Landskabsplanlægning for nye storlandbrug

Transkript

1 Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering Arkitektskolen Landskabsplanlægning for nye storlandbrug Bearbejdet udgave af ph.d.-afhandlingen Industrialiserede Storlandbrug i Danmark - Produktionsform, lokalisering og landskabelig kontekst Nee Rentz-Petersen, Arkitekt MAA, ph.d.

2 Landskabsplanlægning for nye storlandbrug Bearbejdet udgave af ph.d.-afhandlingen Industrialiserede Storlandbrug i Danmark Landskabsplanlægning for nye storlandbrug Nee Rentz-Petersen 1. udgave, november 2013 Udgivet af Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering Kunstakademiets Arkitektskole Institut for Planlægning Philip de Langes Allé København K ISBN Nee Rentz-Petersen, Arkitekt MAA, ph.d. Kunstakademiets Arkitektskole Nee Rentz-Petersen og Kunstakademiets Arkitektskole nee.rentz-petersen@kadk.dk

3 Indhold 8 Indledning 1. Landskab 2. Herregårde 3. Beplantning 4. Eksempelsamling Perspektivering 12 Landskabstyper i Danmark 17 Bygning og landskab 21 Baggrund 22 Herregårdsanalyser - 10 eksempler 33 Sammenfatning af herregårdsstudie 45 Landskab og beplantning 46 Nye helhedsplaner 61 Introduktion 63 Storbakket Moræne - ved en motorvej 69 Hedeslette - i det åbne land 75 Dødislandskab - i det åbne land, i et herregårdslandskab 81 Marsk - i det åbne land, nær en landsby 87 Svagt bølget moræneflade - i det åbne land 93 Industrikvarter - ved en motorvej, i byzone 99 Marint Forland - i det åbne land 105 Bakkeø - ved en motorvej, nær et industrikvarter 110 Herregården og det industrialiserede storlandbrug 112 Litteraturliste

4 Indledning 8 Danske kommuner står i disse år overfor kolosale udfordringer med at skulle placere vindmøller, tekniske anlæg samt store bygninger til det industrialiserede storlandbrug i kulturlandskabet. Anlæggene er en naturlig og nødvendig del af vores samfund, men de er blevet så store, at de i lokale sammenhænge ofte er uønskede. Der er derfor behov for at udvikle nye strategier for indpasning af disse anlæg i kulturlandskabet, for således at give anlæggene samme designmæssige og æstetiske opmærksomhed som andre bygningsanlæg i det åbne land. 9 Et produktionsfællesskab mellem en svineproduktion og et gartneri - forslag til fremtidens fødevareproduktion med markant reduceret CO2-udledning. Tomatproduktionen forvandles i dette anlæg til en energimæssig nulløsning, idet svinestaldens spildprodukter som næringsstoffer, CO2 og kropsvarme anvendes i gartneriet. Gylleseparering og biogasanlæg behandler gylle og slagteriaffald, og leverer energi til produktionen. Som alle andre nye storlandbrug baseret på anvendelsen af miljøteknologi, vil det kræve et stort produktionsvolumen at sikre rentabiliteten i investeringerne - et grundplan på minimum m² vil derfor være en almindelig anlægsstørrelse. Dette svarer til en årlig produktion af ca slagtesvin og 1100 tons tomater. Illustrationen er fra Realdania s konkurrence Fremtidsgårde, forslaget blev udarbejdet af Nee Rentz-Petersen, Gottlieb Paludan Arkitekter, Marianne Levinsen Landskab, Dansk Rodzoneteknik, Rambøll og Gråkjær Staldbyg. Projektet er sidenhen bearbejdet af bygherrerne Sørren Hansen og Mads Pedersen i samarbejde med Nee Rentz-Petersen, Gottlieb Paludan Architects, COWI A/S, AgroTech, Schönherr Landskab, Larssen Greenhouse Engeneering Ltd, Westcome Renewable m.fl. I denne publikation undersøges de landskabelige, rumlige og æstetiske problemstillinger forbundet med den anden udflytning anlæggelsen af landbrugets nye store produktionsanlæg på bar mark. Udflytningen fra de gamle gårdanlæg fra 1800 tallet til nye byggefelter på bar mark er et nyt fænomen i dansk landbrug, der fordrer til en nytænkning af planlægningen for den kommende generation af storlandbrug. De nye landbrugsanlæg nærmer sig skalamæssigt et større industrianlæg, og landskabsplanlægningen for nye storlandbrug er derfor et uhyre vigtigt emne at prioritere, hvis anlæggene skal indpasses i balance med landskab og øvrig bebyggelse i det åbne land. Udfordringerne ved at placere et storlandbrug i et landskab er forskellige, alt efter hvilken landskabstype man befinder sig i. Denne publikation giver en kort introduktion til de mest karakteristiske landskabstyper i Danmark, og udpeger generelle udfordringer ved de forskellige landskabstyper. Herefter præsenteres de væsenligste konklusioner fra et studie af ti danske herregårde, beliggende i hver sin landskabstype. Herregårdenes fine evne til at koble bygning, landskab og beplantning til smukke helheder, fortolkes og omsættes i et nyt anlægsprincip for storlandbrug: byggefelterne kombineres med skovrejsningsområder og hurtigvoksende lunde eller læhegn, for at sikre den nødvendige rumlige sammenhæng mellem bygning og landskab. I sidste kapitel, eksempelsamlingen, afprøves princippet i 8 forskellige landskabstyper, og der tegnes forskellige billeder af nye storlandbrug i det danske landskab: det solitære anlæg i det åbne land, anlægget knyttet til den primære infrastruktur; det jordløse landbrug i industrikvarteret. Et storlandbrug udgør et stort skalaspring i forhold til eksisterende bebyggelse i det åbne land. Her en skalasammenligning mellem Rådhuspladsen i København og et storlandbrug (grundplan m2). Eksempel på facadeopstalt af anlægget. Som alle andre nye anlæg til storlandbruget, kræver bygningen et byggefelt svarende til flere fodboldbaner. De vil uundgåeligt få en fremtrædende plads i landskabet, og den landskabelige indpasning skal derfor wplanlægges omhyggeligt. Mål 1:1000

