Forslag til RÅDETS AFGØRELSE

Transkript

1 EUROPA- KOMMISSIONEN Bruxelles, den COM(2015) 304 final 2015/0135 (NLE) Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om medlemsstaternes ratifikation og tiltrædelse på Unionens vegne af protokollen af 2010 til den internationale konvention om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer med undtagelse af aspekter, der vedrører civilretligt samarbejde DA DA

2 1. BAGGRUND FOR FORSLAGET 1.1. Indledning BEGRUNDELSE Ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med specifikke former for søtransport er reguleret på internationalt plan gennem en række IMO-konventioner (Den Internationale Søfartsorganisation), for hvilke der ligger fælles hovedprincipper til grund. Disse principper er: skibsrederens objektive ansvar, obligatorisk forsikring til dækning af skader tilføjet tredjemand, skadelidtes ret til regreskrav over for forsikringsselskabet, ansvarsbegrænsning og, når det drejer sig om olie og farlige og skadelige stoffer (i det følgende benævnt "HNS"), en særlig erstatningsfond, der skal betale for skaderne, når de overstiger grænserne for skibsrederens ansvar. Den internationale konvention om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer af 1996 (i det følgende benævnt "HNS-konventionen af 1996") er den sidste af de IMO-konventioner, der omhandler ansvar, som endnu afventer ratifikation i staterne for at kunne træde i kraft. Konventionen er et vigtigt element i de internationale regler for ansvar til søs, særlig da søtransport af farlige og skadelige stoffer, herunder flydende naturgas ("LNG") og flaskegas ("LPG") er en blomstrende forretning, der udgør en væsentlig andel af søtransportsektoren. Protokollen af 2010 til HNS-konventionen af 1996 indeholdt de ændringer, der var nødvendige for at løse de problemer, der var identificeret i HNS-konventionen af Protokollen af 2010 og bestemmelserne i konventionen som ændret ved protokollen skal læses, fortolkes og anvendes samlet som én enkelt retsforskrift, jf. artikel 2 og 18 i protokollen. IMO-sekretariatet udarbejdede en konsolideret udgave af protokollen, som IMO's retsudvalg vedtog på sit 98. møde, og som benævnes "HNS-konventionen af 2010". HNS-konventionen af 2010 vil få virkning som en enkelt konsolideret retsakt for konventionen, når protokollen af 2010 træder i kraft. Når en stat undertegner, ratificerer eller vedtager protokollen af 2010, annulleres den pågældendes stats eventuelle tidligere undertegnelse eller ratifikation af HNSkonventionen af 1996, jf. artikel 20, stk. 8, i protokollen (artikel 45, stk. 8, i HNSkonventionen af 2010). Hverken HNS-konventionen af 1996 eller protokollen af 2010 til HNS-konventionen er trådt i kraft. Der er endnu ingen kontraherende parter i sidstnævnte. Det skal bemærkes, at en erklæring om at være bundet af protokollen af 2010 skal ledsages af en fremsendelse af data om de samlede mængder bidragspligtig last, som blev modtaget i løbet af det forgangne kalenderår, jf. artikel 20, stk. 4, i protokollen (artikel 45, stk. 4, i HNS-konventionen af 2010). Dette krav er den væsentligste årsag til, at ingen stat endnu har ratificeret konventionen. Efter IMO's vedtagelse af protokollen af 2010 til HNS-konventionen har en gruppe stater med bistand fra sekretariatet for den internationale fond for erstatning af skader ved olieforurening udarbejdet et sæt retningslinjer for indberetning af bidragspligtig HNS-last. IMO's retsudvalg vedtog retningslinjerne på sit 100. møde den 19. april DA 2 DA

3 og løste dermed de væsentligste praktiske problemer, som er forbundet med ratifikationen af konventionen. På IMO's retsudvalgs 101. møde blev der nedsat en HNS-korrespondancegruppe, som skal hjælpe stater med at etablere procedurerne for gennemførelse af konventionen, særlig for indberetningen af bidragspligtige farlige og skadelige stoffer, med henblik på at bane vejen for ratifikation. En række EU-medlemsstater samt Europa-Kommissionen er medlemmer af denne gruppe EU-kompetencer og konsekvenserne deraf I henhold til reglerne om Unionens eksterne kompetencer, jf. artikel 3, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("TEUF"), henhører protokollen af 2010 og HNS-konventionen af 2010, når den træder i kraft, under Unionens enekompetence, da den berører Unionens fælles regler og ændrer deres anvendelsesområde. Som uddybet i afsnit 1.4 i dette memorandum vil indgåelsen af protokollen af 2010 til konventionen påvirke anvendelsesområdet for reglerne i direktiv 2004/35/EF om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader 2. Konklusionen til protokollen af 2010 ville desuden, af de grunde, der er uddybet i afsnit 1.5 nedenfor, påvirke de regler, der er fastsat ved forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (den omarbejdede Bruxelles I-forordning) 3. Sidstnævnte overlapning mellem konventionens regler som ændret og de regler, Unionen har fastsat vedrørende samarbejdet på det civil- og handelsretlige område, udgjorde også retsgrundlaget for Rådets afgørelse 2002/971/EF om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde HNS-konventionen af Som nævnt i indledningen blev HNS-konventionen af 1996 imidlertid ændret ved protokollen af 2010, og HNS-konventionen af 2010 er den konsoliderede retsakt, der udspringer af denne ændring. Derfor skal virkningen af HNS-konventionen af 2010 vurderes i lyset af udviklingen i EU's retsregler, siden Rådets afgørelse 2002/971/EF blev vedtaget. Unionen kan ikke udøve sin enekompetence til at indgå protokollen af 2010 alene som en særskilt juridisk enhed, eftersom hverken konventionen eller protokollen indeholder en klausul om en regional organisation for økonomisk integration i konventionens eller protokollens tekst. Derfor er medlemsstaterne forpligtet til at indgå denne internationale aftale på Unionens vegne. Da protokollen af 2010 vedrører spørgsmål, hvor EU har enekompetence, kan medlemsstaterne ikke selvstændigt træffe beslutning om undertegnelse og ratifikation af den. De kan kun gøre dette på Unionens vegne efter tilladelse af Rådet, godkendelse af Europa-Parlamentet og på forslag fra Kommissionen, jf. artikel 218, stk. 6, litra a), i TEUF IMO LEG 100. møde, LEG 100/14, "Report of the Legal Committee on the work of its one hundredth session" (Rapport fra retsudvalget om arbejdet på det 100. møde), s. 5-6; LEG 100/3, rapport fra Canada om "Monitoring the Implementation of the HNS Protocol, 2010", Annex 2 "Reporting guidelines on the submission of HNS contributing cargo" (Overvågning af gennemførelsen af HNSprotokollen, 2010, bilag 2, Retningslinjer for rapportering om indberetning af bidragspligtig HNS-last). EFT L 143 af , s. 56. EFT L 351 af , s. 1. Rådets afgørelse af 18. november 2002 om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde den internationale konvention af 1996 om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer (HNSkonventionen) (EUT L 337 af s. 55). DA 3 DA

