KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG L.A.B. LANDSFORENINGEN TIL ARBEJDSLØSHEDENS BEKÆMPELSE Af Niels Thorvald Andersen

Transkript

1 KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG 2003 L.A.B. LANDSFORENINGEN TIL ARBEJDSLØSHEDENS BEKÆMPELSE Af Niels Thorvald Andersen Intentionerne med nærværende artikel er at give et portræt af L.A.B. s (Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse) Randers Afdelings virke under besættelsen. Det skønnes imidlertid nødvendigt, for forståelsens skyld, indgående at fortælle om bevægelsens landsorganisation, dens udspring, tankerne bag og ikke mindst dens forudsætninger. Bevægelsen var et fænomen af sin tid og først og fremmest national. Den fik stor betydning, ikke bare for lokale Randersborgere, men for mennesker ud over det ganske land. Når foreningens virke i Randers bliver beskrevet, vil dette primært ske ud fra foreningens egne årsberetninger for perioden; derfor mange citater. Mange fotos vil også bero på disse årsberetninger; derfor den ringe kvalitet. Men først skal vi se lidt på: Danmark i 30 erne Overskriften kan genkendes som titlen på højskoleforstander Richard Andersens populære og, med rette, værdsatte bog om 30 erne. Den er, som den præsenteres, en historisk mosaik og giver et godt billede af tiden og dens bevægelser; megen vægt lagt på stemningen, tidsånden. Richard Andersen skriver indledningsvis i afsnittet Idealister og sværmere : Genrejsere hed en nu glemt roman. Den fortalte om politiske idealister og sværmere i 30 ernes Danmark. Der var mange, som ville genrejse landet, der var hårdt ramt af verdenskrisen. Genrejsere findes til enhver tid, men de bliver særlig talrige i fattige tider. En fortvivlet situation fostrer fortvivlede ideer. I desperation sætter mange det sidste håb til en patentmedicin. Richard Andersen bruger megen plads på at fortælle om patentsammenslutningen Jord Arbejde Kapital, forkortet JAK. JAK-folkene var ofte retstatsfolk. 1 Og hvorfor så nævne JAK her? Fordi denne bevægelse netop kan være med til at tydeliggøre den håbløshed, der herskede i tiden. Krisen fandtes ikke kun blandt arbejdsfolk, den gik på tværs af alle skel, men jo mindre man var, jo mere ondt gjorde det. På landet var det småbønder, ikke mindst husmændene, det gik ud over. Talrige er beretningerne om, at folk op imod terminerne ganske enkelt forlod deres ejendomme om natten og lod nøglen sidde i. Man flygtede fra nederlaget og skammen; dengang har en fallit nok gjort mere ondt end i dag, noget med ære og stolthed. Landinspektør K.E. Kristiansen så problemet, og udtænkte en idé: 15%-systemet. Idéen var genial i sin enkelhed. Én mand kunne låne kr., hvis syv mand hver indskød 1500 kr., vel at mærke rentefrit. Når låneren begyndte at betale tilbage, kunne en ny få et lån. Det viste sig naturligvis hurtigt, at systemet ville virke alt for langsomt, hvorfor nye konstruktioner blev taget i brug. Det er en ganske anden sag. 2 Pointen her er Kristiansens udgangspunkt. Her ifølge Richard Andersen: Landinspektør Kristiansen var en veltalende og slagfærdig mand, en glødende idealist med en stærk religiøs tro [ ] Sans for at arrangere og beherske møder havde landinspektøren. [ ] Det er meningsløst at masser af mennesker sulter i en verden, hvor der er overflod af varer. Hvad er galt? Hans svar lød: omsætningsmaskineriet er i uorden. Alt ondt kommer af de forbandede renter. 3 1

