Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 1. marts søndag i fasten Mattæus 15,21-28 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 1. marts søndag i fasten Mattæus 15,21-28 Salmer: * Salmisten skriver: Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt? Tårer er blevet mit brød dag og nat, når de dagen lang spørger mig: Hvor er din Gud? Jeg husker det og udøser min fortvivlelse: Jeg gik i festskaren, jeg vandrede til Guds hus under jubelråb og takkesange i valfartsskaren. Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud. Sl 42,2-6 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte:»forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.«men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham:»send hende væk! Hun råber efter os.«han svarede:»jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«men hun kom og kastede sig ned for ham og bad:»herre, hjælp mig!«han sagde:»det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.«men hun svarede:»jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.«da sagde Jesus til hende:»kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.«og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Matt 15,21-28 Godmorgen! I Slotskirken står vi op, når vi synger salmer, vi sidder ned, når vi lytter til læsningerne fra bibelen. I dag, 2. søndag i fasten skal vi møde Jesus på udebane på rejse i det fremmede. Vi møder i Jesus den Gud, der lader sig flytte og bevæge, den Gud, der med et billede fra den første salme er som en levende kilde, der finder nye veje, så vi kan få læsket vores tørst efter at møde Gud og hans kærlighed. Vi møder den Gud, der sprænger grænser og skel mellem dem og os. Det er altid farligt at bevæge sig udenfor det kendte hjemlige og trygge. De fleste af os har lidt ondt i maven, hvis vi skal ud i den store vide verden, især hvis vi skal uden for Europa, hvor vi trods alt føler os mest hjemme. Rejsefeber kalder vi det, når tryghedsnarkomanien kæmper i os med eventyrlysten. Om Jesus har rejsefeber, da han forlader sit kendte jødiske hjemland og krydser grænsen til Kanaanæernes land, det ved vi ikke, men at han er godt og grundigt på udebane, er der ingen tvivl om. 1

2 Og hvis han sku ha glemt, at han ikke er hjemme i sit eget trygge reservat, så kalder den kanaanæiske kvinde ham i hvert fald brat tilbage til virkeligheden med sin indtrængende bøn for sin syge datter. Først forsøger Jesus at ignorere hende hun er jo en fremmed, oven i købet både kanaanæer og kvinde. Da tavshedens taktik ikke virker, argumenterer han med, at han kun er sendt for at hjælpe sine egne, dem, der tilhører Israels Hus, Guds eget folk. Men hun bliver bare ved kaster sig ned foran ham: Herre hjælp mig. Og så er det, som om Jesus bliver mere og mere desperat for at slippe af med dette fremmede væmmeligt påtrængende kvindemenneske, ja, så desperat at han bruger samme kneb som den svenske Muhammedtegner Lars Wilks, der har tegnet Muhammed som en hund, for, siger Jesus: Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde. Og selv om mange synes, at hunden er menneskets bedste ven så er Jesu ord og Lars Wilks tegning bestemt ikke venligt ment at blive kaldt eller tegnet som en hund, er i en mellemøstlig sammenhæng noget nær det værste, ja, at blive kaldt svin eller gris er nok en tand værre, men så er skabet køter nok det næstværste skældsord, der findes. Men også dén verbale uppercut tager kvinden imod uden så meget som at blinke. Hun accepterer uden videre fornærmelsen, hun er parat til at gå gennem ild og vand for sin syge datter, hun ved godt, hun ikke har råd til fine tøsefornærmede følelser: Jo, Herre, siger hun, for de små hunde æder af de smuler, som falder fra deres herres