4 1.3. Detaljerede oplysninger om konventionen Protokollen af 2010, og dermed den konsoliderede konvention af 2010, træder i kraft 18 måneder efter den dato, hvor mindst 12 stater, hvoraf 4 har en bruttotonnage på mindst 2 millioner bruttoton hver, har ratificeret protokollen, og de relevante data vedrørende bidragspligtig last er fremsendt til IMO's generalsekretær, idet det fremgår af dataene, at disse stater i det foregående kalenderår har modtaget mindst 40 millioner ton last, der udløser bidragspligt til den generelle HNS-konto. Ikrafttrædelsesbetingelserne var de samme i HNS-konventionen af De væsentligste ændringer i forhold til HNS-konventionen af 1996 er følgende: (a) (b) (c) (d) farlige og skadelige stoffer i emballeret form udelukkes fra definitionen af last, for hvilken der er bidragspligt til HNS-fonden, idet skader forårsaget af farlige og skadelige stoffer i emballeret form forbliver dækket af det tostrengede erstatningssystem, der er oprettet i medfør af konventionen (artikel 1, stk. 10, i HNS-konventionen af 2010) grænserne for redernes ansvar for skibe med farlige og skadelige stoffer i emballeret form forhøjes med henblik på i videre udstrækning at tage højde for udelukkelsen af farlige og skadelige stoffer i emballeret form fra bidragspligten til HNS-fonden (artikel 9, stk. 1, litra b), i HNS-konventionen) den fysiske modtager af LNG gøres ansvarlig for at betale de relevante bidrag til HNS-fonden, medmindre indehaveren og modtageren har indgået en anden aftale (artikel 19, stk. 1a, i HNS-konventionen af 2010) HNS-fondens betaling af erstatning i tilfælde af en hændelse, der er dækning for, betinges af, den pågældende stat lever op til sin forpligtelse om at fremsende rapporter om bidragspligtig last for alle år forud for hændelsen (artikel 21a, stk. 2, i HNS-konventionen af 2010). Med disse ændringer fjernes de væsentligste forhindringer for ratifikationen af HNSkonventionen af Anvendelsesområde: HNS-konventionen finder anvendelse på krav om godtgørelse for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer, med undtagelse af krav om godtgørelse i forbindelse med en kontrakt om befordring af gods eller passagerer. De skader, der dækkes i henhold til konventionen, omfatter enhver skade på en kontraherende stats territorium - herunder statens søterritorium -, miljøskader forårsaget i en kontraherende stats eksklusive økonomiske zone, enhver skade - udover miljøskade - der er forårsaget uden for en kontraherende stats territorium og søterritorium af et skib, der er registreret i en kontraherende stat, såvel som enhver forebyggende foranstaltning, der træffes med henblik på at minimere førnævnte former for skade. Krigsskibe og andre skibe, der ejes eller anvendes statsligt, og som anvendes til ikkekommercielle formål, udelukkes fra konventionens anvendelsesområde, medmindre de berørte stater træffer beslutning om andet. Desuden kan en stat erklære, at denne konvention ikke finder anvendelse på skibe på under 200 bruttoton, som udelukkende transporterer farlige og skadelige stoffer i emballeret form, mens de foretager rejser mellem denne stats havne eller faciliteter. Sidstnævnte undtagelse kan også finde anvendelse mellem to nabostater efter udtrykkelig aftale herom. Sådanne undtagelser, der vedrører en eller flere nabostater, skal i givet fald meddeles til IMO. De væsentligste aspekter vedrørende ansvar og erstatning: Ved HNSkonventionen af 2010 fastsættes det, at rederens objektive ansvar for et skib, der DA 4 DA