2 Samfundssituationen betød, at der nu var brug for mere og andet end almindelig politisk tænkning og rationalitet. En vis idealisme måtte mobiliseres. Det gjorde sig også gældende for L.A.B. s vedkommende. 4 L.A.B. s idegrundlag Ligesom JAK var LAB et typisk trediver-fænomen. En organisation dannet af idealister. Men LABidealisterne ville udføre et praktisk stykke arbejde. Men hvad stod foreningen i grunden for? Det svarer historikeren Axel Kjær Sørensen meget præcist på i Erhvervshistorisk Årbog fra 1971: Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse bestod fra 1939 til Det var dens hensigt at samle alle nationens gode kræfter om at bekæmpe det centrale samfundsonde, arbejdsløsheden i 1930-erne var. Der blev arbejdet på to planer. Det ene gik ud på at appellere til arbejdsgiverne om at tage flere folk i arbejde og appellere til alle folk om selv at blive arbejdsgivere småjobs til arbejdsløse. Det andet gik ud på selv at iværksætte arbejde, hvor foreningen kom til at gøre en betydelig indsats med indsamling af affald af alle slags, stødoptagning og bl.a. boligbyggeri på landet. Foreningen havde sit udspring i Oxfordgruppebevægelsen og Moralsk Oprustning. Før vi går tilbage i tiden, skal det lige nævnes, at L.A.B. eksisterede længere end til 1965, som Axel Kjær Sørensen skriver. Ganske vist kun i form af lokalforeninger; Randers lukkede således først ned i 1970, men da var det så absolut også kun en forening. Til gengæld var det en forening, som havde fostret og efterladt en idé, som byggede på dyrebare begreber som omsorg, ansvarlighed og ikke mindst næstekærlighed. Ironisk nok var 30 erne og 40 erne en tid præget af folk med alt andet end næstekærlighed. Det var nemlig krigsmagerne i Europa, som gav L.A.B. betingelserne for at virke fuldt ud. Foreningens glansperiode afgrænses så afgjort til perioden fra starten i 1939 til krigens afslutning i 1945, hvorfor det også, primært, er den periode, der skal berøres her. Artiklen skal ses som et portræt af en tids- og situationsafhængig indgriben i krigs- krisetiderne. Forudsætningerne var til stede. Varemanglen, herunder ikke mindst råstofmanglen, havde gjort sin virkning og udløst politikernes opbakning netop i 1939, for fattigdommen og arbejdsløsheden var gamle kendinge; den første var der bare, den sidste var ufattelig høj på grund af verdenskrisen, og den havde man da også gjort noget for at afhjælpe fra politisk side bl.a. gennem beskæftigelsesforanstalninger i form af store anlægsarbejder som f.eks. havneudvidelser og omlægninger rundt om i landet. Randers Havn er et eksempel herpå. Den første Lillebæltsbro og meget andet må også tilskrives den konto. Mange initiativer blev taget, men der skulle mere til. Idéerne var mange i 30 ernes Danmark. L.A.B. var en af de levedygtige. L.A.B. dannes Som nævnt i indledningen fik folk med tilknytning til Moralsk Oprustning en afgørende rolle i oprettelsen af LAB. Overskriften til dette afsnit, kunne ligeså vel have været Til Velsignelse og Had for LAB blev virkelig både elsket og hadet. I enhver krisesituation er der en tendens til, at alternative bevægelser vinder indpas. Det gjorde sig også gældende for Oxfordbevægelsen under ledelse af amerikaneren Frank N.D. Buchman. 5 Buchman s egen definition af, hvad Oxfordbevægelsen var, gik rent ind hos hans danske tilhængere, ligesom mange af kirkens folk sagde god for ham. Selv mente Buchman, at Oxfordgruppen er en national nødvendighed, fordi den skaber det moralske og åndelige klima, i hvilket mennesker fra alle partier, klasser og trosbekendelser kan leve og arbejde sammen. 6 Buchman s visioner var store, men de vandt gehør, og noget skete, men at det var mere præget af vækkelse end politiske dagsordner, lader sig ikke skjule. Kaj Munk beskrev fænomenet: Ja, sandelig fo r der en engel over Danmark og bragte røre i de hjemlige vande. Og pressen fik travlt med hver dag at bemærke, hvilke prominente blinde, halte og visne, der nu var gået i vandet [ ] Det var robust og praktisk tale, der fik hjertet til at slå. Praktiske folk begreb, at her blev bragt 2

