MILJØKLAGENÆVNET Frederiksborggade København K Telefon: Telefax: Afgørelse

Transkript

1 MILJØKLAGENÆVNET Frederiksborggade København K Telefon: Telefax: Den 20. april 2006 J.nr Den 20. april 2006 har Miljøklagenævnet truffet følgende Afgørelse vedrørende 40 og 41 i jordforureningsloven, jf. lov nr. 370 af 2. juni 1999 med senere ændringer. Sag nr. 41-6: Påbud om undersøgelse af jordforurening på ejendommen Roersvej 33 q, Odense C. Afgørelsen er truffet af ankechef, cand.jur. Jørgen Bjerring uden medvirken af beskikkede medlemmer, jf. 2, stk. 5, i Miljøklagenævnets forretningsorden (bekendtgørelse nr. 862 af 16. december 1991 af forretningsorden for Miljøklagenævnet). Sagen er indbragt for Miljøklagenævnet ved skrivelse af 2. november 2005 fra advokat Per Henrik Würtz, der for Skanska Danmark A/S har klaget over Miljøstyrelsens afgørelse af 14. oktober 2005.

2 - 2 - Redegørelse for sagen Sagen vedrører en klage fra Skanska Danmark A/S over et påbud efter jordforureningslovens 40, stk. 1, om undersøgelse af en jordforurening på ejendommen Roersvej 33 q, 5000 Odense C. Påbudet er meddelt til selskabet af Miljøcenter Fyn/Trekantområdet I/S, og efter klage fra selskabet stadfæstet af Miljøstyrelsen. Miljøklagenævnet har med Miljøstyrelsens skrivelse af 30. november 2005 modtaget det materiale, der er indgået i styrelsens behandling af sagen. Endvidere har Odense Kommune efter anmodning fra nævnet fremsendt de af Tilsynsrådet for Fyns Amt godkendte vedtægter for Miljøcenter Fyn/Trekantområdet I/S. Sagens baggrund Under et gravearbejde den 12. februar 2004, som Skanska Danmark A/S udførte for Odense Energi Erhverv A/S på ovennævnte ejendom, blev en olieledning revet over. Da der ikke lækkede olie fra røret, antog selskabets medarbejdere, at ledningen var nedlagt, og gravearbejdet fortsatte. Efter ca. 45 minutter konstaterede medarbejdere fra selskabet, at der lugtede af olie, og de opdagede, at der nu strømmede olie ud af den overgravede ledning. Medarbejderne fandt frem til en oliefyrsmontør, der afbrød en netop startet oliepumpe, som på grund af servicearbejde havde været afbrudt, da olieledningen blev gravet over. Efter montørens vurdering var der sket et udslip på omkring 250 l fyringsolie. På uheldstidspunktet var Codan Ejendomme A/S ejer af ejendommen. Den ejes nu af SEB Ejendomme. Den 12. marts 2004 meddelte Miljøcenter Fyn/Trekantområdet på vegne af Odense Kommune og i medfør af jordforureningslovens 40, stk. 1, jf. 41, stk. 3, nr. 1, påbud til selskabet om at foretage en undersøgelse af den olieforurening, som det ikke havde været muligt at fjerne gennem den oprensning, der var påbegyndt på uheldsdagen. Der foreligger bl.a. følgende oplysninger om retsgrundlaget for miljøcentrets varetagelse af opgaver og beføjelser på Odense Kommunes vegne: 1) Vedtægt for Miljøcenter Fyn/Trekantområdet I/S af 25. november 1999, der er godkendt af Tilsynsrådet for Fyns Amt den 12. januar 2000, fastsætter i 3, at selskabets formål er inden for miljøområdet at varetage forebyggende sagsbehandling, tilsyn og kontrol for interessentkommunerne på industriområdet, spildevandsområdet, vandforsyningsområdet, herunder enkeltforsyningskontrollen, bade- og bassinområdet og landbrugsområdet i det omfang de pågældende opgaver i henhold til lovgivningen er henlagt til kommunerne. Afgørelser om tilladelser, påbud og forbud på de ovennævnte områder træffes af den pågældende interessentkommune, medmindre en interessentkommune med lovhjemmel bemyndiger interessentskabet til at udøve de beføjelser, som er tillagt kommunalbestyrelsen efter loven, jf. f.eks. 86 i miljøbeskyttelsesloven. Som ovenfor nævnt er vedtægten fremsendt af Odense Kommune efter anmodning fra Miljøklagenævnet. Vedtægten er således ikke indgået i Miljøstyrelsens behandling af sagen. 2) Samarbejdsaftale mellem Odense Kommune og Miljøcenter Fyn/Trekantområdet I/S af 22. december 1999 om varetagelse af opgaver i henhold til miljøbeskyttelseslovgivningen