5 Beplantning Landskabsplanlægning for nye storlandbrug 1 Landskab

6 Landskabstyper i Danmark 12 Morænelandskab fra sidste istid, overvejende lerbund Morænelandskab fra sidste istid, overvejende sandbund Randmorænelandskab Dødislandskab Fremtrædende bakkepartier Hedeslette Ekstramarginal smeltevandsfloddal Smeltevandsflodterrasse Tunneldal Lavtliggende issø Hævet havbund Det danske landskab beskrives mange steder som fladt og ensformigt. Kigger man nøjere efter vil man dog hurtigt opdage, at det byder på vidt forskellige rumlige oplevelser, skabt af mange små nuancer i terræn og beplantning. Alle større bakkeformationer blev skabt af gletsjerne under sidste istid, hvor isen skubbede ler, sten, sand og grus foran sig. Efterfølgende eroderede smeltevandet sig vej igennem landskabet i forskellige hastigheder, og da isens vægt var forsvundet, begyndte terrænnet lige så stille at hæve sig. Havet har lige siden transporteret sedimenter langs kysterne, hvilket skaber den evigt foranderlige kystlinje. Det danske landskab er således formet af isens og vandets bevægelser igennem flere tusinde år. Ud over forskelle i terræn, er vegetation også med til at skabe varierede landskabsrum. Skov, lunde, læhegn og plantager optræder i forskellig karakter og tæthed rundt om i landet afhængigt af bl.a. klimatiske betingelser og jordbundsforhold. 13 Per Smed: Landskabskort over Danmark, her et udsnit af Nordjylland. Kortene er udarbejdet for hele Danmark. Marint forland Yoldiahavets kystlinie Stenalderhavets kystlinie Kunstigt tørlagt areal Klitlandskab Kystklint Tilsammen skaber terræn og beplantning således mange forskellige landskabsrum: fra hedeslettens små, lukkede landskabsrum afgrænset af tætliggende læhegn, over marskens vidtstrakte og åbne landskaber næsten uden beplantning, til de småbakkede og intime morænelandskaber med mange små skovpartier og lunde. Udganspunktet for arbejdet med indpasning af nye storlandbrug i det danske landskab, er en udpegning af de ti mest karakteristiske danske landskabstyper. På de følgende sider beskrives disse ti landskabstyper, for at give en grundlæggende forståelse for de rumlige karakteristika, der knytter sig til den enkelte landskabstype. marsk bakkeø hedeslette marint forland tunneldal storbakket moræne randmoræne dødislandskab Principsnit gennem de 10 udvalgte landskabstyper. svagt bølget moræneflade småbakket moræne Tunneldal hører til blandt de mest dramatiske landskabstyper i Danmark. Dalene blev skabt da smeltevandet eroderede landskabet under en gletsjer. Tunneldale er meget rigt repræsenteret i den østlige del af Jylland.

7 Landskab Marsk i Sønderjylland. Det helt flade terræn og den sparsomme beplantning skaber imponerende store landskabsrum med en ubrudt horisont. Svagt bølget moræneflade hvor terrænnets bevægelser er næsten usynlige. Landskabstypen dominerer især på Lolland og Falster. Hedeslette i Midtjylland. Terrænnet er lige så fladt som i marsklandskabet, men de tæt plantede læhegn skaber her mange små, lukkede og adskilte landskabsrum. Randmoræne er en aflang bakkeformation, opstået langs randen af gletcherne under istiden. Randmorænerne tilfører en klar retning til landskabet, og ses typisk i nærheden af storbakkede morænelandskaber. Dødislandskab karakteriseres af de mange dramatiske små bakkedrag, med pludselige huller, lavninger og søer. Landskaberne er retningsløse, og karakteriseres i øvrigt af fraværet af horisont og at man sjældent kan se over særligt store afstande. Landskabstypen kan især opleves på Fyn. Småbakket morænelandskab minder i karakter om dødislandskabet, men er knapt så dramatisk kuperet som dette. Småbakket moræne er en udbredt landskabstype på især Sjælland og øerne.

8 Landskab 16 Bygning og landskab Der er forskel på hvordan et stort bygningsanlæg vil opleves i de forskellige landskabstyper. I et åbent landskabsrum vil bygningen kunne ses fra store afstande, og her skal anlægget derfor udformes så det både kan klare sig oplevet fra afstand i den store skala, men også når man kommer tættere på. I de mere intime landskabstyper, vil bygningen derimod typisk først blive synlig når man er meget tæt på, og her kan bygningens store skala derfor virke enorm, overvældende og overraskende. Der kan ikke opstilles entydige retningslinjer for hvor og hvordan man placerer en stor bygning i et landskab, eller for hvilke landskabstyper der er egenede, og hvilke der er ikke er egnede. Der er dog en række generelle forhold, man indledningsvist skal være opmærksom på: 17 Storbakket morænelandskab dominerer i store dele af øst-jylland. Bakkedragene er store, og fra landskabets højdepunkter kan man se over lange afstande. Marint forland karakteriseres af det flade terræn med store markfelter adskilt af læhegn eller plantager. Landskabstypen kan især opleves i egnene nord for Limfjorden. Synlighed over afstand skal man være særlig opmærksom på i de mest åbne landskabstyper som marsk, bakkeø, marint forland og storbakket moræne. Her vil et stort bygningsanlæg være synligt over endda meget store afstande. Dette kan være direkte uønsket nogle steder, mens det andre steder kan indgå som et nyt og karaktergivende landmark. Regulering af terræn bør altid minimeres - både af økonomiske og af landskabsæstetiske årsager. Dette vil typisk være en udfordring i de mest kuperede landskabstyper som tunneldal, randmoræne, dødislandskab og storbakket moræne, og det vil derfor typisk være sværere at finde egnede byggefelter i disse landskabstyper. Landskabets skala har betydning for hvordan det nye bygningsanlæg vil opleves. I landskabstyper som dødislandskab, småbakket moræne, hedeslette og svagt bølget moræne afgrænses landskabsrummene ofte af tætliggende beplantning eller et småbakket terræn. Her er landskabsrummene altså små, og en stor bygning vil derfor virke meget dominerende i forhold til det eksisterende landskabs skala. I marint forland, storbakket moræne, randmoræne, marsk og tunneldal er landskabsrummene større, og her kan der typisk skabes en naturlig balance mellem bygning og landskab. Placering i terræn har ligeledes betydning for hvor dominerende en bygning vil virke. Placering af en bygning nær landskabets højeste punkter bør altid undgås, da bygningen her vil virke meget dominerende og syne endnu større, end den i virkeligheden er. En placering nær terrænets laveste punkter vil derimod nedtone bygningens dominans. Uanset landskabstype, bør det derfor altid tilstræbes at placere bygningen lavest muligt i terræn. Udover disse generelle forhold, er hver enkelt projekt og landskabelige kontekst forskellig, og en landskabsanalyse af det konkrete sted må derfor altid være udgangspunktet. Ved indledningsvist at bestemme landskabstypen, får man en god forudsætning for at læse stedet og forstå landskabets hovedretninger, skabt af eksempelvis terræn, beplantning, veje, bebyggelse eller markskel. Børglum Kloster i Nordjylland, er placeret oppe på en randmoræne - kun møllen ved siden af ligger en anelse højere. Anlægget kan ses fra 50 km afstand, og er et markant fikspunkt for hele egnen. Placeringen oppe på randmorænen var ideel af forsvarsmæssige hensyn, men i vore dage skal vi absolut holde os fra at indtage landskabets højeste punkter med nye store bygningsanlæg, idet de her vil dominere langt mere end hvad der er rimeligt. Bakkeø er en landskabstype der karakteriseres af store og retningsbestemte bakkedrag, gennemskåret af lavtliggende ådale. Fra bakkeøernes toppunkter er der ofte gode udsigtsmuligheder. Landskabstypen dominerer egnene syd og vest for isens hovedopholdslinie i Jylland.