3 noget på bane, de kunne være med til. Det gjaldt om at spytte i næverne og tage fat. Der gik virkelig en vækkelse hen over landet. 7 Det skal erindres, at Munk (død 1944) ikke skulle se mange år tilbage. Han var samtidig med begivenhederne. Det var hans fordel. Det var uden tvivl det religiøse aspekt, der skabte modstanderne, og måske den gruppe af mennesker, som bragte ideen til Danmark. For nogle mente at ideen, strømningen eller vækkelsen, om man vil, skulle omsættes i praksis. Frank Buchman talte i sensommeren 1938 ved et stort stævne i Visby i Sverige, hvor han opfordrede tilhørerne til at tage skeen i den anden hånd. Der var danske tilhørere, og det fik følger. Grethe Morthorst forklarer det tydeligt: I årevis havde arbejdsløshedsproblemet hvilet over Danmark som et knugende bjerg. Flere gange i løbet af trediverne var 30 pct. af arbejdsstyrken uden arbejde. Og selv om det betød nød og elendighed for tusinder af danske hjem, var det ikke blevet noget, som alle følte angik dem. Man ventede, at regeringen skulle tage sig af det. Både regeringen og organisationerne prøvede da også på mange måder at finde en løsning, men problemet var gået i hårknude. Der trængtes til et helt nyt element, en ny inspirationskilde for at løsne knuden. Dette element kom ind gennem de mænd og kvinder, som tog Frank Buchmans udfordring i Visby alvorlig. Det var folk som højesteretssagfører Valdemar Hvidt, oberstløjtnant H.A.V. Hansen, savværksdirektør Alfred Nielsen, Silkeborg, fru Paula Nissen, Serridslevgård, fru Anna Thygesen, Holmegård, og mange andre. Det førte til dannelsen af Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse (L.A.B.) i aug. 1939, altså kort før besættelsen". 8 Axel Kjær Sørensen gør i sin afhandling rede for persongalleriet i landsforeningen. De som deltog i benarbejdet og de egentlige stiftere, 9 og det kan konstateres, at Oxfordfolk og Moralsk Oprustning i hele L.A.B.s levetid kom til at spille en væsentlig rolle mest ideologisk og på landsplan. Oxfordbevægelsen var i mellemtiden blevet kendt under begrebet Moralsk Oprustning. 10 Begge begreber havde en odiøs klang, en mislyd, i mange kredse. Det med det religiøse lugtede ikke meget af klassekamp, og fagbevægelsen kæmpede og havde altid kæmpet for ret og ikke nødhjælp, og var det ikke de forkerte folk, som nu rakte hånden ud? Der var stor skepsis, men da landets alfaderlige statsminister, Thorvald Stauning, kort efter stiftelsen af foreningen gav sin tilslutning, var den hjemme. At der var fordomme og modstand, bekræftes af den tale, daværende formand for Dansk Arbejdsmandsforbund holdt ved landsforeningens 10 års jubilæum: Måske var den (modstanden) stærkest fra dem, som mest har nydt godt af L.A.B.s arbejde. Det var svært at forstå, hvad det var, der drev mennesker så helt uden for vor egen kreds til at gå løs på denne sag og til at tro, at de kunne gøre noget ved det, som myndighederne og organisationerne havde tumlet med i årevis [ ] Men jeg er for længst holdt op med at tvivle på dem. I disse mennesker ligger noget, som måske 99 pct. af den danske befolkning mangler, en ærlig og oprigtig forståelse af menneskers nød. 11 Vedtægterne Paragrafferne i foreningens vedtægter afslører, hvad tankerne bag foreningen var, og de første fire er de vigtigste til forståelse af Landsforeningens opbygning og formål: 1. Foreningens Formaal er at samle alle Nationens Kræfter i enigt Samarbejde om Arbejdsløshedens Bekæmpelse og Produktionens Fremme og virke for at skabe et stærkt privat Initiativ. Foreningen er politisk neutral. 2. Foreningen virker for sit Formaal dels gennem Lokalforeninger og Amtsudvalg, dels gennem den hele Landet omfattende Landsforening. 3

