4. s. e. trin. I 2017 Ølgod 9.00 og Bejsnap

Transkript

1 I tegneserien Radiserne spørger Nuser engang Trine, hvorfor hun er blevet psykolog. Hun svarer, at det er fordi hun har talent for at se andres fejl. Hvad så med dine egne, spørger Nuser. Ja, dem har jeg talent for at overse, siger Trine. Det er nogenlunde den samme metode, som kong David bruger. Han er god til at få øje på andres fejl, men ser ikke sine egne. David har flere koner, men da hans blik falder på Urias eneste kone, vil han have hende for sig selv. David udnytter sin magt som konge og sender den trofaste Urias ud til en post, hvor han højst sandsynligt vil dø i kamp. Deraf navnet uriaspost. Og da Urias som planlagt bliver slået ihjel, tager kong David enken til sig. På den måde får David Urias kone uden at skulle dele hende, og rent juridisk har han ikke gjort noget galt. Men som vi hørte det fra alteret, så sender Gud sin profet Natan for at få David til at indse, at det, han har gjort, vitterligt er forkert. Natan fortæller historien om en rig mand, der tager en fattig mands eneste lam for at give sin gæst det at spise. 1

2 David bliver meget forarget over den rige mands opførsel. Det, som manden havde gjort, var ondt i Davids øjne. Men Gud har set, hvad David gjorde, og det var ondt i Guds øjne. At historien om den rige mand i virkeligheden handlede om David selv, fattede David først, da Natan sagde til ham: Du er manden! Kong Davids og Trines måde at se på andre mennesker på er ikke usædvanlig. Vi andre kan også tage os selv i at se splinten i vores brors øje, uden at lægge mærke til vores egen bjælke, der er stå stor, at den spærrer for vores udsyn. Nogle gange kan vi være så optaget af, hvor store mangler de andre har, at vi ikke ser, at vi har langt større fejl end dem. Det sker både i forhold til folk, som vi kun ser på afstand, og i forhold til mennesker, som er tæt på os. En fortælling, der kan illustrere det, handler om to brødre, som boede på hver sin gård ved siden af hinanden. Mellem gårdene løb en bæk, men hen over bækken havde de bygget en dæmning, så de nemt kunne komme over for at hjælpe hinanden eller låne 2

3 redskaber af hinanden. En dag blev de uvenner p.g.a. en misforståelse. Ingen af dem ville give sig. Begge syntes, det var den andens fejl, og det udviklede sig til et regulært brud mellem dem. En morgen bankede det på døren hos den ene bror. Uden for stod en håndværker, som spurgte efter arbejde. Broren fik en idé. Nu skal du høre, sagde han til håndværkeren. På den gård der ovre bor min bror. Vi hader hinanden, og nu har han ødelagt dæmningen, så vi ikke længere kan passere vandløbet. Jeg vil gerne have, at du tager bjælkerne, der står ved min lade, og bygger et højt plankeværk, så jeg slet ikke kan se min brors gård længere. Javel, sagde håndværkeren, jeg skal arbejde, så du bliver tilfreds med resultatet. Håndværkeren gik så i gang med sit arbejde. Broren tog ud for at arbejde på nogle marker langt væk fra gården, og kom først hjem nogle dage senere. Det første, han så, da han kom tilbage, var, at håndværkeren ikke havde bygget noget plankeværk. I stedet havde han lavet en fin bro over vandløbet. Det 3

4 næste, han fik øje på, var hans bror, der stod på den anden side af bækken, med udstrakte hænder, parat til at løbe over broen. Tøvende gik han sin bror i møde, men broren kom ham smilende imod ham og sagde: Her har jeg talt ondt om dig og beskyldt dig for alverdens uhyrligheder, og så bygger du en bro til mig!. De spurgte håndværkeren, om han ikke havde lyst til at blive og hjælpe dem videre, men han sagde nej, for han skulle af sted for at bygge broer for andre. Ingen af brødrene ville tage det sidste skridt. Begge havde i stedet gjort, hvad de kunne, for at skærpe konflikten. Det er først, da en fremmed viser dem vejen til forsoning, at de selv turde gå videre. Jesus byggede ikke broer, som en håndværker ville gøre det. Han gjorde det i stedet ved at fortælle historier, som gør, at vi kan se os selv. Det er aldrig historier, der handler om, hvordan vi bedst får fældet dom over vores medmennesker. Det er historier, der handler om, at vi skal være barmhjertige, ligesom vores himmelske far er barmhjertig. Det er historier, 4

5 som skaber forståelse, og på den måde bygger bro mellem mennesker. Når Jesus fortæller, så fortæller han tit om nåde. Han fortæller om, at vi ikke har nogen ret til at dømme andre, men at vi skal række hånden frem mod den, der har noget at udsætte på os. Nåde er, at man ser bort fra andres fejl. Trine fra Radiserne sagde, at hendes talent var at se de andres fejl. Guds talent er at se bort fra vores fejl. Det er ikke noget, vi selv har så let ved, men vi har selv brug for, at andre, både mennesker og Gud, ser igennem vore fejltagelser og tager imod os med barmhjertighed og nåde. Derfor skal vi være barmhjertige; fordi vi selv har brug for, at andre er barmhjertige over for os. Hvis vi blev dømt efter den samme målestok, som vi nogle gange dømmer andre med, så var vi ilde stedt. Vi har selv skyld og har brug for tilgivelse. Det indser vi, når vi tager os af bjælken i vores eget øje. Vi må erkende og acceptere vore egne fejl, inden vi kan tilgive andres. 5

6 Det gælder i forhold til vores medmennesker ude i verden såvel som inden for hjemmets fire vægge. Vi oplever både i familien og i samfundet, at vi er ubarmhjertige, når andre gør os ondt, mens vi glemmer, at vi selv gør andre ondt. Det er jo sandt, at vores næste har en splint i øjet. Men vores dom over splinten er værre end splinten selv. Når vi i stedet tilgiver vores næstes fejl, så er vi med til at bygge broer i stedet for høje plankeværker. Det har vi behov for i både små og større sammenhænge. Som kristne befinder vi os i et forhold til Gud og til vores næste, hvor forholdet skal være kendetegnet ved gavmildhed, nåde og barmhjertighed. Det ligger nogle gange temmelig tungt med det, i hvert fald fra vores side. Vi kan komme til at bruge vores talent til at se andres fejl frem for at tage os af vor egen skyld. Men Guds ord til os i dag er, at der er rigeligt med barmhjertighed hos Gud. Vi kan frit give videre af den barmhjertighed, som vi blev mødt med af ham allerede i dåben, og som vi bliver mødt med igen og 6

7 igen livet igennem. Den løber aldrig tør, og derfor er der masser at give af. Når vi lader være med at koncentrere os om de andres splinter, så får vi fred til at pille bjælkerne ud af vore egne øjne, og de bjælker kan vi bruge, ikke til at bygge plankeværker med, men til at bygge broer med. Måske magter vi ikke at bygge broer. Men da må vi glæde os over, at vi har en Gud, der har talent for at skjule vore fejl, og som utrætteligt giver os nye chancer for at opøve vore talenter for at skjule andres. Amen. 7