Hvilke barrierer er der i styringsmodellen i forhold til at se på anbragte børn og unges læring?

Transkript

1 Hvilke barrierer er der i styringsmodellen i forhold til at se på anbragte børn og unges læring? Projekt Styrket Indsats arbejder for at sikre anbragte børn og unges muligheder for læring. Projektet er finansieret af Egmont Fonden og arbejder med udgangspunkt i metoden Positiv Afvigelse sammen med 14 døgntilbud om at udfordre praksis. På Velfærdens Innovationsdag 2016 inviterede Børne- og Kulturchefforeningen, Projekt Styrket Indsats og Egmont Fonden meningsdannere og beslutningstagere til en debat om, hvordan styringsmodellen hhv. understøtter og modarbejder positiv praksis, så anbragte børn kan få de samme muligheder for læring og udfoldelse som deres jævnaldrende. Her opsummeres de temaer og barrierer, som deltagerne for styringsniveauet debatterede. Debattørerne var særligt inviterede og repræsenterer en bred vifte af interesser på området. Deltagerne var således repræsentanter fra medlemsforeninger for private og offentlige døgntilbud, fra et børneperspektiv, kommunale ledelsesrepræsentanter, fra fagbevægelsen, fra fritidsområdet, embedsmænd fra hhv. Social- og Undervisningsministeriet og forskningseksperter. Debatten tog udgangspunkt i to dilemmaer præsenteret af hhv. Egmont Fonden og Børne- og Kulturchefforeningen: Giver vi de anbragte børn og unge de nødvendige forudsætninger for at uddanne sig? Hvad er incitamenterne til at bevæge sig fra det specialiserede område og til almenområdet, når der udarbejdes handleplaner for de anbragte børn og unge? På baggrund af debatten udkrystalliserede sig fire overordnede temaer og barrierer. Tema 1 De mange og svære snitflader Det blev tydeligt, at siloopdelinger fortsat præger feltet. Faggrupper og forvaltninger arbejder adskilt og interagerer kun i nogen grad på tværs. Her centrede debatten sig omkring manglen på fælles mål som medvirkende til en manglende rød tråd i indsatserne. De forskellige interessenter kan have forskellige mål og fokusområder for børnene, 1

2 hvilket i praksis begrænser indfrielsen af den helhedsorienterede indsats. Den manglende kommunikationen og fordomme mellem døgntilbud og skole blev også debatteret af styringsniveauet, og det er et emne, som Projekt Styrket Indsats kan genkende fra de afholdte workshops med pædagoger og lærere fra de 14 døgntilbud. Et symptom på siloopdelingen er, at skole- og socialtilsynene er adskilte. Tilsynene er ikke formelt koblet sammen, og det kan skabe udfordringer for den helhedsorienterede indsats for barnet. Så hvordan sikrer vi, at de forskellige parter kan mødes om et bord og skabe en sammenhængende plan og et meningsfuldt forløb for barnet, og hvem tager teten og inviterer til disse fælles møder? Der er et stort fokus på børnenes læring, men læringsmålene skal på nuværende tidspunkt ikke indgå i kommunens handleplaner. Som handleplanen ser ud i dag, er den altså ikke medvirkende til at bygge bro til læringsaspektet. Handleplanen skaber derfor ikke den nødvendige platform for, at parterne mødes og skaber en sammenhængende indsats. Samtidig kan pengestrømmen danne en barriere. Pengestrømmen kan påvirke incitamenterne for barnets deltagelsesmuligheder i det almene område, og det er vi nødt til at adressere, hvis mindst indgribende indsats skal implementeres i praksis. Incitamenterne kan potentielt modarbejde overgangen fra special- til almenområdet og fastholde de unge i systemet. En barriere, der har udslag på begge områder. I nogle tilfælde kan skellet også betyde, at vi slås om, hvem der skal betale f.eks. for en forsinket skolegang i stedet for at sikre barnets ret til skolegang. Vi kan dog aldrig nedrive siloerne og undgå snitfladerne. Skellene vil altid være der, fordi indsatserne omkring et anbragt barn rummer et helt liv, så der vil være snitflader uanset, hvordan vi definerer opgaven. Det bliver derfor nødvendigt, at vi olierer skellene mellem disse siloer og skaber fleksibilitet og kontinuerlig kontakt på tværs af livsaspekterne. Udfordringen bliver, hvordan vi skaber en rød tråd og et fælles narrativ om det enkelte barn på tværs. Tema 2 At være udenfor fællesskabet Vores nuværende normalitetsbegreb på samfundsniveau kan være en barriere. Begreberne normalitet, almenområde, specialområde og inklusion er med til at definere, hvem der falder udenfor rammen, og fokus bliver ofte på barnet og på, hvordan vi støtter barnet i 2