3 - 3 - og vandforsyningslovgivningen, som er afløst af en ny aftale og 17. december 2001 om varetagelse af opgaver i henhold til miljøbeskyttelseslovgivningen, jordforureningslovgivningen og vandforsyningslovgivningen. Af førstnævnte aftale fremgår, at aftalen fastlægger hovedretningslinierne for samarbejdet mellem Miljøcenter Fyn/Trekantområdet I/S og Odense Kommune, og at det mere konkrete omfang af miljøcentrets serviceydelser og betingelserne herfor fremgår af et basisprogram, der bl.a. omfatter delområdet Jordforurening. I aftalens afsnit II. Kompetence fastsættes, at miljøcentret er serviceorgan for kommunen og er bemyndiget hertil i henhold til miljøbeskyttelseslovens 86 og jordforureningslovens 60, at miljøcentret meddeler varsler/påbud og indskærpelser på miljølovsområdet med efterfølgende orientering af kommunen, og at miljøcentret på drikkevandsområdet udarbejder forslag til varsler/påbud og indskærpelser, som fremsendes til kommunen for videre foranstaltning. Den senere aftale, der vedrører opgaver i henhold til miljøbeskyttelseslovgivningen, jordforureningslovgivningen og vandforsyningslovgivningen, indeholder i forhold til ovenstående den ændring, at miljøcentrets adgang til at meddele varsler/påbud nu også omfatter vandforsyningsområdet. 3) Et delbasisprogram af 9. december 1999 om jordforureninger, der udgør en integreret del af samarbejdsaftalen, og som beskriver de ydelser, der i henhold til aftalen skal leveres til kommunen på jordforureningsområdet. I basisprogrammets afsnit 5.1 fastsættes, at kommunens beredskabstjeneste i forbindelse med pludseligt opståede forureninger varetager førsteindsatsen med hensyn til begrænsning af virkningerne af uheldet, og at miljøcentret efterfølgende bedømmer om oprydningen er tilstrækkelig til at sikre grundvand, sundhedsmæssige forhold m.v. og meddeler, hvis det skønnes nødvendigt, de nødvendige påbud på stedet. Ellers sker meddelelse af påbud som beskrevet i samarbejdsaftalen med fremsendelse af forslag fra miljøcentret til kommunen. Den 2. april 2004 påklagede advokat Per Henrik Würtz på vegne af Skanska Danmark A/S det meddelte påbud til Miljøstyrelsen. I klagen blev det bl.a. gjort gældende, at miljøcentret ikke var kompetent påbudsmyndighed, og at påbudet derfor var ugyldigt. Derimod blev det ikke under sagens behandling for Miljøstyrelsen bestridt, at selskabet måtte anses som forurener, jf. jordforureningslovens 41, stk. 3, nr. 1. I forbindelse med styrelsens behandling af sagen udtalte Odense Kommune, at delbasisprogrammet for jordforurening af 9. december 1999 ikke er ændret siden, at eventuelle ændringer skal vedtages på et repræsentantskabsmøde, og at kommunen ikke er i tvivl om, at opgaven i den konkrete sag er omfattet af aftalekomplekset. Den 14. oktober 2005 stadfæstede Miljøstyrelsen det af miljøcentret meddelte påbud, idet styrelsen foretog nogle præciseringer. I afgørelsen anførte Miljøstyrelsen bl.a., at styrelsen ud fra aftalekomplekset og udtalelserne til sagen vurderede, at miljøcentret havde haft kompetence til at udstede det aktuelle påbud. Styrelsen henviste klageren til, såfremt denne måtte være uenig heri, at anlægge sag ved domstolene. Styrelsen anførte endvidere, at forureningen hidrørte fra den af Skanska Danmark A/S i erhvervsmæssigt øjemed drevne virksomhed, og at selskabet er at anse for den ansvarlige forurener i henhold til jordforureningslovens 41, stk. 3, nr. 1.

