Ballerup Seminariet, forår 2008 Synopsis før mundtlig eksamen i Social- og sundhedsfag. Recovery:

Transkript

1 1 Ballerup Seminariet, forår 2008 Synopsis før mundtlig eksamen i Social- og sundhedsfag Recovery: Fra eksklusion og stigmatisering til Inklusion og sundhedsfremme Censorer: 7632 Palle friis 7848 Lisbet bangsbo Studerende: Eksaminatorer: Preben Meilvang Lisbeth Harsvik og Hold: 04C Hanne Viskum Gruppenummer: 6C

2 Indholdsfortegnelse 2 side Forside 1 Indholdsfortegnelse 2 Indledning 3 Problemstilling og problemformulering 3 Emneafgrænsning 4 Belysning af emnet/problemstillingerne i hovedpunkter 4 Samfundsmæssige perspektiver 6 Sundhedsmæssige perspektiver 6 Pædagogens perspektiver, muligheder og begrænsninger 7 Konklusion 8 Perspektivering 9 Litteraturliste 10 Bilag 1: Artikel i bladet Socialpsykiatri juni Bilag 2: Jensen (2006 s. 8-9), en helt anden hjælp, ref. litteraturliste Indledning

3 3 Den eksklusion (udelukkelse) der fortsat foregår i samfundet af mennesker med sindslidelse, bæres stadig af fordomme, tabuer og uvidenhed. Stigmatisering (stempling, brændemærkning) sker på det bevidste og det ubevidste plan, fx ligger der allerede en stigmatisering i ordene: psykisk syg, sindslidende, udsatte voksne. For man er ikke syg, lidende eller udsat hele tiden. Recovery-bevægelsen har påvist, at man i nutiden må tale om episodiske forstyrrelser, og at mennesker er så meget andet end en psykiatrisk diagnose. I forhold til Recovery, kommer begreberne inklusion og sundhedsfremme fint ind. Man kunne sige, at inklusion foregår i grupper, mens sundhedsfremme er et begreb med et bredere sigte end forebyggelse. Johannessen (2002, side 82) Problemstilling og problemformulering I mange hundrede år, er psykiatriske patienter blevet betragtet som kroniske, og har fået livstidsdomme, altså beskeder om, at de havde den og den diagnose og psykiske sygdom, og det skulle de lære at leve med resten af livet. I de sidste 50 år, er der sket en medicinsk revolution i psykiatrien, og i de sidste 25 år har psykiatrien i Danmark oplevet store ændringer i form af, at mange nye faggrupper har vundet indpas på psykiatriske hospitaler og i psykiatrien i det hele taget. Denne stærkt øgede tværfaglighed har betydet meget mere nuancerede tilgange, end da den hvidkitlede psykiater bestemte alting. Omkring år 2000 blev begrebet recovery introduceret i Danmark. Siden har blandt andre Videncenter for Socialpsykiatri dokumenteret, at af alle psykisk syge/sindslidende, kommer 2/3 sig helt eller delvist (socialt) mens den sidste 1/3 ikke kommer sig. Centrale begreber i at komme sig er netop titlen på denne synopsis: Recovery: Fra eksklusion og stigmatisering til inklusion og sundhedsfremme. Problem: Hvordan kan vi som pædagoger ved hjælp af recovery og inklusion fremme sundhed for udsatte voksne.

4 4 Emneafgrænsning I denne synopsis er valgt kun at se på voksne mellem 25 og 65 år. Dels debuterer de fleste, fx skizofreni patienter, først i 25 års alderen, og dels er recovery perspektivet nok først relevant efter en del års erfaringer med psykisk sygdom (og ofte også misbrug). I den anden ende af skalaen: Hvis man som psykisk syg endnu ikke har været igennem en recovery proces som 65 årig, er det nok få, der lykkes med det. Derudover vil der i livets efterår være andre problematikker omkring alderssvækkelse, som måske vil forhindre recovery processen. Man kan så overveje, om denne emneafgrænsning netop er en stigmatisering, en aldersdiskrimination af ældre. Belysning af emnet/problemstillingerne i hovedpunkter Topor (2005) beskriver recovery som en individuel og personlig proces, styrket af sammenfald af heldige omstændigheder. Det, der er recovery for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Det gælder om at få styrket gamle og nye relationer. Recovery er slet ikke et lineært forløb, men svinger op og ned som mange andre livsforløb. Man kunne sige, at der hviler en dobbelt forbandelse over de mange, der er kommet sig: enten mener man, at de ikke har været virkeligt syge, eller at de nok ikke er kommet sig Jensen (2006 side 12). Socialpsykiatrien i Danmark er jo bo tilbud, væresteder, aktivitetssteder mv. Siden år 2000 har der i socialpsykiatrien været mange tiltag omkring recovery. Mens behandlingspsykiatrien (de psykiatriske hospitaler) ofte tager udgangspunkt i det patogenetiske (det syge/problemfyldte), er socialpsykiatrien ovre i det salutogenetiske (det sunde/ressourcefyldte) Jacobsen (2005, s. 19). Lidt populært kunne man sige, at behandlingspsykiatrien arbejder med sygdomme og diagnoser, mens socialpsykiatrien arbejder med mennesker og relationer. Det øgede pres i de senere år på behandlingspsykiatrien - og kortere indlæggelsestider understreger denne forskel. Det, der synes at virke i socialpsykiatrien omkring recovery, beskrives netop ved inklusion og sundhedsfremme. Gennem ligeværdigt samarbejde mellem

