Skrift. 4 Tome. Efter B. Gunneri Anmærkning i Leems Lap. Beskriv. skal den meest ligne Falco fulvus og canadensis, dog helst den første, skiønt de

Transkript

1 10. Om Fugle Foruden de sædvanlige Ørne, indfandt sig her om Høsten 1780 et Slags, som tilforn havde været ubekiendte, nemlig Slagørnen, Skior-Vengen, hvilken jeg ved Eftersyn befandt fuldkommen overeenstemmende med dens Beskrivelse i Norske Selskabs 111

2 Skrift. 4 Tome. Efter B. Gunneri Anmærkning i Leems Lap. Beskriv. skal den meest ligne Falco fulvus og canadensis, dog helst den første, skiønt de begge efter Brissons Meening skal være eet Species. 1779, da jeg reiste fra Søndmør, indfandt sig der et Slags Falke, som man kaldte dem, hvilke jeg ved denne Leilighed vil beskrive. De vare baade større og mindre, som dog neppe var andet end en Forskiel i Alderen. De store vare af Størrelse, som Ravne, oventil mørke eller mørkegraa med rødbrune Kanter omkring Fiærene, hvorimod Fiærene paa Halsen vare rustfarvede og i Midten sorte, deels sorte og rustfarvede paa Siderne: Hovedets Fiære ligeledes; Halsen forpaa, samt Brystet og Bugen lysere rustfarvede, med lange, vidt fra hinanden staaende og smale sorte Strimer paa langs; Slagfiærene oventil mørke og noget sortflammede, de af anden Orden tillige noget hvidplettede i forreste Kant. Dækkefiærene havde hvide Spidser, som giorde en hvid og smal Tværlinie. 5 a 6 mørke Tværlinier, alleneste den forreste Deel var lys rustfarvet og sortplettet, næsten som Brystet og Bugen. Stiert-Fiærene havde 4 a 5 graa og sorte Tværlinier vexelviis med hvidse Spidser, og neden under ligeledes, men lysere. Nebbet tilligemed Vox- Hinden sort, hvorpaa intet guult kunde fornemmes; Benene gule, bagtil nøgne, men fortil lodne, eller sokkede, dog strakte sig Sokkene ikke gandske ned til Tæerne, som vare sorte. De smaa differerede deri, at de pass Brystet og Bugen vare hvide og plettede, dog saaes nogen Rustfarve paa Laarene og det forreste af Vingernes indre Side. Den mærkeligste Forskiel 112

3 bestod deri, at den 3, 4 og 5 Slagfjær forfra, vare stærkt emarginerede eller udgravede i forreste Kant, men hos de store ikkun den 3die. De sorte Tværstrimer paa Stiert-Fiærene vare hos nogle kiendelig kantede med hvide Linier, men hos andre ikke. Deres Tal var hos begge 12. Begge opholdte sig paa Søndmør Vinteren og Vaaren igiennem, og ødelagte en Mængde Fugle-Vildt af Ryper og Orre-Fugle. Hønse-Høgen (Falco æruginosus) har jeg seet midt om Vinteren fare lige igiennem et Vindue for at forfølge andre Fugle. Ei alene Krager, men og Huus-Svalen og Liin-Erlen sees her at forfølge Høgen, den første med stærkt Skriig, den anden med idelig Sang, hvoraf man kan vide, at Høgen er i Nærværelsen, hvilket jeg ikke veed at have seet eller hørt Nordenfields. Spurve-Høgen skal her være seet at pille Kaal-Madiker i Haverne, hvilket dog andre paastaae at være Giøgen. Midt paa Sommeren 1783 blev her fanget en liden Høg-Art, som jeg her vil beskrive. Den havde et maadelig langt og tygt Neb, hvis Overkiæbe krummede sig med en liden hvas Spidse over Underkiæben; Tungen var spydagtig, Svælget og Munden Zinoberrødt og Mund-Vigene ligeledes; Næseborene runde og noget udstaaende, som tubi; Øinene blaa og Øie-Laaget som en hvid Ring; Nebbet og Nebbinden, der var kun lidet kiendelig, mørk, dog den undre Kiæbe gulagtig. Paa Hovedet sadde endeel hvide Fiær, ellers var den overalt mørkegraa med lyse Kanter omkring Fiærene, der giorde ligesom Tværlinier, endeel brune Tværstrimer saaes og meest paa Vingerne; alle Slagfiærene hvide i Spidsen og i begge Kanter brunplettede, dog vare Pletterne 113

