STORBYENS HJERTE OG SMERTE De unges kultur og værdier

Transkript

1 Dokumentation af STORBYENS HJERTE OG SMERTE De unges kultur og værdier 2. nordiske storstadskonference om unges trivsel og vilkår september Reykjavik, Island

2 Indhold FOREDRAG Per Schultz Jørgensen Ungdomsliv i et modernitets samfund Dagny Stuedahl Ungdommens røst på Internettet - et rom for identitetsskapning Gestur Guðmundsson Unges delagtighed og fremtid REFERATER FRA WORKSHOPS 1 Aarhus: Børn og opvækst i risikosamfundet 3 Odense: Folkeoplysning som kulturbærer 4 Göteborg: Ungdomars delaktighet 5 Stockholm: Språk och kultur i två skolor i Rinkeby 6 Reykjavík: Hvordan møder kommunen de unges diverse trender? 7 Aabo: Fly inte ditt ansvar - våga vara vuxen 8 Bergen: Labyrinten 9 Stockholm: Invandrarflickor i förort 10 Helsingfors: Stödcenter för ungdomar i stadens centrum 11 Malmö: Hälsofrämjande skolor 12 Oslo: Lokalsamfunnsbasert tilnærming til forebygging 13 København: Utraditionelt samarbejde om udstødte unge Anders Stymne Opsummering Evaluering

3 Per Schultz Jørgensen Ungdomsliv - i et modernitets samfund Engang for ikke så længe siden var opvæksten et spørgsmål om at overtage den eksisterende kultur med alt hvad den rummede af kundskaber, færdigheder og normer. Fra forældrene og lokalområdet overtog man traditionen og fik sin identitet herfra. Sådan er det i mindre grad i det højmoderne samfund i 90 erne. Nu er det mere op til den enkelte selv at finde frem til ledetråde og sammenhænge. Men hvordan klarer børn og unge denne udfordring, og hvad har skolen at tilbyde i den forbindelse? Det er spørgsmålene, der skal drøftes i det følgende, på baggrund af nyere forskning på området og med en socialpsykologisk synsvinkel på temaet. Hvad er et modernitets samfund? Dagens samfund omtales ofte som informationssamfundet, det højteknologiske, det postmoderne samfund eller det højmoderne samfund. Det vigtige i denne forbindelse er et dynamisk opbrud af hidtil uhørt intensitet og gennemslagskraft, der har fundet sted i efterkrigsårene og ikke mindst siden 60 erne. Det handler ikke kun om teknologiske opdagelser og nydannelser, men om en social og kulturel revolution. Her er der tale om en svækkelse af traditionen og de stabile træk i kulturen og en desto større vægt på overgange, ændringer, skift og valgmuligheder for den enkelte. Deri ligger så også en understregning af subjektiviteten og personens egen nødvendige indsats for st skabe sig en mening og rød tråd i tilværelsen. I dette opbrud er der mere klarhed over, hvad vi forlader - end hvad vi er på vej mod (jf. forstavelsen i postmoderne ). Det er et opbrud, der er karakteriseret som både ekspansion - og fragmentering. På den ene side globalisering af information, kommunikation og teknologi, stigning i produktivitet og beslutningstakt, grænseoverskridende markedsdannelser og eksplosion i billed- og kommunikationskanaler. En markeds- og teknologisk ekspansion, der hver dag overskrider hidtidige grænser. På den anden side ser vi også i dette modernitets-samfund en nedbrydning af en lang række faste forestillinger, fx opløsning af tid-sted rammer (Giddens, 1990) og hvad der er kaldt en fragmentering af de fælles træk i kulturen: værdier, normer og traditioner. Moderniteten er en relativering af centrale værdier, der bl.a. giver nye muligheder - og nye omkostninger (Aasen, 1993). Det betyder, at børn ikke mere blot kan overtage en social og kulturel arv fra forældrene. Arven og traditionen står ikke mere til troende. Men hvor henter unge så sammenhæng i tilværelsen og noget at tro på? Hvordan fungerer de kulturelle arenaer og hvad er identitet? Skolen kan heller ikke uden videre bygge på, at børn møder med en enhedskultur i bagagen og hvad er egentlig viden i et informatinssamfund? Viden er i dag mindre en fast afgrænset enhed, det er mere en holdning, en løsningsmåde eller en proces som den enkelte skal involveres i. Men hvad er så egentlig skolens rolle i dette modernitets-samfund? Hvad skal børn lære? Hvordan skal skolen formidle

4 kundskaber, når det ikke er særlig klart, hvad kundskaber er? Svaret for mig går i retning af, at skolens opgave ikke kun er vidensmæssig, den handler også om socialisering. Eller rettere: kundskaber bliver i det moderne samfund knyttet til personlig tilegnelse i en ny betydning: som en indsigt, der skabes af personen selv. Det betyder, at skolen i dag langt stærkere end tidligere indgår i den enkeltes dannelsesproces. Men hvad er egentlig individualitet? Individualitet som en søgeproces Børn i det moderne samfund er åbne, selvcentrerede og søgende. De er på vej mod deltagelse i kulturens mange tilbud - og mod en realisering af deres egne potentialer. De går ikke ud fra indre faste forestillinger om rammer og værdier. Snarere er de fleksible og afprøvende. Derfor er de beskrevet som mere ydrestyrede - end indrestyrede (Riesmann), selvom der heri ikke nødvendigvis ligger usikkerhed og tvivl. Det ydrestyrede er en søgeproces. De vokser op i en moderne familie, hvor begge forældre i stigende grad er tilknyttet arbejdsmarkedet - og hvor både børn og voksne opfatter sig selv i et konstant kvalificeringsforløb: uddannelse, dygtiggørelse, viden, kompetence. Det vil sige en åben familie, der sætter børnenes selvstændighed som det vigtigste opdragelsesmål (jævnfør en dansk undersøgelse (Hansen, 1994) - og hvor børnenes uddannelse er højprioriteret (jævnfør Euromålinger). Forældrene er ikke autoriteter, som de var tidligere i forhold til de store skolebørn. De er i dag langt mere ligestillede - der er mere tale om venskab end forældreskab i traditionel forstand, som det blev formuleret i en undersøgelse som karakteristik af forældrerollerne i forhold til børn i års alderen. (Jørgensen, et al, 1986). Børn og unge er derfor individualister. En ung dansker formulerede sin selvopfattelse således (Hoppe, 1994): De fleste af min generation er meget målbevidste. Det gælder nok i højere grad for pigerne end for os drenge. Selv om nutidens unge er så målbevidste, så bruger vi alligevel tid på fritidsinsteresser, på job og på at være sammen med hinanden. Unge på min alder lægger vægt på, at de er individualister. Vi har hver især vore egne interesser både når det gælder sport, musik og påklædning. Men selv om vi opfatter os som individualister, så spiller fællesskabet en stor rolle for os. Individualisme er ikke ensbetydende med egoisme, i hvert fald ikke i min generation. Målbevidstheden og de personlige valg. Derfor kan en hollandsk undersøgelse af unge tale om et skift fra en traditionsbestemt livs-cyklus, der følger kendte faser med hensyn til skole, uddannelse, pardannelse og etablering som voksen - til et forløb, der betegnes som en valg-biografi. Her vælger den unge et karriere- og livsforløb, der er udtryk for personens forsøg på at skabe sig sin egen personlige sammenhæng (Du Bois-Reymond et al., 1994). Søgeprocessen handler om identitet, og den foregår i vigtige arenaer: kammeratgrupper, fritidsliv, medier, kulturtilbud - og skole og uddannelsesinstitutioner. Her skal identiteten afprøves, udforskes, reorganiseres: biografien skal skabes af personen selv som den eneste ansvarlige.

