FØRSTEBRUGER-PRINCIPPET OVERORDNET INTRODUKTION

Transkript

1 FØRSTEBRUGER-PRINCIPPET OVERORDNET INTRODUKTION Det bærende hensyn bag det gældende førstebruger-princip er, at det strider mod god skik at bemægtige sig en andens brugte mærke ved at komme denne i forkøbet med registrering. Der henvises til varemærkelovens (vml) 3, stk. 1, nr. 2, og 15, stk. 4, nr. 2 og markedsføringslovens (mfl) 1 og 18. Det grundliggende spørgsmål er derfor, om dette legitime hensyn ligeså vel eller måske endda mere hensigtsmæssigt kan varetages via markedsføringslovens regler, og om tiden nu er kommet til at ændre reglerne til fordel for et princip, der giver øget retssikkerhed, herunder også eliminerer eksisterende fortolkningstvivl og tilgodeser harmoniseringshensyn. Det skal i den forbindelse særligt tages i betragtning, at internettets søgemuligheder i dag i praksis ofte vil give førstebrugeren en betryggende bevismæssig position herunder også i forhold til direktivets ondtro bestemmelse. Væsentligt for vurderingen er selvsagt hvad der sættes i stedet om stiftelse af varemærkeret kun skal kunne ske ved registrering, eller om der kan findes en redefinition af kravene til retsstiftende brug gennem krav om indarbejdelse. Da indarbejdelse ikke er et entydigt begreb, er begrebsfastlæggelsen af indarbejdelse i denne kontekst afgørende. Konsekvensen for andre kendetegn skal tænkes ind for at skabe balance. For ændring Lovgivning uændret siden 1936 samfundsudvikling Mod ændring Let og formløs adgang til stiftelse af varemærkeret Danmark går enegang i EU harmoniseringsbehov af lovgivning/den brede kendetegnsbeskyttelse Behov for større retssikkerhed: - nemmere og bedre rettighedsclearing - eliminering af fortolkningstvivl hvad er retsstiftende brug/ her i landet og varighed af rettighed ved ophør af brug Større klarhed mellem varemærkeloven og markedsføringsloven illoyalitet, mfl 1 og 18 En vis grad af forudsigelighed ved konflikter, der involverer brugsbaserede rettigheder. Allerede tilstrækkelig gennemsigtighed - Internettet har medført bedre muligheder for at afdække uregistrerede rettigheder og globalisering betyder generelt større viden og indsigt i de relevante markeder/markedsaktører - Vanskeligere at hævde at man ikke kender aktører med uregistrerede rettigheder Risiko for øget tendens til, at 3. mand lader registrere et allerede ibrugtaget varemærke/kendetegn bevisbyrde. Ond tro bestemmelsen i varemærkedirektivet giver tilstrækkelig beskyttelse. Der kan med indarbejdelse som betingelse for retsstiftelse etableres en pragmatisk løsning mellem retsstiftelse ved registrering og ved ren brug, på linje med en lang række lande, herunder SE, DE, NO og FI. Betyder ikke at der nødvendigvis skal stilles krav om indarbejdelse (bortset fra usærprægede navne) for virksomhedsnavne registreret i CVR, der udgør hovedparten af virksomhederne, eftersom de er søgbare. Risiko for flere sager om hvad der kræves af bevis for at dokumentere indarbejdelse, eftersom dette er et mere kvalificeret begreb end brug. Virksomheder med ringe kendskab til IPR vil opleve, at betingelserne for opstart og drift af virksomhed særlig i starten bliver vanskeligere.

