I Thorøs muld En krimi i fire dele med udspring i Thorø Huse Af Kenneth Lund 4. Del - Storm over Thorø Huse

Transkript

1 I Thorøs muld En krimi i fire dele med udspring i Thorø Huse Af Kenneth Lund 4. Del - Storm over Thorø Huse

2 2 Tidligere i Thorøs muld... Anders er journalist for Thorøhuses lokalavis. Han arbejder på en artikel om mordet på Frank Thomsen, som byens gamle fisker, Ingolf, fandt liget af i sit fiskegarn. Ingolf opfordrer Anders til at give afdødes familie fred, men da Anders nægter at give slip på historien, fortæller Ingolf ham om Franks opvækst i Thorøhuse. Ingolf fortæller om Franks nyligt afdøde mor Anne, som for mange år siden indledte en affære medl pengespekulanten Claus Flyng fra Thorø. Han fortæller om Franks far, Ole, som fik nys om affæren og efterfølgende angreb Flyng i hans eget hjem. Angrebet kostede Ole livet, og Ingolf fortæller, at han hjalp Flyng med at fjerne Oles lig og hjalp med at sænke én af Oles kuttere i Lillebælt. Oles forsvinden blev efterforsket, men henlagt som en ulykke. Franks enke, Tina Thomsen, sender en pakke med oplysninger til Anders. Da Odense politis efterforskere Storm og Erik finder ud af det, afhøres hun. Storm må presse hende for at få brugbare oplysninger, og Tina går til sidst med til at udlevere et brev, som Frank efterlod hende. De afhenter brevet i Annes lejlighed, og Storm får øje på hendes gamle computer. Han beslaglægger den under trusler fra Tina. Da Storm og Erik forlader ejendommen, omringes de af journalister. Storms arrigskab får ham til at slå en journalists mikrofon ud af hans hænder, for åben skærm. Tinas brev bekræfter overfor Storm, at Franks hensigter var hævn over Flyng, men det nævner også Oles død, og Storm genkalder en ubehagelig erindring fra Flyngs hus. Storm fortæller Erik hvordan han blandede sig i sagen om Oles død. Hvordan han brød ind hos Flyng i jagten på spor, og hvordan han blev slået bevidstløs af en ukendt gerningsmand.

3 3 Storm og Eriks chef, Arne, har set indslaget på tv, hvor Storm slår mikrofonen ud af hånden på en journalist. Samtidig har han modtaget en anklage fra Tina mod Storm om vold, trusler og ulovlig beslaglæggelse af Annes computer. Arne suspenderer Storm, mens statsadvokaten undersøger sagen. Anders er færdig med artiklen. Han bringer den til Ingolf for at få godkendt indholdet, men Ingolf er forsvundet, og hans kone, Yrsa, ligger død på deres seng. Anders går i panik og løber derfra, da han hører, at der er andre i huset. Han ser en mand i lang frakke forlade stedet, inden han vender tilbage til sin kone,line, og prøver at overbevise hende om ikke at ringe til politiet. Han ved fra Ingolfs fortælling, at Storm var involveret dengang og er bange for, at det er ham, han har set forlade Ingolfs hus denne aften. Line affejer ideen som panisk tankegang, og det ender i skænderi. Anders forlader arrigt huset og fortsætter mod Thorø i håb om, at Flyng ved, hvor Ingolf er. Flyng fortæller Anders, at Ingolf er manden, der slog Ole ihjel. Det får Anders til at indse, at hans artikel, baseret på Ingolfs fortælling, er ubrugelig. Samtidig afslører Flyng, at han står bag suspenderingen af Storm, da han mener efterforskeren er inhabil. Anders konkluderer, at han er fanget i de to gamle mænds spind af løgne. Uden Storms selvbestaltede regler vil sagen formentligt blive lukket. Siden løgn og sandhed ikke står klart, vil Anders sætte sit eget ønske om en karriere i de store bladhuse på spil, hvis han publicerer. Anders forlader Flyngs residens og kan ikke vende tilbage til Thorøhuse, hvor Politiet er til stede efter Lines opkald, og selvom Storm tilsyneladende er ude af billedet, tør Anders ikke tage nogen chancer med sin frihed. Han vælger at gemme sig i en af skovhytterne tæt ved Flyngs grund.

4 4 I hytten finder Anders en sovepose og en lun gasovn. Det går op for ham, at stedet måske er gemmested for gerningsmanden, alle leder efter. Han skal til at tage billeder af sit fund, men lyden af skridt udenfor hytten, får ham til at gemme sig bag døren. I det samme ringer Line på hans telefon. Døren slås hårdt op i hovedet på ham, og en mand griber sekundet senere fat i Anders. Inden Anders kan se, hvem hans modstander er, slås han bevidstløs. Dette er sidste del af krimien. De øvrige dele kan læses på Thorø Huses hjemmeside Der skal lyde et stort tak til forfatteren for at have brugt Thorø huse som ramme for sin historie. God fornøjelse med den sidste del af den spændende krimi. Rasmus Dorph Bendtzen

5 5 Tre bank på Storms hoveddør får ham til at se op fra avisens krydsord. Vinden rusker i etageejendommen og regnen pisker mod de mørke ruder. Storm kommer på benene, lægger avisen ved siden af madderne han dårligt har rørt. Et lyn skærer himlen, mens han går de få meter til døren. På trappen står Erik. Drivvåd, med et chartek i hånden. Det var du længe om, vrisser Storm. Der er næsten gået et døgn! Erik træder indenfor. Ja, det ved jeg, men jeg kunne ikke møde op med min nye assistent på slæb. Jeg måtte vente på, at han tog hjem. Så nu arbejder du over igen. Storm klapper ham på skulderne. Hvad siger konen til det? Hun tager det overraskende pænt. Storm lukker døren efter Erik. Han rækker armen frem mod stuens to lænestole og kaffebordet. Sæt dig ned. Hvordan gik det i Thorøhuse efter du satte mig af? Storm sætter sig tilbagelænet i stolen overfor Erik. Det gik fint. Det var godt, jeg ikke tog dig med. Arne mødte op sammen med teknikkerne. Det havde ikke været kønt, hvis du var der. Det plejer han ellers ikke at gøre. Storm klør sig betænkeligt på kinden. Næ, måske var det hans sjette sans, der ville sikre sig, du ikke snusede rundt. Erik ler kort. Retsmedicinernes erklæring siger, at Yrsa Henriksen døde af et simpelt hjerteslag. Ikke noget underligt i forhold til hendes alder. Hvorfor så bruge tid på en retsmedicinsk undersøgelse?

