅng amters brandkasse. Derimod var det store oplag af træ ikke forsikret. "Løgstør Tømmerhan- 37

6 Nibe landevej mod vest med det gømle brændevinsbrænderi. Ca del" havde en forsikring herude på 1000 kr., men da der skal være brændt for 4000 kr., kan dette jo langt fra dække. Ejeren vil således - foruden at hans drift i sommer vil stå stille - lide tab. Endnu kan derjo være Forskjelligt at meddele fra branden. I begyndelsen var folk bange for dampkjedlen, at den skulle springe, da det hed sig, at hanerne var tilskruede. Med et hørtes også et knald, ledsaget af en damp- stråle. Det viste sig da, at et rør var sprungen og faren var således overstået. Hele dagen i går vandrede folk til brandstedet og betragtede ødelæggelserne. De store nøgne tilrøgede mure med den høje dampskorsten, der endnu knejser lige så rank som tilforn, så ikke videre tiltalende ud. Endnu i dag brænder det rask i grunden, og sprøjterne er i stadig aktivitet." I dag har Løgstør Tømmerhandel ligget på stedet i godt 100 år. 38

7 SKOLE- OG LÆREÅR I LØGSTØR Af E. Fredberg (fortsat) Efter Markussens mener jeg familien Riis boede i huset. Jens Riis var graver og ringer, eller hed det kirke{ener? De havde tre piger, Lis, Grethe og Inger. Grethe og jeg var nogenlturde jæ'r,'naldrende og var gode legekammerater. Vi blev senere genboer igen et andet sted i byen. På hjørnet på den anden side af Johan Skjoldborgsvej boede Heegaard's og deres to børn Vera og Hans Jørgen. Heegaard var "Margarineagent", jeg ved ikke rigtig hvad titlen indebar, men han var en del på farten, og havde derfor en bil. Det satte ham i mine øjne i en klasse for sig. At have en bil som man kunne køre når man havde lyst, måtte være højeste lykke. At det var en åben varebil betød i den forbindelse ingenting. Hans Jørgen, som var yngre end mig, legede jeg meget med. Jeg havde på et vist tidspunkt fået en trækvogn, ganske vist med træhjul og jernringe, men der var fire af dem, og så var det selvfølgelig en slags bil. Motor manglede ganske vist, men det blev der rådet bod på ved at udnævne Hans Jørgen til motor de fleste gange. Og jeg styrede. Rollefordelingen var der ikke megen snak om. Hans Jørgen var yngre end mig. Og det vigtigste: Trækvognen var min. Vi oparbejdede en teknik med at køre rundt på havegangene (hvis der var to?), og det var et udmærket tidsfordriv, i hvert fald set med mine øjne. Jeg elskede den trækvogn, som i øvågtvar forslmet med mit navnetræk i forgyldte papbogstaveq som jeg havde fået af en moster. Og så en dag skete o'katastrofen". Fra hoveddøren i huset og ud til havelågen var en flisegang, som vi med jærme mellemrum skulle køre over, når vi skulle ud på "vejnettet" i haven. Ved en overkørsel faldt forhjulene pludselig af vognen. Hans Jørgen faldt og slog sig og hylede selvfølgelig, og jeg faldt på hovedet ud afvognen. Hyl og skrammer var imidlertid for intet at regne mod den lammende kendsgerning, at min vogn var delt i to stykker. Forhjul og fortøj som den ene del, og vognkassen med baghjulene som den anden. Den var ubrugelig. Jeg følte der var sket noget ganske forfærdeligt, en tilværelse uden trækvogn var næsten ikke til at bære. Min mor trøstede og mente, at det kunne far nok klare, når han fik kigget på det, men det var jeg nu ikke så sikker på. Da min far kom hjem i middagspausen, som man brugte det dengang, konstaterede han, at der var knækket en bolt, og det skulle han nok ordne, når han kom hjem til aften. Jeg kan tydeligt huske, at det blev en meget lang efter- 39

