Skriftlig eksamen Psykologi d maj Besvarelse; Stikord: Individualitet fællesskab. Eksamensnummer: 11

Transkript

1 Skriftlig eksamen Psykologi d maj 2006.

2 Indholdsfortegnelse: Indledning. Side. 1 Problemstillinger Side. 2 Problemformulering Side. 3 Metodeangivelse Side. 4 Valg af teoretikere Side. 5 Teoriafsnit Side. 5 Diskussion og pædagogisk praksis Side. 7 Konklusion Side. 10 2

3 Indledning. Jeg har valgt opgave 1 stikord: Individualitet fællesskab. Jeg traf mit valg da jeg her ser mig mest fritstillet i forhold til hvad jeg vil skrive om. Ud fra stikordene udspringer sig mange andre ord og tanker i mit hoved, her tænker jeg blandt andet på; Fællesskab: (ordet eksisterer ikke i psykologisk pædagogisk ordbog, hvorfor det vil blive min egen definition af ordet der får betydning for redegørelsen af dette). Det at være vi og/eller jeg orienteret, sammen eller hver for sig, at blive inkluderer eller ekskluderet i / fra et fællesskab, at skabe og / eller dele et fællesskab, venskaber, at være alene eller sammen med andre, fællesskabets betydning for individets opfattelse af sig selv, positive / negative sociale relationer, at kunne begå sig i fællesskab med andre, at blive socialiseret, dobbeltsocialiseringens betydning, fællesskabets betydning for individets livskvalitet, det fælles tredje, habitus betydning for fællesskab, tilknytning til andre, accept af sig selv og andre, tillid kontra mistillid, trivsel kontra mistrivsel, tryghed, leg, fantasi, kreativitet, samværsformer, udvikling og søskendes betydning for fællesskabet i familien. Individualitet: i psykologisk pædagogisk ordbog står der: det enkelte menneske psykologisk betragtet som enestående; vekselvirkningen mellem arv-miljø og personlighedens aktive medvirken bevirker, at udviklingen forløber forskelligt hos hvert menneske; hvert barn har sin egen udviklingsrytme, og der er stor variation i sensitiviteten for ydre og indre påvirkninger; selv hvor miljøet tilsyneladende er det samme for en søskendeflok, må der regnes med væsentlige miljøforskelle, idet personerne i et barns miljø reagerer forskelligt afhængigt af barnets individualitet; barnet er med til at skabe sit eget miljø 1 Individualitet: selvet, selvudvikling og selvidentitet. Det individuelle menneske og hvordan bliver man et individuelt menneske; miljøets, kulturen og de samfundsmæssige indflydelser og påvirkninger heraf, den personlig og sociale identitet, individets opfattelse af sig selv og andre, at være sig selv i forhold til andre, at have en stærk eller svag identitet, kønsroller, kønnets samt nationalitetens indflydelse på det individuelle menneske og dets muligheder, menneskesyn og individets habitus samt mennesket i samfundet og familien. 1 Mogens Hansen m.fl. Psykologisk pædagogisk ordbog. S

