7. Semester speciale

Transkript

1 7. Semester speciale Bygningskonstruktøruddannelsen AB92 Tidsfristforlængelse og ekstraarbejde Skrevet af Henrik Haurum Vejleder: Anne Marie Herforth Via University College, Campus Aarhus Afleveret d

2 TITELBLAD RAPPORT TITEL: AB92 Tidsfristforlængelse og ekstraarbejde VEJLEDER: Anne Marie Herforth FORFATTER: Henrik Haurum DATO/UNDERSKRIFT: STUDIENUMMER: OPLAG: 2 SIDETAL (á 2400 anslag): 27,5 sider GENEREL INFORMATION: All rigths reserved ingen del af denne publikation må gengives uden forudgående tilladelse fra forfatterren BEMÆRK: Dette speciale er udarbejdet som en del af uddannelsen til bygningskonstruktør alt ansvar vedrørende rådgivning, instruktion eller konklusion fraskrives. 1

3 Abstract The term paper concerned deal with the Head contractor s right to time-limit extension at project changes and extra work in accordance with AB92, and the possibility of the Head contractor to refuse extra work when a written deal is not reached with the Building owner. The term paper contains a main section called The Building owner s conditions consisting of three sections of theory, empirical data and analysis. The sections are based on the paragraphs of AB92, decisions and verdicts of the Danish court, and which interpretations that gain support in practice. Against a background of these inquiries, it is concluded that there is room for improvement within procedures about document- and documentation-handling in the building industry. 2

4 Indholdsfortegnelse 1 Indledning Baggrundsinformation og præsentation af emne Begrundelse for emnevalg og fagligt formål Problemformulerings-spørgsmål Afgrænsning Valg af teoretisk grundlag og kilder Valg af metode og empiri Rapportens struktur og argumentation Bygherrens forhold Tidsfristforlængelse ved projektændringer Teori Empiri Analyse Forceringspligt ved tidsfristforlængelse Teori Empiri Analyse Projektændringer Teori Empiri Analyse Konklusion Perspektivering Refleksion Litteraturliste

5 1 Indledning Udviklingen i byggebranchen er altid meget aktiv, og er derfor præget af mange ændringer undervejs i byggeperioden. Det kan føre til uenigheder mellem kontraktparterne. For at undgå uenighederne er det en god ide at kontrahere på baggrund af et aftaledokument, f.eks. AB92. AB92 er et aftaledokument, der ved enighed, er blevet lavet i et udvalg bestående af Bygherrer, Hovedentreprenører, Rådgivere, Leverandører og Boligministeriet. AB92 er et sæt givne regler for afviklingen af byggeprocessen, som indeholder parternes pligter og rettigheder. Prisen og tiden hænger altid sammen i entreprisekontraktens indgåelse, hvilket der oftest ikke er uenighed om. Men der vil forekomme forbehold vedrørende de øvrige vilkår i aftaledokumentet, som er en juridisk ramme mellem parterne i byggeprocessen, som derved er afgørende for, at byggeriet bliver udført vellykket. Hensigten med AB92 er, at Bygherren og Hovedentreprenøren påtager sig hver sin risiko, den risiko som er nærmest dem. Det vil sige, at Hovedentreprenøren har ansvaret for, at afleveringstidspunktet overholdes, og udførslen af byggeriet skrider frem som planlagt. Bygherren bærer ansvaret for at sikre rådgivning under byggeperioder samt at udbudsmaterialet er fyldestgørende. Dette har man besluttet for at sikre, at parterne imellem er villige til at samarbejde, og for at sikre sig at den ene part ikke alene har påtaget sig de økonomiske konsekvenser, der kan forekomme ved en mislykket proces. Når Hovedentreprenøren regner sit tilbud til opførsel af et byggeri ud, er det tidsfristen for overdragelse af byggeriet til Bygherren der har en væsentlig rolle. Når aftalen skal indgås, er det altid tidsfristen og prisen, der hænger sammen for aftalegrundlaget mellem Bygherren og Hovedentreprenøren, og det forventes derfor, at parterne overholder disse i deres del af aftalen. Undervejs i byggeriet kan der forekomme forhold, som ændrer både prisen og den nødvendige arbejdstid. I sådanne tilfælde kan det være medvirkende til en fristforlængelse for Hovedentreprenøren. Samtidig vil han eventuelt være berettiget til merbetaling for de ændrede forhold. I sådanne situationer vil der ofte opstå uenighed om ændringernes omfang, og hvilke tids- og økonomiske konsekvenser det skal medføre. Derfor er det vigtigt at kontrakten er lavet på baggrund af aftaledokumentet AB92, og at parterne gør sig klart, hvad det indebærer i praksis. Her vil de modstridende parter kunne referere til 24 om tidsfristforlængelse og 14 om ændringer i arbejdets art og omfang. (Hansen, 1993) Men hvordan er Hovedentreprenøren stillet overfor Bygherren ved ændringer i sit arbejde? I rapporten vil jeg undersøge, hvornår Hovedentreprenøren har krav på tidsfristforlængelse ved ændringer i aftalegrundlaget, hvordan Hovedentreprenøren er stillet ved en forcering af arbejdet, for at hindre forsinkelser. Samtidig vil jeg undersøge, hvilke muligheder Hovedentreprenøren har for at lave et nødvendigt ekstraarbejde for den videre fremdrift uden en underskrevet aftaleseddel. 4