3 tilpasningen til rammerne. Men vi bør også arbejde med, hvordan rammerne kan tilpasses barnet. Sådan kan begreber, såsom inklusion og inklusionsbørn, ende med at få en modsat effekt af, hvad de har til hensigt. Når vi taler om inklusionsbørn, så ekskluderes børnene automatisk fra fællesskabet, og de bliver udenforstående individer, som skal indføres i en eksisterende ramme. Forældre til andre børn kan f.eks. modarbejde modtagelsen af flere inklusionsbørn i deres børns klasser. Vi skal stille ambitiøse krav til børnene, men vi skal også give plads. Inklusion kan netop betyde, at man ved, hvilke krav man bør stille, og hvilke hensyn man skal tage. At lytte til børnene og tage deres virkelighed alvorligt bliver her centralt. Den eksisterende eksamensform blev i debatten fremstillet som eksempel på firkantede rammer, der kan ekskludere unødvendigt. Kan vi arbejde med en mere fleksibel eksamensstruktur, så de unge kan tage eksamener løbende og dermed gøre den samlede opgave mere overskuelig? Også døgntilbuddene og civilsamfundet har et ansvar for at skabe rummeligheden i fællesskaberne. Døgntilbuddene skal række mere ud i civilsamfundet, end det sker i dag. Det kan være ved, at en socialpædagog tager med et barn til fodbold i den lokale forening, så barnet får mulighed for at dyrke det lokale fællesskab. Men også ved at invitere civilsamfundet ind på specialområdet og bygge bro. Samtidig skal vi også stille krav til lokalsamfundet. Skolekammeraternes forældre, naboer og andre aktører i civilsamfundet kan ligeledes skabe barrierer for børnenes aktive deltagelse i samfundet. Derfor skal vi arbejde med de fællesskaber, som vores børn skal være en del af. Tema 3 Den falske modsætninger mellem trivsel og læring Diskussionen af skel ledte også debatten til at fokusere på selve forståelsen af kerneopgaven, hvor leg og læring i fagprofessionelle sammenhænge kan fremstå som modsætninger. I et børneperspektiv (og et forskningsmæssigt perspektiv) er de dog to sider af samme sag og giver udslag i barnets trivsel. Det introducerer en falsk modsætning, som igen forstyrrer den helhedsorienterede indsats og den røde tråd. I debatten blev der peget på, at vi måske ikke ved nok omkring koblingen mellem læring og trivsel hvis børnene opnår en læringssucces smitter det så af på resten? 3

