Roma. Johannes Graff Vallant 2.d

Transkript

1 Rejsen // Rom Alle kommer til Rom før eller siden sagde den engelske poet, Robert Browning. Det gjaldt i hvert fald en tidlig morgen i marts, hvor min klasse og jeg drog mod denne åbenbart uundgåelige by. Men hvordan kan den italienske hovedstad skille sig ud så meget, at enhver kommer forbi på et tidspunkt? Studieturen er en lettere obligatorisk del af gymnasietiden, men det er en sjældenhed ikke at tage med, da det virkelig er en af de ting, der gør, at klassen kommer tættere sammen. Det eneste vigtigere end klassen og alle de gode oplevelser med hinanden, er selvfølgelig destinationen. For der findes både gode og dårlig rejsemål i denne sammenhæng. Eksempelvis er et land som Polen ikke ligeså god, som Sydeuropa, for slet ikke at tale om Amerika eller Asien. Alligevel var alle rimelig godt tilfredse med vores destination, men om det kun var på grund af det varmere klima er ikke til at vide. Jeg tør næsten godt at sige, at vi allerede der vidste, at byen Rom, havde meget mere at byde på. Allerede i bussen på vej ind mod vores hotel, der lå i hjertet af den gamle, jødiske bydel, blev jeg fyldt med indtryk af byen. Jeg så ting, som jeg kun har hørt om i historietimerne, set i fjernsynet eller skildret af diverse kunstnere. Alt fra gamle ruiner til hvad der mindede om en slum Rom har det hele. Samme kontrast blev tydelig, da vi steg ud af bussen og gik med vores kufferter mellem de flotte, gamle bygninger i farver fra okker til umbra. Her var det meget charmerende med smalle passager og uens brosten, der i øvrigt ikke behager øret sammen med 30 rullekufferter. Det var også netop lyden af disse, der lod til at vække en sovende mand, da vi uvidende vadede gennem hans stue. Ikke fordi han boede der, det var en ganske almindelig port, men det var tydeligt, at det var der han gerne ville finde ro og læ for natten. Morgenen efter var det tidligt op og på seværdighedsjagt. I den friske, italienske formiddags sol gik vi fra den ene billedskønne plads til den anden. Her var der ingen hjemløse eller andre usmagelige ting, der kunne tilsmudse de fine marmorplader, der lå henlagt i hver en krog. Men jeg vidste jo, at disse stakkels mennesker ikke havde forladt, og måtte være et eller andet sted. Men de var ikke synlige, tværtimod, byen emmede jo af velstand og magt. Et billede der blev ved med at komme op i mit hoved, var sammenligningen mellem byen og et Versace silketørklæde. Begge er lavet af de fineste materialer med solidt håndarbejde bag. Tørklæderne er ofte dekorerede med barok-mønstre i guld, der ligesom mange af Roms bygninger symboliserer magt, ved at imponere med dramatik og pompøsitet meget tæt på grænsen af værende prangende. Samtidig er silke meget skrøbeligt og tiden sætter sig som trævler, hvilket kan være ret tydeligt for helheden af tørklædet. Mange bygninger bærer også præg af tiden og den konstante summen de danner rammer for. Men et eller andet sted er det charmerende nok og fortæller en historie, så lad os kalde det patina. Tørklædet har som sådan flere funktioner. En af dem er at blive set of eftertragtet, mens dens bærer går ned ad Via dei Condotti mod Fendi Palazzo. For det er ingen hemmelighed, at der bor mange velhavende mennesker i Rom, der ikke deler danskernes forhold til penge og ydmyghed. Men hvorfor skulle de også det? Det ligger slet ikke til historien. De er vant til at vise deres rigdom og magt, og har gjort det i århundrede. Mens vi har rundetårn, og hvad Christian 4. ellers kunne finde på, har Rom været i gang helt siden kejsertiden for over 2000 år siden. Og når noget bliver bygget i Rom, er det aldrig halvhjertet, tag Colosseum eller Peters Kirken, der begge var banebrydende indenfor det byggetekniske og kulturelle, men