9 Beplantning Landskabsplanlægning for nye storlandbrug 2 Herregårde

10 Herregårde 20 Baggrund Herregårdsanlæg er typiske eksempler på vellykkede landskabelige indpasninger af storskalaanlæg i kulturlandskabet, og det er derfor nærliggende at inddrage et herregårdsstudie, for at udrede de principper og den orden der helt åbentlyst findes i herregårdens bygnings- og landskabskultur. 21 Børglum Kloster er et meget fint eksempel på en solitær placering af et stort bygningsanlæg i det åbne land. Bygningsanlægget ligger karakterfuldt og frit eksponeret, beplantning og træformationer underordner sig bygningsanlægget. Himmelrum, horisont og randmorænens skrå flader er i en harmonisk orden og balance. Igennem 400 år har herregårdene repræsenteret herlighedsværdier i det danske kulturlandskab. Først og fremmest ved at fremstå med et helhedspræg mellem bygninger, park og landskab, men også med en række helt unikke iscenesatte kompositioner i forhold til sted, situation og terræn. Bygherrerne var velhavende store jordbesiddere med et højt dannelsesniveau. Man kunne derfor forvalte en bygningsog landskabskultur, og man kunne måske navnligt håndtere de store skalaforhold i bygninger og landskab. Datidens bygherrer og arkitekter var fortrolige med en serie virkemidler og kompositionsforhold: Terrænforhold, vand og beplantning Retninger og orientering i forhold til verdenshjørner Ankomstforhold og iscenesættelse Grænser og overgange mellem det kultiverede og det naturskabte Funktionelle forhold Vind- og læforhold Placering i forhold til topografi og landskabstyper Rumlige forhold mellem bebyggelsesplan, bygning og beplantning Herregårdene fremstår i dag som fuldt udbyggede anlæg, med store gamle fuldkronede bevoksninger, skovbryn og alléer. Ved opførelsen har mange herregårdsanlæg ligget frit eksponeret i det åbne land - svarende til den situation og landskabsindpasning, som nye storskalabygninger til landbruget nu skal igennem. Det er netop her at inspirationen fra herregårdene er vigtig. På de følgende sider bringes konklusionerne fra en analyse af ti danske herregårde, beliggende i de før omtalte ti mest karakteristiske landskabstyper i Danmark. Børglum Kloster set fra syd, med den gamle ankomstvej og hovedbygningens porttårn. Porten formidler i ét præcist punkt overgangen mellem landskab og gårdrum. Til højre for vejen ses en tilgroet klosterhave, fra venstre spor af en træformation trukket ind foran hovedbygningen. Beplantningerne danner tilsammen en præcis grænse mellem landskab og bygninger. Herregård Lønborggård Trøjborg Nørre Vosborg Vitskøl Kloster Clausholm Frijsenborg Børglum Kloster Erholm Pederstrup Landskabstype Marsk Bakkeø Hedeslette Marint Forland Tunneldal Storbakket Moræne Randmoræne Dødislandskab Svagt Bølget Moræne Et kig ind gennem porten til klostergården, hvor brøndstenen danner afslutning på anlæggets hovedakse. En række klippede lindetræer, er placeret op langs kirkens facade.

11 Børglum Kloster Randmoræne Clausholm Tunneldal Landskabet i Vendsyssel karakteriseres af store områder hævet havbund og marint forland, hvorfra flere randmoræner rejser sig. Børglum Kloster ligger på toppen af en af disse randmoræner, og er med sin kirke og fritliggende bygninger et markant fikspunkt for hele området. Et stort system af tunneldale skærer sig igennem det østlige midtylland. Herregården Clausholm indtager dalsiden i en af områdets bredeste tunneldale. Anlægget er bygget op omkring en midterakse, der strækker sig fra tunneldalens bund (staldgård), henover voldsted (hovedbygning), bevæger sig trinvist op igennem den terrasserede park og afsluttes med et ladeanlæg. mølle kirke hovedbygning ny avlsgård På Børglum Kloster er der ét centralt forbindelsespunkt mellem bygning og landskab, idet porten ind til klostergården udgør den eneste forbindelse mellem gårdrum og landskab. På Børglum Kloster har hovedaksen desuden den særlige detalje, at den møder en lodret akse ved brønden i klostergården - en akse mellem vand og himmel. Placeringen oppe på randmorænen med udsigt til alle verdenshjørner, har været ideel af forsvarsmæssige hensyn, men også for kirkens synlighed over afstand. Kirken er anlæggets vartegn set fra Vesterhavet. Clausholms hovedbygning er placeret i midt i den karakteristiske midterakse. Aksen opløses i en række tværakser i den terasserede park, før ladeanlægget på parkens øverste niveau. Et kaskadeanlæg markerer midteraksens centerlinie i parken. Clausholm er et eksempel på hvordan de naturgivne forudsætninger ved foden af en tunneldal, bruges både funktionelt og til at give anlægget karakter: staldgård, hovedbygning og voldgrav er placeret i tunneldalens bund grundet nærheden til vand og græsningsarelaer til kreaturer. På den skrånende dalside er der anlagt en terrasseret park, mens ladeanlægget er placeret på toppen af dalsiden nærmest dyrkningslandskabet. ny lade avlsbygninger og hovedbygning vej park ladeanlæg dalbund allé staldgård hovedbygning Principsnit gennem anlæg og landskab. Principsnit gennem anlæg og landskab.