6 6 Jeg insisterede på det af to årsager. Dels på grund af Ingolfs indblanding i Thorøhuse sagen og dels på grund af, at vi ikke har kunnet komme i kontakt med ham. Du ved hvordan det er Storm læner sig forbløffet frem i stolen. Er Ingolf forsvundet? Det ser sådan ud Og du spiser, ser jeg. Kan jeg få et stykke med? Storm kigger ned på tallerkenen med de to stykker sandwichbrød. Det ene halvt spist. Hvis du selv gider og smøre. Det hele står fremme derude. Erik rejser sig og går ud i køkkenet. Storm hælder en kop kaffe op fra termokanden. Tag en kop med ind, hvis du vil have kaffe. Erik dukker op med fire stykker på tallerkenen og en kop i den anden hånd, sammen med chartekket. Tag lige imod det her. Erik rækker chartekket frem mod ham. Hvad er det? Storm griber mappen. Erklæringen med Franks DNA analyse og billeder fra skaden han pådrog sig ved motorcykelulykken. Erik sætter tænderne i brødet. Hold kæft, hvorfor siger du først det nu? Det er mad tid, gumler Erik. Erklæringen er kortfattet. DNA registret gav ikke nogen positiv identifikation. Det er, hvad man får ud af at have et register, der kun oprettes efterhånden som forbryderne bliver indfanget, siger Storm bittert. Erik smiler. Det hedder retssikkerhed. Det siger du jo. Storm bladrer igennem papirerne. Erik skyller brødet ned med kaffen. DNA-resultatet er kun brugbart, hvis vi får prøver fra familien.

7 7 Franks far er aldrig blevet fundet og hans mor er begravet. Så er der hans børn, men jeg turde ikke involvere Tina Thomsen igen og at grave Anne Thomsen op er ikke tiltalende med pressens overvågenhed. Alene tanken giver mig kuldegysninger, siger Erik misfornøjet. Men der var noget ved mødet med Tina, der blev ved med at nage mig. Så tænkte jeg i stedet kreativt. Du ved Arne stillede sig i vejen, da du ville have mig til at se på Annes computer? Storm nikker. Hvem kan glemme det. Han smider chartekket på bordet. Arne tog den ikke med sig. Den stod endnu på kontoret, da jeg mødte i morges. Storm knytter sin næve. Jeg vidste han ikke smed mig på porten af egen vilje. Hvad gjorde du så? Jeg tænkte, hvad ville Storm gøre? Storm kigger nysgerrigt på Erik. Virkelig? Det ligner ikke dig. Han vifter en finger foran Erik. Du begynder ikke at slægte mig på, vel? Jeg er et glimrende eksempel på, hvordan man bedst kommer til skade i den her branche. Erik lyser op i et smil. Men du finder din mand hver gang Det er bundlinjen, der tæller, husker du nok. Så du kiggede i hendes filer? Ja Kan du huske, at Tina nævnte motorcykelulykken? Ja? Erik fisker et papir ud af mappen. Det er billederne fra den. Storm tager imod papiret. Cyklen er helt kværnet. Ja, men det er ikke det vigtige. Erik lægger endnu et par billedkopier på bordet. Anne var en ivrig fotograf. Der var tusinder af billeder, både fra Thorøhuse, Vesterbro og Der var billeder hvor Frank ligger i sygesengen, hvor han hopper rundt på krykker og mange flere. Der er også billeder af helingsprocessen og ikke mindst infektionen.

8 8 Storm rynker sin pande. Hvorfor havde hun dem liggende? Det er da makabert. Erik trækker på skuldrene. Måske som dokumentation til en klagesag, hvad ved jeg, men se her. Erik fisker flere kopier frem og vender dem mod Storm. De måtte åbne hans ankel op igen og arrene, som det efterlod, kunne umuligt forsvinde. Den retsmedicinske erklæring nævner dog intet om ar omkring afdødes ankel Storm vender tankefuldt blikket mod slagregnen udenfor. Som må betyde, at der ikke blev observeret noget arvæv Hvilket ikke er muligt, hvis Frank har været igennem sådan en omgang. Så det kan umuligt være Frank, du fandt på Ingolfs båd den morgen. Erik smiler tilfreds. Hold da kæft, mumler Storm, mens han mærker en arrig fornemmelse skyde rødder i sit mellemgulv. Han flyver op af stolen. Vi må til Thorøhuse. Nogen har taget røven på os! Eriks smil blegner. Han bliver siddende og tager afmålt en bid af det sidste stykke brød. Storm Du skal ingen steder. Det her er en politisag, ved du nok Skal vi igennem det her igen Erik. Vi er politiet, begge to. Det her er vores sag. Ved du, hvad der sker, hvis du ankommer med hele stationen ude i den lille by? Hvad sker der så? Så fanger vi ikke andet en skyggen af vores mistænkte. Den lus skal føle sig tryg indtil det sekund vi griber ham! Erik sukker og kigger nøje på Storm. Du er klar over, at vi ikke kan holde kollegaerne væk fra det her, hvis vi finder ham. Så vil de alle sammen møde op og opdage du blander dig. Ja siger Storm og skærer en grimasse. Det er ikke noget problem.

9 9 Erik siger intet, men ser blot afventende på ham. Storm nikker og slår ud hænderne. Jeg skal nok understrege, at jeg selv er taget derud og at jeg har ringet til dig, da det hele brændte på. Bare rolig. Erik bløder op med et smil og kommer på benene. Godt, find dit overtøj og lad os komme af sted. Storm griber sin frakke og hat og tager det på, mens han går mod døren. Han småløber ned af trapperne, med en nyfunden glæde ved at være i gang igen. Den blander sig med arrigskaben over at være blevet narret. Regnen pisker mod Storms ansigt og vinden river i hans frakke, da han kommer ud på gaden. Et lyn flænger aftenens himmel. Erik løber omkring bilen og sætter sig ind bag rattet. Jeg tror sirenen er begrundet i aften, tror du ikke? Storm smækker rotorblinket på taget. I hvert fald indtil vi nærmer os. Erik slår den til, samtidig med, at dækkene hviner over asfalten. Erik, din analytiske hjerne skal på arbejde. Jeg vil vide hvordan tingene hænger sammen. Storm kastes mod sidedøren, da Erik skifter bane i en fast overhaling. Tina identificerede ham jo. Storm famler efter håndtaget over døren og får fat tidsnok, inden Erik igen smider bilen over i en anden kørebane. Erik ser koncentreret frem. Hun er med i det. Vi var ikke i tvivl om, at hun var indblandet, men jeg troede ikke, hun var så dybt involveret. Storm ser forundret på Erik, som ikke siger mere. Storm slår frustreret ud med hænderne. Jamen sig frem mand! Det er ikke kutyme at anklage nyslåede enker, medmindre grunden er klippefast. Sidst krummede jeg ikke engang et hår på hendes hoved og befandt mig pludselig