6 1.1 Baggrundsinformation og præsentation af emne I forbindelse med den afsluttende eksamen på bygningskonstruktøruddannelse, er specialerapporten en del af pensummet. Hvor jeg har valgt, at skrive om kommunikation og ledelse som det overordnede emne og undersøge nærmere, Hvilke muligheder har Hovedentreprenøren, for tidsfristforlængelse ved ekstraarbejde i henhold til AB Begrundelse for emnevalg og fagligt formål Mange af de udbudte byggerier bliver udbudt som hovedentrepriser i dag, og derved bliver kontraheret på baggrund af AB. Det er et aftaledokument indeholdende regler som Bygherren og Hovedentreprenøren skal praktisere overfor hinanden. I langt de fleste tilfælde er Hovedentreprenørens Underentreprenør, kontraheret på samme måde hvori Hovedentreprenøren agerer som Bygherren. (Hansen, 1993) Som et led i min uddannelse som bygningskonstruktør, har jeg været i praktik på 6. semester på en hovedentreprise i Østjylland. I den forbindelse erfarede jeg, at langt de fleste tilfælde kender Hovedentreprenøren ikke sine rettigheder, i forhold til tidsfristforlængelse og projektændringer. Tilfældet var, at der blev taget beslutninger på baggrund af tidligere erfaringer vedrørende ekstraarbejde og tidsfristforlængelse. Til tider var disse tidligere erfaringer rigtigt forstået i forhold til AB92, men det forekom at beslutningerne blev besluttet ud fra et misforstået grundlag og misforståede fortolkning af AB92, hvori det havde konsekvenser for Hovedentreprenøren og hans Underentreprenører. I forbindelse med situationer som denne, har jeg derfor reflekteret over hvordan AB92 s paragraffer skal forstås i forhold til tidsfristforlængelse, projektændringer og ekstraarbejde. Speciale rapporten på afsluttende semester på bygningskonstruktøruddannelse, vil derfor omhandle teori, empiri, analyser og konklusioner om tidsfristforlængelse, projektændringer og ekstraarbejde. Som derved sikrer, at jeg fremadrettet har en korrekt forståelse af hvordan AB92 skal bruges og praktiseres i byggebranchen. 1.3 Problemformulerings-spørgsmål Hvilke muligheder har Hovedentreprenøren, for tidsfristforlængelse ved ekstraarbejde i henhold til AB92? Hvornår kan Hovedentreprenøren gøre krav på tidsfristforlængelse ved projektændringer? Hvordan er Hovedentreprenøren stillet ved en forcering af arbejdet, for at hindre forsinkelser? Hvilke muligheder har HE for, at udføre ekstraarbejde uden underskrevet aftaleseddel? 1.4 Afgrænsning Rapporten indeholder ikke alle de forhold, som giver Hovedentreprenøren ret til tidsfristforlængelse. Udgangspunktet vil være det, der giver Hovedentreprenøren ret til tidsfristforlængelse ved ændringer i arbejdet. Samt hvilke muligheder Hovedentreprenøren har ved ekstraar- 5

7 bejde uden underskrevet aftaleseddel på baggrund af AB92. Jeg vil kun forholde mig 14, stk. 1 og 2. samt og 24, stk. 1, nr. 1 og stk. 3. i AB. (Hansen, 1993) 1.5 Valg af teoretisk grundlag og kilder Betænkning fra udvalget til revision af, Almindelige betingelser arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed. (1993). København: Bygge- og boligstyrelsen. Bygge-Boligstyrelsen, V. o. (1994). Vejledning om AB92 Almindelige Betingelser for arbejde og leverancer i Bygge- og anlægsvirksomhed. Bygge- og Boligstyrelsen. Hansen, M. m. (1993). AB92 for praktikere. København: Byggecentrum. Hørlyck, E. (2009). Entreprise 6. udgave. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Vagner, H. H. (2005). Entrepriseret 4.udgave ved Torsten Iversen. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Ud fra ovenstående grundlag og kilder, har jeg med kritiske øjne udvalgt den teori som er relevant for de emner jeg berører i denne rapport. 1.6 Valg af metode og empiri Jeg har valgt at benytte mig af de kvalitative domme, der henvises til i teorien bag paragrafferne i AB som empiri. Dommene er Kendelser om Fast Ejendom og Ugeskrift fra Retsvæsen, hvori dommene er blevet sorteret, så relevante domme bruges som empiri i rapporten. Teori og empiri analyseres og diskuteres grundig, hvorefter jeg sammenligner empiri i forhold til teori, og derved konkluderer på dommenes udfald. Derved refereres konklusionen til praksis udførsel af tidsfristforlængelse, projektændringer og ekstraarbejde, i tilfælde hvor der er kontraheret på baggrund af AB. 1.7 Rapportens struktur og argumentation Nedenstående speciale rapport indeholder et hovedafsnit, som beskriver Bygherrens forhold. I hovedafsnittet er der underpunkter, hvori problemformuleringen bliver bearbejdet, med et teoriafsnit, efterfuldt af empiri afsnit, samt en afsluttende analyse. Efter hovedafsnittet findes konklusionen, hvor resultatet af undersøgelserne fremgår. 6

8 2 Bygherrens forhold Efter indgåelse af kontrakten mellem Bygherren og Hovedentreprenøren, vil der i de fleste tilfælde opstå større eller mindre ændringer i projektet. De ændringer der kunne forekomme undervejs i projektet, skal Bygherren kunne gøre krav på, og håndteres i henhold til 24 og 14 i AB92. I de følgende afsnit, vil det beskrives hvordan Hovedentreprenøren er stillet overfor paragrafferne underneden. AB 24, stk. 1, nr. 1-5 siger følgende; 24. Hovedentreprenøren har ret til forlængelse af tidsfrister ved forsinkelse af arbejdet, der er en følge af, 1) Ændringer i arbejdets art og omfang, som kræves af Bygherren, jf. 14, 2) Bygherrens forhold eller anden Hovedentreprenørs forsinkelse. Stk. 2 Hovedentreprenøren skal dog søge forsinkelsen undgået eller begrænset ved sådanne dispositioner, som med rimelighed kan kræves. 14 Bygherren har ret til at forlange ændringer i arbejdets art og omfang, når ændringen har en naturlig sammenhæng med de aftalte ydelser. Stk. 2 Bygherrens krav om ændring skal fremsættes skriftlig. Det samme gælder parternes eventuelle krav om forandringer i aftale med hensyn til pris, tid og sikkerhed som følge af ændringen. Der træffes snarest skriftlig tillægsaftale om ændringen. Forhandlinger herom må ikke medføre forsinkelse af arbejdets udførelse. 2.1 Tidsfristforlængelse ved projektændringer Teori Hvis ikke Bygherrens ret til projektændringer var til stede, ville der opstå uhensigtsmæssige stop i fremdriftsprocessen. Det er omtalt i 24, som samtidig beskriver, at Bygherren bærer de økonomiske og tidsmæssige risici som følge af ændringen i de i forvejen kontraherede ydelser. (Hansen, 1993) Generelt er fristforlængelse i henhold til AB92 s vejledning en definition af, at den sanktionsgivende dag enten bortfalder eller udskydes. Hvis en fristforlængelse forekommer, vil det sige at der er sket et forhold, så den ansvarspådragende forsinkelse bortfalder. Den sanktionsgivende dag er den dag, Hovedentreprenøren modtager dagbøder for ikke at have afleveret byggeriet i henhold til aftalegrundlaget. Ved forsinkelse forstås, at Hovedentreprenøren overskrider den aftalte tidsfrist, som er fastsat på den kontraherede tidsplan. Hvis udtrykket forsinkelse bruges, betegnes dette som en misligholdelse af aftalegrundlaget, og derved opstår der en ansvarspådragende forsinkelse. Hvis ikke Hovedentreprenøren ønsker en ansvarspådragende forsinkelse, skal han kunne bevise, at den pågældende fristoverskridelse, hvad enten det er mellemfrister eller sluttermin skyldes Bygherrens forhold. Det vil sige forhold som Bygherren bærer risikoen for. Bevisernes karakter skal være i et sådan omfang, at kravet om tidsfristforlængelse er gældende. To grundbetingelser skal være opfyldt for, at Hovedentreprenøren kan kræve forlængelse af fristerne: Der 7