5 Denne identitet er bl.a. karakteriseret som ydrestyret og søgende - i et forløb, der varer fra de tidlige barneår til langt op i ungdomsårene, og som en proces, der i virkeligheden har noget uafsluttet over sig. Der er tale om en identitet, der skal vedligeholdes i de mange arenaer. Men hvad er det, de går efter i disse areneaer - og hvad er egentlig de pædagogiske muligheder i skolen? Kulturelle arenaer De kulturelle arenaer er steder for aktivitetsudfoldelse. Det er måske det mest iøjnefaldende. Og alle undersøgelse bekræfter, at langt de fleste børn og unge er meget udadvendte og aktive. De seneste undersøgelser fra en dansk sammenhæng viser, at børn og unge går til meget i deres fritid (Andersen, 1995), de dyrker sport, musik, film og video, kammeratfællesskaber, skole og uddannelse. De befinder sig i en række aktivitetsbestemte arener, der giver indforståethed og adgang til et udviklet kodesprog, der giver stærk fornemmelse af fællesskab og solidaritet - med et spektrum af muligheder for forankring af selvfortståelsen. Børn og unge udsættes for en mængde påvirkning i disse forskellige sociale og kulturelle arenaer. Fx medie-arenaen, der blandt andet handler om mode, marked og kommercialisering. Undersøgelser peger imidleertid i retning af, at selv små børn ikke er passive modtagere af de mange budskaber. Tværtimod er de trænede iagttagere, selv af TV-reklamer (Jørgensen, 1992): børn elsker reklamer, hvis der sker noget, hvis de er sjove og har et overraskende moment. Allerede fra omkring 7 års alderen ved børn, hvad reklamerne går ud på, og de er skeptiske modtagere af de smarte budskaber.de lader sig ikke uden videre pådutte alverdens ting - selvom de også påvirkes af det, de ser, ligesom vi andre gør. Børn i års alderen kan godt fornemme værdierne bag reklamer, selvom de har meget svært ved at skelne totalreklamer ( programme length commercials, hvor hele filmen er en lang reklame) fra almindelige tegnefilm uden forbindelse med reklamer. Gør man det op, kan man sige, at børn, der er vokset op med medie-arenaen som en naturlig del af deres tilværelse, er ikke naive modtagere - men kompetente brugere afhængig af køn, alder, social baggrund og tidligere erfaringer. Det betyder blandt andet, at de forstår reklamen som et budskab, der er ude på et aller andet med dem - men som også kan bruges af dem selv i deres egen forståelse af tilværelsen. De ser reklamen som en del af en livsstil, præget af præsentation, facade, hurtigt check, valg, vurdering, udskiftning og personlig sammensætning. Reklamerne er kulturelle elementer, der har deres egen logik -og den reagerer børnene på - og indoptager, hvis de er brugbare. Her ligger der vigtigte budskaber i flere lag - og derfor er de trætte af belæring, pædagogisering og kedsomhed. De ønsker noget, de selv kan forholde sig til og bruge i deres eget liv. De kulturelle arenaer rummer deres egne normer og egne sproglige koder. Derfor giver de også helt specielle muligheder for spejling og reflektion (Fornäs, 1994). Og reflektion er ikke nødvendigvis en intellektuel proces, den kan være knyttet til handling og kropslig udfoldelse. Men den foregår i disse arenaer som kommunikative processer, som kulturelle manifestationer, som medie-preferencer og som æstetiske udtryksformer. Reflektionen er både en højst personlig og subjektiv proces - og en social og gruppepræget. Man lærer i arenaen at afprøve sig selv, at forstå sig selv - og at læse de andre. Man finder ud af, hvem man er på vej til at blive.

6 Identitet i en sådan udgave er i virkeligheden ikke én identitet, men mange mulige udgaver, der kan vælges, iscenesættes, transformeres, nuanceres og gøres til genstand for dramatiske skift. Identitet er valgt i forhold til situationen - og derfor er personen yderst bevidst om sig selv og sin opgave: at konstruere sig selv som person. Man kan spørge, om dette er en faretruende udvikling - eller en udvikling i retning af en udvidelse af personlig frihed. Er det progression - eller regression? På den ene side forøger det ens frihed til at lege med sin identitet og forandre sit liv dramatisk (noget der kan være godt for nogen), mens det på den anden side kan føre til en totalt fragmenteret og usammenhængende tilværelse, overgivet til en modes forgodt-befindende og de subtile indoktrineringer, der ligger i reklamen og populærkulturen. (Kellner, 1992, s. 174). En moderne identitet kæmper for at skabe sig en kerne af selvforståelse - men trues også af en konstant risiko for fragmentering og manglende personlig sammenhæng. Personen er dybt optaget af spillet og præsentationen og de sceniske skift i de mange arenaer - med det mulige perspektiv foran sig, at det ikke lykkes at skabe en troværdig sammenhæng bag ydrestyretheden. Det er risikoen, der også er med til at sætte den pædagogiske dagsorden. Skolens centrale rolle Skolen skal helt overordnet sikre, at børn og unge får de nødvendige kvalifikationer for at kunne mestre de krav, som det moderne samfund stiller. Ingen er i tvivl om skolens centrale rolle i så henseende: skolen er den primære kvalifikationsinstans i et moderne uddannelsessamfund. Og skolen lægger grundlaget for en karriere i dette uddannelsssystem og for en senere udstødningsproces. Samtidig er børns og unges forudsætninger meget anderledes end tidligere. Det betyder, at skolen som kvalificeringssystem er placeret ved en korsvej. Det helt reelle spørgsmål handler om, hvad skolen skal give børn og unge, så de bliver i stand til fungere i et sådant åbent modernitets-samfund og her træffe deres valg og beslutninger på et personligt grundlag. Hvordan kan skolen blive en arena, der ikke kun formidler færdig-pakket viden, men også personlige kundskaber? Selvfølgelig er spørgsmålet ikke nyt. Op gennem dette århundrede har man diskuteret modsætningen mellem faglige kundskaber og holdningsdannelse. Og det er faktisk det, det handler om. Begreberne i denne diskussion har blandt andet været uddannelse versus dannelse eller kvalificering versus socialisering. I 60 erne, 70 erne og 80 erne har diskussionen af disse temaer bølget frem og tilbage. Snart var det kritisk, marxistiske synsvinkler, der afslørede det borgerlige samfunds skjulte indoktrinering, snart var det højrefløjen, der argumenterede for en forøget tilpasning til marked og erhvervsliv. Magtbalancen i denne politisk-pædagogiske debat var i slutningen af 80 erne klart til fordel for en offensiv, højrefløjs-orientering. Vægten lå på markedet, på kvalifikationsperspektivet og på styrkelse af de faglige krav i skolen. Måske krydret af reformistiske træk og perspektiver. I dag i slutningen af 90 erne, er situationen måske ændret noget. Vi ved, at markedsvisonen i sin rene form ikke engang vil finde fortalere i erhvervslivet. Vi ved