2 også som solide magtsymboler, der stadig den dag i dag er svære at overgå. Rom er altså en by med penge og æstetik overalt, hvilket også afspejles i gadebilledet især omkring Condotti, hvor de rige og smukke færdes. For dem, som Jep og Marcello, er Rom den smukkeste ramme for deres æstetiske, forfærdeligt sukkersøde liv. Måske er det de samme typer der kan udnytte en af tørklædets andre muligheder; nemlig at binde det om øjnene. Dette gør at man kun ser, hvad man ønsker at se. Det er naturligvis rationel tankegang, gerne at ville være omkring smukke ting. Men hvis man samtidig fravælger alt andet, er der et problem. For så behøver den hjemløse mand slet ikke, at være gemt i portenes og de smalle gaders skygger, hverken om natten eller dagen. Det giver også det forkerte billede af Rom, som ikke jo ikke er uden mangler. Eksempelvis så vi en, at det tog en mand, der ikke så specielt kompetent ud, flere timer om at fjerne et graffiti-tag fra en væg, hvor det sikkert har hængt i flere uger. Der er ikke samme slags system og orden, som vi kender fra Skandinavien. Men et eller andet sted, virker det som en god ting, for hvis italienerne var besatte af at holde Rom perfekt, ville en stor del af historien og charmen forsvinde. For det gælder heller ikke om at glemme, dem som måske har valgt eller er blevet tvunget ud i en anden livsstil. Rom skal være for alle, selvom man oftest kun ser de velstillede og turisterne, findes der jo også de helt almindelige mennesker, som vi selv er, når vi ikke har påtaget os turistens rolle. Ikke den værste rolle, da man egentlig ser byen fra sit bedste. Alla seværdighederne har været berømte og smukke i hundredvis af år, og vil forblive det i ligeså lang tid. Det er måske derfor, at magtens mænd i rom, har været så ivrige efter at sætte deres præg på byen. Måske ikke direkte med fremtidens turister i tanke, men så for at blive skrevet ned i historiebøgerne, så kan læse om dem derhjemme, inden vi alle kommer forbi på livets obligatoriske tur til Rom. For mange dele af Rom har ikke ændret sig i mange år. Det er naturligvis ikke samme Rom vi ser gennem Colosseums buer som Eckersberg så. Men et eller andet sted er rammen og historien dertil den samme, som den altid har været. Det så den sidste dag, i mit forsøg på at parafrasere selvsamme værk af den rejsende guldaldermaler. Mediet er nyt, teknikken er ny, omgivelserne er ændret en smule, men Colosseum forbliver ligesom store dele af Rom sig selv. Det var jeg glad for, da det Rom jeg så faldt i min smag. Den sidste dag fik vi meget tid, hvor vi kan gøre, hvad vi ville. Efter dages vandring i byen følte jeg mig næsten hjemme og det er noget af en kvalitet at besidde som by. Andre synes måske ikke så godt om byen, men fandt turen god på grund af det dejlige selskab. Det kommer an på beskueren. Jeg var vel bare heldig nok til at både være fascineret af bymiljøet og mine, nye kære venner deri. Det var også derfor, der var en lidt vemodig stemning, da vi efter næsten en uge i hinandens selskab, måtte tage afsked. Godt nok kun for weekenden over, men det var et klart tegn, at turen var slut rejsen derimod fortsætter til ubestemt tid. Johannes Graff Vallant 2.d Roma Morgenlyset vækker byen. Rom blomstrer. Vores første dag i Rom starter med et besøg på Piazza Campo de' Fiori i den tidlige morgenstund. Italienske sælgere griner over vores overvældelse, men det er et smukt