4 3. For at en Forening kan benævne sig Lokalforening under Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse kræves en Anerkendelse af Landsforeningens Forretningsudvalg, som med dette Formaal skal have forelagt Foreningens Vedtægter, en Liste over den ved Stiftelsen valgte Bestyrelse og en Meddelelse om, at Foreningen tæller mindst 20 Medlemmer. 4. Som Medlemmer kan foruden Enkeltpersoner optages Virksomheder og Institutioner af enhver Art.Det aarlige Kontingent andrager for Virksomheder og Institutioner mindst 10 Kr.,for Enkeltpersoner mindst 5 Kr., dog kan unge under 21 Aar blive Medlemmer for et Mindstekontingent af 2 Kr. Medlemsforholdet vedvarer, indtil det opsiges senest 1. December til den følgende 1. Januar. I indledningen til denne artikel siges, at L.A.B.s succes tildels skyldtes krigsmagerne i Europa. Dette må fastholdes, jfr. Axel Kjær Sørensens afhandling. 12 Dermed ikke sagt, at etableringen og berettigelsen var afhængig af krigsudbruddet; vi taler om succesen, selvom arbejdsløsheden, nøden og fattigdommen i sig selv var incitament nok for stifterne. Efter Landsforeningens stiftelse, fulgte lokalforeningerne hurtigt efter, voksende hastigt i antal fra 1940 til 1945, derefter faldende. 13 Krigsårene Manglen på varer blev straks følelig, efter at Tyskland og England havde erklæret hinanden krig i september Den fri vareudveksling i Europa blev betydelig indskrænket, og som noget meget vigtigt, mistede Danmark sin handel med England. Eksporten til og importen fra England var vokset stærkt op igennem trediverne, og mange blev hårdt ramt, dog som det er almindelig kendt - mindst landbruget; det øvrige europæiske marked kunne sagtens aftage alt, hvad der kunne produceres af gode danske produkter. Tyskerne værdsatte i høj grad de fede danske svin. Manglen kom hurtigt til at vende indad. Der blev mangel på alt, også de dyrebare engelske kul. Vi lader forfatteren Hans Scherfig give en rammende og satirisk beskrivelse af situationen: Frossen jord (tørv) solgte man i firkanter efter vægt. Roeskræller blev til kaffe. Lerjord var vaskemiddel i blå og gule pakninger. Der kom mærkelige varer i Købmandshusets vinduer, kartoner med helt nye substanser. De må hellere sikre Dem nogle pakker, frue! Hvem ved hvornår vi igen får noget hjem! Men der kunne vel ikke også blive mangel på surrogater? Jo, det kunne der sagtens, sagde købmanden. Der skal nok blive mangel på alting, krigen varer længe, det er klogt at købe! Og der blev købt forråd af erstatningskaffe, kunst-sukker og mange slags smøre-pålæg med syntetisk smag. Veninder telefonerede til hinanden: Om man havde hørt det? Det siges, at salt skal rationeres fra i morgen!. 14 Og lidt Scherfigsk statistik: arbejdere var nu eksporteret til Tyskland. Og der var over arbejdsløse i landet. De fik ikke så meget i understøttelse [ ] Understøttelsens maximum var ifjor blevet forhøjet til 35 kroner om ugen for de arbejdsløshedskassers vedkommende, som var i stand til at yde maximum og få arbejdsdirektørens sanktion til det. Det var langtfra alle kasser. 15 Oplysningerne kræver selvfølgelig lidt forklaring. De arbejdere (nok snarere ), der var eksporteret til Tyskland, var de såkaldte tysklandsarbejdere. Der blev, efter besættelsen, hurtigt indgået en overenskomst mellem Danmark og Tyskland om arbejdskraft. Det blev lovligt at tage arbejde i Tyskland, og staten kunne, foruden de arbejdsløse, som blev lovet guld og grønne skove, have stor gavn af ordningen. Understøttelse blev sparet, og man blev lovet store kulleverancer for de danske arbejderes indsats. I mange egne af landet blev det for mange arbejderes vedkommende tale om frivillig tvang. Man skulle have en god grund for ikke at tage af sted. Undslog man sig, kunne det koste understøttelsen, og det er ikke nogen skrøne. Alt tydede jo på, at tyskerne ville vinde krigen. Hvad de arbejdsløse angår, skal dette tages med 4