8 Mælkemand Gunder Jens en foran Kanalhus et I middag, for jeg var stadig ikke overbevist, at det kunne klares. Det blev det imidlerti{ der blev sat en ny bolt i, som min far havde med hjem, og alt var i den skønneste orden igen. Fra den dag, og mange år frem, var der ingen der kunne ryste mig i min tro, at min far kunne ordne alt. Og den dag i dag er jeg stadig imponeret over, ikke at han kunne skifte en knækket bolt, men hvad han ellers kurure trylle frem med sine hænder, når det handlede om at kunne håndtere jern og ståi. På et vist tidspunkt blev husets indbyggertal forøget med en enkelt person mere. Min mor var den ældste af en søskendeflok på 8, og da min mormor døde af tuberkulose, stod min mors yngste søster, som var 20 år yngre end hende, pludselig i en ret ubehagelig situation, da min morfar åbenbart ikke mente sig i stand til at klare hendes opvækst på betryggende vis, og hans helbred heller ikke var det bedste. Så Gerda, som min mors søster hed" flyttede ned til os. Mine forældre "adopterede" hende, og hun boede hos os til hun som voksen senere flyttede fra byen. Jeg synes det var en udmærket ordning. Gerda var ganske vist 7 år ældre end mig, men jeg havde fået en "storesøster", som jeg blev meget glad for. Der var altid hjælp at hente til småproblemer, boldspil osv. Hvorvidt Gerda altid syntes det var en lykke med en "lillebror" som mig, vedjeg ikke, men vi kom godt ud afdet sammen, også senere i livet. Hun lever desværre ikke mere. 40

9 I I I I På vejen optrådte selvfølgelig ind imellem en del andre personer, hvoraf jeg især husker to. Den ene var mælkemanden, som hed Gunder Jensen, og som kørte i bil. Jeg var allerede på det tidspunkt meget interesseret i biler, og har i øvngt aldrig mistet den interesse siden. Med mellemrum fik jeg lov at køre med fra Sønderport og hen til vores hus, det kan synes af lidt i dag, men for mig var dengang en stor oplevelse hver gang, og Gunder Jensen var en særdeles flink mand. Den anden var bagermester Dissing, som brugte et mere beskedent køtetøj. Så vidtjeg husker en tohjulet kækvogn. Han kom ude fra Bredgade, så det må have været en hård tur at komme helt op på "bakken" for at sælge brød. Dissing havde en "specialitet", som var en guddommelig spise. Kanelkager med et tykt lag creme mellem de to endestykker. Prisen var 5 øre, et ikke ubetydeligt beløb, så det var ikke hver gang der kunne blive til en kanelkage. Men en gang imellem kunne man være heldig, hvis der ikke var blevet udsolgt dagenfør,kunne dem fra"i gått'' købes for 2\lz øre. Ideen var selvfølgelig, at man så skulle købe to, men undertiden kunne han overtales til at sælge I stk for 2 øre, og så varjeg næsten sikker på, at der også kunne blive en til mig. De blev spist fra hver ende først, og stykket med cremen som en himmerigsmundfuld til sidst. Tiden på Michael Simonsensvej blev ikke af så lang varighed., mine forældre solgte huset i 1934, og vi flyttede over på Vindblæsvej nr. L Dengang kaldet slagter Larsens hus. Det var ikke nogen sorg, for Jens Riis's boede lige ved siden af, så det var kendte folk vi var iblandt. Desuden var det jo nye og interessante omgivelser, der indbød til nærmere udforskning. 'Der var temmelig store udhusbygninger, hvor iblandt "det lille hus" med hjertet befandt sig. Det kunne godt være en temmelig kold affære en vinteraften, for det var temmelig utæt, men den store forskel på faciliteterne sammenlignet med Michael Simonsensvej var der ikke. Derowe var rummet også udendørs, men af en bedre kvalitet og ikke nær så utæt. Jeg havde nu nået den alder, hvor det at kunne køre på cykel var blevet meget attraktivt. Jeg havde ingen, men min mor havde, og på den foretog jeg de indledende eksperimenter, uden hendes vidende. Det blev selvfølgelig hurtigt opdaget, men vi indgik så en aftale om, at jeg godt måtte bruge hendes cykel, men kun efter forudgående tilladelse, og ingen kørsel på vejen op til møllen. Den var ret stejl og grusbelagt. Det var på den vej jeg havde foretaget de første manøvre4 og det måtte jeg erkende, med liden succes. Cyklen var en damecykel, hvor stellet fra styret og ned til kranken var udformet som et lidt langstrakt S. Det var på det tidspunkt ikke på mode med damer i lange bukser eller korte skørter, så der skulle være plads til en anstændig påklædning i kjole, også når man cyklede. 41