4 Problemstillinger. Ud fra stikordene, tænker jeg om det er et paradokse og hvilke dilemmaer der ligger i ordene og hvordan hænger de evt. hænger sammen eller ej. Når jeg tænker nærmere over stikordene dukker der efterfølgende flere spørgsmål op: at blive individualist hænger for mig at se sammen med identitet. Ordet individualist er for mig at se, ikke noget i sig selv, hvilket betyder jeg må gøre mig tanker om hvad jeg umiddelbart forbinder ordet med. Hvordan skabes vores identitet så vi bliver individer, der kan indgå i mange sociale fællesskaber? Samfundets barnesyn og de politiske målsætninger, er der nogen uoverensstemmelser i dette? Hvordan udvikler barnet sig i fællesskab med andre i vores tids moderne samfund, hvor barnet har så mange forskellige arenaer at begå sig i? Er fællesskabet med til at skabe os som den vi er/bliver. Kan vi altid være os selv i fællesskab med andre og hvilken betydning har det for individets selv hvis/når vi ikke kan være os selv. Kan man indgå i fællesskaber uden relationer? Hvilke kompetencer skal individet være i besiddelse af for at kunne begå sig i fællesskaber med andre i det sociale liv og forskellige samværsformer sammen med fællesskab, hvordan støtter pædagogen barnet i dets selvudvikling? Hvordan skabes der rum for at udvikle en god selvfølelse i fællesskabet? Kan vi have en god selvfølelse hvis vi ikke ved hvem vi selv er? Hvordan hænger relationer sammen med individet og fællesskabet? Kan vi tage udgangspunkt i individet frem for fællesskabet? Eller kan vi tage udgangspunkt i fællesskabet og alligevel have fokus på individet? Og hvilken betydning har selvets dannelse i forhold til fællesskabet? Mennesker er afhængige af hinanden, ligesom mennesket altid er en del af noget mere. Vi går fra fællesskab til selskab, dermed bliver vi mere og mere os selv, vi skal lære at klar os selv i samfundet. Samfundets accelererende udvikling stiller stadig større krav til det individuelle menneske om, at kunne begå sig i fællesskaber og at kunne indgå i sociale relationer, at individet kan forbinde sit eget liv i en mangfoldighed af relationer. Ovenstående ord og tanker bliver således yderst aktuelt at se på, da nutidens samfundsdebat blandt andet går på, at børn skal udvikles til at træffe vigtige valg for deres fremtid i forhold til uddannelse mm, ligesom det er relevant at se på hvilke særlige kompetencer barnet skal udvikle for at blive rustet til at kunne begå sig i fremtidens samfund. Det stilles krav til både forældre og til pædagoger om at opdrage børn til at være omstillingsparate så barnet kan mestre de mange daglige skift i de arenaer som barnet bevæger sig i mellem så som hjemmet, institution, fritidsaktiviteter mm. At lære børn om sociale spilleregler påhviler derfor både forældrene og samfundet, da nutidens børn 4

5 opholder sig mange timer udenfor hjemmet mens forældrene er på arbejdet. Børn skal lære koderne at kende i fællesskabet, og for at kunne mestre dette, har de først og fremmes brug, at lære sig selv at kende Det får mig til at tænke på hvilke kompetencer individet skal være i besiddelse af for at kunne indgå i sociale relationer. Hvordan er pædagogens rolle i forhold til dette og hvad skal pædagogen vægte som værende vigtig i forhold til, at barnet skal kunne mestre alle disse udfordringer? Her tænker jeg specielt på hvordan pædagogen kan se banet som individualist i sammenhæng med fællesskabet, relationen og dets sociale liv. For at forstå barnet som individualist er det relevant at se på hvad selvet er og på hvordan barnet bliver sig selv. Selv har også at gøre med den ontologiske tryghed / utryghed, som Ronald D. Laing skriver om 2. Den ontologiske tryghed ses som en dybtgående følelse af tryghed og sikkerhed med grundlag i et modent selv hvortil der er tillid til de sociale og materielle omgivelsers stabilitet. I opgaven, vil jeg se nærmere på hvordan pædagogen kan være med til, at støtte barnet i sin selvudvikling så det kan begå sig i fællesskabet med særlig fokus på relationens betydning. Nyere forskning ser barnet som værende kompetent fra første færd. For at kunne blive sig selv er det aktuelt at ser nærmere på hvordan dette selv udvikles. Da jeg mener at selvets udvikling også er afhængig af den måde verden møder os på, leder dette mig hen på min; Problemformulering: Hvordan kan pædagogen være med til at støtte barnets udvikling i at blive sig selv, så dets evner for at indgå i relationer styrkes? Jeg vil her redegøre for mit valg af afgrænsning. Afgrænsning. I min forståelse af selvet og dets udvikling, mener jeg at det hænger tæt sammen med relationen og oplevelsen af fællesskab og samhørighed. Når jeg tænker over de mange rodløse børn og unge der har mediernes bevågenhed, tænker jeg umiddelbart at de ikke har en oplevelse af et sammenhængende selv (Stern), som blandt andet kan bevirke, at de har svært ved at indgå i fællesskaber (samfundet, skolen, familien mm.). Jeg ser der er mange emner og problemstillinger, 2 Jan Brøslev Olsen. Selvets verden. S. 20 5