10 10 hjemme i min skodlejlighed, med tid nok til at løse krydsord. Jeg tænkte blot på vores møde med hende, siger Erik. Hun virkede ked af det ja, men ikke grådkvalt. Hun gav os årsagen til at opsøge Flyng og ønskede ham død... Det var vist ikke de ord, hun brugte, afbryder Storm. Men okay, hun var hævngerrig. Jeg siger blot, at hun ikke virkede som de nyslåede enker jeg har mødt, når jeg skulle overdrage dårlige nyheder ved folks hoveddøre. Det slog mig, at hun omtalte Frank som levende mere end én gang, ikke som død Få så den blikspand af vejen! råber Erik pludseligt og er tæt på at klippe en Golf. Storm kigger forbløffet på ham. Sådan plejer du ikke at køre! Han griner chokeret, men Erik er dybt koncentreret og under ham end ikke et blik. Når du omtaler en afdød, siger du normalt, at han var det og det. Det gjorde Tina ikke, hun sagde, er, som i han er... Forstår du? Storm ser Odense forsvinde i sidespejlet. Det kan jo blot være en fejl, Erik. Manden er lige død. Mange mennesker begår den fejl. Korrekt, men de retter sig selv. Erik ryster på hovedet. Det gjorde hun ikke. Storm tænker over det. Han kan ikke huske den præcise ordveksling. Du har et talent for at se detaljerne, men du er vel klar over, hvor det ender, hvis du tager fejl, ikke? Erik griner nervøst. Jo, det er jeg, men det er det eneste, jeg kan komme på, der giver mening. Godt, næste punkt. Liget blev identificeret, siger Storm. Erik nikker. Ja, af Tina. Alle måder at finde den rigtige identitet var fjernet. Fingre, tænder, sågar tæer. Vi har taget Tinas identificering for gode varer, vi har ikke haft an-

11 11 det valg. Så hvem er manden i lighuset? Det ved jeg ikke Storm, men tænk over det i dette nye lys. Det hele passer. Gør det ikke? Storm tænker. Hvis du har ret i, at Frank slet ikke er død, er der flere ting der falder på plads og hvis hævn alligevel var planen fra Franks side... I hvilken position kunne han da bedst gøre det? afbryder Erik. Storm nikker for sig selv. Det perfekte mord, indtil du regnede den ud. Erik ler og banker tre gange på instrumentbrættet. Lad os nu se om jeg har ret. Brikkerne passer måske, men vi mangler stadig at bevise det. Samtidig bringer det et nyt spørgsmål på banen. Hvad er Tinas interesse i at hjælpe Frank? Erik ser spørgende på Storm et kort sekund. Der kan være mange, men vi har set to sider af Tina og det er måske den vigtigste grund. Det er også min dom, mumler Erik. Han slukker udrykningshornet og blinket og drejer ned af den smalle vej mod Thorøhuse. Storm ser udover vandet og et skarpt flakkende lys fra Thorø fanger hans opmærksomhed. Det brænder! Erik følger Storms pegen. Lynnedslag? Det tvivler jeg på. Hurtigt, vi må derhen, kommanderer Storm. Løv hvirvler igennem Thorøhuses små gader. Bådene gynger voldsomt i vandet under den stærke efterårsvind. Lyn skærer himlen i stykker og afslører i korte glimt skyernes trængsel over landskabet. Forden krydser broen til Thorø. Storm har blikket stift rettet mod den glødende himmel, som kommer ham i møde. Erik følger møjsommeligt dæksporene foran bilens lygter. Grusvejen ser ud til at forsvinde i vand flere steder. Hvis man bare kunne se

12 12 Erik læner sig frem i forruden. Over bakken. Storm peger. Erik tvinger dækkene ind i de mudrede spor, som forsvinder over en stejl bakke i retning af branden. Erik træder på sømmet og kæmper med rattet for at holde bilen på rette kurs på det smattede underlag. På den anden side af bakken myldrer det med tilskuere. Erik står på bremsen og dytter. Han drejer rattet fra side til side, for at komme uden om folk, men opgiver hurtigt. Vi må stoppe her. Vi kommer ikke længere, siger han og stiger ud. Hele byen ser ud til at være mødt op. Under deres paraplyer og regnslag, betragter de skræmt Flyngs brændende palæ igennem grundens læhegn. Lige hvad vi har brug for Erik peger frem, men hans ord drukner i rotorstøj fra en helikopter, der passerer over ham. Storm ser fra Erik mod huset og fanger meningen. Forbandede journalister! Storm møver sig frem igennem folkemængden mod dem. Det er Karsten Storm! Sekunder senere er Storm omringet af journalister. Han ser sig hurtigt omkring efter Erik og bemærker, at kollegaen forsøger at finde et sted udenfor kameraernes linser. Hvis de skal videre her, skal der tænkes hurtigt. Han vender sig direkte mod kameraerne, vinker endda et par journalister til sig, mens de første spørgsmål om hans tilstedeværelse flyver igennem luften. Storm ignorerer ethvert spørgsmål. I stedet åbner han munden. Journalisterne bliver stille og samtlige mikrofoner stikkes frem mod ham. Vi efterlyser Tina og Frank Thomsen for mord. Hvis nogen ligger inde med oplysninger, ring venligst til Odense Politi Derefter skubber Storm sig vej igennem flokken af

13 13 mikrofonholdere. Spørgsmålene fra journalisterne fylder igen luften, men Storm lytter ikke til dem. Han stopper ved det stribede afmærkningsbånd og betragter med gru scenariet af det overtændte palæ. Varmen er som en mur, selv i aftenens ruskende kolde regn. Stanken af brændende tømmer og vegetation ligger tungt i luften, blandet med en sødlig duft som Storm ikke kan identificere. Tyk sort røg stiger til vejrs og forsvinder under den buldrende sorte himmel. Han bukker sig under snoren og fortsætter frem mod en gruppe politifolk, mens Erik dukker op til venstre for ham. Storm ser på ham. Undgik du journalisterne? Med nød og næppe, tak for at tage opmærksomheden, siger Erik. Det var ikke svært, svarer Storm og henvender sig til en ung betjent. Hvad er der sket? Betjenten ser overrasket på Storm. Er du ikke suspenderet? Jo, svarer Storm, Men hvad er der sket? Betjenten tøver, men ser ud til at komme på bedre tanker, da Storms sammenknebne øjne sender ham et borende blik. En ung kvinde ringede og fortalte, at der var sat ild til Claus Flyngs bygning. Brandvæsnet mødte op og tilkaldte assistance med det samme. Da Assens Politi ankom, blev de mødt af hende. Betjenten peger. Storm og Erik vender rundt og ser en ambulance med åbne bagdøre indenfor afspærringen. Hun var helt ude af sig selv og ville vide hvor hendes mand var henne... Betjentens ord falder i baggrunden, mens Storm ser kvinden sidde sammenkrøbet og vuggende med et tæppe omkring sig. Hendes ansigt er bortvendt fra flammerne og to reddere prøver, at hjælper hende.