12 Erholm Dødislandskab Frijsenborg Storbakket moræne Erholm ligger i et stærkt kuperet dødislandskab. Hovedbygningen er anlagt på parkens højeste punkt. Parken er anlagt efter engelsk forbillede, med et konstant afvekslende rumligt forløb af snoede stier, søer, trægrupper, krat og busketter. Parken respekterer dødislandskabets kuperede terræn, og er yderligere stiliseret med udgravning af småsøer. Frijsenborgs mest karakteristiske træk er hovedaksen på halvanden kilometer, der markeres af en lindeallé. Som noget lidt usædvanligt for et barokanlæg, har aksen på Frijsenborg præcise start- og slutpunkter i henholdsvis hovedbygning og avlsgård. Hovedaksen gennemskæres af en tværakse der går fra landevej og videre ind i lystskoven. allé hovedbygning hovedbygning allé park avlsgård avlsgård allé Mere end en kilometer inden ankomsten til Erholms hovedbygning fra både nord og syd, bliver landevejen til en let slynget allé af egetræer, hvilket markerer nærheden til herregården. I et sving på 90 grader bliver bygninger og park pludselig synlige i et kort glimt. Erholm er tydeligvis anlagt med inspiration fra en engelske have, hvor idealet var slyngede linjer, overraskelser og afvekslende rumligheder. Fra hovedbygningen er der et kig ud over parken, og videre ud i landskabet til kreaturernes græsningsareal med enkelte solitærtræer. Karakteristisk for Frijsenborg, er samspillet mellem hovedbygning og avlsgård, i hver sin ende af anlæggets hovedakse. Anlægget opleves som en afsluttet komposition, grundet de præcise start- og slutpunkter. Frijsenborg er anlagt oppe på en storbakket moræneflade syd for Gjern Ådal. Flere skovpartier skaber tilsammen en stor lysning, og heri ligger Frijsenborg og avlsgården Jernit. Alléen mellem hovedbygning og avlsgård ligger smukt eksponeret på den åbne markflade, og indgår således som et element der deler landskabsrummet op. vejtræer skov hovedbygning og staldgård park sø græsningsareal allé vej allé hovedbygning park Nord-syd gående snit gennem allé, skov, hovedbygning og park Øst-vest gående snit gennem allé, hovedbygning og park

13 Lønborggård Marsk Nørre Vosborg Hedeslette Lønborggård ligger på et voldsted, hævet en anelse over vandspejlet i det flade marsklandskab omkring Skjern-åens udløb i Ringkøbing Fjord. Den frie vandflade og de lavtliggende våde enge danner tilsammen en stor åben flade foran herregårdsanlægget, der i dag næsten er skjult bag en stor lund. Nørre Vosborg ligger tæt omsluttet af bevoksning, kun portbygningen markerer sig fra afstand. På trods af sin ringe størrelse, tiltrækker den lille portbygning den forbipasserendes opmærksomhed, og afslører den bagvedliggende herregård. lønborg Kirke lønborggård Hovedbygning og avlslænger danner tilsammen et stort lukket gårdrum. Anlægget har en central styrelinie mellem hovedbygning og avlsgård. En tværakse deler gårdrummet i to mindre rum; ankomstrummet mellem hovedbygningens længer, og et større arbejdsrum mellem avlslængerne. Lønborggård er beliggende umiddelbart syd for Skjern åens udløb i Ringkøbing Fjord, ved kanten af det store genskabte ådelta. En mindre bakkeø rejser sig over det flade marsklandskab, med Lønborg Kirke anlagt på bakkeøens top. Lønborggård ligger helt åbent ud mod vådområdet, mod syd og øst omslutter en markant lund anlægget. Anlægget er bygget symmestrisk op omkring en midterakse, der starter ved hovedbygningens vestligste længe, fortsætter igennem begge gårdrum og ud igennem portbygningen. En tværgående akse opstår mellem de to gårdrum, og tillader små kig ud mod det flade landskab uden for anlægget Nørre Vosborg er placeret i overgangen mellem de lave fjordenge ved Storeåens udløb og hedeslettens opdyrkede land. Anlæggets tydeligste træk er den store beplantning omkring bygningerne, der indgår på lige fod som områdets andre lunde og skovklumper. vådområde voldsted bygningsanlæg lund vej marker læhegn voldsted med lund hovedbygning avlsbygninger portbygning Nord-syd gående snit gennem vådområde, anlæg og beplantning Øst-vest gående snit gennem voldgrav, anlæg og beplantning

14 Pederstrup Svagt bølget moræneflade Trøjborg Bakkeø Pederstrup er beliggende på det vestlige Lollands svagt bølgede moræneflade. Parken er et eksempel på en engelsk landskabshave, hvor opstammede trægrupper fremhæver plænens svagt bølgede flade, og skaber sammenhæng helt ind til hobedbygnings hævede kvadersokkel. Landskabet omkring Trøjborg karakteriseres af mange mindre bakkeøer, der rejser sig fra den flade hedeslette. Hedesletten er stort set ubebygget, mens al bebyggelse i stedet er placeret på bakkeøerne, typisk gemt bag en lægivende beplantning. Således gemmer Trøjborg sig også inde i en stor og markant lund, der omslutter alle bygninger fuldstændigt. sø hovedbygning avlsgård Pederstrup er et sammensat anlæg, der i dag fremtræder lidt ustruktureret grundet mange ombygninger. Eksempelvis ender ankomstvejen med rønnealléen i en hæk. Hovedbygningen blev oprindeligt anlagt ud til søens store åbne vandflade, men søen fremtræder i dag så tilgroet, at den nu opfattes som ryg til anlægget. Pederstrup ligger i en niche mellem tre større skovpartier, med søer og åer på flere sider, og anlægget er derfor ikke synligt over lange afstande i landskabet. Skovpartierne i tilknytning til anlægget markerer sig tydeligt fra afstand, mens bygningerne først kommer til syne når man er ganske tæt på. Trøjborg er et tillukket og indadvendt anlæg, med meget få visuelle koblinger mellem anlæggets rum og det omgivende landskab. Trøjborg er placeret ved foden af Abild Bakkeø, kun hævet et par meter over terrænets laveste kote. Placeringen ved foden af bakkeøen, skabte mulighed for at etablere et voldsted omkring det første anlæg på stedet. Den store og markante lund kan ses over store afstande. avlsgård park hovedbygning sø skov hedeslette ankomstvej dam avlsgård bakkeø Øst-vest gående snit gennem anlægget Nord-syd gående snit gennem anlægget

15 Turebyholm Småbakket moræne Vitskøl Kloster Marint Forland Turebyholms mest karakteristiske træk er en hovedakse, markeret af en lindeallé i skiftende bredde og højde. Aksen er tydeligt nærværende og dominerende i alle rum. Alléens varierende bredde og højde skaber skaber et meget afvekslende rumligt forløb. Turebyholms hovedbygning ligger på terrænnets højeste punkt midt i hovedaksen, og der er derfor en storslået udsigt i begge retninger inde fra hovedbygningen. Vitskøl Kloster domineres af hovedbygningens enkle, hvide murværk der kan ses over store afstande i det flade fjordlandskab. Hovedbygningen rejser sig direkte op af den store åbne strandslette. Det store bygningsmassiv fremtræder markant, med det flade landskab er trukket helt ind til soklen. avlsgård hovedbygning Turebyholm gør sig i særlig grad bemærket som et samlet anlæg, hvor en allé i hovedaksen i ét greb kobler hovedbygning og terræn. Aksen afvikles på raffineret vis i en række vejtræer, således at der skabes en gradueret overgang mellem lindealléens præcise rum og det åbne marklandskab. Turebyholm er beliggende i et småbakket morænelandskab. En lille højderyg rejser sig midt på morænefladen, hvorpå Turebyholm ligger alene sammen med sine avlsbygninger og en kirke. En lidt tilfældig struktur blandt avlsbygningerne anfægter ikke hovedaksens storladne og stramme karakter. Hovedbygningen åbner sig op mod den flade strandslette, mens forpagterbolig og avlsgård spænder et lille og mere intimt gårdrum ud imellem sig. Vitskøl Kloster er placeret ved kanten af Limfjorden, ved foden af en morænebakke og umiddelbart syd for Bjørnsholms å s udløb. park hovedbygning gårdsplads ankomstallé vejtræer limfjorden vej hovedbygning have plantage Nord-syd gående snit gennem hovedbygning og allé Øst-vest gående snit gennem fjordlandskab, hovedbygning og have