6 der både ville være relevante og interessante at tage frem i denne opgave. Afgrænsningen til emnet, har jeg truffet på baggrund af min interesse i relationens betydning, set i forhold til selvet, som jeg ser, er en væsentligt del af det pædagogiske arbejde med børn, i forhold til at se barnet som individ og i fællesskabet. Relationen kan både være negativ og positiv, i opgaven vil jeg lægge vægten på den positive relation. Min målgruppe i opgaven har jeg dels valgt ud fra min begrænset praksiserfaring (praktiktid) dels ud fra mit faglige interessefelt hvilket er, børnehavebørn indenfor normalområdet. Jeg vælger også denne målgruppe, da jeg mener det er her, at vi som pædagoger, har et betydeligt ansvar for og indflydelse på, at præge børnene på godt og ondt. Herefter vil jeg beskrive min metodeangivelse. Metodeangivelse. I mit bud på at diskutere og svare på min problemformulering vil jeg først definere selv, da det er en forudsætning for at kunne forholde sig til begrebet selvet og det at blive sig selv. Derefter vil jeg definere selvhed, selvidentitet og relation. I teoriafsnittet vil jeg ikke opremse teoretikernes teori, men jeg vil beskrive dele af det, i det omfang jeg anser det som værende relevant. I diskussion afsnittet vil jeg bruge enkelte elementer af R.D. Laing og Berit Bae. I psykologisk pædagogisk ordbog står der: Selv: instans der dannes ved perception (sansning og forarbejdning) af sig selv, dvs. af bl.a. tanker, følelser, intentioner, krop og lemmer, udseende, kunnen og færdigheder 3. Selvhed: selvbevidsthed, egen oplevelse af, individualitet 4. Selvidentitet: persons subjektive selvopfattelse af kræfter og træk i sig selv og uden for personligheden; en bevidst følelse af indre sammenhæng og samhørighed med andre mennesker 5 Jeg ser selvet som en væsentlig del af barnets (og menneskets) udvikling. Ligesom jeg ser at selvet indebærer et andet menneske, derfor får relationen betydning i forhold til dette. Selvet dannes i den tætte relation mellem omsorgsperson og barnet (Stern og Winnicott). 3 Mogens Hansen m.fl. Psykologisk pædagogisk ordbog. S Ibid. S Ibid. S

7 Relation: forhold mellem to el. flere genstande; opdagelse af hidtil oversete relationer spiller en rolle ved opgaveløsning; forsøg med dyr viser at de reagerer på relative stimuli og ikke på absolutte stimuli 6. Jeg vil i det efterfølgende redegøre for mit valg af teoretikere. Valg af teoretikere. I mit valg af teoretikere er jeg opmærksom på, at valget af disse betyder fravalg af andre måder at anskue barnet og dets udvikling på, som igen betyder at opgavens bearbejdning bliver præget ud fra mine valg. Jeg har søgt inspiration fra forskellige teoretikere, som måske ikke umiddelbart er enige med hinanden. Jeg har valgt at begrænse mig til to teoretikere ud fra min overskuelighed for at beskæftige mig med min problemformulering og for derved at skabe mere plads til at redegøre for deres teori og min diskussion af denne. I opgaven er de forskellige teoretiske synspunkter med for at understøtte mit budskab, at pædagogen har en stor og vigtig opgave i, at støtte barnet i sin selvudvikling, så dets evner for at indgå i relationer styrkes. Jeg vil i næste afsnit beskrive Sterns og Winnicotts teori samtidig med jeg forholder mig til dette. Teoriafsnit Jeg vil benytte Stern og Winnicott som teoretiker, da de beskæftiger sig med dannelsen af selvet og identiteten. De har hver især deres tilgang til begreberne, ligesom de ser forskelligt på relationens betydning for barnet. Stern: Amerikaneren teoretiker, Daniel N. Stern(f. 1934) er psykiater, psykoanalytiker og spædbarnsforsker. Stern beskæftiger sig med barnets udvikling af selvet, forstået som den bevidsthed det har om sin eksistens og sine omgivelsers eksistens 7. Han betragter barnet fra livets begyndelse, som værende kompetent og parat til at indgå i relationer med sin omverden. Stern skriver om de 5 selvoplevelser og relateringsområder, også kaldet domæner. Jeg vil ikke gå ind i de enkelte domæner, men vil beskrive antagelsen af det der ligger i Sterns teori, der hvor jeg finder det relevant i min skildring af teorien. 6 ibid. S Mogens Børup m.fl. Den nye psykologi håndbog. S