4 - 4 - Klagen til nævnet På vegne af Skanska Danmark A/S har advokat Per Henrik Würtz den 2. november 2005 påklaget styrelsens afgørelse til Miljøklagenævnet. I klagen anføres bl.a.: Angående det faktiske i sagen henvises til den anførte sagsfremstilling i Miljøstyrelsens afgørelse af 14. oktober 2005 (bilag 1), idet det kan oplyses, at klager modtog graveopgaven fra Odense Energi Erhverv A/S, som var hovedentreprenør, mens Codan Ejendomme A/S var bygherre og ejer af den pågældende ejendom, hvor forureningen var sket samt var ejer af den olieledning, som klager overgravede. Yderligere kan det oplyses, at klager fra Codan Ejendomme A/S, inden gravearbejdet blev påbegyndt, havde fået oplyst, at der ikke var ledninger eller andet i det pågældende område, hvor klager skulle grave ud til nye elledninger. Som bilag 2 er vedlagt mødereferat af 9. februar 2004 fra Odense Energiforsyning Erhverv, hvoraf det fremgår, at Erling Hansen på vegne Codan Ejendomme A/S på mødet oplyste, at der ikke i det område, hvor klager skulle grave, var ledninger eller andet. Til støtte for klagen gøres det gældende, at klager ikke drev den virksomhed eller anvendte det anlæg, hvorfra forureningen hidrørte. Klager foretog som nævnt gravearbejdet som underentreprenør. Det er den pågældende ledningsejer, der efter bestemmelsen må anses som operatør af anlægget og som følge heraf kan mødes med et påbud efter jordforureningslovens 40 og 41. Klager er altså ikke forurener efter bestemmelsen. Der skal henvises til Den kommenterede Jordforureningslov af Peter Pagh, 1. udgave, side 253, Karnovs Lovsamling med note 225 samt Forurenet jord af Wenzel & Knudsen, side 88 f. I relation til stk. 3, nr. 2, gøres det gældende, at klager ikke har handlet culpøst, idet det fra bygherrens side blev oplyst, jfr. bilag 1, at der ikke var kabler eller andet i jorden på det sted, der skulle graves. Endvidere bemærkes, at ansvar efter stk. 2, nr. 3 1 alene vil komme på tale, såfremt ingen er ansvarlig efter stk. 3, nr. 1. Bestemmelsen er subsidiær. Som nævnt er ledningsejeren efter stk. 3, nr. 1 i denne sag at anse som for forurener og denne er derfor rette adressat for undersøgelsespåbuddet, jf. Jordforureningslovens 40. Til støtte for klagen gøres det yderligere gældende, at Miljøcenter Fyn/Trekantsområdet ikke har haft hjemmel til at udstede påbuddet. Det skyldes, at der ikke er sket delegation fra Kommunalbestyrelsen i Odense Kommune, jfr. Jordforureningslovens 60. Som bilag 4 og 5 fremlægges samarbejdsaftale af 17. december 2001 mellem Odense Kommune og Miljøcenter Fyn/Trekantsområdet I/S og delbasisprogram Jordforurening af 9. december Af basisprogrammet Jordforurening pkt fremgår i 2. og 3. punktum følgende: MC bedømmer efterfølgende, om oprydningen er tilstrækkelig til at sikre grundvand, sundhedsmæssige forhold m.v. og meddeler, hvis det skønnes nødvendigt, de nødvendige påbud på stedet. Ellers sker meddelelse af påbud som beskrevet i samarbejdsaftalen med fremsendelse af forslag fra MC til kommunen. 1 Rettet til stk. 3, nr. 2, i advokat Per Henrik Würtz skrivelse af 22. november 2005 til nævnet.