9 skal foreligge en forsinkelse, som derved udsætter udførslen, nedsætter hastigheden, eller forsinkelsen skal være forårsaget af en omstændighed i 24, stk. 1, nr I tilfælde af ændringer i arbejdets art og omfang har Hovedentreprenøren krav på tidsfristforlængelse. Det har ingen betydning om ændringen er sket af nødvendige tekniske grunde, f.eks. projektfejl eller andre uforudsete forhold som Bygherren opstiller krav om. Det er heller ikke afgørende for Hovedentreprenøren om ændringen medfører mer- eller mindre omkostninger i de kontraherede ydelser. Det, der udelukkende er afgørende for fristforlængelse er, at en af de to ovenstående grundbetingelser opfyldes. Bygherren kan ikke ved reduktioner i arbejdet kræve, at byggeriet skal overtages før det aftalte tidspunkt. Kravet kan medvirke ændringer, som skal korrigeres i tegningsmaterialet. Derved kan der opstå en udvidet administration af materialet, som medfører forsinkelse i entreprisen. Dette vil blive betragtet som en konsekvens af de ændringer, der er forekommet. Det bør derfor medregnes i fristforlængelsen, som Hovedentreprenøren kan gøre krav på. (Hansen, 1993) De ændringer, som Bygherren kan forlange i arbejdet, kan medføre forsinkelser af entreprisen. Derved vil det være en begrundelse til at opstille krav om tidsfristforlængelse fra Hovedentreprenøren. Hans forlangte ændringer medvirker nødvendigvis ikke til, at han kan opstille krav om tidsfristforlængelse, da de forlangte projektændringer skal forsinke entreprisen. I tilfælde af mange små ændringer, som forstyrrer Hovedentreprenørens arbejdsgang tilstrækkeligt til, at der opstår forsinkelser i entreprisen, vil være begrundelse nok til udvidelse af produktionstiden. Det vil være ændringer som ikke nødvendigvis forsinker entreprisen, men derimod er medvirkende til forstyrrelser i arbejdsprocessen. Ved enhver vurdering af hvorvidt den forlangte ændring har medvirket til en forsinkelse, skal tidspunktet for kravet af ændringen betragtes. Hvis Bygherren har krævet ændringen i god tid, og Hovedentreprenøren derved har haft tid til at indarbejde ændringen i tidsplanen, uden at det er medvirkende til en forsinkelse, kan der ikke gøres krav på tidsfristforlængelse. Det vil være en konkret vurdering i den enkelte byggesag, hvorvidt ændringens omfang er medvirkende til forsinkelse. I forbindelse med ændringer i arbejdet kan der forekomme projekteringsfejl eller uoverensstemmelser i projektmaterialet, som nødvendiggør ikke forudset ekstraarbejde. Dette kan eventuelt indebære en forsinkelse, som giver Hovedentreprenøren ret til tidsfristforlængelse. Tidsfristforlængelsen skal regnes i arbejdsdage og ikke kalenderdage. Det betyder ikke, at en forsinkelse skal vare én arbejdsdag, for at der kan være grund til krav om fristforlængelse. Det afgørende for, om man skal stille krav om fristforlængelse er, om arbejdets fremdrift forsinkes. Dette er uafhængigt af om man er for- eller bagud ift. gældende tidsplaner. 1 24, stk. 1, nr. 1-5, er fremadrettet anført som 24, stk. 1. 8

10 2.1.2 Empiri KFE I sagen KFE var det ikke Hovedentreprenøren men Bygherren, der fik medhold. Sagen omhandler en entreprise, som blev udbudt i fast pris og tid. I udbudsmaterialet var der uoverensstemmelser mellem udbudsbrevet og fællesbetingelserne i forhold til dagbodssatsen. Råhus-entreprisen kom relativt hurtig bagefter aftalegrundlagets tidsplan, men efter en konflikt på arbejdsmarkedet blev der vedtaget en ny tidsplan, som ligeledes heller ikke holdte. Råhuset blev afleveret 8 måneder efter udbudstidsplanen, altså 2½ måned senere, svarende til 63 arbejdsdage efter den nye reviderede tidsplan. (KFE ) Bygherren opsatte krav om dagbøder beregnet ud fra udbudsbrevet og erstatning for omkostninger, som forsinkelsen medførte. Dagbøden blev beregnet ud fra den oprindelige tidsplan. Samtidig krævede Hovedentreprenøren tidsfristforlængelse og erstatning af Bygherren, grundet omfattende projektrettelser og ændringer, som han mente var Bygherrens forhold. (KFE ) Angående forsinkelserne efter den reviderede tidsplan udtrykte Hovedentreprenøren, at de i et væsentligt omfang måtte ligge til grund for arbejdskraftsmangel. Han mente derfor, at risikoen lå hos Bygherren, da forsinkelsen ikke ville være forekommet, hvis den oprindelige tidsplan kunne holde. Han gjorde det ligeledes klart, at hvis han skulle modtage dagbøderne, ville det udelukkende være efter den reviderede tidsplan og efter beregningen i fællesbetingelserne. (KFE ) I sagen udtalte voldgiftsretten, at de angivne projektændringer, der forekom inden udarbejdelsen af den reviderede tidsplan, var anset som værende i et større omfang end normalt. Men eftersom omstændighederne viste, at det var en nødvendighed med en revideret tidsplan, måtte parterne betragtes som havende gjort op med fortiden og projektændringerne. Hovedentreprenøren blev pålagt at betale dagbøder for forsinkelsesperioden i henhold til den reviderede tidsplan. De projektændringer, der forekom efterfølgende, betragtes ikke som værende i et omfang, hvor det vil medføre forsinkelse for Hovedentreprenøren. Hans mangel på arbejdskraft anses desuden som værende et forhold, som han bar risikoen for. (KFE ) KFE I sagen KFE var der 6 tvister, som skilte parterne fra hinanden. Det følgende omhandler tvisten omkring renovering af vinduer. En Hovedentreprenør havde vundet entreprisen som omhandlede at renovere vinduer, døre, facader, tag, fundamenter og el. Arbejdet skulle i følge den kontraherede tidsplan være færdigudført til overdragelse d Afleveringsforretningen fandt sted d , men Bygherren nægtede at overtage byggeriet grundet mangler. Bygherren opgjorde sin ret til dagbøder i perioden fra det kontraherende overdragelsestidspunkt og til afleveringsforretningen fandt sted. Hovedentreprenøren afviste Bygherrens opsatte krav om dagbodsbetaling grundet projektændringer, som efter 26 og 14 medfører tidsfristforlængelse. 9