5 transporterer farlige og skadelige stoffer, omfatter enhver skade, der opstår som følge af en hændelse i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer om bord på det pågældende skib. Der gælder begrænsede undtagelser fra reglen om rederens objektive ansvar, og bevisbyrden påhviler rederen, hvis denne skal gøre disse undtagelser gældende. Objektivt ansvar ledsages af rederens forpligtelse til gennem forsikring eller anden finansiel sikkerhed at dække sit ansvar for skader i henhold til konventionen. Kontraherende stater i konventionen, skal certificere, at en sådan forsikring eller finansiel sikkerhed forefindes i overensstemmelse med konventionen. For at opnå den berørte branches støtte til det objektive ansvar og de obligatoriske forsikringskrav fastsættes der i konventionen også en ret til begrænsning af rederens ansvar på indtil 100 millioner regningsenheder for løst indladede farlige og skadelige stoffer og 115 millioner regningsenheder for farlige og skadelige stoffer i emballeret form. Desuden indeholder den, sådan som det er tilfældet med alle konventioner om ansvar til søs, en klausul om, at der kun kan rejses krav mod skibsrederen for skader, der er omfattet af HNS-konventionen af 2010, hvis dette sker i overensstemmelse med denne konvention. Oprettelsen af en særlig skadeserstatningsfond er denne konventions væsentligste bidrag til de internationale regler om ansvar til søs og erstatning for ulykker forårsaget af søtransport og særlig søtransport af farlige og skadelige stoffer. HNS-fonden har til formål at betale erstatning til enhver person, der i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer har lidt skade i et sådant omfang, at vedkommende ikke har kunnet opnå fuld erstatning for skaden fra skibsrederen og dennes forsikringsselskab. Denne manglende erstatning kan opstå som følge af forskellige omstændigheder, nemlig skibsrederens manglende ansvar, at skibsrederen og dennes forsikringsselskab ikke økonomisk er i stand til fuldt ud at indfri fordringerne, eller at skaden overstiger skibsrederens ansvarsgrænser. Det samlede erstatningsbeløb, der er til rådighed under denne tostrengede ordning er 250 millioner regningsenheder (ca. 310 mio. EUR i dagens valutakurser). Med henblik på, at dette beløb skal være til rådighed, er der i henhold til HNS-konventionen af 2010 etableret et omfattende system for betaling af bidrag til HNS-fonden fra personer, der modtager farlige og skadelige stoffer i hver kontraherende stat. De kontraherende stater er ansvarlige for, at indberetningen af last, for hvilken der er bidragspligt til HNS-fonden, er nøjagtig, rettidig og regelmæssig. En stat kan også vælge selv at betale de bidrag, som skal betales til fonden, i stedet for den part, der modtager farlige og skadelige stoffer. Krav og indbringelse af klager for domstole i en kontraherende stat: HNSkonventionen af 2010 indeholder bestemmelser vedrørende domstolenes kompetence i kontraherende stater i forbindelse med krav fremsat af personer, der har lidt skade, der er omfattet af konventionen, mod skibsrederen eller dennes forsikringsselskab eller mod HNS-fonden. Anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er truffet af domstole i de kontraherende stater, er også omfattet af konventionen. Disse elementer, der forbliver uændrede i forhold til HNS-konventionen af 1996, har til formål at sikre, at ofre for ulykker, der er omfattet af konventionen, kan nyde godt af klare procedureregler og retssikkerhed for på mere effektiv vis at kunne gøre deres krav gældende Betydning for direktiv 2004/35/EF DA 5 DA

6 Siden 2004 har direktiv 2004/35/EF været den gældende lovgivning i EU for så vidt angår ansvaret hos operatører, der udøver erhvervsmæssige aktiviteter, herunder søtransport, med hensyn til at forebygge og afhjælpe miljøskader på medlemsstaternes territorium og søterritorium. Både HNS-konventionen af 1996 og af 2010 deler anvendelsesområde med direktivet, når det drejer sig om i) miljøskader forårsaget på en kontraherende stats territorium, herunder søterritorium (artikel 3, litra a), i HNS-konventionen af 2010), ii) skade i form af forurening af miljøet forårsaget af farlige og skadelige stoffer i en kontraherende stats eksklusive økonomiske zone eller tilsvarende område (indtil 200 sømil fra basislinjerne) (artikel 3, litra b), i HNS-konventionen af 2010), og iii) forebyggende foranstaltninger, når de træffes for at forhindre eller begrænse skaden (artikel 3, litra d), i HNS-konventionen af 2010). De tilsvarende bestemmelser i direktivet er artikel 2, stk. 1, om definitionen af "miljøskade" og artikel 2, stk. 10, om definitionen af "forebyggende foranstaltninger", sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2008/56/EF om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger 5, artikel 1, stk. 1, i fugledirektivet 79/409/EØF 6 og artikel 2, stk. 1, i habitatdirektivet 92/43/EØF 7, som omhandlet i Kommissionens retningslinjer for etableringen af Natura 2000-net i havområder - anvendelse af habitat- og fugledirektivet 8. Definitionerne af "miljøskade" i henholdsvis konventionen og direktiv 2004/35/EF er ikke identiske, selv om de i det store og hele overlapper. Det forventes dog i praksis, at konventionen tager sigte på at opnå lige så høje standarder for udbedring af miljøskader som direktivet. Grundet overlapningen mellem anvendelsesområdet for direktiv 2004/35/EF og for HNS-konventionen af 2010, vil indgåelsen af protokollen af 2010, som ændrer HNSkonventionen af 1996 og resulterer i en ny lovtekst (dvs. HNS-konventionen af 2010), påvirke de eksisterende EU-regler. Mere præcist henvises der i direktiv 2004/35/EF udtrykkeligt til, at skader forårsaget ved uheld, som er dækket af HNS-konventionen af 1996 og fremtidige ændringer til den, er udelukket fra direktivets anvendelsesområde, for så vidt som konventionen er i kraft i den pågældende medlemsstat (artikel 4, stk. 2, i og bilag IV til direktiv 2004/35/EF). Dette har til formål at give specialiserede internationale ordninger, som dækker civilretligt erstatningsansvar for specifikke erhvervsmæssige aktiviteter, mulighed for at have forrang for direktivet, da de blev anset for at være mere effektive, når det gælder om at yde omgående og passende erstatning for miljøskade og for at være bedre egnet til sådanne erhvervsmæssige aktiviteter. Da protokollen af 2010 er en ændring til HNS-konventionen, er den omfattet af nævnte undtagelse fra direktiv 2004/35/EF. Det fremgår således klart, at ratifikation af konventionen og tiltrædelse af protokollen hertil vil påvirke gældende EU-reglers anvendelsesområde. Bortset fra den væsentlige overlapning mellem konventionens og direktivets regler, er der også et centralt element, som definerer, hvordan konventionens bestemmelser påvirker EU-reglerne. Artikel 7, stk. 4, i HNS-konventionen (både i teksten i konventionen af 1996 og af 2010) udelukker krav mod skibsrederen, der rejses på anden måde eller i et andet forum end i henhold til konventionen. Det betyder, at EUT L 164 af , s. 19. Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EFT L 103 af , s. 1). Rådets direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206 af , s. 7). DA 6 DA