5 - 5 - Det fremgår således, at Miljøcentret i denne sag ikke er bemyndiget til at meddele klager påbud, men alene at lave en indstilling til Kommunalbestyrelsen. Med henvisning til ovenstående findes påbuddet udstedt over for klager uden gyldig hjemmel, navnlig i Jordforureningslovens 41, stk. 3 og endvidere på et mangelfuldt grundlag. Jeg skal derfor anmode om, at Miljøstyrelsens afgørelse af 14. oktober 2005 kendes ugyldig. Supplerende oplysninger under nævnsbehandlingen I skrivelse af 15. november 2005 har DATEA på vegne af SEB Ejendomme bl.a. anført følgende: Det bestrides, at SEB Ejendommes vicevært har afgivet en garanti om, at der ikke er ledninger m.v., hvor der har skullet graves. Der skal herved bl.a. henses til, at en vicevært i almindelighed ikke har en sådan viden, ligesom viceværten heller ikke har godkendt referatet af opstartsmødet. Det afvises ligeledes, at SEB Ejendomme kan anses som forurener i henhold til jordforureningsloven. Der skal herved henses til, at det er Skanska Danmark A/S, der rent faktisk har forårsaget forureningen. Advokat Per Henrik Würtz har i skrivelse af 22. november 2005 bemærket følgende til DATEA s skrivelse: Som anført i min klage af 2. ds. er det den pågældende ledningsejer (SEB Ejendomme A/S), der er at anse som forurener efter Jordforureningslovens 41, stk. 3, nr. 1. Forureneren efter 41, stk. 3, nr. 1 er objektiv ansvarlig. Hvilke oplysninger SEB Ejendomme A/S har givet klager i forbindelse med gravearbejdet, er herefter uden betydning for udstedelse af påbud om undersøgelse af forurening. Endvidere er det uden betydning efter 41, stk. 3, nr. 1, hvorvidt forureneren selv har foretaget den handling, der førte til forureningen. Det er alene af betydning, at forureneren driver den virksomhed eller det anlæg, hvorfra forureningen hidrørte, hvilket SEB Ejendomme A/S gjorde. Bestemmelsen i 41, stk. 3, nr. 2 er subsidiær i den forstand, at andre end operatøren af anlægget alene ifalder ansvar, såfremt ingen er ansvarlig efter 41, stk. 3, nr. 1. Med henvisning til bilag 2 i min klage fastholdes, at det fra SEB Ejendomme A/S blev oplyst over for klager, at der ikke var ledninger eller andet i det område, hvor klager skulle grave. Klager har således end ikke handlet culpøst. Miljøklagenævnet har den 20. januar 2006 anmodet sagens parter og myndigheder om eventuelle bemærkninger til et udkast til afgørelse. Odense Kommune har i af 30. januar 2006 oplyst, at kommunen ikke har bemærkninger til nævnets udkast til afgørelse.