11 Sagen endte i voldgiftsretten, hvori klager 2 igen fremsatte krav om tidsfristforlængelse på baggrund af projektændringer. Indklagede 3 var bekendt med disse projektændringer, som omhandlede en væsentlig forandring af antallet af vinduer, der skulle udskiftes. Omfangsbeskrivelsen i udbudsmaterialet var misvisende i forhold til det reelle forhold, som var beskrevet til, at der skulle anvendes 100 nye rammer, og at disse i forvejen var i god stand og af god trækvalitet. Arkitekten kasserede løbende vinduesrammer, og antallet af rammer, der skulle udskiftes endte i 1200, og var en væsentlig forøgelse af omfanget. Dette medførte samtidig en forsinkelse af leverancen af de nye rammer, da antallet blev betragtelig forøget i forhold til den bestilte leverance. Heller ikke ved leverance fra andre leverandører ville Hovedentreprenøren kunne undgå forsinkelse. Dette påvirkede byggeperioden i et sådan omfang, at det var medvirkende til forsinkelse. (KFE ) Bygherren afviste igen kravet om tidsfristforlængelse fra Hovedentreprenøren, eftersom ved at henvise til, at det forøgede antal rammer medførte en tidsbesparelse for Hovedentreprenøren, da omfanget af snedkergennemgangen og renovering af vinduerne ikke fandt sted ved udskiftningen. Samtidig hævdede Bygherren, at forsinkelsen i forbindelse med leverancen af nye vinduer var uden selvstændig betydning for forsinkelsen i entreprisen, da Hovedentreprenøren i forvejen var forsinket med udførslen. (KFE ) Voldgiftsretten fandt, på baggrund af oplysningerne i sagen og de afgivne vidneforklaringer, at der var en væsentlig forsinkelse i forbindelse med færdiggørelsen af entreprisen, grundet det ændrede antal vinduesrammer, der skulle udskiftes i forhold til det antal, der var kontraheret med. Retten fandt ligeledes Hovedentreprenøren berettiget til tidsfristforlængelse på baggrund af breve løbende fra perioden juni til november. Hvori han forbeholdt sig retten til tidsfristforlængelse. Retten fandt derfor, at der opstod en væsentlig forsinkelse i forhold til bestilling og levering af de første rammer, og efterfølgende med de senere bestilte leverancer. De fandt det ligeledes godtgjort, at forsinkelsen fik en betydning for færdiggørelsen af entreprisen. Derimod fandt retten det ikke godtgjort, at Hovedentreprenøren kunne begrænse forsinkelsen ved anden tilrettelæggelse af arbejdsprocessen, eller ved at have valgt en anden leverandør til leverancen. På baggrund af de angivne oplysninger i udbudsmaterialet om, at rammerne var af god kvalitet, og at det forventede antal af vinduesrammer, der skulle udskiftes, var angivet til 100 stk., fandt voldgiftsretten, at forsinkelsen skyldes Bygherrens forhold, AB 24, stk. 1, nr. 2. Derved var Hovedentreprenøren berettiget til tidsfristforlængelse af entreprisen Analyse Fordi 24 er mangelfuld i sin bekendtgørelse af, hvornår omfanget af projektændringerne er væsentlige, kan der forekomme uenigheder mellem Bygherren og Hovedentreprenøren, som kan ende i voldgiftsretten. Et klassisk eksempel er også ved økonomiske udfordringer for en af de givne partnere. 2 I dette tilfælde er Hovedentreprenøren klageren. 3 I dette tilfælde er Bygherren indklageren. 10

12 Hans Henrik Vagner/Torsten Iversens 4 fortolkning er, at Hovedentreprenøren ved udførsel af ekstraarbejde er tvunget til at beråbe sig om forlænget produktionstid snarest, idet han senere vil være afskåret fra at opstille krav om forlængelse. I KFE fik Bygherren medhold, da Hovedentreprenøren ikke var opmærksom eller bekendt med omfanget af ændringer i projektet, før udarbejdelsen af den reviderede tidsplan. Samtidig udtaler retten, at hvis Hovedentreprenøren senere i byggeperioden finder sig berettiget til forlængelse af produktionstiden, vil han kunne dette ved samtidig at fremlægge bevisførelsen for netop forlængelsen. Der vil ikke være en konkret retning som Bygherren og Hovedentreprenøren kan forholde sig til, men det vil dog til enhver tid være personen, der opstiller kravet, der skal fremføre bevisførelsen for dette. Eksempelvis kunne Hovedentreprenøren ikke i ovennævnte sag, fremføre tilstrækkelige beviser til, at Bygherren accepterede en udvidelse af produktionstiden. Det er under 24 angivet, at hvis der bliver foretaget ændringer af Bygherren i aftalegrundlaget, har Hovedentreprenøren ret til tidsfristforlængelse. Hvilket Bygherren også accepterede i sagen ved, at udarbejde en reviderede tidsplan undervejs i byggeperioden. Retten lagde vægt på, at under udarbejdelsen havde Hovedentreprenøren muligheden for, at påpege sin vurdering af den udvidede produktionstid i forhold til de ændringer, der var i foretaget af Bygherren i projektet. Fordi Hovedentreprenøren ikke opstillede krav om forlængelse under udarbejdelsen af tidsplanen, blev muligheden for at opstille krav om tidsfristforlængelse tabt, medmindre han kunne fremlægge stærke beviser for, at ændringerne efter udarbejdelsen af tidsplanen var af væsentlig karakter. Hovedentreprenøren opstillede krav om fristforlængelse på baggrund af projektændringer, et stykke tid efter den reviderede tidsplan var udarbejdet. Fordi han havde muligheden for at opråbe sit krav, inden udarbejdelse af tidsplanen, fik han ikke medhold fra voldgiftsretten. Grundlaget for rettens beslutning var, at han havde haft muligheden, men de så desuden ikke ændringsomfanget som væsentligt, og de mente samtidig, at Hovedentreprenøren havde mulighed for at indarbejde ændringerne i sin planlægning. Afgørelsen viser, at det er vigtigt for Hovedentreprenøren at føre beviser og registrering af de ændringer som Bygherren stiller krav om. Det ville for Hovedentreprenøren have været en betragtelig forbedring af hans bevisførelse, at have registreret forsinkelserne på byggemøderne undervejs i byggeperioden. Derved ville han kunne fremlægge en oversigt over de ekstra arbejdsdage, som ændringerne har medført undervejs. Fordi Hovedentreprenøren ikke kunne fremlægge en oversigt, ville Bygherren kunne drage tvivlsspørgsmål omkring omfanget af de forsinkelser ændringerne har medvirket, og derved samtidig også spå tvivl om, hvorvidt forsinkelsen var forekommet før ændringen fremkom i projektet. Derfor vil det være entrepriserets fortolkning, af tidspunktet for opråbet om fristforlængelse som vil blive brugt i praksis. Det vil derfor være vigtigt Hovedentreprenøren, at føre overnævnte registrering undervejs i byggeperioden. Tvivlsspørgsmålet om en ændring fra Bygherren er væsentlig eller ej, kan i henhold til 24 ikke defineres. Nedennævnte sag KFE er et eksempel på rettens definition af en 4 Fordi Torsten Iversen har ajourført, Hans Henrik Vagners Entrepriseret vil Hans Henrik Vagner/Torsten Iversen, være beskrevet som Iversen. 11