14 14 Det er hende... Line... Anders kone, råber Storm over larmen og er lige ved at rive Erik omkuld, da han maser sig forbi. Han snor sig omkring betjente, rednings- og brandfolk, frem mod ambulancen. Undskyld, siger han og griber let den ene redder ved skulderen. Må jeg... Han får kantet sig forbi og sætter sig på hug foran hende. Han betragter kortvarigt hendes forpinte ansigt. Line? Hun kigger på ham med tomme øjne. Et blik Storm kun mindes at have set hos folk, hvis håb har forladt dem. Vi får brug for din hjælp, hvis vi skal finde Anders, siger han. Han er væk, hvisker hun og de efterfølgende ord, forsvinder i uforståelig hulken. Hvor er dine børn? spørger han. Hjemme Alene? Min kollega holder øje med dem, indskyder redderen bag Storm. Line snøfter. Jeg ringede, men forbindelsen blev afbrudt Så brændte det Jeg kunne ikke sidde derovre og ikke gøre noget og jeg kunne ikke tage de små med, hvis Ny gråd tager hendes ord og Storm lægger armen om hende. Kom, vi går hjem til dine børn. Så snakker vi der. Mændene her gør, hvad de kan. De skal nok finde ham. Storm får hende på benene. Giv hende plads folkens. Storm støtter hende fremad. Han ser frem og møder Eriks sorgfulde blik. Kom Erik. Vores opgave er i Thorøhuse, ikke her. Erik nikker og udveksler et par ord med en betjent, inden han følger efter Storm. Hvad sagde du til ham? Storm kaster et blik mod betjenten, mens Erik svinger Lines arm over nakken og hjælper med at støtte hende.

15 15 Jeg bad ham om at holde os opdateret. De bevæger sig igennem folkemængden. Storms blik holder hele tiden godt øje med pressefolkene, som heldigvis ser ud til at have alt for travlt med deres kameraer og live reportager. Ved bilen ser Storm tilbage mod de levende gløder, som flås mod den flammeoplyste himmel. Vinden river i trætoppene og regnen pisker ned. Hvis Anders er et sted i det her inferno, har jeg svært ved at se hvordan han skulle komme derfra i et stykke. Storm brummer misfornøjet ved tanken. Sidste stop for Anders og hans skribentgerninger. Storm ønsker ikke at tro det. * Moar... Ungerne kaster sig om Lines ben indenfor døren, så hun er lige ved at falde. Storm nikker kort til falckredderen, som står i døren indtil stuen, så ser han på de små poder. Deres røde kinder vidner om en masse gråd og de virker utrygge ved Lines rystende bevægelser. Jeg ville gerne byde jer på noget, men kan ikke se hvordan jeg skulle gennemføre det. Lines stemme er brugt og hæs. Det er i orden... beroliger Erik. Sæt du dig bare ned, så laver jeg noget kaffe til os alle, jeg tror du kan bruge det. Line smiler, men sorg og frygt fortrænges ikke en tomme i hendes blik. Kan jeg gå nu? Storm vender sig ved redderens spørgsmål og nikker blot. Storm ser tilbage på Line, mens Erik kanter sig forbi hende og børnene. Hun vikler sig ud af sit overtøj og ungernes arme og Storm smider sine våde sko, inden han træder ind i stuen. Han går videre ud i køkkenet og ser Erik tage kaffen

16 16 ud af skabet. Kan du finde det hele? Ja, det er intet problem, svarer Erik. Elkogeren står på bordet. Der er en håndvask med tilhørende vandhane... og kaffekværnen. han ser rundt. Hvor er kværnen? råber han. Line snøfter inde fra stuen. Den er gået i stykker. Tag noget Nescafé i stedet. Erik kigger ind i skabet og finder glasset. Han tager det hele med hen til vasken. Fylder kogeren og tænder den. Storm går tilbage til stuen. Line sidder allerede på en stol ved spisebordet og ser meget træt ud. Klarer du det? spørger Storm. Hvis jeg ser Anders igen, j... tårerne begynder igen at løbe over hendes kinder. Undskyld siger han og knæler foran hende. Det var en dum ting at spørge til, jeg... Jeg er en hund i et spil kegler til det her... Arbejdsskadet kan du vel kalde det. Line kigger på ham og snøfter. Det gør ikke noget, det er ikke din skyld. Storm betragter hendes styrke. En kraft, der har holdt hende sammen de seneste timer, men styrken har tæret på hendes skal. Storm føler, at kun en papirtynd væg står imellem hende og sammenbruddet. Navigationen bliver ikke nogen nem opgave, da Anders ikke blot er en bortløben hund, eller en kat i et træ. Hendes mand er emnet, og det ser ud til, at hver gang han nævner Anders i en sætning, bryder Lines indvendige uvejr løs. Hendes tårer vil ikke give ham det, han har brug for, så hvert ord herfra skal vendes og drejes inden det ytres. Storm beslutter sig for, at Erik hellere må føre ordet. En ufølsom og fast hånd er ikke svaret. Storm rejser sig samtidig med, Erik dukker op i stuen. Med

17 17 kopper i favnen, kigger han forundret på Storm. Hvor skal du hen? Erik stiller tingene på bordet. Det her er du bedst til. Storm tager sin hat på. Jeg ser, om jeg kan gøre nytte et andet sted. Erik nikker og kigger kort på Line. Jeg tog også det her med, siger han og stiller en køkkenrulle foran hende, som hun straks flår et par stykker af. Storm finder sine sko. Du behøver ikke at bekymre dig om, hvad jeg foretager mig. Hemmeligheden om min tilstedeværelse er allerede afsløret. Han smiler skævt. Erik nikker. Det er også min vurdering Storm tager sig til bæltet. Erik? Ja? Ræk mig din pistol. Min ligger på politigården. Jeg er ikke sikker på, det er en god ide Storm bider tænderne sammen og holder en voksende vrede tilbage. Så hvisker han. Du og jeg ved, det her ikke er ovre. Jeg kan få brug for at forsvare mig selv! Han ser længe ind i Eriks urolige øjne, og Storms blik flakker et sekund mod Line, som blot trutter næsen ren i køkkenrullen. Måske bør jeg tage med dig. siger Erik bekymret. Line har brug for dig her! Du gør det sgu ikke nemt for mig Storm, klager Erik. Storm blik er stålsat. Hovedrystende trækker Erik pistolen fri af hylsteret og rækker den til Storm. Det er et under, hvis jeg har en kontorplads i morgen, mumler Erik. Hvis det her går galt Så tog jeg den. Storm putter våbnet i lommen og klapper Erik på skulderen. Han stikker i sine våde sko ude i gangen og forlader boligen til fordel for uvejret udenfor. *