bord. Og tredje gang er lykkens gang for denne vedholdende mor det lykkes ikke Jesus at ryste hende af sig hun står så fast, at Jesus lader sig røre, bevæge og omvende: Kvinde, din tro er stor, det skal ske dig, som du vil. Jeg indrømmer blankt, at jeg elsker den beretning også selv om den bestemt rummer faldgruber og muligheder for misforståelser. For hvis du lige nu sidder og tænker, hvad så med mig, da jeg nat og dag bad for min kræftsyge slægtning. Da lykkedes det mig jo ikke at råbe Gud op. Da oplevede jeg ikke andet end en brutal mur af tavshed. Fuldstændig som evangelistens hjerteskærende nådesløse beskrivelse: Men han svarede hende ikke et ord. Hvis du sidder med erfaringen af en tavs, bortvendt, urokkelig Gud, der glimrede ved sit fravær. Er det så bare din egen skyld, fordi du ikke var lige så vedholdende som denne kanaanæiske kvinde? Se, det er absolut en af denne beretnings nærliggende faldgruber, at det hele så ender med at blive min egen skyld, fordi jeg ikke troede nok, bad nok, håbede nok. 2

3 Men ender vi der, ender vi på bunden af et dybt mørkt hul, hvor vi ikke har andet end vores egen stålsatte tro at håbe på men i bunden af det hul møder vi ingen kristendom for den kristne tro er ikke et løfte om, at vi altid i livet får det som vi vil men det er et løfte om, at dét dyb og dét mørke findes ikke, hvor Gud ikke selv er sammen med os. Kampen, den kommer vi ikke uden om. Tvivlen, om det nytter, den kommer vi ikke uden om. Som Jakob i det gamle Testamente i nattens mørke kæmpede med Gud selv eller Guds engel som Jakob desperat skreg sit: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig, som Jakob den nat fik et slag på hoften, der gjorde, at han måtte halte resten af sit liv. Sådan må du og jeg til stadighed kæmpe for at fravriste livet fylde og mening kan være den kamp giver os mærker og ar på sjæl og krop kan være nogen af os må humpe os igennem resten af livet, men I så fald er vi i godt selskab. I så fald har vi, selv om vi ikke fik det, som vi ville, lov at tro, at vi ikke er Gudsforladte, men fulgt af ham, som skønt uretfærdigt dømt - selv endte sit liv på et kors mellem to røvere. Men nu tilbage til, hvorfor jeg elsker denne beretning om mødet mellem den stædige fremmede mor og Jesus. Denne den eneste beretning i hele det nye testamente, hvor Jesus så at sige taber en diskussion og er den, der bliver sat til vægs. For selv om nogle af mine gode præstekolleger ikke kan ha, at den evige, almægtige, uforanderlige Gud sådan kan påvirkes af lidt menneskeligt plageri, selv om de synes, at Gud bliver sådan en vakkelvorn størrelse, der ikke ved, hvad han selv mener og synes; en Gud der tager fejl og skifter mening. Så elsker jeg netop denne beretning, fordi den for mig rummer løftet og håbet om, at Gud i sin kærlighed NETOP er en Gud, der lader sig bevæge og flytte og forandre. Gud er ingen urokkelig kold hård stenstøtte, der med konsekvenspædagogikkens lærebog i hånden uden vaklen lige meget hvad står fast lige til dommedag. For uanset hvor rigtigt billedet af Gud som det klippefaste fundament og den urokkelige kærlighed kan være, så kan dette billede ikke stå alene. Billedet af kilden må med. Og her er det jeg i dagens evangelium ser Jesus som en kilde af kærlighed, der pludselig finder en ny åbning, en ny vej, hvor det livgivende klare læskende kildevand frit kan strømme og skabe liv på steder, hvor ingen havde drømt om, at liv kan eksistere. På engelsk hedder det at blive forelsket; to fall in love på en eller anden måde falder Jesus for denne insisterende mor Jesus snubler på en måde lige ned i sin egen kærligheds kilde og opdager, at kærligheden er langt større end de 3