7 direktivet ikke kan finde anvendelse som supplement til konventionen, når det drejer sig om skibsrederens ansvar for skader opstået i forbindelse med farlige og skadelige stoffer. Konventionen begrænser således direktivets anvendelsesområde, og dette er relevant i forbindelse med medlemsstaternes indgåelse af protokollen af Virkning for forordning (EU) nr. 1215/2012 (omarbejdning af forordning (EF) nr. 44/ "Bruxelles I") I kapitel IV af HNS-konventionen fastsættes de procedureregler, der finder anvendelse på krav og klager, der kan rejses i henhold til konventionen ved domstolene i de kontraherende stater. Navnlig fastsættes der i artikel 38, 39 og 40 i konventionen regler for domstolenes kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser. Disse artikler er identiske med artikel 38, 39 og 40 i HNS-konventionen af Da Fællesskabet har enekompetence med hensyn til disse artikler, var dette retsgrundlaget for Rådets afgørelse 2002/971/EF. Ved forordning /EU) nr. 1215/2012 fastsættes regler for retternes kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område mellem EU-medlemsstaterne, og ovennævnte bestemmelser i konvention vil - såfremt den træder i kraft - påvirke reglerne i nævnte forordning. "Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere den internationale konvention om erstatningsansvar for skader forvoldt i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer, 1996 ("HNSkonventionen"), KOM (2001) 674 endelig 9 indeholder en detaljeret oversigt og forklaringer af overlapningen mellem kapitel IV i konventionen og Bruxelles I- forordningen (forordning (EF) nr. 44/ ). Dertil kommer, at artikel 37, 41 og 42 i kapitel IV i HNS-konventionen af 2010 har en underordnet karakter i forhold til konventionens materielle regler, og de kan som sådan ikke stå alene eller anvendes uafhængigt af andre bestemmelser i konventionen. Unionens enekompetence omfatter således kapitel IV som helhed. Danmarks særlige stilling, for så vidt angår kapitel IV i konventionen, skal behandles særskilt, jf. protokol nr om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaterne. Tredje del, afsnit V, i TEUF finder ikke anvendelse på Danmark, og Danmark deltager derfor ikke i vedtagelsen af forslaget til Rådet afgørelse om medlemsstaternes ratifikation og tiltrædelse på Unionens vegne af protokollen af 2010 til den internationale konvention om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer for så vidt angår aspekter, der vedrører civilretligt samarbejde Konklusioner Det er yderst vigtigt, at internationale regler om ansvar for erstatning uden for kontrakt for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer vedtages og træder i kraft, i betragtning af, at last af farlige og skadelige stoffer på verdensplan udgør en væsentlig andel af det gods, som transporteres ad søvejen. Efter at have indhentet erfaringer med tilsvarende internationale ansvarsordninger for skader opstået i forbindelse med andre former for søtransport, såsom transport af olie i tankskibe, vedtog IMO denne internationale aftale som ændret ved HNS-protokollen af 2010, for at supplere konventionerne om ansvar til søs med en specialiseret retsakt, EFT C 51E af , s EFT L 12 af , s. 1. EUT C 326 af , s DA 7 DA