8 Stern beskriver i det gryende selv (0-2mdr.) den periode hvor barnets livslang fornemmelse af sig selv vågner og aktiveres 8. Det er altså her barnet får den spæde fornemmelse af at være sig selv. I forhold til det, tænker jeg, at hvis barnet bliver født med et selv, om det så er gennem relationerne at dette selv skades eller styrkes. Der er jo gennem samspillet med omverden og fortællingen, at barnet skaber deres identitet ved hjælp af erfaringer og oplevelser, som det får i dagligdagen, hertil bidrager Stern til forståelsen af tidlig mental funktion med RIG-systemet 9, som finder sted i oplevelsen af kerneselv (2-6mdr.). RIG`erne er barnets generaliserede følelse 10, som er en del af barnets hukommelse, og alle de oplevelser og erfaringer, som barnet har haft i hverdagens sociale relationer, aktiveres heri. Dette bliver med andre ord så afgørende for hvordan barnet oplever sig selv i forhold til de interaktioner, barnet selv har medvirket i. Barnet danner altså sine erfaringer i mødet med en anden person i ganske almindelige samspilssituationer. Sagt på en anden måde, de erfaringer barnet gør sig, bygges ovenpå de forrige oplevede oplevelser og en RIG udgør dermed en generaliseret grundform. RIGèr kan både være positive og negative. I ovenstående tænkning ligger der for mig at se, nogle væsentlige begreber som jeg anser som værende relevant, at bruge kort i diskussion. Et andet væsentligt begreb i Sterns teori er, affektiv afstemning (oplevelse af intersubjektivitet ca mdr. 11 ), som jeg anser værende yderst relevant at se på i forhold til det at indgå i relationer, Stern skriver at affektiv afstemning er en særlig interaktionsform, som en del af en relation 12. Meget forenklet kan man sige, at det er en måde at dele følelser på (barn og omsorgsperson imellem). Eller sagt på en anden måde, omsorgspersonen støtter barnet i at udvikle sit indre liv med affektiv afstemning, vises ved at hjælpe barnet med at få sat ord på sine følelser. Stern mener at barnet har et selv, og en fornemmelse af dets selv, lige fra fødslen og er i stand til at skelne mellem sig selv og omverdenen. At støtte barnet i at blive sig selv hænger for mig at se tæt sammen med at, barnet får dannet den grundlæggende tillid til sin omsorgspersoner og til sin verden. Winnicott skriver om barnets behov for et overgangsobjektet (bamse el.lign.), som det mellemliggende mellem den totale afhængighed af dets moder dets frigørelse og 8 Mogens Børup m.fl. Den nye psykologi håndbog. S Dion Sommer Barndomspsykologi. S Espen Jerlang. Udviklingspsykologiske teorier. S Espen Jerlang. Udviklingspsykologiske teorier. S Tom Ritchie (red.). Af Claus Kragh-Müller. Relationer i psykologigen. S