13 væsentlig ændring, og hvilken konsekvens det skal have for Hovedentreprenøren før tidsfristforlængelse kan kræves af ham. I Entreprise skriver landsretssagfører Axel H. Pedersen 5, at hvis Hovedentreprenøren har været bekendt med ændringer i rimelig tid, vil han ikke kunne gøre krav på tidsfristforlængelse. Idet han har haft tid til at indarbejde det i planlægningen og sin produktionsfremgang. Medlem af Højesteretsskranken Erik Hørlyck 6, udtrykker også sin skepsis overfor Pedersens fortolkning, eftersom det vil være en konkret vurdering i de enkelte tilfælde, og vil spille en rolle om muligheden for, hvorvidt den ændrede produktionsfremgang kan indarbejdes. Ifølge 24 skal Hovedentreprenøren dog til enhver tid forsøge at undgå forsinkelser i entreprisen. Som eksempel kan nævnes at have adskillige leverandører til levering af nye vinduesrammer. Derved har Hovedentreprenøren foretaget foranstaltninger og mindsket risikoen for forsinkelser i entreprisen, som også kan være afgørende for, hvorledes krav om forlængelse af tidsfrist kan opstilles. Et andet eksempel kan være ved at forcere arbejdet, som uddybes i afsnit 2.2. I KFE finder voldgiftsretten, at ændringsomfanget er væsentligt, fordi ændringsomfanget er så stort, at det overstiger mere end det Hovedentreprenøren har mulighed for, at planlægge sig ud af, fordi Hovedentreprenøren heller ikke har mulighed for at få leveret materialerne til den planlagte tid grundet det forøgede omfang. Retten udtaler, at selvom Hovedentreprenøren ville have været bekendt med ændringen i rimelig tid, ville igangsættelse af arbejdet ikke kunne finde sted. Fordi leverancen af det forøgede antal ville forøge produktions- og leveringstiden, og arbejde ville derfor ikke kunne starte til planlagt tid. Voldgiftsretten ligger desuden vægt på, at Bygherren har været bekendt med det væsentlige større omfang, idet hans tilsyn og arkitekt skulle anmærke rammerne, som skulle udskiftes. Hvilket også giver anledning til at vurdere nødvendigheden af skriftlig aftale herom. Fordi Bygherren betragtes som værende bekendt med ændringerne udført af Hovedentreprenøren, ud fra aftalerne om ekstraarbejde, og de ændringer i antallet der er forekommet. Afgørelsen viser, at Pedersens definition ikke har vundet genhør i praksis, i hvert fald ikke under omstændigheder som i ovennævnte sag, men i stedet understøttes Hørlycks ovennævnte synspunkt, om at selv et rimeligt varsel af projektændringer ikke i sig selv afskærer Hovedentreprenøren fra tidsfristforlængelse. I begge sager er der tvister, som kan sammenlignes. Hovedentreprenørerne vil i de to sager kunne kræve forlængelsen på baggrund af 24, men det nødvendiggør ikke Bygherrens accept for fristforlængelsen. Ændringer i projektet kan som udgangspunkt medføre udvidet produktionstid, men hvis ikke ændringen er medvirkende til en forsinkelse, vil Bygherren få medhold. Dette er tilfældet i KFE , men ikke i KFE , hvor ændringer be- 5 Axel H. Pedersen, vil fremover være beskrevet som Pedersen. 6 Erik Hørlyck, vil fremover være beskrevet som Hørlyck 12

14 tragtes som væsentlige. Det vil dog altid være en konkret vurdering i de enkelte tilfælde, om hvorvidt kravet om fristforlængelse vil kunne opstilles i henhold til 24. Fra 1977 og til 2009 hvor henholdsvis KFE og KFE er afsagt dom på, er der ikke ændret i rettens fortolkning af, hvornår en ændring vil blive betragtet som væsentlig. Hvilket begge sager beviser, ved fastslå at bevisførelsen for kravet om tidsfristforlængelse, er afgørende for om kravet vinder genhør i voldgiftsretten. 2.2 Forceringspligt ved tidsfristforlængelse Teori Der er tale om en forcering, når Hovedentreprenøren enten selv opmander, eller bliver beordret af Bygherren til at opmande på et givent arbejde. Dette vil typisk ske hvis Hovedentreprenøren er forsinket i sin entreprise, og enten ikke ønsker dagbøder, eller Bygherren ikke ønsker at byggeriet bliver forsinket på baggrund af hans forhold. (Hansen, 1993) 24, stk. 2, udtrykker det gældende loyalitetsprincip, som der bør være mellem parterne i et kontraktforhold. Hovedentreprenøren skal i henhold til paragraffen foretage, hvad der i alt rimelighed kan kræves for at undgå uønskede forsinkelser. Det skal af Hovedentreprenøren tages i betragtning, at det er gældende uanset om Bygherren står overfor at lide økonomiske tab af forsinkelsen eller ej. Hvis Hovedentreprenøren ikke overholder dette, afholder det ham samtidig retten til, at gøre krav på fristforlængelse ved den forsinkelse, der kunne have været undgået. Kerneområdet i bestemmelsen er, at hvis der opstår situationer, hvor der uden omkostning for Hovedentreprenøren kan ændres i udførselsrækkefølgen, i forhold til hvad der oprindeligt var aftalt, er Hovedentreprenøren forpligtet til dette for at undgå forsinkelser. Det skal dog tages i betragtning, at ændringer, der forekommer i en i forvejen tilrettelagt arbejdstidsplan, vil have en behandlingstid. Paragraffen giver Bygherren ret til at kræve vederlagsfri forcering af Hovedentreprenøren. Det vil være irrelevant i tilfældet af forcering om det omhandler opmanding eller indsættelse af større eller mere materielle redskaber. (Hansen, 1993) (Hørlyck, 2009) Spørgsmålet om indsættelse af forcering i arbejdet har to sider, der skal tages stilling til. Enten har Hovedentreprenøren forceringsret, hvilket han kan have interesse i, da han derved kan slippe for dagbøder, eller også har han forceringspligt overfor Bygherren, hvilket Bygherren ofte vil kræve, grundet hans interesse i at overtage byggeriet til det aftalte tidspunkt. (Vagner, 2005) De to sider vil oftest være overlappende, i henhold til hvorvidt det er Hovedentreprenøren eller Bygherren, der skal dække den merbetaling forceringen medfører. Udgangspunktet vil være, at ved enhver snak om forcering skal der foreligge en skriftlig aftale, hvis det er muligt. Udfører Hovedentreprenøren et uanmodet ekstraarbejde for at agere i Bygherrens interesse og derved undgår forsinkelser, vil Hovedentreprenøren kunne kræve tidsfristforlængelse overfor Bygherren. I de fleste tilfælde vil det ligeledes være medvirkende til en merbetaling og frist- 13