18 18 Det første Anders ser, er Ingolfs furede og bekymrede ansigt. Dernæst, at den gamle sidder bundet til en stol, blandt tomme reoler og kolde grå vægge uden et eneste vindue. En nøgen pære i loftet er rummets eneste lyskilde. Anders hals er tør og gør ondt, når han synker. Hele hans hoved dunker smertefuldt. Han flytter på sig og hans håndled smerter. Det går op for ham, at han er bundet ligesom Ingolf. Hvor er vi? rasper han. I kælderen under Thomsens forfaldne hus, siger Ingolf træt. Anders ser overrasket på ham. Hvordan ved du det? Kan du huske, jeg fortalte dig om Oles tre skibe og hvor godt han klarede sig i de svære tider? Anders nikker. Dette rum var årsagen til, at Ole kunne have tre både, mens vi andre kun havde én. Ingolf smiler træt. Det forstår jeg ikke? Smuglersmøger. Bådene var ikke kun til fiskeri. Anders nikker. Så hvad sker der nu? Hvem står bag det her? Frank Thomsen. Anders ryster på hovedet. Han er død, Ingolf. Jeg har set ham. Det giver ingen mening. Anders prøver at vride hænderne fri, men snorene gnaver sig ind i hans kød. Der er ting jeg heller ikke forstår, men det er Frank, der holder os her. Tro det eller ej. Anders ser på Ingolf. Så hvad vil han med os? Den gamle ser ned. Det har jeg ingen idé om. Han løfter hovedet og Anders overraskes af et smalt smil på Ingolfs læber.

19 19 Hvad? Du ser herrens ud Og din næse sidder skævt. Jeg tror ikke, du skulle have gravet mere i den historie, siger Ingolf. Nemt nok for dig at sige, stønner Anders og forsøger igen at komme fri. Det er ikke dig der har overskredet din deadline, fået tæv, blevet uvenner med konen og Anders tier. Ved Ingolf overhovedet at Yrsa er død, og hvis ikke, er dette så det rette tidspunkt at fortælle ham det på? Med det smil Ingolf sidder med, kan han dårligt kende sandheden. Og? ikke noget, det er blot Anders ser mod reolerne, som kunne de hjælpe ham, med de svære ord. Det er Yrsa, jeg så hende, hun er Død Det ved jeg. Den gamle lukker øjnene, inden han igen fokuserer på Anders. Hun fik et chok, da hun overraskede Frank på vej igennem vores vindue Hun døde i mine arme. Frank så grinende til. Hvordan kan du så sidde og smile sådan? Fordi jeg forventer snart at se hende igen. Min situation peger i den retning, hvis du forstår hvad jeg mener. Okay Ingolf. Giv ikke op fra starten. Lad os tænke positivt her. Vi er begge i live, lad os sørge for det varer ved Hvordan kommer vi fri af de her stole og ud af denne her kælder? Det første er nemt nok, siger Ingolf og trækker hænderne fri. Anders stirrer forbløffet. Hvordan gjorde du det? Frank har måske sejlet med sin far i sine unge dage, men han har aldrig været god til knuder. Ingolf binder sine ankler fri af stolen. Anders forsøger at gøre ham kunsten efter, men snorenes

20 20 skærende smerte i hans håndled stopper ham. Jeg tror Frank blev bedre, mens han tøjrede mig, stønner Anders. Ingolf rejser sig og hjælper ham fri. Tror du vi kan få døren op? Ingolf peger op for enden af trappen. Den ser ikke specielt medtaget ud, selvom der er gået så mange år; jeg tror, vi får brug for værktøj. Anders ser sig betænkeligt rundt. Vi har kun nogle reoler, to stole og snorene, siger Ingolf. Så er den eneste mulighed at sparke døren op. Det er min mening. Det vil fange Franks opmærksomhed og sidst jeg så ham, havde han en pistol. Hm. Anders overvejer et øjeblik. Måske er vi så heldige, at han ikke er til stede. Han lister op af trappen og lægger øret til døren. Vindens susen og et tordenbrag når svagt igennem til ham. Han kan ikke være sikker på, de er alene og hvad kan Frank finde på, hvis det lykkes dem at komme ud af kælderen? Anders tager sig til lommerne. Har du en ide? Ingolf ser forventningsfuldt på Anders. Havde Anders slår opgivende ud med armene. Jeg mistede min telefon i skovhytten. Vi må finde en anden løsning. Anders kigger ned på de to stole og snorene der ligger omkring. Jeg ved hvad vi gør. * Buske langs gadens indkørsler ruskes hårdt af vinden. Deres mørke silhuetter danser i lygtepælenes skær. Uroen i Storms indre vil ikke lægge sig. Folkemængden er samlet på Thorø på trods af det hårde vejr, men Storm interesserer sig ikke synderligt for vejrgudernes luner. Et sted inde i Thorøhuses små gader er manden han jager. Det er lige

21 21 før, han kan lugte hans raseri og smage hans bitre tanker. Et lyn slår ned. Byens stuer bliver med ét mørke og buldrende torden får vinduerne til at klirre i deres rammer. Tre stearinlys i et vindue langt nede af gaden er de eneste lys tilbage omkring Storm. Thomsens hus har fået besøg af en gammel beboer. Storm går med faste skridt frem mod huset. Foran hoveddøren stopper han op og lægger håndryggen mod vinduet. Lysene afslører kun en støvet vindueskarm, resten af stuen ligger i mørke. Han skifter position i forsøg på at se længere ind, men hans ånde dugger i stedet ruden. Storm går op til døren og lægger prøvende skulderen mod den. Døren giver sig i rammen og han går beslutsomt en meter tilbage, kigger et sekund mod den oprørte himmel, inden han giver døren et los. Med et brag knalder den op. Storm er allerede halvt inde i entreen, da døren svinger tilbage mod ham. Han stopper den med foden og lytter. Kun lyden af uvejret fylder gangen. Han lukker forsigtigt hoveddøren bag sig og finder døren til stuen. Han vrider håndtaget og åbner den. De tre små lys i vinduet, blæses ud af trækvinden, i samme øjeblik han træder ind. Stuen fyldes af uvejrets skygger, mens regnen løber nedover ruderne. Storm ser rundt på stuens silhuetter, som et sekund oplyses af skæret fra et lyn. Sofa, lænestol og bord midt i rummet. Spisebord med fire stole bagerst. I tilstødende lokale, en vandhanes skygge foran ruden. Han går forsigtigt frem i stuen. Hans blik søger hver en krog efter bevægelse. Døren bag ham klaprer mod dørkarmen og Storm snurrer rundt, med Eriks tjenestepistol trukket i samme sekund. Tre lette røgsøjler står fra de slukkede stearinlys i karmen.