5 5 beboere/brugere og medarbejdere, fokuseres på alle de ting, brugeren kan, og der foregår aktiviteter som fremmer sundheden på forskellige leder og kanter. Der skal også nævnes den betydelige indsats der gøres i det frivillige sociale arbejde, fx i Idræt for Sindslidende i Danmark (ca deltagere). Her deltager brugere og medarbejdere på lige fod: i sportshallen, på boldbanen, og til de sociale aktiviteter. Eksempel fra praksis: Medarbejder (pædagog) Souleima tør godt vise, at hun er dårlig til volleyball, og slet ikke kan serve. Psykiatribruger Hubert viser hende på sidelinien over nogle gange hvordan hun skal serve. Når Souleimas hold derefter vinder en bold, som hun har lært at serve, så går jubelen til hende for at turde vise svaghed, til Hubert for at skifte rolle og være instruktør, og til hele holdet. Antonovskys teori om følelse af sammenhæng (SOC = Sense og Coherence) Jacobsen (2005 s ) passer godt til praksis i socialpsykiatrien og i det frivillige sociale arbejde. Lærerprocesser fører til en følelse af sammenhæng, forudsigelighed fører til begribelighed, belastningsbalance fører til håndterlighed og deltagelse fører til meningsfuldhed. Det vigtigste for et menneske er, at livet har retning og mening Oestrich (1998 s. 67). Antonovsky taler om at mestre livet, i recovery processer taler man om mestringsstrategier. Ordet empowerment høres ofte ude i praksis og i recovery kredse. P. Freires teori omkring empowerment går på samarbejde og dialog, hjælp til selvhjælp på tre niveauer: individ, gruppe, samfund. Freire taler om bevidstgørelse. Jacobsen (2005 s ). Psykologisk empowerment defineres som en følelse af kontrol over eget liv, ofte med den tilføjelse at denne følelse opnås gennem en aktiv deltagelse i en gruppebaseret eller fælles indsats. Iversen et al. (2002 s. 82). Man kunne også sige, at empowerment er at give magten over livet tilbage til individet. Freire taler om at magte livet. Hvorfor virker recovery i praksis: Fordi fokus flyttes over på det enkelte menneske og alle dets muligheder. Fordi omverdenen begynder at vise, at den tror på det enkelte menneske, og vil støtte dets håb og drømme. Håbet er utroligt vigtigt. Efter i mange hundrede år at have fået frataget ethvert håb,

6 6 kan psykiatribrugere i disse år se muligheder, og begynde at regne med et liv, der tåler sammenligning med andres, og måske i mange tilfælde kan blive smukkere end andres, fordi det nye liv for den, der er kommet sig, er en stærk og smuk kontrast til helt rædselsfulde og forfærdelige oplevelser i helvede. Samfundsmæssige perspektiver Man taler i psykiatrien om dobbeltdiagnoser dvs. både psykisk sygdom og misbrug. Fænomenet er udbredt, nogle har svær psykisk sygdom, og måske kun lettere misbrug af fx alkohol, mens andre kan have det modsatte. Mange psykiatribrugere er afhængige af nikotin (cigaretter) og koffein (kaffe). Selvom der tales meget om hårde stoffer, er det overvejende misbrugsproblem i Danmark: ALKOHOL. Mindst mennesker er alkoholikere, og mange hundrede tusind drikker mere end sundshedsstyrelsens ugedosis 21 genstande for mænd og 14 genstande for kvinder. (Kilde: Psykiater og misbrugsekspert Henrik Rindom, ved foredrag i Idrætshuset for psykisk syge, København, 24. januar 2008). Ved stigende fokus på små og større recovery processer, kunne der i samfundet spares mange penge. Recovery behøver jo ikke vare i mange år, recovery er også at komme sig efter et alkoholmisbrug, og få sat et andet liv i stedet. Sundhedsmæssige perspektiver De sundhedsmæssige potentialer omkring recovery kan næsten ikke overvurderes. For individet er der muligheder for fysisk og psykisk fremme af sundheden, og en lille indsats som start giver ofte en god virkning, og så er den gode cirkel startet. For gruppen vil én eller flere der kommer sig have en afsmittende og positiv indflydelse på gruppefølelsen og fællesskabet. For samfundet kan mennesker der kommer sig blive rollemodeller, og vise, at med alt det, de har kunnet klare, så er der også muligheder for andre, der sidder i saksen. Jeg mener, at der omkring recovery er en grundlæggende fremme af sundhed i form af at se og møde processer og mennesker positivt. Samfundet