2 Sammendrag fra notat, førstebrugerprincippet DK går stort set enegang i EU i anerkendelsen af førstebrugerprincippet. De lande, som vi normalt sammenligner os med, stiller krav om, at et varemærke skal være indarbejdet, for at en brugsbaseret ret kan anses for stiftet. Harmoniseringshensyn kan således tale for, at den nugældende retsstilling ændres. Med den nugældende retsstilling kan det være vanskeligt at afdække, hvilke rettigheder en virksomhed bør iagttage, inden et nyt kendetegn tages i brug. Retssikkerhedsmæssige hensyn kan således tale for, at førstebrugerprincippet i forhold til stiftelsen af varemærkerettigheder afskaffes og erstattes af et krav om indarbejdelse. Begrebet indarbejdelse fortolkes forskelligt i forskellige situationer. Det afgørende for forståelsen af kravet om indarbejdelse er således de hensyn, der ligger til grund for kravet, dvs. den sammenhæng hvori begrebet anvendes. Dette bør også gælde i forhold til indarbejdelse som krav for retsstiftelse, idet hensynet primært bør være, at konkurrenter inden for branchen, som har et rimeligt branchekendskab, har haft en rimelig mulighed for at stifte bekendtskab med brugen af varemærket. Den nuværende ordning for brugsbaserede rettigheder har eksisteret i uændret form siden 1936, hvilket i sig selv kan tale for, at systemet bør bibeholdes. Den nugældende lovgivning giver en nem og uformel adgang til at stifte ret. 1. Er der behov for at harmonisere lovgivningen på dette område? 2. Vil en ændring skabe en større retssikkerhed? 3. Er indarbejdelse som defineret ovenfor det rette krav, eller skal kravet defineres på en anden måde? 4. Er der behov for større klarhed mellem markedsføringsloven og varemærkeloven, herunder grænsefladerne? 5. Vil en ændring skabe en større retssikkerhed? - Hvilken betydning har a. søgemulighederne på internettet, b. domænenavne, c. usikkerheden om fortolkningen af heri landet og af hvornår brugsbaserede rettigheder ophører med at nyde beskyttelse? d. den gennemsigtighed, som er formålet med et krav om indarbejdelse? 6. Er indarbejdelse, som defineret i dette notat, det rette krav, eller skal kravet defineres på en anden måde? Hvad skal der lægges vægt på i forarbejderne til en ny lov? 7. Hvordan vurderes risikoen for nye sagstyper/ varemærketyveri og muligheden for at imødegå illoyalitet og ond tro gennem markedsføringslovens bestemmelser og ond tros bestemmelsen i varemærkedirektivet? 8. Vil et samarbejde mellem Erhvervsstyrelsen og DK-Hostmaster i forbindelse med virksomhedsregistrering og registrering af domænenavn kunne bidrage til at også mindre virksomheder bliver bedre oplyst tidligt i forløbet og kan tage relevante tiltag og forholdsregler? 9. Andet???

3 NATURLIGE VAREMÆRKER OVERORDNET INTRODUKTION Det herskende princip om at anse virksomhedsnavne som naturlige varemærker med beskyttelse uden registrering daterer sig tilbage til den første varemærkelov fra I 1958 betænkningen angives, at naturlige varemærker til dels kræver brug som varemærker, men også at ideelle interesser kan betinge beskyttelse. I dag tager vml 14, nr. 4 endvidere ikke højde for de senere tilkomne ændringer i virksomhedslovgivningen, nemlig at kun de registreringspligtige virksomheder stifter navneret ved registrering hos Erhvervsstyrelsen, at der ikke foretages prøvelse til fastlæggelse af eneretten, og at der kun angives overordnede brancher (branchekoder), ligesom der heller ikke gælder brugspligt for virksomhedsnavne. Endelig fastslår Céline-dommen, at der er en grundlæggende forskel på navne og varemærker. Det grundliggende spørgsmål er derfor, om tiden er kommet til at rette op på disse forhold. Dette kan ske ved at slette vml 14, nr. 4 og bibeholde vml 15, stk. 4, nr. 2 om varemærkestiftelse ved brug. Væsentligt for vurderingen er selvsagt, at der ikke fremadrettet opstår fortolkningstvivl om forholdet mellem virksomhedsnavne og varemærker. Dette kan endvidere sikres gennem en ny bestemmelse i vml om, at beskyttelsen vil omfatte alle virksomhedsnavne, uanset om der er tale om en registreringspligtig virksomhed eller ej, men samtidig således, at beskyttelsen i forhold til varemærker kun knytter sig til brugen af navnet som kendetegn for specifikke varer eller tjenesteydelser. Dernæst forudsættes det præciseret, at helt uregistrerede virksomhedsnavne, der ikke er søgbare i et offentligt register, til beskyttelse som kendetegn kræver indarbejdelse, og endelig at der indføres en udvidet beskyttelse i tilfælde af velkendthed. For ændring Retstilstanden har ændret sig med Céline-dommen. Der skelnes klart mellem navnerettigheder og varemærker. Virksomhedsnavne beskyttes ikke længere automatisk, da kun virksomheder, der er registreringspligtige opnår beskyttelse ved registrering af navnet. Harmonisering ift. Norge og Sverige Mod ændring I dag umiddelbar bred /generel beskyttelse ved opnåelse af navneret, bl.a. pga. manglende krav om brug/brugspligt og brede brancheafgrænsninger. Forholdet mellem markedsføringsloven og varemærkeloven kan blive uklar, hvis ikke varemærkeloven anses som hovedloven ift. den kendetegnsretlige beskyttelse (i modsætning til beskyttelse mod illoyalitet eller ond tro). Navnebeskyttelsen er ikke harmoniseret i EU er der behov for at harmonisere med Norge og Sverige? Behov for større klarhed: - Behov for adskillelse af ideelle og offentligretlige interesser fra konkurrenceretlige interesser - Krav om brug adresserer spørgsmålet om brugspligt for virksomhedsnavne, herunder binavne - Rettighedsafgrænsning bliver tydeligere (hvilke varer og tjenesteydelser omfatter retten) - Kan bidrage til øget konsistens i retspraksis Mulighed for genintroduktion af lokale rettigheder Afgrænsning af de lokale rettigheder kan vise sig vanskelig, med risiko for flere tvister til følge.