22 22 Et metallisk klik, lyder bag ham. Storm hæver sine hænder over skuldrene, mens han langsomt vender sig. I en af Københavns snuskede værtshuse kan sådan en lille handy tingest her, købes kvit og frit. Ingen spørgsmål. Ingen papirer. Vidste du det? I køkkendøren står Frank Thomsen med en pistol i hånden. En svag isning sætter gennem Storms rygrad. Du lyder, som om du har fundet de vise sten, men det er almen viden. Det er dog udenfor mit arbejdsområde. Frank sætter sig i lænestolen. Det er det her sted vist også. Så vidt jeg ved, er du suspenderet. Storm trækker på skuldrene. Og så? Ja, jeg tænkte bare Jeg er skide ligeglad med hvad du tænker, snerrer Storm. Jeg ved hvem du er og det er det eneste, der interesserer mig! Hm, heldigt. For jeg ved også, hvem du er. Så kan vi skippe høflighedsfraserne. Læg pistolen på gulvet og spark den herover. Storm bukker sig forsigtigt ned og lægger den på gulvet, mens han holder blikket på Frank. Med et let spark, skraber pistolens jern henover trægulvet og fortsætter forbi lænestolen. Med et klonk stoppes den et sted under spisebordet. Du ku ik lade vær, hva? Sæt dig Karsten. Frank peger på sofaen langs væggen. Storm går forsigtigt frem mod den og sætter sig uden at flytte blikket fra Franks mørke pistolmunding. Frank stryger en tændstik og dens smalle flamme lyser kort op for at falde til ro omkring vægen af et enkelt lys. Med et bredt smil åbner han derefter en egetræskasse på stuebordet og trækker to cigarer frem. Cigar? Jo tak. Storm tager imod den. Har du ild?

23 23 Brug lyset, svarer Frank og Storm læner sig over bordet. Lysets flamme flakker uroligt i cigar enden. Så læner Storm sig tilbage. Hvorfor ikke bare skyde mig her, så du kan forsvinde? Jeg har ingen intention om at slå dig ihjel. Frank læner sig frem i stolen. Jeg ved, at du gennem tiden har overlevet professionelt i form af vennetjenester. Jeg kan bruge din hjælp til at forsvinde, efter det her er overstået. Oftest får jeg selv noget ud af de tjenester, du snakker om. Jeg ser ikke nogen fordel, i det du foreslår. Storm hiver i cigaren. Du får Ingolf, som dræbte min far og mig. Storm ser undersøgende på Frank. Jeg troede Flyng dræbte din far Han har tilstået. Dommen er afsagt og eksekveret. Franks hvide tandsæt står frem i et smil, bag cigarens røg. Storm, jeg snakker ikke om sandheden, men om hvad verden får at vide. Frank lægger sit ansigt på skrå. Du får æren for det hele. Storms øjenbryn rynkes. Hvorfor give Ingolf skylden og ikke Flyng? Flyngs kontakter er magtfulde. Hvis hans død ikke betegnes som en ulykke, kan de finde på at grave i sagen. Frank læner sig tilbage i stolen. Ingolf er en gammel ubetydelig fisker. Alle vil tro, hvad du vælger at fortælle dem. Storm ser på pistolen som ikke længere peger på ham, men som blot hviler i mandens hånd ved armlænet. Han ser på Frank. Hvor er Ingolf? Et sikkert sted, men du får ham ikke i live. Han var lige så involveret som Flyng og han må også betale for sin handling. I form af sin død? spørger Storm. Nemlig. Frank vifter med pistolen mod Storm.

24 24 Men det betyder ikke noget, gør det? Jeg mener, det hjælper dig kun, ikke? Han kan ikke modsige dig. Din fortælling vil være sandheden. Storm nikker og tygger på ordene. Frank har ret. Storm har indgået flere studehandler, end han ønsker at tænke på. Han har en pistolmunding rettet mod sig, hvilket er endnu en god grund til at overveje sin situation, men han har en raskt voksende ide om, at Frank alligevel vil gøre det af med ham. Hvorfor skulle Frank efterlade nogen i live med kendskab til sin eksistens? Glem det, siger Storm. Det var synd. Et lyn skærer himlen og et brag sender en ringen i Storms ører. Han mærker en stikkende smerte i maven, mens duften af krudt og brændt kød når hans næse. Storm mister grebet om cigaren og den falder ned et sted på gulvet, mens han falder tilbage i sofaen. Hans hænder famler rystende omkring det varme blod og såret. Hans øjne begynder at flakke og han har svært ved at fokusere. Han får brug for tid. Han får brug for, at Erik finder ham. Hvem er offeret i lighuset? stønner han. Har du hørt om H.C. Ørsted parken i København? Storm ryster desorienteret på hovedet. Jeg fandt en hjemløs på min egen alder, der var indlagt. Han havde samme blodtype, højde, selv alderen passede. Jeg ventede, til han var udskrevet og brugte et par uger på at finde hans tilholdssted, og så Frank imiterer i stearinlysets skær, hvordan han strangulerede den stakkels sjæl. Et problem mindre for Københavns Kommune og en løsning for mig. Tina hjalp mig med at ordne mandens tandpleje. Jeg tog mig af det kirurgiske og havet ordnede resten. Ansigt og krop så godt som uigenkendeligt efter mishandling og en tur i Lillebælt. Frank griner.

25 25 Hjerteløst, hvisker Storm. Franks grin forstummer. Der er ingen, der savner en hjemløs, Storm. De er civilisationens virus, intet andet. Tro mig. Jeg har været i den ende af rangstigen. Jeg ved, at ingen tager sig af, om de lever eller dør! Du virker vred, Frank stønner Storm. Ha! Du ved intet om vrede. Frank griber Storm i kraven, som grynter under smerten fra sin mave. Vil du se, hvad vrede er? Helst ikke, hvisker Storm og Frank giver slip på ham. Og Tina, hvor er hun nu? Hun og børnene er på vej. Frank sætter sig tilbage i stolen. Hvorhen? Det behøver du ikke at bekymre dig om. Du lever alligevel ikke længe nok til at kunne bruge den viden til noget. Mens Frank retter sig i stolen, kæmper Storm med sin svigtende krop og diffuse tanker. Han må presse Frank tilbage i vredens fold, der hvor han begår en fejl. Han har brug for tid. Hvorfor giver du Flyng skylden for din fars død? Jeg forsøgte engang at tage min hævn, men du afværgede det. Skæbnen er ikke uden ironi. Husker du, hvordan du fik det ar? Frank rører Storms kind med pistolmundingen. Storm trækker ansigtet væk i væmmelse. Hvordan skulle jeg kunne glemme det? gisper han anstrengt. Flyng var målet, men det gik ud over dig. Jeg var kun en knægt dengang og jeg stak af, da jeg så, du ikke var Flyng. Efter den aften var han ikke til at komme i nærheden af. Livvagter og kameraer over det hele. Overvågning er en ting, men sikkerhedspersonale gjorde opgaven umulig. Det var der, jeg fik ideen til min egen død. Så kunne Flyng føle sig sikker igen.