syn. Pladsen er fyldt med frugt, grønt, pasta, krydderier, italienske specialiteter, rustikt håndværk og selvfølgelig blomster. Campo de' Fiori kan oversættes til blomstermarken. Navnet er dog tvetydigt da navnet stammer fra "Campus Florae" som betyder Floras mark, som refererer til Pompejus elskerinde Flora. Pompejus havde sin storhedstid i 60 erne f.kr., hvor han var Roms førende general. Trods den skønhed, storhed og kærlighed som pladsen rummer, bærer Piazza Campo de' Fiori på en dystre historier. Statuen midt på pladsen står flot i solens stråler, men er i virkeligheden en kontrast til den glædelige og livlige stemning. Statuen forestiller filosoffen Giordano Bruno som blev dømt for kætteri af paven og brændt på bålet i år Kontra nutidens moderne pavemagt, handlede det dengang om liv eller død. Vi støder hele tiden på kontraster. På Piazza della Rotonda møder vi Pantheon. Et stort antikt tempel der får alle forbigående mennesker til at bittesmå ud. Højteknologiske, splinternye, finpudsede segways kører forbi. Foran Hadrians æstetiske og prægtige tempel sidder tiggere i deres usle tøj. Gladiator-udklædte italienere

3 forsøger også at tjene penge. Smilende tjenere står foran hver restaurant og de prøver lokkende at sælge os dagens menu. Gammeldags hestevogne står klar til transportere folk rundt i Roms gader. De udnytter alle, at den smukke Pantheon er et tiltrækningspunkt for valfartende rige turister. Men når man alligevel står der midt på Piazza della Rotonda, midt i duften af croissanter og lugten af hestepis, og man kigger på Pantheon, så ser man at Italien byder på en helt andre slags rigdomme end dem vi kender. Pantheon er en historisk guldklump som står i et kriseramt land. Et kriseramt land hvor forskellen mellem rig og fattig er chokerende. Og apropos kriseramt, har man nær Pantheon mulighed for at støde ind i Italiens øverste ledere. Senatet, som emmer af skandaler, ligger nemlig lige i nærheden. Guiden, som viste os rundt i Senatets kamre, prøvede pænt at dække over sårene og fortalte os i stedet om overfladerne; de flotte vægge, lofter og malerier. Går man lidt udenfor Roms midte, oplever man smukke udsigter. Efter at have været lukket inde midt i bylivet, gav udsigtspunkterne en mulighed for at se hele Rom oppefra. Et syn, som satte alt i et større perspektiv. Den gamle romerske stil var de fleste steder bevaret. En anden som også bevægede sig op over det normale perspektiv, var en dansk forfatter. Med ham i tankerne besøgte vi Peterskirken. Jeg mindedes nemlig H.C. Andersen beskrivelser af hans besøg i kirken, og jeg forestillede mig hans tilstedeværelse blandt de hundredvis af turister. I mit hoved så jeg et billede af ham. Hans stod lige der på altanen sammen med Herts, Berg, Dinesen og de andre. Beskuende og oprigtigt interesserede. Med blikket ud over den enorme kirke. Fredag 22. Besteeg med Herts, Berg, Dinesen og Flere Peterskirken, en Gang der havde Liighed med Rundetaarns, men mindre, førte os op til den første Altan inde i Kuppelen, nu først saae man Kirken Størrelse, Altret der nede saae ud som et høit Taard, laae nu ubetydeligt, og Lamperne om Peters Graven var kun som en Constellation af Stjerner, dog syntes Kuppelen endnu at have samme Høide over os. Hans beskrivelser af kirken var tidløse. Kirken havde ikke ændret sig, og den var bevaret i exceptionel god stand. Den eneste forskel var den meterlange kø foran security-indgangen. Indgangspartiet mindede mest af alt om en lufthavns, ikke en kirkes. Ligesom ved Pantheon sad tiggere og fattige gadesælgere på knæene i nærliggende sidegader. Fortabte