10 Det var en udmærket facon for en nybegynder. Man kunne sidde i "bunden" af S'et og række armene op for at nå sfyret. Det var et lidt hårdt sæde, så med lidt velvillighed fra mor fik jeg en pude, som tog det værste ubehag. Øvelserne kunne nu udføres på Vindblæsvej, hvor cyklen kunne trækkes op til toppen af bakken og derfra rulle hele vejen hjem. Brug af pedaler var udelukket, dajegjo sad på kranken. Det med at holde balancen var svært, men det gik helt godt efter en del forsøg, og pludselig kunne jeg køre hele vejen fra toppen og hjem. Desværre havde jeg ikke sat mig ind i bremsemekanikken, og farten havde ved hjemkomsten nået et punkt, hvor den sædvanlige taktik med skosålerne mod asfalten ikke rigtig havde den ønskede virkning. Der var kun 6n løsning. Så jeg kørte ind i vor genbo Rokkedals hæk, og det virkede. Cyklen tog ingen skade, men det gjorde jeg. Ikke alvorligt, men nok til at det ikke kunne skjules, at min "cyklads" den dag ikke havde været en udpræget succes. Ved aftensmaden blev min fortsatte karriere som cykelrytter debatteret ret grundigt. Det udmøntede sig til min forbløffelse ikke i et forbu4 men et tilbud fra min far om hjælp til at lære at bruge pedalerne, og en noget diset udtalelse om, at mors cykel nok var i det største til mig, og man kunne måske se på andre muligheder for mit transportbehov. Og underet skete! Nogen tid efter kom min far en dag hjem med en splinterny drengecykel til mig. Livet var værd at leve. Men der lurede mørke skyer i horisonten. Nogle kom uventet, andre var jeg nok bevidst om, men prøvede at fortrænge. På et tidspunkt fikjeg mæslinger, det var der sådan set ikke noget mærkeligt i. Det var en almindelig børnesygdom, som de fleste måtte igennem, men desværre fulgte der en ubehagelig følgesvend med. Jeg fik astma. En sygdom, som jeg måttie døje en hel del med de følgende syv år, og som med større eller mindre mellemrum har fulgt mig hele livet. De første skoleår og tiden op til krigsudbruddet i Det andet som generede mig en del var tanken om, at jeg snart skulle til at gb i skole. Set med mine øjne vn det dystre udsigter, at man hver dag skulle forlade de trygge omgivelser, og gå langt til et sted" som jeg på det tidspunkt ikke havde den mindste interesse i at besøge. Men dagen oprandt, hvor der ikke var nogen vej udenom, så min mor og jeg måtte afsted til min første skoledag. Jeg husker ikke detaljerne i dette første besøg. Men jeg husker, at mine bange anelser blev bekræftet. Det var afgjort ikke et sted for mig. At være sammen i en klasse med 30 andre børn, som jeg ikke kendte, og sidde stille ved et bord i lange tider ad gangen, 1å langt fra min opfattelse af, hvad en ellers god dag kunne bruges til af bedre og sjovere gøremåi. Det bekymrede mine forældre de første uger, forjeg kunne godt finde på at gå hjem, når min far, som af og til 42

11 Th. Larsens ejendom på Østerbrogade under bygning i kørte mig til skole på cykel, havde læsset mig af. Min afsky for skolen og alt dens væsen blev dog mindre efterhånden, som jeg lærte de andre at kende, og også fik gode venner blandt dem. Vi er stadig to fra dengang, som endnu 65 år senere, har kontakt med hinanden og mødes af og til. Østerbrogade Opholdet i slagter Larsens hus var ikke af lang varighed. Det viste sig, at Th. Larsen og min far havde lavet en aftale om, at vi skulle ind i en lejlighed i Østerbrogade 72, når nybyggeriet var færdigt. Så på et tidspunkt i 1935 flyttede vi igen, og fik en lejlighed på 2. Sal i det nye hus. På dette sted boede jeg resten af min tid i Løgstør. Det var en fuldstændig ny verden at træde ind i. Den to-værelses lejlighed var naturligvis en hel del mindre i areal, end det vi kom fra, men den var ny og yderst moderne efter tidens standard. Det mest bemærkelsesværdige i mine øjne var badeværelset, hvor der også var toilet med "træk og slip" og forsynet med vaskekumme og bruser. 43