9 selvstændiggørelse 13. Overgangsobjektet indeholder spor fra barnet (det danner bro mellem barnets indre og ydre verden) som det kan trøste sig med, ligesom med den gode mor. Donald W. Winnicott (f ) ser selvets dannelse som afhængigt af den kvalitet der er imellem relationen på det lille barn og moderen (eller anden nær omsorgsperson), hvori der skal skabes et fælles rum 14. Moderens evne til holding (at omslutte barnet) og til at rumme barnets forestillinger om at være omnipotens (at være almægtig, storhedsforestillinger), har afgørende betydning for hvordan barnet oplever moderen som værende forudsigelig og stabil 15. Ifølge Winnicott kan barnets medfødte potentialer kun udvikles hvis der er en relaterende omverden 16. Om relation skriver Winnicott, at for barnet findes dette først når man ser barnet og dets nære omsorgspersoner sammen med barnet 17, underforstået at der først eksisterer en relation når der er flere end én person. Han taler om at kunne containe (rumme) barnet og dets følelser 18. Winnicott skrev om barnets behov for tilknytning til et objekt og hvor selvets udvikling er afhængig af den primære omsorgsperson evne til at være tilstrækkelig god (the good-enough-mother) 19. Han skriver om vigtigheden af at det er barnet der bevæger sig og ikke omvendt. Betydningen af dette tænker jeg set som, at det er barnet, der skal tage initiativer til at begive sig ud i verden og opdage denne verden i sit eget tempo. Hvis barnet ikke oplever et impatisk miljø med derimod et miljø hvor barnet skal tilpasse sig omverden, vil det udvikle en opsplitning af selvet: et sandt selv og et falsk selv 20. Diskussion og pædagogisk praksis. Som jeg skriver i indledningen, har jeg gennem besvarelsen af opgaven, tænkt stikorden; Individualitet fællesskab, som måske værende paradokse. I min bearbejdning af opgaven, er jeg nået til den erkendelse, at ordene har en tydelig sammenhæng mellem ordene, idet individet for mig at se, ikke er noget i sig selv førend det indgår i et fællesskab og dermed i relationer med andre. 13 Mogens Børup m.fl. Den nye psykologi håndbog. S Birgitte Bruun og Anne Knudsen (red.). Af Mogens Hansen Moderne psykologi. S Mogens Børup m.fl. Den nye psykologi håndbog. S Mogens Børup m.fl. Den nye psykologi håndbog. S Mogens Børup m.fl. Den nye psykologi håndbog. S samt S Mogens Børup m.fl. Den nye psykologi håndbog. S Birgitte Bruun og Anne Knudsen (red.). Af Mogens Hansen Moderene psykologi s Mogens Børup m.fl. Den nye psykologi håndbog. S

10 Berit Bae er meget anerkendt indenfor relations området og sin artikel Voksnes definitionsmagt 21 skriver hun om den anerkendende relation. Berit Bae siger, at vi bliver bevidst om os selv ved at blive anerkendt. Anerkendende relationer er baseret på ligeværd, og børn er afhængige af de reaktioner de får fra deres omgivelser, for at kunne skabe sig selv. Ved at være bevidst om den anerkendende relation, bliver vi mere bevidst om hvordan vi bruger vores definitionsmagt. Her spekulerer jeg på, om barnets i sine bestræbelser på at blive anerkendt af pædagogen tilpasser sin handling på overfladen, for at tilfredsstille pædagogen, og dermed bruger det falske selv, som Winnicott skriver om. For mig får dette den betydning, at det så ikke kun i relation med moderen, at barnet bruger sit sande og falske selv; det er i alle barnets relationer dette forekommer. På den baggrund, anser jeg det som værende yderst vigtig, at vi som pædagoger og sekundære omsorgspersoner, tager højde for dette og bliver mere bevidste og opmærksomme på, at se barnet som det er, se bag om dets handlinger og sætte os i barnets sted. Ser vi barnets perspektiv, har vi bedre forudsætninger for at forstå og anerkende barnet som det helt enestående, specielle og unikt individ der er. For at sikre at børn kan mestre at indgå i positive sociale relationer, anser jeg, at vi i vores pædagogiske praksis, må vedblive at dygtiggøre os i, at arbejde med den anerkendende relation i vores samvær med børnene for, at ruste dem til selv at kunne mestre denne kompetence. Ud fra Sterns syn på, at barnet gennemgår en livslang udvikling, mener jeg at RIG-systemet forløber gennem hele livet, hvilket efter min opfattelse, giver mulighed for at ændre på sin opfattelse af selvet samt forholdet til andre, igennem ens livsforløb. Ved at anskue det på denne måde, ser jeg mulighed for, at der kan dannes positive RIG hos f.eks. et omsorgsvigtet barn, der overvejende har dannet negative RIG omkring det at indgå i relation med andre. Det er pædagogens opgave at være medskaber i denne proces, ved at give barnet positiv kontakt, at engagerer sig i barnet og vise interesse for det barnet laver. Dette for at barnet får en følelse af at være god nok og at det barnet er i gang med er godt nok. Herved får barnet ifølge Stern dannet nogle positive RIG. Hvis pædagogen får skabt et tillidsforhold til barnet, mener jeg det gælder om at vedblive med at udvikle og styrke dette ved, at indgå i positiv relation med barnet. 21 Berit Bae. Voksnes definitionsmagt. 10

