Indhold. Forord 9 Introduktion 13. FØRSTE DEL: Hverdagslivet Hvordan fik jeg så travlt? 21

Transkript

1 Indhold Forord 9 Introduktion 13 FØRSTE DEL: Hverdagslivet Hvordan fik jeg så travlt? 21 ANDEN DEL: Skridt mod fred TRIN 1: Stilhed 37 TRIN 2: Kontemplation 51 TRIN 3: Lydighed 67 TRIN 4: Ydmyghed 83 TRIN 5: Fællesskab 99 TRIN 6: Spiritualitet 119 TRIN 7: Håb 135 Lectio Divina: Den fortabte søn 149 En tak til Bibliografi 157 Til videre læsning 158 5

2 6

3 Fyrre dage i kloster Munkene fra Worth sammen med de fem mænd fra tv-serien The Monastery, som første gang blev sendt på BBC Two i maj 2005: Tony, Gary, Anthoney, Nick og Peter. Siden har serien været vist i en række andre lande, i Danmark på DR2 med titlen Fyrre dage i kloster. På det tidspunkt, hvor programmet blev optaget, var Tony 29, single, boede i London og producerede trailere for en sexchatlinje; Gary var 36, single og maler og dekoratør fra Cornwall; Anthoney var 32 og arbejdede ved et juridisk forlag i London; Nick var 37, single, og var i gang med et ph.d.- studium inden for buddhisme ved Cambridge University; Peter var gift, digter og pensioneret lærer og boede i Bristol. 7

4 Til mine brødre, munkene i Worth og til mine forgængere, abbederne af Worth Abbed Victor Farwell Abbed Dominic Gaisford Abbed Stephen Ortiger 8

5 Forord BBC-serien The Monastery (Fyrre dage i kloster) handlede om fem meget moderne mænd, der levede klosterlivet i fyrre dage og fyrre nætter, mens tv-kameraer fulgte deres fremskridt. Synet af munke, der tog sig hensynsfuldt og hjælpsomt af almindelige menneskers problemer, var en overraskelse for millioner af tvseere, som havde forestillet sig, at munke var ude af trit med virkeligheden. At acceptere mennesker, som de er, mente man var en egenskab, der kendetegnede oplyste, frisindede mennesker, ikke munke i et kloster. Og dog blev de fem mænd ikke alene accepteret; de blev også udfordret. De blev bedt om at lytte vedvarende og intenst til sig selv, til andre mennesker og til Gud. Fyrre dage senere havde denne intensive lytten ændret deres hjerte og tanker, som den har gjort det ved mange generationer af munke og nonner. Disse mænd forlod The Monastery i tættere kontakt med livet, end da de ankom. 9

6 Fornemmelsen af, at den kristne klostertradition har noget særligt at tilbyde, er voksende blandt vor tids mennesker af alle religiøse overbevisninger og også hos folk uden nogen. Til alles overraskelse tiltrak The Monastery et publikum på tre millioner tv-seere og blev meget positivt modtaget af såvel kritikerne som seerne. Worth Abbeys website havde besøg måneden efter det første program, og i samme periode meldte hundredvis af mennesker sig til at komme på retræte på Worth. De mennesker, som kom på retræte her, har i en vis udstrækning været årsag til denne bog. De, der ikke havde nogen baggrund inden for religiøs tro, har specielt inspireret den. De er en ny generation af mennesker, som ikke er faldet fra troen, men for hvem religion er en lukket bog eller, som nogen har udtrykt det, bare en god kilde til vittigheder. Deres oprigtige søgen og deres villighed til at lytte til nye indsigter har været opmuntrende for os munke og har indgivet os respekt. Folk ønsker at lære af os, og de fortæller os, at vores livsstil er værdifuld, ikke alene for os selv, men også for dem. Det lader til, at vores grundlægger, Sankt Benedikt, stadig har meget at sige til mennesker i dag. Benedikt skrev sin Regel for klosterlivet for 1500 år siden, da han var abbed i Monte Cassino, det kloster, der ligger på toppen af et smukt bjerg syd for Rom. Italien var på den tid et land, som var splittet af barbariske invasioner og forvirring, så Benedikt forstod ikke kun den åndelige vej, men også den barbariske vej. Navnet Benedikts Regel vildleder ofte folk til at tro, at Benedikt skrev en bog med regler. Faktisk skrev han en bog med indsigt i kristenlivet, med nogle praktiske forslag (regler) til, hvordan man skulle føre den indsigt ud i praksis. Denne indsigt leder stadig mennesker i dag, selv om mange af reglerne er blevet tilpasset lokale forhold, sådan som Benedikt bad om, at de måtte blive. I enhver generation samler munke og nonner deres tids virkelighed og Reglens visdom i en ny fusion, som fødes ud af de- 10