skæbner, som man glemmer, når man fordyber sig i Kirkens smukke indre. Peterskirken ligger i Vatikanstaten, en finurlig religiøs del af Italien. Denne lille bystat er det eneste monarki som er tilbage i Europa. Paven er her den primære lovgivende, besluttende og udøvende magt, og religionen har derfor en enorm magt og en stor betydning. Det Sixtinske kapel blev bygget til den magtfulde pave Sixtus IV, og blev brugt når de gejstlige kardinaler skulle finde en ny pave. I de lange gange mod Det Sixtinske Kapel stod sælgere med lange borde fyldt med souvenirs. Bunkevis af puslespil med vatikanske motiver stod stablet i lange rækker. Sælgerne solgte intet. Men jeg var dog solgt, da jeg så kapellet indefra. Det var som om alle puslespillenes brikker faldt på plads. Alt, jeg før havde hørt eller læst om, var lige foran mig. Loftudsmykningen var guddommelig (bogstavelig talt) med Michelangelos Adams skabelse, diverse spåkvinder og profetier, Noah og nøgne modeller. Og man forstod pludselig, hvorfor Goethe beskrev Det Sixtinske Kapel, som han dengang gjorde: Uden at have lagt øjne på Det Sixtinske Kapel kan ingen mand fatte ideen og konstruere en tanke omhandlende, hvor meget mennesket har mulighed for at opnå. Roma o Morte Ditte Kaas Christensen 2.d Rom Man bliver kastet ned i byen, som har haft sin storhedstid i Antikken, igen i renæssancen og på sin vis også under fascismen, i moderne transportmidler. Transportmidler som ikke oser, larmer eller skaber kaos ligesom i så mange andre storbyer. På den måde er Rom anderledes, Rom er selvbe-vidst, Rom er erfaren. Rom er alle storbyers moder, og det kan mærkes. Rom forsøger ikke at være noget den ikke er, den bygger ikke højhuse eller modernistiske villaer for at være med. På den måde er Rom af sind og stemning en moden kvinde eller fornem dame. En dame som har erkendt sine fejl og mangler fra fortiden, men også stolt viser de gode tider frem. Hun stræber ikke efter perfektion, selvom forsøget på det ligger på hver gade hjørne under kirkernes lofter dækket af freskoer. Denne ro som Rom i al sin selvbevidsthed udtrykker, er vel alles mål for en dannel-sesrejse. Så måske var vi ikke forkert på den, da vi trådte ind på Piazza della Rotonda foran Pan-theon, måske lærte vi idet øjeblik gennem Roms første

4 storhedstid, noget om vores egen forelig-gende? Med Pantheons søjler, kuppel og cirkelkomposition er det den bedste afspejling af kos-mosopfattelsen. Og måske var det præcis dette som også H.C. Andersen, Thorvaldsen og Oehlen-schläger stræbte efter og kunne mærke i Roms gader. I disse kejsere af den danske guldalders beskrivelser af Rom har den danske snusfor-nuft sin plads. Er det ikke guddommeligt? - jo, svarede jeg, men endnu deiligere maa der have været, da tusinde fangne Jøder blev pryglede til at opbygge dette Theater i største Hast; da for-satte jeg alvorligt de vilde Dyr sønderrevne Gladiatorer bleve slæbte med jernkroge ud igiennem Dødsporten. Men alligevel kan Oehlenschläger i sine Erindringer, ikke fornægte omgivelsernes påtrængende indvirkning. Maanen kom og kastede sit Skyggelys i den uhyre Ruin, hvorved det heele først fik sit Relief. Fru Brun var henrykt, og det med Ret. Synet var malerisk og stort Og uden at vide det er disse danske kejsere af romantikken også blevet en del af det store maleriske syn. Men selvom Rom i al sin pomp og pragt fra hele tre storhedstider giver os lov til en stund at glemme, kan de mere moderne dyder ikke undgå at poppe op. Og i et sceneri af Pantheon vil en hver ipad, Wegner stol eller fladskærm virke intimiderende og grotesk latterlige. Men