Vikingeordbog. Birka: En af vikingetidens første og største handelsbyer. Den lå lidt vest for, hvor Stockholm ligger i dag.

Transkript

1 Vikingeordbog Bersærk: At gå bersærk = opføre sig vildt og vanvittigt. Bersærk kan betyde bar skjorte eller bjørneskind. Bersærkere var grupper af vikinger, der muligvis klædte sig i bjørneskind for at få bjørnens styrke. De havde ry for at beruse sig og gå i kamp i vildt raseri. Heraf talemåden at gå bersærk. Birka: En af vikingetidens første og største handelsbyer. Den lå lidt vest for, hvor Stockholm ligger i dag. Blæsebælg: Instrument, der pustede luft ind i smedens esse for at holde ilden i gang (se billeder på Blåmænd: Vikingernes øgenavn for blandt andet afrikanere, som de mødte på togter sydpå. Brynje: En slags rustning lavet af tusindvis af små jernringe nogle gange over ringe. Brynjen kunne veje mellem ti og tyve kilo og beskyttede imod sværdslag og strejfende pile og knive. Der var ikke mange vikinger, der brugte brynje, fordi den var meget dyr og besværlig at fremstille (se billeder på www. dafolo.dk/vilfred). Djævlefolk: I andre lande blev vikinger på krigstogt opfattet som en slags djævle, fordi de kom sejlende i skibe pyntet med djævle- eller dragehoveder. Drikkehorn: Kohorn, som blev brugt til drikkekrus. Drikkehornet kunne ikke stå af sig selv. Man måtte have det i hånden og tømme det, før man kunne lægge det fra sig (se eksempler på Esse: Det ildsted med kul, som smeden brugte i sit arbejde med at smede værktøj og våben (se billeder på 203

2 Harald Blåtand: Konge fra 958 til 987. Blev som den første danske konge kristen, da han lod sig døbe i 960. Han prøvede at indføre kristendommen i Norden, men mødte stor modstand. Hedeby: Blev grundlagt i starten af 800-tallet inderst i fjorden Slien, hvor den tyske by Haddeby ligger i dag (lige uden for Slesvig). Den var i 260 år nordens største handelsby og hørte til Danmark. Hedeby brændte ned i I dag er der museum på stedet (Wikinger museum Haithabu). Hil: Ord, som vikingerne brugte, når de hyldede deres guder. Kaupang: En af vikingetidens første og største handelsbyer. Lå lidt syd for, hvor Oslo ligger i dag. Kristen/kristendom: Nutidens mest udbredte religion herhjemme. Den spredte sig til Norden i løbet af tallet og fortrængte troen på de nordiske guder. Løggrød: Der er historier om, at man i vikingetiden kunne finde på at fylde løggrød i sårede vikinger for at finde ud af, hvor alvorlig skaden var. Hvis der var åbne sværdsår, kunne man lugte løggrøden, der trak ud gennem hullet i maven. Mjød: En sød, alkoholisk drik af gæret honning og vand, som vikingerne drak. Der skulle meget honning til at brygge mjød, og da honningen skulle samles fra vilde bier (dengang havde man ikke bistader), var mjød en finere drik end øl. Øl var mere sur og lettere at fremstille. Hverdagsøl indeholdt mindre alkohol end i dag, og man drak den tit i stedet for vand, fordi den var renere og ikke havde så mange bakterier som brøndens vand. Munke: Kristne mænd på et kloster. En munk måtte ikke gifte sig, men skulle leve simpelt og bruge tiden på sin tro og på at bede til Gud. Vikingerne kunne ikke lide munkenes tro, men ville dog gerne have fat i deres mange guld- og sølvskatte. Derfor gik de til angreb, dræbte munke og satte ild til klostre. Mørkemænd: Vikingernes øgenavn for arabere med mørk hud. Nederdrægtig: Ond/ondskabsfuld. 204