15 forlængelse til Hovedentreprenøren. Det skal tages i betragtning, at det ekstraarbejde, som Hovedentreprenøren udfører, kan være medvirkende til forsinkelser i entreprisen. Hvis ekstraarbejdet ikke udføres, kan det dog senere være en større omkostning for Bygherren, og derfor er Hovedentreprenøren forpligtet til altid at handle i Bygherrens interesse. Hovedentreprenøren skal kun udføre uanmodet ekstraarbejde i tilfælde, hvor der ikke er tid til at indhente Bygherrens afgørelse. Et krav fra Bygherren om forcering skal betragtes som en ændring i entreprisen, og reglerne i 14, stk. 1 vil derfor være gældende. (Hansen, 1993) Empiri KFE Indklageren skulle udføre en entreprise, som indeholdte underbygning for en hængebro. Ifølge klageren blev entreprisen under udførslen forsinket, som derved gav Bygherren anledning til at sende et klageskrift til voldgiftnævnet. I klageskriftet påstod han, at Hovedentreprenøren skulle gennemføre nogle aktiviteter, og derved forcere arbejdet. (KFE ) Klageren har i sagen støtte til sin påstand om, at en eventuel forsinkelse ville medføre et stort økonomisk tab ved øget renteudgifter og mistede billetindtægter, og en chance for at overbygningsentreprenøren ville kræve erstatning. Dette drog tvivl, om Hovedentreprenørens dagbodsstørrelse, ville kunne dække det erstatningskrav, der kunne forekomme. Dette lagde til grund for Bygherrens krav om forcering af entreprisen og mindskelse af forsinkelsen. Bygherren fandt Hovedentreprenørens krav for urimelige, og han gjorde det derfor svært at samarbejde, selvom parterne i henhold til fællesbetingelserne var forpligtet til det. (KFE ) Klagerens påstand er formuleret sådan: at de betingelser som skal være til stede for en forcering er der og de beskrevne aktiviteter ønskes forceret, og betaling herfor skal ske som regningsarbejde. (KFE , 1996) På daværende tidspunkt udførte Hovedentreprenøren entreprisen med to hold á 11 timer. Bygherren ønskede tre hold a 8 timer, da han anså det som værende mere effektiv. I klageskriftet var det endvidere beskrevet, at så snart den krævede bemanding var til stede, var fordelingen af arbejdet og opgaverne Hovedentreprenørens beslutning. Hovedentreprenøren mente, at Bygherrens påstand lod en række spørgsmål stå åben, såsom hvordan organisering af bemandingen skulle udføres i forhold til de mange forskellige opgaver, og hvordan tolkningen af regningsarbejde var. Samt om Bygherren havde forholdt sig til eventuelle forsinkelser grundet dårligt vejr. Hovedentreprenøren gjorde det derudover klart, at det var aftalt med faglige repræsentanter at udføre arbejdet med to hold a 11 timer, og de ville muligvis modsatte sig overgangen til tre skift a 8 timer. Hvilket også kunne skabe en unødvendig uro på arbejdspladsen, hvoraf forsinkelse kan opstå. Han mente heller ikke, at den anførte beskrivelse af bemanding i sagen var mulig, da der ikke kunne fastlægges en definition af forceringstiltaget. 14

16 Voldgiftsretten udtalte, at grundet Bygherrens påstand skulle Hovedentreprenøren udføre en beskrevet øget bemanding for at minimere eller helt undgå de forsinkelser, der kunne forekomme i entreprisen. Retten anså det altså ikke som nogen sædvanlig påstand om forcering til færdiggørelsen af Hovedentreprenørens arbejder, eller til udbedring af mangler i det udførte arbejde. Retten udtalte endvidere, at de ikke havde beføjelser til at gribe ind i hans planlægning af arbejde, og kunne derfor ikke bestemme, at Hovedentreprenøren skulle have en mindstebemanding på, og dermed forcere arbejdet. Retten tilføjede desuden til hovedsynspunktet, at det er en betingelse for forceringens påbegyndelse, at der lagde en indgået aftale, som skulle indeholde forceringsvilkårene. Dette vil ligeledes skulle finde sted, selvom det udføres som regningsarbejde. Efter voldgiftsretten opfattelse er Bygherrens afgørelse en løsning på andre omfattende problemer end selve problemet i sagen. (KFE ) I sagen er påstanden fra Bygherren en forcering for at indhente forsinkelser, hvilket der i givet fald i entreprisekontrakten er sanktioner imod i form af dagbøder. Hovedentreprenøren fik derfor medhold i sagen fra voldgiftsretten. (KFE ) KFE I sagen KFE er der i alt 13 tvister, som parterne var uenige om. Nedenstående omhandler tvisten om forcering i råhus-entreprisen. I de kontraherede fællesbetingelser var det beskrevet, at entreprenøren hurtigst muligt skulle udarbejde en arbejdstidsplan i samarbejde med Bygherren, som skulle opdeles i henhold til udbudstidsplanens rammer. Der blev i februar 1984 aftalt en arbejdstidsplan for hele arbejdet, som blev godkendt af entreprenørerne. Der blev i arbejdstidsplanen ikke ændret i tiderne for råhus-entreprisen i forhold til udbudstidsplanen, men andre entreprenørers entrepriser blev forkortet med op til 9½ måned. (KFE ) Klager 7 begyndte sin råhus-entreprise, og var relativt hurtigt efter påbegyndelsen forsinket i forhold til tidsplanen. Det blev på et byggemøde nævnt af entreprenøren, at han var forsinket i op til 5 uger i område B og C. Indklageren 8 gjorde det klart overfor klageren, at det var nødvendig med en betydelig forcering af hans aktiviteter så mellemterminer kunne overholdes. De opfordrede ligeledes entreprenøren til at lave en opmanding, så forsinkelsen kunne indhentes. Entreprenøren og byggeledelsen blev på et møde enige om midlertidigt at flytte 15 mand fra område C til B. Han fik i den forbindelse fristforlængelse til færdiggørelsen af område C, og afleveringen fandt sted en uge før den planlagte tid. Entreprenøren rejste i et brev i januar 1985 krav om tidsfristforlængelse og økonomisk kompensation, samt erstatning for omkostninger til forcering af arbejdet. Hans opfattelse var, at ydelserne i entreprisekontrakten var ændret i sværhedsgraden og ligeledes var omfanget ændret i forhold til udbudsmaterialet. Entreprenøren nævnte ligeledes, at han var i gang med at udføre dokumentation for kravet, og han ville levere en opgørelse til byggeledelsen over det tab, de havde lidt. (KFE ) 7 I dette tilfælde er Entreprenøren klageren. 8 I dette tilfælde er byggeledelsen indklageren. 15