6 - 6 - DATEA har i skrivelse af 10. februar 2006 bemærket følgende: 1) Manglende kompetence Det bestrides, at Miljøcenter Fyn/Trekantområdet I/S ikke har haft kompetence til at træffe afgørelse i sagen. Der skal herved lægges vægt på, at både Odense Kommune og Miljøcenter Fyn/Trekantområdet I/S tilsyneladende siden 1999 har fortolket og administreret samarbejdsaftalen af 22. december 1999 på en sådan måde, at udtrykket miljølovsområdet skal forståes som indeholdende varsler og påbud efter bl.a. jordforureningsloven og andre love inden for miljøretten. Det fremgår af punkt 2 på side 3 vedrørende en ny aftale af 17. december 2001 i nævnets udkast til afgørelse, at Den senere aftale, der vedrører opgaver i henhold til miljøbeskyttelseslovgivningen, jordforureningslovgivningen og.... Nævnets beskrivelse af sagens fakta i punkt 2 på side 3 henviser således til en udtrykkelig bemyndigelse vedrørende varsler/påbud på jordforureningslovsområdet. 2) Vejledende generel bemærkning om retstilstanden Miljøklagenævnet fremkommer med en vejledende generel bemærkning om retstilstanden på området. Det bestrides, at nævnet har lovhjemmel til at fremsætte sådanne vejledende bemærkninger. Der skal herved især henses til, at såkaldte vejledende bemærkninger fra en ankeinstans i realiteten virker bindende for underinstansen. Desuden er den vejledende udtalelse forkert. Der henvises i denne forbindelse til note 223 og 225 i Karnovs bemærkninger til jordforureningslovens 41, hvor det fremgår, at det ubetingede ansvar ikke omfatter en udlejer af fast ejendom. Ifølge Karnovs note 226 skal forureningen være forårsaget af vedkommende virksomhed eller anlæg, og miljømyndigheden skal godtgøre, at der er årsagsforbindelse mellem driften af vedkommende virksomhed eller anlæg og forureningen. Det bestrides, at forureningen hidrører fra udlejningen af ejendommen, og at der således er årsagssammenhæng mellem udlejningen og forureningen. Der skal herved lægges vægt på, at forureningen hidrører fra Skanska Danmark A/S uforsvarlige adfærd. På denne baggrund må det lægges til grund, at SEB Ejendomme som udlejer af ejendommen ikke kan anses for at være forurener i henhold til jordforureningslovens 41, stk. 3, nr. 1. Miljøstyrelsen har med skrivelse af 19. april 2006 fremsendt et notat med bemærkninger til sagen. Heri anføres for det første, at styrelsen er enig i Miljøklagenævnets vurdering af, at Odense Kommune ikke har bemyndiget Miljøcenter Fyn/Trekantområdet I/S til at udstede påbud om undersøgelser efter jordforureningsloven under omstændighederne i den foreliggende sag. Styrelsen har endvidere fremsat en række bemærkninger vedrørende fortolkningen af jordforureningslovens 41, stk. 3, nr. 1, herunder om forholdet mellem nr. 1 og 2 i 41, stk. 3, og 43. Miljøklagenævnets bemærkninger Miljøklagenævnet finder, at sagen opfylder de i jordforureningslovens 83, stk. 1, fastsatte betingelser for en nævnsbehandling. Klageren har gjort gældende, at det meddelte påbud er ugyldigt som følge af, at Miljøcenter Fyn/Trekantområdet I/S ikke har haft kompetence til at træffe afgørelse i sagen.

7 - 7 - Herom bemærkes, at jordforureningslovens 60, der svarer til miljøbeskyttelseslovens 86, fastsætter, at kommunalbestyrelsen kan bemyndige en miljø- og levnedsmiddelkontrolenhed til at udøve de beføjelser, som er tillagt kommunalbestyrelsen efter loven. Efter ordlyden af jordforureningslovens 60 kan kommunalbestyrelsen delegere afgørelseskompetence til en miljøkontrolenhed, herunder en miljøkontrolenhed, der er etableret som kommunalt fællesskab i henhold til kommunestyrelseslovens 60. Dette er også lagt til grund i de vedtægter for Miljøcenter Fyn/Trekantområdet I/S, som er godkendt af Tilsynsrådet for Fyns Amt. Hvis der sker delegation, vil miljøkontrolenhedens afgørelser kunne påklages til kommunalbestyrelsen, idet jordforureningsloven