4 Sammendrag fra notat: Naturlige varemærker Celine-dommen skaber en klar adskillelse mellem navnerettigheder og varemærker, og varemærkeloven bør afspejle dette forhold. Et virksomhedsnavn kan alene krænke et varemærke, såfremt det har været anvendt i relation til varer eller tjenesteydelser. Beskyttelsen af virksomhedsnavne må følge samme princip. Et bærende hensyn bag de registrerede varemærkers forhold til andre rettigheder bør være, at rettigheden er søgbar eller har været anvendt på en måde, der gør det muligt at gøre sig bekendt hermed. Virksomhedsnavne registreres i CVR, der er søgbar. Når et virksomhedsnavn er registreret i CVR, bør der således ikke stilles vidtgående krav til brugen, for at anse en kendetegnsret for stiftet med virkning for et registreret varemærke. Velkendte virksomhedsnavne bør beskyttes på samme betingelser, som de der gælder for beskyttelsen af velkendte varemærker. Bestemmelser om lokale rettigheder kan (gen-)introduceres i loven for dels at skabe balance mellem varemærkebeskyttelsen og beskyttelsen af andre kendetegn, og dels tage højde for de udfordringer, som de brugsbaserede rettigheder allerede i dag har i forhold til Rigsfællesskabet. 1. Bør registreringen af et virksomhedsnavn i CVR kombineret med faktisk brug være de bærende krav for beskyttelsen af virksomhedsnavne over for registrerede varemærker? Eller skal kravet på linje med det foreslåede krav for varemærker være indarbejdelse? 2. Er det en fordel at harmonisere med de principper, der anvendes i Norge og Sverige? 3. Bør der gælder særlige regler for lokale rettigheder?

5 Sammendrag fra notatet: Personnavne Personnavne beskyttes efter navneloven, når der er mindre end 2000 navnebærere. Efter styrelsens praksis beskyttes dog alene navne med færre end 30 navnebærere. Der er et vist behov for at beskytte personnavne, når et varemærke vil henvise til en bestemt person. Tilsvarende gør sig gældende for portrætter. Skal beskyttelsen af personnavne i forhold til varemærker i udgangspunktet følge navneloven fremfor den mere vilkårligt fastsatte grænse på 30 navnebærere?

6 Sammendrag fra notatet: Navne på fast ejendom Det er uklart, hvilket hensyn der ligger til grund for beskyttelsen af navne på og afbildninger af fast ejendom. Såfremt det er ejendomsnavnes karakter af naturlige varemærker, der anses for beskyttelsesværdigt, bør retsstiftelsen og beskyttelsen være den samme for disse navne som for andre varemærker. Er det eventuelle ideelle og personlige interesser, der skal anses for varetaget ved beskyttelsen af ejendomsnavne, bør en vis snæver beskyttelse, der ikke er afhængig af ejendomsnavnets registrering som varemærke eller brug (indarbejdelse), bibeholdes. En sådan tilgang kan dog gøre det vanskeligt at fastslå, hvornår en sådan rettighed opstår. Den svingende praksis og de særlige interesser, der i retspraksis er lagt til grund for denne type navne, fører til, at der formentlig må skabes en forholdsvis fleksibel bestemmelse, dog således, at det gøres mere klart, at det afgørende for vurderingen er, hvorledes omsætningskredsen for det omhandlede varemærke opfatter dette. Beskyttelsen bør afgrænses til danske ejendomme. Skal navne på og afbildninger af udenlandske ejendomme fortsat beskyttes? Hvis ja hvorfor? Hvilke hensyn bør være de bærende for beskyttelsen af ejendomsnavne? Ideelle/personlige interesser? Eller er de blot forretningskendetegn som alle andre?