16 Herregårde Sammenfatning 32 Børglum Kloster Terræn og anlæg Fælles for alle ti herregårdsanlæg er, at de er placeret i umiddelbar nærhed af en å eller et andet større vandområde, således at transport til og fra herregården ad vandvejen har været mulig. Placeringen nær vand har også været vigtig af forsvarsmæssige hensyn, da man her har kunnet etablere en voldgrav omkring anlægget. En placering i de lavere koter har desuden givet god adgang til græsningsarealer for kreaturer. Alle anlæg - med undtagelse af Børglum Kloster - ligger derfor helt lavt i landskabet, oftest kun et par meter over terrænnets laveste kote. 33 Vitskøl Kloster For at give en karakteristik af det enkelte anlægs placering i relation til landskabet, anvendes Sven Ingvar Anderssons syv karakteristiske placeringer : Nørre Vosborg Lønborggård Clausholm Frijsenborg Oppe på Midt i Midt på Ved foden af Ved kanten af Inde i I en niche Som stort set alle andre herregårde, er Lønborggård placeret umiddelbart nær vand. Anlægget ligger lige ud til det nu genskabte Skjern-Å delta. Herregårdenes placering defineres i forhold til de tre primære rumskabende elementer i det åbne land: terræn, beplantning og vand. Trøjborg Erholm Pederstrup Turebyholm De analyserede herregårdes geografiske placering Som illustrationerne på de næste sider viser, placerer alle anlæggene sig klart og tydeligt i forhold til minimum ét af disse primære rumskabende elementer. De fleste anlæg forholder sig dog tydeligt til flere elementer på samme tid, og nogle anlæg er endda placeret ens i forhold til flere af de tre rumskabende elementer. Eksempelvis er Erholm både placeret i en niche i forhold til skoven og i forhold til terrænet. Andre anlæg knytter sig på forskellig vis til flere elementer, som for eksempel Clausholm, der ligger ved foden af dalsiden, ved kanten af skoven og ved kanten af åen. Den mest markante rumlige oplevelse på stedet er placeringen ved foden af dalsiden. Et anlæg som Pederstrup karakteriseres i dag ved at ligge i en niche i skoven, selvom det oprindeligt var anlagt ved kanten af en sø, og beskriver således en dynamisk sammenhæng mellem anlæg og landskab. Diagrammerne på de følgende sider illustrerer hvilke elementer de enkelte anlæg knytter sig til. Den første illustration af hvert anlæg, afspejler den mest signifikante rumlige oplevelse på stedet.

17 Storlandbrug i Kulturlandskabet Herregårde Børglum Kloster Oppe på randmorænen Inde i mellem skovklumperne Clausholm Ved foden af tunneldalen Ved kanten af skoven Ved kanten af åen Nørre Vosborg Inde i lunden Ved foden af bakkeøen Ved kanten af fjorden Turebyholm Midt på morænefladen Inde i mellem skovklumperne Ved kanten af åen Frijsenborg Ved kanten af skoven Oppe på morænefladen Vitskøl Kloster Ved kanten af fjorden Ved kanten af plantagen Ved foden af bakken Trøjborg Inde i lunden Ved foden af bakkeøen Ved kanten af åen Lønborggård Inde i lunden Ved kanten af vådområdet Ved foden af bakkeøen Pederstrup I en niche i skovbrynet Ved kanten af søen Midt på morænefladen Diagrammatisk fresmstilling af herregårdenes placering i forhold til terræn (snit), beplantning (isometri) og vand (plan) Erholm I en niche i skovbrynet I en niche i dødislandskabet

18 Herregårde 36 Plan og struktur De analyserede eksempler viser tydeligt, at et herregårdsanlæg er meget mere end smukke bygninger. I alle eksemplerne er bygninger og beplantning tænkt sammen som to helt uadskillelige elementer. Beplantning er en central del af anlæggenes samlede struktur og komposition, som alle anlæggenes bygninger underordner sig. Beplantningen er en klart opfattelig figur i den store skala, og set fra afstand anlæggenes tydeligste træk. I hovedparten af de analyserede eksempler spiller bygningsarkitekturen derfor ikke den vigtigste rolle for anlæggets fremtræden oplevet fra afstand. 3 Lønborggård 4 Nørre Vosborg 5 Børglum Kloster 6 Trøjborg 37 De eneste anlæg, hvor bygningernes karakter dominerer set fra afstand er Vitskøl Kloster og Børglum Kloster. Begge anlæg er placeret udsatte og forblæste steder i det nordlige Jylland, hvilket har givet de tidligere anlagte barokhaver svære vækstbetingelser. Den primære begrundelse for deres store synlighed over lang afstand må naturligvis også skyldes, at begge anlæg rummer en kirke, og dermed naturligt har placeret sig synligt i landskabet. Bygningerne på Vitskøl og Børglum kloster har begge monolitisk, borglignende karakter. Murværket er hvidkalket og nøgent, uden mange detaljer. Bygningerne aftegnes dermed meget skarpt og præcist set over afstand, med reference til den danske landsbykirke. Ser man på de analyserede herregårdes planmæssige komposition og struktur, kan de groft inddeles i 3 typer: Punktet / De sluttede anlæg: Trøjborg Nørre Vosborg Lønborggård Børglum Kloster De sluttede anlæg De fire sluttede anlæg ligger alle i Vest- eller Nordjylland, hvor de klimatiske betingelser er barske. Disse anlæg er derfor opbygget omkring et eller flere lukkede gårdrum, for at skabe et udendørs arbejdsrum med læ. De fire sluttede anlæg opfattes som punkter i landskabet, men kobler sig til det omgivende landskab på forskellig vis. Lønborggård og Nørre Vosborg har relativt ens kompositionsprincipper med et gårdrum knyttet til både avlsgården og hovedbygningen. I begge anlæg er der et tværgående kig ud i landskabet mellem de to gårdrum. Gårdrummene er sammenhængende på Lønborggård, mens de på Nørre Vosborg er adskilte. Trods den umiddelbare lighed i strukturen de to steder, kobler de to anlæg sig forskelligt på det omgivende landskab. Nørre Vosborgs portbygning er hængslet, der i ét præcist punkt formidler overgangen mellem landskab og anlæg. På Lønborggård har hovedaksen ikke forbindelse til landskabet udenfor, og gårdrummet opleves derfor mere indadvendt og sluttet end på Nørre Vosborg. Linjen / De aksiale anlæg: Clausholm Turebyholm Frijsenborg De sammensatte anlæg: Pederstrup Vitskøl Kloster Erholm På Børglum Kloster er der ligesom på Nørre Vosborg ét centralt forbindelsespunkt mellem bygning og landskab, idet porten ind til klostergården udgør den eneste forbindelse mellem gårdrum og landskab. På Børglum Kloster har hovedaksen den særlig detalje, at den møder en lodret akse ved brønden i klostergården - en akse mellem vand og himmel. På Trøjborg deles hovedbygning og avlsgården om det lidt asymmetriske gårdrum, uden egentlige præcise eller styrede kig ud mod det omgivende landskab. Den store lund omkring anlægget er derfor anlæggets tydeligste træk. Disse tre hovedtyper gennemgås i de følgende afsnit.