ikke ændrer almindelige, forvaltningsretlige regler om delegation og heller ikke indeholder bemyndigelse til at fravige disse. Samarbejdsaftalen mellem Odense Kommune og Miljøcenter Fyn/Trekantområdet I/S af 22. december 1999 bemyndiger miljøcentret til at meddele varsler/påbud på miljølovsområdet og at udarbejde forslag til varsler/påbud på drikkevandsområdet. Aftalen indeholder ingen udtrykkelig bemyndigelse vedrørende varsler/påbud på jordforureningslovsområdet. Derimod indeholder delbasisprogrammet for jordforureningsområdet af 9. december 1999 en bemyndigelse til i uheldssituationer at meddele nødvendige påbud på stedet. I andre tilfælde udarbejder miljøcentret alene forslag til varsler/påbud (som beskrevet i samarbejdsaftalen). Miljøklagenævnet må herefter lægge til grund, at den bemyndigelse, der er meddelt miljøcentret i december 1999 i relation til afgørelseskompetence efter jordforureningsloven, alene omfatter nødvendige påbud på stedet under uheldssituationer. Samarbejdsaftalen af 17. december 2001 indebærer ingen ændringer heri. Bemyndigelsen heri omfatter efter ordlyden miljølovsområdet og vandforsyningsområdet, men ikke jordforureningslovsområdet. I øvrigt har Odense Kommune - som omtalt ovenfor - under sagens behandling i Miljøstyrelsen udtalt, at delbasisprogrammet for jordforureningsområdet af 9. december 1999 ikke er ændret, og at ændringer heri skal vedtages på et repræsentantskabsmøde. I den foreliggende sag indtraf olieforureningen den 12. februar 2004, og miljøcentret meddelte den 18. februar 2004 klageren et mundtligt varsel om påbud om undersøgelse af jordforureningens omfang. Det påklagede påbud er herefter meddelt af miljøcentret den 12. marts Da dette påbud ikke er et påbud på stedet i en uheldssituation, har miljøcentret ikke haft kompetence til at meddele påbudet. Miljøklagenævnet finder derfor, at det påbud, der er meddelt til klageren af Miljøcenter Fyn/Trekantområdet og Miljøstyrelsen, må ophæves som ugyldigt, og at sagen må henvises til behandling i første instans i Odense Kommune. Nævnet finder ikke, at de bemærkninger, DATEA har fremført om dette spørgsmål, kan føre til andet resultat. Det tilføjes, at de skriftlige afgørelser, Miljøcenter Fyn/Trekantområdet I/S træffer på Odense Kommunes vegne efter bemyndigelse i medfør af jordforureningslovens 60, skal indeholde

8 - 8 - klagevejledning i overensstemmelse med forvaltningslovens 25, stk. 1, herunder oplysning om, at afgørelsen kan påklages til Odense Kommune. Med hensyn til påstanden om, at klageren ikke er forurener i den forstand, hvori dette begreb er anvendt i jordforureningslovens 41, stk. 3, nr. 1, bemærkes, at denne påstand først er rejst ved sagens indbringelse for Miljøklagenævnet, og at ophævelsen af det meddelte påbud medfører, at Odense Kommune skal træffe afgørelse i sagen som første instans. Nævnet finder herefter, at det bør påhvile Odense Kommune at tage stilling til, om klageren skal anses som forurener i forhold til jordforureningslovens 41, stk. 3, eller om et påbud kan rettes mod SEB Ejendomme som ejer af fyringsanlægget. Nævnet finder dog anledning til vejledende at fremkomme med følgende generelle bemærkninger om retstilstanden på området: Ifølge jordforureningslovens 41, stk. 3, nr. 1, påhviler det ubetingede forureneransvar vedkommende virksomheds driftsherre eller ejeren af vedkommende anlæg og ikke den, der har udført den handling, som umiddelbart forårsager forureningen. Denne forståelse har direkte støtte i anvendelsen af ordet hidrører og i bestemmelsens motiver. Heri anføres, at hvis en forurening skyldes en virksomheds drift, kan virksomheden (driftsherren) påbydes en oprydning, hvad enten udledningen skyldes overtrædelser af vilkår, uforsvarlig adfærd hos en ansat, en dårlig installation eller et hændeligt uheld, men virksomheden kan naturligvis efter almindelige