4 normer og meninger og grupperinger og grænser, som han selv er et barn af i sin egen tid. Akkurat som alle forældre er snublet over vores egen benhårde konsekvenspædagogik, har givet efter, fordi kærligheden og medfølelsen med barnet er større end det, som barnet rettelig har fortjent, hvis det kun skulle gå konsekvent retfærdigt efter bogen. Og Jesu afvisninger er jo helt efter bogen de stemmer på en prik med alt, hvad Jesus har hørt og lært i synagogen læs selv hele Det gamle Testamente det går som en rød tråd jøderne mod filistrene, jøderne mod kanaanæerne jøderne mod de fremmede/hundene en benhård opdeling i dem og os indenfor og udenfor. Derfor er der også meget mere på spil end en mor og helbredelsen af hendes syge datter i dagens evangelium. Der er et gudsbillede på spil Gud som den, der kan bevæges og røres Gud som den, der sætter en regnbue på himlen, fordi en sådan syndflod vil han aldrig i livet sende igen. En Gud, der ser, hvordan alle vi Adam er og Eva er igen og igen vil selv Gud som ser, hvilke håbløse tilfælde vi mennesker er, uanset hvor mange muligheder han har skænket os en Gud, der ikke opgiver os, i stedet bliver han selv et menneske. Starter så at sige helt forfra, for at vise os, hvad det var han først havde tænkt sig for at vise os, at størst af alt er kærligheden. For Gud har tabt sit hjerte ikke blot til sit eget udvalgte folk men viser dagens evangelium også til hunde som dig og mig. Derfor er din og min frelse på spil i dette møde. For hvis Jesus ikke kommer til verden, hvis han ikke dør og opstår for andre end sine egne hvad gør du og jeg så her? Vi, der med dagens sprogbrug ikke er andet end hunde. Jesu møde med den kanaanæiske kvinde er som en væltet Berlinmur det er et benspænd mod vores dem-og-os-tænkning. Det er en understregning af, at du og jeg og den fremmede alle er i samme båd. For dybest set har ingen af os noget at komme efter dybest set vil al den konsekvenspædagogik og krænkede retsfølelse, vi altid taler om og kræver den vil bare ende med, at du og jeg står foran en hermetisk lukket dør til Guds rige. Men takket være denne fremmede kvinde, må jeg tro, at jeg også hører med, døren er også åbnet for sådan en som mig. 4

5 Måske jeg særligt holder af denne beretning netop i disse uger, hvor vi, lige siden det første skud blev løsnet inde foran Krudttønden så at sige har stået på kanten af en krudttønde. Et samfund, hvor opdelingen i dem og os heldigvis kan brydes af en fredsring skabt af jøder, muslimer og kristne inde på Rådhuspladsen men hvor dem-ogos-tænkningen alligevel har ramt os alle som en mental virus i centralnervesystemet. Folk må tegne alle de hunde de vil, jeg vil til enhver tid kæmpe for, at også dén ytring har de ret til. Men jeg tror ikke, det gør noget godt for vores evne til at lade kærlighedens kilde flyde frit, hvis vi bygger den slags forhånelsens og spottens og latterliggørelsens berlinmure op mellem os og dem. Med Jesu omvendelse og helbredelse af kvindens syge datter bør hundenes tid være forbi og menneskebørnenes tid begynde. For vi er alle skabt til at være Guds børn, skabt til at leve af hans grænseløse kærlighed og tilgivelse skabt til at leve som brødre og søstre i den verden, Gud selv har lagt i vores tomme hænder. For sådan er det jøde, muslim eller kristen dybest set har ingen af os noget at komme efter, hvis Gud kun skulle vise sig som en konsekvent retfærdig og urokkelig Gud. Alle som én lever vi af, at Gud snubler over sin egen kærlighed, og lader sit gode hjerte løbe af med sig og åbner døren for dig og mig og dem og os uden forskel. Tænk, hvis vi turde række hånden frem mod den fremmede og begynde at danne en fredsring baseret på tillid og åbenhed. Tænk, hvis vi sammen begyndte at bede: Din vilje ske, Gud. Amen. 5