11 Stern taler om affektiv afstemning, som jeg ser som den positive måde at sætte sig ind i barnets følelser. Affektiv fejlafstemning forekommer når omsorgspersonen ikke sætter sig ind i barnets følelser. Eksempel: Barnet er faldet på fortovet, det har slået hul på sit knæ, som bløder. Pædagogen siger det skal du ikke græde over, det holder snart op med at bløde. Her bliver barnet mødt med fejlafstemning, da pædagogen ikke forstår at sætte sig ind i barnets følelse af at være ked af det. Hvis pædagogen i stedet havde brugt affektiv afstemning havde hun mødt barnet på denne måde: jeg kan godt forstå du græder, det gør ondt at slå sig, jeg kan godt forstå du blev forskrækket, nu skal jeg puste på dit sår, så kan vi sammen se om det skal have plaster på. Berit Bae skriver også om vigtigheden af at anerkende barnet på sine følelser, og at pædagogen ikke må fratage barnet dets følelser. Den affektive afstemning Stern skriver om, er relateret til det subjektive selv (samforståelses domænet) altså fra barnet er omkring 8 mdr. Jeg mener godt at affektiv afstemning kan bruges i alle domænerne og dermed i den livslange udvikling, da det at dele vigtige følelser med andre er end del af det, at blive forstået, blive bekræftet i sine følelser. Vi kender alle den følelse, at fortælle et andet menneske om en hændelse, som vi har oplevet, der har rørt os dyb følelsesmæssigt, og den anden svarer det kan jeg godt forstå, den følelse har jeg også selv haft. Når vi bruger affektiv afstemning i vores samvær med børn, mener jeg det er med til, at styrker vores indbyrdes relationer, samt at barnet bliver forstået ud fra sin subjektive oplevelse, hvilket støtter det i sin selvudvikling. Winnicott taler om vigtigheden i the good enough mother kan containe barnet, dets følelser og skabe et stabilt miljø for barnet og at hun via indlevelse, kan tilpasse sig barnets skiftende behov. Hvis moderen (som jeg anser, kan være en anden nær omsorgsperson, f.eks. faderen) ikke møder barnet godt nok (the good enough mother), kan skuffelsen blive katastrofalt for barnet. Her konkludere jeg, at denne skuffelse vil få betydning for barnets muligheder for at skabe relationer senere i livet. Her ser jeg at pædagogen i institutionen kan gøre en forskel, i barnets mulighed for at danne relationer. Jeg anser det ikke kun, som værende i barn - voksen, voksen barn sammenhængen, der dannes relationer, pædagogen skal være med til at styrke børnenes indbyrdes 11