4 paa den indre Kant halv hvide og halv brune; Ryggen ned til Stierten lysegraa med lyse Kanter om Fiærene; Stierten bagtil afrundet med 10 Fiære, alle hvide i Spidsen og spettede med hvide Pletter i 4 eller flere Rader paa tverr; Bugen hvid og lidt rustfarvet, med graa Tværstrimer: Fødderne gule og sokkede ned til Tæerne, som alle vare adskilte uten Mellem-Hinde. Den havde fine fuldkomne Fiære, men var dog kun en Unge, og synes meest at ligne Falco palumbarius. Af Kat-Ugler har jeg kun betragtet Strix aluco, som er kiendelig deraf, at dens 3 forreste Slagfiære ere indskaarne som en Sav i ydre Kant. At man saa ofte skyder og dræber Katuglen synes ubilligt, da den stærkt muser, som Katten, og renser Huset, især Laderne, for Utøi. Strix passerina, der ei er større end en Trost, sees her undertiden, men sielden. Paa Krager, Kajer, Skov-Skader (Corvus glandarius), Nødeskrigere (C. Cariocatactes), er ingen Mangel. Den sidste er bekiendt deraf, at den giemmer Nødder til forraad i Jorden, hvilke skal være af beste Slags, efter deres Vidnesbyrd, som have fundet dem. Den fanges ofte i Snarer med Kramsfugle. Om Skaden, Skiæren, er mig af øiensynlige Vidner berettet, at en Flok af dem eengang sad paa et Huus-Tag med stærkt Skrig, og ligesom for at holde Raad; at een af dem siden skilte sig fra de andre, og satte sig paa et andet Tag nær derved, gandske stille og ligesom sorrigfuld; neppe var dette skeet, førend de andre fløi efter og hakkede den indtil den døde. 114

5 Det Navn Giertruds-Fugl, tillegges her visse Hakke-Spetter, af hvilke her gives de samme, som andensteds, nemlig de grønne, de sorte og hvidspettede, de sorte og røde paa Hovedet, hvilke sidste let skilles fra de andre ved deres stærke Ranglen, naar de pikke i Træerne. En Giøg Unge i en Bogfinkes Rede fandt Hr. Prof. Thorstensen paa Kongsberg om Sommeren Han med flere besøgte Reden ofte, for at besee dens Fremvext; men tilsidst blev den borte og saaes ikke mere. Linnæus i sin Vestgoth. Resa S.237 melder, at han engang har seet en Fugl liig en Høg, som et Par Sædes-Erler fulgte, ligesom de pleie følge Giøgen, og han henstiller til andres nærmere Undersøgning, om ikke et Slags smaa Høge udklækkes i andre Fugles Rede, ligesom Giøgen, hvoraf den Mening maaskee kan være kommen, at Giøgen det andet Aar blev til Høg. Herved erindrer jeg hvad Doct. og Stifts-Provst Hagerup i Trondhiem engang berettede mig, at han i den lille Fugls, Motacillæ acredulæ Rede, fandt en stor Fugle-Unge, der tilvisse var ingen Giøg, som dog strax efter døde, førend den fik sine fulde Fiære. Naar Giøgen galer flyvende, spaaer man Regn, hvilket rigtig indtraf, da jeg engang lagde Mærke dertil. Svaner, som ikke gierne sees her uden i haarde Vintre, blev dog bemærket i Januarii 1783, da Kulden just ikke var meget stræng. Storke ere endnu sieldnere, dog har Hr. Testman, der er en Kiender af Fugle, og i mange Aar har opholdt sig i Danmark, engang seet dem her. Graagiæs, som her urigtig kaldes Gaul, sees hvert Aar i Maii flyvende i store 115

6 Flokke Nord ad. Dens Flugt er da artig at ansee, formedelst sin Kiilagtige Form, med Spidsen foran, og indenfor den yderste Rad sees mange mindre Rader af flyvende Giæs i samme Orden den 3die April saaes et Slags sorte Fugle, hvide under Bugen, hvilke man i Begyndelsen ansaae for Graagaasen, da de fløi paa samme Maade, men befandtes siden at være et Slags ubekiendte Søefugle, uden Tvivl den rette Gaul (Anser bernicla), hvorimod Graagaasen ikke kom førende den 3 Maii i samme Aar, som var Kaarsmisse-Dag og just den Tid, den sædvanlig pleier at komme. Af Ænder sees især i Eikern-og Fiskum-Vandet Stokænder (Anas Boschas), Krækænder (A. Cracca), Dukænder (A. Qverqvedula), Orrer, sorte Ænder med en Pukkel paa Nebbet, A. fera, som eller kaldes Søe-Orre, Hav-Orre, dog mærkes de ikke uden der er Uveir i Havet. Fisk- Ænder, Mergus Merganser, Fauna Svec. Serrator, System. Nat. it. O.Fabricii, dog i Farven afviger saavel Hannen som Hunnen fra disse Authorers Beskrivelser. Maage, Graamaage kommer flyvende hid op, saa ofte der er Uveir i Havet. Heyrer sees undertiden ved Vandbreddene. Lommen lader ofte sin Røst høre, hvoraf man pleier spaae om Veirets Beskaffenhed. Af Sneppe-Arter gives her Spover (Scolopax phæopus), som dog ere rare at see. En som her blev skudt, var sort paa Nebbet og blaa paa Føddern; Kroppen oventil mørk med brune Spetter omkring Fiærene; Vingernes Dækkefiære ligeledes, men lysere; Slagfiærene sorte med hvide Spetter paa indre 116