7 også, at videnseksplosionen vil fortsætte - og vi ved, at der stilles stadig større krav til personernes egen forvaltning af mulighederne. Altså - hvad der fører frem mod en forsoning af modsætningerne mellem uddannelse og dannelse og mellem kvalificering og socialisering. Der skal findes en ny balance. På vej mod en ny skole Spørgsmålet om, hvad vi skal lære børn og unge i skolen, vil i dag klart blive formuleret på præmisser, er hører modernitets-samfundet til. Det betyder, at alene forældelsen af den eksisterende viden gør, at man ikke blot kan gå ud fra information som et magisk kodeord. Det vil sige, at spørgsmålet ikke kan besvares med en henvisning til en opdateret læseplan. Der skal andet og mere til. Informationssamfundet har så at sige formidlet sin egen begrænsning: den værdiløse viden. Men hvem vælger, hvad der skal udvælges som lærdoms-stof? Den gamle objektivitet og endegyldig sandhed er afløst af relativisme, krav om brugbarhed og fleksibel tilpasning til situationsbestemte krav. Det betyder, at lærerrollen som autoritet er på vej mod en ændring, hvor læreren istedet ses som en formidler, koordinator og troværdig model for eleverne. Den nødvendige udgang på disse forhold kan formuleres i en vision om en ny skole, der lægger vægt på elevens personlige kompetence i læreprocessen. Det drejer sig dermed ikke kun om at gøre læreprocessen elev-centreret, men om selve vidensproduktionen og den indflydelse denne produktion har på dannelsesprocessen. Ufordringen kan formuleres sådan, at bestemmelsen af den faglige viden kan ikke definitivt fastlægges af eksterne autoriteter - viden som indsigt og kundskab skal skabes og konstrueres i en proces, hvor eleverne skal være ansvarlige. Altså spørgsmålet om graden af elev-autonomi i vidensproduktionen eller en vægtning af det selvstyrende i læringsprocessen. Det vil sige en vision, der lægger vægt på at gøre skolen til en særlig socialt-kulturel arena, der kan give en dannelsesmæssig tilbagemelding til børn og unge. Ikke ved siden af den lære-proces, skolen står for, men som et led i den. Paradigmet kan opstilles om en modsætning mellem på den ene side information - på den anden side kundskab:

8 Information Kundskab tilbud kvantitet aktivitet som mål i sig selv reproduktion viden indhold kvalitet aktivitet som middel til noget andet produktion reflektion færdighed kompetence I vore diskussioner af skole og læring inddrager vi ofte disse dimensioner, og vi ved godt, at vi i en skolesammenhæng ikke kan konkurrere med tilbudene fra det omliggende marked. Vi kan derimod noget andet, der meget mere angår det personlige islæt. Men hvordan griber skolen dette an? Jeg tror, det blandt andet må ske ved at vægte børns egne erfaringer højt og satse på en udvikling af personlig kompetence. De kan ikke overtage lærerens opfattelse af en verden af i går, og de kan ikke bygge på værdier, der ikke mere opfattes som gyldige. De kan heller ikke mere klare sig med en parat-viden, der er ude af stand til at begribe en moderne virkelighed. De må selv gøres medansvarlige for den dannelse, de er midt i. Og det sker i en produktiv proces, hvor de skaber sig deres egne erfaringer. Det vil sige at bygge på et vidensbegreb, der ikke understreger mængden af informationer, men det, der gøres med dem: de udvælges, vurderes og sammensættes til en ny forståelse. Fra viden som information til viden som kundskab. I denne kundskabsproces får børn og unge også en tilbagemelding på dem selv som mennesker, og de stilles over for et krav om ansvar, fordybelse og konsekvens. Her ligger muligheden for en dannelse, der finder sted i og med den pædagogiske proces - ikke ved siden af den. Det er her kompetencen bliver til. Læreren har i dag en social og psykologisk opgave af umådelige dimensioner. Det handler nemlig ikke om blot at videregive til sine elever det grundlag, han selv står for. Det vil i bedste fald være ubrugeligt inden for et kort spand af år. Det handler heller ikke om at dynge nye mængder af informationer ud over elever, der i forvejen står over for et problem, der drejer sig om uoverskuelighed. For mig at se handler det langt mere om, at læreren skal lære eleverne at vælge: han skal udvikle en tiltro hos dem, så de selv som handlende personer kan stå inde for den kundskab, de udvikler. Han skal organisere de situationer, der konstruktivt stiller eleverne over for meningsfulde udfordringer - og der