5 forbehold. Andre tal kan findes andre steder, f.eks Tallet var under alle omstændigheder meget stort og skal ses i forhold til en befolkning/arbejdsstyrke, som dengang var betydelig mindre end i dag. Hvor mange, der blev sparet for turen til Tyskland på grund af L.A.B.s oprettelse, er ganske umuligt at sige. Nøgternt og statistisk vil det ikke dreje sig om mange. Dette nævnes, da det er blevet fremhævet af nogle som et af de positive træk ved L.A.B., 16 selvom organisationen ikke behøver nogen retfærdiggørelse som sådan. L.A.B. Randers Foregående afsnit taget i betragtning, forstår man, at der var behov for en bevægelse som L.A.B. ude i landet. Ideologi skulle omsættes i praksis, og Randers fik allerede i juli 1940 en lokalforening, hvis start blev mødt med stor, ikke direkte modstand, men skepsis fra kommunalpolitisk side. Men viljen var der, og man startede op. Blandt initiativtagerne var fabrikant Frederik Würtzen, entreprenør C.C. Carlsen og formanden for socialudvalget, det socialdemokratiske byrådsmedlem Iver Pedersen. Netop blandt socialdemokraterne og i fagbevægelsen var der til at begynde med modvilje mod L.A.B. Men selveste Thorvald Stauning sagde god for ideen, og snart fik afdelingen tilslutning fra brede kredse i byen. I afdelingens repræsentantskab finder vi i 1942 navne som den socialdemokratiske borgmester Chr. Sørensen, den konservative viceborgmester N.C. Poulsen, arkitekt Rich. Bach, murermester P. Rose-Jensen, landinspektør F. Schrøder og tømrermester Jens Welløv. Det, der skulle blive en succes, tog form, og skepsis blev snart afløst af velvilje. L.A.B.s virke i Randers er en spændende historie, næsten et eventyr, set fra vor tid. L.A.B.s start i Randers er, lidt populært sagt, historien om humlebien der ikke kan flyve, men alligevel gør det. Man ville på et tidspunkt have kommunen til at stille kaution for kr. til driftskapital, og det udviklede sig til en meget langvarig debat i byrådet. Det var mange penge og for risikofyldt efter flertallets mening: sæt nu pengene tabes! Senere var det ikke et problem. Allerede midt i 40 erne sparede kommunen ca kr. om ugen på arbejdsløshedsunderstøttelse/beskæftigelsesprojekter. Noget af den skepsis, visse politikere havde, skyldtes også, at L.A.B. fra starten, udfra dansk tradition, stillede an med en temmelig bureaukratisk administration, noget man selv hurtigt indså og lavede om på, hvilket fremgår af årsberetningen fra 1942: En væsentlig Aarsag til den gunstige Udvikling i Afdelingens Arbejde maa søges i den Omordning, der i Aarets løb har fundet sted i Afdelingens Organisation. 17 Intentionerne med foreningen var ret klare fra begyndelsen, og det var dem (og det tidligere nævnte benarbejde), der skabte den velvilje fra nationalt politisk hold, afsmittende nedefter til amter og kommuner, som ret beset kom til at bære projektet igennem med tilskud, refusionsordninger med mere. Ret beset må man sige, at man så stort på formuleringen i foreningens formålsparagraf, hvad et privat initiativ angår. L.A.B. blev i høj grad et offentligt anliggende. Det skyldtes ansvarlige politikere, som også drev socialpolitik i de mørke år, selv om man mest og gerne forbinder årene med samarbejdspolitikere og frihedskæmpere. Der var en national samlingsvilje til at få tingene til at glide, og det lykkedes trods alt. I Randers vedtog man følgende: I Tilslutning til og i Samarbejde med Landsforeningen oprettes en Lokalforening af L.A.B. i Randers. 1. Dens Opgave er at virke for L.A.B.s Formaal, som det er udtrykt i 1 i Landsforeningens Vedtægter. Paragraf 2 omhandler, hvem der kan blive medlemmer. Senere ændres 2 til følgende ordlyd (og det er interessant, og skal lige nævnes, selv om begivenhedernes gang foregribes): 2. Foruden at virke for Arbejdsløshedens bekæmpelse er det foreningens opgave at virke for fremskaffelse af arbejdskraft, navnlig ved omskoling og optræning af erhvervshæmmede. 5

