Af Robert Landeværn Ryholt, Tidehverv, 2007, nr. 8, oktober, s

Transkript

1 Af Robert Landeværn Ryholt, Tidehverv, 2007, nr. 8, oktober, s Ellen Wulff - specialist i arabisk sprog og kordegn ved Søllerød kirke - har oversat Koranen, muslimernes hellige skrift, til dansk. Et fint og forståeligt dansk. Og det er godt og tiltrængt. I alt for mange år har vi ukyndige i arabisk været henvist til A. S. Madsens gamle koran-udgivelse på arabisk med dansk parallel-oversættelse. Overforsynet med forklaringer og kuriøse tolkninger i fodnoterne. Nu står Koranens ord for sig selv at læse for enhver. Ydermere er den forsynet med et (ikke helt fyldestgørende) register, således at du kan slå koraniske ytringer op om fx afguder, bøn, dommedag, helvede (mange henvisninger!), Koranen, Treenigheden o.s.v. Det følgende er umiddelbart plukkede læsefrugter. Først lidt om trusler og utryghed Under læsning af Ayaan Hirsi Alis biografi blev det tydeligt, at hun beskriver en trusselskultur, hvor respekt og en ønsket social adfærd alene opnås ved hjælp af vold eller trusler om samme. Hendes historie er en beretning om en opvækst under trusler og vold, motiveret gang på gang religiøst med henvisning til Islam. Men hvorfor det?, tænkte jeg. Ved at læse Koranen kommer vi givetvis nærmere et svar. Ikke at Ayaan Hirsi Alis mor og mormor og øvrige familie var flittige koranlæsere, for det var de ikke. Der overgik Ayaan dem adskilligt i sin tid i det muslimske broderskab, hvor man netop søgte til kilden for den rene islam: Koranen. Men Koranen er fra ende til anden et forrådskammer af trusler om guddommelig vold og pine. Vold her på jord og evig, ubønhørlig, altomfattende pine i det hinsidige. Hvis det behager Allah. Jo vist! Det hedder hyppigt, at Allah er nådig og barmhjertig. Således omtales han i 112 ud af 114 suraer i Koranen. Og ikke et tilfældigt sted, men øverst som indledning til suraerne. Men hvorledes skal så Allahs "yndest og gode vilje" forstås? 1 / 6

2 Ja, her må enhver koran-læser komme i tvivl! Stik modsat Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, om hvem det hedder, at "Han således elskede verden, at Han gav sin Søn, den Enbårne", så afviser Allah at lade sig tage for givet. Han stikker gerne løfter ud, men afviser at lade sig forpligte af dem. Han steder ud i usikkerhed, utryghed og angst. Han siger "hvis" og "måske"... Jovist! Allah tilgiver... hvis han vil. (Sura 4,116) Jovist! Frygt Allah. Måske vil det gå jer godt (Sura 3,200)... Måske... Og så fremdeles. Allah lader sig ikke forpligte, end ikke af sig selv. Allah er jo ikke Kærlighed. Så de trofaste muslimer er stedt ud i angst og usikkerhed om Allahs nåde og frelse. Her kan vi andre til gengæld ånde lettet op, for så ilde lader Allah os ikke ligge. Vi får klar besked: Enhver, der forkaster Muhammeds lære om Allah og dommedag, får nemlig skrevet et evigt skøde i det ulykkelige hvilested: Helvedes ild. Det er et punkt, hvor Allah og Muhammed ikke vil lade nogen i fjerneste tvivl; et punkt, hvor Allah ikke har tænkt sig at renoncere. Og det vil jo sige: frelsen er usikker, men fortabelsen, den står fast. Så vidt så skidt. For hvordan kunne glæde sig over frelsen, hvis du inderst inde frygter fortabelsen? Og hvordan ikke flygte for fortabelse, når du hele tiden trues med den? Bibelhistorie og koran I forordet til "Koranen" forklarer Ellen Wulff, at denne bog er "Islams hellige skrift", og at "disse ord, teksten, betragtes af muslimer som ukrænkelige." Koranens ord "fremstår som Guds ord." Koranen her på jord er så at sige en kopi af det himmelske skrift, Skriftens Moder (Sura 13,39), som Muhammed fik hvisket i sit øre. 2 / 6