9 lærer dem noget om valgets nødvendighed og handlingens konsekvens. Det gør han ikke som informations-ekspert, men ved selv som levende deltager at fremstå og fungere som en troværdig og velintegreret person: han skal være sig selv som et reflekteret menneske. Først da er han i stand til at give et modspil, der sætter hans elever i stand til på kvalificeret vis at forstå sig selv - og komme videre i deres egen proces. Lærerens kvalifikation er derfor af dyb menneskelig art. Her ligger modspillet til moderniteten og dens indbyggede trusel om ikke alene overfladiskhed, men også dens mulige perspektiv i retning af den splittede og ikke-sammenhængende personlighed. Vi er på vej mod en ny vision for skole og læring. Endnu måske som små skridt, men det er skridt, der bl.a. kan iagttages som forsøg og udviklingsarbejder mange steder i den danske skole i disse år. Under alle omstændigheder kan man konstatere en voksende erkendelse af behovet for at udvikle nye læringsmiljøer for mennesker i alle aldre - børn, unge, midaldrende og ældre. Det sker ikke kun som reaktion på et fagligt og teknisk betonet behov for kvalificering. Det er også som svar på de udfordringer, der ligger modernitets-samfundet og med et perspektiv i retning af reflektion og personlig kompetence. Litteratur Andersen, D. (1995). Skolebørns fritid. København: Socialforskningsinstituttet, rapport 95:2. Du Bois-Reymond, M, Guit, M., Peters, E., Ravesloot, J. & Rooijen, E, van (1994). Lifecourse transitions and future orientations of Dutch youth. Young, 2, Fornäs, J. (1994). Mirroring meetings, mirroring media: the microphysics of reflexivity. Cultural Studies, 8, Giddens, A. (1994) Modernitetens konsekvenser. København: Hans Reitzel. Hansen, E.J.(1994). Hvem fik børn og hvordan skal de opdrages? Resultater fra undersøgelsen af 7.klasse-eleverne fra år senere. Socialforskning. 94:1, 2-5. Hoppe, L. (1994). Generationen uden illusioner. København: Politikens kronik, 23. april. Jørgensen, P.S., Gamst, B. & Andersen, B.H. (1986). Efter skoletid. København: Socialforskningsintituttet, publ Jørgensen, P.S., Bjørnebekk, R.T., Jarlbro, G. & Tufte, B. (1992). Børn og tv-reklame. Tre nordiske undersøgelser. København: Nordisk Ministerråd. Nord 1992:4. Kellner, D. (1992). Popular culture and the construction of postmodern identities. I: Lash.S. & Friedman, J. (1992) (Eds.). Modernity & Identity. Oxford: Blackwell (p ). Aasen, P.(1993). The school in a postmodern society: Norway. New education, 15, Per Schultz Jørgensen formand for Børnerådet, professor, dr.phil. Børnerådet Holmens Kanal 22 DK-1060 København K tlf: fax:

10 / pschultz@dlh.dk

11 Kommentarer til Per Schultz Jørgensens foredrag Han satte det så flott fram, dette med hvad det er som er viktigt for barn, identitetsutviklingen, det vældig omskiftelige samfundet vi har, og det som han sagde med raske kulturskift, så er det viktigt at de har en integritet, en kerne. Han snakket mye om dette med at vi ikke har tid til ungene og refererte til jenten som havde sagt at voksne måtte se på børn når de snakket med dem, jeg synes det var så klokt. Reidun Dybsland, Bergen. Jeg synes det var helt enormt godt, det var meget forståeligt, meget jordnært og meget vedkommende, noget jeg kan kan bruge i mit daglige arbejde fremover. Vi i dag som forældre har så travlt og har ikke tid til børnene, som føler måske at de er mere til besvær end de er til glæde. Det fik mig til at tænke: Pas på. Jeg synes virkelig det satte nogle tanker i gang. Gunnleyg Durhuus, Tórshavn.

12 Dagny Stuedahl Ungdommens røst på Internettet - et rom for identitetsskapning Kommunikasjon er utveksling av betydning. Det er betydningen som begrunner kommunikasjonen, og det er viljen til å meddele betydning som former kommunikasjonen. Det er den danske folkloristen Bengt Holbek som definerer kommunikasjon slik. For medieforskning og kulturforskning har betydning vært et sentralt begrep. I motsetning til tidligere massemedier som radio, tv og avis som til en viss grad er preget av lineærer kommunikasjon, er internettet et interaktivt medium. Internett er derfor like mye tuftet på aktivitet som konsum. Brukere av internett, her betegnet nettfolket er i så måte like mye produsent som mottaker av informasjon, på den måten kan nettet være en ypperlig indikator på hva som opptar folk, hva som skaper betydning for folk og hva folket mener om det informasjonsflommen bringer dem. Internett er et aktivitetsorientert massemedium...og vi nærmer oss da det kulturforskere vil kalle folkekultur. Folkekultur har en kommunikasjonsform som er aktivitetsorientert, det vil si at den er sirkulær og har som hensikt å skape et fellesskap mellom de som deltar i kommunikasjonen. I den tradisjonelle folkekulturen betyr det at folk fysisk samlet seg rundt en forteller eller et vannhull... i den elektroniske folkekulturen behøver man ikke å befinne seg på samme fysiske sted. Nettfolket flokker seg rundt en felles interesse i en gruppe på tvers av nasjonale eller geografiske grenser, og er der aktive og kreative i det fellesskap som dannes rundt en felles mening. Den amerikanske forskeren Alluquere Rosanne Stone kaller det elektroniske nettverket en ny manifestasjon på det sosiale rom som vi kjenner fra telekonferanser og og speidernes prat rundt bålet. Dette står i kontrast til omtalen av Internett som et globalt medium. For mange er betegnelsen globalt ensbetydende med at det følger en kulturell homogenisering. Vi blir alle like, drikker alle cola, vi snakker alle engelsk og vi ser alle de samme fjernsynsprogrammene som gir oss de samme referanserammene. Idag vet vi at globale tv-programmer ikke gjør oss mentalt like. Selv her hjemme i lille Norge, med en håndfull felles tv-kanaler som alle får inn over kabelnettet, vet vi at det er lite sannsynlig at alle på jobben har sett det samme som oss lørdagskvelden. Homogeniseringen hva angår informasjonen vi tar til oss er derfor ikke reel. Istedet snakker forskerne nå om hva vi skal gjøre med informasjonsflommen mennesker av idag utsettes for...hvordan skal vi finne fellesskap og felles referanserammer som gjør at vi kan virke sammen innen felles kulturelt rammeverk? Nyere globaliseringsteorier går ut på at den kulturelle homogeniseringen av verden kun er en prosess som skjer på overflaten. Sosiologen Mike Featherstone oppfatter den kulturelle homogeniseringen som en nødvendig prosess for å ignorere, raffinere og blande lokale forskjeller. Ved siden av uniformeringen av den