6 I øvrigt kan foreningen påtage sig opgaver af enhver art, der tjener samfundsmæssig interesse. Som det ses, er paragraffen udvidet og tilpasset til tiden efter krigen. Den oprindelige formulering talte blot om arbejdsløshedens bekæmpelse. Men det er som sagt at foregribe begivenhedernes gang. Og dog! Det var oprindelig L.A.B., der kom til at udvikle revalideringsvirksomhederne i Danmark, og her blev Randers en foregangsby, således med Vasens Planteskole og senere med det, der blev til Reva-Randers. Erfaring med optræning/beskæftigelse af erhvervshæmmede tilegnede man sig allerede i begyndelsen af L.A.B.s eksistens. Man havde, og udviklede den holdning, at der altid var et eller andet folk kunne klare, blot man tog hensyn til den enkeltes fysiske og psykiske forudsætninger. Men tilbage til 1940 erne. Spildkogeri, husmoderafløsning og tøjbytteri Som nævnt frembød tredivernes elendighed og krigssituationen netop de omstændigheder, som gjorde L.A.B. nødvendig og aktuel. Nød og mangel skaber opfindsomhed, og kun fantasien satte grænser, også for L.A.B. Man gik så at sige ind på alle områder, men mest kendt er nok spildindsamlingen med henblik på genbrug; det var den, folk stiftede bekendtskab med i hverdagen. Ældre mennesker husker folkene med de ovale L.A.B.-skilte. L.A.B.-folkene kom for at afhente de private husholdningers spildaffald, som man forsøgte at få folk til at sortere i vådt og tørt affald. Affaldssortering er ikke et helt nyt fænomen, men bevæggrundene er forskellige til forskellige tider dengang drejede det sig om ressourcer; madrester, der kunne bruges til svinefoder, samt at nogle mennesker var beskæftiget med indsamlingen af samme. I Randers startede man et spildkogeri i det gamle slagterhus i Bredstrupsgade, hvilket viste sig uhensigtsmæssigt. Man installerede derfor i 1941 et nyt spildkogeri ved siden af det daværende slagteri på Tørvebryggen. Det var praktisk i flere henseender. Spildsamlerne skulle ikke trække de tunge vogne op igennem byen, og bønderne kunne, når de indleverede svin til slagteriet, køre ind ved siden af og tage svinefoder med hjem; det var det, der var meningen med spildindsamlingen, og fodertilskuddet var velkomment efter et par magre høstår. At der senere opstod en foderpukkel p.g.a. et rigtigt godt høstår er så en anden sag, som blot bekræfter det gamle ord om, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og her må man tilføje: og omvendt. Et andet vigtigt område var stødoptagning. Ideen var ganske enkel. I stedet for at lade træstubbe/rødder rådne op i skoven, kunne de bjærges, og anvendes i en tid, hvor man, som det tidligere Scherfigcitat så rammende beskriver, mest var henvist til at fylde sit brændeskur med tørv af en ofte tvivlsom kvalitet. Det var faktisk i forbindelse med stødoptagningen, at begrebet erhvervshæmmede blev skabt i L.A.B.