8 med hvilken der også etableres en ny erstatningsfond, der er målrettet mod skader opstået i forbindelse med farlige og skadelige stoffer. På grundlag af Rådets afgørelse 2002/971/EF blev medlemsstaterne bemyndiget til at ratificere HNS-konventionen. Der skal desuden i henhold til traktaten og under hensyntagen til udviklingen i EU-retten siden 2002 vedtages en ny retsakt om protokollen af Protokollen af 2010 fører til indgåelsen af en ny international aftale (se særlig artikel 45, stk. 8, i den konsoliderede tekst til HNS-konventionen af 2010). Ved medlemsstaternes ratifikation og tiltrædelse af protokollen af 2010 bemyndiges de af Unionen til at anvende HNS-konventionen af 2010, ikke kun når det drejer sig om områder, som protokollen omfatter, men også når det drejer sig om alle andre områder, som teksten til HNS-konventionen af 2010 omfatter. I lyset af ovenstående foreslår Kommissionen, at der vedtages to særskilte rådsafgørelser om medlemsstaternes ratifikation og tiltrædelse af protokollen af 2010 på Unionens vegne, for at sikre, at målene i traktaterne som fastsat i direktiv 2004/35/EF og forordning (EU) nr. 1215/2012 nås, og at bestemmelserne i protokol nr. 22 overholdes. For så vidt angår ovennævnte forordning, og navnlig med henblik på regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet af en domstol en i medlemsstat, skal medlemsstaterne, når de ratificerer eller tiltræder protokollen af 2010, udstede en passende erklæring, jf. bilaget til forslaget til Rådets afgørelse, som sikrer fortsat anvendelse af reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i forordning (EU) nr. 1215/2012, for så vidt angår anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet af en medlemsstats domstol i en anden medlemsstat. Denne erklæring bør også omfatte andre relevante EU-regler på området, særlig Luganokonventionen af 30. oktober 2007 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER Der er ikke behov for en formel konsekvensanalyse på dette stadium af processen, hvor anvendelsesområdet for EU's indsats allerede er begrænset af forhandlingerne om den internationale retsakt. Adskillige muligheder er imidlertid blevet vurderet og opvejet: (1) Konsekvenser, hvis der ikke træffes nogen foranstaltninger Da HNS-konventionen i øjeblikket ikke er trådt i kraft, finder direktiv 2004/35/EF anvendelse på ansvar for miljøskader, der er opstået som følge af ulykker forårsaget af et skib, der transporter farlige og skadelige stoffer på havet i EU. Det betyder, at den definition af miljøskade, der er fastsat i direktivet, finder anvendelse, sammen med skibsrederens ret til at begrænse sit ansvar i overensstemmelse med den internationale konvention om begrænsning af ansvaret for søretlige krav fra 1976 (i det følgende benævnt "LLMC"), jf. artikel 4, stk. 3, i direktivet. Der gælder kun få undtagelser fra skibsrederens ret til at begrænse sit ansvar inden for de generelle rammer, der er fastsat i LLMC, nemlig forsætlig handling eller skødesløshed. Erstatningsgrænserne i henhold til LLMC er lavere end dem, der er fastsat i artikel 9 i HNS-konventionen af I mangel af en erstatningsfond som den, der etableres ved kapitel III i HNSkonventionen af 2010, er der i øjeblikket intet i direktivet, der giver mulighed for at yde erstatning til ofre (f.eks. fiskere og lokalsamfund) for forurening til havs med 12 EUT L 339 af , s. 3. DA 8 DA

9 farlige og skadelige stoffer ud over de grænser, der gælder for skibsrederens ansvar. Desuden mangler der i de gældende retsregler et krav om obligatorisk forsikring, mens denne forpligtelse specifikt er fastsat i artikel 12 i HNS-konventionen af 2010 sammen med sagsøgerens ret til direkte søgsmål mod forsikringsgiveren (artikel 12, stk. 8). Endelig har EU-lovgiverne i direktiv 2004/35/EF valgt at tillade en undtagelse til fordel for den internationale ansvarsordning for søtransport for alle relevante konventioner, herunder HNS-konventionen, og at undtage uheld, der er omfattet af internationale konventioner, fra direktivets anvendelsesområde. Hvis der ikke tages skridt på EU-plan til at tillade medlemsstaterne at ratificere eller tiltræde HNSprotokollen af 2010 med henblik på, at den sidste IMO-protokol kan træde i kraft, vil der opstå en uoverensstemmelse mellem de internationale regler for ansvar i forbindelse med søtransport og EU's regler for ansvar i forbindelse med søtransport på bekostning af retssikkerheden og ensartetheden af de standarder, der bl.a. finder anvendelse på miljøskade opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer. (2) Tilpasning af HNS-konventionen til EU-retten Direktiv 2004/35/EF overlapper ikke fuldstændigt med HNS-konventionen af 2010, for så vidt angår definitionen af miljøskade. Direktivets definition er bredere og omfatter flere typer afhjælpende foranstaltninger, herunder primær genopretning af beskadigede naturressourcer til deres oprindelige tilstand, samt om nødvendigt supplerende foranstaltninger og kompensationsforanstaltninger såfremt ressourcerne ikke kan bringes tilbage til deres oprindelige tilstand, og kompensation for det midlertidige tab af ressourcer (sådanne foranstaltninger består aldrig af økonomisk kompensation, men altid af foranstaltninger til at forbedre naturressourcerne på det sted, hvor skaden er sket, eller et sted i nærheden af det). Der kan således slås til lyd for muligheden for at ændre konventionen, så den stemmer overens med bestemmelserne i direktivet. Det er dog højst usandsynligt, at der vil være tilstrækkelig støtte til dette blandt de kontraherende stater i IMO, navnlig i betragtning af de problemer, som skulle løses, før der blev opnået enighed om den nuværende udgave af konventionen. Desuden er definitionen af forureningsskade præcist fastsat i overensstemmelse med andre eksisterende ansvarsordninger for uheld til havs opstået i forbindelse med forskellige typer søtransport (f.eks. den internationale konvention af 1992 om det privatretlige ansvar for skader ved olieforurening og den internationale konvention af 2001 om civilretligt ansvar for forureningsskader forårsaget af bunkerolie). En ændring af denne definition i HNS-konventionen af 2010 ville i alvorlig grad ødelægge balancen mellem de forskellige sektorer inden for søtransport og ville støde på bred modstand i IMO. (3) Tilføjelse af en "afkoblingsklausul" i HNS-konventionen og konsekvensændring af direktiv 2004/35/EF En anden mulighed kunne være at ændre konventionen ved at tilføje en "afkoblingsklausul" med henblik på at sikre, at reglerne i EU-retten fortsat regulerer det særlige forhold mellem EU og medlemsstaterne, opnår medlemsstaterne bliver kontraherende parter i konventionen. Over for tredjelande ville forpligtelserne i konventionen forblive uændrede. Ved at godkende en sådan "afkoblingsklausul" ville alle kontraherende parter i konventionen (herunder tredjelande) give deres samtykke til, at EU og medlemsstaterne anvender EU-retten i deres indbyrdes forhold, også når det drejer sig DA 9 DA