19 Herregårde Turebyholm 8 Clausholm 9 Frijsenborg 10 Erholm 11 Pederstrup 12 Vitskøl Kloster De aksiale anlæg De tre aksiale anlæg har alle en stram symmetrisk komposition omkring en midterakse, og er alle repræsentanter for barokkens idealer. Der skabes dog meget forskellige rumligheder omkring de tre anlægs hovedakser. Hovedaksen på Turebyholm markeres af en lindeallé, og alle rum omkring aksen har derfor ens vægge. Rummenes karakter og størrelse varieres meget igennem aksen, idet lindetræerne er plantet med forskellig afstand, ligesom træernes højde og beskæring varierer fra rum til rum. Turebyholms hovedbygning ligger midt i hovedaksen, med en storslået udsigt inde fra hovedbygningen i begge retninger. På Clausholm har rummene i tilknytning til hovedaksen både forskellige udstrækninger og materialer. Et fællestræk for alle rummene her er, at der optræder vand i overgangene mellem de forskellige rum omkring aksen. Ved hver overgang opstår en tværakse, hvor vand optræder i forskellige former: voldgraven på begge sider af hovedbygningen, fiskedammene på parkens nederste terrasse, vandrenden i aksens centrum i parken og kaskadeanlægget placeret på parkens øvrige terrasser. Hovedaksen opløses af en række tværakser, inden den møder ladeanlægget på parkens øverste niveau. Ligesom på Turebyholm, ligger Clausholms hovedbygning midt i hovedaksen. Hovedaksen på Frijsenborg adskiller sig fra de to andre akser, idet den i dag har præcise start - og slutpunkter, markeret af hhv. hovedbygningen og Jernit Avslgård. Aksen gennemskæres af to veje, hvilket giver en tredeling af hovedaksen med et bygningsanlæg i hver ende. De sammensatte anlæg De tre sammensatte anlæg har alle det fællestræk at hovedbygning og avlsbygninger opfattes som to adskilte enheder. Ingen af anlæggene har dog fra starten var tænkt som adskilte elementer, men er blevet det som følge af ombygninger gennem tiderne. På Erholm ligger hovedbygning og staldgård så de omtrent danner et trefløjet anlæg tilsammen, mens avlsgården senere hen er blevet opført et stykke derfra på grænsen mellem græsningsareal og dyrkningsareal. Anlægget er tydeligvis anlagt med inspiration fra den engelske have, men baggrunden for at placere den nye avlsgård uafhængigt af hovedbygningen kan også skyldes at parken og det bølgede terræn ikke skaber større sammenhængende flader at bygge på i umiddelbar nærhed af hovedbygning og staldgård. Pederstrup har oprindeligt haft en trefløjet avlsgård i umiddelbar tilknytning til hovedbygningen, men anlægget har gennemgået flere ombygninger, der gradvist har skilt hovedbygning og avlsbygninger fra hinanden. Vitskøl Kloster har ligeledes haft en avlsgård i umiddelbar tilknytning til hovedbygningen, indtil denne nedbrændte og siden blev flyttet nord for hovedbygningen. Samhørigheden mellem den nye avlsgård og hovedbygningen er dog stadig tydelig på Vitskøl, idet begge bygninger fremstår med hvidkalket murværk og kamtakkede gavle.

20 Herregårde 40 Skal herregårdens anlægsprincipper overføres til nye storlandbrug, bør det naturligvis ikke føre til direkte kopier af hverken struktur eller formsprog. De aksefaste barokanlæg var en klar manifestation af godsejerens magtfulde position i samfundet, og det vil derfor virke en smule kikset at anlægge en allé foran den nye svineproduktion, da man herved ubevidst kommer til at referere til tidligere tiders samfundsstrukturer og idealer. 41 Ankomsten til hhv. Erholm, Turebyholm og Nørre Vosborg Rumlige karakteristika Kigger man på de rumlige karakteristika for alle de analyserede anlæg, er der en enorm variation. Ankomst og iscenesættelse er i de analyserede eksempler bearbejdet forskelligt. Et fællestræk for alle eksemplerne, er en høj grad af præcision og bevidst brug af virkemidler. Fra Erholms flere kilometer lange slyngede allé med fokus på den rumlige variation og overraskelsen, over Turebyholms præcise hovedakse styret af symmetri og et glimt af uendeligheden, til Nørre Vosborgs underfundige lille portbygning der fanger den forbipasserendes opmærksomhed, og i ét glimt afslører det bagvedliggende herregårdsanlæg. Hvis herregårdenes anlægsprincipper derimod bearbejdes både formmæssigt og strukturelt, så de afspejler vort samfund og de formmæssige idealer vi har i dag, vil de mere klart udtrykke den tid vi nu er i - nøjagtigt som herregårdene gjorde det på deres tid. I næste kapitel forsøges herregårdens brug af beplantning som strukturerende element, oversat til en ny anlægstype for storlandbruget. Karakteristisk for hovedparten af de analyserede herregårdsanlæg er, at de grønne elementer både planmæssigt og rumligt udgør større volumener end bygningselementerne. Oplevet fra afstand, kan herregårdsanlæggene beskrives som grønne strukturer, med bygninger placeret som punktnedslag på særligt vigtige steder. Herregårdsanlægget skabes altså af beplantning og bygning tilsammen. Beplantning optræder i de analyserede herregårdsanlæg i tre hovedformer: Alléen (skiven): Turebyholm, Frijsenborg, Clausholm Lunden (klumpen): Lønborggård, Nørre Vosborg, Trøjborg, Børglum Kloster Skoven (væggen): Erholm, Pederstrup, Vitskøl Kloster Beplantningen har forskellige rumlige virkninger - alléen opleves som et horisontalt element, mens lunden og skoven opleves som vertikale elementer. Udover de rent praktiske funktioner som at skabe læ (de sluttede anlæg) eller at skalere anlæggene op (de aksiale anlæg), forankrer beplantningen anlæggene til landskabet, som et hængsel mellem bygning og landskab. Formidlingen af overgange mellem bygninger, haver og dyrkningsarealerne støttes af beplantning i alle analysens eksempler. Beplantning er således det vigtigste rumskabende element, både set fra afstand i landskabet og oplevet indefra anlægget. Illustration af skalaforholdet mellem et industrialiseret storlandbrug og herregårdene Nørre Vosborg og Turebyholm.