3 Nidding: En ussel person. Én, der har gjort noget forkert. Posebukser: Bukser af hør eller uld, som blev holdt oppe af et læderbælte og holdt ind mod benene af et par benviklere (lange, smalle stykker stof, der blev snoet rundt om læggene). Bukser og andet tøj blev farvet med plantefarve eller farve fra for eksempel svampe eller valnødder. Uld var bedre til at tage imod farve end hør. Parasit: Dyr eller plante, der suger energi fra andre uden at give noget igen. Ravfjord: Opdigtet bynavn, men i området vest for Ribe blev der i vikingetiden fundet store mængder rav, som man brugte til smykker. Ribe: Danmarks ældste by, som i vikingetiden havde en meget stor markedsplads. Ringdans: En dans, hvor folk tog hinanden i hænderne og dansede i ring eller i lange kæder. Russiske floder: Vikingerne (både krigere og handelsfolk) sejlede ofte ad de russiske floder for at hente varer som silke, glasperler, guld og sølv, pelsvarer og krydderier. Ræling: Øverste kant på skibets side. Skebor: En slags hulbor med en spids, skeformet ende af jern (se billede på Skindpose: Vikingerne syede ikke lommer i tøjet, men havde i stedet ting i skindposer eller små lædertasker, der kunne hænges i bæltet. Her kunne man have sin kam, nogle pilespidser, sine nøgler og terninger, lidt sølvmønter og så videre (se eksempler på Skindstøvler: Støvler og overtøj, lavet af skind og læder, var helt vandtætte, når de blev smurt med et tykt lag læderfedt (dengang fåretalg). Skæfte: Sværdets greb, der tit var pyntet med forskellige mønstre og farver. 205

4 Smed: Vikingetidens vigtigste håndværker, der ikke bare smedede sværd, økser og pilespidser, men også jernnagler til skibene og værktøj, gryder, pander og låse til hjemmet. Det var dyrt at gå til smeden, som tjente godt, men arbejdet var også hårdt og kunne tage lang tid. For eksempel var det en hel kunst at lave et godt sværd. En ren jernklinge blev for blød, og en ren stålklinge blev for hård, så den knækkede, hvis den blev bøjet. Jern og stål skulle derfor smedes sammen på særlige måder, som gjorde klingen både stærk og tilpas bøjelig. Stenkværn: To store runde sten med flade sider, der kunne knuse korn til mel. Kornene blev hældt ned i et hul i den øverste sten, og de tunge stenflader blev drejet mod hinanden, til kornet blev knust. En stenkværn kunne også være mere simpel: En stor, flad eller udhulet sten, hvor kornet blev lagt, og en mindre sten, som man brugte til at knuse kornet med (se billeder på Stenslynge: Lille våben, der kunne laves på mange måder, for eksempel en snor med et stykke skind, som stenen blev lagt på. Stridsøkse: Den økse man brugte i kamp. Der fandtes mange størrelser af stridsøkser, men de skulle ikke være tungere, end at de kunne holdes i én hånd under kamp. Økser, der blev brugt hjemme til for eksempel at bearbejde træ med, var udformet helt anderledes (se eksempler på Styreåre: Roret på et vikingeskib. Sulekar: Et stort kar, hvor kødet kunne holde sig længe i en lage af vand og salt. Tatoveringer: Tatoveringer går langt tilbage i historien, og der findes mange fortællinger om tatoverede vikinger. Man prikkede hul med nåle af torne eller skarpslebne grisetænder og smurte aske eller en blæk af vand og sod ned i huden. Togt: De ture vikingerne sejlede ud på til blandt andet England, Frankrig og Rusland. Et togt kunne både være et fredeligt handelstogt, hvor der blev købt og solgt varer, eller et krigstogt, hvor man sloges, stjal, brændte byer af og tog trælle med hjem. 206

5 Tordensten: Forstenede søstjerner, som vikingerne nogle gange havde med sig på togt som en slags lykkesten for at klare sig igennem torden og uvejr (se billede på Trælle: Vikingetidens slaver, som vikingerne tog med sig hjem fra deres togter, blandt andet for at få hjælp til det hårde arbejde på gården. Man kunne også tjene penge ved at sælge trællene videre. Urtekone: Se under Vølve. Vikingetogt: Se under Togt. Viser: Viser var en meget brugt tradition i vikingetiden, når vikingerne for eksempel holdt fest eller skulle i kamp. York: By ved den engelske østkyst, som vikingerne plyndrede og senere slog sig ned i og erobrede som vikingeområde. Vølve: Her urte- og spåkone. Vølven var som regel en af de ældre kvinder i vikingesamfundet. Hvis man var syg eller såret efter kamp, kunne man gå til vølven, som vidste, hvilke urter og krydderier der kunne hjælpe. Hun fungerede også som en slags spåkone, der for en gave eller en mønt læste fremtiden i folks hænder og gav råd og varsler. 207