10 om de områder, der reguleres af konventionen. For denne mulighed gælder dog det samme rationale som uddybet ovenfor, hvilket betyder, at det realistisk set ikke er en mulighed, at medlemsstaterne på Unionens vegne foreslår dette i IMO. Desuden ville en sådan klausul kræve en ændring af direktiv 2004/35/EF for at fjerne den undtagelse, der gælder for skader opstået i forbindelse med uheld, der er omfattet af HNS-konventionen, fra direktivets anvendelsesområde. I direktivet behandles alle de konventioner om ansvar til havs, der er opført i bilag IV, dog ens. Det ville således være i strid med direktivets ånd at indføre en anderledes ordning for en af konventionerne, særlig da alle IMO-konventioner om ansvar er baseret på de samme principper om at fastsætte regler for objektivt ansvar for skibsrederen ledsaget af krav om obligatorisk forsikring og rådighed over tilstrækkelige midler til erstatning for forureningsskade som følge af et uheld i forbindelse med søtransport. (4) Ratifikation af HNS-protokollen af 2010 Indgåelsen af protokollen af 2010 til HNS-konventionen vil sikre en ensartet anvendelse i EU af regler om ansvar og erstatning i forbindelse med uheld forårsaget af skibe, der transporterer farlige og skadelige stoffer til havs. Indgåelsen vil desuden sikre, at der er tilstrækkelige midler til rådighed til erstatning til ofre for sådanne uheld. En international ordning er bedre egnet til dette formål end regionale løsninger, da en sådan ordning passer bedre til søtransport, som er et globalt erhverv, og til de grænseoverskridende konsekvenser, som sådanne uheld sandsynligvis vil have. Det blev derfor konkluderet, at det foreliggende udkast til afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til at ratificere HNS-protokollen af 2010, hvorved de giver deres samtykke til at blive bundet af den konsoliderede tekst til HNS-konventionen af 2010, er den bedste fremgangsmåde. 3. JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET Som nævnt i indledningen, annulleres en stats eventuelle tidligere undertegnelse eller ratifikation af HNS-konventionen af 1996, når den pågældende stat undertegner, ratificerer eller godkender protokollen af Stater, der ratificerer protokollen, giver deres samtykke til at blive bundet af den konsoliderede tekst til HNS-konventionen som en enkelt, konsolideret retsakt, som får virkning, når protokollen af 2010 træder i kraft. De foreslåede rådsafgørelser vil derfor bemyndige medlemsstaterne til på Unionens vegne at ratificere eller tiltræde HNS-protokollen af 2010 og som følge heraf blive bundet af reglerne i HNS-konventionen af De foreslåede rådsafgørelser er baseret på artikel 218, stk. 6, i TEUF sammenholdt med på den ene side artikel 81 i TEUF, som udgør det vigtigste retsgrundlag for EUlovgivningen om civilretligt samarbejde, der er relevant for at behandle de procedureregler, der gælder for krav og klager i henhold til kapitel IV i HNSkonventionen af 2010, og på den anden side artikel 192 i TEUF, som udgør det vigtigste retsgrundlag for EU-lovgivningen om beskyttelse af miljøet. Med HNS-konventionen af 2010 forfølges flere formål, der på uadskillelig måde er indbyrdes forbundne, uden at nogle af disse formål er sekundært og indirekte i forhold til andre. En enkelt afgørelse kan ikke vedtages på et dobbelt retsgrundlag, når procedurerne, der kræves i det enkelte retsgrundlag, er uforenelige med hinanden Jf. Domstolens nylige dom af 11. juni 2014, sag C-377/12, præmis 34. DA 10 DA