26 26 Og nu? Nu er det adios, for dit vedkommende. smiler Frank. Storms blik flakker ukontrollabelt. Han ønsker at finde på flere spørgsmål, men hans tanker finder ingen. Et jag af smerte borer igennem ham, da han tvinger kroppen til at bevæge sig og omgivelserne eksploderer i hvide stjerner for hans øjne. Lugten af benzin når hans næsebor. Han ser mod lænestolen. Tom. Frank har rejst sig. Som en skygge, bevæger han sig rundt i stuen. Storm kan ikke se benzindunken, men genkender den plaskende lyd, som spreder sig over møbler og gulv. Gennem sammenpressede tænder, tvinger Storm endnu et spørgsmål frem. Sætter du ild til det? Det her sted er grunden til mange års ulykke og jeg har tænkt mig at se ulykken stige til vejrs. Blive spredt for alle vinde. Franks skygge forsvinder ud i køkkenet og Storm hører svagt en dør knirke. Pludselig ændrer lydbilledet sig. Et højt bump følges af flere små. Støn og brøl følger, som tumult. Et kraftigt bonk, efterfulgt af tømmer der splintres, men han tør næsten ikke håbe igennem sine tågede tanker. Huset bliver stille. Kun uvejrets brag høres. Nye knirk lyder fra trappen og Storm lader sig falde ned af sofaen. Han slæber sig desperat forbi lænestolen, ind under spisebordet, famlende efter tjenestepistolen. En skygge kommer til syne samtidig med, at Storms fingre når våbnet og han triller om på ryggen. Karm, køkken og stuevægge er mudret sammen i et sløret maleri foran hans øjne. Han affyrer et skud, nærmest i blinde. Skyggen hyler og kaster sig tilbage ud i køkkenet. Stop! Anders? Ja! Ja for satan! Er du okay?

27 27 Ja, du er heldigvis bedre til at intimidere, end til at skyde, råber han og kommer op at stå. Storm kan stadig kun se ham som en uskarp skygge, der kommer nærmere, men han klukker med efterfølgende klage og hostelyde over sine mavesmerter. Jeg har brug for din hjælp. Frank slog Ingolf bevidstløs inden jeg fik ram på ham med stolen. Vi må få Ingolf ud, inden Frank vågner. Anders pruster stakåndet og bukker sig ned og tager fat i Storm. Glem det Anders. Jeg Er du såret? Ja, hvisker Storm anstrengt. Få fat i Erik Storm griber efter sin telefon i frakken og trækker den frem. Printplade og display hænger dinglende omkring hans hånd. Kuglen må have ramt den, grynter han mismodigt. Jeg tror hellere, jeg må løbe efter hjælp. Storm nikker. Erik er hjemme ved Line. Okay. Anders træder over Storm og forsvinder ud af døren. Idet samme hører Storm et vush og vender blikket mod lyden. Han følger flammernes indtog med øjnene, som de breder sig over benzinen fra den tabte cigars glød. * Anders braser igennem døren. Erik farer op af sin stol, mens Line sidder med et uforstående blik rettet mod Anders. Erik! Storm og Ingolf er i fare. Sekunder senere er Line henover bordet og kaster sig om halsen på Anders. Tårer løber frit over hendes kinder. Hun overdænger ham med kys i hans forslåede ansigtet og slår knyttede næver i hans bryst.

28 28 Anders forsøger at få et ord indført, men det bliver kun til mm lyde, mens hans blik stirrer intenst mod Erik. Han griber hendes håndled og får vristet sig fri. Erik. Storm er såret. Ingolf og Frank ligger bevidstløse, men jeg kan ikke både holde styr på Frank og få de to ud af huset samtidig. Erik nikker og griber sin jakke. Anders vender sig for at følge, men Line stopper ham. Frank? Hun ser forvirret på ham. Jeg forstår ikke? Senere skat, senere Han giver hende et hurtigt kys og løber mod døren. Hendes spørgsmål forfølger ham, men han giver dem ingen opmærksomhed. Der er kun Ingolf og Storm i hans tanker. Udenfor finder han Erik foroverbøjet indover bilens passagersæde, mens han udstikker kommandoer over radioen. Han smider mic en fra sig og smækker døren. Lad os få dem ud. Du viser vej. Anders sætter i løb ned af Jacob Gades vej, men da Anders blik kort efter falder på huset, står det omspændt af flammer. Storm! Ingolf! råber Anders og Erik i munden på hinanden. Anders styrter mod det overtændte hus, men Erik river ham tilbage fra ildens voldsomme hede. Det er umuligt! Der er intet, du kan gøre! I det samme styrter husets tag sammen. Anders står ubevægelig og ser blankt ilden fortære huset. Jeg skulle ikke have forladt Storm og Ingolf derinde. Han vender sig mod Eriks forstenede ansigt. Et pistolskud flænger luften og Erik river Anders med ned at ligge. Hvor kom det fra? Erik ser rundt i alle retninger. Ikke herfra. Et sted bag huset måske? Anders mærker hele sin krop ryste. Du bliver her! Erik løber ind på nabogrunden og Anders

29 29 sætter efter ham. Erik stopper knælende ved skællets lave hegn. Han stjæler et glimt over hegnets kant. På græsplænen i silende regn, sidder Ingolf med Storm i sine arme. Erik ser sig usikkert omkring efter truslen. Storm åbner øjnene på klem. Frank er derinde, ristet over sin egen sagte ild, rasper han og smiler svagt. Erik ser igen rundt. Hvor kom skuddet fra? Storm hæver sin arm og afslører Eriks pistol i sin hånd. I var så fandens lang tid om at komme, så jeg troede I havde glemt os. Jeg tænkte, jeg hellere måtte påminde jer. Han smiler smørret og klukker så, efterfulgt af kraftige host. Erik hopper over hegnet. Han bukker sig og tager pistolen ud af Storms hænder. Hvordan kom I ud? Anders ser mod det brændende hus. Ingolf hørte min jamren, hoster Storm og kigger på Erik. Har I fundet Flyng? Erik nikker langsomt. Ja. Brandfolk fandt ham forbrændt og død ikke langt fra huset. Han må have forsøgt at slæbe sig væk. Så vandt Frank alligevel hvisker Storm. Få fat i Tina Han lukker øjnene. * Hvordan har du det? Anders ser på Storms blege ansigt. Med et støn vender han sig i hospitalssengen. Gråt lys skinner igennem vinduerne, mens svage solstrejf slår igennem de tunge skyer nu og da. Du kan jo prøve at gætte? Storm smiler anstrengt. Tro det eller ej, så har jeg det bedre her frem for at sidde hjemme og vente på Statsadvokatens afgørelse.