13 internasjonale kultur har globaliseringen revitalisert det lokale. Kommunikasjonen mellom mange nasjonaliteter og kulturelle identiteter i det globale prosjekt har derfor heller ført til at mennesket søker det lokale, basert på en felles mening, felles referanseramme og tilhørighet. Som Featherstone uttrykker det så billedlig: We live in each others backyards. Dette gir oss en følelse av at den kulturelle uniformering er begrenset. På Internett er det mulig for mennesker fra hele verden å treffes i hverandres virtuelle haver. Tid og sted er eliminert og tilbake står muligheten for å møtes på tvers av kulturelle grenser, det er mulig å konfronteres uten fysisk å måtte forflytte seg...og det er mulig å stifte fellesskap i nyhetsgrupper, eller såkalte elektroniske nettverk. Dette både profesjonelt og privat. På den måten kan man idag se internettet som et ekstrakt av en global prosess som har vært i utvikling siden industrialiseringen begynte, eller siden Gutenberg oppfant trykkpressen. Å oppfatte internett som kun et globalt medium vil være å overse de forskjellige nivåene nettet har. Jeg har snakket om lokale fellesskap rundt en felles interesse eller en felles mening i internasjonale nyhetsgrupper. Dog kan de norsktalende nyhetsgruppene oppfattes som mer lokale enn de internasjonale; fordi de også samles rundt et felles språk og en felles kulturell referanseramme. Nyhetsgrupper som diskuterer nasjonale IT-planer kan være langt mer engasjerende enn en internasjonal nyhetsgruppe som diskuterer IT-utviklingen i Laos. På lik linje kan norske IRC kanaler føles enda mer lokalt enn engelsktalende IRCkanaler. Og aller mest lokalt er epostlister, i form av at de henvender seg til en identifiserbar gruppe, der alle skriver under med navn og egen adresse. I dette spekteret representerer det lokale og i enda større grad det private pålitelighet og troverdighet. Kommunikasjon - informasjon For å få et klarere bilde av hvor nettfolket treffes er en inndeling av internettet i ulike funksjoner nødvendig. Samtalene og kommunikasjonen mellom mennesker skjer andre steder og med andre grensesnitt enn informasjonsoverlevering. På den måten kan man dele inn internett i en kommunikasjonsdel og en informasjonsdel. Informasjonen finner man på World Wide Web, som nå for tiden feilaktig omtales som selve internettet. Det er det ikke, World Wide Web er den grafiske fremstillingen av informasjon. Når jeg sier at Webben er informasjonsdelen, så er dette i og for seg heller ikke riktig dekkende, i og med at flere webtjenester nå begynner å bli interaktive, man kan altså sende brev til dem, eller skrive innlegg til dem. Men i det store og hele blir Web mer brukt til informasjonsoverlevering enn til kommunikasjon...inntil internettet blir raskere og mer effektivt. Kommunikasjonen skjer over epost, nyhetsgrupper og virtuelle kanaler som IRC og MUD, og det er disse funksjonene som brukes hyppig av nettfolket i deres liv på nettet. Her treffer de hverandre, blir kjent, utveksler erfaringer og danner bekjentskaper som ofte følges opp i det virkelige liv, det vil si utenfor nettet. Nettets betydning for vennskap gjelder naturligvis i første omgang ungdommer, derimot må ikke nettets betydning for samarbeid på tvers av geografiske grenser undervurderes. Internasjonale forskningsnettverk er et eksempel på hvordan internett kan danne profesjonelle fellesskap som har stor betydning for den enkelte. Men for å få en formening om hvilke kulturelle føringer som ligger i internettet er ungdomskulturen som har vokst fram på nettet spesielt interessant. Når vi bruker

14 begrepet ungdomskultur må vi huske på at ungdom ikke kun er en aldersgruppe idag, det er også en kulturell gruppe som karakteriseres av søken etter forandring og motstand mot det etablerte. Nettfolket treffes i nyhetsgruppene som er kanaler der man samles for å diskutere alt fra Bill Clintons siste utspill mot nettfolket, til thaimat eller planetenes liv over hodet på oss. Hver nyhetsgruppe har sitt tema og det finnes internasjonale nyhetsgrupper der kommunikasjonen foregår på engelsk, og norske nyhetsgrupper der man kommuniserer på norsk. Nyhetsgruppene kan sees som en forlengelse av leserinnleggene i avisene; her kommer folket usensurert til orde. Diskusjonen kan til tider foregå ganske friskt og aggressivt...og man har en del nettpersonligheter som stadig markerer seg i disse gruppene. Man kan sammenlikne en nyhetsgruppe med et lite sted; det er de samme folkene som besøker stedet, og det er de samme menneskene som involverer seg i diskusjonen. Ofte er det slik at folk skriver med hverandre i en slik diskusjonsgruppe lenge før de bestemmer seg for å gå over i det mer private mediet epost...før de ringer til hverandre på telefon for å avtale å treffes. Epost er populært blant alle som bruker nettet, og blant nettfolket representerer eposten den mest personlige funksjonen på internettet. Eposten er privat, og det er en regel som merkelig nok overholdes. Man kunne lett tenkt seg at en epostdiskusjon blir gjengitt i de offentlige kanalene. Dette skjer også og som regel reagerer nettsamfunnet på slik overskridelse av det personlige. Også i nyhetsgrupper, kalt Usenet-grupper som er et eget nettverk på internett, holdes private samtaler adskilt fra det offentlige. Dette i form av at diskusjoner som ikke har interesse for flere oppfordres til å føres over epost. I den siste tiden er epostlister, eller mailinglister blitt populært. Dette er diskusjonsgrupper som bruker epost som forum, dette ikke minst for å skjermes fra offentligheten som kan senke kvaliteten på diskusjonen. Man har ingen garanti for støynivået, det vil si mengden vrøvl, på de offentlige nyhetsgruppene. Epostlistene er derfor en nyttig kanal for folk som vil diskutere med likesinnede.man setter seg da opp på en liste som diskuterer et tema man interesserer seg for, og får da sitt innlegg automatisk sendt til alle de andre som står på listen. På denne måten kan man holde seg orientert og man kan faktisk gjennom nettverket få hjelp til å finne informasjon man er på jakt etter. Når man snakker om virtuelle verdener eller virtuelle virkeligheter på internettet, mener man oftest det sosiale rommet som skapes mellom mennesker. Disse blir mest tydelige i kanaler som IRC og MUD. MUD eller Multi User Dungeons er virtuelle fantasiverdener basert på skrift, dette er internettets variant av rollespill, der man ved å delta lager en historie. IRC står for Internet Relay Chat, og er internettets grupper for å kommunisere i sanntid. Det betyr at når du logger deg inn en IRC-kanal vil du skrive beskjeden din direkte inn i kanalen, slik at alle får teksten opp på sin skjerm samtidig som du skriver. Dette er som telefonering i skrift. Og det går uhyre fort når flere tusen IRCere er logget inn på kanalen fra flere av verdens hjørner. IRC krever en enorm koordineringsevne fordi det er så mange IRCere med i samtalen, og ofte dreier det seg ikke bare om en samtale, men flere. Nettfolket har en bibel som ikke forkynner evangeliet, men som allikevel har en viktig misjon. Den finnes ikke mellom to permer, og heller ikke på et såkalt