det var præcis hvad skete. Vi stødte ind i et forstyrrende element, som ubevidst ødelagde illusionen. Der højt oppe under Pantheons massive søjler af beton, kun få meter udenfor hvor den rene illusion af antikken er skabt med Pantheons enorme kuppel, som strækker sig mod himlen gennem lyssøjlen i midten, lige der havde et nu sikkert ulykkeligt barn mistet sin ballon. På baggrund af mine egne erfaringer er barnet selvfølgelig heldig, da ballon ikke er flygtet til det ydre rum. Og barnet ville derfor kunne besøge ballonen, og på et tidspunkt også af-hente den i en mere sørgelig tilstand. Men i år f.kr. havde kejser Augustus nok ikke forventet hans helligdom brugt som despicableme-minions-opfanger. Og selvom despicable-me-minion-ballonen var et forstyrrende element, var det også forfriskende at se, hvordan ikke alle Roms detaljer er hugget ud af marmor. Og på sin vis også betryggende at et så stor magtsymbol ved blot en lille tilføjelse mister sin forførende evner. For Rom er spækket med forførende magtsymboler, som i øjeblikkets storhed tager pusten fra dig. Og Italiens historie ligger heller ikke skjul på magtfulde mænds misbrug. Den itali-enske helt minder faktisk mere om en mafia boss end den barmhjertige samaritaner. Og hvad er det der gang på gang får en hel befolkning til at overlade deres ve og vel til en enkelt mand? Dette er Colosseum, Capitolhøjen, Peterskirken og senatet bevis på. Italien må vel føle en vis sikkerhed og tryghed i nærheden af stærke personligheder, eller måske er historiens gang blevet en forbandelse? Alle kender vel trangen til at søge det kendte. En hel periode i Roms historie vidner om dette. Renæssancen bliver dog ikke mindre storslået af det. Næsten som en opvarmning eller visning af renæssancens enorme kunst produk-tion og inspirationskilder, bliver man trukket gennem en hel labyrint af værker, inden man når til målet. Og til sidst er man så fuldstændig mættet, at Det Sixtinske Kapel giver en følelse af fuld-stændig oversvømmelse. En oversvømmelse, som også er helt konkret af nøgne græske atletiske figurer, og endnu mere bogstaveligt af en fresko som illustrer syndfloden. Og synd ville det være på dette tidspunkt ikke at føle sig ovenud forbavset og betaget. Selv måden hvorpå man fysisk er tæt på at falde bagover, når man betragter, hvad må være værket over alle værker. Skønheden er hvad Rom udtrykker, men man må ikke glemme den anden dimension, som Oehlenschläger så fint påpeger ved hans besøg på Colosseum. Alle Roms kunstværker gem-mer på historier som Oehlenschlägers. Historier som ikke direkte kan læses ved første øjenkast. Det er denne tosidighed, som både forskønner og mystificere. Rom er fuld af tragiske gemte histo-rier. Michelangelo levede på brød og

5 vand, da han arbejdede for Paven, og flere hundrede mennesker er døde som underholdning i Colosseums midte. Selv en hurtig gå tur langs Tiberen vil indgyde til forestillinger om tragiske historier i nutidens Rom. Langs Tiberens skrænt og i mindre charmerende omgivelser bliver tøj tørret i solen. Hjem med vægge lavet af simpelt plast står gemt bag krat og træer, der står endda barnevogne enkelte steder. På den vis følger Rom mange andre storbyer, men som det ligger der i solskæret får de usle boliger alligevel en underlig stolthed, som en forsikring om overlevelse. For Rom skal nok overleve. Og man siger at erfaring og visdom gør mennesker smukke med alderen. Det særlige ved denne skønhed er, at den ikke bliver foræret eller forgår. Rom er et bevis på, at denne skønhed også kan findes i byer. Rikke Skriver Høholt Jensen 2.d