30 30 Hvordan mener du? Jeg mener, at jeg ikke er målgruppen for avisens krydsord. Storm bider tænderne sammen og prøver at komme op at sidde. Anders skynder sig frem for at hjælpe. Storm vifter ham væk med den ene hånd. Jeg klarer det! Han tvinger sig det sidste stykke. Hvis det ikke var for smerterne, kunne jeg være klar til at flytte ind her. Der er rent, sygeplejerskerne er søde og maden er god. Storm smiler. For helvede, hvis det ikke var, fordi jeg havde frabedt mig hjælp til at komme på toilettet, havde jeg også fået assistance der Storm peger mod Wc et og klukker. Tænk dig, mig og en sød sygeplejerske alene derinde. Anders griner og hans blik falder på aviserne ved Storms side. Og du er på forsiden, ser jeg. Storm smiler træt. Ja, på dem alle sammen. Han rækker ud efter den øverste i bunken. Og så har de smedet mig sammen med et billede af Tina, den sindssyge hejre. Han folder avisen ud. Det er nok den eneste gode ting, der er kommet ud af alt dette rod. Du har skrevet en god saglig artikel og fået den publiceret landsdækkende. Anders føler forlegenhed snige sig ind på ham. Tak. Det betyder meget, at det kommer fra dig. Har Erik sladret? Anders går frem til sengen. Det har han, men min fornemmelse for din holdning til journalister, havde jeg nu allerede fanget, før jeg snakkede med Erik. Storm ser op fra avisen. Hm. Tror du, du kommer langt i faget, med den her slags faglighed Han lader avisen falde ned på dynen. Det er jo nærmest en frikendelse af min indblanding. Han ser nysgerrigt på Anders. Nej, jeg tror ikke, det rækker langt, hvis jeg skal være ærlig, men du er årsagen til, at så få kom til skade i Thorøhuse og det er det vigtige for mig.

31 Og har du fortalt det til de landsdækkende medier? Storm fastholder Anders blik. Nej! Anders ler nervøst. Jeg har skrevet artiklen, det er det. Hans smil falmer. Der har været masser af tilbud fra de store bladhuse Men? Måske skulle jeg bare prøve mine evner som fisker, jeg kender en gammel gubbe, som ved lidt om det. Anders forsøger at finde smilet igen, men det føles falsk. Storm ser opgivende på Anders. Svar mig ærligt. Anders sukker. Jeg har valgt at blive ved Thorøhuse Posten. Begivenhederne blev lige lovlig spændende for mig og min familie. Det er en skam. Ingolf sagde ellers, du kunne bruge en ny blok, så jeg havde tænkt mig at give dig én Jeg kan stadig bruge den til mine lokalnyheder. Storm trækker på smilebåndet. Det er en aftale Han grynter anstrengt. Jeg kan godt forstå dit valg, knægt. Virkelig? Anders står forbløffet. Med det job og det liv du fører? Jeg fører det jo ikke for spændingens skyld men for folkets sikkerhed. Anders klukker. Den må du smøre af på en journalist, der er grønnere end mig. Det ser sådan ud. Storm retter sig i sengen. Så, hvornår bliver du udskrevet? Når de er trætte af at høre på mig. Anders nikker. Har I fundet Tina? Erik siger, at de få spor de havde, er endt blindt, men hun er med sikkerhed ikke længere i landet. Hun er efterlyst hos Interpol, så må vi se, om de falder over 31

32 32 hende. En sygeplejerske træder ind af døren og smiler venligt til Anders. Det er tid til din undersøgelse, siger hun til Storm. Arbejde, arbejde. Jeg får aldrig fred. Storm ler, men latteren formes hurtigt til smertende klage. Så smutter jeg. Ingolf kommer til middag og Line regner vel med, at jeg holder min middagsaftale. Storm nikker forstående og Anders går mod døren. Anders? Anders vender sig mod Storm. Lines kaffe er fortræffelig Jeg kunne godt tænke mig at smage hendes mad en dag. Anders møder hans blik og smiler let. Det er en aftale Karsten. Han går ud af døren og ned af gangen. Han må tale med Erik, De må stable en velkomstfest på benene for Storm, når han er på højkant igen. * Anders svinger ind i sin indkørsel og stiger ud i den friske havluft. Gadens huse ligger stille hen og stuerne bag husenes vinduer, ligger frit til skue. En gammel følelse af idyl fylder ham, som den dag han så byen for første gang. Anders tillader sig et let smil over indtrykket. Også denne tragedie vil beboerne i Thorøhuse klare sig igennem. Også selvom de brændte huse endnu ikke er ryddet og ligger tilbage som et dystert tegn på hemmeligheders pris. Hans tanker falder på Flyngs afsløring om Oles lig i marsken. Han spekulerer lidt over det og kan allerede se myndighederne grave huller derude, i jagten på en usynlig grav. Han beslutter sig for at lade det ligge, mens Ingolf endnu lever. Den gamle er den eneste, der endnu ved, hvor Ole ligger

33 begravet og Anders vil tie, indtil der ikke er nogen at drage til ansvar. Det skylder han den gamle. Han åbner hoveddøren og træder indenfor. På gulvet ligger en kuvert. Anders samler den op. Der er ingen afsender på brevet og han flår kuverten op. I den ligger der blot et stykke papir og et foto. På billedet sidder Tina Thomsen med sine to børn, mens en ukendt bjergkæde tegner sig i baggrunden. På papiret står blot. Dette er Anders Mikkelsens værk. Anders vender sig betænkeligt med blikket på billedet, mens han lukker døren og tvinger låsepalen på plads i dørkarmen. 33

34 34 Om og af forfatteren Mit navn er Kenneth Lund. Jeg er 36 år og bor i Aabenraa. Jeg er opvokset i Albertslund, vest for København, og siden flyttede jeg til Nørrebro, hvor jeg blandt andet mødte Rasmus Dorph. Det var i den sidste tid på broerne, jeg begyndte at skrive og selvom arbejde m.m. er kommet i vejen undervejs, så er lysten til historien altid vendt tilbage. Hvilket sikkert også er grunden til at jeg efter en periode i efteråret måtte sande, at det er det jeg i virkeligheden vil og herfra er der kun en vej. Jeg har skrevet siden 2001 og denne krimi er min første. Thorø historien markerer for mig en ny tid. Jeg har lavet lidt research og vil gerne takke Jeppe Nielsen for de gode svar omkring politiarbejdet, Lasse og Johanne Jørgensen for deres lokalkendskab samt Thorø Huses Bylaug for at give mig denne mulighed. Jeg forventer mig meget af Thorø historien også selvom jeg i denne historie skal balancere på den fine linje mellem fiktion og virkelighed, for Thorø Huse er virkeligt, og der er sikkert masser af hændelser, som jeg uden at vide det kan komme til at henlede opmærksomheden på. Det er naturligvis ikke min hensigt, men jeg træder på sort underlag i bælgmørke. Kun få lanterner belyser vejen, og Rasmus er en af dem. Jeg har mødt begejstring fra dem, der har læst beta versionerne, men Thorø Huses læsere bliver den endelige udfordring. Det er jer, der er de endelige dommere.