15 sentralt sted på internettet. Den ligger i forståelsen av hvordan man bør te seg når man snakker med ukjente, ofte anonyme over et elektronisk nettverk. Det dreier seg om en elektronisk etikette, skikk og bruk som er viktig å vite for at kommunikasjonen i skrift skal forløpe nokså smertefritt. Nettiketten anbefaler at man fatter seg i korthet, at man bestreber seg på å uttrykke seg klart og tydelig, at man ikke bruker for mange linjer på det man vil meddele...og at man passer på at man skriver feilfritt og har et godt språk. Bakgrunnen for disse reglene, som for en norsklærer antagelig fortoner seg som himmelbårne, er desverre nokså praktiske. Det koster tellerskritt og ikke minst tid å være på nettet, ikke bare for den som skriver men i aller høyeste grad også for de som leser. Å bruke flere kilobytes på å skrive uforståelig vrøvl, vil koste mange mennesker mange tellerskritt, derfor er første bud i netiketten å uttrykke deg klart. Identitet uten kropp Vår identitetsforståelse har til nå tatt utgangspunkt i at folk har med seg kroppen sin; man pynter eller pynter ikke kroppen og skaper roller med det, man lærer seg å bruke stemmen behersket og naturlig og skaper med det en naturlig og autoritær identitet, vi går på kroppbeherskelseskurs for å lære å føle oss høye og mørke. Vi strever med å lære elegant håndskrift som signaliserer beherskelse osv. I all vår streben etter å markere og finne identitet har vi til nå med andre ord alltid vært belemret med kroppen. Identitet er bygget opp rundt den fysiske fremtoningen, og blir formidlet i ansikttil-ansikt møter; vi møtes, ser hverandre inn i øynene og forventer å kunne gjenkjenne hverandre ikke bare i utseende, men også i den personligheten vi signaliserer til hverandre. Slik er også den egentlige betydningen av ordet identitet, det kommer fra det latinske idem...som betyr det samme. Identitet oppfattes med andre ord som noe autentisk og ekte...fordi den skapes innenfra. Identitet skapes i den senmoderne tid ikke lenger i konteksten av arbeid og sosial klasse, familie tilhørighet eller nasjonal tilhørighet. Nasjonal identitet har idag helt andre overtoner enn den hadde for kun 20 år siden. Noen forskere kaller den moderne identitet for flytende og flyktig, andre kaller den mangfoldig og fleksibel. Men de fleste identitetsforskere er enige med den amerikanske folkloristen Alan Dundes som beskriver den moderne identitet som en løk, med lag på lag av ulike typer identitet som har ulike funksjoner. Den tyske sosialpsykologen Thomas Ziehe er opptatt av den kulturelle ungdommen og dens behov i senmoderne tid. En av hans hovedpoenger er at de tradisjonelle normer og kriterier som før i tiden var utgangspunkt for dannelse av identitet nå er oppløst. Dagens ungdom står overfor en kulturell fristilling som gjør at de selv må danne og utvikle sin identitet, og det i følge Ziehe mot en bakgrunn av idealer og heltetyper som distribueres via massemedia. Ziehe kaller dette kulturell fristilling, og mener at denne fristillingen innebærer at den individuelle friheten vokser, uten at mulighetene for å realisere denne nye individualiteten utvides. Det utvikles en kulturell ambivalens som best kan uttrykkes i setningen: Alt er mulig, såfremt du gjør de riktige valg. Ziehe har utviklet en teori om ungdoms måter å forholde seg til denne ambivalens, i det han har kalt kulturelle orienteringsretninger. Han

16 definerer tre ulike orienteringsretninger; den poteniserende orienteringsretning, den subjektiviserende orienteringsretning og den odontologiske oerienteringsretning. Det er de to første orienteringsretningene jeg har konsentrert meg om i mitt arbeid om identitetsskaping på internett. Den potensierende orienteringsretning vil ifølge Ziehe drive det moderne videre, tilspisse og radikalisere det (Ziehe 1989:356), og jeg forstår hackeren som den fremste representant for det potensierende, fordi han med sine bedrifter overgår de begrensinger både kultur og teknologi gir. Fortellingene om hackeren inneholder fortellingen om frihet, det er fortellinger om individer som ikke lar seg stoppe - og som lykkes med det. Hackerne er kunnskapsrike programmerere som tilhører en anarkistisk kultur som er basert på å dele med hverandre. Begrepet Shareware, altså programvare som man kan hente ute på nettet, og bruke uten å betale for, stammer fra hackerkulturen. Hackeren er helt og holdent sentrert rundt teknologi og utvikling av programvare...og de oppfattes som drivkraften i nettkulturen. Med sine ideer om et unikt internasjonalt elektronisk kollektiv som utveksler informasjon, løser problemer for og med hverandre blir de viktige nøkkelpersoner for nettkulturen. Som spydspiss for både teknologisk utvikling og arbeidet for et fritt internett, ser hackeren det som endel av sin identitet å bryte grenser, overgå nye tekniske hindre - og gjøre informasjonen tilgjengelig for alle under mottoet information wants to be free. Det er ikke uten grunn at hackeren blir kalt den elektroniske Robin Hood. Datamaskinen blir et redskap for å overkomme de hindre som realiteten representerer, og er ifølge Ziehe et ypperlig redskap for identitetseksperimentering. Den potensierende orienteringsretning kan imidlertid også forklare kommunikasjonsformen i enkelte kanaler på internettet. Vi har vel alle hørt at dette mediet ikke bare formidler kontakt mellom brukere over hele verden, men også at det brukes for å føre retoriske kriger mot hverandre. Man overgår hverandre i fagkunnskap, i kunnskap om teknologi og ikke minst i argumentasjonsteknikk. Blant nyhetsgruppene finnes det egne grupper der man kan kaste skitt på hverandre og skjelle hverandre ut. I disse kanalene er det i full bevissthet om at det dreier seg om lek og konkurranse - men vi har sett eksempler på at dette premisset blir glemt, og at lek går over i offentlig mobbing. Hvilke konsekvenser slike krenkelser i det virtuelle rom på intenett gir for det enkelte individets virkelige liv, vet vi lite om. Den subjektiviserende orienteringsretning strever, ifølge Ziehe, etter det intime og etter de nære sosiale relasjoner; Og det holdes oppe av lengselen etter ekspressivitet (Ziehe 1989). Denne modellen kan forklare hvorfor noen brukere søker seg til kommunikasjonskanaler som domineres av samhold og fellesskap, og der samtalen dyrkes både for lekens og for utvekslingens skyld - i motsetning til presentasjon av kompetanse. Både IRC og MUD foregår i sanntid, noe som forsterker umiddelbarheten som gir en følelse av intimitet. IRC blir oppfattet som et medium for jenter, både av en del mannlige informanter jeg har intervjuet og av jentene selv. Disse kanalene er ikke kun befolket av jenter...men det er jentene som identifiserer seg med dem. Dette samsvarer med andre studier av jenter og bruk av informasjonsteknologi, der anonyme og personlige kommunikasjonskanaler blant annet blir oppfattet som representasjoner av jenterommet (Håpnes/Rasmussen 1997:87). Teorien om kulturelle orienteringsretninger ble utviklet før internett fikk så stor utbredelse som det har i dag. Når vi studerer identitet på internett må vi være klar