11 Dette er tilfældet i den foreliggende sag i betragtning af, at spørgsmål vedrørende retligt samarbejde i civilretlige sager ikke er bindende for Danmark, hvilket fører til divergerende stemmeret i Rådet. Følgelig er to særskilte rådsafgørelser påkrævet. De to afgørelser er bygget op på tilsvarende vis. I artikel 1 i afgørelserne bemyndiges medlemsstaterne til at ratificere eller tiltræde protokollen af 2010 til HNSkonventionen på vegne af Unionen, da EU ikke kan være kontraherende part i en sådan konvention. I henhold til den fælles artikel 2 skal medlemsstaterne give deres samtykke til at blive bundet af protokollen af 2010 inden for en periode på to år efter denne afgørelses ikrafttræden. Hvis alle EU-medlemsstaterne tiltræder protokollen af 2010 på et tidligt tidspunkt, vil kriterierne for protokollens ikrafttræden, dvs. antallet af IMOmedlemmer og det krævede antal skibe (12 stater, herunder 4 stater med hver mindst to mio. bruttotonnageenheder) hurtigere blive opfyldt. Hvad vigtigere er, vil ratifikation inden for en fastsat frist forhindre, at medlemsstater, som forsinker deres tiltrædelse af protokollen af 2010, og dermed af HNS-konventionen af 2010, opnår en konkurrencefordel på bekostning af tilsvarende retsmidler for parter, der lider skade i forbindelse med uheld, der omfatter farlige og skadelige stoffer til havs. Udveksling af oplysninger og bedste praksis vil navnlig være til gavn for ratifikations- og tiltrædelsesprocessen, særlig når det drejer sig om indberetning af bidragspligtig last af farlige og skadelige stoffer i henhold til konventionen. I artikel 3 i forslaget til Rådets afgørelse om udelukkelse af aspekter, der vedrører civilretligt samarbejde, forpligtes medlemsstaterne til skriftligt at henvise til begge rådsafgørelser, når de deponerer deres instrumenter til ratifikation eller tiltrædelse af protokollen af I artikel 3 i forslaget til Rådets afgørelse om aspekter, der vedrører civilretligt samarbejde, henvises der til den erklæring om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, som medlemsstaterne forpligtes til at fremsætte, når de giver deres samtykke til at blive bundet af protokollen af 2010 grundet Unionens enekompetence på disse områder. Erklæringen svarer til erklæringen i artikel 2 i Rådets afgørelse 2002/971/EF. I den fælles artikel 4 fastsættes datoen for de forslåede rådsafgørelsers ikrafttræden. I den fælles artikel 5 præciseres det, at afgørelserne er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne, da formålet med afgørelserne er at bemyndige medlemsstaterne til at blive bundet af protokollen af 2010 på vegne af Unionen. 4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET Ingen. DA 11 DA

12 2015/0135 (NLE) Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om medlemsstaternes ratifikation og tiltrædelse på Unionens vegne af protokollen af 2010 til den internationale konvention om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer med undtagelse af aspekter, der vedrører civilretligt samarbejde RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("TEUF"), særlig artikel 192 sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v), under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet 14, og ud fra følgende betragtninger: (1) Den internationale konvention af 1996 om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer (i det følgende benævnt "HNS-konventionen af 1996") havde til formål at sikre, at personer, der lider skade som følge af udslip af farlige og skadelige stoffer i forbindelse med søtransport, ydes passende, hurtig og effektiv erstatning. HNS-konventionen af 1996 lukker et væsentligt hul i den internationale lovgivning om erstatningsansvar i forbindelse med havforurening. (2) Rådet vedtog i 2002 afgørelse 2002/971/EF 15 om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde HNS-konventionen af Ved afgørelse 2002/971/EF forpligtedes medlemsstaterne til at tage de nødvendige skridt til at ratificere eller tiltræde HNS-konventionen af 1996 før den 30. juni Fire medlemsstater har efterfølgende ratificeret konventionen. HNSkonventionen af 1996 er aldrig trådt i kraft. (3) HNS-konventionen af 1996 er blevet ændret ved protokollen af I henhold til artikel 2 og artikel 18, stk. 1, i protokollen af 2010, skal parterne i protokollen af 2010 læse, fortolke og anvende protokollen af 2010 og HNS-konventionen af 1996 samlet som én enkelt retsakt. (4) Sekretariatet for Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) har udarbejdet en konsolideret tekst til protokollen af 2010 og HNS-konventionen af 1996 (i det følgende benævnt "HNS-konventionen af 2010"), som IMO's retsudvalg vedtog på sit 98. møde. HNS-konventionen af 2010 er ikke et instrument, der er åbent for undertegnelse eller ratifikation. HNS-konventionen af 2010 får virkning, når protokollen af 2010 træder i kraft i medlemsstaterne EUT C 47 af , s. 47. Rådets afgørelse af 18. november 2002 om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde den internationale konvention af 1996 om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer (HNSkonventionen) (EFT L 337 af , s. 55). DA 12 DA