7 Kant, de øvrige hvidspettede paa begge Kanter, den første eller forreste Den meest hvid, Ryggens nederste Deel hvid, Halen selv hvid med brune Tværlinier, Struben hvid, Brystet og Bugen hvide med brune Spetter som Linier. For ved hvert Øie sad en sort Plet. Paa Søndmør har jeg havt den effen af samme Farve, som dog ikke stemmer overeens med Linnæi Beskrivelse. Horsegiøgen (Scolopax gallinago) skal og være her, skiønt jeg ikke har seet den, Gunnerus adskiller den fra Skoddeføllen (Tringa littorea), som mig og Nordenfields er tilbragt under dette Navn. See Søndm. fub. tit. Skoddesøl. Rutten, Nat-Rugen (Scolopax rusticola) er her mangfoldig, og maae enten overvintre eller meget sildig flyve herfra, da jeg har havt en skudt midt i Novbr. Beccasin (Tringa hypoleucos) er her bekiendt nok. Uagtet den splittede Tæer, har jeg dog Nordenfields seet svømme over paa smaa Elve, ved hvis Bredde den stedse gaaer og piber om Sommeren. Field-Hierpe (Charadrius apricarius) kaldes og Heiloe, it. Agerloe, fordi den ofte indfinder sig i Flokke paa Agrene om Vaaren. Tødder, Orfugl, Ryper og Hiærper falde her som andensteds. Skov-Duen (Columba öenas) oppiller Kornet paa Agrene om Vaaren. At den maae æde Leer, helst det, der er falt, maae sluttes deraf, at den saa meget opholder sig ved det salte Leer i en liden Dal ved Hassel-Jernværk, som derfor kaldes Duedalen, see foran.5. Ringel-Duen er rarere, og af Farve graablaa med en hvid Stribe paa hver Side af Halsen. 117

8 Trost (Turdus pilaris), item en større Art kaldet Field Trost, Blaa Nakker, som kommer ned til Husene, naar den venter megen Snee og Kulde. Tale Trost, Maal Trost (Turdus hiacus), deraf ligeledes en Artforandring, fuldkommen dobbelt saa stor. Farven er eens, undtagen at denne paa Vingernes undre Side er hvid, hvor hin er rødbrun; alle Slag-og Stiertefiærene have hvide Kanter og Spidser, som fattes hin. Fødderne ere gule, helst bagtil. Den er og mindre brun udenpaa Vingerne, og de trekantede mørke Pletter, den lille har baade paa Brystet og Bugen, har den store ikkun paa Halsen. Sidenschvantz (Lanius garrulus) kommer ofte i Flokke om Høsten med Snee. Norsk Papegoy (Loxia enucleator) er heel rød (skiønt de gamle efter Linnæi Beretning ere gule) undtagen Vingerne og Halen, som ere mørke. Nogen Linea alarum duplex har jeg ikke mærket hos dem, men derimod en mørkebrun Plet ved hver Mund-Vige. I Buur gaaer den idelig fra en Staal-Streng til en anden, og qviddrer mere end den synger. Loxia pyrhula Dompap sees her ogsaa, men L. curvirostra Korsnebbet, veed ingen af at sige. De Sang-Fugle, som sanges her og sættes i Buur, ere fornemmelig Sisicher, Stillitzer, graa Irisk, Gunneri Fringilla flavirostra, item Lerker. For megen Snee om Vaaren sees Snefuglen, Emberiza nivalis, Gulspurven eller Skulen, som er en større Art og mere guul, Emberiza citrinago, item Fringilla linaria, de Nordenfieldskes Sisserønnik. 118

9 Hertil kommer Bogfinken, Fringilla cælebs, item F. Trochilus, som jeg ogsaa har seet her. At Alauda campestris ogsaa sidder i Træerne, har jeg observeret ved den Anledning, at en Kat lurede efter den i et Træe, og sprang, da Fuglen fløi bort, lige hen i Luften, hvor den greb den og faldt med den til Jorden. Motacilla phöenicurus, kaldes her som andensteds Rødstiert, Blodfugl. Fringilla Montifringilla, item Montana, Loxia chloris, Motacilla hippolais & rubecula, item Muscipula atricapilla, som jeg har seet Nordenfields, gives ved ogsaa her. da man der gemeenlig kalder dem Field-Fugle, fordi de komme over Fieldene fra Oplandene ned til Søe-Kysten. Svalernes Flugt nær Jorden eller Vandet, betyder her som andensteds Regn, fordi de smaa Myg, som de fange, da holde sig nedrig i Luften. Kirke- Svalen, Hirundo apus, som her kaldes Johannes Svale, sees ofte at falde ned af Kirke-Taarnet og slaae sig ihiel, som viser, at den er svag i Hovedet. Huus-Svalen, H. urbica, heder her Mariæ Svale, Dig-Svalen. H. riparia, sees og nok af ved Elven. Natte Ravnen, Caprimulgus, lader sig stedse see om Sommer-Afterne, for at fange Insecter især paa de smaa Oldenborrer, Scarabæus solstitialis. 119