7 res erfaring med samtiden. Denne fusion er den energi, der gør klostrene i stand til stadig at være hellige rum i dag, sådan som de har været det i århundreder. Og det hellige rum kan genskabes i hjerterne hos alle mennesker, der har Guds velbehag. Hvis du leder efter et helligt rum i dit liv, indbyder Benedikt dig til at komme ind på dette fredens sted med indledningsordene fra sin Regel: Lyt, min søn, til din læremesters forskrifter; vend dit hjertes øre og tag velvilligt mod din kærlige faders formaning. 11

8 12

9 Introduktion Hvorfor blev du munk? Det er et spørgsmål, jeg ofte bliver stillet, og det er ikke let at besvare. Jeg forestiller mig, at det nok svarer meget godt til at blive bedt om at forklare, hvorfor man giftede sig med sin ægtefælle: Den, der spørger, vil måske gerne vide, hvad du mener om ægteskabet (hvorfor bor I ikke bare sammen?); eller det er muligt, at de vil vide, hvorfor du giftede dig netop med den person i stedet for en anden; eller det var måske en del af en diskussion om din skilsmisse for nylig. Hver enkelt situation kræver et forskelligt svar, og jeg har da også givet forskellige svar i forskellige sammenhænge. Men det svar, jeg virkelig ønsker at give, er: Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev munk, for grunden til, at jeg gik ind i det, var ikke den samme, som grunden til, at jeg blev. Jeg gik ind i det med en tro på, at jeg kunne frelse verden ved at blive munk; jeg blev, fordi klostret blev det sted, hvor jeg 13

10 opdagede mit eget behov for at blive frelst. Før jeg kunne give andre et helligt frirum, måtte jeg selv finde det. Min personlige historie rummer ligesom alle andres både nogle almindelige og nogle usædvanlige elementer. Det usædvanlige element er, at jeg er født i Australien af australske forældre uden nogen forbindelser til England, men da min far blev udnævnt til administrerende direktør for et australsk firma med base i England, emigrerede vi dertil sammen med mine tre ældre brødre, mens jeg stadig var helt lille. Det almindelige element er, at jeg er født ind i en katolsk familie, gik i katolsk skole, som blev drevet af munke, der både var dygtige og venlige, og fortsatte så til universitetet uden de store krumspring. Mens jeg gik på universitetet, vidste jeg, at jeg ikke havde lyst til at gå i min fars og mine brødres fodspor i forretningsverdenen. Takket være nogle gode universitetspræsters arbejde blev jeg ledt til regelmæssig meditation og til at arbejde med dem, der befinder sig på samfundets rand især travellers*. Gennem en række tilfældige møder kom jeg til at bo i Worth og blev klar over, at klosterlivet her indeholdt alle de elementer i livet, som fængede mig, og desuden nogle inspirerende munke. Kaldte Kristus mig? Selvfølgelig. Sendte han mig en voic ? Selvfølgelig ikke. Hvis man skal udpege et øjeblik, hvor han kaldte mig, var det, da jeg sad på mit kollegieværelse en aften og læste i Bibelen. Jeg var 19 år gammel og havde besluttet tidligere på året, at det var på tide at læse alle evangelierne på egen hånd, og på det tidspunkt var jeg i gang med at læse Matthæusevangeliet. Jeg læste kapitel 10, vers 37-39, som slutter med, at Jesus siger: Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde * Et moderne fænomen i Storbritannien: folk, der melder sig ud af samfunds- og forbrugerræset. De har ikke fast bopæl, samler ikke materielle goder, men bor i campingvogn og lever en semi-nomadisk tilværelse, hvor de med kortere eller længere ophold undervejs er på farten. 14

11 det. Det rørte ved noget i mig og lod til at beskrive det dilemma, jeg stod i: At finde alt, hvad en karriere kunne tilbyde, og miste det, jeg værdsatte; eller miste det, der umiddelbart blev tilbudt mig, og finde noget andet ved Guds hånd. Set i det lys er beslutningen ikke vanskelig; det er meget sværere at gennemarbejde denne beslutning i praksis og forklare den til alle andre. Så jeg gav det en chance i den tro, at jeg formentlig ikke ville klare mig igennem novicetiden, og til min store overraskelse voksede jeg mere og mere ind i dette liv. Gennem hele denne bog er Kristi kaldelse den skjulte forudsætning. Jeg siger skjulte, fordi jeg ikke vil blive ved med at gentage den; jeg siger forudsætning, fordi Benedikts indsigt bygger på Kristi indsigt. Benedikts Regel er en kommentar til evangeliet, og den er vævet sammen af bibelcitater. Denne bog vil hjælpe dig til at få et indblik i Benedikts lære, men den vil ikke forudsætte, at du, læseren, er kristen. Hvad den imidlertid vil forudsætte, er, at Benedikt og hans klostertradition er kristen. Det er bestemt sandt, at kristne munke har meget til fælles med vores brødre og søstre i klostre inden for andre religioner, især buddhistiske munke, men det er nødvendigt at komme med et advarende ord, når man taler om disse ligheder. Klosterlivet med dets cølibat og bøn er slående ens inden for den katolske og den buddhistiske tradition; det er et af Worths privilegier, at vi har et meget varmt venskab med det buddhistiske kloster i Chithurst her i West Sussex. Vi har en god dialog, men vi anerkender, at der er forskelle så vel som ligheder mellem os. Vi benediktinere er kristne troende, og for at forstå os helt og fuldt kræver det en forståelse af Kristi lære. Hvis din respons til Gud og Kristus er: Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, så er det fint; lad bare dit hjerte og sind være åbent, mens du læser denne bog. At finde et helligt rum er i høj grad skrevet med dig i tankerne, og jeg vil fortælle en historie, der kan illustrere det. En dag kom nogle gamle mænd for at besøge 15