erstatningsretlige regler søge regres over for den, der direkte forårsagede forureningen. I overensstemmelse hermed antages det i Peter Pagh: Jordforureningsloven med kommentarer (2000), s. 253, at det ubetingede forureneransvar efter jordforureningslovens 41, stk. 3, nr. 1, påhviler ledningsejeren og ikke den, der har forvoldt den skade, der er forureningens direkte årsag. Tilsvarende antages i Birgitte Refn Wenzel og Vivi Bruhn Knudsen: Forurenet Jord (2001), s. 89, at forureneransvaret for et olietankanlæg, der anvendes erhvervsmæssigt, påhviler vedkommende virksomhed og ikke den håndværker, der har forårsaget forureningen ved at installere et defekt produkt på anlægget. Miljøklagenævnet finder det på denne baggrund nærliggende at forstå 41, stk. 3, nr. 1, på den måde, at det ubetingede forureneransvar har relation til forureningskildens driftsherre eller ejer, og at denne i givet fald er henvist til efter almindelige, erstatningsretlige regler at gøre regres over for den, der gennem en skadegørende handling har været den direkte årsag til forureningen. DATEA har protesteret imod, at Miljøklagenævnet fremkommer med en tilkendegivelse af denne karakter, idet selskabet bestrider, at nævnet har lovhjemmel til at fremsætte sådanne vejledende bemærkninger. Herved henvises især til, at såkaldte vejledende bemærkninger fra en ankeinstans i realiteten virker bindende for underinstansen. Hertil bemærkes, at Miljøklagenævnet ikke har nogen almindelig beføjelse til at afgive vejledende udtalelser om retsspørgsmål. Det indebærer imidlertid ikke, at nævnet også er ubeføjet til at fremkomme med vejledende udtalelser om retsspørgsmål i konkrete sager, som foreligger til afgørelse i nævnet, og hvor nævnet har fuld prøvelsesret. Endvidere er der forvaltningsretligt intet til hinder for, at nævnet i en konkret sag eksempelvis tager stilling til et tvivlsspørgsmål om, hvem der er rette adressat for et påbud, men i øvrigt med hensyn til påbudets

9 - 9 - materielle indhold ophæver den påklagede afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling i første instans. Hertil kommer, at hensynet til sagens parter og forvaltningens effektivitet taler for, at nævnet ikke under omstændigheder som de foreliggende blot hjemviser sagen til fornyet behandling uden at udtale sig om det omhandlede retsspørgsmål. Nævnet finder derfor ikke anledning til hverken at ændre eller tilbagekalde ovenstående tilkendegivelse, der er af generel og vejledende karakter, og som alene vedrører en forståelse af jordforureningsloven, der hviler på motivudtalelser og juridisk litteratur. Det tilføjes, at de noter til jordforureningsloven i Karnovs Lovsamling, som DATEA henviser til, omhandler forholdet mellem udlejer som sådan og lejere, brugere og forpagtere, og at Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning af 20. maj 1999 over forslag til lov om forurenet jord indeholder følgende udtalelse om udlejeres ansvar efter jordforureningsloven: Endvidere har ministeren præciseret, at det fulde (ubetingede) forureneransvar for oprydninger kun gælder for fremtiden, og at dette ansvar ikke gælder for udlejere af erhvervsejendomme. Det betyder, at en udlejer ikke hæfter for den forurening, som hans lejer forårsager. Derimod gælder det, at for boligejendomme med tanke over 6000 liter anses udlejeren som forurener. Miljøklagenævnet finder ikke anledning til at knytte bemærkninger til Miljøstyrelsens udtalelse vedrørende fortolkning af jordforureningslovens 41, stk. 3, og 43. Miljøklagenævnets afgørelse Miljøcenter Fyns/Trekantområdet I/S s påbud af 12. marts 2004, som stadfæstet ved Miljøstyrelsens afgørelse af 14. oktober 2005, ophæves. Sagen henvises til behandling i første instans i Odense Kommune. P.N.V. Jørgen Bjerring Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 12 måneder, jf. jordforureningslovens 87.