17 Byggeledelsen afviste kravet, da der efter deres opfattelse ikke var grundlag for ekstra krav overfor Bygherren. Entreprenørens advokat gjorde det klart i et brev, at de krævede en erstatning på 20,8 mio. kr. og ekstraarbejde for 3,3 mio. kr. Fordi Entreprenøren mente, at tegningsmaterialet ikke illustrerede entreprisens sværhedsgrad og de forhold, der var knyttet til udførslen. De nævnte samtidig i brevet, at omfanget af entreprisen var steget med mere end 15 %, og derved blev der opstillet krav om ændring af prisgrundlaget. Entreprenøren mente derved, at han ikke skulle udføre entreprisen til faste priser, og udgifterne til gennemførelsen skulle derfor dækkes af Bygherren. Byggeledelsen afviste brevet med den begrundelse, at kravet var fremsendt for sent til, at udbudsmaterialet kunne betragtes som mangelfuldt. (KFE ) Da det drejede sig om en renovering, skulle byggeriet genåbne, og derfor fremsatte byggeledelsen krav om færdiggørelse. Da de andre entreprenørers arbejde blev fremrykket tidsmæssigt, var det efter entreprenørens opfattelse medvirkende til, at hans håndværkere effektivitet blev væsentlig mindre. Dette, samt en urealistisk tidsplan, medførte et større forbrug af arbejdstimer end oprindelig budgetteret. (KFE ) Grundet manglende fremvisning af fejl og mangler i tegningsmaterialet, og da Entreprenøren kunne gennemføre entreprisen tilfredsstillende ud fra udbudsmaterialet, fandt voldgiftsretten ikke byggeledelsen pligtig til at betale erstatningskravet. Dette var begrundet med, at klageren under udarbejdelsen af arbejdstidsplan havde haft chancen for at udtrykke sin indvending omkring entreprisens sværhedsgrad. Desuden kunne Entreprenøren ikke godtgøre for, hvorfor de andre entrepriser havde forsinket arbejdet under udførslen. Desuden gav klageren ikke udtryk for at arbejdet var blevet vanskeliggjort eller fordyret på byggemøderne, hvor en opfordring til forcering fra byggeledelsen blev drøftet. Retten var derfor enig med byggeledelsen i, at erstatningskravet bortfalder grundet den sene reklamation herfor, og Entreprenøren måtte have været bekendt med dem. (KFE ) Analyse I 24 er det beskrevet, at Hovedentreprenøren skal forsøge at undgå forsinkelser, så vidt det er muligt for ham. Det kan dog være vanskeligt at definere, hvad der er rimeligt for Hovedentreprenøren, og hvornår det er forceringsret eller forceringspligt af entreprisen. Et eksempel kan være, at Hovedentreprenøren skal omstrukturere rækkefølgen af arbejdet i tidsplanen, og derved undgå de forsinkelser der kan komme, så vidt det er muligt. Et andet eksempel kan være, at Hovedentreprenøren er forsinket, og for at undgå dagbøder, forcerer han sit arbejde for at minimere forsinkelsen. (Hansen, 1993) Hørlyck siger i bogen Entreprise(2009), at Hovedentreprenøren ikke kan pålægges en pligt til at forcere arbejde fra Bygherren, og derved indhente den forsinkelse, der kan forekomme. Han uddyber sin mening med, at han har indrettet sin planlægning på grundlag af kontrakttidsplanen. Derfor kan Bygherren næppe forlange forcering, heller ikke selv om han vil betale herfor. Omvendt kan Hovedentreprenøren ikke af egen drift iværksætte en forcering på Byg- 16

18 herrens regning, idet merbetaling til inddækning af forceringsomkostninger nødvendiggør bestilling eller aftale. I sagen KFE var det Bygherren, der krævede en forcering af Hovedentreprenørens arbejde, da en forsinkelse ville medføre et stort økonomisk tab for ham. Bygherrens vilkår til udførsel og betaling af arbejdet var, ifølge Hovedentreprenøren, urimelig, og han afviste derfor at udføre forceringen. Ligesom Bygherren afviste prisen fra Hovedentreprenøren, fordi han betragtede den som urimelig, vil det derfor være samme vilkår, som er gældende for Hovedentreprenøren. Fordi han ikke skal være påtvunget at påtage sig de økonomiske konsekvenser, som han modtager ved at opstille urimelige betingelser. Hovedentreprenørens afvisning af Bygherres krav blev begrundet med, at det ikke kunne defineres, hvornår det var regningsarbejde og hvad, der var indeholdt, samt, at det var aftalt med faglige repræsentanter, at der skulle arbejdes i to hold a 11 timer og ikke tre hold a 8. Ændring af arbejdsvilkår vil kunne skabe unødvendig uro på byggepladsen, og derved medføre yderligere forsinkelser i entreprisen. Det kan diskuteres om Hovedentreprenøren handler i Bygherrens interesse ved at afvise Bygherrens krav om tre arbejdshold i stedet for to, fordi Hovedentreprenøren mener en forsinkelse vil forekomme. Han kunne i stedet forsøge at samarbejde med Bygherren om en aftale med hans ansatte, som alle parter drager fordel af. Samtidig kan man i sagen fortolke Bygherrens udlægning af forceringsarbejdets vilkår som et samarbejde der er uden for rækkevidde, idet hans krav betragtes som urimelige. Han kunne i stedet forsøge at samarbejde med Hovedentreprenøren om et fælles grundlag for forceringen, som kan accepteres af begge parter. Bygherrens vilkår i KFE fik en væsentlig betydning for, at forceringen af arbejdet ikke kunne udføres. Ved en anderledes håndtering fra Bygherren og Hovedentreprenøren ville en aftale have været mulig, som begge parter kunne have draget fordel af. Forceringsarbejdet skulle have været præciseret nærmere, således at Hovedentreprenøren kunne have givet en fast pris og tid på forceringen, samt gjort aftalevilkårene definerbare. Voldgiftsrettens afgørelse viser, at Bygherrens definition i KFE af, hvad der er rimelige arbejdsvilkår for Hovedentreprenøren, ikke har vundet genhør i praksis. Grundlaget for aftalen skal være fair for begge parter, så ingen af parterne lider urimelige økonomiske tab. Hørlycks(2009) betragtning om, at Bygherren ikke kan kræve Hovedentreprenøren for forceringspligtig overfor forsinkelse, understøttes af voldgiftsretten, da afgørelsen i ovennævnte sag netop giver Hovedentreprenøren medhold. Afgørelsen i KFE hvori Hovedentreprenøren fik medhold, bringer mig videre til KFE , hvor det derimod var byggeledelsen, der fik medhold af voldgiftsretten. I 24 er det beskrevet, at Hovedentreprenøren skal forcere arbejdet, hvis aftale er indgået mellem ham og Bygherren. Samtidig skal han, hvis tiden ikke er til at indhente Bygherrens afgørelse, handle i Bygherrens interesse ved ikke at påføre ham et yderligere økonomisk tab. 17