3 Ellen Wulff understreger også, at hendes oversættelse strengt taget ikke er nogen Koran, da denne blev åbenbaret på arabisk og derfor også bør overleveres på dette sprog. Intet pinseunder her! Eller rettere: det "pinseunder", som på madrassa'er i øst og vest, syd og nord med djævelens vold og magt skal presses ned over muslimer i alle folkeslag er, at de skal lære arabisk. Ellers formodes de åbenbart ikke at kunne forstå, hvad Allah og Muhammed siger i det hinsidige. Så Ellen Wulffs koran er ingen Koran med stort K. For her står næsten alle ord på dansk. Når vi ser bort fra ord som netop "Koran", "sura" (= kapitel i Koranen) og transkriptioner af kapitlernes arabiske navne, så står alt på dansk. Alt er oversat. Når du fx i registeret vil slå Abraham op, eller Isak, Jakob, Moses, Jesus, finder du kun med mindre typer Ibrahim, Ishaq, Yakub, Musa, Isa, men i selve koran-teksten står de navne, vi ellers kender så godt fra Bibelens beretninger og stillet på spidsen slå op under Allah i registeret, og der står: "Se: Gud". Derfor: Når alt godt er sagt om Ellen Wulffs oversættelsesarbejde, og vi tilstrækkelig længe har udtrykt vor taknemmelighed over det rent sprogligt fine arbejdsredskab, som hun har skænket os, så står tilbage, at hun samtidig ved sine oversættelsesvalg styrker den overfladiske opfattelse, at Koranens Allah og Bibelens Gud er den ene og samme. At Koranen åbenbart kender til en "Jesus", "Moses", "Jakob", "Isak" og "Abraham" gør det jo nærliggende at tro, at der er tale om de samme velkendte bibelske personer, som så at sige befolker vor tros univers. Men for kristne er "Gud" et egennavn, som vi forbinder med Gud Herren, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, Israels Gud, med Jesu Kristi Fader. Kirken vil kun kende Gud i krybben og på korset. Altså via Guds Søn, Jesus Kristus. Derfor bør vi også bruge konsekvent Isa om den "Jesus", Koranen taler om, Ibrahim om den koraniske "Abraham" o.s.v. For skønt stjålet fra Bibelen er tyvekosterne ikke længere, hvad de var. Koranen annekterer bibelhistorien og forårsager dermed også en væsens-forvandling af personerne, begivenhederne, stederne og tiderne. Anneksionen gør, at "bibel-ranet" bliver islamisk og ophører at være vores. Der er derfor heller ikke tale om "fælles gods"... 3 / 6

4 Eksempel: Da Ibrahim får besøg af englene (jf. 1. Mosebog 18), bliver ham forkyndt det glade budskab om en søn. Så vidt så godt, men hvor Moses beretter om Isak, loves Ibrahim med Ismael en kløgtig dreng (Sura 15, 53), modsat Isak, der forbindes med glæde og latter (note til 1. Mosebog 17,19 og 21,5-6 i henholdsvis Gl. og Ny oversættelse). Ismael bliver ifølge Koranen stamfader til araberne. Ismael er en kløgtig, ikke en glad dreng. Trist: Ismael må forsøge at regne den ud, for han kan ikke regne med sin gud. Talrige bibelske historier strejfes i Koranen, men aldrig med henblik på at fortælle den gode historie, men tværtimod for at destruere den. Altid lader Koranen de ellers velkendte bibelske personer docere med Koranens upersonlige, upåvirkelige trancerøst. Docere islam. Fordi Ibrahim, Ishaq, Yakub, Musa og også Isa er muslimer; fremtrædende profeter, som kun overgås af "profeternes segl", Muhammed selv. Sandheden tro kan vi ikke tale om et Abrahams hus, beboet af jøder, kristne og muslimer. Tværtimod må vi erkende det nødvendige og det frugtbare i at se på de afgørende forskelle i stedet for altid at skulle bekræfte og anerkende som velkendt, hvad vi vitterligt intet har til overs for; hvad tværtimod har forvansket og lagt øde en smuk og frugtbar vingård. Til slut lidt om Allahs trang til tortur, om hans alvidenhed og om Jesu Kristi Fader. Ps. 139 i Gammel Testamente gør det klart, at Bibelens Gud er nær, og at Han har et øje på hver finger. Gud ved og kender alle ting, men til hvilket formål bruger Han sin viden? Det vender vi tilbage til, men her skal det understreges, at skønt vi kan finde passager i Bibelen her og der, som tematiserer Guds alvidenhed og forsyn, så er det ikke uden grund, at vi særligt tænker på Ps. 139: den er det primære og vældigste vidnesbyrd derom. Bibelen har blot også så meget andet og mere at fortælle om Gud. Derimod synes Koranens gud Allah at have som sit foretrukne emne at pukke på sin alvidenhed: "Allah hører alt og ved alt", "Allah overser intet af hvad du gør", "Intet af blot et støvgrans vægt undslipper din Herres opmærksomhed" o.s.v., o.s.v. Referencer til Allahs "Big Brother"-tilbøjelighed er overflødige: de er overalt! 4 / 6