-Randers regi. Folk, der fysisk var for svage til at deltage i skovarbejdet, kom til at arbejde på L.A.B.s plads på havnen, hvor de optagne stød blev opsavet og fyldt på sække og tjente dermed en ugeløn. Husmoderafløserbegrebet blev også lanceret af L.A.B. i disse år, (tidligere havde det eksisteret i en meget begrænset form). En del kvinder (i 1943 var der i Randers 58) fik deres udkomme ved at tage sig af mindre bemidlede familier, som af den ene eller anden grund ikke fungerede. Husmoderafløserne blev senere til nutidens hjemmehjælpere. Tøjbytningscentralen blev også en vigtig del af foretagendet (så absolut krigsrelateret). Som navnet siger, kunne man her bytte f.eks. børnetøj, der var blevet for småt til noget andet. Princippet var noget for noget. Ideen er jo taget op af vor tids genbrugsbutikker. Tiltagene var mange, og kun fantasien satte grænser. Man lavede også hjemmeservice, småreparationer for folk i hjemmene. Man havde sognearbejdsafdelingen, hvor man arbejdede på landet med dræning og tilplantning af ellers upåagtet og urentabelt landbrugsjord, alt med statstilskud, og bønderne var ikke kede af det. 6

7 L.A.B. vækkelse eller praktisk arbejde L.A.B. var med politisk velvilje med til at hjælpe Danmark igennem en svær tid; politisk velvilje skulle egentligt understreges, for den var afgørende. De, af en del af eftertiden, med rette eller urette, udskældte besættelsestidspolitikere, som ved et par lejligheder gjorde alvorligt i nælderne, forstod også den politiske kunst med at strikke noget sammen. Det var ikke udenrigspolitik det hele. Det var ikke nemt at være menneske i 30 ernes og 40 ernes Danmark, og slet ikke nemt både at være menneske og politiker. Hvor meget kunne have været anderledes? Svaret står hen i det uvisse. Hvad L.A.B. angår, tillader artiklens forfatter sig at konstatere, at nogle mennesker forsøgte at gøre noget for andre. Det var et stort spil, de gik i gang med og fik til at gå op. Der var vist ingen tabere. At en organisation som L.A.B. var affødt af ulykkelige omstændigheder og blev næret af nogle endnu ulykkeligere, depressionen og krigen, er en anden sag, og de initiativtagendes motiver uvedkommende. Til sidst vil nærværende forfatter fremsætte følgende påstand: Begreber som Oxfordbevægelse og Moralsk Oprustning hørte ideologien og religionen til og gjorde sig kun lidt gældende ude i det praktiske arbejde og meget lidt i provinsen. Selvfølgelig kendte de forskellige engagerede folk ideologien bag bevægelsen, for det var jo baggrunden for foreningens stiftelse, men den påvirkede ikke det daglige arbejde, hvor det slet og ret gjaldt om at få tingene til at fungere. Den menige L.A.B.-mand har ikke tænkt meget over den side af sagen Dvs. stemte på Retsforbundet. I øvrigt henvises til Richard Andersen: Danmark i 30 erne, s. 320 ff. 2 Se Richard Andersen: Danmark i 30 erne, s Som ovenfor. 4 Det skal nævnes, at J.A.K. eksisterer den dag i dag med ca. 400 medlemmer på landsplan, absolut idealister der har hængt ved, selvom man er gået meget på kompromis med ideerne. 5 Oxfordbevægelsen er naturligvis opkaldt efter stedet hvor Buchman offentliggjorde sit program. I øvrigt henvises til Grethe Morthorst: Broer og Brecher. 6 Grethe Morthorst: Broer og Brecher, s Kaj Munk i det svenske blad Vecko-Journalen; her citeret efter Grethe Morthorst: Broer og Brecher, s Grethe Morthorst: Broer og Brecher, s Aksel Kjær Sørensen: Erhvervshistorisk Årbog 1971, s Så enkelt var det naturligvis ikke, men det er en anden sag, og i denne forbindelse uvedkommende. 11 Grethe Morthorst: Broer og Brecher, s Se Kjær Sørensens statistiske opstillinger i den under note 11 nævnte årbog p. 207 ff. 13 Samme, s Hans Scherfigs roman Frydenholm. 15 Samme. 16 Jfr. Kjær Sørensens afhandling. 17 L.A.B Randers afdeling. Årsberetning 1942, den første udsendte. 18 Artiklens forfatter har haft den glæde at kende et par stykker af slagsen (her imellem sin egen far) og har aldrig hørt et ord om Oxford eller Moralsk Oprustning. 7