7 7 og psykiatrien kunne i stigende grad ansætte medarbejdere med brugererfaring, såkaldte MB ere (se bilag 1). Man bør fortsætte den mangeårige praksis med at bruge tørlagte alkoholikere og clean narkomaner i misbrugsbehandling. Man bør arbejde videre på at reducere dem og os relationen, som går på, at psykiatribrugere ikke har samme status, ikke er ligeværdige med resten af samfundet. Det skulle tværtimod fastslås, at brugerne har gode og for samfundet værdifulde kompetencer. Pædagogens perspektiver, muligheder og begrænsninger Det er ofte netop smerte, der motiverer til forandring. Oestrich (1998, side 14). Omkring recovery processer, inklusion og sundhedsfremme, har pædagogen mange opgaver. Pædagogen skal kunne se selv små tegn på fremskridt, fx glæden ved en gåtur, der kan føre til idrætsdeltagelse. Den professionelle rolle er en anden, end man skulle tro. Pædagogen skal selvfølgelig være professionel, men må også investere sig selv ved at være personlig. Topor (2005 s ) taler om den abstrakte og modsat den konkrete sociale responsivitet. Et eksempel på den abstrakte sociale responsivitet kunne fx være den kortvarige relation til den ukendte kassedame i Netto, mens et eksempel på den konkrete sociale responsivitet kunne være kontakten til venner og familie. Fra tid til anden opstår der en slags tiltrækning mellem en bruger og en professionel. En tiltrækning som medfører, at deres relation ændrer karakter, fra abstrakt til konkret social responsivitet hvor brugeren ikke bare bliver patient eller opgave, men også en person på samme måde som den professionelle selv bliver en person. Topor (2005, s. 220). Afslutningsvis i dette afsnit vender jeg tilbage til Idræt for Sindslidende, hvor man arbejder med disse ting, og at brugeren skal blive set. I recovery arbejde må der ikke være distance, men brugerne skal kunne mærke nærvær og autentitet. Pædagogen skal være klar til at trække i træningstøjet, og være deltager i idræt, og det gælder også som et billede på, at pædagogen skal være klar til at skifte roller, når brugeren afsøger nye muligheder for sin nye og forbedrede identitet. Man kunne nævne situeret læring, altså læring der sker i situationen learning by doing. Pædagogen må sammen med brugeren kunne arbejde med de seks

8 8 vigtigste grundfølelser: Glæde, depression, angst, vrede, afsky og overraskelse. Oestrich (1998 s. 63). Det nævnes, at følelser som vrede og had, der er stærke kræfter, kan vendes til positiv energi, se bilag 2 side 9. Pædagogen må støtte og hjælpe brugeren til at bevare eller få nye relationer, og i det hele taget være støttende, uden at blive omklamrende. Pædagogen kan involvere sig i det narrative, og medvirke til at ændre brugerens livshistoriefortælling. Mange psykiatribrugere har forfærdende livshistoriefortællinger, og de kan vendes til noget bedre, også ud fra devisen om, at alt hvad man overlever, bliver man stærkere af. Ved at bringe livshistoriefortællingen over i nyt lys og nye vinkler, kan skam og skyld for fortiden ændres til glæde og stolthed over de ting, som brugeren faktisk har klaret. I samme proces kan bekymringer for fremtiden gøres mere realistiske og brugeren få mulighed for at ændre det der kan ændres, lade det være, der ikke kan ændres, og få visdom til at se forskellen. (Sindsrobønnen, AA = Anonyme Alkoholikere). Sluttelig må pædagogen have øje for, at recovery ikke må blive et KRAV det er der en tendens til ude i praksis, i bo tilbudene og andre steder. Begrænsningerne i pædagogen omkring arbejde med recovery ligger vel mest i, at der kan mangle tid til den enkelte bruger. Endvidere, at pædagogen, trods alle de gode intentioner, også må huske at være selvbeskyttende. Konklusion Recovery er ikke kun et værktøj til at genskabe liv, en recovery proces kan skabe helt nyt liv, som ikke ville være blevet sådan uden de forudgående oplevelser af sygdom, lidelse, misbrug mv. Kraften der opstår, når mennesker kommer sig, er meget stærk, og giver anledning til megen optimisme og glæde for den enkelte bruger. Inklusion og sundhedsfremme er to begreber, som jeg med glæde vil tage med mig ud til det fortsatte virke som ansat og som underviser i psykiatrien. Begreberne er meget anvendelige i praksis, og egnede til at flytte fokus over på alt det positive. Når man beskæftiger sig med inklusion, og lader fx bo tilbudet blive mere rummeligt for den enkelte, så lærer bo tilbudet og dets