12 relationer. Dette også fordi børn har brug for jævnbyrdige at spejle sig i. Derudover skal vi huske, at vi som voksne er rolle modeller for børn, hvorfor jeg ser det vigtige i, at vi voksne også er anerkendende overfor hinanden altså i forhold til vores kollegaer og i forhold til børnene. Børn kopier ofte de voksnes måde at gøre tingene på. Hvis barnet ikke får dannet en grundlæggende selvidentitet bliver det svært for det senere i opvæksten, at blive et selvstændigt individ der kan træffe de vigtige valg og beslutninger i sit liv, som samfundets forventer og kræver at individet. Selv har også at gøre med den ontologiske tryghed / utryghed, som Ronald D. Laing skriver om. Den ontologiske tryghed ses som en dybtgående følelse af tryghed og sikkerhed med grundlag i et modent selv hvortil der er tillid til de sociale og materielle omgivelsers stabilitet. Dvs. en klar forståelse af at have et selv og tro på eget værd. Den ontologiske sikkerhed er efter min mening en forudsætning for at kunne indgå i relationer med andre. I Sterns tænkning om selvet hvor barnet oplever verden som en udelelig helhed (0-2 mdr.), som det skal referer til, har det dermed en (begyndende) evne til at opleve sin verden og sig selv. I min afgrænsning skriver jeg, at vi som pædagoger har et stort ansvar for og indflydelse på, at præge børnene på godt og ondt. Dertil tillægger jeg relationens betydning som værende altafgørende. Konklusion: Eftersom børn tilbringer store dele af deres vågen tid i institutionerne, har jeg fundet min problemstilling og de emner der indgår deri, yderst relevante at diskuterer. Jeg har gennem opgavens givet et bud på hvordan pædagogen kan være med til at støtte op omkring barnets muligheder for at blive sig selv, så det bliver rustet til at indgå i relationer. Ud fra mit valg af teoretikere Stern og Winnicott, er jeg bevidst om at bearbejdningen af opgaven er præget af deres måde at anskue barnet på i forhold til blandt andet, barnets selvudvikling og måden at se barnet på i dets kontekst og dets relaterende omverden. Havde jeg valgt andre teoretikere så som Bowlby, Mahler, Vygotsky eller andre var udfaldet blevet noget andet. Dette siger mig, at der ikke findes svaret på min problemformulering eller på andre problemstillinger men der findes mange forskellige bud på det, alt efter hvilke teoretikere vi vælger at bruge. Ud fra 12

13 min mening kan elementer af mange forskellige teoretikere derfor udgøre et bredere grundlag for at anskue problemstillingerne i vores pædagogiske arbejde, hvilket jeg anser som værende en styrke for pædagog faget. Når jeg tænker over de mange rodløse børn og unge der for tiden har mediernes bevågenhed, tænker jeg umiddelbart at de ikke har en oplevelse af det Stern kalder et sammenhængende selv, som blandt kan være årsagen til de har svært ved at indgå i relationer (fællesskaber) og indordne sig under de samfundsgivende normer (samfundet, skolen, familien mm.). Ligesom jeg tænker at de måske ofte i deres tidlig barndom har, måtte bruge det, som Winnicott kalder det falske selv, som beskyttelse mod det sande selv. Endvidere tænker jeg at disse børn og unge mangler en følelse af sammenhæng i deres tilværelse. Aaron Antonovsky (professor i medicinsk sociologi), taler om begrebet følelsen af sammenhæng i tilværelsen (forkortet til SOC) som grundlag for sundhed, som værende menneskets grundlæggende oplevelse af sin tilværelse som værende begribelig, håndterbar og meningsfuld. Selvom Antonovsky er sundhedsteoretiker, anser jeg hans teori om SOC også ville være brugbar indenfor psykologien. Og sådan kan vi blive ved at sammendrage flere teoretikere end den der lige umiddelbart forelægger os som værende relevante. Jeg har i min opgave forsøgt at give et bud på selvet og relationens betydning for barnet som individ. På den måde er min opgave præget af de mellemmenneskelige relationer. Jeg har kun i begrænset omfang behandlet barnets kontekster, hvilket ikke betyder at jeg anser det for uvæsentligt. Jeg vil påstå, at samfundet omkring barnets kontekster og dets arenaer spiller en meget central rolle i barnets liv. Af hensyn til opgavens begrænsning har det ikke været muligt, at medtage alle de facetter der måtte have indvirkning herpå.. 13

14 Litteraturliste Brørup, Mogens (Red.) m.fl. den nye psykologi håndbog Gyldendal, udgave, 6. oplag S S S Hansen, Mogens m.fl. psykologisk pædagogisk ordbog. Gyldendal, udgave Jerlang, Espen (Red.). Udviklingspsykologiske teorier. Socialpædagogisk bibliotek, udgave, 6. oplag S Olsen, Jan Brøslev selvets verden Systime, udgave S. 20. Ritchie, Tom (red.) m.fl. Relationer i psykologien, af Claus Kragh-Müller Billesø & Baltzer, udgave, 1. oplag S. 9. og S

15 Sommer, Dion Barndomspsykologi Hans Reitzela Forlag, udgave S Artikler Bae, Berit Voksnes difinitionsmagt Social Kritik, Nr. 47,