21 Beplantning 42 Landskabsplanlægning for nye storlandbrug 3 Beplantning 43

22 Beplantning Nye helhedsplaner 44 Et nyt storlandbrug kræver et byggefelt svarende til flere fodboldbaner, hvilket gør, at de uundgåeligt vil få en fremtrædende plads i landskabet. De nye produktionsbygninger udgør et stort skalaspring i forhold til eksisterende bebyggelse i det åbne land, og landskabsplanlægningen omkring et storlandbrug er derfor et centralt tema i forhold til at sikre et balanceforhold mellem bygning og landskab. 45 Beplantning i relation til nybyggede landbrugsanlæg er i dag stort set et fraværende element. I det sparsomme omfang beplantning indgår på de nye bedrifter, er det typisk som camouflage for at skjule en stor bygning, en gylletank eller en silo. Beplantningen er ikke en del af de nye anlægs hovedstruktur, og koblingen mellem bygning og landskab fremstår typisk svag og uformidlet. Situationen er omvendt på herregårdene, hvor beplantningen er en vigtig del af det samlede anlægs helhed og hovedstruktur. Lunde, alléer eller skov optræder på herregårdene som større elementer bygningerne underordner sig både skalamæssigt og strukturelt. Oplevet fra afstand er de grønne elementer mange steder herregårdsanlæggets mest markante rumlige greb, der i høj grad præger det omgivende landskab. Formålet med dette kapitel er derfor at afprøve, om en øget brug af beplantning i forbindelse med anlæggelsen af nye industrielle storlandbrug, kan støtte den landskabelige forankring af anlæggene, og koble bygningen visuelt og rumligt til den store skala. Beplantning omkring tilkørselsvejen på herregården Pederstrup. Trærækken udgør en ledelinie og skaber rumlighed i forhold til vej og landskab. Beplantning i relation til et storlandbrug kan oplagt inddrage nogle af de nære funktioner der allerede findes på et sted, eller som ligger i en given opgave: at skabe læ eller at dyrke afgrøder som foder, fødevarer, energiafgrøder eller træ. Beplantningen kan også inddrage planlægning på regionalt eller nationalt plan, eksempelvis braklægning af arealer eller skovrejsning, og således opfylde konkrete nationale målsætninger om at skabe ny natur eller at lagre CO2. Som grundlag for udarbejdelsen af et beplantningsforslag, udvælges typiske beplantningselementer fra jordbrugslandskabet: Braklagte arealer Skov Lunde eller læhegn Elementernes rumlige karakter og artssammensætning vil variere efter landsdel, landskabstype, vind- og vejrforhold. Princippet vil give mulighed for mange lokale variationer. Særligt skovrejsning vil have potentiale i forbindelse med ovenstående, men også i relation til den rumlige og skalamæssige forankring af et stort bygningsvolumen i et landskab. Skovrejsning har en betydeligt længere tidshorisont end produktionsbygningens levetid, og beplantningsforslaget vil derfor repræsentere et anlæg med forskellige tidsmæssige stadier, der langt overstiger produktionsanlæggets levetid. På de følgende sider gennemgås beplantningsforslaget trin for trin.

23 Beplantning De mest udbredte pionertræer i Danmark er skovfyr, røn, hyld, birk, pil og eg. Trin 1 - Skovrejsning I Danmark er der 5345 km2 skov, hvilket svarer til 12,4 procent af landets samlede areal. Det er besluttet at forøge skovarealet, så det dækker % af Danmarks areal i løbet af en trægeneration, dvs år. Arealmæssigt svarer dette til en forøgelse på mellem 3273 km2 og 5428 km2. Til sammenligning udgør Fyn knapt 3000 km2. Det er således et særdeles stort areal der skal udlægges til kommende skovrejsning, og det vil kræve en større national planlægningsindsats at nå ambitionen om et skovareal på %. Formålet med at forøge skovarealet er dels at tilgodese friluftslivet (særligt i bynære områder), sikre rent drikkevand, produktion af energi, forbedre levemuligheder for planteog dyreliv, samt at lagre CO2. Almindeligvis lokaliseres skovrejsning i tilknytning til enten drikkevandsbeskyttelse eller friluftsliv og rekreation. Hvis målet om de % skal nås, bør skovrejsning fremover også indgå som et aktivt element i forbindelse med enten byudvikling eller nye større anlægsarbejder i det åbne land. I det følgende afprøves derfor en kobling mellem skovrejsning og anlæggelsen af nye storlandbrug på bar mark. Første trin i beplantningsforslaget er således at udlægge et skovrejsningsområde i relation til byggefeltet. Skovrejsningsområdet kan enten tilplantes med træer, eller et det kan udlægges til permanent braklægning og med tiden springe i skov. Sidstnævnte må betragtes som en af de mest enkle og udgiftsneutrale måder at rejse skov på, og den permanente braklægning udvælges derfor som anlægsmetode for skovrejsningsområdet omkring byggefeltet. De såkaldte pionertræer vil være de første der indtager området. I Danmark er typiske pionertræer birk, pil, skovfyr, hyld, røn og eg. Jordbunden indeholder desuden en frøbank, der afspejler stedets dyrkningshistorie, samt frø fra den vegetation der var på stedet for jorden blev opdyrket. Skovrejsningsområdets artsdiversitet og sammensætning vil således være forskellig fra sted til sted, alt efter stedets frøbank, omgivelser, klima, jordbunds- og næringsforhold. Trin 1. Et skovrejsningsområdet etableres i tilknytning til byggefeltet. Området braklægges permanent, og vil med tiden springe i skov. For ikke at skjule bygningen helt bag skov når det braklagte areal med tiden vokser til, etableres et antal kiler ind mod byggefeltet. Kilerne friholdes for bevoksning, enten ved afgræsning eller slåning 1-2 gange årligt. De permanent braklagte arealer udgør i ovenstående diagram 50 hektar, mens byggefeltet udgør 3 hektar. Permanent braklægning Åbne kiler, friholdes for bevoksning Byggefelt, produktionsbygning