19 (Hansen, 1993) Et eksempel kan være, at Hovedentreprenøren skal udføre en række ændringer i arbejdet for på den måde, at undgå en senere økonomisk merbetaling for Bygherren. Et andet eksempel kan være, at der i Hovedentreprenørens entreprise opstår en forsinkelse, og ved at forcere sit arbejde undgår han dagbodskravet fra Bygherren samtidig med, at han handler i Bygherrens interesse ved at undgå forsinkelsen. I Entrepriseret skriver Iversen, at Bygherrens tilkendegivelse om en ønsket forcering i tilfælde, hvor Hovedentreprenøren er i ansvarspådragende forsinkelse, er ikke et løfte om merbetaling for forceringen. Det er i stedet en tilkendegivelse fra Bygherren om, at han ønsker at overtage byggeriet til tiden, og hvis ikke det sker, bliver kravet om dagbøder gennemført. Iversen mener ligeledes, at de i fællesskab skal samarbejde om en aftale, hvori Hovedentreprenøren forcerer arbejdet, og Bygherrens krav om dagbøder frafalder. I KFE var der under byggeperioden blevet udarbejdet en revideret tidsplan, som Entreprenørerne skulle følge. Under udarbejdelsen var der mulighed for, at opråbe eventuelle forsinkelser, der var forekommet af Bygherrens forhold. I råhus-entreprisen opstod der umiddelbart efter udarbejdelsen en forsinkelse, hvorefter byggeledelsen gjorde det klart for ham, at en forcering var ønsket for at minimere denne. Efter endt byggeperiode gjorde Entreprenøren dog alligevel krav på merbetaling på forceringen. I ovennævnte sag kan det ikke være byggeledelsen eller Bygherren, som skal lide et økonomisk tab, idet Entreprenøren i stedet for at forcere sin entreprise og undgå forsinkelsen, skal betale dagbøder. Entreprenøren kan ifølge 24 ikke kræve merbetaling for forcering uden en skriftlig aftale. I praksis vil det ikke være normal procedure at påbegynde en nødvendig forcering for at indhente en forsinkelse, som er selvforskyldt, og bagefter kræve merbetaling. Hvis dette er tilfældet uden en skriftlig aftale, skal bevisførelsen for merbetaling være tydelig. Ved ikke at opråbe et krav om prisen inden påbegyndelse betragtes arbejdet derfor for gratis. Afgørelsen i KFE er et tydelig eksempel på, at Entreprenøren skal kunne forvise en stærk bevisførelse overfor Bygherren om, at en forcering er nødvendig på baggrund af Bygherrens forhold. Samtidig udtrykker det vigtigheden i, at en aftale om forcering skal være på plads inden påbegyndelsen. Voldgiftsrettens afgørelse viser, at Iversens fortolkning af 24 vinder genhør i praksis. I KFE hvor Hovedentreprenøren fik medhold, og KFE hvor byggeledelsen fik medhold, er der mange ligheder, som kan videreføres til praksis. Begge sager er et eksempel på, at aftalegrundlaget mellem parterne for en forcering skal være fastlagt inden påbegyndelsen. Samtidig er det et eksempel på, at det vil være en konkret vurdering af den enkelte sag, om Hovedentreprenøren har forceringsret eller er forceringspligtig, og denne vurdering vil være, om de angivne forhold er væsentlige i forhold til kravet. 18

20 2.3 Projektændringer Teori En projektændring er når Bygherren ønsker at ændre i udbudsmaterialet. Det kan være af tekniske eller estiske årsager. Hvis de ønskede ændringer har sammenhæng med arbejdet, vil Bygherren kunne kræve både forøgelser og reduktioner i de aftalte ydelser. Den kontraherede Hovedentreprenør har pligt til, at udføre det ændringskrav Bygherren opstiller. Samtidig har han ret til, at udføre det ekstraarbejde der skulle forekomme på den aktuelle byggesag. I tilfælde hvor der skal udføres ekstraarbejde, har Hovedentreprenøren henseender der sætter begrænsninger i hans forpligtelser til, at acceptere ændringer i arbejdets art og omfang. Der skal enten være tale om en ændring med naturlig sammenhæng i henhold til aftalegrundlaget, eller at arbejde af en helt anden art, som er udover Hovedentreprenørens erfaring, og derved ikke et krav som han har pligt til at efterkomme. (Hansen, 1993) Bygherren kan få en anden Entreprenør til, at udføre det ønskede ekstraarbejde, hvis han kan begrunde særlige forhold. Særlige forhold omfatter at han for eksempel finder prisen fra den kontraherede Hovedentreprenør for urimelig, eller at den i forvejen kontraherede Hovedentreprenør er forsinket, og ekstraarbejdet vil bevirke yderlige forsinkelser i entreprisen. Ændringer kan også blive så omfattende, at de ikke vil blive betragtet, som værende i naturlig sammenhæng med de aftalte ydelser. I påkravet omhandlende naturlig sammenhæng ved projektændringer, vil der for Bygherren være en tidsmæssig begrænsning. (Hansen, 1993) I tilfælde hvor Hovedentreprenøren bliver tilsidesat uberettiget i forhold til hans udførelsesret, vil det være et udtryk for, at Bygherren har misligholdt aftalegrundlaget. Bevisbyrden falder på Bygherren, om hvorvidt han var berettiget til at lade en anden Hovedentreprenør udføre arbejdet. Bevisbyrden vil være gældende uanset om, der er tale om særlige forhold, eller en ydelse ikke omfattet af begrebet naturlig sammenhæng. Der er ikke fastlagt en grænse for den naturlige sammenhæng imellem ydelser, fordi der generelt er et stort forskelligartede ændringstilfælde. Det vil være en vurdering fra sag til sag om ændringens art og omfang, overstiger det der er indenfor rimelighedens grænse. (Hørlyck, 2009) Begge parter har hver især ret eller pligt til, at få udført eller udføre et ekstraarbejde. I tilfælde hvor Hovedentreprenøren afviser at udføre et ekstraarbejde, vil han være erstatningsansvarlig overfor Bygherren, i forhold til de merudgifter som Bygherren vil få ved, at lade anden Hovedentreprenør udføre arbejdet. Det samme er gældende for Bygherren, hvis han forbigår Hovedentreprenøren med arbejde der er i naturlig sammenhæng med de aftalte ydelser. (Hørlyck, 2009) I forbindelse med 14, kan Bygherren ligeledes kræve reduktioner i arbejdet. Det skal dog være en enlig projektændring. Dog giver det ikke Bygherren ret til, at foretage reduktioner i aftalegrundlaget for, at for eksempel at opnå en besparelse ved, at lade en ydelse blive udført af en anden Entreprenør til en billigere pris. (Hansen, 1993) 19