12 Abba Antonios af Egypten, den tids mest berømte eremit. Blandt dem var Abba Josef. Da den gamle mand Antonios ville sætte dem på prøve, foreslog han en tekst fra Bibelen, og han begyndte med den yngste og spurgte dem, hvad den betød. Hver af dem kom med sin mening, som han bedst kunne. Men til dem alle sagde den gamle mand: Du har ikke forstået det. Til allersidst sagde han til Abba Josef: Hvordan ville du forklare det, der bliver sagt her?, og han svarede: Det ved jeg ikke. Så sagde Abba Antonios: Abba Josef har virkelig fundet vejen, for han har sagt: Jeg ved det ikke. Denne historie er taget fra The Sayings of the Desert Fathers and Mothers, en samling gammel visdom, der ofte chokerer os og får os til at tage vores antagelser om, hvordan livet fungerer, op til revision. Disse fædre og mødre var de første munke og nonner i den kristne tradition, og de levede i ørkenområderne i Mellemøsten i det 4. og 5. århundrede. Den mest berømte af dem var Antonios fra Egypten, som der fortælles mange historier om som den ovenfor. Set ud fra vores perspektiv i dag bor disse munke og nonner i en underlig verden fuld af dæmoner og fristelser, engle og mirakler. Nogle lader til at have været meget mærkelige mennesker, som levede på en måde, der støder vores moderne opfattelse. En af de mærkeligste af dem alle var syreren Simon Søjlehelgen, som levede på toppen af en søjle, men blev betragtet som en helgen af dem, der kom for at besøge ham. Men ved nærmere eftertanke: Når tryllekunstneren David Blaine kan faste i 44 dage inde i en plexiglaskasse, som hænger over Themsen, og få besøg af fans, så var ørkenfædrene måske alligevel ikke så mærkelige! Selv på deres egen tid blev de dog betragtet som underlige, og dog opsøgte rige og magtfulde mennesker dem for at få råd. De havde ladt deres tids travlhed bag sig og fundet et helligt frirum, som andre misundte dem. Deres visdom var og er dyrebar. I deres hellige rum i ørkenen blev ørkenfædrene og -mødrene nogle af de første store åndelige lærere og nogle af de første psy- 16

13 kologer; de loddede sjælens dybder, og fra disse dybder indbød de folk til at se på åndelighed på måder, der er opfindsomme og udfordrende. Benedikt blev født i 480, lige ved slutningen af deres blomstringstid, og han ærede dem som sine mentorer. De er fantastiske vejledere og kombinerer vid, indsigt og visdom i en blanding, som vi moderne mennesker kun kan misunde dem. Mens vi går gennem denne bog, vil ørkenfædrenes og mødrenes ord ledsage os på vores rejse i en søgen efter et helligt rum. Det hører også med til vores søgen at lære, hvordan man skal opbygge et helligt rum midt i hverdagen. Så til en begyndelse indbyder jeg dig til at overveje det moderne livs travlhed, og hvad der forårsager den. Derefter spørger jeg: Hvilke skridt kan man tage for at finde et helligt rum der? Jeg har valgt syv trin fra klostertraditionen, og med hvert trin skaber man en bestemt del af det hellige rum: døren, gulvet, væggene, taget eller vinduerne, og ikke at forglemme møblerne og det faste tilbehør. Dette hellige rum er bygget i hjerte og sind, men det er ikke mindre virkeligt af den grund. Klosterkirken på Worth, Abbey Church, er en stor bygning, men den er meget enkel i sin arkitektur, og den er altid åben, dag og nat. Jeg håber, at det hellige rum, du bygger i dit liv, mens du læser denne bog, vil blive lige så rummeligt, lige så smukt og lige så indbydende. 17