4 Helt overordnet kan den barriere måske opstå af et for entydigt samfundsmæssigt fokus på skole, læring og uddannelse. Hvis læring og trivsel går hånd-i-hånd, kan vi så ikke med fordel også fokusere på de anbragte børn og unges tid efter skole? Hvad med de muligheder for læring, der er mellem kl. 14 om eftermiddagen og kl. 8 næste morgen? Årsager til frafald kan tit findes uden for skoletiden. Samtidig kan vi også glemme læringsperspektivet på døgntilbuddene, særligt for de helt små på 0-6 år, hvor der til tider helt mangler læringsmål. Tema 4 Vi udnytter ikke videnspotentialerne I debatten blev det tydeligt, at der er mange gode indsatser i gang med god viden og løsninger, der virker i praksis, men at det er en udfordring at forankre og sprede projekterne. Vi skal blive bedre til at sprede og kopiere projekter, så vi kan gøre brug af hinandens erfaringer. Der er enighed om, at vi skal arbejde vidensbaseret og gøre det, som vi ved nytter. Men at sikre spredningen af den lokalt forankrede viden er en svær øvelse. For hvordan sikrer vi, at den viden, som skabes i lokale kontekster, kan kopieres og forankres i andre lokale kontekster, så vi kan lære af hinanden, og udnytte den viden, der findes? Indsatsernes omkostningsniveau blev peget på som vigtigt i forhold projekternes bæredygtighed og skalering. Men samtidig ved vi, at omkostningstunge forebyggelsesinitiativer er investeringer, der kan betale sig, hvis de rent faktisk virker (jf. bl.a. Heckman). Det var der bred enighed om, men i praksis viser det sig mere komplekst. For det er sjældent hjemmekommunen, der vil se resultatet af en succesfuld forebyggelsesinvestering, som oftest giver udslag på længere sigt og ofte skaber værdi i en anden kommune. En yderligere nuance på diskussionen om, hvorvidt pengestrømmen ikke understøtter positiv praksis. Et forslag blev at arbejde med middle-range teorier. Det betyder, at vi i praksis tester de hypoteser, vi har, og derved opnår vi konkret viden om netop en afgrænset del af praksis, som medvirker til enten at forkaste eller kvalificere teorien eller policy endnu mere. Denne tilgang kan hjælpe os på styringsniveau til at koble teori og praksis 4

5 på en ny måde, og udvide vores perspektiv fra, hvad der sker til, hvordan det sker. Hvis det vidensgrundlag, som vi på styringsniveauet arbejder ud fra, systematisk testes og revideres på og i praksis, og til gengæld responderer med ny praksisfunderet viden, øger vi muligheden for at forankre den viden i andre lokale kontekster. Så kan vi begynde at kopiere elementer af de rigtig gode projekter, og styringssystemet opnår resiliens og forbedrer sin tilpasningsevne. Afrunding Sessionen understregede emnets kompleksitet. Vi samlede mange mennesker omkring bordet med meget forskellige perspektiver og baggrunde, og flere kunne nemt have været berettiget en stol. Det vidner netop om et behov for at samarbejde på tværs, hvis vi skal styrke de anbragte børn og unges mulighed for læring. Forældre fyldte meget lidt i debatten. De blev primært nævnt som en uddelegeret forældreopgave, som døgntilbud skal være klar til at påtage sig. Det udspringer selvfølgelig også af dilemmaernes karakter. Men vi ved fra projektet, at forældrene i praksis er en samarbejdspartner, der skal passe ind imellem sektorkasserne og ofte gør samarbejdet mellem skole og døgntilbud yderligere kompliceret. Måske er det en barriere i sig selv, at forældrene fylder så lidt i diskussionen, når vi ved, at familien på godt og ondt fylder så ufatteligt meget i børnenes liv. Sessionen understregede desuden, hvor svært det kan være at bevare fokus på problemerne. Det anses som en fordel på dette felt at kunne tænke og handle hurtigt, men det udfordrer også vores mulighed for at stoppe op og reflektere over, hvorfor nogle problemer er så svære, og hvorfor børnene siger, hvad de siger. Der er en vigtig del af innovation at forstå det problem, der skal løses. Derfor udfordrer Projekt Styrket Indsats det automatiske løsningsmode ved at udfordre de forforståelser, vi har, og spørge et bredt udsnit af interessenter allervigtigst børnene hvorfor det kan være så svært for anbragte børn og unge at få folkeskolens afgangsprøve og succesfyldt overgå til en ungdomsuddannelse. I kan følge projektet og vores aktiviteter på 5