24 Beplantning Kirsebær N Gridnettets akser placeres nord-syd / øst-vest. Plan, mål 1: Trin 2 - Markering af skovrejsningsområdet Permanent braklægning er ikke en hurtig måde at rejse skov på, og der vil gå en årrække før det braklagte areal rumligt set vil få karakter af skov. For at sikre beplantningen omkring byggefeltet et vist volumen og rumlig gennemslagskraft fra start, markeres skovrejsningsområdet af et gridnet inden det springer i skov. Trin 2. For at markere skovrejsningsområdet rumligt fra begyndelsen, plantes et gridnet med afstand på 25 x 25 meter mellem punkterne. I griddets punkter plantes kirsebær. Gridnettet tegner konturerne af den fremtidige skov, indtil det braklagte areal springer i skov. Herefter nedtones griddets betydning. Trin 2 i beplantningsforslaget er etableringen af et gridnet med en punktafstand på 25 x 25 meter over hele det braklagte areal. Gridnettet vil afgrænse og definere skovrejsningsområdet fra start, og tegne konturerne af den fremtidige skov. I takt med at det braglagte areal springer i skov, nedtones gridnettets betydning og synlighed. Griddet plantes så det markerer de fire verdenshjørner. Akserne placeres nord-syd / øst-vest uafhængigt af det enkelte steds terrænformer, veje eller andre retningsgivende elementer. I griddets punkter plantes almindelig kirsebær, der vil være et genkendeligt element i skovrejsningen uanset landsdel og landskabstype. Det præcise grid med ens planter og orientering vil udgøre en kontrast til skovrejsningsområdet, der kendetegnes af uforudsigelighed i artssammensætning og træernes indbyrdes placering - det præcise kontra det tilfældige.

25 Beplantning Hurtigtvoksende træer plantes som lunde eller hegn umiddelbart omkring produktionsbygningen: bævreasp, poppel, kastanje, el, birk og pil. Trin 3 - Hurtigvoksende beplantning omkring byggefelt Det braklagte areal og gridnettet vil næppe alene kunne yde produktionsbygningen den rumlige støtte der skal til, for at forankre bygningen til landskabet. Beplantningsforslagets trin 3, er derfor at etablere et antal lunde eller læhegn helt nær byggefeltet, af hurtigvoksende træarter som poppel, pil, bævreasp, el, birk eller kastanje. Da både produktionsbygning og skovrejsningsområde er elementer af stor skala, bør de hurtigvoksende lunde eller læhegn repræsentere et stort skalamæssigt spænd: fra den store lund der forankrer bygningen til landskabet set over afstand, til helt små grupper af træer, der danner en skalamæssig kontrast til produktionsbygning, skovrejsningsområde og store lunde. Ved også at etablere helt små trægrupper eller solitære træer, bliver det samlede anlægs skala aflæselig. Den hurtigvoksende beplantnings funktion er at sikre skalaglidningen mellem både anlæg og landskab, og anlæg og menneske. Hurtigtvoksende træer har typisk en kortere levetid end træerne i det øvrige skovrejsningsområde, og de to beplantningstyper vil derfor supplere hinanden over tid. Således sættes flere processer i gang samtidigt, med henblik på at dele af skovrejsningsområdet hurtigt får et stort volumen der kan støtte den skalamæssige forankring af produktionsbygningen, og samtidigt sikre det samlede skovrejsningsområde en lang levetid. Lunde og læhegn optræder i forskellig form, intensitet og karakter i forskellige landskabstyper. Fra de flade landskabers taktfaste læhegn i tætliggende markskel og regulære plantageområder for at modvirke sandflugt, til de bakkede landskabers lunde med bløde konturer og mere spredtliggende og frodige læhegn. Det foreslås derfor at de hurtigtvoksende lunde eller læhegn tager form efter den lokale kontekst, så de ikke bliver fremmede landskabelementer på det enkelte sted. De lokale landskabselementers karakteristika fortættes altså omkring storlandbruget. Trin 3. Et antal lunde eller læhegn af hurtigvoksende træer plantes helt nær byggefeltet, for at give produktionsbygningen rumlig støtte og forankre den til landskabet. Lunde eller læhegn anlægges i mange forskellige skalatrin, for at sikre en skalamæssig tilpasning til både den store og den lille skala. Beplantningen bygger sig ind med stedets egne elementer, og den hurtigvoksende beplantning vil derfor variere alt efter landsdel og landskabstype.

26 Beplantning 52 Plandiagram af skovrejsningsområde, gridnet, lunde og produktionsbygning med tekniske anlæg. Plan, mål 1: Permanent braklægning tekniske anlæg Hurtigvoksende lunde regnvand hovedvej N Trin 4 - Produktionsbygning og tekniske anlæg Produktionsbygning og tilhørende tekniske anlæg placeres nu på byggefeltet. Den kørefaste belægning omkring bygningen holdes på et minimum, og alle beplantningens elementer - skovrejsning, kiler, gridnet og lunde - vokser helt tæt på denne grænse. Trin 4. Produktionsbygning, tekniske anlæg og bassin til lagring af opsamlet regnvand placeres på byggefeltet. Lunde og læhegn plantes helt tæt på produktionsbygningen, og bryder bygningen ned i mindre dele. Hele bygningen kan dermed ikke overskues i ét blik fra afstand i landskabet, men kun opleves i fragmenter. Tanke, beholdere og siloer placeres markante og synlige steder, og optræder som markører af storlandbruget set over afstand i landskabet. Tanke og beholdere i tilknytning til biogasanlægget placeres så vidt muligt samlet, fodersiloer i umiddelbar nærhed af produktionsbygningen, mens opbevaringstanke til afgasset og separeret gylle kan placeres mere frit i landskabet. Opsamlet regnvand fra gartneriets tag opbevares i et bassin nær produktionsbygningen. Bassinet vil spejle den diffuse væksthusfacade. De hurtigvoksende lunde tæt på byggefeltet bryder bygningen ned i mindre dele, så ingen facader ses i deres fulde længde i ét blik. Skalaen i anlægget nedbrydes og produktionsbygningen optræder som fragmenter. Anlæggets start- og slutpunkter sløres. Dette rumlige princip kan ses som en modsætning til herregårdenes akser, og en spejling af de forskellige idealer fra barokken til i dag - uendeligheden i modsætning til fragmentet.

27 Beplantning Trin 1 Et skovrejsningsområde udlægges omkring byggefeltet. Skoven etableres ved permanent braklægning af arealet. Et par kiler friholdes for bevoksning, for ikke at lukke byggefeltet inde. Trin 3 Et antal lunde eller læhegn af forskellig størrelse, etableres af hurtigvoksende træer umiddelbart omkring byggefeltet. Trin 2 Skovrejsningsområdet markeres af et gridnet med en punktafstand på 25 x 25 meter. I alle griddets punkter plantes kirsebær. Griddets akser placeres nord-syd / øst-vest. Trin 4 Produktionsbygning, tekniske anlæg og bassin til lagring af opsamlet regnvand placeres på byggefeltet.