13 (5) En stats erklæring om samtykke til at lade sig binde af protokollen af 2010 annullerer den pågældendes stats eventuelle tidligere erklæring om samtykke til at lade sig binde af HNS-konventionen af 1996, jf. artikel 20, stk. 8, i protokollen (artikel 45, stk. 8, i HNS-konventionen af 2010). Som følge heraf vil stater, der er kontraherende parter i HNS-konventionen af 1996 ophøre med at være det i det øjeblik, de giver deres samtykke til at blive bundet af protokollen af 2010, jf. særlig denne protokols artikel 20, stk. 2, 3 og 4. (6) Siden afgørelse 2002/971/EF blev vedtaget, har EU-retten udviklet sig med vedtagelsen af ny afledt ret og ændringen af traktaterne ved Lissabontraktaten. HNSkonventionen henhører nu fuldstændigt under Unionens enekompetence. (7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF 16 er den gældende lovgivning i Unionen for så vidt angår ansvaret hos operatører af erhvervsmæssige aktiviteter, herunder søtransport, med hensyn til at forebygge og afhjælpe miljøskader på medlemsstaternes territorium og havområder. Både HNS-konventionen af 1996 og af 2010 deler anvendelsesområde med direktiv 2004/35/EF, når det drejer sig om i) miljøskader påført en kontraherende stats territorium, herunder søterritoriet (artikel 3, litra a) og b), i HNS-konventionen af 2010), ii) og forebyggende foranstaltninger, når de træffes for at forhindre eller begrænse skaden (artikel 3, litra d), i HNSkonventionen af 2010). (8) Bortset fra overlappet mellem anvendelsesområderne for HNS-konventionen af 2010 og for direktiv 2004/35/EF er der også en potentiel konflikt mellem de to retsakter, hvilket er forudset og behandlet i artikel 4, stk. 2, samt bilag IV i nævnte direktiv. I overensstemmelse med artikel 7, stk. 4 og 5, i HNS-konventionen af 2010, fastsætter konventionen skibsrederens objektive ansvar for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer, der er omfattet af konventionen, baseret på, at ansvaret overføres til skibsrederen, og på, at der ikke kan rejses andre krav mod skibsrederen end dem, der er i overensstemmelse med konventionen. Således forhindrer den undtagelse, der finder anvendelse på skader, der er omfattet af konventionen i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 2004/35/EF, en konflikt mellem konventionens artikel 7 og nævnte direktiv. (9) Grundet overlapningen mellem anvendelsesområderne for direktiv 2004/35/EF og HNS-konventionen af 2010 og den undtagelse, der finder anvendelse på konventionen i henhold til direktivet, er det klart, at protokollen af 2010 påvirker de gældende EUregler, og at samtykke til at blive bundet af protokollen af 2010 bør henhøre under Unionens enekompetence. (10) Som det var tilfældet med dens forgænger, er HNS-konventionen af 2010 af særlig betydning for Unionen og medlemsstaterne, da den i henhold til internationale regler om erstatning ved havforurening indeholder bestemmelser om øget beskyttelse af miljøet og af ofrene for skader opstået i forbindelse med forurening til havs med farlige og skadelige stoffer, jf. De Forenede Nationers havretskonvention af (11) Med henblik på, at staterne bliver kontraherende parter i protokollen af 2010, og dermed i HNS-konventionen af 2010, skal de i overensstemmelse med konventionens artikel 20, stk. 4, samtidig med samtykkeerklæringen sende IMO's generalsekretær relevante data om de samlede mængder last, der er bidragspligtig i henhold til HNSkonventionen af 2010 for det foregående kalenderår. Til dette formål skal staterne 16 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (EUT L 143 af , s. 56). DA 13 DA

14 oprette et system til indberetning af bidragspligtig last, før de giver deres samtykke til at blive bundet af protokollen af (12) Udveksling af oplysninger og bedste praksis blandt medlemsstaterne om de procedurer, der fører til ratifikation eller tiltrædelse af protokollen af 2010 kan gøre det lettere for medlemsstaterne at etablere funktionelle systemer til indberetning af bidragspligtig HNS-last i henhold til HNS-konventionen af (13) Lige som det var tilfældet med HNS-konventionen af 1996, kan kun suveræne stater være kontraherende parter i protokollen af 2010, da den ikke indeholder en klausul om en regional organisation for økonomisk integration. Derfor er det i øjeblikket ikke muligt for Unionen at ratificere eller tiltræde protokollen af 2010 og dermed HNSkonventionen af Det traktatfæstede princip om loyalt samarbejde binder dog medlemsstaterne og Unionen til at virkeliggøre Unionens mål på områderne miljøbeskyttelse og civilretligt samarbejde. I dette tilfælde kræver det, at medlemsstaterne skal bestræbe sig på og gøre deres yderste for at opnå Unionens tiltrædelse af denne konvention. (14) Hvis alle medlemsstaterne ratificerer protokollen af 2010 inden for en fastsat tidsramme, vil det sikre lige konkurrencevilkår for alle aktører, der er berørt af anvendelsen af HNS-konventionen af 2010, og forhindre konkurrencefordele som følge af forsinket tiltrædelse. (15) Medlemsstaterne bør derfor bemyndiges til at ratificere protokollen af 2010 med undtagelse af aspekter, der vedrører civilretligt samarbejde. De bestemmelser i konventionen, der henhører under den kompetence, der er tillagt Unionen under det civilretlige samarbejde vil blive gjort til genstand for en afgørelse, der vedtages sideløbende med denne afgørelse VEDTAGET DENNE AFGØRELSE: Artikel 1 Medlemsstaterne bemyndiges hermed til på Unionens vegne at ratificere eller tiltræde protokollen af 2010 med undtagelse af aspekter, der vedrører civilretligt samarbejde på de betingelser, der er fastsat i artikel 2, 3 og 4 i denne afgørelse. Artikel 2 1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest to år efter datoen for denne afgørelses ikrafttræden at deponere deres instrumenter til ratifikation eller tiltrædelse af protokollen af Medlemsstaterne underretter senest et år efter denne afgørelses ikrafttræden Rådet og Kommissionen om, hvornår de forventer at have afsluttet deres ratifikations- eller tiltrædelsesprocedurer. 3. Medlemsstaterne tilstræber at holde hinanden underrettet om forløbet af deres ratifikations- eller tiltrædelsesprocedurer, navnlig ved at etablere et system til indberetning af bidragspligtig HNS-last i henhold til protokollen af Artikel 3 I forbindelse med ratifikationen eller tiltrædelsen af HNS-konventionen meddeler medlemsstaterne skriftligt Den Internationale Søfartsorganisations generalsekretær, at DA 14 DA

15 ratifikationen eller tiltrædelsen har fundet sted i overensstemmelse med denne afgørelse og den afgørelse, der er vedtaget parallelt med denne afgørelse, og som vedrører de aspekter, der henhører under den kompetence, der er tillagt Unionen under det civilretlige samarbejde 17. Artikel 4 Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Artikel 5 Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den. På Rådets vegne Formand 17 EUT L. DA 15 DA