9 9 medarbejdere også noget. Når man i forbindelse med sundhedsfremme fokuserer på det salutogene, så minimerer man skavankerne, fx vil den dårlige ryg, som brugeren havde under depression, blive meget bedre måske helt kureret - efter megen idræt. Perspektivering I psykiatrien er der modbilleder. De positive muligheder og tanker omkring recovery, som er skitseret ovenfor, modsvares af den sidste 1/3 der ikke kommer sig. Samtidig er der meget holdningsbearbejdelse, der skal gøres. Medierne synes at fokusere på skandaler, svært og farlige psykisk syge mv. Ressourcer i samfundet er også et problem, fordi psykiatrien fortsat er et lavstatusområde. Som for mange andre forhold i samfundet, vil man nok fremover se i psykiatrien, at der vil være et A-hold som vil have muligheder for at klare sig bedre og bedre, og et B-hold af de dårligst psykisk syge misbrugere. Denne restgruppe møder man fx i Mariatjenesten, Istedgade, København, som huser de 300 måske mest belastede mennesker i Danmark. Her ses i praksis de værste sociale problemer omkring: narkotika, alkoholisme, prostitution, vold, kriminalitet, hjemløshed, svær psykisk sygdom mv. (kilde: mit arbejde i 12 måneder som underviser og frivillig i Mariatjenesten). Fremtiden for psykiatrien i Danmark handler om mennesker. Ikke kun om de mennesker, der er brugere, men den meget komplekse sammensætning af forskellige faggrupper, fx sygeplejersker, pædagoger, SoSu Assistenter. Vil der være hænder nok til psykiatrien? Kan vi lykkes med at få løftet området til en højere status i samfundet? Kan det lykkes os at få overbevist den undrende befolkning om, at psykiatrien vedrører os alle? Kan det lade sig gøre at få nedbrudt tabuer, fordomme og uvidenhed, selv om medierne hver anden uge ofte uden positiv nuancering - bringer endnu en skandalehistorie? Svarene får vi i den kommende og spændende fremtid. Anvendt litteratur og andre kilder

10 10 Intensiv læsning Iversen, Lars, et al. (2002): Medicinsk Sociologi, samfund, sundhed og sygdom, Munksgaard. Kapitel 3, s Kapitel 12, s Jacobsen, Caroline (2005): Sundhed i pædagogisk praksis, Systime Academic. Kapitel 1 & 2, s Kapitel 7, s Side Kapitel 10, s Kapitel 14, s Jensen, Torben K. & Johnsen, Tommy J (2000): Sundhedsfremme i teori og praksis, Forlaget Philosophia. Kapitel 1 & 2, s Jerlang, Espen & Jerlang, Jesper (1996): Socialisering og habitus, Hans Reitzels Forlag. Kapitel 6, s Kapitel 10, s Johannessen, Helle (2002): Pædagoger i sundhedsarbejde, Munksgaard. Kapitler 1-4, s Pedersen, Carsten & Schou, Carsten (2006): Samfundet i pædagogisk arbejde, Akademisk Forlag. Kapitel 6, s Kapitel 8, s Kapitel 9, s Regeringen (2002): Sund hele livet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet Social Kritik nr. 85, 15. årgang 2003, artikler s : At komme sig og Kan et håb i hånden være bedre end ti pilleglas på hylden? Topor, Alain (2005): Fra patient til person, Akademisk Forlag. Kapitel 1, s Kapitel 6. s Ikke intensiv læsning Bertelsen, Aksel m.fl. (1998): De psykiatriske diagnoser, PsykiatriFondens Forlag Deegan, Patricia (2004): At bruge medicinen til at komme sig, Slotsvænget Gerlach, Jes (red.) (2005): Motion og psyke, PsykiatriFondens Forlag Indenrigs- og sundhedsministeriet & Socialministeriet (2005): RESPEKT, FAGLIGHED, ANSVAR (fælles værdier i indsatsen for mennesker med en sindslidelse) Jensen, Pernille (2006): En helt anden hjælp, den korte, Akademisk Forlag Niklasson (red.) Gritt, Social indsigt, 2007, Frydenlund Forlag Oestrich, Irene (1998): Selvtillidstræning, PsykiatriFondens Forlag

11 11

12 12

13 13