5 Så Allah ved besked, og det gør han med det formål at dømme os på "opstandelsens dag", som jo er den foretrukne koraniske eufemisme for dommedag. Og som det hedder her med rytmisk "tilbagevendelse" "Allah er hurtig til at gøre regnskab"... "Og han er streng til at straffe" (Sura 2,196 og utallige andre). Når i Koranen Allah ikke bedyrer sin altgennemsyrende indsigt i selv vore skjulteste tanker, er der gode chancer for, at han er i færd med at give dig udpenslet indsigt i, hvorledes han vil straffe dit hovmod, din afgudsdyrkelse, din blasfemi o.s.v. Udtryk som "pinefuld straf' og "Helvedes ild" er blandt de hyppigst forekommende. Og til sin trofaste siger han: "Gid du kunne se, når de, som handler uret, er i dødens favntag!" (Sura 6,30.93) For foreløbig er det kun Allah, der mæsker sig i dette syn. Men da andres ulykke ikke er at foragte, stiller Allah sine trofaste to fællesskaber i udsigt: deres og de andres. "Gid", siger Allah, for han kan næsten ikke vente... Hvor vi synger om at rejse til "vort fædreland" og "med venner i lys at tale", taler Koranen hyppigt om fællesskab med udtrykket "i samlet flok", og hermed menes skaren af ulyksalige, der skal fortæres af evig ild med stadig sadistisk fornyelse af deres brændte hud og med indtagelse af kogende drikke. Alt imens Allah og de saliges klub fra de svale lunde kan pege fingre og fornøje sig med synet. "Gid!" Men Ps. 139's Gud synes at vide endnu bedre besked med mennesket, end selv Allah. For Allahs indsigt regner stadig væk med "et støvgrans vægt", mens Ps. 139's Gud omslutter tanken og hjertet, førend tanken er tænkt. Derfor kan også denne salme virke tyngende på læseren. Klaustrofobisk og så alligevel ikke! Heller ikke på David, når han skal gøre det op. For nok synes hånden tung, men den hviler dog trygt! Ps. 139 forstås jo først i lyset af Kristus: Gud i vuggen, Gud på korset. Hvordan kan Gud være os nærmere?! Endelig: I Johannes' første brev 3,20 hører vi også om en dommedag og om Guds alvidenhed: "da kan vi for Hans åsyn stille vort hjerte tilfreds, hvad end vort hjerte måtte fordømme os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt." Vi bør alt andet lige være Ellen Wulff dybt taknemmelige for, at hun har gjort Koranen mere tilgængelig for både kristne og muslimer! Koranens ord, Allahs og Muhammeds kolde og lunefulde tale, kan nu læses frit og ubesværet af enhver. 5 / 6

6 Det kan da kun rive sjæle ud af Allahs hånd! Det kan da kun få enhver kristen til at glæde sig over Guds yndest og gode vilje. 6 / 6