17 over en vesensforskjell som både bør påvirke vår forståelse og våre perspektiver på intentitetsskaping. Og det er kroppsløsheten i cyberspace. På internett er kroppen ikke lenger utgangspunkt for identitetsskaping...og med det faller også forventningen om at identitet skal være noe autentisk og kontinuerlig vekk. Identitet på internett kan sees som en mulighet, en mulighet for å eksperimentere...for å prøve ut forskjellige sider ved seg selv, og man kan tillegge for å prøve ut forskjellige orienteringsretninger. På internett finnes ingen hindre; kroppen, som har vært menneskets siste hinder i higen etter total frihet, eksisterer ikke lengre. Internettet gir muligheten for å leve i flere verdener med et ekspansivt antall identiteter. Men hva er så identitet? Identifisering med andre, men det er også informasjon om mennesker ifølge sosialantropologen Ulf Hannerz. Vi samler informasjon, utvikler og sprer informasjon om oss selv. Identitet er derfor bevisst informasjon som vi velger å gi videre eller å holde tilbake. Eller vi kan gi den videre ubevisst. Denne informasjonen er enten bygget på fakta eller fantasi, det spiller ikke noen rolle. Så lenge den er samlet og utviklet av oss selv, så sier den noe om hva vi vil være, og hvordan vi vil bli oppfattet. Identiteten avslører at vi kan være annerledes, og at det finnes mennesker som er annerledes. Identitet er med dette både fellesskapsdannende og kontrasterende. Mennesket beveger seg inn og ut av roller og relasjoner, og dette bygger opp under den kontrasterende forståelsen av identitet, og spesielt forståelsen av jeget i før og nå. Hannerz mener at vi kan betrakte teknologi som redskaper for identitet, og bruker fotografiet som et eksempel på hvordan teknologi kan brukes for å måle seg selv. Fotografiet...og dette gjelder i aller høyeste grad video, tillater mennesket å se seg selv simultant fra alle tider, i alle tider...fotografiet er i så måte fiksert informasjon om hva vi har vært eller hva vi ønsket å være. Fotoalbumet kan derfor sees som et identitetsregister som smelter sammen et menneskes ulike identiteter, og man kan kanskje tilføye en følelse av kontinuitet i en flytende identitet. Men dette identitetsregister kan også oppfattes som et register for fleksibilitet og eksperimentering med identitet. Datamaskinen og internettet kan oppfattes på samme måte. Identitet skapt i nyhetsgrupper, IRC eller i epostkorrespondanse er også målbar; dette er informasjon som kan fikseres til en viss grad i arkiver, enten det er det personlige arkivet på en privat harddisk, eller det er arkivene til nyhetsgruppen. Når det gjelder epost er det et bevisst valg slette tidligere korrespondanse, og min personlige erfaring er at det gjør man nødig. Filen over ut-posten er på en måte ens eget historiske kartotek, som er ganske dramatisk å kvitte seg med. I dette tilfelle handler det om tekstbasert informasjon, men informasjon som er fiksert i like stor grad som på et fotografi eller en video. Vi kan altså stadfeste at vi blir mindre og mindre avhengig av ansikt-til-ansiktkontakt, fordi vi kan finne liknende umiddelbar og intim kontakt i trykk eller på skjerm. Og det faktum at vi ikke behøver å svare med en gang, gjør at vi kan eksperimentere med identiteten. På internett blir denne muligheten til eksperimentering enda tydeligere enn på fotografiet og på video. Med et enkelt museklikk kommer man inn i en helt ny kontekst, som en ny nyhetsgruppe, eller en ny IRC-kanal er...der helt andre regler gjelder. Noen av IRCerne jeg intervjuet

18 fortalte at de som regel satt med flere vinduer oppe på skjermen, og fulgte med i flere IRC samtaler samtidig. Noen av de gjør det daglig mens de jobber. Evne til fleksibilitet og rask orientering er altså viktig for å kunne beherske disse tjenestene. Og datamaskinen kan sees som et redskap til å utvikle denne typen fleksibilitet. Fleksibilitet, mangfoldighet og humor Siden identitet i skrift ikke kan uttrykkes med stil og ytre artifakter må den markere seg med andre tegn; dette kan være innhold og mening. Samtidig som betydningen fungerer som felles referanseramme, fungerer den også som et middel til å signalisere annerledeshet. Til å markere individualitet og kompetanse. Nedenfor ser vi et eksempel på hvordan kommandotegn i IRC er kilde til å skape fellesskap mellom såkalte IRCere...de som ikke har vært på IRC forstår ikke stort av denne humoren. Mens for IRCere er dette oppslaget harsellering både med diskusjonen om avhengighet av nettet, og med kommandoene som er hverdagslig rutine i IRC-verdenen. Men som ikke lar seg overføre til de virkelige liv. Selv om denne verdenen kan fortone seg om reel og virkelig for IRCere, er det allikevel en fiksjon. Dette paradokset spiller humoren på ved bruk av det sosiologen Erving Goffman kaller omdefinering av virkeligheten. Dette oppslaget heter: Du vet at du har IRCet for lenge når......du tenker /ignore * hvis det er noen du ikke interessert i å snakke med. (/ignore<personnavn> gjør at man ikke får meldingene som denne personen sier, dette er en konsekvent teknisk neglisjering av individer man ikke vil ha med å gjøre.)...noen du prøver å få oppmerksomheten til ikke reagerer, og du tenker at vedkommende sikkert er /away (/away brukes når man vet at man ikke vil være tilgjengelig en stund. Man logger seg ikke ut, men de som prøver å få tak i en, vil få beskjed om at man er borte)...du tenker on ^flood * kick $C $0 n=år noen prater høl i hodet på deg (dette er en kommando for å sparke noen av IRC, dette er det kun den ansvarlige med operator status for kanalen som kan gjøre - op.) Disse punktene er et utdrag av 10 regler for symptomer på IRC-avhengighet og kan ved siden av sitt spill med stereotype forestillinger om IRCere, også forstås som en ironisering over hvor mye lettere det er å kommunisere i IRC enn i virkeligheten. Man har langt flere muligheter til å kontrollere tilværelsen, og utnytter man disse muligheten fullt ut, kan man anse seg for å tilhøre IRC-kollektivet. Med andre ord man har en IRC-identitet. Uttrykk for alt det som egentlig ikke er kommuniserbart i skrift, har på nettet fått sitt eget språk i smileys. Det kan lett oppstå misforståelser både i epost og i