12 BRØNDUM ANDELSMEJERI STARTENI I Af Jacob Lørsen Den sidste fierdedel af l8-hundredetallet ændrede dansk landbrug produktionsform, fra at være kornproducerende, til at producere smør og flæsk. Derfor opførtes mange andelssvineslagterier og mange andelsmejerier. Her skal fortælles om Brøndum Andelsmejeri til Aaret 1890, onsdagen den 10. februar, samledes interesserede for det påtænkte andelsmejeri i Brøndum, hos Peder Jacobsen, sammesteds, hvor følgende blev vedtaget: Der valgtes en bestyrelse, Anders Laursen, Jens Lauritsen, Søren Skriver, Niels Chr. Christensen, Niels Djernæs Sand og Peder Jacobsen. Der diskuteredes mange forhold om det kommende mejeri, og bestyrelsen bemyndigedes til at arbejde videre med sagen. Det første bestyrelsesmøde afholdtes den28. febr. hos Peder Jacobsen. Protokollen siger: Det vedtoges at købe det af Peder Jacobsen tilbudte jordstykke til byggeplads for mejeriet. Han tilbød at afstå, fra det østlige skel af hans mark syd for Løgstør landevej, så meget som det ønskedes, til en pris af ottehundrede - kroner pr. td. ld., mod at mejeriet lader det købte stykke indhegne. Købsaflutning kan finde ste4 når jorden er udstykket. Det vedtoges at forhandle med en brøndborer Larsen fra Klim om at lave en vandboring. Det vedtoges, at snedker N. Søndergaard skulle levere tegninger og overslag for byggeriet, og der var enighed om, at bygningerne skulle være rummelige. Det vedtoges at optage det lovede lån på femogtyvetusind - kroner i Aalborg og Omegns sparekasse til 4 l/4%o rcnte. Og så besluttede man at afholde næste besfyrelsesmøde d Ved mødet 8.3. havde man haft forhandlinger om køb af mejerimaskiner, og det vedtoges, at mekaniker Buaas, Aalborg, skulle levere og opstille centrifuge, dampmaskine og andre mejerimaskiner for en pris af kr. og 65 øre. Samme dag var brøndborer Larsen, Klim, færdig med sit arbejde. Han havde boret to huller på henholdsvis 24 og 26 alen og nedsat 3l alen forerør, i alt en udgift på 144 kr. 59 øre. Man vedtog at købe en vandpumpe af brøndboreren. Desuden bestemtes at udlicitere mejeriets opførelse i Løgstør Avis og Aalborg Stiftstidende. Ved møde den 19. Marts vedtoges det at anskaffe 5 mælkevogne, 6 alen lange, med tre tommer brede fælge. I de forreste fiedre skal der være 6 lag fiederståi, i de bageste fedre 7 lag. 44

13 Vigtigt er også, at transporten er i orden. Billedet er ikkefra Brøndum, men Smidstrup mejeri. En vogn skal leveres i løbet af tre uger, for at bestyrelsen kan bedømme, om der skulle være noget at ændre, før de andre vogne laves. 28. marts var der licitation, hvor der besluttedes: Bygningernes opførelse overlades til tømrer Niels Søndergaard, Brøndum, og murer Højstrup, Løgstør. Boel-, gård- og teglværksejer på Dybvadgård, skal levere murstenen fra sit teglværk Kalken leveres af kalkbrænder Jacobsen, Løgstør. Jernskinner og cement leveres af Løgstør Tømmerhandel, og grundsten og brolæggersten leveres af Anders Larsen. Man vedtog at afholde generalforsamling Påskelørdag i Salling skole, for at ffi obligationen til sparekassen egenhændigt underskrevet. Påskelørdag, den 5. April, afholdtes generalforsamling, og ca. 90 underskrev obligationen til sparekassen, og var så solidarisk andelshaver. Samtidig blev der bestilt transportspande til mælken, og bestyrelsen bestilte et jernskab til opbevaring af penge og værdipapirer. Man var nu nået dertil, at man den 18. april kurure ansætte en mejeribestyrer. Det blev bestyreren for Skovlund mejeri, Niels P. Nielsen. Han skulle som 45