19 nyhetsgrupper. Blant annet er det vanskelig å uttrykke humor, usikkerhet, forvirring, sinne osv. Dette er viktig informasjon i intim kommunikasjon...og derfor oppfordrer nettfolket til å bruke smileys. Tegnene lages med tilgjengelige tegn fra tastaturet, og leses lettest hvis man legger hodet mot venstre skulder. Man ser da at smileys forestiller stiliserte ansiktsuttrykk, på den måten har skriftsamfunnet erstattet kommunikasjon som ikke er overførbart til skrift: :> Smiling, happy faces; don't take me too seriously :-) Smiling, happy faces; don't take me too seriously ;) Winking happy faces (something said tongue-in-cheek) :) Smiling, happy faces; don't take me too seriously Smileys er altså et viktig metakommunikativt redskap for både personlige følelser, for signalisering av tilhørighet: skjønner du denne smileyen er du en av oss. Og slik sett kan smiley sammenliknes med symboler som kan signalisere gruppeidentitet. Den engelske sosiologiske Birminghamskolen har gjort flere studier på hvordan stil og symboler er viktige uttrykk for ungdomskulturer, og spesielt subkulturer i etterkrigstiden. Man kan oppfatte smileys som en liknende type stil- og symbolbruk som er med på å både uttrykke og signalisere gruppeidentitet. Men smileys er ikke bare et kommunikasjonsredskap...det er også kilde for kreativitet og fantasi...jeg sendte en etterspørsel om smileys på nyhetsgruppen no.general...og fikk en enorm respons fra folk som hadde samlet og arkivert smileys, noen sendte dem direkte til meg...i så store mengder at jeg fikk problemer med epostkontoen min, på grunn av overbelastning. Avslutningsvis vil jeg vise et eksempel på hvordan tegn fra programmering også kan brukes som et helt eget språk. Denne vitsen verserte på nettet og faktisk også på folkemunne, i tiden like etter at den amerikanske skuespilleren O.J.Simpson ble frikjent høsten Etter at rettsaken ble tatt opp igjen og O.J.Simpson faktisk ble straffet med en eventyrlig sum i bot, får denne vitsen enda større kraft. Faktisk kan den oppfattes som den anarkistiske nettkulturens ironiske kommentar til frikjennelsen: // $ esc Dette er hva man kan kalle en semiotisk vits, som består av kommandoer fra programmering...og som naturligvis er helt uforståelig for de som ikke kan litt programmering.vitsen har altså både en dataspråklig betydning, og en kulturell betydning. Men den kan få en betydning for oss andre hvis vi tar sjansen på å uttale den: slash-slash-dollar-escape. De to skråstrekene kalles slash, to skråstreker kalles dobbelt slash og er et tegn man bruker for å starte et program, dollartegnet i midten er ikke noe mer mystisk enn tegnet for amerikanske dollar, og escape er en kommando man bruker for å avslutte et program, eller i overført betydning - for å komme seg ut av en fastlåst situasjon. Tegnene skal assosieres med klaskene når noen får juling eller mishandler sin kone, dollar...alltid et tegn for at man har mange dollar, og dermed kan betale seg ut av enhver situasjon - escape er tegnet for at saken er avsluttet. Det gamle i det nye - kontinuitet i det moderne For en folkloristisk studie av nye kulturfenomener vil kontinuitet i form av videreføring av kjente verdier være viktig, dette vil ikke minst gjelde for studier av

20 såkalt høyhastige kulturelle fenomener. Internettmediert kultur kan oppfattes som en slik høyhastig kultur, fordi den på utsiden representeres av en rask teknoogisk utvikling. Imidlertid viser eksemplene jeg har vist her, at på innsiden av denne hurtigheten videreføres kjente kulturelementer. Det nye er at de har fått nye former - og at de tildels har tilpasset seg den sosiokulurelle kontekst de oppstår i. I den folkloristike forståelse av kultur og verdier ligger nettopp en slik prosessuell forståelse; vi oppfatter både kultur og kontinuitet som noe som er i stadig forandring. I denne endringsprosessen vil enkelte kulturelementer komme i bakgrunnen, mens andre elementer vil komme i forgrunnen og vil der tilta nye former. Vår forståelse av tid og sted og ikke minst identitet og tilhørighet har, som jeg har vist, fått nye former. Identitet kan vi idag forstå som en ressurs som vi trekker veksler på når vi skal tilpasse oss et samfunn i stadig forandring, i motsetning til tidligere identitetsforståelser som var bygget på forestillingen om noe opprinnelig og ekte. Vi har også sett hvordan kulturelle uttrykk, som for eksempel humor, har fått nye betydninger i form av fellesskapsdannelser på tvers av kulturelle grenser. Humor er ifølge folkloristen Birgit Herzberg Johnsen er et vitalt element i tverkulturell kommunikasjon og forståelse, fordi humor lett lar seg spre og adapteres til forskjellige kulturer. Humor kan i så måte forstås som et universalspråk. Samtidig er humor også noe man deler, noe man skaper fellesskap med i en tid preget av globalisering. Vi har sett hvordan gamle omgangsformer revitaliseres og fremtrer i nye drakt; slik kan netikketten forstås som en ny variant av den game etiketten, det vil si gamle høflighetsformer. Et godt og uttrykksfullt språk har igjen fått høy verdi i det nye snakkesamfunnet på nettet. Slik er også bevisstheten om nasjonal identitet revitalisert på nettet, som et svar til den globale kontekst og de globale utfordringer vår tid representerer. Vår utfordring både som kulturforskere og som ungdomsarbeidere og politikere vil være å forstå hvordan det gamle representeres i det nye, hvordan det uforståelige og nye henger sammen med det kjente og det gamle. Litteraturliste Eriksen, Anne Massekulturens kommunikasjonsform. Budkalven , Åbo Featherstone, Mike Undoing culture - globalization, postmodernism and identity. London, Sage Publ. Fornäs, Johan / Lindberg, U. / Sernhede, O Normlös, offer, narcissistisk? Ungdomsbilder. I:Fornäs / Lindberg / Sernhede (red); Ungdomskultur, identitetmotstånd. Stockholm, Symposion Fornäs, Johan Ungdom, kultur och modernitet. I: Fornäs / Boëthius / Forsman / Ganetz / Reimer. Ungdomskultur i Sverige. (FUS-rapport nr.6)