14 Grundlagetfor mejeridrift er køer Er det Næsborg i baggrunden? årlig pengeløn have 1000 k, fri bolig med varme og forbrug af mejeriprodukter. Nielsen skulle af de 1000 kr. selv lørure det nødvendige mejeripersonale. Bestyrelsen havde udarbejdet 5 mælkeruter, som blev liciteret væk den 2. maj. Rute nr. I gik gennem Næsborg, Tolstrup og Aggersund. Nl2 Ørbæk,Løgsted og Komum. Nr. 3 Lundby, Vaar, Farstrup og Kølby. Nr. 4 Mjallerup, Engelstrup, Vindblæs og Salling Mark. Nr. 5 Oudrup, Brårup, Hemdrup og Salling. Og den l. juli 1890 startede mejeriet med damp under kedelen. 5 spand mælkeheste, hver med sin mælkekusk, og et vågent mejeripersonale, havde begyndt en ny epoke, hvor skramlen med mejerispande, sprøjten med vand og trafik af tungtlæssede mælkevogne var dagligliv i Brøndum i rigtig mange år. Jakob Larsen er selv gammel mejerist, bl. a. i Brøndum, og vi forsøger at fa ham til at fortsætte beskrivelsen af mejeriets udvikling i de senere år til afslutningen i 1979, og hvad der senere er sket med bygningerne, med ombygning til JiskeproduUer og andre forsøg. 46

15 VI BRI]VGER EIV EITEKLYS]YI]YG TILVILSTED Af Åge Jensen (Myrhø) KREJL har modtaget et brev fra Åge Jensen, hvor han efterlyser en sang og nogle gamle navnefrøvilsted. Han skriver bl.a.: "Mens jeg var dreng, fortalte min bedstefar Bette Chr. Myrhøj, Vilsted, mig meget fra sin barn- og ungdom. Meget deraf er gået i glemmebogen, og det er da også årtier siden, jeg har ladet tankerne gå tilbage til de fleste afdisse fortællinger. Jeg har i de sidste par år fulgt opfordringen fra mine børn om at fortælle mine erindringer. Under denne beskæftigelse er meget dukket op, og da også erindringen om en sang, som min bedstefar kunne. Jeg erindrer nu kun et vers deraf. Det lyder: I natten klam og kold Bag Frederik Kræstens vold Forventningsfuld og tavs stod Søren Bager bold. I (Hwonbæk) Hornbæk Øster holm Man hør'ej fiendens larm (malm?) Det tordner gennem Gorsted og gør Haldrup kvalm. Anders Lassens hjerte bankeri han ved jo han skalfrem Han beder til Anders Piersen og tænker på sit hjem. Da lyder vejmands bud: Troels Haldrup du skal ud At kæmpefor Jens Rævhåel, For Snot-Lavst han erful Dengang var sangen på ægte himmerlandsk. Jeg har gengivet den næsten på rigsdansk med nogle tillempede himmerlandske ord." Åge Jensen kender intet til navnene. De nævnte boede alle syd og sydøst for Vilsted, mens han kender mange nord for byen. KREJL har spurgt nogle ældre Vilstedborgere, (der nærmer sig 100 år), om sagen. Resultatet er som følger Bette Chr. Myrhøj boede ved siden af centralen Chr. Christensen (Vad Kræsten). Gården nedlagt Søren Bager. Aarupgaard Anders Lassen. Vollesgaard Gregers Jensen. Gaardsted I 87 I Troels Haldrup. Haldrupgaard Kristian Jensen (Store Myrhøj) Vester Stræth Jens Christensen (kaldet Rævehale). Haldrup Søgaard. Kan nogen supplere? Og især: Kender nogen resten af sangen? Det kunne vi ikke få oplyst. Åge Jensen slutter:"muligvis er jeg for sent ude med min efterlysning, men man skal jo have ideen, inden man kan gennemføre den. 47

16 Billedet viser en situation, som ikke vil dukke op igen. Og især ikke med et tog, trukket af et damplokomotiv. Himmerlandsbanen er faktisk ophørt, men den er ikke officielt nedlagt. Trafikministeren skal fremsætte et lovforslag i folketinget, men han ved åbenbart ikke endnu, hvor meget nedlæggelsen vil koste. Blandt andet er der problemer med det jernbaneareal, som Løgstør kommune gerne vil overtage. Hvor forurenet er det? For nylig havde LokalhistoriskArkiv besøg af et par ingeniører fra firmaet Cowi, som skulle fastslå placering af drejeskive og kulgård med mere, og aflægge rapport til Banestyrelsen. Da de skal undersøge alle større stationer i landet, kan det muligvis trække ud med, hvornår arealet bliver frigivet til kommunen. 48